16.7.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 226/63

1.1

Udvalget nærer imidlertid en række betænkeligheder og ønsker at fremsætte forslag, som skal styrke udgangspunkterne og målsætningerne for Kommissionens forslag.

1.2

Hvad angår uskyldsformodning, understreger EØSU, at ingen er skyldig, før den endelige dom er faldet, og at dette er en ukrænkelig ret. EØSU understreger, at hvis borgerne skal have tillid til retssystemet, skal dommerne være immune over for enhver form for pres og indflydelse, også fra medierne. I den forbindelse bør medierne også passe på, at de ikke påtager sig retsinstansernes rolle — uden hermed at give afkald på deres forfatningsretligt sikrede pressefrihed.

1.3

Hvad angår beskyttelse af børn i straffesager, peger EØSU på, at børn befinder sig i en meget sårbar situation, når de berøves deres frihed på grund af de risici, frihedsberøvelsen indebærer for deres mentale og fysiske integritet. Samtidig understreger udvalget det nødvendige i at prioritere initiativer, der hjælper børn, som udsættes for en straffesag, til hurtigst muligt at blive integreret i samfundslivet.

1.4

Hvad angår foreløbig retshjælp anser udvalget det for positivt, at principperne i forslaget til direktiv også gælder personer, der er genstand for en europæisk arrestordre. EØSU støtter endvidere henstillingen om at tilstræbe en yderligere harmonisering af de kriterier, der skal ligge til grund for beslutninger om retten til retshjælp i straffesager. EØSU peger på, at retshjælp i straffesager ikke må bringes i fare som følge af de budgetmæssige vanskeligheder, nogle medlemsstater står over for, og opkaster spørgsmålet om, i hvilken grad der kan frigøres EU-midler hertil, f.eks. via en EU-fond.

1.5

EØSU konstaterer, at forslagene til direktiver om uskyldsformodning og om beskyttelse af børn kun finder anvendelse i forbindelse med straffesager. EØSU mener, at straffesagsbegrebet, analogt med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis, i EU-retten bør kunne fortolkes uafhængigt af, hvordan begrebet klassificeres i medlemsstaterne. Med henblik på mest effektivt at garantere denne mulighed for en selvstændig fortolkning anbefaler udvalget at fjerne den betragtning til direktiverne, der går ud på, at garantierne ikke finder anvendelse på administrative sager, der kan føre til sanktioner.

1.6

Hvad angår den i artikel 8 i forslaget til direktiv om uskyldsformodning omtalte procedure for sager, hvor der er afsagt dom in absentia, konstaterer udvalget, at der i tilfælde, hvor den tiltalte ikke er til stede, i henhold til denne bestemmelse kun kan træffes afgørelse i straffesager, hvis det entydigt er godtgjort, at han eller hun var bekendt med, at der var berammet en retssag. Da dette kan være forbundet med praktiske vanskeligheder, hvis tiltalte ikke har noget kendt opholdssted, anbefaler udvalget, at medlemsstaterne udtrykkeligt gives tilladelse til at indføre en særlig indstævningsmetode for personer uden kendt opholdssted (f.eks. forkyndelse af stævningen på politistationer).

2.1

Den 27. november 2013 offentliggjorde Kommissionen en ny lovpakke om retssikkerhedsgarantier i straffesager.

2.2

Pakken er en fortsættelse af et lovgivningsprogram om retssikkerhedsgarantier, som omfatter direktiv 2010/64/EF om ret til tolke- og oversætterbistand, direktiv 2012/13/EU om ret til information og direktiv 2013/48/EU om ret til adgang til advokatbistand og om ret til at få en tredjemand underrettet ved frihedsberøvelse.

2.3

Sigtet med dette lovgivningsprogram er via indførelse af minimumsretsgarantier i straffesager dels at garantere EU-borgere over alt i EU ret til en retfærdig rettergang og dels at øge medlemsstaternes gensidige tillid til hinandens retssystemer med henblik på at fremme den gensidige anerkendelse af retsafgørelser.

2.4

Den foreliggende lovpakke omfatter tre direktivforslag. Disse behandler uskyldsformodning, retssikkerhedsgarantier for børn under straffesager og ret til foreløbig retshjælp i straffesager.

2.4.1

Forslaget til direktiv om uskyldsformodning

2.4.1.1

Det forhold, at mistænkte eller tiltalte i en straffesag må formodes uskyldig, indtil det modsatte er bevist ved en dom, er et af de vigtigste principper i strafferetsplejen og udgør kernen i retten til en retfærdig rettergang. Menneskerettighedsdomstolen har i sin retspraksis fastlagt, hvad princippet om uskyldsformodning indebærer i praksis.

2.4.1.2

Hensigten med Kommissionens forslag er at inkorporere bestemte aspekter af det således udviklede princip om uskyldsformodning i et direktiv med henblik på at sikre en optimal gennemførelse af princippet i Den Europæiske Union.

2.4.1.3

Følgende aspekter af uskyldsformodningen er medtaget i direktivet: (1) forbuddet mod, at offentlige instanser i offentlige udtalelser og officielle afgørelser — før en endelig domfældelse — omtaler tiltalte som om, de er blevet domfældt; (2) den kendsgerning, at bevisbyrden ved afgørelsen af skyldsspørgsmålet påhviler anklagemyndigheden, og at tiltalte frifindes i tvivlstilfælde; (3) retten til ikke at inkriminere sig selv og til ikke at samarbejde; (4) retten til ikke at udtale sig; (5) tiltaltes ret til at være til stede under retssagen.

2.4.2

Forslaget til direktiv om retssikkerhedsgarantier for børn, der er mistænkt eller tiltalt i straffesager

2.4.2.1

Direktiv 2010/64/EF blev vedtaget for at garantere personer, der ikke taler eller forstår det sprog, der anvendes i retssagen, en retfærdig rettergang. Ud over sprogbarrierer kan der være andre årsager til, at tiltalte ikke er i stand til at følge straffesagen ordentligt eller deltage i den, f.eks. hvis tiltalte er mindreårig eller mentalt handicappet.

2.4.2.2

Med henblik på at beskytte børns ret til en retfærdig rettergang har Kommissionen udarbejdet et forslag til direktiv. Dette direktiv omfatter beskyttelse af retten til en retfærdig rettergang gennem (1) den ret, som barnet eller indehaveren af forældreansvaret har til at blive underrettet om de yderligere rettigheder, som børn har i henhold til dette direktiv eller dets omsætning til national lovgivning, (2) øget advokatbistand, (3) ret til en individuel vurdering, (4) ret til en lægeundersøgelse ved frihedsberøvelse, (5) pligt til med audiovisuelt udstyr at optage afhøring af børn, (6) det forhold, at frihedsberøvelse kun må foregå som sidste udvej, (7) ret til særbehandling i tilfælde af frihedsberøvelse, (8) ret til rettidig og omhyggelig sagsbehandling, (9) ret til sagsbehandling bag lukkede døre, (10) den ret, som barnet eller indehaveren af forældreansvaret har til at være til stede under retssagen, (11) ret til retshjælp.

2.4.2.3

Der er fastsat lignende garantier for voksne, som befinder sig i en sårbar situation, men i lyset af det vanskelige i at afgrænse begrebet »voksne i en sårbar situation« har Kommissionen valgt at fastlægge garantierne i en henstilling frem for et direktiv.

2.4.3

Forslaget til direktiv om foreløbig retshjælp

2.4.3.1

Direktiv 2013/48/EU fastlægger retten til adgang til advokatbistand. Med henblik på at denne ret i praksis kommer til at gælde for alle, bestemmes det, at der ydes retshjælp til personer, som ikke råder over tilstrækkelige finansielle midler til selv at kunne dække advokatudgifterne.

2.4.3.2

Kommissionen forelægger et forslag til henstilling om kriterierne for adgang til retshjælp og om garantier for retshjælpens kvalitet og effektivitet. På baggrund af de omkostninger, dette kan medføre for medlemsstaterne, og under hensyntagen til det hermed forbundne princip om proportionalitet i EU-anliggender, er der her kun tale om en henstilling.

2.4.3.3

Med henblik på at advokatbistand kan garanteres i de tilfælde, hvor der er størst behov for det, forelægger Kommissionen imidlertid et forslag til direktiv om foreløbig retshjælp. I forslaget til direktiv fastsættes det navnlig, at medlemsstaterne er forpligtede til omgående, dvs. inden deres kompetente organer har truffet endelig afgørelse om tilkendelse (eller afvisning) af retshjælp, at sørge for retshjælp i to tilfælde, nemlig for personer, som: (1) frihedsberøves, (2) er genstand for en europæisk arrestordre og er berøvet deres frihed i den fuldbyrdende medlemsstat.

3.1

EØSU bifalder og støtter Kommissionens forslag, som klart må betegnes som positive.

3.2

De forelagte dokumenter giver ikke desto mindre anledning til en række betænkeligheder, som fremføres nedenfor. Det drejer sig dels om forbehold af generel karakter, dels om forbehold af teknisk-juridisk karakter. Disse forbehold betyder ikke, at EØSU ikke støtter udgangspunkterne og målsætningerne i Kommissionens forslag. Formålet med indvendingerne er at styrke forslagene.

3.3.1

Uskyldsformodning

3.3.1.1

EØSU går helhjertet ind for den styrkelse af uskyldsformodningen, som beskrives i direktivet om styrkelse af visse aspekter af uskyldsformodningen.

3.3.1.2

Udvalget understreger i den forbindelse, at ingen er skyldig, før den endelige dom er faldet, og at dette er en ukrænkelig ret. EØSU understreger, at hvis borgerne skal have tillid til retssystemet, skal dommerne være immune over for enhver form for pres og indflydelse, også fra medierne. I den forbindelse bør medierne også passe på, at de ikke påtager sig retsinstansernes rolle — uden hermed at give afkald på deres forfatningsretligt sikrede pressefrihed.

3.3.2

Retssikkerhedsgarantier for børn og sårbare personer

3.3.2.1

EØSU går også fuldt ud ind for styrkelsen af sårbare personers rettigheder i straffesager, navnlig børns rettigheder, som fremført i forslaget til direktiv om grundlæggende garantier for børn og i forslaget til henstilling, som sikrer at sårbare personer anerkendes som sådan, og at der tages hensyn til deres behov.

3.3.2.2

Børn, som ofte på grund af deres sociale forhold og omgivelser ender i kriminalitet, befinder sig i en meget sårbar position, når de berøves deres frihed, da situationen indebærer risici for deres fysiske, mentale og sociale udvikling.

3.3.2.3

Samtidig understreger udvalget det nødvendige i at prioritere initiativer, der hjælper børn, som udsættes for en straffesag, til hurtigst muligt at blive integreret i samfundslivet.

3.3.2.4

På baggrund af at bestemmelsen om retskrav på advokatbistand for børn også skal finde anvendelse på straffesager, der kan ende med en endelig henlæggelse af den pågældende sag, ville EØSU anse det for hensigtsmæssigt at fastlægge, at retten til advokatbistand også skal finde anvendelse i tilfælde, hvor der træffes andre foranstaltninger som alternativ til retsforfølgning.

3.3.3

Adgang til foreløbig retshjælp

3.3.3.1

EØSU går ind for princippet, som fastsættes i forslaget til direktiv, om at der ydes retshjælp i form af »foreløbig retshjælp«, når der er størst behov for adgang til advokatbistand.

3.3.3.2

Udvalget finder det positivt, at dette princip også finder anvendelse på personer, som er genstand for en europæisk arrestordre. Endelig støtter udvalget henstillingen om at tilstræbe en yderligere harmonisering af de kriterier, der skal ligge til grund for beslutninger om retten til retshjælp i straffesager.

3.3.3.3

EØSU peger på, at retshjælp i straffesager ikke må bringes i fare som følge af de budgetmæssige vanskeligheder, nogle medlemsstater står over for, og opkaster spørgsmålet om, i hvilken grad der kan frigøres EU-midler hertil, f.eks. via en EU-fond.

3.4.1

Anvendelsesområdet for forslagene til direktiv om uskyldsformodning og om beskyttelse af børn i straffesager.

3.4.2

Både i forslaget til direktiv om styrkelse af visse aspekter af uskyldsformodningen og i forslaget til direktiv om retssikkerhedsgarantier for børn i straffesager bestemmes det i definitionen af anvendelsesområdet, at denne beskyttelse klart kun gælder i forbindelse med straffesager.

3.4.3

Det fastlægges ikke nærmere i teksten til forslaget, hvad der præcis forstås ved »straffesag«. Dette rejser spørgsmålet, om der kun er tale om sager, som i de enkelte medlemsstater klassificeres som »straffesager«, eller om begrebet »straffesager« i direktivforslagene skal forstås i en bredere forstand og f.eks. også kan omfatte administrative procedurer, der fører til sanktioner.

3.4.4

Ifølge Menneskerettighedsdomstolens faste retspraksis afgøres det ved hjælp af de såkaldte Engel-kriterier, om en procedure er af strafferetlig karakter, dvs. (1) klassificering som strafferetlig procedure i den nationale lovgivning, (2) lovovertrædelsens karakter og (3) sanktionens art og alvor. Med henblik på gennemførelse af retten til en retfærdig rettergang, som er fastlagt i menneskerettighedskonventionen, betragtes mange administrative procedurer derfor som strafferetlige procedurer. Denne retspraksis søger at forhindre, at nationalstater blot ved hjælp af deres klassificering af en procedure kan unddrage sig pligten til at yde de grundlæggende garantier, som er fastlagt i konventionen.

3.4.5

Det anbefales derfor, at EU-domstolen gives mulighed for at fortolke begrebet »straffesag« uafhængigt af, hvordan denne klassificeres i den nationale lovgivning. Ellers er der en reel risiko for, at målet med de garantier, der fastlægges i direktiverne, ikke bliver nået.

3.4.6

I sjette betragtning i forslaget til direktiv om styrkelse af visse aspekter af uskyldsformodningen fastlægges det imidlertid helt klart, at direktivet udelukkende finder anvendelse på straffesager, og at administrative procedurer, der fører til sanktioner, ikke er omfattet af direktivet.

3.4.7

Denne betragtning forhindrer en bred fortolkning af begrebet »straffesag« som anbefalet og anset for nødvendig af Menneskerettighedsdomstolen, når det drejer sig om gennemførelsen af de rettigheder og principper, som er genstand for disse direktiver. EØSU mener derfor, at denne betragtning bør udgå.

3.4.8

Udeblivelsessager omtalt i artikel 8 i direktivet om uskyldsformodning

3.4.9

Det fastlægges i artikel 8, at medlemsstater kun kan give den relevante domstol adgang til at træffe afgørelse i tiltaltes fravær, hvis denne enten personligt og i rette tid er blevet tilsagt til at give møde i retten på det fastsatte tidspunkt og sted, eller på anden vis faktisk har modtaget officiel besked om tid og sted for retsmødet på en sådan måde, at det entydigt er godtgjort , at han eller hun var bekendt med, at der var berammet en retssag

3.4.10

Dette tager ikke højde for den mulighed, at retssagen gennemføres (udeblivelsessag), hvis den berørte person ikke har noget kendt opholdssted, og derfor ikke kan stævnes. I den forbindelse kan det overvejes, at indgive stævningen på en politistation.