1)

Gælder de forbehold, som de kontraherende parter i henhold til gennemførelseskonventionens (1) artikel 55, stk. 1, litra a), tog på tidspunktet for ratifikation af gennemførelseskonventionen — navnlig Forbundsrepublikken Tysklands forbehold i henhold til artikel 55, stk. 1, litra a), som denne stat erklærede ved deponeringen af ratifikationsdokumentet, og hvorefter Tyskland ikke er bundet af artikel 54, »når de strafbare handlinger, der ligger til grund for den udenlandsk dom, helt eller delvis er begået på dens område« — også, efter at Schengenreglerne overførtes til EU-retten ved Schengenprotokollen til Amsterdamtraktaten af 2. oktober 1997, der blev opretholdt ved Schengenprotokollen til Lissabontraktaten? Er disse undtagelser forholdsmæssige begrænsninger af chartrets (2) artikel 50, som omhandlet i chartrets artikel 52, stk. 1?

2)

Såfremt dette ikke er tilfældet:

Skal ne bis in idem-reglen og forbuddet mod dobbelt strafferetlig forfølgelse, som er indeholdt i gennemførelseskonventionens artikel 54 og chartrets artikel 50, fortolkes således, at der ikke kan ske en strafforfølgning af en tiltalt i en medlemsstat — her Forbundsrepublikken Tyskland — såfremt straffesagen mod vedkommende i en anden medlemsstat — her Republikken Polen — er blevet indstillet af anklagemyndigheden — uden at der er sket en opfyldelse af påbudssanktioner, og uden at der er foretaget en grundig efterforskning — af faktiske grunde som følge af, at der ikke foreligger en tilstrækkelig begrundet mistanke, og sagen kun kan genoptages, såfremt der fås kendskab til væsentlige, hidtil ukendte, forhold, men der konkret ikke foreligger sådanne nye forhold?