12.3.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 94/35


Sag anlagt den 30. januar 2018 — Comune di Milano mod Rådet

(Sag T-46/18)

(2018/C 094/46)

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: Comune di Milano (Milano, Italien) (ved advokaterne F. Sciaudone og M. Condinanzi)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

Rådets afgørelse vedtaget i tilknytning til den 3579. samling, i rådssammensætningen Rådet for Almindelige Anliggender, af 20. november 2017 vedrørende valget af nyt hjemsted for Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA), offentliggjort ved en pressemeddelelse indeholdende referatet (Outcome of the Council Meeting (3579th Council meeting), Presse 65, provisional version) annulleres, for så vidt som den udpeger Amsterdam som det nye hjemsted for EMA.

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført tre anbringender.

1.

Første anbringende vedrørende magtfordrejning.

Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at det formål, der forfølges af Rådet med udvælgelsesproceduren, var at udvælge det bedste tilbud for flytningen af EMA’s hjemsted ud fra på forhånd fastsatte udvælgelseskriterier. Udvælgelsen af EMA’s nye hjemsted ved lodtrækning uden forudgående foranstaltninger til oplysning herom, er i strid med formålet, som erklæret på tidspunktet for fastlæggelsen af procedurereglerne, om at udvælge det bedste tilbud ved en gennemsigtig beslutningsproces på grundlag af tekniske vurderinger og specifikke på forhånd fastsatte kriterier, idet der således ikke var mulighed for at fastslå, at Milanos kandidatur og Amsterdams kandidatur, ikke var ligestillede.

2.

Andet anbringende vedrørende tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik og gennemsigtighedsprincippet.

Sagsøgeren har i denne henseende gjort gældende, at den anfægtede afgørelse er ulovlig, for så vidt som den er resultatet af en beslutningsproces, som er karakteriseret ved i) manglende formforskrifter og nærmere bestemmelser, der skal sikre den nødvendige gennemsigtighed, og ii) manglende passende hensyntagen til de forhold, der er relevante for at foretage den pågældende vurdering.

3.

Tredje anbringende vedrørende tilsidesættelse af Rådets afgørelse af 1. november 2009 om vedtagelse af Rådets forretningsorden og af afstemningsreglerne af 31. oktober 2017.

Sagsøgeren har i denne henseende gjort gældende, at de nærmere bestemmelser, som har kendetegnet afstemningen og vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, ligeledes udgør ulovlighedsgrunde for denne afgørelse, idet de tilsidesætter særlige bestemmelser, som Rådet burde have overholdt.


  翻译: