20.6.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 159/63


RÅDETS AFGØRELSE 2007/427/FUSP

af 18. juni 2007

om udnævnelse af Den Europæiske Unions særlige repræsentant i Bosnien-Hercegovina

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 18, stk. 5, sammenholdt med artikel 23, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Rådet vedtog den 30. januar 2006 fælles aktion 2006/49/FUSP (1) om udnævnelse af Christian Schwarz-Schilling til Den Europæiske Unions særlige repræsentant i Bosnien-Hercegovina.

(2)

Rådet vedtog den 7. februar 2007 fælles aktion 2007/87/FUSP (2) om ændring og forlængelse til den 30. juni 2007 af Christian Schwarz-Schillings mandat for Den Europæiske Unions særlige repræsentant i Bosnien-Hercegovina.

(3)

Christian Schwarz-Schilling har meddelt generalsekretæren/den højtstående repræsentant, at han ikke vil søge sit mandat forlænget ud over den 30. juni 2007.

(4)

På grundlag af en fornyet gennemgang af fælles aktion 2007/87/FUSP bør den særlige repræsentants mandat forlænges indtil den 29. februar 2008. Der bør derfor udnævnes en ny særlig repræsentant i Bosnien-Hercegovina for den resterende del af mandatperioden fra den 1. juli 2007 til den 29. februar 2008.

(5)

Generalsekretæren/den højtstående repræsentant har anbefalet, at Miroslav Lajčák udnævnes som den nye særlige repræsentant i Bosnien-Hercegovina.

(6)

Ifølge artikel 49, stk. 3, i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25. juni 2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (3) kan en basisretsakt navnlig have form af en afgørelse i henhold til traktatens artikel 18, stk. 5.

(7)

Den særlige repræsentant skal gennemføre sit mandat under forhold, som muligvis vil blive forværret og vil kunne skade målene for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, jf. traktatens artikel 11 —

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

Udnævnelse

Miroslav Lajčák udnævnes hermed til Den Europæiske Unions særlige repræsentant i Bosnien-Hercegovina fra den 1. juli 2007 til den 29. februar 2008. Han udøver sine funktioner i overensstemmelse med det mandat og de nærmere bestemmelser, der er fastsat i fælles aktion 2007/87/FUSP.

Artikel 2

Finansiering

1.   Det finansielle referencegrundlag til dækning af udgifterne i forbindelse med den særlige repræsentants mandat i perioden 1. juli 2007 til 29. februar 2008 udgør 1 530 000 EUR.

2.   Forvaltningen af udgifterne omfattes af en kontrakt mellem den særlige repræsentant og Kommissionen. Udgifterne kan dækkes fra den 1. juli 2007.

Artikel 3

Revision

Den særlige repræsentant forelægger en samlet rapport om gennemførelsen af mandatet for generalsekretæren/den højtstående repræsentant, Rådet og Kommissionen senest medio november 2007.

Artikel 4

Virkning

Denne afgørelse har virkning fra dagen for vedtagelsen.

Artikel 5

Offentliggørelse

Denne afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Luxembourg, den 18. juni 2007.

På Rådets vegne

F.-W. STEINMEIER

Formand


(1)  EUT L 26 af 31.1.2006, s. 21. Ændret ved fælles aktion 2006/523/FUSP (EUT L 207 af 27.7.2006, s. 30).

(2)  EUT L 35 af 8.2.2007, s. 35.

(3)  EUT L 248 af 16.9.2002, s. 1. Ændret ved forordning (EF, Euratom) nr. 1995/2006 (EUT L 390 af 30.12.2006, s. 1).


  翻译: