30.3.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 107/40


Sag anlagt den 21. januar 2015 — ZZ mod EASA

(Sag F-6/15)

(2015/C 107/53)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: ZZ (ved advokat E. Asenov)

Sagsøgt: Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur (EASA)

Søgsmålets genstand og beskrivelse af tvisten

Påstand om annullation af afgørelsen truffet af Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur om at opsige sagsøgerens tidsbegrænsede kontrakt inden den udløbsdato, der var fastsat i kontrakten, og påstand om erstatning med tillæg af renter for den økonomiske og ikke-økonomiske skade, sagsøgeren har lidt som følge af den førtidige opsigelse af hans kontrakt

Sagsøgerens påstande

Den anfægtede afgørelse nr. 2014/039/E af 16. april 2014 om førtidig opsigelse af sagsøgerens kontrakt, der blev stadfæstet af EASA-afgørelse nr. SR 14-005 af 27. oktober 2014, annulleres.

EASA tilpligtes at betale erstatning for den ikke-økonomiske skade, som sagsøgeren har lidt i form af ydmygelse, hån, ødelagt omdømme og helbredssvækkelse som følge af afgørelsen. Efter sagsøgerens skøn beløber denne ikke-økonomiske skade sig til 100 000 EUR.

EEAS tilpligtes at betale erstatning for det økonomiske tab, som sagsøgeren har lidt som følge af den førtidige opsigelse af hans kontrakt. Tabet udgør forskellen mellem sagsøgerens fulde løn og godtgørelsen i henhold til artikel 47, litra b), nr. ii) i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, for perioden mellem den førtidige opsigelse af sagsøgerens kontrakt og det tidspunkt, hvor den genetableres, eller det tidspunkt, hvor kontrakten udløber den 15. november 2015. Forskellen skønnes at beløbe sig til omkring 75 000 EUR, men mere præcise beregninger kan foretages af EASA’s regnskabskontor.

EEAS tilpligtes at genoptage den normale afvikling af sagsøgerens kontrakt og sagsøgerens ansættelsesforhold ved Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur.

Om bevisførelsen:

Et vidne skal indkaldes under den mundtlige del af retsforhandlingerne med henblik på at afgive vidneudsagn om sagsøgerens omdømme inden for det civile luftfartssamfund inden den ulovlige suspendering.

Et vidne skal indkaldes under den mundtlige del af retsforhandlingerne med henblik på at afgive vidneudsagn om sagsøgerens psykiske og fysiske sundhedstilstand under og efter den ulovlige suspendering og opsigelse af hans kontrakt.

EASA tilpligtes at fremlægge en liste over dets følsomme stillinger.

EASA tilpligtes at bære sine egne omkostninger såvel som de af sagsøgeren afholdte omkostninger, inklusive udgifter til den advokat, som repræsenterer sagsøgeren ved Personaleretten, vidnernes udgifter og alle andre omkostninger forbundet med sagen.


  翻译: