Kommissionens forordning (EF) nr. 2813/2000 af 21. december 2000 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 104/2000 for så vidt angår ydelse af støtte til privat oplagring af visse fiskerivarer
EF-Tidende nr. L 326 af 22/12/2000 s. 0030 - 0033
Kommissionens forordning (EF) nr. 2813/2000 af 21. december 2000 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 104/2000 for så vidt angår ydelse af støtte til privat oplagring af visse fiskerivarer KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR - under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 104/2000 af 17. december 1999 om den fælles markedsordning for fiskerivarer og akvakulturprodukter(1), særlig artikel 25, stk. 6, og ud fra følgende betragtninger: (1) I henhold til forordning (EF) nr. 104/2000, som ophævede Rådets forordning (EØF) nr. 3759/92(2) med virkning fra den 1. januar 2001, er der mulighed for at yde producentorganisationerne støtte til privat oplagring af de varer, der er anført i bilag II i forordning (EF) nr. 104/2000. Disse regler afviger fra den tidligere ordning, der blev indført ved forordning (EØF) nr. 3759/92 og Kommissionens forordning (EF) nr. 1690/94 af 12. juli 1994 om fastsættelse af gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 3759/92 for så vidt angår støtte til privat oplagring af visse fiskerivarer(3), idet der indføres en EF-salgspris. Forordning (EF) nr. 1690/94 bør derfor omarbejdes under hensyn til disse ændringer. (2) Producentorganisationerne bør være med til at dække udgifterne til ordningen for støtte til privat oplagring, og derfor bør støttebeløbet fastsættes ud fra de faktiske tekniske og finansielle omkostninger til oplagringen. De tekniske omkostninger bør fastsættes på grundlag af de direkte omkostninger ved ordningen. For ikke at overbebyrde erhvervet med informationskrav og for at undgå komplicerede årsberegninger bør de finansielle omkostninger være et standardbeløb, der reguleres på grundlag af den rentesats, der fastsættes i overensstemmelse med artikel 5 i Rådets forordning (EØF) nr. 1883/78 af 2. august 1978 om almindelige regler for finansiering af interventioner gennem Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget, Garantisektionen(4), senest ændret ved forordning (EF) nr. 1259/96(5). (3) For at sikre varernes kvalitet og lette deres afsætning på markedet bør det fastsættes, hvilke betingelser der skal være opfyldt, for at der kan ydes støtte til privat oplagring, og hvilke betingelser der skal gælde for oplagring og afsætning på ny af varerne. (4) For at sikre normale konkurrenceforhold for de producentorganisationer, der anvender den tolerancemargen, der fastsættes i forordning (EF) nr. 104/2000, skal der fastsættes regler for anvendelsen af den, der er i overensstemmelse med reglerne i de øvrige interventionsordninger. Derfor gælder de relevante bestemmelser i Kommissionens forordning (EF) nr. 2509/2000 af 15. november 2000 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 104/2000 for så vidt angår finansiel udligning for tilbagetagelse af visse fiskerivarer(6) herfor. (5) Støttemodtagerne skal føre et lagerregnskab for at gøre kontrollen mere effektiv, og de skal indgive dette regnskab til medlemsstaten. Krav om lagerregnskab i minimumsoplagringsperioderne er tilstrækkeligt til at sikre, at ordningen forvaltes. (6) Der bør fastsættes procedurer for indgivelse af ansøgninger om udbetaling af støtte til privat oplagring og for ydelse af forskud samt for, hvor stor en sikkerhed der skal stilles. (7) De i denne forordning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for Fiskerivarer - UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING: Artikel 1 1. Støtten til privat oplagring fastsættes inden begyndelsen af hvert fangstår efter proceduren i artikel 38, stk. 2, i forordning (EF) nr. 104/2000. Støtten fastsættes pr. vægtenhed og anvendes for nettovægten af de varer, der er anført i bilag II til forordning (EF) nr. 104/2000. 2. Støtten beregnes på grundlag af de faktiske tekniske og finansielle omkostninger ved oplagring af de pågældende varer, som er konstateret i EF i det foregående fangstår. 3. Følgende udgifter betragtes som tekniske omkostninger: a) udgifter til energi b) arbejdsløn i forbindelse med varernes ind- og udlagring c) udgifter til materialer til umiddelbar emballage d) udgifter til transport fra landingssted til oplagringssted. 4. De finansielle omkostninger fastsættes til et standardbeløb på 10 EUR pr. ton for 2001. Herefter justeres standardbeløbet årligt ved anvendelse af den rentesats, som fastsættes årligt i overensstemmelse med artikel 5 i forordning (EØF) nr. 1883/78. 5. Den støtte til privat oplagring, som er fastsat for det pågældende fangstår, gælder for varer, der indlagres i løbet af dette år, uanset hvornår oplagringsperioden afsluttes. Artikel 2 1. For at der kan modtages støtte til privat oplagring skal oplagringen og afsætningen på ny af de pågældende varer ske på de betingelser, der fastsættes i stk. 2 og 3. 2. Varerne skal oplagres i en periode på mindst 15 dage fra datoen for oplagringens begyndelse. Varerne skal opbevares under betingelser, der ikke forringer kvaliteten. De skal derfor oplagres i passende anlæg ved en temperatur på mindst - 18 °C, for så vidt der ikke gælder strengere bestemmelser eller handelspraksis i medlemsstaterne. Varerne skal oplagres i ensartede partier på mindst 5 tons, dog 1 ton for rejer af Pinaeidae-familien. 3. Varerne skal udbydes til salg på ny i ensartede partier med hensyn til arten og efter de i hver enkelt medlemsstat gældende bestemmelser om afsætning af varer til konsum. Artikel 3 Artikel 2, stk. 1, 2, og 3, i Kommissionens forordning (EF) nr. 2509/2000 finder tilsvarende anvendelse på ordningerne for støtte til privat oplagring som omhandlet i artikel 25 i forordning (EF) nr. 104/2000. Artikel 4 1. Medlemsstaterne indfører en kontrolordning til sikring af, at de varer, der ansøges om støtte til privatoplagring for, er berettigede. 2. I den minimumsoplagringsperiode, som omhandles i artikel 2, stk. 2, sørger producentorganisationerne for, at støttemodtagerne fører et lagerregnskab for hver produktklasse, der indlagres. 3. Producentorganisationen giver hver måned myndighederne i medlemsstaten oplysning om, på hvilken dato produkterne indlagredes, samt om deres art, klasse og mængde. Artikel 5 1. Støtten til privat oplagring udbetales først til producentorganisationen, når myndighederne i medlemsstaten har konstateret, at de mængder, der er ansøgt om støtte for, ikke overstiger den grænse, der er fastsat i artikel 25, stk. 4, i forordning (EF) nr. 104/2000, og er blevet oplagret og derefter afsat på markedet på ny på de i denne forordning fastsatte betingelser. 2. Ansøgninger om udbetaling af støtte til privat oplagring indsendes af producentorganisationerne til myndighederne i medlemsstaterne senest fire måneder efter udløbet af det pågældende fangstår. 3. De nationale myndigheder udbetaler støtten til privat oplagring senest tre måneder efter modtagelsen af den pågældende producentorganisations fuldstændige udbetalingsanmodning. Artikel 6 Medlemsstaten udbetaler hver måned til de producentorganisationer, der ansøger om det, et forskud på støtten til privat oplagring for de mængder, der er ansøgt om støtte for i den pågældende måned, på betingelse af at producentorganisationen stiller en sikkerhed på mindst 105 % af forskuddet. Forskuddene beregnes efter metoden i bilaget. Artikel 7 Kommissionens forordning (EF) nr. 1690/94 ophæves. Artikel 8 Denne forordning træder i kraft på syvendedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende. Den anvendes fra den 1. januar 2001. Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat. Udfærdiget i Bruxelles, den 21. december 2000. På Kommissionens vegne Franz Fischler Medlem af Kommissionen (1) EFT L 17 af 21.1.2000, s. 22. (2) EFT L 388 af 31.12.1992, s. 1. (3) EFT L 179 af 13.7.1994, s. 4. (4) EFT L 216 af 5.8.1978, s. 1. (5) EFT L 163 af 2.7.1996, s. 10. (6) EFT L 289 af 16.11.2000, s. 11. BILAG >PIC FILE= "L_2000326DA.003302.EPS">