20.11.2017 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 392/38 |
Sag anlagt den 2. oktober 2017 — ClientEarth mod Kommissionen
(Sag T-677/17)
(2017/C 392/48)
Processprog: engelsk
Parter
Sagsøger: ClientEarth (London, Det Forenede Kongerige) (ved barrister A. Jones)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgerens påstande
— |
Sagen antages til realitetsbehandling, og sagsøgeren gives medhold. |
— |
Annullation af andet afsnit i artikel 1, stk. 3, litra a), i Kommissionens forordning (EU) 2017/1154 af 7. juni 2017 om ændring af forordning (EU) 2017/1151 om supplerende bestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 715/2007 om typegodkendelse af motorkøretøjer med hensyn til emissioner fra lette personbiler og lette erhvervskøretøjer (Euro 5 og Euro 6) og om adgang til reparations- og vedligeholdelsesinformationer om køretøjer (EUT 2017, L 175, s. 708). |
— |
Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne. |
— |
Der træffes andre foranstaltninger, som findes påkrævet. |
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført fire anbringender
1. |
Første anbringende om, at kravet om fortrolighed, som er fastsat i den anfægtede bestemmelse, er retsstridigt, idet det nødvendigvis udelukker offentlige myndigheder i EU-medlemsstaterne fra at offentliggøre oplysninger om emissioner til miljøet som svar på en anmodning fra en borger i strid med artikel 3 og 4 i direktivet om offentlig adgang til miljøoplysninger (1). |
2. |
Andet anbringende om, at kravet om streng fortrolighed, som er fastsat i den anfægtede bestemmelse, er retsstridigt, idet det nødvendigvis udelukker EU-institutioner og organer fra at offentliggøre oplysninger om emissioner til miljøet som svar på en anmodning fra en borger i strid med artikel 6 i Århus-konventionen (2) og artikel 2 i forordningen om aktindsigt (3). |
3. |
Tredje anbringende om, at Kommissionen ved at indføre en bestemmelse om streng fortrolighed har indført et væsentligt element, der går ud over anvendelsesområdet for supplerende foranstaltninger som omhandlet i artikel 5, stk. 3, og artikel 14, stk. 3, i forordning (EF) nr. 715/2007, hvilket ændrer virkningen af direktivet om offentlig adgang til miljøoplysninger, Århus-forordningen og forordningen om aktindsigt og fratager disse foranstaltninger deres effektive virkning. |
4. |
Fjerde anbringende om, at kravet om fortrolig behandling, der er fastsat i den anfægtede bestemmelse, tilsidesætter det generelle proportionalitetsprincip i EU-retten. |
(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/4/EF af 28.1.2003 om offentlig adgang til miljøoplysninger og om ophævelse af Rådets direktiv 90/313/EØF (EUT 2003, L 41, s. 26).
(2) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1367/2006 af 6.9.2006 om anvendelse af Århus-konventionens bestemmelser om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet på Fællesskabets institutioner og organer (EUT 2006, L 264, s. 13).
(3) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30.5.2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT 2001, L 145, s. 43).