CE2009038DA.01002601.xml

med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. …/2009 af … om de nærmere regler til gennemførelse af forordning (EF) nr. 883/2004 om koordineringen af de sociale sikringsordninger

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 42 og 308,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger (1), særlig artikel 89,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (2),

1. I forbindelse med gennemførelsesforordningen baseres udvekslinger af oplysninger mellem medlemsstaternes myndigheder og institutioner og personer, der er omfattet af grundforordningen, på principperne om public service, effektivitet, aktiv bistand, hurtig levering og tilgængelighed, herunder e-tilgængelighed, især for handicappede og ældre.

2. Institutionerne forelægger eller udveksler straks alle oplysninger, der er nødvendige for at fastsætte og bestemme rettigheder og forpligtelser for de personer, som grundforordningen finder anvendelse på. Oplysningerne overføres mellem medlemsstaterne enten direkte af institutionerne selv eller indirekte via forbindelsesorganerne.

3. Hvis en person ved en fejl har fremsendt oplysninger, dokumenter eller anmodninger til en institution på en anden medlemsstats område end den, hvor den institution, der er udpeget i henhold til gennemførelsesforordningen, er beliggende, videresender den første institution straks de pågældende oplysninger, dokumenter eller anmodninger til den institution, der er udpeget i henhold til gennemførelsesforordningen, med angivelse af den dato, hvor de første gang blev fremsendt. Denne dato er bindende for sidstnævnte institution. En medlemsstats institutioner skal imidlertid ikke holdes ansvarlige eller anses for at have truffet en afgørelse som følge af passivitet, fordi fremsendelsen af oplysninger, dokumenter eller anmodninger fra andre medlemsstaters institutioner er blevet forsinket.

4. Når oplysninger overføres indirekte via bestemmelsesmedlemsstatens forbindelsesorgan, starter fristerne for at besvare anmodningerne på den dato, hvor dette forbindelsesorgan modtog anmodningen, som om det var modtaget af institutionen i den pågældende medlemsstat.

Omfanget af og reglerne for udveksling af oplysninger mellem de berørte personer og institutionerne

1. Personer, der er omfattet af grundforordningen, meddeler den relevante institution de oplysninger, dokumenter eller anden dokumentation, der er nødvendige for at fastslå deres eller deres familiers situation, for at fastslå eller bevare deres rettigheder og forpligtelser og for at fastlægge, hvilken lovgivning der skal anvendes, og hvilke forpligtelser der påhviler vedkommende under den pågældende lovgivning.

2. Ved indsamling, overførsel eller behandling af personoplysninger i medfør af den nationale lovgivning med henblik på at gennemføre grundforordningen bør medlemsstaterne sikre, at de berørte personer fuldt ud er i stand til at udøve deres rettigheder vedrørende beskyttelse af personoplysninger i overensstemmelse med fællesskabsbestemmelserne om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og fri udveksling af sådanne oplysninger.

3. I det omfang det er nødvendigt for anvendelsen af grundforordningen og gennemførelsesforordningen, videregiver de relevante institutioner straks oplysningerne og udsteder de fornødne dokumenter til de berørte personer.

Den pågældende institution underretter ansøgeren, der har bopæl eller opholder sig i en anden medlemsstat, om sin afgørelse enten direkte eller gennem bopæls- eller opholdsmedlemsstatens forbindelsesorgan. Ved afslag på en ansøgning om ydelser skal den også angive årsagerne til afslaget samt klagemuligheder og -frister. En genpart af afgørelsen sendes til andre involverede institutioner.

1. Den Administrative Kommission fastsætter strukturen, indholdet, og formatet af, samt detaljerede ordninger vedrørende udvekslingen af dokumenter og strukturerede elektroniske dokumenter.

2. Oplysningerne overføres mellem institutionerne eller forbindelsesorganerne ad elektronisk vej, enten direkte eller indirekte via kontaktpunkterne, i et fælles, sikkert system, hvor tavshedspligten og beskyttelsen af udvekslingen af oplysninger er garanteret.

3. I kommunikationen med de berørte personer anvender de relevante institutioner de ordninger, der er bedst egnede i hvert enkelt tilfælde, og de foretrækker så vidt muligt anvendelsen af elektroniske midler. Den Administrative Kommission fastlægger de praktiske regler for fremsendelsen af oplysninger, dokumenter eller afgørelser til den pågældende person ad elektronisk vej.

Den juridiske værdi af dokumenter og anden dokumentation, der er udstedt i en anden medlemsstat

1. De dokumenter, der er udstedt af en medlemsstats institution, og som viser en persons situation i forbindelse med anvendelsen af grundforordningen og gennemførelsesforordningen, og anden dokumentation, på grundlag af hvilken der er udstedt dokumenter, skal accepteres af de øvrige medlemsstaters institutioner, så længe de ikke er blevet trukket tilbage eller erklæret ugyldige af den medlemsstat, hvor de er udstedt.

2. Hvis der rejses tvivl om dokumentets gyldighed eller om rigtigheden af de faktiske omstændigheder, som oplysningerne i dokumentet bygger på, anmoder institutionen i den medlemsstat, der modtager dokumentet, den udstedende institution om de fornødne uddybende forklaringer og evt. om, at dokumentet trækkes tilbage. Den udstedende institution tager grundene til udstedelsen af dokumentet op til revision og trækker det om nødvendigt tilbage.

3. I medfør af stk. 2 foretager institutionen på opholds- eller bopælsstedet, hvis der rejses tvivl om de oplysninger, som de pågældende personer har fremlagt, gyldigheden af et dokument eller af underbyggende dokumentation eller om rigtigheden af de faktiske omstændigheder, som oplysningerne i dokumentet bygger på, efter anmodning fra den kompetente institution den nødvendige kontrol af disse oplysninger eller dokumenter, så vidt dette er muligt.

4. Hvis de berørte institutioner ikke når til enighed, kan sagen forelægges for Den Administrative Kommission af de kompetente myndigheder tidligst en måned efter datoen for forelæggelsen af anmodningen fra den institution, der modtog dokumentet. Den Administrative Kommission skal søge at forlige synspunkterne inden for seks måneder efter den dato, hvor den fik sagen forelagt.

1. Medmindre andet er fastsat i gennemførelsesforordningen, gælder det, at hvis der er uenighed mellem institutionerne eller myndighederne i to eller flere medlemsstater om, hvilken lovgivning der skal anvendes, bliver den berørte person midlertidigt omfattet af lovgivningen i en af disse medlemsstater, idet prioriteringsrækkefølgen fastsættes som følger:

2. I tilfælde af uenighed mellem institutionerne eller myndighederne i to eller flere medlemsstater med hensyn til, hvilken institution der skal udrede natural- eller kontantydelserne, modtager den pågældende, som ville kunne gøre krav på ydelser, hvis en sådan uenighed ikke forelå, foreløbige ydelser efter den lovgivning, der gælder for institutionen på den pågældendes bopælssted, eller — hvis den pågældende ikke er bosat på en af de berørte medlemsstaters område — efter den lovgivning, der gælder for den institution, hvortil anmodningen først blev indgivet.

3. Hvis de berørte institutioner eller myndigheder ikke når til enighed, kan sagen forelægges for Den Administrative Kommission af de kompetente myndigheder tidligst en måned efter den dato, hvor uenigheden som nævnt i stk. 1 eller 2 opstod. Den Administrative Kommission forsøger at forlige synspunkterne inden for seks måneder efter den dato, hvor den fik sagen forelagt.

4. Hvis det enten fastslås, at den lovgivning, der skal anvendes, ikke er den lovgivning, der gælder i den medlemsstat, hvor den midlertidige optagelse i en forsikringsordning har fundet sted, eller at den institution, der har tilkendt de foreløbige ydelser, ikke var den kompetente institution, anses den institution, der fastslås som kompetent, for at være dette med tilbagevirkende kraft, som om der ikke havde været nogen uenighed, senest enten fra den dato, hvor den midlertidige optagelse begyndte, eller fra den første foreløbige tilkendelse af de pågældende ydelser.

5. Om nødvendigt regulerer den institution, der fastslås som kompetent, og den institution, der har udbetalt kontantydelser foreløbigt eller har modtaget bidrag foreløbigt, den pågældende persons økonomiske situation med hensyn til foreløbigt betalte kontantbidrag og -ydelser i overensstemmelse med afsnit IV, kapitel III, i gennemførelsesforordningen.

Naturalydelser, der tilkendes foreløbigt af en institution efter stk. 2, refunderes af den kompetente institution efter afsnit IV i gennemførelsesforordningen.

1. Medmindre andet er fastsat i gennemførelsesforordningen, gælder det, at hvis en person er berettiget til en ydelse eller skal betale et bidrag efter grundforordningen, og den kompetente institution ikke råder over alle de oplysninger om situationen i en anden medlemsstat, der er nødvendige for at foretage den endelige beregning af ydelsens eller bidragets størrelse, tilkender denne institution efter anmodning fra den berørte person ydelsen eller beregner bidraget på foreløbig basis, hvis en sådan beregning er mulig på grundlag af de oplysninger, den pågældende institution har til sin rådighed.

2. Der foretages en ny beregning af ydelsen eller bidraget, når al den nødvendige dokumentation eller alle de nødvendige dokumenter er forelagt den pågældende institution.

1. Bestemmelserne i gennemførelsesforordningen træder i stedet for de bestemmelser, der er fastsat i aftaler om anvendelse af de overenskomster, der er omhandlet i artikel 8, stk. 1, i grundforordningen, bortset fra de bestemmelser, der vedrører aftaler om overenskomster, der er anført i bilag II til grundforordningen, og forudsat at bestemmelserne i de pågældende aftaler er anført i bilag I til gennemførelsesforordningen.

2. Medlemsstater kan om nødvendigt indbyrdes indgå aftaler om anvendelse af de overenskomster, der er omhandlet i artikel 8, stk. 2, i grundforordningen, forudsat at aftalerne ikke forringer de berørte personers rettigheder og forpligtelser og er anført i bilag I til gennemførelsesforordningen.

1. To eller flere medlemsstater eller deres kompetente myndigheder kan aftale andre procedurer end dem, der er fastsat i gennemførelsesforordningen, forudsat at sådanne procedurer ikke forringer de berørte personers rettigheder eller forpligtelser.

2. Den Administrative Kommission underrettes om således indgåede aftaler, og de anføres i bilag I til gennemførelsesforordningen.

3. Bestemmelser, der er indeholdt i gennemførelsesaftaler, der er indgået mellem to eller flere medlemsstater med samme formål som, eller som svarer til dem, der er indeholdt i stk. 2, og som er i kraft dagen før gennemførelsesforordningens ikrafttræden og er indeholdt i bilag V til forordning (EØF) nr. 574/72, finder fortsat anvendelse med henblik på forbindelser mellem disse medlemsstater, forudsat at de også er indeholdt i bilag I til gennemførelsesforordningen.

Uanset, hvad der måtte være fastsat i andre bestemmelser i grundforordningen, gælder det, at når de ydelser, der kan kræves udbetalt efter lovgivningen i to eller flere medlemsstater, samtidigt nedsættes, inddrages midlertidigt eller bortfalder, divideres de ydelsesbeløb, som ikke udbetales ved en streng anvendelse af de i de berørte medlemsstaters lovgivning fastsatte bestemmelser om nedsættelse, midlertidig inddragelse eller bortfald af ydelser, med det antal ydelser, som skal nedsættes, inddrages midlertidigt eller bortfalde.

1. Hvis der er uenighed mellem institutioner i to eller flere medlemsstater om fastsættelse af bopælen for en person, der er omfattet af grundforordningen, fastsætter de pågældende institutioner ved fælles aftale, hvor den pågældende persons interessecenter er, på grundlag af en samlet vurdering af alle tilgængelige oplysninger om relevante forhold, der i givet fald bl.a. kan omfatte:

2. Hvis de berørte institutioner ikke kan nå til enighed under hensyntagen til de forskellige kriterier baseret på relevante kendsgerninger i stk. 1, betragtes den pågældende persons hensigt, som den fremgår af sådanne kendsgerninger og omstændigheder, bl.a. årsagerne til, at den pågældende er flyttet, som afgørende ved fastsættelsen af vedkommendes faktiske bopælssted.

1. Ved anvendelsen af artikel 6 i grundforordningen henvender den kompetente institution sig til institutionerne i de medlemsstater, hvis lovgivning den pågældende person også var undergivet, for at få fastlagt alle de perioder, der er tilbagelagt efter deres lovgivning.

2. De respektive forsikrings- eller beskæftigelsesperioder, eller perioder med selvstændig virksomhed eller bopælsperioder, hvor den pågældende har været underlagt en medlemsstats lovgivning, lægges til de perioder, hvor den pågældende har været underlagt enhver anden medlemsstats lovgivning, for så vidt det er nødvendigt ved anvendelsen af artikel 6 i grundforordningen, og forudsat at disse perioder ikke er helt eller delvis sammenfaldende.

3. Når en forsikrings- eller bopælsperiode, hvor den pågældende har været underlagt en medlemsstats lovgivning om en tvungen forsikring, falder sammen med en forsikringsperiode, hvor den pågældende har været underlagt en anden medlemsstats lovgivning om en frivillig forsikring eller en frivillig fortsat forsikring, medregnes alene den periode, som er tilbagelagt efter den tvungne forsikring.

4. Når en forsikrings- eller bopælsperiode, der ikke er en ligestillet periode, hvor den pågældende har været underlagt en medlemsstats lovgivning, er sammenfaldende med en tilsvarende periode, hvor den pågældende har været underlagt en anden medlemsstats lovgivning, medregnes alene den periode, som ikke er en ligestillet periode.

5. En efter lovgivningen i to eller flere medlemsstater ligestillet periode skal alene medregnes af institutionen i den medlemsstat, i henhold til hvis lovgivning forsikringstageren senest har været tvungent forsikret forud for den nævnte periode. Hvis den pågældende person ikke var tvungent forsikret efter lovgivningen i en medlemsstat forud for den nævnte periode, medregnes denne af institutionen i den medlemsstat, i hvilken den pågældende første gang efter den nævnte periode blev tvungent forsikret.

6. Hvis det tidsrum, hvor den pågældende i visse forsikrings- eller bopælsperioder, har været underlagt en medlemsstats lovgivning, ikke kan fastslås med bestemthed, antages det, at disse perioder ikke falder sammen med forsikrings- eller bopælsperioder, hvor den pågældende har været underlagt en anden medlemsstats lovgivning, og de skal, hvis det er fordelagtigt, medregnes ved sammenlægning af perioder, for så vidt de med rimelighed kan komme i betragtning i dette øjemed.

1. Hvor perioder, hvor den pågældende har været underlagt en medlemsstats lovgivning, udtrykkes i andre tidsenheder end dem, der anvendes i en anden medlemsstats lovgivning, sker den for sammenlægningen nødvendige omregning i henhold til grundforordningens artikel 6, efter følgende regler:

2. Anvendelsen af stk. 1 kan ikke medføre, at der for samtlige de i et kalenderår tilbagelagte perioder medregnes et tidsrum, der i alt overstiger antallet af dage i den sidste kolonne i skemaet i stk. 1, litra b), 52 uger, tolv måneder eller fire kvartaler.

Hvis de perioder, der skal omregnes, svarer til det maksimale antal årlige perioder i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvor de er tilbagelagt, kan anvendelsen af stk. 1 ikke inden for et kalenderår medføre perioder, der er kortere end det mulige maksimale årlige antal perioder, der er fastsat i henhold til den pågældende lovgivning.

3. Omregningen skal foretages enten på én gang for alle de perioder, der meddeles som det samlede antal, eller for hvert enkelt år, hvis perioderne meddeles fra år til år.

4. Når en institution meddeler perioder udtrykt i dage, skal den samtidig oplyse, om den ordning, den administrerer, er baseret på fem dage, seks dage eller syv dage.

1. Ved anvendelsen af artikel 12, stk. 1, i grundforordningen kan en »person, der har lønnet beskæftigelse i en medlemsstat for en arbejdsgiver, som normalt udøver sin virksomhed i denne medlemsstat, og som af denne arbejdsgiver udsendes i en anden medlemsstat«, være en person, som ansættes med henblik på at blive udsendt til en anden medlemsstat, forudsat at den pågældende person umiddelbart inden starten af sin ansættelse allerede er omfattet af lovgivningen i den medlemsstat, hvor vedkommendes arbejdsgiver er etableret.

2. Ved anvendelsen af artikel 12, stk. 1, i grundforordningen henviser ordene »som normalt udøver sin virksomhed i denne medlemsstat« til en arbejdsgiver, der normalt udøver omfattende virksomhed, der ikke blot er intern forvaltning, i den medlemsstat, hvor vedkommende er etableret, idet der tages hensyn til alle kriterier, der karakteriserer den virksomhed, der udøves af den pågældende virksomhed. De relevante kriterier skal tilpasses hver enkelt arbejdsgivers særlige karakteristika og det reelle indhold af den virksomhed, der udøves.

3. Ved anvendelsen af artikel 12, stk. 2, i grundforordningen forstås ved »en person, der normalt udøver selvstændig virksomhed« en person, der sædvanligvis udøver omfattende virksomhed på den medlemsstats område, hvor vedkommende er etableret. Vedkommende skal navnlig have udøvet sin virksomhed i nogen tid forud for den dato, hvor han ønsker at drage fordel af bestemmelserne i den nævnte artikel, og under enhver periode med midlertidig virksomhed i en anden medlemsstat skal vedkommende fortsat opfylde betingelserne for at udøve sin virksomhed i den medlemsstat, hvor vedkommende er etableret, for at virksomheden kan fortsættes, når vedkommende vender tilbage.

4. Ved anvendelsen af artikel 12, stk. 2, i grundforordningen er kriteriet for at fastslå, om den virksomhed, en selvstændig erhvervsdrivende skal udøve i en anden medlemsstat, er en »lignende« virksomhed i forhold til den normalt udøvede selvstændige virksomhed, aktivitetens reelle indhold og ikke det, at den af den anden medlemsstat måtte være betegnet som lønnet beskæftigelse eller selvstændig virksomhed.

5. Ved anvendelsen af artikel 13, stk. 1, i grundforordningen er en person, der »normalt har lønnet beskæftigelse i to eller flere medlemsstater«, navnlig en person, der

6. Ved anvendelsen af artikel 13, stk. 2, i grundforordningen er en person, der »normalt udøver selvstændig virksomhed i to eller flere medlemsstater«, navnlig en person, der samtidig eller skiftevis udøver en eller flere særskilte former for selvstændig virksomhed, uanset denne selvstændige virksomheds art, i to eller flere medlemsstater.

7. For at kunne sondre mellem den virksomhed, der udøves i henhold til stk. 5 og 6, og situationer, der er beskrevet i artikel 12, stk. 1 og 2, i grundforordningen, er varigheden af den virksomhed, der udøves i en eller flere andre medlemsstater, afgørende (om den har varig karakter, ad hoc-karakter eller midlertidig karakter). Der skal i den sammenhæng foretages en samlet vurdering af alle relevante forhold, herunder navnlig, når det drejer sig om en arbejdstager, arbejdsstedet, således som det er fastsat i arbejdskontrakten.

8. Ved anvendelsen af artikel 13, stk. 1 og 2, i grundforordningen udøves »en væsentlig del af beskæftigelsen/virksomheden« i en medlemsstat, når en kvantitativt væsentlig del af alle arbejdstagerens eller den selvstændige erhvervsdrivendes aktiviteter udøves i den pågældende medlemsstat, uden at det nødvendigvis drejer sig om hovedparten af disse aktiviteter.

For at afgøre, om en væsentlig del af aktiviteten udøves i en medlemsstat, tages følgende vejledende kriterier i betragtning:

I forbindelse med en samlet vurdering gælder det, at når mindre end 25 % med hensyn til ovennævnte kriterier er opfyldt, indikerer dette, at en væsentlig del af aktiviteten ikke udøves i den pågældende medlemsstat.

9. Ved anvendelsen af artikel 13, stk. 2, litra b), i grundforordningen fastlægges en selvstændig erhvervsdrivendes »interessecenter«, ved at samtlige aspekter af vedkommendes erhvervsmæssige virksomhed tages i betragtning, herunder navnlig det sted, hvor den pågældendes faste og permanente forretningssted er beliggende, virksomhedens sædvanlige karakter eller varighed, antallet af leverede tjenesteydelser og den pågældendes hensigter, således som de fremgår af omstændighederne.

10. Når det skal afgøres, hvilken lovgivning der finder anvendelse i henhold til stk. 8 og 9, tager de berørte institutioner den forventede situation i de næstfølgende 12 kalendermåneder i betragtning.

11. Hvis en person har lønnet beskæftigelse i to eller flere medlemsstater for en arbejdsgiver, der er etableret uden for Unionens område, og hvis vedkommende er bosat i en medlemsstat uden at udøve væsentlig aktivitet der, er vedkommende omfattet af lovgivningen i bopælsmedlemsstaten.

Procedurer ved anvendelse af artikel 11, stk. 3, litra b) og d), artikel 11, stk. 4, og artikel 12 i grundforordningen

1. Hvor en person udøver sin aktivitet i en anden medlemsstat end den kompetente medlemsstat i henhold til afsnit II i grundforordningen, underretter arbejdsgiveren eller den berørte person, hvis det drejer sig om en person, der ikke har lønnet beskæftigelse, den kompetente institution i den medlemsstat, hvis lovgivning finder anvendelse, om muligt på forhånd, jf. dog artikel 16 i gennemførelsesforordningen. Denne institution stiller straks oplysninger om, hvilken lovgivning der finder anvendelse på den berørte person i henhold til artikel 11, stk. 3, litra b), eller artikel 12 i grundforordningen, til rådighed for den institution, der er udpeget af den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor aktiviteten udøves.

2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på personer, der er omfattet af artikel 11, stk. 3, litra d), i grundforordningen.

3. En arbejdsgiver som omhandlet i artikel 11, stk. 4, i grundforordningen, der har en arbejdstager om bord på et skib, der fører en anden medlemsstats flag, skal underrette den kompetente institution i den medlemsstat, hvis lovgivning finder anvendelse, herom, om muligt på forhånd. Denne institution stiller straks oplysninger om, hvilken lovgivning der finder anvendelse på den berørte person i henhold til artikel 11, stk. 4, i grundforordningen, til rådighed for den institution, der er udpeget af den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvis flag føres af det skib, på hvilket arbejdstageren skal udøve aktiviteten.

1. En person, der udøver aktiviteter i to eller flere medlemsstater, underretter den institution, som er udpeget af den kompetente myndighed i bopælsmedlemsstaten, herom.

