19.1.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 17/30

—

tilskynder til, at det 7. miljøhandlingsprogram støtter lokale og regionale myndigheder i gennemførelsen, navnlig ved at indarbejde faktorer såsom: større lokal og regional deltagelse i hele udarbejdelses-, gennemførelses- og evalueringsprocessen for EU's lovgivning; effektive emissionskildepolitikker og flere omkostningsudligningsmodeller for lokale og regionale myndigheder; fokus på en bæredygtig håndtering af bymiljøet og et fastlagt, rimeligt tidsrum mellem vedtagelse af lovgivning og efterfølgende ændring heraf;

—

støtter strukturforbedringer, proaktiv udbredelse af og adgang til information, herunder udvikling af strukturerede gennemførelses- og informationsrammer. Den finansielle støtte hertil bør være tilgængelig i forbindelse med den tekniske bistand under strukturfondene for 2007-2014 samt under det fremtidige LIFE-program;

—

mener, at det 7. miljøhandlingsprogram bør forpligte EU og medlemsstaterne til at indføre nye og forbedrede værktøjer til fremme af reaktionsevnen, som f.eks. en generel EU-ramme for miljøinspektioner og -overvågning, inspektionsmulighed fra Kommissionens side, generelle kriterier for klagebehandling på nationalt niveau og et direktiv om adgang til klage og domstolsprøvelse;

—

bifalder forslaget om partnerskabsaftaler om gennemførelse, men mener ikke, at disse skal indgås af Kommissionen og en given medlemsstat alene, men at en eller flere lokale og regionale myndigheder også skal inddrages, så man på passende vis afspejler forvaltning på flere niveauer;

—

anbefaler at forbedre miljøresultater ved hjælp af innovative metoder til forvaltning på flere niveauer, herunder en udvidelse af Borgmesteraftalen til at omfatte ressourceeffektivitet og yderligere udvikling af Kommissionens pris til Europas miljøhovedstad;

—

takker for Kommissionens støtte i meddelelsen til udvalgets forslag om at afholde et fast fælles forum med det formål at debattere regionale og lokale problemer og løsninger forbundet med anvendelsen af EU's miljølovgivning.

Ordfører

Nilgun CANVER (UK/PSE), Medlem af Londons Borough of Haringey

Basisdokument

Meddelelse om bedre udnyttelse af EU's miljøforanstaltninger: opbygning af tilliden gennem bedre viden og aktiv handling

COM(2012) 95 final

1.

minder om, at udtalelsen har følgende tre målsætninger:

2.

anerkender, at hvor Kommissionens meddelelse fra 2008 om gennemførelse af EU's miljølovgivning (1) havde fokus på Kommissionens håndhævelsesbeføjelser over for overtrædelser af EU's miljølovgivning, er fokus for den nuværende meddelelse fra 2012 på, hvordan gennemførelsen kan forbedres ved hjælp af god ledelse på nationalt, regionalt og lokalt niveau, hvilket er en afspejling af Regionsudvalgets tidligere kritik og anbefalinger (2);

3.

bemærker, at meddelelsen sigter mod at optrappe dialogen med alle interessenter, herunder lokale og regionale myndigheder, om, hvordan de kan forbedre samarbejdet og gennem bedre indsamling og udveksling af data, større medansvar for alle og fælles aktiv handling sikre en bedre gennemførelse af EU-lovgivningen med henblik på en effektiv håndtering af praktiske problemer. Regionsudvalget er enigt i, at viden og aktiv handling er komplementære sider af gennemførelsen;

4.

mener, at lokale og regionale myndigheder har mulighed for at opnå større sammenhæng i gennemførelsen og håndhævelsen ved hjælp af forskellige midler, bl.a. fastsættelse af langsigtede miljømål og -strategier, mobilisering af borgere, oprettelse af velfungerende afdelinger og tjenester, anvendelse af EU-midler til investeringer i miljøinfrastruktur og økosystemfunktioner, tilpasning til klimaforandringer og begrænsning af katastroferisici, gennemførelse af SMV- og VVM-direktiverne og fremme af gennemsigtighed og domstolsprøvelse (3);

5.

anerkender imidlertid, at de nye opgaver og EU-regler for lokale og regionale myndigheder på dette område kan føre til spørgsmål om omkostninger og administrative byrder. Regionsudvalget mener, at nye initiativer bør gennemføres på en måde, som ikke øger omkostningerne og den administrative byrde for de lokale og regionale myndigheder. Udvalget anmoder Kommissionen om at foretage konsekvensanalyser og undersøgelser af området. Udvalget minder om sin faste holdning til administrative byrder og anmoder i kraft af Lissabontraktatens bestemmelser (4) Kommissionen om at foretage en grundig konsekvensanalyse af de administrative og juridiske byrder i forbindelse med nye EU-initiativer, der udspringer af denne meddelelse.

6.

fremhæver på ny, at der er behov for et 7. miljøhandlingsprogram, eftersom det nuværende ophørte den 22. juli 2012, og det er nødvendigt at sikre kontinuitet. Det 7. miljøhandlingsprogram bør sikre, at EU's miljømæssige valg fortsætter med at være tilstrækkeligt klare og forudsigelige for de lokale og regionale forvaltninger (5);

7.

henviser atter til sine tidligere anbefalinger om det 7. miljøhandlingsprograms karakter og prioriteter (6), hvor udvalget især lagde vægt på, hvor vigtigt det er, at programmet bidrager til realiseringen af et ressourceeffektivt Europa inden for rammerne af Europa 2020-strategien og en vision for EU's miljøpolitik på længere sigt. Det bør ligeledes fastsætte klare mål, frister og aktioner for 2020. Programmet må afspejle Rio+20-erklæringen, der blev vedtaget af UNCSD den 22. juni 2012, og den vægt, der lægges på en rummelig og grøn økonomi, samt målsætningerne for en bæredygtig udvikling efter 2015 såvel som Regionsudvalgets bidrag til topmødet i Rio (7);

8.

bemærker med bekymring, at gennemførelsen af EU's miljølovgivning stadig er utilstrækkelig, og at gennemførelse og håndhævelse på alle områder er afgørende for at forbedre miljøets tilstand og folkesundheden, for at sikre lige vilkår, stabile regler for industrien og hindre konkurrenceforvridninger (8). Ved udgangen af 2009 vedrørte 18,8 % (544) af samtlige sager mod medlemsstaterne om overtrædelser af EU-retten miljøspørgsmål, hvilket tyder på fortsatte skader på miljøet og forvridning af konkurrencen (9);

9.

anfører som eksempel, at man overordnet skønner, at omkostningerne ved en manglende gennemførelse af gældende EU-lov på miljøområdet svarer til omkring 50 mia. euro om året til sundhedsudgifter og direkte omkostninger til miljøet (10). Andre omkostninger ved manglende gennemførelse omfatter bl.a. tabte muligheder for erhvervslivet, forskellige former for udgifter i forbindelse med overholdelse af lovgivningen, konkurrenceforvridning mellem EU's industrier samt øgede omkostninger til overtrædelsessager. Man mener, at en fuld gennemførelse af affaldslovgivningen vil medføre en yderligere omsætning i affalds- (og genindvindings-) industrien på 42 mia. euro og en højere beskæftigelse svarende til ca. 400 000 arbejdspladser (11). Den europæiske miljøindustri skønnes at have en årlig omsætning på mere end 300 mia. euro, så usikkerhed om gennemførelsesmetoder og -tidsfrister kan føre til betydelige omkostninger i forhold til tabte muligheder (12). Hvis der som følge af en overtrædelsessag er behov for at foretage investeringer over en meget kort tidsperiode, er der sandsynlighed for, at de vil være mere omkostningsfulde, end hvis man havde planlagt gennemførelsen bedre;

10.

opfordrer til at gøre god gennemførelse til et af det 7. miljøhandlingsprogram prioriterede mål, så det sikres, at der sættes ind for at levere bedre miljøresultater, især med hensyn til de fastlagte målsætninger i køreplanen for ressourceeffektivitet, lavemissionskøreplanen og EU's biodiversitetsstrategi frem til 2020;

11.

tilskynder til, at det 7. miljøhandlingsprogram støtter lokale og regionale myndigheder i gennemførelsen, navnlig ved at indarbejde faktorer såsom:

12.

mener, at det 7. miljøhandlingsprogram bør forpligte EU og medlemsstaterne til at indføre nye og forbedrede gennemførelsesværktøjer bl.a. ved at bygge videre på de i meddelelsen fastsatte initiativer, som beskrives i afsnit C og D, bl.a.: (13)

13.

deler Kommissionens bekymringer over den ulige overvågningsindsats i Europa, som betyder, at den genererede information ofte er mangelfuld, uforenelig eller forældet. Oplysningerne på internettet er utilstrækkelige og offentliggøres ofte usystematisk. Udvalget anerkender, at man med bedre og lettere tilgængelig information på nationalt, regionalt og lokalt niveau hurtigere ville kunne opdage større miljøproblemer og således spare penge på længere sigt;

14.

fremhæver de lokale og regionale myndigheders centrale rolle mht. indsamling af gennemførelsesdata. Målet skal være at sikre, at informationer er konsistente og kompatible samt effektive og pålidelige, også på nationalt og europæisk niveau;

15.

mener, at gennemsigtighed spiller en vigtig rolle i at frembringe bedre gennemførelse og håndhævelse. Der er behov for at fremme investeringer i online-informationssystemer sigtet mod at gøre oplysninger om miljø og gennemførelse tilgængelige for offentligheden og offentlige institutioner, og en større indsats på alle regeringsniveauer for proaktivt at udbrede og give adgang til miljøoplysninger.

16.

insisterer på, at Kommissionen samtidig med, at den styrker direktivet om adgang til oplysninger, som påtænkt i meddelelsen, sikrer, at medlemsstater og deres lokale og regionale myndigheder reelt gennemfører de gældende minimumskrav i direktivet, særligt kravene om en mere proaktiv, ajourført og systematisk formidling af oplysninger til borgerne i overensstemmelse med Århuskonventionen (14);

17.

støtter udviklingen af strukturerede gennemførelses- og informationsrammer for alle de vigtigste miljøregler i EU, som foreslået af Kommissionen. Disse informationssystemer må imidlertid udvikles målrettet og effektivt, så de enkelte medlemsstaters systemer udnyttes bedre i praksis og mere fleksibelt. Det opfordrer medlemsstaterne til at samarbejde med Kommissionen for at opstille disse rammer sammen med lokale og regionale myndigheder. Udvalget mener, at gennemførelses- og informationsrammerne sammen med SEIS-initiativerne vil føre til gennemsigtige informationssystemer på nationalt, regionalt og lokalt niveau, der giver adgang til informationer online, og gøre det muligt for lokale og regionale myndigheder, borgere, eksperter og virksomheder at følge gennemførelsen på den mest effektive og rettidige måde (15);

18.

ser mulighed for yderligere koordinering og strømlining af datakravene til nationale, regionale og lokale myndigheder i overensstemmelse med princippet ‘produce once, use many times’. Data, der generes i medfør af en retsakts rapporteringsforpligtelser, har ofte også relevans for andre lovregler;

19.

understreger imidlertid, at det er nødvendigt at forbedre EU-direktivernes definitioner for at muliggøre lige vilkår inden for overvågning og rapportering, offentlige oplysninger og håndhævelse, f.eks. i forbindelse med de forskellige affaldshåndteringsmuligheder og affaldsstrømme under rammedirektivet om affald;

20.

lægger stor vægt på Kommissionens tilsagn om at undersøge, hvorledes EU-midler kan anvendes til udvikling, forbedring og udbredelse af gennemførelses- og informationsrammer, relevante indbyrdes kompatible informationssystemer og tilknyttede uddannelseskurser i medlemsstater, regioner og kommuner samt øge den administrative kapacitet hvor nødvendigt. Denne form for støtte bør navnlig være tilgængelig i forbindelse med den tekniske bistand under strukturfondene for 2007-2014 samt under det fremtidige LIFE-program;

21.

opfordrer EEA til at se på mulighederne i pilotprogrammer for at nedbringe overvågnings- og rapporteringspresset på lokale og regionale myndigheder ved hjælp af ikt og e-forvaltning uden at påvirke retsreglernes resultater;

22.

bakker op om Kommissionens og medlemsstaternes initiativer for at udnytte de eksisterende muligheder, f.eks. i form af reducerede overvågningsomkostninger og jordobservationsteknikker såsom GMES, til forbedring af gennemførelsesovervågningens effektivitet i praksis (16). Det drejer sig bl.a. om fremme af pilotprojekter med lokale og regionale myndigheder;

23.

fremhæver SMV- og VVM-direktivernes betydning som værktøjer til inddragelse af offentligheden på lokalt og regionalt niveau i miljøpolitik og opfordrer igen til, at man i forbindelse med den kommende revision af VVM-direktivet styrker bestemmelserne om, at offentlige høringer om VVM'er foretages så tidligt som muligt, f.eks. i den foreløbige afgrænsningsfase eller screeningsfasen for at fremskynde gennemførelsen af de efterfølgende faser og de kompetente myndigheders beslutningstagning, og som minimum opstiller retningslinjer for tilrådighedsstillelse af VVM dokumentationen for den berørte offentlighed (17).

24.

støtter behovet for bedre online georeferencedata om og georeferencekort over miljøet i hele EU, som formidles på systematisk og proaktiv vis, med henblik på at skabe lige vilkår og supplere medlemsstaternes og de lokale og regionale myndigheders forbedrede informationssystemer;

25.

bifalder Kommissionens hensigt om at udvide tilgangen i badevandsdirektivet til alle relevante EU-miljølove og bygge videre på pilotforsøg om luftkvalitet og affald, som er under udvikling i EEA;

26.

anerkender EEA's rolle i behandlingen af de overvågningsdata, som medlemsstaterne rapporterer til Kommissionen, og støtter agenturets voksende betydning, hvad angår dets bidrag til Kommissionens analyse af medlemsstaternes gennemførelsesrapporter. Udvalget opfordrer til, at agenturet får en større koordineringsrolle for at sikre sammenhæng og forenelighed i indsamlingen og analysen af disse forskellige data på EU-niveau, som det har været tilfældet ved forskellige værktøjer, som f.eks. INSPIRE, SEIS, GMES, GEOSS og EyeonEarth;

27.

forventer, at Kommissionen arbejder videre med SEIS (det fælles miljøinformationssystem) og fremlægger sin SEIS-gennemførelsesplan snarest her i 2012, hvori der redegøres for den aktuelle situation og gives retningslinjer for, hvordan der kan ske forbedringer;

28.

anmoder Kommissionen om at offentliggøre overensstemmelseskontrolundersøgelserne, som den regelmæssigt får udarbejdet om gennemførelsen af EU's miljølovgivning i de 27 medlemsstater, for at muliggøre en reel og demokratisk diskussion om miljølovgivningens status.

29.

gentager sin opfordring til Kommissionen om at indføre en generel EU-ramme for miljøinspektioner og -overvågning (18). Rammen bør give medlemsstaterne mulighed for en fleksibel anvendelse af retningslinjerne og samtidig sikre høj ensartethed i anvendelsen;

30.

mener, med udgangspunkt i ønsket om ‘bedre regulering’, at EU-rammen for miljøinspektioner bør gøres til den centrale ramme for EU's miljølovgivning. Særbestemmelser i sektorrelaterede EU-miljødirektiver bør så vidt muligt undgås. Hvis særskilte bestemmelser i sektordirektiver er helt uundværlige, skal de bringes i overensstemmelse med rammen;

31.

mener, at man ved at indføre en EU-ramme for nationale inspektioner kan mindske den uretfærdige konkurrence mellem regioner og kommuner, der bunder i forskellige eller manglende inspektionsordninger, sikre lige vilkår ved retssager og forbedre samarbejdet på tværs af landegrænser og overensstemmelsen i hele EU. Inspektionernes form og indhold bør reguleres nationalt og udvikles regionalt og lokalt, men på grundlag af generelle principper fastlagt i rammen, herunder en strømlinet og risikobaseret tilgang (19), og Det Europæiske Miljøagentur kunne i samarbejde med de nationale miljøstyrelser spille en vigtig rolle i at fastlægge og fremme dem;

32.

er af den opfattelse, at Kommissionen bør have mulighed for at undersøge tilfælde, hvor der er mistanke om manglende overholdelse af EU's miljølovgivning. Der eksisterer i øjeblikket lignende muligheder i politikkerne vedrørende toldunionen, landbrug, fiskeri og regionale anliggender samt i konkurrence-, veterinær- og finanspolitikkerne (20). En sådan inspektionsmulighed fra Kommissionens side kan muligvis være i strid med forholdet mellem myndighedsniveauer i medlemsstaterne. De ovenfor nævnte inspektioner skal derfor tage hensyn til den pågældende medlemsstats regler for myndighedstilsyn. Desuden skal Kommissionens inspektioner så vidt muligt følge den almindelige EU-procedure for traktatbrud;

33.

mener, at det er en afgørende faktor, at Kommissionen som en supplerende aktion aflægger rapport om, hvilke fremgangsmåder der findes for at styrke EU-netværket til gennemførelse og håndhævelse af miljølovgivning (IMPEL). Herunder skal Kommissionen især sikre, at der er tilstrækkelig finansiering af IMPEL på langt sigt, fremme den systematiske brug af IMPEL ved peer-review inspektioner samt IMPEL's arbejde med at identificere og udbrede god praksis og endelig udvide IMPEL til også at gælde på regionalt og lokalt niveau (21).

34.

giver udtryk for sin bekymring over fejl og manglende afhjælpning i mange klagebehandlingssystemer, som er en faktor, der får borgere til at rette henvendelse til Kommissionen, Europa-Parlamentets Udvalg for Andragender og den europæiske ombudsmand, som bliver overbebyrdet med klager;

35.

tilslutter sig forslagene om generelle kriterier for klagebehandling på nationalt niveau, herunder tvistbilæggelse i form af mægling, baseret på forbrugerlovgivningens seneste særlige bestemmelser om nationale klagemekanismer og ordninger for bilæggelse af tvister (22). Disse kriterier kunne f.eks. indeholde generelle garantier om fortrolighed og behandlingstid, om at borgerne skal informeres online, om hvordan et problem er blevet løst, samt om at der skal opstilles uafhængige lokale klageinstanser for borgere og ngo'er, ligesom de skal tage hensyn til Århuskonventionens krav om domstolsprøvelse og ikke må påvirke den generelle ret til at klage til EU-institutionerne.

36.

bemærker, at selvom 2003-forslaget til direktiv om adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet endnu ikke er vedtaget som retsinstrument, har Domstolen bekræftet, at de nationale domstole skal fortolke reglerne om domstolsprøvelse således, at de lever op til Århuskonventionen (23). Som følge af retspraksis, der giver borgere og ngo'er større adgang til domstolsprøvelse, hersker der blandt nationale domstole, lokale og regionale myndigheder samt økonomiske såvel som miljømæssige parter nu usikkerhed om, hvorledes denne udfordring skal håndteres;

37.

gentager derfor, at det er nødvendigt at puste nyt liv i det fastkørte direktiv om klage og adgang til domstolsprøvelse (24). Direktivet ville lukke eksisterende huller i mange medlemsstater, for så vidt angår opfyldelse af kravene i Århuskonventionens artikel 9, stk. 3 og stk. 4. Det ville ligeledes fremme offentlighedens rolle som drivkraft for bedre håndhævelse af miljølovgivningen på alle niveauer. Den heri omhandlede meddelelse er ikke eksplicit med hensyn til, hvorledes Kommissionen agter at løse dette spørgsmål.

38.

takker for Kommissionens støtte i meddelelsen til udvalgets forslag om at afholde et fast fælles forum med det formål at debattere regionale og lokale problemer og løsninger forbundet med anvendelsen af EU's miljølovgivning (25). Dette forum vil muliggøre en fortsat dialog og udveksling af erfaringer mellem miljøfagfolk fra lokale og regionale myndigheder og deres sammenslutninger, fra Regionsudvalgets høringsplatforme og netværk samt Kommissionen;

39.

bifalder, at Kommissionen ved at indføre et nyt instrument i form af partnerskabsaftaler om gennemførelse i vidt omfang tager hensyn til udvalgets opfordring (26) til EU om at forlænge Kommissionens pilotprojekter tilbage fra 2002 om trepartskontrakter og -aftaler (27). Udvalget opfordrer Kommissionen til at give flere oplysninger om og mere vejledning til, hvordan den ønsker at udarbejde og gennemføre instrumentet;

40.

mener, at partnerskabsaftaler om gennemførelse ikke skal indgås af Kommissionen og en given medlemsstat alene, men at en eller flere lokale og regionale myndigheder også skal inddrages, så man på passende vis afspejler forvaltning på flere niveauer. Aftalen bliver således en trepartsaftale om gennemførelse;

41.

er af den opfattelse, at trepartsaftaler om gennemførelse kan bidrage til, at man får gennemført visse af EU's miljøpolitikker i situationer, hvor traditionelle instrumenter ikke sikrer, at der gøres nok for at løse nye eller aktuelle miljøproblemer og problemer med manglende overholdelse af reglerne. Aftalerne bør føre til klare tilsagn fra medlemsstater og lokale og regionale myndigheder om at opstille de nødvendige foranstaltninger såvel som et støttetilsagn fra EU. Disse tilsagn skal formaliseres med gennemførlige målsætninger og tidsfrister samt være offentligt tilgængelige med henblik på kontrol.

42.

beklager, at Kommissionen i meddelelsen ikke kommer ind på udvalgets forslag om i fællesskab at se på, hvordan man specifikt kan udvide Borgmesteraftalen til at omfatte køreplanen for et ressourceeffektivt Europa og dens vigtigste målsætninger, såsom biodiversitet og arealudnyttelse, vand- og affaldsbehandling samt luftforurening (28). Udvalget mener, at dette ville lette gennemførelsen af EU's miljøpolitik ved hjælp af en innovativ metode til forvaltning på flere niveauer, der i stedet for at bygge på en almindelig håndhævelse af EU-lov fremmer de lokale og regionale myndigheders proaktive indsats for at opnå gennemførelse;

43.

beklager, at meddelelsen ikke indeholder henvisninger til Kommissionens pris til Europas miljøhovedstad, som udvalget bakker kraftigt op om som et vigtigt instrument til at fremvise byer, der er gode eksempler på og innovatorer inden for gennemførelse af EU's miljølovgivning, og til at udveksle erfaringer med andre byer. Med dette for øje gentager udvalget sine anbefalinger fra 2010 om prisens fremtidige udvikling (29);

44.

understreger, at det ikke er muligt for et enkelt myndighedsniveau at løse miljø- og klimaproblemerne eller gennemføre EU's politik på området alene. Der er behov for en strategi på flere planer, hvor det enkelte (europæiske, nationale, regionale og lokale) myndighedsniveau må tage et ansvar og indføre de foranstaltninger, som kan og skal gennemføres på det pågældende niveau. Udvalget er tilhænger af, at der oprettes teams i medlemsstaterne, hvor eksperter fra de forskellige myndighedsniveauer i fællesskab opstiller nationale implementeringsplaner (30).

45.

minder om, at miljøpolitik er et område, hvor der er delt kompetence mellem EU og medlemsstaterne, og at nærhedsprincippet derfor finder anvendelse;

46.

bemærker, at Kommissionen ikke vurderer, hvorvidt de forskellige forslag i meddelelsen er i overensstemmelse med nærhedsprincippet. Udvalget er af den opfattelse, at Kommissionens forslag i meddelelsen på nuværende tidspunkt er fremlagt til debat og overvejelser, og at de derfor ikke er tilstrækkeligt udbyggede til, at udvalget kan danne sig en endelig mening om dem, idet meget vil afhænge af, om (og hvordan) Kommissionen vælger at gå videre med dem;

47.

bemærker med dette forbehold i mente, at bidragene fra udvalgets nærhedsovervågningsnetværk generelt går i retning af, at der ikke er stor sandsynlighed for, at de i meddelelsen fremlagte muligheder, når de er fuldt formulerede, vil udgøre en væsentlig overtrædelse af nærhedsprincippet (31);

48.

anfører imidlertid, at skønt der er opbakning til en ajourføring af den nuværende lovramme for inspektioner, kan der være modstand fra nærhedsovervågningsnetværket mod at gøre dette bindende og mod at oprette en europæisk kontrolmyndighed. På lignende vis kan nogle netværksmedlemmer, selvom medlemsstaterne bakker op om kriterier for klagehåndtering, foretrække, at disse kriterier får karakter af ikke-bindende anbefalinger. Der ser ud til at være en accept af, at EU fastsætter betingelserne for effektiv adgang til nationale domstole, hvad angår EU's miljølovgivning.