5.4.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 95/23


DEN EUROPÆISKE CENTRALBANKS RETNINGSLINJE

af 20. marts 2013

om yderligere midlertidige foranstaltninger vedrørende Eurosystemets refinansieringstransaktioner og belånbar sikkerhed og om ændring af retningslinje ECB/2007/9

(omarbejdning)

(ECB/2013/4)

(2013/170/EU)

STYRELSESRÅDET FOR DEN EUROPÆISKE CENTRALBANK HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 127, stk. 2, første led,

under henvisning til statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank, særlig artikel 3.1, første led, og artikel 5.1, 12.1, 14.3 og 18.2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Retningslinje ECB/2012/18 af 2. august 2012 om yderligere midlertidige foranstaltninger vedrørende Eurosystemets refinansieringstransaktioner og belånbar sikkerhed og om ændring af retningslinje ECB/2007/9 (1) er blevet ændret væsentligt. Da der skal foretages yderligere ændringer, bør retningslinje ECB/2012/18 omarbejdes af hensyn til klarhed.

(2)

I henhold til artikel 18.1 i statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank kan Den Europæiske Centralbank (ECB) og de nationale centralbanker i de medlemsstater, der har euroen som valuta, (herefter »de nationale centralbanker«) udføre lånetransaktioner med kreditinstitutter og andre markedsdeltagere, hvor lån ydes imod passende sikkerhed. De generelle betingelser, hvorunder ECB og de nationale centralbanker er rede til at indgå i lånetransaktioner, herunder kriterierne for afgørelse af belånbarheden af sikkerhed med hensyn til Eurosystemets lånetransaktioner, er fastlagt i bilag I til retningslinje ECB/2011/14 af 20. september 2011 om Eurosystemets pengepolitiske instrumenter og procedurer (2).

(3)

Styrelsesrådet traf den 8. december 2011 og den 20. juni 2012 afgørelse om yderligere forbedrede kreditstøtteforanstaltninger for at støtte bankers udlån og likviditet på pengemarkedet i euroområdet, herunder foranstaltningerne, som fremgår af afgørelse ECB/2011/25 af 14. december 2011 om yderligere midlertidige foranstaltninger vedrørende Eurosystemets refinansieringstrans-aktioner og belånbar sikkerhed (3). Endvidere skulle henvisningerne til reservekravskoefficienten i retningslinje ECB/2007/9 af 1. august 2007 om monetær statistik og statistik over finansielle institutioner og markeder (4) tilpasses de ændringer af Den Europæiske Centralbanks forordning (EF) nr. 1745/2003 af 12. september 2003 om anvendelse af mindstereserver (ECB/2003/9 (5)), som blev indført ved forordning (EU) nr. 1358/2011 (6).

(4)

I medfør af afgørelse ECB/2012/4 af 21. marts 2012 om ændring af afgørelse ECB/2011/25 om yderligere midlertidige foranstaltninger vedrørende Eurosystemets refinansieringstransaktioner og belånbar sikkerhed (7) bør de nationale centralbanker ikke forpligtes til som sikkerhed for Eurosystemets kreditoperationer at modtage belånbare bankobligationer, som garanteres af en medlemsstat, der er underlagt et program fra EU/Den Internationale Valutafond, eller af en medlemsstat med en kreditvurdering, som ikke opfylder Eurosystemets benchmark for opstillingen af mindstekravet for høje kreditstandarder.

(5)

I afgørelse ECB/2012/12 af 3. juli 2012 om ændring af afgørelse ECB/2011/25 om yderligere midlertidige foranstaltninger vedrørende Eurosystemets refinansieringstransaktioner og belånbar sikkerhed (8) blev undtagelsen fra forbuddet mod snævre forbindelser i afsnit 6.2.3.2 i bilag I til retningslinje ECB/2011/14, for så vidt angår statsgaranterede bankobligationer, der er udstedt og anvendt til eget brug (»own-use«) som sikkerhed af modparter, også revideret.

(6)

Det bør gøres muligt for modparter, som deltager i Eurosystemets kreditoperationer, i helt særlige tilfælde at øge det omfang af statsgaranterede bankobligationer, der anvendes til eget brug, som de havde den 3. juli 2012, under forudsætning af forudgående tilladelse fra Styrelsesrådet. Anmodninger om forudgående tilladelse, som fremsendes til Styrelsesrådet, skal være ledsaget af en finansieringsplan.

(7)

Afgørelse ECB/2011/25 blev den 2. august 2012 erstattet af retningslinje ECB/2012/18, som de nationale centralbanker gennemførte i deres kontraktlige eller lovgivningsmæssige bestemmelser.

(8)

Den 10. oktober 2012 blev retningslinje ECB/2012/18 ændret af ECB/2012/23 (9), hvorved kriterierne for belånbarheden af aktiver, der skal anvendes som sikkerhed for Eurosystemets pengepolitiske operationer, blev udvidet ved at godkende omsættelige gældsinstrumenter denomineret i pund sterling, yen eller amerikanske dollar som belånbare aktiver i pengepolitiske operationer. Værdien af sådanne omsættelige gældsinstrumenter blev nedskrevet, således at den historiske volatilitet for den pågældende valutakurs blev afspejlet.

(9)

I retningslinje ECB/2013/2 af 23. januar 2013 om ændring af retningslinje ECB/2012/18 om yderligere midlertidige foranstaltninger vedrørende Eurosystemets refinansieringstransaktioner og belånbar sikkerhed (10) specificeres proceduren, der finder anvendelse på modparternes førtidige tilbagebetaling af langfristede refinansieringstransaktioner, for at sikre, at de nationale centralbanker anvender samme betingelser. Navnlig finder sanktionsordningen i appendiks 6 til bilag I til retningslinje ECB/2011/14 anvendelse, hvis en modpart, der har valgt at anvende førtidig tilbagebetaling, ikke afvikler det beløb, helt eller delvist, der skal betales tilbage til den pågældende nationale centralbank på forfaldsdatoen.

(10)

Retningslinje ECB/2012/18 bør nu yderligere ændres for at indarbejde indholdet af afgørelse ECB/2012/34 af 19. december 2012 om midlertidige ændringer af reglerne for belånbar sikkerhed denomineret i udenlandsk valuta (11) og for at sikre, at de nationale centralbanker ikke forpligtes til som sikkerhed for Eurosystemets kreditoperationer at acceptere belånbare udækkede bankobligationer, som er: a) udstedt af de modparter, der anvender dem, eller af enheder med snævre forbindelser til den pågældende modpart, og b) fuldt ud garanteret af en medlemsstat med en kreditvurdering, som ikke opfylder Eurosystemets høje kreditstandarder, og som ifølge Styrelsesrådets vurdering overholder et program fra EU/Den Internationale Valutafond.

(11)

Af hensyn til klarhed og forenkling bør indholdet af afgørelse ECB/2011/4 af 31. marts 2011 om midlertidige foranstaltninger vedrørende belånbarheden af omsættelige gældsinstrumenter, som er udstedt eller garanteret af den irske stat (12), ECB/2011/10 af 7. juli 2011 om midlertidige foranstaltninger vedrørende belånbarheden af omsættelige gældsinstrumenter, som er udstedt eller garanteret af den portugisiske stat (13) og ECB/2012/32 af 19. december 2012 om midlertidige foranstaltninger vedrørende belånbarheden af omsættelige gældsinstrumenter, som er udstedt eller fuldt ud garanteret af Den Hellenske Republik (14) også indgå i denne retningslinje sammen med de øvrige midlertidige foranstaltninger vedrørende belånbar sikkerhed for Eurosystemets refinansieringstransaktioner.

(12)

De yderligere foranstaltninger, som er fastlagt i denne retningslinje, bør gælde midlertidigt, indtil Styrelsesrådet vurderer, at de ikke længere er nødvendige for at sikre en passende pengepolitisk transmissionsmekanisme —

VEDTAGET FØLGENDE RETNINGSLINJE:

Artikel 1

Yderligere foranstaltninger vedrørende refinansieringstransaktioner og belånbar sikkerhed

1.   Reglerne for gennemførelsen af Eurosystemets pengepolitiske operationer og belånbarhedskriterierne for sikkerhed fastlagt i denne retningslinje skal gælde i sammenhæng med retningslinje ECB/2011/14.

2.   I tilfælde af uoverensstemmelse mellem denne retningslinje og retningslinje ECB/2011/14, således som denne er gennemført på nationalt plan af de nationale centralbanker, har denne retningslinje forrang. De nationale centralbanker skal fortsat anvende alle bestemmelser i retningslinje ECB/2011/14 som hidtil, medmindre andet følger af denne retningslinje.

3.   I forbindelse med artikel 5, stk.1, og artikel 7 betragtes Irland, Den Hellenske Republik og Den Portugisiske Republik som medlemsstater i euroområdet, der overholder et program fra EU/Den Internationale Valutafond.

Artikel 2

Mulighed for at reducere beløbet på eller bringe langfristede refinansieringstransaktioner til ophør

1.   Eurosystemet kan træffe beslutning om, at modparter under visse betingelser kan reducere beløbet på eller bringe visse langfristede refinansieringstransaktioner til ophør før deres udløbstidspunkt (sådanne beløbsreduktioner eller ophør af transaktioner benævnes herefter også kollektivt »førtidig tilbagebetaling«). Auktionsmeddelelsen skal specificere, om muligheden for at reducere beløbet på eller bringe de pågældende transaktioner til ophør før deres udløbstidspunkt, finder anvendelse, samt datoen, fra hvilken en sådan mulighed kan udøves. Alternativt kan disse oplysninger tilvejebringes i et andet format, som Eurosystemet finder hensigtsmæssigt.

2.   En modpart kan udøve muligheden for at reducere beløbet på eller bringe langfristede refinansieringstransaktioner til ophør før udløbstid ved at give meddelelse til den relevante nationale centralbank om det beløb, som modparten har til hensigt at betale tilbage i henhold til proceduren for førtidig tilbagebetaling, samt datoen, på hvilken den har til hensigt at foretage en sådan førtidig tilbagebetaling, mindst én uge forud for datoen for den førtidige tilbagebetaling. Medmindre Eurosystemet specificerer andet, kan en førtidig tilbagebetaling ske på alle dage, der falder på en afviklingsdag for en af Eurosystemets primære markedsoperationer, forudsat at modparten giver meddelelse i henhold til dette stykke mindst én uge forud for den pågældende dato.

3.   Meddelelsen i stk. 2 får bindende virkning for modparten én uge før datoen for den førtidige tilbagebetaling, som meddelelsen henviser til. Har modparten i henhold til proceduren for den førtidige tilbagebetaling ikke afviklet det forfaldne beløb helt eller delvist på forfaldsdatoen, kan det medføre, at den bliver pålagt et gebyr i henhold til punkt 1 i appendiks 6 til bilag I til retningslinje ECB/2011/14. Bestemmelserne i punkt 1 til appendiks 6, som finder anvendelse på overtrædelse af reglerne for auktioner, skal finde anvendelse, hvis en modpart ikke afvikler det forfaldne beløb, helt eller delvist, på datoen for den førtidige tilbagebetaling i stk. 2. Pålæggelsen af et gebyr berører ikke de nationale centralbankers ret til i tilfælde af misligholdelse at gøre brug af midlerne fastsat i bilag II til retningslinje ECB/2011/14.

Artikel 3

Godkendelse af visse yderligere værdipapirer af asset-backed typen

1.   Udover værdipapirer af asset-backed typen (»asset-backed securities«), der kan anvendes i henhold til kapitel 6 i bilag I til retningslinje ECB/2011/14, skal værdipapirer af asset-backed typen, som ikke opfylder kreditvurderingskravene i henhold til afsnit 6.3.2 i bilag I til retningslinje ECB/2011/14, men som i øvrigt opfylder alle belånbarhedskriterier for værdipapirer af asset-backed typen i henhold til retningslinje ECB/2011/14, være belånbare som sikkerhed for Eurosystemets pengepolitiske operationer, forudsat at de har to kreditvurderinger svarende til mindst triple B (15) på udstedelsestidspunktet og på et hvilket som helst tidspunkt herefter. De skal også opfylde samtlige følgende krav:

a)

aktiver, der genererer pengestrømme, og som er sikkerhed for værdipapirer af asset-backed typen, skal tilhøre en af følgende aktivklasser: i) pantesikrede boliglån (»residential mortgages«), ii) lån til små og mellemstore virksomheder (SMV’er), iii) lån med pant i erhvervsejendomme (»commercial mortgages«), iv) billån, v) leasing og vi) forbrugerfinansiering

b)

en sammensætning af aktiver fra forskellige aktivklasser må ikke forekomme

c)

aktiver, der genererer pengestrømme, og som er sikkerhed for værdipapirer af asset-backed typen, må ikke bestå af lån, som:

i)

er misligholdte på tidspunktet for udstedelsen af værdipapir af asset-backed typen

ii)

er misligholdte, når de indgår i værdipapiret af asset-backed typen i løbet af dettes levetid, f.eks. ved substitution eller erstatning af de aktiver, der genererer pengestrømme

iii)

på noget tidspunkt er strukturerede, syndikerede eller gearede (»leveraged loans«)

d)

transaktionsdokumenterne for værdipapir af asset-backed typen skal indeholde bestemmelser om kontinuerlig servicering.

2.   Værdipapirer af asset-backed typen nævnt i stk. 1, som har to kreditvurderinger svarende til mindst single A (16), skal underlægges et haircut på 16 %.

3.   Værdipapirer af asset-backed typen nævnt i stk. 1, som ikke har to kreditvurderinger svarende til mindst single A, skal underlægges følgende haircuts: a) lån med pant i erhvervsejendomme stillet som sikkerhed for værdipapirer af asset-backed typen skal underlægges et haircut på 32 %, b) alle andre værdipapirer af asset-backed typen skal underlægges et haircut på 26 %.

4.   En modpart må ikke stille værdipapir af asset-backed typen, der er belånbare i henhold til stk. 1, som sikkerhed, hvis denne eller enhver tredjepart, med hvilken denne har snævre forbindelser, fungerer som en rentehedgeudbyder for værdipapiret af asset-backed typen.

5.   En national centralbank kan som sikkerhed for Eurosystemets pengepolitiske operationer acceptere værdipapirer af asset-backed typen, hvis underliggende aktiver omfatter pantesikrede boliglån eller lån til små og mellemstore virksomheder, eller begge, og som ikke opfylder kreditvurderingskravene i henhold til afsnit 6.3.2 i bilag I til retningslinje ECB/2011/14 og kravene nævnt i stk. 1, litra a) til d), og stk. 4, ovenfor, men som ellers opfylder alle belånbarhedskriterier for værdipapirer af asset-backed typen i henhold til retningslinje ECB/2011/14, og som har to kreditvurderinger svarende til mindst triple B. Sådanne værdipapirer af asset-backed typen begrænses til værdipapirer udstedt før den 20. juni 2012 og skal underlægges et haircut på 32 %.

6.   Med henblik på anvendelse af denne artikel gælder følgende:

(1)   »pantesikrede boliglån«: omfatter, ud over lån med pant i boligejendomme, garanterede lån i boligejendomme (uden pant i boligejendommen), hvis garantien kan gøres gældende omgående ved misligholdelse. Sådanne garantier kan ydes i forskellige kontraktformer, herunder forsikringskontrakter, såfremt de er ydet af en enhed inden for den offentlige sektor eller en finansiel institution, der er underlagt offentligt tilsyn. Kreditvurderingen af garantistilleren i forbindelse med sådanne garantier skal være i overensstemmelse med kreditkvalitetstrin 3 på Eurosystemets harmoniserede ratingskala gennem hele transaktionens løbetid

(2)   »små virksomheder« og »mellemstore virksomheder«: enheder, der uanset deres retlige form udøver økonomisk aktivitet, og hvor enhedens eller, hvis enheden udgør en del af en koncern, koncernens indberettede omsætning udgør mindre end 50 millioner EUR

(3)   »misligholdte lån«: lån, hvor fristen for betalingen af renter eller hovedstol er overskredet med mindst 90 dage, og låntageren misligholder sine forpligtelser, som defineret i punkt 44 i bilag VII til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/48/EF af 14. juni 2006 om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut (17), eller hvis der er en velbegrundet tvivl om, hvorvidt fuld betaling vil ske

(4)   »strukturerede lån«: en struktur, der omfatter efterstillede gældsfordringer

(5)   »syndikerede lån«: lån, som ydes af en gruppe af långivere i et lånesyndikat

(6)   »gearede lån«: lån ydet til et selskab, der allerede har en betydelig gældsætningsgrad i form af f.eks. buy-outs eller fremmedkapitalfinansierede overtagelser (»take-over-financing«), hvor lånet anvendes til erhvervelse af aktierne i et selskab, som også er låntager af det pågældende lån

(7)   »bestemmelser om kontinuerlig låneservicering«: bestemmelser i den juridiske dokumentation for et værdipapir af asset-backed typen, som sikrer, at låneservicererens misligholdelse ikke medfører ophør af betalingspligten, og som kan udløse udpegning af en alternativ låneservicerer og en ambitiøs handlingsplan, der skitserer forløbet, efter at en alternativ låneservicerer er udpeget, og for hvordan administrationen af lånene skal overføres.

Artikel 4

Godkendelse af visse yderligere gældsfordringer

1.   Nationale centralbanker kan som sikkerhed for Eurosystemets pengepolitiske operationer acceptere gældsfordringer, som ikke opfylder Eurosystemets belånbarhedskriterier.

2.   Nationale centralbanker, som træffer beslutning om at acceptere gældsfordringer i overensstemmelse med stk. 1, fastlægger belånbarhedskriterier og risikostyringsforanstaltninger herfor ved at specificere afvigelserne fra kravene i bilag I til retningslinje ECB/2011/14. Sådanne belånbarhedskriterier og risikoforanstaltninger skal indeholde et krav om, at gældsfordringerne er underlagt lovgivningen i den medlemsstat, hvor den nationale centralbank, som fastsætter belånbarhedskriterierne og risikostyringsforanstaltningerne, har sit hjemsted. Belånbarhedskriterierne og risikostyringsforanstaltningerne er underlagt Styrelsesrådets forudgående godkendelse.

3.   De nationale centralbanker kan i særlige tilfælde, under forudsætning af Styrelsesrådets forudgående godkendelse, acceptere gældsfordringer: a) i forbindelse med anvendelsen af belånbarhedskriterier og risikostyringsforanstaltninger fastsat af en anden national centralbank i henhold til stk. 1 og 2; eller b) som er underlagt lovgivningen i en anden medlemsstat end den medlemsstat, hvor den accepterende nationale centralbank har sit hjemsted.

4.   En anden national centralbank må kun yde støtte til en national centralbank, som accepterer gældsfordringer i henhold til stk. 1, hvis dette er aftalt bilateralt mellem begge nationale centralbanker og under forudsætning af Styrelsesrådets forudgående godkendelse.

Artikel 5

Accept af visse statsgaranterede bankobligationer

1.   En national centralbank er ikke forpligtet til som sikkerhed for Eurosystemets kreditoperationer at acceptere udækkede bankobligationer, der: a) ikke opfylder Eurosystemets krav til høje kreditstandarder, b) er udstedt af en modpart, der anvender dem, eller af enheder med snævre forbindelser til den pågældende modpart, og c) er fuldt ud garanteret af en medlemsstat i) med en kreditvurdering, som ikke opfylder Eurosystemets krav til høje kreditstandarder for udstedere og garanter af omsættelige aktiver i overensstemmelse med afsnit 6.3.1 og 6.3.2 i bilag I til retningslinje ECB/2011/14, og ii) som ifølge Styrelsesrådets vurdering overholder et program fra EU/Den Internationale Valutafond.

2.   De nationale centralbanker underretter Styrelsesrådet, såfremt de træffer beslutning om ikke at acceptere de i stk. 1 beskrevne værdipapirer som sikkerhed.

3.   Modparter må ikke stille udækkede bankobligationer, som de selv har udstedt, eller som er udstedt af enheder, med hvilke de har snævre forbindelser, og som er garanteret af en enhed i den offentlige sektor inden for EØS, der kan udskrive skatter, som sikkerhed for Eurosystemets kreditoperationer ud over den nominelle værdi af disse obligationer, der allerede er stillet som sikkerhed den 3. juli 2012.

4.   I ganske særlige tilfælde kan Styrelsesrådet træffe beslutning om midlertidige dispensationer fra forbuddet i stk. 3 for en periode på højst tre år. Anmodning om en dispensation skal ledsages af en finansieringsplan, der angiver, hvorledes den anmodende modparts anvendelse af udækkede statsgaranterede bankobligationer til eget brug vil blive udfaset senest tre år efter tildeling af dispensationen. Dispensationer, der allerede er meddelt siden 3. juli 2012, finder fortsat anvendelse, indtil de skal revideres.

Artikel 6

Godkendelse af visse aktiver denomineret i pund sterling, yen eller amerikanske dollar som belånbar sikkerhed

1.   Omsættelige gældsinstrumenter, som omhandlet i afsnit 6.2.1 i bilag I til retningslinje ECB/2011/14, udgør, såfremt de er denomineret i pund sterling, yen eller amerikanske dollar, belånbar sikkerhed for Eurosystemets pengepolitiske operationer, forudsat at: a) de er udstedt og besiddes/afvikles i euroområdet, b) udsteder er etableret i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, og c) de opfylder alle andre kriterier for belånbarhed i afsnit 6.2.1 i bilag I til retningslinje ECB/2011/14.

2.   Eurosystemet skal nedskrive værdien af sådanne omsættelige gældsinstrumenter som følger: a) aktiver denomineret i pund sterling eller amerikanske dollar nedskrives med 16 %, og b) aktiver denomineret i yen nedskrives med 26 %.

3.   Omsættelige gældsinstrumenter i henhold til stk. 1 med kuponer, som er bundet til én pengemarkedsrente i deres denomineringsvaluta eller til et inflationsindeks, der ikke indeholder et diskret renteinterval, intervaltilskrivning, ratchet eller lignende komplekse strukturer for det pågældende land, er belånbare med henblik på Eurosystemets pengepolitiske operationer.

4.   ECB kan efter Styrelsesrådets godkendelse offentliggøre en liste over andre godkendte referencerenter i udenlandsk valuta udover de renter, der henvises til i stk. 3, på sit websted www.ecb.europa.eu.

5.   For omsættelige aktiver denomineret i udenlandsk valuta finder kun artikel 1, 3, 5, 6 og 8 i denne retningslinje anvendelse.

Artikel 7

Suspension af kravene til grænseværdier for kreditkvalitet for visse omsættelige instrumenter

1.   Eurosystemets mindstekrav til grænseværdier for kreditkvalitet, som fremgår af Eurosystemets rammer for kreditvurdering af omsættelige aktiver i afsnit 6.3.2 i bilag I til retningslinje ECB/2011/14, suspenderes i overensstemmelse med stk. 2.

2.   Eurosystemets grænseværdier for kreditkvalitet finder ikke anvendelse på omsættelige gældsinstrumenter, der er udstedt eller fuldt ud garanteret af centralregeringerne i medlemsstater i euroområdet, der er underlagt et program fra EU/Den Internationale Valutafond, medmindre Styrelsesrådet træffer beslutning om, at den pågældende medlemsstat ikke overholder de betingelser, der er knyttet til den finansielle støtte og/eller det makroøkonomiske program.

3.   Omsættelige gældsinstrumenter, som er udstedt eller fuldt ud garanteret af centralregeringen i Den Hellenske Republik, underlægges de særlige haircuts, der fremgår af bilag I til denne retningslinje.

Artikel 8

Virkning, gennemførelse og anvendelse

1.   Denne retningslinje får virkning fra den 22. marts 2013.

2.   De nationale centralbanker træffer de nødvendige foranstaltninger for at opfylde artikel 5, artikel 6, stk. 3 til 5, og artikel 7, og anvender denne retningslinje fra den 3. maj 2013. De skal senest den 19. april 2013 fremsende meddelelse til ECB om, hvilke tekster og midler der vedrører disse foranstaltninger.

3.   Artikel 5 finder anvendelse indtil den 28. februar 2015.

Artikel 9

Ændring af retningslinje ECB/2007/9

Afsnittet efter tabel 2 i del 5 i bilag III erstattes af følgende:

» Beregning af engangsfradrag til kontrol (R6):

Engangsfradrag: Fradraget gælder for alle kreditinstitutter. Hvert kreditinstitut fradrager et højeste engangsbeløb, som har til formål at reducere de administrative omkostninger, der er forbundet med at forvalte meget små reservekrav. Er [reservekravsgrundlaget × reservekravskoefficienten] mindre end 100 000 EUR, udgør engangsbeløbet [reservekravsgrundlaget × reservekravskoefficienten]. Er [reservekravsgrundlaget × reservekravskoefficienten] på 100 000 EUR eller derover, udgør engangsbeløbet 100 000 EUR. Institutter, der har tilladelse til at indberette statistiske data for deres konsoliderede reservekravsgrundlag som en gruppe (jf. bilag III, del 2, afsnit 1, i forordning (EF) nr. 25/2009 (ECB/2008/32)), skal holde mindstereserver gennem et af institutterne i gruppen, der fungerer som formidler udelukkende for disse institutter. I overensstemmelse med artikel 11 i Den Europæiske Centralbanks forordning (EF) nr. 1745/2003 af 12. september 2003 om anvendelse af mindstereserver (ECB/2003/9) (18) har kun den samlede gruppe i sidstnævnte tilfælde ret til at fratrække engangsbeløbet.

Mindstereserverne (eller »krævede reserver«) beregnes som følger:

Formula

Reservekravskoefficienten finder anvendelse i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 1745/2003 (ECB/2003/9).

Artikel 10

Ophævelse

1.   Retningslinje ECB/2012/18 ophæves fra den 3. maj 2013.

2.   Henvisninger til retningslinje ECB/2012/18 skal forstås som henvisninger til denne retningslinje og læses efter sammenligningstabellen i bilag III.

Artikel 11

Adressater

Denne retningslinje er rettet til alle centralbanker i Eurosystemet.

Udfærdiget i Frankfurt am Main, den 20. marts 2013.

Mario DRAGHI

Formand for ECB


(1)  EUT L 218 af 15.8.2012, s. 20.

(2)  EUT L 331 af 14.12.2011, s. 1.

(3)  EUT L 341 af 22.12.2011, s. 65.

(4)  EUT L 341 af 27.12.2007, s. 1.

(5)  EUT L 250 af 2.10.2003, s. 10.

(6)  Den Europæiske Centralbanks forordning (EU) nr. 1358/2011 af 14. december 2011 om ændring af forordning (EF) nr. 1745/2003 om anvendelse af mindstereserver (ECB/2003/9) (ECB/2011/26) (EUT L 338 af 21.12.2011, s. 51).

(7)  EUT L 91 af 29.3.2012, s. 27.

(8)  EUT L 186 af 14.7.2012, s. 38.

(9)  EUT L 284 af 17.10.2012, s. 14.

(10)  EUT L 34 af 5.2.2013, s. 18.

(11)  EUT L 14 af 18.1.2013, s. 22.

(12)  EUT L 94 af 8.4.2011, s. 33.

(13)  EUT L 182 af 12.7.2011, s. 31.

(14)  EUT L 359 af 29.12.2012, s. 74.

(15)  »Triple B« er en kreditvurdering svarende til mindst »Baa3« hos Moody’s, »BBB-« hos Fitch eller Standard & Poor’s eller »BBB« hos DBRS.

(16)  »Single A« er en kreditvurdering svarende til mindst »A3« hos Moody’s, »A-« hos Fitch eller Standard & Poor’s eller »AL« hos DBRS.

(17)  EUT L 177 af 30.6.2006, s. 1.

(18)  EUT L 250 af 2.10.2003, s. 10


BILAG I

Oversigt over haircuts for omsættelige gældsinstrumenter, som er udstedt eller fuldt ud garanteret af Den Hellenske Republik

Græske statsobligationer (GGB'er)

Løbetidskurv

Haircuts for gældsinstrumenter med fast kuponrente og variabel kuponrente

Haircuts for gældsinstrumenter med nulkuponrente

0-1

15,0

15,0

1-3

33,0

35,5

3-5

45,0

48,5

5-7

54,0

58,5

7-10

56,0

62,0

> 10

57,0

71,0

Statsgaranterede bankobligationer (GGBB’er) og statsgaranterede ikke-finansielle erhvervsobligationer

Løbetidskurv

Haircuts for gældsinstrumenter med fast kuponrente og variabel kuponrente

Haircuts for gældsinstrumenter med nulkuponrente

0-1

23,0

23,0

1-3

42,5

45,0

3-5

55,5

59,0

5-7

64,5

69,5

7-10

67,0

72,5

> 10

67,5

81,0


BILAG II

OPHÆVET RETNINGSLINJE MED LISTE OVER DENS EFTERFØLGENDE ÆNDRINGER

 

Retningslinje ECB/2012/18 (EUT L 218 af 15.8.2012, s. 20)

 

Retningslinje ECB/2012/23 (EUT L 284 af 17.10.2012, s. 14)

 

Retningslinje ECB/2013/2 (EUT L 34 af 5.2.2013, s. 18)


BILAG III

SAMMENLIGNINGSTABEL

Retningslinje ECB/2012/18

Denne retningslinje

Artikel 1 til 5

Artikel 1 til 5

Artikel 5a

Artikel 6, stk. 1 og 2

Artikel 6

Artikel 7

Artikel 7

Artikel 8

Artikel 9

Artikel 8

Artikel 7

Artikel 9

Artikel 10

Afgørelse ECB/2011/4

Denne retningslinje

Artikel 2 og 3

Artikel 7

Afgørelse ECB/2011/10

Denne retningslinje

Artikel 2 og 3

Artikel 7

Afgørelse ECB/2012/32

Denne retningslinje

Artikel 2 og 3

Artikel 7

Afgørelse ECB/2012/34

Denne retningslinje

Artikel 1 og 2

Artikel 6, stk. 3 og 4


  翻译: