4.6.2008 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 144/77 |
KOMMISSIONENS BESLUTNING
af 21. maj 2008
om harmonisering af 3 400-3 800 MHz-båndet for jordbaserede systemer, der kan levere elektroniske kommunikationstjenester i Fællesskabet
(meddelt under nummer K(2008) 1873)
(EØS-relevant tekst)
(2008/411/EF)
KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 676/2002/EF af 7. marts 2002 om et frekvenspolitisk regelsæt i Det Europæiske Fællesskab (frekvenspolitikbeslutningen) (1), særlig artikel 4, stk. 3, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) |
I meddelelsen »Mere fleksibel regulering kan give hurtigere adgang til frekvensressourcer for trådløse elektroniske kommunikationstjenester« (2), der bl.a. handler om 3 400-3 800 MHz-båndet, gik Kommissionen ind for en mere fleksibel udnyttelse af frekvensspektret. Medlemsstaterne har i Frekvenspolitikgruppens udtalelse »Wireless Access Policy for Electronic Communications Services« af 23. november 2005 understreget, at det i den førte politik er vigtigt at stræbe efter teknologi- og tjenesteneutralitet, hvis man vil opnå en mere fleksibel udnyttelse af frekvensspektret. Udtalelsen fremhæver, at disse strategiske mål ikke bør gennemføres på én gang, men gradvis for at undgå forstyrrelser på markedet. |
(2) |
Allokering af 3 400-3 800 MHz-båndet til faste, nomadiske og mobile anvendelser er et vigtigt element i håndteringen af konvergensen mellem mobiltelefoni, fastnettelefoni og radiospredning og afspejler den tekniske innovation. Tjenester, der udbydes på dette frekvensbånd, bør hovedsageligt rettes mod slutbrugeradgang til bredbåndskommunikation. |
(3) |
Det forventes, at de trådløse bredbåndstjenester for elektronisk kommunikation, som vil få tildelt 3 400-3 800 MHz-båndet, i stor udstrækning vil være fælleseuropæiske tjenester i den forstand, at brugerne af sådanne elektroniske kommunikationstjenester i en medlemsstat også kan få adgang til tilsvarende tjenester i enhver anden medlemsstat. |
(4) |
I medfør af artikel 4, stk. 2, i beslutning nr. 676/2002/EF gav Kommissionen den 4. januar 2006 Den Europæiske Konference af Post- og Teleadministrationer (herefter benævnt »CEPT«) mandat til at identificere betingelserne for udbud af harmoniserede frekvensbånd i EU til brug for tjenester, der giver trådløs bredbåndsadgang. |
(5) |
På baggrund af dette mandat har CEPT udsendt en rapport (CEPT Report 15) om trådløs bredbåndsadgang, hvori det konkluderes, at det er teknisk muligt at udbygge fastnet, mobilnet og net til nomadiske anvendelser inden for 3 400-3 800 MHz-båndet på de tekniske vilkår, der er beskrevet i afgørelse ECC/DEC/(07)02 fra Electronic Communications Committee og i rekommandation ECC/REC/(04)05. |
(6) |
Da markedet efterspørger jordbaserede elektroniske kommunikationstjenester med bredbåndsadgang i de pågældende bånd, bør resultaterne af CEPT-mandatet umiddelbart anvendes i Fællesskabet og gennemføres af medlemsstaterne. På baggrund af forskellene mellem den nuværende udnyttelse og markedets efterspørgsel efter delbåndene 3 400-3 600 MHz og 3 600-3 800 MHz på nationalt plan bør der fastsættes forskellige frister for allokering og tilrådighedsstillelse af de to delbånd. |
(7) |
Allokeringen og tilrådighedsstillelsen at 3 400-3 800 MHz-båndet i overensstemmelse med resultaterne af mandatet vedrørende trådløs bredbåndsadgang tager hensyn til, at der i forvejen findes andre anvendelser inden for dette frekvensbånd, og udelukker ikke, at det i fremtiden kan udnyttes af andre systemer og tjenester, som er placeret i dette bånd i overensstemmelse med ITU's radioregulativer (ikke-eksklusiv allokering). I rapporten »ECC Report 100« er der udarbejdet passende delingskriterier for sameksistens med andre systemer og tjenester i samme og tilstødende bånd. Rapporten bekræfter bl.a., at det ofte er muligt at udnytte båndene i fællesskab med satellitbaserede tjenester, når der tages hensyn til omfanget af disses udbygning i Europa, til kravene om geografisk adskillelse og til en bedømmelse sag for sag af terrænets faktiske topografi. |
(8) |
Block Edge Masks (BEM) er tekniske parametre, der gælder for hele den frekvensblok, som benyttes af en bestemt bruger, uanset hvor mange kanaler den teknologi, brugeren har valgt, beslaglægger. Det er tanken, at BEM'er skal indgå i ordningen for frekvenstilladelser. De omfatter både udstråling i frekvensblokken (sendeeffekt internt i frekvensblokken) og ud af den (udstråling uden for frekvensblokken). Disse reguleringsforskrifter skal gøre det muligt at håndtere risikoen for skadelige forstyrrelser mellem net, der grænser op til hinanden, og de indskrænker ikke gyldigheden af de grænser, der er fastsat i krav til udstyr efter Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/5/EF af 9. marts 1999 om radio- og teleterminaludstyr samt gensidig anerkendelse af udstyrets overensstemmelse (3). |
(9) |
Harmoniseringen af de tekniske vilkår for tilrådighedsstillelse og effektiv udnyttelse af frekvenser omfatter ikke tildeling, licensprocedurer eller tidsmæssige forhold, ej heller spørgsmålet om, hvorvidt der skal benyttes udbud i konkurrence ved tildeling af radiofrekvenser, idet denne proces tilrettelægges af medlemsstaterne efter gældende fællesskabsret. |
(10) |
Forskelle mellem de nedarvede forhold i de enkelte lande kan føre til konkurrencefordrejning. De bestående rammeforskrifter giver medlemsstaterne midler til at løse disse problemer på en forholdsmæssigt afpasset, ikke-diskriminerende og objektiv måde under overholdelse af fællesskabsretten, herunder Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/20/EF af 7. marts 2002 om tilladelser til elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (tilladelsesdirektivet) (4) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF af 7. marts 2002 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (rammedirektivet) (5). |
(11) |
3 400-3 800 MHz-båndet benyttes til bestående anvendelser i tredjelande, og det kan i flere medlemsstater begrænse andre elektroniske kommunikationsnets mulighed for at indføre og udnytte dette frekvensbånd. Kommissionen bør underrettes om sådanne begrænsninger, jf. beslutning 676/2002/EF, artikel 7 og artikel 6, stk. 2, og disse oplysninger bør offentliggøres, jf. samme beslutnings artikel 5. |
(12) |
For at sikre en effektiv udnyttelse af 3 400-3 800 MHz-båndet på langt sigt bør myndighederne fortsætte med undersøgelser, der tager sigte på øget effektivitet og innovativ udnyttelse, f.eks. ved maskenet. Sådanne undersøgelser bør indgå i overvejelserne, når denne beslutning tages op til revision. |
(13) |
Foranstaltningerne i denne beslutning er i overensstemmelse med udtalelse fra Frekvensudvalget — |
VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:
Artikel 1
Denne beslutning har til formål at harmonisere vilkårene for tilrådighedsstillelse og effektiv udnyttelse af 3 400-3 800 MHz-båndet til jordbaserede systemer, der kan levere elektroniske kommunikationstjenester, uden at beskyttelsen og den fortsatte drift af andre, bestående anvendelser af dette frekvensbånd indskrænkes.
Artikel 2
1. Senest seks måneder efter denne beslutnings ikrafttræden udpeger medlemsstaterne 3 400-3 600 MHz-båndet og stiller det uden eksklusivitet til rådighed for jordbaserede elektroniske kommunikationsnet i overensstemmelse med de parametre, der er fastlagt i bilaget til denne beslutning.
2. Senest den 1. januar 2012 udpeger medlemsstaterne 3 600-3 800 MHz-båndet og stiller det derefter uden eksklusivitet til rådighed for jordbaserede elektroniske kommunikationsnet i overensstemmelse med de parametre, der er fastlagt i bilaget til denne beslutning.
3. Medlemsstaterne sikrer, at de net, der er omhandlet i stk. 1 og 2, yder passende beskyttelse for systemer i tilstødende frekvensbånd.
4. Medlemsstaterne behøver ikke overholde forpligtelserne efter denne beslutning i områder, hvor samordning med tredjelande forudsætter, at der afviges fra parametrene i bilaget til denne beslutning.
Medlemsstaterne træffer alle gennemførlige foranstaltninger for at løse de problemer, sådanne afvigelser giver anledning til, og underretter Kommissionen om dem og om de berørte geografiske områder; de offentliggør oplysningerne herom i medfør af beslutning 676/2002/EF.
Artikel 3
Medlemsstaterne tillader, at 3 400-3 800 MHz-båndet bruges i overensstemmelse med artikel 2 til følgende elektroniske kommunikationsnet: fastnet, mobilnet og net til nomadiske anvendelser.
Artikel 4
Medlemsstaterne følger nøje brugen af 3 400-3 800 MHz-båndet og indberetter resultaterne til Kommissionen med sigte på jævnlige og rettidige nyvurderinger af beslutningen.
Artikel 5
Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Bruxelles, den 21. maj 2008.
På Kommissionens vegne
Viviane REDING
Medlem af Kommissionen
(1) EFT L 108 af 24.4.2002, s. 1.
(2) KOM(2007) 50.
(3) EFT L 91 af 7.4.1999, s. 10. Ændret ved forordning (EF) nr. 1882/2003 (EUT L 284 af 31.10.2003, s. 1).
(4) EFT L 108 af 24.4.2002, s. 21.
(5) EFT L 108 af 24.4.2002, s. 33. Ændret ved forordning (EF) nr. 717/2007 (EUT L 171 af 29.6.2007, s. 32).
BILAG
TEKNISKE PARAMETRE, JF. ARTIKEL 2
Nedenstående tekniske parametre, som kaldes en Block Edge Mask (BEM), er et vigtigt element i de vilkår, der er nødvendige for at sikre, at net, der støder op til hinanden, kan sameksistere, uden at det er nødvendigt at indgå bilaterale eller multilaterale aftaler. Mindre strenge tekniske parametre kan også benyttes, hvis operatørerne af sådanne net enes om dem. Udstyr, der bruges i dette frekvensbånd, kan også benytte andre eirp-grænser (1) end de nedenfor anførte, forudsat at der i overensstemmelse med direktiv 1999/5/EF anvendes egnede afhjælpningsteknikker, som yder en beskyttelse, der mindst svarer til den, der opnås med disse tekniske parametre (2).
A) GRÆNSER FOR SENDEEFFEKT INDEN FOR BLOKKEN
Tabel 1
Grænser for eirp-spektraltæthed ved opstilling af fastnet og net til nomadiske anvendelser i 3 400-3 800 MHz-båndet
Stationstype |
Største eirp-spektraltæthed (dBm/MHz) (inklusive tolerancer og afgrænsning af frekvensområdet for automatisk styring af sendeeffekt (ATPC)) |
Basisstation (og downlink fra repeaterstation) |
+53 (3) |
Udendørs terminal (og uplink fra repeaterstation) |
+50 |
Indendørs terminal |
+42 |
Tabel 2
Grænser for eirp-spektraltæthed for opstilling af mobilnet i 3 400-3 800 MHz-båndet
Stationstype |
Største eirp-spektraltæthed (dBm/MHz) (mindste område for ATPC: 15 dB) |
Basisstation |
+53 (4) |
Terminal |
+25 |
B) GRÆNSER FOR UDSTRÅLING UDEN FOR FREKVENSBLOKKEN (BLOCK EDGE MASK TIL BASISSTATIONER)
Figur
Sendestyrke uden for blokken for basisstationer
Tabel
Tabelopstilling af Block Edge Mask for basisstation
Frekvensafstand |
Grænser for sendeeffekttæthed i basisstationer (dBm/MHz) |
Inden for båndet (i den tildelte blok) |
Se tabel 1 og 2. |
ΔF = 0 |
– 6 |
0<ΔF<A |
– 6 – 41· (ΔF/A) |
A |
– 47 |
A<ΔF<B |
– 47 – 12· ((ΔF – A)/(B – A)) |
ΔF≥B |
– 59 |
(1) eirp: ækvivalent isotropisk udstrålet effekt.
(2) De tekniske vilkår, der gælder for fastnet og net til nomadiske anvendelser, er beskrevet i de harmoniserede standarder EN 302 326-2 og EN 302 326-3, som også indeholder definitioner af »basisstation« og »terminal«.
(3) Tabellens tal for basisstationens eirp-spektraltæthed anses for egnet til konventionelle 90 graders sektorantenner.
(4) Tabellens tal for centralstationens eirp-spektraltæthed anses for egnet til konventionelle 90 graders sektorantenner.