1

I appelskrifterne har Forbundsrepublikken Tyskland samt Glunz AG og OSB Deutschland GmbH (herefter henholdsvis »Glunz« og »OSB«) nedlagt påstand om ophævelse af dom afsagt af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans den 1. december 2004 i sagen Kronofrance mod Kommissionen (sag T-27/02, Sml. II, s. 4177, herefter »den appellerede afgørelse«), hvorved Retten annullerede Kommissionens beslutning SG (2001) D af 25. juli 2001 om ikke at rejse indsigelser mod den statsstøtte, som de tyske myndigheder havde tildelt Glunz (herefter »den anfægtede beslutning«).

2

Artikel 1 i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel [88] (EFT L 83, s. 1) bestemmer:

» I denne forordning forstås ved:

[…]

3

Denne forordnings artikel 4, der har overskriften »Foreløbig undersøgelse af anmeldelsen og Kommissionens beslutninger«, bestemmer:

»[…]

2.   Konstaterer Kommissionen efter en foreløbig undersøgelse, at en anmeldt foranstaltning ikke udgør støtte, fastslår den dette ved beslutning.

3.   Konstaterer Kommissionen efter en foreløbig undersøgelse, at en anmeldt foranstaltning ganske vist er omfattet af traktatens artikel [87], stk. 1, men ikke giver anledning til tvivl om, at den er forenelig med fællesmarkedet, beslutter den, at foranstaltningen er forenelig med fællesmarkedet, i det følgende benævnt »beslutning om ikke at gøre indsigelse«. I beslutningen anføres, hvilken undtagelse i traktaten der er anvendt.

4.   Konstaterer Kommissionen efter en foreløbig undersøgelse, at en anmeldt foranstaltning giver anledning til tvivl om, hvorvidt den er forenelig med fællesmarkedet, beslutter den at indlede proceduren efter traktatens artikel [88], stk. 2, i det følgende benævnt »beslutning om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure«.

[…]«

4

De multisektorale rammebestemmelser for regionalstøtte til store investeringsprojekter (EFT 1998 C 107, s. 7, herefter de »multisektorale rammebestemmelser 1998«), som var gældende på tidspunktet for de faktiske omstændigheder, fastsætter reglerne for vurdering af den støtte, der falder ind under deres anvendelsesområde, med henblik på anvendelsen af artikel 87, stk. 3, EF.

5

I henhold til de multisektorale rammebestemmelser 1998 fastsætter Kommissionen for hvert enkelt tilfælde den tilladte maksimale støtteintensitet for de projekter, der er omfattet af anmeldelsespligten i artikel 2 i forordning nr. 659/1999.

6

7

Ifølge de multisektorale rammebestemmelsers punkt 3.2 indebærer faktor T — »konkurrencefaktoren« — en analyse, som har til formål at fastslå, om det anmeldte projekt vil blive iværksat i en sektor eller delsektor, der har strukturbestemt overkapacitet.

8

I henhold til punkt 3.3 i de multisektorale rammebestemmelser 1998 tager Kommissionen, for at fastslå om der på fællesskabsplan er tale om en sådan overkapacitet, hensyn til forskellen mellem den gennemsnitlige kapacitetsudnyttelsesgrad i fremstillingsindustrien som helhed og kapacitetsudnyttelsesgraden inden for den pågældende (del)sektor. Denne analyse vedrører en referenceperiode svarende til de seneste fem år, som der findes oplysninger for.

9

De multisektorale rammebestemmelsers punkt 3.4 har følgende ordlyd:

»Hvis der ikke foreligger tilstrækkelige oplysninger om kapacitetsudnyttelsen, vil Kommissionen undersøge, om investeringen finder sted på et vigende marked. I denne forbindelse vil Kommissionen sammenligne udviklingen i forbruget af det (de) pågældende produkter (dvs. produktion plus import minus eksport) med fremstillingsindustriens vækstrate i [Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde] som helhed.«

10

For så vidt angår faktor T — »konkurrencefaktoren« — finder en justeringsfaktor på 0,25, 0,50, 0,75 eller 1,00 ifølge punkt 3.10.1 i de multisektorale rammebestemmelser anvendelse i henhold til følgende kriterier:

11

Ved skrivelse af 4. august 2000 anmeldte Forbundsrepublikken Tyskland et støtteprojekt til Kommissionen, der var omfattet af de multisektorale rammebestemmelser 1998, til fordel for Glunz til opførelse af et integreret center for forarbejdning af træ i Nettgau i delstaten Sachsen-Anhalt (Tyskland).

12

Den 25. juli 2001 vedtog Kommissionen i henhold til artikel 4, stk. 3, i forordning nr. 659/1999 en beslutning om ikke at rejse indsigelse mod det anmeldte støtteprojekt og fastslog — på grundlag af en vurdering af støtten henset til kriterierne fastlagt i de multisektorale rammebestemmelser 1998 — den tilladte maksimale støtteintensitet. I den forbindelse anvendte Kommissionen, idet undersøgelsen af oplysningerne om kapacitetens udnyttelsesgrad for den økonomiske sektor, der omfatter fremstilling af træplader, ikke fremviste nogen strukturbestemt overkapacitet, den maksimale justeringsfaktor på 1 for så vidt angår faktoren T — »konkurrencefaktoren« — uden at foretage en undersøgelse af, om den pågældende investering fandt sted på et vigende marked.

13

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 4. februar 2002 anlagde Kronofrance SA (herefter »Kronofrance«) sag med påstand om annullation af den anfægtede beslutning, støttet på fire anbringender, vedrørende for det første tilsidesættelse af artikel 87 EF og de multisektorale rammebestemmelser 1998, for det andet tilsidesættelse af artikel 88, stk. 2, EF, for det tredje magtfordrejning og for det fjerde tilsidesættelse af begrundelsespligten.

14

Kommissionen fremsatte for sit vedkommende en formalitetsindsigelse mod søgsmålet under hensyn til, at sagsøgeren angiveligt manglede søgsmålskompetence. Ifølge sagsøgte kunne Kronofrance ikke betragtes som en konkurrerende virksomhed i forhold til støttemodtageren og kunne derfor ikke påstå at have status som »interesseret part« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i forordning nr. 659/1999. På den baggrund kunne sagsøgeren ikke anfægte den anfægtede beslutning.

15

For så vidt angår realiteten gjorde Kronofrance bl.a. gældende, at Kommissionen, ved alene i henhold til den foreløbige undersøgelse at tillade den omhandlede støtte, tilsidesatte artikel 88, stk. 2, EF såvel som artikel 4, stk. 4, i forordning nr. 659/1999, hvorefter det kræves, at den formelle undersøgelsesprocedure indledes, når en anmeldt foranstaltning »giver anledning til tvivl« om, hvorvidt den er forenelig med fællesmarkedet.

16

Ifølge Kronofrance burde en præcis undersøgelse af situationen på det pågældende marked imidlertid have rejst sådan tvivl. Under den administrative procedure meddelte Kronofrance nemlig Kommissionen oplysninger om forbruget af træplader, som viser, at den omhandlede investering vedrørte et vigende marked. Kommissionen begrænsede sig imidlertid til alene at undersøge, om der var en strukturbestemt overkapacitet, og antog, at den ikke var forpligtet til at undersøge, om de pågældende investeringer var sket på et vigende marked.

17

I den appellerede afgørelses præmis 38-44 fastslog Retten, at der mellem Glunz og Kronofrance var et konkurrenceforhold, der gjorde sidstnævnte til en interesseret part, der måtte anses for at være direkte og individuelt berørt af den anfægtede beslutning, som omhandlet i artikel 230, stk. 4, EF. På dette grundlag forkastede Retten Kommissionens formalitetsindsigelse.

18

For så vidt angår realiteten var Retten i den appellerede afgørelses præmis 79-111 af den opfattelse, at Kommissionen, ved at undersøge konkurrencefaktoren på det pågældende marked alene på grundlag af oplysninger om strukturbestemt overkapacitet, uden ligeledes at efterprøve, om den planlagte støtte var beregnet til et vigende marked, havde tilsidesat artikel 87 EF såvel som de multisektorale rammebestemmelser 1998.

19

Retten nåede til denne konklusion efter især at have fastslået dels, at en anden fortolkning ville være ensbetydende med at benægte, at disse to kriterier for vurderingen af faktor T — »konkurrencefaktoren« — har hver deres særegne karakter, dels at investeringer, der foretages på et vigende marked, medfører alvorlige risici for fordrejninger af konkurrencen, hvilket klart er i strid med formålet med artikel 87 EF, nemlig en ikke fordrejet konkurrence. Denne konklusion fandtes endvidere forenelig med det formål, som Kommissionen selv havde fastlagt med fastsættelsen af de multisektorale rammebestemmelser 1998, der ifølge punkt 1.2 heri er at undgå negative virkninger for konkurrencen, men samtidig at sikre, at det støtteberettigede område fortsat er attraktivt.

20

Retten annullerede derfor den anfægtede beslutning.

21

Forbundsrepublikken Tyskland samt Glunz og OSB har iværksat to appeller af den appellerede afgørelse, registreret henholdsvis den 11. februar 2005 under nummer C-75/05 P og den 16. februar 2005 under nummer C-80/05 P.

22

Ved kendelse afsagt af Domstolens præsident den 13. oktober 2005 blev de to sager forenet med henblik på den mundtlige forhandling og domsafsigelsen.

23

Forbundsrepublikken Tyskland og Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

24

Glunz og OSB har nedlagt følgende påstande:

25

Kronofrance har nedlagt følgende påstande:

26

Forbundsrepublikken Tyskland har anført tre anbringender til støtte for appellen, mens Glunz og OSB har fremsat fire anbringender, hvoraf nogle delvist falder sammen med de nævnte tre.

27

Forbundsrepublikken Tyskland har med sit første anbringende samt Glunz og OSB med deres andet anbringende, støttet af Kommissionen, gjort gældende, at den appellerede afgørelse tilsidesætter artikel 230, stk. 4, EF, i det omfang Retten anså Kronofrance for »umiddelbart og individuelt berørt« af den anfægtede beslutning og derfor fandt, at denne virksomheds søgsmål kunne realitetspåkendes. Denne ukorrekte vurdering følger af en overdreven udvidelse af anvendelsesområdet for artikel 230, stk. 4, EF og en fejlagtig fortolkning heraf i lyset af forordning nr. 659/1999.

28

Retten vurderede nemlig urigtigt, at enhver person, der kan være »interesseret« i den formelle undersøgelsesprocedure for støtte, som omhandlet i artikel 1, litra h), i forordning nr. 659/1999 skal anses for umiddelbart og individuelt berørt i artikel 230, stk. 4, EF’s forstand af en beslutning om tilladelse, der er truffet efter afslutningen af den indledende undersøgelsesfase for støtte, uden at det er nødvendigt at godtgøre, at sagsøgeren i første instans’ konkurrencemæssige stilling berøres »væsentligt« af denne beslutning.

29

Ifølge Forbundsrepublikken Tyskland samt Glunz og OSB medfører en status som »interesseret part« i forordning nr. 659/1999’s forstand til gengæld ikke automatisk ret til at anlægge en retssag. Alene en konkret undersøgelse af konkurrenceforholdet mellem støttemodtageren og sagsøgeren i første instans vil være i overensstemmelse med kravene i fast retspraksis og navnlig i dom af 15. juli 1963, Plaumann mod Kommissionen (sag 25/62, Sml. 1958-1964, s. 411, org.ref.: Rec. s. 197). Retten burde således for at fastslå Kronofrances søgsmålskompetence have efterprøvet, om virksomhedens stilling på det berørte marked blev væsentligt påvirket.

30

Glunz og Kronofrance konkurrerer — i modsætning til Rettens bedømmelse — faktisk ikke på det pågældende marked, og Kronofrances position på dette marked kan derfor ikke være væsentligt berørt.

31

I denne forbindelse har Glunz og OSB påstået, at Rettens konstatering, hvorefter Kronofrances og Glunz’ markedsføringsområder er overlappende, er unøjagtig. Retten vurderede oplysningerne om de to virksomheders markeder forkert.

32

Forbundsrepublikken Tyskland har endvidere understreget, at Retten begrænsede sig til at fastslå, at Glunz tilhørte en koncern, som andre selskaber, der er aktive inden for træpladebranchen i Frankrig, var en del af. Dette kriterium er imidlertid ikke relevant, fordi det bygger på betragtninger vedrørende en sådan koncern og ikke på den konkrete konkurrence mellem de to omhandlede virksomheder.

33

I lyset af disse betragtninger er Forbundsrepublikken Tyskland, Glunz og OSB samt Kommissionen af den opfattelse, at Kronofrances søgsmål burde have været afvist.

34

Kronofrance har derimod anført, at en støttemodtagers konkurrent, i tilfælde af at den formelle undersøgelsesprocedure ikke indledes, udelukkende skal bevise, at konkurrenten er en »interesseret part« i artikel 88, stk. 2, EF’s forstand, når søgsmålet tilsigter at sikre konkurrentens processuelle rettigheder. I et sådant tilfælde er det ikke nødvendigt at godtgøre, at sagsøgerens konkurrencemæssige stilling er væsentligt berørt. Det er tilstrækkeligt, at sagsøgerens interesser kan være berørt af støttetildelingen. I det foreliggende tilfælde er det tilstrækkeligt, at der er et direkte konkurrenceforhold mellem Glunz og Kronofrance.

35

Det skal indledningsvis bemærkes, at det følger af artikel 230, stk. 4, EF, at en fysisk eller juridisk person kun kan anlægge sag til prøvelse af en beslutning, som er rettet til en anden person, såfremt beslutningen berører ham umiddelbart og individuelt.

36

Det følger af fast retspraksis, at andre personer end en beslutnings adressat kun kan gøre gældende, at de berøres individuelt, hvis beslutningen rammer dem på grund af visse egenskaber, som er særlige for dem, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre og derfor individualiserer dem på lignende måde som adressaten (jf. bl.a. dommen i sagen Plaumann mod Kommissionen, præmis 223, dom af 19.5.1993, sag C-198/91, Cook mod Kommissionen, Sml. I, s. 2487, præmis 20, af 15.6.1993, sag C-225/91, Matra mod Kommissionen, Sml. I, s. 3203, præmis 14, og af 13.12.2005, sag C-78/03 P, Kommissionen mod Aktionsgemeinschaft Recht und Eigentum, Sml. I, s. 10737, præmis 33).

37

Eftersom nærværende søgsmål angår en beslutning fra Kommissionen vedrørende statsstøtte, skal det bemærkes, at der i forbindelse med proceduren i henhold til artikel 88 EF for kontrol med statsstøtte skal sondres mellem på den ene side den indledende fase af undersøgelsen af støtteforanstaltninger i medfør af artikel 88, stk. 3 — der alene har til formål at gøre det muligt for Kommissionen at danne sig en første opfattelse af, om den pågældende støtte helt eller delvis er forenelig med fællesmarkedet — og på den anden side undersøgelsesfasen i henhold til artikel 88, stk. 2. Først i denne undersøgelsesfase, som skal give Kommissionen mulighed for at opnå fuldstændige oplysninger om alle sagens momenter, er Kommissionen i henhold til traktaten forpligtet til at give de berørte adgang til at fremsætte deres bemærkninger (dommen i sagen Cook mod Kommissionen, præmis 22, og i sagen Matra mod Kommissionen, præmis 16, samt dom af 2.4.1998, sag C-367/95 P, Kommissionen mod Sytraval og Brink’s France, Sml. I, s. 1719, præmis 38, og dommen i sagen Kommissionen mod Aktionsgemeinschaft Recht und Eigentum, præmis 34).

38

Det følger heraf, at når Kommissionen uden at indlede den formelle undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 88, stk. 2, EF ved en beslutning truffet i medfør af artikel 88, stk. 3, fastslår, at en støtte er forenelig med fællesmarkedet, kan de berørte parter, der er indrømmet disse processuelle garantier, kun opnå, at de respekteres, hvis de har adgang til at indbringe Kommissionens beslutning for Fællesskabets retsinstanser. Fællesskabets retsinstanser må derfor realitetsbehandle et annullationssøgsmål vedrørende en sådan beslutning, som er anlagt af en interesseret part i den forstand, hvori dette udtryk anvendes i artikel 88, stk. 2, EF, når denne med søgsmålet ønsker at beskytte de processuelle rettigheder, der tilkommer ham ifølge denne bestemmelse (dommen i sagen Kommissionen mod Aktionsgemeinschaft Recht und Eigentum, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).

39

Domstolen har haft anledning til at præcisere, at sådanne interesserede parter er de personer, virksomheder eller sammenslutninger, hvis interesser måtte være berørt af den tildelte støtte, dvs. navnlig konkurrerende virksomheder til støttemodtagerne og erhvervsorganisationer (dommen i sagen Kommissionen mod Sytraval og Brink’s France, præmis 41, og i sagen Kommissionen mod Aktionsgemeinschaft Recht und Eigentum, præmis 36).

40

Hvis sagsøgeren derimod anfægter berettigelsen af beslutningen og vurderingen af støtten som sådan, er den omstændighed alene, at sagsøgeren kan anses for »interesseret part« i artikel 88, stk. 2, EF’s forstand, ikke tilstrækkeligt til at realitetsbehandle sagen. Det må i så fald godtgøres, at sagsøgeren har en særlig stilling som omhandlet i dommen i sagen Plaumann mod Kommissionen. Dette vil bl.a. være gældende i tilfældet, hvor sagsøgerens stilling på markedet i væsentligt omfang påvirkes af den støtteforanstaltning, som den pågældende beslutning vedrører (jf. i denne retning dom af 28.1.1986, sag 169/84, Cofaz m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 391, præmis 22-25, og dommen i sagen Kommissionen mod Aktionsgemeinschaft Recht und Eigentum, præmis 37).

41

Henset til disse principper, der fremgår af den i de foregående præmisser anførte retspraksis, skal Domstolen undersøge argumenterne fremført af appellanterne med henblik på at anfægte Rettens bedømmelse af, om sagen skulle antages til realitetsbehandling i første instans.

42

Indledningsvis skal det imidlertid bemærkes, at Retten i den appellerede afgørelses præmis 35 fastslog — uden at være blevet modsagt på dette punkt af appellanterne — at det er ubestridt, at Kronofrance søgte at opnå annullation af den anfægtede beslutning med den begrundelse, at Kommissionen med urette havde undladt at indlede den formelle undersøgelsesprocedure som omhandlet i artikel 88, stk. 2, EF.

43

Som anført af generaladvokaten i punkt 116-118 i forslaget til afgørelse er det derfor korrekt, at Retten — med henblik på at efterprøve, om betingelsen om, at den pågældende virksomhed skal være individuelt berørt i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 230, stk. 4, EF, var overholdt — fastslog, om Kronofrance kunne anses for at være en »interesseret part« i den i artikel 88, stk. 2, EF og artikel 1, litra h), i forordning nr. 659/1999 omhandlede forstand, og med dette formål undersøgte Kronofrances stilling på det pågældende marked og konkluderede, at der var et konkurrenceforhold mellem Kronofrance og Glunz.

44

Under disse omstændigheder var Retten — i modsætning til det af appellanterne anførte — på ingen måde, navnlig henset til dommen i sagen Cook mod Kommissionen og i sagen Matra mod Kommissionen, forpligtet til også at stille krav om bevis for, at Kronofrances stilling på det pågældende marked blev væsentligt berørt af vedtagelsen af den anfægtede beslutning.

45

Hvad herefter angår den undersøgelse, hvorpå Retten støttede sin konklusion om, at der er et konkurrenceforhold mellem Glunz og Kronofrance, har appellanterne anfægtet denne med to argumenter.

46

For det første har de gjort gældende, at Retten nåede til denne konklusion efter en forkert vurdering af visse oplysninger om den geografiske udstrækning af de to omhandlede virksomheders markedsføringsområder, der alene overlapper i et helt marginalt omfang, således at der ikke er noget konkurrenceforhold mellem Glunz og Kronofrance.

47

Det skal imidlertid konstateres, at selv om dette argument er udviklet i forbindelse med et anbringende om urigtig retsanvendelse, ønsker appellanterne i virkeligheden at anfægte Rettens vurdering af de faktiske forhold.

48

I forbindelse med en appel er en sådan vurdering imidlertid ikke underlagt Domstolens kontrol, medmindre der er tale om, at Retten i Første Instans har fordrejet de faktiske omstændigheder og bevisforholdene (jf. i denne retning bl.a. dom af 2.3.1994, sag C-53/92 P, Hilti mod Kommissionen, Sml. I, s. 667, præmis 42, og af 23.3.2006, sag C-206/04 P, Mülhens mod KHIM, Sml. I, s. 2717, præmis 28).

49

Det følger heraf, at eftersom en fordrejning i nærværende sag ikke er godtgjort, endsige gjort gældende af appellanterne, må dette argument afvises, da det åbenbart ikke kan påkendes.

50

For det andet har appellanterne gjort gældende, at Retten ikke undersøgte den konkrete konkurrence mellem Kronofrance og Glunz, men derimod fremsatte generelle betragtninger vedrørende de virksomheder, der er en del af den koncern, som Glunz er en del af, og som findes på det franske marked for træplader.

51

I den henseende er det tilstrækkeligt at konstatere, at Retten, efter at have anført, at de omhandlede virksomheder begge fremstillede træplader, og at der var overlap mellem deres markedsføringsområder, i den appellerede afgørelses præmis 43 tilføjede følgende:

»Det fremgår ligeledes af [den anfægtede beslutning], at Glunz er et datterselskab af Tableros de Fibras SA, som har fabrikker i Frankrig, der driver virksomhed inden for træbranchen, og som blev overdraget til selskabet i 1999 af Glunz.«

52

Det fremgår klart af ordlyden af denne præmis i den appellerede afgørelse, at Retten, efter at have konkluderet, at der er et konkurrenceforhold mellem de to omhandlede virksomheder, kun for fuldstændighedens skyld henviste til betragtningerne om den koncern, som Glunz er en del af. Retten baserede derfor på ingen måde konklusionen i den appellerede afgørelses præmis 44 på dette grundlag alene.

53

Det følger heraf, at dette argument må forkastes som irrelevant.

54

Henset til det foregående skal Forbundsrepublikken Tysklands første anbringende samt Glunz’ og OSB’s andet anbringende forkastes.

55

Forbundsrepublikken Tyskland har med sit andet anbringende samt Glunz og OSB med deres første anbringende, støttet af Kommissionen, gjort gældende, at Retten foretog en ukorrekt anvendelse af artikel 87, stk. 3, EF samt af de multisektorale rammebestemmelser 1998.

56

Retten tilsidesatte angiveligt den vide skønsbeføjelse, som Kommissionen har ved anvendelsen af artikel 87, stk. 3, EF, i forbindelse med hvilken Kommissionen har vedtaget og anvendt de multisektorale rammebestemmelser 1998. Den fortolkede således de relevante bestemmelser i disse multisektorale rammebestemmelser i strid med deres ordlyd, betydning og formål, idet den fandt, at virkningerne af den omhandlede regionale støtte på konkurrencen skulle vurderes i lyset af dels den pågældende sektors kapacitetsudnyttelse, dels at der er tale om et vigende marked.

57

Mere præcist tilsidesatte Retten rækkefølgen, i hvilken disse undersøgelseskriterier skal tages i betragtning, som den er fastsat i nævnte multisektorale rammebestemmelsers punkt 3.2-3.4. Det følger af disse bestemmelser, at spørgsmålet, om det pågældende marked er vigende, alene er et subsidiært kontrolkriterium, som der kun skal tages hensyn til, når der ikke foreligger tilstrækkelige oplysningerne om kapacitetsudnyttelsen. Dette er imidlertid ikke tilfældet i de foreliggende sager, eftersom alle oplysningerne om kapacitetsudnyttelsen var til rådighed.

58

Kronofrance har hertil anført, at det udtrykkeligt fremgår af ordlyden af punkt 3.10 i de multisektorale rammebestemmelser 1998, at Kommissionen i forbindelse med sin vurdering af konkurrencesituationen på et marked, der berøres af et støtteprojekt, altid skal fastslå, om projektet medfører en kapacitetsforøgelse i en sektor, hvor der er strukturbestemt overkapacitet, og hvis det er beregnet til et vigende marked. Som Retten således fremhævede i den appellerede afgørelse, skal dette sidste element altid undersøges, eftersom en støtte, der ydes på et vigende marked, medfører alvorlige risici for fordrejninger af konkurrencen.

59

Det er vel korrekt, at Kommissionen, som appellanterne har gjort gældende, ved anvendelsen af artikel 87, stk. 3, EF har et vidt skøn, hvis udøvelse indebærer komplicerede økonomiske og sociale vurderinger, som må foretages i en fællesskabssammenhæng (jf. i denne retning bl.a. Domstolens dom af 24.2.1987, sag 310/85, Deufil mod Kommissionen, Sml. s. 901, præmis 18). Herved skal domstolskontrollen med udøvelsen af dette skøn begrænses til en prøvelse af, om procedurereglerne og begrundelsesforskrifterne er overholdt, om de omstændigheder, som er lagt til grund, er materielt korrekte, og om der er begået en retlig fejl eller er foretaget et åbenbart urigtigt skøn ved vurderingen af de faktiske omstændigheder eller begået magtfordrejning (Domstolens dom af 26.9.2002, sag C-351/98, Spanien mod Kommissionen, Sml. I, s. 8031, præmis 74, af 13.2.2003, sag C-409/00, Spanien mod Kommissionen, Sml. I, s. 1487, præmis 93, og af 29.4.2004, sag C-91/01, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 4355, præmis 43).

60

Det skal imidlertid bemærkes, at Kommissionen med vedtagelsen af sådanne vejledende regler og med offentliggørelsen heraf, hvorved det tilkendegives, at den fremover vil anvende dem på de af reglerne omhandlede tilfælde, har pålagt sig selv en begrænsning i udøvelsen af nævnte skøn og ikke kan fravige disse regler uden i givet fald at blive mødt med en sanktion for en tilsidesættelse af almindelige retsgrundsætninger, såsom ligebehandlingsprincippet eller princippet om beskyttelse af den berettigede forventning (dom af 28.6.2005, forenede sager C-189/02 P, C-202/02 P, C-205/02 P — C-208/02 P og C-213/02 P, Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 5425, præmis 211).

61

På det særlige område for statsstøtte har Domstolen således allerede haft mulighed for at understrege, at Kommissionen er bundet af de rammebestemmelser eller meddelelser, som den vedtager, såfremt disse ikke afviger fra traktatens bestemmelser, og de er blevet accepteret af medlemsstaterne (jf. bl.a. dommen af 13.2.2003 i sagen Spanien mod Kommissionen, præmis 69 og 95, og i sagen Italien mod Kommissionen, præmis 45).

62

I den appellerede afgørelse kontrollerede Retten netop, om Kommissionen, ved vedtagelsen af den anfægtede beslutning, handlede ifølge de multisektorale rammebestemmelser 1998. Som det således navnlig følger af den appellerede afgørelses præmis 86, bestod Rettens undersøgelse i at afgøre, om Kommissionen på grundlag af nævnte rammebestemmelsers ordlyd kunne tillægge den pågældende statsstøtte en justeringsfaktor på 1 i henhold til faktor T — »konkurrencefaktoren« — samtidig med at den undlod at undersøge, om nævnte støtte var beregnet på et vigende marked.

63

Under disse omstændigheder kan det ikke antages, at Retten ved at foretage en sådan undersøgelse af den anfægtede beslutning overskred grænserne for det kontrolniveau, som den ifølge retspraksis har på et område, der giver anledning til komplicerede økonomiske og sociale vurderinger fra Kommissionens side.

64

En tilsidesættelse af det vide skøn, som Kommissionen har i forbindelse med anvendelsen af artikel 87, stk. 3, EF, kan heller ikke udledes af Rettens fortolkning af de multisektorale rammebestemmelser 1998.

65

I denne forbindelse skal det påpeges, at selv om Kommissionen er bundet af de rammebestemmelser og meddelelser, som den vedtager om statsstøtte, er den kun bundet i det omfang, hvori disse tekster ikke afviger fra en korrekt anvendelse af traktatens bestemmelser, idet de nævnte tekster ikke kan fortolkes på en måde, der begrænser anvendelsesområdet for artikel 87 EF og 88 EF, eller som er i strid med formålene heri (jf. i denne retning dommen i sagen Deufil mod Kommissionen, præmis 22, samt dommen af 26.9.2002 i sagen Spanien mod Kommissionen, præmis 53, dommen i sagen Italien mod Kommissionen, præmis 45, og analogt dom af 22.6.2006, forenede sager C-182/03 og C-217/03, Belgien og Forum 187 mod Kommissionen, Sml. I, s. 5479, præmis 72).

66

Retten kunne derfor med føje fastslå i den appellerede afgørelses præmis 89, at de multisektorale rammebestemmelser 1998 skulle fortolkes i lyset af artikel 87 EF og af princippet heri om offentlig støttes uforenelighed for at opnå formålet med denne bestemmelse, nemlig en konkurrence på fællesmarkedet, der ikke er fordrejet.

67

Nødvendigheden af en bedømmelse af den anfægtede beslutnings lovlighed i forhold til de multisektorale rammebestemmelser 1998, som fortolket i lyset af artikel 87 EF og 88 EF, var så meget desto mere begrundet i det foreliggende tilfælde, idet der er en vis tvetydighed i rammebestemmelsernes tekst, hvilket Retten anførte i den appellerede afgørelses præmis 89. Denne tvetydighed skyldes bl.a. anvendelsen af bindeordene »og/eller« i punkt 3.10.1 i nævnte rammebestemmelser, der netop vedrører de elementer, som Kommissionen skal tage hensyn til ved fastsættelsen af justeringsfaktoren på 1 i henhold til faktor T — »konkurrencefaktoren«.

68

Det er imidlertid i lyset af principperne i artikel 87 EF og 88 EF samt af formålet — der bl.a. fremgår af punkt 1.2 i de multisektorale rammebestemmelser 1998 — om at forhindre den fordrejning, som opstår ved støtten, at Retten fandt, at nævnte rammebestemmelsers punkt 3.10.1, nr. iv), skulle fortolkes således, at anvendelsen af den højeste justeringsfaktor på 1, som maksimerer det støttebeløb, der kan erklæres foreneligt med fællesmarkedet, forudsætter, at det først er konstateret, at der hverken er tale om strukturbestemt overkapacitet eller om et vigende marked.

69

Herved skal det konstateres, at en anden fortolkning, hvorefter kun et af disse to elementer er tilstrækkeligt til at begrunde anvendelsen af den højeste justeringsfaktor, kan stride mod principperne og formålet som nævnt i nærværende doms foregående præmis. For det første ville en sådan fortolkning give Kommissionen mulighed for at give den højeste justeringsfaktor til projekter, der kan medføre en kapacitetsudvidelse i en sektor med et absolut fald i efterspørgslen, uden at Kommissionen har taget hensyn til denne omstændighed.

70

For det andet kan konsekvensen af denne fortolkning blive, at situationen i en sektor, hvori Kommissionen har konstateret, at der ikke er tale om strukturbestemt overkapacitet, og situationen, hvor Kommissionen ikke har kunnet foretage en sådan konstatering på grund af manglende oplysninger, uden at sådan overkapacitet af den grund kan udelukkes, ligestilles med henblik på at tillægge en justeringsfaktor på 1.

71

Desuden fremgår det klart af den appellerede afgørelses præmis 97 — i modsætning til det af appellanterne hævdede — at Retten ikke ønskede at fortolke de multisektorale rammebestemmelser 1998 på en sådan måde, at Kommissionen i alle tilfælde er forpligtet til at vurdere, om det pågældende marked er vigende. En sådan vurdering er ifølge Retten alene påkrævet i det tilfælde, hvor Kommissionen ikke har tilstrækkelige oplysninger til at fastslå, om der er tale om strukturbestemt overkapacitet, eller når den, som i det foreliggende tilfælde, vil tillægge den højeste justeringsfaktor på 1 i henhold til faktor T — »konkurrencefaktoren«.

72

Endelig skal det anføres, at Retten i den appellerede afgørelses præmis 99 udledte en almengyldig konsekvens, hvorefter Kommissionen ikke kan tillade en støtteforanstaltning uden forudgående at have vurderet, om det pågældende marked er vigende.

73

Det skal imidlertid konstateres, at en sådan konsekvens ikke alene ikke er begrundet under hensyntagen til de foregående betragtninger, men er i strid med samme afgørelses præmis 97.

74

En sådan selvmodsigelse har dog ikke betydning for Rettens konklusion i den appellerede afgørelses præmis 103 for så vidt angår afgørelsen af den foreliggende sag, idet Retten i nævnte præmis begrænser sig til at udelukke, at Kommissionen kan undlade at vurdere, om markedet er vigende, når den har til hensigt at tillægge en justeringsfaktor på 1 i henhold til faktor T — »konkurrencefaktoren«.

75

På baggrund af det ovenstående skal Forbundsrepublikken Tysklands andet anbringende samt Glunz’ og OSB’s første anbringende ligeledes forkastes.

76

Forbundsrepublikken Tyskland samt Glunz og OSB har med deres tredje anbringende gjort gældende, at artikel 64 i Rettens procesreglement er blevet tilsidesat. Anbringendet om afvisning af søgsmålet blev første gang anført af Kommissionen under retsmødet, og Retten burde derfor med henblik på at træffe afgørelse om Kronofrances søgsmålskompetence af egen drift have indsamlet visse oplysninger, der var nødvendige for at afgøre, om Glunz og Kronofrance var konkurrerende, såsom oplysninger om deres markedsføringsområder eller de afstande, der adskiller deres produktionssteder. Disse oplysninger ville have ført Retten til at udtale, at Kronofrance ikke var »individuelt berørt« i artikel 230, stk. 4, EF’s forstand.

77

Ifølge Kronofrance har Retten dog slet ikke tilsidesat artikel 64 i sit procesreglement. Det tilkommer alene Retten at afgøre, om de beviser, der er til rådighed i en sag, skal suppleres. Desuden er disse oplysningers beviskraft ikke et spørgsmål, der er underlagt Domstolens kontrol, undtagen i tilfælde af at der foreligger en forkert gengivelse, eller det fremgår af de fremlagte dokumenter, at Rettens konstateringer er materielt urigtige. Som det fremgår af den appellerede afgørelses præmis 38-41, havde Retten tilstrækkelige oplysninger til rådighed til at træffe afgørelse. Der var derfor ingen grund til at indsamle yderligere oplysninger.

78

Hvad angår førsteinstansens vurdering af en begæring om foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse fremsat af en af sagens parter bemærkes, at det alene tilkommer Retten at bedømme, om det er nødvendigt at supplere bevismaterialet i de sager, der forelægges til afgørelse (jf. bl.a. dom af 10.7.2001, sag C-315/99 P, Ismeri Europa mod Revisionsretten, Sml. I, s. 5281, præmis 19, af 7.10.2004, sag C-136/02 P, Mag Instrument mod KHIM, Sml. I, s. 9165, præmis 76, og af 22.11.2007, sag C-260/05 P, Sniace mod Kommissionen, Sml. I, s. 10005, præmis 77). Spørgsmålet om, hvilken beviskraft dokumenterne i sagen har, henhører under den vurdering af de faktiske omstændigheder, som kun Retten kan foretage, og som ikke er undergivet Domstolens prøvelsesret under appelsagen, medmindre Retten har gengivet de forelagte beviser forkert, eller det fremgår af de fremlagte dokumenter, at Rettens konstateringer er materielt urigtige (dommen i sagen Ismeri Europa mod Revisionsretten, præmis 19, og dom af 7.11.2002, forenede sager C-24/01 P og C-25/01 P, Glencore og Compagnie Continentale mod Kommissionen, Sml. I, s. 10119, præmis 77 og 78).

79

Eftersom det ikke i nærværende sag er påstået, at der foreligger forkert gengivelse eller materielt urigtige oplysninger, fandt Retten korrekt, at oplysninger i dokumenterne og forklaringerne afgivet under den mundtlige procedure, gengivet i den appellerede afgørelses præmis 38-41, var tilstrækkelige til, at den kunne træffe afgørelse om, hvorvidt sagen skulle antages til realitetsbehandling, uden at yderligere foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse var nødvendige.

80

Da dette anbringende er åbenbart ugrundet, må det forkastes.

81

Med deres fjerde anbringende har Glunz og OSB endelig gjort gældende, at den appellerede afgørelse er i strid med artikel 230, stk. 2, EF, idet den går ud over de anbringender, der blev påberåbt i søgsmålet.

82

Retten annullerede den anfægtede beslutning på grund af en tilsidesættelse af traktaten, som bestod i, at Kommissionen ikke tog hensyn til den omstændighed, at den pågældende sektor var vigende, selv om dette argument var fremført af sagsøgeren i første instans, ikke i forbindelse med anbringendet om tilsidesættelse af traktaten, men alene til støtte for dette, hvorved sagsøgeren fremførte, at der var sket magtfordrejning.

83

Ved således ikke at adskille de åbenbart forskellige argumenter og anbringender begik Retten en retlig fejl, så meget desto mere fordi et anbringende vedrørende tilsidesættelse af traktaten i artikel 230, stk. 2, EF’s forstand ifølge retspraksis ikke kan undersøges af egen drift af Fællesskabets retsinstanser.

84

Kronofrance har hertil anført, at virksomheden, ved i sit skriftlige indlæg at fremstille hele den nødvendige begrundelse, har støttet sin stævning på helheden af de i artikel 230 EF nævnte søgsmålsgrunde. Under alle omstændigheder er virksomheden ikke forpligtet til at anføre et selvstændigt anbringende om en specifik mangel i den anfægtede beslutning, når en sådan fejl fremgår af fremstillingen af de faktiske og retlige omstændigheder i de skriftlige eller mundtlige indlæg.

85

Med dette anbringende ønsker Glunz og OSB i det væsentlige at få statueret, at Retten udtalte sig forkert om tilsidesættelsen af artikel 87 EF, da den undersøgte et argument fremført af sagsøgeren i første instans til støtte for anbringendet om magtfordrejning. Retten udtalte sig herved om et argument, som den ikke havde kompetence til at fremføre af egen drift, og som ikke var fremført af sagsøgeren.

86

Det må indledningsvis bemærkes, at dette anbringende er baseret på en forkert forudsætning om, at Retten udtalte sig om anbringendet vedrørende tilsidesættelse af artikel 87 EF.

87

Det skal i denne henseende præciseres, at Retten på ingen måde udtalte sig om nævnte anbringende. Som det fremgår af den appellerede afgørelses præmis 35, begrænsede Retten sin undersøgelse til søgsmålets andet anbringende om, at Kommissionen med urette havde undladt at indlede den formelle undersøgelsesprocedure som omhandlet i artikel 88, stk. 2, EF. Som led i det andet anbringende anførte sagsøgeren — hvilket fremgår af nævnte afgørelses præmis 48 — at Kommissionen ved at tillade den støtte, som de tyske myndigheder havde ydet Glunz, blot efter en foreløbig undersøgelse bl.a. havde tilsidesat artikel 4, stk. 4, i forordning nr. 659/1999, der forpligter institutionen til at indlede den formelle undersøgelsesprocedure, når den anmeldte foranstaltning »giver anledning til tvivl« om, hvorvidt den er forenelig med fællesmarkedet.

88

Det var kun med henblik på at tage stilling til, om der forelå sådan tvivl, at Retten undersøgte spørgsmålet om fortolkning af artikel 87 EF, idet den fandt, at dette spørgsmål var en forudsætning for at kunne tage stilling til den anfægtede beslutnings lovlighed i henhold til artikel 88, stk. 2, EF.

89

Under disse omstændigheder er det uden betydning, om sagsøgeren i første instans anførte et selvstændigt anbringende om tilsidesættelse af artikel 87 EF uden at støtte sig på argumentet om urigtig anvendelse af de multisektorale rammebestemmelser 1998.

90

Det følger heraf, at dette sidste anbringende ligeledes skal forkastes.

91

På baggrund af de ovenstående bemærkninger skal begge appeller forkastes i deres helhed.

92

I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, der i medfør af samme reglements artikel 118 finder tilsvarende anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da appellanterne har tabt sagen, bør de pålægges at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med Kronofrances påstande herom.

93

I overensstemmelse med samme artikel i nævnte reglement bør Kommissionen pålægges at bære sine egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Første Afdeling):