25.6.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 162/1

1.1

Er der behov for og vil det være hensigtsmæssigt at tage fat på en grundig drøftelse af spørgsmålet om indførelse af en form for harmoniseret kollektivt søgsmål på europæisk plan og — i det mindste til at begynde med — navnlig på det forbruger- og konkurrenceretlige område: hvilken rolle skal det spille og inden for hvilke retlige rammer? Det er denne debat, EØSU har besluttet at genåbne.

1.2

EØSU har altid været fortaler for fastlæggelse på EU-plan af en form for gruppesøgsmål, der har til formål at opnå effektiv skadeserstatning i tilfælde af krænkelse af kollektive eller almindeligt udbredte rettigheder. En sådan klageadgang vil være et nyttigt supplement til den beskyttelse, der kan opnås ad såvel alternativ som retslig vej, især gennem søgsmål med påstand om forbud, som er fastlagt i direktiv 98/27/EF af 19. maj 1998.

1.3

EØSU har ved flere lejligheder påpeget nødvendigheden af en EU-indsats på dette område ud fra den betragtning, at en sådan indsats:

1.4

Den omstændighed, at nogle medlemsstater i de seneste år har indført forskelligartede retlige ordninger for repræsentation af kollektive forbrugerinteresser, mens andre endnu ikke har gjort det, skaber ulige adgang til domstolene til skade for gennemførelsen af det indre marked. EØSU beklager denne situation, så meget mere som borgernes tilfredshed og tillid er et af målene for gennemførelsen af det indre marked i det 21. årh. EØSU er særligt opmærksom på de konsekvenser, som ethvert indgreb kan få for de europæiske virksomheders konkurrenceevne, og påpeger, at uforholdsmæssigt store byrder i sidste ende vil falde tilbage på arbejdstagerne og forbrugerne.

1.5

EØSU foreslår derfor at bidrage til denne debat med konkrete forslag om de retlige rammer for et sådant gruppesøgsmål under hensyntagen til de nationale ordninger, der er i kraft i de europæiske lande, men også til erfaringerne i andre lande, som har udviklet sådanne søgsmål. Især henholder det sig til de principper, der er opstillet i OECD's ministerråds henstilling C(2007) 74 om bilæggelse af forbrugertvister og erstatning til forbrugere af 12. juli 2007.

1.6

Ved udformningen af sit forslag til lovgivningsinitiativ på EU-plan har EØSU taget hensyn til den retlige tradition, der er fælles for de europæiske retsinstitutioner, og til de fælles principper, der danner grundlag for medlemsstaternes civilretlige procedurer. EØSU har således valgt at se bort fra de aspekter, der kendetegner USA's »class action«, som er uforenelige med disse traditioner og principper. EØSU tager især afstand fra ethvert skridt i retning af indførelse af en praksis, hvor en betydelig andel af skadeserstatninger eller bøder i stil med de amerikanske »class action« overdrages til tredjeparter eller advokater i forbindelse med sagsanlæg på forbrugernes vegne.

1.7

Med udgangspunkt i målene og hensigten med et sådant instrument har EØSU analyseret de vigtigste valgmuligheder mht. retsorden (fordele og ulemper ved et system baseret på henholdsvis »opt-in«, »opt-out« eller en kombination heraf), dommerens rolle, skadeserstatning, appel og finansiering.

1.8

Retsgrundlaget for et sådant initiativ, og hvilket lovgivningsinstrument der skal anvendes, er blandt de andre vigtige spørgsmål, som EØSU også gennemgår og fremsætter forslag om.

1.9

EØSU minder i øvrigt om, at disse overvejelser over indførelsen af en ordning med gruppesøgsmål på ingen måde strider mod tilstedeværelsen og udviklingen af alternative former for tvistbilæggelse. EØSU har som en af de første peget på nødvendigheden af at skabe effektive instrumenter, som giver forbrugerne mulighed for at gøre deres individuelle eller kollektive rettigheder gældende uden at gå rettens vej. EØSU opfordrer til en mere ensartet anvendelse af ombudsmandsordninger og lignende på forbrugerområdet og især i de sektorer, hvor den grænseoverskridende handel er mest udviklet eller har de bedste fremtidsperspektiver.

1.10

Der foreligger en bred vifte af gruppesøgsmål for forbrugere, der har lidt tab, lige fra individuelle, frivillige og konsensusbaserede søgsmål og til gruppesøgsmål og retlige midler. Hvert af disse niveauer inden for bilæggelse af tvister skal fungere optimalt og gøre det lettere at opnå erstatning for lidte tab på det niveau, som er lettest tilgængeligt for de skadelidte.

1.11

EØSU glæder sig over, at Kommissionen har bebudet, at den vil undersøge emnet. Det understreger dog, at der sideløbende hermed kræves en reel politisk vilje for at nå frem til passende lovgivningsinitiativer.

1.12

Som talerør for det organiserede civilsamfund opfordrer EØSU Europa-Parlamentet, Rådet og medlemsstaterne til at sørge for, at denne undersøgelse gennemføres under hensyntagen til de forskellige parters interesser og under iagttagelse af proportionalitets- og nærhedsprincippet og at den følges op med de nødvendige politiske beslutninger, så der hurtigst muligt kan tages et initiativ i den foreslåede retning.

1.13

Som talerør for det organiserede civilsamfund opfordrer EØSU Europa-Parlamentet, Rådet og medlemsstaterne til at følge disse overvejelser op med de nødvendige politiske beslutninger, så der hurtigst muligt kan tages et lovgivningsmæssigt initiativ i denne retning.

2.1

Hensigten med denne initiativudtalelse er, i det mindste i første omgang, at lægge op til en bred debat om en retsordning for kollektive søgsmål (1) på EU-niveau og dennes rolle, navnlig inden for forbruger- og konkurrencelovgivningen (2). Det endelige formål med udtalelsen er at tilskynde civilsamfundet og de relevante EU-institutioner til at undersøge behovet for og virkningen af et sådant initiativ, overveje fastlæggelsen af dets juridiske form samt vilkår og betingelser for dets anvendelse inden for rammerne af et europæisk retligt område.

2.2

Den anvendte fremgangsmåde tager i den henseende udgangspunkt i en forudgående analyse af behovene i det indre marked og initiativets overensstemmelse med fællesskabsretten. Herefter undersøges dets kapacitet til effektivt og hurtigt at løse grænseoverskridende konflikter, navnlig med hensyn til forbrugernes økonomiske interesser.

3.1

Udviklingen af masseproduktion i anden halvdel af sidste århundrede udløste en voldsom stigning i mængden af handelstransaktioner, hvilket gennemgribende har ændret metoderne for indgåelse af kontrakter og aftaler om salg og forsyning af tjenesteydelser.

Informationssamfundet og mulighederne for fjernsalg og internethandel giver forbrugerne nye fordele, men de kan komme ud for nye former for pres og løbe risici ved indgåelsen af kontrakter.

3.2

Så længe der forekommer overtagelsestilbud, standardkontrakter, aggressive reklame- og marketingsformer, uhensigtsmæssig oplysning forud for indgåelsen af kontrakter, udbredt illoyal handelspraksis og konkurrencestridig praksis, kan dette være til skade for store grupper af forbrugere, som ofte ikke identificeres og kan være svære at identificere.

3.3

Procesretten i de traditionelle retssystemer, der har rod i romerretten, omfatter ikke altid passende søgsmålstyper, der nemt, hurtigt, billigt og effektivt kan forsvare individuelle homogene interesser, forbrugergruppers kollektive interesser eller offentlighedens almene interesser (3).

3.4

De fleste steder i verden, og særligt i EU's medlemsstater, indeholder retssystemerne forskellige muligheder for retsbeskyttelse af kollektive eller alment udbredte interesser.

3.4.1

Disse systemer er dog ret uensartede, og der er markante forskelle i beskyttelsen af disse rettigheder. Disse forskelle skaber skævheder i det indre markeds funktion.

3.5

I mangel af harmonisering på EU-niveau har de nationale retssystemer i de senere år udviklet sig i forskellige retninger. Disse forskelle beror ikke i så høj grad på afvigelser mellem de grundlæggende principper, men skyldes snarere forskellige procesretlige traditioner. Vedlagte tabeller illustrerer de vigtigste forskelle på nationalt niveau (4).

3.6

Ulemperne ved denne situation i form af uligheder mht. de europæiske borgeres adgang til retsvæsenet blev på et meget tidligt tidspunkt påpeget ikke kun af forbrugerorganisationer, men også af mange jurister og eksperter i EF-ret (5).

3.7

I EU-institutionerne var det dog først i 1985 efter et seminar afholdt i Gent i 1982 i kommissionsregi, at det berømte memorandum om »Forbrugernes klagemuligheder« (6) blev offentliggjort. I memorandummet behandlede Kommissionen for første gang systemerne for kollektive interessers forsvar ved retten.

3.8

Man skulle dog helt frem til den supplerende meddelelse af 7. maj 1987, før Kommissionen efter en beslutning fra Europa-Parlamentet af 13. marts 1987 (7), klart meldte ud om sin hensigt om at tage et rammedirektiv under nærmere overvejelse, hvori foreningers overordnede ret til at forsvare deres kollektive interesser for retten indføres og hvor Rådet blev bedt om at anerkende forbrugerorganisationernes fremtrædende rolle, både som mellemled og som direkte aktører på området forbrugernes klagemuligheder.

3.9

Rådet understregede også i sin resolution af 25. juni 1987, som helt var helliget forbrugernes klagemuligheder, den vigtige rolle, forbrugerorganisationerne skal spille, og bad Kommissionen om at undersøge, om et initiativ på fællesskabsniveau kunne være passende på området (8).

3.10

Endelig vurderede Kommissionen i 1989 i sit treårige program (9) (1990-1992) i forbindelse med forberedelsen af »De fremtidige prioriteter for udvikling af forbrugerbeskyttelsespolitikken«, at klagemulighederne og erstatningerne i en lang række medlemsstater var for ringe på grund af omkostningerne, sagernes kompleksitet og de påkrævede frister, og at der var problemer i forbindelse med grænseoverskridende transaktioner. Kommissionen erklærede, at den undersøgte, hvilke foranstaltninger der skulle træffes, og at gruppers muligheder for søgsmål om erstatning for skader, som forbrugere havde lidt, nød særlig årvågenhed (10).

3.11

Det var dog først i 1993, at Kommissionen besluttede sig for på ny at lancere en offentlig debat om spørgsmålet via udgivelsen af den vigtige »Grønbog om forbrugernes klagemuligheder og om bilæggelse at tvister på forbrugerområdet inden for enhedsmarkedet« (11).

Det var nemlig ved den lejlighed, man for første gang indgående i fællesskabsperspektiv undersøgte spørgsmålet vedrørende oprettelsen af et ensartet system for søgsmål med påstand om forbud, som mange mente kunne danne udgangspunkt for et reelt gruppesøgsmål med henblik på forsvaret af forbrugernes interesser (12).

3.12

Europa-Parlamentet konkluderede i sin beslutning af 22. april 1994 (13), at det ville være nyttigt at foretage en vis harmonisering af medlemsstaternes procedureregler ved i sager ind til et vist beløb at forudse muligheden for en fællesskabsprocedure, der ville gøre de muligt hurtigt at løse grænseoverskridende tvister, og hvor det ligeledes blev anført, at man ind til et vist punkt burde harmonisere betingelserne for at iværksætte søgsmål med påstand om forbud mod ulovlig handelspraksis.

3.13

EØSU henviste i sin på plenarforsamlingen den 1. juli 1994 enstemmigt vedtagne udtalelse (14) bl.a. til princippet om »generel anerkendelse af forbrugerorganisationernes søgsmålskompetence som repræsentant for kollektive interesser og interesser, der ikke er knyttet til enkeltpersoner, ved enhver domstol eller udenretslig instans i en hvilken som helst medlemsstat uafhængigt af parternes og de pågældende organisationers nationalitet og uanset, hvor tvisten er opstået«, og bad udtrykkeligt Kommissionen om at udforme en ensartet procedure inden for gruppesøgsmål og søgsmål for en gruppe individuelle sagsøgere, ikke blot i sager om forbud mod ulovlig praksis, men ligeledes i erstatningssager (15).

3.14

På sin side har kommissær Emma Bonino straks efter fremlæggelsen af sine prioriteter tilkendegivet, at hun lægger vægt på tilvejebringelsen af en fællesskabsprocedure, der gør det muligt hurtigt at løse grænseoverskridende tvister samt harmonisere de gældende betingelser for at iværksætte søgsmål med påstand om forbud mod ulovlig handelspraksis ledsaget af gensidig anerkendelse af forbrugerorganisationers søgsmålskompetence (16).

3.15

Derefter blev der den 25. januar 1996 offentliggjort et »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om søgsmål med påstand om forbud på området beskyttelse af forbrugernes interesser« (17).

Via dette direktiv efterkom Kommissionen henstillingen i Sutherland-rapporten og reagerede således på det bredt anerkendte forslag i grønbogen (18)  (19).

3.16

Direktivet har ubestrideligt revolutioneret fællesskabsretten, idet Fællesskabet her for første gang og generelt lovgav på et område henhørende under den civile retspleje (20).

Forslaget gående ud på at udvide anvendelsesområdet til også at omfatte erstatning blev dog ikke medtaget.

3.17

Kommissionen udarbejdede parallelt hermed en »Handlingsplan vedrørende forbrugernes klageadgang og bilæggelse af tvister på forbrugerområdet i det indre marked« forelagt den 14. februar 1996, hvori den efter at have afgrænset og beskrevet forbrugertvister og undersøgt de forskellige løsninger på nationalt plan i medlemsstaterne bebudede nogle initiativer, som den agtede at tage. Blandt disse initiativer kan nævnes indledningen af overvejelser over muligheden for, at forbrugere, der har lidt skade på grund af samme erhvervsdrivende, kan give forbrugerorganisationer fuldmagt til at samle deres klager »ex ante«, så ensartede individuelle sager kan grupperes i en pulje med det formål at forelægge dem samtidigt for én og samme retsinstans (21).

3.18

Det er vigtigt i den forbindelse at minde om, at Europa-Parlamentet i beslutningen af 14. november 1996 anførte, at adgangen til retsvæsenet både er en grundlæggende menneskeret og en uomgængelig garanti for retssikkerheden på såvel nationalt som fællesskabsniveau. Det anerkendte betydningen af procedurerne for udenretslig bilæggelse af forbrugertvister, men henledte opmærksomheden på behovet for at sikre forbrugeren en mulighed for — efter forgæves at have benyttet samtlige udenretslige procedurer for bilæggelse af tvisten — at kunne gå rettens vej på normal vis i henhold til princippet om effektivitet og retssikkerhed. Europa-Parlamentet opfordrede derfor Kommissionen til at udarbejde andre forslag med henblik på at forbedre adgangen for ikke-bosiddende europæiske borgere til de nationale retsprocedurer og det tilskyndede medlemsstaterne til at fremme inddragelsen af forbrugerorganisationerne som repræsentanter for skadelidte personer med beføjelse til at anlægge erstatningssøgsmål og til at anerkende disse organisationers ret til at anlægge kollektive erstatningssager i forbindelse med visse former for ulovlig handelspraksis (22).

3.19

Siden da synes spørgsmålet at være gået i glemmebogen i Kommissionen (23).

EØSU har til gengæld ved flere lejligheder taget spørgsmålet op igen i den hensigt at påvise behovet for et civilretligt instrument på fællesskabsplan, som gør det muligt at forsvare alment udbredte, kollektive eller homogene individuelle interesser ved domstolene (24).

3.20

Kommissionen har først for nyligt taget sagen op igen i sin »Grønbog om erstatningssøgsmål for overtrædelse af EF's kartel- og monopolregler« (25) med følgende formulering, der bør understreges:

»Af praktiske årsager er det meget usandsynligt, om ikke umuligt, at forbrugere og aftagere med små erstatningskrav vil anlægge en sag ved overtrædelse af kartel- og monopolreglerne. Det bør derfor overvejes, hvordan man bedst kan forsvare disse gruppers interesser gennem kollektive søgsmål. Foruden den specifikke beskyttelse af forbrugerinteresser kan kollektive søgsmål tjene til at samle et stort antal mindre klager i et enkelt søgsmål, hvorved der spares såvel tid som penge«.

3.21

EØSU støttede i udtalelsen af 26. oktober 2006 dette initiativ fra Kommissionens side og bekræftede behovet for gruppesøgsmål med henblik på at opnå erstatning, i og med at: »kollektive søgsmål på eksemplarisk vis opfylder nogle centrale mål: for det første målet om effektiv skadeserstatning ved at gøre det lettere for organisationerne at kræve erstatning på de berørte forbrugeres vegne, hvilket bidrager til en reel forbedring af domstolsadgangen; for det andet kan kollektive søgsmål forebygge konkurrencestridig adfærd, fordi de gennem deres større gennemslagskraft har en større afskrækkende virkning« (26).

3.22

I mellemtiden bestilte Kommissionen en stor undersøgelse af alternative konfliktløsninger af Center for Forbrugerret under Det Katolske Universitet i Louvain, som for nyligt er blevet offentliggjort. En ikke uanselig del af denne 400 sider lange undersøgelse er helliget beskrivelsen af 28 nationale ordninger med kollektive retsmidler til forbrugerbeskyttelse, nærmere bestemt i 25 medlemsstater plus USA, Canada og Australien (27).

3.23

Den nye kommissær med ansvar for forbrugerspørgsmål, Megdalena Kuneva, har i flere erklæringer gjort det klart, at dette emne er en af prioriteterne i hendes mandat. Det indgår i øvrigt allerede i den seneste meddelelse om »EU's strategi for forbrugerpolitikken 2007/2013 — Stærke forbrugere, højere forbrugervelfærd og effektiv forbrugerbeskyttelse« (28). Det er også blevet bekræftet af såvel kommissær Neelie Kroes som kommissær Meglena Kuneva på en nylig konference i Lissabon, som det portugisiske formandskab havde taget initiativ til (29).

3.24

OECD's ministerråd har også for nyligt vedtaget en henstilling om bilæggelse af forbrugertvister og erstatning til forbrugere [C(2007) 74 af 12. juli 2007]. Det erkender, at de fleste systemer, der er indført i medlemsstaterne for at bilægge tvister og fastlægge erstatning, er indført for at behandle nationale sager, og de er ikke altid egnede til at yde erstatning til forbrugere fra en anden medlemsstat.

4.1

Hensyntagen til forbrugernes interesser i medlemsstaterne og på EU-plan forudsætter i juridisk henseende ikke kun anerkendelse af de materielle rettigheder, men også passende procedurer for at kunne gøre disse rettigheder gældende.

Det må ligeledes konstateres, at væksten i den grænseoverskridende handel har ført til et stigende antal forbrugertvister i EU.

I mange tilfælde har det vist sig, at individuelle sagsanlæg ikke har tilstrækkelig virkning. De store sagsomkostninger og den træge sagsbehandling er i vid udstrækning med til at svække forbrugernes rettigheder, især når der er tale om et stort antal (flere tusinde eller millioner) forbrugere, som er blevet påført skade gennem samme praksis, og forholdsvis beskedne individuelle økonomiske tab. Den gradvise udvikling af »det europæiske selskab« rejser også problemer med hensyn til lovvalg, men Europas borgere bør have ensartede muligheder for at gøre deres rettigheder gældende. I dag giver uredelig forretningspraksis, som foregår under identiske omstændigheder og som påfører identiske skader i flere medlemsstater, kun adgang til erstatning i de få medlemsstater, hvor der kan anlægges gruppesøgsmål.

4.2

Endvidere er retten til en retfærdig retssag grundlovsfæstet i alle medlemsstater og Den Europæiske Konvention om Menneskerettigheder og Grundlæggende Frihedsrettigheder bekræfter retten til en retfærdig rettergang. Denne ret omfatter navnlig retten til på en virkningsfuld og effektiv vis at gå rettens vej.

4.3

I dag giver retssystemerne ikke altid borgerne konkret og reel mulighed for at værge sig mod visse former for skadelig praksis og anlægge sag ved en domstol.

En række medlemsstater har gennem flere årtier imødegået dette problem på to forskellige måder.

De har til en begyndelse i forbrugernes kollektive interesse anerkendt retten til beskyttelse ved enten at indgive administrativ klage eller gå rettens vej. En anden passende løsning har været anerkendelse af en fremgangsmåde, hvorefter individuelle søgsmål samles i én procedure. Denne type søgsmål har først og fremmest til formål at begrænse antallet af sagsanlæg ved at gruppere og ordne dem systematisk i én enkelt procedure.

4.4

Indførelse af et europæisk gruppesøgsmål vil give alle forbrugere domstolsadgang uanset deres nationalitet, økonomiske situation og størrelsen af deres individuelle tab. Den vil også være til fordel for de erhvervsdrivende i kraft af de proceduremæssige besparelser, den giver mulighed for. Omkostningerne ved en sådan retssag vil være mindre, end hvis den splittes op i mange individuelle sager. Den vil også have den fordel at give større retssikkerhed i og med, at løsningen af utallige ensartede klager koncentreres i én afgørelse (30). Endelig kan man på den måde undgå modstridende retspraksis for domstolenes pådømmelse af ensartede sager i de forskellige medlemsstater.

Et sådant fælleseuropæisk system vil således give mulighed for en bedre forbrugerbeskyttelse, men vil også styrke forbrugernes og de forretningsdrivendes tillid og følgelig handelen i EU.

4.5

Et søgsmål af denne art vil få en positiv indvirkning på den internationale privatret på baggrund af de vanskeligheder, der er med fortolkningen og anvendelsen af reglerne for løsning af tvister i og uden for kontraktforhold (Rom I og Rom II). Det vil også give mulighed for præcist at fastlægge reglerne om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (forordning 44/2001) (31).

4.6

Dette vil styrke forbrugerretten gennem større brug af klageadgangen, som giver mulighed for en retfærdig erstatning til forbrugerne og en effektiv beskyttelse af den »svage part«, som er et grundlæggende princip i fællesskabsretten. Dette gælder navnlig det nye direktiv om urimelig handelspraksis. En sådan praksis anvendes ofte samtidigt i flere medlemsstater til skade for et stort antal forbrugere, uden at disse kan kræve erstatning i fællesskab. Gruppesøgsmålet er en supplerende procedure, som er nødvendig for at gennemføre direktivet effektivt.

Samtlige direktiver, der hidtil er indført på forbrugerbeskyttelsesområdet, vil i den form, hvori de er omsat af medlemsstaterne, således få større effekt i kraft af anerkendelsen af gruppesøgsmål på de områder, som er omfattet af direktiverne.

Det vil være ønskeligt, at små og mellemstore virksomheder, som er i en lignende situation, også kan gøre brug af disse bestemmelser.

4.7

Indførelsen af en kollektiv retsprocedure på europæisk plan som sidste udvej i bestræbelserne på at bilægge tvister er på ingen måde til skade for ordningerne for udenretslig bilæggelse af tvister på forbrugerområdet. Sidstnævnte er altid blevet støttet uforbeholdent af EØSU. Deres potentiale bør uddybes og udvikles endnu mere.

5.1

For at indkredse emnet for forslaget, må der herske enighed om, hvilken type søgsmål der er tale om.

Som det fremgår af gennemgangen af de ordninger, medlemsstaterne har indført, er der stor variation mht. betegnelser og anvendelsesområder for de forskellige typer søgsmål. Først og fremmest må der skelnes mellem repræsentative søgsmål, søgsmål til forsvar for kollektive interesser og gruppesøgsmål.

5.2

De repræsentative søgsmål kan kun anlægges af forbrugersammenslutninger eller administrative organer (i stil med Ombudsmanden) for at sætte en stopper for fremgangsmåder, som strider mod forbrugernes interesser, eller — i visse lande — få afskaffet urimelige eller ulovlige vilkår i forbrugeraftaler.

5.3

Søgsmål til forsvar for kollektive interesse giver forbrugersammenslutninger mulighed for at anlægge sag ved en retlig eller udenretslig instans, når forbrugernes kollektive, generelle interesse er blevet krænket gennem overtrædelse af enten en konkret bestemmelse i den materielle ret eller en generel adfærdsnorm. Kollektive interesser er ikke summen af forbrugernes individuelle interesser og ligger betydningsmæssigt tæt på begrebet »almen interesse«.

5.4

Gruppesøgsmål er et sagsanlæg, som giver et stort antal enkeltpersoner mulighed for at få deres rettigheder anerkendt og opnå erstatning. Teknisk set er der altså tale om en kollektiv procedure, der har som mål at gøre individuelle rettigheder gældende.

5.5

Gruppesøgsmål er ikke forbeholdt forbrugerbeskyttelses- og konkurrenceområdet.

I denne udtalelse behandles gruppesøgsmål dog udelukkende i forbindelse med de materielretlige områder som anerkendt i fællesskabsretten.

5.6

Det foreslås derfor i nærværende udtalelse at bruge udtrykket »gruppesøgsmål« (32).

6.1

Retsgrundlaget for forbrugerbeskyttelsespolitikken er nedfældet i traktatens afsnit XIV om »Forbrugerbeskyttelse«.

Artikel 153 er helt klart et vigtigt element i debatten.

6.2

Skønt forbrugerretten grundlæggende har udviklet sig med udgangspunkt i traktatens artikel 95, er målet med forbrugerbeskyttelsespolitikken som her defineret ganske klart at fremme forbrugernes interesser.

6.3

Det er uomtvisteligt, at gruppesøgsmål vil sikre et højt beskyttelsesniveau og give forbrugerorganisationer mulighed for at organisere sig for at forsvare forbrugernes interesser ved at sikre dem passende erstatning for krænkelse af rettigheder, som EU-retten og herunder konkurrenceretten tilkender dem.

6.4

Et gruppesøgsmål på europæisk plan vil også bidrage til at forbedre det indre markeds funktion til gavn for forbrugerne, således som det er hensigten med revisionen af det indre marked (Single Market Review). Forbrugerne vil få mere mod på at udvikle den grænseoverskridende handel (33).

6.5

Der kunne også argumenteres for, at artikel 65 og 67 eventuelt kunne vælges som passende retsgrundlag, eftersom der er tale om et rent juridisk instrument. Det er på dette retsgrundlag, at Rådet og Parlamentet på forslag af Kommissionen siden 1996 har vedtaget en række EU-retlige instrumenter inden for civil retspleje (34).

Denne løsning kunne vælges ud fra den betragtning, at gruppesøgsmål vil kunne anvendes ved såvel grænseoverskridende som nationale konflikter og på andre områder end forbrugerretten.

6.6

Under alle omstændigheder skal gruppesøgsmålet overholde subsidiaritets- og proportionalitetsprincipperne og aldrig gå længere end, hvad der er nødvendigt for at sikre traktatens mål, hvor disse ikke kan opfyldes tilstrækkeligt af medlemsstaterne og følgelig kan realiseres bedre på EU-plan.

6.7

Gruppesøgsmålet bør også følge principperne og mekanismerne i OECD's ministerråds henstilling (Rec. C(2007) 74 af 12. juli 2007), der præsenteres som fælles for medlemsstaterne trods deres forskellige retlige kulturer.

7.1.1.1

Det er kun bestemte juridiske personer, der har beføjelse til at anlægge repræsentative søgsmål (forbrugerorganisationer, Ombudsmanden). Forbrugerne kan normalt ikke herigennem opnå erstatning for deres individuelle tab.

7.1.1.2

Det vigtigste mål med disse procedurer er at stoppe fremgangsmåder, som strider mod forbrugernes rettigheder, eller — for visse landes vedkommende — at afskaffe urimelige eller ulovlige vilkår i forbrugeraftaler uden at domstolen kan tilkende nogen form for erstatning.

7.1.1.3

Visse lande har udbygget disse procedurer for at give mulighed for erstatning til forbrugerne. Erstatningen udbetales dog ikke til de individuelle forbrugere, men beholdes af de repræsentative organer eller overdrages til staten til sociale formål.

7.1.1.4

Denne procedure kan således ikke i praksis siges at udgøre et egentligt gruppesøgsmål, hvor alle forbrugere tilkendes erstatning på én gang.

7.1.2.1

Indførelse af et europæisk gruppesøgsmål betyder ikke, at Europa indfører »class action«, som anvendes i USA. Det amerikanske retssystem er meget forskelligt fra medlemsstaternes retssystemer. De svagheder ved »class action«, som kritiseres for deres uønskede virkninger, er karakteristiske for det amerikanske retssystem og vil ikke forekomme i Europa.

7.1.2.2

I USA træffes retsafgørelserne af nævninge og valgte dommere. Denne særlige sammensætning af domstolene fører i modsætning til situationen i de fleste medlemsstater meget ofte til, at visse retskredse i nogle stater antager vidtløftige sager og træffer afgørelser, som er for favorable for sagsøgerne, hvilket leder forbrugerne til at anlægge sag ved bestemte domstole i stedet for andre, som har ry for at være mindre favorable (»forum shopping«).

7.1.2.3

Det europæiske gruppesøgsmål vil derimod være et bolværk mod »forum shopping«, eftersom der indføres én og samme procedure i hver medlemsstat, således at uanset hvilken retskreds eller medlemsstat sagsøgerne vælger at anlægge sag i, vil sagsbehandlingen og de afgørelser, dommeren træffer, være af samme karakter.

7.1.2.4

De kompenserende erstatninger kan ledsages af bødestraf. Disse skadeserstatninger, som fastsættes af nævninge og valgte dommere, løber ofte op i astronomiske summer. Bødestraf anvendes ikke i de fleste EU-medlemsstater.

7.1.2.5

Advokaternes salærer er baseret på et generelt system med fastsættelse i forhold til sagens udfald (contingency fees). Der er altså tale om en form for »quota litis«-aftale, hvor advokaterne — som selv kan være sagsøgere — binder sig til resultaterne af sagsanlægget. Dette system er forbudt i de fleste EU-lande enten ved lov eller ifølge advokaternes etiske kodekser.

7.2.1.1

Det såkaldte »opt-in«-system forudsætter en erklæret vilje til at deltage i sagsanlægget. De berørte parter skal således give sig til kende og udtrykkeligt tilslutte sig sagsanlægget, inden der træffes afgørelse i sagen.

Sideløbende med dette »opt-in«-system er der udviklet ordninger baseret på prøvesager eller sager, hvor der afsiges en foreløbig retskonstaterende dom. Disse procedurer ligner meget gruppesøgsmål baseret på »opt-in«-princippet, idet de berørte parter også i dette tilfælde skal give sig til kende for at kunne deltage i proceduren og gøre deres individuelle krav gældende. Det specielle ved denne ordning er dog, at domstolen udvælger et af de individuelle krav og kun træffer afgørelse vedrørende dette krav. Den afgørelse, der træffes i prøvesagen, vil have gyldighed for alle andre individuelle krav, som er registreret af domstolen.

7.2.1.2.1

Hvert enkelt medlem af gruppen af skadelidte, skal give sig til kende for at deltage i sagsanlægget, hvilket normalt foregår ved, at de skriver sig på en liste. Der er således tale om en udtrykkelig viljeserklæring, som er i overensstemmelse med princippet om fri adgang til at gå rettens vej. Sagsøger optræder kun på vegne af de personer, som har givet deres udtrykkelige accept heraf.

7.2.1.2.2

Under opt-in-metoden er det muligt på forhånd at opgøre det forventede omfang af erstatningen. Dette er generelt set vigtigt for de sagsøgte, som direkte berøres af erstatningskravet, og det sætter dem i stand til at tegne forsikringer, som kan dække en del af de tab, der tale om. Dermed vil der blive afsat passende midler til at imødekomme retmæssige erstatningskrav.

7.2.1.2.3

I prøvesager får domstolen kun forelagt én enkelt individuel sag til vurdering af problemet: derved sparer domstolen tid og kan arbejde mere effektivt, eftersom der kun skal tages stilling til den erhvervsdrivendes ansvar i én enkelt sag.

7.2.1.3.1

Disse ordninger er dyre og vanskelige at administrere: de berørte personer skal selv give til kende for at kunne være part i sagen og udarbejde deres egen individuelle sagsfremstilling. Behandlingen af de enkelte sagsfremstillinger besværliggøres, når sagen har mange parter.

7.2.1.3.2

Dette medfører store forsinkelser i sagsbehandlingen, eftersom retten er nødt til at systematisere og behandle samtlige enkeltsager. I de massesøgsmål, der i de fleste tilfælde ligger til grund for et gruppesøgsmål, er de tab, der er forvoldt den enkelte, imidlertid relativt ensartede og kræver ofte ingen individuel prøvelse.

7.2.1.3.3

Under ordningen med prøvesager fastsætter dommeren ikke altid erstatning for den forvoldte skade og henviser undertiden sagsøger til at anlægge et individuelt søgsmål med henblik på en afgørelse af dette spørgsmål. Dette medfører administrative problemer og forlængelse af sagsforløbet.

7.2.1.3.4

Ser man på gruppesøgsmål med forudgående samtykke eller prøvesager i de lande, der har indført disse ordninger, viser det sig i øvrigt, at mange forbrugere ikke anlægger erstatningssag ved en domstol, fordi de ikke er blevet effektivt informeret om denne mulighed. De berørte viger ligeledes ofte tilbage for at gå rettens vej, på grund af de materielle, økonomiske og psykologiske problemer, der følger med et sagsanlæg (det kræver tid og penge og kan forekomme helt uoverskueligt).

7.2.1.3.5

Der er således et stort spring mellem antallet af potentielle parter i sagen og antallet af faktiske sagsøgere. Skadeserstatningen til forbrugerne er derfor ikke komplet. Den ulovlige gevinst, der eventuelt opnås gennem en given praksis, kan den erhvervsdrivende i vid udstrækning beholde. Proceduren har ikke den afskrækkende virkning, der var hensigten med den.

7.2.1.3.6

Et andet problem med disse ordninger er afgørelsernes reelle effekt. Afgørelser i gruppesøgsmål har alene retsvirkning for de parter, der er med i gruppesøgsmålet. De forbrugere, som ikke på forhånd har tilkendegivet, at de ønsker at være omfattet af søgsmålet, har altså helt frie hænder til at anlægge individuelle søgsmål, men disse kan føre til afgørelser, som ikke stemmer overens med dem, retten nåede frem til i forbindelse med gruppesøgsmålet.

7.2.2.1

Det traditionelle gruppesøgsmål er baseret på et »opt-out«-system, hvor alle skadelidte automatisk er omfattet af søgsmålet bortset fra dem, som udtrykkeligt har ytret ønske om ikke at være det.

Visse lande i Europa har indført særlige gruppesøgsmål på basis af denne ordning.

7.2.2.2.1

Ser man nærmere på de nationale »opt-out«-ordninger, må det konkluderes, at de er nemmere at administrere og mere effektive end de andre ordninger, som visse medlemsstater har indført.

7.2.2.2.2

Denne ordning sikrer de berørte parter en reel prøvelse af deres sag og dermed alle skadelidte forbrugere en rimelig og effektiv erstatning for en given handelspraksis.

7.2.2.2.3

Både sagsøger og retten slipper for administrativt besvær (de enkelte skadelidte giver sig først til kende, når sagen er afgjort, og ikke før den indledes).

7.2.2.2.4

Ordningen har endvidere en reelt afskrækkende virkning, eftersom den ansvarlige part forpligtes til at yde erstatning til alle, der har lidt skade ved en given praksis, og eventuelt tilbagebetale den ulovlige fortjeneste, der er opnået herved.

7.2.2.2.5

Der må ligeledes peges på de fordele, ordningen har for de erhvervsdrivende. Gruppesøgsmål sparer penge og arbejdskraft og giver den erhvervsdrivende bedre muligheder for at varetage sine interesser. I stedet for at føre mange ensartede sager samtidigt for mange forskellige retlige instanser kan sagsøgte gøre sine anbringender gældende ved en enkelt instans.

7.2.2.3.1

Denne ordning kan — for så vidt som de berørte automatisk indgår i gruppen af sagsøgere uden udtrykkeligt at have givet samtykke til søgsmålet — kritiseres for ikke at være i overensstemmelse med visse medlemsstaters forfatningsmæssige principper og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, navnlig princippet om fri adgang til at anlægge sag. Medmindre de pågældende framelder sig gruppesøgsmålet, kan de blive bundet af domstolens afgørelse.

Det er imidlertid meget vel muligt at værne om de berørtes frihed til selv at afgøre, om de vil være part i sagen, enten ved at tilstille de pågældende et brev, hvorefter de, der ikke framelder sig søgsmålet, betragtes som havende givet stiltiende samtykke hertil, eller ved at give gruppemedlemmerne mulighed for dels at afstå fra at være part i sagen til enhver tid, selv efter at denne er afgjort, dels at anlægge individuelle søgsmål, hvis afgørelsen er gået de pågældende imod.

7.2.2.3.2

Tilsvarende kunne det hævdes, at retten til forsvar, kontradiktionsprincippet og princippet om processuel ligestilling tilsidesættes, eftersom den erhvervsdrivende bør have mulighed for at differentiere sine anbringender og gøre dem gældende over for et enkelt medlem af gruppen af sagsøgere. Denne omstændighed er knyttet til princippet om en »retfærdig rettergang« i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6. I »opt-out«-systemet er alle sagsøgere ikke nødvendigvis nævnt ved navn og kendt af den erhvervsdrivende. Denne kan følgelig være forhindret i at gøre sine individuelle anbringender gældende.

I forbindelse med gruppesøgsmål er der imidlertid nødvendigvis altid tale om ensartede sager, hvilket dommeren er garant for. Sager om forbruger- og konkurrencespørgsmål vedrører i hovedsagen aftalespørgsmål, og de berørtes situation er derfor stort set identisk. Sagens genstand er den samme. Det er derfor vanskeligt at se, hvordan den erhvervsdrivende skulle kunne gøre særlige anbringender gældende over for en given forbruger.

Dommeren har endvidere under hele forløbet mulighed for at afvise sagen med henvisning til, at dens faktiske og juridiske omstændigheder er for uensartede.

Endelig har dommeren i forbindelse med fastsættelse af erstatningen mulighed for at differentiere med henblik på at tilpasse navnlig erstatningsbeløbets størrelse til de forhold, der i hvert enkelt tilfælde lægges til grund for afgørelsen, med andre ord også for at tage højde for eventuelle formildende omstændigheder.

7.2.3.1

Det system, som Danmark og Norge for nyligt har indført, omfatter både en opt-in- og en opt-out-ordning. Dommeren kan vælge at anvende en opt-out-ordning, hvis sagen drejer sig om et mindre beløb, kravene er ensartede og hvis det er vanskeligt at gennemføre en retssag efter opt-in-ordningen. Der er mange tvister på forbrugerområdet, hvor forbrugerne ikke har effektive individuelle klagemuligheder på grund af det store antal berørte parter og erstatningsbeløbets ringe størrelse. Hvis proceduren baseres på opt-out-ordningen, kan alle berørte parter komme med i betragtning og der kan opnås en sanktion, som står mål med den ulovlige fortjeneste, der måtte være opnået. For tvister, der drejer sig om et stort individuelt tab, vælges opt-in-ordningen, som indebærer, at hver enkelt forbruger skal give sig til kende for at deltage i søgsmålet.

7.3.1

I denne særlige sagstype, der involverer flere sagsøgere, er domstolenes beføjelser et spørgsmål, der påkalder sig særlig opmærksomhed.

7.3.2

Under de fleste »opt-out«-ordninger består det første skridt i sagsbehandlingen nemlig i, at domstolen vurderer, om sagen kan realitetsbehandles eller ej. Under ordningen med prøvesager tjener gennemgangen af den individuelle sagsfremstilling samme formål.

7.3.2.1

Formålet med denne vurdering er fra starten at få udelukket de sager fra realitetsbehandling, der er åbenbart grundløse eller pure opspind, og som på urimelig måde ville kunne skade modpartens omdømme, for at undgå unødig retstrætte og udsigtsløse sager.

7.3.2.2

Domstolen er garant for en betryggende formalitetsvurdering af søgsmålet. Konkret påhviler det den at vurdere, om lovgivningens krav til gruppesøgsmål er overholdt.

7.3.2.3

Det gælder navnlig vurderingen af, om:

7.3.3

Senere i forløbet får det ligeledes betydning, at domstolen enten kan godkende eller — hvis den skønner, at dette er i gruppemedlemmernes interesse — forkaste et forslag til at forlige sagen. Dertil kræves videregående beføjelser, som retssystemerne i de fleste medlemsstater dog almindeligvis giver domstolene.

7.3.4

Procedurens særlige karakter indebærer ligeledes, at der må fastsættes særlige bestemmelser om bevisfremlæggelse. Domstolen bør have mulighed for at udstede pålæg over for modparten eller tredjemand med henblik på fremlæggelse af dokumenter eller på bevisoptagelse for at fremskaffe nye beviser. Lovgivningen om gruppesøgsmål bør udtrykkeligt fastsætte, at domstolen ikke kan afvise at tage sagsøgernes anmodning herom til følge.

7.3.5

Med henblik på at give dommerne de bedst tænkelige betingelser for at varetage disse beføjelser er det formentlig nødvendigt, at kun visse særligt udpegede retsinstanser får kompetence til at behandle gruppesøgsmål. Medlemsstaternes retssystemer må derfor tilpasses og dommerne ved de pågældende retsinstanser bør ligeledes have en særlig uddannelse.

7.4.1

Gruppesøgsmålet bør give mulighed for at kræve erstatning for materiel (økonomisk) eller fysisk skade samt for tort og svie og andre ikke-økonomiske tab. Eftersom formålet med søgsmålet er at opnå både erstatning til forbrugerne og en afskrækkende virkning, er det nødvendigt at fastsætte bestemmelser om alle former for tab eller skade. Domstolene bør også have mulighed for at anvende simple, gennemsigtige og ikke alt for dyre evalueringsmetoder, uden at erstatningsprincippet opgives.

7.4.2

Sagsøgerne bør ligeledes kunne opnå forskellige former for erstatning. Ud over indstilling af den urimelige praksis eller annullering af en aftale, som det altid er muligt at opnå, bør erstatningen kunne være direkte eller indirekte. Den bør desuden kunne ledsages af andre forholdsregler såsom offentliggørelse, opslag osv.

7.4.3

Direkte individuel erstatning bør ikke være den eneste mulighed, eftersom den i visse tilfælde er vanskelig for ikke at sige umulig at opnå, enten fordi gruppemedlemmerne i forbindelse med en »opt-out«-ordning ikke kan identificeres, gruppen er for stor, eller fordi det enkelte gruppemedlems tab er for ubetydeligt. Det væsentlige er, at der altid ydes erstatning til nogen — om end indirekte — og at der opnås en afskrækkende virkning.

7.4.3.1

Der bør udvikles passende ordninger for de tilfælde, hvor retten for identificerede eller identificerbare medlemmer af gruppen kan fastsætte den erstatning, der skal ydes den enkelte sagsøger (dette gælder »opt-in«-ordningerne, prøvesagsordningerne og endda »opt-out«-ordningerne, f.eks. når den erhvervsdrivende har fremlagt en liste over de berørte kunder), men også i tilfælde, hvor det på grund af den ringe størrelse af den enkelte sagsøgers tab er for omkostningskrævende at fordele erstatningen.

7.4.3.2

Ligeledes må der — hvis ikke hele beløbet kan fordeles — vælges en løsning, hvor det samlede restbeløb hensættes til ydelse af en indirekte erstatning. Retten bør i sin afgørelse gøre rede for arten af den således ydede erstatning og fastsætte de nærmere vilkår for kontrol med afgørelsens eksekution, der kan uddelegeres til tredjemand.

7.4.3.3

Skulle selv ydelsen af en sådan indirekte erstatning være umulig at opnå, bør det af retten fastsatte samlede restbeløb tilføres en hjælpefond med henblik på at finansiere nye gruppesøgsmål.

7.4.3.4

Hvis retten ikke er i stand til at fastsætte det enkelte gruppemedlems erstatning i de tilfælde, hvor det ikke er muligt at identificere alle gruppemedlemmerne (gælder alene »opt-out«-ordningen), bør retten kunne fastsætte en skala, i henhold til hvilken de forskellige skader kan vurderes. Retten kan uddelegere fordelingen af disse beløb til justitssekretæren, til grupperepræsentantens advokat eller til tredjemand (forsikringsmægler, revisor osv.), hvilket har den fordel, at retten fritages for den vanskelige og tidkrævende opgave med at gennemgå de enkelte krav.

7.4.3.5

Retten bør i dette tilfælde kunne fastsætte en individuel erstatning til de gruppemedlemmer, der giver sig til kende efter afgørelsens forkyndelse, og restbeløbet bør anvendes til indirekte erstatning for den skade, gruppen har lidt.

7.4.3.6

Er det ikke muligt at yde indirekte erstatning, bør restbeløbet tilgå en hjælpefond for gruppesøgsmål.

7.5.1

Gruppesøgsmålsordningen bør give begge parter mulighed for at anke.

7.5.2

Det er vigtigt, at der i forbindelse med parternes mulighed for at anke henses til dels nødvendigheden af hurtigt at yde de skadelidte erstatning, dels sikkerheden for, at der er blevet foretaget en passende afvejning af begge parters rettigheder.

7.5.3

Derfor er det væsentligt, at anerkendelsen af retten til at anke forpligter medlemsstaterne til at indføre en fremskyndet ankeprocedure for at undgå forhaling af den endelige afgørelse.

7.5.4

I øvrigt er sikkerheden for, at der er dækning for den erstatning, som den ansvarlige part er blevet idømt, ligeledes en garanti for medlemmerne af gruppen i tilfælde af anke.

7.6.1

Ordningen med gruppesøgsmål bør være selvfinansierende på sigt.

7.6.2

Da det ikke er ønskværdigt — endsige muligt — at indføre et generelt system med »contingency fees« efter amerikansk mønster, eftersom det strider mod den juridiske tradition i Europa, er det nødvendigt at fastlægge en finansieringsordning, der giver de sagsøgere, som ikke har tilstrækkelige økonomiske midler til at anlægge et gruppesøgsmål, mulighed for at få et forskud til dækning af sagens omkostninger (advokatsalær, udgifter til indhentelse af sagkyndige erklæringer i forbindelse med en af dommeren anordnet bevisoptagelse osv.).

7.6.3

En af de måder, hvorpå en sådan ordning kan finansieres, kan være oprettelse af en hjælpefond for kollektive søgsmål, hvortil de dømte virksomheder skal indbetale den ulovlige fortjeneste, som domstolen har opgjort, i det omfang de direkte skadelidte sagsøgere, som har givet sig til kende, ikke gør krav herpå (35).

7.6.4

Hjælpefonden kan derudover have til opgave at samle alle tilgængelige oplysninger om verserende gruppesøgsmål og pålægges at oplyse om, hvilke skridt der kræves for at give sig til kende, for at udtræde af gruppen eller for at opnå erstatning.

—

bestemmelser om forkyndelse,

—

sagsomkostninger og udgifter til juridisk bistand,

—

samarbejde mellem de retlige og administrative myndigheder i medlemsstaterne,

—

frister for sagernes gennemførelse og forældelsesfrister samt,

—

anvendelse af Internettet (e-justice).

8.1

Indførelsen af dette gruppesøgsmål på europæisk plan kan ske enten via et direktiv eller en forordning. En simpel henstilling menes ikke at kunne skabe de forudsætninger mht. til effektivitet og ensartethed, der er nødvendige for en harmoniseret indførelse af et sådant initiativ i de 27 medlemsstater.

8.2

Hvis man derimod vil sigte mod et større anvendelsesområde, der ikke kun vedrører forbrugerretten, og hvis retsgrundlaget bliver traktatens artikel 65 og 67, er en forordning en mulighed på linje med for eksempel forordningerne om konkurs, om et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument, om en europæisk betalingspåbudsprocedure, om en europæisk småkravsprocedure eller om udlæg i bankindeståender.

8.3

Hvis det imidlertid besluttes — i det mindste i den første fase — at begrænse anvendelsen af dette initiativ til forbrugernes rettigheder, må den bedst egnede metode til gennemførelse af dette gruppesøgsmål være et direktiv, som vil ligge i forlængelse af direktivet om søgsmål med påstand om forbud.

8.4

Der er nemlig betydelige forskelle i medlemsstaternes retsplejeregler, hvorfor det mest hensigtsmæssige er at fastsætte de generelle principper for gruppesøgsmålet, idet det forudsættes, at medlemsstaterne herefter gennemfører direktivet under hensyntagen til deres almindelige retsplejeregler.

Det er nemlig ikke givet, at det er muligt at harmonisere reglerne, når de til afgørelse af gruppesøgsmål udpegede retsinstanser er underlagt bestemmelserne for den enkelte medlemsstats domstolssystem.

Henvisningsprocedurerne bør være tilpasset forholdene i de enkelte medlemsstater. Derfor er en forordning ikke hensigtsmæssig.

8.5

Det forekommer ligeledes indlysende, at direktivet bør sigte mod total harmonisering for at undgå, at medlemsstaterne gør systemet mere bindende på bekostning af de erhvervsdrivende, der har deres forretningsmæssige hjemsted i de pågældende medlemsstater.

—

ophør eller forbud mod en hver handling, der krænker forbrugernes interesser, der er beskyttet af flere direktiver, der er anført i bilaget;

—

de nødvendige foranstaltninger for at korrigere virkningerne af overtrædelsen, herunder også ved offentliggørelse af afgørelsen og

—

dom mod den part, der er idømt en obligatorisk bødestraf i tilfælde af manglende opfyldelse af afgørelsen efter den i afgørelsen fastsatte frist.

—

udvidelsen af direktivets anvendelsesområde til at gælde samtlige fremtidige direktiver vedrørende beskyttelsen af forbrugernes interesser;

—

inkorporeringen af repræsentative forbruger- eller virksomhedsorganisationer eller -forbund, der optræder på europæisk og ikke kun nationalt plan, blandt de organisationer, hvis legitimitet bør anerkendes.

—

Initiativudtalelse CESE 141/2005 — EUT C 221 af 8.9.2005 — om forbrugerpolitikken efter EU's udvidelse (punkt 11.6)

—

Udtalelse CESE 230/2006 — EUT C 88 af 11.4.2006 — om forslag til oprettelse af et EF-handlingsprogram for sundhed og forbrugerbeskyttelse (2007-2013) (punkt 3.2.2.2.1)

—

Udtalelse CESE 594/2006 — EUT C 185 af 8.8.2006 — om en retsramme for forbrugerpolitikken.

—

Grønbog om forbrugernes klagemuligheder og om bilæggelse af tvister på forbrugerområdet inden for enhedsmarkedet (KOM(93) 576 endelig).

—

Kommissionens henstilling af 12. maj 1995 om betalingsforsinkelser i handelsforhold og Kommissionens dertilhørende meddelelse (i henholdsvis EFT L 127 af 10.6.1995 og EFT C 144 af 10.6.1995).

—

Kommissionens meddelelse »Handlingsplan vedrørende forbrugernes klagemuligheder og bilæggelse af tvister på forbrugerområdet i det indre marked« af 14. februar 1996 (KOM(96) 13 endelig).

—

Kommissionens meddelelse »En mere effektiv opnåelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i Den Europæiske Union« (KOM(97) 609 endelig (EFT C 33 af 31.1.1998).

—

Direktiv 98/27/EF af 19. maj 1998 om søgsmål med påstand om forbud på området beskyttelse af forbrugernes interesser (EFT L 166 af 11.6.1998).

—

Rådets forordning (EF) nr. 1346/2000 af 29. maj 2000 om konkurs (EFT L 160 af 30.6.2000). Guido Ravoet var ordfører for EØSU's udtalelse om emnet (CES 79/2001 af 26. januar 2001, EFT C 75 af 15.3. 2000).

—

Rådets forordning (EF) nr. 1347/2000 af 29. maj 2000 om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og sager om forældrerettighed (idem). Paolo Braghin var ordfører for EØSU's udtalelse om emnet (CES 940/1999 af 20. oktober 1999, EFT C 368 af 20.12.1999).

—

Rådets forordning (EF) nr. 1348/2000 af 29. maj 2000 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile eller kommercielle anliggender (idem). Bernardo Hernández Bataller var ordfører for EØSU's udtalelse om emnet (CES 947/1999 af 21. oktober 1999, EFT C 368 af 20.12.1999).

—

Direktiv 2000/35/EF af 29. juni 2000 om foranstaltninger til bekæmpelse af betalingsforsinkelser i handelsforhold (EFT L 200 af 8.8.2000).

—

Program for foranstaltninger til gennemførelse af princippet om gensidig anerkendelse af afgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT C 12 af 15.5.2001).

—

Rådets beslutning af 28. maj 2001 om oprettelse af et europæisk retligt netværk for civil- og handelssager (EFT L 174 af 27.6.2001). Daniel Retureau var ordfører for EØSU's udtalelse (CES 227/2001 af 28. februar 2001, EFT C 139 af 11.5.2001).

—

Rådets forordning (EF) nr. 1206/2001 af 28. maj 2001 om samarbejde mellem medlemsstaternes retter for så vidt angår bevisoptagelse i sager om civile og kommercielle spørgsmål (EFT L 174 af 27.6.2001). Bernardo Hernández Bataller var ordfører for EØSU's udtalelse om emnet (CES 228/2001 af 28. februar 2001, EFT C 139 af 11.5.2001).

—

Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (Bruxelles I) (EFT L 12 af 16.1.2001). Henri Malosse var ordfører for EØSU's udtalelse om emnet (CES 233/2000 af 1. marts 2000, EFT C 117 af 26.4.2000).

—

Grønbog om alternativ konfliktløsning på det civil- og handelsretlige område (KOM(2002) 196 endelig af 19.4.2002).

—

Forordning (EF) nr. 805/2004 af 21. april 2004 om indførelse af en europæisk betalingspåbudsprocedure for ubestridte krav (EUT L 143 af 30.4.2004). Guido Ravoet var ordfører for EØSU's udtalelse om emnet (CESE 1348/2002 af 11. december 2002, EUT C 85 af 8.4.2003).

—

Forslag til forordning om indførelse af en europæisk småkravsprocedure (KOM(2005) 87 endelig af 15.3.2005). Jorge Pegado Liz var EØSU's ordfører om emnet (CESE 243/2006 af 14. februar 2006).

—

Grønbog om større effektivitet i fuldbyrdelsen af retsafgørelser i Den Europæiske Union: Udlæg i bankindeståender (KOM(2006) 618 endelig). Jorge Pegado Liz var EØSU's ordfører om emnet (CESE 1237/2007 af 26. september 2007).

—

Rådets forordning (EF) nr. 1896/2006 af 12. december 2006 (EUT L 399 af 30.12.2006) om indførelse af en europæisk betalingspåkravsprocedure. Jorge Pegado Liz var EØSU's ordfører om forslaget til forordning (KOM(2004) 173 endelig af 19.3.2004) (CESE 133/2005 af 22. februar 2005, EUT C 221 af 8.9.2005).

25.6.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 162/20

1.1

EØSU går ind for denne strategi for 2007-2013, som det mener er et lovende fremskridt inden for forbrugerbeskyttelsespolitikken. EØSU konstaterer, at Kommissions plan er ambitiøs, skønt vag på visse områder, men regner med, at målsætningerne bliver opfyldt inden for den opstillede tidsramme.

1.1.1

EØSU mener imidlertid, at et årligt budget på 22,7 mio. EUR for forbrugerbeskyttelsesstrategien desværre er for lavt til, at strategiens foranstaltninger kan gennemføres. Der er et klart misforhold mellem de mål, der er opstillet i strategien, og de ressourcer, der er afsat til strategiens gennemførelse.

1.2

EØSU konstaterer, at der er tale om en positiv og ambitiøs strategi, men at de skridt, der er taget på forbrugerområdet, har været skuffende og derfor ikke indgyder meget håb om strategiens succes. For at opfylde målene er det nødvendigt at udarbejde et dynamisk program for den nærmeste fremtid.

1.3

EØSU noterer endvidere, at lovgivning spiller en central rolle på forbrugerbeskyttelsesområdet. På den anden side er den eksisterende lovgivning ikke fleksibel, og et fair marked kunne være af stor betydning for forbrugere og leverandører. Når markedet ikke fungerer godt, er lovgivning uundgåelig. EØSU opfordrer Kommissionen til at sikre, at lovgivningen, hvor en sådan er nødvendig, reelt gennemføres og efterleves. Lovgivningen bør ikke på nogen måde gå ud over medlemsstaternes eksisterende forbrugerbeskyttelse. Et af de værktøjer, der her kan bringes i anvendelse, er bedre overvågning af markedet. I denne sammenhæng opfordrer EØSU Kommissionen til at sikre, at der foretages effektive markedsundersøgelser både på mikro- og makroøkonomisk plan. Lovgivningen må håndhæves og løbende evalueres. Det er endvidere helt afgørende, at lovgivningen er enkel og forståelig, navnlig i lyset af, at de fleste aktører på det indre marked er SMV'er.

1.3.1

Det anbefales, at det forbrugerpolitiske program ikke kun håndhæver og evaluerer beskyttelsen af forbrugerrettighederne, men også fremmer samarbejdet og koordineringen mellem erhvervssektorer og forbrugerbeskyttelsesorganer i medlemsstaterne. Ud over lovgivningen, beskyttes forbrugerrettighederne i sidste ende bedst, når disse to sektorer arbejder sammen mod et fælles mål.

1.4

Uddannelse af forbrugere og detailhandlere/serviceleverandører er et vigtigt led i bestræbelserne på at sikre overholdelse af og kendskab til lovgivningen, men er også af afgørende betydning for ansvarlighed og bæredygtighed i forbrug og produktion.

1.5

EØSU anser det for vigtigt, at følgende ændringer gennemføres i perioden 2007-2013:

2.1

Strategien sætter fokus på de vigtigste udfordringer i den kommende periode. Disse udfordringer skyldes i bund og grund, at detailmarkedet og markedet for tjenesteydelser udvikler sig og vokser på en måde, som har styrket forbrugerne. Denne styrkelse af forbrugerne kan imidlertid øge kløften mellem på den ene side forbrugere med viden og midler og på den anden side sårbare forbrugergrupper. Styrkelsen af forbrugerne betyder ikke, at forbrugernes velfærd optimeres. Det er derfor vigtigt, at forbrugernes tillid bevares. En anden udfordring har at gøre med virksomheders, navnlig SMV'ers, evne til at tilpasse sig de teknologiske fremskridt, som fører til ændrede salgsmetoder for deres produkt/tjenesteydelse, og til i højere grad at benytte sig af eHandel og skræddersyede tjenesteydelser.

2.2

I strategien opstilles følgende målsætninger, der skal opfyldes inden 2013:

Disse målsætninger betragtes som de centrale elementer i den økonomiske vækst i det indre marked.

2.3

Opfyldelsen af disse tre målsætninger tager udgangspunkt i de retlige rammer for EU's udgifter til forbrugerpolitikken med henblik på at sikre forbrugerbeskyttelsen og en effektiv gennemførelse af lovgivningen gennem håndhævelse, samarbejde, information, uddannelse og klageordninger.

2.4

Der opstilles således følgende prioriterede indsatsområder:

Strategien fremhæver en række aktioner inden for de enkelte prioriterede indsatsområder. En række af disse behandles under 'særlige bemærkninger'.

3.1

EØSU hilser strategien for forbrugerpolitikken 2007-2013 velkommen. I strategien gøres der klart rede for, at forbrugernes tillid og forbrugerbeskyttelsen er et centralt element i et sundt og blomstrende indre marked, og udvalget støtter navnlig denne opfattelse. Der bør imidlertid sættes fokus på vellykkede eksempler inden for EU på selvregulering, samregulering og udarbejdelse af adfærdskodekser.

3.1.1

EØSU mener ikke, at forbrugerpolitikken bør være begrænset til gennemførelsen af det indre marked. Tværtimod er det det indre marked, der som det korrekt angives i Kommissionens meddelelse »Et indre marked for Europa i det 21. århundrede« (KOM(2007) 724 endelig) skal sigte mod at imødekomme forbrugernes behov og tjene deres interesser.

3.1.2

Efter EØSU's opfattelse bør Kommissionens strategi være rettet mod gennemsigtige markeder og en styrkelse af det indre marked, og der må arbejdes hen imod en forbrugerpolitik, der fremmer effektive markeder, bidrager til den økonomiske vækst og beskæftigelsen og forbedrer forbrugernes velfærd.

3.2

De udfordringer i det indre marked, som Kommissionen peger på, er reelle udfordringer, som må imødegås, hvilket der også lægges op til i strategien. Ud over disse markedsmæssige udfordringer mener EØSU, at Kommissionen står over for yderligere to udfordringer: at opnå en ægte harmonisering af de nationale politikker, og at gøre forbrugernes velfærd til et centralt mål i Kommissionens forskellige generaldirektorater.

3.3

EØSU mener, at denne nye meddelelse fra Kommissionen om strategien for 2007-2013 er et meget vigtigt og lovende skridt fremad. Den er langt bedre struktureret end den tidligere fælles strategi for sundhed og forbrugerbeskyttelse (KOM(2005) 115 endelig), som EØSU også har afgivet udtalelse om (1).

3.4

EØSU er betænkelig ved de uoverensstemmelser, som dette forslag kan skabe i forhold til andre foranstaltninger, der er godkendt på EU-niveau. Der bør være sammenhæng mellem de operationelle mål og Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om oprettelse af et EF-handlingsprogram inden for forbrugerpolitik (2007-2013) (2).

3.5

Selv om de målsætninger, som Kommissionen har opstillet, er overambitiøse, til tider vage og ikke særlig præcise, regner EØSU med, at de kan opfyldes inden for den angivne tidsramme og på en måde, som bedst stemmer overens med det indre markeds og forbrugernes krav.

3.6

Med henblik på at gennemføre forbrugerpolitikkens målsætninger har Kommissionen allerede lanceret en række initiativer, herunder grønbogen om gennemgang af forbrugerlovgivningen, men EØSU opfordrer Kommissionen til også at foretage en grundig gennemgang af konkrete direktiver. De nyligt offentliggjorte meddelelser om gennemførelse af fjernsalgsdirektivet (KOM(2006) 514 endelig) af 21.9.2006 og direktivet om garantier og direkte producentansvar (KOM(2007) 210 endelig) samt om gennemførelse af ændringer til timeshare-direktivet 2007 har faktisk været en skuffelse for EØSU, da forslagene ikke går til bunds i spørgsmålet om at løse de reelle problemer, der virker hæmmende for de pågældende tjenester. Hertil kommer, at de ikke opfylder målene i strategien for forbrugerpolitikken.

3.6.1

EØSU ser frem til Kommissionens forslag til et direktiv om forbrugernes kontraktmæssige rettigheder som annonceret i Kommissionens lovgivnings- og arbejdsprogram for 2008 (KOM(2007) 640 endelig), og vil, så snart forslaget er vedtaget, være klar til at afgive udtalelse herom, navnlig om gennemførelsen af principperne for arbejdet med at forenkle fællesskabsretten.

3.7

EØSU er villig til at støtte fuld harmonisering af forbrugerlovgivningen under visse betingelser og til helt konkrete formål, når det er gennemførelsen af det indre marked, som er hovedmålet. En sådan harmonisering bør imidlertid ikke foretages, hvis den indebærer en svækkelse af eksisterende rettigheder. Den bør føre til en styrkelse af forbrugerrettighederne i de forskellige medlemsstater med henblik på at fremme grænseoverskridende køb, hvilket kun kan være til fordel for både forbrugerne og detailhandlerne/serviceleverandørerne. Foranstaltningerne bør ikke kun gennemføres på et niveau, hvor medlemsstaterne påtager sig en passende beskyttelse af forbrugerne, men også på EU-niveau, idet der gøres en indsats for at opnå ægte markedsintegration.

3.8

EØSU bifalder de foranstaltninger, der er beskrevet under de prioriterede indsatsområder i strategien for forbrugerpolitikken, og ser frem til deres gennemførelse. EØSU konstaterer, at Generaldirektoratet for Forbrugerbeskyttelse råder over begrænsede finansielle og menneskelige ressourcer. Dette gør det endnu mere besværligt for generaldirektoratet at opfylde sin målsætning. Hertil kommer, at et årligt budget på 22,7 mio. EUR desværre er for lavt til, at strategiens foranstaltninger kan gennemføres.

3.8.1

Erfaringerne fra det tidligere program viser, at personalemangel også var årsag til, at for mange elementer i planerne ikke kunne gennemføres. Det gennemsnitlige årlige budget var faktisk højere end for den aktuelle periode, hvor målene er mindre ambitiøse.

4.1

Bedre overvågning af markedet: EØSU anerkender det nødvendige i bedre markedsovervågning og støtter de foranstaltninger, der foreslås under dette prioriterede indsatsområde. EØSU opfordrer imidlertid kraftigt Kommissionen til at finde innovative metoder til præcist at kortlægge forbrugernes erfaringer og synspunkter. Kommissionen kunne tænkes at ville gennemføre en omfattende undersøgelse af forbrugererfaringer i medlemsstaterne gennem en analyse af konkrete situationer og af, hvordan de er blevet løst. Endvidere opfordrer EØSU til, at indsamlingen af markedsoplysninger ikke bør medføre yderligere byrdefulde opgaver for de enkelte virksomheder, navnlig ikke for SMV'er.

4.2

Bedre forbrugerbeskyttelseslovgivning: Initiativer inden for dette prioriterede indsatsområde bør omhyggeligt tage hensyn til de virkninger, eHandel og den digitale verden har på forbrugerrettighederne, og følgelig klart opstille rettigheder og forpligtelser på det digitale område. Der bør endvidere indføres foranstaltninger for at undgå, at bestemte forbrugergrupper ikke kan benytte sig af visse tjenester som følge af den digitale kløft, da dette kun vil føre til endnu en sårbar forbrugergruppe.

4.3

Bedre håndhævelse og klageadgang: Håndhævelse er klart nødvendigt for at sikre, at forbrugerpolitikkens målsætninger faktisk opfyldes, og øget samarbejde mellem medlemsstaterne og Kommissionen er derfor essentielt. EØSU bifalder og støtter Kommissionens forslag om tiltag i forbindelse med kollektive klageordninger. Sådanne klageordninger sikrer, at der tages fat om problemer, som den enkelte forbruger ikke kan klare på egen hånd.

4.4

Bedre informerede og bedre uddannede forbrugere: EØSU er stærkt overbevist om, at uddannelse og oplysning er helt afgørende for forbrugerbeskyttelsen. Nettet af europæiske forbrugercentre har været et stort fremskridt i forbrugeroplysningen. EØSU mener imidlertid, at Kommissionen også bør finde nogle mere innovative og kreative metoder til at fremme en egentlig kommunikation med forbrugerne i almindelighed på et sprog, som appellerer til offentligheden.

4.5

Et ansvarligt og bæredygtigt forbrug: ud over at forfølge målet om velinformerede forbrugere er det også vigtigt at fremhæve det vigtige i et ansvarligt forbrug. Strategien understreger, at useriøse detailhandlere/serviceleverandører ikke må kunne operere, men det bør samtidig påpeges, at virksomheder og erhvervsdrivende forventer, at forbrugerne har et ansvarligt forbrugsmønster. Endvidere bør bæredygtighed i forbruget være et vigtigt aspekt af det indre marked, og både serviceleverandører/detailhandlere og forbrugere bør være bedre orienteret om, hvad man egentlig forstår ved bæredygtigt forbrug og selv efterleve det.

4.6

Forbrugerbeskyttelsesaspekter må integreres i alle EU-politikker og -regler: de foranstaltninger, Kommissionen har foreslået, f.eks. udpegelse af en kontaktperson for forbrugerspørgsmål i generaldirektoraterne, er positive og skulle effektivt kunne sikre, at dette prioriterede mål opfyldes. EØSU er enigt i, at hvert generaldirektorat årligt bør aflægge rapport om, hvordan forbrugerpolitikken har været integreret i deres specifikke område. EØSU bifalder således indføjelsen af artikel 153, stk. 2, i de generelle bestemmelser (ny artikel 12 i udkastet til reformtraktat).

4.7

Bedre beskyttelse af EU's forbrugere på de internationale markeder: det er nødvendigt, at forbrugerne er beskyttede, også på de internationale markeder. En sådan beskyttelse bør ikke kun være relateret til produktsikkerhed, som er et område af stigende betydning for EU's forbrugere, men også til beskyttelse mod tjenesteydelser/produkter, der først og fremmest sælges gennem eHandel, hvilket giver forbrugeren problemer.

4.8

Det fremgår af strategien, at det er Kommissionens mål at sikre, at politikken for forsyningspligtydelser ledsages af passende foranstaltninger over for forbrugerne. EØSU går ud fra, at Kommissionen er enig i dets synspunkt om forsyningspligtydelser og tjenesteydelser af almen interesse, som har været fremsat i en række udtalelser, og som ligger på linje med Lissabon-traktatens nye protokol om forsyningspligtydelser.

4.9

Samarbejde mellem erhvervslivet og forbrugerbeskyttelsesorganer: Ud over lovgivningen og håndhævelsen heraf, er det samarbejdet mellem disse to sektorer, som reelt kan sikre forbrugerbeskyttelsen. Der bør gøres en indsats for at lette dette samarbejde, og eksempler på god praksis i de medlemsstater, som har anlagt en sådan strategi, og som også har etableret adfærdskodekser, bør følges i hele EU.

25.6.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 162/24

1.1

Af strategiske, politiske og økonomiske grunde går EØSU udtrykkeligt ind for uafhængig europæisk adgang til rummet. Derfor støtter det politikkerne beskrevet i dokumenter fra Det Fælles Rumråd, Kommissionen og ESA (1) i april og maj 2007.

1.2

Europæisk rumpolitik skal sigte på fredelige aktiviteter, herunder dette at opretholde den kollektive sikkerhed.

1.3

EØSU mener, at europæiske rumaktiviteter, hvad enten de føres på nationalt niveau, i EU- eller tilmed ESA-regie, vil generere synlige fordele på forskellige områder, f.eks. videnskabelig forskning, en hensigtsmæssig tilvejebringelse af infrastrukturer og data samt en bred vifte af applikationer som en følge af integrationen af rum- og jordbaserede systemer.

1.4

ESA-konceptet har hidtil haft stor succes. ESA's forbindelse med Kommissionens aktiviteter bør og vil frigøre et yderligere potentiale. Med henblik herpå må der udvikles samarbejdsprocedurer, foretages en kompetenceafgrænsning og udarbejdes en udgiftsfordelingsnøgle.

1.5

Udviklingen på verdensplan — USA, Rusland, Japan, Kina, Indien, bl.a. Space faring Nations — tvinger EU til at optræde endnu mere aktivt som konkurrent og partner i rummet. Dette kræver, at der på kort sigt udarbejdes konkrete programmer og indledes en beslutningsproces, der holder trit med beslutningstagningen hos andre aktører på verdensplan.

1.6

Samtidig ville en hurtigere fælles beslutningsproces forbedre mulighederne for at definere og efterfølgende gennemføre opgaver, der tilgodeser brugernes behov.

1.7

GALILEO og GMES er europæiske prestigeprojekter. GALILEO-programmerne bør implementeres uden forsinkelse.

1.8

Dette at indlemme »rummet« i FP7 og EU's politikker bør føre til en integreret tilgang i alle berørte generaldirektorater. En sådan udvidelse af grundlaget for strategisk tænkning i Kommissionen vil have en positiv effekt på de integrale tilgange på nationalt plan, som ofte mangler. I den forbindelse vil det være optimalt at gøre en fælles indsats.

1.9

Alle medlemsstater, herunder også de mindre og de nye medlemsstater, skal have gavn af den europæiske rumpolitik ved at der skabe tilstrækkelige muligheder for videnskabelige kompetencer såvel som for højt kvalificeret industriel kapacitet i hele EU i sektorer både på de tidligere og senere stadier i processen.

1.10

I ESA's industripolitik (2) med begrebet »rimelig modydelse« får hvert land sin egen investering tilbage via subskriptioner og koncessioner. Således afspejler forbindelserne mellem regeringer, ESA, private virksomheder og forskningsinstitutter dybt rodfæstede mønstre.

1.11

Hidtil har princippet om »rimelig modydelse« været en succes med henblik på europæisk rumkapacitet. Men rummarkedets øgede modenhed vil kræve mere fleksibilitet, eftersom faste forhold i reglen ikke er befordrende for fornyelse inden for industrien. På grund af markedsefterspørgslen, brugernes behov og serviceudviklingen, forventes navnlig SMV på passende vis at imødekomme de nye krav og alternativer inden for europæisk rumpolitik.

1.12

På den anden side kan pludselige ændringer i faste procedurer og forhold virke mod hensigten, også i betragtning af de store skævheder mellem bidragene til ESA.

1.13

Derfor slår EØSU til lyd for en åben og gennemsigtig analyse og en dialog om Europas ønskede resultater det næste årti; hvilke målsætninger og tilsvarende institutionelle værktøjer — det være sig ESA, Kommissionen og medlemsstaterne — er der behov for at gennemføre en fælles koordineret europæisk opgave. Dialogen skal bl.a. omfatte, hvorledes ESA finansieres, mellemstore virksomheders dynamiske bidrag, og opretholdelsen af det højeste konkurrenceniveau.

1.14

I den henseende er Kommissionens ansvar for applikationer og indsatsen for at fremme brugernes behov også afgørende. EØSU har tillid til, at Kommissionen garanterer åbne diskussioner og inddragelsen af den private sektor, især SMV'er.

1.15

EØSU er enig med Rådet i rummets betydning for forsvar og sikkerhed. Der bør sættes skub i planlægningen af fremtidige systemer, der bringer de europæiske lande nærmere på hinanden.

1.16

Da grænserne mellem civile og militære applikationer udviskes, bør der gøres fuldt brug af de såkaldte dual use-systemer.

1.17

Endelig er kommunikation afgørende. EØSU mener, at formidlingen af fordelene for dagliglivet bør forbedres.

1.18

En korrekt målrettet kommunikation om europæisk rumpolitik bør give incitamenter til unge i forhold til denne sektor, og bør mere generelt gøre det mere attraktivt for unge mennesker at stile mod en videnskabelig og/eller teknisk uddannelse.

2.1

I det seneste årti har de europæiske institutioner og nationale taskforcer i stigende grad forholdt sig til debatten om nye tiltag angående den europæiske rumpolitiks fremtid.

2.2

I april 2007 offentliggjorde Kommissionen i tæt samarbejde med ESA (3) en meddelelse om rumpolitik (4), en dertil knyttet konsekvensanalyse og et omfattende program med aktioner, som ESA, Kommissionen og medlemsstaterne påtænker at gennemføre.

2.3

Den 22. maj 2007 vedtog Rumrådet (5) en resolution om europæisk rumpolitik baseret på Kommissionens meddelelse.

2.4

Denne øgede interesse, som fremgår af ovenstående dokumenter, er ansporet af en lang række globale begivenheder og europæiske strategiske mål:

2.5

I 2003 og 2004 forelagde Kommissionen en grønbog og en hvidbog om rumpolitik. I begge disse dokumenter blev omridset af en fremtidig rumpolitik konkretiseret. De indeholdt mange — undertiden vidtrækkende — elementer, som er behandlet mere indgående i den allerede nævnte meddelelse.

2.6

I resolutionen af 22. maj 2007 bekræftede Rådet, at rumsektoren er et strategisk aktiv, som bidrager til EU' uafhængighed, sikkerhed og velstand og styrker dets rolle i verden. Et centralt emne er det øgede europæiske samarbejde om levering af rumbaserede tjenester til gavn for borgerne. Rådet knyttede rumpolitikken sammen med Lissabon-strategien og understregede dens relevans for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

2.7

Rådets resolution understreger målet om at opbygge et europæisk forskningsrum og slår igen til lyd for samarbejdet mellem ESA og Kommissionen, som vil skabe effektivitet, bedre finansiering af EU-programmer og mere sammenhæng mellem teknologi og applikation. Forholdet mellem ESA og Kommissionen vil udvikle sig gennem erfaringsbaseret vidnesbyrd. Spørgsmålet om samfinansiering af den allerede eksisterende basisinfrastruktur (Kourou, Darmstadt)er dog uafklaret.

2.8

Et centralt emne er samarbejdet og arbejdsdelingen mellem ESA og Kommissionen. ESA er førende inden for udforskning af rummet og teknologi, og Kommissionen vil være ansvarlig for applikationer, der vedrører dens egne politikker f.eks. transport, miljø, sikkerhed og forbindelser med tredjelande samt identifikationen af ikke-statslige brugeres behov for forbedrede tjenester.

2.9

Omkostningseffektiviteten i programmer under den offentlige sektor vil bidrage til private industri- og handelsvirksomheders konkurrenceevne. Navnlig SMV og leverandørindustrien er vigtige. Samtidig anerkender Rådet ESA's industripolitik, navnlig princippet om »rimelig modydelse«, som et instrument til at fremme investeringer og styrke den europæiske konkurrenceevne.

2.10

Resolutionen fra maj 2007 indleder ubestrideligt en ny fase, som blev modtaget med begejstring af de ledende aktører (6).

3.1

Rummet er en verden i hurtig forandring. I løbet af det sidste årti har EØSU modtaget Kommissionens grøn- og hvidbøger om rumpolitikken meget positivt (7). EØSU støtter igen stærkt de nye tiltag fra Rådet, Kommissionen og ESA fra maj 2007. Det er meget betegnende, at gennembruddene vedrørende rumpolitikken finder sted i begyndelsen af det 21. århundrede. En ny æra indledes.

3.2

Den globale udvikling i rummet har øgede strategiske og teknologiske virkninger.

3.2.1

Rumpolitikken bliver tydeligt mere vigtig, om ikke ligefrem uomgængelig, med henblik på at bidrage til realiseringen af jordbaserede mål, dvs. at rumapplikationer er af afgørende betydning med henblik på at realisere økonomiske og samfundsmæssige mål i et Europa, der befinder sig i en integrationsproces.

3.2.2

Inden for videnskab og forskning sker der klare fremskridt inden for astronomi og planetforskning. ESA nyder godt af eksisterende netværk, som det supplerer med målrettede programmer og peer reviews. I modsætning til videnskaben er militærsektoren stadig nationalt baseret.

3.2.3

Strategisk skal Europa opretholde sin uafhængighed over for USA og Rusland og i stigende grad over for Kina og Indien samt andre rumnationer, som alle samtidig er konkurrenter og partnere i rummet. Mere generelt bør Europas position i verden være udgangspunktet for rumpolitik.

3.3

Rumrådets resolution af 22. maj 2007 og ledsagedokumenterne som Kommissionens meddelelse fra 2007, konsekvensanalysen og redegørelsen ved ESA's generaldirektør, og de indledende elementer i et fælles europæisk program, der dækker ESA, Kommissionen og medlemsstaterne, er et stort skridt fremad, når man holder følgende in mente:

3.4

Rammeaftalen fra 2003 (8) mellem ESA og EU dannede grundlaget for konvergerende planlægning og aktiviteter i EU og ESA. Nu formulerer Rådet en global tilgang med sigte på bedre at koordinere og forbedre effektiviteten i individuelle projekter, hvad enten de er nationale, mellemstatslige eller europæiske.

3.5

Efter EØSU's opfattelse kan man blandt de vigtige elementer nævne den øgede konsensus og de fælles visioner blandt medlemsstaterne. Stadfæstelsen af samarbejdet mellem Kommissionen og ESA og ansvarsdeling mellem disse to instanser danner grundlaget for øget EU-finansiering. Der ses en bedre balance mellem F&U-applikationer og som det vigtigste er hensigten udtrykkeligt at sætte brugernes behov i første række. Hertil kommer offentlig-private partnerskaber og prioriteterne — GALILEO og GMES (9) — som er »prestigeprojekter« inden for rammerne af den europæiske rumpolitik.

3.6

Det bør dog bemærkes, at disse påtænkte tiltag er en del af en længerevarende proces, som absolut ikke er nået til sidste fase. Der skal stadig udarbejdes konkrete projekter og finansieringsmodeller.

3.7

Det samlede budget i 2005 for ESA's EUMETSAT's og medlemsstaternes rumaktiviteter androg 4,8 mia. €. (ekskl. EU) (10). EU har tildelt et garanteret beløb på over 1,4 mia. € (2007-2013) til rumapplikationer og aktiviteter via FP7-programmet. Verdens samlede rumbudgetter androg 50 mia. €. USA's budget ligger på ca. 40 mia. €, hvoraf over 50 % går til militæret. Derudover er incitamentet i de amerikanske udgifter en »100 % amerikansk« tilgang, der har virkninger på samarbejdet mellem de forskellige institutioner og virksomheder (11). Først og fremmest er USA et lukket marked, som er stort nok til at støtte USA's rumindustri, uden at det skal konkurrere med succes på det internationale kommercielle marked.

3.8

De europæiske rumaktiviteter er en blanding af europæiske (mellemstatslige og fælles) programmer og nationale programmer. ESA gør mere end blot at samordne projekter og har indtil videre vist sig at være særdeles succesfuld. ESA er et F&U-agentur, der udvikler store velfungerende infrastrukturer på EU-plan. Der findes store europæiske ESA-operatører i rummet: Arianespace, EUMETSAT, Eutelsat. Udover disse programmer har nogle medlemsstater deres egne programmer baseret på nationale politiske og teknologiske traditioner og mål, og dermed på nationale kapaciteter, netværk og applikationer. Det europæiske mønster består af et kompliceret system af fælles og nationale programmer.

3.9

Det er sandsynligt, at nye medlemsstater vil blive medlemmer af ESA, hvilket vil øge antallet af medlemslande fra 17 til 22 (12). Fordelene skal komme fra eksisterende videnskabelige kompetencer og fra den potentielle styrkelse af økonomiske kraftcentre.

3.10

Overlapninger mellem nationale programmer og ESA er fuldt ud mulige. Projekter til forsvarsmæssige mål er fortsat overvejende nationale. Dette kan også føre til manglende effektivitet på grund af udviskningen af grænserne mellem teknologier til militære og civile mål. Den nye globale tilgang kan måske befordre konvergens.

3.11

Budgetterne vedrører infrastruktur og dataindsamling. Jo bedre forholdet til erhvervs- og markedskræfterne er organiseret, jo mere omfattende multiplikatoreffekter opstår der via applikationer og tjenester. I den henseende er EUMETSAT (operatøren af vejrsatellitter) et eksempel. Det kan udgøre en meget nyttig model for andre sektorer.

3.12

På grund af stramme budgetter er det klogt, at Europa fokuserer på prioriteter og er fuldt ud åbent for internationalt samarbejde. Internationalt samarbejde har stor merværdi, som undertiden har imponerende multiplikatoreffekter. For at kunne indtræde som en lige partner med tredjelande bør Europas kapaciteter dog også i tilstrækkelig grad leve op til grundlæggende krav ud over prioriteterne. Det er hensigtsmæssigt, at der er generel enighed om sådanne krav, og at der efterfølgende sikres tilstrækkelige investeringer.

3.13

I en udtalelse afgivet for nyligt går EØSU fuldt ud ind for GALILEO, et europæisk globalt navigationsprojekt (13). GALILEO vil garantere timing-positionering og timing-data mere nøjagtigt i hele verden til civile applikationer på en lang række områder. Det kan sammenlignes med det eksisterende amerikanske GPS, men det vil også tilføje flere andre ting.

3.13.1

GALILEO vil bekræfte den europæiske position som en uafhængig aktør i rummet.

3.13.2

Der var ikke nogen tilfredsstillende forretningsmæssige perspektiver for sektoren tidligere i processen. EØSU glæder sig over Rådets afgørelse om at finansiere GALILEO samt udformningen af programmerne. Programmerne skal straks implementeres for at skabe gunstige betingelser for sektoren længere nede i processen (14).

3.13.3

Bortset fra hindringerne for et levedygtigt offentlig-privat partnerskab, som generelt under alle omstændigheder er en kompliceret affære, er der en række andre åbne spørgsmål, som det haster med at løse for at nå frem til en effektiv inddragelse af private partnere.

3.14

Udover de eksisterende tjenester vil GMES kunne levere de mere og mere nødvendige, sammenhængende sæt jordobservationsbaserede tjenester. Det »vil forbedre Europas overvågnings- og vurderingskapacitet i forbindelse med miljøpolitik og bidrage til løsningen af sikkerhedsproblemer« (15). Den dynamiske udvikling i hele verden viser, hvor nyttigt det er med nye værktøjer for at tage nye udfordringer op inden for miljø, klimaforandring, sundhed og personlig og kollektiv sikkerhed.

3.14.1

Disse udfordringer berører et bredt udsnit af områder gående fra naturkatastrofer og kriser til virkninger af klimaforandringen som gasemissioner og luftforurening til civilbeskyttelse og grænsekontrol.

3.14.2

De relevante applikationer på dette område er brugerorienterede — med brugere fra meget forskelligartede kredse, der repræsenterer beslutningstagere, offentlige tjenester, virksomheder og borgere — hvilket understreger behovet for øget samordning mellem ESA og Kommissionen og medlemsstaterne og det hensigtsmæssige i, at EU opstiller en liste over behovene.

3.14.3

GMES-tjenester vil gavne udviklingen og gennemførelsen af en række EU-politikker. I betragtning af den forventede merværdi af GMES, skal budgettet (2009) sikre operationelle midler til tjenester og rumapplikationer, der skal støtte EU-politikkerne.

3.14.4

Også i tilfælde af GMES-infrastruktur er det regeringens ansvar at indsamle data på en pålidelig og bæredygtig måde. Derfor bør der tilvejebringes betingelser for, at private virksomheder kan deltage.

3.15

GALILEO, GMES og andre programmer er alle en illustration af, at rumpolitikken bliver operationel og kan støtte igangværende teknologiske resultater og applikationer, som kan bidrage til, at man bruger nye metoder til at analysere, foregribe og løse samfundsmæssige spørgsmål.

3.16

Det er vigtigt, at alle medlemsstater, herunder også de mindre og de nye medlemsstater, får gavn af den europæiske rumpolitik. Det er også i EU's fælles interesse, at alle medlemsstater engagerer sig.

3.17

De nye medlemsstater vil helt sikkert få gavn af applikationerne. Derudover bør der skabes muligheder for, at de kan medvirke med deres eksisterende videnskabelige kompetencer og deres højt kvalificerede industrielle kapaciteter med henblik på at styrke deres potentiale.

4.1

Rumrådet mødtes for første gang i november 2004 for at drøfte og fremme europæisk konvergens og europæisk baserede programmer. EØSU håber og tror på, at retningslinjerne fra Rådet i maj 2007 tilvejebringer den ønskede ramme for en rumfartspolitik, som står mål med EU's ambitioner.

4.2

Fremskridt forudsætter altid bedre institutionelle bestemmelser. I den henseende bifalder EØSU Rådets og Kommissionens øgede engagement i rumanliggender såvel som i det påtænkte klart definerede samarbejde henholdsvis ansvarsdeling mellem ESA og Kommissionen.

4.3

Rumrådet udgør det hensigtsmæssige forum for drøftelser om mellemstatslige og EU-relaterede tilgange, der skal være snævert forbundne.

4.4

Dette at indlemme »rummet« i EU's politikker og FP7 med et særligt kapitel om rumpolitik bør gøres synligt via det tilstræbte engagement i alle berørte generaldirektorater. Dette overordnede engagement vil skabe et bredere grundlag for strategisk tænkning. I den henseende vil EU's specifikke kompetence vedrørende rummet i den nye traktat absolut være nyttig.

4.5

Lovrammen, som ofte overses, kræver særlig opmærksomhed. I en »enstatskontekst« som i USA er den eksisterende retsorden den naturlige ramme for konkrete aktiviteter og den dertil knyttede regulering. Derimod mangler der i den komplicerede europæiske kontekst — ESA, Kommissionen, suveræne medlemsstater — en velstruktureret juridisk ramme, hvilket har negative følger. I betragtning af det øgede antal rumrelaterede aktiviteter i EU bliver det blevet så meget desto mere nødvendigt med en sammenhængende og logisk juridisk/institutionel ramme.

4.6

Kommissionens ansvar for applikationer og forskellige generaldirektoraters medvirken vil have positiv indflydelse på drøftelserne og samarbejdet med den private sektor. Det vil åbne nye områder for brugerorienterede projekter.

4.7

Et særligt aspekt, der bør nævnes, er bestemmelsen i den nye traktat, ifølge hvilken en og samme person varetager hvervet som EU's høje repræsentant for udenrigsanliggender i Rådet og næstformand for Kommissionen.

4.8

Et af hovedrationalerne for europæisk rumpolitik er, at Kommissionens strategiske tænkning også vil have positiv effekt på de integrerede tilgange på nationalt plan, som ofte mangler. Inddragelsen af Kommissionens generaldirektorater vil også skabe nye netværk med (potentielle) brugere i de nationale forvaltninger.

4.9

Af samme grund hilses oprettelsen af et GMES-kontor i generaldirektoratet for Erhvervspolitik med ansvar for koordination yderst velkommen.

4.10

Kommissionens medvirken giver rumpolitikken en plads blande de øvrige EU-politikker. Dette vil bidrage til at give rumpolitikken et bedre image blandt borgerne.

4.11

Hidtil har »rummet« været alt for isoleret og ikke godt formidlet. En effektiv kommunikationsindsats fra Kommissionens og Rådets side bør understrege »rummets« betydning for samfundet. En målrettet formidlingsindsats bør også indbefatte et positivt incitament til unge i forhold til denne sektor, og mere generelt incitamenter til at stile mod en videnskabelig og/eller teknisk uddannelse.

4.12

EØSU understreger, hvor stor betydning systematisk og generelt gennemsigtig evaluering og korrekt implementering har. Det komplekse forhold mellem forskningscentre, offentlige myndigheder i EU og medlemsstaterne og private virksomheder sammen med de komplicerede finansielle og organisatoriske foranstaltninger kræver overvågning. I et dynamisk samvirke vil effektiv overvågning føre til gennemsigtighed og muligvis til forenkling og nye synspunkter og projekter samt finansiering af disse.

5.1

Strategiske koncepter og programmer i medlemsstaterne, de specifikke nationale tilgange til private virksomheder, mellemstatsligt samarbejde i og uden for EU, og det teknologiorienterede ESA som et mellemstatsligt agentur forklarer princippet om »rimeligt udbytte«: Hvert land får sin egen investering i ESA-aktiviteter tilbage i form af kontrakter til erhvervslivet via et kompliceret mønster af subskriptioner og koncessioner. Under de nuværende betingelser er ESA's industripolitik en succes.

5.2

Som en konsekvens heraf afspejler forbindelserne mellem regeringer, forskningsinstitutter, ESA og private virksomheder og dybt rodfæstede mønstre, også fordi rumsegmentet udgør et begrænset og højtspecialiseret marked.

5.3

Der skal tages højde for afgørende eksempler på udvikling:

5.4

Rådet slår til lyd for videreførelsen af princippet om »rimeligt udbytte« i forbindelse med ESA. I dette anliggende er ESA-medlemsstaternes interesser ikke i alle henseender sammenfaldende. Det bør bemærkes, at princippet om rimeligt udbytte allerede er ændret takket være en mere fleksibel tilgang end tidligere, og at det gradvis moderniseres. EØSU mener, at princippet bør gøres tilstrækkeligt smidigt til at sikre en hensigtsmæssig inddragelse af (fortsat) nationalt baserede højt kvalificerede mellemstore virksomheder.

5.5

I tilfælde af Kommissionens deltagelse og finansiering vil de aktuelle EU-regler være gældende, dvs. konkurrencepolitikken og bestemmelserne om offentlige indkøb. EØSU anbefaler, at Kommissionen udvikler egnede instrumenter og finansieringsregler for fællesskabsforanstaltninger på rumfartsområdet, der tager hensyn til de særlige forhold, der gør sig gældende inden for rumfartssektoren samt muliggør en afbalanceret industristruktur i medlemsstaterne på rumfartsområdet.

5.6

En vigtig ting at være opmærksom på er SMV's rolle i forbindelse med udvikling af tjenester. Der bør sondres mellem store, ofte internationalt drevne virksomheder og et stort antal specialiserede mellemstore virksomheder, der mest er baseret i et enkelt land, som er på udkik efter muligheder i det europæiske rum. Konsortier af SMV inden for rumaktiviteter har behov for støtte.

5.6.1

De specialiserede mellemstore virksomheders rolle er under alle omstændigheder stigende (16). Formentlig vil dette forstærkes i den sektor på grund af vægten på markedsefterspørgslen og brugernes behov samt den dynamiske inddragelse af SMV i udviklingen af tjenester. Operationel planlægning og projekter i samarbejde med SMV vil blive mere almindeligt.

5.6.2

Hidtil videre har rumpolitikken stort set været adskilt fra andre økonomiske sektorer. Det at vægten er lagt et andet sted, dvs. den horisontale tilgang og samarbejdet mellem ESA og Kommissionen, vil bidrage til at knytte teknologi, offentlige investeringer og privat erhvervsliv sammen. Erfaringen med EUMETSAT i forbindelse med udviklingen af operationelle tjenester kan være af praktisk værdi for GMES.

5.6.3

Angående satellitter kan forretningsplanlægning, markedsføring og afsætning føre til gunstige former for praksis. Netværker med mellemstore virksomheder vil blive intensiveret.

5.7

Rumbaserede og jordbaserede systemer bør integreres hvilket er forudset for GMES. Intelligente sensornetværk kan udvikles yderligere.

5.8

Inddragelsen af industrien kræver en præcis definition af efterspørgslen i EU. Den øgede vægt på tjenester og brugerbehov udover forskning, dataindsamling og infrastruktur indebærer en konstant finjustering mellem videnskab og applikation i hele Europa (17).

5.9

Men som tidligere anført kræver applikationer støtte til den teknologiske udvikling. Blandt andre er ESTP (18), hvor videnskabelige og industrielle aktører samarbejder, en meget lovende platform til identifikation af relevant teknologier. ESTP forventes at sætte den langfristede strategiske forskningsdagsorden. ESTP kan også stå for forbindelser til andre industrielle sektorer og områder.

5.10

Hidtil har princippet om »rimelig modydelse« været en succes med henblik på europæisk rumkapacitet. Men rummarkedets øgede modenhed vil kræve mere fleksibilitet, eftersom faste forhold er i reglen ikke befordrende for fornyelse inden for industrien. På grund af markedsefterspørgslen, brugernes behov og serviceudviklingen, forventes navnlig SMV på passende vis at imødekomme de nye krav og alternativer inden for europæisk rumpolitik.

5.10.1

I den henseende bør der tages højde for de store skævheder mellem de nationale bidrag til ESA, navnlig hvad angår de nye medlemsstater og de mindre lande samt ikke-EU-lande (i ESA).

5.11

Derfor plæderer EØSU for en åben og gennemsigtig analyse af og en dialog om, hvad Europas ønskede resultater inden for det næste årti skal være, hvis Europas position i verden skal bevares og forbedres. Det bør fastlægges, hvilke mål og dertil svarende institutionelle redskaber der er nødvendige — for så vidt angår ESA, Kommissionen og medlemsstaterne — herunder et dynamisk bidrag fra mellemstore virksomheder, for at gennemføre en fælles koordineret europæisk opgave og sikre det højest muligt konkurrenceniveau.

5.12

En sådan analyse og dialog bør også indbefatte den måde, ESA finansieres på, navnlig virkningen af de optimale bidrag og hvorledes man kan forudse procedurer samt en stadig større integration af nytten af rumtjenester i EU's indre marked. På de områder, som Kommissionens generaldirektorater vil medvirke i, må der som krævet af Rådet udvikles særlige finansieringsregler og dertil svarende udgiftsfordelingsnøgler.

5.13

Moderne sektorbaseret industripolitik, som den udvikles af Kommissionen for forskellige sektorer, kan også være en hjælp, hvis man tager hensyn til rummets særlige karakteristika. Blandt disse kan man nævne behovet for offentligt finansieret teknologi og infrastruktur, udvikling af prototyper, og problemet med et manglende reelt marked i flere segmenter samt den aktive statsstyrede og –finansierede rumrelaterede industripolitik i USA og andre steder.

5.14

Som første skridt haster det med konkretisering af beslutningstagernes syn på Europas industripolitiske ambitioner i forhold til industrien.

6.1

Rådets resolution understreger rummets betydning for forsvar og sikkerhed. Der er mere og mere debat om en fælles strategi vedrørende Europas militære kapacitet.

6.2

Debatten hænger sammen med ønsket om fremskridt inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. EØSU glæder sig over den stadig mere accepterede konklusion, at sikkerhed ikke længere bør være en enkelt politik men et mix af politikker fra og i EU-institutionerne (19).

6.3

Det bør også holdes in mente, at grænserne mellem civile og militære applikationer bliver mere og mere udviskede. Det anbefales at understrege de mulige gensidige fordele i forbindelse med de forskellige krav i begge sektorer. De militære systemer kan nyde godt af civile europæiske projekter på grund af den dobbelte anvendelse af civile og militære applikationer.

6.4

For tiden er ansvar, styring og budgetter på sikkerhedsområdet udelukkende nationale anliggender. Synergitilgange blandt forskellige lande ses sjældent, selv om visse aktioner i forsvarssektoren er koordineret i en europæisk ramme. Der er adskillige valgmuligheder for fremtiden gående fra en »mindre« grad af europæisk samarbejde til en fuldt flyvefærdig fælles europæisk model.

6.5

EØSU mener, at der af sikkerhedsmæssige, teknologiske og budgetmæssige årsager bør sættes skub i planlægningen af fremtidige systemer med deltagelse fra europæiske lande.

6.6

Den nationale logik er dybt rodfæstet inden for sikkerhedsanliggender. Men hvis man starter med en fælles vision for fremtiden, herunder også på baggrund af den påtrængende globale udvikling, kan konkrete projekter iværksættes, og erfaringsbaserede vidnesbyrd kan foranledige fremskridt.

6.7

For at undgå unødige overlapninger, bør specialisering og arbejdsdeling være en del af planlægningen (20). Der kan iværksættes forskningsprogrammer, der bidrager til at udvikle tekniske kompetencer.

6.8

I den henseende kan der gives plads til, at EDA (21) som en af aktørerne udvikler særlige kompetencer, f.eks. til at definere kapaciteter, foreslå udviklingsprogrammer og koordinere nationale forsvars- og rumagenturer og ESA.

6.9

Den nye traktat giver også muligheder for at udvide Kommissionens og Rådets initiativer med henblik på at fremme forskning i sikkerhed. Dette kan dog resultere i dobbeltarbejde og overlapning, hvilket bør undgås.

6.10

Den slags beslutninger kræver forberedelse, og dermed et fast engagement i Rumrådet og Rådet (almindelige anliggender). De institutionelle forbedringer i den nye traktat kan bidrage til dette.

25.6.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 162/31

1.1

Kommissionens kontrol af gennemførelsen har vist, at der er væsentlige forskelle i de nationale love til gennemførelse af direktiv 1999/44/EF. Nogle af disse forskelle skyldes muligvis lovgivningsmæssige huller i direktivet, mens andre allerede på nuværende tidspunkt kan tilskrives ukorrekt gennemførelse af direktivet. Det er endnu ikke klart, i hvilken udstrækning disse forskelle påvirker det indre markeds rette funktion og forbrugernes tillid. EØSU opfordrer Kommissionen til hurtigst muligt at undersøge virkningerne for såvel det indre marked som forbrugernes tillid (1).

1.2

Som konsekvens af ovenstående henstiller EØSU indtrængende til Kommissionen at iværksætte håndhævelsesaktioner mod de medlemsstater, som endnu ikke har gennemført direktiv 1999/44/EF korrekt.

1.3

Grønbogen om forbrugerlovgivningen afslører en række generelle problemer. Kommissionen har ved gennemgangen indkredset visse problemer i relation til gennemførelsen af forbrugerkøbsdirektivet, særligt når det gælder direkte producentansvar.

1.4

EØSU finder, at forbrugerkøbsdirektivet også er mangelfuldt for så vidt angår reglerne om producent- og sælgergaranti, f.eks. kravene om overensstemmelse i direktivets artikel 2.

1.5

Det er ikke godtgjort, at det er nødvendigt at ændre direktiv 1999/44/EF alene med det formål at indføre direkte producentansvar. Grønbogen om gennemgang af forbrugerlovgivningen (2) indledte en offentlig høring om dette og andre emner, som var blevet indkredset af Kommissionen i forbindelse med gennemgangen af EU's forbrugerbeskyttelseslovgivning (dvs. de otte forbrugerdirektiver (3)). EØSU opfordrer derfor Kommissionen til at overveje, om det ikke er hensigtsmæssigt at indføre direkte producentansvar i en eventuel lovgivningsmæssig opfølgning på grønbogen (f.eks. et »horisontalt« direktiv), hvilket organisationer som UGAL (4) og BEUC er fortalere for. EØSU understreger imidlertid, at dette initiativ, som anført af Eurocommerce, ikke må resultere i, at erhvervslivet pålægges en urimelig byrde.

1.6

EØSU mener, at der er behov for en konsekvensanalyse, inden Kommissionen indfører et »horisontalt« direktiv.

1.6.1

For så vidt angår direktivets anvendelsesområde er EØSU enigt i, at direktivet også skal gælde for andre typer af kontrakter om levering af varer til forbrugere (f.eks. billeje) og for kontrakter om levering af digitale tjenester til forbrugere (f.eks. online-musik). Dette gælder også salg af brugte genstande, som sælges på en offentlig auktion, hvor forbrugeren selv er til stede under auktionen. Andre forhold som definition af levering, overgang af risiko, begrebet varers overensstemmelse og forlængelse af tidsfristen herfor, dækning for gentagne fejl, bevisbyrderegler og selv visse misligholdelsesbeføjelser bør overvejes under et horisontalt instrument inden for rammerne af en kombineret tilgang til revisionen af forbrugerlovgivningen. De detaljerede drøftelser om disse emner bør finde sted, når et forslag til et sådant instrument sendes i høring og til offentlig debat.

1.7

De berørte parter og medlemsstaterne har ikke samme holdning til, hvordan direkte producentansvar vil påvirke forbrugerbeskyttelsesniveauet og det indre marked. Et flertal af medlemsstaterne og en række af de berørte parter mener, at direkte producentansvar potentielt kan øge forbrugerbeskyttelsen. Andre mener, at producenten i højere grad end sælgeren er i stand til at bringe varer i overensstemmelse med aftalen. Atter andre mener, at direkte producentansvar ikke vil øge forbrugerbeskyttelsen, men derimod føre til retsusikkerhed og blive en betydelig byrde for virksomheder. EØSU finder, at der er brug for flere oplysninger herom (5).

2.1

Kommissionen vedtog den 24. april 2007 meddelelse om gennemførelsen af direktiv 1999/44/EF (»forbrugerkøbsdirektivet«) om visse aspekter af forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed, herunder også en undersøgelse af behovet og mulighederne for at indføre direkte producentansvar som hjemlet i artikel 12 i direktivet.

2.2

Den 8. februar 2007 vedtog Kommissionen sin grønbog om gennemgang af forbrugerlovgivningen. Direktiv 1999/44/EF er et af de otte forbrugerdirektiver, der opregnes i bilag 2 til grønbogen.

2.2.1

I bilag 1 til grønbogen opregnes der endvidere en række spørgsmål i relation til de specifikke regler, der gælder for forbrugerkøb. Hensigten med denne udtalelse er at rådgive Kommissionen på baggrund af meddelelsen KOM(2007) 210 endelig »om visse aspekter af forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed, herunder også en undersøgelse af behovet og mulighederne for at indføre direkte producentansvar«. EØSU fremlagde sin udtalelse om grønbogen (6) på sin plenarforsamling den 11. og 12. juli 2007 og besluttede ved den lejlighed ikke at udtale sig om de specifikke problemstillinger, dvs. de af Kommissionen rejste spørgsmål om forbrugerkøbsdirektivet, som vil indgå i Kommissionens forslag til et rammedirektiv om forbrugeres kontraktmæssige rettigheder.

2.2.2

I grønbogen lægger Kommissionen en række tværgående emner ud til offentlig høring. Det drejer sig om huller og mangler i lovgivningen, som Kommissionen har konstateret ved gennemgangen af forbrugerlovgivningen, herunder også direktiv 1999/44.

2.3

Alle medlemsstater har omsat direktivet i national lov (7). Formålet med meddelelsen er at undersøge, hvordan medlemsstaterne har gennemført det. Meddelelsen indgår som et led i gennemgangen af forbrugerlovgivningen, som er i tråd med Kommissionens, Europa-Parlamentets og EØSU's målsætning om bedre lovgivning i form af en forenkling af de lovmæssige rammer.

2.4

Sigtet med direktivet er en harmonisering af de aspekter af lovgivningen om forbrugerkøbsaftaler, som vedrører retlige garantier og i mindre grad kommercielle garantier.

2.5

Alle medlemsstater skulle gennemføre direktivet i national lov inden 1. januar 2002 og kunne i øvrigt fastlægge strengere bestemmelser til fordel for forbrugeren.

2.6

Kommissionen gør opmærksom på nogle medlemsstaters mangelfulde gennemførelse af direktivet.

3.1

Meddelelsen drejer sig om medlemsstaternes gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF af 25. maj 1999 om visse aspekter af forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed (»forbrugerkøbsdirektivet«), herunder også en undersøgelse af behovet og mulighederne for på fællesskabsniveau at indføre direkte producentansvar som hjemlet i artikel 12 i direktivet.

3.2

Kommissionens meddelelse retter lyset mod de vanskeligheder, visse medlemsstater er stødt på under gennemførelsen af direktivet. Problemerne skyldes især forskelle i definitionen af »forbruger« og »sælger«, idet disse begreber er defineret anderledes i andre EU-retsakter.

3.3

Tilsvarende er definitionen af »forbrugsvare« i direktivets artikel 1, stk. 2, litra b) bestemmende for anvendelsesområdet. Medlemsstaterne har gennemført denne definition forskelligt. I nogle medlemsstater gælder de pågældende love også for salg af fast ejendom.

3.4

Nogle medlemsstater har udelukket »brugte genstande, som sælges på en offentlig auktion, hvor forbrugerne har mulighed for selv at være til stede under auktionen«. Andre har gjort brug af denne mulighed. Atter andre har valgt at begrænse sælgers ansvar for sådanne varer.

3.5

Alle medlemsstater har indført nationale love til gennemførelse af direktivets bestemmelser. Artikel 12 foreskriver, at Kommissionen (inden for en nærmere angivet tidsfrist) skal fremlægge en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet om direktivets anvendelse i medlemsstaterne med særlig vægt på bl.a. en undersøgelse af mulighederne for at indføre direkte producentansvar, og rapporten skal i givet fald bilægges forslag. Med meddelelsen er denne forpligtelse opfyldt.

3.6

Første del af meddelelsen indeholder en redegørelse for gennemførelsen af forbrugerkøbsdirektivet i medlemsstaterne, og i anden del undersøges mulighederne for at indføre direkte producentansvar over for forbrugerne i EU-lovgivningen.

3.7

Der er konstateret en række problemer i forbindelse med direktivets gennemførelse i medlemsstaterne. Mange af disse skyldes muligvis lovgivningsmæssige huller i direktivet, mens andre allerede på nuværende tidspunkt kan tilskrives ukorrekt gennemførelse af direktivet. Kommissionens kontrol har vist, at der er store forskelle mellem de nationale love, fordi der er gjort brug af minimumsbestemmelser, og fordi direktivet åbner flere forskellige reguleringsmuligheder. Det er dog endnu ikke klart, i hvilken udstrækning disse forskelle påvirker det indre markeds rette funktion og forbrugernes tillid.

3.7.1

Med grønbogen blev en række generelle problemstillinger lagt ud til offentlig høring. Det drejer sig om huller og mangler i lovgivningen, som Kommissionen konstaterede ved gennemgangen af forbrugerlovgivningen, herunder også ved gennemgangen af direktivet. Kommissionen har derfor besluttet ikke på nuværende tidspunkt at fremlægge forslag vedrørende direktivet.

3.7.2

For så vidt angår spørgsmålet om direkte producentansvar er Kommissionen nået frem til, at der ikke er tilstrækkelig dokumentation til at afgøre, om manglen på EU-regler har nogen negativ indvirkning på forbrugernes tillid i det indre marked. Spørgsmålet behandles yderligere inden for rammerne af grønbogen.

3.8

EØSU konkluderer i sin udtalelse om grønbogen om gennemgang af forbrugerlovgivningen (8), at det ikke er overbevist om, at den foreslåede tilgang kan skabe et højt og ensartet forbrugerbeskyttelsesniveau i hele EU. Der er behov for en egentlig demokratisk legitimering og et klart retligt og begrebsmæssigt grundlag for revisionen af forbrugerbeskyttelsesreglerne. EØSU henleder opmærksomheden på det ringe regulerede digitale område. Ethvert forslag om ensartede regler på området bør bakkes op med en passende konsekvensanalyse og tage sigte på en forenkling og præcisering af de eksisterende regler. Mere effektiv håndhævelsestiltag og styrkelse af eller indførelse af klare og enkle klagemuligheder bør fremhæves som en prioritet. Det ledende princip for harmoniseringen af forbrugerlovgivningen i EU som helhed bør være vedtagelsen af det bedste og højeste forbrugerbeskyttelsesniveau, der findes i medlemsstaterne.

4.1

Kommissionens kontrol af gennemførelsen har vist, at der er væsentlige forskelle i de nationale love til gennemførelse af direktiv 1999/44/EF. Mange af disse forskelle skyldes muligvis lovgivningsmæssige huller i direktivet, mens andre allerede på nuværende tidspunkt kan tilskrives ukorrekt gennemførelse af direktivet. Det er endnu ikke klart, i hvilken udstrækning disse forskelle påvirker det indre markeds rette funktion og forbrugernes tillid. EØSU opfordrer Kommissionen til hurtigst muligt at undersøge virkningerne for såvel det indre marked som forbrugernes tillid og iværksætte håndhævelsesaktioner mod de medlemsstater, som ikke har opfyldt deres forpligtelser (9).

5.1

Nogle medlemsstater har indført en eller anden form for direkte producentansvar. Der er store forskelle i betingelserne og de nærmere regler herfor. Direktivet fra 1999 forpligter Kommissionen til at undersøge behovet og mulighederne for at indføre direkte producentansvar og til i givet fald at fremlægge forslag herom. Af de 17 medlemsstater, der har besvaret Kommissionens spørgeskema, har 7 indført en eller anden form for direkte producentansvar, men betingelserne for at fremsætte direkte krav over for producenten varierer betydeligt. Desuden er nogle medlemsstater og berørte parter stærkt imod idéen, og nogle antyder, at det er for tidligt at vurdere, om det har medført et behov for at ændre direktiv 1999/44/EF alene med det formål (10).

5.2

De berørte parter og medlemsstaterne har ikke samme holdning til, hvordan direkte producentansvar påvirker forbrugerbeskyttelsesniveauet og det indre marked. Et flertal af medlemsstaterne og en række af de berørte parter mener, at direkte producentansvar potentielt kan øge forbrugerbeskyttelsen. Medlemsstaterne er imidlertid ikke enige, idet nogle mener, at producenten i højere grad end sælgeren er i stand til at sikre, at varer bringes i overensstemmelse med aftalen. Andre mener, at direkte producentansvar ikke vil øge forbrugerbeskyttelsen, men derimod føre til retsusikkerhed. EØSU finder, at der er brug for flere oplysninger om disse spørgsmål.

5.3

En række af de berørte parter og nogle medlemsstater mener, at direkte producentansvar vil medføre store byrder for erhvervslivet, da producenter vil skulle udvikle systemer til at behandle klager og foretage hensættelser til afdækning af dette ansvar. Der er imidlertid ikke enighed herom, idet andre medlemsstater og berørte parter har en anden opfattelse.

5.4

De forskellige eksisterende ordninger for direkte producentansvar er et potentielt problem for det indre marked. Kommissionen kan ikke på nuværende tidspunkt drage nogen endelige konklusioner. Der er ikke tilstrækkelig dokumentation til at afgøre, om manglen på EU-regler om direkte producentansvar har en negativ indvirkning på forbrugernes tillid i det indre marked.

5.5

Behovet og mulighederne for at påbyde indførelsen af direkte producentansvar i alle medlemsstater er langt fra klart. Med direkte producentansvar ville erstatningsansvarskæden blive forlænget i forhold til, hvad tilfældet ville være, hvis der kun kunne rettes et krav mod sælgeren. Det afhænger af det pågældende produkt eller den pågældende tjenesteydelse. Handel over grænserne med luksusvarer som biler involverer direkte producenten. Men takket være EU-lovgivningen er bilforhandlerne nødt til at overholde producentens garanti, uanset hvor bilen købes. Køb af vin og spiritus på tværs af grænserne, som udgør en stadig større del af det indre marked, er vanskelige at håndhæve over for såvel sælger som »producent«, medmindre køberen ofte besøger den medlemsstat, hvor varerne blev indkøbt. Hvad angår forbrugsvarer generelt, kan indførelsen af direkte produktansvar øge forbrugerbeskyttelsen og forbrugernes tillid til det indre marked.

5.6

Der er brug for en meget mere indgående undersøgelse af problematikken omkring direkte producentansvar, og den skal være ledsaget af en detaljeret konsekvensanalyse.

25.6.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 162/35

1.1

Den årlige beretning om konkurrencepolitikken 2006 fremhæver de ændringer, der er sket i den interne organisation af sektoren og i Kommissionens arbejdsmetoder, og dokumenterer, hvordan Kommissionen sikrer sammenhæng i den europæiske økonomiske styringsstruktur til opfyldelse af Lissabon-strategiens mål.

2.1.1

Bøder spiller for Kommissionen en helt central rolle, når det drejer sig om at afskrække virksomhederne fra at overtræde konkurrencereglerne.

Der er blevet fastlagt en ny tærskel for bødefritagelse og bødenedsættelse i forbindelse med virksomhedskarteller. Efter de nye retningslinjer for bødeudmåling svarer bøden til en procentdel af den årlige omsætning af det pågældende produkt (op til 30 %) multipliceret med det antal år, virksomheden har deltaget i overtrædelsen (med mulighed for at forhøje til 100 % ved gentagne overtrædelser).

2.1.2

For at sikre en mere effektiv kontrol har man vedtaget grønbogen om erstatningssøgsmål ved overtrædelser af EU's konkurrenceregler i EF-traktatens artikel 81 og 82. Grønbogen har givet anledning til en intens debat i Europa, og der er fremkommet mere end 150 indlæg fra de enkelte landes regeringer, konkurrencemyndigheder, virksomheder, forbrugerorganisationer, advokater og universitetsfolk.

Efter en bred debat stillede også EØSU sig positivt over for Kommissionens initiativ i sin udtalelse om grønbogen (3).

2.1.3

I kartelsagerne har Kommissionen offentliggjort syv endelige beslutninger, hvori 41 virksomheder fik pålagt bøder på i alt 1,846 mia. EUR (i 2005 blev 33 virksomheder pålagt bøder på i alt 683 mio. EUR).

2.2.1

Via en offentlig høring har Kommissionen udarbejdet en bedre vejledning i jurisdiktionsspørgsmål  (5), der generelt opstår ved fusionskontrol i henhold til fusionsforordningen (6).

Den nye meddelelse, der oprindelig var forventet vedtaget i 2007, træder i stedet for de eksisterende meddelelser på området.

2.2.2

Anvendelsen af reglerne resulterede i 2006 i 356 fusionsanmeldelser til Kommissionen. Kommissionen vedtog i alt 352 endelige beslutninger, hvoraf de 207 blev truffet efter den forenklede procedure.

2.3.1

Kommissionen har forenklet godkendelsen af regionalstøtte med vedtagelsen af en gruppefritagelsesforordning  (7), såvel som godkendelse af støtte til forskning, udvikling og innovation med vedtagelsen af nye rammebestemmelser (8), støtte til fremme af investeringer i små og mellemstore virksomheder, der skal gøre det lettere for SMV'er at skaffe kapital (9), og støtte til beskyttelse af miljøet.

Endelig har Kommissionen vedtaget en ny de minimis-forordning  (10), hvorefter støtte på op til 200.000 EUR (11) ydet over tre finansår ikke vil blive betragtet som statsstøtte.

2.3.2

Kommissionen anvendte i 2006 reglerne til at undersøge 921 sager om statsstøtte, hvilket var en stigning på 36 % i forhold til 2005. Kommissionen har vedtaget 710 endelige beslutninger og har i det væsentlige, 91 % af sagerne, godkendt statsstøtten uden at iværksætte en formel undersøgelse som værende forenelig med reglerne om fri konkurrence.

2.3.3

Inden for disse rammer har Kommissionen fundet, at uddannelsesstøtte bidrager til fælles interesser i EU, hvorimod rednings- og omstruktureringsstøtte til kriseramte virksomheder er blevet vurderet meget strengt, og således kun fundet lovlig på meget strikse betingelser (12).

3.1.1

Den endelige rapport om energi, som Kommissionen vedtog den 10. januar 2007 (13), viser et billede af et Europa, hvor engrospriserne på gas og elektricitet hele tiden stiger, og hvor forbrugerne har begrænsede valgmuligheder som følge af adgangsbarrierer for energiprodukter.

3.1.2

Kommissionen har iværksat flere undersøgelser af konkurrenceforholdene i relation til hamstring af netværks- og oplagringskapacitet, langfristet kapacitetsreservering, markedsdeling og langfristede kontrakter mellem grossister/detailleverandører og kunderne.

3.1.3

Kommissionen har set på et antal sager og truffet beslutninger om fusioner i energisektoren. De vigtigste sager var DONG/Elsam/Energi E2  (14) og Gaz de France/Suez  (15).

3.1.4

Kontrollen med statsstøtte viste, at aftalen mellem offentlige netværksoperatører og producenter i Ungarn og Polen lukkede for adgangen til dele af markedet, og at favorable takster for nogle industrivirksomheder havde virkning for konkurrencen i Italien. Beslutningen vedrørende statsstøtte på området for vedvarende energi er også vigtig, idet den fastslår, at den offentlige finansiering kun kan ydes i ekstraordinære tilfælde uden at favorisere virksomheder og aktiviteter, der ikke overholder reglerne.

3.2.1

Kommissionen iværksatte i 2005 en undersøgelse af detailbanksektoren  (16), specielt i relation til konkurrencen på tværs af grænserne. Den endelige rapport blev offentliggjort den 31. januar 2007 og viste, at der er problemer i relation til adgangsbarrierer, fragmenterede markeder og stærk koncentration blandt betalingskortudstedere og -indløsere.

3.2.2

Kommissionen offentliggjorde sin foreløbige rapport om en omfattende sektorundersøgelse i forsikringsbranchen den 24. januar 2007.

3.2.3

Derudover har Kommissionen godkendt et stort antal fusioner i finanssektoren, bl.a. i sagen om Talanx Aktiengesellschaft  (17).

3.2.4

Statsstøttekontrollen har sikret konkurrence i finanssektoren, særligt for nye markedsdeltagere og udenlandske banker, bl.a. ved at ophæve den luxembourgske ordning med skjulte subsidier til holdingselskaber.

3.3.1

Eftersom langt størstedelen af de virksomheder, der udbyder teletjenester, opererer inden for rammerne af EU-reglerne om net og tjenester, har Kommissionen udsendt en henstilling vedrørende 18 konkrete produkt- og tjenestemarkeder på såvel engros- som detailniveau, som de nationale myndigheder efter Kommissionens mening bør underkaste et ex ante-tilsyn  (18). Markederne for bredbåndsadgang er et eksempel på anvendelse af sektorspecifikke regler ex ante og konkurrencelovgivning ex post.

3.4.1

I IT-sektoren har Kommissionen fortsat bestræbt sig på at hindre konkurrenceforvridninger på et marked, der for tiden er kendetegnet ved digital konvergens og stadig større interoperabilitet.

I den forbindelse er Microsoft -sagen af meget stor betydning. Microsoft blev pålagt en bøde for ikke at have stillet de informationer, Kommissionen havde anmodet om, til rådighed i rette tid. Microsofts anke af Kommissionens beslutning (19) blev afvist af Retten i Første Instans ved dom af 17. september 2007 (20).

3.4.2

På fusionskontrolområdet har Kommissionen godkendt transaktionen mellem Nokia og Siemens AG's netværksudstyrsdivision og ligeledes fusionen mellem Alcatel og Lucent Technologies, idet Kommissionen fandt, at de ikke vil have negative virkninger for konkurrencen på levering af optisk netværksudstyr og bredbåndsadgangsløsningerne.

3.5.1

I mediesektoren er målet med konkurrencepolitikken at sikre lige konkurrencevilkår mellem kommercielle operatører og mellem kommercielle og offentligt finansierede operatører.

3.5.2

Inden for digital-tv har Kommissionen indledt en overtrædelsesprocedure mod Italien for at undersøge om overgangen til digital-tv har pålagt tv-selskaberne restriktioner og givet eksisterende analoge operatører konkurrencemæssige fordele i klar strid med konkurrencedirektivet.

3.5.3

Desuden har Kommissionen gentagne gange grebet ind for at genoprette den effektive konkurrence i relation til særligt populært indhold ( premium content ), statsstøtte til film og andre audiovisuelle værker og i forbindelse med rettighedsforvaltning.

3.6.1

De største problemer vedrører beskyttede nationale transportmarkeder inden for vejtransport, ringe interoperabilitet inden for jernbanetransport og uigennemsigtighed i relation til adgangen til havnetjenester.

3.6.2

Inden for vejtransport har Kommissionen fortsat sin praksis med at godkende statsstøtte til såvel fremme af mere miljøvenlige teknologier som public service-forpligtelser.

3.6.3

Også af betydning på jernbanetransportområdet var Kommissionens beslutning vedrørende statsstøtte til jernbaneinfrastrukturer, som anses for at falde ind under de offentlige myndigheders beføjelser og for ikke at udgøre statsstøtte (21).

3.6.4

Kommissionen har forpligtet sig til at offentliggøre retningslinjer for anvendelsen af konkurrencereglerne inden for søtransport for at lette overgangen til fuld konkurrence. Med hensyn til statsstøtte har Kommissionen insisteret på, at enhver nationalitetsklausul, der fritager rederier for at betale socialsikringsbidrag for deres søfolk, skal ophæves.

3.6.5

På luftfartsområdet blev fritagelsen fra forbuddet i EF-traktatens artikel 81, stk. 1 gældende for IATA-passagertakster på ruter inden for EU og fritagelsen vedrørende slots og fartplaner ophævet pr. 1. januar 2007 ved forordning 1459/2006.

3.7.1

Den hurtige udvikling på markedet for posttjenester har tvunget Kommissionen til på den ene side at udfase de befordringspligtige selskabers monopolområder og på den anden side at opretholde konkurrencen i de liberaliserede dele af sektoren for at undgå en de facto-genetablering af monopolerne.

3.7.2

Kommissionens beslutning om, at kompensation for befordringspligtige tjenester er forenelig med statsstøttereglerne, når blot den ikke overstiger omkostningerne ved forsyningspligten, og forudsat at de andre betingelser er opfyldt, var vigtig.

Kommissionen har i øvrigt fastslået, at postoperatørerne ikke nyder godt af andre fordele, som det var tilfældet i Frankrig (22), i hvilken anledning Kommissionen henstillede, at den ubegrænsede statsgaranti, som det franske postvæsen nyder godt af i sin egenskab af offentlig virksomhed, trækkes tilbage inden udgangen af 2008.

4.1

2006 var et vigtigt år. Det forbedrede system, der blev iværksat med forordning (EF) nr. 1/2003, blev konsolideret, og samarbejdet mellem på den ene side medlemmerne af ECN, dvs. de nationale konkurrencemyndigheder og Kommissionen, og på den anden side de nationale domstole og Kommissionen blev styrket.

4.2

Samarbejdet mellem ECN-medlemmerne er baseret på to centrale forpligtelser, der påhviler de nationale konkurrencemyndigheder, nemlig underretning af Kommissionen, når de tager nye sager til behandling, og i alle tilfælde før de træffer endelig beslutning. De nationale myndigheder har underrettet Kommissionen om 150 sager, og i 125 af dem har Kommissionen afgivet udtalelse eller rådgivet de nationale konkurrencemyndigheder.

4.3

Betydningen af samarbejdet internt i ECN har bl.a. ført til et møde mellem generaldirektøren for konkurrence og de nationale kompetente myndigheder, hvor ECN's modelprogram for bødefritagelse og bødenedsættelse blev vedtaget. Kommissionen og de nationale myndigheder har desuden holdt møder om generelle spørgsmål vedrørende karteller og misbrug af dominerende stilling, sektorundersøgelser eller bestemte sektorer.

4.4.1

Artikel 15, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1/2003 giver de nationale retter mulighed for at anmode Kommissionen om en udtalelse eller oplysninger i dens besiddelse. Desuden skal medlemsstaterne i medfør af samme artikel sende Kommissionen en genpart af alle domme afsagt af de nationale retter.

4.4.2

Videreuddannelse af nationale dommere er helt afgørende for at udbrede kendskabet til EU's konkurrencelovgivning. Til det formål er Kommissionen hvert år med til at finansiere uddannelsesprojekter i alle medlemsstater.

5.1

Som forberedelse af Rumæniens og Bulgariens EU-tiltrædelse bistod Kommissionen med at fremme håndhævelsen af konkurrencereglerne i disse lande, sådan som det for øjeblikket er tilfældet i Kroatien og Tyrkiet.

5.2

Den bilaterale dialog mellem Kommissionen og mange nationale konkurrencemyndigheder er blevet intensiveret. Det samme er forbindelserne til USA, Canada og Japan. Generaldirektoratet for konkurrence har desuden bistået Kina og Rusland med udarbejdelsen af deres konkurrencelovgivning.

5.3

Endelig spiller generaldirektoratet for konkurrence som led i det multilaterale samarbejde en meget vigtig rolle inden for Det Internationale Konkurrencenet og deltager i OECD's konkurrencekomité.

6.1

Europa-Parlamentet udsender hvert år en initiativbetænkning om Kommissionens årlige konkurrenceberetning. Kommissæren med ansvar for konkurrencepolitikken er i løbende dialog med Rådet og de relevante parlamentsudvalg.

6.2

Endelig skal det fremhæves, at Kommissionen underretter Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om større initiativer og den deltager især i forbindelse med vedtagelsen af EØSU's årligt tilbagevendende udtalelse om Kommissionens årlige konkurrenceberetning.

7.1.1

Konkurrencepolitikkens rolle i den europæiske økonomiske politik får stadig større betydning. Tidligere har såvel Kommissionen (23) som EØSU (24) gentagne gang understreget, at der er behov for at tage nye instrumenter i brug i den økonomiske politik med henblik på at indrette konkurrencepolitikken og industripolitikken efter målsætningerne om større økonomisk og social samhørighed og om at garantere arbejdspladser, bl.a. via ordninger for kontrol med statsstøtte og udflytningsformer, beskytte miljøet og fremme omfattende og forpligtende forsknings- og udviklingsprogrammer.

Som det er nu, er der en snæver samordning mellem konkurrencepolitikken og andre politikker, herunder vedrørende det indre marked og forbrugerpolitikken, med henblik på at skabe markeder, der fungerer bedre til gavn for forbrugerne og den europæiske konkurrenceevne.

7.1.2

På grundlag af en opdatering for de syv største EU-medlemsstater regnede Kommissionen med en økonomisk vækst i 2007 på 2,8 % i EU og 2,5 % i euroområdet (25). Selv om IMF har nedjusteret forventningerne til væksten i euroområdet fra 2,1 % til 1,6 %, forventer EØSU, at væksten i Europa fortsætter i lyset af den gunstige udvikling på verdensplan og det solide grundlag.

7.1.3

EØSU mener, at det er vigtigt, at EU holder fast i en afbalanceret økonomisk vækst og prisstabilitet, en yderst konkurrencedygtig social markedsøkonomi, der sigter mod uddannelse, fuld beskæftigelse og sociale fremskridt, og et højt miljøbeskyttelsesniveau og forbedring af miljøets kvalitet.

7.1.4

I et marked hvor konkurrencepolitikken får stadig større betydning, er de økonomiske, samfundsmæssige og miljømæssige indikatorer nøglen til at måle konkurrenceevnen for ikke alene slutbrugerne, men især for virksomhederne.

7.1.5

EØSU mener, at man bør tilgodese virksomhedernes og de europæiske tjenesteydelsers konkurrenceevne via et sæt klare regler baseret på en korrekt håndhævelse af konkurrencepolitikken i tæt sammenhæng med handelspolitikkerne.

EU er i dag verdens mest åbne marked for udenlandske varer. Afskaffelsen af de mest elementære antidumping- og antisubsidiebeskyttelsesforanstaltninger vil uden skelnen ramme alle de producenter i EU, der overholder konkurrence- og handelsreglerne såvel som EU's regler om statsstøtte.

I den forbindelse opfordrer EØSU Kommissionen til, at den dels forstærker indsatsen med at indberette sager om international konkurrenceforvridning til Verdenshandelsorganisationen, og dels forpligter sig til i bilaterale handelsaftaler at indarbejde en klausul, der pålægger handelspartnerne at overholde konkurrencereglerne, herunder sikre effektiv kontrol med statsstøtte.

7.2.1

Idet EØSU bifalder Kommissionens strategi for opdatering af handlingsplanen vedrørende statsstøtte baseret på målrettet statsstøtte, økonomiske analyser, effektive procedurer og fordeling af ansvaret mellem Kommissionen og medlemsstaterne, finder det, at det er berettiget, at Kommissionen ser positivt på statsstøtte til teknologioverførsel, innovationsaktiviteter og multisektorale rammebetingelser for store investeringsprojekter og vurderer denne støtte anderledes end andre former for støtte.

7.2.2

Når Kommissionen undersøger sager om statsstøtte, bør udgangspunktet være, at den særlige skattemæssige behandling, som medlemsstaterne har vedtaget for gensidige selskaber som kooperativer og selskaber med stor social virkning, er berettiget.

7.3.1

EØSU bifalder Kommissionens kontrolforanstaltninger over for gensidige aktiebesiddelser og forvaltningen af finansielle produkter. I visse tilfælde har kreditinstitutter haft den bestemmende indflydelse (aktionæroverenskomster) i industrivirksomheder med det resultat, at lån ydet af banker ender med at finansiere køb af kapitalinteresser i samme banker.

7.4.1

EØSU understreger, at energi ikke kun skal forstås som markedet men også ses i forhold til udvikling, beskæftigelse og miljø. EU står i dag over for nye globale konkurrenter (26), og de nye markedsstrukturer må ofte tage hensyn til disse styrkeforhold.

7.4.2

EØSU mener, at spørgsmålet om opsplitningen mellem produktion og distribution (unbundling) i gassektoren bør løses under hensyntagen til de særlige forhold, der kendetegner sektoren (27).

7.5.1

EØSU anbefaler, at der på medieområdet skelnes mellem den lovgivning, der specifikt er indrettet til at sikre pluralisme på informationsområdet, og den generelle kartellovgivning, idet det understreger, at konkurrenceregler, der fungerer i praksis, er en nødvendig, om end ikke tilstrækkelig, forudsætning for at sikre pluralisme.

7.5.2

Manglende forståelse herfor kan medføre såvel en forringelse af konkurrencereglernes effektivitet som en svækkelse af princippet om pluralisme.

7.6.1

EØSU mener, at den funktionelle opsplitning af telekommunikationsnettene og oprettelsen af et europæisk agentur for denne sektor bør tilpasses i forhold til andre sektorer, idet investeringer i en sektor af afgørende betydning for den europæiske konkurrenceevne, særligt under hensyntagen til hvor hurtigt den teknologiske udvikling går, er fundamentet for, at sektoren er konkurrencedygtig.

7.7.1

Reglerne vil kun blive anvendt effektivt, hvis de nationale dommere og jurister i øvrigt fortsat uddannes i og hele tiden opdateres om konkurrenceretten.

I den forbindelse opfordrer EØSU Kommissionen til, at den hurtigst muligt fastlægger retningslinjer for anvendelsen af EF-traktatens artikel 82, især for så vidt angår udelukkelsespraksis.

7.7.2

EØSU bifalder medfinansieringen af de projekter, der udvikles af Kommissionen, men mener samtidig, at man kan og bør gøre mere end de 15 uddannelsesprogrammer, der er lanceret i 2006 i de 25 medlemsstater, for at løse de konkurrencepolitiske udfordringer og de problemer, der opstår i forholdet mellem Kommissionen, virksomhederne, organisationerne og forbrugerne.

7.7.3

Særligt er forholdet mellem EØSU og Kommissionen blevet styrket på det seneste med underskrivelsen af et addendum til samarbejdsprotokollen af november 2005 på EØSU's plenarforsamling den 30—31. maj 2007 (28). Aftalen giver EØSU en central rolle i kommunikationsarbejdet takket være EØSU's stærke position som drivkraft for dialogen med borgerne.

7.7.4

EØSU opfordrer Kommissionen og Europa-Parlamentet til at udvikle en interinstitutionel samarbejdspolitik med henblik på at gøre de nationale lovgivninger forenelige med europæiske regelsæt.

EØSU bakker op om vedtagelsen af en ny traktat (den såkaldte Lissabon-traktat), der forenkler lovgivningen og opfylder kravene i en Union med 27 medlemsstater, således at det bliver muligt at indgå aftaler om nye politikker og træffe de beslutninger, der er nødvendige for at imødegå de nye udfordringer, som EU står over for.

7.7.5

Endelig understreger EØSU, at konkurrencepolitikken ikke må forveksles med særskilte målsætninger, men fortsat bør være en selvstændig »aktivitet« under Kommissionen (29).

Som et bidrag til gennemsigtighed i arbejdet afholdt EØSU en meget velbesøgt konference i EØSU's bygning den 27.-28. september 2007 under overskriften »Regeringskonferencen 2007: det organiserede civilsamfunds syn på EU's fremtid«.

25.6.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 162/40

25.6.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 162/40

25.6.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 162/41

25.6.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 162/41

25.6.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 162/42

1.1

Reformen af traktaterne, som Det Europæiske Råd vedtog den 17. og 18. oktober 2007, udgør et nyt skridt fremad med hensyn til tjenesteydelser af almen interesse, idet der i bestemmelserne om EU's funktionsmåde indsættes en klausul, som finder generel anvendelse på tjenesteydelser af almen økonomisk interesse (artikel 14), og som skal gælde for EU's politik på alle områder, herunder det indre marked og konkurrence, samt en protokol, der er vedføjet de to traktater, og som vedrører alle tjenesteydelser af almen interesse, inklusive ikke-økonomiske tjenesteydelser af almen interesse.

1.2

Tjenesteydelser af almen interesse, tjenesteydelser af almen økonomisk interesse og ikke-økonomiske tjenesteydelser af almen interesse bidrager alle til almenvellet og til, at borgerne kan nyde deres grundlæggende rettigheder. Tilvejebringelsen af tjenesteydelser af almen interesse beror på politiske valg og falder derfor under lovgivernes ansvarsområde.

1.3

Dette ikke alene forstærker EU's og medlemsstaternes forpligtelse til at sørge for, at tjenesteydelser af almen økonomisk interesse — der navnlig indebærer, at evalueringen af disse tjenesteydelsers resultater skal være en løbende proces — fungerer godt, men gør det tillige nødvendigt, at de beslutningstagende institutioner giver en klar definition af de begreber, mål og opgaver, som de knytter til disse tre benævnelser. Så længe dette ikke er sket, vil evalueringen af tjenesteydelsernes resultater ikke kunne bidrage til at give borgerne den retssikkerhed, som de er i deres gode ret til at forvente af såvel de nationale som de europæiske institutioner.

1.4

Evalueringen skal tjene til at øge effektiviteten af tjenesteydelserne af almen økonomisk interesse og deres tilpasning til udviklingen i borgernes og virksomhedernes behov samt bibringe de offentlige myndigheder en viden, som sætter dem i stand til at vælge de mest relevante løsninger; desuden skal den spille en væsentlig rolle i bestræbelserne på at opnå en harmonisk balance mellem markedet og almenvellet samt mellem økonomiske, sociale og miljømæssige mål.

1.5

Betydningen af tjenesterne af almen interesse for bekæmpelsen af social udstødelse og fremme af social retfærdighed og beskyttelse, der fastsættes som mål for EU i henhold til traktaten, gør det nødvendigt med en regelmæssig evaluering på medlemsstatsniveau, ikke blot af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, som omfattes af fællesskabsbestemmelser, men også af ikke-økonomiske tjenester af almen interesse.

1.6

Evalueringen af (såvel de økonomiske som de ikke-økonomiske) tjenester af almen interesse på nationalt, regionalt og lokalt niveau i medlemsstaterne skal være uafhængig og pluralistisk, medtænke alle synspunkter, omfatte Lissabon-strategiens tre søjler, bygge på en bred vifte af kriterier og foretages i samråd med alle berørte parter.

1.7

På EU-niveau bør der defineres udvekslings-, debat-, sammenlignings- og koordinationsmetoder og sættes skub i dynamikken i den uafhængige evaluering — idet der tages hensyn til nærhedsprincippet — ved i dialog med repræsentanterne for de berørte aktører at udarbejde en metode til harmoniseret evaluering på europæisk plan med afsæt i fælles indikatorer.

1.8

For at gøre denne evaluering relevant og nyttig bør der etableres et pluralistisk styringsudvalg, der arbejder uafhængigt, bestående af repræsentanter for Kommissionen, Europa-Parlamentet, medlemsstaternes faste EU-repræsentationer, Regionsudvalget og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg.

2.1

I henhold til traktaterne udgør tjenesteydelser af almen økonomisk interesse en del af EU's fælles værdigrundlag, hvilket bl.a. skal ses i lyset af deres bidrag til den sociale og territoriale samhørighed. Den reformtraktat, som Det Europæiske Råd vedtog den 17. og 18. oktober 2007, bekræfter dette, idet den tillader Europa-Parlamentet og Det Europæiske Råd ved forordning at fastsætte de principper og betingelser, der gør det muligt at nå de for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse opstillede mål, under hensyntagen til medlemsstaternes beføjelser til at tilbyde, udføre og finansiere disse tjenesteydelser, samtidig med at vægten lægges på et delt ansvar mellem medlemsstaterne og Fællesskabet.

2.2

Det er dermed EU's og dets medlemsstaters ansvar inden for deres respektive kompetenceområder og inden for rammerne af reformtraktatens anvendelsesområde at overvåge og sørge for, at sådanne tjenester faktisk ydes på grundlag af principper og vilkår, navnlig økonomiske og finansielle, der gør det muligt for dem at opfylde deres opgaver.

2.3

Efter reformtraktatens iværksættelse fastlægger Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union ved forordning og efter den almindelige lovgivningsprocedure således disse principper under iagttagelse af nærheds- og proportionalitetsprincippet.

2.4

I en protokol om tjenesteydelser af almen interesse, der er vedføjet reformtraktaterne, fremhæves de nationale, regionale og lokale myndigheders vigtige rolle og vide skønsbeføjelser med hensyn til at levere, udlægge og tilrettelægge tjenesteydelser af almen økonomisk interesse så tæt på brugernes behov som muligt samt på et højt niveau for kvalitet, sikkerhed og overkommelige priser, lige behandling og fremme af universel adgang og af brugerrettigheder.

2.5

Selv samme protokol omtaler for første gang i en tekst om primær fællesskabsret ikke-økonomiske tjenesteydelser af almen interesse. Det understreges, at det henhører under medlemsstaternes beføjelser at levere, udlægge og tilrettelægge disse tjenesteydelser, og at traktaternes bestemmelser på ingen måde berører medlemsstaternes beføjelser på området, således at ikke-økonomiske tjenesteydelser af almen interesse i princippet forbliver undtaget fra bestemmelserne om det indre marked, konkurrence og statsstøtte uden dog at glemme, at Fællesskabsrettens generelle principper gælder for udøvelse af nationale kompetencer.

2.6

Med hensyn til sondringen mellem en økonomisk og ikke-økonomisk tjeneste leverer reformtraktaten ingen definition, hvilket bevirker, at det fortsat er nødvendigt at ty til EF-domstolens kendelser, således at den nuværende retsusikkerhed vedbliver med at bestå. Borgerne har mange forventninger til EU; det skal påse, at velstandsniveauet øges, at de grundlæggende rettigheder sikres, og at dets valg ikke giver bagslag på nationalt plan.

3.1

Den pligt til at sørge for, at tjenesteydelser af almen økonomisk interesse fungerer godt, som er nedfældet i reformtraktatens artikel 14, indebærer navnlig, at evalueringen af disse tjenesteydelser skal være en løbende proces.

3.2

For at en tjenesteydelse af almen interesse skal kunne fungere efter hensigten, skal den ifølge EØSU bl.a.

3.3

Selv om reformtraktaten ikke udtrykkeligt nævner en evaluering, er det underforstået, at årvågenhed er nødvendig, og at evaluering er et egnet middel hertil.

3.4

Medlemsstaterne eller EU skal fastlægge og tilpasse opgaver og mål for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse inden for deres kompetenceområder på en gennemsigtig og ikke-diskriminerende måde under iagttagelse af proportionalitetsprincippet samt sørge for, at tjenesterne er i alle brugeres interesse og til deres generelle tilfredshed.

3.5

For at kontrollere, at disse opgaver af almen interesse varetages rigtigt og effektivt, og at målene — der kan variere afhængigt af tjenesteydelsens karakter eller af, hvorvidt der er tale om en økonomisk eller ikke-økonomisk tjenesteydelse af almen interesse — nås eller vil blive nået, skal den kompetente myndighed indføre en ordning til evaluering af disse tjenesteydelsers resultater, effektivitet og kvalitet, som er andet og mere end blot meningsmålinger.

3.6

Evalueringen omfatter således analysen og den systematiske overvågning af den faktiske gennemførelse af de særlige forsyningspligtopgaver, så der kastes lys over deres udførelse og deres evne til at imødekomme forbrugernes, virksomhedernes, borgernes og samfundets behov, og så de anskues i forhold til EU's mål om bl.a. social, økonomisk og territorial samhørighed, den sociale markedsøkonomi, Lissabon-strategien og garanti for udøvelse af de grundlæggende rettigheder.

3.7

Tjenesteydelser af almen økonomisk interesse er kendetegnet ved, at der tilstræbes en balance i forskellige henseender:

3.8

Denne balance kan ændre sig som følge af økonomiske og teknologiske forandringer samt udviklinger i individuelle og kollektive behov og forventninger og afspejler nødvendigheden af at forbedre sammenhængen mellem de forskellige nationale situationer, de særlige geografiske forhold og de enkelte sektorers karakteristika.

3.9

Resultatevaluering er noget andet end regulering, men er et led heri. Regulering bør tage afsæt i relevante evalueringer og afføde sådanne. Samtidig skal evalueringen give kendskab til fejlfunktioner, forskelle i kvaliteten og/eller arten af tjenester fra et land til et andet, og dermed lægge hovedvægten på tilpasning af kravene, afhængigt af brugernes og forbrugernes behov og forhold såvel som forandringer i de økonomiske, teknologiske og sociale omgivelser.

4.1

På baggrund af de mål, som tillægges tjenesteydelser af almen interesse, og deres betydning for gennemførelsen af forskellige af Fællesskabets politikker, er regelmæssig evaluering væsentlig, ikke blot af økonomiske tjenester, som omfattes af fællesskabsbestemmelser, men også af ikke-økonomiske tjeneste af almen interesse, da de bidrager til reel gennemførelse af de grundlæggende rettigheder og da deres virkemåde beror på princippet om solidaritet og respekt for den menneskelige værdighed, i kraft af de fælles værdier, som kendetegner den europæiske sociale model.

4.2

Eftersom det i protokollerne til reformtraktaterne bekræftes, at de ikke-økonomiske tjenesteydelser af almen interesse er underlagt medlemsstaternes enekompetence, skal evalueringen af disse tjenesteydelser udelukkende foretages på nationalt, regionalt eller lokalt plan.

4.3

Da ikke-økonomiske tjenesteydelser af almen interesse, ligesom tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, ligger til grund for en række af EU's mål (respekt for grundlæggende rettigheder, fremme af borgernes velfærd, social retfærdighed, social samhørighed m.v.), og da EU er delvis ansvarlig for konkretiseringen af disse mål, bør EU i det mindste påse, at medlemsstaterne regelmæssigt foretager evalueringer af, hvordan disse ikke-økonomiske tjenesteydelser af almen interesse fungerer.

5.1

På De Europæiske Råd i Nice (2000) og Laeken (2001) blev det aftalt, at det var nødvendigt at foretage en effektiv og dynamisk evaluering på EU-plan af konkurrencevirkningerne og udførelsen af forsyningspligtydelser, hvilket burde ske under behørigt hensyn til nationale, regionale og lokale forhold og beføjelser.

5.2

Det blev tillige anført, at »evalueringen skal foregå inden for bestående strukturer, navnlig gennem en horisontal rapportering og sektorrapportering og inden for rammerne af Kommissionens Cardiff-rapport om økonomiske reformer, og at den bør omfatte markedets opbygning og tjenesternes udførelse, herunder beskæftigelsesaspekter, en økonomisk og samfundsmæssig vurdering af forpligtelser i forbindelse med offentlige tjenester og borgernes og forbrugernes holdninger til udførelsen af forsyningspligtydelser og liberaliseringens indflydelse på disse ydelser«.

5.3

Siden 2001 har Kommissionen hvert år (undtagen i 2003) foretaget en horisontal evaluering af kun netværksindustrier (el, gas, elektronisk kommunikation, posttjenester, lufttransport, jernbanetransport) med udgangspunkt i en metodik, som er fastlagt i en meddelelse (1) fra Kommissionen, men som ikke alle aktører dog er enige i, idet nogle mener, at man vurderer EU's politikker for netværksindustrier snarere end deres resultater.

5.4

I 2003 lancerede Kommissionen i forbindelse med grønbogen om forsyningspligtydelser en offentlig høring for at få fastlagt, hvordan evalueringen skal foregå, hvilke kriterier der skal benyttes, hvordan borgerne skal inddrages, og hvordan oplysningernes kvalitets kan forbedres. Høringens hovedkonklusioner bestod i behovet for en flerdimensionel evaluering og en nygennemgang af evalueringsmekanismerne, idet der dog ifølge Kommissionen ikke herskede enighed om, hvem der skulle foretage evalueringen.

5.5

I hvidbogen om forsyningspligtydelser (2) fremhæves den evalueringsproces, som nu skal gennemføres forud for enhver justering af Fællesskabets lovramme, især når der er tale om liberalisering af tjenesteydelser.

5.6

»Kommissionen erkender (i hvidbogen), at Fællesskabets institutioner ved hjælp af data indsamlet på nationalt plan har et særligt ansvar for at evaluere ydelser, der er omfattet af sektorspecifikke rammebestemmelser på fællesskabsplan. Fællesskabet bør imidlertid også overveje at foretage evalueringer på andre områder, hvis det i specifikke tilfælde kan fastslås, at dette vil være en fordel«.

5.7

Endelig har Kommissionen hos en ekstern konsulent bestilt en udførlig evalueringsrapport om evalueringsmetodikken; hovedkonklusionerne vil blive sammenfattet i en ny meddelelse, der er bebudet til 2008.

5.8

Ifølge Kommissionen skal denne eksterne audit bedømme behovet for en evaluering af resultaterne af de netværksindustrier, der leverer tjenesteydelser af almen økonomisk interesse i EU, fremlægge henstillinger til forbedring af horisontale evalueringer og bedømme, hvor relevant det er, at Kommissionen opstiller horisontale evalueringer.

5.9

I Kommissionens meddelelse om tjenesteydelser af almen interesse (3) står der: »Af hensyn til kvaliteten af beslutningsprocessen og dens gennemskuelighed anser Kommissionen det for vigtigt regelmæssigt at foretage en detaljeret evaluering og oplyse om anvendte metoder og opnåede resultater, således at de bliver tilgængelige for offentligheden«.

6.1

I sin meddelelse KOM(2002) 331 lovede Kommissionen at inddrage civilsamfundet i den horisontale evaluering af tjenesteydelsernes resultater, bl.a. ved at etablere »en permanent mekanisme til overvågning af borgernes holdninger og af, hvordan de udvikler sig«. »Interessenterne, herunder arbejdsmarkedets parter, vil også på ad hoc-basis blive hørt vedrørende specifikke spørgsmål«.

6.2

Samfundets udvikling kommer til udtryk i befolkningens — i dette tilfælde brugernes og forbrugernes — stigende forventninger, som ikke blot består i, at deres rettigheder anerkendes, men også i, at der tages hensyn til deres særlige forhold. Hvorledes tjenesteydelser af almen interesse gennemføres, afhænger stærkt af de samfund, som de leveres i.

6.3

Den mangfoldighed af strukturer og bestemmelser (offentlige og private operatører eller offentlig-private partnerskaber), som de nationale, regionale og lokale offentlige myndigheder indfører for at sikre tjenesteydelser af almen interesse, gør en evaluering i flere dimensioner påkrævet.

6.4

Endvidere skal evalueringen i medlemsstaterne være pluralistisk og inddrage alle berørte aktører og personer: de myndigheder der har ansvaret for at fastlægge og udføre tjenesteydelser af almen interesse, reguleringsmyndigheder, operatører og leverandører af tjenesteydelserne, repræsentanter for forbrugere, fagforeninger, civilsamfundet osv.

6.5

Udover at være pluralistisk skal evalueringen være uafhængig og medtænke alle synspunkter, da de forskellige aktører ikke alle sammen har de samme interesser og nogle sågar kan stride mod hinanden, ligesom der kan foreligge afvigende informationer og ekspertudsagn.

6.6

Det lader sig derfor ikke gøre at bedømme den økonomiske og sociale effektivitet af tjenesteydelser af almen interesse, deres aktiviteter og deres resultater ud fra ét enkelt kriterium, i det foreliggende tilfælde konkurrencereglerne; der bør benyttes en bred vifte af kriterier.

6.7

CIRIEC og CEEP understreger i en undersøgelse fra 2000 (4), som var bestilt af Kommissionen, at evalueringen kun giver mening, hvis den ses i forhold til de opstillede mål og opgaver, som defineres fra tre sider — forbrugerne, borgerne og samfundet — og som består af tre dele — sikring af grundlæggende rettigheder, social og territorial samhørighed samt fastlæggelse og udførelse af politik fra det offentliges side.

6.8

Evalueringen skal omfatte Lissabon-strategiens tre søjler (økonomi, det sociale aspekt og miljø) og samtidig vedrøre politikkerne for det indre marked, konkurrence, forbrugerbeskyttelse, beskæftigelse og de enkelte berørte sektorpolitikker.

6.9

Den skal derfor omfatte en lang række kriterier og især gå på:

6.10

Følgelig gælder det om at levere information om og evaluering af praktiske metoder og at beskrive indsatsens effekt for de forskellige typer brugere, så man kan afhjælpe den strukturelle informationsubalance, som findes i forholdet mellem operatører/leverandører, reguleringsmyndigheder og forbrugere.

7.1

Evalueringssystemet bør bygge på regelmæssige rapporter, der opstilles på nationalt eller lokalt plan af evalueringsinstanser oprettet af medlemsstaterne ud fra ovenomtalte principper.

7.2

På EU-plan bør der fastlægges nærmere enkeltheder om udveksling, sammenholdelse, sammenligning og koordinering. EU bør derfor sætte skub i en proces til uafhængig evaluering, under iagttagelse af nærhedsprincippet og de i protokollen til reformtraktaterne omtalte principper, ved i en dialog med de berørte aktørers repræsentanter at udforme en metode til harmoniseret evaluering på EU-plan med afsæt i fælles indikatorer og de midler, hvormed tjenesterne fungerer.

7.3

For at gøre evalueringen relevant og nyttig bør der etableres et pluralistisk styringsudvalg, hvori alle involverede parter er repræsenteret (offentlige myndigheder, arbejdsmarkedsparter, operatører, reguleringsmyndigheder, individuelle brugere og virksomheder, fagforbund), som på EU-plan kunne bestå af repræsentanter for Kommissionen, Europa-Parlamentet, medlemsstaternes faste EU-repræsentationer, Regionsudvalget og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg.

7.4

Styringsudvalget bør tildeles ansvar for:

7.5

Drøftelserne med alle involverede parter om vurderingsrapporterne kunne foregå på en årligt tilbagevendende konference om resultaterne af økonomiske tjenesteydelser af almen interesse i stil med den konference om netværksindustrier, som Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg nu har afholdt gennem flere år, eller i tilknytning til det europæiske sociale forårstopmøde.

25.6.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 162/46

1.1

Forud for den kommende lancering af et europæisk digitalt bibliotek (1) i 2008 ønsker udvalget med denne udtalelse at vise, at det i høj grad støtter projektet om online-adgang til en del af den kulturelle, videnskabelige og tekniske arv. Det støtter således EU-institutionernes bestræbelser på at oprette en portal for den brede offentlighed — et redskab til formidling af organiseret viden i den digitale tidsalder.

1.2

EØSU anerkender Kommissionens og medlemsstaternes fælles indsats og glæder sig over det initiativ, som CENL (konferencen af europæiske nationalbibliotekarer) har taget til at koordinere kulturinstitutionernes indsats med henblik på at oprette en fond for alle institutioner, der er parate til at give adgang til deres digitale arv. Udvalget opfordrer civilsamfundsorganisationerne på europæisk, nationalt og regionalt niveau til at tilslutte sig dette storstilede EU-projekt for at sikre, at borgerne bliver godt informeret om dette.

1.3

Civilsamfundet bør af fire væsentlige grunde, der berettiger udvalgets indsats, inddrages i oprettelsen af et europæisk digitalt bibliotek:

1.4

EØSU er bevidst om alt det arbejde, der allerede er blevet udført i medlemsstaterne under de skiftende formandskaber og fra Kommissionens side, med inddragelse af de berørte parter. Udvalget tilslutter sig Europa-Parlamentets nylige betænkning (2), der på fremragende vis sammenfatter fremskridtene og de næste etaper. Udvalget har i denne udtalelse valgt at lægge vægt på det nødvendige bidrag fra civilsamfundet og tilskynder dets aktører til at deltage i lanceringen af et europæisk digitalt bibliotek og den fremtidige udvikling heraf. Udvalget har i udtalelsen foreslået at lægge vægt på brugernes forventninger og behov for at nå målet om adgang for den brede offentlighed.

1.4.1

Hvad angår civilsamfundsorganisationerne, agter EØSU:

1.4.2

Hvad angår medlemsstaterne og Kommissionen, anbefaler EØSU:

1.4.3

Hvad angår økonomiske aktører og kulturinstitutioner, ønsker EØSU at tilskynde dem til:

2.1.1

I løbet af 2010 vil online-adgang til den europæiske kulturarv fra biblioteker, arkiver og museer give den europæiske befolkning og befolkningen i resten af verden mulighed for at få adgang til seks millioner digitaliserede dokumenter, som de kan anvende til fritids-, uddannelses-, erhvervs- og søgningsformål. Dette kvantitative mål er den første etape af en omfattende digitalisering.

2.1.2

Dette projekt, som foreløbig går under navnet »European Digital Library« (EDL), betegnes for nemheds skyld som »bibliotek«, mens Kommissionen i sin meddelelse (5) havde fastsat en bred ramme for digitaliseringen og opfordret alle institutioner til at deltage heri. Det omfatter således al kulturel, videnskabelig og teknisk viden og enhver form for håndskrevne dokumenter, bøger, musikstykker, kort, lydoptagelser, audiovisuelle optagelser, tidsskrifter, fotografier osv.

2.1.3

For udvalget og medlemsstaterne er dette projekt om et europæisk digitalt bibliotek som fastslået i de enstemmige konklusioner fra rådsmødet i november 2006 et »fyrtårnsprojekt«, der skal give alle mulighed for at deltage i informationssamfundet og give borgerne en bedre forståelse af den europæiske identitet.

2.1.4

Det andet mål med projektet er at gøre det fremtidige europæiske digitale bibliotek til en flersproget indgangsportal, der henvender sig til alle borgere gennem en fælles portal, og ikke blot en kilde til interesse for videnskabelige kredse og kunstnere. EØSU opfordrer derfor Kommissionen til bl.a. ved hjælp af flersproget oplysningsmateriale at forbedre informationen til borgerne for at få dem til i højere grad at bakke om lanceringen af et digitalt bibliotek. En kommunikationsplan bør vedrøre alle EU-institutioner og medlemsstater og begynde fra lanceringstidspunktet i november 2008.

2.1.5

Den enorme digitaliseringsbølge bliver et enestående øjeblik i menneskehedens historie. Derfor er det nødvendigt, at denne debat også drejer sig om udvælgelsen og organiseringen af indhold og viden på EU-niveau. EØSU mener, at en bred debat om betingelserne for en massiv digitalisering bør omfatte visse økonomiske, tekniske og juridiske aspekter, som er nødvendige for at skabe et vidensamfund, der er åbent for alle:

2.2.1

Hidtil har projektet udelukkende været drøftet af eksperter, hvilket er udtryk for den stærke mobilisering af de berørte parter (kulturinstitutioner, forfattere, forlag, boghandlere osv.) og deres deltagelse i den ekspertgruppe på højt niveau, som Kommissionen har nedsat. Under den høring, Kommissionen afholdt om »i2010: digitale biblioteker« (9) i 2005, udgjorde enkeltpersoners deltagelse kun 7 % af svarene og deltagelsen fra universitetskredse 14 %. Der er intet overraskende ved den brede offentligheds lave deltagelse, når man tager i betragtning, at denne debat opstod pludseligt ved udgangen af 2004, efter at Google havde bebudet en omfattende digitalisering, eller når man tager højde for arten af spørgeskemaet, der var målrettet de økonomiske interessegrupper, som berøres af en digitalisering.

2.2.2

Den efterhånden almindelige gratis adgang til information på internettet, der er kamufleret af et stort bidrag fra reklameindtægter, gør, at borgerne fortsat har svært ved at danne sig et klart overblik over alle digitale bibliotekers udbud. Civilsamfundet er derfor i høj grad forpligtet til, navnlig over for de unge, at deltage i en informations- og undervisningskampagne om værdien af intellektuelle og kunstneriske værker og nødvendigheden af at respektere denne.

2.2.3

EØSU opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at tage ethvert initiativ, der kan føre til en større inddragelse af civilsamfundet i den videre digitalisering af kulturarven. Det er afgørende at inddrage civilsamfundsorganisationer på grund af fire væsentlige udfordringer, som er at fastsætte fælles kriterier for udvælgelse af indhold, at bidrage til finansieringen, at tilskynde alle aktører til at innovere og at fremme integrationen af alle i informationssamfundet.

2.2.4

EØSU anbefaler derfor i forbindelse med lanceringen af prototypen i marts 2008 at åbne et offentligt rum for dermed at give foreninger, uddannelses-, kultur- og familieorganer samt arbejdsmarkedets parter, der repræsenterer fremtidige brugere, mulighed for at komme til orde. Det vil være nyttigt med bidrag fra civilsamfundet i de forskellige faser efter lanceringen i november 2008 og de senere udviklingsfaser.

2.2.5

Debatten skulle kunne supplere den køreplan (2007-2010), der er indeholdt i bilaget til Rådets konklusioner, og forlænge den ud over denne periode, således at der fortsat kan gøres fremskridt inden for digitalisering og anvendelsesmåderne videreudvikles. EØSU glæder sig over opfordringen til at kontakte »civilsamfundets platform for den interkulturelle dialog«, der er et borgernetværk for digitale biblioteker.

2.2.6

Efter 2008, som er det europæiske år for interkulturel dialog, kunne debatten fortsættes og munde ud i en ny høring i 2009. Dette skal give civilsamfundet mulighed for at deltage i fastsættelsen af de enkelte etaper på længere sigt under hensyntagen til EU's kulturdagsorden i den globale tidsalder (10).

2.3.1

EØSU tilslutter sig forslaget i Europa-Parlamentets betænkning (11) om at nedsætte en styringskomité for det europæiske digitale bibliotek bestående af kulturinstitutioner, der deltager i EDLnet. Denne komité skal bl.a. sørge for projektets videreførelse og sikre sammenhæng i de nationale digitaliseringsplaner. Der skal indledes en frugtbar dialog mellem styringskomitéen og organisationer, der repræsenterer brugerne, navnlig EØSU.

2.3.2

EØSU anerkender CENL's vigtige rolle som drivkraft på grundlag af en international normgivende kodifikationsstandard (bibliografiske notitser) og de fremskridt, der er sket inden for digitalisering af dokumenter. Det opfordrer andre nationale kulturinstitutioner både på regionalt, nationalt og europæisk niveau til at tilslutte sig EDLnet's koordination af samlinger i arkiver, nationale museer og audiovisuelle centre, navnlig under den fond, der blev oprettet i november 2007.

2.3.3

På dette vigtige punkt i sagen går EØSU ind for at anvende direktiv 2001/29/EF om beskyttelse af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet, navnlig i forbindelse med reproduktion og distribution af værker. I den digitale tidsalder har direktivet imidlertid visse mangler, hvad angår behandlingen af forældreløse værker, retningslinjer for digital bevaring, status for værker, der har sin oprindelse på nettet (digital born), og de stadig uløste problemer med værker, der ikke længere sælges eller trykkes.

2.3.4

I dette direktiv fastsættes der undtagelser, navnlig for bestemte reproduktionshandlinger, der udføres af biblioteker, hvortil offentligheden, undervisningsinstitutioner, museer og arkiver har adgang, og for anvendelser til gavn for handicappede. Da disse undtagelser er frivillige, varierer anvendelsen af dem i de enkelte medlemsstater.

2.3.5

Ud over denne juridiske situation erkender EØSU, at andre teknologiske problemer gør dette projekt kompleks. I den forbindelse glæder udvalget sig især over den indsats, som Kommissionen i en årrække har gjort for at løse de tekniske aspekter. EØSU støtter de initiativer, der er blevet truffet inden for rammerne af det syvende rammeprogram for forskning og udvikling og programmet »eContentplus«, navnlig i forbindelse med undersøgelserne af interoperabiliteten og kompetencecentre for digitalisering. Interoperabilitet og flersprogethed — eller de mekanismer, ved hjælp af hvilke museers, bibliotekers og arkivers indhold kan gøres tilgængeligt på et fælles websted — er nogle af de vigtigste forudsætninger for en vellykket gennemførelse af et europæisk digitalt bibliotek.

2.3.6

Civilsamfundsorganisationer på nationalt og regionalt niveau, navnlig de nationale økonomiske og sociale råd, opfordres til at bakke op om de investeringer, der er nødvendige, for at den enkelte medlemsstat i sin digitaliseringsindsats kan nå op en kritisk masse af indhold og sikre dets mangfoldighed. EØSU anbefaler medlemsstaterne også at søge støtte fra strukturfondene ligesom i et overbevisende eksempel fra Litauen.

3.1.1

EØSU finder det vigtigt at gøre dette exceptionelle øjeblik i digitaliseringsindsatsen til en stærk forudsætning for social og territorial samhørighed (13). Udvalget anbefaler navnlig at indarbejde de forskellige generationers forventninger i det digitale udbud og adgangsvilkårene med henblik på at fremme forbindelser og overførsler. Ikke-læsere udvikler sig sjældent til læsere, når de ikke længere er teenagere. En stor udfordring for vidensamfundet består i at fremme bred adgang til dette digitale bibliotek og dermed få disse ikke-læsere og lejlighedsvise læsere til at gøre brug heraf.

3.1.2

I henseende til livslang læring (14) giver digitaliseringen af kulturelle værker, og navnlig videnskabelig information (15), rig mulighed for at få adgang til viden. Dette mål forudsætter bl.a., at de grundlæggende og videregående læreruddannelser (16) tilpasses denne nye virkelighed, for at man kan imødegå de nye situationer for overførsel af viden.

3.1.3

De forventede følgevirkninger af dette system gør det nødvendigt at undersøge brugernes forventninger og vaner. I den nuværende fase har man prioriteret skriftligt materiale (manuskripter, bøger, tidsskrifter og håndbøger), for hvilke der er fastsat tre væsentlige anvendelsesmåder, nemlig søgning i hele teksten, online-konsultation og læsning offline (virtuelt personligt bibliotek). Nye anvendelser skal afprøves, f.eks. samarbejdsinstrumenter, annotationsplatforme og hypertekstfremhævelse af indhold, eller sågar multimediebidrag (lyd, film, animation). Disse nye funktioner udgør hjælperedskaber ikke blot til udbredelse, men først og fremmest til udvikling af en velovervejet idé.

3.1.4

Hvad angår andre ikke-skriftlige dokumenter, har Michael-portalen, som er en flersproget fortegnelse over den europæiske kulturarv, siden 2007 givet adgang til portalen for de forskellige digitaliserede samlinger fra museer, biblioteker og arkiver, som hidtil har været spredt over hele Europa. Beskrivelser af disse samlinger stilles således til rådighed af en række lokale, regional og nationale kulturinstitutioner. Oprindeligt omfattede dette initiativ Det Forenede Kongerige, Frankrig og Italien, men det bliver udvidet til at omfatte 15 andre medlemsstater, som tilbyder nye tjenester til kulturturismen. Denne portal, der kaldes »Michael Culture«, er blevet integreret i den stiftelse, der siden november 2007 forener og forvalter alle kulturinstitutioner, der deltager i projektet.

3.1.5

EØSU anbefaler at oprette et »observatorium for anvendelsesmåder«, der skal undersøge de forskellige muligheder og anvendelsesområder. Et europæisk digitalt bibliotek har både interesse på grund af det righoldige indhold og spredningen af en ny praksis for intellektuel udveksling og indgangen til forskningstemaer. Udvalget ønsker at deltage i det arbejde, der udføres i EDLnettes arbejdsgruppe om brugere.

3.2.1

I overensstemmelse med ministererklæringen fra Riga fra juni 2006 om de nye teknologier i et inkluderende samfund bør et europæisk digitalt bibliotek ikke øge forskellene i anvendelsen af internettet mellem normal anvendelse og ældre personers, handicappedes eller sårbare gruppers anvendelse. I nylige sonderende udtalelser fastsætter udvalget de aktioner, der kan sikre dem e-adgang, bl.a. gennem Den Europæiske Socialfond.

3.2.2

Digitalisering og online-adgang til dokumenter fra biblioteker, arkiver og museer over hele Europa er uforlignelige instrumenter til integration af handicappede. En indviklet udformning, et uhensigtsmæssigt format eller beskyttelsesforanstaltninger kan imidlertid forhindre en sådan adgang.

3.2.3

I direktivet fra 2001 fastsættes det udtrykkeligt, at der kan indrømmes undtagelser fra ophavsretsprincippet, når det gælder handicappede (synshæmmede eller blinde, personer med bevægelseshandicap eller psykisk handicappede).

3.2.4

For at give adgang til kulturarven er det vigtigt, at internetportalen til det kommende europæiske digitale bibliotek og de dermed forbundne nationale portaler fra begyndelsen udformes på en sådan måde, at handicappede via særlige tekniske anordninger kan få adgang hertil.

3.2.5

Teknologiske beskyttelsesforanstaltninger mod piratkopiering kan ofte håndteres af erfarne brugere, mens almindelige brugere kun i begrænset omfang har mulighed herfor. I den forbindelse anbefaler EØSU, at der ved udformningen af teknologiske beskyttelsesforanstaltninger fra begyndelsen tages højde for tilgængelighed og interoperabilitet for at sikre, at de læseredskaber, handicappede anvender, som f.eks. talesyntetisatorer, kan læse den digitaliserede tekst.

3.3.1

I efteråret 2008 åbner portalen med to millioner værker, fotografier og kort, der ikke er omfattet af rettigheder, og som offentligheden kan få gratis online-adgang til og downloade. Dette er, navnlig hvad angår sjældne, værdifulde eller udgåede dokumenter, et uerstatteligt bidrag. Adgangen må dog på længere sigt ikke kun begrænse sig til et sådant kulturarvudbud, der ikke har nyhedens interesse.

3.3.2

Formålet med et europæisk digitalt bibliotek har ligeledes fra begyndelsen været at stille nutidige eller nyere dokumenter, der endnu er omfattet af ophavsrettigheder, til rådighed for brugerne på den samme portal som dokumenter, der ikke er omfattet af rettigheder og ophavsret.

3.3.3

Kommissionen har nedsat en ekspertgruppe på højt niveau, der skal finde måder, hvorpå der kan gives adgang til nyere værker. Dette udvalg, der består af repræsentanter for forlag, nationale biblioteker, den audiovisuelle sektor og arkiver, og som skal søge at fylde »det sorte hul, som det 20. og 21. århundrede udgør« (18) som følge af værker, der er omfattet af rettigheder, fremsatte i april 2007 en række forslag, der skal fremme adgangen til forældreløse og udgåede værker samt lette den digitale bevaring.

3.3.4

Hvis målet om en omfattende digitalisering til gavn for den brede offentlighed skal opfyldes, er det nødvendigt at finde en ny økonomisk model, der sikrer en ligelig fordeling mellem forfattere, forlæggere og distributører. Internetbrugere har ret til at forvente den tjenesteydelse, at de kan få adgang til et betalingsudbud, som er rimeligt i pris. Udvalget opfordrer de økonomiske aktører i bogkæden til at konkretisere søgningen efter forhandlede løsninger (19). I forhold til forbrugerne er forlag, forfattere og boghandlere under hensyntagen til de forskellige aktørers stilling ansvarlige for at fremsætte et fordelagtigt tilbud for at fremme dette nye marked og forebygge risikoen for piratkopiering og forfalskning.

3.3.5

De anbefaler — hvad angår beskyttede værker og med rettighedshavernes samtykke — at brugerne får mulighed for at få adgang til korte uddrag via portalen eller specialiserede websteder samt mulighed for virtuelt at bladre i værket. For at få adgang til samtlige dokumenter, der er omfattet af rettigheder, vil internetbrugeren endvidere blive omdirigeret til private operatører, herunder netværk af traditionelle boghandler, hvor han vil blive præsenteret for flere muligheder mod betaling af en rimelig pris og accept af, at rettighedshaverne godtgøres. Ekspertgruppen opfordrer rettighedshaverne til at bakke op om disse nye indfaldsvinkler.

3.3.6

For at fremme dette betalingsudbud til en rimelig pris er det vigtigt, at medlemsstaterne også er villige til at udvide de lavere momssatser på bøger og andre publikationer til publikationer i elektronisk form.

3.3.7

Med henblik på at fremme mere åbne licenser til berigelse af nutidigt tilgængeligt indhold anbefalede udvalget for nylig i en udtalelse (20) på fællesskabsniveau at yde ophavsmænd/skabere, der vælger begrænset licens, en passende beskyttelse. Samtidig med at de giver gratis adgang til deres værker, skal de også være omfattet af garantier vedrørende deres ideelle rettigheder og være beskyttet mod kommercielt misbrug.

3.3.8

EØSU anbefaler Kommissionen at tage initiativ til at udvikle nye licenser, der kan adskille de rettigheder, der gælder for udgivelser i elektronisk form, fra de rettigheder, der gælder udgivelser i papirform.

3.3.9

Kommissionen foretog i 2007 en grundig komparativ undersøgelse (21) af nationale rettigheder, navnlig i forbindelse med gennemførelsen af direktivet om ophavsret og beslægtede rettigheder (22). EØSU vil lægge stor vægt på konklusionerne i denne rapport med henblik på at forbedre harmoniseringen på europæisk niveau.

3.4.1

Her i begyndelsen af det 21. århundrede består det største aktiv for det europæiske projekt som følge af den voldsomme strøm af oplysninger, ikke-eksplicitte kildeangivelser og den ringe autentificering på internettet, i at udvælge indhold, der kan sikre objektivitet og mangfoldighed, og i at organisere og klassificere viden samt standardisere formater for at sikre større overskuelighed i denne vrimmel. Følsomheden, kvaliteten og relevansen af svarene på brugernes spørgsmål og deres søgning afhænger af udviklingen af søgemaskiner og en bedre koordination af digitaliseret viden på EU-niveau.

3.4.2

For at få adgang til organiserede samlinger understreger EØSU det hensigtsmæssige i at teste den prototype, der blev lanceret i marts 2007 i samarbejde mellem franske, ungarske og portugisiske institutioner. Denne af eksperter godkendte europæiske model udgør grundlaget for en europæisk digitaliseringssamling, der bidrager til den næste etape af det europæiske digitale bibliotek. Prototypen er desuden et system, der er åbent for alle søgemaskiner. Den skal kunne lette søgningen ved hjælp af standardspørgemodeller, når det drejer sig om at formulere og indsnævre brugerens søgning.

3.5.1

EØSU lægger vægt på den helt nye tilgang med et flersproget bibliotek (23) på internettet, eftersom der er tale om er et grundlæggende redskab til bevaring og udnyttelse af den kulturelle mangfoldighed. Eftersom Europa har en enestående rig kulturarv og en omfattende produktion af indhold, bør det indtage en central plads i digitaliseringen af viden på verdensplan i overensstemmelse med UNESCO-konventionen om kulturel mangfoldighed. På grund af de europæiske sprogs udbredelse i verden vil adgangen være til gavn for såvel europæere som ikke-europæere, der ønsker at få adgang til den globale arv og de kilder til deres egen kultur, som findes i Europa.

3.5.2

EØSU anbefaler i udviklingsfasen af et europæisk digitalt bibliotek efter 2010, at alle medlemsstater stiller et stort udvalg af litterære værker til rådighed på forskellige sprog for dermed at bidrage til udbredelsen af en europæisk kulturel identitet og fremme mangfoldigheden.

4.1

For at sikre lokal adgang i et verdensomspændende system fremsætter EØSU en række henstillinger til styrkelse af folkebibliotekernes rolle. Formidlingen af kulturgoder har fået en global og multimodal dimension, som kan være virkningsfuld, hvis offentligheden råder over udstyr, der gør det muligt at få adgang til dette store udbud. Folkebiblioteker, som er kulturfaciliteter i lokalområdet, er stadig et instrument, der sikrer lige adgang for de fleste. Af hensyn til den sociale integration skal udlånsbiblioteker fortsat spille en rolle, når det drejer sig om at stille elektronisk indhold til rådighed.

4.2

I kæden fra forfatteren over boghandlen til læseren har udlåns- og multimediebiblioteker bevist deres værd, når det drejer sig om at formidle organiseret viden og fremme adgang for alle til kulturproduktioner. Disse lokale faciliteter bør også fortsat sikre disse opgaver i henseende til elektronisk indhold. Der bør således gøres en indsats for at fremme særlige kontrakter eller licenser, som uden at skabe uligevægt tilgodeser sådanne institutioner og udførelsen af deres formidlingsopgave (24).

4.3

Det er vigtigt, at de nationale kulturinstitutioners digitalisering af det offentlige område planlægges i samråd med nærbiblioteker og arkivcentre. Brugerne af udlånsbiblioteker udgør et publikum, som ikke er specialister, og deres forventninger bør tages i betragtning ved udvælgelsen af indhold, der ikke er omfattet af rettigheder, under hensyntagen til den offentlige mangfoldighed.

4.4.1

Udlånsbiblioteker køber fysisk materiale (bøger, compactdiske, musikstykker, sprogmetoder osv.) og stiller det gratis til rådighed for brugerne eller mod et mindre beløb for en begrænset periode, hvorved de sørger for, at det økonomiske aspekt ikke udgør en systematisk hindring for adgangen til dette fysiske materiale. En ny økonomisk model for immaterielt indhold bør opfylde forventningerne hos brugerne af biblioteker og multimediebiblioteker og tilpasses deres funktionsmåde. Udlånsbiblioteker er endvidere store købere af aktuelt indhold og har et godt greb på aktuel information samt kulturelle og tekniske produkter. De bør deltage i fastlæggelsen af denne nye økonomiske model.

4.4.2

Den almindelige udbredelse af elektronisk indhold, navnlig digitalt indhold, må dog ikke forhindre udlånsbibliotekerne i fremover at varetage deres oplysende funktion. Der skal derfor i de økonomiske og tekniske modeller for udbredelse af digitalt indhold tages højde for udlånsbibliotekernes rolle og opgaver, og disse modeller skal gøre det muligt for bibliotekerne fortsat at varetage disse funktioner, både inden for rammerne af deres lukkede systemer (intranet) og et udlånsudbud, der er forbeholdt regelmæssige brugere

4.5.1

Udlånsbibliotekerne skal ligesom det er tilfældet med fysiske samlinger kunne tilbyde brugerne lokal adgang til elektronisk indhold inden for rammerne af lukkede systemer (intranet), dvs. computerarbejdspladser, udskriftsmuligheder, software, hurtige internetforbindelser, information, assistance og formidling. I bibliotekspersonalets grundlæggende og videregående uddannelse samt i tilrettelæggelsen af dets arbejde skal der fremover tages højde for elektronisk indhold.

4.6.1

Uden oplæring og information har den brede offentlighed tendens til alt for ofte at opfatte pc'en, der findes i stadig flere hjem, som en multimedieterminal til fritidsaktiviteter, og ser således bort fra de kulturelle, undervisningsmæssige, pædagogiske og oplysende ressourcer, der er tilgængelige på internettet. På samme måde som udlånsbibliotekerne sikrer en aktiv formidling af bøger og læsestof til borgere i alle aldre gennem forskellige begivenheder, skal de stå for formidlingen og afholdelsen af begivenheder i henseende til elektronisk indhold.

25.6.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 162/52

1.1

EØSU imødekommer med glæde anmodningen fra Jacques Barrot, næstformand i Kommissionen og transportkommissær, om at udarbejde en udtalelse om den energimix, der skal anvendes i transportsektoren, i overbevisningen om, at der bør være en konstant dialog mellem Kommissionen og EØSU, som repræsenterer det organiserede civilsamfund.

1.2

EØSU tilslutter sig konklusionerne fra Rådets forårsmøde, som indkredsede følgende prioriterede mål:

1.3

Foranstaltningerne til fremme af den mest hensigtsmæssige energimix bør derfor baseres på denne prioritering, som Kommissionen i øvrigt fulgte allerede i meddelelsen om EU's brændstofmål for perioden 2001-2020.

1.4

Skønt EØSU mener, at olie endnu mange år frem vil være den vigtigste brændstofkilde for transporten og at naturgas, som også er en ikke-fornyelig ressource, kan supplere og delvist erstatte de mineraloliebaserede brændstoffer, er det af den opfattelse, at det er absolut nødvendigt beslutsomt at afsætte flere midler til forskningen i produktion og anvendelse af brint og biobrændstof af anden generation. EØSU glæder sig derfor over, at Kommissionen med sin beslutning af 9. oktober 2007 har taget initiativ til at finansiere et fælles teknologisk initiativ til en værdi af 1 milliard EUR for perioden 2007/2013, og tilslutter sig den opfordring til Rådet og Parlamentet om at fremskynde vedtagelsen af dette forslag, som er fremsat af virksomheder og forskere, der arbejder med at udvikle anvendelsen af brint på transportområdet.

1.5

Den voksende bekymring, der hersker i den offentlige opinion, over klimaændringerne og de farer, der er forbundet med planetens stigende gennemsnitstemperatur — der kan øges med mellem 2 °C og 6,3 °C — tilsiger at styrke alle egnede instrumenter for at modvirke de negative følger af udslippet af drivhusgas i atmosfæren. EØSU værdsætter Miljøagenturets arbejde og dets vigtige bidrag til dataformidlingen og bekæmpelsen af luftforureningen.

1.6

EØSU er enigt i Rådets (miljø) konklusioner og støtter forslaget om revision af en del af Kommissionens 6. miljøhandlingsprogram på grundlag af den fastlagte prioritering:

1.7

Inden for alle transportsektorer forsøger man at finde egnede løsninger for at nå disse mål og de vigtigste europæiske forskningsagenturer arbejder på at opnå konkrete resultater inden for få år. Beslutningen om at lade luftfarten, som i stigende omfang bidrager til produktionen af drivhusgas, være omfattet af ordningen med emissionscertifikater, vil gøre det muligt at fremskynde udviklingen af nye brændstoffer. Nogle selskaber er allerede i gang med at undersøge muligheden for at anvende biobrændstof, mens de resultater, der er opnået med brint, endnu er meget ufuldstændige, og der er endnu lang vej igen, før brint kan blive en alternativ mulighed. De store skibsmotorer kan lettere omstilles til blandede brændstoffer med et lavere kulstofindhold, og for jernbanetransportens vedkommende vil en kombination af elkraft og udvikling af fornyelige energikilder utvivlsomt kunne forbedre jernbanernes i forvejen fremragende miljøpræstation.

1.8

Det bedste brændstof er det, der er sparet. Efter EØSU's mening bør der ved en beslutsom udvælgelse af den mest egnede energimix — som efterhånden bør blive et EU-politisk anliggende — tages hensyn til alle disse faktorer med en klar prioritering af borgernes og planetens sundhed og velfærd. Afgiftspolitik, incitamenter, henstillinger og lovgivning bør altid tage hensyn til denne prioritering ved at fremme den mest miljøvenlige og økonomisk bæredygtige løsning. Der er brug for energibesparelser til gavn for den kollektive transport, alternative transportmidler og en økonomisk og social politik, som øger den individuelle mobilitet samtidig med, at unødvendig varetransport reduceres.

1.9

EØSU er overbevist om, at transportens fremtid ligger i en fremadskridende dekarbonisering af brændstofferne indtil målet om nul-emission er nået. Produktion af H2 ved hjælp af fornyelig energi såsom biomasse, fotolyse, termodynamisk eller fotovoltaisk solenergi, vind- eller vandkraft er den eneste løsning, som ikke er en økologisk utopi. Energi kan lagres i brint, hvilket gør det muligt at bringe en energiforsyning, som i sin natur er cyklisk (afhængigt af tidspunktet på dagen, året osv.) i samklang med en variabel, afkoblet energiefterspørgsel.

1.10

Udviklingen af forbrændings- og fremdriftsteknologierne har muliggjort en hurtig udbredelse af hybridbiler. Den mest egnede løsning til nedbringelse af emissionerne synes at være rent elektrisk drevne motorer med udvikling af el-produktion fra fornyelige kilder eller hybrid anvendelse af naturgas og brint, i det mindste så længe disse ressourcer forefindes i tilstrækkeligt omfang. En anden mellemløsning er anvendelsen af brint/metan med lavt indhold af brint. Denne metode er et indledende skridt i retning af anvendelse af brint til transport.

1.11

Anvendelsen af brint som energibærer til transportformål er — med de nævnte nuværende begrænsninger — fremtidens udfordring og muligheden for at se biler, som helt eller delvist kører på brint, kan blive en realitet inden for få år, forudsat at forskningen også fremover støttes af medlemsstaterne og EU. Her synes resultaterne af CUTE-projektet (Clean Urban Transport for Europe) at være opmuntrende.

1.12

EØSU mener — som allerede foreslået vedrørende energieffektivitet — at det ville være meget nyttigt med en internetportal, hvor de akademiske forskningsresultater og de eksperimenter, der gennemføres på nationalt plan og i de forskellige regioner og byer, kan gøres tilgængelige for et bredere publikum og ikke mindst de lokale myndigheder. Efter EØSU's mening er det med henblik på en optimal energimix nødvendigt at nå frem til en passende energimix i transportsektoren gennem en forbedring af kulbrinternes ydeevne og prioriteringen heraf inden for transporten. I afventning af en pålidelig og effektiv produktion af brint kommer man ikke uden om at anvende elektricitet produceret ud fra fornyelige energikilder. Udfordringen på transportområdet består på kort sigt i stadig større anvendelse af elektricitet, fremstillet af rene og vedvarende energikilder, hvor dette er muligt.

1.13

EØSU understreger vigtigheden af at bevidstgøre og inddrage civilsamfundet, som gennem sin adfærd bidrager til at realisere målene om begrænsning af forbruget og støtte til forskning og innovation med henblik på rene og bæredygtige brændstoffer. Disse valg bør indbygges i den politik, der føres på EU- og nationalt plan, og det bør fremhæves, at samarbejdet og samhørigheden mellem medlemsstaterne tilfører en merværdi. Dette forudsætter, at medlemsstaterne vedstår fælles værdier og en europæisk samfundsmodel, som værner om naturrigdommene og borgernes og den arbejdende befolknings sundhed og sikkerhed og er engageret i hele menneskehedens levevilkår.

2.1

Næstformand i Kommissionen og kommissær for transport, Jacques Barrot, har bedt Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om at udarbejde en sonderende udtalelse om Transportsektorens energimix.

2.2

EØSU deler transportkommissærens bekymring for brændstofforsyningen og er enigt i, at det haster med at få udarbejdet analyser og undersøgelser af mulige løsninger vedrørende såvel transportpolitikkens udvikling som den dermed forbundne brændstofforsyning.

2.3

I lyset af de valg, der må træffes vedrørende energieffektivitet, og de udfordringer, der er forbundet med fuld opfyldelse af målene i Kyoto-protokollen, klimaændringen, begrænsningen af afhængigheden af tredjelande mht. energiforsyning, realiseringen af Lissabon-agendaen, opfyldelsen af transporthvidbogens mål og udviklingen af samordnet modalitet, har dette emne fået en central placering i EU's strategi på energiområdet.

2.4

Så tidligt som i 2001 pegede Kommissionen i sin meddelelse om EU's brændstofmål for perioden 2001-2020 på nødvendigheden af at tage spørgsmålet om brændstofmix op og den indkredsede nogle mål for andre brændstoffer end olie og vurderede, at følgende scenarium var gennemførligt og kompatibelt:

2.5

EØSU støttede denne meddelelse og pegede i en initiativudtalelse (1) på udvikling af naturgas (2), forskning i biobrændstof, forbedring af de forhåndenværende brændstoffers energieffektivitet som vejen frem, hvis energiforsyningen skal diversificeres og emissionerne af drivhusgasser samtidigt reduceres.

3.1

Stadig flere videnskabsmænd er nu enige om, at klimaet påvirkes direkte af emissionerne af drivhusgasser. Gennemsnitstemperaturen i det 20. århundrede er steget med ca. 1 °C, og ud fra de nuværende klimamodeller, der afspejler tendenserne for udslip af drivhusgasser på verdensplan, opereres der med scenarier, hvorefter gennemsnitstemperaturen på jorden vil kunne stige med mellem 2 °C og 6,3 °C med katastrofale følger for vejret, vandstanden, landbrugsproduktionen og andre økonomiske aktiviteter.

3.2

Rådet (miljø) bekræftede på sit møde i Luxembourg den 28. juni 2007, at det sjette miljøhandlingsprogram og Kommissionens forslag til midtvejsrevision stadig var aktuelt, og fremhævede de fire prioriterede mål heri: bekæmpelse af klimaændringen, stop for tab af biodiversitet, begrænsning af forureningsbetingede sundhedsskader, fremme af bæredygtig anvendelse af naturressourcer og bæredygtig affaldsforvaltning.

3.3

Rådet (miljø) bekræfter strategien for integration af miljø- og energipolitikken og peger på nødvendigheden af at indlede forhandlinger med henblik på en global aftale, som rækker ud over 2012, og som bør ligge klar inden 2009. Formanden for Det Europæiske Råd, José Socrates, har på et møde på højt plan den 27. september i New York erklæret, at FN-konferencen på Bali om klimaændringen er et egnet forum for forhandlinger om fremtidige foranstaltninger. På denne baggrund vil Bali-topmødet (3) være en milepæl, hvoraf vi forventer, at det internationale samfund vil fastlægge en ambitiøs tidsplan for forhandlingerne om en global aftale om klimaændringerne. Det forhold, at USA deltog — hvilket først stod klart midt i oktober — og stemte for sluterklæringen, har styrket de trufne beslutninger betydeligt i betragtning af USA's økonomiske magt og ansvar for emissionen af drivhusgasser i atmosfæren.

3.4

Rådet (miljø) understreger vigtigheden af, at miljøomkostningerne internaliseres på linie med omkostningerne ved energiforbruget for at kunne gennemføre bæredygtige langsigtede politikker. Lige så vigtigt er det i højere grad at indføre markedsøkonomiske styringsinstrumenter i miljøpolitikken, såsom skatter og afgifter eller for dermed at yde et bidrag til forbedring af miljøet. Miljøinnovation bør hurtigt og i stort omfang integreres i konsekvensanalysen af alle relevante EU-politikker, og finansielle instrumenter bør finde bredere og mere effektiv anvendelse, især når det gælder brændstof- og energiforbrug.

3.5

Kommissionen fremlagde den 29. juni 2007Grønbog om tilpasning til klimaændringerne. Under præsentationen heraf foreslog EU's miljøkommissær, Stavros Dimas, konkrete, omgående foranstaltninger for at tilpasse sig de igangværende ændringer. Temperaturstigning, oversvømmelser og styrtregn i nord, tørke og hedebølger i syd, truede økosystemer og nye sygdomme er kun nogle få af de problemer, der beskrives i grønbogen.

3.6

»Tilpasse sig eller forsvinde: det er den skæbne, der venter nogle sektorer i Europa«, har Stavros Dimas erklæret. »Landbruget, turismen og energisektoren vil blive udsat for katastrofale ødelæggelser og det er nødvendigt at handle nu for at begrænse de fremtidige økonomiske, sociale og menneskelige omkostninger«.

3.7

Grønbogen foreslår en række konkrete løsninger: vandbesparende foranstaltninger, anlæggelse af diger og dæmninger mod oversvømmelser, udvikling af nye teknikker for at beskytte høsten, beskyttelse af de befolkningsgrupper, som rammes hårdest af det nye klima, foranstaltninger for at beskytte biodiversiteten. Nedbringelse af CO2-emissionerne er dog stadig det vigtigste mål for alle lande i EU.

4.1

Det Europæiske Råd drøftede på sit forårsmøde i 2007 emnerne energi og klima og foreslog en integreret klima- og energipolitik, der blev defineret som en absolut prioritet, idet det understregede det strategiske mål om at begrænse den globale gennemsnitstemperatur til højst 2 °C i forhold til temperaturniveauet før industrialiseringen.

4.2

Energipolitikken for Europa udstikker klart en strategi baseret på tre søjler:

4.3

Angående transportpolitikken hedder det: »Det Europæiske Råd understreger, at det er nødvendigt med en effektiv, sikker og bæredygtig europæisk transportpolitik. Det er i den forbindelse vigtigt at træffe foranstaltninger til at øge det europæiske transportsystems miljøpræstationer. Det Europæiske Råd noterer sig, at Kommissionen er i gang med at vurdere de eksterne omkostninger ved transport og deres internalisering«. Det Europæiske Råd har på sit møde den 21.-22. juni noteret Kommissionens plan om senest i juni 2008 at fremlægge en model for vurdering af internaliseringen af eksterne omkostninger ved samtlige transportformer samt yderligere initiativer i medfør af direktivet om Eurovignetten, hvorved anvendelsen udvides til byområder, således at afgifterne vil blive pålagt alle typer køretøjer og infrastrukturer.

5.1

Hvad emissionerne angår, er transportsektoren i dag ansvarlig for 32 % af det samlede energiforbrug i Europa og for 28 % af de samlede CO2-udledninger (4). Det menes, at transportsektoren er skyld i 90 % af stigningen i emissionerne fra 1990 til 2010, og den kan være en af de vigtigste årsager til, at Kyoto-målene ikke vil blive nået. Vejtransporten af passagerer vil ifølge Kommissionens skøn stige med 19 %, mens vejgodstransporten forventes at stige med over 50 %.

5.2

En anden sektor, som har haft en eksponentiel vækst, er lufttransporten, der har kunnet registrere en stigning i emissionerne på 86 % fra 1990 til 2004, og som i dag tegner sig for lidt mere end 2 % af de samlede emissioner.

5.3

Ifølge TERM-rapporten 2006 (Transport- og miljørapporteringsmekanismen) (5) er de fremskridt, der er gjort i 2006 i transportsektoren, endnu utilfredsstillende. Rapporten gennemgår midtvejsrevisionen af hvidbogen om transport 2001, som kan give forbedringer eller få negative følger afhængigt af, hvorledes den omsættes på nationalt og regionalt plan. Ud fra et miljøsynspunkt betyder midtvejsrevisionen ifølge EEA, at fokus flyttes fra forvaltning af transportefterspørgslen over til afbødning af de aktuelle negative følger: væksten i transportefterspørgslen betragtes således ikke længere som et af de vigtigste miljøspørgsmål på transportområdet. Centrale emner såsom klimaændringen, støj og fragmentering af landskabet på grund af den alt for omfattende infrastruktur i transportens tjeneste gør det stadig nødvendigt at styre transportefterspørgslen. Hvidbogen synes at have forfejlet dette mål.

5.4

Et andet vigtigt aspekt, som rapporten drejer søgelyset mod, er støtten til transportsektoren, som i Europa beløber sig til mellem 270 og 290 milliarder EUR. Næsten halvdelen af disse midler går til vejtransporten, som er en af de mindst miljøvenlige transportformer. Skønt transporten er en af årsagerne til utallige miljøproblemer såsom klimaændring, luft- og støjforurening, nyder den godt af betydelige subsidier. Vejtransporten modtager 125 milliarder EUR om året, hovedsageligt i form af infrastrukturstøtte, idet det forudsættes, at afgifter på vejtransport ikke er at betragte som bidrag til finansiering af infrastruktur. Luftfarten, som er den transportform, der har den største specifikke miljøindvirkning, modtager betydelige subsidier i form af skattebegunstigelse, især fritagelse for moms og brændstofafgift, som beløber sig til i alt mellem 27 og 35 milliarder EUR årligt. Jernbanetransporten støttes med 73 milliarder EUR årligt og er den transportform, som begunstiges mest af andre former for budgetteret støtte. For skibsfartens vedkommende er der ifølge rapporten tale om støtte på mellem 14 og 30 milliarder EU (jf. EEA's rapport »Size, structure and distribution of transport subsidies in Europe«, foreligger ikke på dansk).

5.5

I den årlige rapport om emission af drivhusgasser i EU 1990-2005 og i rapporten for 2007 fastslås det, at:

Emissionerne af CO2 fra vejtransport faldt med 0,8 % (6 millioner tons CO2-ækvivalenter) fra 2004 til 2005.