11.4.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 88/20


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets henstilling om tværnational mobilitet i Det Europæiske Fællesskab i uddannelsesøjemed: Det europæiske kvalitetscharter for mobilitet

KOM(2005) 450 endelig — 2005/0179 (COD)

(2006/C 88/06)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 10. oktober 2005 under henvisning til EF-traktatens 262 artikel at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det ovennævnte emne.

Det forberedende arbejde henvistes til Sektionen for Beskæftigelse, Sociale og Arbejdsmarkedsmæssige Spørgsmål og Borgerrettigheder, som udpegede Tomasz Czajkowski til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 24. januar 2006.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 424. plenarforsamling den 14.-15. februar 2006, mødet den 14. februar, følgende udtalelse med 144 stemmer for og 3 hverken for eller imod:

1.   Henstillinger

1.1

EØSU foreslår, at følgende punkter vies særlig opmærksomhed:

information om programmerne på såvel nationalt som lokalt plan på medlemsstaternes initiativ;

information om lige muligheder for ansøgerne;

informering af programdeltagerne om forsikringer, internationale aftaler og forsikringsdækningen i værtslandet;

klare, gennemsigtige og nøje fastlagte procedurer for udvælgelsen af deltagere;

et spørgeskema, som deltagerne skal udfylde efter deres deltagelse i programmet for at få et klart billede og deres vurdering af forløbet. Dette vil give mulighed for yderligere forbedringer af programmernes kvalitet og af Kommissionens og de nationale ansvarlige organers evne til at reagere hurtigt;

særlig vægt på forbedringen af deltagernes sprogkundskaber, så de kan få fuldt udbytte af den læseplan, de tilbydes;

mentorernes rolle, som består i at hjælpe og bistå deltagerne under deres udlandsophold, så de bedre kan akklimatisere sig og vænne sig til den nye situation;

en klar definition af de enkelte aktørers ansvarsområder for at undgå fremtidig uenighed eller misforståelser f.eks. mellem de udsendende og modtagende organisationer;

koordination af mobilitetspolitikken fremover på europæisk plan (og ikke på medlemsstatsplan), hvilket vil gøre det muligt at opfylde Kommissionens mål og medvirke til en reel gennemførelse af Lissabon-strategiens mål.

2.   Generelle bemærkninger

2.1

EØSU bifalder Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets henstilling om tværnational mobilitet i Det Europæiske Fællesskab i uddannelsesøjemed: Det europæiske kvalitetscharter for mobilitet (1). Mobilitet for EU-borgerne og forslaget om at fjerne alle hindringer for mobilitet mellem medlemsstaterne vil hjælpe med til at øge EU's konkurrenceevne i overensstemmelse med Lissabon-strategiens mål.

2.2

Det er opmuntrende, at medlemsstaterne, Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union og Kommissionen arbejder på at fjerne hindringerne for mobilitet på uddannelsesområdet (2).

2.3

Der har i flere tiår været mulighed for mobilitet i uddannelsesøjemed inden for EU, hvilket har sat deltagerne i de forskellige programmer i stand til at erhverve nye erfaringer og medvirket til at nedbryde sproglige og kulturelle barrierer i Europa.

2.4

EØSU noterer, at antallet af personer, som migrerer i uddannelsesøjemed, er tredoblet takket være de uddannelses- og udvekslingsprogrammer, som Kommissionen stiller til rådighed for medlemsstaterne.

2.5

EØSU ser også disse programmer som en lejlighed til at opbygge et europæisk tolerancepræget samfund, som er åbent over for mennesker med en anden tro, etnisk herkomst, seksuel orientering osv.

2.6

EØSU støtter kraftigt den nye generation af programmer og uddannelsesmuligheder, som Kommissionen foreslog i 2004. Den store interesse for disse programmer viser, at de unge indirekte bidrager til opfyldelsen af Lissabon-strategiens mål.

3.   Særlige bemærkninger

3.1

EØSU mener, at medlemsstaterne bør sørge for koordineringen af de enkelte programmer på såvel nationalt som lokalt plan.

3.2

Institutioner, organisationer, universiteter, skoler og mobilitetsprogrammernes koordinatorer bør gøre sig umage for at sikre gennemsigtigheden i alle procedurerne for udvælgelse af deltagere. Det har vist sig, at de ansvarlige for udvælgelsen af deltagere ofte betragter deltagelse i internationale udvekslingsprogrammer som en belønning for opfyldelsen af bestemte mål.

3.3

EØSU anbefaler at gennemføre bredt anlagte oplysningskampagner for at nå ud til det størst mulige antal potentielle deltagere. Man må gøre alt for at sikre, at så mange unge europæere som overhovedet muligt bliver informeret om programmernes mål og de muligheder, de byder på.

3.4

Medlemsstaterne bør garantere deltagerne, at de erfaringer og kvalifikationer, de erhverver gennem deres deltagelse i programmerne, bliver anerkendt.

3.5

EØSU ser også meget positivt på fremme af mobilitet i forbindelse med såvel erhvervsuddannelse som programmer for frivillige. Der er ingen tvivl om, at disse programmer bidrager til deltagernes faglige udvikling og sætter dem bedre i stand til at arbejde i et internationalt miljø.

3.6

Nogle medlemsstater, som snart vil have afsluttet gennemførelsen af de forskellige faser i Bologna-processen, anvender allerede henstillingerne vedrørende mobilitet i uddannelsesøjemed i »Det europæiske kvalitetscharter for mobilitet«. Charterets mål og de foreslåede foranstaltninger vurderes positivt, da de skal sikre en bedre udnyttelse af de programmer, Kommissionen foreslår.

3.7

Det skal bemærkes, at Kommissionens forslag kun indeholder elementer, som kan omsættes med gode resultater på europæisk plan.

3.8

Et positivt aspekt ved det foreliggende kommissionsforslag er det faktum, at koordinationen ikke vil medføre ekstra finansielle byrder, så der vil ikke være nogen hindringer for gennemførelsen af henstillingerne.

3.9

Da vedtagelsen af »Det europæiske kvalitetscharter for mobilitet« er frivillig, er der fare for, at medlemsstaterne vil forsøge at forhandle sig frem til særbestemmelser, som kan få konsekvenser for en effektiv opfyldelse af charterets mål og forsinke gennemførelsen på nationalt plan.

3.10

EØSU gør endvidere opmærksom på, at civilsamfundsorganisationer har peget på, at værtsorganisationer og de organisationer, der indbyder til deltagelse, ikke er godt nok forberedte på at gennemføre programmet, hvilket kan indvirke negativt på deltagernes endelige bedømmelse af programmet.

3.11

EØSU er af den opfattelse, at Kommissionen bør foreslå en dato for charterets ikrafttræden for derigennem at tilskynde medlemsstaterne til at skride til handling.

Bruxelles, den 14. februar 2006

Anne-Marie SIGMUND

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  KOM(2005) 450 endelig, 23.9.2005.

(2)  Europa-Parlamentets betænkning om »Uddannelse som hjørnesten i Lissabon-processen« (2004/2272(INI), ordfører: Guy Bono, 19.7.2005.

Beslutning vedtaget af Rådet og medlemsstaternes regeringsrepræsentanter den 14. december 2000 om en handlingsplan til fremme af mobilitet; Det Europæiske Råd i Nice, 7., 8. og 9. december 2000.


  翻译: