31.12.2010 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 347/27 |
KOMMISSIONENS FORORDNING (EU) Nr. 1266/2010
af 22. december 2010
om ændring af direktiv 2007/68/EF for så vidt angår mærkningskrav for vin
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/13/EF af 20. marts 2000 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om mærkning af og præsentationsmåder for levnedsmidler samt om reklame for sådanne levnedsmidler (1), særlig artikel 21, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) |
Ved Kommissionens direktiv 2007/68/EF (2) ændres listen i bilag IIIa til direktiv 2000/13/EF over fødevareingredienser, der skal anføres på mærkningen af fødevarer, da de kan forårsage uønskede reaktioner hos følsomme personer; der opstilles også en liste over visse ingredienser eller stoffer, der hidrører fra ingredienser opført i bilag IIIa, med hensyn til hvilke det er blevet videnskabeligt bevist, at de ikke under specifikke omstændigheder kan forventes at forårsage uønskede reaktioner, og de er derfor ikke omfattet af mærkningskravene. Endvidere ophæves Kommissionens direktiv 2005/26/EF af 21. marts 2005 om fastsættelse af en liste over levnedsmiddelingredienser og stoffer, der foreløbigt slettes af bilag IIIa til direktiv 2000/13/EF (3). |
(2) |
Eftersom ændringer af mærkningsbestemmelser påvirker erhvervslivet, især små og mellemstore virksomheder, som har behov for en tilpasningsperiode, så overgangen til nye mærkningskrav bliver uden gnidninger, blev der i direktiv 2007/68/EF fastsat midlertidige foranstaltninger for at lette anvendelsen af de nye bestemmelser, idet det blev tilladt at markedsføre fødevarer, som var bragt i omsætning eller mærket inden den 31. maj 2009, og som opfyldte kravene i direktiv 2005/26/EF, indtil lagrene heraf var opbrugte. |
(3) |
Den overgangsperiode, der er fastsat ved disse overgangsforanstaltninger, blev forlænget til den 31. december 2010 ved Kommissionens forordning (EF) nr. 415/2009 (4) for vin som defineret i bilag IV til Rådets forordning (EF) nr. 479/2008 (5). |
(4) |
Efter at forordning (EF) nr. 479/2008 blev ophævet, er vin nu defineret i bilag XIb til Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007 (6). Der bør derfor henvises til dette bilag. |
(5) |
I henhold til artikel 6, stk. 11, første afsnit, i direktiv 2000/13/EF bør listen i bilag IIIa systematisk tages op til revision og ajourføres om nødvendigt på grundlag af den seneste videnskabelige viden. |
(6) |
Vinsektoren har gennemført nye videnskabelige undersøgelser vedrørende allergenicitet af kasein og ægalbumin, der er fremstillet af henholdsvis mælk og æg, og som anvendes som klaringsmiddel i vinfremstillingen. Ifølge ansøgeren bygger disse undersøgelser på nye videnskabelige data, der viser, at vin, der er klaret med kasein og ægalbumin i overensstemmelse med god fremstillingspraksis, ikke kan forventes at forårsage uønskede reaktioner hos personer, der er allergiske over for mælk eller æg. |
(7) |
Den 8. juni og den 19. juli 2010 anmodede Den Internationale Vinorganisation om en mærkningsundtagelse for så vidt angår kasein og ægalbumin, der anvendes som klaringsmidler i fremstillingen af vin. |
(8) |
Den 14. og 30. juli 2010 anmodede Kommissionen EFSA om at afgive videnskabelige udtalelser om ovennævnte stoffer. |
(9) |
For at undgå unødvendige byrder for de erhvervsdrivende som følge af ændringer i mærkningsreglerne bør datoen for, hvornår direktiv 2007/68/EF finder anvendelse på vinsektoren, udsættes, indtil EFSA's videnskabelige vurdering foreligger. |
(10) |
Datoen i artikel 3, stk. 3, i direktiv 2007/68/EF, som fastsætter en overgangsperiode, bør derfor være den 30. juni 2012 for vin, der er markedsført eller mærket inden denne dato, og indtil lagrene heraf er opbrugte, forudsat at de krav, som tidligere var gældende, dvs. kravene i direktiv 2005/26/EF, er opfyldt. |
(11) |
Direktiv 2007/68/EF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed. |
(12) |
Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed, og hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har modsat sig foranstaltningerne — |
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Artikel 1
Artikel 3, stk. 3, i direktiv 2007/68/EF affattes således:
»Medlemsstaterne tillader, at vin, jf. definitionerne i bilag XIb til forordning (EF) nr. 1234/2007, som er bragt i omsætning eller mærket inden den 30. juni 2012, og som opfylder kravene i direktiv 2005/26/EF, markedsføres, indtil lagrene heraf er opbrugte.«
Artikel 2
Denne forordning træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles, den 22. december 2010.
På Kommissionens vegne
José Manuel BARROSO
Formand
(1) EFT L 109 af 6.5.2000, s. 29.
(2) EUT L 310 af 28.11.2007, s. 11.
(3) EUT L 75 af 22.3.2005, s. 33.
(4) EUT L 125 af 21.5.2009, s. 52.
(5) EUT L 148 af 6.6.2008, s. 1.
(6) EUT L 299 af 16.11.2007, s. 1.