26.6.2010 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 160/32 |
KOMMISSIONENS AFGØRELSE
af 25. juni 2010
om medlemsstaternes forlængelse af midlertidige godkendelser af det nye aktivstof profoxydim
(meddelt under nummer K(2010) 4225)
(EØS-relevant tekst)
(2010/356/EU)
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Rådets direktiv 91/414/EØF af 15. juli 1991 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler (1), særlig artikel 8, stk. 1, fjerde afsnit, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) |
Spanien modtog i marts 1998 en ansøgning i henhold til artikel 6, stk. 2, i direktiv 91/414/EØF fra BASF SE om optagelse af aktivstoffet profoxydim i bilag I til direktiv 91/414/EØF. Ved Kommissionens beslutning 1999/43/EF (2) blev det bekræftet, at dossieret var fuldstændigt og således principielt kunne anses for at opfylde data- og informationskravene i bilag II og III til direktiv 91/414/EØF. |
(2) |
Bekræftelsen af, at dossieret er fuldstændigt, er en forudsætning for, at der kan foretages en grundig behandling af det, og at medlemsstaterne foreløbigt kan godkende plantebeskyttelsesmidler, der indeholder det pågældende aktivstof, for en periode på højst tre år, samtidig med at betingelserne i artikel 8, stk. 1, i direktiv 91/414/EØF, navnlig kravet om, at der skal foretages en grundig vurdering af aktivstoffet og plantebeskyttelsesmidler ud fra direktivets krav, opfyldes. |
(3) |
Virkningerne af dette aktivstof på menneskers sundhed og miljøet er blevet vurderet i henhold til bestemmelserne i artikel 6, stk. 2 og 4, i direktiv 91/414/EØF for de anvendelsesformål, som ansøgeren har foreslået. Den 28. marts 2001 forelagde den rapporterende medlemsstat et udkast til en vurderingsrapport for Kommissionen. |
(4) |
Efter at den rapporterende medlemsstat forelagde udkastet til vurderingsrapport for Kommissionen, er det fundet nødvendigt at anmode ansøgeren om yderligere oplysninger og at lade den rapporterende medlemsstat undersøge disse oplysninger og forelægge sin vurdering. Gennemgangen af dossieret fortsætter derfor, og det vil ikke være muligt at afslutte evalueringen af dossieret inden for den periode, der er fastsat i Rådets direktiv 91/414/EØF, sammenholdt med Kommissionens beslutning 2008/564/EF (3). |
(5) |
Da den hidtidige evaluering ikke umiddelbart giver anledning til bekymring, bør medlemsstaterne kunne forlænge de midlertidige godkendelser af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder det pågældende aktivstof, med en periode på 24 måneder i overensstemmelse med artikel 8 i direktiv 91/414/EØF, så undersøgelsen af dossieret kan fortsætte. Det forventes, at evalueringen kan afsluttes, og der kan træffes beslutning om eventuel optagelse af profoxydim i bilag I til direktiv 91/414/EØF inden for 24 måneder. |
(6) |
Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed — |
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Medlemsstaterne kan forlænge midlertidige godkendelser af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder profoxydim, med en periode, der udløber senest den 30. juni 2012.
Artikel 2
Denne afgørelse udløber den 30. juni 2012.
Artikel 3
Denne afgørelse er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Bruxelles, den 25. juni 2010.
På Kommissionens vegne
John DALLI
Medlem af Kommissionen
(1) EFT L 230 af 19.8.1991, s. 1.
(2) EFT L 14 af 19.1.1999, s. 30.
(3) EUT L 181 af 10.7.2008, s. 47.