C_2021349DA.01004802.xml

Sag anlagt den 17. juli 2021 — TO mod EEA

(Sag T-434/21)

(2021/C 349/64)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: TO (ved advokat É. Boigelot)

Sagsøgt: Det Europæiske Miljøagentur (EEA)

Sagsøgerens påstande

—

EEA’s afgørelse af 21. september 2020 annulleres, for så vidt som EEA efter at have besluttet at imødekomme anmodningen om tilbagebetaling af de bosættelsespenge, som EEA fejlagtigt havde fratrukket det beløb, der skulle tilbagebetales som følge af Rettens dom af 11. juni 2019 i sag T-462/17, imidlertid besluttede — og det er i dette omfang, at afgørelsen anfægtes — at meddele afslag på de andre anmodninger, som sagsøgeren havde fremsat i sin e-mail af 16. september 2020, hvortil der udtrykkeligt er henvist i den anfægtede afgørelse, og som ud over tilbagebetaling af de bosættelsespenge, der med urette var fratrukket, bestod i at modtage

—	det betydelige udestående beløb — som ikke er fastsat, idet der ikke er udfærdiget en detaljeret opgørelse — med tillæg af renter af afskedigelsesgodtgørelsen fra den 22. september 2016 og renter af det idømte beløb fra datoen for afsigelse af dommen og indtil datoen for den faktiske betaling

—	en detaljeret opgørelse over det skyldige hovedbeløb, renter og tillæg, samt de beløb, som sagsøgeren allerede har modtaget, og som først skal fratrækkes i renter og tillæg og derefter i hovedbeløbet

—

erstatning som følge af den begåede tjenstlige fejl, som bestod dels i tilsidesættelse af den ret til frotrolighed, som Retten havde indrømmet sagsøgeren, idet sagsøgerens nye arbejdsgiver via sagsøgerens lønseddel for august 2019, som gengav de tilskrevne og fratrukne beløb, modtog oplysninger om tvisten med EEA, dels i et afslag på til sagsøgeren at fremsende den korrespondance, som blev udvekslet med sagsøgerens repræsentant på daværende tidspunkt såvel før som efter afsigelsen af den nævnte dom.

—	Den afgørelse, som EEA traf ved den anfægtede afgørelse, om således ikke at efterkomme Rettens dom af 11. juni 2019 i sag T-462/17 i det ovenfor nævnte omfang med hensyn til hovedbeløbet samt renter og tillæg, annulleres.

—

Det fastslås, at Rettens dom af 11. juni 2019 i sag T-462/17 skal efterkommes fuldt ud, således at der sker betaling af hovedbeløbet samt af renter og tillæg, og betaling af fuld erstatning for den skade, som sagsøgeren har lidt og fortsat vil lide som følge af vedtagelsen og gennemførelsen af den anfægtede afgørelse, idet EEA tilpligtes at betale sagsøgeren:

—	et beløb svarende til den opsigelsesgodtgørelse, som EEA blev pålagt at betale, og de bosættelsespenge, som blev fratrukket med et beløb på 2 950 EUR, såfremt dette beløb mod forventning ikke allerede er blevet tilbagebetalt, og samtlige beløb med tillæg af renter fra den 22. september 2016

—	et fast beløb på 20 000 EUR i erstatning for den skade, der er lidt som følge af, at tredjemand har fået adgang til hendes personoplysninger, og som følge af tilsidesættelsen af reglerne om fortrolighed, navnlig i forhold til sagsøgerens nuværende arbejdsgiver

—	et fast beløb på 20 000 EUR i erstatning for den skade, der er lidt som følge af afslaget på til sagsøgeren at fremsende den korrespondance, som blev udvekslet med sagsøgerens repræsentant såvel før som efter afsigelsen af dommen.

—	Sagsøgte tilpligtes at betale samtlige sagsomkostninger i henhold til artikel 134 i procesreglementet for Den Europæiske Unions Ret.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat tre anbringender.

1.	Første anbringende om tilsidesættelse af artikel 266 TEUF, princippet om god tro og princippet om god forvaltningsskik, idet EEA ikke traf de foranstaltninger, der var nødvendige for at opfylde den af Retten afsagte dom, hvorved sagsøgeren fik medhold.

2.	Andet anbringende om tilsidesættelse af artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), tilsidesættelse af begrundelsespligten og tilsidesættelse af omsorgspligten.

Tredje anbringende om en ny overtrædelse med hensyn til sagsøgerens personoplysninger, hvilket udgør en skærpende omstændighed i forhold til den første dom og er i strid med chartrets artikel 7 og 8 samt artikel 12 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT 2001, L 8, s. 1).