|
5.5.2012 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 133/5 |
Domstolens dom (Første Afdeling) af 15. marts 2012 — G mod Cornelius de Visser (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Landgericht Regensburg — Tyskland)
(Sag C-292/10) (1)
(Retternes kompetence og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område - offentlig forkyndelse af retlige dokumenter - fravær af kendt bopæl eller opholdssted for sagsøgte inden for en medlemsstats område - kompetence »i sager vedrørende erstatning uden for kontrakt« - krænkelse af personlige rettigheder, som kan være begået ved offentliggørelse af fotografier på internettet - det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået eller vil kunne foregå)
2012/C 133/07
Processprog: tysk
Den forelæggende ret
Landgericht Regensburg
Parter i hovedsagen
Sagsøger: G
Sagsøgt: Cornelius de Visser
Sagens genstand
Anmodning om præjudiciel afgørelse — Landgericht Regensburg — fortolkning af artikel 6, stk. 1, TEU, sammenholdt med artikel 47, stk. 2, i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder (EUT 2007 C 303, s. 1), artikel 4, stk. 1, artikel 5, nr. 3, og artikel 26, stk. 2 i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT L 12, s. 1), samt artikel 3, stk. 1 og 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked (EFT L 178, s. 1) — national lovgivning, som under visse omstændigheder foreskriver offentlig forkyndelse til sagsøgte af retlige dokumenter, og som tillader afsigelsen af en udeblivelsesdom på grundlag af et indledende processkrift, der er blevet forkyndt på denne måde — anvendelse af bestemmelserne i forordning (EF) nr. 44/2001 om retlig kompetence i fraværet af en kendt bopæl eller opholdssted for sagsøgte inden for en medlemsstats område — afgørelse vedrørende retlig kompetence og lovvalg i en sag om krænkelse af personlige rettigheder, som kan være begået ved offentliggørelse af fotografier på en internetside udgivet af en person, hvis bopæl er ukendt
Konklusion
|
1) |
Under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende skal artikel 4, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område fortolkes således, at den ikke er til hinder for anvendelsen af samme forordnings artikel 5, nr. 3), på et erstatningssøgsmål anlagt på grund af drift af en internetside mod en sagsøgt, som formodentlig er unionsborger, men hvis opholdssted er ukendt, såfremt den ret, hvor sagen er anlagt, ikke er i besiddelse af indicier, der gør det muligt for den at fastslå, at nævnte sagsøgte faktisk er bosat uden for Den Europæiske Unions område. |
|
2) |
EU-retten skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for afsigelsen af en udeblivelsesdom over en sagsøgt, som på grund af den omstændighed, at det ikke har været muligt at finde ham, har fået forkyndt stævningen ved offentlig forkyndelse i henhold til national ret, forudsat at den ret, som sagen er indbragt for, forud herfor har sikret sig, at alle fornødne undersøgelser, som kræves i henhold til principperne om omhu og god tro, er blevet foretaget med henblik på at finde sagsøgte. |
|
3) |
EU-retten skal fortolkes således, at den er til hinder for, at en udeblivelsesdom, som er afsagt over en sagsøgt, hvis adresse er ukendt, attesteres som et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 805/2004 af 21. april 2004 om indførelse af et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument for ubestridte krav. |
|
4) |
Artikel 3, stk. 1 og 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked (»direktivet om elektronisk handel«) finder ikke anvendelse i en situation, hvor etableringsstedet for en tjenesteyder, der leverer informationssamfundstjenester, er ukendt, idet anvendelsen af denne bestemmelse er underlagt en betingelse om identifikation af den medlemsstat, på hvis område den omhandlede tjenesteyder faktisk er etableret. |