4.4.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 80/1

(1)

Efter vedtagelsen af Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 1229/2003/EF af 26. juni 2003 om opstilling af et sæt retningslinjer for transeuropæiske net på energiområdet (3) er der opstået et behov for fuldt ud at integrere de nye medlemsstater, tiltrædelses- og kandidatlandene i disse retningslinjer og efter behov at tilpasse dem yderligere til Den Europæiske Unions nye tilnærmelsespolitik.

(2)

Prioriteringerne for de transeuropæiske net på energiområdet er en følge af etableringen af et indre energimarked, der er mere åbent og konkurrencepræget efter gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/54/EF af 26. juni 2003 om fælles regler for det indre marked for elektricitet (4) og af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/55/EF af 26. juni 2003 om fælles regler for det indre marked for naturgas (5). Prioriteringerne følger konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Stockholm den 23. og 24. marts 2001 om opbyggelse af den nødvendige infrastruktur for det indre energimarkeds funktion. Der bør gøres en særlig indsats for at nå målet om øget anvendelse af vedvarende energikilder, som bidrager til politikken om en bæredygtig udvikling. Dette bør dog realiseres, uden at der skabes uforholdsmæssige forstyrrelser i den normale markedsligevægt. Der bør desuden fuldt ud tages højde for målsætningerne i Fællesskabets transportpolitik og især muligheden for at reducere vejtrafik ved at anvende rørledninger.

(3)

Formålet med denne beslutning er at komme tættere på målet for det niveau for elektricitetssammenkobling mellem medlemsstaterne, som blev vedtaget af Det Europæiske Råd i Barcelona den 15. og 16. marts 2002, og derved forbedre netpålideligheden og -integriteten samt sikre, at der er forsyningssikkerhed og at det indre marked er velfungerende.

(4)

Bygning og vedligeholdelse af energiinfrastrukturer bør i reglen ske i henhold til markedsprincipperne. Dette er også i overensstemmelse med de fælles regler om fuldførelse af det indre energimarked og de fælles konkurrenceretlige regler, som har til formål at skabe et mere åbent og konkurrencedygtigt indre energimarked. Fællesskabets finansielle støtte til anlæg og drift bør derfor i høj grad være undtagelsen. Sådanne undtagelser bør være behørigt begrundet.

(5)

Anlæg og vedligeholdelse af energiinfrastrukturen bør sikre, at det indre energimarked kan fungere effektivt, uden at det berører de strategiske mål og i givet fald forsyningspligten samt offentlige serviceforpligtelser, og skal gennemføres under hensyntagen til de eksisterende procedurer for høring af de berørte befolkninger.

(6)

På baggrund af mulig synergi mellem naturgasnet og olefingasnet bør der lægges passende vægt på udvikling og integration af olefingasnet for at opfylde fællesskabsindustriens behov for olefingas.

(7)

Prioriteringerne for de transeuropæiske net på energiområdet er også en følge af deres voksende betydning i forbindelse med sikring og diversificering af Fællesskabets energiforsyning, indlemmelse af de nye medlemsstaters-, tiltrædelses- og kandidatlandenes energinet og sikring af en samordnet drift af energinettene i Fællesskabet og i nabolandene efter høring af de pågældende medlemsstater. Fællesskabets nabolande spiller faktisk en vigtig rolle i Fællesskabets energipolitik. De leverer hovedparten af Fællesskabets naturgasforsyninger, er vigtige partnere i forbindelse med transit af primærenergi til Fællesskabet og vil gradvis blive vigtigere aktører på Fællesskabets indre marked for gas og elektricitet.

(8)

Blandt projekterne under de transeuropæiske energinet må de prioriterede projekter fremhæves, som har særlig stor betydning for det indre energimarkeds funktion eller for energiforsyningssikkerheden.

(9)

Proceduren for udpegelse af projekter af fælles interesse vedrørende transeuropæiske energinet bør sikre en gnidningsløs anvendelse af Rådets forordning (EF) nr. 2236/95 af 18. september 1995 om generelle regler for Fællesskabets finansielle støtte inden for transeuropæiske net (6). Proceduren bør skelne mellem to faser: en første fase med fastlæggelse af et begrænset antal kriterier med henblik på udpegelsen af sådanne projekter og en senere fase, hvor projekterne beskrives i detaljer, dvs. projektspecifikationerne fastlægges.

(10)

Støtte i henhold til forordning (EF) nr. 2236/95 bør primært ydes til projekter af europæisk interesse, dvs. projekter af fælles interesse, der er omhandlet i denne beslutning, og som er omfattet af akserne for prioriterede projekter, som anført i denne beslutning.

(11)

Medlemsstaterne bør i forbindelse med ansøgninger om projektstøtte fra Fællesskabets finansielle instrumenter give passende prioritet til projekter, der er omfattet af bilag I, og som opfylder kriterierne i denne beslutning.

(12)

Der kan være behov for at ændre projektspecifikationerne, som derfor kun kan være indikative. Kommissionen bør derfor være beføjet til at ajourføre dem. Da projekter kan få betydelige politiske, miljømæssige og økonomiske følgevirkninger, er det vigtigt at finde den rette balance mellem lovgivningsmæssig kontrol og fleksibilitet ved fastlæggelsen af, hvilke projekter der er berettiget til fællesskabsstøtte.

(13)

I det omfang det er nødvendigt for at forbedre forberedelsen og gennemførelsen af visse prioriterede projekter, afsnit af prioriterede projekter eller grupper af prioriterede projekter i de pågældende prioriterede projekters løbetid, bør Kommissionen i samråd med de berørte medlemsstater sikre og koordinere samarbejdet med brugere og operatører for at sikre, at den nødvendige overvågning af projektet finder sted, så Fællesskabet kan holdes underrettet om projektforløbet. Kommissionen bør under dette arbejde i samarbejde med medlemsstaterne høre operatører, brugere, regionale og lokale myndigheder samt repræsentanter for civilsamfundet med henblik på at få en bedre forståelse af efterspørgslen efter transmissionstjenester og af de begrænsninger og tjenesteparametre, der er påkrævet for at optimere anvendelsen af den pågældende infrastruktur.

(14)

Medlemsstaterne bør opfordres til at koordinere gennemførelsen af visse projekter, navnlig grænseoverskridende projekter eller afsnit af grænseoverskridende projekter.

(15)

Der bør skabes et gunstigere miljø for udviklingen og opbygningen af transeuropæiske net på energiområdet, hovedsageligt ved at stimulere det tekniske samarbejde mellem de netansvarlige organer, ved at lette gennemførelsen af godkendelsesprocedurer for netprojekter i medlemsstaterne, så forsinkelserne begrænses, og ved efter behov at mobilisere midler, instrumenter og finansielle programmer, som Fællesskabet råder over, til netprojekter. Fællesskabet bør støtte de foranstaltninger, som medlemsstaterne træffer i denne sammenhæng.

(16)

Da budgettet for det transeuropæiske energinet hovedsagelig har til formål at finansiere gennemførlighedsundersøgelser, er det Fællesskabets strukturfonde, finansielle programmer og instrumenter, der i givet fald vil kunne muliggøre finansieringen af sådanne — navnlig interregionale — sammenkoblingsnet.

(17)

Vedtagelsen af projekter af fælles interesse, de dertil hørende specifikationer og de prioriterede projekter, bør ikke foregribe resultaterne af vurderingen af projekters, planers eller programmers indvirkning på miljøet.

(18)

De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af denne beslutning bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (7).

(19)

Kommissionen bør regelmæssigt udarbejde en rapport om gennemførelsen af denne beslutning.

(20)

Da denne beslutning har samme genstand og anvendelsesområde som Rådets beslutning 96/391/EF af 28. marts 1996 om fastlæggelse af en række aktioner med henblik på at skabe gunstigere vilkår for udbygningen af transeuropæiske net på energiområdet (8) og beslutning nr. 1229/2003/EF, bør disse to beslutninger ophæves —

1)

for så vidt angår elektricitetsnettene:

2)

for så vidt angår gasnettene (transport af naturgas eller olefingas):

a)

at fremme den effektive gennemførelse og udvikling af det indre marked i almindelighed og det indre energimarked i særdeleshed, samtidig med at den rationelle produktion, transport, distribution og anvendelse af energiressourcerne samt udvikling og sammenkobling af vedvarende energikilder fremmes med henblik på at sænke forbrugerpriserne på energi og bidrage til diversificering af energikilderne

b)

at lette udviklingen af Fællesskabets mindre gunstigt stillede områder og øområder og bringe dem ud af deres isolation og således bidrage til større økonomisk og social samhørighed

c)

at øge energiforsyningssikkerheden, f.eks. ved at styrke forbindelserne med tredjelande inden for energisektoren, hvilket er i alle parters fælles interesse, især inden for energichartertraktaten og de samarbejdsaftaler, som Fællesskabet har indgået

d)

at bidrage til en bæredygtig udvikling og miljøbeskyttelse, bl.a. ved at inddrage vedvarende energi og nedbringe miljørisiciene i forbindelse med energitransport og -transmission.

1)

for både el- og gasnet:

2)

for elektricitetsnet:

3)

for gasnet:

a)

udpegelse af projekter af fælles interesse, jf. artikel 6

b)

skabelse af gunstigere vilkår for udbygningen af disse net.

a)

Projekterne falder ind under anvendelsesområdet i artikel 2.

b)

Projekterne svarer til de målsætninger og prioriteringer, der er fastsat i henholdsvis artikel 3 og 4.

c)

Projekterne forekommer økonomisk levedygtige.

2.

a)

de har en væsentlig effekt på konkurrencen på det indre energimarked, og/eller

b)

de medvirker til at øge Fællesskabets forsyningssikkerhed, og/eller

c)

de fører til øget anvendelse af vedvarende energikilder.

a)

teknisk samarbejde mellem de organer, der er ansvarlige for de transeuropæiske net på energiområdet, herunder navnlig for den korrekte funktion af de forbindelser, som er nævnt i punkt 1, 2 og 7 i bilag II

b)

at lette gennemførelse af godkendelsesprocedurerne for projekter, som indgår i det transeuropæiske energinet, med henblik på at mindske forsinkelser

c)

støtte til projekter af fælles interesse fra de af Fællesskabets fonde, instrumenter og økonomiske programmer, som kan anvendes til nettene.

4.4.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 80/27

(1)

Der kan anvendes en lang række næringsstoffer og andre ingredienser ved fremstillingen af fødevarer, herunder, men ikke udelukkende, vitaminer, mineraler, herunder sporstoffer, aminosyrer, essentielle fedtsyrer, fibre samt diverse plante- og urteekstrakter. De nationale bestemmelser i medlemsstaterne for tilsætning heraf til fødevarer er forskellige og hæmmer disse produkters frie bevægelighed, skaber ulige konkurrencevilkår og har derfor en direkte indvirkning på det indre markeds funktion. Det er derfor nødvendigt at vedtage fællesskabsbestemmelser til harmonisering af de nationale bestemmelser vedrørende tilsætning af vitaminer og mineraler samt visse andre stoffer til fødevarer.

(2)

Denne forordning tager sigte på at regulere tilsætningen af vitaminer og mineraler til fødevarer samt anvendelsen af visse andre stoffer eller ingredienser indeholdende andre stoffer end vitaminer og mineraler, som tilsættes til fødevarer eller anvendes i fremstillingen af fødevarer på en måde, som fører til indtag af disse stoffer i mængder, der langt overstiger de mængder, som under normale omstændigheder med rimelighed kan forventes at blive indtaget gennem en afbalanceret og varieret kost, og/eller som på anden måde ville udgøre en potentiel risiko for forbrugerne. Hvis der ikke findes specifikke fællesskabsbestemmelser vedrørende forbud mod eller restriktioner for anvendelsen af stoffer eller ingredienser, der indeholder andre stoffer end vitaminer og mineraler, der er omfattet af denne forordning eller andre specifikke fællesskabsbestemmelser, kan der anvendes relevante nationale bestemmelser under iagttagelse af traktatens bestemmelser.

(3)

I nogle medlemsstater er det af hensyn til folkesundheden obligatorisk at tilsætte visse vitaminer og mineraler til bestemte almindelige fødevarer. Sådanne hensyn kan være relevante på nationalt eller endog regionalt plan, men dette er på nuværende tidspunkt ikke i sig selv en begrundelse for at harmonisere obligatorisk tilsætning af næringsstoffer i hele Fællesskabet. Skulle det imidlertid blive aktuelt, kan sådanne bestemmelser vedtages på fællesskabsplan. I mellemtiden vil det være formålstjenligt at indsamle oplysninger om nationale foranstaltninger af denne art.

(4)

Vitaminer og mineraler kan tilsættes til fødevarer af fødevareproducenterne på frivillig basis eller skal tilsættes som næringsstoffer i medfør af specifikke fællesskabsbestemmelser. De kan også tilsættes med teknologiske formål som tilsætningsstoffer, farvestoffer eller aromaer eller med andre lignende formål, herunder godkendte ønologiske fremgangsmåder og processer i henhold til relevant fællesskabslovgivning. Denne forordning bør finde anvendelse, uden at det berører specifikke fællesskabsbestemmelser om tilsætning af vitaminer og mineraler til eller anvendelse heraf i bestemte produkter eller produktgrupper eller tilsætning heraf med andre formål end dem, der er omfattet af denne forordning.

(5)

Ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/46/EF af 10. juni 2002 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om kosttilskud (3) er der vedtaget detaljerede bestemmelser om kosttilskud, der indeholder vitaminer og mineraler, og bestemmelserne om vitaminer og mineraler i denne forordning bør derfor ikke finde anvendelse på kosttilskud.

(6)

Producenter tilsætter vitaminer og mineraler til fødevarer med flere forskellige formål, herunder for at restituere fødevarernes indhold heraf, hvis dette er blevet reduceret under fremstillingen, opbevaringen eller håndteringen, eller for at give fødevarerne en næringsværdi svarende til næringsværdien i fødevarer, for hvilke de skal være alternativer.

(7)

En sund og varieret kost tilfører under normale omstændigheder alle de næringsstoffer, der er nødvendige for en normal udvikling og bevarelse af et godt helbred, i mængder, som er fastsat og anbefalet på grundlag af almindeligt anerkendte videnskabelige data. Undersøgelser viser imidlertid, at denne ideelle situation hverken gælder for alle vitaminer og mineraler eller for alle befolkningsgrupper i Fællesskabet. Fødevarer tilsat vitaminer og mineraler synes at yde et væsentligt bidrag til indtaget af disse næringsstoffer, og kan således anses for at bidrage positivt til det samlede næringsstofindtag.

(8)

I Fællesskabet konstateres der også på nuværende tidspunkt, om end ikke ret ofte, visse mangler på næringsstoffer. Forandringer i de fremherskende socioøkonomiske forhold i Fællesskabet og forskellige befolkningsgruppers livsstil har ført til ændrede ernæringsmæssige behov og ændrede kostvaner. Dette har efterfølgende ført til ændringer i forskellige befolkningsgruppers energi- og næringsstofbehov og til et indtag af vitaminer og mineraler i disse grupper, som ligger under det indtag, der anbefales i de forskellige medlemsstater. Dertil kommer, at fremskridt i den videnskabelige viden tyder på, at indtaget af nogle næringsstoffer med henblik på at bevare et optimalt helbred og velvære kunne ligge over de værdier, der anbefales på nuværende tidspunkt.

(9)

Kun vitaminer og mineraler, som normalt findes i og indtages som en del af kosten, og som anses for essentielle næringsstoffer, bør kunne tilsættes til fødevarer, selv om dette ikke betyder, at tilsætning er nødvendig. Eventuelle uoverensstemmelser om, hvilke næringsstoffer der er essentielle, bør undgås. Der bør derfor opstilles en positivliste over sådanne vitaminer og mineraler.

(10)

De kemiske stoffer, der anvendes som kilder til vitaminer og mineraler, der kan tilsættes til fødevarer, bør være sikre og også biotilgængelige, dvs. foreligge i en form, som kroppen kan optage. Der bør derfor også opstilles en positivliste over sådanne stoffer. Denne bør omfatte stoffer, som er godkendt af Den Videnskabelige Komité for Levnedsmidler i en udtalelse af 12. maj 1999 på grundlag af ovennævnte sikkerheds- og biotilgængelighedskriterier, og som kan anvendes i fremstillingen af fødevarer til spædbørn og småbørn, andre fødevarer til særlig ernæring eller kosttilskud. Skønt natriumchlorid (almindeligt salt) ikke figurerer på denne liste, kan det fortsat anvendes som en ingrediens ved tilberedning af fødevarer.

(11)

For at kunne følge med den videnskabelige og teknologiske udvikling er det vigtigt, at ovennævnte lister revideres, så snart det er nødvendigt. Sådanne revisioner vil være gennemførelsesforanstaltninger af teknisk art, og det bør for at forenkle og fremskynde proceduren overlades til Kommissionen at vedtage dem.

(12)

Fødevarer tilsat vitaminer og mineraler markedsføres i de fleste tilfælde aktivt af producentproducenterne og kan af forbrugerne blive opfattet som produkter med ernæringsmæssige, fysiologiske eller andre sundhedsmæssige fordele i forhold til lignende produkter eller andre produkter uden sådanne tilsatte næringsstoffer. Dette kan føre til valg fra forbrugerens side, som kan være uheldige. For at forebygge denne potentielle uheldige konsekvens bør der for produkter, hvortil der kan tilsættes vitaminer og mineraler, indføres visse restriktioner ud over dem, der måtte være en naturlig konsekvens af teknologiske overvejelser, eller som måtte blive nødvendige af sikkerhedshensyn, når der fastsættes maksimumsgrænser for vitamin- og mineralindholdet i sådanne produkter. Indholdet i et produkt af bestemte stoffer, som f.eks. alkohol, ville i denne forbindelse være et rimeligt kriterium for ikke at tillade, at der tilsættes vitaminer og mineraler til produktet. Eventuelle undtagelser fra et forbud mod at tilsætte vitaminer og mineraler til alkoholholdige drikkevarer bør begrænses til beskyttelse af traditionelle vinopskrifter, idet Kommissionen underrettes om de relevante produkter. I ingen tilfælde bør der foretages ernærings- eller sundhedsanprisninger. For at undgå, at forbrugeren kommer i vildrede med hensyn til friske fødevarers naturlige næringsværdi, bør det ligeledes være forbudt at tilsætte vitaminer og mineraler til disse.

(13)

Denne forordning tager ikke sigte på at omfatte den anvendelse af spormængder af vitaminer og mineraler som ægthedsindikatorer, der benyttes med henblik på bekæmpelse af svig.

(14)

Der kan forekomme bivirkninger ved et for højt indtag af vitaminer og mineraler, og det er derfor nødvendigt i konkrete tilfælde, at fastsætte sikre maksimumsgrænser for disses tilsætning til fødevarer. Disse grænser må sikre, at normal anvendelse af produkterne efter producentproducentens anvisninger og som led i en varieret kost vil være ufarlig for forbrugeren. Maksimumsgrænserne må derfor være de samlede, sikre grænser for indholdet af de vitaminer og mineraler, der er naturligt til stede i fødevaren og/eller tilsættes til fødevaren uanset formål, herunder teknologiske formål.

(15)

Ved fastsættelsen af disse maksimumsgrænser og eventuelle andre betingelser, der begrænser stoffernes tilsætning til fødevarer, bør der derfor tages hensyn til de øvre sikre indtagelsesniveauer for de pågældende stoffer fastsat ved en videnskabelig risikovurdering på grundlag af almindeligt anerkendte videnskabelige data samt til det potentielle indtag gennem andre fødevarer. Der bør også tages behørigt hensyn til referenceindtagene af vitaminer og mineraler for befolkningen. Hvor det er nødvendigt for visse vitaminer og mineraler at fastsætte restriktioner med hensyn til, hvilke fødevarer disse kan tilsættes til, bør der gives prioritet med henblik på restituering af indholdet af vitaminer og mineraler, hvis dette er blevet reduceret under fremstillingen, opbevaringen eller håndteringen, og med henblik på at give fødevarerne en næringsværdi svarende til næringsværdien i fødevarer, for hvilke disse fødevarer skal være alternativer.

(16)

Vitaminer og mineraler, som tilsættes til fødevarer, bør medføre, at disse vitaminer og mineraler forekommer i en minimumsmængde i den pågældende fødevare. For lille og ubetydelig en mængde i sådanne berigede fødevarer vil nemlig ikke være til nogen gavn for forbrugerne og vil være vildledende. Samme princip ligger til grund for kravet om, at disse næringsstoffer skal forekomme i en betydelig mængde for at kunne angives i næringsdeklarationen. Minimumsmængden af vitaminer og mineraler i fødevarer, der er blevet tilsat vitaminer og mineraler, bør derfor være identisk med den betydelige mængde, der skal forekomme, for at det er tilladt at angive disse næringsstoffer i næringsdeklarationen, medmindre andet er fastsat ved passende undtagelser.

(17)

Fastsættelse af maksimumsgrænser og eventuelle andre betingelser for anvendelsen på grundlag af de principper og kriterier, der er fastlagt i denne forordning, og fastsættelse af minimumsgrænser vil være gennemførelsesforanstaltninger af teknisk art, og fastsættelsen bør derfor for at forenkle og fremskynde proceduren overlades til Kommissionen.

(18)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/13/EF af 20. marts 2000 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om mærkning af og præsentationsmåder for levnedsmidler samt om reklame for sådanne levnedsmidler (4), indeholder generelle mærkningsbestemmelser og definitioner. Denne forordning bør derfor begrænses til nødvendige supplerende bestemmelser. Disse supplerende bestemmelser bør endvidere finde anvendelse med forbehold af bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. …/2006 af… om ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer (5).

(19)

Produkter, som er tilsat vitaminer og mineraler, har en ernæringsmæssig betydning og en potentiel indvirkning på kostvanerne og det samlede indtag af næringsstoffer, og forbrugeren bør derfor kunne vurdere produkternes generelle næringskvalitet. Næringsdeklaration bør derfor, som en fravigelse af artikel 2 i Rådets direktiv 90/496/EØF af 24. september 1990 om næringsdeklaration af levnedsmidler (6), være obligatorisk.

(20)

En normal, varieret kost indeholder mange ingredienser, som igen indeholder mange stoffer. Indtaget af disse stoffer eller ingredienser vil ved normal og traditionel anvendelse i en almindelig kost ikke give anledning til bekymring og behøver ikke at blive reguleret. Visse andre stoffer end vitaminer og mineraler eller ingredienser, der indeholder dem, tilsættes til fødevarer som ekstrakter eller koncentrater, hvilket kan føre til indtag, der er betydeligt højere end de mængder, der ville blive indtaget gennem en sund og varieret kost. Der er i nogle tilfælde rejst alvorlig tvivl om, hvorvidt en sådan praksis er risikofri, og fordelene herved er uklare; denne praksis bør derfor reguleres. Det er i sådanne tilfælde hensigtsmæssigt, at fødevarevirksomhederne, som er ansvarlige for sikkerheden af de fødevarer, de markedsfører, pålægges bevisbyrden for fødevarernes sikkerhed.

(21)

Fødevarer tilsat vitaminer og mineraler er specielle, og kontrolorganerne bør derfor have flere midler til rådighed, end det normalt er tilfældet, således at det bliver lettere at føre effektiv kontrol med sådanne produkter.

(22)

Målet for denne forordning, nemlig at sikre, at det indre marked fungerer tilfredsstillende med hensyn til tilsætning af vitaminer og mineraler, samt visse andre stoffer til fødevarer, idet der samtidig sikres et højt forbrugerbeskyttelsesniveau, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor bedre opfyldes på fællesskabsplan. Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(23)

De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af denne forordning bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbestemmelser, der tillægges Kommissionen (7) —

a)

fødevarer til særlig ernæring og, i mangel af specifikke bestemmelser, krav til sådanne produkters sammensætning, som nødvendiggøres af særlige ernæringsmæssige behov hos de personer, de er beregnet til

b)

nye fødevarer og nye fødevareingredienser

c)

genetisk modificerede fødevarer

d)

tilsætningsstoffer og aromaer

e)

godkendte ønologiske fremgangsmåder og behandlingsmetoder.

a)

en mangel på et eller flere vitaminer og/eller mineraler i befolkningen eller i bestemte befolkningsgrupper, som kan dokumenteres ved kliniske eller subkliniske mangler eller sandsynliggøres, fordi indtaget af næringsstoffer skønnes at være lavt, eller

b)

muligheden for at forbedre befolkningens eller bestemte befolkningsgruppers ernæringstilstand og/eller afhjælpe et eventuelt mangelfuldt indtag af vitaminer eller mineraler gennem kosten som følge af ændrede kostvaner, eller

c)

fremskridt i den almindeligt anerkendte videnskabelige viden om vitaminers og mineralers rolle i ernæringen og deraf følgende betydning for sundheden.

a)

uforarbejdede fødevarer, herunder, men ikke udelukkende, frugt, grøntsager, kød, fjerkræ og fisk

b)

drikkevarer med et alkoholindhold på over 1,2 % vol., bortset fra og uanset artikel 3, stk. 2, til produkter:

og forudsat, at der ikke foretages nogen ernærings- eller sundhedsanprisninger.

a)

de øvre sikre indtagsniveauer for vitaminer og mineraler fastsat ved en videnskabelig risikovurdering på grundlag af almindeligt anerkendte videnskabelige data, om nødvendigt under hensyntagen til forskellige grupper af forbrugeres varierende grad af følsomhed

b)

vitamin- og mineralindtag fra andre kostkilder.

a)

enkeltprodukters bidrag til den samlede befolknings eller bestemte befolkningsgruppers almindelige kost

b)

produktets ernæringsprofil udarbejdet i henhold til forordning (EF) nr. …/2006 (10).

a)

at hvis der er konstateret sundhedsskadelige virkninger, skal stoffet og/eller den ingrediens, der indeholder stoffet:

b)

at hvis det er konstateret, at der er mulighed for sundhedsskadelige virkninger, men der fortsat er videnskabelig usikkerhed, skal stoffet anføres i bilag III, del C.

a)

vitaminer og mineraler, som må tilsættes til fødevarer, jf. bilag I

b)

vitaminformuleringer og mineralske stoffer, som må tilsættes til fødevarer, jf. bilag II

c)

maksimums- og minimumsmængder af vitaminer og mineraler, som må tilsættes til fødevarer, og eventuelle betingelser herfor fastsat i overensstemmelse med artikel 6

d)

oplysninger om nationale bestemmelser om obligatorisk tilsætning af vitaminer og mineraler, jf. artikel 11

e)

enhver begrænsning med hensyn til tilsætning af vitaminer og mineraler, jf. artikel 4

f)

stoffer, for hvilke der er forelagt dokumentation i henhold til artikel 17, stk. 1, litra b)

g)

oplysninger om de i bilag III anførte stoffer samt begrundelsen for, at de er anført deri.

a)

om obligatorisk tilsætning af vitaminer og mineraler til bestemte fødevarer eller fødevarekategorier, eller

b)

om forbud mod eller begrænsning af anvendelsen af visse andre stoffer ved fremstillingen af nærmere angivne fødevarer

a)

at det pågældende stof anvendes som tilsætning til fødevarer, der markedsføres i Fællesskabet den … (15), og

b)

at autoriteten ikke har afgivet negativ udtalelse om anvendelsen af dette stof eller om anvendelse af stoffet i den pågældende form i fremstillingen af fødevarer, på grundlag af dokumentation til støtte for anvendelsen af det pågældende stof, som medlemsstaten skal forelægge for Kommissionen senest den …. (16)

4.4.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 80/43

(1)

I Fællesskabet indeholder mærkningen af og reklamerne for fødevarer i et stigende antal tilfælde ernærings- og sundhedsanprisninger. For at sikre forbrugerne et højt beskyttelsesniveau og lette deres valg bør de produkter, der markedsføres, være sikre og være forsynet med fyldestgørende mærkning.

(2)

Forskelle mellem nationale bestemmelser om sådanne anprisninger kan hindre den frie bevægelighed for fødevarer og skabe ulige konkurrencevilkår. De har således direkte betydning for, hvordan det indre marked fungerer. Det er derfor nødvendigt at vedtage fællesskabsregler for anvendelsen af ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer.

(3)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/13/EF af 20. marts 2000 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om mærkning af og præsentationsmåder for levnedsmidler samt om reklame for sådanne levnedsmidler (3), indeholder generelle mærkningsbestemmelser. Direktiv 2000/13/EF indeholder et generelt forbud mod at vildlede køberen eller at tillægge fødevarerne medicinske egenskaber. Nærværende forordning supplerer de generelle principper i direktiv 2000/13/EF og fastsætter særlige bestemmelser om anvendelse af ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer, der er bestemt til levering til forbrugeren i den foreliggende form.

(4)

Denne forordning finder anvendelse på alle ernærings- og sundhedsanprisninger i kommercielle meddelelser, herunder i generiske reklamer for fødevarer og i salgsfremmende kampagner som for eksempel kampagner, som helt eller delvis støttes af offentlige myndigheder. Den finder ikke anvendelse på anprisninger, som fremsættes i ikke-kommercielle meddelelser såsom kostvejledninger eller råd fra offentlige sundhedsmyndigheder og -organer eller ikke-kommercielle meddelelser og informationer i pressen og i videnskabelige publikationer. Forordningen finder også anvendelse på varemærker og andre handelsbetegnelser, som kan opfattes som ernærings- eller sundhedsanprisninger.

(5)

Ikke-gavnlige ernæringsanprisninger falder ikke ind under denne forordnings anvendelsesområde; medlemsstater, der agter at indføre nationale ordninger for ikke-gavnlige ernæringsanprisninger, skal underrette Kommissionen og de andre medlemsstater om sådanne ordninger i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF af 22. juni 1998 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester (4).

(6)

På internationalt plan vedtog Codex Alimentarius i 1991 almindelige retningslinjer for anprisninger (General Guidelines on Claims) og i 1997 retningslinjer for anvendelse af ernæringsanprisninger (Guidelines for the Use of Nutrition Claims). Codex Alimentarius-Kommissionen vedtog en ændring af sidstnævnte retningslinjer i 2004. Ændringen går ud på, at retningslinjerne fra 1997 også skal omfatte sundhedsanprisninger. Der tages behørigt hensyn til de definitioner og betingelser, der fastsættes i retningslinjerne fra Codex Alimentarius.

(7)

Muligheden for i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 2991/94 af 5. december 1994 om handelsnormer for visse smørbare fedtstoffer (5) at anvende anprisningen »lavt fedtindhold« i forbindelse med smørbare fedtstoffer bør snarest muligt tilpasses bestemmelserne i nærværende forordning. Indtil da finder forordning (EF) nr. 2991/94 anvendelse på de produkter, den omfatter.

(8)

Der findes en lang række næringsstoffer og andre stoffer, herunder, men ikke begrænset til, vitaminer, mineraler, herunder sporstoffer, aminosyrer, essentielle fedtsyrer, fibre, forskellige plante- og urteekstrakter, med ernæringsmæssige eller fysiologiske virkninger, som kan forekomme i en fødevare og gøres til genstand for en anprisning. Der bør derfor fastsættes generelle principper, der skal gælde for alle anprisninger af fødevarer, med henblik på at sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau, give forbrugeren de fornødne oplysninger til at kunne foretage et valg med fuldt kendskab til oplysninger om produktet samt skabe lige konkurrencevilkår for fødevarebranchen.

(9)

Fødevarer, der markedsføres med anprisninger, kan af forbrugerne opfattes som havende ernæringsmæssige, fysiologiske eller andre sundhedsmæssige fordele i forhold til andre produkter, hvor der ikke er tilsat sådanne næringsstoffer og andre stoffer. Dette kan tilskynde forbrugerne til at foretage valg, der direkte påvirker deres samlede indtag af enkeltnæringsstoffer eller andre stoffer på en måde, der er i modstrid med den videnskabelige rådgivning. For at imødegå en sådan potentiel uønsket virkning, bør der indføres visse begrænsninger med hensyn til produkter forsynet med anprisninger. I denne forbindelse er faktorer som forekomst af bestemte stoffer, for eksempel produktets alkoholindhold eller produktets ernæringsprofil, relevante kriterier for fastlæggelse af, om produktet kan ledsages af anprisninger. Anvendelsen af sådanne kriterier på nationalt plan kan være berettiget for at give forbrugerne mulighed for at træffe informerede ernæringsmæssige valg, men vil kunne føre til hindringer for handelen inden for Fællesskabet og bør derfor harmoniseres på fællesskabsplan.

(10)

Anvendelse af ernæringsprofiler som et kriterium bør tage sigte på at undgå en situation, hvor ernærings- eller sundhedsanprisninger slører en fødevares samlede ernæringsmæssige status, hvilket kan vildlede forbrugerne, når de prøver at træffe sunde valg i forbindelse med en afbalanceret kost. Ernæringsprofiler, som foreskrevet i denne forordning, bør kun have det ene formål at regulere, under hvilke omstændigheder der kan anvendes anprisninger. De bør bygge på almindeligt anerkendte videnskabelige data vedrørende sammenhængen mellem kost og sundhed. Profiler bør imidlertid også åbne mulighed for produktudvikling og tage hensyn til variationer i kostvaner og traditioner samt til det forhold, at enkeltprodukter kan spille en vigtig rolle i kosten som helhed.

(11)

Ved fastsættelsen af ernæringsprofiler bør der tages hensyn til indholdet af forskellige næringsstoffer og stoffer med en ernæringsmæssig eller fysiologisk virkning, navnlig stoffer som fedt, mættet fedt, transfedtsyrer, salt/natrium og sukker, som ifølge anbefalingerne ikke bør indgå med for store indtag i kosten som helhed, samt fler- og enkeltumættet fedt, andre kulhydrater end sukker, vitaminer, mineraler, proteiner og fibre. Ved fastlæggelse af ernæringsprofilerne bør der tages hensyn til de forskellige fødevarekategorier og til de pågældende fødevarers betydning og rolle i den samlede kost. Det kan være nødvendigt at undtage visse fødevarer eller fødevarekategorier fra kravet om at overholde de fastsatte ernæringsprofiler, afhængigt af deres rolle og betydning i befolkningens kost. Dette arbejde er kompliceret og teknisk, og det bør overlades til Kommissionen at vedtage de relevante foranstaltninger under hensyn til rådgivningen fra Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet.

(12)

Kosttilskud, som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/46/EF af 10. juni 2002 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om kosttilskud (6), der præsenteres i flydende form og indeholder mere end 1,2 % vol. alkohol, betragtes ikke som drikkevarer i henhold til nærværende forordning.

(13)

I nogle medlemsstater anvendes der for øjeblikket en lang række forskellige anprisninger i mærkningen af og reklamerne for fødevarer vedrørende stoffer, hvis gavnlige virkning ikke er dokumenteret, eller som der for øjeblikket ikke er tilstrækkelig videnskabelig enighed om. Det må sikres, at den gavnlige ernæringsmæssige eller fysiologiske virkning af de stoffer, der er omfattet af en anprisning, er dokumenteret.

(14)

Det stof, som anprisningen vedrører, skal — for at sikre, at anprisningerne er sande — forekomme i det færdige produkt i så tilstrækkelige mængder eller må ikke forekomme eller kun forekomme i så tilpas reducerede mængder, at produktet har den anpriste ernæringsmæssige eller fysiologiske virkning. Stoffet bør foreligge i en form, som kroppen kan udnytte. Desuden bør en betydelig mængde af det stof, som giver den anpriste ernæringsmæssige eller fysiologiske virkning, i de relevante tilfælde være indeholdt i en mængde af fødevaren, som med rimelighed kan antages at blive indtaget.

(15)

Det er vigtigt, at anprisninger af fødevarer kan forstås af forbrugerne, og alle forbrugere bør beskyttes imod vildledende anprisninger. Siden iværksættelsen af Rådets direktiv 84/450/EØF af 10. september 1984 om vildledende og sammenlignende reklame (7) har De Europæiske Fællesskabers Domstol imidlertid i forbindelse med retsafgørelser i sager om reklame fundet det nødvendigt at undersøge virkningen på en tænkt, typisk forbruger. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og for at den beskyttelse, der ligger i forordningen, rent faktisk kan fungere, anvender denne forordning som udgangspunkt en almindeligt oplyst, rimeligt opmærksom og velunderrettet gennemsnitsforbruger, under hensyntagen til sociale, kulturelle og sproglige forhold, i overensstemmelse med Domstolens fortolkning, men sørger for at forhindre udnyttelse af forbrugere, hvis situation gør dem særligt udsatte over for vildledende anprisninger. I de tilfælde, hvor en anprisning specifikt rettes mod en særlig gruppe af forbrugere som for eksempel børn, bør virkningen af den pågældende anprisning vurderes ud fra, hvordan den opleves af et gennemsnitligt medlem af denne gruppe. Begrebet gennemsnitsforbruger er ikke et statistisk begreb. Nationale domstole og myndigheder bør selv, under hensyn til Domstolens retspraksis, foretage en vurdering med henblik på at bestemme gennemsnitsforbrugerens typiske reaktion i et givet tilfælde.

(16)

Det er primært videnskabelig dokumentation, der bør tages i betragtning ved anvendelsen af ernærings- og sundhedsanprisninger, og de ledere af fødevarevirksomheder, der anvender anprisninger, bør retfærdiggøre dem.

(17)

En ernærings- eller sundhedsanprisning bør ikke anvendes, hvis den er uforenelig med almindeligt anerkendte ernærings- og sundhedsprincipper, eller hvis den tilskynder til eller billiger overdrevent indtag af en fødevare eller går imod gode kostvaner.

(18)

På grund af det positive image, som fødevarer med ernærings- og sundhedsanprisninger har, og den potentielle indvirkning, sådanne fødevarer kan have på kostvaner og på det samlede indtag af næringsstoffer, bør det være muligt for forbrugeren at vurdere deres samlede ernæringskvalitet. Næringsdeklaration bør derfor være obligatorisk og omfattende for alle fødevarer forsynet med sundhedsanprisninger.

(19)

Rådets direktiv 90/496/EØF af 24. september 1990 om næringsdeklaration af levnedsmidler (8) indeholder generelle bestemmelser om næringsdeklaration. Ifølge nævnte direktiv er næringsdeklaration obligatorisk, når en ernæringsanprisning er anført i mærkningen, i præsentationen eller i reklamer, med undtagelse af generiske reklamekampagner. Når en ernæringsanprisning vedrører sukkerarter, mættede fedtsyrer, kostfibre eller natrium, skal næringsdeklarationen indeholde de oplysninger, der er nævnt i gruppe 2 i artikel 4, stk. 1, i direktiv 90/496/EØF. For at opnå et højt forbrugerbeskyttelsesniveau finder denne pligt til at give de oplysninger, der er nævnt i gruppe 2, tilsvarende anvendelse i forbindelse med sundhedsanprisninger, undtagen ved generiske reklamekampagner.

(20)

Der bør endvidere udarbejdes en liste over tilladte ernæringsanprisninger og disses særlige anvendelsesbetingelser baseret på de betingelser for anvendelse af sådanne anprisninger, der er aftalt på nationalt eller internationalt plan og fastsat i EF-lovgivningen. Enhver anprisning, der anses for at have samme betydning for forbrugerne som en ernæringsanprisning, der er opført på ovennævnte liste, omfattes af samme anvendelsesbetingelser som angivet deri. For eksempel er anprisninger i tilknytning til tilsætning af vitaminer og mineraler som for eksempel: »med …«, »restitueret …«, »tilsat …« eller »beriget …« omfattet af de betingelser, der er fastsat for anprisningen »kilde til …«. Listen bør opdateres regelmæssigt for at tage hensyn til den videnskabelige og teknologiske udvikling. For sammenlignende anprisninger er det desuden nødvendigt, at de produkter, der sammenlignes, identificeres klart over for den endelige forbruger.

(21)

Betingelserne for anprisninger så som »laktosefri« eller »glutenfri«, der retter sig mod en gruppe af forbrugere med særlige funktionsforstyrrelser, bør være omfattet af Rådets direktiv 89/398/EØF af 3. maj 1989 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om levnedsmidler bestemt til særlig ernæring (9). Nævnte direktiv giver desuden mulighed for, at det på almindelige fødevarer kan angives, at de er egnede for disse grupper af forbrugere, hvis de opfylder betingelserne for en sådan angivelse. Indtil betingelserne for sådanne angivelser er fastsat på fællesskabsplan, kan medlemsstaterne opretholde eller vedtage relevante nationale foranstaltninger.

(22)

Sundhedsanprisninger bør kun godkendes til anvendelse i Fællesskabet, når der er gennemført en videnskabelig vurdering af den højest mulige standard. For at sikre en harmoniseret videnskabelig vurdering af sådanne anprisninger bør Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet forestå sådanne vurderinger.

(23)

Der er mange andre faktorer end de rent kostmæssige, der kan påvirke psykologiske og adfærdsmæssige funktioner. Det er således meget kompliceret at fremsætte udsagn om disse funktioner, og det er vanskeligt at udtrykke et komplet, sandfærdigt og meningsfuldt budskab i en kort anprisning, der skal anvendes i mærkningen af og reklamer for fødevarer. Det er derfor hensigtsmæssigt at kræve videnskabelig dokumentation i forbindelse med psykologiske og adfærdsmæssige anprisninger.

(24)

På baggrund af Kommissionens direktiv 96/8/EF af 26. februar 1996 om levnedsmidler til anvendelse i energifattige diæter med henblik på vægttab (10), som foreskriver, at mærkning eller emballage af produkter omfattet af nævnte direktiv, eller reklame for disse ikke må indeholde nogen angivelse af hastigheden eller størrelsen af det vægttab, der kan følge af deres anvendelse, anses det for hensigtsmæssigt at udvide denne begrænsning til at omfatte alle fødevarer.

(25)

Andre sundhedsanprisninger end dem, der henviser til en reduceret risiko for sygdom, og som er baseret på almindeligt anerkendte videnskabelige data, bør underkastes en anden slags vurdering og godkendelse. Det er derfor nødvendigt, efter at have rådspurgt Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, at vedtage en fællesskabsliste over sådanne tilladte anprisninger.

(26)

For at kunne følge med den videnskabelige og teknologiske udvikling bør ovennævnte liste revideres hver gang det er nødvendigt. Sådanne ændringer er gennemførelsesforanstaltninger af teknisk art, og for at forenkle og fremskynde proceduren bør det overlades til Kommissionen at vedtage dem.

(27)

En afbalanceret og varieret kost er en forudsætning for et godt helbred, og enkeltprodukters betydning skal ses i forhold til kosten som helhed. Desuden er kosten kun én af mange faktorer, der kan udløse visse sygdomme hos mennesker. Andre faktorer, som for eksempel alder, genetisk disposition, omfanget af fysisk aktivitet, forbrug af tobak og andre rusgifte, miljøeksponering og stress, kan alle være med til at udløse sygdomme hos mennesker. Der bør derfor gælde særlige mærkningsbestemmelser for anprisninger af en reduceret risiko for sygdom.

(28)

For at sikre, at sundhedsanprisninger er sandfærdige, klare, pålidelige og anvendelige for forbrugeren, når denne skal sammensætte en sund kost, bør formuleringen og præsentationen af sundhedsanprisninger tages i betragtning i Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritets udtalelse og i den efterfølgende godkendelsesprocedure.

(29)

I visse tilfælde kan de videnskabelige risikovurderinger ikke i sig selv tilvejebringe alle de oplysninger, som en risikohåndteringsbeslutning bør baseres på. Der bør derfor tages hensyn til andre legitime forhold af relevans for det spørgsmål, der er under overvejelse.

(30)

Af klarhedshensyn og for at undgå gentagne ansøgninger vedrørende anprisninger, der allerede er vurderet, bør Kommissionen oprette og løbende føre et offentligt register med lister over sådanne anprisninger.

(31)

For at stimulere forskning og udvikling inden for fødevarebranchen er det hensigtsmæssigt at beskytte den investering, som produktudviklere foretager ved indsamling af oplysninger og data til støtte for en ansøgning, der indgives i henhold til denne forordning. Beskyttelsen bør imidlertid begrænses til et bestemt tidsrum, så man undgår en unødvendig gentagelse af undersøgelser og forsøg.

(32)

Da fødevarer forsynet med anprisninger er af en særlig karakter, bør kontrolorganerne have flere midler til rådighed end normalt, så det bliver lettere at føre effektiv kontrol med sådanne produkter.

(33)

Fødevarevirksomhedslederne har brug for tilstrækkelige overgangsforanstaltninger for at tilpasse sig kravene i denne forordning.

(34)

Da målet for denne forordning, nemlig at sikre, at det indre marked fungerer efter hensigten for så vidt angår ernærings- og sundhedsanprisninger, samtidig med at der sikres et højt niveau af forbrugerbeskyttelse, ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne og derfor bedre kan gennemføres på fællesskabsplan, kan Fællesskabet træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(35)

De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af denne forordning bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbestemmelser, der tillægges Kommissionen (11) —

a)

direktiv 89/398/EØF og direktiver vedtaget på grundlag heraf

b)

Rådets direktiv 80/777/EØF af 15. juli 1980 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om udvinding og markedsføring af naturligt mineralvand (12)

c)

Rådets direktiv 98/83/EF af 3. november 1998 om kvaliteten af drikkevand (13).

a)

defineres »fødevarer«, »leder af en fødevarevirksomhed«, »markedsføring« og »endelig forbruger« som i artikel 2 og artikel 3, nr. 3, 8 og 18, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 af 28. januar 2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed (14)

b)

defineres »kosttilskud« som i direktiv 2002/46/EF

c)

defineres »næringsdeklaration«, »protein«, »kulhydrat«, »sukkerarter«, »fedt«, »mættede fedtsyrer«, »enkeltumættede fedtsyrer«, »flerumættede fedtsyrer«, »kostfibre« som i direktiv 90/496/EØF

d)

defineres »mærkning« som i artikel 1, stk. 3, litra a), i direktiv 2000/13/EF.

1)

»anprisning«: ethvert budskab eller enhver fremstilling, der ikke er obligatorisk i henhold til EF-lovgivningen eller national lovgivning, herunder billeder, grafik eller symboler uanset form, som angiver, indikerer eller antyder, at en fødevare har særlige egenskaber

2)

»næringsstof«: protein, kulhydrat, fedt, kostfibre, natrium, vitaminer og mineraler opført i bilaget til direktiv 90/496/EØF samt stoffer, der tilhører, eller er bestanddele af en af disse kategorier

3)

»andet stof«: et andet stof end et næringsstof, som har en ernæringsmæssig eller fysiologisk virkning

4)

»ernæringsanprisning«: enhver anprisning, der angiver, indikerer eller antyder, at en fødevare har særlige gavnlige ernæringsmæssige egenskaber på grund af

5)

»sundhedsanprisning«: enhver anprisning, der angiver, indikerer eller antyder, at der er sammenhæng mellem en fødevarekategori, en fødevare eller en af dens bestanddele og sundhed

6)

»anprisning af en reduceret risiko for sygdom«: enhver sundhedsanprisning, der angiver, indikerer eller antyder, at indtag af en fødevarekategori, en fødevare eller en af dens bestanddele i betydelig grad reducerer en risikofaktor for udvikling af en sygdom hos mennesker

7)

»autoriteten«: Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet oprettet ved forordning (EF) nr. 178/2002.

a)

være usande, tvetydige eller vildledende

b)

rejse tvivl om andre fødevarers sikkerhed og/eller ernæringsmæssige tilstrækkelighed

c)

tilskynde til eller billige overdrevent forbrug af en fødevare

d)

angive, indikere eller antyde, at en afbalanceret og varieret kost generelt ikke kan give tilstrækkelige mængder næringsstoffer. Undtagelser for næringsstoffer, som ikke kan fås i tilstrækkelige mængder gennem en afbalanceret og varieret kost, herunder betingelserne for deres anvendelse, kan vedtages efter proceduren i artikel 24, stk. 2, under hensyn til de særlige betingelser, der gælder i medlemsstaterne

e)

henvise til forandringer af kropsfunktioner, som kan give anledning til eller udnytte en frygt hos forbrugeren, enten ved tekst eller ved billeder, grafik eller symboler.

a)

mængderne af visse næringsstoffer og andre stoffer i fødevaren såsom fedt, mættede fedtsyrer, transfedtsyrer, sukkerarter og salt/natrium

b)

fødevarens (eller fødevarekategoriernes) kostmæssige betydning for befolkningen generelt, eller, hvis det er relevant, for visse risikogrupper, herunder børn

c)

den samlede ernæringsmæssige sammensætning af fødevaren og forekomsten af næringsstoffer, hvis indvirkning på sundheden er videnskabeligt anerkendt.

i)

om profilerne bør fastsættes for fødevarer generelt og/eller for fødevarekategorier

ii)

valg og afvejning af næringsstoffer, der skal tages i betragtning

iii)

valg af referencemængde/grundlag for profiler

iv)

fremgangsmåden for beregning af profilerne, og

v)

afprøvning af et foreslået system.

a)

sundhedsanprisninger

b)

andre ernæringsanprisninger end dem, der henviser til en reduktion af alkoholindholdet eller energiindholdet.

a)

Forekomsten, fraværet eller det reducerede indhold i en fødevare eller fødevarekategori af det næringsstof eller andet stof, anprisningen vedrører, har en gavnlig ernæringsmæssig eller fysiologisk virkning, som er dokumenteret ved almindeligt anerkendte videnskabelige data.

b)

Det næringsstof eller andet stof, anprisningen vedrører:

c)

Det næringsstof eller andet stof, anprisningen vedrører, foreligger i givet fald i en form, som kroppen kan udnytte.

d)

Den mængde af produktet, som med rimelighed kan antages at blive indtaget, indeholder en betydelig mængde, som defineret i EF-bestemmelser, af det næringsstof eller andet stof, anprisningen vedrører, eller, hvis sådanne bestemmelser ikke findes, en betydelig mængde, der frembringer den anpriste ernæringsmæssige eller fysiologiske virkning dokumenteret ved almindeligt anerkendte videnskabelige data.

e)

De særlige betingelser i kapitel III eller IV, alt efter hvad der er relevant, er overholdt.

a)

en erklæring om betydningen af en varieret og afbalanceret kost og en sund livsstil

b)

den mængde af fødevaren og det forbrugsmønster, der skal til for at opnå den anpriste gavnlige virkning

c)

hvis det er relevant, en erklæring henvendt til personer, der bør undgå at indtage fødevaren, og

d)

en relevant advarsel mod produkter, som kan udgøre en sundhedsrisiko, hvis de indtages i for store mængder.