*****

KOMMISSIONENS BESLUTNING

af 11. december 1981

vedroerende en procedure i henhold til artikel 15 i Raadets forordning nr. 17 (IV/AF/511 - National Panasonic (France) S.A.) aendret ved Kommissionens beslutning af 21. juni 1982

(Den franske tekst er den eneste autentiske)

(82/465/EOEF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPAEISKE

FAELLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det europaeiske oekonomiske Faellesskab, saerlig artikel 85,

under henvisning til Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962 (1) saerlig artikel 11 og 15,

under henvisning til den begaering om oplysninger, som Kommissionen fremsatte over for National Panasonic (France) S.A. den 25. maj 1981, og denne virksomheds svar af 15. juni 1981 paa denne begaering,

under henvisning til Kommissionens afgoerelse af 4. august 1981 om at indlede en procedure i denne sag,

under henvisning til, at virksomheden i medfoer af artikel 19 i forordning nr. 17 og Kommissionens forordning nr. 99/63/EOEF (2) har haft lejlighed til at udtale sig om de forhold, som Kommissionen har rejst indvendinger mod,

under henvisning til udtalelse af 24. november 1981 fra Det raadgivende udvalg for Kartel- og Monopolspoergsmaal i overensstemmelse med artikel 10 i forordning nr. 17, og

ud fra foelgende betragtninger:

DE FAKTISKE OMSTAENDIGHEDER

A. Virksomheden

1. National Panasonic (France) S.A. (herefter benaevnt »NPF«), en virksomhed med hjemsted i Rue des Frères-Lumière 13-15, F-93150 Le Blanc-Mesnil, er et helejet datterselskab af den japanske virksomhed Matsushita Electrical Trading Company, som selv er et datterselskab af Matsushita Electric Industrial Company, som er den foerende japanske producent af el-artikler og og elektronisk udstyr.

2. NPF er hovedsagelig beskaeftiget med import og markedsfoering i Frankrig af underholdningselektronik fremstillet af Matsushita i Japan og andre lande, herunder hi-fi- og stereo-udstyr, som saelges under handelsnavnene »Technics«, »National Panasonic« og »Panasonic«.

B. Kommissionens kontrolundersoegelse

3. Den 27. juni 1979 foretog Kommissionen i medfoer af artikel 14, stk. 3, i forordning nr. 17 en kontrolundersoegelse hos National Panasonic (UK) Ltd, som ogsaa er et datterselskab af Matsushita, og som har samme funktion i Det forenede Kongerige som NPF i Frankrig.

4. Formaalet med kontrolundersoegelsen var at skaffe oplysninger og bevismateriale vedroerende det forhold, at National Panasonic (UK) Ltd, var mistaenkt for at paalaegge sine hi-fi-forhandlere i Det forenede Kongerige et forbud mod at eksportere til andre EF-lande for at beskytte forhandlernettet i disse lande mod konkurrence fra parallelimport.

5. Under kontrolundersoegelsen kom Kommissionens tjenestemaend i besiddelse af en raekke dokumenter vedroerende virksomhedens politik med hensyn til paralleleksport af Technics- og National Panasonic-udstyr.

6. Den 24. august 1979 indbragte National Panasonic (UK) Ltd afgoerelsen om at foretage kontrolundersoegelsen for De europaeiske Faellesskabers Domstol. Den 26. juni 1980 afviste Domstolen soegsmaalet.

7. En undersoegelse af de dokumenter, som Kommissionen kom i besiddelse af under kontrolundersoegelsen, viste, at det var noedvendigt at skaffe yderligere oplysninger, for at Kommissionen kunne faa et detaljeret billede af prisstrukturen ved salg af hi-fi-

udstyr af maerket Technics i EF, isaer forhandlernes indkoebspris og detailprisen. I denne sammenhaeng var eksistensen af vejledende eller anbefalede priser paa de forskellige nationale markeder af grundlaeggende betydning. Det blev derfor besluttet at sende en anmodning om oplysninger herom til de foerende eneforhandlere og nationale datterselskaber, som markedsfoerer Technics udstyr i EF. Formaalet med denne anmodning var at faa let sammenlignelige oplysninger - som lettest kunne faas fra datterselskabernes og forhandlernes prislister - vedroerende fortjenester og priser i hvert distributionsled.

C. Begaeringen om oplysninger

8. Den 25. maj 1981 fremsendte Kommissionen til en raekke af Matsushitas marketing-datterselskaber i Tyskland, Frankrig og Det forenede Kongerige og til dets eneforhandler i Nederlandene en begaering om oplysninger i medfoer af artikel 11 i forordning nr. 17. Efterfoelgende blev der ogsaa sendt en anmodning til S.A. National Panasonic (Belgium) N.V. Begaeringen indeholdt den saedvanlige henvisning til de i denne forordning fastsatte sanktioner for at give urigtige oplysninger.

9. Det naevntes i begaeringen, at Kommissionen havde foretaget en kontrolundersoegelse hos National Panasonic (UK) Ltd den 27. juni 1979 i medfoer af artikel 14, stk. 3, i forordning nr. 17 for at faa klarlagt, om naevnte virksomhed havde deltaget i aftaler eller former for samordnet praksis, som kunne have til formaal eller til foelge at forhindre paralleleksport til andre EF-lande, og at en gennemgang af de fremkomne dokumenter gjorde det noedvendigt at skaffe oplysninger om markedsfoeringen af Technics-produkter i EF.

10. I sin begaering udbad Kommissionen sig blandt andet naermere oplysninger vedroerende prisstrukturen i den paagaeldende medlemsstat. I skrivelsen til NPF formuleredes den relevante del af begaeringen saaledes:

»(De bedes fremsende naermere oplysninger om)

2. De af Deres selskab udsendte prislister siden den 1. januar 1976 for Technics-udstyr.

Disse prislister boer indeholde oplysninger om:

- Deres indkoebspris fra producenten,

- Deres salgspris over for detailhandlere med angivelse af alle rabatter og bonusser,

- vejledende detailpriser«. (Oversaettelse fra den franske originaltekst).

11. I skrivelsens naestsidste afsnit blev det naevnt, at begaeringen fremsattes over for NPF i medfoer af artikel 11 i forordning nr. 17, og der fastsattes en svarfrist paa tre uger.

D. NPF's svar

12. NPF besvarede begaeringen om oplysninger ved anbefalet brev af 15. juni 1981.

Brevet, som er underskrevet af formanden for bestyrelsen, som ogsaa er den administrerende direktoer (Président Directeur-Général) lyder saaledes:

»Som svar paa Deres begaering om oplysninger af 25. maj 1981 kan vi hermed fremsende foelgende fortrolige oplysninger.

1. . . . .

2. I bilag B finder De de prislister, som vort selskab har udsendt siden 1. januar 1976 for Technics-udstyr. Vort selskab udsender ikke nogen prisliste, der viser indkoebsprisen fra leverandoererne. Disse indkoebspriser meddeles os med jaevne mellemrum og forhandles af den paagaeldende afdeling.

Vi staar til Kommissionens disposition, hvis der oenskes noejagtige oplysninger om indkoebsprisen paa et bestemt tidspunkt.

3. I bilag C finder De en analyse af de bonusser og rabatter, vi giver til vore kunder.

Vort selskab fastsaetter ingen vejledende detailpriser«. (Oversaettelse fra den franske originaltekst).

13. Bilag B bestod af tolv prislister af NPF til forhandlere i den periode, der er omfattet af Kommissionens begaering.

Bilag C indeholdt detaljede oplysninger om alle rabatter og bonusser til forhandlere i samme periode, og det fremgik af bilaget, hvorledes de var blevet aendret ved forskellige lejligheder.

14. NPF gav det derfor udseende af, at virksomheden behandlede hver af de af Kommissionen begaerede kategorier af prislister hver for sig, og sendte enten kopier heraf eller forklarede, hvorfor der ikke fandtes saadanne lister. NPF erklaerede under hoeringen, at begaering om oplysninger var kommet paa et tids punkt, hvor virksomhedens juridiske raadgivere allerede befandt sig i virksomhedens lokaler i et andet anliggende, og at svaret paa begaeringen blev droeftet med disse og udarbejdet efter de af dem foreslaaede retningslinjer.

E. NPF's detailpriser i Frankrig

15. Bevismateriale, hovedsagelig bestaaende af interne direktionspapirer, referater af moeder med store kunder, omraadeagenters besoegsrapporter og korrespondance med forhandlere, viser, at

1. NPF anbefalede detailpriser inklusive 33,33 % moms baseret paa en koefficient paa 1,80 i forhold til basisforhandlerprisen, saaledes at de faktiske marginer for fortjeneste ofte laa betydeligt hoejere.

16. 2. Forhandlerne blev normalt opfordret af NPF om at anvende disse detailpriser for Technics- og National Panasonic-produkter uanset distributionsformen. Lavprisvarehuse og lignende skulle anvende samme koefficient, nemlig 1,80 i forhold til basisforhandlerprisen, som man fandt passende for traditionelle detailhandlere.

NPF's politik blev sammenfattet i en skrivelse udarbejdet den 22. september 1976 af den davaerende salgschef: »Det, vi isaer oensker at bekraefte, er, at vi oensker en kontinuitet i vor forretningspolitik, baseret paa overholdelse af de vejledende detailpriser uanset distributionsformen«. (Oversaettelse fra den franske originaltekst).

17. 3. Det blev stillet som betingelse for at optage forretningsforbindelser med visse stoerre lavprisvarehuse og lignende, at de anvendte den af NPF forlangte koefficient paa 1,80.

18. 4. Der blev lavet saerlige ordninger vedroerende detailpriserne med de fleste stoerre detailgrupper, der solgte hifi-udstyr. Darty-kaeden, som er specialforhandler af el-artikler og underholdningselektronik, udvidede i perioden 1975 til 1980 kaeden fra 19 til 49 forretninger og har nu forretninger overalt i Frankrig. FNAC, som havde 12 udsalgssteder i 1979, skoennedes at have mellem 5 og 7 % af det franske marked for audio-udstyr. NPF foerte forhandlinger med begge disse store detailkaeder om de detailpriser, som de skulle forlange for hver model inden for hver serie.

I visse tilfaelde laa den aftalte pris under den normale detailpris som foreslaaet af NPF, dvs. basisprisen forhoejet med koefficienten paa 1,80. De tilvejebragte dokumenter indeholder detaljerede tabeller, der angiver den detailpris (»prix public«), som Darty og FNAC skulle forlange, og som var fastsat for en lang raekke modeller.

19. 5. Ovennaevnte fremgangsmaader udgjorde NPF's forretningspolitik, som blev fastlagt og overvaaget af selskabets oeverste ledelse, som enten personligt deltog i saadanne ordninger eller gav ordrer om saadanne ordningers gennemfoerelse, ligesom de indtil mindste detalje blev holdt à jour af deres personale med den videre udvikling.

NPF's forretningspolitik, som der er redegjort for ovenfor, fortsatte i hvert fald, indtil denne praksis blev afsloeret i juni 1979. Kommissionen har ingen beviser paa, om denne politik blev fortsat eller opgivet efter denne dato.

20. NPF paastod at siden ovennaevnte forhold og som et resultat af, at man var blevet mere bevidst over for det noedvendige i at overholde EF's og nationalstaternes konkurrencelovgivning, havde Matsushita besluttet at udsende en »adfaerdskodeks«, som skulle overholdes af alle virksomhedens marketing-datterselskaber i EF. Beslutningen om at udarbejde disse retningslinjer blev truffet omkring april 1981. Der ville snarest blive fremsendt en kopi af denne kodeks til Kommissionen. NPF har ikke anerkendt bevisvaerdien af det af Kommissionen fremlagte materiale vedroerende NPF's prispolitik og har taget alle forbehold desangaaende.

RETLIG VURDERING

21. I medfoer af artikel 15, stk. 1, litra b), i forordning nr. 17 kan Kommissionen ved beslutning paalaegge virksomheder boeder paa 100 til 5 000 regningsenheder, saafremt de forsaetligt eller uagtsomt fremsaetter urigtige oplysninger i et svar paa en begaering i henhold til artikel 11, stk. 3, eller stk. 5, i naevnte forordning.

22. I sit svar udtalte NPF klart og utvetydigt, at virksomheden ikke opererede med vejledende detailpriser.

Som det fremgaar af dokumenterne, havde NPF's oeverste salgsledelse indfoert og - i hvert fald i stoerstedelen af den periode, som Kommissionens begaering vedroerer - haandhaevet en generel forretningspolitik, der gik ud paa at sikre, at forhandlerne overholdt en anbefalet koefficient paa 1,80 i forhold til basisforhandlerprisen, medens der for hver enkelt model ikke blev fastsat nogen »vejledende« detailpris, naar det drejede sig om de stoerste kunder, idet der i saa tilfaelde blev indgaaet en individuel aftale. 23. Til sit forsvar har NPF - uden at give indroemmelser med hensyn til de faktiske omstaendigheder - anfoert, at virksomheden ikke havde overtraadt bestemmelserne i artikel 15, stk. 1, litra b), ved at give urigtige oplysninger i et svar paa en begaering i henhold til artikel 11, stk. 3. For det foerste havde NPF af egen fri vilje fremsat erklaeringen, som ikke skulle opfattes som »et svar paa en begaering« efter forordningen, eftersom Kommissionen i sin begaering helt konkret havde henvist til »udsendte prislister«, og NPF havde rent faktisk aldrig udsendt saadanne lister. NPF's svar var derfor ikke et urigtigt svar paa det stillede spoergsmaal.

24. For det andet havde NPF's erklaering vaeret holdt i praesens (nutid), og da der ikke fandtes nogen dokumenter, der kunne bevise, at den paastaaede adfaerd havde varet ved indtil datoen for svaret, var svaret ikke urigtigt.

25. Hvis Kommissionen imidlertid fandt, at svaret var »ufuldstaendigt«, burde den have vedtaget en beslutning i medfoer af artikel 11, stk. 5, hvori det blev angivet, hvilke naermere oplysninger der kraevedes. NPF foelte sig ikke desto mindre forpligtet til at give et fuldstaendigt svar og kraevede derfor at aendre sit svar saaledes:

»NPF har ikke udsendt lister over vejledende detailpriser for perioden efter 1. januar 1976«.

26. Kommissionen afviser NPF's argumenter som irrelevante for denne sags faktiske omstaendigheder.

27. For det foerste er spoergsmaalet om, hvorvidt artikel 15, stk. 1, litra b), finder anvendelse, hvis en virksomhed paa eget initiativ og ikke som svar paa en konkret forespoergsel i en af Kommissionen fremsat begaering fremsaetter urigtige oplysninger, ikke relevant i naervaerende sag. NPF's oplysning om detailpriser havde direkte forbindelse med Kommissionens udtrykkelige spoergsmaal.

Kommissionen havde anmodet om at faa naermere oplysninger om prislister med angivelse af vejledende detailpriser fra 1. januar 1976, og NPF's svar forsoegte at forklare, at aarsagen til, at saadanne lister ikke kunne fremskaffes, var, at NPF's forretningspolitik gik ud paa ikke at fastsaette vejledende detailpriser overfor forhandlerne. Den urigtige oplysning var et direkte svar og virksomhedens eneste svar paa Kommissionens spoergsmaal om detailprislister.

28. Kommissionen afviser ogsaa paastanden om, at svaret ikke var urigtigt, fordi det var holdt i praesens (nutid) og saaledes kun refererede til NPF's nuvaerende forretningspolitik, for hvilken Kommissionen ikke har nogen beviser. Det fremgaar klart af baade Kommissionens begaering og NPF's svar, at det var NPF's hensigt at lade Kommissionen forstaa, at det i hele perioden fra 1. januar 1976 og indtil i dag var virksomhedens faste praksis ikke at fastsaette vejledende detailpriser overfor forhandlerne. NPF benyttede da ogsaa praesens hele vejen igennem til at referere til hele den periode, begaeringen vedroerer. Eftersom NPF har naegtet at indroemme de faktiske omstaendigheder, som klart fremgaar af virksomhedens egne interne dokumenter, er der heller ikke noget bevis for, at den naevnte adfaerd rent faktisk er bragt til ophoer. Selv om den foreslaaede »adfaerdskodeks« betoed en reel omlaegning af salgspolitikken, blev det dog foerst besluttet at udsende denne kodeks omkring april maaned 1981.

29. Kommissionen anser heller ikke svaret som blot »ufuldstaendigt« men ikke »urigtigt«. Svaret skulle opfattes som et fuldstaendigt svar paa Kommissionen begaering, og Kommissionen ville da ogsaa, hvis den ikke havde vaeret i besiddelse af beviser om det modsatte, have accepteret det som et fuldstaendigt svar og handlet derefter i sin vurdering af sagen mod National Panasonic (UK) Ltd i henhold til artikel 85, stk. 1. Uanset hvad den nuvaerende situation er, skulle erklaeringen opfattes som en beskrivelse af kontinuiteten i NPF's politik i hele perioden fra 1. januar 1976.

30. Hvorvidt den foreslaaede aendring af svaret i sig selv ville vaere et urigtigt svar paa grund af det vildledende indtryk, det ville give anledning til, er ikke et spoergsmaal, Kommissionen behoever at tage stilling til. Det afgoerende er, hvad NPF sagde i sit svar, og ikke hvad virksomheden nu oensker, den havde sagt.

31. Det er derfor Kommissionens opfattelse, at NPF gav urigtige oplysninger i et svar paa en begaering i henhold til artikel 11, stk. 3, i forordning nr. 17. Eftersom virksomheden var fuldt bekendt med de faktiske forhold - og NPF var jo ogsaa i den heldige situation at kunne anmode om juridisk bistand i det oejeblik, hvor virksomheden overvejede sit svar - kan Kommissionen kun komme til den konklusion, at de urigtige oplysninger blev givet forsaetligt for at vildlede Kommissionen.

32. Overtraedelsen maa betragtes som alvorlig. Forskelle i de vejledende detailpriser i de forskellige EF-lande er af saerlig betydning for Kommissionens vurdering af de oekonomiske virkninger af det eksportforbud, som Kommissionen havde mistaenkt National Panasonic (UK) Ltd for at have gennemtvunget. Havde Kommissionen vaeret noedsaget til at acceptere NPF's svar, ville dens indtryk af prisstrukturen ved salg af Technics-produkter i en betydelig del af EF have vaeret helt forkert. 33. Kommissionen vil foelgelig paalaegge NPF en boede. I betragtning af de omstaendigheder, der er redegjort for ovenfor, fastsaettes boeden til 5 000 ECU -

VEDTAGET FOELGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

National Panasonic (France) S.A. har ved sin erklaering i skrivelse af 15. juni 1981 om, at virksomheden overhovedet ikke fastsatte vejledende detailpriser, forsaetligt fremsat urigtige oplysninger i et svar paa en begaering om oplysninger i henhold til artikel 11, stk. 3, i forordning nr. 17.

Artikel 2

Der paalaegges National Panasonic (France) S.A. en boede paa 5 000 (fem tusinde) ECU eller 30 906,70 ffr. (tredive tusinde ni hundrede og seks franske franc og halvfjerds centimes) Dette beloeb indbetales paa Kommissionen for De europaeiske Faellesskabers konto i Société Générale Paris nr. 5 770 006 5 inden tre maaneder efter meddelelsen af denne beslutning til National Panasonic (France) S.A.

Artikel 3

Denne beslutning er rettet til National Panasonic (France) S.A. , 13-15, rue des Frères-Lumière, F-93150 Le Blanc-Mesnil, Frankrig.

Denne beslutning kan tvangsfuldbyrdes i medfoer af artikel 192 i traktaten om oprettelse af Det europaeiske oekonomiske Faellesskab.

Udfaerdiget i Bruxelles, den 14. juli 1982.

Paa Kommissionens vegne

Frans ANDRIESSEN

Medlem af Kommissionen

(1) EFT nr. 13 af 21. 2. 1962, s. 204/62.

(2) EFT nr. 127 af 20. 8. 1963, s. 2268/63.