18.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 125/27


KOMMISSIONENS DIREKTIV (EU) 2017/845

af 17. maj 2017

om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/56/EF for så vidt angår de vejledende lister over elementer, der skal tages hensyn til under udarbejdelsen af havstrategier

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/56/EF af 17. juni 2008 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets havmiljøpolitiske foranstaltninger (havstrategirammedirektivet) (1), særlig artikel 24, stk. 1, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I bilag III til direktiv 2008/56/EF fastsættes de vejledende lister over karakteristika, miljøbelastninger og påvirkninger, der henvises til i artikel 8, stk. 1, artikel 9, stk. 1 og 3, artikel 10, stk. 1, artikel 11, stk. 1, og artikel 24 i nævnte direktiv.

(2)

På grundlag af den indledende vurdering af deres havområder i henhold til artikel 8, stk. 1, i direktiv 2008/56/EF og som led i den første fase af gennemførelsen af deres havstrategier underrettede medlemsstaterne i 2012 Kommissionen om en række karakteristika for god miljøtilstand og deres miljømål i overensstemmelse med hhv. artikel 9, stk. 2, og artikel 10, stk. 2, i direktiv 2008/56/EF. I Kommissionens vurdering (2) af disse rapporter fra medlemsstaterne, som blev foretaget i overensstemmelse med artikel 12 i nævnte direktiv, blev der påpeget et presserende behov for en større indsats, hvis medlemsstaterne og Unionen skal opnå en god miljøtilstand senest i 2020.

(3)

For at sikre, at den anden fase af gennemførelsen af medlemsstaternes havstrategier bidrager yderligere til opnåelsen af målene i direktiv 2008/56/EF og giver mere konsekvente beskrivelser af god miljøtilstand, har Kommissionen i sin rapport om den første fase af gennemførelsen anbefalet, at Kommissionens tjenestegrene og medlemsstaterne på EU-plan samarbejder om at revidere, styrke og forbedre Kommissionens afgørelse 2010/477/EU (3) inden 2015 med henblik på at tilvejebringe klarere, enklere, mere koncise, mere kohærente og sammenlignelige kriterier for en god miljøtilstand og metodologiske standarder og samtidig gennemgå bilag III til havstrategirammedirektivet, om nødvendigt revidere det og udvikle specifikke retningslinjer for at sikre en mere kohærent og konsekvent tilgang til vurderingerne i den næste gennemførelsesrunde.

(4)

Revisionen af bilag III til direktiv 2008/56/EF er nødvendig som supplement til revisionen af afgørelse 2010/477/EU. Derudover er forholdet mellem bilag III til direktiv 2008/56/EF og de kvalitative deskriptorer til beskrivelse af god miljøtilstand, som er opført i bilag I til nævnte direktiv, kun implicit i direktivet og er derfor ikke tilstrækkeligt klart. Kommissionen forklarede i et internt arbejdsdokument fra 2011 (4) forholdene mellem de kvalitative deskriptorer i bilag I til direktiv 2008/56/EF, elementerne i bilag III til nævnte direktiv og kriterierne og indikatorerne i afgørelse 2010/477/EU, men kunne kun give et delvist svar på grund af deres egentlige indhold. Der er behov for en revision af bilag III til direktiv 2008/56/EF for at tydeliggøre disse forhold yderligere, lette gennemførelsen og dermed styrke forbindelsen mellem økosystemernes elementer samt menneskeskabte belastninger og påvirkninger af havmiljøet på den ene side og deskriptorerne i bilag I i direktiv 2008/56/EF samt resultatet af revisionen af afgørelse 2010/477/EU på den anden side.

(5)

Bilag III til direktiv 2008/56/EF bør indeholde elementer til brug for vurderingen (artikel 8, stk. 1, i nævnte direktiv) med hensyn til god miljøtilstand (artikel 9, stk. 1, i nævnte direktiv), indeholde elementer til brug for overvågningen (artikel 11, stk. 1, i nævnte direktiv) som supplement til vurderingen (f.eks. temperatur og salinitet) og nævne elementer til overvejelse i forbindelse med fastsættelsen af miljømål (artikel 10, stk. 1, i nævnte direktiv). På grund af regionernes forskellige egenskaber vil det være forskelligt fra region til region, hvor relevante disse elementer er. Dermed skal elementerne kun inddrages, hvis de anses for at være »væsentlige egenskaber og karakteristika« eller »væsentlige belastninger og påvirkninger« som nævnt i hhv. artikel 8, stk. 1, litra a) og b), i direktiv 2008/56/EF, og hvis de forekommer i den pågældende medlemsstats havområder.

(6)

Det er vigtigt at sikre, at de elementer, der er fastsat i bilag III til direktiv 2008/56/EF, er tydeligt knyttet til de kvalitative deskriptorer i bilag I til nævnte direktiv, til de kriterier og metodiske standarder for god miljøtilstand i havområder, som Kommissionen har fastsat på grundlag af artikel 9, stk. 3, i direktiv 2008/56/EF, og til deres anvendelse i forbindelse med artikel 8, 9, 10 og 11 i direktiv 2008/56/EF. I denne forbindelse skal disse elementer være generelle og generelt anvendelige i hele Unionen, da mere specifikke elementer kan fastsættes af Kommissionen på grundlag af artikel 9, stk. 3, i direktiv 2008/56/EF eller i forbindelse med beskrivelsen af en række karakteristika for god miljøtilstand i henhold til artikel 9, stk. 1, i nævnte direktiv.

(7)

Tabel 1 og 2 i bilag III til direktiv 2008/56/EF bør tydeliggøres for at give dem en tydeligere tilknytning til økosystemets elementer (tabel 1) samt de belastende elementer og påvirkningerne heraf (tabel 2) og for direkte at knytte elementerne i tabellerne til de kvalitative deskriptorer, der er fastsat i bilag I til nævnte direktiv, og derigennem med de kriterier, som Kommissionen har fastsat på grundlag af artikel 9, stk. 3, i direktiv 2008/56/EF.

(8)

Med henblik på at vejlede vurderingen af havområders anvendelse i henhold til artikel 8, stk. 1, litra c), i direktiv 2008/56/EF og af menneskelige aktiviteter i henhold til artikel 8, stk. 1, litra b), og den dertil knyttede overvågning i henhold til nævnte direktivs artikel 11 bør tabel 2 udvides, således at den indeholder en vejledende liste over anvendelsesformål og menneskelige aktiviteter for at sikre konsekvens i vurderingen på tværs af havregionerne og subregionerne.

(9)

Bilag III til direktiv 2008/56/EF bør derfor ændres.

(10)

Foranstaltningerne i dette direktiv er i overensstemmelse med udtalelsen fra det forskriftsudvalg, der er nedsat i medfør af artikel 25, stk. 1, i direktiv 2008/56/EF —

VEDTAGET DETTE DIREKTIV:

Artikel 1

Bilag III til direktiv 2008/56/EF erstattes af teksten i bilaget til nærværende direktiv.

Artikel 2

1.   Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 7. december 2018. De tilsender straks Kommissionen disse love og bestemmelser.

Lovene og bestemmelserne skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

2.   Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

3.   Forpligtelsen til at gennemføre dette direktiv finder ikke anvendelse på medlemsstater uden havområder.

Artikel 3

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 4

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 17. maj 2017.

På Kommissionens vegne

Jean-Claude JUNCKER

Formand


(1)  EUT L 164 af 25.6.2008, s. 19.

(2)  Rapport fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet — Første fase af gennemførelsen af havstrategirammedirektivet (2008/56/EF) — Europa-Kommissionens vurdering og vejledning (COM(2014) 97 final af 20.2.2014).

(3)  Kommissionens afgørelse 2010/477/EU af 1. september 2010 om kriterier og metodiske standarder for god miljøtilstand i havområder (EUT L 232 af 2.9.2010, s. 14).

(4)  Kommissionens interne arbejdsdokument, SEK(2011) 1255.


BILAG

»

BILAG III

Vejledende lister over økosystemernes elementer, menneskeskabte belastninger og menneskelige aktiviteter, der er relevante for havområderne

(omhandlet i artikel 8, stk. 1, artikel 9, stk. 1 og 3, artikel 10, stk. 1, artikel 11, stk. 1, og artikel 24)

Tabel 1

De marine økosystemers struktur, funktion og processer

med særlig relevans for artikel 8, stk. 1, litra a), artikel 9 og artikel 11

Tema

Økosystemets elementer

Mulige parametre og karakteristika (bemærkning 1)

Relevante kvalitative deskriptorer som fastsat i bilag I (bemærkning 2 og 3)

Arter

Artsgrupper (bemærkning 4) af havfugle, havpattedyr, havkrybdyr, fisk og blæksprutter i havregionen eller subregionen

Variation i rum og tid for hver enkelt art eller bestand:

udbredelse, tæthed og/eller biomasse

størrelse, alder og kønsfordeling

frugtbarhed, overlevelsesrate og dødelighed/skadesfrekvens

adfærd, herunder bevægelser og migration

artens habitat (omfang, egnethed)

Gruppens artssammensætning

1), 3)

Habitater

Overordnede habitattyper i vandsøjlen (pelagisk) og på havbunden (bentisk) (bemærkning 5) eller andre habitattyper, herunder deres tilknyttede biologiske samfund i hele den pågældende havregion eller subregion

For hver enkelt habitattype:

habitatets udbredelse og omfang (og volumen, hvis det er relevant)

arternes sammensætning, tæthed og/eller biomasse (variation i rum og tid)

artenernes størrelses- og aldersfordeling (hvis det er relevant)

fysiske, hydrologiske og kemiske karakteristika

Dertil for pelagiske habitater:

koncentration af chlorophyl a

hyppigheden og omfanget af algeopblomstring

1), 6)

Økosystemer, herunder fødenet

Økosystemets struktur, funktion og processer, som omfatter:

fysiske og hydrologiske karakteristika

kemiske karakteristika

biologiske karakteristika

funktioner og processer

Variation i rum og tid af:

temperatur og is

hydrologi (bølger og vandstrømme, opvældning af bundvand, blanding, opholdstid, tilførsel af ferskvand, havniveau)

dybdeforhold

turbiditet (indhold af silt/sedimenter), gennemsigtighed, støj

havbundssubstrat og havbundsmorfologi

salinitet, næringsstoffer (N, P), organisk kulstof, opløste luftarter (pCO2, O2) og pH-værdi

sammenhæng mellem habitater og arter af havfugle, havpattedyr, havkrybdyr, fisk og blæksprutter

struktur i de pelagisk-bentiske samfund

produktivitet

1), 4)

Bemærkninger til tabel 1

Bemærkning 1:

Denne kolonne indeholder en vejledende liste over relevante parametre og karakteristika for arter, habitater og økosystemer, som afspejler de parametre, der påvirkes af belastningerne i tabel 2 i dette bilag og er relevante for de kriterier, der er fastlagt i henhold til artikel 9, stk. 3. De enkelte parametre og karakteristika, der er beregnet til at blive anvendt i forbindelse med overvågning og vurdering, bør fastslås i henhold til kravene i dette direktiv, navnlig kravene i artikel 8-11.

Bemærkning 2:

Tallene i denne kolonne henviser til de nummererede punkter i bilag I.

Bemærkning 3:

Kun de tilstandsbaserede kvalitative deskriptorer nr. 1), 3), 4) og 6), for hvilke der er opstillet kriterier i henhold til artikel 9, stk. 3, er opført i tabel 1. Alle de andre belastningsbaserede kvalitative deskriptorer i bilag I kan være relevante for hvert enkelt tema.

Bemærkning 4:

Disse artsgrupper præciseres yderligere i del II i bilaget til Kommissionens afgørelse (EU) 2017/848 af 17. maj 2017 om fastlæggelse af kriterier og metodiske standarder for god miljøtilstand i havområder samt specifikationer og standardmetoder for overvågning og vurdering og om ophævelse af afgørelse 2010/477/EU. (se side 43 i denne EUT)

Bemærkning 5:

Disse overordnede habitattyper præciseres yderligere i del II i bilaget til afgørelse (EU) 2017/848.

Tabel 2

Menneskeskabte belastninger, anvendelsesformål og menneskelige aktiviteter, der befinder sig i eller påvirker havmiljøet

2a

Menneskeskabte belastninger af havmiljøet

med særlig relevans for artikel 8, stk. 1, litra a)-b), og artikel 9-11

Tema

Belastning (Bemærkning 1)

Mulige parametre

Relevante kvalitative deskriptorer som fastsat i bilag I (bemærkning 2 og 3)

Biologisk

Tilførsel eller spredning af ikkehjemmehørende arter

Intensiteten og variationen i rum og tid af belastningen i havmiljøet samt ved belastningens udspring, hvis det er relevant

Til vurderingen af belastningens miljømæssige påvirkning udvælges de elementer og parametre, der er relevante for økosystemet, fra tabel 1

2)

Tilførsel af mikrobielle patogener

 

Tilførsel af genetisk modificerede arter og flytning af hjemmehørende arter

 

Tab af eller ændringer i de naturlige biologiske samfund på grund af opdræt af dyrearter eller dyrkning af plantearter

 

Forstyrrelse af arter (f.eks. i yngle- hvile- og fourageringsområder) som følge af menneskelig tilstedeværelse

 

Udnyttelse af eller dødelighed/skader hos vilde arter (forårsaget af erhvervsfiskeri og rekreativt fiskeri samt andre aktiviteter)

3)

Fysisk

Fysisk forstyrrelse af havbunden (midlertidig eller oprettelig)

6), 7)

Fysisk tab (som følge af permanente ændringer i havbundens substrat eller morfologi eller af indvinding af havbundens substrat)

Ændringer af de hydrologiske forhold

Stoffer, affald og energi

Tilførsel af næringsstoffer — diffuse kilder, punktkilder, atmosfærisk deposition

5)

Tilførsel af organisk materiale — diffuse kilder og punktkilder

Tilførsel af andre stoffer (f.eks. syntetiske stoffer, ikkesyntetiske stoffer, radionukleider) — diffuse kilder, punktkilder, atmosfærisk deposition, akutte hændelser

8), 9)

Tilførsel af affald (fast affald, herunder mikropartikler)

10)

Tilførsel af menneskeskabt lyd (impulslyde, kontinuerlige lyde)

11)

Tilførsel af andre former for energi (herunder elektromagnetiske felter, lys og varme)

Tilførsel af vand — punktkilder (f.eks. saltvand)

 


2b

Anvendelsesformål og menneskelige aktiviteter, der befinder sig i eller påvirker havmiljøet

med særlig relevans for artikel 8, stk. 1, litra b)-c) (kun aktiviteter, der er markeret med *, er relevante for artikel 8, stk. 1, litra c)), artikel 10 og artikel 13.

Tema

Aktivitet

Fysisk omstrukturering af floder, kystlinjer eller havbunden (vandressource-forvaltning)

Landvinding

Kanalbygning og andre ændringer af vandløb

Kystsikring og beskyttelse mod oversvømmelser*

Offshoreanlæg (til andre formål end olie/gas/vedvarende energi)

Omstrukturering af havbundens morfologi, herunder opgravning/uddybning og klapning af materiale*

Udvinding af ikkelevende ressourcer

Udvinding af mineraler (bjergarter, metalmalme, grus, sand, skaller)*

Udvinding af olie og gas, herunder tilhørende infrastruktur*

Udvinding af salt

Udvinding af vand*

Energiproduktion

Vedvarende energiproduktion (vind, bølge- og tidevandsenergi), herunder tilhørende infrastruktur*

Ikkevedvarende energiproduktion

Kabelføring af el og kommunikation*

Udnyttelse af levende ressourcer

Fangst af fisk og skaldyr (erhvervsmæssig, rekreativ)*

Forarbejdning af fisk og skaldyr*

Høst af havplanter*

Jagt og indsamling til andre formål*

Opdræt eller dyrkning af levende ressourcer

Havbrug, herunder tilhørende infrastruktur*

Ferskvandsdambrug

Landbrug

Skovbrug

Transport

Infrastruktur til transportformål*

Skibstransport

Lufttransport

Landtransport

Bymæssige og industrielle anvendelsesformål

Bymæssige anvendelsesformål

Industrielle anvendelsesformål

Behandling og bortskaffelse af affald*

Turisme og fritid

Infrastruktur til turisme og fritid*

Turist- og fritidsaktiviteter*

Sikkerhed/forsvar

Militære operationer (omfattet af artikel 2, stk. 2)

Uddannelse og forskning

Forsknings-, undersøgelses- og undervisningsaktiviteter*

Bemærkninger til tabel 2

Bemærkning 1:

Vurderingen af belastninger bør omfatte belastningernes niveau i havmiljøet og, hvis det er relevant, omfanget af deres tilførsel (fra landbaserede eller atmosfæriske kilder) til havmiljøet.

Bemærkning 2:

Tallene i denne kolonne henviser til de nummererede punkter i bilag I.

Bemærkning 3:

Kun de belastningsbaserede kvalitative deskriptorer nr. 2), 3), 5), 6), 7), 8), 9), 10) og 11), for hvilke der er opstillet kriterier i henhold til artikel 9, stk. 3, er opført i tabel 2a. Alle de andre tilstandsbaserede kvalitative deskriptorer i bilag I kan være relevante for hvert enkelt tema«


  翻译: