8.9.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 273/19

—

Europa-Kommissionens afgørelse af 25. april 2012 om statsstøtte SA.25051 (C-19/2010) (ex NN 23/2010) fra Tyskland til Zweckverband Tierkörperbeseitigung i Rheinland-Pfalz, i Saarland, i Rheingau-Taunus-Kreis og i Landkreis Limburg-Weilburg (sag K(2012) 12557 endelig) annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

—

Første anbringende: Tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF ved at fastslå, at sagsøgerne skal anses som en virksomhed.

Betalingen af bidrag tjener til opfyldelsen af offentlige myndigheders opgaver uden for markedet. Ved opfyldelsen af denne opgave udøver sagsøgerne ikke virksomhed som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF.

—

Andet anbringende: Tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF og artikel 106, stk. 2, TEUF ved at fastslå, at sagsøgerne ved bidragene opnår en økonomisk fordel, og at der ikke er tale om en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse.

Sagsøgerne opnår ingen økonomisk fordel ved de af deres medlemmer betalte bidrag, da bidragsbetalingen finder sted inden for området for offentlig myndighedsudøvelse, og da der ikke finder nogen krydssubsidiering sted af aktiviteter, som sagsøgerne udbyder på markedet. Subsidiært er der tale om en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse, hvilket Kommissionen ved en grov tilsidesættelse af de ved retspraksis fastsatte vurderingskriterier har benægtet, hvilket udgør et fejlskøn. De fire Altmark-kriterier er også opfyldt i det foreliggende tilfælde.

—

Tredje anbringende: Tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF ved fejlagtige afgørelser vedrørende kriterierne konkurrencefordrejning og påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne.

Bortskaffelse af kategori 1 og kategori 2 animalske biprodukter som omhandlet i forordning (EF) nr. 1069/2009 er ikke åbnet for markedet i Tyskland, således at der ikke ved den eneret, som sagsøgerne lovligt er blevet tildelt, foreligger nogen konkurrencefordrejning eller påvirkning af samhandelen.

—

Fjerde anbringende: Tilsidesættelse af artikel 106, stk. 2, ved en tilsidesættelse af bestemmelsens godkendelsesbetingelser.

Kommissionen har ved sin prøvelse fejlagtigt anvendt målestokken om økonomisk effektivitet og har under tilsidesættelse af sin prøvelseskompetence ikke indskrænket sig til at efterprøve, om der foreligger en mulig overbetaling.

—

Femte anbringende: Tilsidesættelse af den i artikel 14 TEUF foreskrevne kompetencefordeling mellem Unionen og medlemsstaterne. Ligeledes er nærhedsprincippet (artikel 5, stk. 3, TEU) blevet tilsidesat.

Kommissionen har tilsidesat medlemsstaternes underinddelingers skønsbeføjelser ved definitionen af tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse.

—

Sjette anbringende: Tilsidesættelse af artikel 108, stk. 1, TEUF og artikel 1, litra b), nr. v), og artikel 14 i forordning (EF) nr. 659/1999 ved at fastslå, at bidragsbetalingerne siden 1998 udgør ny støtte.

Kommissionens konklusioner beror på en utilstrækkelig bedømmelse af sagens faktiske omstændigheder.

—

Syvende anbringende: Tilsidesættelse af artikel 2, TEU, chartret om grundrettigheders artikel 52, og artikel 14, stk. 1, i forordning (EF) nr. 659/1999 ved tilsidesættelse af kravet om beskyttelse af den berettigede forventning og retssikkerhedsprincippet.

Kommissionen har med urette lagt til grund, at sagsøgerne på grund af Bundesverwaltungsgerichts dom af 16. december 2010 (Az. 3 C 44.09) ikke kan påberåbe sig den berettigede forventning, selvom dommen udtrykkeligt afviser, at bidragsbetalingerne udgør en støtte til sagsøgerne. Da dommen er retskraftig, tilsidesætter Kommissionen endvidere retssikkerhedsprincippet.

—

Ottende anbringende: Tilsidesættelse af artikel 14, stk. 1, i forordning (EF) nr. 659/1999 ved at henstille til medlemsstaten at kræve bidragene fuldstændig tilbagebetalt fra 1998 — tilsidesættelse af nødvendigheds- og proportionalitetsprincippet.

Kommissionens henstilling til Tyskland om at kræve de siden 1998 indrømmede bidrag tilbagebetalt i deres helhed fra sagsøgerne er uforholdsmæssig, idet henstillingen ikke tager hensyn til, at sagsøgerne faktisk havde udgifter til fremskaffelse af anlægskapacitet som følge af deres medlemmers beslutning, som ikke ville blive dækket.

—

Niende anbringende: Tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF ved at fastslå, at de bidragsmidler, der er blevet anvendt til foranstaltninger vedrørende oprydning af forurenede arealer, skulle karakteriseres som statsstøtte.

De bidragsmidler, der er blevet anvendt til foranstaltninger vedrørende oprydning af forurenede arealer, kompenserer for en strukturel ulempe, som sagsøgerne havde på grund af Land Rheinland-Pfalz’s lovmæssige tildeling af forurenede grundstykker, og udgør derfor ikke statsstøtte.