52001IR0057

Regionsudvalgets udtalelse om "Udvikling af landdistrikterne gennem en målrettet politik på det informations- og kommunikationsteknologiske område"

EF-Tidende nr. C 107 af 03/05/2002 s. 0017 - 0018


Regionsudvalgets udtalelse om "Udvikling af landdistrikterne gennem en målrettet politik på det informations- og kommunikationsteknologiske område"

(2002/C 107/06)

REGIONSUDVALGET har -

under henvisning til præsidiets beslutning af 13. februar 2001 om i henhold til EF-traktatens artikel 265, stk. 5, at afgive udtalelse om "Udvikling af landdistrikterne gennem en målrettet politik på det informations- og kommunikationsteknologiske område" og henvise det forberedende arbejde til Underudvalg 2 "Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne, Fiskeri",

under henvisning til forslag til Regionsudvalgets udtalelse (CdR 57/2001 rev. 2), som blev vedtaget af Underudvalg 2 den 9. oktober 2001 med Michel Lebrun (medlem af det vallonske parlament og af parlamentet for det franske sprogfællesskab i Belgien, borgmester i Viroinval, medlem af den vallonske regering, B/PPE) som ordfører,

på baggrund af Europa-Parlamentets og Rådets forordning EF nr. 2887/2000 af 18. december 2000 om ubundtet adgang til abonnentledninger,

Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 12. juli 2000 om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, KOM(2000) 392 endelig,

Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse af 1. marts 2001 om Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om "forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester", CES 229/2001,

Kommissionens meddelelse af 31. januar 2001 om "Regionerne og den nye økonomi - Retningslinjer for EFRU's nyskabende aktioner for perioden 2000-2006", KOM(2001) 60 endelig -

på den 41. plenarforsamling den 14.-15. november 2001 (mødet den 15. november) enstemmigt vedtaget følgende udtalelse.

1. Da gode hjerner søger hen, hvor vilkårene er bedst, mener Regionsudvalget, at informations- og kommunikationsteknologierne (IKT) bør udnyttes optimalt, så affolkning af landdistrikterne og de dermed forbundne økonomiske og sociale omkostninger undgås.

2. Regionsudvalget understreger behovet for at tilvejebringe et egnet udbud af IKT-tjenester i landdistrikterne med henblik på at løse visse strukturelle problemer. Der er bl.a. brug for:

- mere effektive nødlægetjenester (f.eks. teletransmission af diagnoser), men også andre end disse (f.eks. fjernrøntgenundersøgelser, scanning, ekkografi, ultralyd),

- bistand og fjernovervågning af personer, som på grund af alder, sundhedstilstand eller særlige handicap har brug for sådanne tjenester,

- fjernuddannelsesaktiviteter (e-learning), især i form af videreuddannelse - en nødvendighed for vidensamfundet, hvor formidling af viden og teknologisk innovation er uløseligt forbundet,

- særlige kultur- og turistaktiviteter, der fremhæver de enkelte regioners identitet og aktiver,

- administrative online-tjenester,

3. Regionsudvalget anbefaler, at der skelnes skarpt mellem foranstaltninger, der skal vække en købedygtig efterspørgsel, der kan gøre de investeringer rentable, som der opnås enighed om i partnerskaberne mellem den offentlige og den private sektor vedrørende udbud af IKT-tjenester, og foranstaltninger, som bidrager direkte til etablering af telekommunikationsinfrastrukturer, der er tilpasset landdistrikternes særlige karakter.

4. Hvad angår foranstaltninger, der skal vække en købedygtig efterspørgsel, som kan rentabilisere de investeringer, den private og offentlige sektor går sammen om på området for udbud af IKT-tjenester, bemærker Regionsudvalget, at man ikke kan etablere faste eller mobile telekommunikationsinfrastrukturer, der muliggør højhastighedstransmission af data, uden først at have påvist, at der i de pågældende regioner findes en købedygtig efterspørgsel efter sådanne tjenester og det, de indeholder.

5. Regionsudvalget anbefaler, at man identificerer og fremmer en efterspørgsel efter IKT-tjenester, som svarer til landdistrikternes særlige karakteristika på det økonomiske, sociale, politiske og kulturelle område.

6. Det bør understreges, at der er en efterspørgsel efter adgang til kvalificeret ekspertise inden for bestemte sektorer (f.eks. landbrug og fiskeri). Det vil være hensigtsmæssigt at udarbejde eller fremme pilotprojekter eller forsøgsordninger på dette område. Man skal i den forbindelse være særlig opmærksom på den ældre befolkning i landdistrikterne, især inden for land- og skovbrug.

7. Regionsudvalget opfordrer til, at der ved hjælp af IKT-tjenester udvikles et aktivt samarbejde mellem de regionale aktører i markedsorienterede og ikke-markedsorienterede sektorer med henblik på at skabe en kritisk masse af aktiviteter.

8. Regionsudvalget ønsker at udbygge erfaringsudvekslingen om landdistrikternes specifikke udvikling for at få overblik over hele denne kortlægning af behov og omkostninger. Der vil f.eks. blive lagt vægt på, hvilke tekniske, finansielle og menneskelige ressourcer der er anvendt, og på, om de foreslåede teknologier har været acceptable.

9. På længere sigt må målet være at få en analysemodel, der kan beskrive og sammenligne de forskellige erfaringer, både succeshistorierne og fiaskoerne. Det kunne f.eks. være en database, der samler alle disse erfaringer og grupperer dem efter det enkelte landdistrikts særlige vilkår. Databasen skulle få nyt materiale gennem regelmæssig afholdelse af erfaringsudvekslingsseminarer og gennem etablering af et reelt interessefællesskab organiseret i netværk.

10. På grund af de dermed forbundne finansielle og økonomiske omkostninger er det ikke særlig sandsynligt, at der i landdistrikterne etableres faste telekommunikationsnet, der muliggør højhastighedstransmission af data (optiske fibre, kabler). Derimod lader det til, at digitale mobilteknologier af generation 2.5 og tredje generation kan bidrage til udjævning af de regionale skævheder, hvad angår adgang til mellem- og højhastighedstransmission.

11. Medlemsstaternes ønske om at maksimere indtægterne fra afgifter på tildeling af UMTS-licenser indebærer risiko for, at operatørerne koncentrerer deres etablering af net i byområderne og lader landdistrikterne i stikken.

12. For at sikre opfyldelse af de krav om dækning, der er indeholdt i UMTS-licenserne, foreslår Regionsudvalget, at mobiloperatører i Europa fremover kan pålægges en udvidet forsyningspligt, og at der sikres kompatibilitet mellem de eksisterende andengenerationsnet og de fremtidige UMTS-systemer (roaming).

13. Regionsudvalget anbefaler desuden, at der indføres en ordning, som indebærer fælles anvendelse af infrastrukturerne af tredje generation, og som er i overensstemmelse med EU's konkurrencelovgivning; at de forskellige former for adgangsgivende infrastrukturer i landdistrikterne underkastets en teknisk og økonomisk analyse, og at der fastlægges dækningsstrategier, der tager hensyn til den regionale profil.

14. Regionsudvalget foreslår, at man måler virkningerne i landdistrikterne af reglerne om liberalisering af adgang til abonnentnet(1), og at man giver en fortolkning af forsyningspligt i landdistriktsammenhæng(2), især kapitel II, artikel 4, stk. 2, der omhandler "tilslutning ... ved transmissionshastigheder og dataoverførsler, der er tilstrækkelige til at få adgang til Internettet".

15. Regionsudvalget anmoder om, at der tages hensyn til Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Europa-Parlamentets og Rådets forslag til direktiv om "forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester(3)".

16. Regionsudvalget anbefaler, at man tilpasser initiativer vedrørende indhold og anvendelsestjenester til vilkårene i landdistrikterne. Det kan ske gennem større deltagelse i horisontale initiativer som e-Europe-Regio-programmet og ledsagende foranstaltninger i EUGFL-regi med henblik på udvikling af landdistrikterne, men også ved deltagelse i EFRU's nyskabende aktioner 2000-2006(4) og i sektorprogrammer på områder som transport (Galileo, Intelligent Transport Systems), flersproget digitalt indhold (e-Content) og sundhed (Health-Online). Regionsudvalget finder det tvingende nødvendigt, at man inden for rammerne af de forskellige eksisterende programmer, der kan anvendes til dette formål, planlægger og finansierer initiativer vedrørende grundlæggende indføring i IT på alle skoler i landområderne, opretter offentligt tilgængelige telecentre, gennemfører kurser for landmænd og opretter særlige kvoter, der skal tildeles disse initiativer inden for samtlige erhvervsuddannelsesprogrammer. Desuden opfordrer Regionsudvalget medlemsstaterne til at yde finansiel støtte til områder og/eller regioner, der halter særligt bagefter med hensyn til indførelse af informationsteknologier.

Bruxelles, den 15. november 2001.

Jos Chabert

Formand for

Regionsudvalget

(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2887/2000 af 18. december 2000 om ubundtet adgang til abonnentledninger, EFT L 336 af 30.12.2000.

(2) KOM(2000) 392 endelig af 12.7.2000.

(3) CES 229/2001 - 2000/0183 COD af 1. marts 2001.

(4) KOM(2001) 60 endelig.

  翻译: