17.12.2011 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 370/20 |
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Consiglio di Giustizia Amministrativa per la Regione siciliana (Italien) den 21. oktober 2011 — Ottica New Line di Accardi Vincenzo mod Comune di Campobello di Mazara
(Sag C-539/11)
2011/C 370/33
Processprog: italiensk
Den forelæggende ret
Consiglio di Giustizia Amministrativa per la Regione siciliana
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Ottica New Line di Accardi Vincenzo
Sagsøgt: Comune di Campobello di Mazara
Procesdeltager: Fotottica Media Vision di Luppino Natale Fabrizio e c. s.n.c.
Præjudicielle spørgsmål
1) |
Skal de EU-retlige bestemmelser om etableringsfrihed og fri udveksling af tjenesteydelser fortolkes således, at nationale bestemmelser — i det foreliggende tilfælde artikel 1 i den autonome region Siciliens lov nr. 12/2004 — hvorefter etablering af optikerforretninger på en medlemsstats område (i det foreliggende tilfælde på en del af medlemsstatens område) er undergivet begrænsninger vedrørende befolkningstæthed og afstand mellem forretningerne, som i abstrakt forstand udgør en tilsidesættelse af de ovennævnte grundlæggende friheder, modsvarer et tvingende alment hensyn, knyttet til behovet for beskyttelse af menneskers sundhed? |
2) |
Såfremt det forudgående spørgsmål besvares bekræftende, skal begrænsningen vedrørende befolkningstæthed (en forretning for hver 8 000 indbyggere) og begrænsningen vedrørende afstand (300 m mellem to forretninger), der er fastsat i den autonome region Siciliens lov nr. 12/2004 vedrørende etablering af optikerforretninger på regionens område, da i henhold til EU-retten anses for at være egnede til opfyldelse af det mål, der svarer til det ovennævnte tvingende almene hensyn? |
3) |
Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, skal begrænsningen vedrørende befolkningstæthed (en forretning for hver 8 000 indbyggere) og begrænsningen vedrørende afstand (300 m mellem to forretninger), der er fastsat i den autonome region Siciliens lov nr. 12/2004 vedrørende etablering af optikerforretninger på regionens område, da i henhold til EU-retten anses for at være forholdsmæssige, dvs. ikke for vidtgående i forhold til opfyldelsen af det mål, der svarer til ovennævnte tvingende almene hensyn? |