22.12.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 341/67


AFGØRELSE TRUFFET AF EFTA-STATERNES STÅENDE UDVALG

Nr. 1/2011/SU

af 29. september 2011

om revisionen af programmerne og projekterne under finansieringsmekanismen (2009-2014)

EFTA-STATERNES STÅENDE UDVALG HAR —

under henvisning til aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, i det følgende benævnt »EØS-aftalen«,

under henvisning til aftalen mellem Den Europæiske Union, Island, Fyrstendømmet Liechtenstein og Kongeriget Norge om en EØS-finansieringsmekanisme for 2009-2014,

under henvisning til protokol 38b om EØS' finansielle mekanisme, der er indsat i EØS-aftalen ved ovennævnte aftale mellem Den Europæiske Union, Island, Fyrstendømmet Liechtenstein og Kongeriget Norge om en EØS-finansieringsmekanisme for 2009-2014,

under henvisning til aftalen mellem Kongeriget Norge og Den Europæiske Union om en norsk finansieringsmekanisme for perioden 2009-2014,

under henvisning til afgørelse truffet af EFTA-staternes Stående Udvalg nr. 5/2010/SU af 9. december 2010 om ændring af afgørelse nr. 4/2004/SU om nedsættelse af et udvalg for finansieringsmekanismen (1),

under henvisning til afgørelse truffet af EFTA-staternes Stående Udvalg nr. 6/2010/SU af 9. december 2010 om udvidelse af opgaverne for kontoret for EØS' finansieringsmekanisme og den norske finansieringsmekanisme (2),

under henvisning til afgørelse nr. 5/2002 truffet af Udvalget af EFTA-Tilsynsmyndigheden/Domstolen den 23. oktober 2002 om mandatet for EFTA-Revisionsudvalget (for de tre EØS-EFTA-stater) —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Revisionsudvalget er øverste myndighed for revision af programmer og projekter under EØS' finansieringsmekanisme 2009-2014 (i det følgende benævnt »EØS' finansieringsmekanisme«). Dette omfatter revision af programmer og projekter i modtagerstaterne, modtagerstaternes forvaltning af programmerne og projekterne og iværksættelse af EØS' finansieringsmekanisme. Revisionsudvalget kan også revidere Kontoret for EØS' finansieringsmekanisme med hensyn til forvaltningen af EØS' finansieringsmekanisme.

Artikel 2

Revisionsudvalget består af statsborgere fra de EFTA-stater, der er parter i EØS-aftalen, og skal helst være medlemmer af EFTA-staternes øverste revisionsinstitutioner. Deres uafhængighed skal være uomtvistelig. EFTA-tjenestemænd kan først udnævnes til revisor tre år efter, at deres ansættelse i en af EFTA-institutionerne er ophørt.

Artikel 3

De medlemmer af Revisionsudvalget, der foretager revision i overensstemmelse med artikel 1, skal være de samme som dem, der blev udpeget ved afgørelse nr. 1 af 26. maj 2010 om udnævnelse af medlemmerne af EFTA-Revisionsudvalget (for de tre EØS-EFTA-stater). Efter udløbet af disses mandat udpeges medlemmerne af Revisionsudvalget, der skal foretage revision i henhold til artikel 1, ved en afgørelse, der træffes af Udvalget af EFTA-Tilsynsmyndigheden/Domstolen.

Artikel 4

Medlemmerne af Revisionsudvalget skal være fuldstændig uafhængige i udførelsen af deres hverv.

Artikel 5

Medlemmerne af Revisionsudvalget skal ved revision af aktiviteter, der vedrører begge finansieringsmekanismer, arbejde tæt sammen med den eller de personer, der har fået overdraget opgaven med de tilsvarende revisioner under den norske finansieringsmekanisme for perioden 2009-2014.

Artikel 6

Omkostningerne ved en passende og rimelig revision, jf. artikel 1, afholdes over det finansielle instruments administrative budget. Det Stående Udvalg træffer på grundlag af et overensstemmende budgetforslag fra Revisionsudvalget og en henstilling fra Udvalget for Finansieringsmekanismen beslutning om det beløb, der bevilges til dette formål.

Artikel 7

Revisionsudvalget kan ansætte eksterne eksperter til at bistå ved revisionen. De eksterne eksperter skal opfylde de samme uafhængighedskrav og samarbejdsforpligtelser, jf. artikel 6, som medlemmerne af revisionsudvalget.

Artikel 8

Revisionsudvalget rapporterer til udvalget for finansieringsmekanismen og EFTA-staternes Stående Udvalg vedrørende den revision, der er nævnt i artikel 1. Det kan forelægge handlingsforslag.

Artikel 9

Revisionsudvalget foreslår sine egne rammebetingelser for den revision, der er nævnt i artikel 1, og forelægger dem efter høring af udvalget for finansieringsmekanismen for EFTA-staternes Stående Udvalg til vedtagelse.

Artikel 10

Denne afgørelse træder i kraft omgående.

Artikel 11

Denne afgørelse offentliggøres i EØS-tillægget og EØS-supplementet til Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 29. september 2011.

For Det Stående Udvalg

Kurt JÄGER

Formanden

Kåre BRYN

Generalsekretæren


(1)  EUR L 78 af 24.3.2011, s. 57.

(2)  EUT L 78 af 24.3.2011, s. 58.


  翻译: