9.5.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 133/44

1.1

EØSU bifalder etableringen af overordnede økonomiske retningslinjer for lande med euroen som valuta, der skal fungere som en sammenhængende ramme for den tiltrængte øgede integration samt for øget og mere effektiv samordning.

1.2

Derudover støtter udvalget formuleringen af landespecifikke henstillinger samt planerne om at overvåge gennemførelsen, der gør det muligt at tage højde for forskellene i økonomisk ydeevne samt årsagerne til krisen, der varierer fra land til land.

1.3

EØSU ønsker dog at benytte henstillingen om gennemførelse af de overordnede retningslinjer i den økonomiske politik som en lejlighed til at fremhæve behovet for at revidere strategien for økonomisk politik, særligt med tanke på planerne om at ajourføre retningslinjerne i 2014. Udvalget mener, at det fremherskende makroøkonomiske policy-mix er skævt, fordi det ikke tilgodeser vigtigheden af efterspørgsel og en mere retfærdig fordeling. Flere reformbestræbelser ser ud til at have en stabiliserende effekt på finansmarkederne, hvilket skulle gøre det muligt at lægge større vægt på vækstpolitikker og jobskabelse i den nuværende økonomiske politiske strategi. Banksektorens og finansmarkedernes operationelle kapacitet er imidlertid ikke genoprettet fuldt ud.. Samtidig levner den stramme økonomiske politik heller ingen plads til et troværdigt ekspansionsprogram for at nedbringe statsgælden og arbejdsløsheden. Krisen er tværtimod blevet værre. I stedet for at arbejde sig ud af krisen, sparede euroområdet sig ind i et dobbeltdyk med vidtrækkende økonomiske og især sociale konsekvenser. Hvis man negligerer disse sociale konsekvenser, risikerer man på lang sigt at sætte Europas økonomiske vækst på spil.

1.4

Stabiliseringsbestræbelserne på nationalt politisk niveau er dømt til at mislykkes, hvis de undergraves af udviklingen på finansmarkederne og spekulation. Derfor kræver udvalget en strammere omstrukturering af finansmarkederne, der tager højde for skyggebanksystemet og samordnes på G20-niveau, samt en omlægning af finanssystemet, som igen skal være i overensstemmelse med de realøkonomiske behov. EØSU kræver en »realøkonomisk fornyelse« i Europa, som sætter fokus på iværksættervirksomhed frem for spekulative motiver.

1.5

Et troværdigt solidarisk sikkerhedsnet, der bl.a. bygger på et solidt fundament af vundet tillid, kan sikre, at vinden tages ud af sejlene på spekulation mod lande i vanskeligheder og dermed sænke deres finansieringsomkostninger. Desuden kan fælles europæiske obligationer samt større uafhængighed af kreditvurderingsbureauer medvirke til at sænke finansieringsomkostningerne i de lande, der er hårdest ramt af krisen.

1.6

Foranstaltningerne til konsolidering af de offentlige finanser, som er nødvendig af mange forskellige grunde, bl.a. udgifterne til bankstøtte, foranstaltningerne til genopretning af økonomien og i nogle lande den bristede bolig- og byggeboble, udviser forskellige grader af uopsættelighed og kræver derfor bredere og mere fleksible tidsrammer. De bør endvidere tage hensyn til efterspørgselseffekten og må tilpasses Europa 2020-strategiens social- og beskæftigelsespolitiske målsætninger. Vækst og beskæftigelse er nemlig alfa og omega for en vellykket konsolidering. Et lavt budgetunderskud er frem for alt et resultat af – og ikke forudsætningen for – en positiv overordnet makroøkonomisk udvikling og forsvarlig styring.

1.7

En bæredygtig finanspolitisk konsolidering skal være velafbalanceret og på den ene side tage hensyn til udbuds- og efterspørgselsvirkninger og på den anden side i samme omfang tage hensyn til indtægter og udgifter. Udvalget understreger eftertrykkeligt, at en integreret finanspolitisk ramme (»finanspolitisk union«) ikke bare omfatter de offentlige udgifter, men også de offentlige indtægter. Udvalget efterlyser en generel genovervejelse ikke kun af udgifterne, men også af skattesystemerne med henblik på en mere retfærdig fordeling. Det henviser til en række mulige foranstaltninger til at øge skatteindtægterne for hermed at sikre finansiering af det ønskede niveau af social sikring og fremtidsorienterede offentlige investeringer. Det ville være hensigtsmæssigt at harmonisere beskatningsgrundlaget og -systemerne på grundlag af tilbundsgående analyser af de forskellige økonomiske systemer i EU. Dermed kan man modvirke konkurrenceforvridning inden for EU i stedet for at underminere de offentlige indtægter yderligere ved at konkurrere på lave skatter.

1.8

Udvalget kræver en reevaluering af de fiskale multiplikatorer på baggrund af omfattende internationale undersøgelser, som viser, at disse multiplikatorer i en recession varierer fra land til land og har en langt større uønsket virkning på den økonomiske vækst og beskæftigelsen, end man hidtil har antaget. Politikken bør i højere grad drage nytte af, at de negative indkomst- og beskæftigelsesmultiplikatorer i reglen bliver mindre af foranstaltninger på indkomstsiden end af sænkede udgifter, særligt når foranstaltningerne på indkomstsiden rettes mod befolkningsgrupper med lavere forbrug. Dette kan give mulighed for at skabe beskæftigelse og efterspørgsel gennem budgetneutrale omlægninger, hvor man frigør midler til ekspansive foranstaltninger, f.eks. til uddannelses- og beskæftigelsesprogrammer, investeringer i industri, forskning og sociale tjenesteydelser. Det bidrager igen til at styrke virksomhedernes og forbrugernes tillid, hvilket er tvingende nødvendigt.

1.9

Sådanne ekspansive foranstaltninger vil også stimulere importen, særligt i lande med overskud. Det vil være langt mere effektivt at samordne disse foranstaltninger på EU-niveau, fordi importkvoten for det samlede euroområde (dvs. i forhold til tredjelande) er meget lavere end for de enkelte nationale økonomier hver for sig.

1.10

I forbindelse med afviklingen af de eksterne ubalancer er det af symmetrihensyn vigtigt, at overskudslandene bruger deres eksportfortjeneste til velfærdsforbedringer til gavn for den brede befolkning. Ved således at stimulere den indenlandske efterspørgsel ville man også medvirke til at mindske »importunderskuddet«.

1.11

Ved siden af den fornødne omlægning af det makroøkonomiske policy-mix kan socialt ansvarlige strukturreformer også øge efterspørgslen og forbedre den økonomiske ydeevne.

1.12

Generelt er det ikke hensigtsmæssigt at fokusere på den prismæssige konkurrenceevne i forbindelse med afviklingen af de eksterne ubalancer, hvilket ofte er forbundet med krav om løntilbageholdenhed. Tilbageholdenhed på lønområdet for at fremme eksporten i alle lande i euroområdet på samme tid får ikke kun vidtrækkende omfordelingsmæssige konsekvenser, men lægger også generelt en dæmper på efterspørgslen og skaber en ond cirkel, som trækker alle lande med ned.

1.13

Udvalget gentager sit krav om en lønpolitik, som udnytter produktivitetspotentialet fuldt ud, og afviser de aldeles uacceptable statslige bestemmelser for og indgreb i den selvstændige overenskomstpolitik.

1.14

Andre omkostningsfaktorer, der ofte har større betydning end lønforholdene, negligeres hyppigt. Desuden tilsidesætter man den rolle, som ikke-prisrelaterede faktorer spiller for konkurrenceevnen. Europa kan imidlertid kun opnå succes i den globale konkurrence med en »high-road«-strategi, hvor vægten ligger på merværdi af høj kvalitet. En »low-road«-strategi med fokus på underbudskonkurrence med andre regioner i verden er dømt til at mislykkes.

1.15

Overordnet set har den europæiske socialmodel med sine automatiske stabilisatorer i det sociale sikkerhedsnet bidraget til krisehåndteringen ved at fremme efterspørgslen og øge tilliden. Stækker man dette system, risikerer man at havne i en dyb recession på linje med 1930ernes depression.

1.16

Principielt går EØSU ind for at styrke arbejdsmarkedspartnernes rolle på nationalt og europæisk plan samt at øge samordningen af lønpolitikken på europæisk niveau, f.eks. ved at styrke den makroøkonomiske dialog, som også bør indføres i euroområdet. I udarbejdelsen af nye retningslinjer bør man holde sig for øje, at lande med en velfungerende arbejdsmarkedsdialog har vist sig at være bedre rustede til at afbøde krisens følgevirkninger end andre lande.

1.17

Desuden fastholder udvalget sit krav om hurtigst muligt og i størst muligt omfang at inddrage arbejdsmarkedets parter og andre repræsentative civilsamfundsorganisationer i politikudformningen. De fornødne forandringer og reformer kan kun medføre positive resultater og accept, hvis byrdefordelingen virker retfærdig.

1.18

Sammenfattende kan det konstateres, at Europa har brug for en ny vækstmodel, hvor der er fokus på at bekæmpe den uacceptable arbejdsløshed og på at skabe tilstrækkeligt albuerum til fremtidsinvesteringer og sociale og økologiske investeringer, der er med til at skabe vækst og efterspørgsel. Gennem finanspolitiske omlægninger og sikring af et tilstrækkeligt indtægtsgrundlag med henblik på en mere retfærdig fordeling skal man styrke de sociale systemer for at øge produktionsevnen og stabilisere efterspørgslen og tilliden. Med en sådan vækstmodel kan man også opnå en holdbar konsolidering af de offentlige finanser.

2.1

I »Rådets henstilling af 13. juli 2010 om overordnede retningslinjer for medlemsstaternes og Unionens økonomiske politikker« blev følgende retningslinjer fastlagt, som bør være stabile indtil 2014, således at der kan fokuseres på gennemførelsen:

—   Retningslinje 1: Sikre de offentlige finansers kvalitet og holdbarhed

—   Retningslinje 2: Rette op på makroøkonomiske ubalancer

—   Retningslinje 3: Reducere ubalancerne i euroområdet

—   Retningslinje 4: Optimere støtten til FoU og innovation, styrke videntrekanten og udnytte den digitale økonomis potentiale

—   Retningslinje 5: Forbedre ressourceeffektiviteten og reducere drivhusgasserne

—   Retningslinje 6: Forbedre erhvervsklimaet og forbrugernes situation og modernisere industrigrundlaget for at sikre et fuldt fungerende indre marked

2.2

I lyset heraf fremsatte Kommissionen den 30. maj 2012 sin seneste »Henstilling med henblik på Rådets henstilling om gennemførelse af de overordnede retningslinjer i den økonomiske politik i de lande, der har euroen som valuta«, som indeholder en ajourføring af henstillingerne om den overordnede udformning af den økonomiske politik i euroområdet. Desuden blev der udarbejdet landespecifikke henstillinger til alle EU's 27 medlemsstater. Den 6. juli 2012 vedtog Rådet for Den Europæiske Union de relevante dokumenter.

3.1

EØSU bifalder Kommissionens bestræbelser på at skabe en sammenhængende ramme for den yderst tiltrængte øgede samordning af den europæiske økonomiske politik. Det er helt afgørende, hvis man igen vil slå ind på en fast kurs med sigte på vækst og beskæftigelse. Der er nemlig risiko for, at foranstaltninger til afvikling af ubalancer måske nok kan være hensigtsmæssige for et enkelt land, men at de samme foranstaltninger kan være kontraproduktive for euroområdet samlet set.

3.2

Derfor er det nødvendigt at have en overordnet europæisk indstilling samt en europæisk tankegang og anskuelse. Udvalget deler dermed Kommissionens synspunkt om, at et reelt økonomisk politisk samarbejde, i hvert fald i Eurogruppen, kræver fordybet integration samt øget og mere effektiv samordning. Her skal der tages hensyn til medlemsstaternes forskellige økonomiske resultater (BNP-niveau og vækst, beskæftigelsesniveau og udviklingstendenser, omfang og struktur af budgetunderskud og gæld, udgifter til FoU, sociale udgifter, betalingsbalancens løbende poster, energiforsyning mm.).

3.3

Den igangværende krise begyndte i USA i 2008 og bredte sig til resten af verden. I kølvandet på krisen blev det tydeligt, at valutaunionens struktur i for høj grad satte sin lid til markedskræfterne, og at risikoen for ubalancer ikke blev håndteret forsvarligt. Udviklingen i de offentlige budgetter i eurområdet frem til 2008 viste, at det ikke generelt var manglende budgetdisciplin, der lå til grund for krisen.

Forhold gæld/BNP i % (Kilde: AMECO 2012/11)

3.4

I euroområdet i gennemsnit voksede underskuddet og gælden først som følge af massive indsprøjtninger af offentlige midler, der skulle redde det finansielle system og støtte efterspørgslen og arbejdsmarkedet, som brød sammen i kølvandet på finanskrisen (1), og som følge af de faldende offentlige indtægter, der især skyldtes den dalende beskæftigelse. Dette aspekt er særligt vigtigt for udformningen af økonomisk-politiske strategier – en forkert diagnose fører nemlig til fejlbehandling. Derfor bifalder EØSU principielt den landespecifikke differentiering i forbindelse med vurderingen af gennemførelsen af retningslinjerne. Der findes ikke nogen universalløsning, fordi også årsagerne til krisen varierer betydeligt fra land til land.

3.5

EØSU vil dog benytte lejligheden til at fremhæve behovet for at revidere den økonomisk-politiske strategi. Det vedrører ikke bare de årlige revisioner, men har også særlig relevans for den nye version af retningslinjerne for den økonomiske politik i 2014.

3.6

I 2012 kradsede krisen i Europa på femte år. Kort efter fastlæggelsen af de nuværende retningslinjer opererede Kommissionen i sin prognose for euroområdet fra efteråret 2010 stadig med en BNP-vækst på 1,6 % og med en ledighed på 9,6 % i 2012. Reelt befandt euroområdet sig allerede i en recession i 2012, og ledigheden steg til over 11 %, i nogle lande helt op til 25 %.

3.7

I modsætning hertil vokser USA's økonomi moderat, men stabilt, med omkring 2 %, hvilket bl.a. skyldes en fortsat stærkt ekspansiv monetær politik samt regeringens social- og finanspolitiske kurs. Forbrug, investeringer og industriproduktion vokser stabilt, så ledigheden ligger betydeligt under niveauet fra oktober 2009, hvor arbejdsløsheden toppede (2).

3.8

I den »europæiske økonomiske genopretningsplan« fra 2008 - som stadig var stærkt præget af den voldsomme økonomiske nedgang efter Lehman Brothers-krakket - erkendte man behovet for at styrke den indenlandske efterspørgsel aktivt og regulere markederne, men den økonomiske politik vendte alligevel hurtigt tilbage til sit traditionelle fokus. De gentagne advarsler – også fra EØSU's side – om, at Europa skulle arbejde sig ud af krisen og ikke spare sig ind i en ny krise, blev ignoreret – og dermed blev det frygtede dobbeltdyk til virkelighed.

3.9

For det første slog den europæiske økonomiske politik fejl, fordi det ikke lykkedes at stabilisere finansmarkederne. Stor volatilitet, høje spreads samt uretmæssigt høje langfristede rentesatser og bankernes store likviditetsreserver har vist, at finanssystemets funktionsdygtighed endnu ikke er fuldt genoprettet trods de første vigtige skridt hen imod en bankunion. Det har skabt tilsvarende usikkerhed blandt virksomheder og forbrugere, hvilket fortsat hæmmer vækstmulighederne.

3.10

For det andet har den økonomiske politik ikke formået at modvirke den manglende interne og eksterne efterspørgsel. Den markante stramning af bestemmelserne for medlemsstaternes finanspolitik samt den overilede og alt for radikale overgang til en restriktiv finanspolitik, der oven i købet blev gennemført samtidig i alle lande, svækkede alle de væsentlige elementer i den interne efterspørgsel. Og eftersom de vigtigste handelspartnere – nemlig de andre medlemsstater – er gået på smalkost på samme tid, er det klart, at den eksterne efterspørgsel også lægger en dæmper på vækstimpulserne. Samtidig med, at den interne efterspørgsel daler, oplever man altså en gensidig svækkelse af eksportmulighederne.

