3.8.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 201/23


KOMMISSIONENS FORORDNING (EU) Nr. 692/2010

af 30. juli 2010

om tarifering af varer i den kombinerede nomenklatur

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif (1), særlig artikel 9, stk. 1, litra a), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

For at sikre en ensartet anvendelse af den kombinerede nomenklatur, der er knyttet som bilag til forordning (EØF) nr. 2658/87, bør der vedtages bestemmelser vedrørende tariferingen af de i bilaget omhandlede varer.

(2)

Forordning (EØF) nr. 2658/87 har fastsat almindelige tariferingsbestemmelser vedrørende den kombinerede nomenklatur. Disse bestemmelser finder også anvendelse ved fortolkningen af enhver anden nomenklatur, der helt eller delvist er baseret på den kombinerede nomenklatur, eller som tilføjer yderligere underopdelinger, og som er fastlagt på grundlag af specifikke EU-forskrifter med henblik på anvendelsen af tarifmæssige eller andre foranstaltninger vedrørende samhandelen med varer.

(3)

Ved anvendelse af nævnte almindelige tariferingsbestemmelser skal varerne i kolonne 1 i tabellen i bilaget tariferes under de KN-koder, der er anført i kolonne 2 ud fra den begrundelse, der er anført i kolonne 3.

(4)

Det er hensigtsmæssigt, at bindende tariferingsoplysninger, der er meddelt af medlemsstaternes toldmyndigheder i forbindelse med tarifering af varer i den kombinerede nomenklatur, og som ikke er i overensstemmelse med denne forordning, fortsat kan påberåbes af modtageren i et tidsrum på tres dage i henhold til bestemmelserne i artikel 12, stk. 6, i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks (2), jf. dog de i Den Europæiske Union gældende foranstaltninger vedrørende ordninger med dobbeltkontrol og forudgående og efterfølgende tilsyn med tekstilvarer ved indførsel i Den Europæiske Union.

(5)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Toldkodeksudvalget —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

De varer, der er anført i kolonne 1 i tabellen i bilaget, tariferes i den kombinerede nomenklatur i den i kolonne 2 i tabellen nævnte KN-kode.

Artikel 2

Bindende tariferingsoplysninger, der er meddelt af medlemsstaternes toldmyndigheder, og som ikke er i overensstemmelse med denne forordning, kan fortsat påberåbes i et tidsrum på tres dage i henhold til bestemmelserne i artikel 12, stk. 6, i forordning (EØF) nr. 2913/92, jf. dog de i Den Europæiske Union gældende foranstaltninger vedrørende ordninger med dobbeltkontrol og forudgående og efterfølgende tilsyn med tekstilvarer ved indførsel i Den Europæiske Union.

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 30. juli 2010.

På Kommissionens vegne

Neelie KROES

Næstformand


(1)  EFT L 256 af 7.9.1987, s. 1.

(2)  EFT L 302 af 19.10.1992, s. 1.


BILAG

Varebeskrivelse

Tarifering

(KN-kode)

Begrundelse

(1)

(2)

(3)

1.

Kraftig halvcirkelformet vare med ydre mål på ca. 75 cm i længden og 45 cm i bredden, fremstillet af et vævet tekstilmateriale af spundne kokosfibre, der danner hovedparten af overfladen, med en gummibelagt underside. Varen er omgivet af en dekorativ gummikant (dørmåtte).

Se billede nr. 652 (1)

5702 20 00

Tarifering i henhold til almindelig tariferingsbestemmelse 1, 3 b) og 6 vedrørende fortolkning af den kombinerede nomenklatur, bestemmelse 2 a) til kapitel 40, bestemmelse 1 til kapitel 46, bestemmelse 1 til kapitel 57 og teksten til KN-kode 5702 og 5702 20 00.

Kokosfibre er vegetabilske tekstilfibre, der i spundet form henhører under pos. 5308 og dermed afsnit XI (tekstilvarer) i den kombinerede nomenklatur.

Varens overflade er fremstillet af vævet stof af kokosfibre og gummi, hvorved kokosfibrene er karaktergivende for overfladen i henhold til almindelig tariferingsbestemmelse 3 b), da den giver brugerne mulighed for at skrubbe eller tørre deres skosåler, og da hovedparten af overfladen består af kokosfibre.

Da tekstilmaterialet (vævet stof af kokosfibre) udgør varens overflade, når den anvendes, er varen en »gulvbelægning af tekstilmaterialer« i henhold til bestemmelse 1 til kapitel 57.

På grund af varens størrelse, tykkelse, stivhed og styrke har den de objektive karakteristika, der kendetegner en gulvbelægning af tekstilmaterialer (dørmåtte).

Teksten til pos. 5702 omfatter desuden »anden gulvbelægning af tekstilmaterialer, vævede« uden skelnen mellem indendørs og udendørs brug og uden angivelse af størrelse.

Tarifering i kapitel 40 er udelukket, da dette kapitel ikke omfatter varer henhørende under afsnit XI (tekstilvarer), jf. bestemmelse 2 a) til kapitel 40.

Varen kan heller ikke tariferes i kapitel 46, da dette kapitel ifølge bestemmelse 1 til kapitlet ikke omfatter spundne naturlige tekstilfibre.

Varen skal derfor tariferes som gulvbelægning af tekstilmaterialer under kapitel 57.

2.

Kraftig rektangulær vare, der måler ca. 60 cm i længden og 40 cm i bredden, fremstillet af kokosfibre, der danner en tæt luv. Kokosfibrene er fastgjort på et underlag af poly(vinylklorid). Måtten er omgivet af en dekorativ kant af poly(vinylklorid) (dørmåtte).

Se billede nr. 653 (1)

5705 00 90

Tarifering i henhold til almindelig tariferingsbestemmelse 1, 3 b) og 6 vedrørende fortolkning af den kombinerede nomenklatur, bestemmelse 2 p) til kapitel 39, bestemmelse 1 til kapitel 57 og teksten til KN-kode 5705 og 5705 00 90.

Kokosfibre er vegetabilske tekstilfibre i henhold til pos. 5305 og hører derfor under afsnit XI (tekstilvarer) i den kombinerede nomenklatur.

Varens overflade består af kokosfibre og poly(vinylklorid), hvorved kokosfibrene er karaktergivende for overfladen i henhold til almindelig tariferingsbestemmelse 3 b), da den giver brugerne mulighed for at skrubbe eller tørre deres skosåler.

Da tekstilmaterialet (kokosfibre) udgør varens overflade, når den anvendes, er varen en »gulvbelægning af tekstilmaterialer« i henhold til bestemmelse 1 til kapitel 57.

På grund af varens størrelse, tykkelse, stivhed og styrke har den de karakteristika, der kendetegner en gulvbelægning af tekstilmaterialer (dørmåtte).

Teksten til pos. 5705 omfatter gulvtæpper og gulvbelægning af tekstilmaterialer uden skelnen mellem indendørs og udendørs brug og uden angivelse af størrelse (se Forklarende Bemærkninger til HS, pos. 5705, stk. 1). Denne position omfatter også tæpper med pålimet luv, hvor luven er fastgjort enten til et underlag eller direkte til et klæbemiddel, som udgør underlaget (se også Forklarende Bemærkninger til HS, pos. 5705, stk. 2, punkt 1).

Tarifering i kapitel 39 er udelukket, da dette kapitel ikke omfatter varer henhørende under afsnit XI (tekstilvarer), jf. bestemmelse 2 p) til kapitel 39.

Varen skal derfor tariferes som gulvbelægning af tekstilmaterialer under kapitel 57.

Image

Image


(1)  Billedet er kun til orientering.


  翻译: