25.6.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 162/62

1.1

EØSU anerkender, at energieffektivitet medvirker afgørende til at værne om klimaet og overholde de forpligtelser, som EU påtog sig i Kyoto, og de nye mål for emissionsnedbringelse, der blev vedtaget på Rådsmødet i marts 2007, og anbefaler at øge indsatsen over for forbrugerne.

1.2

EØSU er overbevist om, at der i byggesektoren er store muligheder for at opnå energibesparelser, særligt på energiforbruget til opvarmning, aircondition, drivkraft og belysning og gennem varmeisoleringsteknikker i såvel tegnebordsfasen som ved bygningernes anvendelse.

1.3

I forbindelse med fastlæggelsen af foranstaltninger til forbedring af energieffektiviteten bør der tages højde for de fordele i form af omkostningsbesparelser, der kan opnås ved i langt højere grad at anvende teknologiske innovationer, således at slutbrugerne får mulighed for at træffe beslutninger vedrørende deres individuelle energiforbrug på et bedre oplyst grundlag.

1.4

EØSU finder, at det for slutbrugerne er vigtigt, at der tages mere direkte fat på spørgsmålene om information og finansiering ved at udvikle nyskabende metoder: Det er helt afgørende, at ejere og lejere ikke opfatter disse nye fællesskabsforanstaltninger som en ny skat, der pålægges et gode af så grundlæggende betydning som hjemmet.

1.5

Ifølge EØSU bør der findes ny kulturel motivation og opstilles nye incitamenter for dels at kompensere for meromkostningerne dels øge interessen for:

1.6

EØSU mener, at CEN's arbejde med fastlæggelse af ensartede standarder for måling af energiforbruget i eksisterende og nye bygninger og for attestering og eftersynsprocedurer i overensstemmelse med Kommissionens instruks på området bør fremskyndes.

1.7

EØSU understreger, at det er vigtigt, at man af hensyn til den internationale konkurrence undgår at skabe uforholdsmæssige hindringer for medlemsstaterne, og at man ikke pålægger ejere, som lejer deres ejendom ud eller selv bebor deres ejendom, for store omkostninger, som de ikke kan bære.

1.8

De forpligtelser og omkostninger, der er forbundet med attesteringsproceduren, bør efter EØSU's mening være ledsaget af offentlige kampagner, der skal sikre lige adgang til bedre energieffektivitet, især når det gælder sociale boliger og fleretages- og flerfamilieejendomme, særligt i de nye medlemsstater, hvor de fleste fleretages- og flerfamilieejendomme er standardbyggeri. Der kan anvendes standardcertifikater til sådanne bygninger..

1.9

Som et stort skridt i retning mod større europæisk sammenhæng mener EØSU, at det er vigtigt, at der udvikles fællesskabsinitiativer, der har til formål at harmonisere medlemsstaternes aktiviteter på området for energieffektivitet under hensyntagen til de lokale forhold.

1.10

EØSU foreslår følgende foranstaltninger, som kan være med til at gøre slutbrugerne mere bevidste om energieffektivitet generelt og i bygninger i særdeleshed:

1.11

Set med slutforbrugernes øjne mener EØSU, at man bør holde sig de forhold, der hindrer fremme og virkeliggørelse af energieffektive bygningerne i Europa for øje: hindringer af teknisk, økonomisk, finansiel, juridisk, administrativ, bureaukratisk, institutionel, forvaltningsmæssig og socialadfærdsmæssig karakter og hindringer, der følger af, at der ikke er iværksat en integreret indsats (ubalance mellem opvarmning/aircondition, ingen hensyntagen til det lokale klima osv.).

2.1

I konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde den 8.-9. marts 2007 i Bruxelles understreges det, at »det er nødvendigt at forbedre energieffektiviteten i EU med henblik på at nå målet om at spare 20 % på EU's energiforbrug i forhold til 2020-prognoserne«, og »energiforbrugeres adfærd med hensyn til energieffektivitet og energibesparelser, energiteknologi og -innovation og energibesparelser i bygninger« udpeges som hovedprioriteter.

2.1.1

Energieffektiviteten i bygninger indgår som et element i fællesskabsinitiativerne vedrørende klimaændringer (forpligtelser efter Kyoto-protokollen) og forsyningssikkerhed, særligt inden for rammerne af grønbøgerne om energiforsyningssikkerhed og energieffektivitet, som EØSU flere gange har udtalt sig om (3).

2.1.2

Energiforbruget til tjenester knyttet til bygninger tegner sig for ca. 40 % (4) af energiforbruget i EU.

2.1.3

I mange regioner i Europa er det gennemsnitlige forbrug pr. bolig alene til opvarmning 180 kWh/m2 pr. år. Dette viser, at de eksisterende bygninger i mange lande i Europa er meget lidt energieffektive.

2.1.4

Dette er der flere årsager til. På den ene side forbrugernes manglende kendskab til, at det bliver vanskeligere og vanskeligere at tilvejebringe energi til lave priser, og på den anden side den tendens, der er blandt arkitekter, entreprenører og de mange forskellige små virksomheder, der arbejder inden for byggeriet (5), til at bygge uden særlig hensyntagen til energieffektiviteten og miljøvenlige byggemetoder og i stedet prioritere æstetikken højere og følge øjeblikkets mode, herunder kvaliteten af gulve, overdådige sanitære installationer, udseende, udvendige glasfacader, typen af materialer og størrelsen af døre og vinduer.

2.1.4.1

I øvrigt skal det bemærkes, at de administrative organer, især de kommunale tekniske kontorer og sundhedstjenesterne, gør meget lidt ud af at undersøge energiforbruget i bygninger som et led i den kontrol, der skal afgøre, om bygningerne er egnede som boliger, eller også er de ikke tilstrækkeligt informerede.

2.1.4.2

Alligevel er der i modsætning til den almindelige opfattelse store muligheder for at øge energieffektiviteten ikke kun i nye bygninger, men også i eksisterende bygninger, og i særdeleshed i etageejendomme i storbyerne (6).

2.1.5

For så vidt angår renoveringen af de eksisterende infrastrukturer er de aftaler, der kan indgås med energispareselskaber (såkaldte ESCO'er — Energy Service Companies) vigtige, idet de pågældende selskaber herunder får overladt ansvaret for at forbedre de eksisterende bygninger med henblik på at opnå til tider meget store besparelser på energiregningen. Selskabet betales via de besparelser, der opnås ved at nedbringe forbruget (7).

2.1.6

Der kan derudover træffes en række foranstaltninger i forbindelse med mindre renoveringer som f.eks. udvendige vinduesskodder, installation af intelligente målere, der gør det muligt for forbrugeren til enhver tid at holde øje med sit forbrug, eller af gasfyrede varmtvandsanlæg, hvorved omkostningerne og udslippet af skadelige gasser kan nedbringes med 40 %. Endvidere har mikroventilationsanlæg i lejligheder vist sig at være meget effektive, og ved at være bevidst om, hvilket materiale der bruges til f.eks. gennemsigtige vertikale vægge (vinduer), kan man nedbringe varmetabet i en lejlighed med mindst 20 % (8). Også brugen af vandbesparende sanitærteknik sænker energiforbruget. Hvad angår energiregningerne, er det energileverandørens opgave klart og gratis at informere forbrugerne om forbruget i den samme periode året før, for at sætte forbrugsudviklingen i perspektiv.

2.1.7

EØSU er overbevist om, at der via initiativer i denne sektor kan opnås enorme besparelser, som således vil bidrage til opfyldelsen af de målsætninger, der knytter sig til klimaændringerne og energiforsyningssikkerheden. Da der er begrænsede muligheder for på både kort og mellemlang sigt at gøre noget ved energiforsyningssituationen, er det nødvendigt at sætte ind over for slutbrugerne og således:

2.1.8

Der er mange forskellige faktorer, der udgør hindringer for besparelser og en alternativ anvendelse af energiressourcerne:

2.1.9

Der er store muligheder for energibesparelser inden for byggesektoren, særligt på forbruget til opvarmning, drivkraft og belysning ved bygningernes anvendelse. Dette er tydeligt, hvis man ser på de såkaldte passive bygninger (10), hvor man ved at sætte mere og mere fokus på udvikling og udnyttelse af nye, mere energieffektive teknologier kan udnytte de store muligheder for at opnå besparelser med betydelige positive virkninger for innovationen og konkurrenceevnen i EU.

2.1.10

De strategiske målsætninger med energipolitikken sigter mod at:

2.1.11

I forbindelse med fastlæggelsen af foranstaltninger til forbedring af energieffektiviteten bør der tages hensyn til de fordele i form af omkostningsbesparelser, der kan opnås ved i langt højere grad at anvende teknologiske innovationer, således at slutbrugerne får mulighed for at træffe beslutninger vedrørende deres individuelle energiforbrug på et bedre oplyst grundlag. Dette kan ske ved at gøre relevante oplysninger tilgængelige om planlagte foranstaltninger til forbedring af energieffektiviteten, sammenlignelige slutbrugerprofiler og objektive tekniske specifikationer vedrørende energiforbrugende udstyr (11).

2.1.12

Alle oplysninger vedrørende energieffektiviteten, især dem der vedrører omkostningerne, bør i stort omfang udsendes i passende form til de berørte parter. Oplysningerne bør også beskrive de økonomiske og juridiske rammer, være støttet af informations- og pr-kampagner og give et samlet overblik over bedste praksis på alle niveauer.

2.1.13

De foranstaltninger, der udelukkende vedrører tekniske aspekter, er nødvendige, men ikke tilstrækkelige til at nedbringe energiforbruget i byggesektoren. Man er nødt til at se på spørgsmålet om det forholdsvis komplicerede samspil mellem de mange og meget forskellige brugere og den fortsatte teknologiske udvikling.

2.1.14

Under det forrige program for intelligent energi 2003-2006 blev initiativet EPDB (12)-bygningsplatform udviklet til at levere tjenester, der skal lette anvendelsen af direktiv 2002/91/EF om bygningers energimæssige ydeevne, der trådte i kraft i sin helhed i begyndelsen af 2006. Direktivet indeholder følgende bestemmelser, der er gældende for medlemsstaterne:

2.1.15

Teknisk set er det helt afgørende, at borgerne og forbrugerne er klar over, at der er brug for en integreret strategi, der bl.a. tager højde for:

2.1.15.1

Der er i det væsentlige to grundlæggende indikatorer:

2.1.16

For at opfylde målsætningerne om at begrænse energiforbruget og udledningen af forurenende og klimaforandrende gasser er der endvidere brug for politikker, der sigter mod:

2.1.17

Fællesskabsprogrammerne vedrørende innovation og forskning spiller en afgørende rolle for skabelsen af energieffektivitet i bygninger i forhold til den teknologiske målsætning om at udvikle intelligente energineutrale bygninger, dvs. bygninger med en positiv energibalance, der producerer mere, end de forbruger ved at anvende de mest almindelige alternative former for energi, nemlig sol-, vind- og geotermisk energi.

2.1.18

Ud over det nævnte rammeprogram for innovation og konkurrenceevne spiller også det syvende rammeprogram for FTU en afgørende rolle på fællesskabsniveau som støtte for udviklingen af rene energiteknologier, idet det lægger op til et særligt forskningstema inden for rammerne af særprogrammet Samarbejde.

2.1.19

Den europæiske tekniske standardisering på området for energieffektivitet i bygninger spiller en afgørende rolle. Den Europæiske Standardiseringsorganisation (CEN) er af Kommissionen blevet bedt om at udarbejde de tekniske standarder, der er nødvendige for anvendelsen af det nævnte direktiv om energibesparelser i byggebranchen (15). Opdraget vedrører:

2.1.20

Der er udarbejdet næsten 30 europæiske standarder (CEN) (16). Medlemsstaterne har allerede bekræftet, at de vil anvende disse standarder på frivillig basis. I det omfang det konstateres, at standarderne ikke overholdes på frivillig basis, bør standarderne gøres obligatoriske ved passende lovgivningsmæssige foranstaltninger.

2.1.21

Det er i alle tilfælde Kommissionens ansvar at forsyne medlemsstaterne med de redskaber, der er nødvendige for at udvikle en integreret og ensartet metode til beregning af den energimæssige ydeevne i bygninger. Så snart medlemsstaterne har fastlagt mindstekrav til energieffektiviteten, bør disse krav afspejles i »energieffektivitetsattester«, som i bund og grund er mærker, der tildeles bygninger på samme måde som de mærker, der tildeles husholdningsapparater. Bygningsattesterne er imidlertid mere omfattende og detaljerede og er vedlagt anbefalinger til, hvordan ydeevnen kan øges.

2.1.22

Forskningsprojekterne har klart vist, at en anden faktor af afgørende betydning for energiforbruget — ud over bygningernes tekniske installationer — er adfærden hos de personer, der anvender bygningerne (som beboelse eller som arbejdsplads i løbet af dagen), dvs. om de er meget eller lidt energibevidste.

2.1.22.1

I den forbindelse forekommer det hensigtsmæssigt at udbrede en kultur, hvor påklædningen er bedre tilpasset høje temperaturer og således f.eks. undgå at gå med jakkesæt og slips om sommeren (17). Dertil kommer en tilpas varm påklædning om vinteren, så det er muligt at holde temperaturen i lejligheder og kontorer på omkring 20-21 grader (18).

2.1.23

Bygningens placering i forhold til de fire verdenshjørner har ligeledes betydning for, hvor meget opvarmning der kræves for at gøre det behageligt for beboerne. Energiforbruget pr. beboer til opvarmning af identiske rækkehuse kan variere med en faktor 2,5 (og med en faktor 3 for huse med 4 facader), medens el-forbruget kan variere med en faktor 4 til 5.

2.1.23.1

Blandt andet i betragtning af ovenstående ville det være hensigtsmæssigt at udvide den nugældende lovgivning med nogle energieffektivitetskrav til ikke alene bygninger, men til hele kvarterer.

2.1.24

Borgerne bør bl.a. i skoleundervisningen (19) i stigende grad gøres bevidste om dels, at deres bolig har behov for et betydeligt omfang af primærenergi til:

dels, at en stor del af denne energi kan spares (20) med en minimal indsats og lidt god vilje.

2.1.25

Slutbrugerne skal ofte træffe vigtige afgørelser om investeringer, når de f.eks. bygger deres hus om, eller når de foretager større ændringer på huse, medens de endnu enten er på tegnebordet eller er under opførelse. Bygningernes energimæssige ydeevne påvirkes også i høj grad af beslutninger om at investere i ny teknologi, som også giver en betydelig energibesparelse, så som:

2.1.26

Det står klart, at hvis man ændrer den hidtidige almindelige referenceramme, bør der findes ny kulturel motivation og opstilles nye incitamenter for dels at kompensere for meromkostningerne dels øge interessen for:

2.1.27

Blandt incitamenterne bør følgende tages med i betragtning:

2.1.28

Alle foranstaltninger, der skal indføres for at opnå en væsentlig energibesparelse, bør tage hensyn til, at langt størstedelen af den europæiske befolkning bor i allerede eksisterende bygninger, og at nybygninger kun udgør en lille procentdel.

2.1.29

I udlejningsboligerne ligger der et problem i, at det generelt er ejeren, som skal afholde udgifter til energibesparende foranstaltninger (f.eks. nye døre og vinduer, højtydende fyringsanlæg, anlæg til produktion af ren energi), men brugerne, som nyder godt af de deraf følgende lavere omkostninger.

2.1.30

Dette problem kunne løses ved at fremme tredjepartsfinansieringsmetoden  (25). Denne metode består i hhv. at fremme energibesparelsesforanstaltninger i bygninger, som foretages af virksomheder, der er forbundet med kreditinstitutter, og i over et vist antal år at afskrive de gennemførte investeringer i energibesparende foranstaltninger via forskellen mellem det lavere omkostningsniveau efter investeringen og det gennemsnitlige omkostningsniveau, der ville have været i den pågældende periode, hvis man ikke havde foretaget investeringen.

2.1.31

En effektiv finansieringsform, som anvendes i de industrialiserede lande, og som kunne fremmes og udbredes, er den såkaldte energiefterspørgselsstyring (Demand Side Management -DSM). De virksomheder, der producerer eller leverer energi, investerer i energieffektivitetsforbedringer i de bygninger, de har ansvaret for. De besparelser, der opnås takket være investeringerne, dækker de afholdte udgifter.

2.1.32

Det er klart, at systemet kan forbedres, hvis der findes en hensigtsmæssig retsramme, som opmuntrer energileverandørerne til at investere i energieffektivitetsforbedringer i de bygninger, som de leverer varme til.

2.1.33

Det komplicerede problem med energibesparelser i beboelsesejendommene ser ens ud i de fleste EU-landene, og det kan ikke pga. de dermed forbundne omkostninger og spørgsmålets vanskelige karakter læsses over på slutbrugerne og borgerne. Eksempelvis har Tjekkiet forstået at anvende en del af midlerne fra samhørighedspolitikken til forbedringer af beboelsesejendommene.

2.1.34

Ombygninger, der foretages under iagttagelse af energisparehensyn, er derfor det område, der først bør sættes ind på. Målsætningerne om at begrænse energiforbruget og udledningen af forurenende gasser bør nås ved hjælp af politikker, der sigter mod:

2.1.35

Hvis en politik, der sigter mod energibesparelser i bygninger, skal være effektiv, skal den imidlertid inddrage ikke alene borgerne, men også de forskellige erhvervssammenslutninger og arbejdsgiverne i de forskellige sektorer, dvs.:

3.1.1

Målsætningen om at forbedre bygningers energieffektivitet indgår i talrige fællesskabsforanstaltninger, bl.a. direktivet om byggevarer fra 1989 (26), og for så vidt angår byggeriet er der SAVE-direktivet fra 1993 (27), et direktiv om energimærkning af bygninger fra 1993 (28), direktivet om energimæssig ydeevne fra 2002 (29), direktiv nr. 2005/32/EF om rammerne for fastlæggelse af krav til miljøvenligt design af energiforbrugende produkter fra 2005 (30), direktivet om energieffektivitet i slutanvendelserne og om energitjenester fra 2006 (31), medens der også findes talrige produktspecifikke lovforanstaltninger som f.eks. direktivet om varmtvandskedler (32), kontorudstyr (33), husholdningsapparaters energi- og ressourceforbrug (34), energieffektivitetskrav til elektriske køleskabe (35), energieffektivitetskrav for forkoblinger til lysstofbelysning (36). Direktivet om energimæssig ydeevne fra 2002 vedrører specifikt forbedring af den energimæssige ydeevne i såvel nyopførte som allerede eksisterende beboelsesejendomme og andre ejendomme.

3.1.2

Sidste frist for overtagelse af dette direktiv var fastsat til den 4. januar 2006, men flere medlemslande har anmodet om og opnået en udsættelse (37), medens Kommissionen over for andre lande har iværksat en overtrædelsesprocedure for manglende eller ukorrekt omsættelse til national lovgivning (38). Under alle omstændigheder skulle opstillingen af kriterierne for opnåelse af energimærkning have fundet sted inden udgangen af 2007.

3.2.1

EØSU mener, at hvis man vil have held med at takle problemet vedrørende slutbrugernes bidrag til bygningernes energimæssige ydeevne, er det vigtigt at udpege de særlige kendetegn for de store dele af EU, der er berørt, og navnlig

3.2.2

Eksisterende bygningers typologi. I de nye medlemsstater og i de fem østtyske delstater indeholder bygningsarven et meget betydeligt energisparepotentiale i forhold til de øvrige eksisterende bygninger i EU-15.

3.2.2.1

Bygningsarven i disse områder er i vid udstrækning resultatet af byplanlægningsvalg i tiden efter Anden Verdenskrig, og er baseret på præfabrikerede elementer til store etageejendomme til flere familier, hvortil blev brugt hurtigt fremstillede, masseproducerede dele og ensartede, standardiserede og centraliserede tekniske løsninger. Denne bygningsarv har desuden igennem lang tid været afskåret fra enhver form for vedligehold og ombygning (39).

3.2.2.2

For eksempel optalte man i 2002 i Rumænien 4.819.104 beboelsesejendomme. Der var 83.799 store boligblokke med 2.984.577 lejligheder, dvs. cirka 60 % af alle de eksisterende lejligheder. Dertil kommer, at 53 % af beboelsesejendommene er mere end 40 år gamle. 37 % er mere end 20 år gamle, og kun 10 % har mindre end 10 år på bagen.

3.2.2.3

I de store boligblokke, som man generelt finder i alle de tidligere østbloklande, produceres den varme, der bruges til opvarmning, ventilation og opvarmning af brugsvand, i vid udstrækning (mere end 95 %) i centralvarmeanlæg. Undersøgelser fra 2005 af denne type bygninger har vist en potentiel energibesparelse på mellem 38 og 40 %.

3.2.2.4

Dette store energitab skyldes dels slutbrugerne: dårlig materialekvalitet, utilstrækkelig isolering, gammel, energikrævende teknologi, forældede opvarmningsanlæg, el-pærer med et højt energiforbrug, fyringsanlæg med lav ydeevne, varmepumper af dårlig kvalitet, osv…; dels de store tab, der skyldes en ineffektiv energiforvaltning, som medfører omfattende tab, (40) som i den sidste ende betales af forbrugerne. Forbedring af energieffektiviteten er den mest tilgængelige, mindst forurenende og billigste af alle de mulige løsninger.

3.2.3.1

I samtlige store klimazoner i såvel Nord- som Sydeuropa ligger gennemsnitsforbruget i boligsektoren på 4.343 kWh/år (41), hvoraf størstedelen anvendes til opvarmning, der samlet set står for 21,3 % af elforbruget, skønt der her primært er tale om de nord- og centraleuropæiske lande. Derefter følger elforbruget til køleskabe og frysere (14,5 %) og til belysning (10,8 %).

3.2.3.2

I Sydeuropa (Italien, Spanien, Portugal, Slovenien, Malta, Grækenland, Cypern og Sydfrankrig) er en af de vigtigste årsager til et stigende elforbrug den hastige udbredelse af klimaanlæg med lav effekt (42) og lav ydeevne (<12 kW output cooling power) og den udstrakte anvendelse heraf i sommerperioden.

3.2.3.3

Husstandenes elforbrug til klimaanlæg, som er dækket af direktiv 2002/31/EF, blev i 2005 anslået til et årligt gennemsnit på mellem 7 og 10 TWh i EU-25 (43). Det skal endvidere bemærkes, at i Europa tegner nyt, moderne multimedieudstyr, personlige computere, printere, scannere, modem og mobiltelefonopladere, som hele tiden er tilsluttet, sig for op mod 20 % af familiernes elforbrug.

3.3.1

Japans energiforbrug udgør cirka 6 % af det samlede verdensforbrug, og man har i landet gennem længere tid indført foranstaltninger, specielt i transport- og byggesektoren, for at søge at sænke forbruget og de deraf følgende CO2-udledninger, eftersom boligsektoren tegner sig for cirka 15 % af det samlede forbrug.

3.3.2

I boligsektoren anslås primærenergibesparelsen, sænkningen af CO2-udledningerne og besparelserne på energiomkostningerne, som gennemføres takket være energibesparende foranstaltninger i bygninger at ligge på omkring hhv. 28 %, 34 % og 41 % (44), De japanske standarder for energieffektivitet i beboelsesejendomme (45) blev revideret i 1999 og omfatter såvel standarder for ydelse som normative standarder: målet er, at mere end 50 % af de nye bygninger fuldt ud skal leve op til disse standarder.

3.3.3

Den japanske metode med en samlet vurdering af bygningerne og de husholdningsmaskiner, der anvendes, har følgende kendetegn:

3.3.4

I USA opstillede man allerede i 1987 i overensstemmelse med kapitlerne om beboelsesbygninger i den internationale kodeks om energibesparelser (International Energy Conservation Code — IECC (46) ) minimumstandarder for energieffektivitet for tolv typer af husholdningsapparater til brug i boligen (47), som danner grundlag for energilovgivningen i mange af delstaterne.

3.3.5

Kontrollen af bygningers energieffektivitet henhører under de enkelte staters og i mange tilfælde de enkelte amters (counties) kompetenceområde, selv efter vedtagelsen af energiloven af 2005 (Energy Policy Act — EPACT), som ved hjælp af hurtigere afskrivninger opmuntrer ejerne af udlejningsejendomme til at indføre energisparesystemer for at mindske afhængigheden af fossile brændstoffer.

3.3.6

Modellen for energikodeksen (MEC) (48), som er udviklet på baggrund af IECC i 1980'erne og regelmæssigt ajourført frem til 2006, er blevet suppleret med det føderale energiministeriums (DOE) program om kodeks for bygningers energiforbrug (Building Energy Codes Program) med det sigte løbende at fremme en bedre lovgivning om bygningers energimæssige ydeevne og at bistå delstaterne med at indføre og gennemføre disse love, som er underkastet regelmæssig revision med henblik på:

3.3.7

I 2007 blev der fremsat et forslag til føderal lov om bygningers energimæssige ydeevne, Energy Efficient Building Act, som sigter mod:

3.3.8

Ifølge DOE, det føderale energiministerium, kan projekteringen af nye mere komfortable og mere effektive bygninger reducere udgifterne til nedkøling eller opvarmning med 50 %, og foranstaltningerne til gennemførelse af lovgivningen om bygningers energieffektivitet kan skabe ny beskæftigelse i byggesektoren, i sektoren for ombygninger og anlæg.

4.1

EØSU har flere gange haft lejlighed til at udtale sig om behovet for dels at gennemføre væsentlige og bæredygtige energibesparelser gennem udvikling af teknikker, produkter og tjenesteydelser med et lavt energiforbrug dels at ændre befolkningens adfærdsmønster for at nedbringe energiforbruget, men samtidig fastholde samme livskvalitet.

4.2

EØSU anerkender, at energieffektivitet i høj grad medvirker til at værne om klimaet og overholde de forpligtelser til at nedbringe emissionerne, som EU påtog sig i Kyoto, og anbefaler at øge indsatsen over for forbrugerne.

4.3

Hvis man ønsker at fremme energibesparelser i bygninger, vil det efter EØSU's mening være en god idé at foretage en tilbundsgående analyse af, hvilke hindringer der har ligget i vejen for en fuld gennemførelse af direktivet om energimæssig ydeevne, og under alle omstændigheder indrømme en overgangsperiode på f.eks. cirka 10 år til at indføre obligatorisk energimærkning af samtlige eksisterende bygninger, der er omfattet af direktivet.

4.4

Allerede i 2001, da EØSU i sin udtalelse om forslaget til direktivet om energimæssig ydeevne gentog, at det støttede Kommissionens initiativ og var villig til at udvikle en fælles metode vedrørende bygningers energimæssige status, understregede det bl.a., at der »ikke bør skabes uforholdsmæssige hindringer for medlemsstaterne af hensyn til den internationale konkurrence«, og »at det må sikres, at man ikke lader lejere eller ejere, der selv bebor deres ejendom, afholde uforholdsmæssige udgifter, hvilket ville gøre direktivets målsætninger virkningsløse og få borgerne til at tage afstand fra Den Europæiske Union« (49).

