16.2.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 42/92


RÅDETS FÆLLES AKTION 2008/124/FUSP

af 4. februar 2008

om Den Europæiske Unions retsstatsmission i Kosovo, EULEX KOSOVO

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 14 og artikel 25, stk. 3, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 10. juni 1999 vedtog De Forenede Nationers Sikkerhedsråd resolution 1244 (i det følgende benævnt »resolution 1244«) og inden for denne ramme besluttede De Forenede Nationers Sikkerhedsråd, at

den internationale civile og sikkerhedstilstedeværelse etableres for en foreløbig periode på 12 måneder og fortsætter herefter medmindre Sikkerhedsrådet bestemmer andet (punkt 19)

bemyndige generalsekretæren til med bistand fra relevante internationale organisationer at etablere en international civil tilstedeværelse i Kosovo … og at den civile internationale tilstedeværelses hovedopgaver omfatter … f) i slutfasen at overvåge overdragelsen af myndighed fra Kosovos midlertidige institutioner til de institutioner, der oprettes i henhold til en politisk aftale … i) at opretholde offentlig orden, herunder oprette lokale politistyrker, og i mellemtiden udsende internationalt politi til tjeneste i Kosovo (punkt 10 og 11)

bifalder Den Europæiske Unions og andre internationale organisationers pågående arbejde med at udvikle en sammenhængende indsats med hensyn til den økonomiske udvikling og stabilitet i regionen, der er berørt af Kosovokrisen, herunder gennemførelsen af Stabilitetspagten for det sydøstlige Europa, med bred international deltagelse for at fremme demokrati, økonomisk fremgang, stabilitet og regionalt samarbejde (punkt 17).

(2)

Kosovoorganerne, institutionerne og myndighederne som omhandlet i denne fælles aktion, er de institutioner (i det følgende »Kosovoinstitutionerne«), der er oprettet i medfør af resolution 1244. De omfatter bl.a. Kosovos politi, domstole og det tilhørende indenrigsministerium og justitsministerium.

(3)

Det er nødvendigt af humanitære årsager at forhindre mulige udbrud af vold, forfølgelse og chikane i Kosovo under hensyntagen efter omstændighederne til ansvaret for befolkningen som omhandlet i De Forenede Nationers Sikkerhedsråds resolution 1674 af 28. april 2006.

(4)

Den 10. april 2006 vedtog Rådet fælles aktion 2006/304/FUSP af 10. april 2006 om oprettelse af en EU-planlægningsgruppe (EUPT Kosovo) med henblik på en eventuel EU-krisestyringsoperation på retsstatsområdet og eventuelt også andre områder i Kosovo (1).

(5)

Den 11. december 2006 godkendte Rådet krisestyringskonceptet med henblik på en eventuel EU-krisestyringsoperation på retsstatsområdet og eventuelt også andre områder i Kosovo.

(6)

Fælles aktion 2006/304/FUSP fastsætter, at chefen for EUPT Kosovo handler under ledelse af chefen for EU-krisestyringsoperationen i Kosovo, når denne er blevet udpeget.

(7)

Den 14. december 2007 understregede Det Europæiske Råd i Bruxelles, at EU er parat til at spille en førende rolle i forbindelse med styrkelsen af stabiliteten i regionen i overensstemmelse med dets europæiske perspektiv og gennemførelsen af en løsning, der fastlægger Kosovos fremtidige status. Det anførte, at EU er parat til at bistå Kosovo på vejen mod bæredygtig stabilitet, bl.a. gennem en ESFP-mission (den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik) og et bidrag til et internationalt civilt kontor som en del af den internationale tilstedeværelse. Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) opfordredes til at fastlægge de nærmere retningslinjer for missionen og beslutte, hvornår den skulle indledes. Generalsekretæren/den højtstående repræsentant blev anmodet om at forberede missionen i samråd med de ansvarlige myndigheder i Kosovo og FN. Med henblik herpå har De Forenede Nationers Sikkerhedsråd fastslået, at De Forenede Nationer med støtte fra andre internationale organisationer er fast besluttet på at hjælpe Kosovo på vej mod bæredygtig stabilitet. De Forenede Nationers generalsekretær bemærkede ligeledes, at Den Europæiske Union var rede til at spille en større rolle i Kosovo, som det fremgår af konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Bruxelles den 14. december 2007.

(8)

Parallelt med denne fælles aktion vedtager Rådet en fælles aktion om udnævnelse af EU's særlige repræsentant for Kosovo.

(9)

Denne fælles aktion bør i overensstemmelse med retningslinjerne fra Det Europæiske Råds møde i Nice den 7.-9. december 2000 fastlægge den rolle, som generalsekretæren/den højtstående repræsentant skal spille i overensstemmelse med traktatens artikel 18 og 26.

(10)

I henhold til traktatens artikel 14, stk. 1, skal der angives finansiering for hele den fælles aktions gennemførelsesperiode. Angivelse af beløb, der skal afholdes over Den Europæiske Unions almindelige budget, er udtryk for den politiske myndigheds vilje og forudsætter, at der er forpligtelsesbevillinger til rådighed i det pågældende regnskabsår.

(11)

I betragtning af omfanget og arten af missionen, som fastlagt ved denne fælles aktion, er det nødvendigt at fastsætte særlige bestemmelser om ansættelse af personale og indkøb.

(12)

Missionens kommando- og kontrolstruktur bør ikke berøre missionschefens kontraktmæssige ansvar over for Kommissionen for så vidt angår gennemførelsen af missionens budget.

(13)

Den vagtkapacitet, der er etableret i Rådets sekretariat, bør aktiveres med henblik på denne mission.

(14)

EU's retsstatsmission i Kosovo gennemføres i en situation, der kan blive forværret og vil kunne skade målene for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, jf. artikel 11 i traktaten —

VEDTAGET FØLGENDE FÆLLES AKTION:

Artikel 1

Missionen

1.   Den Europæiske Union opretter herved en EU-retsstatsmission i Kosovo, EULEX KOSOVO ( idet følgende benævnt »EULEX KOSOVO«).

2.   EULEX KOSOVO skal fungere i overensstemmelse med missionsbeskrivelsen, der er fastsat i artikel 2, og udføre de opgaver, der er fastsat i artikel 3.

Artikel 2

Missionsbeskrivelse

EULEX KOSOVO bistår Kosovoinsitutionerne, de retlige myndigheder og retshåndhævende myndigheder med at gøre fremskridt i retning af bæredygtighed og ansvarlighed og med yderligere at udvikle og styrke et uafhængigt multietnisk retssystem og et multietnisk politi og toldvæsen, idet den sikrer, at disse institutioner er fri for politisk indblanding og overholder internationalt anerkendte standarder og bedste europæiske praksis.

EULEX KOSOVO opfylder i fuldt samarbejde med Europa-Kommissionens bistandsprogrammer sit mandat gennem overvågning, mentorordninger og rådgivning, idet den bevarer et vist udøvende ansvar.

Artikel 3

Opgaver

For at efterleve missionsbeskrivelsen i artikel 2 skal EULEX KOSOVO:

a)

overvåge, vejlede og råde de kompetente institutioner i Kosovo på alle områder vedrørende retsstaten i bredere forstand (herunder toldvæsenet), idet den bevarer et vist udøvende ansvar

b)

sikre opretholdelse og fremme af retsstaten, offentlig orden og sikkerhed, herunder om nødvendigt i samråd med de relevante internationale civile myndigheder i Kosovo, gennem ændring eller ophævelse af operationelle afgørelser truffet af de kompetente myndigheder i Kosovo

c)

hjælpe med at sikre, at alle Kosovos retsstatsmyndigheder, herunder toldvæsenet, er fri for politisk indblanding

d)

sikre, at sager vedrørende krigsforbrydelser, terrorisme, organiseret kriminalitet, korruption, interetnisk kriminalitet, økonomisk kriminalitet og anden grov kriminalitet efterforskes behørigt, retsforfølges, afgøres og håndhæves i overensstemmelse med den gældende lov, herunder om nødvendigt af internationale efterforskere, anklagere og dommere sammen med efterforskere, anklagere og dommere fra Kosovo eller selvstændigt, idet der eventuelt oprettes samarbejds- og koordinationsstrukturer mellem politi og retsforfølgende myndigheder

e)

bidrage til at styrke samarbejde og koordination under hele retssagen, især i forbindelse med organiseret kriminalitet

f)

bidrage til bekæmpelse af korruption, svig og økonomisk kriminalitet

g)

bidrage til gennemførelsen af Kosovos strategi og handlingsplan til bekæmpelse af korruption

h)

varetage andre former for ansvar uafhængigt af eller til støtte for de kompetente myndigheder i Kosovo for at sikre opretholdelse og fremme af retsstaten, offentlig orden og sikkerhed i samråd med de relevante rådsorganer, og

i)

sikre, at alle dens aktiviteter respekterer de internationale standarder vedrørende menneskerettigheder og kønsmainstreaming.

Artikel 4

Planlægnings- og forberedelsesfasen

1.   I missionens planlægnings- og forberedelsesfase varetager EUPT Kosovo den vigtigste planlægning og forberedels af EULEX KOSOVO.

Chefen for EUPT Kosovo refererer til chefen for EULEX KOSOVO ( i det følgende benævnt »missionschefen«).

2.   Der foretages som en prioritet i planlægningsprocessen en samlet risikovurdering. Risikovurderingen ajourføres efter behov.

3.   EUPT Kosovo er ansvarlig for at ansætte og udstationere personale, tilvejebringe udstyr, tjenesteydelser og lokaler, herunder på vegne af EULEX KOSOVO, finansieret over budgettet for EUPT Kosovo.

4.   EUPT Kosovo er ansvarlig for at udarbejde operationsplanen (OPLAN) og udvikle de fornødne tekniske instrumenter til udøvelse af EULEX KOSOVO's mandat. OPLAN skal tage hensyn til den samlede risikovurdering og omfatte en sikkerhedsplan. Rådet skal godkende operationsplanen.

Artikel 5

Oprettelse og overgangsbestemmelser

1.   Rådet træffer afgørelse om indledning af EULEX KOSOVO ved godkendelsen af OPLAN. EULEX KOSOVO's operationelle fase indledes ved overdragelse af myndigheden fra De Forenede Nationers mission i Kosovo, UNMIK.

2.   I overgangsperioden kan missionschefen give EUPT ordre til at udføre de opgaver, der er nødvendige for, at EULEX KOSOVO kan være fuldt operationel på den dato, hvor myndigheden overdrages.

Artikel 6

EULEX KOSOVO's struktur

1.   EULEX KOSOVO bliver en enhedsmission under ESFP i Kosovo.

2.   EULEX KOSOVO udarbejder:

a)

det centrale hovedkvarter i Pristina

b)

regionale og lokale kontorer, der dækker Kosovo

c)

en støtteenhed i Bruxelles, og

d)

de fornødne forbindelseskontorer.

3.   Med forbehold af nærmere enkeltheder i OPLAN vil EULEX KOSOVO have følgende struktur:

a)

missionschefen og medarbejderne som fastsat i OPLAN

b)

en politikomponent, som, hvor det er hensigtsmæssigt, placeres sammen med Kosovos forskellige polititjenester, herunder ved grænseovergangsstederne

c)

en retskomponent, som, hvor det er hensigtsmæssigt, placeres sammen med de relevante ministerier, Kosovos retsvæsen, Kosovos ejendomsagentur, Kosovos fængselsvæsen, og

d)

en toldkomponent, som, hvor det er hensigtsmæssigt, placeres sammen med Kosovos toldvæsen.

4.   Specialiseret politi kan indkvarteres i lejre, der er indrettet til at opfylde deres operative behov.

Artikel 7

Den øverstbefalende for den civile operation

1.   Direktøren for den civile kapacitet til planlægning og gennemførelse (CPCC) er den øverstbefalende for den civile operation EULEX KOSOVO.

2.   Den øverstbefalende for den civile operation udøver under politisk kontrol og strategisk ledelse af Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (PSC) og under generalsekretærens/den højtstående repræsentants overordnede myndighed kommandoen og kontrollen på strategisk niveau i forbindelse med EULEX KOSOVO.

3.   Den øverstbefalende for den civile operation sikrer korrekt og effektiv gennemførelse af Rådets afgørelser samt PSC's afgørelser, herunder ved om nødvendigt at give missionschefen instrukser på strategisk niveau og yde vedkommende rådgivning og teknisk støtte.

4.   Alt udstationeret personale forbliver fuldt ud underlagt den udsendende stats nationale myndigheders eller pågældende EU-institutions kommando. De nationale myndigheder overfører den operative kontrol (OPCON) med deres personale, hold og enheder til den øverstbefalende for den civile operation.

5.   Den øverstbefalende for den civile operation bærer det samlede ansvar for at sikre, at EU opfylder sin pligt til at udvise rettidig omhu.

6.   Den øverstbefalende for den civile operation og Den Europæiske Unions Særlige Repræsentant konsulterer om nødvendigt hinanden.

Artikel 8

Missionschefen

1.   Missionschefen påtager sig ansvaret for og har kommando over og kontrol med EULEX KOSOVO i indsatsområdet.

2.   Missionschefen har kommando over og kontrol med personale, hold og enheder fra de bidragende stater, som udpeget af den øverstbefalende for den civile operation, tillige med det administrative og logistiske ansvar, herunder for de aktiver, ressourcer og oplysninger, som EULEX KOSOVO har til rådighed. Kommandoen og kontrollen udøves med forbehold af princippet om retsvæsenets uafhængighed og anklagesystemets autonomi i forbindelse med varetagelsen af EULEX KOSOVO's dommeres og anklageres retslige funktioner.

3.   Missionschefen giver instrukser til hele EULEX KOSOVO's personale, herunder i dette tilfælde støtteelementet i Bruxelles, med henblik på en effektiv gennemførelse af EULEX KOSOVO i indsatsområdet, idet vedkommende varetager koordinationen og den daglige ledelse i overensstemmelse med instrukserne fra den øverstbefalende for den civile operation.

4.   Indtil udløbet af fælles aktion 2006/304/FUSP får missionschefen støtte fra EUPT Kosovo.

5.   Missionschefen har ansvaret for gennemførelsen af EULEX KOSOVO's budget. Missionschefen undertegner med henblik herpå en kontrakt med Kommissionen.

6.   Missionschefen har ansvaret for den disciplinære kontrol med personalet. For udstationeret personale iværksættes disciplinære sanktioner af den berørte nationale myndighed eller EU-myndighed.

7.   Missionschefen repræsenterer EULEX KOSOVO's i indsatsområdet og sikrer, at EULEX KOSOVO er tilstrækkelig synlig.

8.   Missionschefen koordinerer om nødvendigt med andre EU-aktører på stedet. Missionschefen får med forbehold af kommandovejen lokal politisk vejledning fra EUSR, bl.a. om de politiske aspekter af spørgsmål vedrørende det udøvende ansvar.

9.   Missionschefen sikrer, at EULEX KOSOVO arbejder tæt og koordineret sammen med de kompetente myndigheder i Kosovo og efter behov med de relevante internationale aktører, inkl. NATO/KFOR, UNMIK, OSCE, de tredjelande, der er involveret i retsstatsarbejdet i Kosovo og et internationalt civilt kontor.

10.   Uafhængigt af de medarbejdere, der er ansvarlige for administrationen af EULEX KOSOVO, oprettes der en intern juridisk og finansiel kontrolenhed med direkte reference til chefen for EULEX KOSOVO.

Artikel 9

Personale

1.   Antallet af medarbejdere i EULEX KOSOVO og deres kompetence skal være i overensstemmelse med den i artikel 2 fastsatte missionsbeskrivelse, de i artikel 3 fastsatte opgaver og den i artikel 6 fastsatte struktur for EULEX KOSOVO.

2.   EULEX KOSOVO skal primært bestå af personale udsendt af medlemsstaterne eller EU-institutionerne. Den enkelte medlemsstat eller EU-institution afholder omkostningerne i forbindelse med det personale, den har udsendt, herunder rejseudgifter til og fra deployeringsstedet, løn, sygesikring og tillæg, bortset fra dagpenge og afsavns- og faretillæg.

3.   EULEX KOSOVO kan også i det fornødne omfang rekruttere internationalt og lokalt personale på kontrakt.

4.   Tredjelande kan også efter behov udstationere medarbejdere ved EULEX KOSOVO. Det enkelte udstationerende tredjeland eller institution afholder omkostningerne i forbindelse med det personale, det har udsendt, herunder rejseudgifter til og fra deployeringsstedet, løn, sygesikring og tillæg. Undtagelsesvist kan statsborgere fra deltagende tredjelande, hvor det er hensigtsmæssigt og i særligt begrundende tilfælde, ansættes på kontrakt, hvis der ikke er kvalificerede ansøgere fra medlemsstaterne.

5.   Personalet overholder de missionsspecifikke minimumsoperationsstandarder i relation til sikkerhed samt missionssikkerhedsplanen, der støtter EU’s feltsikkerhedspolitik. For så vidt angår beskyttelse af EU-klassificerede oplysninger, som medarbejderne får kendskab til i forbindelse med udøvelsen af deres hverv, skal de overholde de sikkerhedsprincipper og minimumsstandarder, der er fastsat i Rådets afgørelse 2001/264/EF (2).

Artikel 10

EULEX KOSOVOs og dets personales status

1.   EULEX KOSOVO's og dets personales status, herunder eventuelt privilegier, immuniteter og yderligere garantier, der måtte være nødvendige for, at EULEX KOSOVO kan gennemføres og fungere problemfrit, fastlægges i en aftale.

2.   Den bidragydende stat eller EU-institution, der har udstationeret en medarbejder, har ansvaret for at behandle klager fra eller vedrørende medarbejderen i forbindelse med udstationeringen. Den pågældende bidragydende stat eller EU-institution har ansvaret for eventuelt at anlægge sag mod den udstationerede.

3.   Ansættelsesvilkårene og det internationale og det lokale civile personales rettigheder og pligter fastlægges i kontrakterne mellem missionschefen og medarbejderne.

Artikel 11

Kommandovej

1.   EULEX KOSOVO skal som krisestyringsoperation have én fælles kommandovej.

2.   PSC udøver med referat til Rådet den politiske kontrol med og den strategiske styring af EULEX KOSOVO.

3.   Jf. også artikel 7 er den øverstbefalende for den civile operation under politisk kontrol og strategisk ledelse af PSC og under generalsekretærens/den højtstående repræsentants overordnede myndighed, den øverstbefalende for EULEX KOSOVO på strategisk niveau og giver som sådan instrukser til missionschefen og yder vedkommende rådgivning og teknisk støtte.

4.   Den øverstbefalende for den civile operation aflægger rapport til Rådet via generalsekretæren/den højtstående repræsentant.

5.   Missionschefen har kommando over og kontrol med EULEX KOSOVO i indsatsområdet og er direkte ansvarlig over for den øverstbefalende for den civile operation.

Artikel 12

Politisk kontrol og strategisk styring

1.   Med referat til Rådet udøver PSC den politiske kontrol med og den strategiske styring af EULEX KOSOVO.

2.   Rådet bemyndiger herved PSC til at træffe de relevante afgørelser med henblik herpå i overensstemmelse med traktatens artikel 25, stk. 3. Denne bemyndigelse omfatter beføjelse til at ændre OPLAN og kommandovejen. Den omfatter også beføjelse til at træffe efterfølgende afgørelser vedrørende udnævnelsen af missionschefen. Rådet, der bistås af generalsekretæren/den højtstående repræsentant, træffer afgørelse om EULEX KOSOVO's mål og afslutning.

3.   PSC aflægger med regelmæssige mellemrum rapport til Rådet.

4.   PSC får regelmæssigt og i det omfang, det er nødvendigt, rapporter fra den øverstbefalende for den civile operation og missionschefen om spørgsmål inden for deres ansvarsområder. Planlægning inden for specifikke områder kan kontrolleres af PSC med jævne mellemrum.

Artikel 13

Tredjelandes deltagelse

1.   Uden at dette anfægter EU's selvstændige beslutningstagning og fælles institutionelle ramme, kan tredjelande opfordres til at bidrage til EULEX KOSOVO på den betingelse, at de afholder udgifterne til det personale, de udstationerer, herunder lønninger, godtgørelser og rejseudgifter til og fra indsatsområdet, og til at bidrage til EULEX KOSOVO's løbende udgifter i passende omfang.

2.   Tredjelande, der yder bidrag til EULEX KOSOVO, skal have samme rettigheder og forpligtelser med hensyn til den daglige ledelse af EULEX KOSOVO som de EU-medlemsstater, der deltager heri.

3.   Rådet bemyndiger herved PSC til at træffe de relevante afgørelser om accept eller andet af de foreslåede bidrag og til at nedsætte en bidragyderkomité.

4.   Detaljerede ordninger vedrørende tredjelandes deltagelse fastlægges i en aftale, der indgås i overensstemmelse med traktatens artikel 24. Generalsekretæren/den højtstående repræsentant, der bistår formandskabet, kan forhandle en sådan aftale på dettes vegne. Har EU og et tredjeland indgået aftale om rammerne for det pågældende tredjelands deltagelse i EU's krisestyringsoperationer, finder bestemmelserne i en sådan aftale anvendelse i forbindelse med EULEX KOSOVO.

Artikel 14

Sikkerhed

1.   Den øverstbefalende for den civile operation udstikker retningslinjer for missionschefens planlægning af sikkerhedsforanstaltninger og sikrer, at de i forbindelse med EULEX KOSOVO gennemføres korrekt og effektivt i overensstemmelse med artikel 7 og 11 og i samråd med Sikkerhedskontoret i Rådets Generalsekretariat.

2.   Missionschefen er ansvarlig for operationens sikkerhed og for at sikre, at de minimumssikkerhedskrav, der gælder for operationen, overholdes i overensstemmelse med EU's politik vedrørende sikkerhed for personale, der er udstationeret uden for EU i en operativ funktion i medfør af afsnit V i traktaten og instrumenter i tilknytning hertil.

3.   Missionschefen bistås af en overordnet ansvarlig for missionens sikkerhed (SMSO), der refererer til missionschefen, og som også har et tæt praktisk samarbejde med det i stk. 1 omhandlede Sikkerhedskontor.

4.   Missionschefen udpeger lokale sikkerhedsansvarlige for EULEX KOSOVO's provinsniveauer og regionale niveauer, som med referat til SMSO har ansvaret for den daglige forvaltning af samtlige sikkerhedsaspekter af de respektive elementer i EULEX KOSOVO.

5.   EULEX KOSOVO's ansatte skal gennemgå obligatorisk sikkerhedstræning, inden de tiltræder deres stilling, i overensstemmelse med OPLAN. De skal også jævnligt i selve indsatsområdet have genopfriskningskurser, som organiseres af SMSO og de lokale sikkerhedsansvarlige.

6.   Missionschefen sikrer, at der aldrig er flere af EULEX KOSOVO's medarbejdere og godkendte besøgende til stede, end at EULEX KOSOVO er i stand til at garantere deres sikkerhed eller stå for deres evakuering i en nødsituation.

7.   Missionschefen sikrer beskyttelsen af EU-klassificerede oplysninger i overensstemmelse med afgørelse 2001/264/EF.

Artikel 15

Vagt

Vagtkapaciteten aktiveres i forbindelse med EULEX KOSOVO.

Artikel 16

Finansielle ordninger

1.   Det finansielle referencegrundlag til dækning af udgifterne i forbindelse med EULEX KOSOVO for en periode på 16 måneder begyndende fra godkendelsen af OPLAN er på 205 000 000 EUR.

2.   Alle udgifter forvaltes efter de fællesskabsretlige regler og procedurer, der gælder for EU's almindelige budget, bortset fra at eventuelle forfinansieringer ikke forbliver Fællesskabets ejendom.

3.   Missionschefen kan med Kommissionens godkendelse indgå tekniske ordninger med medlemsstaterne, deltagende tredjelande og andre internationale aktører i Kosovo vedrørende udstyr, tjenesteydelser og lokaler til EULEX KOSOVO. Det skal være tilladt statsborgere i lande i den vestlige Balkanregion eller deltagende tredjelande at byde på kontrakter. Funktionen som kontrahent i forbindelse med kontrakter eller i henhold til aftaler, som EUPT Kosovo har indgået med henblik på EULEX KOSOVO i løbet af planlægnings- og forberedelsesfasen, overføres efter behov til EULEX KOSOVO. De aktiver, som EUPT Kosovo ejer, overføres til EULEX KOSOVO.

4.   Missionschefen refererer fuldt og helt til Kommissionen, som fører tilsyn med vedkommende, for så vidt angår det arbejde, der udføres inden for rammerne af hans kontrakt.

5.   De finansielle ordninger skal opfylde EULEX KOSOVO's operative krav, herunder udstyrets kompatibilitet og holdenes interoperabilitet, og skal tage hensyn til deployeringen af personale i regionale kontorer.

6.   Udgifterne er finansieringsberettigede fra den dato, hvor OPLAN godkendes.

Artikel 17

Koordinering med Fællesskabets aktioner

1.   Rådet og Kommissionen påser inden for deres respektive kompetenceområder, at der er sammenhæng mellem gennemførelsen af denne fælles aktion og Fællesskabets optræden udadtil i overensstemmelse med traktatens artikel 3. Rådet og Kommissionen samarbejder med henblik herpå.

2.   De nødvendige koordineringsordninger vil blive gennemført i EULEX KOSOVO's område efter behov såvel som i Bruxelles.

Artikel 18

Videregivelse af klassificerede oplysninger

1.   Generalsekretæren/den højtstående repræsentant bemyndiges hermed til at videregive klassificerede EU-oplysninger og -dokumenter, der er fremstillet med henblik på EULEX KOSOVO, til De Forenede Nationer, NATO/KFOR og andre tredjeparter, der er tilknyttet denne fælles aktion, op til den klassifikationsgrad, der er relevant for hver af dem, og i overensstemmelse med afgørelse 2001/264/EF. Der udarbejdes lokale tekniske ordninger for at lette dette.

2.   Generalsekretæren/den højtstående repræsentant har, hvis der er et specifikt og umiddelbart operativt behov derfor, også bemyndigelse til under iagttagelse af afgørelse 2001/264/EF at videregive klassificerede EU-oplysninger og -dokumenter til og med klassifikationsgraden »RESTREINT UE«, der er udarbejdet med henblik på EULEX KOSOVO, til de lokale kompetente myndigheder i Kosovo. I alle andre tilfælde videregives sådanne oplysninger og dokumenter til de kompetente lokale myndigheder efter de procedurer, der svarer til samarbejdsniveauet mellem disse myndigheder og EU.

3.   Generalsekretæren/den højtstående repræsentant bemyndiges hermed til at videregive ikke-klassificerede EU-dokumenter vedrørende Rådets forhandlinger om EULEX KOSOVO, som i henhold til artikel 6, stk. 1, i Rådets forretningsorden (3), er omfattet af tavshedspligt, til De Forenede Nationer, NATO/KFOR og andre associerede tredjeparter, der er tilknyttet denne fælles aktion, og til de relevante lokale myndigheder.

Artikel 19

Revision

Senest seks måneder efter starten på den operationelle fase tager Rådet stilling til, om EULEX KOSOVO bør forlænges.

Artikel 20

Ikrafttræden og varighed

Denne fælles aktion har virkning fra datoen for dens vedtagelse.

Den udløber 28 måneder efter datoen for godkendelsen af OPLAN. Budgettet for de sidste 12 måneder inden dens udløb besluttes ved separat afgørelse af Rådet.

Artikel 21

Offentliggørelse

1.   Denne fælles aktion offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

2.   Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komités beslutninger, jf. artikel 12, stk. 1, vedrørende udnævnelse af missionschefen, skal ligeledes offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 4. februar 2008.

På Rådets vegne

D. RUPEL

Formand


(1)  EUT L 112 af 26.4.2006, s. 19.

(2)  EFT L 101 af 11.4.2001, s. 1. Senest ændret ved afgørelse 2007/438/EF (EUT L 164 af 26.6.2007, s. 24).

(3)  Rådets afgørelse 2006/683/EF, Euratom af 15. september 2006 om vedtagelse af Rådets forretningsorden (EUT L 285 af 16.10.2006, s. 47). Senest ændret ved afgørelse 2007/4/EF, Euratom (EUT L 1 af 4.1.2007, s. 9).


  翻译: