—

Sagsøgeren har anført, at Kommissionen i den anfægtede afgørelse påberåbte sig retsvirkningerne og de afskrækkende virkninger udledt af en konstatering af en overtrædelse til støtte for dens fastslåelse af en berettiget interesse; selv om dette ikke var en indsigelse, som blev fremsat for sagsøgeren, og som denne havde mulighed for at fremsætte relevante bemærkninger til.

—

såfremt det måtte fastslås, at der var en berettiget interesse (hvilket sagsøgeren har anfægtet) i fastslåelsen af en overtrædelse i forhold til sagsøgeren, gav Kommissionen ikke nogen tilstrækkelig begrundelse for udøvelsen af sit skøn i forbindelse med denne fastslåelse.

—

udøvelsen af Kommissionens skøn var i strid med proportionalitetsprincippet, fordi den anfægtede afgørelse var unødvendig med henblik på at opnå formålet om en effektiv gennemførelse af konkurrenceretten, og de ulemper, som en fastslåelse af en overtrædelse indebar for sagsøgeren, var uforholdsmæssige med henblik på dette formål.

—

overskred sine beføjelser ved at pålægge et ophør af overtrædelsen og et forbud mod en genoptagelse heraf under omstændigheder, hvor overtrædelsen var ophørt;

—

anvendte en omvendt bevisbyrde i strid med uskyldsformodningen, for så vidt som den udøvede sine beføjelser, fordi den ikke kunne være sikker på, at overtrædelsen var ophørt.

—

begik en fejl med hensyn til de faktiske omstændigheder, da den konkluderede, at overtrædelsen, for sagsøgerens vedkommende og/eller i det hele, ikke var ophørt og/eller

—

handlede på en uforholdsmæssig måde, fordi det hverken var nødvendigt eller berettiget for Kommissionen at udøve sine beføjelser for at forhindre sagsøgerens overtrædelse af konkurrenceretten.