4.5

EØSU finder det vigtigt, at en eventuel udvidelse af direktivet om energimæssig ydeevne indeholder en garanti for, at der i direktivet indføres en livscyklusanalyse i byggesektoren med det sigte at vise sektorens indflydelse på kulstofkredsløbet og dermed give forbrugerne og de lovgivningsansvarlige myndigheder mulighed for at få en klarere idé om, hvilke konsekvenser de materialer, der anvendes i byggesektoren, har for CO2-udledningerne.

4.5.1

En eventuel udvidelse af fællesskabsretten på dette område bør under alle omstændigheder underkastes en passende konsekvensanalyse, såfremt den skal slå igennem på markederne og omkostningerne for slutbrugerne, hvad enten de er ejere eller lejere.

4.5.2

Det bør endvidere garanteres, at de ønskede foranstaltninger til forbedring af varmeisoleringen sikrer tilstrækkelig luft- og vanddampscirkulation, forhindrer fugt og ikke forårsager bygningsskader, som f.eks. mugdannelse.

4.6

EØSU har allerede haft lejlighed til at fremhæve følgende (50): »Relevante foranstaltninger til styrkelse af energieffektiviteten varierer meget på grund af forskellige lokale forhold og aktioner. Deres virkning på det indre marked synes begrænset. På denne baggrund er det vigtigt, jf. subsidiaritetsprincippet, at supplerende foranstaltninger på EU-niveau reelt giver et merudbytte«.

4.7

Proceduren for energimærkning bør være ledsaget af offentlige kampagner, der skal sikre lige adgang til bedre energieffektivitet, især når det gælder sociale boliger og fleretages- og flerfamilieejendomme.

4.8

Regelmæssig vedligeholdelse af fyringsanlæg, klimaanlæg og andre alternative energianlæg udført af fagfolk bidrager til at sikre, at de er korrekt indstillede i henhold til produktspecifikationerne og dermed, at de fungerer optimalt.

4.9

På baggrund af de positive erfaringer, som visse medlemsstater allerede har gjort sig, og som opfølgning af de resultater, der gennem de tidligere år er opnået med at gennemføre vigtige EU-politikker, foreslår EØSU hermed visse foranstaltninger, som kan bidrage til at fremme energieffektiviteten generelt, og navnlig i bygninger:

4.10

EØSU finder, at det for slutbrugerne er vigtigt, at der tages mere direkte fat på spørgsmålene om information og finansiering gennem udvikling af nyskabende metoder: Det er helt afgørende, at ejere og lejere ikke opfatter disse nye fællesskabsforanstaltninger som en ny skat, der pålægges et gode af så grundlæggende betydning som hjemmet.

4.11

Overholdelse af Kyoto-protokollen og energibesparelser bør ikke fremstå som en simpel overførsel af højere omkostninger fra de energiproducerende virksomheder til slutbrugerne og EU-borgerne.

4.12

For at begrænse den enkelte boligejers udgifter og omkostninger mener EØSU, at energimærkning så vidt muligt bør foretages for hele ejendomme på baggrund af stikprøvelejligheder, og at den bør tjene som energimærkning af de enkelte lejligheder i ejendommen.

4.13

Hvis Kommissionen sørgede for at oprette et netsted, som var forbundet til de nationale netsteder, ville det bidrage til at overvinde de juridiske, institutionelle, forvaltningsmæssige og tekniske hindringer, der ligger i vejen for en brugervenlig adgang for slutbrugerne.

4.14

Udvalget vil gerne sætte et godt eksempel med hensyn til energieffektiviteten i sine egne bygninger. Det noterer sig det fantastiske eksempel, som dets nære nabo i Bruxelles — »Renewable Energy House« — har sat ved at vise, at man kan opnå betydelige forbedringer i eksisterende bygninger, uden at det behøver at koste så meget. Der er allerede opnået visse forbedringer i udvalgets bygninger med henblik på en EMAS-certificering. Udvalget har endvidere anmodet sin administration om en ny rapport om de hidtil opnåede fremskridt og med angivelse af muligheder for yderligere forbedringer.