7.10.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 254/1

(1)

Ved dette direktiv skabes en fælles lovramme for at sikre bæredygtig anvendelse af pesticider i tråd med Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1600/2002/EF af 22. juli 2002 om fastlæggelse af Fællesskabets sjette miljøhandlingsprogram (4).

(2)

Dette direktiv bør indtil videre anvendes på pesticider, som er plantebeskyttelsesmidler. Det er dog planen, at dette direktivs anvendelsesområde med tiden også skal omfatte biocidholdige produkter.

(3)

Foranstaltningerne i dette direktiv bør supplere, men ikke berøre foranstaltninger, der er fastsat i anden beslægtet fællesskabslovgivning, særlig Rådets direktiv 79/409/EØF af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle (5), Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (6), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger (7), Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 396/2005 af 23. februar 2005 om maksimalgrænseværdier for pesticidrester i eller på vegetabilske og animalske fødevarer og foderstoffer (8) og Rådets forordning (EF) nr. …/… af … om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler (9). Disse foranstaltninger bør heller ikke berøre frivillige foranstaltninger inden for rammerne af strukturfondsforordningerne eller i overensstemmelse med Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005 af 20. september 2005 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) (10).

(4)

For at fremme gennemførelsen af dette direktiv bør medlemsstaterne anvende nationale handlingsplaner med sigte på at opstille mål, foranstaltninger og tidsplaner for nedbringelse af risici og virkninger for menneskers sundhed og miljøet i forbindelse med anvendelse af pesticider og på at tilskynde til udvikling og indførelse af integreret bekæmpelse af skadegørere og af alternative metoder eller teknikker med henblik på at nedbringe afhængigheden af pesticider. De nationale handlingsplaner kan koordineres med gennemførelsesplaner henhørende under anden relevant fællesskabslovgivning og kan bruges til at gruppere mål, der skal gennemføres ifølge anden fællesskabslovgivning vedrørende pesticider.

(5)

Udveksling af oplysninger om de målsætninger og tiltag, medlemsstaterne opstiller i deres nationale handlingsplaner, er af stor betydning for opfyldelse af målsætningerne for dette direktiv. Medlemsstaterne bør derfor forpligtes til jævnligt at rapportere til Kommissionen og de andre medlemsstater, især om gennemførelsen og resultaterne af deres nationale handlingsplaner og om deres erfaringer.

(6)

I forbindelse med udarbejdelse og ændring af de nationale handlingsplaner bør der tages hensyn til bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/35/EF af 26. maj 2003 om mulighed for offentlig deltagelse i forbindelse med udarbejdelse af visse planer og programmer på miljøområdet (11).

(7)

Det er vigtigt, at medlemsstaterne indfører ordninger for såvel grundlæggende som supplerende uddannelse af distributører, rådgivere og professionelle pesticidbrugere og certificeringsordninger til registrering heraf, så alle, der anvender eller kommer til at anvende pesticider, har fuldt kendskab til de potentielle risici for menneskers sundhed og miljøet og til egnede foranstaltninger til at mindske disse risici mest muligt. Uddannelsesaktiviteterne for professionelle brugere kan koordineres med tilsvarende aktiviteter, der gennemføres inden for rammerne af forordning (EF) nr. 1698/2005.

(8)

Salg af pesticider, herunder internetsalg, er et vigtigt element i distributionskæden, hvor der bør gives særlige råd i form af sikkerhedsinstrukser vedrørende menneskers sundhed og miljøet til den endelige bruger, og navnlig til professionelle brugere, på salgstidspunktet. Til ikke-professionelle brugere, der generelt ikke har samme uddannelse, bør der gives henstillinger, især om sikker håndtering og opbevaring af pesticider samt om bortskaffelse af emballagen.

(9)

I betragtning af den mulige risiko ved anvendelsen af pesticider bør den brede offentlighed informeres bedre om den samlede virkning heraf gennem oplysningskampagner, information fra detailhandlerne og andre hensigtsmæssige foranstaltninger.

(10)

I det omfang håndtering og udbringning af pesticider kræver, at der fastsættes minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen for risici forbundet med arbejdstageres eksponering for disse produkter såvel som almindelige og særlige forebyggende foranstaltninger til at mindske disse risici, er disse foranstaltninger omfattet af Rådets direktiv 98/24/EF om beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet mod risici i forbindelse med kemiske agenser (12) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/37/EF af 29. april 2004 om beskyttelse af arbejdstagerne mod risici for under arbejdet at være udsat for kræftfremkaldende stoffer eller mutagener (13).

(11)

Da Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/42/EF af 17. maj 2006 om maskiner (14) vil indeholde regler om markedsføring af pesticidudbringningsudstyr til sikring af, at miljøkravene opfyldes, bør der indføres ordninger for regelmæssig teknisk inspektion af ibrugværende udbringningsudstyr for at minimere dette udstyrs negative virkninger på menneskers sundhed og miljøet. Medlemsstaterne bør beskrive, hvordan de vil sikre gennemførelsen af disse krav i deres nationale handlingsplaner.

(12)

Sprøjtning fra luften kan have alvorlige negative virkninger for menneskers sundhed og miljøet, navnlig som følge af aerosolspredning. Der bør derfor nedlægges generelt forbud mod sprøjtning fra luften, dog med mulighed for undtagelse, hvis det indebærer klare fordele i form af mindskede virkninger for menneskets sundhed og miljøet i forhold til andre sprøjtemetoder, eller hvis der ikke er brugbare alternativer.

(13)

Vandmiljøet er særlig følsomt over for pesticider. Der bør derfor lægges særlig vægt på at undgå forurening af overfladevand og grundvand gennem passende foranstaltninger, f.eks. udlægning af sprøjtefri randzoner og sikkerhedszoner eller plantning af hegn langs vandområder med henblik på at mindske vandområdernes eksponering for aerosolspredning, afdræning og afstrømning. Randzonernes dimensioner bør navnlig afhænge af jordbundsforhold, pesticidernes egenskaber samt den form for landbrug, der praktiseres i de berørte områder. Anvendelse af pesticider i områder, der bruges til drikkevandsindvinding, på eller langs transportveje, f.eks. jernbanelinjer, og på befæstede eller stærkt permeable overflader kan medføre øget risiko for forurening af vandmiljøet. I sådanne områder bør pesticidanvendelse derfor mindskes mest muligt eller helt undgås.

(14)

Anvendelse af pesticider kan være særlig farligt i meget miljøfølsomme områder f.eks. Natura 2000-områder, der beskyttes i medfør af direktiv 79/409/EØF og direktiv 92/43/EØF. Andre steder, f.eks. offentlige parker, sportspladser og legepladser, er risikoen ved offentlighedens eksponering for pesticider høj. I sådanne områder bør pesticidanvendelse derfor forbydes, begrænses eller risikoen herved minimeres.

(15)

Især ved håndtering af pesticider, bl.a. i forbindelse med opbevaring, fortynding og opblanding af pesticider, rengøring af pesticidudbringningsudstyret og nyttiggørelse og bortskaffelse af restsprøjtevæske i tanke, tomme emballager og pesticidrester, er der stor risiko for uønsket eksponering af mennesker og miljø. For disse aktiviteter bør der derfor fastsættes særlige foranstaltninger som supplement til de foranstaltninger, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/12/EF af5. april 2006 om affald (15) og i Rådets direktiv 91/689/EØF af 12. december 1991 om farligt affald (16). Foranstaltningerne bør også omfatte ikke-professionelle brugere, da ukorrekt håndtering må formodes at være hyppigt forekommende i denne brugergruppe som følge af manglende viden.

(16)

Anvender alle landbrugere generelle principper og afgrøde- og sektorspecifikke retningslinjer for integreret bekæmpelse af skadegørere, vil det kunne resultere i en mere målrettet brug af alle de tilgængelige bekæmpelsesforanstaltninger, herunder pesticider. Det bidrager derfor til yderligere at mindske risikoen for menneskers sundhed og miljøet samt afhængigheden af pesticidanvendelse. Medlemsstaterne bør fremme bekæmpelsen af skadegørere med lav pesticidanvendelse, navnlig integreret bekæmpelse af skadegørere, og tilvejebringe de nødvendige betingelser og foranstaltninger for dens anvendelse.

(17)

Da det i medfør af forordning (EF) nr. …/… og dette direktiv er obligatorisk at gennemføre principperne for integreret bekæmpelse af skadegørere, og subsidiaritetsprincippet lægges til grund for, hvordan principperne for integreret bekæmpelse af skadegørere gennemføres, bør medlemsstaterne gøre rede for, hvordan de vil sikre, at principperne for integreret bekæmpelse af skadegørere bliver gennemført i de nationale handlingsplaner.

(18)

Det er nødvendigt at måle de fremskridt, der gøres for at mindske risikoen ved og de negative virkninger af pesticidanvendelse for menneskers sundhed og miljøet. Egnede midler hertil er harmoniserede risikoindikatorer, som vil blive fastlagt på fællesskabsplan. Medlemsstaterne bør anvende disse indikatorer til risikohåndtering på nationalt plan og til rapporteringsformål, mens Kommissionen bør beregne indikatorer til vurdering af fremskridtet på fællesskabsplan. Der bør anvendes statistiske data, som er indsamlet i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. …/… af … (9) om statistik over plantebeskyttelsesmidler. Medlemsstaterne bør, ud over harmoniserede fælles indikatorer, have adgang til at bruge deres nationale indikatorer.

(19)

Medlemsstaterne bør fastsætte regler om sanktioner for overtrædelse af de nationale bestemmelser, der vedtages i henhold til dette direktiv og sikre, at de iværksættes. Sanktionerne bør være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.

(20)

Målet for dette direktiv, nemlig at beskytte menneskers sundhed og miljøet mod de mulige risici ved anvendelsen af pesticider, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor bedre nås på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(21)

I dette direktiv overholdes de grundlæggende rettigheder og de principper, som anerkendes i bl.a. Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Det sigter navnlig mod at fremme integreringen af et højt miljøbeskyttelsesniveau i Fællesskabets politikker i overensstemmelse med princippet om bæredygtig udvikling som fastsat i artikel 37 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

(22)

De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af dette direktiv bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (17).

(23)

Kommissionen bør navnlig tillægges beføjelser til at udarbejde og ajourføre bilagene til dette direktiv. Da der er tale om generelle foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv, herunder ved at supplere det med nye ikke-væsentlige bestemmelser, skal foranstaltningerne vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 5a i afgørelse 1999/468/EF.

(24)

I overensstemmelse med punkt 34 i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning (18) tilskyndes medlemsstaterne til både i egen og i Fællesskabets interesse at udarbejde og offentliggøre deres egne oversigter, der så vidt muligt viser overensstemmelsen mellem dette direktiv og gennemførelsesforanstaltningerne —

1)

»professionel bruger«: enhver person, der anvender pesticider i forbindelse med sine erhvervsmæssige aktiviteter, herunder operatører, teknikere, arbejdsgivere og selvstændige i både landbrugssektoren og andre sektorer

2)

»distributør«: enhver fysisk eller juridisk person, der gør et pesticid tilgængeligt på markedet, herunder engroshandlere, detailhandlere, forhandlere og leverandører

3)

»rådgiver«: enhver person, der rådgiver om bekæmpelse af skadegørere og sikker pesticidanvendelse professionelt eller kommercielt, herunder private selvstændige og offentlige rådgivningstjenester, handelsagenter, fødevareproducenter og detailhandlere

4)

»pesticidudbringningsudstyr«: ethvert apparat, der specifikt er beregnet til udbringning af pesticider, herunder tilbehør, som er nødvendige for, at dette fungerer effektivt, f.eks. dyser, manometre, filtre og sier samt udstyr til rengøring af tankene

5)

»sprøjtning fra luften«: pesticidudbringning fra fly (vingefly eller helikopter)

6)

»integreret bekæmpelse af skadegørere«: nøje gennemgang af alle til rådighed stående plantebeskyttelsesmetoder og integreret iværksættelse på dette grundlag af passende foranstaltninger, der bidrager til at hindre skadegørere i at udvikle sig og som holder brugen af plantebeskyttelsesmidler og andre interventionsmidler på et økonomisk og økologisk forsvarligt niveau, samtidig med at de reducerer eller minimerer risikoen for menneskers sundhed og miljøet. Med integreret bekæmpelse af skadegørere lægges der vægt på dyrkning af sunde afgrøder med så få forstyrrelser af landbrugsøkosystemerne som muligt samt fremme af naturlige mekanismer til bekæmpelse af skadegørere

7)

»risikoindikator«: resultatet af en beregningsmetode, der anvendes til at vurdere risikoen ved pesticider for menneskers sundhed og/eller miljøet

8)

»overfladevand« og »grundvand« har samme betydning som i direktiv 2000/60/EF

9)

»pesticid«:

a)

anvende andre tidsfrister og inspektionsintervaller for pesticidudbringningsudstyr, der ikke anvendes til sprøjtning, håndholdt pesticidudbringningsudstyr eller rygsprøjter samt andet udstyr, der kun anvendes i meget begrænset omfang, og som skal optages i den nationale handlingsplan, der er omhandlet i artikel 4.

Følgende andet pesticidudbringningsudstyr anses aldrig for anvendt i meget begrænset omfang:

b)

undtage håndholdt pesticidudbringningsudstyr eller rygsprøjter fra inspektionen.

a)

der er ingen brugbare alternativer, eller der er klare fordele i form af færre virkninger for menneskers sundhed og miljøet i forhold til udbringning fra jorden

b)

de anvendte pesticider skal af medlemsstaten udtrykkeligt være godkendt til sprøjtning fra luften efter en særlig vurdering, der tager hensyn til risikoen ved sprøjtning fra luften

c)

den operatør, der udfører sprøjtning fra luften, er i besiddelse af et certifikat som omhandlet i artikel 5, stk. 2. I overgangsperioden, mens certifikatordningerne endnu ikke er indført, kan medlemsstaterne acceptere anden dokumentation for ret til sprøjtning fra luften

d)

den virksomhed, der står for indgivelse af ansøgninger om sprøjtning fra luften, skal være godkendt af en kompetent myndighed for godkendelse af udstyr og fly til sprøjtning fra luften.

a)

prioritering af pesticider, der ikke er klassificeret som farlige for vandmiljøet, jf. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/45/EF af 31. maj 1999 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om klassificering, emballering og etikettering af farlige præparater (24) og som ikke indeholder prioriterede farlige stoffer, jf. artikel 16, stk. 3, i direktiv 2000/60/EF

b)

prioritering af de mest effektive udbringningsteknikker såsom anvendelse af lavdriftspesticidsprøjteudstyr, især ved højtvoksende afgrøder som humle og sådanne afgrøder i frugtplantager og på vinmarker

c)

anvendelse af begrænsende foranstaltninger, der mindsker risikoen for forurening uden for det sprøjtede område som følge af aerosolspredning, afdræning og afstrømning. Disse skal om nødvendigt omfatte oprettelse af randzoner af passende størrelse til beskyttelse af ikke-vandorganismer uden for målgruppen og beskyttelseszoner for overfladevand og grundvand, der er udlagt til drikkevandsindvinding, hvor pesticider ikke må udbringes eller opbevares

d)

størst mulig begrænsning eller om nødvendigt afskaffelse af pesticidudbringning på og langs veje og jernbanelinjer, på stærkt permeable arealer eller anden infrastruktur i nærheden af overfladevand og grundvand, og på befæstede arealer med stor risiko for afstrømning til overfladevand eller kloaksystemer.

1)

områder, der bruges af offentligheden eller udsatte befolkningsgrupper, såsom parker, offentlige haver, sportspladser, skolegårde og legepladser, og

2)

beskyttede områder som defineret i direktiv 2000/60/EF eller andre områder, der er udpeget med henblik på indførelse af de nødvendige bevaringsforanstaltninger i overensstemmelse med direktiv 79/409/EØF og direktiv 92/43/EØF

3)

nyligt behandlede områder, der anvendes af eller er tilgængelige for beskæftigede i landbruget.

a)

opbevaring, håndtering, fortynding og opblanding af pesticider inden udbringning

b)

håndtering af pesticidemballager og -rester

c)

bortskaffelse af restsprøjtevæske i tanke efter udbringning

d)

rengøring af udbringningsudstyr efter udbringning

e)

nyttiggørelse eller bortskaffelse af pesticidrester og emballager i overensstemmelse med fællesskabslovgivningen om affald.

a)

beregner de harmoniserede risikoindikatorer i stk. 1 under anvendelse af statistiske data, der indsamles i overensstemmelse med forordning (EF) nr. …/…, sammen med andre relevante data

b)

kortlægger tendenserne i anvendelsen af visse aktivstoffer

c)

indkredser prioriterede emner såsom aktivstoffer, afgrøder, regioner og praksis, der kræver særlig opmærksomhed eller god praksis, der kan tjene som forbillede for at nå dette direktivs mål om at mindske risici og virkninger for menneskers sundhed og miljøet i forbindelse med brug af pesticider og tilskynde til udvikling og indførelse af integreret bekæmpelse af skadegørere og alternative metoder eller teknikker med henblik på at nedbringe afhængigheden af pesticider.

1)

udvikling af et harmoniseret system, herunder en passende database for indsamling og lagring af alle oplysninger om pesticid-risikoindikatorer og tilrådighedsstillelse af disse oplysninger for de kompetente myndigheder, andre interesserede parter og offentligheden

2)

gennemførelse af undersøgelser som led i forberedelse og udarbejdelse af lovgivning, bl.a. tilpasning af bilagene til dette direktiv til den tekniske udvikling, og

3)

udarbejdelse af retningslinjer og udvikling af bedste praksis til fremme af gennemførelsen af dette direktiv.

7.10.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 254/18

(1)

Lufthavnenes hovedopgave og forretningsvirksomhed består i at betjene fly fra ankomst til afgang samt passagerer og fragt, så luftfartsselskaberne kan levere lufttransporttjenester. Til dette formål stiller lufthavnene en række faciliteter og tjenesteydelser til rådighed i forbindelse med flydriften samt passager- og fragtekspedition, og omkostningerne herved får de generelt dækket gennem lufthavnsafgifter. Lufthavnsdriftsorganer, der leverer faciliteter og tjenesteydelser, for hvilke der opkræves lufthavnsafgifter, bør bestræbe sig på at operere på et omkostningseffektivt grundlag.

(2)

Det er nødvendigt at fastlægge en fælles ramme for regulering af de centrale aspekter af lufthavnsafgifter og den måde, hvorpå afgifterne fastsættes, da der i mangel af en sådan ramme er risiko for, at grundlæggende krav i forholdet mellem lufthavnsdriftsorganerne og lufthavnsbrugerne ikke opfyldes. En sådan ramme bør ikke berøre en medlemsstats mulighed for at fastlægge, i hvor stort omfang der kan tages hensyn til indtægter fra en lufthavns kommercielle aktiviteter ved fastlæggelsen af lufthavnsafgifterne.

(3)

Dette direktiv bør gælde for lufthavne i Fællesskabet over en vis minimumsstørrelse, da forvaltningen og finansieringen af små lufthavne ikke kræver, at der anvendes en fællesskabsramme og for den lufthavn i hver medlemsstat, der har flest passagerbevægelser.

(4)

Med henblik på at fremme territorial samhørighed bør medlemsstaterne have mulighed for at anvende et fælles afgiftssystem, der skal dække et lufthavnsnet. Økonomiske overførsler mellem lufthavne i sådanne net bør være i overensstemmelse med fællesskabslovgivningen.

(5)

Af hensyn til fordelingen af trafikken bør medlemsstaterne kunne tillade, at et lufthavnsdriftsorgan for lufthavne, der trafikmæssigt dækker samme by eller bygruppe, anvender samme lufthavnsafgiftsniveau. Økonomiske overførsler mellem disse lufthavne bør være i overensstemmelse med den relevante fællesskabslovgivning.

(6)

Incitamenter til oprettelse af nye ruter for bl.a. at fremme udviklingen af ugunstigt stillede områder og fjernområder bør kun indrømmes i overensstemmelse med fællesskabsretten.

(7)

Opkrævning af afgifter i forbindelse med luftfarts- og groundhandlingydelser er allerede blevet behandlet i henholdsvis Kommissionens forordning (EF) nr. 1794/2006 af 6. december 2006 om en fælles afgiftsordning for luftfartstjenester (4) og Rådets direktiv 96/67/EF af 15. oktober 1996 om adgang til groundhandlingmarkedet i Fællesskabets lufthavne (5). Opkrævning af afgifter i forbindelse med ydelse af bistand til handicappede og bevægelseshæmmede personer er reguleret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2006 af 5. juli 2006 om handicappede og bevægelseshæmmede personers rettigheder, når de rejser med fly (6).

(8)

Rådet for Organisationen for International Civil Luftfart (ICAO-Rådet) vedtog i 2004 nogle principper for lufthavnsafgifter, der bl.a. omfatter principperne om, at afgifterne bør være omkostningsrelaterede og ikke-diskriminerende, og at der bør være en uafhængig mekanisme til den økonomiske regulering af lufthavne.

(9)

ICAO-Rådet har udtalt, at lufthavnsafgifter er gebyrer, der er beregnet på og specielt anvendes til dækning af omkostningerne i forbindelse med faciliteter og tjenesteydelser, der stilles til rådighed for civil luftfart, mens skatter er gebyrer, der er beregnet på at forøge de nationale eller lokale offentlige indtægter, som generelt ikke anvendes på civil luftfart i deres helhed eller på en omkostningsspecifik basis.

(10)

Lufthavnsafgifter bør ikke medføre forskelsbehandling. Der bør iværksættes en obligatorisk procedure for regelmæssigt samråd mellem lufthavnsdriftsorganet og lufthavnsbrugerne, og begge parter bør have mulighed for at klage til en uafhængig tilsynsinstans, hvis en afgørelse om lufthavnsafgifter eller ændring af afgiftssystemet anfægtes af lufthavnsbrugerne.

(11)

For at sikre upartiske afgørelser og en korrekt og effektiv anvendelse af dette direktiv bør der oprettes en uafhængig tilsynsinstans i hver medlemsstat. Instansen bør råde over de nødvendige personale- og ekspertressourcer samt økonomiske midler til at udføre sine opgaver.

(12)

Det er af afgørende betydning for lufthavnsbrugerne, at de jævnligt modtager oplysninger fra lufthavnsdriftsorganet om, hvordan og på hvilket grundlag lufthavnsafgifterne beregnes. En sådan åbenhed vil give luftfartsselskaberne indsigt i, hvilke omkostninger lufthavnen har, og hvor produktive lufthavnens investeringer er. For at gøre det muligt for lufthavnsdriftsorganet at vurdere behovet for fremtidige investeringer korrekt bør der stilles krav om, at lufthavnsbrugerne i god tid underretter lufthavnsdriftsorganet om alle deres driftsprognoser, udviklingsplaner samt særlige behov og forslag.

(13)

Lufthavnsdriftsorganerne bør underrette lufthavnsbrugerne om større infrastrukturplaner, da disse har en væsentlig indflydelse på lufthavnsafgiftssystemer eller -niveauet. Disse oplysninger bør fremlægges for at gøre det muligt at overvåge infrastrukturomkostningerne og sikre, at der stilles passende og omkostningseffektive faciliteter til rådighed i den pågældende lufthavn.

(14)

Lufthavnsdriftsorganer bør have mulighed for at anvende lufthavnsafgifter, der svarer til den infrastruktur og/eller det serviceniveau, der tilbydes, eftersom de pågældende luftfartsselskaber har en legitim interesse i at kræve ydelser fra lufthavnsdriftsorganet, der svarer til pris-/kvalitetsforholdet. Imidlertid bør alle luftfartsselskaber, der ønsker det, have adgang til infrastruktur og ydelser på ikke-diskriminerende vilkår og i differentieret udstrækning. Hvis efterspørgslen er større end udbuddet, bør der gives adgang på grundlag af objektive og ikke-diskriminerende kriterier, der opstilles af lufthavnsdriftsorganet. Enhver differentiering i lufthavnsafgifterne bør være gennemskuelig, objektiv og baseret på tydelige kriterier.

(15)

Lufthavnsbrugerne og lufthavnsdriftsorganet kan indgå en aftale om et serviceniveau for kvaliteten af de tjenesteydelser, der stilles til rådighed til gengæld for lufthavnsafgifterne. Som led i det regelmæssige samråd kan der forhandles om kvaliteten af de tjenesteydelser, der stilles til rådighed til gengæld for lufthavnsafgifterne.

(16)

Dette direktiv bør ikke berøre traktaten, særlig artikel 81-89.

(17)

Målet for dette direktiv, nemlig at fastlægge fælles principper for opkrævning af lufthavnsafgifter i Fællesskabets lufthavne, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, da der ikke kan opnås en ensartet løsning i hele Fællesskabet, hvis lufthavnsafgiftssystemerne fastlægges på nationalt plan; målet kan således på grund af handlingens omfang og virkninger bedre nås på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål —

1)

»lufthavn«: et område, der er specielt indrettet til landing, start og manøvrering af luftfartøjer, herunder også eventuelle tilknyttede anlæg, der er nødvendige af hensyn til flytrafikken og service af luftfartøjer, bl.a. nødvendige anlæg til betjening af den erhvervsmæssige lufttrafik

2)

»lufthavnsdriftsorgan«: organ, som eventuelt i tilknytning til andre aktiviteter, i henhold til nationale love, bestemmelser eller kontrakter har fået til opgave at administrere og forvalte lufthavnsinfrastrukturen eller lufthavnsnetinfrastrukturen og at koordinere og kontrollere de aktiviteter, der udføres af de forskellige virksomheder, der opererer i de pågældende lufthavne eller lufthavnsnet

3)

»lufthavnsbruger«: en fysisk eller juridisk person, der er ansvarlig for flybefordring af passagerer, post og/eller fragt til eller fra den pågældende lufthavn

4)

»lufthavnsafgift«: en afgift, som lufthavnsbrugerne betaler til lufthavnsdriftsorganet for brug af de faciliteter og tjenesteydelser, der udelukkende stilles til rådighed af lufthavnsdriftsorganet, og som er knyttet til landing, start, afmærkning af flyvepladsen, parkering af fly samt passager- og fragtekspedition

5)

»lufthavnsnet«: en gruppe lufthavne, der er behørigt udpeget som sådan af medlemsstaten og drives af samme lufthavnsdriftsorgan.

a)

en opgørelse over de forskellige tjenesteydelser og infrastrukturanlæg, som stilles til rådighed til gengæld for den lufthavnsafgift, der opkræves

b)

den metode, der anvendes til at fastsætte lufthavnsafgifterne

c)

lufthavnens overordnede omkostningsstruktur med hensyn til de faciliteter og ydelser, som lufthavnsafgifterne vedrører

d)

indtægterne fra de forskellige lufthavnsafgifter og den samlede udgift til de tjenesteydelser, der dækkes af disse

e)

prognoser vedrørende lufthavnens situation, for så vidt angår afgifter, trafikudvikling og planlagte investeringer

f)

den faktiske udnyttelse af lufthavnens infrastruktur og udstyr over en given periode.

a)

trafikprognoser

b)

prognoser over sammensætningen og den forventede udnyttelse af deres luftfartøjsflåde

c)

deres udviklingsplaner i den pågældende lufthavn

d)

deres behov i den pågældende lufthavn.

a)

indføre en procedure for løsning af uenighed mellem lufthavnsdriftsmyndigheden og lufthavnsbrugerne

b)

fastsætte, på hvilke betingelser en uenighed kan forelægges den uafhængige tilsynsinstans. Instansen kan navnlig afvise klager, der ikke er behørigt begrundet eller tilstrækkelig dokumenteret

c)

fastsætte de kriterier, som uenighed vil blive vurderet ud fra med henblik på løsning.

7.10.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 254/26

(1)

I henhold til traktatens artikel 137 skal Fællesskabet støtte og supplere medlemsstaternes indsats med henblik på at forbedre arbejdsmiljøet for at beskytte arbejdstagernes sundhed og sikkerhed. Det skal i direktiver vedtaget på grundlag af denne artikel undgås at pålægge administrative, finansielle og retlige byrder af en sådan art, at de hæmmer oprettelse og udvikling af små og mellemstore virksomheder.

(2)

I Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF (4) er der fastsat minimumsforskrifter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden bl.a. med hensyn til daglig og ugentlig hviletid, pauser, maksimal ugentlig arbejdstid, årlig ferie samt visse aspekter i forbindelse med natarbejde, skifteholdsarbejde og arbejdsrytme.

(3)

I henhold til artikel 19, stk. 3, og artikel 22, stk. 1, andet afsnit, i direktiv 2003/88/EF skal der ske en fornyet behandling inden den 23. november 2003.

(4)

Mere end ti år efter vedtagelsen af Rådets direktiv 93/104/EF (5), der var det første direktiv om tilrettelæggelse af arbejdstiden, er det nu blevet nødvendigt at tage hensyn til ny udvikling og ønsker fra både arbejdsgivernes og arbejdstagernes side og tilvejebringe ressourcer til at opfylde de mål for vækst og beskæftigelse, der blev fastsat af Det Europæiske Råd på mødet den 22. og 23. marts 2005 inden for rammerne af Lissabonstrategien.

(5)

At kunne forene arbejdsliv og familieliv er også en væsentlig forudsætning for at realisere de mål, som EU har opstillet i Lissabonstrategien, navnlig for at øge kvinders beskæftigelsesfrekvens. Det tilsigtes ikke blot at skabe et mere tilfredsstillende arbejdsklima, men også at reagere bedre på arbejdstagernes behov, navnlig arbejdstagere med familieansvar. Flere af de ændringer, der er indeholdt i dette direktiv, sigter mod at gøre det lettere at forene arbejdsliv og familieliv.

(6)

I den forbindelse bør medlemsstaterne tilskynde arbejdsmarkedets parter til at indgå aftaler på et passende niveau, der skal gøre det lettere at forene arbejdsliv og familieliv.

(7)

Det er nødvendigt at styrke beskyttelsen af arbejdstagernes sundhed og sikkerhed og gøre tilrettelæggelsen af arbejdstiden mere fleksibel, navnlig med hensyn til rådighedsvagter, og nærmere betegnet de inaktive dele af rådighedsvagter, og også at finde en ny balance mellem på den ene side forening af arbejdsliv og familieliv og på den anden side en mere fleksibel arbejdstidstilrettelæggelse.

(8)

Der bør ydes arbejdstagerne kompenserende hvileperioder i de tilfælde, hvor der ikke ydes hvileperioder. Det bør overlades til medlemsstaterne at bestemme, hvad der er en rimelig frist for at yde arbejdstagerne tilsvarende kompenserende hvileperioder, under hensyntagen til nødvendigheden af at sikre de pågældende arbejdstageres sikkerhed og sundhed samt proportionalitetsprincippet.

(9)

Bestemmelserne om referenceperioden for en maksimal ugentlig arbejdstid skal også tages op til fornyet behandling med det formål at tilpasse dem til arbejdsgivernes og arbejdstagernes behov, forudsat at beskyttelsen af arbejdstagernes sundhed og sikkerhed kan garanteres.

(10)

Når arbejdskontraktens varighed er på under et år, bør referenceperioden ikke være længere end arbejdskontraktens varighed.

(11)

Erfaringerne i forbindelse med anvendelsen af artikel 22, stk. 1, i direktiv 2003/88/EF viser, at en beslutning om ikke at være bundet af artikel 6 heri kan give problemer med hensyn til beskyttelsen af arbejdstagernes sundhed og sikkerhed og arbejdstagernes frie valg.

(12)

Muligheden i artikel 22, stk. 1, udgør en undtagelse fra princippet om en maksimal ugentlig arbejdstid på 48 timer, beregnet som gennemsnit i en referenceperiode. Der kræves effektiv beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed og udtrykkeligt, frit og informeret samtykke fra den berørte arbejdstager. Når denne mulighed benyttes, skal der være passende garantier for at sikre, at disse betingelser overholdes, og der skal gennemføres en nøje overvågning.

(13)

Inden muligheden i artikel 22, stk. 1, tages i anvendelse, bør det overvejes, hvorvidt den længste referenceperiode eller andre fleksibilitetsbestemmelser fastsat i direktiv 2003/88/EF sikrer den nødvendige fleksibilitet.

(14)

For at undgå sundheds- og sikkerhedsrisici for arbejdstagerne er det ikke muligt i en medlemsstat at kumulere både den fleksible referenceperiode, der er omhandlet i artikel 19, stk. 1, litra b), og muligheden i artikel 22, stk. 1.

(15)

I overensstemmelse med traktatens artikel 138, stk. 2, har Kommissionen konsulteret arbejdsmarkedets parter på fællesskabsplan om de mulige retningslinjer for en fællesskabsindsats på dette område.

(16)

Efter denne konsultation fandt Kommissionen en fællesskabsindsats tilrådelig og konsulterede på ny arbejdsmarkedets parter om indholdet af det påtænkte forslag, jf. traktatens artikel 138, stk. 3.

(17)

Efter den anden konsultationsfase har arbejdsmarkedets parter på fællesskabsplan ikke meddelt Kommissionen, at de ønsker at indlede den proces, der kan føre til indgåelse af en aftale, jf. traktatens artikel 139.

(18)

Målet for dette direktiv, nemlig at modernisere fællesskabslovgivningen om tilrettelæggelse af arbejdstiden, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor bedre nås på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(19)

Direktivet respekterer de grundlæggende rettigheder og overholder de principper, der er anerkendt ved EU's charter om grundlæggende rettigheder (6). Direktivet sigter navnlig mod at sikre fuld overholdelse af retten til retfærdige og rimelige arbejdsforhold som fastsat i artikel 31 i chartret og især stk. 2 heri, hvori det fastslås, at »enhver arbejdstager har ret til en begrænsning af den maksimale arbejdstid, til daglige og ugentlige hvileperioder samt til årlig ferie med løn«.

(20)

Gennemførelsen af dette direktiv bør fastholde det generelle beskyttelsesniveau for arbejdstagerne for så vidt angår sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen —

1.

I artikel 2 indsættes følgende punkter:

2.

Følgende artikler indsættes:

»Artikel 2a

Rådighedsvagt

Den inaktive del af en rådighedsvagt betragtes ikke som arbejdstid, medmindre andet følger af national lovgivning eller, i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis, af en kollektiv overenskomst eller en aftale mellem arbejdsmarkedets parter.

Den inaktive del af en rådighedsvagt kan beregnes på grundlag af et gennemsnitligt timeantal eller som en andel af rådighedsvagten under hensyntagen til erfaringerne i den pågældende sektor, ved kollektiv overenskomst eller aftale mellem arbejdsmarkedets parter eller ved national lovgivning efter høring af arbejdsmarkedets parter.

Den inaktive del af rådighedsvagten kan ikke medregnes ved beregningen af daglige eller ugentlige hvileperioder som omhandlet i henholdsvis artikel 3 og 5 medmindre andet er fastsat:

Det tidsrum, hvori arbejdstageren rent faktisk udfører sin beskæftigelse eller sine opgaver under rådighedsvagten, betragtes altid som arbejdstid.«.

»Artikel 2b

Forening af arbejdsliv og familieliv

Medlemsstaterne opfordrer arbejdsmarkedets parter på et passende niveau til — uden at det berører deres uafhængighed — at indgå aftaler, der skal gøre det lettere at forene arbejdsliv og familieliv.

Medlemsstaterne sikrer, at arbejdsgiverne, uden at det berører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/14/EF af 11. marts 2002 om indførelse af en generel ramme for information og høring af arbejdstagerne i Det Europæiske Fællesskab (7) og efter drøftelser med arbejdsmarkedets parter rettidigt informerer arbejdstagerne om enhver væsentlig ændring af arbejdsrytmen eller tilrettelæggelsen af deres arbejdstid.

Under hensyntagen til arbejdstagernes behov for fleksibilitet i deres arbejdstid og arbejdsrytme skal medlemsstaterne i overensstemmelse med national praksis også tilskynde arbejdsgiverne til at behandle anmodninger om ændringer i arbejdstid og arbejdsrytme, med forbehold af erhvervslivets behov og arbejdsgivernes og arbejdstagernes behov for fleksibilitet.

3.

Artikel 17 ændres således:

4.

I artikel 18, stk. 3, erstattes »hvis der ydes de pågældende arbejdstagere tilsvarende kompenserende hvileperioder« med »hvis der ydes de pågældende arbejdstagere tilsvarende kompenserende hvileperioder inden for en rimelig frist, der fastsættes ved national lovgivning eller ved en kollektiv overenskomst eller en aftale mellem arbejdsmarkedets parter«.

5.

Artikel 19 affattes således:

»Artikel 19:

Begrænsninger i undtagelser fra referenceperioden

Uanset artikel 22a, litra b), og som undtagelse fra artikel 16, litra b), skal medlemsstaterne under overholdelse af de almindelige principper for beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed have mulighed for at tillade, at der af objektive eller tekniske grunde eller af hensyn til arbejdets tilrettelæggelse fastsættes en referenceperiode, der ikke overstiger tolv måneder:

Hvis medlemsstaterne benytter sig af litra b), skal de sikre, at arbejdsgiverne overholder deres forpligtelser som fastsat i del II i direktiv 89/391/EØF.«.

6.

Artikel 22 affattes således:

»Artikel 22

Diverse bestemmelser

1.   Selv om det almindelige princip er, at den maksimale ugentlige arbejdstid i EU er på 48 timer, og det i praksis er en undtagelse, at arbejdstagere i EU arbejder mere, kan medlemsstaterne beslutte at undlade at anvende artikel 6, forudsat at de træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre effektiv beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed. De kan dog kun benytte sig af denne mulighed, hvis det udtrykkeligt er fastsat ved kollektiv overenskomst eller aftale mellem arbejdsmarkedets parter på et passende niveau eller ved national lovgivning efter høring af arbejdsmarkedets parter på et passende niveau.

2.   De medlemsstater, der ønsker at benytte sig af denne mulighed, skal under alle omstændigheder træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre:

3.   Hvis en arbejdstager er beskæftiget hos samme arbejdsgiver i en eller flere perioder, der ikke overstiger i alt ti uger i en periode på tolv måneder, finder bestemmelserne i stk. 2, litra c), nr. ii), og litra d), ikke anvendelse, idet de almindelige principper for beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed dog skal overholdes.«.

7.

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 22a

Særlige bestemmelser

Når en medlemsstat benytter muligheden i artikel 22,

8.

Artikel 24 affattes således:

»Artikel 24

Rapporter

1.   Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de nationale retsforskrifter, som de allerede har udstedt, eller som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

2.   Medlemsstaterne forelægger hvert femte år Kommissionen en rapport om den praktiske gennemførelse af dette direktiv med angivelse af arbejdsmarkedsparternes synspunkter.

Kommissionen underretter Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Det Rådgivende Udvalg for Sikkerhed og Sundhed på Arbejdspladsen herom.

3.   Fra den 23. november 1996 forelægger Kommissionen hvert femte år Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg en rapport om anvendelsen af dette direktiv under hensyntagen til stk. 1 og 2.«.

9.

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 24a

Evalueringsrapport

1.   Senest den … (8):

2.   Senest den … (9) forelægger Kommissionen efter høring af arbejdsmarkedets parter på fællesskabsplan, Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg en rapport om:

Rapporten kan ledsages af passende forslag til nedbringelse af overdrevent lange arbejdstider, bl.a. for så vidt angår anvendelsen af muligheden i artikel 22, stk. 1, under hensyntagen til dens indvirkning på sundheden og sikkerheden for de arbejdstagere, der er omfattet af denne mulighed.

3.   På grundlag af den i stk. 2 omhandlede rapport vurderer Rådet anvendelsen af mulighederne i direktivet, navnlig mulighederne i artikel 19, stk. 1, litra b), og artikel 22.

Under hensyntagen til denne vurdering kan Kommissionen senest den … (10), hvis det er relevant, forelægge Europa-Parlamentet og Rådet et forslag til revision af direktivet, herunder af den mulighed, der er fastsat i artikel 22, stk. 1.«.

7.10.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 254/36

(1)

Dette direktiv overholder de grundlæggende rettigheder og principperne i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (3). Det har navnlig til formål at sikre fuld overholdelse af charterets artikel 31, ifølge hvilken enhver arbejdstager har ret til sunde, sikre og værdige arbejdsforhold og til en begrænsning af den maksimale arbejdstid, til daglige og ugentlige hvileperioder samt til årlig ferie med løn.

(2)

Desuden hedder det i punkt 7 i fællesskabspagten om arbejdstagernes grundlæggende arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder bl.a., at etableringen af det indre marked skal føre til en forbedring af arbejdstagernes leve- og arbejdsvilkår inden for Det Europæiske Fællesskab. Dette skal opnås ved indbyrdes tilnærmelse på et stadigt stigende niveau af disse vilkår, bl.a. med hensyn til sådanne former for arbejde som tidsbegrænset ansættelse, deltidsansættelse, vikaransættelse og sæsonarbejde.

(3)

Den 27. september 1995 konsulterede Kommissionen, jf. traktatens artikel 138, stk. 2, arbejdsmarkedets parter på fællesskabsplan om de mulige retningslinjer for en fællesskabsindsats vedrørende arbejdstidens fleksibilitet og arbejdstagernes sikkerhed i ansættelsen.

(4)

Efter denne konsultation mente Kommissionen, at en fællesskabsindsats var ønskelig, og den konsulterede yderligere den 9. april 1996 arbejdsmarkedets parter, jf. traktatens artikel 138, stk. 2, om indholdet af det påtænkte forslag.

(5)

I præambelen til den rammeaftale om tidsbegrænset ansættelse, som blev indgået den 18. marts 1999, angav de underskrivende parter, at de havde til hensigt at overveje nødvendigheden af en lignende aftale om vikaransættelse og besluttede ikke at medtage vikaransatte i direktivet om tidsbegrænset ansættelse.

(6)

De generelle tværfaglige organisationer, dvs. Sammenslutningen af Industri- og Arbejdsgiverorganisationer i Europa (UNICE) (4), De Offentlige Arbejdsgiveres Europæiske Organisation (CEEP) og Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation (EFS), meddelte ved en fælles skrivelse af 29. maj 2000 Kommissionen, at de ønsker at indlede den proces, der er omhandlet i traktatens artikel 139. De anmodede i en fælles skrivelse af 28. februar 2001 Kommissionen om at forlænge fristen i artikel 138, stk. 4, med én måned. Kommissionen imødekom denne anmodning og forlængede forhandlingsperioden til den 15. marts 2001.

(7)

Den 21. maj 2001 erkendte arbejdsmarkedets parter, at deres forhandlinger om vikaransættelse ikke havde ført til en aftale.

(8)

I marts 2005 fandt Det Europæiske Råd det absolut nødvendigt, at der sættes ny gang i Lissabonstrategien, og at vækst og beskæftigelse udvælges som kerneprioriteter. Rådet godkendte de integrerede retningslinjer for vækst og beskæftigelse 2005-2008, der bl.a. tager sigte på at skabe større fleksibilitet kombineret med sikkerhed i beskæftigelsen og begrænse segmenteringen af arbejdsmarkedet samtidig med, at arbejdsmarkedsparternes rolle respekteres.

(9)

I overensstemmelse med Kommissionens meddelelse om den social- og arbejdsmarkedspolitiske dagsorden for perioden frem til 2010, som Det Europæiske Råd på mødet i marts 2005 udtrykte tilfredshed med, idet den bidrager til virkeliggørelsen af Lissabonstrategiens mål ved at styrke den europæiske sociale model, fandt Det Europæiske Råd, at for arbejdstagernes og virksomhedernes vedkommende vil nye former for tilrettelæggelse af arbejdet og mere forskelligartede aftalevilkår, der bedre kombinerer fleksibilitet og sikkerhed, bidrage til tilpasningsevnen. Endvidere gav Det Europæiske Råd på mødet i december 2007 sin tilslutning til de aftalte fælles principper for flexicurity, der er udtryk for en passende balance mellem fleksibilitet og sikkerhed på arbejdsmarkedet og hjælper både arbejdstagere og arbejdsgivere med at udnytte de muligheder, globaliseringen byder.

(10)

Inden for Den Europæiske Union er der store forskelle i brugen af vikaransættelse og i vikaransattes juridiske situation, status og arbejdsvilkår.

(11)

Vikararbejde opfylder ikke blot virksomhedernes fleksibilitetsbehov, men også de ansattes behov for at forene familie- og arbejdsliv. Det bidrager dermed til jobskabelse og til deltagelse og integration på arbejdsmarkedet.

(12)

Dette direktiv opstiller en ramme for beskyttelse af vikaransatte, som er ikke-diskriminerende, gennemsigtig og står i rimeligt forhold til formålet, samtidig med at den respekterer arbejdsmarkedernes og arbejdsmarkedsrelationernes forskellighed.

(13)

I Rådets direktiv 91/383/EØF af 25. juni 1991 om supplering af foranstaltningerne til forbedring af sikkerheden og sundheden på arbejdsstedet for arbejdstagere, der har et tidsbegrænset ansættelsesforhold eller et vikaransættelsesforhold (5), fastsættes de gældende bestemmelser for vikaransatte, for så vidt angår sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen.

(14)

De væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår for vikaransatte bør mindst svare til dem, der gælder for arbejdstagere, der er ansat direkte af brugervirksomheden til udførelse af det samme arbejde.

(15)

Arbejdsaftaler uden tidsbegrænsning er den almindelige form for ansættelsesforhold. For så vidt angår arbejdstagere, som er tilknyttet et vikarbureau via en tidsubegrænset kontrakt, og som dermed nyder særlig beskyttelse, bør det sikres, at der kan afviges fra de bestemmelser, der gælder i brugervirksomheden.

(16)

For at tilgodese arbejdsmarkedernes og arbejdsmarkedsrelationernes forskellighed på en fleksibel måde kan medlemsstaterne tillade arbejdsmarkedets parter at fastsætte arbejds- og ansættelsesvilkårene, forudsat at den generelle beskyttelse af vikaransatte respekteres.

(17)

Under visse begrænsede omstændigheder bør medlemsstaterne endvidere, på grundlag af en aftale indgået mellem arbejdsmarkedets parter på nationalt plan, inden for visse grænser kunne fravige princippet om ligebehandling, forudsat at der sikres en passende beskyttelse.

(18)

Den forbedrede minimumsbeskyttelse af vikaransatte bør ledsages af en revision af eventuelle restriktioner eller forbud, som måtte være pålagt vikararbejde. Disse kan kun begrundes i almene hensyn til f.eks. beskyttelse af arbejdstagerne og krav til sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen og i behovet for at sikre et velfungerende arbejdsmarked og forebygge misbrug.

(19)

Dette direktiv berører ikke arbejdsmarkedets parters uafhængighed eller forholdet mellem dem, herunder retten til at forhandle og indgå kollektive overenskomster i overensstemmelse med national lov og praksis under overholdelse af gældende fællesskabsret.

(20)

Bestemmelserne i dette direktiv vedrørende forbud mod eller restriktioner i anvendelsen af vikararbejdskraft berører ikke national lovgivning eller praksis, som forbyder, at strejkende arbejdstagere erstattes med vikarer.

(21)

Medlemsstaterne bør fastsætte administrative eller retslige procedurer til beskyttelse af vikaransattes rettigheder og bør fastsætte sanktioner, der er effektive, afskrækkende og står i et rimeligt forhold til overtrædelsens karakter, i tilfælde af tilsidesættelse af de forpligtelser, der følger af dette direktiv.

(22)

Dette direktiv bør gennemføres i overensstemmelse med traktatens bestemmelser om fri udveksling af tjenesteydelser og fri etableringsret, og berører ikke Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/71/EF af 16. december 1996 om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser (6).

(23)

Målet for dette direktiv, nemlig at skabe en ramme for beskyttelse af vikaransatte, som er harmoniseret på fællesskabsplan, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af handlingens omfang eller virkninger bedre nås på fællesskabsplan ved at der indføres minimumsforskrifter, som gælder for hele Fællesskabet; Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf., traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål —

a)

»arbejdstager«: enhver person, som i den pågældende medlemsstat er beskyttet som arbejdstager i medfør af de nationale arbejdsretlige bestemmelser

b)

»vikarbureau«: enhver fysisk eller juridisk person, som i overensstemmelse med national lovgivning indgår en arbejdsaftale eller et ansættelsesforhold med vikaransatte med henblik på at udsende dem til brugervirksomheder for midlertidigt at udføre arbejdsopgaver under disses tilsyn og ledelse

c)

»vikaransat«: en arbejdstager, som har indgået en arbejdsaftale eller et ansættelsesforhold med et vikarbureau med det formål at blive udsendt til en brugervirksomhed for midlertidigt at udføre arbejdsopgaver under dennes tilsyn og ledelse

d)

»brugervirksomhed«: enhver fysisk eller juridisk person, for hvem og under hvis tilsyn og ledelse en vikaransat midlertidigt udfører en arbejdsopgave

e)

»udsendelse«: den periode, hvor den vikaransatte udstationeres i brugervirksomheden for midlertidigt at udføre arbejdsopgaver under dennes tilsyn og ledelse

f)

»væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår«: arbejds- og ansættelsesvilkår fastsat i henhold til love og administrative bestemmelser, kollektive overenskomster og/eller andre bindende generelle bestemmelser, der gælder i brugervirksomheden, vedrørende:

a)

beskyttelse af gravide og ammende kvinder samt af børn og unge og

b)

ligebehandling af mænd og kvinder og foranstaltninger til bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af køn, race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering

a)

at forbedre vikaransattes adgang til uddannelsesaktiviteter og børnepasningsfaciliteter i vikarbureauerne, herunder også i perioderne mellem udsendelser, for at fremme deres karrieremuligheder og øge deres beskæftigelsesegnethed

b)

at forbedre vikaransattes adgang til uddannelsesaktiviteter for arbejdstagere i brugervirksomhederne.

7.10.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 254/s3