3.7.2012 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 173/23 |
KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE
af 2. juli 2012
om fastsættelse af EU-tilskuddet til dækning af udgifterne til hasteforanstaltninger til bekæmpelse af aviær influenza i Polen i 2007
(Kun den polske udgave er autentisk)
(2012/350/EU)
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Rådets beslutning 2009/470/EF af 25. maj 2009 om visse udgifter på veterinærområdet (1), særlig artikel 4, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) |
I henhold til artikel 75 i finansforordningen og artikel 90, stk. 1, i gennemførelsesbestemmelserne skal der forud for indgåelsen af en forpligtelse til at afholde en udgift over Unionens budget foreligge en finansieringsafgørelse, som angiver de vigtigste elementer i den foranstaltning, der medfører en udgift, og som er vedtaget af institutionen eller de myndigheder, som denne har bemyndiget. |
(2) |
Ved beslutning 2009/470/EF er der fastsat procedurer vedrørende EU-tilskud til specifikke veterinærforanstaltninger, herunder aktioner af hastende karakter. Unionen skal, for at bidrage til at få udryddet aviær influenza hurtigst muligt, yde et finansielt tilskud til medlemsstaternes støtteberettigede udgifter. Artikel 4, stk. 3, første og andet led, i nævnte beslutning indeholder bestemmelser om, hvilken procentdel af medlemsstaternes udgifter tilskuddet skal udgøre. |
(3) |
Artikel 3 i Kommissionens forordning (EF) nr. 349/2005 af 28. februar 2005 om reglerne om fællesskabsfinansiering af aktioner af hastende karakter og bekæmpelse af visse sygdomme hos dyr som omhandlet i Rådets beslutning 90/424/EØF (2) indeholder bestemmelser om, hvilke udgifter Unionen kan yde finansielt tilskud til. |
(4) |
Ved Kommissionens beslutning 2008/557/EF af 27. juni 2008 om EF-tilskud til aktioner af hastende karakter til bekæmpelse af aviær influenza i Polen i 2007 (3) blev der ydet EU-tilskud til hasteforanstaltninger til bekæmpelse af aviær influenza i Polen i 2007. Den 13. marts 2008 indsendte de polske myndigheder en officiel anmodning om godtgørelse i henhold til artikel 7, stk. 1 og 2, i forordning (EF) nr. 349/2005. |
(5) |
Det er en forudsætning for udbetaling af EU-tilskuddet, at de planlagte aktioner reelt er blevet gennemført, og at myndighederne har leveret alle de nødvendige oplysninger inden for de fastsatte tidsfrister. Det blev ved beslutning 2008/557/EF fastsat, at der skulle udbetales en første rate på 845 000,00 EUR af EU-tilskuddet. Det blev ved Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2011/799/EU (4) fastsat, at der skulle udbetales en anden rate på 750 000,00 EUR af EU-tilskuddet. |
(6) |
Polen underrettede i overensstemmelse med artikel 3, stk. 4, i beslutning 2009/470/EF straks Kommissionen og de øvrige medlemsstater om de i henhold til EU-lovgivningen om anmeldelse og udryddelse trufne foranstaltninger og om resultaterne heraf. Anmodningen om godtgørelse var i overensstemmelse med artikel 7 i forordning (EF) nr. 349/2005 bilagt en finansieringsrapport, dokumentation, en epidemiologisk rapport om hver bedrift, hvor dyr er blevet slået ned eller destrueret, og resultaterne af de respektive revisioner. |
(7) |
Kommissionens tjenestegrene har gennemført en revision, jf. artikel 10 i forordning (EF) nr. 349/2005. Kommissionens bemærkninger og metode til beregning af de støtteberettigede udgifter samt Kommissionens endelige konklusion blev meddelt de polske myndigheder den 23. december 2011. Polen gav udtryk for sin enighed i brev af 3. april 2012. |
(8) |
Derfor kan det samlede EU-tilskud til dækning af de støtteberettigede udgifter til udryddelse af aviær influenza i Polen i 2007 nu fastsættes. |
(9) |
Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed — |
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
EU-tilskuddet til dækning af udgifterne til udryddelse af aviær influenza i Polen i 2007 fastsættes til 1 648 571,50 EUR.
Artikel 2
Saldoen for EU-tilskuddet fastsættes til 53 571,50 EUR.
Artikel 3
Denne afgørelse, der udgør en finansieringsafgørelse i overensstemmelse med artikel 75 i finansforordningen, er rettet til Republikken Polen.
Udfærdiget i Bruxelles, den 2. juli 2012.
På Kommissionens vegne
John DALLI
Medlem af Kommissionen
(1) EUT L 155 af 18.6.2009, s. 30.
(2) EUT L 55 af 1.3.2005, s. 12.
(3) EUT L 180 af 9.7.2008, s. 15.
(4) EUT L 320 af 3.12.2011, s. 47.