2.4.2005 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 82/32 |
Sag anlagt den 10. januar 2005 af V.I.C. Verband der Internationalen Caterer in Deutschland e.V. mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
(Sag T-5/05)
(2005/C 82/60)
Processprog: tysk
Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 10. januar 2005 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af V.I.C. Verband der Internationalen Caterer in Deutschland e.V., Berlin, ved Rechtsanwalt K. Kühne.
Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
1. |
Det ved skrivelse af 11. november 2004 meddelte afslag på aktindsigt i de tyske myndigheders anmodning af 12. maj 1978 til Kommissionen om tilladelse til at indføre undtagelsesforanstaltninger annulleres. |
2. |
Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger. |
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:
I den anfægtede skrivelse har Kommissionen i medfør af artikel 4, stk. 5 og 6, i gennemsigtighedsforordningen (1) givet afslag på sagsøgerens begæring om aktindsigt i Forbundsrepublikken Tysklands anmodning om tilladelse til i medfør af artikel 27 i sjette momsdirektiv (2) at indføre særlige foranstaltninger, der fraviger bestemmelserne i dette direktiv.
Sagsøgeren har anført, at afslaget på aktindsigt i anmodningen indebærer en faktisk retsnægtelse for sagsøgeren, fordi afvisningen af sagsøgerens klage i hovedsagen er sket med støtte i det dokument, der er begæret aktindsigt i. Sagsøgeren har endvidere anført, at afslaget på aktindsigt er i strid med gennemsigtighedsforordningen.
Sagsøgeren har endelig anført, at afslaget på aktindsigt og artikel 4, stk. 5, i gennemsigtighedsforordningen er i strid med artikel 1 EU og artikel 21 EF, 207 EF, 253 EF og 255 EF, i det væsentlige fordi afslaget på at offentliggøre det dokument, der er begæret aktindsigt i, ikke er begrundet.
(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30.5.2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT L 145, s. 43).
(2) Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17.5.1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter – Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag (EFT L 145, s. 1).