31998R2235

Kommissionens forordning (EF) nr. 2235/98 af 16. oktober 1998 om forudfastsat støtte til privat oplagring af hele og halve slagtekroppe af lam i Finland, Irland og Det Forenede Kongerige

EF-Tidende nr. L 281 af 17/10/1998 s. 0008 - 0008


KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 2235/98 af 16. oktober 1998 om forudfastsat støtte til privat oplagring af hele og halve slagtekroppe af lam i Finland, Irland og Det Forenede Kongerige

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EØF) nr. 3013/89 af 25. september 1989 om den fælles markedsordning for fåre- og gedekød (1), senest ændret ved forordning (EF) nr. 1589/96 (2), særlig artikel 7, stk. 1, og

ud fra følgende betragtninger:

Ved Kommissionens forordning (EØF) nr. 3446/90 af 27. november 1990 om gennemførelsesbestemmelser vedrørende støtte til privat oplagring af fåre- og gedekød (3), senest ændret ved forordning (EF) nr. 3533/93 (4), er der fastsat bestemmelser for de tilfælde, hvor støtten fastsættes forud med et fast beløb;

Kommissionens forordning (EØF) nr. 3447/90 af 28. november 1990 om de særlige betingelser for ydelse af støtte til privat oplagring af fåre- og gedekød (5), senest ændret ved forordning (EF) nr. 40/96 (6), indeholder bestemmelser om en minimumsmængde pr. kontrakt;

efter artikel 7, stk. 1, i forordning (EØF) nr. 3013/89 kan der træffes afgørelse om at yde støtte til privat oplagring; ifølge artiklen anvendes disse foranstaltninger på grundlag af situationen i hvert noteringsområde; i betragtning af den særligt vanskelige markedssituation i Finland, Irland og Det Forenede Kongerige bør der iværksættes en sådan procedure;

de i denne forordning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for Fåre- og Gedekød -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

1. I Finland, Irland og Det Forenede Kongerige kan der med forbehold af bestemmelserne i forordning (EØF) nr. 3447/90 mellem den 19. oktober og den 20. november 1998 indgives ansøgninger om støtte til privat oplagring af hele og halve slagtekroppe af lam, i et omfang af højst 150 tons for Finland, 450 tons for Irland og 2 400 tons for Det Forenede Kongerige.

Ansøgninger, der indgives den dag eller dagen efter den dag, hvor den samlede mængde, der ansøges om, overstiger de i første afsnit nævnte mængder, antages ikke. De mængder, for hvilke der indgives ansøgninger den dag, hvor den samlede mængde overskrides, nedsættes tilsvarende.

2. Støtten er på 1 400 ECU/ton for en oplagringsperiode på mindst tre måneder. Oplagreren bestemmer dog selv den faktiske oplagringsperiode. Perioden er på mindst tre og højst syv måneder. Er oplagringsperioden på mere end tre måneder, forhøjes støtten med 1,45 ECU/ton pr. dag.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 16. oktober 1998.

På Kommissionens vegne

Franz FISCHLER

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 289 af 7. 10. 1989, s. 1.

(2) EFT L 206 af 16. 8. 1996, s. 25.

(3) EFT L 333 af 30. 11. 1990, s. 39.

(4) EFT L 321 af 23. 12. 1993, s. 9.

(5) EFT L 333 af 30. 11. 1990, s. 46.

(6) EFT L 10 af 13. 1. 1996, s. 6.

  翻译: