21.12.2004 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 373/18 |
KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 2188/2004
af 20. december 2004
om ændring af forordning (EF) nr. 1615/2000 om en undtagelse fra forordning (EØF) nr. 2454/93, hvad angår definitionen af begrebet »varer med oprindelsesstatus« i henhold til den generelle præferenceordning for at tage hensyn til den særlige situation i Nepal for visse tekstilvarer, der udføres fra dette land til Fællesskabet
KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,
under henvisning til Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks (1), særlig artikel 247,
under henvisning til Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 af 2. juli 1993 om visse gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en EF- toldkodeks (2), særlig artikel 76, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) |
Ved Rådets forordning (EF) nr. 2501/2001 af 10. december 2001 om anvendelse af et arrangement med generelle toldpræferencer for perioden 1. januar 2002 til 31. december 2004 (3) indrømmede Fællesskabet Nepal generelle toldpræferencer. |
(2) |
Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 fastlægger definitionen af begrebet »varer med oprindelsesstatus« til brug for den generelle toldpræferenceordning (GSP). Forordning (EØF) nr. 2454/93 fastsætter imidlertid undtagelser til fordel for mindst udviklede præferenceberettigede lande, der anmoder Fællesskabet derom. |
(3) |
Der har siden 1997 været indrømmet Nepal en sådan undtagelse for visse tekstilvarer, senest ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1615/2000 af 24. juli 2000 om en undtagelse fra forordning (EØF) nr. 2454/93, hvad angår definitionen af begrebet »varer med oprindelsesstatus« i henhold til den generelle præferenceordning for at tage hensyn til den særlige situation i Nepal for visse tekstilvarer, der udføres fra dette land til Fællesskabet (4), som ændret ved forordning (EF) nr. 293/2002 (5), der forlængede dens gyldighed til 31. december 2004. Ved brev af 14. juni 2004 anmodede Nepal om forlængelse af denne undtagelse. |
(4) |
Kommissionen har undersøgt anmodningen fra Nepal og fundet den behørigt begrundet. |
(5) |
Da gyldigheden af forordning (EF) nr. 1615/2000 blev forlænget, var det meningen, at den skulle udløbe samtidig med den nuværende præferenceordnings gyldighed. Rådets forordning (EF) nr. 2211/2003 (6) forlængede imidlertid præferenceordningen med yderligere et år, nemlig indtil den 31. december 2005. |
(6) |
Den 18. december 2003 udgav Kommissionen en grønbog med titlen »Fremtiden for oprindelsesreglerne i præferencehandelsordningerne« (7), der igangsatte en bred debat om emnet. Den 7. juli 2004 udsendte den en meddelelse til Rådet, Europa-Parlamentet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg med titlen »Udviklingslande, international handel og bæredygtig udvikling: Fællesskabets generelle toldpræferenceordnings rolle i tiåret 2006-2015« (8), hvori det også erkendes, at der er behov for at ændre oprindelsesreglerne. Der er imidlertid endnu ikke truffet nogen beslutning, og der indføres ikke nye regler før den 31. december 2004. |
(7) |
En forlængelse af undtagelsen bør ikke foregribe eller skade resultaterne af drøftelserne om eventuelle nye oprindelsesregler for præferenceordningen. Af hensyn til de erhvervsdrivende både i Nepal og i Fællesskabet, der har indgået kontrakter, og til den nepalesiske industris stabilitet og bæredygtige udvikling udtrykt i løbende investeringer og beskæftigelse bør undtagelsen forlænges for en periode, der gør det muligt at fortsætte eller indgå mere langsigtede kontrakter og samtidig letter overgangen til eventuelle nye oprindelsesregler for præferenceordningen. |
(8) |
Bestemmelserne i forordning (EF) nr. 1615/2000, især om lofterne for de årlige mængder, der vurderes både i forhold til absorptionskapaciteten på EF-markedet for sådanne varer fra Nepal, landets eksportkapacitet og de konstaterede handelsstrømme, tog sigte på at forhindre at skade de tilsvarende EF- industrier. |
(9) |
Undtagelsen bør derfor forlænges indtil 31. december 2006. For at sikre både Nepal og andre mindst udviklede lande en retfærdig behandling bør det stadige behov for undtagelse tages op igen, når der er vedtaget nye oprindelsesregler i forbindelse med den nye generelle præferenceordning. |
(10) |
Forordning (EF) nr. 1615/2000 bør ændres i overensstemmelse hermed. |
(11) |
De i denne forordning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelsen fra Toldkodeksudvalget — |
UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:
Artikel 1
I forordning (EF) nr. 1615/2000 foretages følgende ændringer:
— |
I artikel 2 ændres »31. december 2004« til »31. december 2006«. |
— |
Følgende stykke tilføjes: »Det stadige behov for undtagelse tages imidlertid op til fornyet behandling senest den 31. december 2005 i overensstemmelse med de nye bestemmelser, der skal vedtages i forbindelse med den generelle præferenceordning og de dermed forbundne oprindelsesregler.« |
Artikel 2
Denne forordning træder i kraft på syvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Den anvendes fra den 1. januar 2005.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles, den 20. december 2004.
På Kommissionens vegne
László KOVÁCS
Medlem af Kommissionen
(1) EFT L 302 af 19.10.1992, s. 1. Senest ændret ved tiltrædelsesakten af 2003.
(2) EFT L 253 af 11.10.1993, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 2286/2003 (EUT L 343 af 31.12.2003, s. 1).
(3) EFT L 346 af 31.12.2001, s. 1. Senest ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1828/2004 (EUT L 321 af 22.10.2004, s. 23).
(4) EFT L 185 af 25.7.2000, s. 54.
(5) EFT L 46 af 16.2.2002, s. 16.
(6) EUT L 332 af 19.12.2003, s. 1.
(7) KOM(2003) 787 endelig.
(8) KOM(2004) 461 endelig.