3.11

Det fremherskende makroøkonomiske policy-mix er skævt, fordi det ikke tilgodeser efterspørgselssiden samt fordelingsaspekterne. Det er ikke andet end en fortsættelse af den politik, der i sin tid blev Lissabonstrategiens endeligt, fordi den hverken tog højde for den manglende interne efterspørgsel i vigtige, store medlemsstater eller den stigende uretfærdighed i fordelingen. Samtidig fokuseres der ensidigt på finanspolitisk konsolidering og en strategi, der går ud på at sænke omkostningerne for at øge den prismæssige konkurrenceevne. Udvalget bifalder Kommissionens krav om en vækstfremmende finanspolitisk konsolidering, hvilket også fremhæves i Kommissionens efterfølgende dokumenter samt i den årlige vækstundersøgelse 2013 (3). Denne konsolidering eksisterer dog tilsyneladende kun på papiret – man har i hvert fald endnu ikke fundet empirisk belæg for, at den er blevet gennemført.

3.12

På europæisk niveau har den økonomiske politik ikke formået at iværksætte foranstaltninger, der gør det muligt at nedbringe statsgælden og arbejdsløsheden samtidig inden for rammerne af et troværdigt ekspansivt program. Væsentlige nedskæringer i de offentlige udgifter – særligt på velfærdsområdet – samt højere generelle skatter har fatale konsekvenser for økonomier, der i forvejen er præget af nedgang. Den disponible indkomst daler, og det smitter af på forbrugerefterspørgslen, produktionen og beskæftigelsen. En stram økonomisk politik bremser altså skatteindtægterne i langt større omfang, end man oprindeligt troede, hvilket også IMF måtte erkende i sin seneste prognose (4). Dermed forværres recessionen yderligere, hvilket i sidste ende giver endnu større budgetunderskud – en ond cirkel, som man endnu ikke kan se enden på. De høje økonomiske og sociale omkostninger afspejles i den drastisk stigende arbejdsløshed.

3.13

Det er åbenlyst, at der – særligt pga. udgifterne til bankstøtte og foranstaltningerne til genopretning af økonomien og i nogle lande den bristede bolig- og byggeboble – er brug for landespecifikke konsolideringsstrategier til at sikre de offentlige finansers bæredygtighed. EØSU påpeger imidlertid, at programmerne til at nedbringe statsgælden skal tilpasses til Europa 2020-strategiens mål om økonomisk genopretning samt de sociale og beskæftigelsespolitiske mål i denne strategi. Vækst og beskæftigelse er alfa og omega for en vellykket konsolidering, hvorimod radikale stramningspolitikker og store sociale skævheder ligefrem kan øge gældskvoten.

3.14

Selv om udvalget i nærværende udtalelse har særligt fokus på det makroøkonomiske policy-mix, er det ikke ensbetydende med, at strukturreformernes betydning træder i baggrunden. Socialt afbalancerede strukturreformer på områder som afgiftsordninger, energiforsyning, forvaltning, uddannelse, sundhed, boligbyggeri, transport og pensioner skal medvirke til at styrke efterspørgslen og ydeevnen under hensyntagen til de landespecifikke forskelle mht. konkurrenceevne.

3.15

Regional- og strukturpolitikken bør også lægge vægt på at øge produktiviteten for at gøre det muligt at modernisere eller udvikle en bæredygtig industri- og serviceøkonomi. Generelt kan det konstateres, at lande med en økonomisk tung industrisektor klarede sig bedre igennem krisen, hvilket lægger op til, at man udvikler passende industrialiseringsorienterede politikker.

3.16

Udvalget foreslår imidlertid, at man udvider den gængse, ofte noget snævre opfattelse af begrebet »strukturreform«. Krav om strukturreformer bør f.eks. også tilgodese strukturen i reguleringen af finansmarkederne, strukturen i koordineringen af skattesystemerne samt strukturen i de offentlige udgifter og indtægter.

4.1.1

EØSU deler Kommissionens synspunkt om vigtigheden af stabilitet i det finansielle system og dets funktionsdygtighed. Det grundlæggende princip bag enhver vellykket krisehåndtering og -forebyggelse er at undgå, at råderummet for den økonomiske politik ikke undermineres og modarbejdes af spekulation på finansmarkederne. Dermed opstår der behov for en klar, effektiv overvågningsstruktur samt en skrappere regulering af finansmarkederne (der tager højde for skyggebanksystemet), der udgør en større risiko for stabiliteten end manglende konkurrenceevne gør. For at undgå omgåelse af en sådan regulering, bør de relevante skridt samordnes på G20-niveau. Finansmarkederne skal reduceres til et fornuftigt niveau. De skal igen fungere som en støtte for realøkonomien og ikke som konkurrenter til den (5).

4.1.2

For at sænke de kunstigt høje spekulationsbaserede finansieringsomkostninger for lande i krise, er det på den ene side nødvendigt at mindske afhængigheden af private kreditvurderingsbureauer. På den anden side kan et troværdigt solidarisk sikkerhedsnet, der bl.a. bygger på et solidt fundament af vundet tillid, tage vinden ud af sejlene på og dermed afværge spekulation mod lande i vanskeligheder. Der blev for nylig taget flere vigtige skridt i denne retning (Den Europæiske Centralbanks seneste program til opkøb af statsobligationer, den europæiske stabilitetsmekanismes (ESM) endelige ikrafttræden og fulde funktionsdygtighed osv.). Med de rette rammebetingelser kan fælles europæiske obligationer også være med til at aflaste den finansielle situation i de lande, der er hårdest ramt af krisen (6).

4.1.3

Udvalget fremhæver behovet for at bekæmpe forbindelsen mellem forretningsbanker og statsgæld. Desuden skal man modvirke fragmenteringen og renationaliseringen af finansmarkederne ved at stabilisere sektoren. Også en optrapning af bestræbelserne på at udvikle en bankunion kan – sammen med effektive redskaber til genopretning og afvikling af kreditinstitutter på europæisk og nationalt niveau (7) – bidrage til en stabilisering.

4.2.1

En bæredygtig finanspolitisk konsolidering skal ikke kun tage hensyn til balancen mellem udbuds- og efterspørgselsvirkningerne, men skal også skabe balance mellem udgifter og indtægter. I mange lande er arbejdskraftfaktoren under uforholdsmæssigt stort pres. Det er derfor på sin plads med en generel nytænkning ikke kun af udgifterne, men også af hele skattesystemet, hvor man bør se nærmere på spørgsmålet om en retfærdig fordeling mellem forskellige former for indkomst og formue. I den henseende må der også kræves et passende bidrag fra de grupper, som i særlig grad har draget nytte af den uheldige udvikling på finansmarkederne og de bankredningspakker, som blev finansieret af skatteyderne.

4.2.2

På indtægtssiden findes der en række strategier for at styrke skatteindtægterne: afgifter på finansielle transaktioner (hvilket udvalget gentagne gange har krævet (8)), energi- og miljøafgifter, lukning af skatteparadiser (9), målrettet bekæmpelse af skattesvig, beskatning af store formuer, ejendom og arv, beskatning af banker for at internalisere de eksterne omkostninger (10), harmonisering af beskatningsgrundlag og -systemer for at modvirke konkurrenceforvridning inden for EU i stedet for som hidtil at underminere de offentlige indtægter yderligere ved at konkurrere på lave skatter. Der tages ikke altid højde for, at en integreret finanspolitisk ramme (finanspolitisk union) ikke kun omfatter de offentlige udgifter, men også indtægterne.

4.2.3

I nogle medlemsstater er der desuden behov for et langt mere effektivt skatteopkrævningssystem.

4.2.4

Den traditionelle tilgang til finanspolitisk konsolidering er ensbetydende med nedskæringer af de offentlige udgifter. Der findes dog ingen beviser for dogmet om, at reducerede udgifter giver bedre resultater end øgede indtægter. De empiriske erfaringer fra de lande, der er hårdest ramt af krisen – f.eks. Grækenland – viser, at håbet om såkaldte ikke-keynesianske virkninger var forgæves. Reducerede udgifter fremmer ikke private investeringer, som bygger på tillid, hvis de økonomiske stramninger svækker den interne efterspørgsel i hele valutaunionen. Desuden virker nedskæringer af udgifter, f.eks. på områder som socialsystemer eller offentlige tjenesteydelser, i reglen regressivt; dermed forværres den uretfærdige fordeling, og der lægges en dæmper på forbruget. Der er imidlertid rigelig plads til at reducere visse uproduktive udgifter, f.eks. på forsvarsområdet.

4.2.5

Politikken bør i stedet drage nytte af de store variationer blandt indkomst- og beskæftigelsesmultiplikatorerne i de forskellige finanspolitiske foranstaltninger. Næsten alle empiriske undersøgelser viser, at multiplikatoreffekten af skatteforanstaltninger er ringere end multiplikatoreffekten af foranstaltninger på udgiftssiden. En politik, der stræber efter at øge statens indtægter kan dermed frigøre midler, der er hårdt brug for andre steder, f.eks. til beskæftigelsesprogrammer med særligt fokus på unge.

4.2.6

En sådan budgetneutral omfordeling ville straks skabe beskæftigelse og efterspørgsel uden at belaste de offentlige finanser. Ud over de positive virkninger på de nationale økonomier ville sådanne foranstaltninger, især i overskudslande, stimulere importen og dermed give ekspansive impulser til hele valutaunionen.

4.2.7

Det vil være langt mere effektivt at samordne disse foranstaltninger på EU-niveau, fordi importkvoten for det samlede euroområde (altså i forhold til tredjelande) er meget lavere end for de enkelte nationale økonomier hver for sig.

4.3.1

Det er nødvendigt at overvåge betalingsbalancens løbende poster og elementerne heri i lyset af den enkelte medlemsstats svagheder i produktiviteten og de deraf følgende private og offentlige finansieringsproblemer, så man kan (re)agere i rette tid. Når man afvikler underskud på betalingsbalancen bør man dog tage hensyn til symmetrien: ét lands eksport er et andet lands import. Følgelig kan en afvikling ikke udelukkende opnås vha. nedskæringer i underskudslandene, tværtimod er der lige så stort behov for, at overskudslandene stimulerer importen ved at styrke deres interne efterspørgsel og med andre ord afvikler deres »importunderskud«.

4.3.2

Set fra et europæisk synspunkt udgør særligt energiområdet en undtagelse. Her har alle medlemsstater i praksis store handelsbalanceunderskud (11). Med en miljøvenlig omlægning af EU's indre marked, hvor man udnytter egne, alternative energiressourcer internt i EU, burde man kunne mindske afhængigheden af import af energi fra fossile brændstoffer. Netop på området solenergi har områderne i den sydlige periferi mulighed for også at forbedre de interne europæiske handelsbalancer

4.3.3

I forbindelse med bekæmpelsen af de eksterne underskud lægges der for det meste for stor vægt på den prismæssige konkurrence. Et ensidigt fokus på den prismæssige konkurrence indebærer en risiko: den »tyske model« (tilbageholdenhed på lønområdet for at fremme eksporten eller dæmpe importen) som løsning for alle lande på samme tid kan i betragtning af den interne handels store betydning i euroområdet skabe en ond cirkel (»race to the bottom«).

4.3.4

For det meste bliver enhedslønomkostningernes forskelligartede udvikling betragtet som en af de vigtigste årsager til krisen, hvilket resulterer i krav om at mindske lønomkostningerne. Bortset fra, at en sænkning af lønkvoten ville få vidtrækkende omfordelingsvirkninger og dæmpe efterspørgslen, overser man også andre relevante omkostningsfaktorer (f.eks. energi-, materiale- og finansieringsomkostninger) (12).

4.3.5

Inden krisen var de reelle enhedslønomkostninger i Portugal, Spanien og Grækenland f.eks. for nedadgående fra år 2000 og frem til 2007 (13). De alt for høje nominelle avancestigninger har åbenbart presset priserne lige så meget i vejret som de nominelle lønstigninger.

4.3.6

Knap 90 % af den samlede efterspørgsel i EU kommer fortsat fra EU's medlemsstater. Hvad lønudviklingen angår, fastholder EØSU derfor det synspunkt, det fremførte i sin udtalelse om den årlige vækstundersøgelse 2011: »En fornuftig lønpolitik må spille en central rolle i håndteringen af krisen. En lønudvikling, der retter sig efter den nationale produktivitetsstigning for hele økonomien, vil set ud fra et makroøkonomisk synspunkt være udtryk for, at der samlet set er fundet en balance mellem en passende udvikling i efterspørgslen og bevarelse af den prismæssige konkurrenceevne. Arbejdsmarkedets parter må derfor bestræbe sig på at undgå en tilbageholdenhed på lønområdet, der baserer sig på en beggar-thy-neighbour-politik og i stedet lade lønpolitikken tage udgangspunkt i produktiviteten. (14)«

4.3.7

Desuden bliver den rolle, som andre faktorer end prisen spiller for konkurrenceevnen, for det meste undervurderet (15). I den forbindelse henvises der til Kommissionens definition af »konkurrenceevne«, nemlig »økonomiens evne til vedvarende at sikre befolkningen høje stigende levestandarder og høj beskæftigelse« (16).

4.3.8

Formueindkomstbalancens betydning er vokset i de lande, der er hårdest ramt af krisen, hvilket ikke mindst skyldes den stærkt øgede nationale rentespredning. Når ubalancerne analyseres, må man derfor ikke udelukkende fokusere på handelsbalancens udvikling.

4.4.1

Den europæiske socialmodel giver Europa en komparativ fordel i den globale konkurrence. Velfærdsstaten bidrager nemlig til den økonomiske succes, hvis den økonomiske ydeevne på den ene side og den sociale balance på den anden side ikke opfattes som modsætninger, men som to sider af samme sag.

4.4.2

De automatiske stabilisatorer i de sociale sikringssystemer har bidraget til Europas krisehåndtering, styrket efterspørgslen og forhindret en recession på linje med 1930ernes depression. De sociale beskyttelsessystemer har også stor psykologisk betydning, fordi de mindsker risikoen for panikopsparinger og dermed stabiliserer forbruget.

4.4.3

I nogle lande med en velfungerende social dialog (f.eks. Østrig, Tyskland og Sverige) har arbejdsmarkedets parter bidraget væsentligt til at mindske risikoen for stigende arbejdsløshed som følge af den nedsatte produktion. For ud over støtten fra økonomiske og socialpolitiske foranstaltninger bidrog aftalerne mellem arbejdsmarkeders parter, der blev indgået på virksomheds- og brancheniveau, væsentligt til at opretholde de eksisterende stillinger (f.eks. gennem nedsat arbejdstid, afspadsering, afholdelse af opsparet ferie, uddannelsesorlov osv.). Disse erfaringer bør inddrages i udarbejdelsen af de nye retningslinjer og i de årlige landerapporter.

4.4.4

De europæiske regeringer opfordres til at styrke arbejdsmarkedspartnernes rolle på europæisk og nationalt niveau. Disse bør støttes i at intensivere bestræbelserne på at koordinere lønpolitikken i hele Europa. Til dette formål bør man lægge større vægt på den makroøkonomiske dialog; der bør desuden etableres en lignende dialog inden for euroområdet.

4.4.5

Den frie forhandlingsret skal under alle omstændigheder sikres også i krisen: Lønpolitikken skal udformes i frie forhandlinger mellem arbejdstager- og arbejdsgiversammenslutninger med beføjelse til at indgå kollektive overenskomster. Nationale mål eller indgreb såsom lønnedskæringer, der forordnes af staten, er uacceptable og afvises (17).

4.4.6

Ud over arbejdsmarkedsparternes betydning bør man også fremhæve den vigtige rolle, de øvrige repræsentative civilsamfundsorganisationer – bl.a. forbrugerne – spiller. Særligt i krisetider er sidstnævnte uomgængelige, både som talerør for borgerne og som partnere i den civile dialog.

4.4.7

De fornødne forandringer og reformer kan kun give positive resultater, hvis der kan opnås et afbalanceret forhold mellem økonomiske og sociale mål og hvis byrdefordelingen virker retfærdig (mellem lande, indkomstgrupper, kapital og arbejde, sektorer, forskellige befolkningsgrupper osv.). Retfærdighed og social balance er afgørende forudsætninger for accepten af konsolideringsforanstaltninger. Hvis de mangler, sættes den sociale samhørighed på spil, og populisme og EU-skepsis kan få urovækkende kraftig medvind. Udvalget gentager i den forbindelse sin indtrængende opfordring om hurtigst muligt og i størst muligt omfang at inddrage arbejdsmarkedets parter og andre repræsentative civilsamfundsorganisationer i politikudformningen.