12.2.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 46/2

—

Rettens dom af 9. september 2010 i sag T-348/07 ophæves, i det omfang appellanten har fremsat anbringender og argumenter rettet mod denne doms præmisser, og sagen behandles på ny, hvorved de under førsteinstanssagen nedlagte påstande tages til følge og de grunde, hvorpå den appellerede dom beror, ændres.

—

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale omkostningerne i begge instanser.

1)

Retten fastslog i sin dom af 9. september 2010 (sag T-348/07), at da Sanctieregeling [Sanctieregeling terrorisme 2003], som udgjorde grundlaget for at medtage appellanten på listen, var blevet ophævet, var en dom afsagt under en sag om foreløbige forholdsregler heller ikke et tilstrækkeligt grundlag for fortsat at medtage appellanten på listen. Appellanten (herefter også »Al-Aqsa«) kan tilslutte sig Rettens betragtninger på dette punkt.

2)

Retten har dog i sin dom anført nogle retlige betragtninger, som Al-Aqsa med sine klagepunkter ønsker erklæret for grundløse. Retten har således fundet, at Sanctieregeling i sammenhæng med dommen i sagen om foreløbige forholdsregler kan anses for en afgørelse fra en kompetent national myndighed, som overholder definitionen i artikel 1, stk. 4, i FH [fælles holdning 2001/931]. Endvidere har Retten fundet, at der i forhold til Al-Aqsa kan fastslås »viden« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i FH artikel 1, stk. 3, litra k), således som det kræves i henhold til artikel 1, stk. 4, i forordning nr. 2580/2001 (1).

3)

Appellanten kan ikke tilslutte sig disse betragtninger og har med sin appel anfægtet disse. Før appellanten uddyber sine anbringender, behandler den spørgsmålet om, hvorvidt appellen kan antages til realitetsbehandling.

4)

Appellantens anbringender kan sammenfattes som i det følgende. For det første har Retten overskredet sine prøvelsesbeføjelser ved selv at bestemme, hvilket beviselement, der skal anses for en afgørelse som omhandlet i FH artikel 1, stk. 4, (anbringende 1).

5)

Dernæst har Retten med urette truffet beslutning om, at Sanctieregeling, uanset om den ses i sammenhæng med dommen i sagen om foreløbige forholdsregler eller ej, kan anses for en afgørelse som omhandlet i FH artikel 1, stk. 4, (anbringende 2).

6)

Retten har endelig overskredet sine beføjelser ved selv at fortolke dommen og har under alle omstændigheder foretaget et åbenbart fejlskøn ved fortolkningen af dommen (anbringende 3).

7)

Følgelig skal Al-Aqsas appelskrift tages til følge og de omtvistede afgørelser ophæves, samtidig med at de grunde, hvorpå den appellerede dom beror, ændres.