27.5.2019 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 182/14 |
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Consiglio di Stato (Italien) den 11. februar 2019 — Industria Italiana Autobus SpA mod Comune di Palermo
(Sag C-111/19)
(2019/C 182/17)
Processprog: italiensk
Den forelæggende ret
Consiglio di Stato
Parter i hovedsagen
Appellant: Industria Italiana Autobus SpA
Indstævnte: Comune di Palermo
Præjudicielt spørgsmål
Er EU-retten (og navnlig princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, retssikkerhedsprincippet, princippet om fri bevægelighed, princippet om etableringsfrihed og princippet om den frie udveksling af tjenesteydelser) til hinder for nationale bestemmelser (såsom artikel 83, stk. 9, artikel 95, stk. 10, og artikel 97, stk. 5, i den italienske lov om offentlige kontrakter), hvorefter manglende oplysning af arbejdskraftomkostningerne og omkostningerne til sikkerheden på arbejdspladsen i et bud under alle omstændigheder medfører udelukkelse af tilbudsgiveren, uden at tilbudsgiveren efterfølgende kan indrømmes muligheden for »supplering eller uddybning af forelagte bevisligheder«, også i tilfælde hvor denne oplysningspligt følger af tilstrækkeligt klare og kendte bestemmelser, og uanset om udbudsbekendtgørelsen ikke udtrykkeligt henviser til den omhandlede lovbestemte pligt til præcis oplysning?