14.4.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 109/29


Sag anlagt den 17. februar 2012 — Einhell Germany m.fl. mod Kommissionen

(Sag T-73/12)

2012/C 109/59

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: Einhell Germany AG (Landau an der Isar, Tyskland), Hans Einhell Nederlands BV (Breda, Nederlandene), Einhell France SAS (Villepinte, Frankrig) og Hans Einhell Österreich GmbH (Wien, Østrig) (ved solicitor R. MacLean)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgernes påstande

Sagen antages til realitetsbehandling.

Artikel 1 i Kommissionens afgørelse K(2011) 8831, artikel 1 i Kommissionens afgørelse K(2011) 8825, artikel 1 i Kommissionens afgørelse K(2011) 8828 og artikel 1 i Kommissionens afgørelse K(2011) 8810, alle fire afgørelser dateret den 6. december 2011, annulleres delvist for så vidt som de kun indrømmer delvis tilbagebetaling af den af sagsøgerne betalte antidumpingtold for import af kinesisk fremstillede kompressorer i medfør af Rådets forordning (EF) nr. 261/2008 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af visse kompressorer med oprindelse i Folkerepublikken Kina (EUT L 81, s. 1).

Der træffes bestemmelse om, at de anfægtede afgørelser opretholdes, indtil Europa-Kommissionen har truffet de foranstaltninger, der er nødvendige til opfyldelse af en dom afsagt af Retten.

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne fremsat to anbringender.

1)

Første anbringende, hvorefter sagsøgte har anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved at anvende en passende og rimelig ikke-forretningsmæssigt forbundet EU-importør fortjenstmargen med henblik på at fastsætte den reviderede dumpingmargen, der finder anvendelse på den pågældende import, og dermed undladt at fastsætte en realistisk eksportpris for den ikke-forretningsmæssigt forbundne leverandør ved beregningen af det korrekte antidumpingbeløb, som skal tilbagebetales, hvilket har ført til en overtrædelse af artikel 2, stk. 9, og artikel 18, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 (1).

2)

Andet anbringende, hvorefter sagsøgte har anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved at fratrække antidumpingtold som en udgift ved beregningen af den ikke-forretningsmæssigt forbundne EU-importørs eksportpris, og dermed undladt at fastsætte en realistisk dumpingmargen med henblik på at beregne den reviderede dumpingmargen og det korrekte antidumpingbeløb, som skal tilbagebetales, og herved overtrådt artikel 2, stk. 9, artikel 2, stk. 11, og artikel 11, stk. 10, i Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009.


(1)  Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (EUT 2009 L 343, s. 51).


  翻译: