C_2010339DA.01000701.xml

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om bæredygtig udvikling af kystområderne

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 26. februar 2009 under henvisning til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at udarbejde en initiativudtalelse om:

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som vedtog sin udtalelse den 13. oktober 2009.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 459. plenarforsamling den 20. og 21. januar 2010, mødet den 20. januar 2010, følgende udtalelse med 138 stemmer for og 4 hverken for eller imod.

1.1 EØSU understreger, at EU's 136 000 km kyststrækning udgør en meget stor fordel, men at det pres, disse områder underlægges som følge af den demokratiske udvikling, bebyggelse, landbrug, økonomi og turisme kan udgøre en risiko for deres tiltrækningskraft og deres fremtid. Kun politikker, der tager udgangspunkt i bæredygtig udvikling såvel på det økonomiske som det sociale plan kan sikre kystområderne en tryg fremtid.

EØSU bekræfter sin fortsatte støtte til det transeuropæiske transportnet, som kunne være en saltvandsindsprøjtning for den europæiske økonomi. Til udviklingen af bæredygtige kystområder understreger udvalget navnlig interessen for følgende projekter: motorveje til søs (Østersøen, Atlanterhavskysten, Sydeuropa, Østeuropa og det vestlige Middelhav) jernbaneaksen Baltica, jernbaneaksen i den jonisk/adriatiske intermodale korridor. Denne nyttige stigning i sø- og jernbanetransport bør ledsages af en ordentlig forvaltning af den forurening, der følger med.

EØSU understreger, at de dårligt stillede kystområder har behov for støtte fra Den Europæiske Socialfond, Den Europæiske fond for Regionaludvikling og Den Europæiske Fiskerifond, så områderne får lettere ved at gå over til ny økonomiske aktiviteter.

EØSU gør opmærksom på de udgifter, medlemsstaterne og EU skal dække for de investeringer og konstruktioner, der skal kunne stå imod den forudsete stigende vandstand. Der er tale om udgifter, der vil få store budgetmæssige konsekvenser.

Udvalget bemærker, at klimaændringernes indvirkning på kystområderne kan føre til fordrivelse af befolkningerne, hvilket vil få sociale konsekvenser og følger for beskæftigelsen, som bør foregribes.

EØSU kræver, at der regelmæssigt afholdes en konference om ansvarlig badeturisme, eksempelvis i samarbejde med Regionsudvalget. Det kunne være en anledning til at sammenholde eksempler på god praksis i EU.

EØSU støtter ligeledes, at man for hele EU definerer miljømæssige kvalitetskriterier for badeområder, havne og marinaer.

EØSU kræver, at der lanceres et europæisk forskningssamarbejdsprogram vedrørende kystområdernes tilpasning til den stigende vandstand, at der oprettes et gensidigt informationsnetværk mellem forskningscentrene, og at der etableres en europæisk videnskabelig og teknisk komité, der skal foregribe og forudse konkrete løsninger på problemerne i forbindelse med øget vandstand.

Udvalget anbefaler for nuværende og kommende generationers skyld, at der gennemføres foranstaltninger for at øge bevidstheden om havmiljøet og de udfordringer det står over for. Sådanne tiltag bør først og fremmes møntes på skoler og den brede offentlighed. De kunne arrangeres i løbet af ferieperioderne ved kysterne.

2.1 Det 21. århundredes befolkninger drager ud mod havet. Denne tropisme er et generelt fænomen, som især gør sig gældende i gigantiske storbyer som Shanghai, Tokyo, Osaka og Hongkong, der breder sig langs havets kyster og navnlig ved lavt vand. Ifølge eksperterne vil denne tendens brede sig til alle andre kontinenter.

2.2 EU slipper heller ikke uden om det fænomen og kan derfor ikke undlade at forholde sig til det, navnlig fordi EU har en kyststrækning på 136 000 kilometer, og EU's havområder bidrager med 40 % til BNP og tæller 40 % af befolkningen.

2.3 Kystområderne fremstår derfor som økonomiske vækstområder, men også som steder med høj livskvalitet og socialt velvære. Når kysterne er attraktive, betyder det, at mange aktiviteter er samlet på et meget begrænset område: turisme, fiskeri, landbrug havne- og lufthavnsaktiviteter, byer i udvikling, økonomiske aktiviteter, transportinfrastrukturer osv. Alle disse aktiviteter har en som oftest alvorlig konsekvens for økosystemerne. Kystområderne er steder, hvor forskellige menneskelige aktiviteter mødes. Havøkosystemer på lavt vand i kystområderne er langt de rigeste på biodiversitet.

2.4 De menneskelige aktiviteter er begrænset til kyststrækningerne, der pr. definition er begrænsede og derfor truet af øget vandstand og erosion. Det medfører trusler for livskvaliteten, naturområderne samt jordens og havets økosystemer.

EU kunne ikke bare ignorere sådanne situationer og de økonomiske, sociale og miljømæssige udfordringer.

2.5 I 2000 offentliggjorde Kommissionen en meddelelse om integreret kystzoneforvaltning i Europa, som er blevet fulgt op af Europa-Parlamentets og Rådets anbefaling fra 30. maj 2002 med hensyn til iværksættelse af en strategi for integreret kystzoneforvaltning i Europa. I juni 2007 fremlagde Kommissionen en evaluering af den integrerede kystzoneforvaltning med den konklusion, at EU's anbefaling har en positiv effekt, men at der er brug for at puste nyt liv i denne strategi.

2.6 Men EU's tiltag begrænses ikke kun til dette aspekt, og Kommissionen offentliggjorde derfor i oktober 2007 en meddelelse om »En integreret maritim politik for EU«.

2.7 Endelig i juni 2008 blev »havstrategidirektivet« vedtaget. Teksten forpligter hver enkelt medlemsstat til i samarbejde med de andre medlemsstater og nabostater, der ikke hører med til EU, at udvikle strategier for havområderne. Formålet er »at sikre en fortsat beskyttelse og bevaring« af havmiljøet samt »forebygge forringelser« og at nå en »god miljøtilstand for Europas havmiljø inden 2021.«

2.8 Europa-Parlamentet vedtog i samme ånd i november 2008 en specifik beslutning om aspekterne for regional udvikling og turismens indflydelse på kystområderne.

2.9 Som det kan ses, har der været mange dokumenter og europæiske initiativer som svar på de mange spørgsmål, der er stillet fra kystområdernes side, og det er op til medlemsstaterne og de lokale myndigheder at gennemføre disse.

2.10 I den forbindelse er det ligeledes vigtigt at nævne den fælles fiskeripolitisk indvirkning på kystområdernes økonomiske og sociale liv.

2.11 Enhver politik om bæredygtig udvikling af kystområderne bør derfor integrere politikker (som f.eks. den fælles landbrugspolitik) og koordinerede sektorielle tilgange, som er indbyrdes forenelige. Det er en vanskelig opgave på grund af meget forskellige interesser og problemstillinger for kystområderne såvel langs kysten som til havs.

2.12 EU's politik for kystområderne tager derfor udgangspunkt i fem forskellige instrumenter:

2.13 Det er i hvert fald en god idé at huske på, at hvert enkelt kystområde har sine egne problemer, og at geografiske og fysiske karakteristika kræver forskellige politikker: for kystområder med mere eller mindre havdybde, havområder med eller uden tidevand, kystområder med tempereret eller arktisk klima, kyster med eller uden skrænter, klipper eller sand osv. Det betyder, at selvom man kan definere fælles målsætninger, så er det umuligt at definere en fælles politik for alle kystområder, i hvert fald for så vidt angår gennemførelsesbestemmelserne.

3.1 Den bæredygtige udvikling i de pågældende kystområder vedrører en række meget følsomme aspekter:

3.2 Idet naturområderne er under pres, vælger nogle medlemsstater at støtte eller igangsætte initiativer til bevarelse af kystområderne som National Trust i Storbritannien eller Conservatoire du littoral i Frankrig eller at oprettet naturparker, der indlemmer et kystområde. Vi bør overveje en udvidelse af denne form for initiativer til forvaltning af de mest udsatte, truede eller mest bemærkelsesværdige naturområder, hvor de offentlige myndigheder skal kunne overtage områderne fra private ejere, hvis det er i offentlighedens interesse. Det gælder om at skabe en kategori under et lands kulturarv på linje med historiske monumenter eller kunstgenstande på vores museer.

3.3 Direktiv 92/43 EØF, som i daglig tale kaldes direktivet om habitat, fauna og flora, (eller ganske enkelt habitat-direktivet) vedrører bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter. Dette direktiv har fået visse medlemsstater til at udvide natura 2000-områderne til havet. Vi er nødt til at forholde os til, hvorvidt dette er et godt redskab til bevaring (og navnlig begrundelsen for at udvide bevaringszonen ved havområderne til dybhavsområder, hvor der som regel ikke er det store kendskab til biodiversiteten eller risikofaktorerne).

3.4 Beskyttelse den marine biologiske mangfoldighed i kystområderne og fiskeressourcerne i kystområderne har fået visse medlemsstater til at oprette et netværk af beskyttede havområder (Marine Protected Areas, MPA). Disse initiativer vil få så meget desto større virkning, hvis alle kyststater følger trop. Vi bør derfor samle, harmonisere og fremme disse MPA'er. Et europæisk netværk for dem, der skal forvalte sådanne beskyttelseszoner og et EU-mærke ville være en hjælp i den forbindelse.

3.5 Den galoperende urbanisering af kystområderne, umådeholdent pres på landbrugsjorden og nedsivning af saltvand i grundvandet ved kysterne kræver særlig opmærksomhed, hvis man skal kunne sikre befolkningen i kystområderne varig adgang til ferskvand af høj kvalitet.

4.1 Det drejer sig naturligvis om det klassiske spørgsmål om udtømninger direkte i havet og forurening af floder og vandløb uden at glemme den specifikke forurening af vandet i havnebassiner og forurening som følge af søtransport.

4.2 Nogle af disse spørgsmål er dækket af den europæiske lovgivning, navnlig gennem rammedirektivet om vand og dets »datterdirektiver«. Kommissionen beklagede i 2007 en middelmådig gennemførelse og et mangelfuldt internationalt samarbejde. Der var konstateret mange forsinkelser i gennemførelsen af dette direktiv. Medlemsstaterne skal i 2010 fremlægge forvaltningsplaner for vandområder, som navnlig skal indeholde foranstaltninger til beskyttelse, men måske også genopretning af overfladevandets kvalitet. Derfor er der behov for en koordineret indsats med de lande uden for EU, som man deler grundvandsforekomster med. Man bør danne sig et overblik over vandforureningens skadelige konsekvenser ved at sondre mellem på den ene side, hvem den rammer (mennesket - og vores sundhed, økonomi, velbefindende – eller de arter, der lever i havet) og på den anden side, hvor længe det vil tage - og om det i det hele taget kan lade sig gøre - at ophæve udviklingens konsekvenser for habitat eller arter.

4.3 Rammebestemmelsesdirektivet om en havstrategi indeholder et konkret bud på, hvordan man kan bevare og forbedre havområderne. Med dette for øje defineres regioner og underregioner af havområder, og medlemsstaterne opfordres til i fællesskab at etablere strategier for havområderne og fastlægge nogle miljømål.

4.4 Spørgsmålet om skibes forurening af havet er blevet behandlet i de forskellige Erika-programmer.

4.5 Der findes en form for miljøforurening, der alt for ofte ignoreres. Det drejer sig om den uoprettelige skade af lavtvandsområder (habitater og økosystemer), som følge af overdrevne kunstige kystanlæg, af årsager, der hverken har at gøre med befolkningens sikkerhed eller beskyttelse af kulturarven. Kunstige kystanlæg i Europa gennem mere og mere byggeri ved havet – marinaer, havne og andre konstruktioner og på mellemlangt sigt gennem de mange byggeopgaver, der er nødvendige for at beskytte kysterne mod den stigende vandstand – kræver en hensyntagen på EU-plan (som f.eks. observatoriet MEDAM, der dækker alt byggeri langs den franske middelhavskyst (1)). De kunstige kystanlægs omfang strider direkte mod den bæredygtige udvikling, og bevarelsen af lavtvandsområder og kysternes naturlige fremtoning bør prioriteres højt. En vis erkendelse begynder at dukke frem i EU. I den franske region Camargue tilpasser man sig så vidt muligt den stigende vandstand ved at lade havet genindvinde områder, det havde trukket sig væk fra. I Maremma i Italien (den toskanske kyst) overvejer man, hvordan lystbådehavnenes udbredelse kan begrænses ved at lade bådene blive trukket op på land i vinterhalvåret og gennem en mere grundig forvaltning af havnepladserne.

5.1 De trafikale knudepunkter ved kysterne er ofte overbelastede. En sådan situation medfører usikkerhed på vejene, CO2-udledning og forurening samt økonomisk tab. Igennem længere tid har EU ønsket at overføre denne vejtrafik til jernbanerne eller »havets motorveje« uden at det har ført til konkrete resultater. Der bør i den forbindelse fremsættes nogle bemærkninger:

5.2 Til trods for disse problemer er den eneste mulighed for at aflaste motorvejsnettet ved kysterne at overføre noget af trafikken til jernbanenettet eller havet. Det drejer sig om at forene den økonomiske og sociale udvikling og miljøbeskyttelse.

6.1 Turisme fremstilles alt for ofte som en løsning for kystområder, der har problemer. Turistsæsonen er ofte for kort til at udgøre et reelt alternativ til en økonomisk aktivitet i nedgang. Turisme som »mirakelkur« kan naturligvis medvirke til rovdrift på kystområderne, der kan føre til uoprettelige miljøskader uden at have bidraget med en varig løsning på de økonomiske problemer. Overdreven turisme kan oven i købet ende med at tage livet af gåsen, der lægger guldæg, fordi områderne taber deres tiltrækningskraft. Det er uden tvivl en god idé at udvikle en bæredygtig turisme, og såvel offentlige myndigheder som ngo'er har allerede udviklet en række initiativer på området.

6.2 I Frankrig vedtog man i 1986 loven om planlægning, beskyttelse og forbedring af kysten som en reaktion på det fænomen, man havde kaldt kystens betonstøbning. Loven sigter mod beskyttelse af den biologiske og miljømæssige balance, bevarelse af steder og landskaber, men også bevarelse og udvikling af økonomiske aktiviteter som følge af vandets nære beliggenhed (fiskeri, havbrug, havneaktiviteter osv.). Teksten henvender sig til kystkommunerne, og dens vigtigste bestemmelser vedrører byplanlægningsaktørernes pligt til at beskytte de enestående naturområder og et forbud mod bebyggelse mindre end 100 meter fra kysten uden for byområderne. Efter mere end 20 års anvendelse af lovgivningen er status hovedsageligt positiv. EU har ingen beføjelser inden for byplanlægning eller fysisk planlægning i de kystnære områder, men kan i det mindste opfordre til udveksling af god lovgivningsmæssig praksis medlemsstaterne imellem.

6.3 Federation for Environmental Education in Europe (FEEE) indførte i 1985 miljømærket Blå flag. Der findes nu et blåt EU- flag. Det er et miljømærke, der kan gives til kystkommuner og havne. Miljømærket forudsætter en opfyldelse af kriterierne for uddannelse, miljø, sikkerhed, renhed og nærmiljøfaciliteter på strandene, affaldshåndtering, forvaltning af vand, badevandskvalitet og en oprydningsindsats. Der findes specifikke kriterier for lystbådehavne. Selvom dette initiativ har en indlysende målsætning om udvikling af turismen, indeholder den samtidig klare fordele.

6.4 Økoturisme eller ansvarlig turisme er under udvikling i hele Europa, ofte med opbakning fra lokalsamfundet. Landbrugsturisme giver landmændene i kystområderne mulighed for at supplere deres indkomst.

7.1 Forvaltningen af fiskeriet er Kommissionens opgave. Den europæiske politik for bæredygtigt fiskeri stiller spørgsmålstegn ved visse økonomiske modeller i denne sektor med alvorlige konsekvenser på det økonomiske og sociale plan. Man er nødt til at se på spørgsmålet om bæredygtigt fiskeri gennem bedre videnskabeligt kendskab, som er den eneste mulighed for en forvaltning af fiskeressourcerne på længere sigt. I den forbindelse er man nødt til havregion for havregion at skelne mellem fiskeri i internationale farvande og territorialfarvande, for så vidt angår en ordentlig forvaltning af midlerne, for først og fremmest at respektere en bedre forvaltning af fiskeressourcerne.

7.2 Man skal også skelne mellem kystfiskeri og større søgående fiskeri. For kystfiskeri vil etableringen af et netværk af beskyttede havområder – MPA'er (Marine Protected Areas) betyde en bedre forvaltning af fiskebestandene i kystområderne ved at garantere en naturligt høj koncentration i de sektorer, hvor der ikke fiskes og en normal kønsfordeling af fiskene for en god spredning af larver og ungfisk. Det vil ligeledes være nyttigt at fremme oprettelsen af »fiskeriforeninger« (som det kendes i visse lande: kooperativer, foreninger, rådgivende regionale udvalg osv.) mellem selvstændige fiskere med aktiv inddragelse af videnskabelige rådgivere til en bedre forvaltning af de kystnære fiskeområder, der dækker over større områder end de nuværende (farvandet omkring en havn, langs en kommunes kystlinje eller andre administrative eller historiske skel) for at opnå miljømæssigt homogene områder. Man kunne forestille sig et netværk af disse »fiskeriforeninger« for at fremme udvekslingen af erfaringer og eksempler på god praksis.

7.3 Man bør også se nærmere på spørgsmålet om lystfiskeri. Det er nemlig ikke underlagt økonomiske begrænsninger (reglerne for lystfiskeri til havs er i de fleste lande ikke særligt strenge) eller økonomiske byrder (nogle lystfiskeres ressourcer overstiger langt værdien af deres fangster), og omfanget har alvorlige konsekvenser for nogle bestande.

8.1 Overalt i Europa har man i århundreder udviklet økonomiske aktiviteter i kystområderne: havne, skibsværfter og fiskeri. Selvom nogle af verdens største havne ligger i EU, står skibsværfterne og fiskeriet over for store strukturelle vanskeligheder.

8.2 Efter 2. verdenskrig har de europæiske skibsværfter fået konkurrence fra asiatiske værfter. Denne konkurrence har tvunget de europæiske værfter til at omstrukturere og specialisere sig. Nogle værfter står imidlertid over for store problemer, f.eks. de polske værfter som Gdansk, Gdynia og Szczecin. En sådan situation forudsætter en meget stor indsats inden for omskoling og uddannelse af lønmodtagerne og ikke bare i Polen.

8.3 Europa har formået at udvikle en af de største lystbådeindustrier i verden. Inden krisen tegnede denne sektor sig for mere end 37 000 virksomheder og beskæftigede mere end 270 000 lønmodtagere. Sektorens aktiviteter er blevet meget hårdt ramt. Også her befinder lønmodtagerne sig i en vanskelig situation. I denne sektor er omskoling og uddannelse af lønmodtagerne alfa og omega samtidig med, at man bevarer dette flagskib i den europæiske industri.

8.4 Som det fremgår af ovenstående, har overudnyttede fiskebestande, forbud mod visse fangstmetoder i EU (ikke nødvendigvis i lande uden for Europa) og overfiskeri medført en europæisk fiskeripolitik, der virker som et hårdt slag på denne sektor, der har behov for omskolings- og uddannelsespolitik.

8.5 Akvakultur er en ny aktivitet, der er møntet på at efterkomme den stigende efterspørgsel efter fisk. Man må dog ikke glemme, at der er tale om et helt andet erhverv, der har mere til fælles med kvægavl end fiskeri. Denne aktivitet kræver endvidere særlige sanitære og miljømæssige regler.

8.6 Den bæredygtige udvikling af kystzonerne forudsætter, at aktiviteter forbundet med den geografiske situation opretholdes. Et fortsat miljøvenligt landbrug i kystområderne er med til at fremme denne aktivitet. Derimod kan turismen ikke løse alle omskolingsproblemer, navnlig ikke fordi visse infrastrukturprojekter i forbindelse med turisme kan være en trussel mod de grønne områder, der endnu findes langs kysten. EU bør være særligt opmærksom på de økonomiske og sociale konsekvenser af de politikker, der føres i dette specielle og skrøbelig økonomiske miljø.

9.1 40 % af den europæiske befolkning bor langs de 136 000 km kystlinje, som også tiltrækker størstedelen af turiststrømmen. Kendskabet bør være større til dette rige, men samtidig meget udsatte havmiljø på grund af den store befolkningstæthed. Et oplysningsprogram for havmiljøet, der tilpasses de respektive maritime vilkår ved f.eks. at tage udgangspunkt i de regioner og underregioner, der er defineret i anvendelsen af havstrategien, og som i hvert fald dækker de fem have eller oceaner omkring EU (Østersøen, Nordsøen, Atlanterhavet, Middelhavet, Sortehavet), ville gøre det muligt at skabe større forståelse for og nemmere at kunne forsvare beskyttelsesforanstaltningerne for havmiljøet til bekæmpelse af forurening, overfiskeri eller en degradering af kysterne på grund af kunstige konstruktioner. Det er således meget vigtigt at fremme en mere målrettet information til skolerne og de lokale og regionale myndigheder, der har ansvaret for kystområderne.

10.1 Den globale opvarmning vil på den ene side føre til en generel stigning i havenes vandstand og på den anden side øge forekomsten af særligt voldsomme klimafænomener (storme, orkaner, tornadoer…). Det vil medføre, hvad allerede er et problem for nogle lande, nemlig kysterosion, strandes forsvinden og en styrkelse af kystsikringsanlæg. Dette problem vil ramme Europas lande og regioner meget forskelligt, men generelt vil byområderne ved kysterne blive ramt, i første omgang alle havne og badesteder. Visse medlemslande har allerede igangsat større operationer som f.eks. Delta-planen i Nederlandene efter den katastrofale oversvømmelse i 1953 og operation Moses i Italien, der skal redde Venedig. Der bør iværksættes fælles retningslinjer for på bedst mulig vis at holde trit med de annoncerede og uoprettelige ændringer, samtidig med at der tages højde for de økonomiske og miljømæssige interesser.

10.2 For at kunne tackle de klimatiske udfordringer og de deraf følgende konsekvenser bør EU ikke begrænse sig til forbyggende foranstaltninger, men sammen med medlemsstaterne lancere et stort forsknings- og udviklingsprogram, der overholder princippet om samarbejde mellem forskningscentrene og indsamlingen af resultaterne. Et sådant initiativ ville være bevis på, at det nytter, ja ligefrem er nødvendigt med et tæt europæisk samarbejde på dette område.

Bruxelles, den 20. januar 2010

Mario SEPI

Formand for det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg