10.2.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 38/19


RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (FUSP) 2018/202

af 9. februar 2018

om gennemførelse af afgørelse 2010/788/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Republik Congo

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 31, stk. 2,

under henvisning til Rådets afgørelse 2010/788/FUSP af 20. december 2010 om restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Republik Congo og om ophævelse af fælles holdning 2008/369/FUSP (1), særlig artikel 6,

under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Rådet vedtog den 20. december 2010 afgørelse 2010/788/FUSP.

(2)

De Forenede Nationers Sikkerhedsråds komité, der er nedsat i henhold til De Forenede Nationers Sikkerhedsråds resolution 1533 (2004), tilføjede fire personer til listen over personer og enheder, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, den 1. februar 2018. Disse personer bør derfor føjes til bilag I til afgørelse 2010/788/FUSP. Da to af disse personer allerede var udpeget under bilag II til nævnte afgørelse, bør de fjernes fra bilag II til nævnte afgørelse for nu at være udpeget under bilag I til nævnte afgørelse.

(3)

Bilag I og II til afgørelse 2010/788/FUSP bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Bilag I til afgørelse 2010/788/FUSP ændres som anført i bilag I til nærværende afgørelse.

Artikel 2

Bilag II til afgørelse 2010/788/FUSP ændres som anført i bilag II til nærværende afgørelse

Artikel 3

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 9. februar 2018.

På Rådets vegne

E. ZAHARIEVA

Formand


(1)  EUT L 336 af 21.12.2010, s. 30.


BILAG I

De nedenfor anførte personer tilføjes til listen i bilag I, del a), til afgørelse 2010/788/FUSP:

»32.

Muhindo Akili Mundos (alias: a) Charles Muhindo Akili Mundos; b) Akili Muhindo; c) Muhindo Mundos)

Stilling: a) general i de congolesiske væbnede styrker (FARDC), øverstkommanderende i den 31. brigade; b) brigadegeneral i FARDC

Fødselsdato: 10. november 1972

Fødested: Den Demokratiske Republik Congo

Nationalitet: Den Demokratiske Republik Congo

Dato for FN's opførelse på listen: 1. februar 2018

Andre oplysninger: Muhindo Akili Mundos er general i FARDC, øverstkommanderende i den 31. brigade. Han blev udnævnt til øverstkommanderende for FARDC's operationelle sektor i områderne Beni og Lubero, herunder operation Sukola I mod Alliancen af Demokratiske kræfter (ADF) i september 2014. Han blev i denne stilling indtil juni 2015. Han er også en trussel mod fred, stabilitet og sikkerhed i Den Demokratiske Republik Congo i henhold til UNSCR 2293 (2016), punkt 7, litra e).

Yderligere oplysninger fra det beskrivende resumé af grundene til opførelse på listen fra sanktionskomitéen:

Begrundelse for opførelse på listen:

Muhindo Akili Mundos blev opført på listen den 1. februar 2018 i henhold til kriterierne i punkt 7, litra e), i resolution 2293 (2016) som bekræftet på ny i resolution 2360 (2017).

Yderligere oplysninger:

Muhindo Akili Mundos var den øverstbefalende i den congolesiske hær, som havde ansvar for militære operationer mod ADF under operation »Sukola I« fra august 2014 til juni 2015. FARDC-enheden under Mundos' ledelse undlod at gribe ind for at forhindre brud på menneskerettighederne, som blev begået af ADF, herunder angreb på civile. Mundos rekrutterede og udstyrede tidligere krigere fra lokale væbnede grupper til at deltage i henrettelser uden rettergang og massakrer, som blev udført af ADF.

Mens Mundos var øverstbefalende for FARDC's operation Sukola I, ledede og støttede han også en fraktion af en undergruppe til ADF, som er kendt som ADF-Mwalika. Under Mundos' kommando begik ADF-Mwalika også angreb mod civile. FARDC-krigere under Mundos' befaling ydede yderligere støtte til ADF-Mwalika under disse operationer.

33.

Guidon Shimiray Mwissa

Fødselsdato: 13. marts 1980

Fødested: Kigoma, Walikale, Den Demokratiske Republik Congo

Dato for FN's opførelse på listen: 1. februar 2018

Andre oplysninger: Afsluttede sekundærtrinnet inden for humanistiske videnskaber i Mpofi; sluttede sig som 16-årig til den væbnede gruppe under ledelse af She Kasikila; blev medlem af FARDC med Kasikila og blev hans bataljon S3; blev såret i 2007 og sluttede sig derefter til Mai Mai Simba under den daværende øverstbefalende »Mando«; deltog i dannelsen af NDC i 2008 og blev næstkommanderende med ansvar for Aigle Lemabé-brigaden. Han er også en trussel mod fred, stabilitet og sikkerhed i Den Demokratiske Republik Congo i henhold til UNSCR 2293 (2016), punkt 7, litra g).

Yderligere oplysninger fra det beskrivende resumé af grundene til opførelse på listen fra sanktionskomitéen:

Begrundelse for opførelse på listen:

Guidon Shimiray Mwissa blev opført på listen den 1. februar 2018 i henhold til kriterierne i punkt 7, litra g), i resolution 2293 (2016) som bekræftet på ny i resolution 2360 (2017).

Yderligere oplysninger:

»General« Guidon Shimiray Mwissa brød ud af Ndumaforsvaret af Congo (NDC) og oprettede sin egen gruppe, NDC-R, i 2014.

NDC-R, som ledes af Guidon Shimiray Mwissa, anvender børnesoldater og sendte dem i væbnede konflikter. NDC-R er også under anklage for brud på menneskerettighederne i de østlige provinser og for at pålægge ulovlige skatter i områder med guldminedrift og anvende indtægterne til at købe våben i strid med våbenembargoen mod Den Demokratiske Republik Congo.

34.

Lucien Nzambamwita (alias: André Kalume)

Fødselsdato: 1966

Fødested: Enheden Nyagitabire, Ruvunesektoren, Kinyamikommunen, Byumbapræfekturet, Rwanda

Nationalitet: Rwanda

Dato for FN's opførelse på listen: 1. februar 2018

Andre oplysninger: Han er en trussel mod fred, stabilitet og sikkerhed i Den Demokratiske Republik Congo i henhold til UNSCR 2293 (2016), punkt 7, litra j).

Yderligere oplysninger fra det beskrivende resumé af grundene til opførelse på listen fra sanktionskomitéen:

Begrundelse for opførelse på listen:

Lucien Nzambamwita blev opført på listen den 1. februar 2018 i henhold til kriterierne i punkt 7, litra j), i resolution 2293 (2016) som bekræftet på ny i resolution 2360 (2017).

Yderligere oplysninger:

Lucien Nzambamwita (alias André Kalume) er militær leder af Force Démocratique de la Libération du Rwanda (FDLR), der opererer i Den Demokratiske Republik Congo, og som underminerer fred, sikkerhed og stabilitet i Den Demokratiske Republik Congo og er ansvarlig for brud på menneskerettighederne, herunder angreb mod og drab på civile. FDLR blev pålagt sanktioner af 1533-komitéen den 31. december 2012.

35.

Gédéon Kyungu Mutanga Wa Bafunkwa Kanonga

Stilling: Oprørsleder i Katanga

Fødselsdato: 1974

Fødested: Manonoterritoriet, Katangaprovinsen (den nuværende Tanganyikaprovins)

Dato for FN's opførelse på listen: 1. februar 2018

Andre oplysninger: Gédéon Kyungu tilhører den etniske gruppe Balubakat. Efter at have afsluttet grundskolen i Likasi og sekundærtrinnet i Manono tog han en eksamen i pædagogik. I 1999 sluttede han sig til Maï Maï-bevægelsen og ledede fra 2003 en af de mest aktive grupper i Katangaprovinsen. I 2006 besøgte han FN's fredsbevarende styrker for at blive en del af afvæbnings-, demobiliserings- og reintegrationsprocessen. Han flygtede fra fængslet i 2011 og overgav sig i oktober 2016. Han er en trussel mod fred, stabilitet og sikkerhed i Den Demokratiske Republik Congo i henhold til UNSCR 2293 (2016), punkt 7, litra e).

Yderligere oplysninger fra det beskrivende resumé af grundene til opførelse på listen fra sanktionskomitéen:

Begrundelse for opførelse på listen:

Gédéon Kyungu Mutanga Wa Bafunkwa Kanonga blev opført på listen den 1. februar 2018 i henhold til kriterierne i punkt 7, litra e), i resolution 2293 (2016) som bekræftet på ny i resolution 2360 (2017).

Yderligere oplysninger:

Idet han var leder af Bakata Katangamilitsen (alias Kata Katanga) mellem 2011 og 2014, var Gédéon Kyungu Mutanga involveret i alvorlige brud på menneskerettighederne, såsom drab og angreb på civile, navnlig i landdistrikter i Katangaprovinsen. Som øverstbefalende for den væbnede gruppe Bakata Katanga, som er skyldig i alvorlige brud på menneskerettighederne og krigsforbrydelser, herunder angreb på civile, i den sydøstlige del af Den Demokratiske Republik Congo, er Gédéon Kyungu Mutanga derfor en trussel mod fred, stabilitet og sikkerhed i Den Demokratiske Republik Congo.«


BILAG II

Oplysningerne om nedenstående personer udgår af bilag II, del a), til afgørelse 2010/788/FUSP:

»9.

Gédéon Kyungu Mutanga;

13.

Muhindo Akili Mundos«.


  翻译: