26.2.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 56/1

—

der henviser til traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), især artiklerne vedrørende forskning,

—

der henviser til Kommissionens Grønbog "Fra udfordringer til muligheder: Mod en fælles strategisk ramme for EU-finansiering af forskning og innovation" (KOM(2011)0048),

—

der henviser til sin beslutning af 8. juni 2011 om den foreløbige evaluering af det syvende EU-rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration (1),

—

der henviser til sin beslutning af 12. maj 2011 om innovation i EU: Omdannelse af Europa til en verden efter krisen (2),

—

der henviser til sin beslutning af 11. november 2010 om forenkling af gennemførelsen af rammeprogrammerne for Det Europæiske Fællesskabs indsats inden for forskning (3),

—

der henviser til sin beslutning af 20. maj 2010 om gennemførelsen af synergivirkninger af midler øremærket til forskning og innovation i forordning (EF) nr. 1080/2006 om Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og det syvende rammeprogram for forskning og udvikling i byer og regioner samt i medlemsstaterne og i EU (4),

—

der henviser til ekspertudvalgets rapport "Towards a world class Frontier research Organisation - Review of the European Research Council's Structures and Mechanisms" af 23. juli 2009,

—

der henviser til rapporten fra gruppen af uafhængige eksperter "Mid-Term Evaluation of the Risk-Sharing Financial Facility (RSFF)" af 31. juli 2010,

—

der henviser til den endelige rapport fra ekspertgruppen "midtvejsevalueringen af det 7. rammeprogram" af 12. november 2010,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 9. februar 2011"Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om reaktionen på ekspertgruppens rapport om den foreløbige evaluering af syvende rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration og på ekspertgruppens rapport om den foreløbige evaluering af finansieringsfaciliteten for risikodeling" (KOM(2011)0052),

—

der henviser til konklusionerne af den foreløbige evaluering af syvende rammeprogram for forskning (RP7), herunder finansieringsfaciliteten for risikodeling, fra det 3074. EU-rådsmøde om konkurrenceevne (det indre marked, industri, forskning og rummet) den 9. marts 2011,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 20. april 2009 med titlen "Nye horisonter for ikt - en strategi for forskning i fremtidig og fremspirende teknologi i Europa" (KOM(2009)0184),

—

der henviser til beslutningsforslaget af 9. juni 2011 om fejringen af hundredeåret for tildelingen af Nobelprisen til Marie Sklodowska-Curie (5),

—

der henviser til EU 2020-flagskibsinitiativet "Et ressourceeffektivt Europa under Europa 2020-strategien" (KOM(2011)0021),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi og udtalelser fra Budgetudvalget, Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse, Regionaludviklingsudvalget, Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter, Fiskeriudvalget og Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A7-0302/2011),

A.

der henviser til, at Kommissionen med udgangspunkt i budgetrevisionen har besluttet at indlede en debat for at forbedre effektiviteten af forsknings- og innovationsstøtte på regionalt og nationalt plan og på EU-plan samt at håndtere fordelingen af finansielle ressourcer til forsknings- og innovationsprogrammer i EU som topprioritet for EU;

B.

der henviser til, at EU har fastsat et mål om at øge udgifterne til forskning og udvikling til 3 % af EU's BNP senest i 2020, og der henviser til, at større offentlige og private investeringer i forskning og udvikling er særligt vigtige, idet mange lande stadig er langt fra at opnå dette mål;

C.

der henviser til, at aktuelle tendenser viser et stærkt pres for at fryse eller endda nedskære det europæiske budget i forbindelse med en periode med strenge begrænsninger af de nationale offentlige budgetter, og der henviser til, at F&U&I er et af de områder, hvor europæisk samarbejde har vist sig at have en reel merværdi i modsætning til visse andre budgetposter, hvilket viser, at det er nødvendigt at omfordele EU's disponible midler,

D.

der henviser til, at vi på nuværende tidspunkt gennemgår en økonomisk, social og miljømæssig krise (der påvirker EU's medlemsstater på meget forskellige måder), og der henviser til, at forskning (i sine grundlæggende og anvendte dimensioner), uddannelse og innovation er afgørende instrumenter, både for økonomisk opsving og jobskabelse gennem opnåelse af EU 2020-flagskibsinitiativerne, og for fastlæggelse af en bæredygtig og inklusiv vækstmodel;

E.

der henviser til, at EU og dets medlemsstater skal sikre sig de nødvendige midler til at reagere kollektivt i forhold til de store sociale, økonomiske, miljømæssige, demografiske og etiske udfordringer, som befolkningen i Europa står over for, såsom den aldrende befolkning, sundhed, fødevareforsyning, bæredygtig udvikling, vigtige miljøspørgsmål osv., og der henviser til, at løsningerne på disse spørgsmål bør være et incitament for den enkelte til at tage mere ansvar for sine handlinger;

F.

der henviser til, at andre regioner og lande i verden i stigende omfang investerer i F&U&I, og der henviser til, at EU's investeringer på dette område derfor bør sigte mod at styrke den videnskabelige kapacitet, opfordre industrien til at investere og forbedre EU's generelle konkurrenceevne; der henviser til, at oprettelsen af et sammenhængende sæt af supportværktøjer langs hele "innovationskæden" er nødvendig for at sikre en passende balance mellem fagligt orienteret forskning, anvendt videnskabelig forskning og innovation;

G.

der henviser til, at det, selv om EU-finansieringen af F&U&I er stigende, stadig er de medlemsstater, der er mest udviklede på videnskabs- og teknologiområdet, der optager den største del af de disponible midler under de forskellige finansieringsordninger og -programmer (herunder store projekter), hvilket har bevirket, at nogle medlemsstater og deres regioner er underrepræsenterede både med hensyn til adgang til finansiering og til deltagelse; der henviser til, at det af hensyn til gennemførelsen af det europæiske forskningsrum (ERA) er nødvendigt at sigte mod opnåelse af høj kvalitet i alle dele af EU, og der henviser til, at strukturfondene og Samhørighedsfonden er det primære instrument til at opnå dette;

H.

der henviser til, at der stadig er betydelige og stadigt stigende uligheder i EU, hvad angår de nationale niveauer for F&U-finansieringskapaciteter, industrielle strukturer og videregående uddannelsessystemer, og der henviser til, at disse forskelle delvist afspejles i den generelle deltagelse i RP7; der henviser til, at der bør etableres afbalanceringsmekanismer med henblik på at sikre medlemsstaternes og de europæiske regioners forsknings- og innvationskapaciteter;

I.

der henviser til, at den fælles strategiske ramme skal udarbejdes efter samme generelle principper som ERA og udnytte det enorme uforløste potentiale i at koordinere de 27 forskellige nationale forskningsstrategier og -programmer og begrænse unødvendig opdeling;

J.

der henviser til, at den store betydning, som SMV'er har for EU's økonomi og beskæftigelse, ikke afspejles i deres deltagelse i EU's finansiering på R&D&I-området; der henviser til, at SMV'ers deltagelse i F&U&I-samarbejdsprojekter bør nå op på 15 %, og der henviser til, at forenkling og begrænsning af bureaukrati er en nødvendighed for at nå dette mål og øge industriens deltagelse som et hele, idet det erkendes, at samarbejdet med industrien har fremmet betydelige investeringer i R&D&I fra industrien;

K.

der henviser til, at fattigdomsrelaterede og oversete sygdomme hæmmer den økonomiske udvikling, især i udviklingslandene; der henviser til, at disse sygdomme rammer mere end en milliard mennesker og forårsager millioner af dødsfald hvert år;

L.

der henviser til, at over 60 % af de studerende, der afslutter universitetsuddannelser, er kvinder, men at hovedparten af ledende stillinger på universiteterne (f.eks. ph.d.-stillinger og professorater) stadig er besat af mænd;

M.

der henviser til, at siden oprettelsen af Det Europæiske Forskningsråd i 2007 er 1 700 projekter blevet udvalgt til at modtage omkring 2,5 mia. EUR i tilskud fra Det Europæiske Forskningsråd, og at næsten 90 % er tildelt mandlige ansøgere;

N.

der henviser til, at der ser ud til at være et yderst problematisk "glasloft" for kvindelige forskere, hvilket betyder, at andelen af kvindelige forskere falder i takt med anciennitet;

O.

der henviser til, at der inden for forskningsområder som naturvidenskab fortsat er væsentlige kønsstereotyper i mange medlemsstaters uddannelsessystemer (6);

1.

glæder sig over Europa-Kommissionens grønbog, der fastlægger en fælles strategisk ramme for finansiering og innovation, og mener, at kernen af den nye fælles strategiske ramme bør være forbindelsen til EU's forskningsprogrammer og finansieringsordninger på grundlag af forsknings- og innovationspolitikker i EU og medlemsstaternes forskningsprogrammer; mener, at den fælles strategiske ramme bør følge en integreret tilgang, der sigter mod at blive mere attraktiv og lettilgængelig for alle deltagere;

2.

er af den opfattelse, at EU's forskningsfinansiering og -programmer og strukturfondene og Samhørighedsfonden har forskellige mål og derfor bør holdes adskilt;

3.

anerkender visse medlemsstaters forholdsvis lave deltagelse i FP7, såvel som den vedvarende kløft inden for forskning og innovation mellem europæiske regioner, på trods af den indsats, der gøres med strukturfondene, for at styrke deres F&U-kapacitet; er overbevidst om, at alle regioners potentiale for ekspertise skal udnyttes; er derfor af den opfattelse, at nye tiltag er nødvendige for at støtte underpræsterende regioner og medlemsstater med henblik på at opnå ekspertise og intelligent regional specialisering;

4.

opfordrer Kommissionen til at maksimere alle relevante synergier mellem den fælles strategiske ramme, strukturfondene, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Fiskerifond og udvikle en multifinansieringstilgang under hensyntagen til deres forskellige mål; er overbevist om, at samhørighedsinstrumenter kan styrke udviklingen af ekspertise og kapacitetsopbygning ved hjælp af en bedre kompatibilitet med forsknings- og innovationspolitikker på regionalt niveau; mener, at dette vil give mulighed for at udvikle ekspertiseniveauer, hvilket betyder, at disse regioner kan deltage fuldt ud i den fælles strategiske ramme baseret på kvalitet og ekspertise;

5.

foreslår, at den nye tilgang skal omfatte indflydelse på finansiering af aktiviteter, der sigter mod modernisering af universiteter, indkøb af videnskabeligt udstyr, overførsel af lokal teknologi, støtte til nystartede virksomheder og spin-off-virksomheder, udbredelse af resultater fra F&U&I-projekter, øget programkapacitet for tværnationale forskeruddannelser, grundlæggelse af banebrydende forskningscentre, opbygning af ekspertisenetværk og -klynger eller tværregionale samarbejdsaktiviteter inden for forskning og udvikling og innovation, der har været genstand for peer-review; mener, at en række af FP7's støtteforanstaltninger har vist sig at være effektive brobygningsaktiviteter og bør bevares i den fælles strategiske ramme;

6.

opfordrer medlemsstaterne til at overveje finansieringen af Det Europæiske Forskningsråd, Marie Curie- eller samarbejdsprojekter, der opfylder kriterierne om ekspertisekvalitet, men ikke kan finansieres på grund af manglende EU-midler;

7.

fremhæver vigtigheden af at bevare passende instrumenter til at støtte udviklingen af den institutionelle kapacitet i regionerne med hensyn til forsknings- og innovationspolitik, da det regionale niveau er et strategisk bånd til effektivt at integrere finansiering af rammeprogrammet med strukturfondene og ligeledes i lyset af deres stærke bånd til lokale virksomheder, tjenesteydelser samt forsknings- og uddannelsescentre;

8.

kræver på baggrund af, at samhørighedspolitikken fremover skal sigte mod Europa 2020-strategien, at det prioriterede område "innovation" bliver obligatorisk for både mål 1- og mål 2-regioner, hvilket også må komme til udtryk i bevillingerne på alle niveauer;

9.

mener, at de lokale og regionale myndigheder skal tilskyndes til at være innovative, navnlig gennem fortsættelse og styrkelse af tiltag som videnbaserede regioner, levende laboratorier og intelligente byer, inden for hvilken ramme den territoriale dimension af forskning og udvikling fremmes;

10.

gør opmærksom på vigtigheden af at opretholde konvergenspolitikkerne, og anmoder Kommissionen om at oprette ekspertiseniveauer for de medlemsstater og regioner, der økonomisk og socialt er mere sårbare, og som er underrepræsenterede i RP, på baggrund af deres respektive styrker og i overensstemmelse med effektive og klare kriterier, med sigte på at øge deres menneskelige kapital og forskningskapacitet betydeligt;

11.

mener, at annonceringen af et udbud for grundlæggelsen af banebrydende forskningscentre i ugunstigt stillede regioner er et velegnet instrument til at udvikle det europæiske forskningsrum; mener, at tildelingen af støtte i form af et udbud øger dynamikken og kreativiteten, hvilket selv i struktursvage regioner kan føre til en vellykket gennemførelse af forsknings- og teknologicentre, der leverer fremtidsorienterede arbejdspladser; mener, at kandidater til udbuddet skal være teams bestående af en internationalt anerkendt forskningsinstitution og en ugunstigt stillet region hver, og at de videnskabelige tilgange, der ligger til grund for forslagene til centre, bør vurderes på princippet om ekspertise; mener, at regionen på samme tid, for eksempel ved hjælp af strukturfondene og ved at skabe en passende ramme, bør være forpligtet til at udarbejde en levedygtig overordnet strategi for etablering af en infrastruktur, der muliggør forskning og innovation;

12.

anbefaler, at Kommissionen analyserer mulighederne for at oprette en rent europæisk fælles fond finansieret af strukturfondene til at fremme fælles europæisk forskning;

13.

er overbevist om, at rammeprogrammets troværdighed er baseret på videnskabelig kvalitet, og betragter derfor ekspertise som det vigtigste kriterium for forskningsfinansiering; minder om, at ekspertisens karakter afhænger af deltagertype eller forsknings- og innovationsprojektets art (ekspertisekriteriet for en forskningsinstitution er ikke det samme som for en individuel forsker eller SMV'er, og afhænger også af, om der er tale om grundlæggende eller anvendte projekter); understreger, at teknisk forbedring, innovation, pilotprojekter og etableringen af et marked bør betragtes som vigtige kriterier for industriel og anvendt forskning, hvor dette er relevant;

14.

kræver en bedre koordinering og synergi mellem lokal og regional, national og europæisk grænseoverskridende forsknings- og innovationsstrategier, der er i overensstemmelse med de forskellige projekters særlige karakteristika, og på samme tid styrker mulighederne for komplementaritet og samarbejde mellem disse; mener, at adgang til og udveksling af information og bedste praksis, styrket fælles programmering, enkle, fleksible regler og instrumenter og, hvor dette er relevant, konvergens af sidstnævnte, er af væsentlig betydning med henblik på at øge effektiviteten af finansieringen og muligvis af medfinansieringen;

15.

er overbevist om, at Europa har en forpligtelse til at gøre brug af sit store potentiale inden for forskning, teknologi og innovation og bidrage til løsninger på globale samfundsmæssige udfordringer, nemlig:

mener, at den fælles strategiske ramme bør fokusere på at takle disse samfundsmæssige udfordringer på fyldestgørende vis ved hjælp af et afbalanceret sæt af instrumenter, der dækker hele spektret af aktiviteter fra uddannelse til forskning og innovation;

16.

minder om betydningen af at sikre kontinuiteten af vellykkede instrumenter mellem RP og den fælles strategiske ramme, navnlig i forbindelse med samarbejdsprogrammerne; opfordrer Kommissionen til i tilstrækkelig god tid at vurdere effektiviteten af de eksisterende instrumenter med hensyn til at nå specifikke politiske mål og at tilpasse de instrumenter, for hvilke det gælder, at der endnu ikke er påvist effektivitet eller markant bidrag;

17.

opfordrer til en uafhængig revision, der skal udføres af eksempelvis Den Europæiske Revisionsret sammen med de nationale revisionsretter, om effektiviteten af offentlige udgifter til forskning udført af medlemsstaterne, EU og lokale myndigheder;

18.

opfordrer Kommissionen til at styrke synligheden af EU's merværdi i forskning og innovation;

19.

opfordrer til en samordnet offentlig og privat indsats på europæisk og nationalt plan for at nå det europæiske mål om, at udgifter til F&U skal udgøre 3 % BNP; opfordrer EU-institutionerne og medlemsstaterne til uden yderligere forsinkelse at vedtage en specifik køreplan, der sikrer, at man når dette mål;

20.

understreger, at der bør gøres en indsats inden for den fælles strategiske ramme for så vidt muligt at afpasse udgifterne til de overordnede politiske målsætninger under Europa 2020-strategien; kræver en klar koordinering med de nye initiativer, f.eks. Innovation i EU og andre relevante flagskibsprojekter;

21.

minder om, at den fremtidige finansiering af forskning og innovation bør have som formål at gennemføre det europæiske forskningsrum (ERA) ved at skabe bedre synergi og bedre samarbejde mellem forskellige F&U&I-politikker og finansieringsprogrammer mellem EU, medlemsstater og lokale myndigheder;

22.

understreger, at kernen af den fælles strategiske ramme bør være ideen om, at F&U&I-projekternes forskellige art og område, sammen med de mange forskellige finansieringsordninger, skal organiseres, således at sammenhæng, bred repræsentation og forbindelse og komplementaritet sikres og derved opbygger ekspertiseniveauer;

23.

bemærker, at for at give alle forskere mulighed for at deltage i projekter under den fælles strategiske ramme skal de administrative regler tage højde for de forskellige nationale regler om universiteter og forskningscentre; understreger, at især samfinansieringsmekanismer ikke må virke til skade for universiteter og forskningsinstitutioner, og at universiteter under ingen omstændigheder må stilles ringere i forhold til andre aktører;

24.

opfordrer Kommissionen til at etablere et enkelt og tilgængeligt system til at fremme innovation, til at investere i F&U&I-projekter om bekæmpelse af de store samfundsmæssige udfordringer samt til at have en ægte holistisk tilgang med fokus på forskellige afgørende faser i innovationen og værdikæden (fra materialeleverandør til slutbrugerprodukt);

25.

er overbevist om, at forskellige opgaver inden for den fælles strategiske ramme bør løses separat men i tæt forbindelse og samarbejde med hinanden, dette betyder, at Det Europæiske Institut for Innovation og Teknologi (EIT) hovedsagelig skal arbejde som et netværk for videns- og innovationsfællesskaberne (VIF'erne), og at de innovationsrelaterede dele af rammeprogrammet for konkurrenceevne og innovation skal koncentrere sig om sin styrke med henblik på at støtte innovative SMV'er; mener, at det næste rammeprogram skal omfatte forskning som et hele, og at struktur- og samhørighedsfondene skal anvendes i tættere samarbejde og på en mere målrettet måde, men holdes adskilt; mener, at fælles projekter fortsat skal udgøre rygraden i den fælles strategiske ramme;

26.

understreger nødvendigheden af at udbrede fleksibilitet i den fælles strategiske ramme, således at det både er muligt at flytte midler mellem de enkelte kapitler og indkaldelser, men også således at den fælles strategiske ramme er fleksibel nok til at man kan allokere midler til håndtering af store samfundsmæssige udfordringer, der viser sig undervejs i budgetperioden;

27.

anmoder om an klar definition af det overordnede finansieringssystem og om en tættere integration af forskning, uddannelse og innovation; anmoder, idet den europæiske F&U&I-politik skaber merværdi og med henblik på at nå Europa 2020-målene, om, at budgettet for EU's forsknings- og innovationsprogrammer for den næste finansieringsperiode fordobles fra 2014 (undtagen budgettet til F&U&I under strukturfondene og EIB) som passende reaktion på den aktuelle økonomiske krise og de store fælles udfordringer; mener, at en stigning i det offentlige forskningsbudget bør sigte mod at levere bredere samfundsmæssige fordele og forbedret konkurrenceevne; gentager behovet for at styrke og udvikle den F&U&I-venlige rolle for alle EU-instrumenter, herunder ved hjælp af et tættere samarbejde med EIB og ved at forenkle procedurerne for adgang til finansiering; foreslår derfor en ny organisationsmodel baseret på tre forskellige finansieringsniveauer med sigte på stabilitet og konvergens;

28.

mener, at dette niveau skal dække de EU-midler, der er forbundet med infrastruktur (i bred forstand, herunder den institutionelle) og kapacitetsopbygning;

29.

er af den opfattelse, at finansieringsordningen på dette niveau omfatter den del af rammeprogrammet, der vedrører programmet Kapacitet og Marie Curie-aktioner, de europæiske finansieringsandele i forskningsinfrastrukturer og -projekter, adgang til EIB-lån (til dækning af projekter på over 50 mio. og finansieringsfaciliteten med risikodeling), bevillinger i forbindelse med førnævnte dele af rammeprogrammet og samarbejde med strukturfonde med tilknytning til infrastruktur;

30.

opfordrer til at styrke Det Fælles Forskningscenters rolle som værende en intern leverandør af videnskabelige og økonomiske analyser til udviklingspolitik på linje med Europa 2020-strategien;

31.

understreger, at større europæiske finansieringsprojekter, bl.a. ITER, Galileo og global miljø- og sikkerhedsovervågning (GMES) i fremtiden skal finansieres uden for rammeprogrammet ved at skabe selvstændige budgetposter for dem for at sikre en gennemsigtig og pålidelig finansieringsstruktur, samtidig med at deres potentiale for omkostningsoverskridelser kontrolleres og begrænses; foreslår, at de delvist bør være finansieret gennem projektobligationer, der udstødes af EIB;

32.

understreger de store forskningsinfrastrukturers (RI'er) centrale rolle for udviklingen af ERA og opfordrer til, at den samlede EU-finansiering til forskningsinfrastrukturer øges, navnlig hvor der er det største område for europæisk merværdi, at finansieringen udvides efter den indledende fase, og at der sikres åben og ekspertisebaseret adgang til disse;

33.

mener, at dette niveau skal omfatte overordnet forskning, både grundlæggende og anvendt, herunder samfundsvidenskab og humanistiske videnskaber, og at de koordinerende deltagere er universiteter og forskningscentre/institutter; mener at industrisektoren, navnlig SMV'er og innovative nonprofitorganisationer bør opfordres til at deltage og samarbejde med den akademiske verden og de offentlige forskningscentre og fungere som koordinatorer efter behov; mener, at dette niveau udgør den største andel af RP og bør sigte mod at udvikle det stærke videnskabelige grundlag i både grundforskning og anvendt forskning, der er nødvendig for at anspore til innovation;

34.

er af den opfattelse, at nøgleordene er ideens originalitet og relevans, kvalitet og potentiale for videnskabelig ekspertise og projekters merværdi, herunder højrisikoforskning og projekter, der vedrører "ikke-teknologisk innovation og social innovation"; mener, at forretningsplan og markedspotentiale er positive faktorer, der bør overvejes, men ikke nødvendigvis er betingelser for godkendelse;

35.

understreger, at finansieringsordningen på dette niveau dækkes gennem EU-rammeprogrammernes bevillingsordning og samarbejde med strukturfondene forbundet med F&U&I; mener, at synergi af disse to finansieringskilder og forenkling af samspillet mellem projekter, der finansieres af EU og eksterne finansieringsorganer, vil være nyttig; mener, at tilskud først og fremmest bør være rettet mod offentlige og private forskningsinstitutioner og innovative SMV'er;

36.

opfordrer til en mere fleksibel finansieringsordning med henblik på at gøre samarbejdsområdet mere attraktivt for SMV'er, hvorved SMV'er vil være i stand til at deltage i samarbejdsprojekter under projektgennemførelsen, hvor dette er muligt, og en åben budgetpost for dette bør være til rådighed for projektet; mener, at SMV'er på denne måde kan se mulighederne mere klart, da tidsrammen fra deltagelse i projektet til markedsresultater er afkortet;

37.

minder om, at Det Europæiske Forskningsråd har vist sig at være effektivt med hensyn til at fremme videnskabelig ekspertise og at være en styrkende del af ERA; opfordrer til yderligere at forbedre ERA's strukturer og mekanismer og fremme dettes instrumenter; understreger behovet for betydeligt at øge den del af budgettet, der er afsat til stipendier til såvel unge forskere som kvindelige forskere og til forskere fra innovative SMV'er (både forskergrupper og individuelle forskere), og ligeledes fremme Marie Curie-aktioner og -initiativer, og derved styrke mobiliteten (ved indførelse af den frie bevægelighed for viden), karrierefremskridt og samarbejde mellem den akademiske verden, offentlige forskningsinstitutioner og industrien, samt adgang til store forskningsinfrastrukturer; opfordrer også til, at industrien i højere grad involveres i videregående forskningsprogrammer; kræver gennemførelse af de nødvendige foranstaltninger for at sikre rimelige arbejdsvilkår for videnskabsfolk i EU ved at gøre Europa mere attraktivt for forskere på internationalt plan og modvirke, at specialisterne udvandrer og derved opnår ekspertise i Europa;

38.

understreger, at forskernes mobilitet i Europa bør prioriteres højt og opfordrer til en styrkelse af foranstaltninger (f.eks. overførsel af pensionsrettigheder og socialsikringsbestemmelser, gensidig anerkendelse af faglige kvalifikationer, foranstaltninger til forening af familie- og arbejdsliv, og forskningskuponer der følger forskere, der flytter til en anden medlemsstat), der vil bidrage til de europæiske forskeres mobilitet, dæmme op for hjerneflugten og gøre udsigten til en forskningskarriere i EU mere attraktiv; opfordrer i givet fald til indførelse af en mobilitetskomponent i stipendier fra Det Europæiske Forskningsråd; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at intensivere deres indsats for at lette hurtig gensidig anerkendelse af akademiske kvalifikationer;

39.

mener, at der er yderligere potentiale for at udvide anvendelsesområdet for Det Europæiske Forskningsråds koncept til samarbejds- og multidisciplinære forskningsprojekter under forudsætning af, at de har en bottom-up natur, og at den videnskabelige ekspertise fortsat er et vigtigt udvælgelseskriterium;

40.

glæder sig over det løbende fremskridt i retning af en ligelig deltagelse af mænd og kvinder i rammeprogrammet; er enig i, at foranstaltninger til at øge kvinders deltagelse bør styrkes under hele forløbet af projekternes livscyklus, og at Kommissionen skal genaktivere sin tilgang med hensyn til at fremme kvindelige forskere, og at den bør bevæge medlemsstaterne til at tage fat på kønskløfter, idet der lægges vægt på at fjerne kønsspecifikke hindringer; understreger, at målet om 40 % kvinder i programudvalgene og de rådgivende udvalg bør gennemføres; anmoder Kommissionen om i samarbejde med Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder at oprette en ligestillingsplan med kønsindikatorer og mål og at overvåge gennemførelsen af denne;

41.

understreger i overensstemmelse med ligestillingsaspekterne behovet for, at forskere på alle niveauer får mulighed for at udskyde påbegyndelsen af en tilskudsaftale eller midlertidigt indstille arbejdet på den på grund af barselsorlov, fædreorlov eller forældreorlov, når der er tale om projekter, hvor dette er muligt, samt for at forlænge gyldigheden af en tilskudsaftale af samme årsager i forbindelse med projekter, hvor tid ikke er en afgørende faktor; opfordrer medlemsstaterne til at give forskere disse muligheder;

42.

understreger, at fuld gennemførelse af det europæiske forskningsrum kræver lovgivningsmæssige tiltag, som giver alle EU-aktører mulighed for at deltage i de nationale programmer, idet de enkelte staters udskrivning af forskningsmidler skal være åben for alle, og der tages skridt til at harmonisere regler, procedurer, kontrakter og vurderingskriterier;

43.

mener, at dette niveau bør rumme udvikling og skabelse af markedsføring af innovative produkter og tjenesteydelser og skabelse af almene goder; mener, at industrien, især innovative SMV'er, i denne forbindelse spiller en central rolle for udviklingen af nye produkter, tjenesteydelser og processer;

44.

opfordrer i betragtning af behovet for at opmuntre unge til at deltage i forsknings- og innovationsaktiviteterne og støtte unge iværksættere, som bidrager til forsknings-, udviklings- og innovationsaktiviteter og gør brug af resultaterne til gavn for deres lokale eller regionale samfunds økonomiske og sociale udvikling, Kommissionen og medlemsstaterne til at fortsætte Erasmusprogrammet for unge iværksættere, også i forbindelse med den fremtidige flerårige finansielle ramme, og til at øge de midler, der afsættes til dette program;

45.

anerkender, at der bør tages særlige hensyn til SMV'ers inddragelse, med henblik på at muliggøre fleksibel og effektiv udnyttelse af nye ideer og muligheder, når de dukker op og åbner nye veje til innovation; understreger, at en sektorspecifik definition af SMV'er er en forudsætning for, at de med succes kan deltage i den fælles strategiske ramme; bemærker desuden, at innovationsaktiviteternes succes også afhænger af ledelsens kvalifikationer og erfaringer;

46.

understreger, at det er nødvendigt at forbedre lokale og europæiske SMV'ers adgang til forsknings- og innovationstjenester; mener, at vellykkede programmer som Eurostars har opnået vigtige erfaringer med at reagere på innovative virksomheders behov og derfor bør styrkes; opfordrer til en indsats på alle niveauer med sigte på at skabe innovative løsninger på specifikke behov i den offentlige sektor ved at engagere små virksomheder i idékonkurrencer, som fører til kortsigtede udviklingskontrakter;

47.

understreger, at finansieringsordningen på dette niveau finansieres af EU gennem EIT i samarbejde med rammeprogrammet for konkurrenceevne og innovation, adgang til udvidelse af kreditværdighed hos EIF, specifikke lån fra EIB (der hovedsagelig dækker projekter under 50 % mio.) og samarbejde med strukturfondene sammen med iværksætterkultur; mener dog, at der mangler et led i finansieringen af EU's innovationspolitik, nemlig de nødvendige finansieringsinstrumenter, der tager hensyn til SMV'ers særlige karakteristika; mener, at ERA efter behørig overvejelse af en konsekvensanalyse kan drage stor nytte af oprettelsen af et EU-program for SMV'er, udformet som en specialiseret del af EIB, der udelukkende skal tage sig af SMV'ers innovative projekter;

48.

minder om, at Det Europæiske Institut for Innovation og Teknologi har vist sig at være effektivt og en styrkende del af det europæiske forskningsrum; understreger behovet for VIS'er med et mere snævert fokus og dermed et mere koncentreret netværk med et mindre budget, hvilket også muliggør større SMV-deltagelse på grund af lavere årlige bidragsomkostninger; mener, at disse mindre VIS'er kan oprette et enkelt fokuspunkt i EU som et mødested for forskere fra hele EU for bedre at kunne konkurrere på det globale marked;

49.

mener, at visse finansieringsinstrumenter og -foranstaltninger bør overvejes med henblik på at øge SMV'ers deltagelse i programmerne, herunder:

50.

opfordrer til, at der testes nye og innovative finansieringsmetoder, såsom EU-projektobligationer og EU-innovationskuponer, der gør det muligt for virksomhederne at anvende ressourcerne direkte ved akkrediterede forskningscentre; mener, at disse kuponer ikke skal være omfattet af omkostningsindberetning, idet deres anvendelse certificeres af de centre, hvor kuponerne indløses; mener, at centrene evt. kan foretage denne godkendelse på nationalt eller regionalt plan med efterfølgende validering af et EU-organ, som f.eks. Det Fælles Forskningscenter; er af den opfattelse, at Forskningscentrets bidrag til innovation under rammeprogrammet bør omfatte øget samarbejde med erhvervslivet;

51.

glæder sig over innovationsforskningsordningen for mindre virksomheder, der sigter mod at indkredse teknologirelaterede udfordringer for den offentlige sektor og finansiere forsknings- og udviklingsprojekter med henblik på at udvikle nye løsninger på både gamle og nye problemer.

52.

er af den opfattelse, at ikke al innovation er baseret på forskning og ikke al forskning har innovation som mål; mener derfor, at den foreslåede omstrukturering bør dække hele spektret af aktiviteter vedrørende innovation, fra ide til marked, herunder ikke-teknologisk, miljømæssig og social innovation; mener, at dette bør omfatte fremme af innovativ praksis, (såsom prækommercielle offentlige indkøb, priser, politikkerne for intellektuelle ejendomsrettigheder og markedsinitiativer) og lettelse af udbredelsen af disse; minder om, at standardisering bør tages i betragtning i forbindelse med håndteringen af store udfordringer og udformningen af prioriterede områder i den fælles strategiske ramme, men at standardisering ikke bør være et nyt særskilt instrument eller aktivitet;

53.

konstaterer det positive resultat af rammeprogrammet for konkurrenceevne og innovation (CIP) indtil nu, og fremhæver den afgørende betydning af en fortsættelse og yderligere udvidelse af programmet, navnlig for at styrke de innovative SMV'er som drivkraft for den europæiske økonomi;

54.

understreger dog, at nogle af CIP-instrumenterne kunne være en naturlig forlængelse af det kommende rammeprogram og skabe kontinuitet for europæiske forsknings- og innovationsprojekter; mener, at den teknologi, der udvikles i projekter under rammeprogrammet, kunne udvides til innovative projekter:

55.

minder om, at den konkurrencedygtige karakter af forskning, videnskabeligt, teknologisk og innovativt arbejde og bevarelsen af lokal videnskabelig og innovativ kapacitetsopbygning, afhænger af, at der er en vis grad af overlapning og fragmentering, uden hvilket forskningssamarbejdet ville blive undergravet;

56.

understreger, at der for bedre at kunne tiltrække private investeringer og sikre, at forskning og udvikling bidrager bedst muligt til at forbedre den europæiske konkurrenceevne, bør træffes passende foranstaltninger inden for rammeprogrammet med henblik på fastlæggelse af et stærkt, effektivt regelsæt til beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder i en tidlig fase i forskningsprocessen;

57.

opfordrer kraftigt til gennemførelsen af uddannelsesprogrammer for alle potentielle deltagere, især om anvendelse af ledelsesregler, og kræver, at Kommissionen udvikler kriterier for udvælgelse, evaluering og bedømmelse af uddannelsesprojekter, idet bl.a. ekspertisetrinnene tages i betragtning; opfordrer kraftigt Kommissionen til tage initiativ til at hjælpe offentlige organer, især de, der virker i underrepræsenterede medlemsstater, til at forbedre deres ledelsessystemer ved at gennemføre vurderinger og fremsætte henstillinger til disse organer med henblik på at forbedre deres ansøgninger om støtte og projektledelse;

58.

gentager, at forenkling af forvaltningen af europæisk forskningsstøtte kræver et kvantespring; mener, at et centralt element i forenklingen er at skifte fra den aktuelle kontrolbaserede tilgang til en mere tillidsbaseret og risikotolerant tilgang, der er særlig gavnlig for SMV'er; kræver gennemførelse af alle udpegede forenklingstiltag i den nye fælles strategiske ramme, herunder en øget margin for acceptabel fejlrisiko, en bred accept af sædvanlig regnskabspraksis, brug af faste beløb og enhedstakster (på frivillig basis), forenkling af ansøgnings- og kontraktprocedurerne og bestemmelserne om forhåndsfinansiering og omkostningers støtteberettigelse, betydelig begrænsning af finansiel og videnskabelig indberetningspligt, afkortning af procedureperioden til højst seks måneder og en betydelig afkortning af tidsrummet frem til bevilling af støtten og udbetalingen heraf og mere fleksibilitet for deltagerne med hensyn til, hvordan de organiserer og forvalter deres projekter og vælger deres partnere;

59.

er overbevist om, at forenkling bør føre til en nedsættelse af kombinationen af finansieringsrater og beregningsmetoder for indirekte omkostninger i alle finansieringsordninger, uden dog at gå bort fra den differentiering, der anvendes på universiteter, forskningsorganisationer og industri;

60.

anbefaler, at der fastsættes et begrænset sæt af fælles (administrative, finansielle og organisatoriske) regler og principper, der er lette at fortolke og som skal gælde for alle F&U&I-programmer og instrumenter i EU;

61.

anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at lette adgangen til europæiske forskningsprogrammer, f.eks. ved at etablere et enkelt kontaktpunkt, indføre et princip om "et projekt, et dokument" og etablere et forum for udveksling af god praksis; gentager i denne forbindelse behovet for et enkelt lettilgængeligt indgangssted for rådgivning og finansiel støtte til potentielle deltagere; kritiserer den nuværende mangel på gennemsigtighed og information om fremtidige indkaldelser af forslag til forskningsprojekter, der resulterer i, at forskere og institutter er ude af stand til at forberede sig korrekt, og derfor hindrer deres deltagelse;

62.

påpeger, at en sammenhængende politik i retning af at skabe et europæisk videnbaseret samfund forudsætter, at forbindelserne må styrkes mellem uddannelse, forskning og innovation; understreger, at den fælles strategiske ramme bør tage fat på og integrere hele videnkæden gennem f.eks. infrastrukturudvikling, standardisering, uddannelsesprogrammer og tiltag til støtte af nøgleteknologier; støtter alt samarbejde mellem universiteter, virksomheder og forskningsinstitutter og mener, at kvalifikationer og teknologioverførsel er et afgørende element; anmoder om, at der stilles praktiske instrumenter til rådighed for at fremme overførslen af teknologi fra forskning til industriel anvendelse, både inden for service- og fremstillingssektoren;

63.

opfordrer til en stærkere mellemstatslig deltagelse under de fælles programforanstaltninger, som vil styrke samarbejdet inden for forskning, udvikling og innovation i Europa;

64.

anbefaler, idet vigtigheden af fælles teknologiinitiativer og de europæiske teknologiplatforme påpeges, at tilbyde en specifik fælles ramme for alle offentlig-private partnerskaber (OPP'er) med klare, forenklede fælles vilkår, som klart adskiller den private og den offentlige sektors roller; understreger behovet for at træffe effektive foranstaltninger for at forbedre gennemsigtighed og åben adgang til sådanne instrumenter for SMV'er og den offentlige forskningssektor; opfordrer Kommissionen til at gennemføre en tilbundsgående analyse af det aktuelle tekniske niveau, indvirkning og relevans af de aktuelle gældende forskellige OPP-formater, før man konsoliderer eller støtter oprettelse af flere af disse for at forbedre forvaltningen og dermed sikre en bedre inddragelse af en bredere vifte af interessenter både i forbindelse med fastsættelsen af forskningsdagsordenen og sikring af adgang for nye deltagere; er også overbevist om, at disse instrumenter tydeligt bør drives af offentlige prioriteringsmål (med vægt på samfundsmæssige resultater og resultater for bæredygtighed) og hjælpe egentlige private investeringer;

65.

understreger, at den fælles strategiske ramme bør være en attraktiv finansieringsmekanisme for både private og offentlige aktører (herunder ngo'er og civilsamfundsorganisationer); mener, at alle deltagere i F&U&I-projekter og de europæiske teknologiplatforme, der har stor indflydelse, bør spille en rolle i prioriteringsdrøftelsen og have adgang til forskningsinfrastrukturer;

66.

støtter, at man bevæger sig mod en "viden- og innovations/resultatbaseret" tilgang og opfordrer til en tillidsbaseret holdning til forskere og en mere risikotolerant holdning til deltagere på alle niveauer af finansieringssystemet, herunder forskningsvurdering og -innovation; kræver en passende finansieringsmodel for akademisk forskning i det næste rammeprogram;

67.

mener, at den fælles strategiske ramme ikke kun bør fokusere på forskningsdrevet eller teknologibaseret innovation, men bør støtte forskellige innovationskilder; påpeger, at mange virksomheder - navnlig SMV'er - anvender andre innovationskilder såsom kunder, markeder, brugere og ikke mindst ansatte, og at denne form for innovation ofte er af en mere praktisk natur og fokuseret på at løse specifikke problematiske spørgsmål i forhold til processer, tjenester eller produkter eftersom de foreslåede løsninger ofte findes af de ansatte, som er tættest på produktionsprocessen, markeder og kunder; mener derfor, at EU bør styrke den praksisorienterede, medarbejderdrevne innovation;

68.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at sikre, at generalomkostningerne under Horisont 2020 revideres; anmoder derfor Kommissionen om at analysere, hvor stor en procentdel generalomkostningerne udgør i RP7 og udarbejde forslag med henblik på at holde den så lav som muligt;

69.

opfordrer til, at samarbejdsforskning (det aktuelle samarbejdsprogram) står i centrum for rammeprogrammerne og derved styrker synergien med henblik på at øge og fremskynde indvirkningen og udbredelsen af forskningsprojekter, der gennemføres i samarbejde med partnere af fremragende global standard, både fra og uden for EU; mener, at finansiering af samarbejdsforskning bør have større tematisk fleksibilitet (bredere temaer) og brugervenlige finansieringsordninger for at tiltrække fremtrædende forskere og opfylde behovet for både brede konsortier og mindre grupper; mener, at hele innovationskæden fra sonderende forskning til omfattende pilotprojekter og demonstrationer bør dækkes med afsatte, øremærkede budgetter til sektorer, som har udviklet en strategisk vision for håndtering af samfundsmæssige udfordringer med langsigtede investeringscyklusser;

70.

udtrykker sin skepsis over for, om det er effektivt at bruge midlerne til at skabe ekspertiseforskningsnetværk og organisere konferencer og arrangementer, og kræver en styrkelse af elektroniske netværkstiltag for forskning og udvikling og udbredelse af forskningsresultater via internettet;

71.

udtrykker sin skepsis over for, hvorvidt det er muligt ofte kun at finansiere et enkelt forslag pr. udskrivning, hvilket fører til spild af de ressourcer, der er investeret i deres forberedelse og evalueringen af dem, samt manglende finansiering af fremragende idéer; opfordrer Kommissionen til at undersøge muligheden for at finansiere fremragende forslag, som ikke blev udvalgt, gennem et supplerende forskningsbudget, som også involverer medlemsstater og regional- og strukturfonde;

72.

opfordrer til konsolidering af tværfaglig og transdisciplinær forskning og anerkendelse af forskningens sociale dimension; minder i denne sammenhæng om, at de store samfundsmæssige udfordringer - bortset fra teknologiske løsninger - bør håndteres ved hjælp af europæisk forskning inden for samfundsvidenskab og humanistiske videnskaber og social innovation, som fortsat er et centralt aktiv for en vellykket håndtering af disse udfordringer; mener derfor, at både et selvstændigt temaområde, der dækker "samfunds-, økonomi- og humanistisk videnskab" og inddragelse af dette som et øget element i alle foranstaltninger, der er baseret på dagsordener, bør sikres i den fælles strategiske ramme;

73.

opfordrer, med henblik på fortsat at vække borgernes og civilsamfundets interesse for og engagement i forskningen, til at fortsætte temaet "forholdet mellem videnskab og samfund" som selvstændigt område og i dets horisontale udbredelse for at dække de store samfundsmæssige udfordringer; mener desuden, at Kommissionen bør støtte yderligere udvikling og større udbredelse af etiske retningslinjer og videreudviklingen af instrumenter til civilsamfundets organisationer;

74.

opfordrer til, at forskningsprioriteringer og mål fastsættes på en mere gennemsigtig og deltagende måde gennem en afbalanceret inddragelse af aktører, herunder forskningsverdenen, forskere (også fra mindre forskningsorganisationer), den offentlige sektor, civilsamfundets organisationer og SMV'er; opfordrer til, at der oprettes en særlig platform for dialogen mellem civilsamfundets organisationer og forskere for at diskutere prioriteringen af forskningsområder inden for specifikke sektorer; mener, at man også bør fremme specifikke platforme for tættere interaktion mellem SMV'er og forskere;

75.

mener, at ikke kun økonomisk, men også samfundsmæssig, etisk og bæredygtighedsmæssig vurdering og evaluering af de enkelte forskningsprogrammer er en vigtig proces, som skal forbedres og fremmes bredere, både på EU-niveau og i medlemsstaterne; støtter Kommissionens initiativer på dette område, f.eks. udviklingen af principper for ansvarlig forskning og udvikling, og opfordrer til yderligere udbredelse og anvendelse af dem;

76.

anmoder om, at balancen bevares mellem bottom-up (såsom den aktuelle FET-open ordning) og top-down ("store samfundsmæssige udfordringer"), og at mindre bottom-up projekter og bottom-up samarbejdsforskning gøres lettere; mener, at lavere indgangskrav for samarbejdsprojekter vil føre til en styrkelse af den forskningsmæssige kapacitet; mener, at strategiske prioriteter skal kombineres med nye problemer; anmoder Kommissionen om at undersøge balancen mellem bottom-up og top-down-projekter og til at overveje det ud fra både et socialt og et økonomisk synspunkt; understreger, at det i forbindelse med opstillingen af forskningsdagsordenen er nødvendigt at samarbejde med forskere, industri og civilsamfundets aktører og søge deres rådgivning;

77.

er fortaler for at lade små og mellemstore projekter udgøre tyngden i den fremtidige forskningsstøtte; mener, at universiteter og SMV'er lettere og med en mindre indsats kan forvalte små og mellemstore projekter, og at de også vil gøre det muligt at øge de hidtil utilfredsstillende succesrater i forbindelse med ansøgninger;

78.

mener, at man i tilfælde, hvor visse samfundsmæssige behov ikke opfyldes af vores nuværende innovationsmodeller, kan anvende nye offentlige licensordninger og innovationspræmier for at fokusere forskningen om disse områder og sikre, at de offentlige udgifter er effektive; opfordrer Kommissionen til snarest muligt at iværksætte et pilotinitiativ for incitamentordninger inden for medicinalsektoren;

79.

opfordrer til at dække hele forsknings-, udviklings- og innovationskæden på en sammenhængende måde ved at indføre regler for gennemsigtighed og klar koordinering mellem de forskellige generaldirektorater i Kommissionen, som arbejder med finansiering af forskning og udvikling;

80.

opfordrer til, at det internationale samarbejde med EU's strategiske partnere, hvor dette er relevant, herunder hurtigt voksende lande som BRIK-landene, intensiveres på gensidigt grundlag med henblik på bedre at kunne takle globale udfordringer; minder om, at forskningsdeltagere fra tredjelande vil blive tilskyndet ved forenklede procedure og betydeligt kortere behandlingstid af ansøgninger; understreger behovet for at forbedre den videnskabelig kapacitet i nabolandene på grundlag af en bedre samordning mellem den fælles strategiske ramme og instrumenterne under den europæiske naboskabspolitik; mener, at effektiv styrkelse af kapacitetsopbygningen og oprettelse af fair og omfattende partnerskaber med udviklingslandene er af afgørende betydning for at øge deres bæredygtige udvikling;

81.

mener, at samarbejde med tredjelande på forskningsområder med mulig dobbelt anvendelse bør undgås med lande, som ikke respekterer menneskerettighederne, FN's resolutioner og folkeretten;

82.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

26.2.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 56/14

—

der henviser til artikel 165 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til Kommissionens beretning til Europa-Parlamentet om europaskolesystemet i 2009 (KOM(2010)0595),

—

der henviser til aftalen om vedtægten for Europaskolerne (1),

—

der henviser til sin beslutning af 8. september 2005 om mulighederne for udvikling af europaskolesystemet (2),

—

der henviser til Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 723/2004 af 22. marts 2004 om ændring af vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne (3),

—

der henviser til De Forenede Nationers konvention om rettigheder for personer med handicap, der trådte i kraft den 3. maj 2008 og blev ratificeret af Den Europæiske Union den 23. december 2010, og særlig til artikel 24 (4),

—

der henviser til årsberetningen fra generalsekretæren for Europaskolerne til Det Øverste Råd på mødet i Bruxelles den 12., 13. og 14. april 2011 (5),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Kultur- og Uddannelsesudvalget og udtalelser fra Budgetudvalget og Retsudvalget (A7-0293/2011),

A.

der henviser til artikel 165 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, som fastsætter, at Unionen bidrager til udviklingen af et højt uddannelsesniveau ved at fremme samarbejdet mellem medlemsstaterne og om nødvendigt at støtte og supplere disses indsats, med fuld respekt for medlemsstaternes ansvar for undervisningsindholdet og opbygningen af uddannelsessystemerne samt deres kulturelle og sproglige mangfoldighed,

B.

der henviser til, at ordningen med Europaskolerne i henhold til præamblet til aftalen af 1994 om vedtægten for Europaskolerne er en ordning "sui generis", og at denne ordning udgør en form for samarbejde mellem medlemsstaterne, samt mellem disse og De Europæiske Fællesskaber, samtidig med at medlemsstaternes ansvar med hensyn til undervisningens indhold og tilrettelæggelsen af deres uddannelsesordning samt deres kulturelle og sproglige forskelle fuldt ud respekteres,

C.

der henviser til, at andre børn i henhold til artikel 1 i aftalen om vedtægten for Europaskolerne kan følge undervisningen på Europaskolerne på de betingelser, der fastsættes af Det Øverste Råd, som i henhold til kapitel XII, punkt II.7, i samlingen af afgørelser og beslutninger truffet af Det Øverste Råd, kan tildele kategori I-status til ansatte ved EU-organer oprettet af EU-institutionerne og ansatte ved andre organer, der er anerkendt af Det Øverste Råd,

D.

der henviser til, at Europaskolerne giver eleverne mulighed for at bekræfte deres kulturelle identitet og få et særdeles godt kendskab til mindst to sprog, herunder deres modersmål, som de tilskyndes til at lære fra de yngste alderstrin, idet betydningen af multikulturalisme understreges, og gensidig forståelse og respekt fremmes,

E.

der henviser til, at Europaskolerne ikke kan sidestilles med internationale skoler, da deres berettigelse er at opfylde et behov for at give børnene skoleundervisning på deres modersmål og udvikle den europæiske dimension i uddannelsen snarere end at tilbyde forældrene mulighed for en bestemt type skolegang til deres børn,

F.

der henviser til, at Europaskolernes funktionsmåde, som fra begyndelsen var baseret på en mellemstatslig aftale, bør forbedres, og at systemet skal have et retsgrundlag, som gør det muligt at forenkle det og gøre det mere gennemsigtigt og effektivt,

G.

der henviser til, at Det Øverste Råd i april 2009 godkendte reformen af europaskolesystemet,

H.

der henviser til, at erfaringerne med Europaskolernes virke gennem mere end 50 år har vist, at systemet og dets uddannelsesmodel er enestående og tiltrækkende; der ligeledes henviser til, at et af målene med reformen er at åbne systemet for andre elever i Unionen og give disse adgang til den europæiske studentereksamen, og at reformens mål ikke kan nås uden en grundlæggende ændring af den retlige status, som hele systemet hviler på,

I.

der henviser til, at der i Kommissionens beretning om europaskolesystemet i 2009 (6) omtaltes vedvarende og forværrede systemrelaterede problemer som f.eks. mangel på udstationerede lærere eller forsinkelser i eller manglende tilvejebringelse af tilstrækkelig infrastruktur på skolernes hjemsteder, hvilket direkte indvirker på undervisningens kvalitet, optagelsespolitikken, livskvaliteten for elever, forældre og lærere og finansielle aspekter af skolernes virke,

J.

der henviser til manglen på skolebygninger og infrastruktur på skolerne i Bruxelles og Luxembourg, som går ud over undervisningens kvalitet og forhindrer, at andre end børn af ansatte i EU-institutionerne kan optages; der henviser til, at det er nødvendigt at sikre, at alle elever får den samme uddannelseskvalitet uanset modersmål, skolens beliggenhed eller kategori,

K.

der henviser til, at reformen af Europaskolerne i 2009 havde som hovedformål at åbne Europaskolerne for et bredere og mere forskelligartet publikum og samtidig sikre systemets langsigtede bæredygtighed,

L.

der henviser til, at den undervisningsmodel, som Europaskolerne er baseret på, bør fremmes i medlemsstaterne, da den tilfører merværdi, og gøres til en integreret del af deres uddannelsessystemer,

M.

der henviser til de problemer, der er forbundet med at samle elever med forskellig kulturel og sproglig baggrund og med yderst forskelligartede anlæg og evner i samme undervisningssystem, som udelukkende er gearet til den europæiske studentereksamen, og der henviser til, at det derfor er nødvendigt at sørge for passende støtte til elever med særlige undervisningsbehov (SEN),

N.

anerkender behovet for at overveje at indføre et andet afsluttende eksamensbevis end den europæiske studentereksamen for elever, som ønsker at gennemføre en erhvervsuddannelse,

O.

der henviser til, at Parlamentet i sin beslutning af 8. september 2005 bl.a. opfordrede til at iværksætte et pilotprojekt vedrørende et SEN-ressourcecenter, at et beløb på 200 000 EUR blev øremærket til dette formål i EU-budgettet for 2008, og at pengene i sidste ende blev anvendt til at finansiere en undersøgelse af politik og praksis med hensyn til dækning af SEN-behovene i Europaskolerne,

P.

der henviser til, at artikel 4 i aftalen om vedtægten for Europaskolerne fastsætter, at der for at forbedre sammenholdet og fremme den gensidige forståelse mellem eleverne fra de forskellige sprogsektioner og forbedre deres sprogkundskaber holdes fælles timer på et hvilket som helst fællesskabssprog, hvis omstændighederne berettiger det, for klasser på samme niveau,

Q.

der henviser til, at Europaskolerne i overensstemmelse med artikel 25 i aftalen om vedtægten for Europaskolerne hovedsageligt finansieres af bidrag fra medlemsstaterne i form af udstationering af lærere, som i 2010 udgjorde 21 % af Europaskolernes budget, og et reguleringsbidrag fra EU, som skal dække forskellen mellem skolernes samlede udgifter og deres samlede indtægt fra andre kilder, som i 2010 udgjorde 58 % af budgettet; der henviser til, at Europaskolerne desuden via Det Øverste Råd er afhængige af en mellemstatslig ledelse,

R.

der henviser til, at artikel 25 også fastsætter, at Europaskolernes budget kan omfatte et finansielt bidrag, som Det Øverste Råd træffer afgørelse om med enstemmighed,

S.

der henviser til, at den økonomiske krise har indvirket på finansieringen af Europaskolerne, og at Kommissionen derfor har opfordret til reformer for at rationalisere udgifterne i skolerne, men at dette ikke bør få lov til at berøre undervisningen af sårbare børn med indlæringsvanskeligheder og særlige behov og ikke bør påvirke modersmålsundervisningen eller medføre, at undervisningen på andre sprog end fransk, tysk og engelsk begrænses,

T.

der henviser til, at antallet af elever uden egen sprogsektion (SWALS-elever) er i stadig stigning efter de to seneste udvidelser af EU, men at det ikke på nogen måde bør skade dem, at de ikke har en sprogsektion,

U.

der henviser til, at stigningen i antallet af elever på Europaskolerne er en direkte konsekvens af EU-institutionernes ansættelsespolitik efter 2004, som medførte ansættelse af personale på under 30 år, og at disse unge tjenestemænd i mellemtiden har stiftet familie og efterfølgende indskrevet deres børn i Europaskolerne,

V.

der henviser til, at SWALS-elever modtager dels støtteundervisning i sproget i den sprogsektion, som de er tilmeldt, således at de kan følge undervisningen, og dels undervisning i deres modersmål, idet et par timer om ugen er det absolutte minimum for at bevare båndene til modersmålet og hjemlandets kultur,

W.

der henviser til, at der i 2004 blev indført et særligt fradrag i tjenestemændenes løn, som blandt andet var beregnet til Europaskolerne, med det erklærede formål at afspejle omkostningerne til socialpolitik, bedre arbejdsvilkår og Europaskolerne,

1.

beklager, at Europaskolerne ofte fejlagtigt betragtes som eliteskoler, en luksus snarere end en nødvendighed, skønt deres formål blot er at sørge for undervisning på modersmålet for børn af ansatte, der risikerer at skifte ansættelsessted eller at flytte tilbage til deres oprindelsesland, samt at udvikle den europæiske dimension på uddannelsesområdet;

2.

mener, at dette specifikke uddannelsessystem giver eleverne mulighed for at studere alle fag (særlig de naturvidenskabelige) på deres modersmål med kvalificerede lærere, eller, for SWALS-elevers vedkommende, med den nødvendige undervisningsstøtte og timer til vedligeholdelse af deres modersmål;

3.

mener, at dette uddannelsessystem gør det muligt for eleverne at studere alle fag i et multikulturelt, flersproget miljø med kvalificerede lærere og samtidig at bevare deres modersmål;

4.

mener, at Europaskolerne, som udgør et udmærket uddannelsesmæssigt eksperiment, der er baseret på en undervisningsmetode, som er blevet afprøvet og har bevist sit værd, bør fungere som eksempel på en af de bedst mulige uddannelsesformer i Europa, der er baseret på udbredelse af europæisk kultur og europæiske værdier og sprog, og at det kunne fremme faglig mobilitet, flersprogethed og europæisk integration, hvis dele af denne model, som f.eks. prioriteringen af kendskab til fremmedsprog, eksporteres til de nationale og regionale uddannelsessystemer;

5.

mener, at Europaskolerne spiller en værdifuld rolle i deres lokalsamfund;

6.

mener, at Europaskolerne også bør fungere som fortalere for multikulturalisme og flersprogethed og som modeller for beskyttelse og fremme af sprog, der i mindre grad benyttes internationalt; mener, at den omstændighed, at kun et lille antal elever kræver undervisning på et bestemt sprog, ikke bør føre til, at undervisningen på dette sprog ophører under henvisning til, at modersmålsundervisning er det grundlæggende princip for Europaskolerne;

7.

gør opmærksom på, at det er nødvendigt at gøre Europaskolernes læseplan mere forenelig med de nationale uddannelsessystemer for at fremme en hurtig reintegration af elever, som vender tilbage til deres oprindelsesland;

8.

mener, at de budgetrestriktioner, som skolerne er tvunget til at affinde sig med, bør ledsages af en reelt mere selvstændig forvaltning - ved f.eks. at give skolerne lov til at finde anden finansiering - og af de nødvendige ressourcer til udøvelse af denne selvstændighed i overensstemmelse med de mål, der blev fastsat i forbindelse med reformen i 2009; mener, at den organisatoriske reform, der skal iværksættes, ikke bør få negativ indflydelse på Europaskolernes grundlæggende principper;

9.

mener, at større budgetmæssig selvstændighed for de enkelte skoler kan være en hensigtsmæssig metode til at opnå bedre forvaltning af de ressourcer, de får tildelt, men at dette først bør gennemføres, efter at Kommissionen har foretaget en vurdering med henblik på at sikre, at en større grad af selvstændighed ville være til gavn for skolerne;

10.

understreger, at Europaskolerne i øjeblikket befinder sig i et juridisk vakuum, hvilket kommer til udtryk i den uklare retlige status af afgørelser, der træffes af skolernes organer, de utilstrækkelige muligheder for at indbringe disse afgørelser for nationale domstole og den manglende mulighed for at indgive en klage til Den Europæiske Ombudsmand;

11.

mener, at Europaskolernes nuværende mellemstatslige retlige status har nået sine grænser og kræver en gennemgribende ændring; mener, at denne ændring bør være af en sådan karakter, at Unionens tiltag kan understøtte, koordinere eller supplere medlemsstaternes indsats, uden at det griber ind i deres beføjelser, og at der kan vedtages juridisk bindende retsakter, jf. artikel 2 og 6 i TEUF;

12.

understreger, at det er nødvendigt at give Europaskolerne et passende retsgrundlag inden for EU's kompetenceområde, og håber, at Kommissionens Generaldirektorat for Uddannelse og Kultur sammen med Parlamentets Kultur- og Uddannelsesudvalg, som i henhold til bilag VII til dets forretningsorden er ansvarligt for at fremme europaskolesystemet, kan inddrages i eventuelle drøftelser om spørgsmålet og i eventuelle overvejelser om Europaskolernes fremtid;

13.

mener, at Europaskolerne bør underlægges Unionens struktur; mener, at et passende retsgrundlag i denne henseende kunne være artikel 165 TEUF, hvori det hedder: "Unionen bidrager til udviklingen af et højt uddannelsesniveau ved at fremme samarbejdet mellem medlemsstaterne og om nødvendigt at støtte og supplere disses indsats, med fuld respekt for medlemsstaternes ansvar for undervisningsindholdet og opbygningen af uddannelsessystemerne samt deres kulturelle og sproglige mangfoldighed", og hvori målene for Unionens indsats, som svarer til Europaskolernes mål, er nærmere fastsat;

14.

opfordrer Det Øverste Råd til at foregribe behovene for infrastruktur og træffe foranstaltninger, som gør det muligt at opfylde den reelle efterspørgsel efter det europæiske undervisningssystem; opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at fremme udviklingen af skoler af type II og III;

15.

tilskynder medlemsstaterne og regionale regeringer med lovgivningsbeføjelser på uddannelsesområdet til at fremme europaskolekonceptet på deres område ved at organisere kampagner for at øge kendskabet til europæisk uddannelse, fremme den europæiske studentereksamen og iværksætte pilotprojekter som fastsat i reformen fra 2009 med det formål at åbne systemet for at fremme adgangen til europæiske studier og den europæiske studentereksamen i alle medlemsstaterne;

16.

opfordrer medlemsstaterne til at samarbejde, når de udvikler deres nationale læseplaner, og til at trække på Europaskolernes undervisningserfaring, for sikre en tilnærmelse mellem de nationale systemer og europaskolesystemet; understreger den særlige rolle, som læseplaner for sprog, historie og geografi spiller med hensyn til at fremme en fælles europæisk identitet; gentager sin anmodning til medlemsstaterne om på studentereksamensniveau eller lignende at fremme indførelsen af et specifikt fag, som omhandler Den Europæiske Unions og dens institutioners baggrund, mål og funktionsmåde, hvilket ville bidrage til at få unge mennesker til at føle sig mere involveret i den europæiske integrationsproces;

17.

opfordrer medlemsstaterne til i fællesskab at overveje, hvordan målet om at åbne systemet bedst føres ud i livet;

18.

henstiller til medlemsstaterne i deres uddannelsessystemer at integrere en række elementer, der er lånt fra europaskolesystemet og kan fremme EU-borgerskab allerede fra børnenes tidlige år;

19.

opfordrer den centrale optagelsesmyndighed til at oprette et udvekslingsforum for alle forældre, som ikke har fået deres børn optaget i den valgte skole, således at de kan overføres til den ønskede skole gennem udveksling med andre elever;

20.

påpeger, at studenter fra Europaskolerne i henhold til artikel 5 i aftalen om vedtægten for Europaskolerne kan ansøge om optagelse på ethvert universitet i EU med samme rettigheder som statsborgere med tilsvarende kvalifikationer i det pågældende land, og opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at overvåge, at de dertil knyttede bestemmelser overholdes, og således forhindre enhver form for forskelsbehandling mellem studenter fra Europaskolerne og studenter, der har tilsvarende nationale kvalifikationer;

21.

opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at alle deres universiteter og højere læreanstalter anvender de samme krav ved anerkendelse af uddannelse gennemført af studenter fra Europaskoler og af studenter fra nationale skoler, og at studenterne får samme anerkendelse for deres uddannelse for at have lige chancer og muligheder, når de søger optagelse på en højere uddannelse;

22.

tilskynder medlemsstaterne og regionale regeringer med lovgivningsbeføjelser på uddannelsesområdet til at bemyndige en relevant del af deres offentlige skolesystem til at give eleverne en europæisk studentereksamen, når de er færdige med sekundærtrinnet;

23.

opfordrer Det Øverste Råd til mere aktivt at udvikle Europaskolerne ved at følge eksempler fra de bedste skolesystemer i verden ifølge PISA-undersøgelserne og tilskynder til oprettelse af venskabsordninger mellem Europaskolerne og skoler i medlemsstaterne som et middel til at fremme udveksling af studenter og lærere og øge kendskabet til europaskolesystemet i medlemsstaterne i tråd med Comeniusprogrammet;

24.

konstaterer, at Europaskolernes indtægter er stagnerende eller faldende, bl.a. fordi det på grund af pladsmangel ikke har været muligt at optage elever, der er omfattet af kontrakter med eksterne organisationer, eller hvis forældre ikke er ansat i EU-institutionerne, og tilskynder til nye løsninger ved at overveje nye finansielle midler fra mobile arbejdstagere fra den private sektor og andre internationale institutioner;

25.

noterer sig, at det er nødvendigt at rationalisere skolernes driftsomkostninger, men understreger, at forsøgene på at mindske udgifterne ikke må gå ud over Europaskolernes grundlæggende principper som f.eks. modersmålsundervisning varetaget af lærere, der har det pågældende sprog som modersmål, og ikke må berøre grundfagene i læseplanen som f.eks. naturvidenskabelige fag og matematik eller ske på bekostning af uddannelseskvaliteten; understreger, at der skal sikres lige og ensartede undervisningsbetingelser for børn fra alle Europaskolernes sprogsamfund;

26.

anmoder EU om at definere sit budgetbidrag under overholdelse af disse principper og med henblik på at sikre, at der kan træffes passende foranstaltninger for elever med særlige undervisningsbehov (SEN) eller med andre indlæringsvanskeligheder, som kræver særlig støtte, og om at angive en detaljeret fordeling af de midler, der er afsat til SEN-elever, for at sikre en optimal udnyttelse af midlerne; opfordrer Kommissionen til, før den vedtager eventuelle budgetmæssige ændringer, i samarbejde med skolerne og forældre-/lærerorganisationer at udarbejde en konsekvensanalyse af de forskellige løsningsmodeller for rationalisering af systemet, herunder en behandling af de uddannelsesmæssige aspekter;

27.

finder det hensigtsmæssigt på kort sigt at honorere EU's forpligtelser og samtidig tage hensyn til den gældende tendens med budgetnedskæringer på både EU- og medlemsstatsniveau; bemærker, at der i udkastet til 2012-budgettet er fastsat en forhøjelse på 1,7 % til Europaskolerne på et tidspunkt, hvor budgetmæssige problemer har fået Kommissionen til at foreslå en indefrysning af egne administrative udgifter og en stigning på 1,3 % for institutionernes administrative omkostninger generelt; forpligter sig til nøje at undersøge de bevillinger, der er opført på de pågældende budgetposter, for at sikre opfyldelse af alle budgetmæssige krav;

28.

understreger, at Unionens engagement i Europaskolerne er uforholdsmæssigt beskedent sammenholdt med det finansielle bidrag fra EU-budgettet;

29.

påpeger, at de foreslåede nedskæringer af Europaskolernes budgetter er en alvorlig trussel mod undervisningens kvalitet og Europaskolernes funktionsmåde og modsætter sig derfor enhver form for budgetnedskæringer;

30.

mener, at mange af de systemrelaterede problemer skyldes manglende opfyldelse af medlemsstaternes forpligtelser; henleder opmærksomheden på de ikke-eksisterende retlige garantier for medlemsstaternes opfyldelse af deres forpligtelser i henhold til aftalen;

31.

konstaterer, at en række medlemsstater i stigende grad tilsidesætter deres forpligtelser med hensyn til udstationering af lærere, bl.a. under henvisning til forskellen mellem antallet af elever fra det pågældende land og det bidrag, de anmodes om at yde til skolernes budget;

32.

påpeger, at omkostningsfordelingsmekanismen også skal bidrage til at fremme et mere retfærdigt system med hensyn til betaling af skolepenge, der opkræves af forældre, som ikke arbejder for EU-institutionerne, eller af virksomheder, der har en aftale med Europaskolerne;

33.

anmoder Kommissionen om at overveje at indføre et system med reservelister til besættelse af stillinger, som ikke kan besættes med udstationerede lærere, og stillinger, som skal besættes med lokalt rekrutteret personale, for at sikre, at behovene opfyldes, såvel med hensyn til antallet af lærere som for at garantere undervisningens kvalitet og kontinuitet;

34.

tilskynder til oprettelse af nye sprogsektioner, så snart det nødvendige antal elever er nået, for at sikre SWALS-eleverne undervisning på deres modersmål og undgå enhver forskelsbehandling i forhold til elever fra de øvrige sprogsektioner og samtidig begrænse de omkostninger, der er forbundet med SWALS-elevers særlige status;

35.

understreger, at der skal kompenseres for manglen på udstationeret personale gennem ansættelse af lokalt rekrutteret personale, som aflønnes af skolerne; anmoder Det Øverste Råd om at sørge for, at de medlemsstater, der ikke bidrager økonomisk gennem udstationering af lærere, betaler et tilsvarende økonomisk bidrag til skolernes budget;

36.

er af den opfattelse, at det nuværende finansieringssystem i uforholdsmæssig grad belaster visse medlemsstater med hensyn til udstationering af personale og tilvejebringelse af infrastruktur til skolerne, og anmoder Det Øverste Råd om at revidere modellen for finansiering af skolerne og ansættelse af lærere;

37.

bekræfter, at Europaskolerne skal finansieres på et solidt og hensigtsmæssigt grundlag, således at forpligtelserne i henhold til aftalen og til vedtægten for tjenestemænd og vilkårene for øvrige ansatte i Den Europæiske Union overholdes, og kvaliteten af undervisningen såvel som lige og ensartede undervisningsvilkår sikres for børn i alle sprogsamfund på Europaskolerne; henviser i denne forbindelse til det nylige andragende fra forældre- og lærerforeninger ved Europaskolerne i Bruxelles, som peger på de alvorlige trusler, som de foreslåede nedskæringer udgør for undervisningens kvalitet og Europaskolernes drift, og derfor udtrykker modstand mod enhver budgetnedskæring;

38.

anmoder Kommissionen om at træffe foranstaltninger med henblik på at fastsætte, hvilken procentdel af det særlige fradrag der skal anvendes til Europaskolerne;

39.

understreger den langsigtede betydning af at sikre større gennemsigtighed med hensyn til EU's finansielle bidrag og i højere grad at sikre åbenhed og mangfoldighed i skolerne, samtidig med at der indføres et bæredygtigt finansieringssystem; anmoder i denne forbindelse Kommissionen om at redegøre for, til hvilke formål den særlige afgift er blevet anvendt; anmoder Kommissionen om at forelægge en statusrapport om gennemførelsen af reformen fra 2009 og om finansieringsbehovet for de kommende år, især hvad angår bygningspolitikken;

40.

ønsker i overensstemmelse med artikel 4 i aftalen om vedtægten for Europaskolerne, som sigter på at skabe kontakt mellem elever fra de forskellige sprogsektioner ved at tilbyde fælles undervisning på samme klassetrin i visse fag, at der systematisk undervises på de såkaldte arbejdssprog i alle andre fag end grundfagene, uden at det går ud over elever, der ikke har et af arbejdssprogene som modersmål;

41.

fastholder, at det i sig selv har værdi at undervise i visse fag på mindre udbredte nationale sprog, som kun tales af et lille antal EU-borgere;

42.

understreger, at der er behov for en ekstern evaluering af Europaskolernes læseplaner, som ikke medfører yderligere omkostninger for Europaskolerne, og at det er vigtigt at gennemføre den igangværende studentereksamensreform;

43.

kræver, at der anvendes kompetencekriterier ved lokal ansættelse af timelærere, at kvaliteten af undervisning, uddannelse og vikariater ved fravær sikres, og at Det Øverste Råd sørger for, at timelærernes faglige kvalifikationer kontrolleres af inspektører;

44.

mener, at der bør tilrettelægges særlige uddannelsesprogrammer og faglige workshops for lærere, som kommer fra de forskellige nationale systemer, for at forberede dem til arbejdet i europaskolesystemet i overensstemmelse med fælles standarder og kriterier;

45.

bekræfter, at foranstaltninger til fordel for elever med særlige undervisningsbehov fortsat skal være en prioritet, og at Europaskolerne skal gøre alt, hvad de kan, for at forbedre deres muligheder for at uddanne elever med handicap; anmoder i denne forbindelse Det Øverste Råd om at overvåge, at der fastsættes kvotienter for denne elevkategori ved beregning af klassernes størrelse, og om at sørge for fuldstændig integration af disse elever;

46.

opfordrer Det Øverste Råd for Europaskolerne til at iværksætte de anbefalinger med hensyn til elever med særlige undervisningsbehov, som et hold svenske eksperter fremsatte efter undersøgelsen i 2009, og til at udarbejde en SEN-handlingsplan;

47.

understreger behovet for at udarbejde et velfungerende system, som kan hjælpe elever med handicap i forbindelse med deres integration i Europaskolerne (f.eks. støtte fra speciallærere), for at sikre deres forældres mobilitet;

48.

påpeger, at den officielle dumpeprocent på 2,7 %, som Det Øverste Råd har indberettet, ikke afspejler den store forskel i resultaterne i Europaskolernes forskellige sprogsektioner, idet der i mange år har været en unormalt høj dumpeprocent i den franske sprogsektion; opfordrer Det Øverste Råd til at undersøge de uddannelsesmæssige og økonomiske årsager og konsekvenser af, at europaskolesystemet har fungeret dårligt i denne henseende, dumpeprocenten generelt og det vedvarende betydelige antal børn, der går et år om;

49.

anmoder endnu en gang Det Øverste Råd om at arbejde på at skaffe alternativer til de elever, som forlader forberedelsen til den europæiske studentereksamen i utide, og om i tillæg til det europæiske studentereksamensbevis at indføre et alternativt afgangsbevis for elever, der ønsker at tage en erhvervsrettet uddannelse; påpeger, at et eventuelt nyt eksamensbevis skal underkastes en konsekvensanalyse, og at det skal sikres, at det tilfører merværdi til de eksisterende kvalifikationsrammer;

50.

bekræfter, at støtte til elever med særlige undervisningsbehov fortsat skal prioriteres, særlig da Europaskolerne stadig kun tilbyder én type afsluttende eksamensbevis og derfor skal sikre, at der ydes den størst mulige støtte med henblik på så vidt muligt at forebygge et akademisk nederlag, således at eleverne ikke bagefter risikerer at stå uden andre muligheder, hvis de af sprogmæssige eller andre grunde ikke kan følge alternative kurser i deres værtslands nationale uddannelsessystem;

51.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaterne og Europaskolernes Øverste Råd.

26.2.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 56/22

—

der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 174-178,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 26. januar 2011"Regionalpolitikkens bidrag til bæredygtig vækst i Europa 2020" (KOM(2011)0017),

—

der henviser til arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene om regionalpolitikkens bidrag til bæredygtig vækst i Europa 2020 (SEK(2011)0092),

—

der henviser til arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene af 25. oktober 2010"Samhørighedspolitik: Reaktion på den økonomiske krise, en gennemgang af gennemførelsen af de samhørighedspolitiske tiltag, der er blevet iværksat til støtte for den europæiske genopretningsplan" (SEK(2010)1291),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 31 marts 2010"Samhørighedspolitikken: Strategirapport 2010 om gennemførelsen af programmerne for perioden 2007-2013" (KOM(2010)0110),

—

der henviser til arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene af 31. marts 2010"Ledsagedokument til Kommissionens meddelelse af 31. marts 2010 - Samhørighedspolitik: Strategirapport 2010 om gennemførelsen af programmerne for perioden 2007-2013" (SEK(2010)0360),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse "Europa 2020 - En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst"(KOM(2010)2020),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 539/2010 af 16. juni 2010 om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden, for så vidt angår forenkling af visse krav og for så vidt angår visse bestemmelser vedrørende den økonomiske forvaltning (1),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 437/2010 af 19. maj 2010 om ændring af forordning (EF) nr. 1080/2006 om Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, for så vidt angår støtteberettigelse for boligtiltag for marginaliserede befolkningsgrupper (2),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 397/2009 af 6. maj 2009 om ændring af forordning (EF) nr. 1080/2006 om Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, for så vidt angår støtteberettigede investeringer i energieffektivitet og vedvarende energi i boliger (3),

—

der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 284/2009 af 7. april 2009 om ændring af forordning (EF) nr. 1083/2006 om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden, for så vidt angår visse bestemmelser om økonomisk forvaltning (4),

—

der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 85/2009 af 19. januar 2009 om ændring af forordning (EF) nr. 1083/2006 om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden, for så vidt angår visse bestemmelser om økonomisk forvaltning (5),

—

der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1083/ 2006 af 11. juli 2006 om Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden (6),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1081/2006 af 5. juli 2006 om Den Europæiske Socialfond og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1784/1999 (7),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1080/2006 af 5. juli 2006 om Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1783/1999 (8),

—

der henviser til Kommissionens forordning (EF) nr. 1828/2006 af 8. december 2006 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden og til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1080/2006 om Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (9),

—

der henviser til Rådets afgørelse af 6. oktober 2006 om Fællesskabets strategiske retningslinjer for samhørighed (2006/702/EF) (10),

—

der henviser til Rådets konklusioner om Kommissionens strategirapport 2010 om gennemførelsen af samhørighedspolitikkens programmer, som blev vedtaget af Rådet (udenrigsanliggender) den 14. juni 2010,

—

der henviser til udtalelse af 14. juli 2010 fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg "Fremme af effektive partnerskaber i forvaltningen af samhørighedspolitikkens programmer baseret på god praksis i perioden 2007-2013" (ECO/258),

—

der henviser til udtalelse fra Regionsudvalget om "Samhørighedspolitik: Strategirapport 2010 om gennemførelsen af programmerne for perioden 2007-2013" af 1.-2. december 2010 (CdR 159/2010),

—

der henviser til sin beslutning af 23. juni 2011 om rapport 2010 om gennemførelsen af samhørighedspolitikkens programmer for perioden 2007-2013 (11),

—

der henviser til sin beslutning af 14. december 2010 om opnåelse af reel territorial, social og økonomisk samhørighed i EU - en afgørende forudsætning for global konkurrenceevne? (12),

—

der henviser til sin beslutning af 24. marts 2009 om gennemførelsen af strukturfondsforordningen 2007-2013: resultaterne af forhandlingerne vedrørende de nationale samhørighedsstrategier og de operationelle programmer (13),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Regionaludviklingsudvalget og udtalelse fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender (A7-0287/2011),

A.

der henviser til, at udnyttelsesevne er den udstrækning, i hvilken en medlemsstat og dens regioner er i stand til på en effektiv måde at bruge de økonomiske midler, de tildeles fra struktur- og samhørighedsfondene, og til, at denne evne er nødvendig for at kunne bidrage maksimalt til den økonomiske og territoriale samhørighed med de midler, der stilles til rådighed fra EU-fondene,

B.

der henviser til, at EU's samhørighedspolitik er afgørende for at fremme en harmonisk udvikling af EU og til, at der på trods af de fremskridt, der er gjort, med hensyn til at mindske de udviklingsmæssige uligheder mellem regionerne, stadig er store forskelle på deres økonomiske, sociale og regionaludviklingsmæssige udviklingsniveau,

C.

der henviser til, at de mest ugunstigt stillede regioner og mikroregioner mangler de økonomiske og menneskelige ressourcer og den forvaltningsmæssige støtte, der er nødvendig for at kunne udnytte de EU-fonde, som de har adgang til,

D.

der henviser til, at EU's regionalpolitik er et vitalt redskab til fremme af økonomisk og social samhørighed, og til, at den sætter EU i stand til at træffe foranstaltninger til at mindske de regionale forskelle, fremme reel samhørighed og stimulere udvikling, kvalitetsbetonet beskæftigelse og sociale fremskridt og desuden gavner de mindst udviklede regioner,

E.

der henviser til, at udnyttelsesevne ikke er en parameter, men en variabel, og til, at den varierer meget både mellem og inden for de forskellige medlemsstater og regioner, hvilket betyder, at der er behov for individuelle løsninger for at øge denne evne,

F.

der henviser til, at det kræver en kontinuerlig indsats fra medlemsstaternes og forvaltningsmyndighedernes side og inddragelse af lokale og regionale myndigheder på hver etape i processen samt en tilstrækkelig kapacitet inden for de institutionelle strukturer og effektive forvaltnings- og kontrolsystemer at sigte efter at udnytte så meget økonomisk støtte som muligt,

G.

der henviser til, at administrativ kapacitet, navnlig inden for projektplanlægning og -gennemførelse, er et afgørende element for udnyttelsesevnen og bør styrkes med særlig vægt på de medlemsstater, der halter bagefter og har lave udnyttelsesgrader,

H.

der henviser til, at reglerne vedrørende struktur- og samhørighedsfondene er indviklede i sig selv og derfor vanskelige at omsætte korrekt i national lovgivning og at overholde, hvilket risikerer at medføre fejl, så medlemsstaterne og regionerne bruger uforholdsmæssigt meget tid på at forsøge at afhjælpe og kontrollere disse fejl, hvorfor disse regler er nødt til at være stabile over tid for at fremme en større ejerskabsfølelse, men at enhver forenkling til gavn for gennemførelsen af de finansielle instrumenter bør fremmes,

I.

der henviser til, at det på trods af et reduceret antal fejl og tilfælde af underslæb i forbindelse med strukturfondsmidler er nødvendigt at forstærke medlemsstaternes foranstaltninger for at reducere tilfældene af underslæb med disse midler og inddrive uretmæssigt udbetalte beløb,

J.

der henviser til, at især de medlemsstater, der blev medlemmer af EU under den aktuelle programmeringsperiode, oplever betydelige problemer med udnyttelsen på grund af den væsentlige stigning i mængden af til rådighed værende midler i sammenligning med førtiltrædelsesmidlerne og manglerne i de administrative strukturer i forbindelse med iværksættelse af, støtte til og evaluering af projekter,

K.

der henviser til, at den manglende synlighed med hensyn til udnyttelsesgraderne for kort- og mellemfristede midler er en hindring for udnyttelsesevnen, og til, at der er behov for større gennemsigtighed på alle forvaltningsniveauer,

L.

der henviser til, at Den Europæiske Socialfond (ESF) yder en afgørende støtte til arbejdsmarkedspolitikker og spiller en vigtig rolle for fremme af social inklusion, og til, at bevillingerne til den bør forhøjes betragteligt,

1.

henleder opmærksomheden på de bestræbelser, der trods de førnævnte problemer er iværksat for at fremme udnyttelsesevnen og budgetgennemførelsen for så vidt angår samhørighedspolitikken i løbet af 2010, og anerkender den positive virkning, som foranstaltninger under den økonomiske genopretningsplan relateret til samhørighedspolitikken har haft med hensyn til at fremskynde gennemførelsen af programmer og leveringen af finansiering til støttemodtagerne; anmoder Kommissionen om at fortsætte disse foranstaltninger i perioden 2014-2020;

2.

påpeger, at udnyttelsesproblemerne har været forårsaget af følgende hovedfaktorer:

3.

mener, at mange af de identificerede problemer kunne undgås ved helt fra programmeringsfasens begyndelse at inddrage alle de relevante aktører på nationalt, regionalt og lokalt niveau for i størst mulig grad at matche forslagene i de fremtidige rammedokumenter og operationelle programmer til deres behov og dermed gøre det muligt at yde et større og tydeligere bidrag til opfyldelsen af EU’s mål;

4.

gentager behovet for en forenkling af reglerne og procedurerne på både EU-plan og nationalt plan for at lette projektorganisatorernes adgang til EU-midler og fremme en forsvarlig forvaltning af disse midler i de administrative tjenester uden at skabe store problemer for støttemodtagerne; mener, at en forenkling vil bidrage til hurtig tildeling af midler, højere udnyttelsesgrader, øget effektivitet og gennemsigtighed, færre implementeringsfejl og kortere betalingsperioder; mener, at det er nødvendigt at finde en balance mellem forenklingen og stabiliteten af regler, procedurer og kontroller; bemærker, at det under alle omstændigheder er en nødvendig forudsætning for vellykket implementering at give ansøgere og støttemodtagere tilstrækkelig information;

5.

understreger, at øgede udnyttelsesgrader kun kan føre til effektive resultater, hvis EU's lovgivningsmæssige rammer overholdes;

6.

er af den opfattelse, uden at glemme den omstændighed, at kontrollen med input vedvarende bør tillægges betydning, at der navnlig bør lægges vægt på de aspekter, der vedrører levering af resultater; mener i tråd med de eksisterende bestemmelser om implementering, kontrol og betalingssystemer, at der bør findes en bedre balance mellem på den ene side de regler og procedurer, der kræves for at sikre EU-udgifternes lovlighed og formelle rigtighed, og på den anden side at gøre samhørighedspolitikken mere resultatorienteret og omkostningseffektiv;

7.

opfordrer til, at programmering, overvågning og evaluering af samhørighedspolitikken strømlines med henblik på at forbedre Kommissionens rådgivende funktion og mindske den administrative byrde i forbindelse med kontrol og revision;

8.

mener, at der bør sættes stærkere fokus på sanktioner mod svindel end på formelle uregelmæssigheder; opfordrer til en mere fleksibel og differentieret tilgang, som afhænger af, hvor alvorlig den konstaterede uregelmæssighed er;

9.

understreger, at anvendelsen af proportionalitetsprincippet på kontrolprocedurer fastlagt ud fra projektets størrelse bør styrkes ved at forenkle kravene til fremlæggelse af oplysninger og kontrol ved iværksættelse af mindre projekter og programmer; påpeger imidlertid, at en forenkling af bestemmelserne under ingen omstændigheder må indvirke negativt på gennemsigtigheden og ansvarligheden; anmoder om en styrkelse og forbedring af koordineringen af revisionsaktiviteter, at overflødige kontroller fjernes i medlemsstater, der har et tilstrækkeligt system til forvaltning af midler samt, at princippet om én enkelt revision følges i den næste programmeringsperiode, og at det i lighed med princippet om "tillidskontrakten" bør anvendes så ofte som muligt;

10.

understreger, at det er af største vigtighed med en rettidig vedtagelse af den flerårige finansielle ramme samt af klare, endegyldige regler og vejledning for medlemsstaterne for at undgå startvanskeligheder og forsinkelser i tilknytning til udarbejdelsen af nationale bestemmelser og medlemsstaternes gennemførelse af de forudgående betingelser ved begyndelsen af den næste programmeringsperiode; finder det nødvendigt, at Kommissionen yder teknisk bistand for at sikre en god forståelse af disse på medlemsstatsniveau; understreger, at den flerårige finansielle rammes varighed er et centralt spørgsmål for samhørighedspolitikken og udnyttelsesevnen, eftersom en flerårig finansiel ramme, der er for kort, vil skabe hindringer for de projekter, der både har den længste varighed og er vigtigst ud fra et udviklingsmæssigt synspunkt;

11.

opfordrer medlemsstaterne til hurtigere at omsætte EU-bestemmelserne i national ret; understreger betydningen af at få involveret et tilstrækkeligt stort og uddannet personale for at kunne løse de lokale udfordringer mere effektivt;

12.

fremhæver fordelene ved og behovet for større synergi og komplementaritet mellem alle fondene med delt forvaltning (EFRU, ESF, Samhørighedsfonden, ELFUL og EFF) og med EDF, når det handler om bestemte europæiske regioner, der er naboer til AVS-lande; er af den opfattelse, at fleksibiliteten mellem EFRU og ESF bør fremmes for at lette finansieringen af integrerede projekter under hensyntagen til hver fonds specifikke natur og formål; understreger, at harmonisering af regler og procedurer ville føre til forenklede gennemførelsessystemer og tilskynde til deltagelse af potentielle modtagere i programmer, der samfinansieres af EU; minder i denne sammenhæng om muligheden for krydsfinansiering, som endnu ikke udnyttes fuldt ud;

13.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at ESF udnyttes på en mere effektiv måde end i dag for at imødegå de løbende samfundsøkonomiske udfordringer, finanskrisen har medført på alle niveauer og i alle medlemsstater, og til at sikre, at den fremtidige ESF yder et meningsfuldt og målrettet bidrag til gennemførelsen af Europa 2020-strategien på områderne beskæftigelse og social inklusion som et synligt, gennemsigtigt, effektivt, fleksibelt, enkelt og brugervenligt redskab, der skal udvikle den menneskelige kapital, samtidig med at det afspejler de særlige forhold og behov i medlemsstaterne og regionerne;

14.

understreger, at det er nødvendigt at koncentrere indsatsen om et begrænset antal prioriterede områder - hvoraf de mest presserende er nedbringelse af de rekordhøje arbejdsløshedsniveauer i det indre marked med særlig vægt på job til unge og kvinder - for at sikre, at projekter, som dækker hele EU, kan blive gennemført mere effektivt, og at ESF's indvirkning og potentiale kan blive forøget til støtte for Europa 2020-strategien, og understreger samtidig, at der bør tages hensyn til de forskellige forhold i medlemsstaterne, og desuden at der er behov for at styrke ESF's finansielle autonomi og fremme ESF's fleksibilitet med henblik på at kunne løfte de aktuelle beskæftigelsesmæssige udfordringer;

15.

opfordrer medlemsstaterne til at tilskynde til og opretholde en omfattende dialog med alle aktører på nationalt, regionalt og lokalt plan for mere præcist at kunne fastslå arbejdsmarkedets behov og forbedre de socialt ugunstigt stillede gruppers beskæftigelsesevne, og til samtidig i forbindelse med formuleringen af politiske målsætninger i tilknytning til samhørighedspolitikken at tage tilstrækkeligt hensyn til de regionale og lokale behov og sikre, at de afspejles i målene for ESF; opfordrer til særlig opmærksomhed omkring uddannelse af personer i lavt kvalificerede job med henblik på at forbedre denne gruppes beskæftigelsesevne;

16.

opfordrer medlemsstaterne til at forbedre kendskabet og adgangen til ESF og til at opdatere projektudviklingskapaciteten for at bidrage til skabelsen af nye, anstændige job og en mere effektiv social inklusion;

17.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at prioritere den integrerede strategi for lokale og regionale udviklingsprojekter, fremme udviklingen af lokale initiativer, der starter nedefra, og gøre det muligt at kombinere flere finansieringskilder, operationelle programmer, nationale programmer og private midler i forbindelse med individuelle projekter;

18.

beklager, at gennemførelsen af ESF på grund af langsommelige administrationsprocedurer og komplicerede regler, især i nogle medlemsstater, går langsommere end ventet, og at dette afholder mange potentielle støtteberettigede fra at søge om finansiering; opfordrer til, at målsætningerne for ESF bringes tættere på de virkelige behov på et arbejdsmarked, som efterlyser investeringer til forbedring af erhvervsuddannelser og beskyttelse af håndværk;

19.

opfordrer Kommissionen til at revidere graden af samfinansiering, så den i højere grad afspejler udviklingsniveauet, EU-merværdi, aktionstyper, støttemodtagerne, deres udnyttelsesevne og udviklingsmuligheder; slår i denne forbindelse til lyd for, at der afsættes et tilstrækkeligt EU-budget til samhørighedspolitikken i en tid, hvor de nationale og lokale bidrag begrænses som følge af budgetmæssig tilbageholdenhed; beklager, at en stor andel af de disponible ESF-midler ikke bliver udnyttet, men bemærker samtidig, at der i nogle medlemsstater er betydelige fremskridt; opfordrer derfor medlemsstaterne til at indføre mekanismer, der kan hjælpe små støtteberettigede (typisk græsrods-ngo'er og SMV'er) med at udarbejde succesfulde ansøgninger og vejlede dem i implementeringsperioden, hvorved der kan sikres et mere effektivt forløb;

20.

opfordrer medlemsstaterne til på grundlag af klare regler i højere grad at udnytte muligheden for forskudsbetalinger til ESF-støttemodtagere;

21.

understreger, at det er nødvendigt at fokusere løbende, stærkt og målrettet på de reelle resultater af ESF-støttede udviklingsprogrammer ved på fællesskabsplan og på nationalt, regionalt og lokalt plan at forbedre evaluerings-, kontrol- og indikatorsystemerne, som ikke kun skal dække udgiftsniveauerne, men også kvaliteten af de gennemførte politikker; opfordrer Kommissionen til at tage højde for de usikkerhedsfaktorer, der berører langsigtede projekter med sigte på tilbagevenden til arbejdsmarkedet;

22.

understreger den betydning, som visse reformer kan have i nogle medlemsstater med hensyn til at øge udnyttelsesevnen, og dermed behovet for, at der forhandles om disse mellem Kommissionen og de pågældende medlemsstater i forbindelse med udviklings- og investeringspartnerskabskontrakten, således at de gøres til en bindende betingelse for staterne; påpeger navnlig betydningen af decentralisering og styrkelse af de beføjelser, der tildeles de regionale og lokale myndigheder;

23.

støtter den opfattelse, at samhørighedspolitikkens reguleringsmæssige struktur skal tillade større fleksibilitet i forbindelse med tilrettelæggelsen af de operationelle programmer, således at de kommer til at afspejle udviklingsprocessernes art og geografi bedre; mener, at der bør gives medlemsstaterne og regionerne tilstrækkelig fleksibilitet til at kunne udvælge prioriteringer og udarbejde passende policy-mix;

24.

opfordrer medlemsstaterne til at være mere opmærksomme på projektforberedelsen og udarbejde en projekt-pipeline, således at risikoen for omkostningsoverskridelser kan minimeres, og der kan opnås en høj udnyttelsesgrad;

25.

bemærker, at den offentlige sektors institutionelle kapacitet på nationalt, regionalt og lokalt plan samt de deltagende myndigheders og modtagernes tekniske og administrative kapacitet er afgørende for succesfuld udvikling, gennemførelse og overvågning af de politikker, der er behov for for at nå Europa 2020-målene;

26.

opfordrer medlemsstaterne til, med støtte fra Kommissionen og i samordning med lokale og regionale myndigheder, at lægge vægt på bedre personaleforvaltning ved at gøre en yderligere indsats for at tiltrække og fastholde kvalificerede medarbejdere til at forvalte EU-midler, ved at sørge for uddannelse af høj kvalitet til dem og undgå udskiftning af personale, medmindre dette er strengt nødvendigt og udelukkende motiveret af hensigten om at øge deres effektivitet og dermed udnyttelsesevnen; minder i denne forbindelse om muligheden for at anvende midler fra ESF og få teknisk bistand til at udbygge den nødvendige kapacitet til gennemførelse af og opfølgning på programmerne; fremhæver betydningen af kvikskranker på decentralt niveau for at assistere partnerne i programmet; opfordrer medlemsstaterne til at oprette "europæiske kvikskranker" så tæt på borgerne som muligt med henblik på at bistå med ansøgninger til samhørighedsfondene, både for lokale myndigheder og EU-borgere;

27.

bemærker, at det er nødvendigt med en høj grad af kontinuitet i forvaltnings- og kontrolsystemet og -evnen for at kunne bygge på den indhentede forvaltningserfaring og -viden, og opfordrer derfor medlemsstaterne til at træffe foranstaltninger til at undgå udskiftning i det administrative personale, der beskæftiger sig med forvaltningen af fondene;

28.

opfordrer Kommissionen til at forbedre sin støtte til de medlemsstater, hvis udnyttelsesgrader ligger under EU-gennemsnittet og dermed viser manglende udnyttelsesevne; mener, at en sådan forbedret støtte og et nært samarbejde bør opretholdes, i det mindste indtil de pågældende lande når et tilstrækkeligt ekspertiseniveau til at kunne opnå resultater uden særlig støtte udefra;

29.

opfordrer medlemsstaterne til at etablere fora for udveksling af oplysninger eller netværk mellem deres implementeringsstrukturer med henblik på at drøfte erfaringer og problemer og udveksle bedste praksis; anmoder medlemsstaterne om også at hjælpe støttemodtagerne med at håndtere mere krævende kontrolkrav ved at yde dem støtte, navnlig ved at anvende bevillinger til teknisk bistand til at oplære og vejlede de økonomiske og sociale aktører, der kunne drage fordel af midlerne; foreslår, at en procentdel af de beløb, der er bevilget til de operationelle programmer for teknisk bistand, anvendes til sådanne aktiviteter; opfordrer medlemsstaterne til at udvikle og tilrettelægge uddannelsesforløb for potentielle støttemodtagere;

30.

påpeger betydningen af interregionale samarbejdsprogrammer og programmer såsom INTERACT og URBACT for identificeringen og udbredelsen af bedste praksis og for uddannelsen af de politiske og administrative aktører i optimal udnyttelse af midlerne; anmoder om, at foranstaltninger til fremme af fysisk planlægning og en hensigtsmæssig udnyttelse af midlerne kan modtage bevillinger fra området for tværregionalt samarbejde under målet "territorialt samarbejde";

31.

opfordrer Kommissionen til at oprette et samarbejdsprogram i hele EU på grundlag af erfaringer fra venskabsby-programmet med henblik på at forbedre samarbejdet mellem regioner med høj udnyttelsesgrad og regioner med lav udnyttelsesgrad og på at fremme udbredelsen af bedste praksis;

32.

foreslår, at der etableres en internetbaseret platform, hvor støttemodtagere, lokale og regionale aktører og regeringsinstitutioner kan udveksle bedste praksis og information om hindringer og problemer og mulige løsninger;

33.

opfordrer Kommissionen til at undersøge indførelsen af harmoniserede informations- og kommunikationssystemer, idet der tages højde for forskellene i medlemsstaternes forvaltnings- og kontrolsystemer, og anmoder i dette øjemed om indførelse af ensartet software til overvågning af anvendelsen af midler inden for rammerne af programmerne for territorialt samarbejde;

34.

opfordrer Kommissionen til at benytte informations- og kommunikationssystemerne til at udvikle et alarmsystem til tidlig varsling om udnyttelsen af midler, og til mindst én gang om året at forelægge en rapport med information om udnyttelsen af regional- og strukturfondsmidlerne for hver region, således at Europa-Parlamentet og Rådet bliver i stand til at overvåge gennemførelsen af samhørighedspolitikken;

35.

opfordrer Kommissionen til at samarbejde aktivt med EIB, navnlig om iværksættelsen af fællesskabsinitiativer med sigte på at forbedre effektiviteten af samhørighedspolitikken og styrke strukturfondenes virkning ved at garantere midler til at støtte finansieringen af SMV’er;

36.

mener, at "offentlig-private partnerskaber" på regionalt og lokalt niveau, som er forberedt i god tid, og som er i overensstemmelse med Europa 2020-strategien, vil bidrage til at øge udnyttelsesevnen og løse problemerne med samfinansiering i kraft af deres større fleksibilitet; anbefaler medlemsstaterne at skabe forudsætninger for sådanne partnerskaber ved at tydeliggøre og forenkle deres nationale lovgivning; understreger, at det er nødvendigt at sikre demokratisk kontrol af de offentlig-private partnerskaber;

37.

anmoder Kommissionen om at verificere eksistensen af og undersøge effektiviteten af retsgrundlaget for implementering af OPP-projekter og, hvor det er relevant, henstille til de medlemsstater, der ikke har vedtaget sådanne lovgivningsmæssige foranstaltninger, hurtigst muligt at udarbejde og vedtage procedurer for effektiv implementering af sådanne projekter på regionalt og lokalt plan, således at det bliver muligt at mobilisere ressourcer fra strukturfondene og Samhørighedsfonden til OPP-projekter i den næste programmeringsperiode;

38.

påpeger, at de fleste SMV’er, og især små virksomheder og mikrovirksomheder, ikke selv kan få adgang til strukturfondene på grund af de nuværende administrative og økonomiske barrierer, og at de har brug for støtte og råd fra de organisationer, der repræsenterer dem på regionalt og nationalt plan; mener, at en forenkling af reglerne og procedurerne er en nødvendig forudsætning for at give dem adgang til strukturfondene; kræver, at Small Business Act og dens "tænk småt først"- og "kun én gang"-principper samt proportionalitetsprincippet anvendes på hvert niveau i beslutningstagningen med hensyn til fastsættelse af investeringsprioriteterne og udformning af forvaltnings-, revisions- og kontrolprocedurerne for at sikre en bedre udnyttelse af midlerne;

39.

understreger den betydning, partnerne, som defineret i artikel 11 i Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006, har for evnen til at udnytte midlerne; opfordrer medlemsstaterne til i fuldt omfang at informere og yde støtte til borgerne, repræsentanter for civilsamfundet og regionale og lokale myndigheder vedrørende finansieringsmuligheder, berettigelse til samfinansiering fra struktur- og samhørighedsfondene, samfinansieringsreglerne, reglerne om godtgørelse samt om, hvor man kan finde indkaldelser af forslag, og til at fremme deres vilje til at udnytte finansieringsmulighederne;

40.

fremhæver den positive effekt af at anvende finansieringsinstrumenter, der stilles til rådighed af Den Europæiske Investeringsbank, f.eks. Jessica, for at øge de samlede økonomiske ressourcer uden at øge den direkte offentlige finansiering;

41.

gentager, at mekanismerne for flerniveaustyring og princippet om partnerskab er centrale elementer i de operationelle programmers effektivitet og i høj udnyttelsesevne; opfordrer medlemsstaterne til i tråd med nærhedsprincippet og princippet om medlemsstaternes institutionelle autonomi konsekvent at styrke partnerskabs- og gennemsigtighedsprincippet i forbindelse med etableringen og gennemførelsen af de operationelle programmer, og til, at de derfor fra starten på en bindende, omfattende og bæredygtig måde inddrager de regionale og lokale niveauer og civilsamfundet i fastsættelsen og udformningen af investeringsprioriteter, i alle faser af etableringen af operationelle programmer samt i implementerings- og evalueringsfasen;

42.

opfordrer Kommissionen til at have en mere åben drøftelse af de tiltag, der forudses med henblik på at sætte skub i udnyttelsen af struktur- og samhørighedsfondene; foreslår i denne forbindelse, at Regionsudvalget kunne anmodes om at afgive en årlig udtalelse om udnyttelsesevnen i samtlige medlemsstater;

43.

opfordrer Kommissionen til at sikre, at samhørighedspolitikken, samtidig med at den støtter gennemførelsen af Europa 2020-strategien i alle medlemsstaterne, mindsker forskellene mellem regioner og mikroregioner, tager fornødent hensyn til de særlige behov i regionerne i den yderste periferi og fremmer en harmonisk udvikling i EU, herunder ved at vedtage yderligere målrettede instrumenter og initiativer til fordel for områder, som stadig befinder sig langt fra de europæiske standarder;

44.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaterne.

26.2.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 56/31

—

der henviser til artikel 196 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), hvoraf det fremgår, at "Unionen fremmer samarbejde mellem medlemsstaterne for at gøre ordningerne for forebyggelse af og beskyttelse mod naturkatastrofer eller menneskeskabte katastrofer mere effektive",

—

der henviser til artikel 122 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til artikel 222 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (solidaritetsbestemmelsen), ifølge hvilken "Unionen og dens medlemsstater handler i fællesskab på et solidarisk grundlag, hvis en medlemsstat udsættes for et terrorangreb eller er offer for en naturkatastrofe eller en menneskeskabt katastrofe",

—

der henviser til artikel 23 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til Oslo-retningslinjerne fra 1994, som ændret i 2001, for anvendelsen af udenlandske militær- og civilforsvarsressourcer i forbindelse med katastrofehjælp,

—

der henviser til den europæiske konsensus om humanitær bistand, undertegnet den 18. december 2007 af formændene for Rådet for Den Europæiske Union, Europa-Parlamentet og Kommissionen,

—

der henviser til meddelelse af 26. oktober 2010 fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet med titlen "Hen imod et styrket EU-katastrofeberedskab: civilbeskyttelsens og den humanitære bistands rolle" (KOM(2010)0600),

—

der henviser til meddelelse af 5. marts 2008 fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om styrkelse af EU’s katastrofeberedskab (KOM(2008)0130),

—

der henviser til Michel Barniers rapport "En europæisk civil beskyttelsesstyrke: Europe Aid", der blev offentliggjort i maj 2006,

—

der henviser til Rådets konklusioner af 14. december 2010, hvori der udtrykkes tilfredshed med den i Kommissionens meddelelse af 26. oktober 2010 opstillede målsætning om en mere forudsigelig, effektiv, sammenhængende og synlig EU-katastrofeindsats,

—

der henviser til Rådets konklusioner fra december 2007, hvori Kommissionen opfordres til at gøre bedst mulig brug af EU's civilbeskyttelsesordning og til at styrke samarbejdet mellem medlemsstaterne,

—

der henviser til Rådets beslutning 2007/162/EF, Euratom af 5. marts 2007 om indførelse af et finansielt civilbeskyttelsesinstrument (1) og Rådets beslutning 2007/779/EF, Euratom af 8. november 2007 om indførelse af Fællesskabets civilbeskyttelsesordning (2),

—

der henviser til sine beslutninger af 14. december 2010 om opbygning af en EU-beredskabskapacitet (3), af 10. februar 2010 om det nylige jordskælv i Haiti (4), af 16. september 2009 om skovbrande i sommeren 2009 (5), af 19. juni 2008 om styrkelse af EU's katastrofeberedskab (6) og af 4. september 2007 om den forløbne sommers naturkatastrofer (7),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed og udtalelser fra Udviklingsudvalget, Udenrigsudvalget samt Regionaludviklingsudvalget (A7-0283/2011),

A.

der henviser til, at Den Europæiske Union og dens medlemsstater konfronteres med mange risici, f.eks. jordskælv og tsunamier; brande, herunder skovbrande; oversvømmelser og jordskred; industriulykker og nukleare ulykker; terrorangreb; naturkatastrofer og større pandemier; der henviser til, at der er sket en meget kraftig stigning i antallet og alvoren af disse naturkatastrofer og menneskeskabte katastrofer med følger for EU og EU-borgerne samt for andre lande og regioner i verden således som på tragisk vis demonstreret ved den seneste alvorlige katastrofe i Japan, hvor landet blev ramt af en kombination af jordskælv, tsunami og nuklear katastrofe med en tilsvarende stigning i antallet af tabte menneskeliv samt økonomiske, sociale og miljømæssige skader og skader på kulturarven, og til, at vi ikke kan udelukke muligheden for, at sådanne ekstreme begivenheder af uforudsigeligt omfang kan indtræffe når som helst, i hvilket tilfælde det europæiske katastrofeberedskab vil være overordentlig nyttigt, da den nationale kapacitet kunne blive udfordret til det yderste;

B.

der henviser til, at ekstrem tørke og skovbrande forekommer stadig hyppigere og i stadig større målestok i Europa, hvilket betyder, at der er behov for en videreudvikling af den relevante videnskabelige forskning med henblik på at forbedre risikovurderingsmekanismer, forebyggelsessystemer og midler til bekæmpelse af disse fænomener;

C.

der henviser til, at de stadig hurtigere klimaændringer og den stigende nedbrydning af naturkapitalen vil øge sandsynligheden for hyppigere og mere intense naturkatastrofer yderligere;

D.

der henviser til, at parterne i De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC) i 2008 anerkendte forbindelsen mellem katastrofeforebyggelse og klimaændringer i Balihandlingsplanen;

E.

der henviser til, at UNFCCC's Cancuntilpasningsramme i 2010 formelt anerkendte katastrofeforebyggelse som et væsentligt element i tilpasningen til klimaændringer og opfordrede regeringerne til at overveje at knytte tilpasningsforanstaltninger til Hyogohandlingsplanen;

F.

der henviser til, at den senere tids tragedier som f.eks. jordskælvet i Haiti og oversvømmelserne i Pakistan har vist, at de vigtigste instrumenter i EU's katastrofeberedskab (humanitær bistand og civilbeskyttelsesordningen) fungerede godt i forhold til deres planlagte formål og i betragtning af omstændighederne, men at der er et vitalt behov for yderligere at styrke koordineringen af reaktionen på katastrofer, der berører Den Europæiske Union, både inden for og uden for EU, samt plads til forbedringer for så vidt angår effektiviteten, koordineringen og synligheden af EU's bistand som helhed;

G.

der desuden henviser til, at der under en række kriser, navnlig tsunamien den 26. december 2004, er blevet rejst mange spørgsmål vedrørende manglen på systematiske scenarier eller protokoller på europæisk plan, når det gælder reaktionen på risici, samt vedrørende den mangelfulde synlighed af EU's indsats i forhold til den samlede indsats;

H.

der henviser til, at forskellige ordninger omfattende på forhånd identificerede ressourcer i medlemsstaterne samt EU-finansierede ressourcer på Europa-Parlamentets initiativ med held er blevet afprøvet ved pilotforsøg (8) ;

I.

der henviser til sine vedvarende opfordringer til Kommissionen om at forelægge lovgivningsforslag om oprettelse af en EU-civilbeskyttelsesstyrke under fuld overholdelse af nærhedsprincippet, hvorved der ville blive tale om en supplering af medlemsstaternes tiltag i tråd med artikel 196 i TEUF;

J.

der henviser til, at solidaritetsbestemmelsen i artikel 222 i TEUF forpligter medlemsstaterne til at bistå hinanden i tilfælde af naturkatastrofer eller menneskeskabte katastrofer på EU's område;

K.

der henviser til, at øjeblikkelig koordinering, sammenhæng og kommunikation inden for EU og med internationale aktører har afgørende betydning; der henviser til, at den nuværende europæiske koordinering ude i felten af flere indsatshold med forskellige kommandoveje uundgåeligt fører til dobbeltarbejde og overlapning og er forbundet med store omkostninger i henseende til menneskelige ressourcer, koordinering og effektivitet, og til, at Den Europæiske Union i betragtning af den økonomiske og finansielle krise må udvikle et beskyttelsessystem baseret på udveksling og rationalisering af eksisterende ressourcer uden nogen stigning i de samlede udgifter;

L.

der henviser til, at den japanske regering i kølvandet på den nylige katastrofe i Japan anmodede EU om at etablere ét enkelt samlet civilbeskyttelsesteam, koordineret af Kommissionen, til distribuering af bistanden frem for at sende flere civilbeskyttelseshold fra forskellige medlemsstater på forskellige tidspunkter; der henviser til, at styrkelse af den operationelle koordinering i forbindelse med denne katastrofe gjorde det muligt at forbedre EU's bistand som helhed i henseende til omkostningseffektivitet, sammenhæng og synlighed;

M.

der henviser til, at der i betragtning af de forskellige institutionelle roller må sikres politisk sammenhæng på EU-plan, uden at dette hindrer eller forsinker katastrofeberedskabsoperationerne, og at dette bør ske på basis af eksisterende mekanismer uden at etablere nye strukturer;

N.

der henviser til, at en kultur med katastrofeforebyggelse og -beredskab bør integreres i udviklingspolitikker, -planer og -programmer med henblik på at tage fat på nogle af de underliggende årsager til katastrofer;

O.

der henviser til, at der er behov for at udvikle realtidsforebyggelse i alle operationelle faser, dvs. i forbindelse med overvågning, herunder gennem brug af satellitdata, samt i forbindelse med tidlig varsling, alarmering og den efterfølgende indsats og bistand til fordel for befolkningsgrupper, som potentielt er i fare;

P.

der henviser til, at EU støtter den centrale rolle, som FN, navnlig FN's Kontor for Koordinering af Humanitære Anliggender, spiller inden for koordineringen af international nødhjælp i tredjelande;

Q.

der henviser til, at den mest effektive strategi til katastrofehåndtering består i en samlet europæisk tilgang med helgardering, der tager sigte at reagere på kriser i alle disses faser, og at denne tilgang bør kæde katastrofeforebyggelse (inklusive afhjælpning og risikoreduktion) sammen med beredskab, indsats og genopbygning inden for rammerne af den brede sammenhæng, dvs. bæredygtig udvikling, som disse aspekter indgår i; der henviser til, at det er meget vigtigt at indføre operationelle værktøjer såsom en operationel risikoforebyggelsesplan (herunder referenceprocedurer og planlægningsværktøjer); der henviser til, at der er et behov for, at EU foretager reelle investeringer i forebyggelse og forudsigelse af risici, og til, at EU bør tilstræbe en lige så ambitiøs tilgang med hensyn til såvel katastrofeforebyggelse og -beredskab som katastrofeindsats;

R.

der henviser til, at forordningen om oprettelse af Solidaritetsfonden ud over ufleksible tidsfrister og procedurer indeholder krav, som hindrer og forsinker fondens anvendelse i visse katastrofesituationer, især med hensyn til beløb og typer støtteberettigede udgifter;

S.

der henviser til, at det under en krise er meget vigtigt, at redningshold får adgang til præcise oplysninger så hurtigt som muligt for at kunne distribuere basale fornødenheder, udstyr og livsvigtige ressourcer, og at det derfor er telekommunikation, der er det vigtigste led i krisestyringskæden;

T.

der henviser til, at konventionelle kommunikationsforbindelser og -ressourcer kan blive overbelastet eller ødelagt i en krisesituation;

U.

der henviser til, at Kommissionen og medlemsstaterne allerede har anerkendt nytten af den europæiske rumpolitik og de positive resultater, der er opnået med den globale miljø- og sikkerhedsovervågning (GMES), som blev lanceret af Kommissionen med henblik på anvendelse af satellitdata og -information, samt af deres praktiske anvendelse i civilbeskyttelsessektoren og gennem Emergency Response Core Service;

1.

glæder sig over Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet og Rådet med titlen "Hen imod et styrket EU-katastrofeberedskab: civilbeskyttelsens og den humanitære bistands rolle" samt dens målsætninger; understreger, at de i meddelelsen skitserede forslag bør underkastes yderligere undersøgelser for at sikre, at de lever op til forventningerne om et styrket, koordineret, konsekvent, effektivt, omkostningseffektivt, synligt, sammenhængende og vidtfavnende EU-beredskab;

2.

understreger behovet for at rationalisere og forenkle den måde, det nuværende EU-katastrofeberedskab fungerer på, og for til fælles bedste at optimere de tilgængelige ressourcer samtidig med, at alle medlemsstaterne opfordres til at bidrage og dermed sikre solidaritet inden for EU; mener derfor, at EU's katastrofeberedskab bør indgå i en integreret tilgang med helgardering, og, desuden, at det bør praktisere "bottom-up" uddelegeret ressource- og informationsforvaltning, hvilket med andre ord vil sige, at initiativet kunne komme fra medlemsstaterne, som ville stille frivillige ressourcer og ekspertise til rådighed;

3.

opfordrer Kommissionen til i forbindelse med etableringen af EU-katastrofeberedskabet at tage hensyn til solidaritetsbestemmelsen og dens gennemførelsesordninger, der skal vedtages hurtigst muligt, og som vil sikre en mere effektiv og sammenhængende indsats i forbindelse med katastrofer i og uden for Den Europæiske Union;

4.

gentager, at det er nødvendigt at revidere forordningen om Solidaritetsfonden således, at støtteberettigelseskriterierne tilpasses kendetegnene ved den enkelte region og den enkelte katastrofe, herunder katastrofer, der udvikler sig langsomt, f.eks. tørke, og muliggør en mere fleksibel og rettidig mobilisering;

5.

gentager, at katastrofeforberedelse, -forebyggelse og -beredskab ikke kan adskilles fra hinanden, og at det derfor vil være tilrådeligt at konsolidere en integreret tilgang til håndtering af katastrofer;

6.

er enig i, at det er nødvendigt at foretage et kvalitativt skift fra den nuværende ad hoc-koordination til et forudsigeligt og forud planlagt system som led i EU-civilbeskyttelsesordningen baseret på foruddefinerede tilgængelige ressourcer til øjeblikkelig indsættelse i EU-katastrofehjælpsoperationer samt på alle andre midler og ressourcer, som medlemsstaterne måtte anse for passende at tage i brug; understreger behovet for at indføre et system til at overvåge, føre tilsyn med og udvikle EU's indsats i katastrofehjælpsoperationer;

7.

opfordrer Kommissionen til hurtigst muligt at forelægge forslag om, at der under samtidig overholdelse af nærhedsprincippet etableres en EU-civilbeskyttelsesstyrke, som skal være baseret på EU's civilbeskyttelsesordning og sætte EU i stand til at samle de ressourcer, som er nødvendige for at kunne yde katastrofeofre civilbeskyttelse og øjeblikkelig humanitær nødhjælp; mener, at EU's beredskab bør bygge på de europæiske civilbeskyttelsesstyrkers eksisterende roller og kapaciteter samt sikre, at der rettes op på de nuværende mangler og flaskehalse;

8.

er enig i, at EU-katastrofeberedskabet bør bygge på såvel en EU-katastrofeberedskabskapacitet, gennem styrkelsen af EU-civilbeskyttelsesordningen på basis af kapaciteten af og adgangen til foruddefinerede og derved forudsigelige nødhjælpsressourcer i medlemsstaterne, som et EU-katastrofeberedskabscenter, der tilsammen som anført i meddelelsen af 26. oktober 2010 skal udgøre hjørnestenene i en sådan strategi; understreger, at denne udvikling bør følge en tilgang med helgardering ved at bringe alle de relevante aktører - navnlig civilsamfundet - herunder ikke-statslige organisationer og frivillige, sammen til fælles handling, og at den bør udnytte synergier mellem de forskellige eksisterende værktøjer og instrumenter;

9.

mener, at tilgangen med helgardering bør gå hånd i hånd med øget fleksibilitet, når det gælder reaktionen på forskellige risikokategorier, som hver især må underkastes individuelle overvejelser, hvilket igen kræver udvikling af en decentraliseret struktur til analyse og planlægning af de foranstaltninger, der skal træffes på baggrund af de forskellige risicis art, sandsynlighed og alvorlige karakter;

10.

opfordrer desuden til, at EU's katastrofeberedskabskapacitet benytter EU's ultraperifere regioner og oversøiske territorier som baser med det formål at lette logistiske operationer og forudplacere EU's ressourcer i alle verdenshave;

11.

opfordrer Kommissionen til at udarbejde en liste over fællesskabsinstrumenter til finansiering af katastrofeforebyggelsesressourcer og til at sende den til Parlamentet, således at der kan foretages en evaluering af muligheden for i højere grad at inkorporere katastrofeforebyggelsesprogrammer i eksisterende EU-støtteprogrammer som krævet af Rådet i dets udkast til konklusioner om en fællesskabsramme for katastrofeforebyggelse i EU (dokument nr. 15394/09 af 12. november 2009);

12.

understreger, at EU-katastrofeberedskabet bør overholde nærhedsprincippet i forhold til såvel medlemsstaterne (som bør kunne anvende deres egne ressourcer, navnlig i tilfælde af modstridende nationale behov) som De Forenede Nationer, hvilket vil sige, at det på den ene side bør respektere de enkelte medlemsstaters nationale, regionale og lokale beføjelser - idet det må tages i betragtning, at disse myndigheder spiller en særdeles vigtig rolle i forbindelse med katastrofehåndtering, navnlig eftersom de lovgivningsmæssige beføjelser i mange medlemsstater udøves af lokale eller regionale instanser - og, på den anden, De Forenede Nationers koordinerende rolle i katastrofehjælpsoperationer uden for EU; påpeger, at denne strategi bør supplere den, der følges af FN, som ser en klar merværdi i at skabe en europæisk pol med beredskabskapacitet;

13.

påpeger, at katastrofers grænseoverskridende karakter betyder, at EU bør koordinere sine ressourcer og samarbejde med tredjelande, ikke mindst med nabolandene i Middelhavsunionen;

14.

støtter Kommissionens forslag om at etablere en europæisk katastrofeberedskabskapacitet, herunder ordninger, som kan sikre en mere forudsigelig adgang til vigtige ressourcer i medlemsstaterne, bl.a. gennem oprettelse af en pulje af foruddefinerede ressourcer, som medlemsstaterne inden for på forhånd aftalte frister på frivillig basis stiller til rådighed for EU's katastrofebistand både i og uden for Unionen på nationalt, regionalt og lokalt plan; finder, at man på denne måde, og ved at hjælpe ofrene for naturkatastrofer, f.eks. store brande, oversvømmelser, jordskælv, vulkanudbrud, orkaner og flodbølger samt ulykker til havs, olieudslip og nukleare risici, vil kunne øge merværdien af EU's indsats væsentligt;

15.

påpeger, at visse områder, f.eks. øer samt kyst- og bjergområder, er ekstremt sårbare på grund af deres geografi, og efterlyser særligt fokus på disse områder;

16.

anfører, at europæiske regioner beliggende ved EU's grænser kan blive berørt af katastrofer i regioner i tredjelande, hvilket gør nødhjælpsaktioner endnu vanskeligere; foreslår, at der udarbejdes særlige foranstaltninger til støtte for disse regioner, og at der især fokuseres på menneskeskabte katastrofer og industriulykker, som kræver andre strategier;

17.

mener, at brande fortjener særlig opmærksomhed, da der er brug for målrettede strategier og aktioner på dette område;

18.

fastslår, at det er nødvendigt at følge forureneren betaler-princippet for så vidt angår ansvar for miljøskader og godtgørelse af udgifter til katastrofeberedskab fra de skadeansvarlige private enheders side;

19.

mener, at puljen af foruddefinerede kapaciteter, ressourcer og aktiver, der på frivillig basis stilles til rådighed for EU's katastrofebistand, både i og uden for Unionen, vil udgøre kernen i EU’s katastrofeberedskab, der vil kunne suppleres med yderligere ad hoc-tilbud fra medlemsstaterne; anbefaler, at der udarbejdes en klar og detaljeret ordning med incitamenter for at give medlemsstaterne mulighed for at afsætte tilstrækkelig kapacitet til den frivillige pulje uden at forøge medlemsstaternes samlede udgifter;

20.

anmoder om, at der inden for rammerne af den fremtidige EU-civilbeskyttelsesstyrke etableres særlige mekanismer, som vil sætte EU i stand til at håndtere tilfælde af omfattende forurening forårsaget af offshoreolie- og gasanlæg;

21.

minder om FN's centrale rolle i forbindelse med koordineringen af det internationale samfunds katastrofeindsatser;

22.

understreger, at en styrket EU-katastrofeberedskabskapacitet vil være et kohærent EU-bidrag til den samlede FN-styrede katastrofehjælp og koordination.

23.

fastslår, at EU-finansierede ressourcer forvaltet af medlemsstaterne bør udgøre et yderligere supplement til de medlemsstatsressourcer, der stilles til rådighed for hjælpeoperationerne; bemærker, at disse bør bygge på modeller, der er udviklet under forberedende aktioner, og som med held er blevet afprøvet i forbindelse med nylige katastrofesituationer både i og uden for EU, f.eks. den multinationale oversvømmelsesberedskabsenhed for de baltiske lande og den supplerende taktiske reserve for brandbekæmpelse fra luften;

24.

opfordrer Kommissionen til sammen med medlemsstaterne at identificere eksisterende kapacitetsmangler; mener, at det bør overvejes at skabe ressourcer på EU-plan, i hvilken forbindelse enhver form for konkurrence og/eller overlapning med nationale ressourcer bør undgås, for at afhjælpe eksisterende kapacitetsmangler der, hvor de ville føre til væsentlige besparelser for EU som helhed eller åbne for adgang til ressourcer, der ikke er tilgængelige for medlemsstater, der handler alene, hvilket ville være en god måde at dele byrderne på;

25.

finder det ligeledes vigtigt at identificere ressourcemangler og at gøre det klart, hvorledes EU helt præcist vil kunne bidrage til medlemsstaternes bestræbelser på at forbedre deres beredskab; er af den opfattelse, at man med en mere effektiv udnyttelse af eksisterende ressourcer vil kunne undgå yderligere finansielt og administrativt bureaukrati, navnlig i regionale og lokale forvaltninger;

26.

opfordrer Kommissionen til at bestræbe sig på at sikre EU-inddragelse gennem bidrag i form af ressourcer, kapacitet og koordinering forbindelse med katastrofer, der sker i EU og berører EU-borgerne direkte;

27.

er af den opfattelse, at der navnlig bør fokuseres på at udnytte de disponible finansielle ressourcer rettidigt og til fulde samt på at forenkle alle administrative procedurer i forbindelse med mobiliseringen af disse ressourcer; finder, at der ligeledes bør tages skridt til at sikre, at humanitær nødhjælp når ud til katastrofeofre uden forsinkelser;

28.

anser avanceret planlægning og forberedelsen af operationer gennem udvikling af referencescenarier og kortlægning af de medlemsstatsressourcer, der potentielt kan sættes ind i forbindelse med EU-katastrofehjælpsoperationer, samt nødplanlægning for at udgøre hjørnestenene i et udvidet EU-katastrofeberedskab og for at have afgørende betydning for hurtig indsættelse af ressourcer og øjeblikkelig reaktion i hver enkelt nødsituation; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at iværksætte disse foranstaltninger med det samme og uden indvirkning på andre aktioner; opfordrer endelig Kommissionen til at iværksætte en gennemførlighedsundersøgelse vedrørende fordelene ved at etablere, tildele EU-forskningsbudgetmidler til og udpege EU-referencelaboratorier til bekæmpelse af bioterrorisme og identifikation af ofre;

29.

opfordrer navnlig til fyldestgørende planlægning med henblik på særlige nødsituationer som følge af menneskeskabte katastrofer i forbindelse med olieudslip, nukleare installationer eller farlige stoffer, både på landjorden og på havet;

30.

glæder sig over Kommissionens beslutning om at slå Overvågnings- og informationscentret (MIC) sammen med ECHO-kriserummet for humanitær bistand for derved at skabe et rigtigt katastrofeberedskabscenter, der fungerer 24 timer i døgnet 7 dage om ugen, og anser en sådan planlægningsmæssig og operationel koordinationsplatform for at være et skridt i den rigtige retning; opfordrer til, at dette også, under overholdelse af nærhedsprincippet, gennemføres ved hjælp af realtidssamarbejde mellem medlemsstaterne inden for overvågning, tidlig varsling og alarmering; opfordrer Kommissionen til at styrke centret, så det vil kunne fungere som det centrale omdrejningspunkt for en øjeblikkelig og effektiv koordination af al EU-bistand i form af naturalier samt for finansielle bidrag til humanitære bistand; mener, at centret bør fungere som eneste indgangssted for anmodninger om bistand i forbindelse med alle former for naturkatastrofer og menneskeskabte katastrofer for at muliggøre en sammenhængende EU-indsats;

31.

opfordrer til, at sammenlægningen af ECHO-kriserummet og Overvågnings- og informationscentret (MIC) foretages på en effektiv måde samtidig med, at der sikres tilstrækkelig finansiering;

32.

opfordrer Kommissionen til aktivt at inddrage det nye EU-katastrofeberedskabscenter i de to fællesskabsværktøjer til beskyttelse af skove mod skovbrande, EFFIS og EFFICS;

33.

opfordrer Kommissionen til at koordinere aktioner i tilfælde af katastrofer ved at forenkle og optimere den nuværende universelle tjeneste og 112-nødopkaldsnummeret;

34.

insisterer på, at katastrofeberedskabscentret sammen med medlemsstaterne hurtigt træffer beslutning om indsættelse af ressourcer fra puljen af ressourcer, så katastrofeofre kan få forudsigelig, øjeblikkelig og effektiv bistand, og der kan undgås forsinkelser, dobbeltarbejde og overlapninger;

35.

mener, at der bør opstilles en fortegnelse, med hertil knyttede kort, over, hvilke vigtige ressourcer medlemsstaterne kunne stille til rådighed for EU's katastrofehjælp i forbindelse med sådanne scenarier;

36.

opfordrer til klarhed og sammenhæng i EU's indsats i betragtning af de institutionelle roller, som Kommissionen, Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og Tjenesten for EU's Optræden Udadtil hver især spiller, idet disse bør holde sig inden for deres respektive beføjelser og respektere hinandens mandater; opfordrer derfor Kommissionen og Tjenesten for EU's Optræden Udadtil til at fastlægge hensigtsmæssige samarbejdsordninger og gennemsigtige regler for, hvor det er muligt, at sikre et nært samarbejde og koordinering i forbindelse med spørgsmål vedrørende EU's katastrofeberedskab og til i den forbindelse at bygge videre på eksisterende mekanismer uden at forsinke hjælpeoperationerne; understreger behovet for en fleksibel, enkel og hurtig koordinering mellem de forskellige tjenester, idet en sådan koordinering kun bør omfatte de relevante tjenester, som bør reagere inden for meget korte tidsrammer og i den forbindelse undgå unødvendigt bureaukrati; understreger, at EU's humanitære bistand bør ydes uden hensyn til politiske overvejelser af enhver art og under overholdelse af humanitære principper fastlagt i internationale aftaler;

37.

fremhæver den øgede risiko for katastrofer forårsaget af skovbrande, hovedsagelig som følge af klimaændringerne, som er medvirkende til, at der lettere opstår store skovbrande; opfordrer Kommissionen til inden for rammerne af det nye EU-katastrofeberedskabscenter at oprette en særlig enhed til at tage sig af denne risiko;

38.

understreger, at anvendelsen af militære ressourcer under civilt opsyn som en sidste udvej og i overensstemmelse med Osloretningslinjerne ofte udgør et vigtigt bidrag til katastrofeberedskab, navnlig med hensyn til specialiserede ressourcer, strategiske transporter eller tungt materiel; understreger endvidere, at koordineringen af anvendelsen af al disponibel civil og militær kapacitet og medlemsstaternes krisestyringsressourcer bør forbedres for at undgå bekosteligt dobbeltarbejde;

39.

erkender, at anvendelsen af militære ressourcer - transport, logistik, sikkerhed - til støtte for humanitære operationer kan være et meget vigtigt supplement, navnlig i tilfælde af store naturkatastrofer; gentager, at disse militære ressourcer i overensstemmelse med FN's henstillinger bør bruges under ganske særlige omstændigheder og som en sidste udvej;

40.

opfordrer til, at der etableres fælles effektive ordninger for logistik, især med inddragelse af de EU-finansierede tekniske støttehold, der i alle mulige sammenhænge ude i marken vil kunne bistå enhver tjenestemand eller ethvert hold fra EU eller medlemsstaterne, navnlig i tilfælde af sammenbrud i lokale infrastrukturer;

41.

opfordrer til, at der i tilfælde af katastrofer mobiliseres hold, som kan yde teknisk bistand og støtte, og til, at der opstilles anbefalinger for, hvorledes sådanne hold kan yde mere effektiv støtte til katastrofeofre;

42.

foreslår med henblik på at maksimere effektiviteten og den behørige anvendelse af eksisterende kapacitet, at det overvejes at lade medlemsstaternes konsulære ressourcer indgå i en pulje for at gøre EU's samlede indsats hurtigere og bedre gennem optimal anvendelse af de allerede disponible ressourcer; henstiller i denne henseende, at der foretages en evaluering af de forskellige medlemsstaters konsulære kapacitet for at gøre status over de ressourcer, som Den Europæiske Union i øjeblikket råder over på verdensplan;

43.

anmoder om, at der tages hensyn til de eksisterende katastrofehjælpssystemer, som koordineres af De Forenede Nationer, og efterlyser samtidig en forbedret, styrket, mere omkostningseffektiv og velkoordineret transport til katastrofeområder af bistand i form af naturalier, navnlig gennem strømlinede enklere procedurer, en højere grad af samfinansiering og indførelse af nye måder at give adgang til yderligere transportkapacitet på, eventuelt gennem rammekontrakter;

44.

henleder opmærksomheden på de eksisterende overvågnings- og forebyggelsesredskaber (navnlig observationsudstyr på stedet) såsom dem, der leveres af Den Europæiske Unions globale miljø- og sikkerhedsovervågningsprogram (GMES) eller Inspire- og Galileo-programmerne, og som kunne bruges til at overvåge potentielle risikoområder, således at der kan træffes mere effektive forberedelser med henblik på at yde hjælp til katastrofeofre; opfordrer Kommissionen til at undersøge muligheden for at udstyre EU med en formålsbestemt og sikker telekommunikationskapacitet og integrerede krisestyringsløsninger omfattende alt lige fra forebyggelse til genopbygning; opfordrer Kommissionen til at gøre optimal brug af de allerede eksisterende og fremtidige løsninger og kapaciteter, der tilbydes af telekommunikationssatellitter, for at fremme udviklingen af tjenester for borgerne inden for offentlig sikkerhed og katastrofehjælp og til at gøre dette i samarbejde med Det Europæiske Rumagentur, medlemsstaterne og de relevante aktører (private aktører, industrien);

45.

opfordrer Kommissionen til at udvikle et kommunikations- og informationsnetværk og i den forbindelse navnlig undersøge anvendelsen af telekommunikationskapacitet, herunder satellitter, med henblik på at give redningshold adgang til hurtig og præcis information for at fremme effektiv distribution af basale fornødenheder og udstyr, som er vigtige for genetableringen af samfundslivet efter en katastrofe;

46.

efterlyser en samlet kommunikationsstrategi for alle EU-institutionerne, medlemsstaterne, arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet, som vil øge de europæiske tiltags generelle synlighed i modtagerlande og blandt EU-borgerne og samtidig sikre, at katastrofehjælp aldrig underordnes handelsmæssige, politiske eller strategiske interesser; mener, at en sådan strategi bør søge at forenkle og standardisere kommunikationsmetoder og -værktøjer; foreslår med henblik herpå, at der f.eks. indføres en standardpåklædning og et logo sammen med nationale badges for alt EU-personale, og at der udpeges en fælles talsmand, som skal være ansvarlig for meddelelser om katastrofehjælp; opfordrer til, at enhver kommunikationsstrategi sikrer en klar skelnen mellem humanitær bistand og militære aktiviteter;

47.

understreger, at information er en anden vital komponent i en effektiv katastrofeforebyggelses- og katastrofeberedskabspolitik på alle niveauer, og at risikoscenarier, der hele tiden ændrer sig, kræver løbende opdatering af viden, solide og sammenlignelige data om katastrofers hyppighed og de dermed forbundne risici og konsekvenser og hertil knyttede analytiske værktøjer; kræver derfor koordinerede indsatser, øget adgang til og systematisk formidling af tekniske og videnskabelige oplysninger og ekspertise og udveksling af bedste praksis, herunder undersøgelser og gennemførelse i praksis af den lære, der er draget af erfaringer, f.eks. de erfaringer, der er indhøstet i forbindelse med projekter gennemført inden for rammerne af Fællesskabets INTERREG-initiativ;

48.

understreger behovet for at fremme oplysningskampagner om de procedurer, der skal følges i katastrofesituationer, idet der skal lægges særlig vægt på oplysningen af unge fra og med det tidspunkt, hvor de når skolealderen; opfordrer Kommissionen til gennem inddragelse af skoler og relevante frivillige sammenslutninger at fremme en kultur med planlægning, forebyggelse og udholdenhed, idet en sådan kultur er en forudsætning for optimeringen af civilbeskyttelsesarbejde

49.

henleder opmærksomheden på, at regionale og lokale myndigheder spiller en central rolle, eftersom de befinder sig i frontlinjen, når der sker katastrofer, navnlig grænseoverskridende katastrofer, og eftersom deres inddragelse kan øge EU's synlighed blandt dets borgere; opfordrer derfor Kommissionen til at sikre, at medlemsstaterne allerede på et tidligt stadium inddrager deres regionale og lokale myndigheder i katastrofeberedskab på basis af den forvaltningsmodel med flere niveauer, der anvendes i forbindelse med samhørighedspolitikken, og ved hjælp af en "win-win"-kommunikationsstrategi for alle de aktører, der deltager i beredskabsordningen;

50.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udvikle et klart informations- og forebyggelsessystem for alle EU-borgere på rejse i såvel EU som uden for EU; foreslår med henblik herpå, at europæiske pas udstyres med en henvisning til 112-nødopkaldsnummeret med klar angivelse af, at dette nummer kan nås overalt i EU og dermed benyttes af rejsende i EU, samt med en henvisning til artikel 23 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, hvori det hedder: "Enhver unionsborger nyder i tredjelande, hvor den medlemsstat, hvori han er statsborger, ikke er repræsenteret, enhver medlemsstats diplomatiske og konsulære myndigheders beskyttelse …", og som således kan benyttes af rejsende i lande uden for EU;

51.

opfordrer til, at der gøres en indsats for at forbedre formidlingen af det fælleseuropæiske 112-nødopkaldsnummer til EU-borgerne og tredjelandsstatsborgere i EU, navnlig ved at gøre brug af trykte og audiovisuelle medier og offentlige opslag for at sætte alle borgere i stand til automatisk at benytte det til at slå alarm i tilfælde af katastrofer på EU's territorium;

52.

mener, at en formålsbestemt uddannelse af europæisk personale og europæiske eksperter i katastrofeberedskab vil gøre det muligt ved hjælp af fælles grunduddannelseskurser og specialiseringsmoduler at fremme kendskabet til fælles europæiske arbejdsmetoder og indsatsprocedurer; anbefaler i denne forbindelse, at civile og militære logistiske enheder gennemfører fælles katastrofeberedskabsøvelser;

53.

bemærker, at det ofte er mere omkostningseffektivt at forebygge katastrofer end at bekæmpe dem; fremhæver derfor det vitale behov for at supplere politikken for styrkelse af EU's katastrofeberedskabskapacitet med en forbedring af EU's og medlemsstaternes risikoforudsigelses- og risikoforebyggelsespolitikker og opfordrer Kommissionen til at udarbejde en omfattende og innovativ EU-strategi for begrænsning af katastroferisici; opfordrer til, at der afsættes tilstrækkelige ressourcer til tidlig identificering af mulige katastrofer, og anmoder Kommissionen om at sikre, at revisionen af strukturfondene og solidaritetsfonden benyttes til at fremme udviklingen af politikker og investeringer på disse områder; efterlyser desuden bedre uddannelse i katastrofeforebyggelse, investering i forebyggelse af katastrofer og klimaændringer, passende lovgivning om vandforvaltning og effektiv risikostyring samt nøje overvågning af gennemførelsen af direktivet om oversvømmelser på regionalt og lokalt plan; påpeger i denne forbindelse, at regionale og lokale myndigheder spiller en central rolle i forbindelse med katastrofeforebyggelse, idet de gennemfører risikoforebyggelsesstrategier på territorialt plan, herunder fælles beredskabsøvelser med deltagelse af indsatshold fra forskellige lande;

54.

gentager, at det er dets opfattelse, at Kommissionen i betragtning af de indbyrdes forbindelser mellem tørke, skovbrande og ørkendannelse bør forelægge et forslag - i stil med direktivet om oversvømmelser - for at fremme vedtagelsen af en EU-politik vedrørende vandknaphed, tørke og tilpasning til klimaændringer; gentager i denne forbindelse også, at det er vigtigt at oprette et EU-tørkeovervågningscenter, som skal have til opgave at undersøge, afhjælpe og overvåge virkningerne af tørke;

55.

gentager ligeledes sin opfordring til Kommissionen om at vedtage et direktiv om forebyggelse og håndtering af brande, som skal omfatte regelmæssig indsamling af data, kortlægning og identificering af risikoområder, udarbejdelse af brandfareforvaltningsplaner, medlemsstaternes identificering af de tildelte ressourcer og disponible faciliteter, koordinering af de forskellige forvaltninger, minimumskrav til uddannelse af personale samt fastlæggelse af miljøansvar og de hermed forbundne straffeforanstaltninger;

56.

mener, at yderligere udnyttelse af de muligheder, der frembydes i forbindelse med det europæiske territoriale samarbejdsmål, er af altafgørende betydning; er i den forbindelse af den opfattelse, at den europæiske gruppe for territorialt samarbejde (EGTS) kan fungere som et vigtigt redskab til yderligere at styrke det tværnationale, grænseoverskridende og interregionale samarbejde, selv med lande, der ikke er medlem af EU; ser udviklingen af interregionalt samarbejde på tværs af nationale grænser som bevis på regionernes meget vigtige bidrag til en hurtig indsats til beskyttelse af civilbefolkningen; mener, at dette frugtbare samarbejde bl.a. omfatter den fælles målsætning om at kortlægge risici og vurdere potentielle trusler, og at det er i denne sammenhæng, at EU kan yde et værdifuldt og synligt bidrag til et endnu mere effektivt samarbejde, navnlig ved at forbedre koordineringen;

57.

påpeger, at det i det europæiske år for frivilligt arbejde ville have symbolværdi og være nyttigt at støtte de lande, der gør en indsats for at fremme sådanne aktiviteter og organisationer;

58.

opfordrer Kommissionen til så hurtigt som muligt og senest inden udgangen af 2011 at forelægge ambitiøse forslag til lovgivning på dette område;

59.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

26.2.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 56/41

—

der henviser til Kommissionens meddelelse om grundlæggende retningslinjer for bæredygtig europæisk turisme (KOM(2003)0716),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse om en ny turismepolitik i EU - mod et stærkere partnerskab inden for europæisk turisme (KOM(2006)0134),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse om agenda for en bæredygtig og konkurrencedygtig europæisk turisme (KOM(2007)0621),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse om en ny turismepolitik for Europa - verdens førende rejsemål (KOM(2010)0352),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse om Europa 2020: En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst (KOM(2010)2020),

—

der henviser til forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om europæiske statistikker om turisme (KOM(2010)0117),

—

der henviser til Madriderklæringen med titlen "På vej mod en socialt ansvarlig turismemodel", som blev vedtaget på det uformelle ministermøde den 15. april 2010,

—

der henviser til Rådets konklusioner af 12. oktober 2010 om "En ny turismepolitik for Europa - verdens førende rejsemål" (14944/10),

—

der henviser til Regionsudvalgets udtalelse om en ny turismepolitik for Europa - verdens førende rejsemål (CoR 342/2010),

—

der henviser til Rådets henstilling 86/666/EØF af 22. december 1986 om brandsikring af eksisterende hoteller (1),

—

der henviser til Rådets direktiv 90/314/EØF af 13. juni 1990 om pakkerejser, herunder pakkeferier og pakketure (2),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked (3),

—

der henviser til Rådets direktiv 2009/47/EF af 5. maj 2009 om ændring af direktiv 2006/112/EF hvad angår de nedsatte satser for merværdiafgiften (4),

—

der henviser til Kommissionens beslutning 2009/578/EF af 9. juli 2009 om opstilling af miljøkriterier for tildeling af Fællesskabets miljømærke til serviceydelsen overnatning (5),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 66/2010 af 25. november 2009 om EU-miljømærket (6),

—

der henviser til sin beslutning af 8. september 2005 om nye perspektiver og nye udfordringer for bæredygtig turisme i EU (7),

—

der henviser til sin beslutning af 29. november 2007 om en ny turismepolitik i EU: mod et stærkere partnerskab inden for europæisk turisme (8),

—

der henviser til sin beslutning af 16. december 2008 om regionale udviklingsaspekter ved turismens indvirkning på kystområder (9),

—

der henviser til sin beslutning af 16. februar 2011 om praktiske aspekter af revisionen af EU-instrumenterne til støtte for finansieringen af SMV'er i den næste programmeringsperiode (10),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Transport- og Turismeudvalget og udtalelser fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse, Udvalget om Industri, Forskning og Energi, Regionaludviklingsudvalget, Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter og Kultur- og Uddannelsesudvalget (A7-0265/2011),

A.

der henviser til, at turistsektoren tegner sig for 10 % af BNP og 12 % af den samlede beskæftigelse, hvilket gør den til den tredjestørste samfundsøkonomiske aktivitet i EU; der henviser til, at turistsektoren i vidt omfang består af mikro-, små og mellemstore virksomheder, er den vigtigste ressource for nogle EU-regioner, som f.eks. øerne, og spiller en central rolle for EU's økonomiske udvikling og økonomiske, sociale og regionale samhørighed og for opnåelsen af målsætningerne for Europa 2020-strategien;

B.

der henviser til, at turisme også bidrager til menneskelig berigelse, udveksling, velfærd, velvære, kultur og social samhørighed; der henviser til, at der derfor bør fokuseres på en kvalitativ tilgang;

C.

der henviser til, at Den Europæiske Union er verdens førende rejsemål i henseende til internationale ankomster, og at det er nødvendigt at styrke denne førerrolle ved at tage de udfordringer op, som dels skyldes en stigende global konkurrence og en markedsefterspørgsel, som til stadighed ændrer sig, dels nødvendigheden af at sikre øget og mere vedvarende bæredygtighed;

D.

der henviser til, at turismen i Europa står over for mange udfordringer, herunder den globale økonomiske krise, konkurrencen fra andre destinationer uden for EU og mangfoldigheden af de turistattraktioner, der tilbydes, virkningerne af klimaændringerne og sæsonudsving i turistaktiviteterne, demografiske udviklinger i Europa, den stigende indflydelse fra informations- og kommunikationsteknologier og mange uforudsete begivenheder, der påvirker industrien fra tid til anden;

E.

der henviser til, at turismen bidrager til at fremme Europa og Europas kultur- og sprogarv, samtidig med at forskelligartethed respekteres, og til at fastholde de fælles værdier og styrke følelsen af europæisk identitet, tilhørsforhold og unionsborgerskab; der henviser til, at turismeudviklingen spiller en central rolle i styrkelsen af den regionale dimension i EU;

F.

der henviser til, at Europas mangfoldighed, multifacetterede karakter og multikulturalisme giver mulighed for maksimal vækst for enhver form for tematisk turisme, og at udvikling og fremme af forskellige former for turisme kan være det eneste effektive svar på de forvrængninger, problemer og forringelser, som modellen med ureguleret og udifferentieret masseturisme fører til;

G.

der henviser til, at turisme med Lissabontraktaten (artikel 195) er blevet et ansvarsområde for EU, hvilket giver EU mulighed for at støtte og supplere medlemsstaternes indsats ved at tilskynde til en atmosfære, som er befordrende for udviklingen af turistvirksomheder og fremme af samarbejdet mellem medlemsstaterne, samtidig med at enhver form for harmonisering af retlige og lovgivningsmæssige bestemmelser i medlemsstaterne udelukkes;

H.

der henviser til, at det på grundlag af denne nye kompetence er nødvendigt at udarbejde en EU-strategi med klare og ambitiøse mål, i fuld respekt for nærhedsprincippet;

I.

der henviser til, at der, hvis de nye kompetencer og EU's fremtidige turismepolitik skal blive virkningsfulde og synlige, sådan som de europæiske borgere og vores besøgende har krav på, ikke kun vil være behov for en strategi og en handlingsplan, men også passende midler i EU's finansieringsprogram 2014-2020;

J.

der henviser til, at økonomierne i regionerne i den yderste periferi og nogle øområder i EU er næsten fuldstændig afhængige af flytransport på grund af i deres fjerne beliggenhed og isolerede natur, og opfordrer til, at der træffes foranstaltninger, som er tilpasset deres afhængighed af denne transportmåde;

1.

glæder sig over den politiske strategi, som Kommissionen har forelagt, og som indeholder 21 specifikke foranstaltninger, der skal puste nyt liv i sektoren; mener, at dette dokument og gennemførelsesplanen for det udgør et solidt udgangspunkt for udviklingen af en EU-politik for en konkurrencedygtig, moderne, kvalitetsbetonet og bæredygtig turisme, som alle har adgang til; opfordrer Kommissionen til i forbindelse med gennemførelsesplanen så hurtigt som muligt at fastsætte særlige tidsplaner for at opnå alle foranstaltninger og mål; opfordrer medlemsstaterne til at samarbejde ved at forelægge programmer for alle foranstaltninger i overensstemmelse med de kompetente nationale, regionale eller lokale myndigheder; anmoder Kommissionen om at fokusere på prioriterede foranstaltninger, som er innovative, og som medfører en europæiske merværdi;

2.

mener, at der er behov for en EU-turiststrategi, der bygger dels på en pakke specifikke foranstaltninger, der udelukkende vedrører turistsektoren, dels som følge af turismens horisontale karakter på koordinering med andre komplementerende sektorer for at opnå et system, som virkelig fremmer turismen; mener desuden, at der er behov for en præcis vurdering af, hvordan foranstaltninger inden for andre sektorer påvirker turismen, og slår til lyd for en integreret tilgang med det formål at udvikle synergi mellem både de forskellige sektorpolitikker og de forskellige finansieringsinstrumenter;

3.

beklager manglen på sammenhæng inden for Kommissionen med hensyn til turismepolitik; mener, at det er afgørende, at Kommissionen sikrer en koordinerende og integrerende tilgang blandt de berørte generaldirektorater;

4.

understreger nødvendigheden af et tæt samarbejde dels mellem EU-, internationale, nationale, regionale og lokale myndigheder, dels mellem institutionerne som helhed betragtet og sektorens aktører med det formål at behandle horisontale turismerelaterede spørgsmål, samtidig med at nærhedsprincippet respekteres; erindrer, at mange europæiske regioner og kommuner har direkte beføjelser i forhold til turisme og derfor spiller en central rolle for gennemførelsen af konkrete projekter og aktioner; håber i forbindelse med Europa 2020-strategien, at regionerne og kommunerne vil samarbejde tættere med hinanden og spille en bæredygtig, direkte og effektiv rolle i udviklingen af den nye turismepolitik; mener med sigte på den samme periode, at specifikke programmeringsinstrumenter såsom strategier for makroregioner kan styrke den intra- og interregionale turisme og fremme de europæiske regioners og kommuners tiltrækningskraft og synlighed;

5.

opfordrer Kommissionen til at overveje at indføre to nye principper for turisme: "interregionalitet" og "komplementaritet" for at fremme fælles planlægning og samarbejde i forbindelse med turismetjenesteydelser inden for et fælles geografisk område, dvs. enten mellem naboregioner, der hører til forskellige medlemsstater, eller på et bestemt tematisk niveau mellem regioner, der er forbundet af fælles elementer;

6.

mener, at turismen bør betragtes som en integrerende del af EU's industripolitik og innovationspolitik, og understreger endnu en gang, at revitalisering af turismen er en strategisk og vital målsætning for beskæftigelsen i de respektive medlemsstater; understreger i denne forbindelse betydningen af mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder (SMV'er), som både bidrager til innovation nedefra og stabilitet i sektoren og garanterer kvalitet, mangfoldighed og autenticitet i de regioner, hvor de hører hjemme; tilskynder Kommissionen til yderligere at fremme denne tilgang i europæiske turismetjenesteydelser;

7.

anmoder Kommissionen om at indsamle og offentliggøre god turismepraksis hvert år;

8.

tilslutter sig Kommissionens forslag om at udvikle et varemærke for Europa i samarbejde med medlemsstaterne, de lokale og regionale myndigheder og de nationale turistkontorer med det formål at fremme Europa i hele verden som samlet rejsemål; opfordrer med henblik herpå Kommissionen til at iværksætte reklamekampagner i samarbejde med medlemsstaterne og de kompetente turistkontorer; understreger, at turismefremmende initiativer skal respektere og fremhæve Europas territoriale forskelle og undgå at favorisere nogen europæiske rejsemål frem for andre, og mener, at varemærket for Europa ikke må hindre regioner, byer og lokale enheder i frit at kunne fremme deres eget omdømme;

9.

glæder sig over initiativet angående et europæisk kulturarvsmærke, der skal bidrage til at øge opmærksomheden omkring nogle af de steder, der har særlig betydning for den europæiske integrations historie; understreger nødvendigheden af at samordne dette initiativ med UNESCO-kulturarvssteder og andre historiske ruter; mener, at koordinering med andre sammenlignelige initiativer som f.eks. Europa Nostra-prisen er nødvendig for at undgå overlapning; anmoder Kommissionen om at understrege over for medlemsstaterne, at steder, der modtager det europæiske kulturarvsmærke, altid skal forblive åbne og tilgængelige, idet der skal sørges for det fornødne personale;

10.

opfordrer Kommissionen til at yde støtte til, at man på verdensarvlisten medtager folkelige traditioner, herunder kulinariske traditioner, i medlemsstaterne med henblik på at bevare dem for kommende generationer og opstille en europæisk strategi for fremme af folkelige traditioner på europæisk og internationalt plan;

11.

opfordrer Kommissionen til at vurdere den virkning, som EU's program om europæiske kulturhovedstæder har på turismen, og til at meddele Parlamentet, om styringsmetoderne, finansieringsordningerne og procedurerne for inddragelse af kulturorganer og -sammenslutninger bør revideres med henblik på at investere i holdbare og bæredygtige processer og partnerskaber;

12.

understreger betydningen af samarbejde, bl.a. gennem partnerskaber eller indgåelse af internationale lufttransportaftaler med ikke EU-lande, navnlig nabolande og BRIC-landene, som udgør et marked på adskillige millioner potentielle nye turister; fremhæver i denne forbindelse betydningen af fortsatte bestræbelser på at øge synligheden, kvaliteten, konkurrenceevnen og diversificeringen af den europæiske turismeindustri og slår til lyd for udvikling af fælles europæiske markedsføringsaktiviteter og kombinerede turismeprodukter for at tiltrække besøgende fra disse nye oprindelsesmarkeder;

13.

finder i denne forbindelse - under behørig respekt for EU's ret og pligt til at kontrollere indrejse over sine egne grænser - at de europæiske institutioner og medlemsstaterne i tilknytning til den fælles visumpolitik bør udvikle en langsigtet strategi for mere koordinerede og forenklede visumprocedurer, og at det bør overvejes, om der på EU-plan skal oprettes fælles konsulattjenester for at sikre, at visumprocedurerne følges punktligt og de bureaukratiske omkostninger nedbringes; anmoder til det formål og som supplement til oprettelsen af EU-Udenrigstjenesten Kommissionen om at overveje muligheden af at anvende EU-delegationernes kontorer verden over til udstedelse af turistvisa i samarbejde med medlemsstaternes nationale ambassader og om at undersøge andre måder, hvorpå udstedelsen af turistvisa kan forenkles, f.eks. med gruppeturistvisa for organiserede grupper og lettere adgang for forretningsrejsende;

14.

anmoder medlemsstaterne om med henblik på forskellige nødsituationer, som kan indebære en fare for turister i udlandet, i tæt samarbejde med EU-Udenrigstjenesten at overveje muligheden af at indføre en ensartet procedure for udsendelsen af meddelelser, der fraråder rejse, og fastlægge fælles europæiske regler for de forskellige grader af sådanne advarsler, som i de mest alvorlige tilfælde bør give rejsearrangørerne mulighed for at søge om EU-støtte, for så vidt som midlerne rækker hertil;

15.

anmoder Kommissionen om at drage konklusioner fra de seneste nødsituationer, som f.eks. vulkanudbrud, og udarbejde specifikke scenarier for EU-krisehåndtering, således at koordinering og ensartede aktioner i alle medlemsstater med hensyn til oplysninger og de foranstaltninger, der træffes, bliver reglen;

16.

understreger behovet for at fremme innovation og teknologisk udvikling i mikrovirksomheder og SMV'er med henblik på at gøre markedsføringen af produkter og rejsemål mere effektiv; opfordrer Kommissionen til at skabe en IKT- og turismeplatform og iværksætte et særligt pilotprojekt inden udgangen af 2011, som skal øge mikrovirksomhedernes og SMV'ernes deltagelse i den digitale forsyningskæde, hvilket skal ske på grundlag af de erfaringer, der er gjort i andre sektorer såsom tekstil, transport og logistik og bilindustri; anmoder om initiativer, der er udformet til at fremme e-handel i industrien og fjerne resterende barrierer for udvikling heraf inden for det indre marked; opfordrer desuden medlemsstaterne til at udvikle højhastighedsinternet overalt på deres område for at gøre det muligt at udvikle avancerede tjenesteydelser og gøre aktørerne interoperable;

17.

anmoder om fremme og støtte af iværksætterånden i industrien med særlig fokus på kvinder og unge og om let adgang til finansiering, især mikrolån for SMV'er og selvstændige;

18.

anmoder Kommissionen om at fremme en særlig innovationsinkubator for virksomheder i turistsektoren;

19.

vurderer, at bæredygtigheden i turistsektoren vil have stor gavn af en mere koordineret tilgang til forskning og udvikling samt af promovering af innovative produkter og tjenester; understreger, at udviklingen af turistsektoren er direkte forbundet med fremme af energieffektivitet og vedvarende teknologier;

20.

anmoder Kommissionen om at etablere et virtuelt overvågningscenter for turisme, der skal stå i forbindelse med forskningsinstitutter såvel som med virksomheder og myndigheder, og som skal fremme markedsundersøgelser gennem anvendelse af konkurrenceorienterede overvågningssystemer og give virksomheder og offentlige forvaltningsorganer prognoser for udviklingen inden for udbud og efterspørgsel og bidrage til, at virksomhederne og den offentlige sektor kan positionere sig bedre strategisk;

21.

opfordrer Kommissionen til i tæt samarbejde med medlemsstaterne og nationale aktører i sektoren at undersøge innovative metoder til fremme af europæiske ad hoc-pakkeferier i forbindelse med de store historiske, kulturelle og sportslige begivenheder, som visse EU-medlemsstater skal være vært for i de nærmest kommende år, med henblik på af fremme Europa som rejsemål i al dets mangfoldighed; mener, at europæiske og internationale begivenheder af forskellig art bør fremmes i forening med eksisterende lokale turistfaciliteter;

22.

finder det nødvendigt at udvikle mulighederne i Den Europæiske Rejsekommissions (European Travel Commission, ETC) portal www.visiteurope.com for at gøre den mere brugervenlig (oplysninger på alle officielle EU-sprog og de vigtigste ikke-EU-sprog, navnlig med henblik på BRIC-landene, formater, som svagtseende kan benytte, og informationer på tegnsprog for døve) og gøre den til en egentlig europæisk turismeplatform med let adgang til de enkelte medlemsstaters nationale, regionale og lokale turismeportaler; mener desuden, at portalen bør gøre systemet med det europæiske kvalitetsmærke for turisme mere synligt, og det samme gælder bedste praksis og initiativer som Calypso, NECSTouR og EDEN, og at den bør informere turister om deres rettigheder i forskellige typer situationer;

23.

opfodrer Kommissionen til i samarbejde med medlemsstaterne at overveje at skabe et europæisk turistkort, der skal tilskynde turister fra EU såvel som fra tredjelande, som rejser i Europa, til at gøre dette regelmæssigt med tilbud om diverse informationer, herunder en liste over deres rettigheder, prisnedslag og særlige ydelser;

24.

mener, at EU bygger på kulturel og sproglig mangfoldighed, og at det derfor er vigtigt at fremme turisters adgang til seværdigheder ved at tilbyde dem redskaber, som gør deres besøg lettere og hjælper dem med forståelsen, f.eks. lydguides eller brochurer med forklaringer på mindst to officielle EU-sprog, især hvor de besøgte seværdigheder modtager støtte fra strukturfondene;

25.

opfordrer Kommissionen til i samarbejde med turismeinteressenter at vurdere muligheden af et europæisk mærke for kvalitetsturisme og fastlægge fælles kvalitetskriterier i forbindelse hermed; mener, at man i denne forbindelse bør koordinere de bedste erfaringer, der er gjort i medlemsstaterne og hos sektorens erhvervsorganisationer, med henblik på at skabe et paraplymærke, der skal være et supplement til de nationale mærker og anerkendes på frivillig basis ("opt-in");

26.

mener, at en spredning af mærker bør undgås, og at deres antal bør begrænses for at undgå forvirring blandt forbrugerne og urimelige byrder på virksomhederne og for at gøre det lettere at genkende mærkerne; opfordrer Kommissionen til at vurdere de eksisterende mærker med hensyn til pålidelighed, gennemsigtighed og overensstemmelsesovervågning; opfordrer desuden Kommissionen, medlemsstaterne og aktørerne til at fremme eksisterende instrumenter og bedste praksis og til på længere sigt at overveje, om det europæiske kvalitetsmærke og miljømærket til serviceydelsen overnatning gradvis kan lægges sammen til et enkelt mærke, der skal have bæredygtighed som et væsentligt kvalitetskriterium;

27.

anmoder Kommissionen om at tage skridt til en gradvis harmonisering af klassifikationssystemerne for indkvartering (hoteller, pensionater, udlejede værelser) via fastlæggelse af fælles minimumskriterier og til at tage udgangspunkt i de positive erfaringer, der allerede er gjort af erhvervsorganisationer (f.eks. Hotelstars Union)og repræsentanter for sektoren; mener, at en sådan gradvis harmonisering både vil kunne styrke Europas synlighed som turistrejsemål og forbedre informationerne til turisterne; opfordrer den europæiske hotel- og restaurationsbranche til at:

28.

understreger, at det er vigtigt med mere opmærksomhed omkring sikkerhed i forbindelse med forskellige typer indkvartering, navnlig hvad angår brandsikkerhedsforskrifter og sikkerhedsforanstaltninger i forbindelse med carbonmonoxid; mener derfor, at der bør gøres en indsats for at fremme anvendelsen af BMS-metoden (Building Management System), med forbehold for gældende nationale bestemmelser, i overensstemmelse med Rådets henstillinger fra 1986, eller at der bør træffes alternative lovgivningsmæssige foranstaltninger overalt, hvor selvregulering ikke lykkes; fremhæver desuden betydningen af, at hotelpersonale uddannes i ulykkesberedskab og håndtering af brandsikkerhed, og understreger behovet for systematisk indsamling af data om sikker indkvartering; understreger betydningen af konstant opmærksomhed omkring handicappedes og bevægelseshæmmedes behov og af uddannelse, som sikrer viden om handicap i forbindelse med brandforebyggelse og sikker indkvartering;

29.

mener, at Kommissionen i samarbejde med turismeindustrien og arbejdsmarkedets parter bør udarbejde en oversigt over de eksisterende erhvervskvalifikationer (Tourism Skill Competence Framework) som et udgangspunkt for udviklingen af konkrete skridt til imødekommelse af arbejdsmarkedets udbud og efterspørgsel inden for turistsektoren i Europa;

30.

opfordrer Kommissionen til i samarbejde med medlemsstaterne at tilskynde til mobilitet og til at udnytte og fremme livslang læring, erhvervs- og universitetsuddannelser samt lærepladser i turistsektoren, til at holde tæt kontakt til forskningsverdenen og erhvervslivet og lægge mere vægt på innovation inden for turisme i det ottende rammeprogram for forskning og teknologisk udvikling; mener, at EU-programmer som Erasmus for unge iværksættere og Leonardo da Vinci rummer enestående muligheder for at opnå erhvervs- og uddannelseskvalifikationer og for at forbedre karrieremuligheder og derfor bør udvikles og fremmes yderligere, men gør samtidig opmærksom på et muligt behov for at revidere dem, således at de kan give uddannelse i bedste praksis i forbindelse med bl.a. kundepleje, tilgængelighed og bæredygtighed;

31.

opfordrer Kommissionen til mere præcist at overvåge gennemførelsen af servicedirektivet i medlemsstaterne med hensyn til turisme;

32.

efterlyser bedre gensidig anerkendelse i medlemsstaterne af erhvervskvalifikationer i turistindustrien for at både de, der allerede arbejder i sektoren, og de, der ønsker at gøre det, kan få lettere ved at finde job, og for at fremme mobiliteten i denne sektor; mener, at dette både kan hjælpe med at løse problemerne med arbejdets sæsonmæssige karakter i denne sektor og med sort arbejde;

33.

understreger den tætte forbindelse mellem turisme og transport og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at gøre, hvad der er muligt for at modernisere de nationale, regionale og grænseoverskridende infrastrukturer for de forskellige transportformer, med særligt fokus på fremskridt og rettidig gennemførelse af de transeuropæiske transportnetsprojekter og færdiggørelsen af det fælleseuropæiske luftrum med henblik på en mere effektiv lufttrafikstyring; finder det vigtigt at fremme samordnede transportformer og vedtage foranstaltninger, der kan regulere turiststrømmene, navnlig i højsæsoner og i tilfælde af nødsituationer af forskellig art;

34.

opfordrer Kommissionen til at fremme anvendelsen af mere bæredygtige transportformer, især kombinationen af offentlig transport, jernbane, cykling og spadsering; opfordrer Kommissionen til bl.a. i forbindelse med de transeuropæiske transportnet at fremme og støtte udviklingen af forbindelser til øer, landdistrikter og bjergegne, fjernområder og mere generelt til mere vanskeligt tilgængelige rejsemål;

35.

understreger behovet for at fremme integrerede elektroniske billetsalgssystemer til de forskellige transportformer, hvilket vil kunne styrke sammenkoblingen af systemet, forenkle rejser mellem medlemsstaterne, sikre fri bevægelighed og fjerne hindringer for fuldførelsen af det indre marked; mener, at der under udviklingsprocessen skal være fokus på de særlige adgangskrav for personer med handicap;

36.

glæder sig over EU's lovgivning om passagerrettigheder, navnlig for bevægelseshæmmede passagerer, og opfordrer Kommissionen til snarligt at forelægge en ambitiøs og konsekvent lovramme med et sæt fælles regler, der dækker alle transportformer og er kombineret med specifikke regler, der tager højde for de enkeltes særlige karakteristika;

37.

opfordrer Kommissionen til at overveje et charter for turisters rettigheder og ansvar, der skal omfatte principper for adgangsforhold, tilrådighedsstillelse af information, gennemsigtig prisfastsættelse, erstatning osv.; anmoder medlemsstaterne om at oprette et uafhængigt voldgiftssystem, således at forbrugerne også virkelig kan sikre sig respekt for deres rettigheder;

38.

understreger, at turistpolitikken til stadighed skal indbefatte en bæredygtig udvikling: de nuværende generationers sociale, økonomiske og miljømæssige behov skal opfyldes, uden at de fremtidige generationers interesser mistes af syne;

39.

glæder sig over, at Kommissionen ønsker at diversificere turismeudbuddet, hvilket vil kompensere for virkningerne af sæsonmæssige variationer; understreger navnlig betydningen af det samarbejde, der allerede er indledt med Europarådet om fremme af kulturel, historisk, religiøs, miljømæssig og landskabsmæssig turisme ved hjælp af temaruter, som ikke kun bygger på vort kontinents historiske og kulturelle rødder, men også bidrager til udviklingen af en alternativ form for turisme, som er bæredygtig og tilgængelig for alle; mener, at anvendelsen af bæredygtige transportformer som cykling og sejlads bør fremmes i forbindelse med et antal ruter;

40.

mener, at det er helt afgørende for at differentiere mellem turismen i Europa og turismen i andre lande eller kontinenter, at man knytter den traditionelle turistsektor sammen med det, som området kan tilbyde i form af varer og tjenesteydelser og materielle og immaterielle goder;

41.

mener, at Kommissionen og Europarådet i tæt samarbejde med medlemsstaterne og de regionale og lokale myndigheder bør fortsætte med bl.a. med finansielle midler at støtte udviklingen af nye europæiske ruter og vedligeholde de eksisterende, bl.a. på øer og i kyst- og bjergområder og regionerne i den yderste periferi; mener, at disse ruter skal fokusere på europæisk identitet og promovere og forbinde symbolske steder såsom katedraler, slotte, universiteter, arkæologiske steder og industrianlæg såvel som symbolske europæiske skikkelser og foregangsmænd; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at tage alle relevante skridt for at beskytte europæisk arv og europæiske værdier for kommende generationer;

42.

opfordrer Kommissionen til at fremme netværk og samarbejde mellem EU's regioner med henblik på at skabe forbindelser mellem de eksisterende regionale, nationale og europæiske cykelruter og skabe vækst for en bæredygtig, energieffektiv og miljøvenlig cykelturisme i EU;

43.

understreger betydningen af netværk som NECSTouR og EDEN med henblik på udveksling af bedste praksis mellem europæiske regioner og fremme af bæredygtige rejsemål; understreger desuden behovet for i tæt samarbejde med Gruppen for Bæredygtig Turisme og lokale og regionale myndigheder at skabe en ordning med fælles indikatorer for bæredygtig forvaltning af rejsemålene;

44.

mener, at Kommissionen på baggrund af det europæiske kontinents historie mere energisk bør fremme Europas industrielle arv, hvis potentiale ikke er blevet anerkendt i tilstrækkelig grad; understreger, at udviklingen af Europas industrielle arv som et vigtigt område af kulturel betydning også vil kunne gavne sekundære destinationer og bidrage til en mere bæredygtig, diversificeret og jævnt fordelt turistsektor i Europa via bevarelse, omdannelse og rehabilitering af industriområderne;

45.

mener, at bondegårdsturisme og agroturisme bør støttes på passende vis, eftersom disse sektorer, som forbedrer livskvaliteten, diversificerer økonomien og indtægtskilderne i landdistrikterne, skaber beskæftigelse i disse regioner, får folk til at blive der og dermed forebygger affolkning og indgår i en tæt forbindelse med promovering af traditionelle, økologiske og naturlige fødevarer; bemærker, at det i denne forbindelse er vigtigt at sikre fuld adgang til transportnetværk, internettet og IT-infrastrukturer i de pågældende områder; mener, at dette vil bidrage til at fremme nye former for turisme, udvide turistsæsonerne og omfordele turismeaktiviteterne mellem områder med høj turismekoncentration og områder med et stærkt, men utilstrækkeligt udnyttet turismepotentiale;

46.

mener, at der er et behov for at styrke landbrugernes markedsføringskapacitet og forbedre deres adgang til lokale markeder, således at cateringvirksomheder lettere kan købe de lokale produkter, de har brug for;

47.

understreger, at naturturisme bidrager til en bæredygtig udvikling i sektoren; mener, at det er vigtigt at koncentrere sig om naturområder og beskyttede områder og gøre dem mere tilgængelige for turister, bl.a. gennem udviklingen af tværnationale ruter, der tager hensyn til miljøarven og den lokale biodiversitet;

48.

påpeger, at udviklingen af nye indre vandveje kan bidrage til en bæredygtig udvikling af kulturturisme, naturturisme og rekreativ turisme;

49.

minder om, at kultur-, uddannelses-, ungdoms- og idrætsrelaterede rejser er blevet stadig mere populære, og opfordrer derfor medlemsstaterne og lokale og regionale myndigheder til at støtte sådanne turistformer ved at udvise større fleksibilitet og tilpasse sig til nye typer forbrugere, der opstår som følge af demografiske forandringer, for at tage hensyn til nye former for turisme, der er indrettet efter de forventninger, forbrugerne giver udtryk for; gør opmærksom på den fremtrædende rolle, som idræt spiller for fremme af turismen, idet både tilskuere og udøvere foretager rejser til idrætsbegivenheder, og opfordrer til indførelse af specifikke politikker til fremme af sportsturisme;

50.

opfordrer Kommissionen til at tage skridt til et horisontalt EU-initiativ vedrørende turismens miljøindvirkning med særlig fokus på europæisk biodiversitet, affaldscyklus, energi- og vandspareforanstaltninger, sund ernæring og udnyttelsen af jorden og naturressourcerne med henblik på at udbrede oplysninger og materialer, skabe større bevidsthed i befolkningen og begrænse turismens indvirkning på miljøet;

51.

glæder sig over den frivillige sektors indsats for at forstå og reducere turismens indvirkning på miljøet og rejsemålene, såsom det delvist EU-finansierede Travelife Sustainability System, der hjælper forbrugerne med at foretage bæredygtige valg og industrien med at forstå og håndtere dens indflydelse på forsyningskæden;

52.

opfordrer Kommissionen til at understøtte innovative initiativer fra SMV'er i turistsektoren og beskytte og forøge rigdommen i biodiversitet ved at fremme økoturisme;

53.

opfordrer Kommissionen til at undersøge muligheden for at indføre en europæisk dag for ansvarlig og bæredygtig turisme ved i alle medlemsstater at arrangere informationsmøder til fremme af forskellige former for bæredygtig turisme og ansvarlig turistopførsel;

54.

understreger klimaændringernes store indvirkning på Europas turistområder, især de mest sårbare, dvs. kystområder, øer og bjergområder; mener, at der bør udarbejdes strategier til forebyggelse og modvirkning af dette, som bl.a. bør tilskynde til innovation og diversificering inden for turismen, forstærke forebyggelse og afbødning af naturkatastrofer, tilpasse infrastrukturen, foregribe virkningen af vandmangel og beskytte bæredygtighed for fauna, flora og landskaber i de berørte områder;

55.

påpeger, at kystområderne er det førende turistmål i Europa, og at det derfor er vigtigt at udvise behørig opmærksomhed over for metoderne til fysisk planlægning i kystområder, risiciene ved udstrakt urbanisering og nødvendigheden af at værne om kystområdernes kvalitet og bæredygtighed, den arv, der knytter sig til dem, samt serviceinfrastrukturer for turister; understreger, at det er nødvendigt at foretage de fornødne investeringer i en strategi for kystturisme, øturisme og maritim turisme for at beskytte de europæiske kyster mod erosion, beskytte miljø- og faunaarven og forbedre vandkvaliteten, alt samme med det formål at udvikle en bæredygtig og kvalitetspræget bade- og undervandsturisme; glæder sig i denne sammenhæng over Kommissionens initiativ til at udvikle en strategi for bæredygtig kyst- og havturisme og opfordrer til at udvikle lignende specifikke strategier for øer, bjergegne og andre sårbare områder;

56.

fastholder betydningen af badeturismen, der er et særtræk ved nogle af de europæiske kystregioner; opfordrer Kommissionen til at undersøge, om direktiv 2006/123/EF har negative indvirkning på SMV i denne sektor, og til om nødvendigt at foreslå foranstaltninger til at mindske en sådan indvirkning og sikre, at der tages højde for de særlige karakteristika ved denne erhvervskategori ved gennemførelsen af direktivet; opfordrer desuden medlemsstaterne til i samarbejde med de kompetente myndigheder at overveje at indføre kompenserende foranstaltninger for at råde bod på de tab, der påføres aktørerne i turistbranchen gennem indførelsen af ny lovgivning, som medfører tab af erhvervede rettigheder og tab i forbindelse med ikkeafskrevne investeringer i moderniseringer af faciliteter eller bestræbelser på, at de opfyldte den tidligere gældende lovgivning; mener, at disse foranstaltninger er nødvendige for at beskytte investeringer, som aktører har foretaget for at forbedre kvaliteten af deres ydelser;

57.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til i forbindelse med en integreret havpolitik at støtte udviklingen af havneinfrastrukturer, både med henblik på at tilpasse havneterminaler for bevægelseshæmmedes behov og for at sikre sammenkoblinger med andre transportformer og forbindelser til turisttjenester i baglandet, hvilket er et vigtigt aspekt ved maritim passagertransport og krydstogts- og lystsejladsturismen; opfordrer i denne forbindelse medlemsstaterne til at ophæve eventuelle restriktioner;

58.

bemærker, at den demografiske udvikling i Europa vil bevirke en fortsat vækst i sundhedsturismen og navnlig i kurstedsturisme; bemærker, at der findes en række forskellige EU-bestemmelser, der dækker aspekter i tilknytning til kurstedsturisme, og opfordrer Kommissionen til at undersøge muligheden af at foreslå et samlet lovforslag om kurstedsturisme, således at sektoren kan få en sammenhængende, reguleret struktur, som kan fremme dens konkurrenceevne, og som præciserer, at kursteder, der virker i medlemsstaterne, som ydere af sundhedstjenester er udelukket fra anvendelsesområdet for direktiv 2006/123/EF; understreger relevansen af nye regler for grænseoverskridende sundhedsydelser, samt at disse skal håndhæves under streng overholdelse af de kriterier og betingelser, der følger af den nye lovgivning, så der sikres en fuldt tilfredsstillende gennemførelse;

59.

understreger den økonomiske betydning af "shoppingturisme"; fremhæver, at dette for mange turisters vedkommende er hovedårsagen til at holde ferie i EU, der er hjemsted for førende virksomheder og mærkevarer i luksussektoren; bemærker, at EU til trods for sektorens hastige vækst får stærk konkurrence fra internationale turistmål, der bl.a. tilbyder toldfrie indkøb og momsgodtgørelse; anbefaler derfor, at der i samarbejde med luksussektoren og repræsentanter fra turistsektoren arbejdes på nye tiltag og serviceydelser for at sikre, at EU fastholder sin attraktionsværdi og konkurrenceevne;

60.

fremhæver behovet for at fremme europæisk erhvervsturisme i EU og resten af verden grundet dens økonomiske betydning i visse dele af Europa og de mange serviceydelser i forbindelse med afholdelse og organisering af erhvervsmesser, udstillinger, konferencer samt andre erhvervsarrangementer (hotel og catering, butikker, transport, kommunikation og eventbureauer osv.);

61.

erindrer, at en etisk ansvarlig turisme er et uomgængeligt mål; glæder sig over de etiske regler, som Verdensturismeorganisationen har opstillet, og håber, at de snarest vil blive overtaget af Kommissionen og medlemsstaterne; glæder sig i denne forbindelse over Kommissionens forslag om at udvide medlemsstaternes nationale jurisdiktion til at dække seksuelt misbrug af mindreårige i udlandet for at sætte ind over for sexturisme;

62.

fremhæver, at turismens generelt sæsonprægede natur kan give anledning til usikkerhed med hensyn til beskæftigelse og arbejdsvilkår; opfordrer i den forbindelse til udvikling af en særlig politik til støtte af sæsonarbejdere, hvori bl.a. skal indgå foranstaltninger til udvidelse af turistsæsonerne via diversificering af turistaktiviteterne;

63.

opfodrer Kommissionen til at udarbejde en plan for en gradvis mindskelse af turismens sæsonafhængighed; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til at bygge videre på de hidtil positive resultater af den forberedende foranstaltning Calypso og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fortsætte denne aktion og give ugunstigt stillede personer såsom ældre, handicappede, unge og lavindkomstfamilier mulighed for lettere adgang til ferier, især i lavsæson og på rejser hen over grænserne; opfordrer i denne forbindelse til, at fysisk tilgængelighed, tilstrækkelige serviceydelser og pålidelig information planlægges og indarbejdes bedre i udvalget af turismeprodukter; mener, at der kan findes inspiration i talrige eksempler på god praksis, der prioriterer let tilgængelighed og selvstændighed;

64.

understreger, at det er vigtigt, at der inden for rammerne af en ny EU-strategi for handicap sikres adgang for handicappede ikke kun til transportmidler, men også til indkvartering, bespisning, informationer, der er tilgængelige for alle, og turistydelser generelt; understreger, at der efterfølgende bør informeres klart om de gennemførte tiltag; opfordrer Kommissionen til at sikre, at der garanteres adgang for alle med hensyn til produkter og tjenester relateret til turisme;

65.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme gennemførelsen af programmer vedrørende restaurering, bevaring og beskyttelse af steder af kulturel, historisk eller miljømæssig betydning med det formål at forbedre turisternes adgang til dem; opfordrer unge til at deltage i disse programmer i 2011, der er det europæiske år for frivilligt arbejde, og fremover;

66.

opfordrer Kommissionen til også at fremme den såkaldte VFR-turisme (Visiting Friends and Relatives) (besøg hos venner og familie), som et vigtigt redskab til at styrke den europæiske kulturelle integration;

67.

opfordrer Kommissionen til at koordinere, udvide og øge synligheden af de finansielle instrumenter til styrkelse af turismens konkurrenceevne, der forvaltes af forskellige generaldirektorater, samt til at efterprøve, om de, navnlig EFRU, ELFUL, ESF og EFF, anvendes korrekt; mener, at det i forbindelse med budgetbegrænsninger er afgørende at skabe synergier mellem de forskellige eksisterende finansielle instrumenter, som bør tilpasses til ændringerne inden for turisme og kundekredsen, diversificeringen af turistbaserede aktiviteter og lokale udviklingsbehov; opfordrer Kommissionen til at udvikle klar skiltning om de finansielle støttemuligheder for turismeprojekter og til at oprette en let tilgængelig fælles GD-database for at øge bevidsthed og oplysninger om turismeprojekter, der medfinansieres af EU;

68.

fremhæver, at turisme fortsat bør spille en vigtig rolle i samhørighedspolitikken inden for rammen af de finansielle overslag for 2014-2020: opfordrer til, at de næste finansielle overslag og strukturfondsforordninger blandt deres prioriteringer medtager genopretning af turistområder, der er i tilbagegang, for at sikre deres konkurrenceevne og bæredygtighed;

69.

opfordrer desuden medlemsstaterne og de lokale og regionale organer til at gøre fuld brug af de erhvervsuddannelsesredskaber, der tilbydes af ESF og andre EU-, nationale, regionale og lokale midler; finder det vigtigt, at medlemsstaterne og andre myndigheder tilskyndes til at indlede udbudsrunder inden for turistsektoren på grundlag af de prioriteringer, der er opstillet af strukturfondene;

70.

opfordrer til, at der inden for rammerne af de finansielle overslag for 2014-2020 udvikles et særligt turismeprogram specielt rettet mod mikrovirksomheder og SMV, som skal opmuntre til partnerskaber mellem virksomheder og til offentlig-private partnerskaber om paneuropæiske turistprojekter, og som samtidig skal tilskynde SMV'er til at investere i denne sektor;

71.

fastholder, at det er nødvendigt at sikre kontinuitet i støtten til pilotprojekter inden for turistsektoren efter 2011 og eventuelt at overveje nye til at bistå gennemførelsen af den nye strategi;

72.

bemærker, at turistvirksomheder har behov for sammenlignelige statistiske data af høj kvalitet med henblik på en langsigtet planlægning af udbuds- og efterspørgselsstrukturer og for at udvikle turistmål; opfordrer derfor Kommissionen til, for så vidt som det ligger inden for dens beføjelser, at sikre, at disse data er tilgængelige for hele Europa; beklager, at der ikke findes officielle statistikker for landboturisme og agroturisme, og at de eneste tilgængelige oplysninger er baseret på skøn; bifalder de foranstaltninger, der påtænkes til at konsolidere den samfundsøkonomiske viden om turisme, idet det så vidt muligt bør undgås at pålægge yderligere økonomiske og administrative byrder;

73.

anmoder Kommissionen om inden udgangen af september 2011 at fremsætte et forslag om ændring af direktiv 90/314/EØF om pakkerejser for at sikre forbrugere og virksomheder i sektoren et klart retsgrundlag både i standardsituationer og i ekstraordinære situationer, som f.eks. skyldes bestemte klima- og naturfænomener eller politiske problemer; understreger, at hele konceptet med pakkerejser for længst er forældet, og opfordrer Kommissionen til under sin revision at gøre samme lovgivning gældende for alle parter, der tilbyder turismetjenester; understreger, at kvaliteten af en tjeneste leveret til en forbruger og lige konkurrencevilkår skal være de vigtigste faktorer i denne sammenhæng;

74.

påpeger, at en gradvis harmonisering af medlemsstaternes reducerede momssats på turistydelser er en forudsætning for en gennemsigtig konkurrence mellem turistvirksomheder i EU og i forholdet til tredjelande; glæder sig i denne forbindelse over den debat, som offentliggørelsen af grønbogen om momssystemets fremtid har affødt;

75.

opfordrer medlemsstaterne til at tage hensyn til de negative virkninger af den stigende tendens til at udsætte turister, der rejser til EU eller i medlemsstaterne, for højere satser, f.eks. brændstofskat, sikkerhedsafgifter og lufthavns-, by- og havneskatter, navnlig i lavsæson; understreger, at hvis der skal anvendes en ekstraskat på turisme, skal den offentliggøres behørigt for at øge kendskabet til den blandt turister og aktører;

76.

opfordrer Rådet for Den Europæiske Union til at fremskynde vedtagelsen af et forslag til direktiv om modernisering af den særlige TOMS-momsordning, som skal indebære en tilvalgsmekanisme (opt-in), som kan fjerne konkurrencefordrejningen mellem de forskellige kategorier af aktører i sektoren, eftersom de uensartede nationale bestemmelser i øjeblikket har alvorlige konsekvenser;

77.

understreger behovet for at føre en aktiv konkurrencepolitik, der holder øje med tendenser i retning af koncentration inden for sektoren eller misbrug af en dominerende stilling;

78.

opfordrer Kommissionen til at udarbejde en integreret turismestrategi inden udgangen af 2012 på linje med og som supplement til den nuværende strategi og dens gennemførelsesplan;

79.

mener, at der bør nedsættes en særlig faglig taskforce for turisme i Europa-Parlamentet, som skal have til opgave på nært hold at følge gennemførelsen af de af Kommissionen foreslåede aktiviteter og Parlamentets forslag;

80.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

26.2.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 56/54

—

der henviser til Kommissionens meddelelse "En bæredygtig fremtid for transporten: På vej mod et integreret og brugervenligt transportsystem med teknologien som drivkraft" (KOM(2009)0279),

—

der henviser til Kommissionens hvidbog "En køreplan for et fælles europæisk transportområde - mod et konkurrencedygtigt og ressourceeffektivt transportsystem" (KOM(2011)0144),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse "På vej mod et europæisk trafiksikkerhedsområde: politiske retningslinjer for trafiksikkerheden for 2011-2020" (KOM(2010)0389),

—

der henviser til Rådets konklusioner af 2. og 3. december 2010 om Kommissionens meddelelse "På vej mod et europæisk trafiksikkerhedsområde: politiske retningslinjer for trafiksikkerheden for 2011-2020" (16951/10),

—

der henviser til Kommissionens evalueringsundersøgelse (1) om det tredje europæiske handlingsprogram for trafiksikkerheden,

—

der henviser til udtalelse fra Regionsudvalget om emnet "Politiske retningslinjer for trafiksikkerheden for 2011-2020" (CdR 296/2010),

—

der henviser til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om emnet "På vej mod et europæisk trafiksikkerhedsområde" (CESE 539/2011),

—

der henviser til resolution 64/255 af 10. maj 2010 fra FN's Generalforsamling om forbedring af trafiksikkerheden på globalt plan,

—

der henviser til sin beslutning af 29. september 2005 om forslag til et europæisk handlingsprogram for trafiksikkerheden - Halvering af antallet af trafikofre i Den Europæiske Union inden 2010: en fælles opgave (2),

—

der henviser til sin beslutning af 27. april 2006 om færdselssikkerhed: "eCall" til gavn for borgerne (3),

—

der henviser til sin beslutning af 18. januar 2007 om det tredje handlingsprogram for trafiksikkerheden - midtvejsstatus (4),

—

der henviser til sin beslutning af 23. april 2009 om en handlingsplan for udbygning af intelligente transportsystemer i Europa (5),

—

der henviser til sin beslutning af 23. april 2009 om en handlingsplan for bytrafikken (6),

—

der henviser til sin beslutning af 18. maj 2010 om sanktioner for alvorlige overtrædelser af bestemmelserne på det sociale område inden for vejtransport (7),

—

der henviser til sin beslutning af 6. juli 2010 om en bæredygtig fremtid for transporten (8),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Transport- og Turismeudvalget (A7-0264/2011),

A.

der henviser til, at over 35 000 mennesker i 2009 blev dræbt ved ulykker på vejene i Den Europæiske Union og 1 500 000 mennesker blev kvæstet;

B.

der henviser til, at der for hver dødsulykke statistisk set er fire yderligere ulykker, der fører til varige handicap, ti, der forårsager alvorlige kvæstelser, og 40, der forårsager lettere kvæstelser;

C.

der henviser til, at udgifterne for samfundet i forbindelse med trafikulykker anslås til 130 mia. EUR om året;

D.

der henviser til, at målet i det tredje handlingsprogram om en halvering af antallet af dræbte i trafikken i EU inden udgangen af 2010 ikke blev nået, men at der har kunnet registreres et betydeligt fald i antallet af trafikdræbte i EU;

E.

der henviser til, at der i EU fortsat findes en relativt høj tolerance i samfundet over for trafikulykker, og at trafikken hvert år kræver ofre i en størrelsesorden, der svarer til, at 250 mellemstore trafikfly styrter ned;

F.

der henviser til, at der dels er behov for en større indsats for at begrænse antallet af trafikofre, dels bør drages omsorg for at undgå ligegyldighed, når antallet af ofre falder;

G.

der henviser til, at trafiksikkerhed er en opgave for hele samfundet;

H.

der henviser til, at kun 27,5 % af foranstaltningerne i det tredje handlingsprogram er blevet gennemført i fuldt omfang, og at det derfor er nødvendigt med væsentlig mere ambitiøse mål og foranstaltninger til at øge trafiksikkerheden, end Kommissionen hidtil har foreslået;

I.

der henviser til, at den lovgivningsmæssige ramme for forordninger og direktiver, der bygger på videnskabelige data, endnu ikke er fuldt udnyttet, og at implementeret europæisk lovgivning kan bidrage til at redde liv;

J.

der henviser til, at mange lovgivningsmæssige foranstaltninger til forbedring af trafiksikkerheden, f.eks. direktiv 2008/96/EF om forvaltning af vejinfrastrukturens sikkerhed, allerede er vedtaget og kan træde i kraft i de nærmeste år;

K.

der henviser til, at Kommissionen ikke har forelagt et udkast til et nyt handlingsprogram, inden det tredje handlingsprogram for trafiksikkerheden løb ud;

L.

der henviser til, at sandsynligheden for at blive dræbt i trafikken for fodgængere er ni gange, for cyklister syv gange og for motorcyklister 18 gange større pr. tilbagelagt kilometer end for passagererne i en personbil;

M.

der henviser til, at ca. 55 % af dødsulykkerne sker på landeveje, 36 % i byområder og 6 % på motorveje;

N.

der henviser til, at hvis pendlertrafik til og fra arbejde medregnes, er 60 % af de dødbringende arbejdsulykker trafikulykker;

O.

der henviser til, at antallet af trafikdræbte er faldet konstant, men at antallet af dødsulykker, der involverer motorcyklister, er stagneret og mange steder stigende;

P.

der henviser til, at den offentlige persontransport er mange gange sikrere end den motoriserede individuelle transport;

Q.

der henviser til, at lastbilers blinde vinkel udgør en dødelig fare for cyklister og fodgængere;

R.

der henviser til, at Den Europæiske Union står over for demografiske forandringer, og at der i særlig grad skal tages hensyn til ældres mobilitetsbehov;

S.

der henviser til, at nye tekniske udviklinger bl.a. med hensyn til hybridkøretøjer og eldrevne motorer stiller redningstjenesterne over for nye udfordringer;

T.

der henviser til, at europæiske, nationale, regionale og lokale foranstaltninger skal gå hånd i hånd;

U.

der henviser til, at direktiv 2008/96/EF om vejinfrastrukturens sikkerhed stiller krav om gennemførelse af trafiksikkerhedsrevisioner og sikkerhedsinspektioner som led i det regelmæssige vedligeholdelsesarbejde, og at dette direktiv kun gælder for det transeuropæiske netværks vejinfrastruktur, hvorfor mange nationale og lokale veje ikke er reguleret;

V.

der henviser til, at regelmæssige inspektioner af alle europæiske veje udført af kompetente myndigheder er et væsentligt element i forebyggelsen af de mulige farer for trafikanter;

W.

der henviser til, at tilgængelige data om årsager til ulykker og skader er afgørende for at kunne forbedre vejsikkerheden, hvilket bl.a. er påvist i Veronica-projekterne;

1.

ser positivt på den foreliggende meddelelse fra Kommissionen, men opfordrer Kommissionen til inden udgangen af 2011 at videreudvikle de fremlagte initiativer til et fuldgyldigt handlingsprogram, der omfatter et detaljeret katalog over foranstaltninger med klare tidsplaner og overvågningsinstrumenter for en regelmæssig opfølgning samt en midtvejsevaluering;

2.

er enig med Kommissionen i, at der er behov for en sammenhængende, overordnet og integreret tilgang for at øge trafiksikkerheden, og kræver, at trafiksikkerhedshensyn integreres i alle relevante politikområder såsom uddannelse, sundhed, miljø- og socialpolitik og politi- og retssamarbejde;

3.

opfordrer Kommissionen til at forbedre rammebetingelserne for sikrere og mere miljøvenlige transportformer, f.eks. til fods, på cykel eller med offentlig transport, med henblik på at fremme brugen heraf;

4.

foreslår, at der som prioriteret anliggende inden 2014 udpeges en koordinator for trafiksikkerheden i EU, der skal have til opgave at

5.

opfordrer Kommissionen til at oprette et samarbejdsforum, hvor anklagere, retshåndhævende myndigheder, foreninger for ofre og trafiksikkerhedsovervågningscentre kan udveksle information om bedste praksis og samarbejde tættere om at forbedre gennemførelsen af trafiksikkerhedslovgivningen både på nationalt og tværnationalt plan;

6.

understreger, at der navnlig skal fokuseres på korrekt gennemførelse og mere effektiv håndhævelse af allerede vedtagne love og foranstaltninger, men at mulighederne for lovgivningsmæssige foranstaltninger på EU-plan endnu ikke er udnyttet fuldt ud;

7.

beklager, at EU-budgettet for trafiksikkerhedsforanstaltninger i de seneste år er blevet beskåret markant, og opfordrer Kommissionen til at vende denne tendens;

8.

støtter udtrykkeligt målet om senest i 2020 at halvere det samlede antal dræbte i trafikken i EU i forhold til 2010, og kræver desuden yderligere klare og målbare mål for denne periode, herunder navnlig

9.

understreger, at hver borger i EU ikke kun har ret til individuel trafikdeltagelse og sikker trafik, men navnlig også har en forpligtelse til at bidrage til trafiksikkerheden via sin adfærd; mener, at de offentlige myndigheder og EU har en moralsk og politisk forpligtelse til at træffe foranstaltninger til at tage hånd om dette sociale problem;

10.

bekræfter, at der er behov for en supplerende langsigtet strategi, der rækker ud over den foreliggende meddelelses tidshorisont, og som tager sigte på at undgå alle dødsofre i trafikken ("Vision Zero"); er klar over, at dette ikke er muligt uden udstrakt brug af teknologi i vejkøretøjer og udvikling af egentlige netværk for ITS, og opfordrer derfor Kommissionen til at udforme de centrale elementer i en sådan strategi og fremlægge dem inden for de næste tre år;

11.

påpeger, at respekten for livet og det enkelte menneske bør komme til udtryk igennem en fælles kulturel og værdimæssig proces, der fører til, at vejen anskues som et menneskeligt samfund;

12.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til officielt at anerkende den tredje søndag i november som verdensdag til minde om trafikofre, sådan som FN og Verdenssundhedsorganisationen allerede har gjort det, for at gøre offentligheden mere opmærksom på denne problematik;

13.

opfordrer Kommissionen til at gøre mere for at fremme udvekslingen af viden og bedste praksis mellem medlemsstaterne, således at denne i højere grad kan integreres i nationale, regionale og lokale trafiksikkerhedsplaner, for at fremme, at aktiviteterne indføres på et grundlag, der er så metodologisk som muligt; disse tiltag vil dermed bidrage til oprettelsen af et europæisk trafiksikkerhedsområde;

14.

opfordrer Kommissionen til at evaluere det europæiske trafiksikkerhedscharter og tilskynde til, at der etableres lignende chartre på regionalt og lokalt plan;

15.

understreger, at klare, kvantificerbare mål giver yderligere impulser og incitamenter til at forbedre trafiksikkerheden og udgør meget vigtige elementer, hvis der skal foretages en sammenligning mellem medlemsstaternes resultater, og foranstaltningerne skal overvåges og evalueres; mener, at der bør gøres et forsøg på at kvantificere de enkelte medlemsstaters bidrag til opnåelse af målene for 2020; mener, at dette bidrag bør anvendes som en ledetråd i forbindelse med fastsættelse af prioriteringer for nationale trafiksikkerhedspolitikker;

16.

støtter Kommissionen i dens indsats for at overtale medlemsstaterne til at udarbejde nationale trafiksikkerhedsplaner; kræver, at udarbejdelse og offentliggørelse af disse planer efter harmoniserede fælles retningslinjer gøres obligatorisk; understreger dog, at medlemsstaterne bør have et omfattende råderum til at tilpasse de pågældende foranstaltninger, programmer og målsætninger til de forskellige nationale forhold;

17.

opfordrer Kommissionen til snarest at erklære et særligt år for året for sikker kommerciel vejtransport;

18.

opfordrer Kommissionen til at udarbejde en håndbog om bedste praksis ved lægebehandling af tilskadekomne på ulykkesstedet for at sikre, at de får en hurtigere og mere effektiv lægebehandling, hvilket er helt afgørende for de værst tilskadekomnes overlevelse;

19.

opfordrer Kommissionen til sammen med arbejdsmarkedets parter at udarbejde en strategi til nedbringelse af antallet af færdselsuheld med arbejdstagere på vej til og fra arbejde; opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at tilskynde virksomhederne til at udarbejde trafiksikkerhedsplaner; opfordrer Kommissionen til at gore sit yderste for at sikre, at der inden for rammerne af det europæiske charter om trafiksikkerhed kan udstedes certifikater til virksomheder, der indfører trafiksikkerhedsplaner for deres ansatte;

20.

anser data af høj kvalitet og sammenlignelige data for alle trafikanter, herunder cyklister og fodgængere, for en grundlæggende forudsætning for en vellykket trafiksikkerhedspolitik;

21.

opfordrer Kommissionen til at få udarbejdet en undersøgelse af de økonomiske og sociale konsekvenser for samfundet i EU-medlemsstaterne af dødsfald og tilskadekomne i trafikken;

22.

opfordrer Kommissionen til inden udgangen af 2013 at anvende et sæt af yderligere, harmoniserede indikatorer på grundlag af SafetyNet-projektet, ved hjælp af hvilke der kan gennemføres en forbedret overvågning og relevante sammenligninger af medlemsstaternes resultater;

23.

opfordrer Kommissionen til inden 2012 at udarbejde et forslag til forbedring af datagrundlaget for ulykkes- og skadesårsager samt anonymiserede data om kvæstelsernes alvor og videre udvikling; opfordrer endvidere til, at der med støtte fra EU iværksættes grundig, tværfaglig ulykkesforskning på repræsentative trafikområder i samtlige medlemsstater;

24.

opfordrer Kommissionen til inden for to år at udarbejde harmoniserede definitioner af "livsfarlige", "alvorlige" og "lettere kvæstelser" for at muliggøre sammenlignelighed mellem foranstaltningerne og deres resultater i medlemsstaterne;

25.

kræver, at der oprettes et egentligt EU-observationscenter for landevejstrafikken, der skal gøre status over eksisterende initiativer om dataindsamling, fremlægge et forslag til forbedring af udvekslingen af data og samle datasæt fra allerede eksisterende databaser og viden fra EU-projekter som SafetyNet, VERONICA eller DaCoTa, bearbejde disse på en forståelig måde, foretage årlige opdateringer og gøre oplysningerne tilgængelige for alle;

26.

opfordrer medlemsstaterne til at overholde allerede eksisterende forpligtelser til meddelelse af oplysninger og til at gøre konkrete fremskridt med hensyn til udveksling af data i grænseoverskridende færdselssager; opfordrer medlemsstaterne til at harmonisere dataindsamlingssystemerne under anvendelse af programmer, der senest i 2014 skal sikre realtidsoverførsel af følsomme oplysninger;

27.

understreger, at trafiksikkerhed i høj grad afhænger af forsigtighed, hensyntagen, gensidig respekt og overholdelse af gældende regler, hvilket er direkte knyttet til behovet for en systematisk forbedring af kvaliteten af køreskolernes undervisning og af proceduren for udstedelse af kørekort;

28.

er af den opfattelse, at konceptet med livslang læring bør prioriteres højere i landevejstrafikken, og støtter derfor virksomheden i centre, der tilbyder undervisning i sikker kørsel, som en effektiv måde til systematisk at undervise førere i alle situationer, fra erhvervs- til fritidskørsel; mener, at trafikuddannelse og skolingsprogrammer for trafikanter allerede bør iværksættes fra en tidlig alder i familien og i skolen og bør omfatte cyklister, fodgængere og brug af kollektiv transport;

29.

opfordrer til indførelse af foranstaltninger, der skal forbedre oplæringen af nye bilister, f.eks. kørsel med ledsager fra 17-årsalderen eller indførelse af en trinvis kørekortsordning, som indebærer praktisk undervisning også efter erhvervelse af kørekortet; opfordrer endvidere til indførelse af obligatoriske sikkerhedskurser for unge og nye trafikanter for at give dem praktisk erfaring i håndtering af forskellige farlige situationer;

30.

kræver, at der i uddannelsen og skolingen som et af de vigtigste elementer i uddannelsen af nye førere, der vil nå og forbedre trafiksikkerheden, snarest fokuseres på de vigtigste årsager til dødsfald og alvorlige kvæstelser i trafikken som for høj hastighed, alkohol- og narkotikamisbrug eller brug af visse lægemidler, der indvirker på køreevnen, manglende anvendelse af sikkerhedssele eller andet beskyttelsesudstyr, f.eks. hjelme for brugere af tohjulede køretøjer, anvendelse af mobilt kommunikationsudstyr under kørslen og træthed;

31.

er overbevist om, at der er behov for bedre undervisning af nye førere om dæks rolle for trafiksikkerheden, og at det er nødvendigt at overholde grundlæggende regler for korrekt vedligeholdelse og brug af dæk; opfordrer derfor medlemsstaterne til på korrekt vis og rettidigt at gennemføre kørekortsdirektivet og dets bestemmelser om en obligatorisk del om kendskab til dæk og en del om grundlæggende vedligeholdelse af bilen generelt ved køreprøverne;

32.

mener, at der i forbindelse med køreundervisning bør lægges større vægt på tohjulede motordrevne køretøjer og disses synlighed;

33.

opfordrer til, at fastgøring af last under privat transport prioriteres højere i forbindelse med køreundervisning og køreprøver;

34.

opfordrer til indførelse af obligatoriske genopfriskningskurser i førstehjælp hvert tiende år for alle indehavere af kørekort;

35.

opfordrer medlemsstaterne til at indføre særlige strafpointsystemer for de farligste overtrædelser som det mest effektive supplement til bøder;

36.

anbefaler, at der monteres alkolåsesystemer i køretøjer tilhørende trafikanter, der allerede flere gange er dømt for spirituskørsel, som en foranstaltning til reintegration;

37.

opfordrer til indførelse af en synsprøve for alle førere af køretøjer i kategori A og B hvert tiende år og for førere over 65 år hvert femte år; opfordrer medlemsstaterne til at indføre en obligatorisk lægeundersøgelse for førere i en vis alder for, på grundlag af de statistiske ulykkesdata for de pågældende aldersgrupper, at konstatere, at konstatere, om de besidder den fysiske, mentale og psykologiske evne til fortsat at køre bil;

38.

opfordrer Kommissionen til hvert tredje år at arrangere EU-trafiksikkerhedskampagner om et specifikt emne og til systematisk at anvende de kommunikationskanaler, der er etableret som følge af gennemførelsen af trafiksikkerhedschartret, til disse kampagner;

39.

opfordrer Kommissionen til som led i trafiksikkerhedspolitikken at gribe ind over for de mange dødsfald ved jernbaneoverskæringer, hvor ulykkerne ofte skyldes, at trafikanterne har udvist uhensigtsmæssig adfærd ved f.eks. at tage for store risici, ikke være tilstrækkeligt opmærksomme eller misforstå vejskilte;

40.

kræver en konsekvent harmonisering af vejskilte og færdselsregler inden 2013; påpeger, at vejskilte skal holdes i god stand, så de tydeligt kan ses, og at de, hvis det nødvendiggøres af ændringer i forholdene, skal udskiftes rettidigt;

41.

opfordrer Kommissionen til hurtigst muligt at vedtage ITS-specifikationerne vedrørende prioriterede foranstaltninger inden for færdselssikkerhed og -sikring som omhandlet i artikel 3, litra b)-f), i direktiv 2010/40/EU om indførelse af intelligente transportsystemer;

42.

anser en effektiv håndhævelse af de gældende regler for en central søjle i EU's trafiksikkerhedspolitik; opfordrer til at forbedre udvekslingen af oplysninger mellem medlemsstaterne om overtrædelser af færdselsreglerne og til at retsforfølge lovovertræderne i henhold til gældende national ret; opfordrer i denne forbindelse medlemsstaterne til at udarbejde årlige nationale mål for kontroller med hensyn til overtrædelser af hastighedsgrænserne, spirituskørsel eller kørsel under påvirkning af narkotika og anvendelse af sikkerhedssele og hjelm samt til målrettet at sørge for, at disse kontroller reelt finder sted;

43.

henviser til den vigtige rolle, som organisationen TISPOL spiller med hensyn til udveksling af bedste praksis for håndhævelse af færdselsreglerne;

44.

fremhæver, at en harmoniseret og effektiv tilgang til kontrollerne er yderst vigtig for gennemførelsen af de sociale bestemmelser inden for vejtransport (forordning (EF) nr. 561/2006 og forordning (EØF) nr. 3821/85), der har meget stor betydning for trafiksikkerheden; opfordrer derfor igen Kommissionen til at efterkomme kravene i Parlamentets beslutning af 18. maj 2010 om sanktioner for alvorlige overtrædelser af bestemmelserne på det sociale område inden for vejtransport;

45.

opfordrer Kommissionen til at foretage en gennemgang af lovgivningen om køre- og hviletider for at give langturschauffører mulighed for at tilbringe deres ugentlige hvileperioder hjemme, forudsat at det kan ske uden at bringe EU's trafiksikkerhedsmål i fare; mener, at det er nødvendigt at harmonisere begrænsningerne af godstrafikken i hele EU;

46.

glæder sig over vedtagelsen ved andenbehandlingen af direktivet om grænseoverskridende informationsudveksling om retshåndhævelse på trafiksikkerhedsområdet som et yderligere skridt til forbedring af trafiksikkerheden med klar EU-merværdi; ser frem til Kommissionens rapport om anvendelsen af dette direktiv og de nye lovgivningsmæssige forslag til forbedring af grænseoverskridende retshåndhævelse, som vil omfatte alle medlemsstater;

47.

opfordrer Kommissionen til som et første skridt at støtte udviklingen af teknikker, der kan afsløre førere, som er påvirket af narkotika eller medicin, der influerer på deres evne til at køre, og til som et andet skridt at foreslå EU-lovgivning, der forbyder kørsel under påvirkning af narkotika eller medicin, ledsaget af en effektiv håndhævelse;

48.

opfordrer til indførelse af en EU-dækkende harmoniseret grænse for alkoholkoncentration i blodet; anbefaler en grænse på 0 promille med en lille, videnskabeligt baseret tolerance ved målinger for nye kørekortsindhavere i de første to år efter erhvervelse af kørekort og til enhver tid for erhvervschauffører;

49.

kræver, at der indføres kontrolsystemer, ved hjælp af hvilke også motorcyklisters overtrædelser af hastighedsgrænserne systematisk kan afsløres og sanktioneres;

50.

kræver, at der i hele Europa indføres forbud mod fremstilling, import og distribution af systemer, der advarer førere mod færdselskontroller (f.eks. radaradvarsels- og laserforstyrrelsesudstyr eller navigationssystemer, der automatisk advarer om færdselskontroller);

51.

opfordrer til indførelse af et forbud i hele EU imod skrivning og afsendelse af sms'er eller e-mails og internetbrowsing, når man fører et motorkøretøj; dette forbud bør håndhæves i medlemsstaterne under anvendelse af den bedste tilgængelige teknologi;

52.

opfordrer Kommissionen til inden for en frist på to år at udarbejde et lovgivningsforslag om en harmoniseret tilgang til vinterdæk for personbiler, busser og lastbiler i EU's regioner under hensyntagen til vejrforholdene i de enkelte medlemsstater;

53.

forventer, at Kommissionen senest i 2015 foretager en gennemgang af gennemførelsen af det tredje kørekortsdirektiv for at tilpasse det efter ændringer af forholdene og kræver bl.a. behørig hensyntagen til, at privat anvendelse af køretøjer i klasse M1, som vejer mere end 3,5 ton - særlig autocampere - de facto ikke længere er mulig; kræver, at ikke blot indehavere af kørekort i kategori C (førere af erhvervskøretøjer), men også personer med kørekort i kategori B (førere af personkøretøjer) får adgang til undervisning i kørsel af autocampere, hvis vægt kun er marginalt højere end 3,5 ton;

54.

anbefaler kraftigt de ansvarlige myndigheder at indføre hastighedsbegrænsninger på 30 km/t i beboelseskvarterer og på alle ensporede veje i beboelseskvarterer, hvor der ikke er nogen cykelsti, for således at beskytte sårbare trafikanter mere effektivt;

55.

støtter udtrykkeligt Kommissionens tilgang, der går ud på generelt at yde EU-finansiering til infrastruktur, der er i overensstemmelse med EU-direktiverne om trafiksikkerhed og tunnelsikkerhed, herunder ved anlæg af sekundære veje; opfordrer i denne forbindelse til at koncentrere indsatsen i grænseområder om at reducere antallet af meget farlige strækninger, såkaldte "sorte pletter" og jernbaneoverskæringer;

56.

gentager, at en godt vedligeholdt vejinfrastruktur bidrager til at nedbringe antallet af dødsofre og tilskadekomne blandt trafikanterne; opfordrer medlemsstaterne til at bevare og udvikle deres vejinfrastruktur via regelmæssig vedligeholdelse og innovative metoder som f.eks. intelligent vejmarkering, der viser sikkerhedsafstande og kørselsretning, passivt sikker vejinfrastruktur; understreger, at normer for skiltning, navnlig vedrørende vejarbejde, skal overholdes, da de er afgørende for et højt sikkerhedsniveau for vejene;

57.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at lægge større vægt på udformningen af veje, støtte implementeringen af de omkostningseffektive foranstaltninger, der allerede er til rådighed, og fremme forskning, der vil øge de politiske beslutningstageres forståelse for, hvorledes vejinfrastrukturen bør udvikles for at forbedre trafiksikkerheden og tage hensyn til de specifikke behov, som en aldrende befolkning og sårbare trafikanter har;

58.

glæder sig over, at Kommissionen koncentrerer sig om de mest sårbare brugergrupper (brugere af tohjulede motorkøretøjer, fodgængere osv.), for hvilke ulykkestallene stadig er for høje; opfordrer medlemsstaterne, Kommissionen og industrien til i forbindelse med udformning af vejinfrastruktur og -udstyr at tage hensyn til disse brugergrupper for at gøre de veje, der anlægges, sikre for alle brugere; kræver i forbindelse med vejplanlægning og -vedligeholdelse, at der i højere grad lægges vægt på infrastrukturforanstaltninger til beskyttelse af cyklister og fodgængere, f.eks. trafikadskillelsesforanstaltninger, udvidelse af cykelstinetværk, uhindret adgang for handicappede samt fodgængerovergange;

59.

opfordrer Kommissionen til at sørge for, at vejarbejdsområder gøres mere sikre gennem retningslinjer, der skal sikre, at udformningen og udstyringen af disse områder så vidt muligt harmoniseres på EU-niveau, således at førere af motorkøretøjer ikke konfronteres med nye og ukendte forhold i hvert enkelt land; kræver indførelse af retningslinjer, der indbefatter tilstrækkelig skiltning, fjernelse af de oprindelige vejmarkeringer, brug af beskyttelseshegn og afspærringer, markering af kørebaneændringer med advarselslys og vejskilte eller markeringer med angivelse af sving, undgåelse af meget snævre sving og varetagelse af sikkerheden om natten;

60.

understreger behovet for hensigtsmæssige vejbelægninger, der forbedrer skridsikkerheden, klima- og vejrbestandigheden og synligheden og ikke er vedligeholdelseskrævende og dermed forbedrer infrastrukturbrugernes sikkerhed;

61.

kræver udbredt anvendelse af tavler, der viser køretøjers hastighed på et givet tidspunkt, samt øget synliggørelse og forbedret læsbarhed af disse tavler, idet det undgås at kombinere flere tavler, hvilket gør det vanskeligt at overskue dem;

62.

understreger, at det er vigtigt at sørge for at forbedre national vejinfrastruktur, der ikke indgår i TEN-T-nettet, hvad angår trafiksikkerheden, særlig i EU-regioner, hvor infrastrukturen er af dårlig kvalitet, og trafiksikkerhedsniveauet er lavt;

63.

opfordrer Kommissionen til at identificere og medlemsstaterne til at gennemføre egnede foranstaltninger, der forebygger ulykker på landeveje, i landdistrikter og i tunneller og mindsker skadernes alvor;

64.

opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at henstille til deres nationale, regionale og lokale myndigheder at udforme deres veje på en sådan måde, at de ikke udgør nogen risiko for tohjulede motordrevne køretøjer; gør opmærksom på, at de normale autoværn langs vejsiden udgør en dødelig fare for motorcyklister, og opfordrer medlemsstaterne til på farlige strækninger snarest at påbegynde en eftermontering med bjælker foroven og forneden (eller at erstatte de eksisterende autoværn) samt at anvende andre autoværnstyper i overensstemmelse med europæisk standard EN 1317 for at mindske konsekvenserne af ulykker for alle trafikanter; henleder opmærksomheden på den fare, som tjærelapninger udgør for motorcyklister, da de er meget glattere end den normale vejbelægning af asfalt;

65.

opfordrer Kommissionen til at tilskynde til vedtagelse af retningslinjer for fremme af bedste praksis inden for trafikdæmpende foranstaltninger på grundlag af fysisk og optisk innovation, bl.a. ved at anvende forsknings- og udviklingsprojekter, der er samfinansieret af EU, til trafikdæmpningsformål med henblik på at mindske såvel antallet af ulykker som støj- og luftforureningen;

66.

opfordrer medlemsstaterne til at udarbejde og regelmæssigt opdatere et kort over de farligste "sorte pletter" i deres vejnet og til at gøre det tilgængeligt for offentligheden, bl.a. via bilnavigationssystemer;

67.

mener, at begreber som "selvforklarende veje" og "tilgivende vejsider" er grundlæggende bestanddele af trafiksikkerhedspolitikken og derfor bør fremmes ved hjælp af EU-midler og løbende udveksling af bedste praksis;

68.

opfordrer medlemsstaterne til at anvende rumlefelter i forbindelse med vejanlægs- og -reparationsarbejde;

69.

henleder opmærksomheden på de særlige farer, der er forbundet med jernbaneoverskæringer, og opfordrer medlemsstaterne til ved opførelse eller ombygning af sådanne overskæringer at skabe en niveauforskel eller, på mindre veje, at opstille bomme i vejens fulde bredde;

70.

gør opmærksom på direktiv 2008/96/EF om forvaltning af vejinfrastrukturens sikkerhed hvad angår behovet for et tilstrækkeligt antal sikre parkeringspladser langs motorveje; understreger betydningen af, at køre- og hviletider overholdes, og at der indføres en harmoniseret sanktionsordning, og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at stille både et tilstrækkeligt antal parkeringspladser (kvantitetskriterium) og et tilstrækkeligt antal sikre parkeringspladser, der opfylder sociale minimumsnormer og er udstyret med udstyret med vedligeholdelses- og assistancefaciliteter (kvalitetskriterium), til rådighed for erhvervschauffører inden for godsfjerntransporten; opfordrer til, at man tager højde for sådanne parkeringspladser ved planlægningen eller opgraderingen af vejinfrastrukturer, og til, at byggeomkostningerne skal anses for berettigede til medfinansiering inden for rammerne af fællesskabsprogrammer (f.eks. TEN-T-programmet);

71.

kræver et forbud mod, at lastvogne overhaler på farlige motorvejsstrækninger;

72.

opfordrer medlemsstaterne og vejvæsenerne til at sørge for hensigtsmæssigt designede faciliteter til forbedring af sikkerheden, der er veludrustede med vejskilte og velbelyste og således mere brugervenlige, navnlig for motorcyklister og cyklister;

73.

anbefaler obligatorisk anvendelse af alkolåsesystemer - med en lav, videnskabeligt baseret tolerancegrænse - i alle køretøjer inden for erhvervsmæssig person- og godstransport; opfordrer Kommissionen til senest i 2013 at forberede et forslag til direktiv om montering af alkolåsesystemer, herunder de relevante specifikationer for dets tekniske gennemførelse;

74.

opfordrer Kommissionen til også fremover at fokusere på at forbedre køretøjers passive sikkerhed, f.eks. ved hjælp af de nyeste kollisionsstyringssystemer, navnlig med henblik på at forbedre kompatibiliteten mellem store og små biler og mellem lastbiler og biler eller lette erhvervskøretøjer; opfordrer til, at man fortsætter med at lægge stor vægt på at mindske de alvorlige følger af sammenstød med sårbare trafikanter; opfordrer Kommissionen til at foreslå en revision af EU-lovgivningen om anordninger til afskærmning fortil mod underkøring med henblik på at fastsætte den optimale energiabsorptionsevne og højde hos disse anordninger, der er påkrævet for at beskytte chaufførerne effektivt i tilfælde af et sammenstød;

75.

opfordrer Kommissionen til inden for to år at forelægge en beretning om spørgsmålet om, hvorvidt en forbedret passagerbeskyttelse via forstærkede A-, B- og C-stolper i køretøjer hæmmer førerens udsyn til alle sider, og om dette påvirker sikkerheden for de mest udsatte trafikanter;

76.

opfordrer Kommissionen til inden for to år at forelægge en beretning om de sikkerhedsrelevante aspekter ved elektrisk mobilitet, herunder el-cykler eller pedelecs;

77.

opfordrer Kommissionen til senest i 2013 at fremsætte et forslag med det formål at sikre, at alle nye køretøjer som standardudstyr har et forbedret selehuskersystem til for- og bagsæderne med advarsler, der kan både høres og ses;

78.

opfordrer Kommissionen til at evaluere nytten af at montere advarselssystemer mod træthed og til i givet fald at gøre dem obligatoriske;

79.

opfordrer bilproducenterne til ved udviklingen af el-biler og andre nye fremdriftsteknologier navnlig at fokusere på, at såvel passagerer som hjælpepersonale og redningstjenester ved en ulykke beskyttes effektivt mod nye risici;

80.

opfordrer medlemsstaterne til at føre effektivt og nøje tilsyn med importen af tilbehør, komponenter og reservedele til motorkøretøjer, motorcykler og cykler for at sikre, at dette tilbehør og disse komponenter og reservedele er egnet til formålet og opfylder høje europæiske forbrugerbeskyttelsesnormer;

81.

opfordrer Kommissionen til nøje at overveje, om der eventuelt er en forbindelse mellem forbedret teknologi på området køretøjssikkerhed og nedsat opmærksomhed på risici hos førerne, og til at forelægge en beretning om dette emne for Europa-Parlamentet inden for to år;

82.

opfordrer Kommissionen til at etablere et europæisk område for regelmæssige tekniske syn af samtlige motorkøretøjer og deres sikkerhedsmæssige elektroniske systemer; forventer, at de mest stringente og ensartede standarder vil udgøre grundlaget for sådanne syn; forventer, at uafhængige synsinstanser, der er autoriserede på grundlag af en harmoniseret standard, skal have ansvaret for at gennemføre syn og udstede synsattester; forventer, at der vil være garanti for gensidig anerkendelse af sådanne synsattester;

83.

opfordrer Kommissionen til inden for to år at fastsætte fælles standarder for den tekniske kontrol efter alvorlige ulykker;

84.

opfordrer Kommissionen til at fremme højere standarder for køretøjssikkerhed, f.eks. inden for køretøjsteknologi, som et middel til at hindre, at der sker sammenstød; understreger, at intelligente transportsystemer spiller en vigtig rolle som et middel til at mindske antallet af trafikdræbte, og gentager, at der er et økologisk potentiale i intelligente biler og intelligente veje samt F&U-pilotprojekter for V2V- og V2R-udstyr; opfordrer både Kommissionen og medlemsstaterne til at rette fokus mod anvendelsen af intelligente transportsystemer, og det ikke kun på veje, der indgår i TEN;

85.

opfordrer Kommissionen til at udarbejde fælles standarder for dæk, navnlig for tykkelsen af dækkenes slidbane og dæktryk, og til at indføre dertil hørende kontroller; støtter, at dækkontrol skal indgå i de regelmæssige syn af køretøjer; støtter, at dækregler håndhæves mere effektivt ved hjælp af hyppigere syn ved vejsiden; opfordrer Kommissionen til at fremlægge forslag til specifikationer for dæktryksovervågningssystemer med henblik på at sikre, at dæk anvendes på den rigtige måde, hvilket vil gavne såvel trafiksikkerheden som miljøet;

86.

kræver, at oplysninger om vejenes tilstand, oplysninger om vejstrækninger, der er meget farlige eller usædvanlige, og om de gældende færdselsregler i de enkelte medlemsstater (f.eks. vedrørende hastighedsgrænser og højeste tilladte AKB-niveau) stilles til rådighed før og under kørslen, f.eks. ved hjælp af intelligente transportsystemer; forventer, at mulighederne i det europæiske satellitnavigationssystem Galileo vil blive udnyttet i fuld udstrækning på dette område;

87.

opfordrer Kommissionen til senest ved udgangen af 2012 at fremsætte et lovgivningsmæssigt forslag indeholdende en tidsplan og en detaljeret godkendelsesprocedure om indførelse i flere faser, først for udlejningskøretøjer og derefter også erhvervsmæssige og private køretøjer, af et integreret ulykkesoptagelsessystem med standardiseret udlæsning, der optager relevante data før, under og efter en ulykke ("Event Data Recording"); gør i den forbindelse udtrykkeligt opmærksom på nødvendigheden af at beskytte persondata og udelukkende at benytte de optagne data til ulykkesforskning;

88.

opfordrer Kommissionen til at udarbejde et forslag om, at køretøjer skal udstyres med "intelligente hastighedsstøttesystemer"; dette forslag skal omfatte en tidsplan, godkendelsesprocedurer og den hertil nødvendige vejinfrastruktur;

89.

opfordrer Kommissionen til at støtte foranstaltninger, der får kunderne til, når de køber biler, at ville have innovative teknologier inden for køretøjssikkerhed, hvoraf mange endnu ikke er obligatoriske, men har dokumenterede sikkerhedsmæssige fordele; opfordrer forsikringsselskaber til at udvise større beredvillighed til at tilbyde gunstige takster til førere, hvis køretøjer er udstyret med sikkerhedssystemer, der har vist sig at forebygge ulykker eller mindske omfanget af den forårsagede skade;

90.

opfordrer Kommissionen til at gennemføre en undersøgelse af ny teknologi, der kan bidrage til at forbedre trafiksikkerheden, f.eks. innovative (dvs. adaptive) forlygtesystemer;

91.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at fremskynde sin evaluering og revision af direktiv 2007/38/EF; opfordrer til, at der tages hensyn til teknologiske fremskridt ved, at man udstyrer alle lastbiler med særlige bakspejle, kamera-/monitor-anordninger eller andre tekniske instrumenter, der eliminerer blinde vinkler, med henblik på navnlig at forebygge ulykker med cyklister og fodgængere, der befinder sig i førerens blinde vinkel;

92.

glæder sig over, at det er Kommissionens udtrykte mål at rette særlig opmærksomhed mod motorcyklisters sikkerhed;

93.

anser det for en vigtig foranstaltning gradvist at gøre det obligatorisk, at der på alle nye motorcykler skal være blokeringsfri bremsesystemer, hvilket kan nedbringe antallet af alvorlige motorcykelulykker betydeligt;

94.

tilskynder medlemsstaterne til at træffe foranstaltninger til sikring af, at kravene til erhvervsmæssige køretøjer øges i trit med de tekniske forudsætninger, f.eks. hvad angår trætheds- og distraktionsadvarsler;

95.

anbefaler, at der installeres luftkonditioneringssystemer i alle nyere typer af langturslastbiler og i ældre typer, hvis det er teknisk muligt; mener, at disse systemer også bør fungere, når motoren står stille, for at sikre køretøjets fører passende hvile; opfordrer Kommissionen til at præcisere begrebet "passende sovefaciliteter", jf. artikel 8, stk. 8, i forordning (EF) nr. 561/2006;

96.

glæder sig over, at Kommissionen agter at fremskynde anvendelsen af "eCall", og opfordrer Kommissionen til inden for de næste to år at undersøge, om systemet kan udvides til at omfatte motorcykler, tunge erhvervskøretøjer og busser, under særlig hensyntagen til handicappede personers særlige behov, og eventuelt fremsætte forslag herom;

97.

tilskynder Kommissionen til at udarbejde foranstaltninger til at støtte og beskytte redningspersonale i tilfælde af ulykker, f.eks. muligheden for at identificere eller på stedet at finde oplysninger om køretøjets motortype, passive sikkerhedsudstyr såsom airbags, eller anvendelse af særligt materiale samt alle andre redningsrelevante tekniske oplysninger om hver enkel køretøjsmodel, med det formål at fremskynde redningsarbejdet;

98.

kræver, at der tages større hensyn til beskyttelsen af mere sårbare trafikanter som motorcyklister, fodgængere, vejarbejdere, cyklister, børn, ældre og handicappede som en integreret bestanddel af trafiksikkerheden, f.eks. ved at anvende innovative teknologier for køretøjer og infrastruktur; opfordrer til, at der rettes mere opmærksomhed mod ældres og bevægelseshæmmedes behov som trafikanter; opfordrer i denne sammenhæng medlemsstaterne til at udarbejde programmer, der forebygger alderdomsrelaterede ulykkesrisici, og som gør det nemmere for de ældre at blive ved med at være aktive trafikanter; anbefaler, at der anvendes autoværn med glatte overflader og etableres særlige vognbaner til sårbare trafikanter;

99.

opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og lokale myndigheder til at fremme ordninger for sikre skoleveje med det formål at øge børns sikkerhed; anfører, at man ud over indførelse af hastighedsbegrænsninger og oprettelse af et skolefærdselspoliti også skal sikre egnetheden af de køretøjer, der anvendes som skolebusser, og chaufførernes fagkundskaber;

100.

tilskynder Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte, at det at cykle og gå er selvstændige transportformer og en integreret bestanddel af alle transportsystemer;

101.

opfordrer medlemsstaterne til

102.

opfordrer Kommissionen til at udarbejde et forslag med minimumskrav til lygter og reflekser, som cykelfabrikanter skal opfylde;

103.

anbefaler, at børn indtil treårsalderen i køretøjer placeres i bagudvendte børnesæder;

104.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.