61998J0237

1. Ansvar uden for kontraktforhold - betingelser - lovlig retsakt - faktisk tab, årsagssammenhæng og usædvanligt og særligt tab - kumulativ karakter

(EF-traktaten, art. 215 (nu art. 288 EF))

2. Ansvar uden for kontraktforhold - betingelser - tab - fordringer, som er blevet uinddrivelige som følge af udstedelsen af en fællesskabsretsakt - bevisbyrde

(EF-traktaten, art. 215 (nu art. 288 EF))

3. Appel - anbringender - fejlagtig bedømmelse af faktiske omstændigheder - afvisning - indsigelse - indholdsmæssigt urigtige konstateringer på grundlag af sagsakterne eller forkert gengivelse af bevismateriale

(EF-traktaten, art. 168 A (nu art. 225 EF); EF-statutten for Domstolen, art. 51, stk. 1)

4. Appel - anbringender - fejlagtig bedømmelse af lovligt fremlagte beviser - afvisning - forkastelse - Rettens forpligtelse til at begrunde sin bedømmelse af bevismaterialet - rækkevidde

(EF-traktaten, art. 168 A (nu art. 225 EF); EF-statutten for Domstolen, art. 51, stk. 1)

1. Et erstatningsansvar for Fællesskabet uden for kontraktforhold som følge af en lovlig eller retsstridig handling forudsætter under alle omstændigheder, at det godtgøres, at det påståede tab foreligger, og at der er årsagssammenhæng mellem tabet og handlingen. For det tilfælde, at princippet om Fællesskabets erstatningsansvar som følge af en lovlig handling skal anerkendes i fællesskabsretten, forudsætter et sådant erstatningsansvar under alle omstændigheder, at der foreligger et usædvanligt eller særligt tab. Heraf følger, at Fællesskabet kun kan ifalde erstatningsansvar uden for kontraktforhold som følge af en lovlig handling, såfremt de anførte tre betingelser, er opfyldt samtidig, nærmere bestemt betingelsen om, at det hævdede tab skal foreligge, betingelsen om årsagssammenhæng mellem tabet og den handling, der lægges Fællesskabets institutioner til last, samt betingelsen om tabets usædvanlige og særlige karakter.

( jf. præmis 17-19 )

2. I forbindelse med et søgsmål angående Fællesskabets erstatningsansvar uden for kontraktforhold påhviler det sagsøgeren over for Fællesskabets retsinstanser at føre bevis for, at det tab, der hævdes at være lidt, faktisk er indtrådt. Endvidere kan spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger et faktisk og reelt tab ikke besvares abstrakt af Fællesskabets retsinstanser, men skal besvares under hensyn til de nøjagtige faktiske omstændigheder, som kendetegner den sag, som disse retsinstanser har fået forelagt.

Når sagsøgeren hævder at have lidt et faktisk og reelt tab som følge af, at hans fordringer midlertidigt er blevet uinddrivelige som følge af udstedelsen af en fællesskabsretsakt, er det forhold, at disse endnu ikke er blevet betalt på det tidspunkt, hvor erstatningspåstanden nedlægges, ikke tilstrækkeligt til at godtgøre, at fordringerne er blevet uinddrivelige, og at det på denne baggrund kan fastslås, at der foreligger et faktisk og reelt tab i den forstand, hvori begrebet er benyttet i retspraksis på området. I den forbindelse påhviler det sagsøgeren i det mindste at føre bevis for, at denne har truffet alle foranstaltninger og udtømt alle retsmidler, det har været muligt at anvende, med henblik på at inddrive sine fordringer.

( jf. præmis 23 og 25-27 )

3. Det er alene Retten, der er kompetent til dels at fastlægge de faktiske omstændigheder i sagen, når bortses fra tilfælde, hvor den indholdsmæssige urigtighed af dens konstateringer følger af akterne i den sag, den har behandlet, dels at tage stilling til disse faktiske omstændigheder. Vurderingen af de faktiske omstændigheder er følgelig ikke - medmindre de er gengivet forkert - et retsspørgsmål og dermed ikke undergivet Domstolens prøvelsesret. Således kan appellantens anbringender angående de faktiske omstændigheder og deres bedømmelse i den appellerede dom kun antages til realitetsbehandling, såfremt appellanten enten har gjort gældende, at det fremgår af sagens akter, at Rettens konstateringer er indholdsmæssigt urigtige, eller at Retten har gjort sig skyld i en forkert gengivelse af de beviser, den har fået forelagt.

( jf. præmis 35 og 36 )

4. Det er alene Retten, der har kompetence til at afgøre, hvilken bevisværdi der skal tillægges de oplysninger, den har fået forelagt. Imidlertid er Retten - ud over at den er forpligtet til at overholde de almindelige retsgrundsætninger og de processuelle regler om bevisbyrde og bevisførelse og til at afholde sig fra at gengive beviserne forkert - ikke forpligtet til udtrykkeligt at begrunde sin bedømmelse af, hvilken bevisværdi der skal tillægges de oplysninger, den har fået forelagt, og navnlig ikke når den finder, at disse er uden betydning eller uden relevans for sagens afgørelse.

( jf. præmis 50 og 51 )

I sag C-237/98 P,

Dorsch Consult Ingenieurgesellschaft mbH, München (Tyskland), ved professor K.M. Meessen, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat P. Kinsch, 100, boulevard de la Pétrusse,

appellant,

angående appel af dom afsagt den 28. april 1998 af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (Anden Afdeling) i sag T-184/95, Dorsch Consult mod Rådet og Kommissionen (Sml. II, s. 667), hvori der er nedlagt påstand om ophævelse af denne dom og om, at appellanten gives medhold i de påstande, som denne har nedlagt i første instans,

de andre parter i appelsagen:

Rådet for Den Europæiske Union ved S. Marquardt og A. Tanca, Rådets Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos generaldirektør A. Morbilli, Den Europæiske Investeringsbanks Direktorat for Juridiske Anliggender, 100, boulevard Konrad Adenauer,

og

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved ledende juridisk konsulent A. Rosas og juridisk konsulent J. Sack, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos C. Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagnercentret, Kirchberg,

sagsøgte i første instans,

har

DOMSTOLEN (Femte Afdeling)

sammensat af formanden for Første Afdeling, L. Sevón, som fungerende formand for Femte Afdeling, og dommerne P.J.G. Kapteyn (refererende dommer), P. Jann, H. Ragnemalm og M. Wathelet,

generaladvokat: A. La Pergola

justitssekretær: ekspeditionssekretær D. Louterman-Hubeau,

på grundlag af retsmøderapporten,

efter at parterne har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 14. oktober 1999,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 14. december 1999,

afsagt følgende

Dom

1 Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 6. juli 1998 har Dorsch Consult Ingenieurgesellschaft mbH i medfoer af artikel 49 i EF-statutten for Domstolen ivaerksat appel til proevelse af dom afsagt den 28. april 1998 af Retten i Foerste Instans (sag T-184/95, Dorsch Consult mod Raadet og Kommissionen, Sml. II, s. 667, herefter »den appellerede dom«), hvorved Retten frifandt Raadet og Kommissionen for sagsoegerens paastand om erstatning af det tab, som selskabet haevdede at have lidt som foelge af udstedelsen af Raadets forordning (EOEF) nr. 2340/90 af 8. august 1990 om forhindring af Faellesskabets samhandel for saa vidt angaar Irak og Kuwait (EFT L 213, s. 1).

Faktiske omstaendigheder og sagens behandling for Retten

2 De retsregler og faktiske omstaendigheder, som ligger til grund for appellen, er fremstillet paa foelgende maade i den appellerede dom:

»2 Den 30. januar 1975 indgik sagsoegeren en kontrakt med Republikken Iraks Ministry of Works and Housing (herefter 'det irakiske ministerium'), i henhold til hvilken selskabet forpligtede sig til at levere ydelser i forbindelse med planlaegningen af og tilsynet med anlaegget af Iraq Express Way No 1. Denne kontrakt, som blev indgaaet for et minimum af seks aar, blev siden forlaenget flere gange med henblik paa gennemfoerelsen og tilsynet med de naevnte arbejder. Kontraktens artikel X foreskrev bl.a., at de kontraherende parter i tilfaelde af uoverensstemmelser vedroerende fortolkningen eller den manglende gennemfoerelse af kontraktens bestemmelser skulle soege at opnaa en acceptabel loesning i mindelighed (artikel X, stk. 1). For det tilfaelde, at disse uoverensstemmelser maatte bestaa, skulle tvisten forelaegges for Planning Board, hvis beslutning ville vaere endelig og bindende. Imidlertid skulle ingen beslutning truffet i medfoer af kontrakten vaere til hinder for, at parterne indbragte tvisten for de kompetente irakiske domstole (artikel X, stk. 2).

3 Det fremgaar af sagens akter, at udestaaende fordringer, som sagsoegeren fortsat havde paa de irakiske myndigheder i starten af 1990 som foelge af ydelser udfoert i henhold til kontrakten, blev anerkendt i to skrivelser af henholdsvis 5. og 6. februar 1990 fra den irakiske minister til den irakiske bank Rafidian Bank. Ved skrivelserne blev der givet ordre til at overfoere de skyldige beloeb til sagsoegerens bankkonto.

4 Den 2. august 1990 vedtog De Forenede Nationers Sikkerhedsraad resolution nr. 660 (1990), hvori raadet konstaterede, at Iraks invasion af Kuwait udgjorde et brud paa den internationale fred og sikkerhed, og hvori det kraevede, at de irakiske styrker oejeblikkeligt og betingelsesloest blev trukket tilbage fra Kuwaits territorium.

5 Den 6. august 1990 vedtog Sikkerhedsraadet resolution nr. 661 (1990), hvori raadet - idet det erklaerede sig 'bevidst om, hvilke forpligtelser der paahviler det i medfoer af De Forende Nationers pagt med hensyn til bevarelsen af den internationale fred og sikkerhed', og idet det konstaterede, at Republikken Irak (herefter 'Irak') ikke havde overholdt resolution nr. 660 (1990) - besluttede at ivaerksaette en handelsembargo mod Irak og Kuwait.

6 Den 8. august 1990 udstedte Raadet under henvisning til 'den alvorlige situation, der [var opstaaet] som foelge af Iraks invasion af Kuwait', og til Sikkerhedsraadets resolution nr. 661 (1990), efter forslag fra Kommissionen, forordning ... nr. 2340/90.

7 Artikel 1 i forordning nr. 2340/90 forbyder fra den 7. august 1990 indfoersel til Faellesskabets omraade af enhver vare, der har oprindelse i eller hidroerer fra Irak eller Kuwait, samt udfoersel til naevnte lande af enhver vare, der har oprindelse i eller hidroerer fra Faellesskabet. Forordningens artikel 2 forbyder, fra den 7. august 1990, a) at udfoere nogen form for virksomhed eller handelstransaktion, herunder enhver handling vedroerende allerede indgaaede eller delvist gennemfoerte transaktioner, der har til formaal eller medfoerer, at eksporten af varer, som har oprindelse i eller hidroerer fra Irak og Kuwait, fremmes, b) at saelge eller levere nogen vare, uanset hvor denne har oprindelse, eller hvorfra den hidroerer, til nogen fysisk eller juridisk person i Irak eller Kuwait eller til nogen anden fysisk eller juridisk person med henblik paa handelsvirksomhed paa eller udoevet fra Iraks eller Kuwaits omraader, og c) at udfoere nogen form for virksomhed, der har til formaal eller medfoerer, at naevnte salg eller leverancer fremmes.

8 Det fremgaar af sagens akter, at 'Republikken Iraks oeverste revolutionsraad' den 16. september 1990 under henvisning til 'visse regeringers vilkaarlige beslutninger' med tilbagevirkende gyldighed fra den 6. august 1990 vedtog lov nr. 57 om beskyttelse af irakisk ejendom, interesser og rettigheder inden for saavel som uden for Irak (herefter 'lov nr. 57'). Ved lovens artikel 7 blev al ejendom og alle fordringer samt indtaegter heraf, som paa det paagaeldende tidspunkt tilkom regeringer, virksomheder, selskaber og banker i stater, som havde truffet disse 'vilkaarlige beslutninger', indefrosset.

9 Da de irakiske myndigheder ikke havde betalt sagsoegerens fordringer, som anerkendt i ovennaevnte breve af henholdsvis 5. og 6. februar 1990 fra den irakiske minister (jf. ovenfor i praemis 3), rettede sagsoegeren ved skrivelser af 4. august 1995 henvendelse til Raadet og Kommissionen med krav om, at disse skulle erstatte de tab, sagsoegeren haevdede at have lidt som foelge af, at de naevnte fordringer ikke kunne inddrives paa grund af anvendelsen af lov nr. 57, for saa vidt som loven var vedtaget som modforanstaltning til Faellesskabets udstedelse af forordning nr. 2340/90. I skrivelserne gjorde sagsoegeren gaeldende, at faellesskabslovgiver var forpligtet til at erstatte de tab, som erhvervsdrivende, der var beroert af indfoerelsen af embargoen mod Irak, havde lidt, og at den omstaendighed, at man havde undladt at erstatte tabene, betoed, at Faellesskabet ifaldt erstatningsansvar i medfoer af EF-traktatens artikel 215, stk. 2. Sagsoegeren tilfoejede, at selskabet for en sikkerheds skyld havde anmeldt sine fordringer mod Irak over for De Forenede Nationers Kommission for Erstatningskrav mod Irak.

10 Ved skrivelse af 20. september 1995 afviste Raadet at imoedekomme sagsoegerens erstatningskrav.

11 Herefter har sagsoegeren ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 6. oktober 1995 anlagt denne sag«.

3 Sagsoegeren gjorde gaeldende, at Faellesskabet, for saa vidt som lov nr. 57 var blevet vedtaget paa grund af udstedelsen af forordning nr. 2340/90, hvorved der blev indfoert en handelsembargo mod Irak, var forpligtet til at erstatte den forvoldte skade som foelge af de irakiske myndigheders naegtelse af at indfri deres gaeld over for sagsoegeren. Faellesskabets erstatningsansvar maatte efter sagsoegerens opfattelse principalt foelge af princippet om Faellesskabets erstatningsansvar for en lovlig handling, som foelge af et indgreb i sagsoegerens formuerettigheder, der maatte sidestilles med en ekspropriation, og subsidiaert af princippet om Faellesskabets erstatningsansvar for en retsstridig handling, idet retsstridigheden i sagen bestod i, at faellesskabslovgiver ved udstedelsen af forordningen havde undladt at traeffe bestemmelse om erstatning af de beroerte erhvervsdrivendes tab som foelge af denne forordning.

Den appellerede dom

4 Ved den appellerede dom frifandt Retten i det hele Raadet og Kommissionen.

5 Retten bemaerkede indledningsvis i den appellerede doms praemis 59, at et erstatningsansvar for Faellesskabet uden for kontraktforhold som foelge af en retsstridig eller lovlig handling under alle omstaendigheder forudsaetter, at det godtgoeres, at det paastaaede tab foreligger, og at der er aarsagssammenhaeng mellem tabet og den paagaeldende handling. Endvidere bemaerkede Retten med hensyn til Faellesskabets erstatningsansvar som foelge af en lovlig handling, at det foelger af retspraksis paa omraadet, at for det tilfaelde, at et saadant princip gaelder i faellesskabsretten, forudsaetter et saadant erstatningsansvar under alle omstaendigheder, at der foreligger et usaedvanligt og saerligt tab.

6 Retten behandlede for det foerste, i dommens praemis 60-67, spoergsmaalet om, hvorvidt sagsoegeren havde lidt et faktisk og reelt tab i den forstand, som foelger af retspraksis paa omraadet, idet den bemaerkede, at det paahviler sagsoegeren over for Faellesskabets retsinstanser at foere bevis for, at det tab, den paagaeldende haevder at have lidt, faktisk er indtraadt.

7 Paa denne baggrund fastslog Retten i dommens praemis 68, at sagsoegeren ikke havde vaeret i stand til i fornoedent omfang at godtgoere, at selskabet havde lidt et faktisk og reelt tab i den forstand, hvori begrebet er benyttet i retspraksis paa omraadet.

8 For det andet udtalte Retten i praemis 69, at selv hvis det maatte antages, at det af sagsoegeren paaberaabte tab kunne betragtes som »faktisk og reelt«, forudsaetter Faellesskabets erstatningsansvar som foelge af en lovlig handling, at der foreligger en direkte aarsagssammenhaeng mellem forordning nr. 2340/90 og tabet.

9 I den forbindelse udtalte Retten i praemis 74, at det paaberaabte tab ikke kunne tilskrives udstedelsen af forordning nr. 2340/90, men derimod Sikkerhedsraadets resolution nr. 661 (1990), hvorved handelsembargoen mod Irak blev indfoert. Paa denne baggrund fandt Retten, at sagsoegeren ikke havde godtgjort, at der var direkte aarsagssammenhaeng mellem det paaberaabte tab og udstedelsen af forordning nr. 2340/90.

10 For det tredje fandt Retten i praemis 75, at der ligeledes var grundlag for at tage stilling til, om tabet - saafremt betingelserne havde vaeret opfyldt for, at der kunne antages at foreligge et faktisk og reelt tab og en direkte aarsagssammenhaeng - kunne betragtes som saerligt og usaedvanligt i den forstand, hvori udtrykkene anvendes i retspraksis vedroerende Faellesskabets erstatningsansvar som foelge af en lovlig handling.

11 I dommens praemis 82-85 udtalte Retten, at sagsoegeren ikke kunne anses for at hoere til en gruppe af erhvervsdrivende, hvis formueinteresser var blevet beroert paa en maade, som adskilte dem fra enhver anden erhvervsdrivende, hvis fordringer ikke kunne inddrives som foelge af indfoerelsen af Faellesskabets embargo. Sagsoegeren kunne saaledes ikke paastaa, at selskabet havde lidt et saerligt tab eller var blevet paalagt en saerlig opofrelse. Endvidere maatte Irak laenge foer invasionen af Kuwait betragtes som et hoejrisikoland. Det af sagsoegeren paaberaabte tab kunne dermed ikke antages at gaa ud over graenserne for de oekonomiske risici, som var forbundet med at drive virksomhed i den paagaeldende sektor.

12 Paa denne baggrund fastslog Retten i praemis 89, at det af sagsoegeren fremsatte erstatningskrav, som var stoettet paa princippet om Faellesskabets erstatningsansvar uden for kontraktforhold som foelge af en »lovlig« handling, savnede retligt grundlag, og at de sagsoegte derfor skulle frifindes.

13 Det foelger af den appellerede doms praemis 90, at sagsoegeren subsidiaert havde kraevet, at Faellesskabet blev paalagt et erstatningsansvar som foelge af en »retsstridig« handling for det tilfaelde, at Retten skulle naa frem til, at det ikke havde krav paa en erstatning svarende til omsaetningsvaerdien af sine fordringer, men kun paa en standardiseret erstatning for det lidte tab. Selskabet gjorde i den forbindelse gaeldende, at betingelsen om, at der skal foreligge en retsstridig handling, for at Faellesskabet kan ifalde et erstatningsansvar, var opfyldt i sagen, da retsstridigheden netop bestod i en overtraedelse af forpligtelsen til at erstatte eller at traeffe bestemmelse om erstatning paa objektivt grundlag til ofrene for indgreb i ejendomsrettigheder, hvilket er et almindeligt retsprincip.

14 I den forbindelse fandt Retten i praemis 98 og 99, at det fulgte af gennemgangen af sagsoegerens principale paastand, at der ikke kunne tillaegges denne nogen ret til erstatning, eftersom sagsoegeren navnlig ikke havde vaeret i stand til at godtgoere at have lidt et faktisk og reelt tab.

15 Herefter fastslog Retten i dommens praemis 99 og 100, at den subsidiaere paastand heller ikke kunne tages til foelge, og at dette maatte gaelde, uanset hvilken betydning der eventuelt kunne tillaegges den af sagsoegeren paaberaabte sondring mellem en ret til erstatning svarende til fordringernes omsaetningsvaerdi og en ret til en standardiseret erstatning, for saa vidt som de to paastande vedroerte erstatning for ét og samme tab.

Appellen

16 Til stoette for appellen har appellanten fremfoert atten anbringender, som kan inddeles paa foelgende maade:

- Spoergsmaalet om der foreligger et faktisk og reelt tab (foerste, andet og tredje anbringende)

- Spoergsmaalet om der foreligger en direkte og forudsigelig aarsagssammenhaeng (fjerde, femte og sjette anbringende)

- Spoergsmaalet om der foreligger et usaedvanligt og saerligt tab (syvende til sekstende anbringende)

- Retten til erstatning af tab, der er lidt som foelge af en lovlig handling (syttende anbringende)

- Subsidiaert: retten til erstatning af tab, der er lidt som foelge af, at faellesskabslovgiver har undladt at udoeve sit skoen med hensyn til at fastsaette erstatningens stoerrelse (attende anbringende).

Indledende bemaerkninger

17 Det bemaerkes indledningsvis, at Retten i den appellerede doms praemis 59 med foeje har bemaerket, at det foelger af Domstolens faste praksis, at et erstatningsansvar for Faellesskabet uden for kontraktforhold som foelge af en lovlig eller retsstridig handling under alle omstaendigheder forudsaetter, at det godtgoeres, at det paastaaede tab foreligger, og at der er aarsagssammenhaeng mellem tabet og handlingen (Domstolens dom af 29.9.1982, sag 26/81, Oleifici Mediterranei mod Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab, Sml. s. 3057, praemis 16, og dom af 7. maj 1992, forenede sager C-258/90 og C-259/90, Pesquerias De Bermeo et Naviera Laida mod Kommissionen, Sml. I, s. 2901, praemis 42).

18 Endvidere har Retten med foeje fastslaaet, at det foelger af retspraksis paa omraadet, at for det tilfaelde, at princippet om Faellesskabets erstatningsansvar som foelge af en lovlig handling skal anerkendes i faellesskabsretten, forudsaetter et saadant erstatningsansvar under alle omstaendigheder, at der foreligger et »usaedvanligt« eller »saerligt« tab (Domstolens dom af 13.6.1972, forenede sager 9/71 og 11/71, Compagnie d'approvisionnement, de transport et de crédit et Grands Moulins de Paris mod Kommissionen, Sml. 1972, s. 101, org. ref.: Rec. s. 391, praemis 45 og 46, og af 6.12.1984, sag 59/83, Biovilac mod Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab, Sml. s. 4057, praemis 28).

19 Heraf foelger, at Faellesskabet kun kan ifalde erstatningsansvar uden for kontraktforhold som foelge af en »lovlig« handling, som i denne sag, saafremt de tre betingelser, som er anfoert i de foregaaende to praemisser, er opfyldt samtidig, naermere bestemt betingelsen om, at det haevdede tab skal foreligge, betingelsen om aarsagssammenhaeng mellem tabet og den handling, der laegges Faellesskabets institutioner til last, samt betingelsen om tabets usaedvanlige og saerlige karakter.

Spoergsmaalet, om der foreligger et faktisk og reelt tab

20 Med det foerste anbringende har appellanten gjort gaeldende, at Retten har foretaget en urigtig retsanvendelse ved i den appellerede doms praemis 68 at udtale, at selskabet ikke havde vaeret i stand til i fornoedent omfang at godtgoere, at det havde lidt et faktisk og reelt tab i den forstand, hvori begrebet er benyttet i retspraksis paa omraadet.

21 I den forbindelse har appellanten gjort gaeldende, at Retten har foretaget en urigtig fortolkning af udtrykket »manglende mulighed for inddrivelse«, som selskabet havde anvendt i staevningen. Saaledes har appellanten aldrig haevdet, at dets fordringer paa Irak retligt set var ophoert med at eksistere. Tvaertimod har appellanten anfoert, at disse fordringer for tiden - og kun midlertidigt - var uinddrivelige, og at dette forhold udgjorde et faktisk tab i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i Domstolens retspraksis. Efter appellantens opfattelse har Retten med urette fundet, at et saadant tab kun kunne opstaa som foelge af en endelig naegtelse af at betale appellantens fordringer.

22 Raadet og Kommissionen har naermere bestemt gjort gaeldende, at appellanten ikke har praeciseret, hvori Rettens ukorrekte anvendelse af de betingelser, som er opstillet i retspraksis inden for omraadet for erstatningsansvar uden for kontraktforhold, skulle bestaa. Med hensyn til udtrykket »manglende mulighed for inddrivelse« af appellantens fordringer paa de irakiske myndigheder, er der ifoelge Raadet ikke tale om noget retligt begreb.

23 Indledningsvis bemaerkes, at Retten med foeje har udtalt, at det paahviler sagsoegeren over for Faellesskabets retsinstanser at foere bevis for, at det tab, der haevdes at vaere lidt, faktisk er indtraadt (jf. dom af 21.5.1976, sag 26/74, Roquette Frères mod Kommissionen, Sml. s. 677, praemis 24, og dom af 16.9.1997, sag C-362/95 P, Blackspur DIY m.fl. mod Raadet og Kommissionen, Sml. I, s. 4775, praemis 31).

24 Endvidere skal det bemaerkes, at Retten i den appellerede doms praemis 61 har konstateret, at »selv om det i forholdet mellem parterne ikke er bestridt, at sagsoegerens fordringer endnu ikke er blevet betalt, kan det af sagsoegeren fremlagte bevismateriale ikke danne grundlag for at anse det for tilstraekkeligt godtgjort, at sagsoegeren, som foelge af udstedelsen af forordning nr. 2340/90, er blevet stillet over for et endeligt afslag fra de irakiske myndigheder paa at indfri fordringerne. Saaledes har sagsoegeren ikke fremlagt beviser, som godtgoer, at selskabet faktisk har kontaktet eller i det mindste forsoegt at kontakte enten de paagaeldende irakiske myndigheder eller Rafidian Bank med henblik paa at faa klarhed over, hvorfor betalingsordrerne for sagsoegerens fordringer, som blev givet ved skrivelser af henholdsvis 5. og 6. februar 1990 fra det irakiske ministerium til Rafidian Bank, endnu ikke er blevet udfoert«.

25 Endelig skal det bemaerkes, at spoergsmaalet om, hvorvidt der foreligger et faktisk og reelt tab ikke kan besvares abstrakt af Faellesskabets retsinstanser, men at det skal besvares under hensyn til de noejagtige faktiske omstaendigheder, som kendetegner den sag, som disse retsinstanser har faaet forelagt.

26 Naar appellanten - som i denne sag - haevder at have lidt et faktisk og reelt tab som foelge af, at selskabets fordringer midlertidigt er blevet uinddrivelige som foelge af udstedelsen af en faellesskabsretsakt, er det forhold, at disse endnu ikke er blevet betalt paa det tidspunkt, hvor erstatningspaastanden nedlaegges, ikke tilstraekkeligt til at godtgoere, at fordringerne er blevet uinddrivelige, og at det paa denne baggrund kan fastslaas, at der foreligger et faktisk og reelt tab i den forstand, hvori begrebet er benyttet i retspraksis paa omraadet.

27 I den forbindelse paahviler det appellanten i det mindste at foere bevis for, at denne har truffet alle foranstaltninger og udtoemt alle retsmidler, det har vaeret muligt at anvende, med henblik paa at inddrive sine fordringer.

28 Den appellerede doms praemis 61 skal fortolkes paa denne maade, idet Retten heri har konstateret, at det af sagsoegeren fremlagte bevismateriale ikke kunne danne grundlag for at anse det for tilstraekkeligt godtgjort, at denne var blevet stillet over for et endeligt afslag fra de irakiske myndigheder paa at indfri fordringerne.

29 Paa denne baggrund maa det fastslaas, at Retten ikke med denne konstatering har foretaget en urigtig retsanvendelse.

30 Herefter skal det foerste anbringende forkastes.

31 Med det andet anbringende har appellanten gjort gaeldende, at Rettens konstatering i den appellerede doms praemis 68 om, at sagsoegeren ikke har vaeret i stand til at godtgoere, at selskabet havde lidt et faktisk og reelt tab, er baseret paa grunde, som enten er irrelevante, eller som er udtryk for urigtig retsanvendelse eller en urigtig retlig bedoemmelse af sagens faktiske omstaendigheder.

32 Raadet og Kommissionen har i det vaesentlige gjort gaeldende, at appellanten hovedsagelig har anfaegtet Rettens vurdering af, om der foreligger et faktisk og reelt tab. Imidlertid har appellanten efter deres opfattelse ikke naermere redegjort for, hvori Rettens urigtige retsanvendelse bestaar. Ifoelge Raadet og Kommissionen skal appellantens argumentation betragtes som et forsoeg paa at faa Domstolen til at foretage en fornyet bevisvurdering.

33 Det bemaerkes for det foerste, at for saa vidt som det andet anbringende stoettes paa, at den appellerede doms begrundelse for saa vidt angaar spoergsmaalet om, hvorvidt der foreligger et faktisk og reelt tab, er irrelevant eller er udtryk for en urigtig retsanvendelse, skal det forkastes af de samme grunde, som har foert til, at det foerste anbringende er blevet forkastet.

34 For det andet bemaerkes, at for saa vidt som anbringendet stoettes paa andre grunde end dem, som er blevet forkastet ved behandlingen af det foerste anbringende, har disse til formaal at rejse tvivl om de faktiske omstaendigheder, som er blevet lagt til grund og bedoemt af Retten.

35 Imidlertid foelger det af fast retspraksis, at det alene er Retten, der er kompetent til dels at fastlaegge de faktiske omstaendigheder i sagen, naar bortses fra tilfaelde, hvor den indholdsmaessige urigtighed af dens konstateringer foelger af akterne i den sag, den behandler, dels at tage stilling til de faktiske omstaendigheder. Rettens vurdering af de faktiske omstaendigheder er foelgelig ikke - medmindre de er gengivet forkert - et retsspoergsmaal og dermed ikke undergivet Domstolens proevelsesret (jf. dom af 11.2.1999, sag C-390/95 P, Antillean Rice Mills m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 769, praemis 29).

36 Saaledes kan appellantens anbringender angaaende de faktiske omstaendigheder og deres bedoemmelse i den appellerede dom kun antages til realitetsbehandling, saafremt appellanten enten har gjort gaeldende, at det fremgaar af sagens akter, at Rettens konstateringer er indholdsmaessigt urigtige, eller at Retten har gjort sig skyld i en forkert gengivelse af de beviser, som den har faaet forelagt.

37 Appellanten har gjort gaeldende, at dette for det foerste er tilfaeldet for saa vidt angaar Rettens konstatering i den appellerede doms praemis 61 om, at sagsoegeren ikke havde fremlagt beviser, som godtgjorde, at selskabet faktisk havde kontaktet eller i det mindste havde forsoegt at kontakte enten de paagaeldende irakiske myndigheder eller Rafidian Bank med henblik paa at faa klarhed over, hvorfor de betalingsordrer, som var givet til denne, endnu ikke var blevet udfoert. Denne konstatering modsiges efter appellantens opfattelse af andre af Rettens konstateringer og af oplysningerne i sagen.

38 I denne forbindelse bemaerkes for det foerste, at det fremgaar af den appellerede doms praemis 62, at sagsoegeren har erkendt, at selskabet ikke har foert en korrespondance med de irakiske myndigheder. For det andet fremgaar det ogsaa af praemis 65, at Retten, som en foranstaltning med henblik paa sagens tilrettelaeggelse, anmodede sagsoegeren om at praecisere, om selskabet, efter ophaevelsen af lov nr. 57, havde taget de noedvendige skridt til at indkraeve sine fordringer, hvilket sagsoegeren blot besvarede med, at lov nr. 57 ikke kunne betragtes som aarsagen til betalingsnaegtelsen fra de irakiske myndigheders side.

39 Denne argumentation kan saaledes ikke tiltraedes.

40 Appellanten har endvidere gjort gaeldende, at Rettens konstatering i den appellerede doms praemis 66, hvorefter sagsoegeren end ikke havde forsoegt at bringe de retsmidler, der var fastlagt i kontrakten, i anvendelse, paa ingen maade fremgaar af sagen akter.

41 I denne forbindelse bemaerkes, at det fremgaar af sagen, dels at appellanten har fremlagt dokumentation for, at saadanne retsmidler forelaa, dels at selskabet blot har henholdt sig til, at det havde anmodet en lokal tjenestemand om at »indsamle og fremsende fortrolige dokumenter, selv efter at embargoen var blevet forlaenget, med henblik paa at opnaa en fuldstaendig gennemfoerelse af betalingsordrerne«. Desuden har appellanten i appelskriftet erkendt, at Rettens konstatering i denne henseende er indholdsmaessigt korrekt.

42 Paa denne baggrund kan det ikke antages, at Retten med urette har konstateret, at sagsoegeren ikke havde bragt de retsmidler, der var fastlagt i kontrakten, i anvendelse.

43 Endelig har appellanten anfaegtet Rettens vurdering i dommens praemis 66, i hvilken den har fastslaaet, at Raadets forordning (EOEF) nr. 3155/90 af 29. oktober 1990 om udvidelse og aendring af forordning (EOEF) nr. 2340/90 (EFT L 304, s. 1), ikke forhindrede selskabet i at give fuldmagt til og dermed at betale salaerer til irakiske advokater. I den forbindelse har appellanten naermere bestemt gjort gaeldende, at afloenning af irakiske advokater ville have foert til, at man fremmede Iraks oekonomi, hvilket ville have vaeret i strid med forordning nr. 3155/90.

44 Hvad denne argumentation angaar skal det for det foerste bemaerkes, at Retten i den anfaegtede doms praemis 66 har udtalt, at »selv om det saaledes ikke kan udelukkes, at det paa grund af forholdene i Irak efter Golfkrigens afslutning var vanskeligt for udenlandske virksomheder at benytte sig af irakiske advokater med henblik paa at loese tvister med de irakiske myndigheder, maa det dog, i modsaetning til, hvad sagsoegeren har anfoert, laegges til grund, at en saadan vanskelighed ikke foelger af forordning nr. 3155/90, eftersom der ved denne forordning alene blev indfoert et forbud mod i Faellesskabet eller fra dets omraade at praestere tjenesteydelser til fysiske personer i Irak eller til juridiske personer med hjemsted i Irak med det formaal eller den virkning at fremme Iraks oekonomi, og ikke et forbud mod at praestere tjenesteydelser i Irak over for tredjemaend fra fysiske personers side eller fra juridiske personer med hjemsted i Irak«.

45 For det andet bemaerkes, at appellanten ikke i sit appelskrift har fremfoert nogen argumentation, som godtgoer, at det foelger af de sagsakter, som Retten har faaet forelagt, at Rettens konstateringer i den appellerede doms praemis 66 er indholdsmaessigt urigtige. Heraf foelger, at argumentationen om, at Retten har foretaget et aabenbart indholdsmaessigt fejlskoen for saa vidt angaar forordning nr. 3155/90 savner grundlag og saaledes skal forkastes.

46 Paa denne baggrund kan det ikke antages, at Retten har foretaget konstateringer, som ifoelge sagens akter er indholdsmaessigt urigtige, eller at den har gjort sig skyld i en forkert gengivelse af de forelagte beviser.

47 Det foelger af ovenstaaende, at det andet anbringende skal forkastes i sin helhed, idet det delvis savner grundlag og delvis skal afvises.

48 Med det tredje anbringende har appellanten gjort gaeldende, at Retten ikke har forsoegt at fjerne usikkerheden angaaende de faktiske omstaendigheder, som den selv har lagt til grund, idet den hverken har undersoegt eller behandlet - og for visse af disses vedkommende end ikke omtalt - de relevante bevisligheder, som var blevet fremfoert. Det er appellantens opfattelse, at Retten saaledes har tilsidesat grundlaeggende bevisregler, og at der i hvert fald foreligger manglende begrundelse. Paa denne baggrund har appellanten nedlagt paastand om, at den appellerede dom ophaeves og at sagen hjemvises til fornyet behandling for Retten med henblik paa en bedoemmelse af nye bevisligheder.

49 Det bemaerkes, at appellanten med det tredje anbringende og blot ved at henvise til, at den er uenig med Retten i dennes bedoemmelse af visse beviser, oensker at opnaa Rettens fornyede bedoemmelse af disse, efter at den appellerede dom er blevet ophaevet.

50 Det foelger af fast praksis, at det alene er Retten, der har kompetence til at afgoere, hvilken bevisvaerdi der skal tillaegges de oplysninger, den har faaet forelagt (dom af 1.7.1994, sag C-136/92 P, Kommissionen mod Brazzelli Lualdi m.fl., Sml. I, s. 1981, praemis 66, og dommen i sagen Blackspur DIY m.fl. mod Raadet og Kommissionen, praemis 29).

51 Som generaladvokaten imidlertid har anfoert i punkt 11 i forslaget til afgoerelse er Retten - udover at den er forpligtet til at overholde de almindelige retsgrundsaetninger og de processuelle regler om bevisbyrde og bevisfoerelse og til at afholde sig fra at gengive beviserne forkert - ikke forpligtet til udtrykkeligt at begrunde sin bedoemmelse af, hvilken bevisvaerdi der skal tillaegges de oplysninger, den har faaet forelagt, og navnlig ikke naar den finder, at disse er uden betydning eller uden relevans for sagens afgoerelse.

52 Heraf foelger, at tredje anbringende skal afvises, og at ingen af de tre anbringender om, at appellanten har lidt et faktisk og reelt tab, kan tages til foelge.

53 Som det allerede er fastslaaet ovenfor i praemis 19, kan Faellesskabet kun ifalde erstatningsansvar som foelge af en lovlig handling, som i denne sag, saafremt tre betingelser er opfyldt samtidig. Naermere bestemt skal der som haevdet foreligge et tab, en aarsagssammenhaeng mellem tabet og den handling, der laegges Faellesskabets institutioner til last, og tabet skal have en usaedvanlig og saerlig karakter.

54 Det forhold, at disse betingelser skal vaere opfyldt samtidig, indebaerer, at Faellesskabet ikke ifalder ansvar uden for kontraktforhold som foelge af en lovlig handling foretaget af dens institutioner, naar blot én af betingelserne ikke er opfyldt. I den foreliggende sag foelger det af det ovenfor anfoerte, at appellen skal forkastes, uden at det er noedvendigt at tage stilling til fjerde til syttende anbringende, som er fremfoert til stoette herfor.

Faellesskabslovgivers manglende udoevelse af sit skoen med hensyn til at fastsaette erstatningens stoerrelse

55 Med det attende anbringende har appellanten subsidiaert gjort gaeldende, at Rettens argumentation i den appellerede doms praemis 99 skyldes en urigtig retsanvendelse. Appellanten har gjort gaeldende, at det fremgaar af sagen, at selskabet ikke har fremfoert nogen subsidiaer paastand, men blot har fremsat en subsidiaer begrundelse til stoette for sin erstatningspaastand, og at selskabet under alle omstaendigheder - i modsaetning til, hvad Retten har fundet - har krav paa erstatning som foelge af en lovlig handling, eftersom faellesskabslovgiver inden for rammerne af denne handling har undladt at udoeve sit skoen med hensyn til at fastsaette erstatningens stoerrelse.

56 I den forbindelse bemaerkes, at selv hvis det antages, at faellesskabslovgiver - som det haevdes af appellanten - efter faellesskabsretten er forpligtet til at udoeve sit skoen med hensyn til at fastsaette erstatningens stoerrelse, skal appellanten i det mindste godtgoere, at denne har lidt et faktisk og reelt tab.

57 Eftersom anbringenderne om, at der foreligger et saadant tab, er blevet forkastet, maa det fastslaas, at Retten ikke har foretaget en urigtig retsanvendelse ved at fastslaa, at der ikke kunne tillaegges appellanten nogen ret til erstatning, eftersom denne navnlig ikke havde kunnet godtgoere at have lidt et faktisk og reelt tab. Det attende anbringende skal herefter ligeledes forkastes.

58 Paa denne baggrund skal appellen forkastes i sin helhed.

Sagens omkostninger

59 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, som ifoelge artikel 118 finder tilsvarende anvendelse i appelsager, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, saafremt der er nedlagt paastand herom. Da Raadet har nedlagt paastand om, at appellanten paalaegges at betale sagens omkostninger, og da denne har tabt sagen, paalaegges det appellanten at betale sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

(Femte Afdeling)

1) Appellen forkastes.

2) Dorsch Consult Ingenieurgesellschaft mbH betaler sagens omkostninger.