1)

Artikel 2, stk. 1, TEUF, sammenholdt med artikel 3, stk. 1, litra c), TEUF, artikel 128, stk. 1, TEUF og artikel 133 TEUF samt artikel 16, stk. 1, tredje punktum, i protokol (nr. 4) om statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank, skal fortolkes således, at bestemmelsen, uafhængigt af enhver udøvelse fra Unionens side af dens enekompetence på området for den monetære politik for de medlemsstater, der har euroen som valuta, er til hinder for, at en medlemsstat indfører en bestemmelse, der, henset til dens formål og indhold, fastsætter den retlige ordning for europengesedlers status som lovligt betalingsmiddel. Bestemmelsen er derimod ikke til hinder for, at en medlemsstat under udøvelsen af en kompetence, som tilkommer den, såsom organiseringen af dens offentlige forvaltning, indfører en bestemmelse, som forpligter dens myndigheder til at acceptere kontant betaling for pengeforpligtelser, som myndighederne pålægger.

2)

Artikel 128, stk. 1, tredje punktum, TEUF, artikel 16, stk. 1, tredje punktum, i protokol (nr. 4) om statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank og artikel 10, andet punktum, i Rådets forordning (EF) nr. 974/98 af 3. maj 1998 om indførelse af euroen skal fortolkes således, at disse bestemmelser ikke er til hinder for en national lovgivning, der udelukker muligheden for ved kontant betaling at frigøre sig fra en betalingsforpligtelse, som de offentlige myndigheder har pålagt, med europengesedler, forudsat for det første, at denne lovgivning hverken har til formål eller virkning at fastsætte den retlige ordning for europengesedlers status som lovligt betalingsmiddel, for det andet, at den ikke retligt eller faktisk fører til afskaffelsen af disse pengesedler, bl.a. ved som hovedregel at afvise frigørelse fra en betalingsforpligtelse ved sådan kontant betaling, for det tredje, at den er blevet indført af offentlige hensyn, for det fjerde, at begrænsningen af betalinger i kontant, som denne lovgivning indebærer, er egnet til at sikre virkeliggørelsen af det offentlige hensyn, som forfølges, og for det femte, at den ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for virkeliggørelsen heraf, således at der findes andre lovlige betalingsmidler til frigørelse af betalingsforpligtelsen.