2.2.2013 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 33/14 |
KOMMISSIONENS FORORDNING (EU) Nr. 93/2013
af 1. februar 2013
om detaljerede regler for gennemførelse af Rådets forordning (EF) nr. 2494/95 om harmoniserede forbrugerprisindeks for så vidt angår indførelse af ejerboligprisindeks
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 2494/95 af 23. oktober 1995 om harmoniserede forbrugerprisindeks (1), særlig artikel 4, tredje afsnit, og artikel 5, stk. 3,
under henvisning til udtalelse fra Den Europæiske Centralbank (2), og
ud fra følgende betragtninger:
(1) |
Forordning (EF) nr. 2494/95 regulerer udarbejdelsen af harmoniserede forbrugerprisindeks (HCPI). |
(2) |
Det bør undersøges, om det er muligt at udarbejde prisindeks for boliger og navnlig for ejerboliger for at forbedre relevansen og sammenligneligheden af HCPI. |
(3) |
Med henblik på udarbejdelse af indeks for ejerboliger er det nødvendigt at udarbejde boligprisindeks. Boligprisindeks har også i sig selv stor betydning. |
(4) |
Metodologiske retningslinjer for udarbejdelse af ejerboligprisindeks og boligprisindeks er nødvendige for at sikre pålidelige og sammenlignelige resultater fra alle medlemsstater. |
(5) |
Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Udvalget for det Europæiske Statistiske System (ESS-Udvalget) — |
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Artikel 1
Genstand
Ved denne forordning indføres ejerboligprisindeks med henblik på at forbedre relevansen og sammenligneligheden af forbrugerprisindeks (HCPI).
Artikel 2
Definitioner
I denne forordning forstås ved:
1) »ejerboligprisindeks«: et indeks, som måler ændringerne i handelspriserne på boliger, som er nye i husholdningssektoren, og på andre varer og tjenester, som husholdningerne køber i deres egenskab af boligejere
2) »boligprisindeks«: et indeks, som måler ændringerne i handelspriserne på boliger, der købes af husholdningerne.
Artikel 3
Dækning
1. Følgende udgiftskategorier indgår i ejerboligprisindekset:
O.1. |
Boligejeres boligudgifter |
O.1.1. |
Erhvervelse af boliger |
O.1.1.1. |
Nye boliger |
O.1.1.1.1. |
Køb af nye boliger |
O.1.1.1.2. |
Selvbyggede boliger og større renoveringsarbejder |
O.1.1.2. |
Eksisterende boliger, som er nye i husholdningssektoren |
O.1.1.3. |
Andre tjenesteydelser i forbindelse med erhvervelse af boliger |
O.1.2. |
Boligernes ejerforhold |
O.1.2.1. |
Større reparationer og vedligeholdelsesarbejder |
O.1.2.2. |
Forsikringer i tilknytning til boliger |
O.1.2.3. |
Andre tjenesteydelser i forbindelse med ejerskab af boliger. |
2. Følgende udgiftskategorier indgår i boligprisindekset:
H.1. |
Køb af boliger |
H.1.1. |
Køb af nye boliger |
H.1.2. |
Køb af eksisterende boliger. |
3. Ejerboligprisindekset baseres på nettoerhvervelsesprincippet, efter hvilke man måler ændringerne i de faktiske priser, som forbrugerne betaler for erhvervelse af boliger, som er nye i husholdningssektoren, samt ændringer i andre udgifter i forbindelse med ejerskabet af og overdragelse af ejendomsretten til boliger.
4. Alle boligudgiftskategorier, som defineret i stk. 1, som udgør mindst en hundrededel af de samlede boligudgifter i O.1, medregnes. Alle boligudgiftskategorier, som defineret i stk. 2, som udgør mindst en hundrededel af de samlede boligudgifter i H.1, medregnes.
Artikel 4
Metodemanual
1. I nært samarbejde med medlemsstaterne udarbejder Kommissionen (Eurostat) en manual, som indeholder de metodologiske retningslinjer for ejerboligprisindeks og boligprisindeks, som er beregnet i overensstemmelse med denne forordning (herefter benævnt »OOH-HPI-manualen«). Når der er behørig begrundelse for det, ajourfører Kommissionen (Eurostat) manualen efter procedurer godkendt af ESS-Udvalget.
2. Kvalitetskriterierne i artikel 12, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 223/2009 (3) finder anvendelse på udarbejdelsen af ejerboligprisindeks og boligprisindeks.
3. Efter anmodning fra Kommissionen (Eurostat) fremsender medlemsstaterne de nødvendige oplysninger til vurdering af, om ejerboligprisindeksene og boligprisindeksene overholder bestemmelserne i denne forordning.
Artikel 5
Datakrav
1. I overensstemmelse med OOH-HPI-manualen udarbejder medlemsstaterne prisindeksene for de i artikel 3 nævnte kategorier og sender dem til Kommissionen (Eurostat).
2. Medlemsstaterne udarbejder kvartalsvise prisindeks. Ud over kvartalsindeksene kan medlemsstaterne udarbejde månedsindeks.
3. Indeksene i artikel 3, stk. 1, udarbejdes fra 3. kvartal 2014 for 2. kvartal 2014. Indeksene i artikel 3, stk. 2, udarbejdes fra 3. kvartal 2012 for 2. kvartal 2012.
4. Medlemsstaterne sender kvartalsindeksene til Kommissionen (Eurostat) inden for højst 85 dage efter udgangen af det kvartal, indeksene refererer til. Medlemsstater, som vælger også at udarbejde månedsindeks, indsender dem inden for 30 dage efter udgangen af den måned, indeksene refererer til.
5. Hvert år udarbejder medlemsstaterne et sæt udgiftsvægte til ejerboligprisindeksene og et sæt udgiftsvægte til boligprisindeksene, som defineret i OOH-HPI-manualen, i overensstemmelse med Kommissionens forordning (EU) nr. 1114/2010 (4) og sender dem til Kommissionen (Eurostat).
Vægtene til kvartalsindeksene fremsendes senest den 15. juni i det år, der følger efter det år, vægtene refererer til.
De medlemsstater, som udarbejder månedsindeks, fremsender de tilsvarende vægte senest den 20. februar i det år, der følger efter det år, vægtene refererer til.
6. Medlemsstaterne tilbageregner data fra og med indekset for 1. kvartal 2010 for de indeks, der er omhandlet i artikel 3, stk. 1, og sender dem til Kommissionen (Eurostat) inden for de i artikel 5, stk. 3 og 4, fastsatte frister. Medlemsstaterne udarbejder estimerede tilbageregnede data fra og med indekset for 1. kvartal 2008 for de indeks, der er omhandlet i artikel 3, stk. 2, og sender dem til Kommissionen (Eurostat) inden for de i artikel 5, stk. 3 og 4, fastsatte frister.
7. Medlemsstaterne leverer de data, der kræves i denne forordning, og de tilhørende metadata i overensstemmelse med en dataudvekslingsstandard, som er fastlagt af Kommissionen (Eurostat). Data og metadata sendes til Kommissionen (Eurostat) via den centrale dataportal eller på en sådan måde, at Kommissionen kan hente dataene via den centrale dataportal.
Artikel 6
Overgangsforanstaltninger
1. Henholdsvis et og tre år efter denne forordnings ikrafttrædelse fremsender medlemsstaterne rapporter til Kommissionen (Eurostat) på grundlag af de standarder, som er fastsat inden for det europæiske statistiske system og i OOH-HPI-manualen
2. Inden for fem år efter datoen for denne forordnings ikrafttrædelse udarbejder Kommissionen (Eurostat) en rapport om de indeks, som er udarbejdet i henhold til denne forordning og navnlig om graden af overensstemmelse med Kommissionens forordning (EF) nr. 1749/96 (5) og forordning (EU) nr. 1114/2010. I rapporten skal der også foretages en vurdering af, i hvilket omfang ejerboligprisindeksene er egnet til at indgå i HCPI.
Artikel 7
Ikrafttrædelse
Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Den anvendes fra den 1. september 2012. Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i medlemsstaterne i overensstemmelse med traktaterne.
Udfærdiget i Bruxelles, den 1. februar 2013.
På Kommissionens vegne
José Manuel BARROSO
Formand
(1) EFT L 257 af 27.10.1995, s. 1.
(2) Udtalelse afgivet den 19.10.2012 (endnu ikke offentliggjort i EUT).
(3) EUT L 87 af 31.3.2009, s. 164.
(4) EUT L 316 af 2.12.2010, s. 4.
(5) EFT L 229 af 10.9.1996, s. 3.