2. Den udpegede institution på bopælsstedet, fastlægger straks, hvilken lovgivning den pågældende skal være omfattet af, under hensyntagen til artikel 13 i grundforordningen og artikel 14 i gennemførelsesforordningen. Denne første fastlæggelse er midlertidig. Institutionen underretter de udpegede institutioner i de enkelte medlemsstater, hvor aktiviteten udøves, om den midlertidige fastlæggelse.

3. Den midlertidige fastlæggelse af, hvilken lovgivning der skal anvendes, jf. stk. 2, bliver endelig senest to måneder efter, at de institutioner, som er udpeget af de kompetente myndigheder i de pågældende medlemsstater, er blevet underrettet herom i overensstemmelse med stk. 2, medmindre det allerede er endeligt fastlagt i henhold til stk. 4, hvilken lovgivning der skal anvendes, eller mindst en af de pågældende institutioner inden udgangen af tomånedersperioden meddeler den institution, der er udpeget af den kompetente myndighed i bopælsmedlemsstaten, at den endnu ikke kan godkende fastlæggelsen eller er uenig heri.

4. Såfremt der på grund af usikkerhed om, hvilken lovgivning der skal anvendes, må optages kontakter mellem institutionerne eller myndighederne i to eller flere medlemsstater efter anmodning fra en eller flere af de institutioner, der er udpeget af de kompetente myndigheder i de berørte medlemsstater, eller fra de kompetente myndigheder selv, fastlægges det ved fælles aftale, hvilken lovgivning der skal gælde for den pågældende, under hensyntagen til artikel 13 i grundforordningen og de relevante bestemmelser i artikel 14 i gennemførelsesforordningen.

Er der uenighed mellem de berørte institutioner eller kompetente myndigheder, søger de pågældende at nå til enighed i overensstemmelse med ovennævnte betingelser, og artikel 6 i gennemførelsesforordningen finder anvendelse.

5. Den kompetente institution i den medlemsstat, hvis lovgivning er fastlagt til at skulle anvendes midlertidigt eller endeligt, underretter straks den pågældende person herom.

6. Hvis den pågældende person undlader at afgive de oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, finder denne artikel anvendelse på initiativ af den institution, der er udpeget af den kompetente myndighed i bopælsmedlemsstaten, så snart denne institution har fået underretning om den pågældendes situation, eventuelt via en anden berørt institution.

Kontraktansatte i de Europæiske Fællesskaber benytter ved ansættelseskontraktens undertegnelse deres ret til at vælge, jf. artikel 15 i grundforordningen. Den myndighed, der er beføjet til at indgå denne kontrakt, underretter den udpegede institution i den medlemsstat, hvis lovgivning den kontraktansatte i de Europæiske Fællesskaber har valgt at være omfattet af.

En anmodning fra arbejdsgiveren eller den berørte person om undtagelse fra artikel 11-15 i grundforordningen forelægges, om muligt på forhånd, den kompetente myndighed eller det organ, som er udpeget af den nævnte myndighed, i den medlemsstat, hvis lovgivning arbejdstageren eller den berørte person ønsker anvendt.

1. Den kompetente institution i den medlemsstat, hvis lovgivning skal anvendes i henhold til afsnit II i grundforordningen, underretter den berørte person og, hvis det er relevant, dennes arbejdsgiver(e) om de forpligtelser, der er indeholdt i den pågældende lovgivning. Institutionen yder dem den fornødne bistand til at overholde de formaliteter, der foreskrives af den pågældende lovgivning.

2. Efter anmodning fra den berørte person eller arbejdsgiveren attesterer den kompetente institution i den medlemsstat, hvis lovgivning skal anvendes i medfør af en bestemmelse i afsnit II i grundforordningen, at sådan lovgivning finder anvendelse med angivelse af evt. slutdato og betingelser.

1. De relevante institutioner sender den kompetente institution i den medlemsstat, hvis lovgivning finder anvendelse på en person i henhold til afsnit II i grundforordningen, de nødvendige oplysninger til fastsættelse af den dato, fra hvilken denne lovgivning finder anvendelse, og de bidrag, som den pågældende og dennes arbejdsgiver(e) har pligt til at indbetale i henhold til denne lovgivning.

2. Den kompetente institution i den medlemsstat, hvis lovgivning finder anvendelse i henhold til afsnit II i grundforordningen, stiller oplysninger om, fra hvilken dato denne lovgivning finder anvendelse, til rådighed for den institution, der er udpeget af den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvis lovgivning den pågældende sidst har været omfattet af.

1. En arbejdsgiver, der har sit hjemsted eller forretningssted uden for den kompetente medlemsstat, skal overholde alle de forpligtelser, der er foreskrevet i den lovgivning, der finder anvendelse i forhold til sine arbejdstagere, bl.a. pligten til at betale de bidrag, den pågældende lovgivning foreskriver, som om vedkommende havde sit hjemsted eller forretningssted i den kompetente medlemsstat.

2. En arbejdsgiver, der ikke har noget forretningssted i den medlemsstat, hvis lovgivning finder anvendelse, kan aftale med en arbejdstager, at denne på arbejdsgiverens vegne opfylder de forpligtelser, der påhviler arbejdsgiveren med hensyn til betaling af bidrag, dog med forbehold af arbejdsgiverens underliggende forpligtelser. Arbejdsgiveren skal sende en meddelelse om en sådan aftale til den kompetente institution i den pågældende medlemsstat.

1. De kompetente myndigheder eller institutioner sikrer, at alle nødvendige oplysninger om procedurerne og betingelserne for udredning af naturalydelser, gøres tilgængelige for forsikringstagerne, når sådanne ydelser modtages i en anden medlemsstat end den medlemsstat, hvor den kompetente institution er beliggende.

2. Uanset artikel 5, litra a), i grundforordningen kan en medlemsstat kun blive ansvarlig for udgifterne til ydelser i overensstemmelse med artikel 22 i grundforordningen, hvis forsikringstageren enten har ansøgt om pension i henhold til denne medlemsstats lovgivning, eller i overensstemmelse med artikel 23-30 i grundforordningen, hvis forsikringstageren modtager pension i henhold til denne medlemsstats lovgivning.

Bestemmelser om, hvilken ordning der skal finde anvendelse i tilfælde, hvor mere end én ordning i bopæls- eller opholdsmedlemsstaten

Såfremt lovgivningen i bopæls- eller opholdsmedlemsstaten omfatter mere end én forsikringsordning for sygdom, moderskab eller faderskab for mere end én kategori af forsikrede, er det lovgivningen vedrørende den almindelige ordning for arbejdstagere, der skal finde anvendelse i forbindelse med artikel 17, artikel 19, stk. 1, og artikel 20, 22, 24 og 26 i grundforordningen.

1. Ved anvendelsen af artikel 17 i grundforordningen skal forsikringstageren og/eller dennes familiemedlemmer lade sig registrere hos bopælsstedets institution. Vedkommendes ret til naturalydelser i bopælsmedlemsstaten attesteres ved et dokument udstedt af den kompetente institution på anmodning af forsikringstageren eller på anmodning af bopælsstedets institution.

2. Det dokument, der er omhandlet i stk. 1, forbliver gyldigt, indtil den kompetente institution underretter bopælsstedets institution om, at det er annulleret.

Bopælsstedets institution underretter den kompetente institution om enhver registrering i henhold til stk. 1 og om enhver ændring eller annullering af denne registrering.

3. Denne artikel finder tilsvarende anvendelse på de personer, der er omhandlet i artikel 22, 24, 25 og 26 i grundforordningen.

1. Ved anvendelsen af artikel 19 i grundforordningen forelægger forsikringstageren behandleren i opholdsmedlemsstaten et dokument, der er udstedt af den kompetente institution, og hvoraf det fremgår, at vedkommende er berettiget til naturalydelser. Hvis forsikringstageren ikke er i besiddelse af et sådant dokument, retter opholdsstedets institution efter anmodning, eller hvis det i øvrigt er nødvendigt, henvendelse til den kompetente institution for at fremskaffe et.

2. Dokumentet attesterer, at forsikringstageren er berettiget til naturalydelser på betingelserne i artikel 19 i grundforordningen på samme vilkår som personer, der er forsikret i henhold til opholdsmedlemsstatens lovgivning.

3. De naturalydelser, der er omhandlet i grundforordningens artikel 19, stk. 1, henviser til de naturalydelser, der tilkendes i opholdsmedlemsstaten i henhold til dennes lovgivning, og som bliver nødvendige af lægelige grunde for at forhindre, at forsikringstageren, inden det planlagte opholds ophør, bliver tvunget til at vende tilbage til den kompetente medlemsstat for dér at modtage den nødvendige behandling.

4. Hvis forsikringstageren reelt helt eller delvist har afholdt udgifterne til naturalydelser, der er udredt i henhold til artikel 19 i grundforordningen, og hvis den lovgivning, der anvendes af opholdsstedets institution, giver en forsikringstager mulighed for refusion af disse udgifter, kan vedkommende sende en refusionsanmodning til opholdsstedets institution. I dette tilfælde refunderer denne institution direkte forsikringstageren det beløb, der svarer til udgifterne til ydelserne inden for de rammer og refusionssatsbestemmelser, der er fastlagt i den lovgivning, den anvender.

5. Hvis der ikke er anmodet om udgiftsrefusion direkte fra opholdsstedets institution, får den pågældende refunderet de afholdte udgifter af den kompetente institution i overensstemmelse med de refusionssatser, der administreres af opholdsstedets institution, eller de beløb, som opholdsstedets institution ville have fået refunderet, hvis artikel 62 i gennemførelsesforordningen havde fundet anvendelse i det pågældende tilfælde.

Opholdsstedets institution skal efter anmodning give den kompetente institution alle nødvendige oplysninger om disse satser eller beløb.

6. Uanset stk. 5 kan den kompetente institution refundere de udgifter, der er afholdt inden for de rammer og refusionssatsbestemmelser, der er fastlagt i den lovgivning, den anvender, forudsat at forsikringstageren har givet sit samtykke til, at denne bestemmelse anvendes.

7. Hvis opholdsmedlemsstatens lovgivning ikke indeholder bestemmelser om refusion i henhold til stk. 4 og 5 i det pågældende tilfælde, kan den kompetente institution refundere udgifterne inden for de rammer og refusionstakstbestemmelser, der er fastlagt i den lovgivning, den anvender, uden forsikringstagerens samtykke.

8. Refusionen til forsikringstageren må under alle omstændigheder ikke overstige de udgifter, som vedkommende har afholdt.

9. Hvor det drejer sig om betydelige udgifter, kan den kompetente institution yde forsikringstageren et passende forskud, så snart vedkommende har indgivet refusionsansøgningen til den nævnte institution.

10. Stk. 1-9 finder tilsvarende anvendelse på en forsikringstagers familiemedlemmer.

1. Ved anvendelsen af artikel 20, stk. 1, i grundforordningen forelægger forsikringstageren opholdsstedets institution et dokument udstedt af den kompetente institution. Ved anvendelsen af denne artikel er den kompetente institution den institution, som afholder udgifterne ved den planlagte behandling; i de tilfælde, der er nævnt i artikel 20, stk. 4, og artikel 27, stk. 5, i grundforordningen, hvor de naturalydelser, der tilkendes i bopælsmedlemsstaten, refunderes på grundlag af faste beløb, er den kompetente institution bopælsstedets institution.

2. Hvis en forsikringstager ikke har bopæl i den kompetente medlemsstat, anmoder vedkommende om tilladelse fra bopælsstedets institution, som fremsender den til den kompetente institution med det samme.

I dette tilfælde attesterer bopælsstedets institution i en erklæring, om betingelserne i artikel 20, stk. 2, andet punktum, i grundforordningen er opfyldt i bopælsmedlemsstaten.

Den kompetente institution kan kun nægte at give den ønskede tilladelse, hvis betingelserne i artikel 20, stk. 2, andet punktum, i grundforordningen ikke er opfyldt i forsikringstagerens bopælsmedlemsstat ifølge en vurdering foretaget af bopælsstedets institution, eller hvis den samme behandling kan gives i den kompetente medlemsstat inden for en frist, der er lægeligt forsvarlig under hensyn til den pågældendes aktuelle helbredstilstand og udsigterne for sygdommens udvikling.

Den kompetente institution underretter bopælsstedets institution om sin beslutning.

Hvis der ikke er svaret inden for de frister, der er fastsat i den nationale lovgivning, anses tilladelsen for at være givet af den kompetente institution.

3. Hvis en forsikringstager, der ikke har bopæl i den kompetente medlemsstat, har brug for akut, livsvigtig behandling, og tilladelsen ikke kan nægtes i henhold til artikel 20, stk. 2, andet punktum, i grundforordningen, gives tilladelsen af bopælsstedets institution på vegne af den kompetente institution, der straks underrettes af bopælsstedets institution.

Den kompetente institution skal godtage de konstateringer og behandlingsmuligheder som er opstillet af læger, der er godkendt af den institution på bopælsstedet, der giver tilladelsen, vedrørende nødvendigheden af en akut, livsvigtig behandling.

4. Den kompetente institution bevarer retten til når som helst under proceduren for bevilling af tilladelse at lade forsikringstageren undersøge af en af den selv udpeget læge i opholds- eller bopælsmedlemsstaten.

5. Opholdsstedets institution underretter, uden dermed at foregribe en afgørelse om tilladelse, den kompetente institution, hvis det viser sig, at det lægeligt set er hensigtsmæssigt at supplere den behandling, der er omfattet af den eksisterende tilladelse.

6. Artikel 25, stk. 4 og 5, i gennemførelsesforordningen finder tilsvarende anvendelse, jf. dog stk. 7.

7. Hvis forsikringstageren faktisk helt eller delvist har afholdt udgifterne eller en del af udgifterne til den tilladte lægebehandling selv, og de udgifter, som den kompetente institution har pligt til at refundere opholdsstedets institution eller forsikringstageren i overensstemmelse med stk. 6, (de faktiske udgifter), er lavere end de udgifter, som den skulle påtage sig for samme behandling i den kompetente medlemsstat (de fiktive udgifter), refunderer den kompetente institution på anmodning udgifterne til den behandling, som forsikringstageren har afholdt, indtil det beløb, med hvilket de fiktive udgifter overstiger de faktiske udgifter. Refusionsbeløbet må dog ikke overstige de udgifter, som forsikringstageren faktisk har afholdt, og kan tage hensyn til det beløb, som forsikringstageren skulle have betalt, hvis behandlingen var ydet i den kompetente medlemsstat.

8. Når den kompetente institutions nationale lovgivning giver mulighed for refusion af de rejse- og opholdsudgifter, der ikke kan adskilles fra behandlingen af forsikringstageren, overtager denne institution sådanne udgifter for den pågældende og om nødvendigt for en person, der skal ledsage den pågældende, når der er givet tilladelse til behandling i en anden medlemsstat.

9. Stk. 1-8 finder tilsvarende anvendelse på en forsikringstagers familiemedlemmer.

Kontantydelser i forbindelse med uarbejdsdygtighed ved ophold eller bopæl i en anden medlemsstat end den kompetente medlemsstat

1. Hvis der i den kompetente medlemsstats lovgivning er krav om, at forsikringstageren fremlægger en erklæring for at modtage kontantydelser i forbindelse med uarbejdsdygtighed, jf. artikel 21, stk. 1, i grundforordningen, skal forsikringstageren anmode den læge i bopælsmedlemsstaten, der har konstateret vedkommendes helbredstilstand, om at attestere, at vedkommende er uarbejdsdygtig, og angive den forventede varighed.

2. Forsikringstageren fremsender erklæringen til den kompetente institution inden for den frist, der er fastsat i lovgivningen i den kompetente medlemsstat.

3. Hvor de behandlende læger i bopælsmedlemsstaten ikke udsteder erklæringer om uarbejdsdygtighed, og hvor der er krav om sådanne erklæringer i den kompetente medlemsstats lovgivning, retter den pågældende direkte henvendelse til bopælsstedets institution. Denne institution foranlediger straks, at den pågældende person undersøges af en læge til vurdering af vedkommendes uarbejdsdygtighed, og at den i stk. 1 omhandlede erklæring bliver udstedt. Erklæringen sendes straks til den kompetente institution.

4. Fremsendelse af det dokument, der er omhandlet i stk. 1, 2 og 3, fritager ikke forsikringstageren for at overholde forpligtelserne i henhold til den gældende lovgivning, navnlig med hensyn til den pågældendes arbejdsgiver. Hvis det er relevant, kan arbejdsgiveren og/eller den kompetente institution opfordre arbejdstageren til at deltage i aktiviteter, der skal fremme mulighederne for og bistå vedkommende med hensyn til at vende tilbage til beskæftigelse.

5. På anmodning fra den kompetente institution, iværksætter bopælsstedets institution den nødvendige administrative eller lægelige kontrol af den berørte person i henhold til den lovgivning, der anvendes af sidstnævnte institution. Den kontrollerende læges erklæring, navnlig vedrørende uarbejdsdygtighedens forventede varighed, sendes straks af bopælsstedets institution til den kompetente institution.

6. Den kompetente institution bevarer retten til at lade forsikringstageren undersøge af en af den udpeget læge.

7. Med forbehold af artikel 21, stk. 1, andet punktum, i grundforordningen udbetaler den kompetente institution kontantydelserne direkte til den pågældende og underretter om nødvendigt bopælsstedets institution herom.

8. Ved anvendelsen af artikel 21, stk. 1, i grundforordningen har oplysningerne i en forsikret persons uarbejdsdygtighedserklæring, der er udfærdiget i en anden medlemsstat på grundlag af den kontrollerende læges eller institutions konstatering, samme juridiske værdi som en erklæring, der er udfærdiget i den kompetente medlemsstat.

9. Hvis den kompetente institution nægter at udbetale kontantydelser, underretter den forsikringstageren om denne afgørelse og orienterer samtidig bopælsstedets institution.

10. Stk. 1-9 finder tilsvarende anvendelse, når en forsikringstager opholder sig i en anden medlemsstat end den kompetente medlemsstat.

Kontantydelser ved plejebehov af ubegrænset varighed ved ophold eller bopæl i en anden medlemsstat end den kompetente medlemsstat

1. For at modtage kontantydelser i forbindelse med plejebehov af ubegrænset varighed i henhold til artikel 21, stk. 1, i grundforordningen ansøger forsikringstageren den kompetente institution herom. Den kompetente institution underretter om nødvendigt bopælsstedets institution herom.

2. Efter anmodning fra den kompetente institution undersøger bopælsstedets institution forsikringstagerens tilstand med hensyn til den pågældendes behov for pleje af ubegrænset varighed. Den kompetente institution stiller alle de for en sådan undersøgelse nødvendige oplysninger til rådighed for bopælsstedets institution.

3. For at fastlægge behovet for pleje af ubegrænset varighed har den kompetente institution ret til at lade forsikringstageren undersøge af en læge eller anden ekspert valgt af den kompetente institution selv.

4. Artikel 27, stk. 7, i gennemførelsesforordningen finder tilsvarende anvendelse.

5. Stk. 1-4 finder tilsvarende anvendelse, når forsikringstageren opholder sig i en anden medlemsstat end den kompetente medlemsstat.

6. Stk. 1-5 finder tilsvarende anvendelse på forsikringstagerens familiemedlemmer.

Hvis den medlemsstat, hvor den tidligere grænsearbejder sidst udøvede sin virksomhed, ikke længere er den kompetente medlemsstat, og den tidligere grænsearbejder eller et medlem af dennes familie rejser dertil for at modtage naturalydelser i medfør af artikel 28 i grundforordningen, forelægger den tidligere grænsearbejder opholdsstedets institution et dokument udstedt af den kompetente institution.

Hvis en person modtager pension fra mere end én medlemsstat, må de bidrag, der opkræves af den samlede pension, under ingen omstændigheder være højere end det beløb, der ville blive opkrævet hos en person, der modtager det samme pensionsbeløb fra den kompetente medlemsstat.

1. Den kompetente institution underretter den pågældende person om bestemmelsen i grundforordningens artikel 34, som vedrører forbuddet mod dobbeltydelser. Ved anvendelsen af sådanne bestemmelser bør det sikres, at en person, der ikke er bosat i den kompetente medlemsstat, har ret til en ydelse, hvis samlede størrelse eller værdi mindst svarer til den, vedkommende kunne gøre krav på, hvis vedkommende boede i den pågældende medlemsstat.

2. Den kompetente institution underretter ligeledes bopæls- eller opholdsstedets institution om udbetaling af kontantydelser ved plejebehov af ubegrænset varighed, hvis den lovgivning, der anvendes af sidstnævnte institution, åbner mulighed for de naturalydelser ved plejebehov af ubegrænset varighed, der er medtaget i fortegnelsen i artikel 34, stk. 2, i grundforordningen.

3. Efter at have modtaget de oplysninger, der er nævnt i stk. 2, underretter bopæls- eller opholdsstedets institution straks den kompetente institution om eventuelle naturalydelser ved plejebehov af ubegrænset varighed fastsat til samme formål, som i henhold til dennes medlemsstats lovgivning ydes den pågældende person, og om den refusionssats, der anvendes i den sammenhæng.

4. Den Administrative Kommission træffer eventuelle gennemførelsesforanstaltninger til denne artikel.

1. Når en person eller en gruppe af personer efter anmodning fritages fra lovpligtig sygeforsikring, og sådanne personer derfor ikke er omfattet af en sygeforsikringsordning, som grundforordningen finder anvendelse på, bliver en anden medlemsstats institution ikke, blot på grund af denne fritagelse, ansvarlig for at afholde omkostningerne ved de naturalydelser eller kontantydelser, som sådanne personer eller et medlem af deres familie modtager i henhold til afsnit III, kapitel I, i grundforordningen.

2. For de i bilag II nævnte medlemsstater finder bestemmelserne vedrørende naturalydelser i grundforordningens afsnit III, kapitel I, anvendelse på personer, der kun har ret til naturalydelser på grundlag af en særlig ordning for tjenestemænd, dog kun i det omfang, det fremgår af dette bilag.

En anden medlemsstats institution er ikke, blot på grund af dette, ansvarlig for at afholde omkostningerne ved de naturalydelser eller kontantydelser, som disse personer eller medlemmer af deres familie modtager.

3. Når de personer, der er omhandlet i stk. 1 og 2, og deres familiemedlemmer har bopæl i en medlemsstat, hvor retten til at modtage naturalydelser ikke er betinget af forsikring eller beskæftigelse som arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende, skal de betale fuldt ud for de naturalydelser, som de modtager i bopælslandet.

Ret til naturalydelser og kontantydelser ved bopæl eller ophold i en anden medlemsstat end den kompetente medlemsstat

1. Ved anvendelsen af artikel 36 i grundforordningen finder procedurerne i artikel 24-27 i gennemførelsesforordningen tilsvarende anvendelse.

2. Når institutionen i opholds- eller bopælsmedlemsstaten udreder særlige naturalydelser i forbindelse med arbejdsulykker og erhvervssygdomme i henhold til national lovgivning, underretter den omgående den kompetente institution.

Procedure i tilfælde af arbejdsulykke eller erhvervssygdom, der er indtruffet i en anden medlemsstat end den kompetente medlemsstat

1. Hvis en arbejdsulykke indtræffer eller en erhvervssygdom første gang lægeligt konstateres i en anden medlemsstat end den kompetente medlemsstat, skal anmeldelsen eller indberetningen af arbejdsulykken eller erhvervssygdommen, forudsat at der findes bestemmelser om anmeldelse eller indberetning i national lovgivning, foretages efter den kompetente medlemsstats lovgivning, uden at dette berører andre lovbestemmelser, der måtte gælde i den medlemsstat, hvor arbejdsulykken er indtruffet eller erhvervssygdommen første gang er lægeligt konstateret, og som fortsat finder anvendelse i et sådant tilfælde. Anmeldelsen eller indberetningen sendes til den kompetente institution.

2. Institutionen i den medlemsstat, på hvis område arbejdsulykken er indtruffet eller erhvervssygdommen første gang er lægeligt konstateret, tilsender den kompetente institution de lægeerklæringer, der er udfærdiget i den pågældende medlemsstat.

3. Såfremt det, hvor det drejer sig om en ulykke indtruffet på vej til eller fra arbejde i en anden medlemsstat end den kompetente medlemsstat, er påkrævet at foretage en undersøgelse på den førstnævnte medlemsstats område for at afgøre en eventuel ret til de pågældende ydelser, kan den kompetente institution udpege en person til at forestå denne undersøgelse, og den skal i så fald underrette myndighederne i den pågældende medlemsstat herom. Institutionerne samarbejder med hinanden om at vurdere alle relevante oplysninger og gennemgå rapporterne og alle øvrige dokumenter vedrørende ulykken.

4. Efter behandlingens afslutning sendes en udførlig rapport efter anmodning til den kompetente institution sammen med lægeerklæringer om de varige følger af ulykken eller sygdommen, navnlig om den skadede persons aktuelle tilstand samt om, hvorvidt læsionerne er helbredt eller konsolideret. De hermed forbundne honorarer betales, alt efter omstændighederne, af bopælsstedets institution eller af opholdsstedets institution efter den sats, der gælder for den pågældende institution, og til udgift for den kompetente institution.

5. Efter anmodning fra bopæls- eller opholdsstedets institution underretter den kompetente institution i givet fald den relevante institution om afgørelsen af, hvornår læsionerne er helbredt eller konsolideret samt — i givet fald — om afgørelsen vedrørende tilkendelse af pension.

1. Hvis den kompetente institution i forbindelse med artikel 36, stk. 2, i grundforordningen bestrider, at lovgivningen om arbejdsulykker og erhvervssygdomme skal finde anvendelse, underretter den straks bopæls- eller opholdsstedets institution, der har udredt naturalydelserne, og disse ydelser vil derefter blive betragtet som sygeforsikringsydelser.

2. Når der er truffet endelig afgørelse om dette spørgsmål, underretter den kompetente institution straks bopæls- eller opholdsstedets institution, der har udredt naturalydelserne.

Hvis der ikke konstateres en arbejdsulykke eller erhvervssygdom, skal der fortsat udredes naturalydelser som sygeforsikringsydelser, såfremt den pågældende er berettiget hertil.

Hvis der konstateres en arbejdsulykke eller erhvervssygdom, betragtes de sygeforsikringsydelser i form af naturalydelser, som den pågældende har modtaget, fra den dato, hvor arbejdsulykken indtraf eller hvor sygdommen første gang blev lægeligt konstateret, som ydelser ved arbejdsulykker eller erhvervssygdomme.

3. Artikel 6, stk. 5, andet afsnit, i gennemførelsesforordningen finder tilsvarende anvendelse.

Procedure ved risiko for pådragelse af erhvervssygdom i mere end én medlemsstat

1. I det tilfælde, der er omhandlet i artikel 38 i grundforordningen, sendes anmeldelsen eller indberetningen af en erhvervssygdom til den institution, der er kompetent for erhvervssygdomme i den medlemsstat, under hvis lovgivning den pågældende senest har været beskæftiget ved et arbejde, der kan forårsage den pågældende sygdom.

Hvis den institution, som anmeldelsen eller indberetningen er blevet sendt til, konstaterer, at en person senest har været beskæftiget ved et arbejde, der kan forårsage den pågældende erhvervssygdom, under lovgivningen i en anden medlemsstat, sender den anmeldelsen eller indberetningen med alle bilag til den tilsvarende institution i denne medlemsstat.

2. Hvis institutionen i den medlemsstat, under hvis lovgivning en person senest har været beskæftiget ved et arbejde, der kan forårsage den pågældende erhvervssygdom, konstaterer, at vedkommende eller dennes efterladte ikke opfylder betingelserne i denne medlemsstats lovgivning, bl.a. fordi vedkommende aldrig i den pågældende medlemsstat har udøvet en virksomhed, der forårsagede erhvervssygdommen, eller fordi medlemsstaten ikke anerkender sygdommen som en erhvervssygdom, sender denne institution omgående anmeldelsen eller indberetningen med alle bilag, herunder resultaterne af de lægelige observationer og undersøgelser, som den førstnævnte institution har ladet foretage, til institutionen i den medlemsstat, under hvis lovgivning vedkommende tidligere har været beskæftiget ved et arbejde, der kan forårsage den pågældende erhvervssygdom.

3. Hvis det er hensigtsmæssigt, gentager institutionerne den i stk. 2 anførte procedure ved at gå så langt tilbage som den tilsvarende institution i den medlemsstat, hvor vedkommende først har været beskæftiget ved et arbejde, der kan forårsage den pågældende erhvervssygdom.

Udveksling af oplysninger mellem institutioner og ydelse af forskud i tilfælde af klage over afslag på en ansøgning om ydelser

1. I tilfælde af klage over en afgørelse om afslag på en ansøgning om ydelser, som er truffet af institutionen i en af de medlemsstater, under hvis lovgivning en person har været beskæftiget ved et arbejde, der kan forårsage den pågældende erhvervssygdom, underretter denne institution den institution, hvortil anmeldelsen eller indberetningen efter proceduren i artikel 36, stk. 2, i gennemførelsesforordningen er sendt, og underretter den senere, når den endelige afgørelse er truffet.

2. Såfremt der er erhvervet ret til ydelser efter den lovgivning, der finder anvendelse for den institution, hvortil anmeldelsen eller indberetningen er sendt, udbetaler denne institution forskud med et beløb, der i givet fald fastsættes efter høring af den institution, hvis afgørelse er påklaget, og på en sådan måde at overbetaling undgås. Den sidstnævnte institution refunderer det ydede forskudsbeløb, hvis den som følge af klageinstansens afgørelse er forpligtet til at udrede de omhandlede ydelser. Dette beløb indeholdes derefter i de ydelser, der tilkommer den pågældende, efter proceduren i artikel 73 og 74 i gennemførelsesforordningen.

3. Artikel 6, stk. 5, andet afsnit, i gennemførelsesforordningen finder tilsvarende anvendelse.

I de tilfælde, der er omhandlet i artikel 39 i grundforordningen, meddeler ansøgeren den institution i en medlemsstat, over for hvilken vedkommende gør krav på ydelser, oplysninger vedrørende tidligere tilkendte ydelser i anledning af den pågældende erhvervssygdom. Denne institution kan rette henvendelse til enhver anden institution, der tidligere har været kompetent, for at fremskaffe de oplysninger, som den anser for nødvendige.

Vurdering af graden af uarbejdsdygtighed i tilfælde af en tidligere eller senere indtruffet arbejdsulykke eller erhvervssygdom

Når den tidligere eller senere uarbejdsdygtighed er forårsaget af en ulykke, der indtraf, mens den pågældende var omfattet af lovgivningen i en medlemsstat, der ikke foretager nogen sondring efter uarbejdsdygtighedens årsag, skal den kompetente institution eller det organ, der er udpeget af den kompetente myndighed i den pågældende medlemsstat:

For at opnå pension eller tillæg efter lovgivningen i en medlemsstat skal den pågældende eller dennes efterladte, der har bopæl på en anden medlemsstats område, i givet fald indgive en ansøgning enten til den kompetente institution eller til bopælsstedets institution, der sender den til den kompetente institution.

Ansøgningen skal indeholde de oplysninger, der kræves i henhold til den lovgivning, som gælder for den kompetente institution.

1. Med hensyn til de i bilag II nævnte medlemsstater finder bestemmelserne vedrørende naturalydelser i grundforordningens afsnit III, kapitel 2, anvendelse på personer, der kun har ret til naturalydelser på grundlag af en særlig ordning for tjenestemænd, og kun i det omfang, det fremgår af det nævnte bilag.

2. Artikel 32, stk. 2, andet punktum, og artikel 32, stk. 3, i gennemførelsesforordningen finder tilsvarende anvendelse.

Ved anvendelsen af artikel 42 og 43 i grundforordningen sendes en ansøgning om ydelser ved dødsfald enten til den kompetente institution eller til institutionen på ansøgerens bopælssted, som sender den til den kompetente institution.

Ansøgningen skal indeholde de oplysninger, der kræves i henhold til den lovgivning, som gælder for den kompetente institution.

1. Ved beregningen af ydelsens teoretiske og faktiske beløb efter artikel 52, stk. 1, litra b), i grundforordningen finder reglerne i artikel 12, stk. 3-6, i gennemførelsesforordningen anvendelse.

2. Hvis forsikringsperioder i henhold til en frivillig eller frivillig fortsat ordning ikke er blevet medregnet i henhold til artikel 12, stk. 3, i gennemførelsesforordningen, beregner institutionen i den medlemsstat, efter hvis lovgivning de pågældende perioder er tilbagelagt, det beløb, der svarer til de pågældende perioder ifølge bestemmelserne i den lovgivning, som den anvender. Det faktiske beløb for ydelsen beregnet i henhold til artikel 52, stk. 1, litra b), i grundforordningen forhøjes med det beløb, der svarer til forsikringsperioderne i henhold til en frivillig eller frivillig fortsat ordning.

3. Institutionen i hver medlemsstat beregner i henhold til den lovgivning, som den anvender, det beløb, der svarer til forsikringsperioder tilbagelagt efter en frivillig eller frivillig fortsat ordning, som i henhold til artikel 53, stk. 3, litra c), i grundforordningen ikke er undergivet en anden medlemsstats regler om bortfald, nedsættelse eller midlertidig inddragelse af ydelser.

Hvis den lovgivning, som den kompetente institution anvender, ikke giver mulighed for at fastsætte dette beløb direkte på grund af, at der i den pågældende lovgivning tildeles forskellige værdier for forsikringsperioder, kan der fastsættes et fiktivt beløb. Den Administrative Kommission fastlægger detaljerede ordninger for bestemmelsen af det fiktive beløb.

1. I denne artikel forstås ved »børnepasningsperiode« enhver periode, der godskrives i henhold til en medlemsstats pensionslovgivning, eller som supplerer en pension med den udtrykkelige begrundelse, at en person har passet et barn, uanset efter hvilken metode sådanne perioder beregnes, og om de godskrives på det tidspunkt, hvor børnepasningen foregår, eller anerkendes efterfølgende.

2. Hvis en børnepasningsperiode ikke tages i betragtning i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, der er kompetent i henhold til afsnit II i grundforordningen, skal institutionen i den medlemsstat, hvis lovgivning i henhold til afsnit II i grundforordningen var gældende for den berørte person, fordi denne var i lønnet beskæftigelse eller selvstændig erhvervsdrivende på den dato, fra hvilken børnepasningsperioden for det pågældende barn i henhold til denne lovgivning blev taget i betragtning, fortsat være ansvarlig for at tage denne periode i betragtning som en børnepasningsperiode i henhold til dens egen lovgivning, som om denne børnepasning fandt sted på dens eget område.

3. Stk. 2 gælder ikke, hvis den berørte person er eller bliver omfattet af lovgivningen i en anden medlemsstat som følge af lønnet beskæftigelse eller selvstændig virksomhed.

1. For at opnå ydelser i henhold til type A-lovgivningen i overensstemmelse med artikel 44, stk. 2, i grundforordningen indgiver ansøgeren en ansøgning til institutionen i den medlemsstat, af hvis lovgivning vedkommende var omfattet, da uarbejdsdygtigheden med efterfølgende invaliditet eller forværringen af en sådan invaliditet indtrådte, eller til bopælsstedets institution, som fremsender ansøgningen til den første institution.

2. Har der været tilkendt kontantydelser ved sygdom, skal den dag, da udbetalingen af disse kontantydelser ophører, dog i givet fald anses for at være datoen for indgivelse af pensionsansøgningen.

3. I tilfælde som omhandlet i artikel 47, stk. 1, litra a), i grundforordningen underretter den institution, som den pågældende person senest har været tilsluttet, den institution, som oprindeligt udredte ydelserne, om størrelsen af de ydelser, der skal udredes efter den lovgivning, som finder anvendelse, samt om, fra hvilket tidspunkt ydelserne skal udredes. Fra dette tidspunkt bortfalder de ydelser, der blev udredt før forværringen af invaliditeten indtrådte, eller de nedsættes til et beløb svarende til det tillæg, der er omhandlet i artikel 47, stk. 2, i grundforordningen.

4. Under andre omstændigheder end dem, der er omhandlet i stk. 1, indgiver ansøgeren en ansøgning enten til bopælsstedets institution, eller til institutionen i den medlemsstat, hvis lovgivning senest var gældende. Hvis den berørte person ikke på noget tidspunkt har været omfattet af den lovgivning, som bopælsstedets institution anvender, fremsender denne institution ansøgningen til institutionen i den medlemsstat, hvis lovgivning senest var gældende.

6. Uanset stk. 5, og medmindre den relevante lovgivning indeholder gunstigere bestemmelser, anses den dato, hvor ansøgeren kompletterer sin oprindelige ansøgning eller indgiver en ny ansøgning vedrørende de manglende beskæftigelses- og/eller bopælsperioder i en medlemsstat, for at være datoen for indgivelse af ansøgningen til den institution, der anvender den pågældende lovgivning, såfremt ansøgeren i sin ansøgning ikke har oplyst, at vedkommende har været beskæftiget eller haft bopæl i andre medlemsstater, på trods af at vedkommende er blevet opfordret hertil.

1. Ansøgeren indgiver en ansøgning i henhold til bestemmelserne i den lovgivning, der anvendes af den institution, der er omhandlet i artikel 45, stk. 1 eller 4 i gennemførelsesforordningen, ledsaget af den i denne lovgivning krævede dokumentation. Navnlig skal ansøgeren indgive alle relevante tilgængelige oplysninger og al dokumentation vedrørende forsikringsperioder (institutioner, identifikationsnumre), beskæftigelse (arbejdsgivere) eller selvstændig virksomhed (art og sted) og bopæl (adresser), som måtte være tilbagelagt under anden lovgivning, samt varigheden af sådanne perioder.

2. Hvis ansøgeren i henhold til artikel 50, stk. 1, i grundforordningen anmoder om, at fastsættelsen af ydelser ved alderdom efter lovgivningen i en eller flere medlemsstater, udsættes, skal vedkommende anføre dette i sin ansøgning og anføre, efter hvilken lovgivning vedkommende anmoder om udsættelse. For at ansøgeren kan benytte sig af denne ret meddeler de berørte institutioner på ansøgerens anmodning vedkommende alle oplysninger, de er i besiddelse af, så vedkommende kan vurdere konsekvenserne af henholdsvis en samtidig eller en successiv fastsættelse af de ydelser, der kan gøres krav på.

3. Hvis ansøgeren trækker en ansøgning om ydelser tilbage, hvor dette er muligt i henhold til lovgivningen i en bestemt medlemsstat, anses dette ikke for samtidig at være en tilbagetrækning af en ansøgning om ydelser i henhold til lovgivningen i andre medlemsstater.

1. Den institution, som ansøgningen om ydelser skal indgives eller fremsendes til i overensstemmelse med artikel 45, stk. 1 eller 4 i gennemførelsesforordningen, benævnes herefter »kontaktinstitutionen«. Institutionen på bopælsstedet benævnes ikke kontaktinstitutionen, hvis den berørte person ikke på noget tidspunkt har været omfattet af den lovgivning, som denne institution anvender.

Ud over behandlingen af ansøgningen om ydelser i henhold til den lovgivning, den anvender, skal denne institution i sin egenskab af kontaktinstitution fremme udvekslingen af data, bekendtgørelsen af afgørelser og de procedurer, der er nødvendige for de berørte institutioners behandling af ansøgningen, og skal på anmodning forsyne ansøgeren med oplysninger, der er relevante for fællesskabsaspekterne ved behandlingen, samt holde vedkommende underrettet om, hvordan behandlingen skrider frem.

2. I tilfælde som omhandlet i artikel 44, stk. 3, i grundforordningen sender kontaktinstitutionen samtlige dokumenter vedrørende den pågældende person til den institution, som den pågældende tidligere har været tilsluttet, og som så behandler sagen.

3. Artikel 48 til 52 i gennemførelsesforordningen finder ikke anvendelse ved behandlingen af ansøgninger omhandlet i artikel 44 i grundforordningen.

4. Under andre omstændigheder, end dem, der er omhandlet i stk. 2, sender kontaktinstitutionen straks ansøgninger om ydelser og alle de dokumenter, den råder over, og i givet fald alle relevante dokumenter indgivet af ansøgeren, til alle de berørte institutioner, for at disse institutioner kan påbegynde behandlingen af ansøgningen samtidigt. Kontaktinstitutionen underretter de andre institutioner om forsikrings- eller bopælsperioder i henhold til dens lovgivning. Den angiver også, hvilke dokumenter der skal indgives på et senere tidspunkt, og supplerer ansøgningen så hurtigt som muligt.

5. Hver af de berørte institutioner underretter hurtigst muligt kontaktinstitutionen og de andre berørte institutioner om forsikrings- eller bopælsperioder i henhold til deres lovgivning.

6. Alle berørte institutioner beregner størrelsen af ydelserne i henhold til artikel 52 i grundforordningen og underretter kontaktinstitutionen og de andre berørte institutioner om deres afgørelse, om størrelsen på ydelserne og meddeler alle de oplysninger, der er nødvendige i forbindelse med artikel 53, 54 og 55 i grundforordningen.

7. Hvis en institution på basis af oplysninger omhandlet i stk. 4 og 5 i denne artikel konstaterer, at artikel 46, stk. 2, eller artikel 57, stk. 2 eller 3, i grundforordningen finder anvendelse, informerer den kontaktinstitutionen og de andre berørte institutioner.

1. Hver enkelt institution giver ansøgeren meddelelse om den afgørelse, den har truffet, efter den lovgivning, der anvendes. Afgørelsen skal indeholde nærmere oplysninger om klageadgang samt fristerne for klage. Når kontaktinstitutionen er blevet underrettet om alle de afgørelser, som hver institution har truffet, sender den et resumé over disse afgørelser til ansøgeren og de andre berørte institutioner. Den Administrative Kommission udarbejder en model for resuméet. Resuméet sendes til ansøgeren på institutionens sprog eller efter anmodning fra ansøgeren på et sprog efter dennes valg, der er anerkendt som officielt sprog for Fællesskabets institutioner, jf. traktatens artikel 290.

2. Hvis en ansøger efter modtagelse af resuméet har indtryk af, at vedkommendes rettigheder er blevet påvirket negativt på grund af indvirkning fra afgørelser, der er truffet af to eller flere institutioner, har ansøgeren ret til inden for de tidsfrister, der er fastsat i de respektive nationale lovgivninger, at få taget de berørte institutioners afgørelser op til fornyet overvejelse. Tidsfristen begynder at løbe på datoen for modtagelse af resuméet. Ansøgeren underrettes skriftligt om resultatet af den fornyede overvejelse.

1. Hvis artikel 46, stk. 3, i grundforordningen finder anvendelse, er kontaktinstitutionen den eneste institution, der har bemyndigelse til at træffe afgørelse vedrørende ansøgerens invaliditetsgrad, såfremt lovgivningen, som denne institution anvender, er omhandlet i bilag VII, eller hvis dette ikke er tilfældet, den institution, hvis lovgivning er omhandlet i bilag VII, og hvis lovgivning ansøgeren sidst var underlagt. Den træffer denne afgørelse, så snart den kan fastslå, om de betingelser for erhvervelse af ret til ydelser, der er fastsat i den gældende lovgivning, er opfyldt, i givet fald under hensyntagen til artikel 6 og 51 i grundforordningen. Den underretter straks de øvrige berørte institutioner om denne afgørelse.

Hvis de kriterier for erhvervelse af ret til ydelser — bortset fra kriterierne vedrørende invaliditetsgraden — der er fastsat i den lovgivning, som gælder for kontaktinstitutionen, ikke er opfyldt under iagttagelse af artikel 6 og 51 i grundforordningen, underretter kontaktinstitutionen straks den kompetente institution i den medlemsstat, hvis lovgivning ansøgeren senest har været omfattet af. Den kompetente institution er beføjet til at træffe afgørelse om ansøgerens invaliditetsgrad, såfremt de betingelser for erhvervelse af ret til ydelser, der er fastsat i den gældende lovgivning, er opfyldt. Den underretter straks de øvrige berørte institutioner om denne afgørelse.

I givet fald kan det med henblik på fastsættelse af retten til ydelser være nødvendigt at sende sagen tilbage, under de samme betingelser, til den institution, der er kompetent vedrørende invaliditet i den medlemsstat, hvis lovgivning ansøgeren først var omfattet af.

2. I tilfælde, hvor artikel 46, stk. 3, i grundforordningen ikke finder anvendelse, skal den enkelte institution i henhold til den lovgivning, der gælder for den, have mulighed for at lade ansøgeren undersøge af en læge eller en anden ekspert, den selv har udpeget, med henblik på at fastsætte invaliditetsgraden. En medlemsstats institution skal dog tage lægelige dokumenter og erklæringer samt administrative oplysninger, der er indhentet af andre medlemsstaters institutioner, i betragtning på samme måde, som hvis de havde været udstedt i dens egen medlemsstat.

1. Uanset artikel 7 i gennemførelsesforordningen udbetaler en institution, der under behandlingen af en ansøgning om ydelser konstaterer, at ansøgeren har ret til en national ydelse efter den lovgivning, der gælder for institutionen, jf. artikel 52, stk. 1, litra a), i grundforordningen, straks denne ydelse. Udbetalingen anses for foreløbig, hvis det tilkendte beløb kan påvirkes af resultatet af ansøgningens behandling.

2. Hvis det fremgår af de tilgængelige oplysninger, at ansøgeren har ret til betaling fra en institution i medfør af artikel 52, stk. 1, litra b), i grundforordningen, udbetaler den pågældende institution vedkommende et forskud, hvis størrelse så vidt muligt svarer til det beløb, der må antages at blive fastsat i henhold til artikel 52, stk. 1, litra b), i grundforordningen.

3. Hver institution, som det påhviler at udbetale foreløbige ydelser eller forskud på ydelser i medfør af stk. 1 eller 2, underretter straks ansøgeren herom og gør samtidig vedkommende udtrykkeligt opmærksom på, at afgørelsen er af foreløbig karakter, og på en eventuel klageadgang i henhold til den lovgivning, der gælder for institutionen.

1. Ved fornyet beregning af ydelserne i henhold til artikel 48, stk. 3 og 4, artikel 50, stk. 4, og artikel 59, stk. 1, i grundforordningen finder artikel 50 i gennemførelsesforordningen tilsvarende anvendelse.

2. Hvis ydelsen beregnes på ny, bortfalder eller stilles i bero, underretter den institution, som har truffet afgørelse herom, straks den pågældende samt hver af de institutioner, hvorfra den pågældende har ret til ydelser.

1. For at lette og fremskynde behandlingen af ansøgninger og udbetalingen af ydelser, skal de institutioner, hvis lovgivning den berørte person har været omfattet af:

2. Ved anvendelsen af stk. 1 fastsætter Den Administrative Kommission, hvilke oplysninger, der skal udveksles eller gøres tilgængelige, og fastlægger de relevante procedurer og mekanismer under hensyn til de særlige karakteristika, den administrative og tekniske indretning og de teknologiske midler, der er til rådighed for de nationale pensionsordninger. Den Administrative Kommission drager omsorg for gennemførelsen af disse pensionsordninger ved at sørge for en opfølgning af de trufne foranstaltninger og deres anvendelse.

3. Ved anvendelsen af stk. 1 får institutionen i den første medlemsstat, hvor en person tildeles et personligt identifikationsnummer (PIN) med henblik på forvaltning af den sociale sikring, stillet ovennævnte oplysninger til rådighed.

1. Hvis en national lovgivning indeholder regler til fastlæggelse af, hvilken institution der er ansvarlig, eller hvilken ordning der skal anvendes, eller for at henføre forsikringsperioder til en bestemt ordning, finder disse regler kun anvendelse på forsikringsperioder tilbagelagt under den pågældende medlemsstats lovgivning, jf. dog artikel 51 i grundforordningen.

2. Hvis en national lovgivning indeholder regler om koordinering mellem de særlige ordninger for tjenestemænd og den almindelige ordning for arbejdstagere, berøres sådanne regler ikke af bestemmelserne i grundforordningen og gennemførelsesforordningen.

1. Artikel 12, stk. 1, i gennemførelsesforordningen finder tilsvarende anvendelse på artikel 61 i grundforordningen. Med forbehold af de involverede institutioners underliggende forpligtelser kan den pågældende person forelægge den kompetente institution et dokument, der er udstedt af institutionen i den medlemsstat, af hvis lovgivning vedkommende var omfattet under sin seneste lønnede beskæftigelse eller selvstændige virksomhed, med angivelse af de perioder, der er afsluttet under denne lovgivning.

2. Ved anvendelsen af artikel 62, stk. 3, i grundforordningen forelægger den kompetente institution i den medlemsstat, af hvis lovgivning den pågældende person var omfattet under sin seneste lønnede beskæftigelse eller selvstændige virksomhed, straks bopælsstedets institution efter anmodning fra denne alle de oplysninger, der er nødvendige for beregningen af arbejdsløshedsydelserne, og som der kan opnås adgang til i bopælsmedlemsstaten, særligt størrelsen af den løn- eller erhvervsindtægt, som den pågældende har haft.

3. Ved anvendelsen af artikel 62 i grundforordningen og uanset artikel 63 i samme forordning skal den kompetente institution i en medlemsstat, ifølge hvis lovgivning beregningen af ydelserne varierer afhængigt af antallet af familiemedlemmer, også tage medlemmer af den berørte persons familie, der er bosat i en anden medlemsstat, i betragtning, som om de pågældende var bosat i den kompetente medlemsstat. Dette gælder dog ikke, såfremt en anden person i familiemedlemmernes bopælsmedlemsstat har ret til arbejdsløshedsydelser, der beregnes på grundlag af antallet af familiemedlemmer.

Betingelser og begrænsninger for bevarelse af ret til ydelser for arbejdsløse, der rejser til en anden medlemsstat

1. For at være omfattet af artikel 64 i grundforordningen underretter en arbejdsløs, der rejser til en anden medlemsstat, inden afrejsen den kompetente institution og anmoder den om et dokument, der attesterer, at vedkommende fortsat har ret til ydelser på de vilkår, der er fastsat i artikel 64, stk. 1, litra b), i grundforordningen.

Denne institution oplyser den arbejdsløse om de forpligtelser, der påhviler vedkommende, og sender vedkommende ovennævnte dokument, der bl.a. indeholder oplysninger om:

2. Den arbejdsløse tilmelder sig som arbejdssøgende ved arbejdsformidlingen i den medlemsstat, hvortil vedkommende rejser, i overensstemmelse med artikel 64, stk. 1, litra b), i grundforordningen, og forelægger det dokument, der er omhandlet i stk. 1, for institutionen i den pågældende medlemsstat. Hvis vedkommende har underrettet den kompetente institution i overensstemmelse med stk. 1, men ikke forelægger dette dokument, retter institutionen i den medlemsstat, hvortil den arbejdsløse er rejst, henvendelse til den kompetente institution for at fremskaffe de fornødne oplysninger.

3. Arbejdsformidlingen i den medlemsstat, hvortil den arbejdsløse er rejst for at søge arbejde, oplyser den arbejdsløse om dennes forpligtelser.

4. Institutionen i den medlemsstat, hvortil den arbejdsløse er rejst, sender straks et dokument til den kompetente institution med datoen for den arbejdsløses tilmelding til arbejdsformidlingen og vedkommendes nye adresse.

Hvis der i den periode, hvor den arbejdsløse har ret til fortsat at få udbetalt ydelser, opstår forhold, der kan berøre retten til ydelser, sender institutionen i den medlemsstat, hvortil den arbejdsløse er rejst, straks et dokument med de relevante oplysninger til den kompetente institution og til den pågældende person.

Efter anmodning fra den kompetente institution forelægger institutionen i den medlemsstat, hvortil den arbejdsløse er rejst, relevante oplysninger hver måned om opfølgning for så vidt angår den arbejdsløses situation, bl.a. om vedkommende fortsat er tilmeldt arbejdsformidlingen, og om vedkommende overholder de kontrolprocedurer, der foranstaltes.

5. Institutionen i den medlemsstat, hvortil den arbejdsløse er rejst, foretager eller foranlediger foretaget kontrol, som om det drejede sig om en arbejdsløs, der modtager ydelser i medfør af den lovgivning, som gælder for institutionen. Den skal om nødvendigt straks underrette den kompetente institution, hvis der opstår forhold som omhandlet i stk. 1, litra d).

6. De kompetente myndigheder eller de kompetente institutioner i to eller flere medlemsstater kan indbyrdes fastlægge særlige procedurer og tidsfrister vedrørende opfølgning for så vidt angår den arbejdsløses situation samt andre foranstaltninger, der har til formål at gøre det lettere at søge beskæftigelse for de arbejdsløse, der rejser til en af disse medlemsstater i henhold til artikel 64 i grundforordningen.

Arbejdsløse, som var bosat i en anden medlemsstat end den kompetente medlemsstat

1. Når en arbejdsløs beslutter sig for i henhold til artikel 65, stk. 2, i grundforordningen også at tilmelde sig arbejdsformidlingen i den medlemsstat, hvor vedkommende senest har været beskæftiget som arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende, ved at lade sig registrere der som arbejdssøgende, underretter vedkommende institutionen og arbejdsformidlingen på vedkommendes bopælssted.

Efter anmodning fra arbejdsformidlingen i den medlemsstat, hvor den pågældende person senest har været beskæftiget som arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende, fremsender arbejdsformidlingen på bopælsstedet de relevante oplysninger om den arbejdsløses tilmelding og arbejdssøgning.

2. Hvis den lovgivning, der finder anvendelse i den pågældende medlemsstat, kræver, at den arbejdsløse opfylder bestemte forpligtelser og/eller udfører bestemte arbejdssøgningsaktiviteter, skal den arbejdsløses forpligtelser og/eller arbejdssøgningsaktiviteter i bopælsmedlemsstaten have prioritet.

Hvis den arbejdsløse ikke opfylder alle forpligtelser og/eller udfører alle arbejdssøgningsaktiviteter i den medlemsstat, hvor vedkommende senest udøvede sin aktivitet, vil dette ikke berøre de ydelser, der gives i bopælsmedlemsstaten.

3. Ved anvendelsen af artikel 65, stk. 5, litra b), i grundforordningen underretter institutionen i den medlemsstat, hvis lovgivning arbejdstageren senest har været omfattet af, efter anmodning fra institutionen på bopælsstedet denne om, hvorvidt arbejdstageren har ret til ydelser i medfør af artikel 64 i grundforordningen.

Bestemmelser om anvendelsen af artikel 61, 62, 64 og 65 af grundforordningen vedrørende personer, der er omfattet af en særlig ordning for tjenestemænd

1. Artikel 54 og 55 i gennemførelsesforordningen finder tilsvarende anvendelse på personer, der er omfattet af en særlig arbejdsløshedsordning for tjenestemænd.

2. Artikel 56 i gennemførelsesforordningen finder ikke anvendelse på personer, der er omfattet af en særlig arbejdsløshedsordning for tjenestemænd. En arbejdsløs, der er omfattet af en særlig arbejdsløshedsordning for tjenestemænd, der er delvis eller helt arbejdsløs, og som under sin seneste ansættelse var bosiddende i en anden medlemsstat end den kompetente medlemsstat, modtager ydelser i henhold til den særlige arbejdsløshedsordning for tjenestemænd i overensstemmelse med bestemmelserne i den kompetente medlemsstats lovgivning, som om vedkommende var bosat på denne medlemsstats område. Disse ydelser udredes af den kompetente institution for dennes regning.

Ved anvendelsen af artikel 68, stk. 1, litra b), nr. i) og ii), i grundforordningen beregner hver af de pågældende medlemsstater ydelsernes størrelse ved at medregne de børn, der ikke er bosat på dens område, såfremt der ikke på grundlag af børnenes bopæl kan fastlægges en prioritetsorden. Hvis artikel 68, stk. 1, litra b), nr. i), anvendes, udbetaler den kompetente institution i den medlemsstat, i henhold til hvis lovgivning det højeste ydelsesbeløb er fastsat, det fulde ydelsesbeløb og får af den anden medlemsstats kompetente institution refunderet halvdelen af dette beløb, idet det refunderede beløb dog ikke kan overstige det beløb, der er fastsat i sidstnævnte medlemsstats lovgivning.

Regler, der skal finde anvendelse, hvis den lovgivning, der skal anvendes, og/eller kompetencen til at give familieydelser skifter

1. Hvis den lovgivning, der skal finde anvendelse, og/eller kompetencen til at give familieydelser skifter mellem medlemsstater i løbet af en kalendermåned, fortsætter den institution, der har udbetalt familieydelserne på grundlag af den lovgivning, i henhold til hvilken ydelserne blev givet i begyndelsen af den pågældende måned, med at afholde disse udgifter indtil udgangen af den pågældende måned, uanset hvornår familieydelserne forfalder til udbetaling i henhold til de pågældende medlemsstaters lovgivning.

2. Den underretter institutionen i den eller de andre pågældende medlemsstater om datoen for, hvornår den ophører med at udbetale de pågældende familieydelser. Ydelserne udbetales af den eller de andre berørte medlemsstater fra denne dato.

1. En ansøgning om familieydelser indgives til den kompetente institution. Ved anvendelsen af artikel 67 og 68 i grundforordningen skal der tages hensyn til hele familiens situation, som om alle de involverede personer var omfattet af lovgivningen i den pågældende medlemsstat og bosat der, navnlig med hensyn til en persons ret til at gøre krav på sådanne ydelser. Hvis en person, der har ret til at gøre krav på ydelserne, ikke udøver sin ret, skal den kompetente institution i den medlemsstat, hvis lovgivning finder anvendelse, tage hensyn til en ansøgning om familieydelser indgivet af den anden af forældrene eller en dermed ligestillet person eller en person eller institution, der optræder som værge for barnet eller børnene.

2. Den institution, der er indgivet ansøgning til i henhold til stk. 1, behandler ansøgningen på grundlag af de detaljerede oplysninger, ansøgeren har fremlagt, under hensyntagen til den samlede faktiske og retlige situation for ansøgerens familie.

Hvis denne institution konkluderer, at dens lovgivning finder prioriteret anvendelse i overensstemmelse med artikel 68, stk. 1 og 2, i grundforordningen, skal den give familieydelsen i henhold til den lovgivning, der finder anvendelse for den.

Hvis denne institution mener, at der muligvis består en ret til et forskelsbetinget supplement i medfør af lovgivningen i en anden medlemsstat i overensstemmelse med artikel 68, stk. 2, i grundforordningen, fremsender institutionen straks ansøgningen til den kompetente institution i den anden medlemsstat og underretter den pågældende person; den underretter desuden institutionen i den anden medlemsstat om sin afgørelse vedrørende ansøgningen og størrelsen af den udbetalte familieydelse.

3. Hvis den institution, som ansøgningen er indgivet til, konkluderer, at dens lovgivning finder anvendelse, men ikke har prioritet i overensstemmelse med artikel 68, stk. 1 og 2, i grundforordningen, træffer den straks en foreløbig afgørelse om de prioriteringsregler, der skal anvendes, og videresender ansøgningen i overensstemmelse med artikel 68, stk. 3, i grundforordningen til institutionen i den anden medlemsstat og underretter desuden ansøgeren herom. Denne institution tager stilling til den foreløbige afgørelse inden for 2 måneder.

Hvis den institution, som ansøgningen blev videresendt til, ikke tager stilling senest to måneder efter modtagelsen af ansøgningen, finder ovennævnte foreløbige afgørelse anvendelse, og institutionen udbetaler de ydelser, der er omfattet af dens lovgivning, og underretter den institution, som ansøgningen blev indgivet til, om størrelsen af de udbetalte ydelser.

4. I tilfælde af uenighed mellem de pågældende institutioner om, hvilken lovgivning der finder prioriteret anvendelse, finder artikel 6, stk. 2-5, i gennemførelsesforordningen anvendelse. Med henblik herpå er bopælsstedets institution som omhandlet i artikel 6, stk. 2, i gennemførelsesforordningen, institutionen på barnets eller børnenes bopælssted.

5. En institution, der har udbetalt foreløbige ydelser, som er større end dem, den i sidste instans er ansvarlig for, kan kræve det for meget udbetalt beløb refunderet af den institution, der har det primære ansvar, efter proceduren i artikel 73 i gennemførelsesforordningen.

Ved anvendelsen af artikel 69 i grundforordningen udarbejder Den Administrative Kommission en liste over de supplerende eller særlige familieydelser til forældreløse børn, der er omfattet af nævnte artikel. Hvis den institution, der har prioriteret kompetence, ikke har hjemmel til at yde sådanne supplerende eller særlige familieydelser til forældreløse børn ifølge den lovgivning, der gælder for den, skal den straks sende ansøgningen om familieydelser, ledsaget af alle fornødne dokumenter og oplysninger, til institutionen i den medlemsstat, hvis lovgivning den pågældende har været omfattet af længst, og som yder sådanne supplerende eller særlige familieydelser til forældreløse børn. I visse tilfælde kan det under de samme betingelser være nødvendigt at gå tilbage til institutionen i den medlemsstat, efter hvis lovgivning den pågældende har tilbagelagt den korteste af sine forsikrings- eller bopælsperioder.

Refusion af udgifter til ydelser i henhold til artikel 35 og artikel 41 i grundforordningen

1. Ved anvendelsen af artikel 35 og artikel 41 i grundforordningen skal den kompetente institution til den institution, der har udredt naturalydelser, refundere de faktiske udgifter til de ydelser, som er blevet udredt, således som disse fremgår af denne institutions regnskaber, medmindre artikel 63 i gennemførelsesforordningen finder anvendelse.

2. Hvis den faktiske størrelse af de i stk. 1 nævnte udgifter til ydelser ikke helt eller delvis fremgår af regnskaberne for den institution, der har udredt dem, fastsættes refusionsbeløbet til et fikseret beløb beregnet på grundlag af alle relevante oplysninger, der kan udledes af de foreliggende data. Den Administrative Kommission afgør, hvilket grundlag der skal anvendes ved beregningen de fikserede beløb, og fastsætter disses størrelse.

3. Der kan ikke lægges højere satser til grund for refusionen end dem, der finder anvendelse på naturalydelser til forsikringstagere, der er omfattet af den lovgivning, der gælder for den institution, som har udredt de i stk. 1 omhandlede ydelser.

1. De medlemsstater, der er omhandlet i artikel 35, stk. 2, i grundforordningen, og hvis retlige eller administrative strukturer er af en sådan art, at anvendelse af refusion på grundlag af faktiske udgifter ikke er hensigtsmæssig, er opført i bilag III til gennemførelsesforordningen.

2. For de medlemsstater, der er anført i bilag III til gennemførelsesforordningen, refunderes beløbet for naturalydelser til:

af de kompetente institutioner til de institutioner, der har udredt de pågældende ydelser, på grundlag af et fast beløb, der fastsættes for hvert kalenderår. Størrelsen på det faste beløb skal i videst muligt omfang svare til de faktiske udgifter.

1. For hver kreditormedlemsstat fremkommer det månedlige faste beløb pr. person (Fi) for et kalenderår ved at dividere den gennemsnitlige årlige udgift pr. person (Yi), opgjort for forskellige alderskategorier (i), med 12 og foretage en nedsættelse (X) af det herved fremkomne beløb i overensstemmelse med følgende formel:

2. Den gennemsnitlige årlige udgift pr. person (Yi) i alderskategori i udregnes ved at dividere de årlige udgifter til samtlige de naturalydelser, der af institutionerne i kreditormedlemsstaten er udredt til alle de personer i den pågældende alderskategori, der er omfattet af denne medlemsstats lovgivning, og som er bosat på dens område, med det gennemsnitlige antal berørte personer i den pågældende alderskategori i det pågældende kalenderår. Beregningen baseres på udgifterne i henhold til de ordninger, der er omhandlet i artikel 23 i gennemførelsesforordningen.

3. Det månedlige faste beløb nedsættes i princippet med 20 % (X = 0,20). Det nedsættes med 15 % (X = 0,15) for pensionister og deres familiemedlemmer, hvis den kompetente medlemsstat ikke er anført i bilag IV til grundforordningen.

4. For de enkelte debitormedlemsstater svarer det samlede faste beløb for et kalenderår til summen af de beløb, der fremkommer ved, i hver alderskategori i, at multiplicere det fastsatte månedlige faste beløb pr. person med antallet af måneder, som de berørte personer i den pågældende alderskategori har tilbagelagt i kreditormedlemsstaten.

Antallet af måneder, som de berørte personer har tilbagelagt i kreditormedlemsstaten, svarer til summen af de kalendermåneder i et kalenderår, i hvilke de berørte personer på grund af deres bopæl på kreditormedlemsstatens område havde ret til at modtage naturalydelser på det pågældende område til udgift for debitormedlemsstaten. Disse måneder opgøres ved hjælp af en fortegnelse, der i dette øjemed føres af bopælsstedets institution, på grundlag af den af den kompetente institution tilvejebragte dokumentation for de pågældendes ret til ydelser.

5. Senest … (6) forelægger Den Administrative Kommission en specifik rapport om anvendelsen af denne artikel og navnlig om de i stk. 3 nævnte nedsættelser. På basis af denne rapport kan Den Administrative Kommission forelægge et forslag med enhver ændring, som måtte vise sig at være nødvendig for at sikre, at beregningen af de faste beløb kommer til at ligge så tæt som muligt på de faktiske afholdte udgifter, og at de i stk. 3 nævnte nedsættelser ikke medfører betalinger, der ikke er i balance, eller dobbelte betalinger for medlemsstaterne.

6. Den Administrative Kommission fastsætter de metoder, der skal anvendes ved fastlæggelsen af faktorerne til beregning af de i stk. 1-5 omhandlede faste beløb.

7. Uanset stk. 1-4 kan medlemsstaterne fortsat anvende artikel 94 og 95 i forordning (EØF) nr. 574/72 til beregning af det faste beløb indtil … (6) på betingelse af, at den i stk. 3 nævnte nedsættelse anvendes.

1. Den gennemsnitlige årlige udgift pr. person i de forskellige alderskategorier for et bestemt år indberettes til Revisionsudvalget senest ved udgangen af det andet år efter det år, som udgifterne vedrører. Hvis indberetningen ikke er sket inden for denne frist, anvendes den gennemsnitlige årlige udgift pr. person, som Den Administrative Kommission senest har fastsat for et tidligere år.

2. De gennemsnitlige årlige udgifter, der fastsættes efter stk. 1, offentliggøres hvert år i Den Europæiske Unions Tidende.

1. Refusionerne mellem de berørte medlemsstater skal ske så hurtigt som muligt. Hver af de berørte institutioner har pligt til at refundere fordringerne inden for de frister, der er fastsat i denne afdeling, så hurtigt de er i stand til det. En tvist vedrørende en given fordring må ikke være til hinder for refusionen af en eller flere andre fordringer.

2. Refusionerne mellem medlemsstaternes institutioner, jf. artikel 35 og 41 i grundforordningen, sker via forbindelsesorganet. Der kan etableres et separat forbindelsesorgan for refusioner i henhold til artikel 35 og artikel 41 i grundforordningen.

1. Fordringer på grundlag af de faktiske udgifter skal forelægges forbindelsesorganet i debitormedlemsstaten senest 12 måneder efter udgangen af det kalenderhalvår, hvor disse fordringer blev registreret i kreditorinstitutionens regnskaber.

2. Fordringer på grundlag af faste beløb vedrørende et kalenderår skal forelægges forbindelsesorganet i debitormedlemsstaten senest 12 måneder efter den måned, hvor de gennemsnitlige udgifter for det pågældende år blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende. De i artikel 64, stk. 4, i gennemførelsesforordningen nævnte fortegnelser skal forelægges senest ved udgangen af det år, der følger efter referenceåret.

3. I det tilfælde, der er omhandlet i artikel 6, stk. 5, andet afsnit, i gennemførelsesforordningen, indledes den tidsfrist, der anført i denne artikels stk. 1 og 2, først, når det er fastlagt, hvilken institution der er den kompetente.

4. Fordringer, der indgives efter fristerne i stk. 1 og 2, tages ikke i betragtning.

5. Fordringer betales til forbindelsesorganet i kreditormedlemsstaten, jf. artikel 66 i gennemførelsesforordningen, af debitorinstitutionen inden 18 måneder efter udgangen af den måned, hvor de blev fremsat til forbindelsesorganet i debitormedlemsstaten. Dette gælder ikke for fordringer, som debitorinstitutionen har afvist af relevante grunde inden for denne periode.

6. Indsigelser vedrørende en fordring skal afklares senest 36 måneder efter den måned, hvor fordringen blev forelagt.

7. Revisionsudvalget fremmer den endelige afslutning af regnskaberne i tilfælde, hvor der ikke kan findes en afgørelse inden for den periode, der er anført i stk. 6, og afgiver efter begrundet begæring fra en af parterne udtalelse om en tvist senest seks måneder efter den måned, hvor sagen blev rejst over for udvalget.

1. Fra udløbet af perioden på 18 måneder, jf. artikel 67, stk. 5, i gennemførelsesforordningen kan ubetalte fordringer af kreditorinstitutionen pålægges renter, medmindre debitorinstitutionen inden for seks måneder fra udløbet af den måned, hvor fordringen er forelagt, har foretaget en acontobetaling på mindst 90 % af den samlede fordring, der er forelagt i medfør af artikel 67, stk. 1 eller 2, i gennemførelsesforordningen. For de dele af fordringen, der ikke er dækket af udbetalingen, kan der kun pålægges renter fra udløbet af perioden på 36 måneder, jf. artikel 67, stk. 6, i gennemførelsesforordningen.

2. Renterne beregnes på grundlag af Den Europæiske Centralbanks referencesats for primære markedsoperationer. Den referencesats, der skal anvendes, er den, der er gældende på den første dag i den måned, hvor betalingen forfalder.

3. Intet forbindelsesorgan er forpligtet til at acceptere en acontobetaling i henhold til stk. 1. Hvis derimod, et forbindelsesorgan afslår et sådant tilbud, er kreditorinstitutionen ikke længere berettiget til at pålægge de pågældende fordringer morarenter ud over det, der er fastsat i stk. 1, andet punktum.

1. Den Administrative Kommission foretager i henhold til artikel 72, litra g), i grundforordningen en opgørelse over fordringerne for hvert kalenderår på grundlag af rapporten fra Revisionsudvalget. I det øjemed meddeler forbindelsesorganerne Revisionsudvalget inden for de frister og på den måde, udvalget har fastsat, dels størrelsen af de fordringer, der er forelagt, afregnet eller gjort indsigelse over for (som kreditor), dels størrelsen af de fordringer, der er modtaget, afregnet eller gjort indsigelse over for (som debitor).

2. Den Administrative Kommission kan lade foretage enhver verifikation, der kan tjene til kontrol af det statistiske og regnskabsmæssige materiale, der ligger til grund for den i stk. 1 nævnte årlige opgørelse over fordringer, navnlig for at sikre, at dette materiale er i overensstemmelse med de i dette afsnit fastsatte regler.

Hvis der ikke er indgået en aftale som omhandlet i artikel 65, stk. 8, i grundforordningen, skal bopælsstedets institution til institutionen i den medlemsstat, af hvis lovgivning ydelsesmodtageren senest har været omfattet, sende en anmodning om refusion af arbejdsløshedsydelser i henhold til artikel 65, stk. 6 og 7, i grundforordningen. Anmodningen foretages senest seks måneder efter det kalenderhalvår, hvor den sidste udbetaling af de arbejdsløshedsydelser, der ønskes refunderet, blev foretaget. Anmodningen skal indeholde oplysninger om størrelsen af de ydelser, der er udbetalt i de perioder på tre eller fem måneder, der er omhandlet i artikel 65, stk. 6 eller 7, i grundforordningen, oplysninger om, hvilken periode ydelserne er udbetalt for, og oplysninger til identifikation af den arbejdsløse. Fordringerne skal indgives og betales gennem de pågældende medlemsstaters forbindelsesorganer.

Der er ikke noget krav om at tage anmodninger, der indgives efter tidsfristen i stk. 1, i betragtning.

Artikel 66, stk. 1, og artikel 67, stk. 5-7, i gennemførelsesforordningen finder tilsvarende anvendelse.

Fra udløbet af perioden på 18 måneder, jf. artikel 67, stk. 5, i gennemførelsesforordningen, kan kreditorinstitutionen pålægge ubetalte fordringer renter. Renterne beregnes i overensstemmelse med artikel 68, stk. 2, i gennemførelsesforordningen.

Maksimumbeløbet for den refusion, der henvises til i artikel 65, stk. 6, tredje punktum, i grundforordningen, er i hvert enkelt tilfælde størrelsen af den ydelse, som en person ville være berettiget til efter lovgivningen i den medlemsstat, hvis lovgivning den pågældende senest var omfattet af, hvis den pågældende havde været registreret af arbejdsformidlingen i den pågældende medlemsstat. I forbindelserne mellem de medlemsstater, der er anført i bilag V til gennemførelsesforordningen, fastsætter de kompetente institutioner i en af de medlemsstater, hvis lovgivning den pågældende senest var omfattet af, dog maksimumbeløbet i hvert enkelt tilfælde på grundlag af gennemsnittet af de arbejdsløshedsydelser, der er udbetalt i henhold til medlemsstatens lovgivning i det foregående kalenderår.

Tilbagesøgning af fejlagtigt udbetalte ydelser, tilbagebetaling af foreløbige udbetalinger og bidrag, modregning og bistand ved inddrivelse af fordringer

Ved anvendelsen af artikel 84 i grundforordningen og inden for den nævnte artikels rammer inddrives fordringer om muligt ved hjælp af modregning enten mellem de berørte medlemsstaters institutioner, eller i forhold til den pågældende fysiske eller juridiske person i overensstemmelse med artikel 72-74 i gennemførelsesforordningen. Hvis en fordring ikke kan inddrives helt eller delvist ved denne modregning, inddrives det beløb, der fortsat skyldes, i henhold til artikel 75-85 i gennemførelsesforordningen.

1. Hvis en medlemsstats institution fejlagtigt har udbetalt en person ydelser, kan den pågældende institution under iagttagelse af de betingelser og begrænsninger, der er fastsat i den for institutionen gældende lovgivning, over for en institution i enhver anden medlemsstat, som det påhviler at betale ydelser til den pågældende, kræve det uberettiget modtagne beløb tilbageholdt i efterbetalinger eller løbende betalinger, der skal udbetales til den pågældende, uanset fra hvilken gren af den sociale sikring ydelsen betales. Den sidstnævnte medlemsstats institution foretager tilbageholdelsen under iagttagelse af de betingelser og begrænsninger, der er fastsat for en sådan modregning i henhold til den lovgivning, der gælder for institutionen, på samme måde som, hvis den selv havde udbetalt for meget, og overfører det tilbageholdte beløb til den institution, der fejlagtigt har udbetalt ydelserne.

2. Uanset stk. 1 gælder det, at såfremt en institution i en medlemsstat ved tilkendelse eller fornyet tilkendelse af ydelser ved invaliditet samt alders- og efterladtepensioner i henhold til afsnit III, kapitel 4 og 5, i grundforordningen fejlagtigt har udbetalt en person ydelser, kan denne institution over for en institution i enhver anden medlemsstat, som det påhviler at betale tilsvarende ydelser til den pågældende, kræve det for meget udbetalte beløb tilbageholdt i efterbetalinger, der skal udbetales til den pågældende. Efter at sidstnævnte institution har underrettet den institution, der fejlagtigt har udbetalt et beløb, om disse skyldige efterbetalinger, meddeler den institution, der fejlagtigt har udbetalt beløbet, inden to måneder størrelsen af det fejlagtigt udbetalte beløb. Hvis den institution, der skal foretage efterbetalinger, modtager denne meddelelse inden for fristen, overfører den det indeholdte beløb til den institution, der fejlagtigt har udbetalt beløb. Hvis fristen er overskredet, udbetaler den nævnte institution straks efterbetalingerne til den pågældende person.

3. Har en person modtaget social bistand i en medlemsstat i et tidsrum, hvor den pågældende havde ret til ydelser efter en anden medlemsstats lovgivning, kan det organ, som har ydet bistanden, for så vidt det efter lovgivningen har regreskrav på de ydelser, der tilkommer den pågældende, over for en institution i enhver anden medlemsstat, som det påhviler at betale ydelser til den pågældende, kræve det beløb, der er udbetalt som social bistand, tilbageholdt i de beløb, som den omhandlede medlemsstat udbetaler den pågældende.

Denne bestemmelse finder tilsvarende anvendelse på familiemedlemmerne til en berørt person, der har modtaget bistand i en medlemsstat i et tidsrum, hvor den pågældende havde ret til ydelser for det pågældende familiemedlem efter lovgivningen i en anden medlemsstat.

Den institution i en medlemsstat, der fejlagtigt har udbetalt et bistandsbeløb, sender opgørelsen over det beløb, den har til gode, til institutionen i den anden medlemsstat; denne foretager tilbageholdelsen under iagttagelse af de betingelser og begrænsninger, der er fastsat for en sådan modregning i henhold til den lovgivning, der gælder for institutionen, og overfører straks det tilbageholdte beløb til den institution, der fejlagtigt har udbetalt beløbet.

1. Ved anvendelse af artikel 6 i gennemførelsesforordningen skal den institution, der har udbetalt kontantydelser foreløbigt, senest tre måneder efter at det er fastlagt, hvilken lovgivning der skal anvendes, eller hvilken institution der har ansvaret for at udbetale ydelserne, foretage en opgørelse over det foreløbigt udbetalte beløb og sende den til den institution, der fastslås som kompetent.

Den institution, der fastslås som kompetent til at betale ydelserne, tilbageholder den del, der skyldes i medfør af den foreløbige betaling, i de efterbetalinger af den tilsvarende ydelse, den skylder den pågældende, og overfører straks det tilbageholdte beløb til den institution, der har udbetalt kontantydelserne foreløbigt.

Hvis de foreløbigt udbetalte ydelser overstiger efterbetalingsbeløbet, eller hvis der ikke findes nogen efterbetalinger, tilbageholder den institution, der fastslås som kompetent, dette beløb i løbende betalinger under iagttagelse af de betingelser og grænser, der er fastsat for en sådan modregning i henhold til den lovgivning, der gælder for institutionen, og overfører straks det tilbageholdte beløb til den institution, der har udbetalt kontantydelserne foreløbigt.

2. Den institution, der foreløbigt har modtaget bidrag fra en juridisk og/eller fysisk person, skal ikke betale de pågældende beløb tilbage til den person, der har indbetalt dem, før den har forespurgt hos den institution, der fastslås som kompetent, om den eventuelt har beløb til gode i henhold til artikel 6, stk. 4, i gennemførelsesforordningen.

På anmodning af den institution, der fastslås som kompetent, fremsat senest tre måneder efter, at det er fastslået, hvilken lovgivning der finder anvendelse, overfører den institution, der har modtaget bidrag foreløbigt, disse bidrag til den institution, der er fastslået som kompetent for den periode, med henblik på en afklaring af situationen med hensyn til de bidrag, som den juridiske og/eller fysiske person skylder den. De overførte bidrag anses med tilbagevirkende kraft for at være blevet betalt til den institution, der fastslås som kompetent.

Hvis de foreløbigt betalte bidrag overstiger det beløb, som den juridiske og/eller fysiske person skylder den institution, der fastslås som kompetent, tilbagebetaler den institution, der har modtaget bidrag foreløbigt, det overskydende beløb til den pågældende juridiske og/eller fysiske person.

Der sker ikke dækning af omkostninger, hvis gælden inddrives ved modregning, jf. artikel 72 og 73 i gennemførelsesforordningen.

2. Anmodninger og alle meddelelser i tilknytning hertil mellem medlemsstaterne fremsendes generelt via udpegede institutioner.

3. Praktiske gennemførelsesforanstaltninger, herunder foranstaltninger, der vedrører artikel 4 i gennemførelsesforordningen og fastsættelsen af en minimumstærskel for de beløb, for hvilke der kan anmodes om inddrivelse, fastsættes af Den Administrative Kommission.

1. Efter anmodning fra den bistandssøgende instans meddeler den bistandssøgte instans førstnævnte instans alle oplysninger, der er af værdi for denne ved inddrivelsen af en fordring.

Med henblik på at fremskaffe de pågældende oplysninger udøver den bistandssøgte instans de beføjelser, der er fastlagt ved lov eller administrativt fastsatte bestemmelser om inddrivelse af lignende fordringer, der er opstået i den medlemsstat, hvor den selv er beliggende.

2. I anmodningen om oplysninger anføres navn, senest kendte adresse og alle andre relevante oplysninger til identifikation af den pågældende juridiske eller fysiske person, som de pågældende oplysninger vedrører, samt arten og størrelsen af den fordring, som ligger til grund for anmodningen.

4. Den bistandssøgte instans underretter den bistandssøgende instans om grunden til, at anmodningen om oplysninger ikke kan efterkommes.

1. Efter anmodning fra den bistandssøgende instans meddeler den bistandssøgte instans i overensstemmelse med de regler, der gælder for meddelelse af tilsvarende akter eller afgørelser i den medlemsstat, hvor den er beliggende, modtageren alle sådanne akter og afgørelser, herunder retslige, der hidrører fra den medlemsstat, hvor den bistandssøgende instans er beliggende, og som vedrører en fordring og/eller dens inddrivelse.

2. I anmodningen om meddelelse anføres den pågældende modtagers navn, adresse og alle andre relevante oplysninger til identifikation af den berørte adressat, der sædvanligvis er tilgængelige for den bistandssøgende instans, arten af og formålet med den akt eller afgørelse, der skal meddeles, om nødvendigt skyldnerens navn, adresse og alle andre relevante oplysninger til identifikation af skyldneren og den fordring, akten eller afgørelsen vedrører, samt alle andre formålstjenlige oplysninger.

3. Den bistandssøgte instans underretter straks den bistandssøgende instans om, hvordan anmodningen om meddelelse er blevet fulgt op, og navnlig om den dato, hvor afgørelsen eller akten er blevet sendt til modtageren.

1. En anmodning om inddrivelse af en fordring, som den bistandssøgende instans retter til den bistandssøgte instans, skal ledsages af et officielt eksemplar eller en bekræftet kopi af det dokument, der hjemler ret til eksekution, udstedt i den medlemsstat, hvor den bistandssøgende instans er beliggende, og, hvis det er relevant, af originaler eller af en bekræftet kopi af andre dokumenter, der er nødvendige for inddrivelsen.

4. Anmodningen om inddrivelse skal desuden indeholde en erklæring fra den bistandssøgende instans, hvori det bekræftes, at betingelserne i stk. 2 er opfyldt.

5. Den bistandssøgende instans sender den bistandssøgte instans alle relevante oplysninger, som vedrører den sag, der har begrundet anmodningen om inddrivelse, så snart den får kendskab hertil.

1. I overensstemmelse med artikel 84, stk. 2, i grundforordningen anerkendes det dokument, der hjemler ret til eksekution af fordringen, uden videre og behandles automatisk som et dokument, der hjemler ret til eksekution af en fordring, af den medlemsstat, hvor den bistandssøgte instans er beliggende.

2. Uanset stk. 1 kan det dokument, der hjemler ret til eksekution af fordringen, i givet fald og i overensstemmelse med de gældende bestemmelser i den medlemsstat, hvori den bistandssøgte instans er beliggende, stadfæstes som, anerkendes som, suppleres med eller erstattes med et dokument, der hjemler ret til eksekution på denne medlemsstats område.

Medlemsstaterne bestræber sig på senest tre måneder efter modtagelsen af anmodningen om inddrivelse at fuldføre stadfæstelsen, anerkendelsen, suppleringen eller erstatningen af dokumentet, med undtagelse af de tilfælde, hvor tredje afsnit af dette stk. finder anvendelse. Medlemsstaterne må ikke afslå at fuldføre disse handlinger, når det dokument, der hjemler ret til eksekution, er formelt korrekt. Den bistandssøgte instans underretter den bistandssøgende instans om baggrunden for overskridelsen af tremånedersperioden.

Hvis nogen af disse handlinger medfører en tvist vedrørende fordringen og/eller det dokument, der hjemler ret til eksekution, og som er udstedt af den bistandssøgende instans, finder artikel 81 i gennemførelsesforordningen anvendelse.

1. Inddrivelse finder sted i den valuta, der anvendes i den medlemsstat, i hvilken den bistandssøgte instans er beliggende. Den bistandssøgte instans overfører hele det beløb, den har inddrevet, til den bistandssøgende instans.

2. Såfremt de love og administrative bestemmelser, der gælder i den medlemsstat, hvor den bistandssøgte instans er beliggende, tillader det, kan denne efter at have rådført sig med den bistandssøgende instans indrømme skyldneren en betalingsfrist eller tillade betaling i rater. Renter, der opkræves af den bistandssøgte instans som følge af denne betalingsfrist, skal også overføres til den bistandssøgende instans.

Fra det tidspunkt, hvor det dokument, der hjemler ret til eksekution af fordringen, er direkte anerkendt i overensstemmelse med artikel 79, stk. 1, i gennemførelsesforordningen, eller er stadfæstet, anerkendt, suppleret eller erstattet i overensstemmelse med artikel 79, stk. 2, i gennemførelsesforordningen, påløber der morarenter i henhold til de love og administrative bestemmelser, der gælder i den medlemsstat, hvor den bistandssøgte instans er beliggende, og de overføres også til den bistandssøgende instans.

Indsigelse mod fordringen eller det dokument, der hjemler ret til eksekution af fordringen, og indsigelse vedrørende eksekutionsforanstaltninger

1. Såfremt en berørt person under inddrivelsesforretningen gør indsigelse mod fordringen og/eller det dokument, der hjemler ret til eksekution, og som er udstedt i den medlemsstat, hvor den bistandssøgende instans er beliggende, indbringes sagen af den pågældende person for de relevante myndigheder i den medlemsstat, hvor den bistandssøgende instans er beliggende, i overensstemmelse med de i denne medlemsstat gældende retsregler. Den bistandssøgende instans giver straks den bistandssøgte instans meddelelse herom. Endvidere kan den berørte person give den bistandssøgte instans meddelelse herom.

2. Så snart den bistandssøgte instans har modtaget den i stk. 1 nævnte meddelelse eller oplysning enten fra den bistandssøgende instans eller fra den berørte person, suspenderer den eksekutionsforretningen, indtil der foreligger en afgørelse fra den relevante myndighed om spørgsmålet, medmindre den bistandssøgende instans anmoder om andet i overensstemmelse med andet afsnit i dette stk. Såfremt den bistandssøgte instans finder det nødvendigt, og med forbehold af artikel 84 i gennemførelsesforordningen, kan den træffe retsbevarende foranstaltninger for at sikre inddrivelsen, i det omfang love eller andre retsforskrifter i den medlemsstat, hvor den er beliggende, tillader det for lignende fordringer.

Uanset første afsnit kan den bistandssøgende instans i henhold til de love og administrative bestemmelser og den administrative praksis, der gælder i den medlemsstat, hvor den er beliggende, anmode den bistandssøgte instans om at inddrive en fordring, der er gjort indsigelse mod, for så vidt en sådan handling er tilladt efter de love og administrative bestemmelser og den administrative praksis, der gælder i den medlemsstat, hvor den bistandssøgte instans er beliggende. Hvis indsigelsesspørgsmålet senere afgøres til fordel for skyldneren, tilbagebetaler den bistandssøgende instans eventuelt inddrevne beløb med tillæg af eventuel erstatning i overensstemmelse med de love og bestemmelser, som er gældende i den medlemsstat, hvor den bistandssøgte instans er beliggende.

3. Når indsigelsen vedrører eksekutionsforanstaltninger, der er truffet i den medlemsstat, hvor den bistandssøgte instans er beliggende, indbringes sagen for den relevante myndighed i denne medlemsstat i overensstemmelse med dennes love og andre retsforskrifter.

4. Når den relevante myndighed, for hvilken sagen er indbragt i henhold til stk. 1, er en domstol eller en forvaltningsdomstol, betragtes dennes afgørelse, hvis den giver den bistandssøgende instans medhold, og hvis den gør det muligt, at fordringen inddrives i den medlemsstat, hvor den bistandssøgende instans er beliggende, som »det dokument, der hjemler ret til eksekution«, i den i artikel 78 og 79 i gennemførelsesforordningen anvendte betydning, og inddrivelsen af fordringen gennemføres på grundlag af denne afgørelse.

2. Den bistandssøgte instans underretter den bistandssøgende instans om grunden til, at anmodningen om bistand ikke kan efterkommes.

Forældelse efter gældende retsregler i den medlemsstat, hvor den bistandssøgte instans, er beliggende, løber fra datoen for direkte anerkendelse eller fra datoen for stadfæstelse, anerkendelse, supplering eller erstatning af dokumentet i henhold til artikel 79 i gennemførelsesforordningen.

2. De inddrivelsesforanstaltninger, der i overensstemmelse med anmodningen om bistand træffes af bistandssøgte instans, og som, såfremt de var blevet truffet af den bistandssøgende instans, ville have medført suspension eller afbrydelse af forældelsen i henhold til gældende retsregler i den medlemsstat, hvor den bistandssøgende instans er beliggende, anses med hensyn til denne virkning for at være truffet i sidstnævnte stat.

På begrundet begæring af den bistandssøgende instans træffer den bistandssøgte instans retsbevarende foranstaltninger for at sikre inddrivelse af en fordring, for så vidt som gældende love og andre retsforskrifter i den medlemsstat, hvor den bistandssøgte instans er beliggende, tillader det.

Med henblik på gennemførelsen af stk. 1 finder bestemmelserne og procedurerne i artikel 78, 79, 81 og 82 i gennemførelsesforordningen tilsvarende anvendelse.

1. Den bistandssøgte instans inddriver hos den pågældende fysiske eller juridiske person og tilbageholder alle omkostninger, som den afholder i forbindelse med inddrivelse af fordringen i overensstemmelse med de love og bestemmelser, der er gældende for tilsvarende fordringer, i den medlemsstat, hvor den bistandssøgte instans er beliggende.

2. Gensidig bistand i medfør af denne afdeling er som hovedregel gratis. Ved inddrivelser, der frembyder særlige vanskeligheder eller er forbundet med meget store omkostninger, kan den bistandssøgende og den bistandssøgte instans dog aftale særlige godtgørelsesregler for de pågældende tilfælde.

3. Den medlemsstat, hvor den bistandssøgende instans er beliggende, forbliver dog ansvarlig over for den medlemsstat, hvor den bistandssøgte instans er beliggende, for godtgørelse af eventuelle omkostninger og tab som følge af foranstaltninger, som erklæres ubegrundede, for så vidt angår fordringens tilstedeværelse eller gyldigheden af det dokument, der er udstedt af den bistandssøgende instans.

1. Senest i det fjerde hele kalenderår efter gennemførelsesforordningens ikrafttræden forelægger Den Administrative Kommission en rapport om de frister, der er anført i artikel 67, stk. 2, 5 og 6, i gennemførelsesforordningen.

På baggrund af denne rapport kan Europa-Kommissionen om relevant forelægge forslag til revision af disse frister med det formål at afkorte dem betydeligt.

2. Senest … (6) forelægger Den Administrative Kommission en rapport, der specifikt vurderer anvendelsen af gennemførelsesforordningens afsnit IV, kapitel I og III, navnlig med hensyn til de procedurer og tidsfrister, der er omhandlet i artikel 67, stk. 2, 5 og 6, og til de inddrivelsesprocedurer, der er omhandlet i artikel 75-85 i gennemførelsesforordningen.

På baggrund af denne rapport kan Europa-Kommissionen om nødvendigt forelægge relevante forslag til at gøre disse procedurer mere effektive og afbalancerede.

1. Når en person, der modtager eller ansøger om ydelser, eller et medlem af den pågældendes familie opholder sig eller er bosat i en anden medlemsstat end den, hvor debitorinstitutionen er beliggende, foretages lægeundersøgelsen efter denne institutions anmodning af institutionen på ydelsesmodtagerens opholds- eller bopælssted i overensstemmelse med de regler, der er fastlagt i den lovgivning, som gælder for denne institution, jf. dog andre bestemmelser.

Debitorinstitutionen meddeler opholds- eller bopælsstedets institution, hvilke eventuelle særlige krav, der om nødvendigt skal overholdes, og hvilke punkter lægeundersøgelsen skal omfatte.

2. Opholds- eller bopælsstedets institution skal sende en rapport til den debitorinstitution, som har anmodet om lægeundersøgelsen. Denne institution skal være bundet af de konstateringer, som opholds- eller bopælsstedets institution har foretaget.

Debitorinstitutionen bevarer retten til at lade ydelsesmodtageren undersøge af en af den udpeget læge. Ydelsesmodtageren kan dog kun anmodes om at rejse til debitorinstitutionens medlemsstat, hvis vedkommende er i stand til at foretage rejsen, uden at det går ud over helbredet, og hvis debitorinstitutionen afholder de dertil hørende rejse- og opholdsudgifter.

3. Når en person, der modtager eller ansøger om ydelser, eller et medlem af den pågældendes familie opholder sig eller er bosat i en anden medlemsstat end den, hvor debitorinstitutionen er beliggende, foretages den administrative kontrol efter debitorinstitutionens anmodning af institutionen på modtagerens opholds- eller bopælssted.

4. Stk. 2 og 3 finder også anvendelse med henblik på at fastslå eller kontrollere afhængighedstilstanden for en modtager af eller en ansøger om ydelser ved plejebehov af ubegrænset varighed, jf. artikel 34 i grundforordningen.

5. De kompetente myndigheder eller kompetente institutioner i to eller flere medlemsstater kan fastlægge specifikke bestemmelser og procedurer, der har til formål helt eller delvis at forbedre arbejdsmarkedsparatheden for ansøgere om og modtagere af ydelser og deres deltagelse i eventuelle ordninger eller programmer, der er tilgængelige i opholds- eller bopælsmedlemsstaten, med henblik herpå.

6. Som en undtagelse fra princippet om, at gensidigt administrativt samarbejde ydes vederlagsfrit, jf. artikel 76, stk. 2, i grundforordningen, refunderes de reelle udgifter i forbindelse med kontrollen, jf. stk. 1-5, til den institution, som var blevet anmodet om at udføre den, af den debitorinstitution, som havde anmodet herom.

1. Medlemsstaterne underretter Europa-Kommissionen om kontaktoplysningerne vedrørende de instanser, der er omhandlet i artikel 1, litra m), q) og r), i grundforordningen og i artikel 1, stk. 2, litra a) og b), i gennemførelsesforordningen, samt vedrørende de institutioner, der er udpeget i overensstemmelse med gennemførelsesforordningen.

2. De instanser, der er omhandlet i stk. 1, skal have en elektronisk identitet i form af en identifikationskode og en elektronisk adresse.

3. Den Administrative Kommission fastlægger strukturen, indholdet og detaljerede ordninger vedrørende underretning om kontaktoplysninger, jf. stk. 1, herunder et fælles format og en model.

4. I bilag IV til gennemførelsesforordningen angives nærmere detaljer vedrørende den offentligt tilgængelige database, der indeholder de oplysninger, der er omhandlet i stk. 1. Databasen oprettes og forvaltes af Europa-Kommissionen. Medlemsstaterne er dog ansvarlige for at indlæse deres egne nationale kontaktoplysninger i databasen. Medlemsstaterne sikrer desuden, at de nationale kontaktoplysninger, der kræves i henhold til stk. 1, er indlæst korrekt.

5. Medlemsstaterne sørger for, at oplysningerne omhandlet i stk. 1 opdateres løbende.

1. Den Administrative Kommission udarbejder den fornødne information med henblik på at sikre, at de pågældende er bekendt med deres rettigheder samt de administrative formaliteter, de skal iagttage for at gøre disse rettigheder gældende. Informationen formidles, hvor det er muligt, ad elektronisk vej via online-netsteder, der er offentligt tilgængelige. Den Administrative Kommission sørger for, at informationen opdateres regelmæssigt, og overvåger kvaliteten af de tjenester, der ydes forbrugerne.

2. Det Rådgivende Udvalg, jf. artikel 75 i grundforordningen, kan afgive udtalelser og henstillinger med henblik på at forbedre informationen og formidlingen heraf.

3. Medlemsstaterne påser, at personer, der er omfattet af grundforordningen, har adgang til den fornødne information om ændringer af grundforordningen og gennemførelsesforordningen, således at de kan gøre deres rettigheder gældende. De yder ligeledes brugervenlige tjenester.

4. De kompetente myndigheder påser, at institutionerne under dem holdes informeret og anvender samtlige lovgivningsmæssige og andre fællesskabsbestemmelser, herunder Den Administrative Kommissions afgørelser, på de områder og de betingelser, der er fastsat i grundforordningen og gennemførelsesforordningen.

Ved anvendelsen af grundforordningen og gennemførelsesforordningen gælder ved omregning mellem to valutaer den referencekurs for omregning af valutaer, der offentliggøres af Den Europæiske Centralbank. Den dato, der skal tages hensyn til ved fastsættelse af omregningskursen, fastlægges af Den Administrative Kommission.

De kompetente myndigheder udarbejder statistikker over anvendelsen af grundforordningen og gennemførelsesforordningen og fremsender dem til Den Administrative Kommissions sekretariat. Disse oplysninger indsamles og struktureres ifølge en plan og en metode, der fastlægges af Den Administrative Kommission. Europa-Kommissionen er ansvarlig for at formidle disse oplysninger.

Efter anmodning fra Den Administrative Kommission kan bilag I-V til gennemførelsesforordningen og bilag VI-IX til grundforordningen ændres ved en Kommissionsforordning.

Artikel 87 i grundforordningen finder anvendelse på forhold, der er omfattet af gennemførelsesforordningen.

1. Når forsikringsbegivenheden indtræder forud for datoen for gennemførelsesforordningens ikrafttræden på den pågældende medlemsstats område, og når fastsættelse af ydelsen på grundlag af pensionsansøgningen endnu ikke er sket inden denne dato, skal der foretages en dobbelt fastsættelse af ydelsen, for så vidt der på grundlag af forsikringsbegivenheden skal tilkendes ydelser for en periode, der ligger forud for den sidstnævnte dato:

Såfremt det beløb, der fremkommer ved beregningen efter litra a), er højere end det, der fremkommer ved beregningen efter litra b), skal den pågældende dog fortsat modtage det i henhold til litra a) beregnede beløb.

2. Indgivelse, der finder sted fra datoen for gennemførelsesforordningens ikrafttræden på den pågældende medlemsstats område, til en institution i en medlemsstat, af en ansøgning om ydelser ved invaliditet eller alderdom eller ydelser til efterladte, medfører automatisk, at ydelser, der af institutionen eller institutionerne i en eller flere medlemsstater er fastsat før dette tidspunkt for den samme forsikringsbegivenhed, omberegnes på grundlag af grundforordningen, idet omberegningen dog ikke kan medføre, at der udbetales et lavere ydelsesbeløb.

1. Hver medlemsstat kan omfattes af en overgangsperiode for elektronisk dataudveksling som fastlagt i artikel 4, stk. 2, i gennemførelsesforordningen.

Disse overgangsperioder må ikke overstige 24 måneder fra datoen for gennemførelsesforordningens ikrafttræden.

Hvis indførelsen af den nødvendige fællesskabsinfrastruktur (Electronic Exchange of Social Security information — EESSI) forsinkes væsentligt i forhold til gennemførelsesforordningens ikrafttrædelse, kan Den Administrative Kommission imidlertid aftale en passende forlængelse af disse perioder.

2. De praktiske bestemmelser om eventuelle nødvendige overgangsperioder, jf. stk. 1, fastlægges af Den Administrative Kommission med henblik på at sikre den nødvendige dataudveksling i forbindelse med anvendelsen af grundforordningen og gennemførelsesforordningen.

Forordning (EØF) nr. 574/72 forbliver dog i kraft, og dens retsvirkninger bevares med henblik på:

2. Henvisninger til forordning (EØF) nr. 574/72 i Rådets direktiv 98/49/EF af 29. juni 1998 om beskyttelse af supplerende pensionsrettigheder for arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende, der flytter inden for Fællesskabet (12), og mere generelt i alle andre fællesskabsretsakter, forstås som henvisninger til gennemførelsesforordningen.

Denne forordning offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende. Den træder i kraft den … (13).

(3) Europa-Parlamentets udtalelse af 9. juli 2008 (endnu ikke offentliggjort i EUT), Rådets fælles holdning af 17. december 2008 og Rådets afgørelse af … (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(13) Den dato, der svarer til den første dag i den måned, der følger efter perioden på seks måneder efter datoen for offentliggørelsen, og under alle omstændigheder ikke før den 1. januar 2010.

BILAG I

GENNEMFØRELSESBESTEMMELSER TIL BILATERALE AFTALER, SOM FORBLIVER I KRAFT, OG ANDRE BILATERALE GENNEMFØRELSESAFTALER

(som nævnt i gennemførelsesforordningens artikel 8, stk. 1, og artikel 9, stk. 2)

BELGIEN — DANMARK

Brevvekslingen af 8. maj 2006 og 21. juni 2006 om aftalen om refusion med det faktiske beløb, der er ydet til familiemedlemmer til en arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende, der er forsikret i Belgien, når familiemedlemmerne har bopæl i Danmark, og til pensionister og/eller deres familiemedlemmer, der er forsikret i Belgien, men har bopæl i Danmark

BELGIEN — TYSKLAND

Overenskomsten af 29. januar 1969 om opkrævning og inddrivelse af bidrag til social sikring

BELGIEN — IRLAND

Brevvekslingen af 19. maj 1981 og 28. juli 1981 vedrørende artikel 36, stk. 3, og artikel 70, stk. 3, i forordning (EØF) nr. 1408/71 (gensidigt afkald på refusion af udgifter til naturalydelser og udgifter til ydelser ved arbejdsløshed i henhold til afsnit III, kapitel 1 og 6, i forordning (EØF) nr. 1408/71) og artikel 105, stk. 2 i forordning (EØF) nr. 574/72 (gensidigt afkald på refusion af udgifter til administrativ og lægelig kontrol)

BELGIEN — SPANIEN

Aftalen af 25. maj 1999 om refusion af naturalydelser i henhold til forordning (EØF) nr. 1408/71 og (EØF) nr. 574/72

BELGIEN — FRANKRIG

a)	Overenskomsten af 4. juli 1984 om lægelig kontrol af grænsearbejdere, der er bosiddende i det ene land og beskæftiget i et andet

b)	Overenskomsten af 14. maj 1976 om afkald på refusion af udgifter til administrativ og lægelig kontrol i henhold til artikel 105, stk. 2 i forordning (EØF) nr. 574/72

c)	Overenskomsten af 3. oktober 1977 om gennemførelse af artikel 92 i forordning (EØF) nr. 1408/71 (inddrivelse af bidrag til socialsikring)

d)	Overenskomsten af 29. juni 1979 om gensidigt afkald på refusion i henhold til artikel 70, stk. 3 i forordning (EØF) nr. 1408/71 (ydelser ved arbejdsløshed)

e)	Den administrative aftale af 6. marts 1979 om gennemførelse af tillægsaftalen af 12. oktober 1978 om social sikring mellem Belgien og Frankrig for så vidt angår bestemmelserne om selvstændige erhvervsdrivende

f)	Brevvekslingen af 21. november 1994 og 8. februar 1995 om reglerne for afregning af gensidige refusionskrav i henhold til artikel 93, 94, 95 og 96 i forordning (EØF) nr. 574/72

BELGIEN — ITALIEN

a)	Overenskomsten af 12. januar 1974, i henhold til artikel 105, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 574/72

b)	Overenskomsten af 31. oktober 1979, i henhold til artikel 18, stk. 9, i forordning (EØF) nr. 574/72

c)	Brevvekslingen af 10. december 1991 og 10. februar 1992 om refusion af gensidige refusionskrav i henhold til artikel 93 i forordning (EØF) nr. 574/72

d)	Overenskomsten af 21. november 2003 om reglerne for afregning af gensidige refusionskrav i henhold til artikel 94 og 95 i Rådets forordning (EØF) nr. 574/72

BELGIEN — LUXEMBOURG

a)	Overenskomsten af 28. januar 1961 om inddrivelse af bidrag til social sikring

b)	Overenskomsten af 16. april 1976 om afkald på refusion af udgifter til administrativ og lægelig kontrol i henhold til artikel 105, stk. 2 i forordning (EØF) nr. 574/72

BELGIEN — DET FORENEDE KONGERIGE

a)	Brevvekslingen af 4. maj 1976 og 14. juni 1976 vedrørende artikel 105, stk. 2 i forordning (EØF) nr. 574/72 (afkald på refusion af udgifter til administrativ og lægelig kontrol)

Brevvekslingen af 18. januar 1977 og 14. marts 1977 vedrørende artikel 36, stk. 3, i forordning (EØF) nr. 1408/71 (ordning vedrørende refusion eller afkald på refusion af udgifter til naturalydelser udredet i henhold til afsnit III, kapitel 1, i forordning (EØF) nr. 1408/71), som ændret ved brevveksling af 4. maj 1982 og 23. juli 1982 (aftale om refusion af udgifter i henhold til artikel 22, stk. 1, litra a), i forordning (EØF) nr. 1408/71)

BULGARIEN — DEN TJEKKISKE REPUBLIK

Artikel 29, stk. 1 og 3, i aftalen af 25. november 1998 og artikel 5, stk. 4, i den administrative ordning af 30. november 1999 om afkald på refusion af udgifter til administrativ og lægelig kontrol

BULGARIEN — TYSKLAND

Artikel 8 og 9 i den administrative aftale om gennemførelse af overenskomsten om social sikring af 17. december 1997 på pensionsområdet

DEN TJEKKISKE REPUBLIK — SLOVAKIET

Artikel 15 og 16 i den administrative aftale af 8. januar 1993 om angivelse af arbejdsgiverens hjemsted og af bopælen med henblik på anvendelse af artikel 20 i overenskomsten af 29. oktober 1992 om social sikring

DANMARK — IRLAND

Brevvekslingen af 22. december 1980 og 11. februar 1981 om gensidigt afkald på refusion af udgifter til naturalydelser i henhold til forsikring ved sygdom, moderskab, arbejdsulykker og erhvervssygdomme, udgifter til ydelser ved arbejdsløshed og udgifter til administrativ og lægelig kontrol (artikel 36, stk. 3, artikel 63, stk. 3, i forordning (EØF) nr. 1408/71, samt artikel 105, stk. 2 i forordning (EØF) nr. 574/72)

DANMARK — GRÆKENLAND

Aftalen af 8. maj 1986 om delvist gensidigt afkald på refusion af udgifter til naturalydelser ved sygdom, moderskab, arbejdsulykker og erhvervssygdomme og afkald på refusion af udgifter til administrativ og lægelig kontrol

DANMARK — SPANIEN

Overenskomsten af 11. december 2006 om forskud, tidsfrister og refusion med det faktiske beløb, der er ydet til familiemedlemmer til en arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende, der er forsikret i Spanien, når familiemedlemmet har bopæl i Danmark, og til pensionister og/eller deres familiemedlemmer, der er forsikret i Spanien, men har bopæl i Danmark

DANMARK — FRANKRIG

Aftalen af 29. juni 1979 samt tillægsaftale af 2. juni 1993 om delvist afkald på refusion i henhold til artikel 36, stk. 3, og artikel 63, stk. 3, i forordning (EØF) nr. 1408/71, og gensidigt afkald på refusion i henhold til artikel 105, stk. 2 i forordning (EØF) nr. 574/72 (delvist afkald på refusion af udgifter til naturalydelser ved sygdom, moderskab, arbejdsulykker og erhvervssygdomme og afkald på refusion af udgifter til administrativ og lægelig kontrol)

DANMARK — ITALIEN

Overenskomsten af 18. november 1998 om refusion af udgifter til naturalydelser i henhold til forsikring ved sygdom, moderskab, arbejdsulykker og erhvervssygdomme samt udgifter til administrativ og lægelig kontrol

DANMARK — LUXEMBOURG

Overenskomsten af 19. juni 1978 om gensidigt afkald på refusion i henhold til artikel 36, stk. 3, artikel 63, stk. 3, og artikel 70, stk. 3, i forordning (EØF) nr. 1408/71, samt artikel 105, stk. 2 i forordning (EØF) nr. 574/72 (udgifter til naturalydelser ved sygdom, moderskab, arbejdsulykker og erhvervssygdomme, udgifter til ydelser ved arbejdsløshed og udgifter til administrativ og lægelig kontrol)

DANMARK — NEDERLANDENE

Brevvekslingen af 30. marts 1979 og 25. april 1979 som ændret ved aftale af 12. december 2006 om refusion af udgifter til naturalydelser ved sygdom, moderskab, arbejdsulykker og erhvervssygdomme

DANMARK — PORTUGAL

Overenskomsten af 17. april 1998 om delvist afkald på refusion af udgifter til naturalydelser i henhold til forsikring ved sygdom, moderskab, arbejdsulykker og erhvervssygdomme og udgifter til administrativ og lægelig kontrol

DANMARK — FINLAND

Artikel 15 i den nordiske konvention om social sikring af 18. august 2003: Aftale om gensidigt afkald på refusion af udgifter efter artikel 36, 63 og 70 i forordning (EØF) nr. 1408/71 (udgifter til naturalydelser ved sygdom, moderskab, arbejdsulykker og erhvervssygdomme og ydelser ved arbejdsløshed) og artikel 105 i forordning (EØF) nr. 574/72 (udgifter til administrativ og lægelig kontrol)

DANMARK — SVERIGE

DANMARK — DET FORENEDE KONGERIGE

Brevvekslingen af 30. marts 1977 og 19. april 1977 som ændret ved brevveksling af 8. november 1989 og 10. januar 1990 om afkald på refusion af udgifter til naturalydelser og udgifter til administrativ og lægelig kontrol

TYSKLAND — LUXEMBOURG

a)	Overenskomsten af 14. oktober 1975 om afkald på refusion af udgifter til administrativ og lægelig kontrol i henhold til artikel 105, stk. 2 i forordning (EØF) nr. 574/72

b)	Overenskomsten af 14. oktober 1975 om opkrævning og inddrivelse af bidrag til social sikring

c)	Aftalen af 25. januar 1990 om anvendelse af artikel 20 og artikel 22, stk. 1, litra b) og c), i forordning (EØF) nr. 1408/71

ESTLAND — DET FORENEDE KONGERIGE

Aftalen endeligt udformet den 29. marts 2006 mellem de kompetente myndigheder i Republikken Estland og Det forenede Kongerige i henhold til artikel 36, stk. 3, og artikel 63, stk. 3, i forordning (EØF) nr. 1408/71 vedrørende andre metoder for refusion af udgifter til naturalydelser, som de to lande tilkender i henhold til denne forordning med virkning fra den 1. maj 2004

IRLAND — FRANKRIG

Brevvekslingen af 30. juli 1980 og 26. september 1980 vedrørende artikel 36, stk. 3, og 63, stk. 3, i forordning (EØF) nr. 1408/71 (gensidigt afkald på refusion af udgifter til naturalydelser) og artikel 105, stk. 2 i forordning (EØF) nr. 574/72 (gensidigt afkald på refusion af udgifter til administrativ og lægelig kontrol)

IRLAND — LUXEMBOURG

Brevvekslingen af 26. september 1975 og 5. august 1976 vedrørende artikel 36, stk. 3, og artikel 63, stk. 3, i forordning (EØF) nr. 1408/71, samt artikel 105, stk. 2 i forordning (EØF) nr. 574/72 (afkald på refusion af udgifter til naturalydelser, udredt i henhold til afsnit III, kapitel 1 eller 4, i forordning (EØF) nr. 1408/71, samt de i artikel 105 i forordning (EØF) nr. 574/72 omhandlede udgifter til administrativ og lægelig kontrol)

IRLAND — NEDERLANDENE

Brevvekslingen af 22. april 1987 og 27. juli 1987 om artikel 70, stk. 3, i forordning (EØF) nr. 1408/71 (afkald på refusion af udgifter til ydelser, udredt i henhold til artikel 69 i forordning (EØF) nr. 1408/71), og artikel 105, stk. 2 i forordning (EØF) nr. 574/72 (afkald på refusion af de i artikel 105 i forordning (EØF) nr. 574/72 omhandlede udgifter til administrativ og lægelig kontrol)

IRLAND — SVERIGE

Aftalen af 8. november 2000 om afkald på refusion af udgifter til naturalydelser ved sygdom, moderskab, arbejdsulykker og erhvervssygdomme og udgifter til administrativ og lægelig kontrol

IRLAND — DET FORENEDE KONGERIGE

Brevvekslingen af 9. juli 1975 vedrørende artikel 36, stk. 3, og artikel 63, stk. 3, i forordning (EØF) nr. 1408/71 (ordning vedrørende refusion eller afkald på refusion af udgifter til naturalydelser, udredt i henhold til afsnit III, kapitel 1 eller 4, i forordning (EØF) nr. 1408/71), og artikel 105, stk. 2 i forordning (EØF) nr. 574/72 (afkald på refusion af udgifter til administrativ og lægelig kontrol)

GRÆKENLAND — NEDERLANDENE

Brevvekslingen af 8. september 1992 og 30. juni 1993 om regler for refusion institutionerne imellem

SPANIEN — PORTUGAL

a)	Artikel 42, 43 og 44 i den administrative aftale af 22. maj 1970 (eksport af arbejdsløshedsydelser). Denne optegnelse forbliver i kraft i to år fra datoen for anvendelsen af forordning (EF) nr. 883/2004

b)	Aftalen af 2. oktober 2002 om fastsættelse af regler for forvaltning og afregning af gensidige refusionskrav i forbindelse med sundhedsydelser for at fremme og fremskynde afregningen af disse krav

SPANIEN — DET FORENEDE KONGERIGE

Aftalen af 18. juni 1999 om refusion af udgifter til naturalydelser, der er tilkendt i henhold til forordning (EØF) nr. 1408/71 og (EØF) nr. 574/72

FRANKRIG — TYSKLAND

Aftalen af 26. maj 1981 om gennemførelse af artikel 92 i forordning (EØF) nr. 1408/71 (opkrævning og inddrivelse af bidrag til social sikring)

FRANKRIG — SPANIEN

Aftalen af 17. maj 2005 om særregler for forvaltning og afregning af gensidige refusionskrav i forbindelse med sygehjælp i henhold til forordning (EØF) nr. 1408/71 og (EØF) nr. 574/72

FRANKRIG — ITALIEN

a)	Brevvekslingen af 14. maj 1991 og 2. august 1991 om reglerne for afregning af gensidige refusionskrav i henhold til artikel 93 i forordning (EØF) nr. 574/72

b)	Den supplerende brevveksling af 22. marts 1994 og 15. april 1994 om reglerne for afregning af gensidige refusionskrav i henhold til artikel 93, 94, 95 og 96 i forordning (EØF) nr. 574/72

c)	Brevvekslingen af 2. april 1997 og 20. oktober 1998 om ændring af brevveksling nævnt i litra a) og b) om reglerne for afregning af gensidige refusionskrav i henhold til artikel 93, 94, 95 og 96 i forordning (EØF) nr. 574/72

d)	Aftalen af 28. juni 2000 om afkald på refusion af de i artikel 105, stk. 1, i forordning (EØF) nr. 574/72 omhandlede udgifter, når der anmodes om administrativ og lægelig kontrol i henhold til artikel 51 i den nævnte forordning

FRANKRIG — LUXEMBOURG

Overenskomsten af 2. juli 1976 om afkald på refusion i henhold til artikel 36, stk. 3, i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 vedrørende udgifter til naturalydelser i forbindelse med sygdoms- og moderskabsforsikring udredt til en arbejdstagers familiemedlemmer, som ikke er bosat i samme land som denne

Overenskomsten af 2. juli 1976 om afkald på refusion i henhold til artikel 36, stk. 3, i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 vedrørende udgifter til naturalydelser i forbindelse med sygdoms- og moderskabsforsikring udredt til tidligere grænsearbejdere, til deres familiemedlemmer eller deres efterladte

c)	Overenskomsten af 2. juli 1976 om afkald på refusion af udgifter til administrativ og lægelig kontrol i henhold til artikel 105, stk. 2, i Rådets forordning (EØF) nr. 574/72 af 21. marts 1972

d)	Brevvekslingen af 17. juli 1995 og 20. september 1995 om reglerne for afregning af gensidige refusionskrav i henhold til artikel 93, 95 og 96 i forordning (EØF) nr. 574/72

FRANKRIG — NEDERLANDENE

a)	Aftalen af 28. april 1997 om afkald på refusion af udgifter til administrativ og lægelig kontrol i henhold til artikel 105 i forordning (EØF) nr. 574/72

b)	Aftalen af 29. september 1998 om særregler for fastsættelse af de udgifter til naturalydelser, der skal refunderes i henhold til bestemmelserne i forordning (EØF) nr. 1408/71 og (EØF) nr. 574/72

c)	Aftalen af 3. februar 1999 om særregler for forvaltning og afregning af gensidige refusionskrav i forbindelse med ydelser ved sygdom i henhold til bestemmelserne i forordning (EØF) nr. 1408/71 og (EØF) nr. 574/72

FRANKRIG — PORTUGAL

Aftalen af 28. april 1999 om særregler for forvaltning og afregning af gensidige refusionskrav i forbindelse med lægebehandling i henhold til forordning (EØF) nr. 1408/71 og (EØF) nr. 574/72

FRANKRIG — DET FORENEDE KONGERIGE

a)	Brevvekslingen af 25. marts 1997 og 28. april 1997 vedrørende artikel 105, stk. 2 i forordning (EØF) nr. 574/72 (afkald på refusion af udgifter til administrativ og lægelig kontrol)

b)	Aftalen af 8. december 1998 om særregler for fastsættelse af de udgifter til naturalydelser, der skal refunderes i henhold til forordning (EØF) nr. 1408/71 og (EØF) nr. 574/72

ITALIEN — TYSKLAND

Overenskomsten af 3. april 2000 om opkrævning og inddrivelse af bidrag til social sikring

ITALIEN — SPANIEN

Overenskomsten om nye regler for forbedring og forenkling af refusionen af udgifter til sundhedspleje af 21. november 1997 om artikel 36, stk. 3, i forordning (EØF) nr. 1408/71 (refusion af naturalydelse i forbindelse med sygdom og barsel), og artikel 93, 94, 95, 100 og artikel 102, stk. 5 i forordning (EØF) nr. 574/72 (regler for refusion af ydelser i henhold til syge- og moderskabsforsikringen og ikke-afregnede krav)

ITALIEN — NEDERLANDENE

Aftalen af 24. december 1996/27. februar 1997 om artikel 36, stk. 3, og artikel 63, stk. 3, i forordning (EØF) nr. 1408/71

ITALIEN — DET FORENEDE KONGERIGE

Aftalen undertegnet den 15. december 2005 mellem de kompetente myndigheder i Republikken Italien og Det forenede Kongerige i henhold til artikel 36, stk. 3, og artikel 63, stk. 3, i forordning (EØF) nr. 1408/71 vedrørende andre metoder for refusion af udgifter til naturalydelser, som de to lande tilkender i henhold til denne forordning med virkning fra den 1. januar 2005

LUXEMBOURG — ITALIEN

Artikel 4, stk. 5 og 6, i den administrative aftale af 19. januar 1955 om de nærmere regler om gennemførelse af den almindelige overenskomst om social sikring (sygeforsikring af arbejdere i landbruget)

LUXEMBOURG — DET FORENEDE KONGERIGE

Brevvekslingen af 18. december 1975 og 20. januar 1976 vedrørende artikel 105, stk. 2 i forordning (EØF) nr. 574/72 (afkald på refusion af udgifter til administrativ og lægelig kontrol omhandlet i artikel 105 i forordning (EØF) nr. 574/72)

UNGARN — DET FORENEDE KONGERIGE

Aftalen endeligt udformet den 1. november 2005 mellem de kompetente myndigheder i Republikken Ungarn og Det Forenede Kongerige i henhold til artikel 35, stk. 3, og artikel 41, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 883/2004 vedrørende andre metoder for refusion af udgifter til naturalydelser, som de to lande tilkender i henhold til den pågældende forordning med virkning fra den 1. maj 2004

MALTA — DET FORENEDE KONGERIGE

Aftalen endeligt udformet den 17. januar 2007 mellem de kompetente myndigheder i Malta og Det Forenede Kongerige i henhold til artikel 35, stk. 3, og artikel 41, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 883/2004 vedrørende andre metoder for refusion af udgifter til naturalydelser, som de to lande tilkender i henhold til den pågældende forordning med virkning fra den 1. maj 2004

NEDERLANDENE — BELGIEN

a)	Overenskomsten af 21. marts 1968 om opkrævning og inddrivelse af bidrag til social sikring samt administrativ aftale af 25. november 1970 om gennemførelse af den nævnte overenskomst

b)	Overenskomsten af 13. marts 2006 om sygeforsikring

c)	Overenskomsten af 12. august 1982 om forsikring vedrørende sygdom, moderskab og invaliditet

NEDERLANDENE — TYSKLAND

a)	Artikel 9 i administrative aftaler af 18. april 2001 om konventionen af 18. april 2001 (udbetaling af pensioner)

b)	Overenskomsten af 21. januar 1969 om inddrivelse af bidrag til social sikring

NEDERLANDENE — SPANIEN

Overenskomsten af 21. februar 2000 mellem Nederlandene og Spanien med henblik på at fremme afregning af gensidige refusionskrav vedrørende ydelser fra syge- og moderskabsforsikringen ved anvendelse af bestemmelserne i forordning (EØF) nr. 1408/71 og (EØF) nr. 574/72

NEDERLANDENE — LUXEMBOURG

Overenskomsten af 1. november 1976 om afkald på refusion af udgifter til administrativ og lægelig kontrol i henhold til artikel 105, stk. 2 i forordning (EØF) nr. 574/72

NEDERLANDENE — PORTUGAL

Aftalen af 11. december 1987 om refusion af udgifter til naturalydelser ved sygdom og moderskab

NEDERLANDENE — DET FORENEDE KONGERIGE

a)	Artikel 3, andet punktum, i den administrative aftale af 12. juni 1956 om gennemførelse af overenskomsten af 11. august 1954

b)	Brevvekslingen af 25. april 1986 og 26. maj 1986 om artikel 36, stk. 3, i forordning (EØF) nr. 1408/71 (refusion eller afkald på refusion af udgifter til naturalydelser), som ændret

ØSTRIG — TYSKLAND

Afdeling II, nr. 1, og afdeling III i overenskomsten af 2. august 1979 om gennemførelse af overenskomst om arbejdsløshedsforsikring af 19. juli 1978 gælder fortsat for personer, der den 1. januar 2005 eller før var beskæftigede som grænsearbejdere, og som bliver arbejdsløse inden den 1. januar 2011

POLEN — TYSKLAND

Aftalen af 11. januar 1977 om gennemførelse af overenskomsten af 9. oktober 1975 om alderspension og ydelser ved arbejdsulykker

PORTUGAL — DET FORENEDE KONGERIGE

Aftalen af 8. juni 2004 vedrørende andre metoder for refusion af udgifter til naturalydelser, som de to lande tilkender med virkning fra den 1. januar 2003

FINLAND — SVERIGE

FINLAND — DET FORENEDE KONGERIGE

Brevvekslingen af 1. juni 1995 og 20. juni 1995 vedrørende artikel 36, stk. 3, og artikel 63, stk. 3, i forordning (EØF) nr. 1408/71 (refusion eller afkald på refusion af udgifter til naturalydelser) samt artikel 105, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 574/72 (afkald på refusion af udgifter til administrativ og lægelig kontrol)

SVERIGE — SPANIEN

Aftalen af 1. december 2004 om refusion af udgifter til naturalydelser, der er tilkendt i henhold til forordning (EØF) nr. 1408/71 og (EØF) nr. 574/72

SVERIGE — LUXEMBOURG

Arrangementet af 27. november 1996 om refusion af udgifter på området social sikring

SVERIGE — DET FORENEDE KONGERIGE

Arrangementet af 15. april 1997 om artikel 36, stk. 3, og artikel 63, stk. 3, i forordning (EØF) nr. 1408/71 (refusion eller afkald på refusion af udgifter til naturalydelser), og artikel 105, stk. 2 i forordning (EØF) nr. 574/72 (afkald på refusion af udgifter til administrativ og lægelig kontrol)

RÅDETS BEGRUNDELSE

I. INDLEDNING

Den 29. april 2004 vedtog Europa-Parlamentet og Rådet forordning (EF) nr. 883/2004 (1) om koordinering af de sociale sikringsordninger (i det følgende benævnt »grundforordningen«), der skal erstatte forordning (EØF) nr. 1408/71 (2).

Ifølge grundforordningens artikel 89 skal der vedtages en forordning om de nærmere regler til dens gennemførelse. Med henblik herpå forelagde Kommissionen den 31. januar 2006 et forordningsforslag for Rådet. Forslagets retsgrundlag er traktatens artikel 42 og 308.

Europa-Parlamentet afgav førstebehandlingsudtalelse den 9. juli 2008 (3) i henhold til traktatens artikel 251. Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg afgav udtalelse den 26. oktober 2006 (4).

Kommissionen forelagde sit ændrede forslag den 15. oktober 2008, hvori den accepterede 159 af de 162 ændringer, Europa-Parlamentet havde vedtaget.

Rådet vedtog sin fælles holdning med enstemmighed den 17. december 2008 i henhold til EF-traktatens artikel 251, stk. 2.

II. FORMÅL

Formålet med forslaget er at afslutte moderniseringen af de nuværende regler for koordinering af de sociale sikringsordninger ved at fastlægge procedurerne for gennemførelse af forordning (EF) nr. 883/2004, der således træder i stedet for den nuværende gennemførelsesforordning (forordning (EØF) nr. 574/72). Formålet er især at få fastlagt procedurerne for den praktiske gennemførelse af reglerne i grundforordningen for alle involverede parter (forsikringstagere, eventuelt deres arbejdsgivere, sociale sikringsinstitutioner og medlemsstaternes kompetente myndigheder). Forslaget skal også forbedre de nuværende procedurer ved at forenkle dem og præcisere de forskellige interessenters rettigheder og forpligtelser. Det skal desuden give mulighed for øget samarbejde mellem institutionerne, navnlig ved elektronisk dataudveksling mellem medlemsstaterne.

III. GENNEMGANG AF DEN FÆLLES HOLDNING

1. Generelle bemærkninger

a) Kommissionens ændrede forslag

Europa-Parlamentet har vedtaget 162 ændringer til Kommissionens forslag. 160 af disse ændringer er indarbejdet i Kommissionens ændrede forslag, enten helt, delvis eller efter omformulering (ændring nr. 1-25, 27-54 og 56-162). 2 andre ændringer kunne imidlertid ikke accepteres af Kommissionen (ændring nr. 26 og 55).

b) Rådets fælles holdning

Rådet kunne acceptere 146 af de 162 ændringer som helt eller delvis indarbejdet i Kommissionens ændrede forslag, nemlig ændring nr. 2, 4, 5, 7, 8, 12-14, 17-25, 27-34, 36-47, 49-54, 56-71, 74-78, 80-88, 90-107, 109-132, 134-146, 147 (første del), 148 (første del), 149 og 152-162.

Rådet accepterede også, med forbehold af den endelige udformning, principperne i følgende ændringer:

—	Nr. 3 (ny betragtning 8a): Rådet kunne fuldt ud tilslutte sig substansen i ændringen, men mente, at sidste punktum bør affattes mere generelt i tråd med sidste punktum i betragtning 10 i den fælles holdning

—

Nr. 6 og 9, der vedrører definitionen af »kontaktpunkt« og »standardiseret elektronisk meddelelse« i artikel 1, stk. 2, litra a), og d): Rådet fandt, at disse definitioner bør revideres på baggrund af resultatet af arbejdet i Den Administrative Kommission vedrørende Social Sikring af Vandrende Arbejdstagere i forbindelse med EESSI-projektet (elektronisk udveksling af socialsikringsdata) (artikel 1, stk. 2, litra a), i den fælles holdning)

—	Nr. 10 (artikel 2, nyt stk. -1): Rådet mente, at denne ændring bør have en lidt anden affattelse, og at ældre skal nævnes sammen med handicappede (artikel 2, stk. 1,) i den fælles holdning)

—

Nr. 11 (artikel 2, stk. 1): Rådet fandt det nødvendigt at anvende udtrykket »straks« i stedet for »de frister, der er fastlagt i den pågældende medlemsstats socialsikringslovgivning«, da disse frister i visse tilfælde kan være ret lange, eller den nationale lovgivning tværtimod kan være uden angivelse af sådanne frister. Dette er et horisontalt spørgsmål, der er fælles for alle ændringerne vedrørende frister (artikel 2, stk. 2, i den fælles holdning)

—

Nr. 15 (artikel 3, stk. 2): Rådet kunne kun acceptere første afsnit i denne ændring, da det mente, at de detaljerede bestemmelser, som Parlamentet havde foreslået i de andre afsnit i denne ændring, ville kunne få indvirkning på medlemsstaternes interne organisation på dette område, hvilket under alle omstændigheder allerede er omfattet af direktiv 95/46/EF (artikel 3, stk. 2, i den fælles holdning)

—

Nr. 16 (artikel 3, stk. 3): som det var tilfældet for ændring nr. 11, gik Rådet atter ind for at anvende udtrykket »straks« i stedet for at henvise til nationale frister af samme årsager som angivet ovenfor (artikel 3, stk. 3, i den fælles holdning). Samme bemærkning gælder artikel 27, stk. 5, artikel 49, stk. 1, og artikel 51, stk. 2, i Kommissionens forslag (artikel 27, stk. 5, artikel 49, stk. 1, og artikel 51, stk. 2, i den fælles holdning)

—	Nr. 26 (artikel 6, stk. 4): Rådet var enigt i substansen i artiklen, men fandt, at teksten skal præciseres yderligere, som i artikel 6, stk. 5, i den fælles holdning

—	Nr. 48 (artikel 17, stk. 3): Rådet var enigt i substansen i ændringen, men fandt, at teksten skal omformuleres og henvise til den berørte medlemsstat, som i artikel 16, stk. 3, i den fælles holdning

—	Nr. 72 (artikel 26, stk. 2, sidste afsnit): Rådet mente, at det vil være umuligt at opfylde fristen på femten kalenderdage til at svare på en anmodning om tilladelse. Det mente, at fristen bør fastsættes i national lovgivning (artikel 26, stk. 2, i den fælles holdning)

—

Nr. 73 (artikel 26, stk. 3): Rådet fandt, at det eneste formål med denne bestemmelse er at fastlægge proceduren for afgørelse af, hvilken institution der skal give tilladelsen, hvis en person ikke har bopæl i den kompetente medlemsstat. Den dækker ikke andre situationer, hvor tilladelsen ikke bør nægtes, da disse tilfælde klart er omfattet af grundforordningen (artikel 26, stk. 3, i den fælles holdning)

—	Nr. 97 og 98 (artikel 43, stk. 1, og artikel 43, stk. 3, nyt afsnit): Rådet fandt disse ændringer acceptable, men mente dog, at artiklens overskrift skulle ændres til »Supplerende bestemmelser om beregning af ydelser«.

Rådet fandt det imidlertid ikke hensigtsmæssigt at medtage følgende ændringer:

—

Nr. 1 (tredje betragtning vedrørende beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling og udveksling af personoplysninger): Rådet fandt denne ændring, der er nært knyttet til ændring nr. 15 (se nedenfor), unødvendig, da spørgsmålet snarere skal behandles i artikel 3, stk. 2. Rådet mente derfor, at teksten i Kommissionens oprindelige forslag bør bibeholdes i denne betragtning (betragtning 3 i den fælles holdning)

—	Nr. 35 (artikel 12 (nyt stk. 6a)): Rådet besluttede at lade denne bestemmelse udgå som følge af en rapport fra den administrative kommission, der rent teknisk ikke fandt den nødvendig, da der ikke var mulighed for negative virkninger for den pågældendes rettigheder

—

Nr. 55 (artikel 19, stk. 2): ifølge denne ændring skal erklæringen om gældende lovgivning indeholde lønoplysninger fra arbejdsgiveren. Rådet var enigt med Kommissionen i, at denne ændring er mere vidtgående end de oplysninger, der er nødvendige for social sikring, og dermed end formålet med forordningen (artikel 19, stk. 2, i den fælles holdning)

—

Nr. 79 (artikel 26, stk. 6): Rådet mente, at rejse- og opholdsudgifter, der ikke kan adskilles fra behandlingen af forsikringstageren, bør overtages af den kompetente institution, forudsat at institutionens nationale lovgivning indeholder bestemmelser herom, og forudsat at der er givet tilladelse hertil. Desuden kunne Rådet ikke acceptere sidste del af ændringen vedrørende godtgørelse af rejse- og opholdsudgifter for en person, der ledsager en handicappet person. Det mente, at dette vil være at gå ud over anvendelsesområdet for koordineringen af sociale sikringsordninger, da det vil medføre, at medlemsstaten bliver forpligtet til at afholde en ny sygeforsikringsydelse (artikel 26, stk. 6, i den fælles holdning).

Det skal dog bemærkes, at der er taget hensyn til handicappedes særlige behov, da Rådet har accepteret ændring nr. 10 (artikel 2, nyt stk. (-1), jf. ovenfor) med forbehold af omformulering.

—

Nr. 164, 165, 166 og 167 (artikel 66 — frister for forelæggelse og betaling af fordringer): Rådet fandt det nødvendigt at forlænge de frister, Kommissionen havde foreslået for forelæggelse og betaling af fordringer samt for afklaring af indsigelser (12 måneder for forelæggelse af fordringer, 18 måneder for betaling af fordringer og 36 måneder for afklaring af indsigelser.) Rådet kunne derfor ikke acceptere ændring nr. 164-167, der har til formål at bibeholde de frister, Kommissionen har foreslået, da de fleste medlemsstater var af den opfattelse, at der kun kan indføres sådanne frister på baggrund af erfaringer og de teknologiske fremskridt, der sandsynligvis vil gøre udvekslingen mellem institutioner hurtigere. I den forbindelse bør det desuden ikke glemmes, at udkastet til forordning allerede opererer med udbetalinger og morarenter som incitamenter til at fremskynde procedurerne.

Under henvisning til, hvor vigtigt dette spørgsmål er for Europa-Parlamentet, gik Rådet dog med til at indsætte en specifik revisionsklausul i artikel 86, stk. 1, i den fælles holdning, således at tidsfristerne i artikel 67, stk. 2, 5 og 6, i gennemførelsesforordningen tages op til revision senest fire år efter datoen for gennemførelsesforordningens ikrafttræden på grundlag af en rapport fra den administrative kommission. Revisionen skal tage sigte på en væsentlig begrænsning af tidsfristerne.

Kommissionen har accepteret den fælles holdning, som Rådet er nået til enighed om.

2. Specifikke bemærkninger

Med hensyn til artikel 2, stk. 4: Rådet fandt, at teksten til Kommissionen forslag, som Parlamentet ønsker at bibeholde, bør præciseres yderligere, og at kun kontaktorganet bør nævnes, da dette stykke kun vedrører de organer, der er involveret i dataudveksling, og ikke måden, hvorpå dataene udveksles (artikel 2, stk. 4, i den fælles holdning). I samme ånd fandt Rådet, at ændring 108 ville være acceptabel, hvis udtrykket »i sin egenskab af kontaktinstitution« indsættes, således at medlemsstaterne kan indrette deres systemer for udveksling af informationer (artikel 47, stk. 1, i den fælles holdning). Der findes også tilfælde, hvor der med henblik på at undgå unødvendigt bureaukrati ikke automatisk bør udveksles oplysninger mellem institutionerne. I den forbindelse ville ændring 89 også være acceptabel, hvis udtrykket »om nødvendigt« tilføjes (artikel 27, stk. 9, i den fælles holdning).

Rådet fandt, at udtrykket »ydelsesmodtagerne« i overskriften til artikel 3 bør erstattes med »de berørte personer«, så det fremgår mere tydeligt, at denne bestemmelse omhandler personer, der er omfattet af grundforordningen og ikke ydelsesmodtagere generelt. Rådet fandt endvidere, at artikel 3, stk. 4-8 burde udgå. Det var opfattelsen, at stk. 4-7 i Kommissionens forslag om anerkendelse af modtagelse i tilfælde af dokumenter, der sendes over grænserne, samt retsvirkningerne og retsmidlerne i den forbindelse, greb ind i den nationale kompetence. Hvad angår stk. 8 vedrørende afgørelser, der sendes elektronisk til den berørte person, var det opfattelsen, at dette spørgsmål var mere knyttet til artikel 4. Bestemmelsen er derfor medtaget i artikel 4, stk. 3, i den fælles holdning.

Med hensyn til artikel 4, stk. 2, fandt Rådet ikke, at teksten i Kommissionens oprindelige forslag, som Parlamentet ønsker bibeholdt, er forenelig med den indretning, medlemsstaterne vil indføre. Rådet mener, at bestemmelsen bør omformuleres, så det fremgår, at oplysninger sendes mellem institutionerne eller kontaktorganerne ad elektronisk vej, enten direkte eller indirekte via kontaktpunkterne, da kontaktpunkterne tjener som elektroniske kontaktpunkter (artikel 4, stk. 2, i den fælles holdning).

Rådet mente, at der i overskriften til artikel 5 og resten af artiklen bør anvendes udtrykket »supporting evidence« i stedet for »supporting documents« (begge på dansk »anden dokumentation«). Dette vedrører dokumentation, der danner grundlag for udstedelse af et dokument, og som ikke er bindende for institutionerne i en anden medlemsstat, medmindre den indgår i de oplysninger, der er medtaget i et dokument. Herudover fandt Rådet, at henvisningen i artiklen til skattemyndighedernes afgørelser bør udgå, da der enten ikke foreligger nogen fællesskabskompetence, eller spørgsmålet behandles i andre fællesskabsinstrumenter (artikel 5 i den fælles holdning).

Med hensyn til artikel 5, stk. 3, kan Rådet tilslutte sig substansen i Kommissionens forslag, som Parlamentet har bibeholdt, men mente, at teksten bør affattes anderledes, så det fremgår, at institutionerne i mindst en måned er nødt til at forsøge at afklare uenighed, inden de kan henvise sagen til den administrative kommission. Denne præcisering var påkrævet med henblik på at tilskynde medlemsstaterne til at opnå enighed bilateralt i stedet for automatisk at forelægge tvister for den administrative kommission. Det er også vigtigt, at anmodninger fremsættes via de kompetente myndigheder og ikke via de enkelte institutioner (artikel 5, stk. 4, i den fælles holdning).

Rådet mente, at det bør præciseres i artikel 6, stk. 2, at ydelserne er natural- eller kontantydelser. Overskriften til artikel 6 bør ændres i overensstemmelse hermed, så udtrykket »tilkendelse« anvendes i stedet for »udbetaling« (artikel 6 i den fælles holdning).

Rådet var af den opfattelse, at overskriften til artikel 7 bør omformuleres, så det præciseres, at artiklen vedrører foreløbig beregning af ydelser og bidrag. I artiklens stk. 2 bør ordene »eller de nødvendige dokumenter indsættes«, fordi de oplysninger, der er nødvendige for den endelige beregning af bidrag eller ydelser også kan være indeholdt i dokumenter (artikel 7 i den fælles holdning).

Med hensyn til artikel 8, stk. 1, kunne Rådet gå med til at bevare Kommissionens forslag, hvis henvisningen til artikel 8 rettes til artikel 8, stk. 1 (artikel 8, stk. 1, i den fælles holdning).

I artikel 9 bør der henvises til »myndigheder og institutioner«, da artiklen ikke kun vedrører institutioner (artikel 9 i den fælles holdning).

I artikel 10 mente Rådet, at der bør indsættes »uanset, hvad der måtte være fastsat i andre bestemmelser i grundforordningen«, fordi artikel 53-55 i grundforordningen indeholder særlige regler om dobbeltydelser i forhold til andre ydelser eller indtægter, der ikke bør berøres af denne bestemmelse om dobbeltydelser (artikel 10 i den fælles holdning).

I artikel 11 fandt Rådet, at litra c), d) og e) burde udgå, fordi stk. 1 skal omformuleres (artikel 11 i den fælles holdning).

I artikel 12, stk. 5, mente Rådet, at »forsikringstageren« bør erstattes af »den pågældende person« (for at sikre overensstemmelse med artikel 12, stk. 1), da artikel 6 i grundforordningen ikke er begrænset til forsikringstagere. Dette udtryk anvendes heller ikke i alle kapitlerne i grundforordningen (f.eks. kapitlet om pensioner, hvor der anvendes »person«) (artikel 12, stk. 5, i den fælles holdning).

Forslagets artikel 13 (artikel 13 i den fælles holdning) vedrører omregning af perioder, der udtrykkes i andre tidsenheder med henblik på sammenlægning. Kommissionens forslag var baseret på, at der kun er behov for omregning af perioder, hvor en uge svarer til fem dage. Rådets drøftelse viste, at dette ikke var tilstrækkeligt, da medlemsstaterne stadig foretager beregninger (i det mindste i nogle ordninger) ud fra en 6-dages- eller 7-dagesuge (f.eks. for selvstændige erhvervsdrivende). I denne situation kunne man vælge enten at overtage den eksisterende ordning i artikel 15, stk. 3, i Rådets forordning (EØF) nr. 574/72 eller at udarbejde en ny bestemmelse. I betragtning af, at den eksisterende bestemmelse om omregning er uklar, blev det besluttet at fastsætte en ny bestemmelse, der løser alle de problemer, der er opstået under den nuværende ordning.

Formålet var at indføre et nyt system for omregning af perioder, der anvendes systematisk, for at sikre, at omregningen af perioder aldrig medfører tab af forsikringsperioder.

Med hensyn til forslagets artikel 14, stk. 2, der vedrører det »interessecenter«, der afgør den pågældende medlemsstats kompetence i forbindelse med selvstændig erhvervsvirksomhed i henhold til artikel 13, stk. 2, litra b), i grundforordningen, fandt Rådet det nødvendigt at indsætte antallet af leverede tjenesteydelser (som det allerede er tilfældet i artikel 12a, stk. 5, litra d), i Rådets forordning (EØF) nr. 574/72) og undlade at nævne den medlemsstat, hvor den pågældende er skattepligtig, da Rådet mener, at skattespørgsmål ligger uden for anvendelsesområdet for koordinering af sociale sikringssystemer (artikel 14, stk. 8, i den fælles holdning).

Rådet fandt, at udtrykket »tredjeland« skulle anvendes i artikel 14, stk. 10, i stedet for udtrykket »område uden for Den Europæiske Union« for også at omfatte situationer i forbindelse med Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde og Schweiz (artikel 14, stk. 11, i den fælles holdning).

Artikel 17 vedrører personer, der normalt udøver aktiviteter i mere end én medlemsstat. Ifølge artikel 17, stk. 1, i Kommissionens forslag underrettes alle medlemsstaterne, og det fastlægges ved fælles overenskomst, hvilken lovgivning der skal finde anvendelse. Rådet mener, at der er behov for hurtigere procedurer, og at afgørelsen bør træffes af institutionen i bopælsmedlemsstaten. Desuden vil stk. 1 i Kommissionens forslag også overlappe stk. 2, jf. ændring 47. Rådet kan acceptere denne ændring, hvis Europa-Parlamentet accepterer artikel 16, stk. 1, i den fælles holdning. Ændring 48 kan også accepteres med en anden affattelse (artikel 16, stk. 3, i den fælles holdning).

Med hensyn til artikel 20, stk. 2, om den kompetente institutions meddelelse om, hvilken lovgivning der finder anvendelse, valgte Rådet at anvende samme formulering som i artikel 15, så det fremgår klart, at der ikke er nogen automatisk forpligtelse til i alle tilfælde at underrette den tidligere kompetente institution, men at oplysningerne kun skal stilles til rådighed (artikel 20, stk. 2, i den fælles holdning).

I artikel 22 mente Rådet, at stk. 2 bør udgå og erstattes med en ny generel betragtning (betragtning 16 i den fælles holdning). Rådet fandt ligeledes, at stk. 3 ikke er nødvendigt, da artikel 9 allerede åbner mulighed for at aftale andre procedurer (artikel 22 i den fælles holdning).

I artikel 23 fandt Rådet, at henvisningen til artikel 27 bør udgå (artikel 23 i den fælles holdning).

I artikel 24, stk. 1, fandt Rådet, at det bør fremgå klart, at det dokument, der udstedes af den kompetente institution, udstedes på anmodning af forsikringstageren eller bopælsstedets institution, og at det også kan annulleres af den kompetente institution, hvis betingelserne ikke længere er opfyldt (artikel 24, stk. 1, i den fælles holdning).

Rådet fandt, at der bør indsættes et nyt stykke i artikel 25, som præciserer den bestemmelse, Kommissionen har foreslået i stk. 6, tredje afsnit (artikel 25, stk. 7, i den fælles holdning).

Rådet mente, at der bør foretages følgende ændringer i artikel 27 i Kommissionens forslag (artikel 27 i den fælles holdning):

—	teksten i artikel 27, stk. 5, bør omformuleres for at præcisere, at bopælsstedets eller opholdsstedets institution kun på anmodning af den kompetente institution udfører den administrative eller lægelige kontrol, der måtte være nødvendig. Udtrykket »straks« bør anvendes

—

i stk. 8 mente Rådet, at teksten i Kommissionens forslag bør gøres klarere, navnlig med hensyn til den kontrollerende læges eller institutions konstatering, og ved at specificere, at uarbejdsdygtighedserklæringen bør have samme juridiske værdi som en erklæring, der er udfærdiget i den kompetente medlemsstat

—	i stk. 9 mente Rådet, at bopælsstedets institution ikke nødvendigvis skal underrettes om afslag på kontantydelser. Udtrykket »om nødvendigt« bør derfor tilføjes.

I artikel 28 i Kommissionens forslag forstår Rådet, at Europa-Parlamentets hensigt med ændring 91, som Rådet kan acceptere fuldt ud, er at begrænse denne artikel til stk. 1, som i artikel 29 i den fælles holdning.

Artikel 31, stk. 1, og 3, i den fælles holdning vedrører specifikke bestemmelser om uundtagelser fra forsikring, der er nødvendige for nogle medlemsstater og har til formål at sikre balancen mellem medlemsstaterne.

De bestemmelser, som Rådet er blevet enigt om i artikel 33-42 i den fælles holdning (afsnit III, kapitel II, Ydelser ved arbejdsulykker og erhvervssygdomme samt ydelser ved dødsfald) stammer stort set fra de relevante bestemmelser i Rådets forordning (EØF) nr. 574/72 (navnlig artikel 34 og 40), da Rådet fandt det vigtigt at bevare disse bestemmelser for at beskytte arbejdstageren. Artikel 33 i Kommissionens forslag (som i et vist omfang begrænser betingelserne for tilladelser i tilfælde af arbejdsulykker eller erhvervssygdomme) udgår, og dens indhold er indarbejdet i artikel 36 i grundforordningen. Artikel 35, 36, 37, 38, 39 og 42 i Kommissionens forslag er blevet gjort klarere i den fælles holdning (artikel 35, 36, 37, 38, 39 og 42 i den fælles holdning).

I artikel 43 mente Rådet, at overskriften bør gøres klarere for at angive, at artiklen handler om supplerende bestemmelser om beregning af ydelser (artikel 43 i den fælles holdning). Det samme gælder for artikel 47, hvor »de berørte« bør indsættes i overskriften (artikel 47 i den fælles holdning).

I artikel 45, stk. 3, i Kommissionens forslag bør henvisningen til artikel 47, stk. 1, litra b), i grundforordningen rettes til artikel 47, stk. 1, litra a) (artikel 45, stk. 3, i den fælles holdning), og artikel 45, stk. 6, bør omformuleres, så det fremgår klart, at når en ansøger bevidst undlader at oplyse om beskæftigelses- eller bopælsperioder i en medlemsstat, og vedkommende senere indgiver en ansøgning om pension i den pågældende medlemsstat, betragtes ansøgningen som en ny ansøgning (artikel 45, stk. 6, i den fælles holdning).

I artikel 49, stk. 1, mente Rådet, at teksten bør omformuleres, så det fremgår klart, hvilken institution der skal træffe afgørelse i de enkelte tilfælde. Endvidere bør udtrykket »immediately« i den engelske tekst erstattes af »without delay« (»straks« i den danske udgave) (artikel 49, stk. 1, i den fælles holdning).

I artikel 50, stk. 2, mente Rådet, at bestemmelsen om udbetaling af foreløbige ydelser og forskud på ydelser bør præciseres. En udbetaling betragtes som foreløbig, hvis ansøgningen er under behandling, og resultatet heraf kan påvirke ydelsens størrelse. Forskud kan udbetales af institutionen i den medlemsstat, efter hvis lovgivning ansøgeren vil være berettiget til en pro rata-pension (artikel 50, stk. 2, i den fælles holdning).

Selv om Rådet kan tilslutte sig substansen i artikel 51, stk. 2, i Kommissionens forslag, mente det, at der bør foretages visse ændringer, og navnlig at »immediately« i den engelske tekst bør erstattes af »without delay« (»straks« i den danske udgave) (artikel 51, stk. 2, i den fælles holdning). Det samme gælder artikel 54, stk. 1 (artikel 54, stk. 2, i den fælles holdning).

I artikel 55 i Kommissionens forslag mente Rådet, at affattelsen af stk. 2 bør gøres klarere. I stk. 5 fandt Rådet, at udtrykket »om nødvendigt« bør tilføjes i begyndelsen af andet punktum. I stk. 6 mente Rådet, at teksten bør gøres mere smidig ved at give mulighed for, at to eller flere medlemsstater indbyrdes kan fastlægge andre foranstaltninger, der skal gøre det lettere at søge beskæftigelse. Desuden bør det tilføjes, at de kompetente myndigheder eller institutioner i to eller flere medlemsstater kan træffe indbyrdes aftale om andre særlige procedurer og/eller tidsfrister, hvis de har behov derfor (artikel 55 i den fælles holdning).

Mens substansen i forslagets artikel 56, stk. 1, bibeholdes, mente Rådet, at der er behov for visse ændringer for at fastslå, at bopælsstedets kompetente institution, der tilkender ydelserne, har den ledende rolle. Når den arbejdsløse derfor beslutter at stille sig til rådighed for arbejdsformidlingen i den medlemsstat, hvor han senest har været erhvervsmæssigt beskæftiget, ved at tilmelde sig som arbejdssøgende, skal han underrette bopælsmedlemsstatens kompetente institution (artikel 56, stk. 1, i den fælles holdning).

Rådet fandt det nødvendigt at indsætte en ny artikel 57 i den fælles holdning med bestemmelser om anvendelsen af artikel 61, 62, 64 og 65 i grundforordningen om personer, der er omfattet af en særlig ordning for tjenestemænd.

Med hensyn til artikel 59, stk. 5, i Kommissionens forslag mente Rådet, at bestemmelsen bør gøres mere smidig ved, at »kræver« ændres til »kan kræve« (artikel 60, stk. 5, i den fælles holdning).

I overskriften til afsnit IV, kapitel I, bør der henvises til hele artikel 35.

Rådet fandt, at teksten i artikel 61, stk. 1, og 3, og artikel 62, stk. 3, skulle gøres mere klar (artikel 62, stk. 1 og 2, og artikel 63, stk. 2, i den fælles holdning).

I artikel 64, stk. 2, i Kommissionens forslag fandt Rådet det nødvendigt at præcisere, at de gennemsnitlige årlige udgifter fastsættes efter det foregående stykke (artikel 65, stk. 2, i den fælles holdning).

Med hensyn til afsnit IV, kapitel III, har Rådet overtaget hovedprincipperne i Kommissionens forslag, idet det dog har indsat nogle ændringer (som fastsat i artikel 71-86 i den fælles holdning) for at tage hensyn til dels de eksisterende bestemmelser (navnlig artikel 111 i forordning (EF) nr. 574/72), dels de særlige forhold, der gør sig gældende på socialsikringsområdet, der gør det nødvendigt at afvige fra Kommissionens tekstforslag, der er baseret på et direktiv om beskatning.

Endelig var Rådets mål i forbindelse med afsnit V i Kommissionens forslag (»Diverse bestemmelser, overgangsbestemmelser og afsluttende bestemmelser«) at lette skiftet fra den nuværende fællesskabslovgivning til den nye lovgivning og samtidig garantere retssikkerheden (for eksempel med hensyn til bilaterale aftaler, der er indgået inden for rammerne af forordning (EF) nr. 1408/71, eller i forbindelse med pensionsydelser, der er tilkendt i medfør af den eksisterende forordning, skiftet fra denne lovgivning til den nye lovgivning) under hensyn til logistikken i forbindelse med elektronisk udveksling og beskyttelse af personers rettigheder.

De vigtigste ændringer, der er foretaget i den fælles holdning i forhold til Kommissionens forslag, er følgende:

—	I forbindelse med artikel 85 i Kommissionens forslag fandt Rådet det hensigtsmæssigt at indsætte yderligere præciseringer i stk. 1 og 3 vedrørende kvaliteten af den information, der formidles (artikel 89, stk. 1 og 3, i den fælles holdning)

—	Med hensyn til artikel 88 i Kommissionens forslag fandt Rådet det nødvendigt at indsætte et nyt stk. 3 i artikel 9 i grundforordningen. Formålet er at sikre retssikkerheden i forbindelse med de aftaler, som medlemsstaterne indgår inden for rammerne af Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 og 574/72

—	Desuden er der i den fælles holdning indsat et nyt stk. 4 i artikel 87 vedrørende spørgsmålet afhængighed med henblik på at præcisere betingelserne for at fastslå afhængighedsgrad

—	Med hensyn til artikel 89 i Kommissionens forslag mente Rådet, at artikel 87, stk. 8, i grundforordningen bør ændres (dok. 1408/71 og 574/72)

—	Artikel 88, stk. 2-5, i den fælles holdning indeholder nogle præciseringer vedrørende bilag IV

—

Med hensyn til artikel 91 i Kommissionens forslag nåede Rådet med enstemmighed til enighed om en bestemmelse, hvorefter forordningen træder i kraft på den første dag i den måned, der følger efter perioden på seks måneder fra datoen for forordningens offentliggørelse, og under alle omstændigheder ikke før den 1. januar 2010 (artikel 97 i den fælles holdning)

—	Rådet har desuden indsat en ny artikel 94 i den fælles holdning om overgangsbestemmelser vedrørende pensioner med artikel 118 i Rådets forordning (EØF) nr. 574/72 som model, da disse bestemmelser er særligt relevante for de nye medlemsstater

—	Rådet fandt det nødvendigt at indsætte en ny artikel 95 i den fælles holdning vedrørende overgangsperioden for elektronisk dataudveksling for at præcisere, at overgangsperioderne for dataudveksling ad elektronisk vej bør være højst 24 måneder fra datoen for forordningens anvendelse.

Den fælles holdning indeholder desuden fem bilag vedrørende bilaterale aftaler (bilag I), særlige ordninger for tjenestemænd (bilag II), en liste over medlemsstater, der anvender refusion af udgifter til naturalydelser på grundlag af faste beløb (bilag III), nærmere oplysninger om den i forordningens artikel 89, stk. 4, omhandlede database (bilag IV) og en liste over medlemsstater, der på gensidigt grundlag fastsætter maksimumbeløbet for den refusion, der er omhandlet i artikel 65, stk. 6, tredje punktum, i grundforordningen (bilag V).

IV. KONKLUSION

Rådet hilser den samarbejdsånd velkommen, som Europa-Parlamentet udviste under førstebehandlingen af dette væsentlige lovgivningsudkast, og som gjorde, at de to institutioner allerede da i meget høj grad kunne begrænse omfanget af potentiel uenighed.

Det mener, at den fælles holdning i vidt omfang imødekommer Parlamentets ønske om, at det ved reformen af koordineringen af de sociale sikringsordninger sikres, at de nye regler forbedrer og forenkler procedurerne for både arbejdsgivere (navnlig SMV'er), forsikringstagere (både ansatte og selvstændige) og EU-borgere generelt på den ene side og de sociale sikringsinstitutioner på den anden side.

Det ser frem til at fortsætte denne konstruktive dialog med Europa-Parlamentet med henblik på snarest muligt at nå til endelig enighed, idet en hurtig iværksættelse af de nye regler om modernisering og forenkling af koordineringen af de sociale sikringsordninger er af overordentlig stor betydning.

(1) EUT L 166 af 30.4.2004, berigtiget udgave i EUT L 200 af 7.6.2004, s. 1.

(2) Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, EFT L 149 af 5.7.1971, s. 2. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 1992/2006 (EUT L 392 af 30.12.2006, s. 1).

(3) Endnu ikke offentliggjort i EUT.

(4) EUT C 324 af 30.12.2006, s. 59.