—

Kommissionen har underkendt retskraften af Domstolens dom i sag C-566/10 P, hvorefter det er ulovligt, at meddelelser om den almindelige udvælgelsesprøve begrænser de sprog, som deltagerne kan angive som andet sprog, til engelsk, fransk og tysk.

—

Det gøres i denne forbindelse gældende, at ved at begrænse de sprog, som ansøgerne til almindelige udvælgelsesprøver i Unionen kan angive som andet sprog, til tre sprog, har Kommissionen i praksis fastsat en ny ordning for institutionerne på det sproglige område, og dermed påtaget sig Rådets enekompetence på dette område.

—

Det gøres i denne forbindelse gældende, at den sproglige begrænsning, som Kommissionen har indført, medfører forskelsbehandling, idet de ovenfor nævnte bestemmelser er til hinder for, at EU-borgere og tjenestemænd i institutionerne pålægges sproglige begrænsninger, som ikke generelt og objektivt følger af institutionernes interne bestemmelser som omhandlet i artikel 6 i forordning nr. 1/58, og som ikke er vedtaget. De er ligeledes til hinder for indførelsen af sådanne begrænsninger, medmindre tjenesten har en specifik og begrundet interesse heri.

—

Det gøres gældende, at Kommissionen har tilsidesat borgernes berettigede forventning om at kunne vælge et hvilket som helst af Unionens sprog som andet sprog, således som dette har været praksis indtil 2007, og endegyldigt er blevet fastslået i Domstolens dom i sag C-566/10 P.

—

Det gøres gældende, at Kommissionen ved forudgående og generelt at begrænse de sprog, som kan vælges som andet sprog, til tre sprog, reelt har fremskudt vurderingen af ansøgernes sprogkundskaber, som bør finde sted under selve udvælgelsesprøven, til den periode, der går forud for meddelelsen og adgangsbetingelserne. Sprogkundskaberne bliver hermed en afgørende faktor i forhold til de faglige kundskaber.

—

Sagsøgeren anfører herved, at idet det fastsættes, at ansøgningerne skal indgives på engelsk, fransk eller tysk, og idet EPSO sender meddelelser til ansøgerne om udvælgelsesprøvens forløb på samme sprog, er EU-borgernes ret til at kommunikere med institutionerne på deres eget sprog tilsidesat, og der er indført en yderligere forskelsbehandling af de personer, som ikke har et indgående kendskab til et af disse tre sprog.

—

Det gøres i denne forbindelse gældende, at Kommissionen har begrundet begrænsningen til tre sprog med kravet om, at nyansatte skal være i stand til at kommunikere på de tre sprog inden for institutionerne. Denne begrundelse forvansker de faktiske omstændigheder, eftersom de omhandlede tre sprog ikke er de mest anvendte ved kommunikation mellem de forskellige sproglige grupperinger inden for institutionerne. Der er desuden tale om en uforholdsmæssig begrænsning af den grundlæggende ret til ikke at blive forskelsbehandlet på grundlag af sprog.