30.1.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 25/1

1.

Humanitær bistand er et fundamentalt udtryk for den universelle værdi af solidaritet mellem mennesker og en moralsk nødvendighed.

2.

Humanitære kriser omfatter både menneskeskabte katastrofer og naturkatastrofer. Deres virkning bliver stadig mere alvorlig, hvilket har at gøre med en række faktorer, bl.a. konflikters ændrede karakter, klimaændringer, øget konkurrence om adgangen til energi- og naturressourcer, ekstrem fattigdom, dårlig regeringsførelse og skrøbelige situationer. Det er civilbefolkningerne, der rammes hårdest, ofte de fattigste og mest sårbare, og de bor typisk i udviklingslandene. Humanitære kriser har medført, at et stort antal mennesker er blevet fordrevet, både flygtninge og internt fordrevne.

3.

De humanitære aktører står i dag over for en række store udfordringer. Der har været en stigende tendens til, at international ret, herunder humanitær folkeret, menneskerettighedsret og flygtningeret, bliver ignoreret eller groft overtrådt. Det »humanitære rum«, der er nødvendigt for at sikre adgangen til sårbare befolkningsgrupper og de humanitære hjælpearbejderes sikkerhed, må bevares som en absolut forudsætning for, at der kan ydes en humanitær indsats, og for at EU og dets partnere på det humanitære område kan yde bistand, herunder beskyttelse af kriseramte befolkninger, på grundlag af respekt for de principper om humanitære indsatsers neutralitet, upartiskhed, medmenneskelighed og uafhængighed, der er forankret i international ret, navnlig humanitær folkeret.

4.

Humanitær bistand ydet af EU er en delt kompetence mellem medlemsstaterne og Det Europæiske Fællesskab (1). Den bygger på en lang tradition og afspejler aktørernes indbyrdes forskellighed. EU's humanitære indsats indgår i en samlet international indsats med deltagelse af De Forenede Nationer, Røde Kors/Røde Halvmåne, humanitære ngo'er og andre, som støtter lokale reaktioner på humanitære kriser gennem partnerskab med de berørte samfund. Ansvaret for at beskytte befolkninger, der trues af en katastrofe, ligger fortsat først og fremmest hos de nationale myndigheder i de lande, hvor krisen er opstået.

5.

På nuværende tidspunkt er det samlede EU den største yder af statslig humanitær bistand på internationalt plan med et bidrag, der består af bistand fra Fællesskabet og bilateral bistand fra medlemsstaterne. EU har således både den fornødne erfaring og pligt til at sikre, at dets samlede bidrag til den humanitære indsats er effektiv og hensigtsmæssig, støtter den internationale humanitære indsats for at yde bistand til mennesker, som har behov for det, og i tilstrækkeligt omfang tager de udfordringer op, som de humanitære aktører står over for i dag.

6.

Den europæiske konsensus om humanitær bistand er udtryk for en fælles vision som grundlag for EU's indsats på det humanitære bistandsområde i tredjelande, både på medlemsstats- og fællesskabsplan. Denne fælles vision er emnet for første del af erklæringen; anden del omhandler Det Europæiske Fællesskabs humanitære bistandspolitik, der skal være retningsgivende for gennemførelsen af denne vision på fællesskabsplan, og angiver endvidere prioriteterne for den konkrete indsats på fællesskabsplan.

7.

Den europæiske konsensus om humanitær bistand vedtages i fællesskab af Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen. Formålet hermed er at bekræfte, at vi går ind for de principper, der ligger til grund for EU's humanitære bistand, støtte den eksisterende vilje til god donorpraksis i hele EU i partnerskab med andre interessenter inden for humanitær bistand og skabe grundlag for et tættere samarbejde om at sikre, at EU's humanitære bistand i de kommende år gennemføres så effektivt som muligt.

8.

Målsætningen for EU's humanitære bistand er at yde en behovsbaseret indsats i nødsituationer med det formål at bevare liv, hindre og lindre menneskelige lidelser og bevare menneskelig værdighed, hvor der opstår et behov, hvis regeringerne og de lokale aktører er overbebyrdede eller ikke kan eller vil handle. EU's humanitære bistand omfatter bistands-, nødhjælps- og beskyttelsesforanstaltninger med det formål at redde og bevare liv i humanitære kriser eller umiddelbart derefter og endvidere aktioner, der skal lette eller skabe adgang til nødstedte mennesker og uhindret formidling af bistand. EU's humanitære bistand ydes som reaktion på både menneskeskabte katastrofer (inkl. komplekse nødsituationer) og naturkatastrofer efter behov.

9.

Lokal indsats for krise- og katastrofeforebyggelse, bl.a. med katastrofeberedskab og genopretning, er af afgørende betydning for, at der kan reddes liv, og at samfundene kan øge deres modstandskraft over for nødsituationer. Kapacitetsopbygning med henblik på at forebygge og afbøde katastrofers virkninger og øge den humanitære indsats er også en del af EU's humanitære bistand.

10.

EU er fast besluttet på at støtte og fremme de grundlæggende humanitære principper om medmenneskelighed, neutralitet, upartiskhed og uafhængighed. Denne principbaserede metode er nødvendig, hvis EU, og humanitære aktører i almindelighed, skal accepteres, og hvis de skal kunne operere lokalt under ofte komplekse politiske og sikkerhedsmæssige omstændigheder. Opfattelsen af EU og EU's vilje til at arbejde ud fra disse grundlæggende principper i humanitære aktioner er forbundet med den adfærd og det engagement, der udvises på stedet af alle EU-aktører.

11.

Princippet om medmenneskelighed betyder, at menneskelige lidelser skal afhjælpes, uanset hvor, med særligt fokus på de mest sårbare dele af befolkningen. Alle ofres værdighed skal respekteres og beskyttes.

12.

Neutralitet betyder, at humanitær bistand ikke må favorisere nogen af siderne i en væbnet konflikt eller anden form for uoverensstemmelse.

13.

Upartiskhed vil sige, at humanitær bistand udelukkende skal baseres på behov uden forskelsbehandling mellem eller inden for de berørte befolkningsgrupper.

14.

Respekt for uafhængighed vil sige, at humanitære målsætninger er uafhængige af politiske, økonomiske, militære eller andre målsætninger, og sikrer, at den humanitære bistands eneste formål er at mindske og forebygge lidelserne for dem, der er ofre for humanitære kriser.

15.

EU's humanitære bistand er ikke et krisestyringsredskab.

16.

EU er en stærk og konsekvent fortaler for respekt for international ret, herunder humanitær folkeret (2), menneskerettighedsret og flygtningeret. I 2005 vedtog EU retningslinjer for fremme af overholdelsen af den humanitære folkeret. EU har forpligtet sig til at anvende disse retningslinjer i sine forbindelser med tredjelande (3).

17.

EU erindrer om sit beskyttelsesansvar i overensstemmelse med FN's Generalforsamlings resolution 60/1 af 24. oktober 2005 (resultat af verdenstopmødet i 2005). Hver enkelt stat er ansvarlig for at beskytte sin befolkning mod folkemord, krigsforbrydelser, etnisk udrensning og forbrydelser mod menneskeheden. Det internationale samfund har gennem De Forenede Nationer ligeledes ansvar for at beskytte befolkninger mod sådanne forbrydelser. Hvor det er åbenbart, at de nationale myndigheder ikke lever op til deres beskyttelsesansvar, har det internationale samfund bekræftet, at det er rede til at handle kollektivt gennem FN's Sikkerhedsråd.

18.

Ved at tilslutte sig denne europæiske konsensus forpligter samtlige EU-donorer sig til at overholde principperne om god humanitær bistand (GHD) og til at samarbejde indbyrdes og med andre om at forsøge at anvende den bedste donorpraksis (4), idet de dog erkender, at der inden for EU er forskelle i kapacitet, størrelsesorden og nærmere betingelser for humanitær bistand. Dette omfatter også pligt til at fordele finansieringen af den humanitære bistand i forhold til behov og på grundlag af behovsvurderinger.

19.

EU forpligter sig til at fremme en indgående debat om, hvad der udgør den bedste donorpraksis, for at sikre, at god bistand udmøntes i bedre bistand til de mennesker, der står over for en humanitær krise.

20.

EU anerkender, at de humanitære behov har et globalt omfang, der kræver en konsolideret international strategi i partnerskab med andre, herunder tilskyndelse til finansiering af bistand fra nye officielle donorer og private velgørere, der kommer frem, og som respekterer de humanitære principper.

21.

Partnerskab er kernen i gennemførelsen af humanitær bistand, og EU vil derfor se med tilfredshed på et bredere internationalt partnerskab, der bringer donorer, gennemførelsespartnere og andre interessenter sammen, til sikring af en effektiv humanitær indsats på grundlag af allerede eksisterende standarder og bedste praksis.

22.

De principper, der gælder for humanitær bistand, er specifikke og forskellige fra andre former for bistand. EU's humanitære bistand, herunder hurtig genopretning, bør tage hensyn til langsigtede udviklingsmål, hvor det er muligt, og den er nært forbundet med udviklingssamarbejde, hvis principper og praksis der er redegjort for i »Den europæiske konsensus om udvikling« (5). EU's humanitære bistand ydes i situationer, hvor andre instrumenter med tilknytning til krisestyring, civilbeskyttelse og konsulær bistand også kan blive bragt i anvendelse. Som følge deraf ønsker EU at sikre sammenhæng og komplementaritet i sin reaktion på kriser, så de forskellige anvendte instrumenter udnyttes så effektivt som muligt. EU bør derfor i højere grad arbejde på at skabe øget bevidsthed om humanitære principper og hensyn og mere systematisk inddrage dem i arbejdet i alle institutionerne.

23.

Ved at anerkende kvinders, pigers, drenges og mænds forskellige behov, kapaciteter og bidrag understreger EU betydningen af, at kønsaspektet integreres i humanitær bistand.

24.

EU anerkender betydningen af, at kvinder deltager aktivt i humanitær bistand, og forpligter sig til at fremme en sådan deltagelse.

25.

EU går stærkt ind for, at De Forenede Nationer skal spille en central rolle og stå for den overordnede koordinering, især Kontoret for Koordination af Humanitære Anliggender (OCHA), når det gælder om at fremme en sammenhængende international reaktion på humanitære kriser. Denne rolle styrkes markant, når OCHA har en aktiv lokal tilstedeværelse (og der udpeges og udsendes en humanitær koordinator). Stærkere EU-koordination vil styrke både den samlede internationale humanitære reaktion, herunder den i fællesskab aftalte indsats for at reformere det humanitære system, og EU's ambition om at arbejde tæt sammen med andre humanitære aktører.

26.

Derfor vil de humanitære EU-donorer under hensyntagen til deres respektive kompetencer og traditioner samarbejde ved at styrke EU-koordinationen og fremme bedste praksis, så EU's fælles vision kan fremmes på en fleksibel og komplementær måde, der styrker de internationale bestræbelser. Det vil sige, at EU vil forsøge både at handle samordnet for at beskytte »det humanitære rum« og styrke den samlede humanitære reaktion, herunder indkredse lakuner og støtte velorganiseret levering af bistand, hvor behovet er størst.

27.

De humanitære EU-donorer vil forsøge dels at sikre god donorpraksis ved at udveksle viden om behov og hensigtsmæssige reaktioner og ved koordinerede bestræbelser på at undgå overlapning og dels at sikre en fyldestgørende vurdering og afhjælpning af humanitære behov. Der bør navnlig fokuseres på sammenhængende reaktionsstrategier over for en given krise og på at samarbejde i partnerskab på stedet.

28.

EU vil fokusere på:

29.

EU vil bidrage til at sætte den internationale humanitære dagsorden og samarbejde i internationale fora og i forbindelse med bestræbelser på at fremme humanitære spørgsmål.

30.

Med forbehold af det humanitære princip om neutralitet og uafhængighed forpligter EU sig til at sikre politiksammenhæng, komplementaritet og effektivitet ved at bruge sin indflydelse og samtlige de redskaber, der står til dets rådighed, til at angribe de underliggende årsager til humanitære kriser. Navnlig humanitær bistand og udviklingssamarbejde samt de forskellige instrumenter, der er til rådighed for gennemførelsen af stabiliserende foranstaltninger, vil blive anvendt på en sammenhængende og komplementær måde, især i overgangssituationer og skrøbelige situationer for at udnytte det fulde potentiale af kort- og langfristet bistand og samarbejde.

31.

Humanitær bistand bør tildeles på en gennemskuelig måde og ud fra fastlagte behov og graden af sårbarhed. Det vil sige, at bistandsmodtagere bør udpeges ud fra objektivt kontrollerbare kriterier, og at bistand bør leveres på en måde, så definerede prioriterede behov modtager tilstrækkelige midler.

32.

For at sikre en fyldestgørende, effektiv, retfærdig og fleksibel tildeling af bistand er det nødvendigt at anvende en stringent behovsvurdering både globalt og lokalt. Under hensyntagen til igangværende initiativer vil EU forsøge at fremme en fælles opfattelse af behovsvurderinger i EU for at forbedre den nuværende praksis og den konkrete anvendelse. EU bekræfter atter betydningen af at foretage behovsvurdering i tæt samarbejde med internationale partnere. Analyse af globale behov kræver enighed om passende metodologi og programmeringsprincipper. Kvalificerede vurderinger af lokale behov kræver, navnlig i de første faser af en pludselig krise, tilstrækkelig tilstedeværelse i felten samt erfaring, pålidelige oplysninger og en klar prioritering. FN's katastrofebedømmelses- og -koordineringshold (UNDAC) spiller, når de bliver udsendt, en central rolle i de vurderinger, der foretages på stedet.

33.

EU bekræfter sin vilje til at sikre ligevægt i reaktionerne på forskellige kriser på grundlag af behov; dette gælder også bistand til langvarige kriser. EU bør navnlig fokusere på glemte kriser eller kriser, hvor det er særlig vanskeligt at gribe ind, og hvor den samlede internationale humanitære indsats er utilstrækkelig. Der er ligeledes grund til at være særlig opmærksom på oversete behov i forbindelse med bestemte kriser.

34.

I humanitær sammenhæng er fødevarenødhjælp en integrerende og væsentlig del af strategien for en humanitær indsats på kort sigt over for sårbare befolkningsgruppers behov. Fødevarenødhjælp skal derfor bygge på stringente og gennemskuelige behovsvurderinger, der giver mulighed for at beregne den mest fyldestgørende og hensigtsmæssige blanding af fødevarehjælp og nonfoodydelser og tager hensyn til risikoen for, at markederne forstyrres. En kombination af fødevarehjælp og andre former for støtte til eksistensgrundlaget bidrager til at styrke mekanismerne til håndtering af situationen hos de berørte befolkningsgrupper.

35.

Hvis det overhovedet er muligt og ikke skaber unødige markedsforstyrrelser, bør bistand, herunder fødevarehjælp, benytte lokale og regionale ressourcer og forsyninger. Ved at trække på sådanne ressourcer og forsyninger undgår man ikke kun supplerende miljømæssige og finansielle omkostninger, men inddrager også lokale kapaciteter og fremmer den lokale og den regionale økonomi. Der bør også overvejes innovative bistandsformer, herunder bistand, hvori der ikke indgår varer (f.eks. kontanter og værdikuponer).

36.

EU vil sikre, at løfter om humanitær hjælp i god tid omsættes til bindende tilsagn og udbetalinger, der klart følger behovsvurderingerne og justeres efter de skiftende omstændigheder.

37.

Humanitær bistand skal bygge på en vurdering af behov og ikke på specifikke mål. Der er imidlertid på globalt plan en væsentlig mangel på midler til at afhjælpe eksisterende humanitære behov. Behovet for humanitær bistand kan meget vel stige på kort eller mellemlang sigt som resultat af demografiske, politiske/sikkerhedsmæssige og miljømæssige faktorer (inkl. klimaændringer). Det er derfor sandsynligt, at der for at leve op til de humanitære behov skal mobiliseres flere internationale ressourcer, bl.a. fra et udvidet donorgrundlag.

38.

Det samlede EU er allerede den største yder af statslig humanitær bistand på internationalt plan. EU har allerede givet tilsagn om at øge den samlede statslige udviklingsbistand (ODA), som også omfatter bidrag til humanitær bistand. EU sigter mod at vise sin vilje til at yde en humanitær indsats ved at mobilisere tilstrækkelige midler til en humanitær bistand, der bygger på behovsvurdering. I den forbindelse vil det være hensigtsmæssigt at foretage en vurdering af, om de ressourcer, Det Europæiske Fællesskab råder over til humanitær bistand, er tilstrækkelige i lyset af de komparative fordele. Medlemsstaterne bør også overveje at øge deres bilaterale bidrag til humanitær bistand samtidig med, at den samlede ODA øges.

39.

Stillet over for humanitære behov skal der tages hensyn til særligt sårbare grupper. EU vil være særlig opmærksom på kvinder, børn, ældre, syge og handicappede, og på at tage deres specifikke behov op. Endvidere skal alle aspekter af humanitær bistand omfatte strategier for beskyttelse mod seksuel og kønsbaseret vold.

40.

Det er nødvendigt at tage spørgsmålet om hurtighed og kvalitet op, når der ydes humanitær bistand. Som donorer har vi ansvaret for at sikre, at den ydede bistand er den bedst mulige og er tilpasset formålet med dem. Den humanitære indsats bør derfor følge et sæt internationalt anerkendte standarder og principper. De findes i adfærdskodeksen for katastrofehjælp for Den Internationale Røde Kors- og Røde Halvmåne-bevægelse og ikke-statslige organisationer (7) og er i det store og hele indarbejdet i det humanitære charter. Via Sphère-projektet er der fastsat bredt anerkendte generelle og sektorbestemte minimumsstandarder for katastrofehjælp (8). Disse principper for bistand svarer til de internationalt accepterede OECD-DAC-kriterier for evaluering af humanitær bistand (9). EU noterer sig også med tilfredshed arbejdet med retsakter, regler og principper for internationalt katastrofeberedskab.

41.

EU tilslutter sig fuldt ud disse principper, standarder og vurderingskriterier, der sammen med GHD-initiativet udgør den generelle ramme for at sikre kvaliteten i EU's humanitære bistand.

42.

Politikkerne i de forskellige sektorer inden for humanitær bistand, f.eks. sundhed, ernæring, vand og sanitet, støtte til sikring af eksistensgrundlag og beskyttelse, skal tilpasses konteksten og modtagerne for at have den størst mulige virkning. Princippet om ikke at gøre skade er det minimumskrav, der gælder for sådanne politikker og bistandsstrategier, hvilket også betyder, at miljøhensyn og andre langsigtede hensyn skal tages med i overvejelserne fra begyndelsen, også ved en kortsigtet katastrofeindsats.

43.

Ansvarlighed vil i forbindelse med humanitær bistand sige både at stå til ansvar over for Europas borgere for, at offentlige midler anvendes fornuftigt, og ansvarlighed over for mennesker med behov for bistand i lande, der står over for en humanitær krise, således at bistanden tilpasses omstændighederne og ydes på en måde, der fremmer udsigten til genopretning.

44.

Kvalitative input- og resultatindikatorer, kriterier for omkostningseffektivitet (f.eks. faste omkostninger i forhold til den støtte, der gives til modtagerne) og så vidt muligt inddragelse af lokalbefolkningen i de forskellige faser af bistandsprogrammerne, især ved langvarige kriser, er alle elementer, som EU vil overveje nøje.

45.

Ansvarlighed over for modtagerne betyder, at leverandøren af bistanden er forpligtet til at arbejde inden for rammerne af kvalitetsmæssige standarder, principper, politikker og retningslinjer, og det betyder fremme af uddannelse og kapacitetsopbygning, så modtagerne af bistanden bliver inddraget. En metode af høj kvalitet kræver en høj grad af pålidelighed hos partnerne, idet der anvendes kriterier for udvælgelse af dem, og resultatet af deres arbejde kontrolleres under gennemførelsen af operationen. Det bør være muligt at opnå en sådan kvalitetssikring hos partnerne under hensyntagen til deres størrelse og grad af specialisering.

46.

Derfor omfatter ansvarlighedsforanstaltninger finansiel kontrol med og rapportering om humanitære operationer, evaluering og måling af resultater og effektivitet, analyse af omkostninger og virkninger i forbindelse med forskellige reaktionsmuligheder, kvalitetssikring, gennemskuelighed, metoder der inddrager modtagerne, og kommunikation.

47.

Skal den humanitære bistand effektiviseres, er det væsentligt at foretage regelmæssige evalueringer og gøre status over erfaringer med hensyn til reaktion på specifikke kriser. EU vil med fordel kunne arbejde sammen om både fælles strategier og udveksling af oplysninger om de evalueringer, som de enkelte donorer foretager. EU vil derfor udveksle oplysninger om planlægning og resultater af og reaktioner på evalueringen, herunder om kvaliteten af partnerskabet, og gøre fælles status over erfaringer som reaktion på større kriser, der involverer flere donorer. EU bør i fællesskab tage sin samlede ydelse af humanitær bistand op til revision regelmæssigt, om muligt hvert år.

48.

En hurtig og effektiv reaktion på humanitære kriser som støtte til lokale kapaciteter er afhængig af, at der findes partnere på stedet, navnlig civilsamfundet og bemyndigede internationale organisationer, hvis legitimitet, ekspertise og ressourcer sætter dem i stand til at klare et bestemt aspekt af en krise.

49.

FN og dets hjælpeorganisationer er kernen i det internationale humanitære system som normsætter, koordinator og en vigtig iværksætter af humanitær bistand. Tilsvarende har Den Internationale Røde Kors Komité et særligt mandat, som bygger på internationale traktater, og komitéen er i mange sammenhænge, navnlig i konfliktsituationer, en af de få — sommetider den eneste — partner med adgang til at kunne yde beskyttelse og levere humanitær bistand. De nationale Røde Kors- og Røde Halvmåneselskaber, der støttes af Det Internationale Forbund af Røde Kors- og Røde Halvmåne-selskaber er specielt rodfæstede i lokale samfund og er ofte de bedst placerede med henblik på at yde en omgående indsats i forbindelse med naturkatastrofer. Ikke-statslige organisationer (ngo'er) er væsentlige for den humanitære indsats, idet de yder den overvejende del af den internationale humanitære bistand som følge af deres tilstedeværelse på stedet og deres fleksibilitet, og de har ofte et højt specialiseringsniveau. De er også et direkte udtryk for aktivt borgerskab i den humanitære sags tjeneste.

50.

EU understreger, at det i sagens natur støtter mange forskellige gennemførelsespartnere — FN, Røde Kors-/Røde Halvmåne-bevægelsen og ngo'erne — og anerkender, at hver enkelt har komparative fordele, når der skal reageres på bestemte situationer eller omstændigheder. EU anerkender imidlertid også, at det er nødvendigt med tæt koordination, sammenhæng og komplementaritet mellem gennemførelsespartnerne på stedet.

51.

I EU og på internationalt plan findes der forskellige tilgange til udvælgelse og kvalitetssikring af gennemførselspartnere, der yder humanitær bistand. EU-donorernes kriterier for udvælgelse af gennemførelsespartnere omfatter professionalisme og ledelseskapacitet, kapacitet til at reagere på konstaterede behov (teknisk og logistisk kapacitet, herunder tilstedeværelse og adgang), respekt for humanitære principper og international ret samt internationale adfærdskodekser, retningslinjer og bedste praksis inden for ydelse af bistand, særligt kendskab eller bemyndigelse, omkostningseffektivitet, lokalt partnerskab og erfaringer i operative kontekster, vilje til at deltage i koordinationsaktiviteter med henblik på overordnet operationel effektivitet, ansvarlighed, herunder gennemskuelig rapportering om resultater, og kvaliteten af gennemførelseskapaciteten, herunder forsvarlig økonomisk forvaltning. EU's medlemsstater og Kommissionen vil ud fra deres forskellige traditioner udveksle oplysninger om deres praksis i forbindelse med udvælgelse af gennemførelsespartnere.

52.

Tildelingen af støtte kræver særlige administrative procedurer, der varierer fra donor til donor. Alle EU-donorer vil søge at maksimere muligheden for fleksibilitet i deres systemer og strømline deres procedurer, i det omfang det er muligt, for at lette den administrative byrde, der hviler på gennemførelsesorganisationerne, samtidig med at de sikrer kvalitet i partnerskabet og stor ansvarlighed i forbindelse med ydelsen af støtte.

53.

Den lokale reaktion på en humanitær krise er en vigtig komponent. Lokale aktører står i forreste linje, når katastrofen pludselig rammer, og de er i stigende grad også i centrum for den humanitære reaktion i komplekse nødsituationer. EU vil undersøge, hvordan det bedst kan tilbyde støtte til kapacitetsopbyggende aktiviteter med henblik på vedvarende styrkelse af det lokale katastrofeberedskab og tilskynde gennemførelsespartnerne til at indgå partnerskaber med lokale organisationer i de berørte samfund.

54.

I EU findes der allerede forskellige kapaciteter for hurtig deployering af specialhold og hurtig afsendelse af humanitær hjælp eller nødhjælp. EU søger at undgå overlapning ved at styrke sin indsats for at lukke kapacitetshuller med udgangspunkt i eksisterende systemer til støtte for den internationale indsats, navnlig de forskellige regionale logistiske knudepunkter.

55.

EU vil derfor undersøge, hvordan det kan forbedre sin reaktionsevne i forbindelse med humanitære kriser ved at samarbejde med udgangspunkt i eksisterende komparative fordele, idet der sker en koordinering med den indsats, der gøres af det humanitære samfund i bredere forstand. EU søger at underbygge internationale bestræbelser på at kortlægge og lukke konstaterede kapacitetshuller, især inden for international koordinering af logistik, transport, kommunikation og accelereret opbygning til hurtig udrykning ved katastrofer. EU vil give en bred vifte af partnere bedre adgang til fælles humanitære tjenester.

56.

EU vil i første omgang bidrage med en gennemsigtig og omfattende kortlægning af alle elementer i sine nuværende kapaciteter for at få et overblik over de eksisterende og potentielle kapaciteter og over, hvordan de kan udnyttes mest effektivt.

57.

Brugen af civilbeskyttelsesressourcer og militære aktiver som reaktion på humanitære situationer skal følge retningslinjerne for anvendelse af militære og civile midler i komplekse nødsituationer (10) og Oslo-retningslinjerne for anvendelse af militære og civile midler til international katastrofehjælp (11), især for at sikre overensstemmelse med de humanitære principper om neutralitet, medmenneskelighed, upartiskhed og uafhængighed. EU vil fremme en fælles forståelse af disse retningslinjer. EU vil også tilskynde til fælles uddannelse i international ret og de grundlæggende humanitære principper.

58.

Den europæiske humanitære bistand kan trække på forskellige af Fællesskabets og medlemsstaternes instrumenter, herunder civilbeskyttelsesressourcer, der omfatter en lang række statsejede og ikke-statslige aktiver. Når disse aktiver indsættes med henblik på en humanitær opgave i tredjelande, står de under civil ledelse og deployeres i princippet efter en formel anmodning fra den berørte stat. De udsendes bilateralt gennem FN eller monitorerings- og informationscentret (MIC) inden for rammerne af Fællesskabets civilbeskyttelsesmekanisme. Medlemsstaterne anvender i stigende grad deres civilbeskyttelseskapacitet ved katastrofer i tredjelande, navnlig naturkatastrofer og teknologiske og miljømæssige nødsituationer. Når der indsættes civilbeskyttelsesressourcer i humanitære kriser, bør brugen af disse være behovsbaseret og supplere og harmonere med den humanitære bistand. Det er derfor vigtigt, at der sker en tilstrækkelig koordinering mellem de forskellige europæiske aktører og instrumenter, og at FN's overordnede rolle som koordinator respekteres. På EU-plan sker anvendelsen af civilbeskyttelsesressourcer inden for rammerne af mekanismem i tæt samarbejde med formandskabet. Civilbeskyttelsespersonale, der udsendes i humanitært øjemed, er altid ubevæbnet.

59.

I forbindelse med naturkatastrofer og teknologiske og miljømæssige nødsituationer kan civilbeskyttelsesressourcer give et væsentligt bidrag til humanitære hjælpeaktioner baseret på humanitære behovsvurderinger og deres mulige fordele hvad angår hurtighed, specialisering, effektivitet og virkninger, især i den tidlige fase af hjælpeaktionen.

60.

Brug af civilbeskyttelsesressourcer i komplekse nødsituationer bør være en undtagelse. Brug af disse i forbindelse med komplekse nødsituationer, herunder skrøbelige situationer, er særlig ømtålelig og følsom, da der er en risiko for, at opfattelsen af en hjælpeaktions neutralitet og upartiskhed bliver undergravet. Resultatet heraf kan være, at hjælpearbejdere og den ramte befolkning bliver udsat for angreb fra krigsførende parter, samt at nødhjælpsarbejderne nægtes adgang til den ramte befolkning ikke kun under den aktuelle, men også under fremtidige nødsituationer. Denne risiko skal afvejes nøje mod befolkningens øjeblikkelige behov og nødvendigheden af at indsætte civilbeskyttelsesressourcer for at dække disse. Når civilbeskyttelse sættes ind i komplekse nødsituationer, bør det ske under FN's vejledning.

61.

Under meget specifikke forhold kan der trækkes på militære aktiver, navnlig med henblik på støtte til logistik og infrastruktur i forbindelse med naturkatastrofer. EU har udviklet en generel ramme for medlemsstaternes anvendelse af militære eller militært chartrede transportaktiver og ESFP-koordineringsredskaber til støtte for EU's katastrofeindsats (13). Der er udarbejdet operative standardprocedurer. EU har også indført ordninger for militær støtte til EU's katastrofeberedskab (identifikation og koordinering af disponible aktiver og kapaciteter) (14). For ikke at udviske linjerne mellem militæroperationer og humanitær bistand er det vigtigt, at der kun gøres brug af militære aktiver og kapaciteter i meget begrænsede tilfælde til støtte for humanitære hjælpeoperationer som en »sidste udvej«, dvs. når der ikke findes et tilsvarende civilt alternativ, og når kun brug af militære aktiver, som er unikke med hensyn til kapacitet og disponibilitet, kan imødekomme et kritisk humanitært behov.

62.

Når militære aktiver og kapaciteter tages i brug i sådanne situationer, skal det respekteres, at det er den berørte stats kompetente myndigheder, der har det primære ansvar, mens FN har det overordnede ansvar for at koordinere den internationale nødhjælp i tredjelande.

63.

EU bekræfter, at en humanitær aktion, der gør brug af militære aktiver, skal bevare sin civile natur og karakter. Dette betyder, at de militære aktiver vil forblive under militær kontrol, men den humanitære operation som helhed skal forblive under den ansvarlige humanitære organisations overordnede myndighed og kontrol, især OCHA og den humanitære koordinator (med overordret ansvar for hjælpeindsatsen). Dette fører ikke til civil kommando- og kontrolstatus over militære aktiver.

64.

EU finder, at civil-militær koordinering — som det uundværlige samspil mellem de civile/humanitære og de militære aktører i humanitære kriser — er af vital betydning for at beskytte og fremme humanitære principper. Koordineringen lettes gennem dialog, samarbejde og fælles uddannelse.

65.

EU bekræfter sit tilsagn om, at medlemsstaternes militære eller militært chartrede transportaktiver og/eller andre kapaciteter til humanitære livreddende aktioner bør stilles til rådighed for den berørte stat eller den modtagende humanitære aktør uden beregning. EU opfordrer de humanitære og militære aktører til at øge indsatsen for at forbedre den gensidige forståelse og respekt for deres respektive mandater og roller og til at samarbejde om potentielle strategier for katastrofeberedskab. Med henblik herpå forpligter EU sig til at udsende en eller flere civil-militære forbindelsesofficerer, som skal lette og tage aktivt del i den civil-militære koordinering, når der er behov herfor, og det er hensigtsmæssigt.

66.

Humanitær indsats er et kollektivt ansvar på internationalt plan, som involverer mange forskellige organisationer, regeringer, lokalsamfund og enkeltpersoner. Et af de grundlæggende elementer i EU's tilgang er at støtte udvikling af den kollektive globale kapacitet til at reagere på humanitære kriser. EU forpligter sig til ikke at overlappe eksisterende internationale mekanismer.

67.

De internationale bestræbelser på at sikre en hensigtsmæssig samlet humanitær indsats er blevet styrket i de seneste år som følge af reformerne af det humanitære system, som FN har stået i spidsen for i samarbejde med andre humanitære aktører og donorer. EU gentager sin stærke støtte til reformen af det humanitære system, som skal sikre en bedre indsats over for dem, der har behov for hjælp.

68.

En af de store udfordringer er at forhøje den samlede støtte til humanitære aktioner, så den dækker de stigende behov. EU støtter målet om, at finansieringen af humanitære aktioner skal være mere forudsigelig og fleksibel, både via multilaterale og direkte (bilaterale) mekanismer, som hver især har sine komparative fordele. Med henblik herpå er der oprettet nye finansielle mekanismer, navnlig FN's Humanitære Fond (CERF) og de fælles humanitære fonde (15). EU hilser disse nye mekanismer velkommen som et nyttigt supplement til en række eksisterende finansielle instrumenter. EU erindrer om, at bidragene til CERF bør supplere de nuværende forpligtelser (16) og ikke flytte direkte finansiel støtte, der er til rådighed for andre humanitære operationer og alle gennemførelsespartnerne.

69.

EU hilser med tilfredshed den vægt, som FN lægger på »underfinansierede« kriser gennem en særlig komponent i CERF, der tager sigte på at kanalisere supplerende midler til disse kriser, navnlig når de svarer til »glemte kriser« (17), og erindrer om vigtigheden af, at tildelingen af CERF-midler er gennemsigtig og behovsbaseret.

70.

Et andet vigtigt område, hvor der sættes ind for at forbedre den globale reaktion på humanitære kriser, er forsøget på at sikre større sammenhæng og koordinering mellem de forskellige aktører og en klar prioritering og identifikation af mangler i reaktionen ved brug af den såkaldte »cluster-approach« (18) samt styrkelse af det humanitære koordinatorsystem. EU støtter i fuldt omfang disse bestræbelser og erindrer om, at de bør omfatte alle aktører på det humanitære område og forbedre den humanitære bistand på stedet til de mest trængende.

71.

Ud over de bestræbelser med hensyn til humanitær bistand, der gøres i EU, anerkender EU fuldt ud, at det er nødvendigt at arbejde tæt sammen med andre om spørgsmål, der vedrører god donorpraksis, effektiv humanitær reaktion og bevidstgørelse. EU bekræfter på ny, at dets indsats bør være fast forankret i bredere internationale tiltag med OCHA i den centrale koordinerende rolle. FN's Generalforsamlings resolution 46/182 er fortsat en vejledende reference i den forbindelse.

72.

EU anerkender, at dets bidrag som en union med traditionelle (statslige) donorer af humanitær bistand kun udgør en lille del af den samlede solidaritet og medmenneskelighed, som ofte kommer til udtryk via private gaver og udvidet familie- eller gruppestøtte til dem, der har behov herfor. En udvidelse af det statslige donorgrundlag vil kunne bidrage væsentligt til imødekommelse af de stigende behov på det humanitære område. Alle former for humanitær bistand bør gives i overensstemmelse med de humanitære principper. For at sikre, at ressourcerne følger med behovene, og medvirke til at styrke ansvarligheden er det vigtigt, at alle donorer indberetter deres støttebidrag på det humanitære område til OCHA's finansielle sporingstjeneste. Det kunne være hensigtsmæssigt at se på, hvordan midler, der ikke kommer via regeringer, kan registreres bedre i det finansielle sporingssystem, så man bevarer et præcist billede af den samlede humanitære indsats.

73.

EU vil fortsat arbejde tæt sammen med andre store donorer af statslig humanitær bistand både som led i initiativet for god humanitær bistand og gennem en lang række kontakter mellem donorer i såvel bilateral som multilateral kontekst. EU vil også tilskynde til fælles og bilaterale »outreach«-bestræbelser med henblik på at udvide donorgrundlaget ud over dets traditionelle grænser.

74.

EU anerkender, at den lokale kapacitet er et centralt element, når der skal reddes liv, navnlig i forbindelse med pludselige naturkatastrofer. EU vil derfor styrke sine bestræbelser for at tilvejebringe mere lokal kapacitetsopbygning til dem, der er bedst placeret med henblik på at reagere, når katastrofen rammer.

75.

EU anerkender, at et forbedret beredskab, der kan mindske risici og sårbarhed, er afgørende med henblik på at redde liv, navnlig i områder, der er sårbare over for naturkatastrofer og klimaændringer. EU har givet tilsagn om at ville fremme katastrofeforebyggelse og -beredskab i udviklingslandene gennem en sammenhængende og koordineret indsats på lokalt, nationalt og regionalt plan. EU vil derfor fremme de internationale bestræbelser inden for Hyogo-handlingsplanen og arbejde for, at den internationale strategi til forebyggelse af naturkatastrofer skal have en koordinerende rolle med henblik på at øge kapaciteten til at håndtere situationen på alle niveauer ved strategisk planlægning og handling.

76.

EU vil udarbejde en overordnet EU-politik, som skal støtte aktioner på området med særligt fokus på lande og regioner, der er særligt udsatte for katastrofer, og på de mest sårbare grupper. EU vil støtte fællesskabsbaserede beredskabsaktiviteter i humanitære operationer og integrere katastrofeforebyggelse i sin udviklingspolitik på grundlag af ejerskab og nationale strategier i de lande, der er særligt udsatte for katastrofer (19)  (20).

77.

Genopretning og genopbygning efter en katastrofe er en stor udfordring, som kræver en strukturel og udviklingsmæssig indsats ud over den umiddelbare nødhjælp. Det er derfor vigtigt at sikre, at humanitære, udviklingsmæssige og andre relevante bistandsinstrumenter arbejder bedre sammen, navnlig i skrøbelige situationer, og når samfund kæmper for at overvinde følgerne af kriser. En bedre sammenkobling af nødhjælp, rehabilitering og udvikling (LRRD) kræver, at de humanitære aktører og udviklingsaktørerne koordinerer indsatsen fra de tidligste faser af en krisereaktion og handler parallelt, så der sikres en glidende overgang. Det kræver, at der er en gensidig bevidsthed om de forskellige metoder, instrumenter og tilgange hos alle bistandsaktører og fleksible og innovative overgangsstrategier. På internationalt plan ser den såkaldte »early recovery cluster« specielt på, hvordan man kan tackle sammenkoblingen af nødhjælp og udviklingshjælp i de tidligste faser af en katastrofeindsats.

78.

EU vil samarbejde om at fremme praktiske tilgange til LRRD. Disse tilgange bør baseres på de indhøstede erfaringer og være vendt mod bedre samarbejde mellem de humanitære og de udviklingsbaserede organisationer og andre støtteaktører, herunder i det internationale samfund, navnlig på feltniveau og i skrøbelige situationer eller komplekse nødsituationer. I overgangssituationer er det fortsat nødvendigt at sikre synergier mellem humanitær bistand og udviklingsbistand samtidig med, at deres forskellige mål, principper og metoder, overholdes.

79.

Fællesskabets politik med hensyn til humanitær bistand reguleres af Rådets forordning (EF) nr. 1257/96 af 20. juni 1996 (21), der skitserer de vigtigste mål for Fællesskabets humanitære bistand til tredjelande.

80.

Fællesskabet vil følge de fælles principper og den bedste praksis, der er fastlagt i første del, inden for den generelle ramme, der er opstillet for ydelse af humanitær bistand fra EU.

81.

Fællesskabet kan karakteriseres ved dets komparative fordel og merværdi, som muliggør komplementaritet med medlemsstaternes og andre humanitære donorers bilaterale politikker.

82.

På Fællesskabets vegne tilvejebringer Kommissionen merværdi på følgende måder:

83.

For det første ved en global tilstedeværelse. Gennemførelse af humanitær bistand fra Fællesskabet støttes gennem et netværk af stedlige eksperter verden over, som arbejder fra lokale kontorer, herunder regionale støttekontorer. Det gør Fællesskabet som donor til en af blot få med omfattende specialiseret humanitær tilstedeværelse på lokalt plan. Desuden kan Kommissionen trække på støtte fra sit omfattende netværk af delegationer. Herved kan Fællesskabet udføre sit arbejde med tildeling af bistand på effektiv vis på grundlag af tilstedeværelse, ekspertise (især vedrørende behovsvurdering) og reaktionshastighed og bistå partnere aktivt på stedet med at forbedre den samlede humanitære indsats. Endvidere er Fællesskabet velplaceret til efter behov hurtigt at supplere EU-medlemsstaternes bilaterale bidrag som svar på kriser.

84.

For det andet ved med støtte fra medlemsstaterne at sikre sammenhæng i Fællesskabets politikker, især på berøringspunkterne mellem Fællesskabets politikker på områderne humanitær bistand, udvikling, fødevaresikkerhed, folkesundhed og menneskerettigheder, herunder ved at sammenkoble nødhjælp, rehabilitering og udvikling (LRRD), katastrofeforebyggelse og beredskabsstrategier.

85.

For det tredje ved at fremme god humanitær praksis. Gennem årene har Fællesskabet opbygget en høj grad af anerkendelse som referencedonor og vigtig bidragyder til den humanitære indsats. Fællesskabet er førende med hensyn til at sikre, at tildelinger af humanitær bistand er behovsbaseret, og at ingen humanitær krise overses i den internationale humanitære indsats. Fællesskabet befinder sig også i en enestående position med hensyn til at kunne tilskynde andre humanitære donorer til at gennemføre effektive og principfaste humanitære bistandsstrategier.

86.

For det fjerde har Fællesskabet ofte en komparativ fordel ved at være i stand til mere smidigt at intervenere i politisk følsomme situationer.

87.

For det femte ved at lette koordinering. Kommissionen vil fortsat fremme en tæt koordinering mellem dens egne aktiviteter og medlemsstaternes aktiviteter, både på beslutningsniveau og på stedet. Kommissionen vil også fremme koordinering med andre donorer og arbejde med FN-systemet for at sikre strategisk koordinering af både specifikke krisereaktioner og politikspørgsmål såvel i hovedkvarteret som lokalt.

88.

Til vurdering af behov har Kommissionen udviklet en særlig metodologi til analyse af den generelle sårbarhed og krisetilstand på et sammenligneligt landeplan på årsbasis — den globale behovsvurdering. Den er offentliggjort og er blevet vidt udbredt som »god praksis« inden for rammerne af god humanitær bistand. Denne tilgang danner rammen for Fællesskabets årlige programstrategi for humanitær bistand. Der foretages detaljerede behovsvurderinger til udformning af den specifikke kriseindsats, idet der trækkes på værdifuld operationel ekspertise og opretholdes tæt forbindelse til gennemførelsespartnerne.

89.

For at sikre en retfærdig tilgang med særlig opmærksomhed rettet mod kriser, der overses i den samlede humanitære indsats, anvender Kommissionen en særlig tilgang for at kortlægge »glemte kriser« og for at sikre en passende finansiel bistand.

90.

Kommissionen har gennem sin katastrofeberedskabsfinansiering, herunder DIPECHO, med støtte fra det humanitære bistandsbudget, erhvervet betydelig praktisk erfaring med katastrofeberedskab med hovedvægten lagt på fællesskabsbaserede aktiviteter, herunder bevidstgørelse, kriseøvelser, lokale varslingssystemer, uddannelse og træning. Disse aktiviteter skal mildne følgerne af katastrofer for udsatte befolkningsgrupper. Denne fællesskabsbaserede katastrofeberedskabstilgang bør fortsætte sammen med andre bestræbelser på at få katastrofeforebyggelse integreret i udviklingsbistanden på længere sigt.

91.

Kommissionen vil opretholde en bistandsindsats af høj kvalitet og evnen til at reagere hurtigt. Med henblik herpå kunne den med fordel styrke sit kriseberedskab, herunder situationsvurderinger og analyser af reaktionskapaciteten og evnen til hurtigt at øge kapaciteten, især under anvendelse af Kommissionens omfattende ekspertise og tilstedeværelse på det humanitære område (ECHO's eksperter og regionale støttekontorer). Kommissionens ordninger vil fortsat indebære en fordel og bør knytte an til de ordninger, der træffes af medlemsstaterne og af gennemførelsespartnerne (herunder FN's katastrofebedømmelses- og -koordineringshold).

92.

Kommissionen arbejder i tæt partnerskab med de humanitære organisationer, især FN's hjælpeorganisationer, Røde Kors/Røde Halvmåne og ngo'er, som er bedst placeret med hensyn til at yde humanitær bistand på stedet. En stærk partnerskabstilgang er fastlagt i de aftaler, der regulerer forbindelserne med disse organisationer.

93.

Fællesskabet skal med hensyn til både civilbeskyttelses- og krisereaktionsmekanismer sikre, at den humanitære indsats er uafhængig af andre mål såsom politiske og militære mål.

94.

På EU-plan gælder et stringent finansielt ansvar vedrørende Fællesskabets budget. Rapporteringskravene og -procedurerne for den humanitære bistand, der forvaltes af Kommissionen, er derfor nu blandt de strengeste i kredsen af de vigtigste officielle donorer. Dette er et klart krav om ansvarlighed over for de europæisk borgere, og det overvåges nøje af institutionerne og kommer til udtryk ved, at alle afgørelser om fællesskabsfinansiering offentliggøres. Fællesskabet vil fortsætte bestræbelserne på at strømline og forenkle sine procedurer for humanitær bistand med henblik på at formindske den administrative byrde for de gennemførende organisationer inden for rammerne af de gældende regler. Harmonisering af Fællesskabets rapportering på det humanitære område finder sted i overensstemmelse med gældende bestemmelser om almindeligt finansielt ansvar og kontrol.

95.

For at sikre og styrke effektiviteten og sammenhængen i Fællesskabets og medlemsstaternes humanitære bistandssystemer anvender Kommissionen et »14 punktsystem« for medlemsstaternes rapportering af deres humanitære bidrag. Denne rapportering harmoniseres med og sendes til OCHA's finansielle sporingstjeneste til gavn for den samlede kvalitet af rapporteringen på det humanitære område.

96.

Medlemsstaterne og Europa-Parlamentet støtter Kommissionen i gennemførelsen af god donorpraksis og vil nøje overveje spørgsmålet om, hvorvidt budgettildelingen til humanitær bistand under de kommende finansielle overslag er tilstrækkelig.

97.

Konkret vil Fællesskabet på mellemlangt sigt søge at:

98.

Fællesskabet søger derfor at skabe merværdi ved selv at omsætte god donoradfærd og stærkt partnerskab til praksis og samtidig tilskynde andre til også at gøre det, ved at fremme behovsbaserede bistandsindsatser af høj kvalitet, som inddrager erfaringerne fra tidligere kriser, og ved løbende at stræbe efter at gøre det bedre og mere professionelt i forbindelse med ydelsen af bistand.

99.

Med vedtagelsen af denne erklæring forpligter Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen sig til at arbejde for fremme af effektiviteten af EU's humanitære bistand.

100.

Europa-Kommissionen vil forelægge en handlingsplan for de praktiske foranstaltninger til gennemførelse af denne erklæring i tæt samråd med de øvrige relevante interessenter og under behørig hensyntagen til de respektive roller og kompetencer hos alle de aktører, der er involveret i ydelsen af humanitær bistand fra EU.

101.

EU's fremskridt med gennemførelsen af denne konsensus om humanitær bistand bør drøftes regelmæssigt i Rådet og med Europa-Parlamentet og tages op til revision fem år efter undertegnelsen.

30.1.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 25/13

1.1.

COSAC bifalder formandskabets konklusioner på Det Europæiske Råd i Bruxelles den 21. og 22. juni, hvor der blev opnået enighed om at indkalde en regeringskonference i henhold til EU-traktatens artikel 48.

1.2.

COSAC støtter formandskabets faste standpunkt hvad angår regeringskonferencens metode og tidsplan, så den kan udføre sit arbejde i overensstemmelse med det klare og præcise mandat, som Det Europæiske Råd har besluttet. COSAC bifalder det forhold, at regeringskonferencens mandat sigter mod en yderligere udvikling af de nationale parlamenters rolle i EU, mens det bevarer kernen af 2004-regeringskonferencen på dette område.

1.3.

COSAC udtrykker sin støtte til formandskabets mål om at fuldende regeringskonferencens arbejde så hurtigt som muligt. Derfor håber COSAC, at reformtraktaten bliver godkendt under stats- og regeringschefernes uformelle møde den 18. og 19. oktober, så de nye institutionelle bestemmelser, når de er ratificeret, vil være på plads inden valget til Europa-Parlamentet, som afholdes i juni 2009.

1.4.

COSAC mener, at såvel de nationale parlamenters som Europa-Parlamentets rolle i EU's beslutningsproces vil blive øget og styrket som et resultat de nye subsidiaritetsprocedurer og yderligere bestemmelser i den nye reformtraktat. Disse mekanismer skal bidrage til at sikre, at de nationale parlamenter bliver tættere involveret i EU's beslutningsproces og spiller en stærkere rolle over for deres regeringer i EU-anliggender.

1.5.

COSAC vil sætte pris på en afklaring i artikel 6 i protokol nr. 2 til traktaten om Den Europæiske Union (protokol om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet) med det formål, at tidsrammen på otte uger til kontrol med overholdelse af nærhedsprincippet først bør begynde, når et udkast til retsakt er blevet videresendt til de nationale parlamenter på alle Unionens officielle sprog.

1.6.

Yderligere erkender COSAC, at implementeringen af de nationale parlamenters nye rettigheder inden for rammerne af den nye reformtraktat ikke blot kræver en øget dialog mellem de nationale parlamenter, men også et fuldt samarbejde med de europæiske institutioner for at sikre en udveksling af informationer med de nationale parlamenter med henblik på at fremme gennemsigtighed, demokrati og legitimitet i forbindelse med EU-lovgivningen. Den igangværende regeringskonference skulle derfor være en god lejlighed til at styrke kommunikationskanalerne til de nationale parlamenter, så de kan blive tæt inddraget og få deres synspunkter taget i betragtning COSAC ønsker, at de nationale parlamenter tilknyttes regeringskonferencer.

2.1.

Kommissionen begyndte i september 2006 at videresende alle nye forslag og høringsdokumenter direkte til de nationale parlamenter og opfordrede disse til at give tilbagemeldinger med henblik på at forbedre hele politikudformningsforløbet. COSAC bemærker, at vurderingen af denne mekanisme omtrent et år efter generelt er positiv. Denne mekanisme bragte en ny dimension til de nationale parlamenters samarbejde med Kommissionen og letter de nationale parlamenters overvågning af EU-anliggender.

2.2.

COSAC bifalder Kommissionens tilsagn om at tage de synspunkter i betragtning, som er fremsat af de nationale parlamenter. Denne mekanisme må bevares sideløbende med implementeringen af de bestemmelser om de nationale parlamenter, som reformtraktaten indeholder. Den har tilskyndet mange nationale parlamenter til at indtage en mere aktiv rolle i den lovgivningsmæssige forberedelsesfase og har derved øget deres muligheder for at deltage aktivt i en tidlig fase i processen.

2.3.

COSAC understreger vigtigheden af den dialog, som udvikles mellem Kommissionen og de nationale parlamenter, og ønsker, at den vil inkludere et konkret tiltag til at underrette de nationale parlamenter om Kommissionens politikprojekter på et tidligt tidspunkt. I denne forbindelse gentager COSAC de ønsker, der allerede blev udtrykt under det XXXVII COSAC i Berlin om, at Kommissionen tager hensyn til de nationale parlamenters holdning i forbindelse med udformningen af dens lovgivnings- og arbejdsprogram for 2008.

2.4.

Hvad angår de udkast, som Kommissionen videresender til de nationale parlamenter, opfordrer COSAC Kommissionen til at uploade de forskellige kommentarer, den har modtaget fra de nationale parlamenter, til IPEX. COSAC opfordrer Kommissionen til at give de nationale parlamenter en vurdering af, hvordan den har taget, eller forventer at tage, disse i betragtning i den yderligere formulering af sin politik.

3.1.

COSAC bemærker, at de nationale parlamenter allerede tager aktivt del i implementeringen af Lissabon-strategien, særlig i deres rolle som lovgivere. COSAC ønsker dog en yderligere udvikling af den parlamentariske kontrol med den åbne koordinationsmetode vedrørende Lissabon-strategien.

3.2.

COSAC opfordrer parlamenterne til at forsøge at få indflydelse på den tidlige fase i processen, da dette vil sikre forbindelsen til den efterfølgende implementeringsfase, hvor parlamenterne er inddraget. COSAC understreger vigtigheden af de nationale parlamenter i Lissabon-strategien, særlig hvad angår deres nationale ansvar og synlighed.

3.3.

COSAC understreger, at en øget elektronisk interparlamentarisk udveksling af information og bedste praksis, hvad angår overvågning af Lissabon-strategien, yderligere ville bidrage til en styrkelse af den rolle, som parlamenter kan spille på dette område. COSAC bifalder i denne forbindelse det forhold, at de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet fortsætter deres samarbejde inden for rammerne af de fælles parlamentariske møder, som siden 2005 har været afholdt forud for Det Europæiske Råds forårsmøde.

3.4.

COSAC opfordrer alle de nationale parlamenter til at undersøge emnet, navnlig før den forestående revision af Lissabon-strategien ved Det Europæiske Råds forårsmøde i 2008, under det slovenske formandskab, og understreger vigtigheden af, at de nationale parlamenter underrettes om de igangværende forberedelser til den nye tre-års-implementeringsperiode fra 2008-2011.

4.1.

COSAC understreger den strategiske vigtighed af Middelhavsområdet for EU. EU-politikken over for middelhavspartnerne skal bidrage aktivt til fremme af politisk stabilitet, sikkerhed og endvidere til udviklingen af et fælles velstandsområde. COSAC opfordrer til at skabe en social og kulturel dialog, så en bedre forståelse mellem befolkninger og de forskellige religioner bliver fremmet.

4.2.

COSAC opfordrer EU's medlemsstater til at anvende de eksisterende politiske instrumenter, navnlig Euro-Middelhavspartnerskabet og den europæiske naboskabspolitik, på en mere sammenhængende og rationaliseret måde, så Barcelona-associeringsaftalernes omfattende sæt af politiske forskrifter kan blive ordentligt forbundet med de enkelte partnerstaters hjemlige politiske programmer. COSAC understreger, at forbindelsen mellem de tre samarbejdsområder — fred, handel og civilsamfund — har brug for at blive fremhævet. COSAC ønsker, at en styrkelse af samarbejdet på kultur- og universitetsområdet opføres på dagsordenen for Euro-Middelhavsområdet med henblik på at udvikle et specifikt område, der beskæftiger sig med den kulturelle identitets-dimension.

4.3.

COSAC understreger, at den parlamentære dimension af Euro-Middelhavspartnerskabet er af afgørende betydning, særlig når de mulige prioriteter i bilaterale og multilaterale dimensioner skal fastsættes. Den bifalder også de kontakter og udvekslinger, der finder sted inden for rammerne af venskabsgrupper, besøg og missioner. COSAC understreger, at alle disse kan bidrage væsentligt til partnerskabets synlighed og samtidig skabe en vis følelse af ejerskab hos alle parterne, som er inddraget i denne proces.

4.4.

COSAC opfordrer de involverede partnere til at samarbejde tæt for at finde en omfattende og integreret politik på migrationsområdet, der kan skabe den nødvendige forbindelse mellem forventningerne på begge sider og vurdere, på hvilken måde migration bringer fordele til de involverede parter. COSAC understreger behovet for at tage det alvorlige emne med illegal indvandring op, idet den fulde respekt for menneskerettigheder skal sikres, inklusiv behovet for en effektiv bekæmpelse af menneskesmugling, som er årsag til tab af liv og en omfattende nød og erkender, at indvandring og udvikling er indbyrdes tæt forbundet. Det er også yderst vigtigt at erkende fordelen ved lovlig indvandring, særlig når det gælder kvalificerede tilkomne på det europæiske arbejdsmarked.

5.1.

COSAC opfordrer de europæiske institutioner, som er inddraget i de interinstitutionelle aftaler, til, når de fastlægger EU's flerårige ramme (de såkaldte »finansielle overslag«), at informere de nationale parlamenter om denne rammes prioriteter og strategier.

5.2.

COSAC opfordrer de nationale parlamenter til yderligere at udvikle deres kontrol på disse specifikke områder, særlig den flerårige ramme, de specifikke udgiftskrævende programmer og det årlige budget. Denne tredobbelte kontrolstruktur kan give en bredere og dybere indsigt i strukturen i EU's finansielle programmer.

5.3.

Hvad angår budgetrevisionen i 2008-2009 opfordrer COSAC de nationale parlamenter til at give udtryk for deres synspunkter før afslutningen af denne revision, særlig igennem en aktiv deltagelse i den konference, som Kommissionen afholder, efter at høringsperioden fastsat af denne institution udløber. De nationale parlamenter opfordres også til at udveksle informationer om resultaterne af deres kontrol og om, hvorvidt de har indgivet deres holdninger direkte til Kommissionen.

30.1.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 25/16

30.1.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 25/17

—

Galway — Dublin

—

Kerry — Dublin

—

Knock — Dublin

—

Derry — Dublin

—

Donegal — Dublin

—

Sligo — Dublin.

—

Derry — Dublin med Knock — Dublin

—

Derry — Dublin med Donegal — Dublin

—

Knock — Dublin med Sligo — Dublin

—

Donegal — Dublin med Sligo — Dublin.

a)

tilstrækkelige midler og kapacitet til at gennemføre og drive den pågældende rute

b)

de nødvendige, gyldige licenser og certifikater (Air Operating Licence og Air Operator's Certificate, udstedt i henhold til JAR-OPS) og

c)

tidligere erfaring med passagerruteflyvning.

30.1.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 25/20

EPSO/AD/118/08 — TJEKKISKSPROGEDE (CS)

EPSO/AD/119/08 — LITAUISKSPROGEDE (LT)

EPSO/AD/120/08 — LETTISKSPROGEDE (LV)

EPSO/AD/121/08 — MALTESISKSPROGEDE (MT)

EPSO/AD/122/08 — SLOVAKISKSPROGEDE (SK)

EPSO/AD/123/08 — SLOVENSKSPROGEDE (SL)

30.1.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 25/21