19.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 271/1

1.1

Der er stadig ingen europæisk økonomisk, social og politisk union. Den monetære union blev lanceret uden en tilstrækkelig udbygget økonomisk og social dimension, men med store økonomiske og sociale konsekvenser. Der arbejdes nu hen imod en finansiel og fiskal union og en bankunion, men der er ikke afsat de nødvendige midler på EU's budget til en politik, der kan understøtte økonomisk vækst og social samhørighed. Samtidig er udviklingen i retning mod en social og politisk union gået i stå. En monetær union kan imidlertid ikke eksistere uden en økonomisk og social union og omvendt: De understøtter og forstærker hinanden. Sammen bør de skabe et mere vedkommende Europa forankret i virkeligheden. Et Europa, som borgerne kan forholde sig til, og som investorer, producenter, arbejdstagere og forbrugere kan have tillid til og føler et tilhørsforhold til. Et mere dynamisk Europa, der er i stand til at øge konkurrenceevnen, den intelligente og inklusive vækst, de økonomiske muligheder, beskæftigelsen, og hvor alle sociale rettigheder er garanteret. Uden denne balance har en politisk union ingen fremtid.

1.2

Mellem 2008 og februar 2013 steg arbejdsløsheden i EU-27 fra 7 % til 10,9 %, mens tallet i euroområdet nåede helt op på 12 % - i alt er 26,4 mio. arbejdsløse. Arbejdsløsheden er steget i 19 lande og faldet i 8. 5,7 mio. unge er i dag arbejdsløse i EU-27 (23,5 %), hvorimod den samlede arbejdsløshed i begyndelsen af 2013 i USA androg 7,7 % og i Japan 4,2 % (1). Disse tal går stik imod Europa 2020-strategiens målsætninger, og EØSU mener derfor, at det må have allerhøjeste prioritet at få vendt vores faldende konkurrenceevne, skabe mere vækst, få flere i arbejde og mindske fattigdommen. Det er helt afgørende, at der etableres en styrket mekanisme til at overvåge effekten af de økonomiske og monetære politikker på den sociale situation og arbejdsmarkedet i medlemsstaterne, og at social- og beskæftigelsespolitikkerne føjes til de nationale økonomiske politikker, der overvåges som led i det europæiske semester. Ifølge EØSU haster dette på grund af ovenstående alarmerende tal, og oveni er det i fuld overensstemmelse med artikel 9 i TEUF, som omhandler Unionens sociale mål og mål for bæredygtig udvikling. Den sociale dimension af ØMU'en har brug for tydeligt definerede instrumenter, indikatorer og kvalitative og kvantitative mål, der er lige så effektive som ØMU'ens økonomiske og finansielle forpligtelser. Men mere end noget andet påhviler det lederne i EU igen at få gjort den europæiske tanke vedkommende for borgerne.

1.3

Sideløbende med tiltagene hen imod en tættere finansiel og fiskal union og bankunion bør der iværksættes et nyt europæisk socialt handlingsprogram. Programmet bør fastlægge klare konkrete mål, kvalitative såvel som kvantitative, med udgangspunkt i og med henblik på at forbedre målene for Europa 2020, først og fremmest med det formål at understøtte genindustrialiseringen af Europa, nedbringe og udrydde massearbejdsløshed, sikre grundlæggende sociale rettigheder, fremme iværksættervirksomhed og nye job, bekæmpe fattigdom, understøtte social inklusion, muliggøre sociale investeringer, fremme videreudgående uddannelse og erhvervsuddannelse og udvikle sociale styringssystemer og et deltagelsesbaseret engagement i det europæiske projekt. Det nye europæiske sociale handlingsprogram bør gennemføres i hele EU med ikke-lovgivningsmæssige og lovgivningsmæssige foranstaltninger, afhængigt af hvad der fungerer bedst, og gennem et forstærket samarbejde. Det bør omfatte den europæiske genopretningsplan, den sociale investeringspakke, sociale konsekvensanalyser, den europæiske ungdomsgaranti og det europæiske kvalifikationspas og samtidig sikre respekten for den horisontale sociale klausul, grundlæggende sociale rettigheder og aktivt medborgerskab. Programmet bør endvidere undersøge og fremme EU-borgernes ret til en garanteret minimumsindkomst.

1.4

EØSU foreslår, at der overvejes to nye initiativer: 1) udstedelse af europæiske sociale obligationer til finansielt levedygtige sociale investeringsprojekter gennem en europæisk fond for sociale foranstaltninger, som de kompetente EU-myndigheder hjælper med at etablere, men som finansieres, ejes og kontrolleres på gennemsigtig vis af civilsamfundsaktører (private, virksomheder og offentlige); 2) etablering af et europæisk uddannelsesnetværk for arbejdsløse arbejdstagere, der skal tilbyde langsigtede uddannelsesmuligheder af kvalitet, der giver de kompetencer, der er brug for på arbejdsmarkedet gennem udstedelse af uddannelsesvouchere, der gælder på tværs af landegrænser, og meritgivende udvekslingsordninger i stil med Erasmus for at hjælpe arbejdsløse arbejdstagere i en ny retning uddannelsesmæssigt, udvikle nye kognitive og faglige kvalifikationer og åbne nye karrieremuligheder og igen få dem ud på det europæiske arbejdsmarked. Samtidig kræver et Europa med fri bevægelighed et mere sikkert og ajourført grundlag for mobilitet (f.eks. reel ret til information og hjælp til dem, som arbejder i andre medlemsstater) for at gøre det lettere for borgerne i EU at flytte, når de søger arbejde i hele EU, og således at der konkurreres på lige vilkår, og grundlæggende sociale rettigheder og kollektive overenskomster respekteres.

2.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg har officielt efterlyst en markant optrapning af tiltagene i retning mod en økonomisk, social og politisk union.

2.2

En økonomisk union bør inkludere en finansiel union og en bankunion med en fælles indskudsgarantiordning, en fælles afviklingsfond og overvågning i hele EU. En fiskal union bør baseres på fælles gældsinstrumenter, budgetdisciplin, finanspolitisk konsolidering og en mere dynamisk europæisk vækstmodel, som borgerne kan forholde sig til, og investorer, producenter, arbejdstagere og forbrugere have tillid til. Den fortsatte usikkerhed om euroområdets integritet må overvindes, da den er skadelig for tilliden i befolkningen og erhvervslivet. Topmødet i juni 2012, herunder vækst- og stabilitetspagten og den planlagte finansiering heraf med 180 mia. EUR tillige med ECB's meddelelser om at gøre, hvad der skal til for at bryde den onde cirkel mellem svage banker, statsgæld og uholdbare rentespænd, giver grund til at have større tillid til den økonomiske ramme, der er under udvikling på EU-niveau. Europa har brug for en ny investeringspakke (2) til at rejse midler, der kan understøtte genindustrialiseringen, genskabe væksten og tackle arbejdsløsheden.

2.3

Men dette er ikke hele historien. De økonomiske stramninger har samtidig haft katastrofale konsekvenser for den sociale samhørighed, den sociale sikring, det inklusive arbejdsmarked og antallet af fattige. Der er nu 26 mio. arbejdsløse og 120 mio. mennesker, der lever i fattigdom eller er socialt udstødte i EU. Målene om økonomisk opsving, monetær stabilitet, bæredygtig vækst og konkurrenceevne vil ikke kunne nås uden en ny social dimension. At det forholder sig sådan, blev langt om længe erkendt på Det Europæiske Råds møde den 14.-15. marts 2013, hvor medlemsstaterne blev opfordret til at gøre socialpolitikkerne til en faktor i den økonomiske styring først og fremmest ved at ændre fokus for det europæiske semester, så det understøtter beskæftigelse, sociale investeringer, social inklusion og mainstreaming af sociale mål (3). Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg noterer sig dette nye fokus på socialpolitik på nationalt niveau, men mener, at det er EU, der må vise vejen med sociale foranstaltninger, sociale investeringer og social benchmarking.

2.4

Tiden er derfor kommet til at opbygge den sociale søjle af ØMU'en inden for rammerne af et socialt Europa, ellers vil borgernes opbakning til det europæiske projekt som helhed fortsat være i fare. Således er de nuværende sociale skævheder i Europa ikke blot undergravende for bæredygtige løsninger, der sikrer økonomisk vækst og social samhørighed, men er tillige et helt fundamentalt stridspunkt ved det kommende valg til Europa-Parlamentet i 2014 mellem dem, som ser en europæisk dimension i genopretningen, og dem, som falder tilbage på nationale alternativer. Ved valget til Europa-Parlamentet gælder det om at vinde tilhængere og stemmer. Det er vigtigt, at valget bliver et afsæt og ikke en bremse for mere Europa, et Europa, der er tættere på borgerne, familierne og virksomhederne, et mere socialt Europa.

2.5

Grundlæggende sociale rettigheder kan ikke adskilles fra borgerlige og politiske rettigheder, og det er en traktatfæstet forpligtelse at forsvare og fremme dem. Kommissionen og ECB skal som medlemmer af trojkaen sørge for, at de grundlæggende sociale rettigheder overholdes i alle deres aktiviteter. Inden for rammerne af ØMU'ens sociale dimension bør Kommissionen effektivt overvåge, evaluere og sikre fuld overholdelse af disse grundlæggende sociale rettigheder.

3.1

Efter anmodning fra det franske EU-formandskab vedtog Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg i 2008 en sonderende udtalelse, hvori det konkluderede, at der var behov for at lancere et nyt europæisk socialt handlingsprogram. Udtalelsen omtalte udvalgets arbejde med at bane vej for lanceringen af fællesskabspagten om arbejdstagernes grundlæggende arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder, det europæiske sociale handlingsprogram fra 1989 og den deraf følgende EU-lovgivning på det sociale område vedrørende det indre marked, traktaten og EU's aktiviteter generelt. I udtalelsen anførtes det, at der er behov for et nyt europæisk socialt handlingsprogram, »således at den sociale udvikling i EU kan følge med den økonomiske og markedsmæssige udvikling«. Trods den opbakning til udvalgets forslag, der var at spore på det uformelle møde for ministrene for beskæftigelse og sociale anliggender under det franske EU-formandskab, kom det desværre hurtigt til at stå i skyggen af den økonomiske krise og fem hektiske år, hvor man har forsøgt at redde ØMU'en og skabe tættere økonomisk samhørighed i euroområdet. Tiden må nu være moden til igen at arbejde videre med idéen om et nyt europæisk socialt handlingsprogram, så den sociale samhørighed ikke længere halter bagefter, og de nye former for økonomisk styring understøttes af socialpolitiske tiltag.

3.2

I udtalelsen fra 2008 plæderede udvalget for flerniveauforvaltning af et nyt europæisk socialt handlingsprogram baseret på lovforanstaltninger, arbejdsmarkedsdialog, dialog med borgerne, samregulering og selvregulering, åben koordinering, integration af socialpolitikken i andre politikker, forstærket samarbejde og borgernes initiativret. Indsatsformen blev kun rangordnet efter, hvilke foranstaltninger der fungerede bedst i forhold til bevarelse af fællesskabsmetoden og var forenelige med den nye horisontale sociale klausul (artikel 9 i TEUF). Der blev desuden efterlyst et finansielt tilsagn, f.eks. ved at gøre adgangen til Den Europæiske Socialfond lettere og anvende midlerne mere målrettet, samt en eventuel europæisk fond for social innovation til at støtte nye sociale eksperimenterende initiativer, og idéen om en »europæisk lånefacilitet til udbygning af social infrastruktur« blev lanceret.

3.3

Siden da har udvalget igen og igen gjort gældende, at fællesskabsmetoden bør anvendes, og den bindende karakter af den horisontale sociale klausul respekteres. Derudover har det helt konkret stillet forslag om lancering af en europæisk social investeringspagt, der skal garantere, at de økonomiske stramninger og halvautomatiske sanktioner som led i den økonomiske styring og gennemførelsen af det europæiske semester modsvares af analyser af de sociale konsekvenser, overholdelse af grundlæggende sociale rettigheder, en virkelig satsning på at nå Europa 2020-målet om mindskelse af fattigdommen og af den generelle udvikling i »de sociale styringssystemer« i EU.

3.4

Det glæder udvalget, at Europa-Parlamentet for nylig understregede behovet for en ny »social pagt for Europa«, for »benchmarks for beskæftigelse og social beskyttelse i reglerne om bindende tilsyn med budgetdisciplinen«, for at der i den årlige vækstundersøgelse tages hensyn til »den sociale models bæredygtighed« og for en »integreret ramme for beskæftigelsespolitik og social- og arbejdsmarkedspolitik« som en »femte byggesten« i køreplanen for ØMU'en  (4). Det hilser endvidere Det Europæiske Råds mål om at forelægge foranstaltninger og en tidsbunden køreplan for ØMU'ens sociale dimension på sit møde i juni 2013 velkommen (5). Ligeledes har kommissær László Andor for nylig fremhævet behovet for en monetær union med et menneskeligt ansigt, og at den sociale dimension af ØMU'en ifølge ham må forstås således, at det med ØMU'ens regler, styringsmekanismer, finanspolitiske kapacitet og øvrige politikinstrumenter formås på én og samme tid at opnås økonomiske resultater og social lighed  (6). Udvalget ser det også som et godt tegn, at formand Herman Van Rompuy på det sociale trepartstopmøde den 14. marts konkluderede: »Den europæiske sociale model er fortsat et vigtigt aktiv og en global konkurrencefordel«, og vi er »nødt til at finde mekanismer, der kan bidrage til at mindske de sociale forskelle i vores Union« (7). Den sociale investeringspakke, som Kommissionen har offentliggjort, fastlægger retningslinjer for, hvordan medlemsstaterne kan fremme den sociale beskyttelse og social inklusion (8), og peger mod udvikling af indikatorer for den sociale dimension. Udvalget mener imidlertid, at en »resultattavle« for beskæftigelsen og sociale skævheder i EU tillige kræver en mere forpligtende ramme for indsatsen i hele EU. Udvalget gentager derfor behovet for et omfattende proaktivt europæisk socialt handlingsprogram, der forvaltes på flere niveauer af bl.a. de kompetente EU-myndigheder, organer og interessenter, som berøres af såvel de lovgivningsmæssige som de ikke-lovgivningsmæssige foranstaltninger, og hvis formål som et minimum skal være at opfylde og gerne overgå de sociale mål i Europa 2020-strategien.

4.1

Benchmarks for beskæftigelse og social inklusion må medtages i det europæiske semesters overvågningsrammer for samordningen af de økonomiske politikker og strukturreformer. Kvantificerbare europæiske beskæftigelsesrelaterede og sociale mål skal modsvare og indgå i de regler for stabilitet og vækst, som er bestemmende for gælds- og underskudsmålene. Der bør konsekvent anvendes justeringsmekanismer til at mindske såvel makroøkonomiske som sociale ubalancer med det formål at fremme intelligent, bæredygtig vækst, kvalitetsbeskæftigelse og adgang til forsyningspligtydelser af høj kvalitet til overkommelige priser samt mindske de sociale uligheder i hele EU. Kortsigtede økonomiske resultater må ikke være til skade for langsigtede investeringer i den sociale kapital. De finanspolitiske konsolideringsforanstaltninger må bedømmes på deres indvirkning på væksten, beskæftigelsen og den sociale inklusion. Strukturreformer bør ledsages af europæiske solidaritetsmekanismer. For at sikre at en ægte økonomisk og monetær union har EU-borgernes opbakning, skal de nationale reformprogrammer ledsages af en ordentlig social dialog og dialog med borgerne som et led i udviklingen hen imod en europæisk social dimension, så målet ikke bliver den laveste fællesnævner med konkurrenter, der underbyder hinanden, løndeflation og faldende samlet efterspørgsel. Der skal være garanti for frie og uafhængige kollektive overenskomstforhandlinger. Den europæiske arbejdsmarkedsdialog bør have en væsentlig rolle i, hvordan den nye økonomiske styring udvikler sig og i praksis kommer til at fungere. I hele EU skal de grundlæggende sociale rettigheder overvåges bedre og respekteres.

4.2

Den Europæiske Socialfond og Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen må kunne yde støtte af en størrelsesorden, der står mål med, hvad formand Van Rompuy har kaldt en menneskelig tragedie og en social krise (9) udløst af den beskæftigelsesmæssige og sociale situation i Europa. Det er klart, at der derfor er behov for »en obligatorisk og omfattende revision af FFR« som krævet i Europa-Parlamentets beslutning af 13. marts (10). I forbindelse med de fleksibilitetsmekanismer, der nævnes i beslutningen, de igangværende forhandlinger mellem Europa-Parlamentet og Rådet og den stærkt ønskelige strukturelle revision af FFR efter valget af det nye Europa-Parlament må der som et minimum være en tilbagevenden til de beløb, der nævntes i Kommissionens oprindelige forslag, bl.a. via en mere hensigtsmæssig anvendelse af EU's egne indtægter og en væsentlig forøgelse af midlerne til den territoriale samhørighedsfond, socialfonden, til almen uddannelse og erhvervsuddannelse og til globaliseringsfonden.

4.3

Samtidig bør EU gøre mere for at fremme ansvarlige sociale investeringer og den positive rolle, socialøkonomien kan spille, bl.a. ved at genindføre europæiske statutter for foreninger og gensidige selskaber, ved eksplicit at inkludere programmer for etablering og udvikling af socialøkonomiske virksomheder i programplanlægningen for strukturfondene, ved at fremme social mærkning, kompenserende foranstaltninger og offentlige indkøbsmuligheder for virksomheder, der bevisligt har en samfundsnyttig værdi. Der bør også etableres en europæisk fond for social innovation med det formål at genskabe de vigtige tværnationale pilotprojekter rettet mod at bekæmpe forskelsbehandling og hindringer på arbejdsmarkedet, som fik revet grundlaget væk, dengang Kommissionen afviklede Equal-programmet.

4.4

Derudover er det helt afgørende at iværksætte alle de tiltag og beskæftigelsesforanstaltninger, der er nødvendige for at genindustrialisere Europa og opfylde målet om, at 20 % af BNP skal stamme fra industrien i 2020. EØSU understreger vigtigheden af, at virksomhederne er konkurrencedygtige, hvilket må sikres ved hjælp af en sammenhængende europæisk ramme.

4.5

EU må gøre en indsats for de unge eller risikere, at de unge for bestandigt vender ryggen til hele det europæiske projekt. Ungdomsarbejdsløshedens katastrofale omfang i Europa kræver et mere troværdigt EU-budget end de helt utilstrækkelige 6 mia. EUR, der foreslås afsat til ungdomsbeskæftigelsespakken og ungdomsgarantien, der skal hjælpe unge arbejdsløse i arbejde eller uddannelse, især de steder hvor behovet er størst. Tilføres den europæiske ungdomsgaranti ikke tilstrækkelige midler, er der en risiko for, at den vil blive opfattet som en skinforanstaltning. EU bør i højere grad vise vejen ved at indføre et europæisk kvalifikationspas som en udbygning af den europæiske referenceramme for kvalifikationer omfattende alle kvalifikationer og kompetencer erhvervet ved formel, uformel og ikke-formel uddannelse. Der er et åbenlyst behov for en europæisk ramme for partnerskaber mellem skoler, virksomheder og arbejdsmarkedets parter og for lignende strategiske synergier, således at videregående uddannelse og livslang læring sættes i centrum for jobskabelsen, udbudte og efterspurgte kompetencer bringes i overensstemmelse med hinanden, beskæftigelsesegnetheden øges, og innovation og iværksætteri fremmes. Det europæiske semester må sikre, at offentlige investeringer i almen og erhvervsrettet uddannelse ikke bringes i fare af indgrebene for at reducere statsgælden og de nationale underskud.

4.6

Reelle job, anstændigt arbejde og muligheden for at overføre sociale rettigheder må være kernen i et bæredygtigt europæisk genopretningsprogram. Den europæiske sociale model er et aktiv, der kan bruges til at tiltrække udefra kommende investeringer og erhvervsudvikling i Europa. Den bør bruges som argument for skatteincitamenter for jobskabende aktiviteter, herunder for mikrovirksomheder og reelt selvstændige arbejdstagere. Beskæftigelses- og arbejdsmarkedspolitikker skal garantere, at sociale og arbejdsmarkedsmæssige standarder respekteres i hele EU. Konkurrenceevne og fleksibilitet må kobles sammen med anstændigt arbejde og lønninger, som ikke er fastlagt på et lavere niveau end fattigdomsgrænsen. De europæiske arbejdsmarkedsparter har et særligt ansvar for at løse problemet med fattige arbejdstagere i deres arbejdsprogram.

4.7

EU må arbejde mere seriøst og konkret på at få nedbragt og udryddet fattigdom. Således er de økonomiske og sociale fordele for Europa ved aktivt at nedbringe fattigdommen mere omkostningseffektive end den varige økonomiske og sociale skade, der bliver følgen af ikke at handle eller af foranstaltninger, der i praksis forværrer fattigdommen. Som et absolut minimum må der inden for rammerne af det europæiske semester arbejdes aktivt på at opfylde Europa 2020-flagskibsforpligtelsen om at hjælpe 20 millioner mennesker ud af fattigdom – den må ikke udhules af indgrebene for at reducere gælden. I første omgang kræver dette bedre indikatorer i hele EU til at måle virkningerne af fattigdom og sikre ordentlig overvågning og eventuel korrektion af nationale reformprogrammer eller spareforanstaltninger, som reelt forværrer fattigdommen og umuliggør genopretningen. EØSU er desuden i gang med at gennemgå medlemsstaternes ordninger for garanteret minimumsindkomst med det formål at finde og fremme god praksis i hele EU. Det har også støttet Europa-Parlamentets opfordring til at undersøge og overveje et lovforslag om indførelse af en passende minimumsindkomst på mindst 60 % af medianindkomsten i hver medlemsstat (11). Der kunne etableres en særlig europæisk solidaritetsfond til bekæmpelse af fattigdom, der inden for rammerne af det europæiske semester fungerer som en social stabiliserings- og justeringsmekanisme og yder støtte til denne slags indkomststøtteforanstaltninger. Udvalget gentager desuden sit forslag om at øremærke 20 % af ESF's midler til social inklusion og fattigdomsbekæmpelse.

4.8

EU-lovgivning om tilgængelighed er nødvendig for at garantere handicappedes ret til fri bevægelighed og adgang til varer, tjenesteydelser og bygninger. I den henseende ville et europæisk mobilitetskort være et konkret og effektivt redskab. Kommissionen bør endvidere udvikle et konsekvensanalyseredskab vedrørende FN's konvention om handicappedes rettigheder og medtage dette som en faktor i den europæiske semesterproces.

4.9

Ligeledes bør der udformes en EU-metode og –ramme bestående af sammenlignelige og målbare indikatorer for sundhedsbeskyttelse og mindskelse af ulighederne på sundhedsområdet, så situationen i medlemsstaterne kan analyseres som led i det europæiske semester.

4.10

Benchmarks for samfundsudviklingen i hele EU og retningslinjer for god praksis for forening af arbejds- og familieliv, børnepasningsordninger, aktiv aldring, frivilligt arbejde, ret til bolig og bekæmpelse af hjemløshed bør også omfattes af den sociale dimension af det europæiske semester.

4.11

Indvandrede arbejdstagere bidrager positivt til den økonomiske udvikling og velstanden i Europa. EU's procedurer for indvandring af arbejdskraft skal være lovlige og gennemsigtige. Indvandringslovgivningen skal respektere menneskerettighederne og garantere ligebehandling. Efter EØSU's opfattelse bør EU styrke sine integrationspolitikker og kampen mod racisme, fremmedhad og forskelsbehandling af indvandrere og mindretal.

4.12

En forudsætning for, at genopretningen bliver varig, er større økonomisk og monetær symmetri og større social samhørighed overalt i EU. Et europæisk socialt handlingsprogram med de specifikke mål, der er opregnet ovenfor, vil medvirke til at danne et mere sammenhængende socialt grundlag for en fælles indsats og for, at EU kan genetablere kontakten med borgerne. Den bedste løsning vil derfor være at genskabe den sociale balance i såvel EU som ØMU'en i overensstemmelse med nærhedsprincippet dynamisk fortolket. Viser det sig imidlertid, at der ikke er den nødvendige konsensus eller politiske vilje til at puste nyt liv i EU's sociale dimension, foreslår EØSU et forstærket samarbejde inden for ØMU'en med egne økonomiske midler, en supplerende socialfond, en pagt for sociale fremskridt i Europa baseret på demokratiske og klare aftalebestemmelser lig dem, som gælder for den økonomiske og monetære konvergens, og sociale standarder, mål og stabiliseringsmekanismer (det skal drøftes med arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet, om og hvordan en arbejdsløshedsforsikring eller en arbejdsløshedsunderstøttelsesordning i ØMU'en - som kommissær Andor for nylig har stillet forslag om – kan være hensigtsmæssig), således at de finanspolitiske, budgetmæssige og monetære stabiliseringsmekanismer i en tættere Økonomisk og Monetær Union – ØMU – får en social pendant.

4.13

Aftalemæssige forpligtelser om konkurrenceevne og vækst, som blev drøftet på EU-topmødet i december, skal være demokratisk kontrollerbare og ikke bringe Europas sociale markedsøkonomi, som nævnes i artikel 3, stk. 3, i EUT, i fare. Der er også behov for en bedre definition og klarere bestemmelser om de solidaritetsmekanismer, der skal understøtte landendes indsats, som efterhånden vil kunne udvikle sig til egentlige finansielle overførsler. Startbudgettet er på 50-100 mia. EUR finansieret via mekanismer lig dem under den europæiske stabilitetsmekanisme (ESM).

4.14

For at opnå denne bedre balance i forhold til den sociale markedsøkonomi, som nævnes i traktaten, er det ikke blot kommissæren med ansvar for økonomiske og monetære anliggender, der skal tildeles en vigtigere rolle internt i Kommissionen, også kommissæren med ansvar for beskæftigelse, sociale anliggender og arbejdsmarkedsforhold skal have styrket sin position. Ligeledes bør Økofin-rådets stadig større indflydelse opvejes af en tilsvarende styrkelse af EPSCO-rådet.

4.15

I forbindelse med den økonomiske og sociale styring i EU og særligt i henseende til det europæiske semester og Europa 2020-strategien er det også yderst vigtigt, at både Europa-Parlamentets og de nationale parlamenters rolle styrkes, og at der er garanti for, at arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsorganisationer inddrages mere på alle niveauer i de politiske forhandlinger.

5.1.1

Sideløbende med ovennævnte forslag kunne det måske overvejes yderligere, hvordan Europas borgere, civilsamfund og virksomhedsinteressenter i øvrigt kan være med til at relancere et socialt Europa, nærmere bestemt ved at skabe opbakning til og udstede europæiske sociale obligationer. I en tid med knappe offentlige ressourcer ville man med et sådant initiativ kunne rejse yderligere midler til klart definerede formål fra de betydelige reserver, der findes i ubrugte private opsparinger.

5.1.2

Initiativet skal holdes adskilt fra de igangværende drøftelser om udstedelse af stabilitetsobligationer (for at gøre gælden til et fælles ansvar) og genopretnings- og vækstobligationer (som led i en pakke for at stimulere økonomien). De europæiske sociale obligationer skal nemlig ikke finansieres over statskasserne eller samfinansieres via EU's budgetmekanismer, men i stedet erhverves og investeres i af private borgere, virksomheder, fagforeninger og civilsamfundsgrupper, som er parate til at tage et socialt ansvar enten individuelt eller på vegne af en virksomhed ved at deltage i en europæisk fond for sociale foranstaltninger, som de selv finansierer og forvalter, og som giver en rimelig rente og har almennyttig karakter. Den skal kontrolleres og reguleres på gennemsigtig vis, og de kompetente EU-myndigheder skal medvirke til dens etablering og garantere for det nødvendige beløb.

5.1.3

De kompetente EU-myndigheder skal bistå med logistikken i forbindelse med udstedelsen af obligationerne, men ordningen forestås af borgerne selv og forvaltes i fællesskab af de private, økonomiske og offentlige interessenter, som vælger at deltage i den og tage et ansvar for den europæiske fond for sociale foranstaltninger. De køber, samler og investerer i obligationer i sociale programmer efter eget valg, helst inden for rammerne af det foreslåede europæiske sociale handlingsprogram med teknisk bistand fra de relevante EU-institutioner og rådgivende organer med henblik på at verificere den finansielle levedygtighed og de mulige sociale virkninger. Denne type sociale investeringer kunne bl.a. være i: socialt boligbyggeri, kooperative projekter og socialøkonomiske virksomheder, støtte til selvhjælpsgrupper, gensidige foreninger, lokale social- og sundhedstjenester, uddannelses- og omskolingsnetværk, social innovation, forskning og udvikling, lån og partnerskaber til udvikling af infrastruktur, landboturisme, udvekslingsrejser, kulturelle aktiviteter, velgørende foranstaltninger osv.

5.1.4

Senere kan der ses på mere strukturerede planer for udviklingen af disse europæiske sociale obligationer, f.eks. kunne der udvikles forskellige typer af sociale obligationer, som fremmes og forvaltes på lokalt og/eller nationalt niveau af de nævnte aktører. Forudsat at de opfylder betingelserne i den generelle EU-ordning, for så vidt angår både målsætninger og forvaltningsmetoder, vil disse obligationer kunne certificeres, så de kan inkluderes i den generelle ordning og dermed også give dem, der køber dem, mulighed for skattelettelser.

5.1.5

Forvaltningsorganet for den europæiske fond for sociale foranstaltninger skal bestå af interessenterne i ordningen, som skal være repræsenteret forholdsmæssigt svarende til deres investering i europæiske sociale obligationer, og bistås logistisk og med rådgivning af de relevante EU-organer (herunder EØSU).

5.2.1

Massearbejdsløsheden i Europa forsvinder ikke på kort til mellemlang sigt, uanset om vækstprognoserne bliver mere positive i 2014, og virkningerne af de stimulerende foranstaltninger begynder at kunne mærkes overalt i EU. Arbejdsstyrken må i højere grad se det europæiske arbejdsmarked som et redskab for den frie bevægelighed, så kvalifikationer flytter derhen, hvor der er behov for dem, og kvalifikationer erhverves og kan tages med hjem og videreudvikles. Det er absolut nødvendigt, at arbejdsstyrken er aktiv, helst i beskæftigelse, eventuelt deltidsbeskæftigelse, eller hvis det ikke er muligt i uddannelse eller under omskoling. Det er vigtigt at sikre, at uddannelsen er effektiv, fremsynet, innovativ og opfylder behovene på arbejdsmarkedet. Mange uddannelsesordninger er kortvarige uden udsigt til et permanent job. Ældre arbejdstagere, der mister deres arbejde, er mindre tilbøjelige til at deltage i denne slags ordninger. Det er værd at se nærmere på en mere langsigtet tilgang med et europæisk perspektiv, bl.a. med udgangspunkt i gennemprøvet bedste praksis i Europa såsom voksenuddannelsesprogrammer gennemført i Sverige i perioden 1997-2002 og vekseluddannelsessystemerne i Tyskland og Østrig. EU kunne eventuelt bistå med at etablere et europæisk uddannelsesnetværk for arbejdsløse arbejdstagere med det formål at tilbyde vidtspændende toårige uddannelsesforløb, der skal gøre det muligt at skifte karriere eller ved hjælp af udvekslingsordninger at arbejde eller uddanne sig i en anden medlemsstat, idet der udstedes uddannelsesvouchere, der giver meritoverførsel og gælder på tværs af landegrænser, således at deltagerne erhverver faglige kvalifikationer, der anerkendes gensidigt i alle landene.

5.2.2

Med en sådan ordning ville man – forudsat at den tildeles tilstrækkelige ressourcer og indføres af mange medlemsstater – på grundlag af specifikke aftalemæssige ordninger med de arbejdstagere, der frivilligt vælger at deltage, kunne fastholde et betydeligt antal langtidsledige, som ellers ikke ville have fundet arbejde, i beskæftigelse af høj kvalitet. Dette ville have positive virkninger såvel for de berørte personer som for den samlede sociale kapital i landene i Europa.

19.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 271/8

1.1

EØSU mener, at euroens og ØMU'ens indførelse er den vigtigste etape i EU's udvikling. Den var et led i en strategi for Unionen, som indgik i den vision, der lå bag EKSF og Romtraktaten. Indførelsen af euroen var et stort og modigt skridt, en fremtidsorienteret satsning, der vakte så mange forhåbninger i en sådan grad, at alle var overbeviste om, at den fælles valutas styrke ville overvinde den resterende modvilje, som havde hindret virkeliggørelsen af en komplet ØMU og en komplet politisk union, som der var brug for. Euroen er dog stadig forudsætningen for alt dette.

1.2

Man må dog efter tyve lange år konstatere, at det ikke gik sådan, måske fordi euroen i hele denne periode ikke var udsat for alvorlige chok hverken indefra eller udefra, eller måske på grund af den fortsatte manglende tillid mellem kreditorlande og debitorlande i Europa, som betyder, at der ikke er samhørighed og tillid til vores regeringer. Således foretrak alle at holde sig i smult vande og slå sig til tåls med den eksisterende velfærd. Alt syntes at gå glat, men det var kun på overfladen, at alt var roligt. Den internationale økonomiske og finansielle krise, der brød løs over EU, fik alarmklokkerne til at lyde. ØMU'ens struktur krakelerede på grund af de indbyggede begrænsninger og modsætninger, hvorved euroen mistede sin tiltrækningskraft. I begyndelsen troede man, at nogle få »bogholderregler« som f.eks. stabilitetspagten ville være nok til at få ØMU'en til at fungere, men problemet var ikke teknisk, det var politisk.

1.3

EØSU ved godt, hvor vigtig stabilitet er. Men stabilitet handler ikke kun om priser eller økonomisk-finansielle institutioner, men også om politik og sociale vilkår. Borgerne har med rette indtryk af, at det er dem, der betaler den højeste pris for krisen, at det er dem, der skal indfri gælden, og ikke bankerne, som har spillet en afgørende rolle i krisen, og at dette er uretfærdigt. EØSU er overbevist om, at sparepolitikken ikke er holdbar ret meget længere. I nogle lande er grænsen allerede nået.

1.4

EØSU mener, at den fælles mønt kun vil være bæredygtig, hvis der opnås konvergens mellem eurolandenes økonomiske kapacitet og en forbedring af konkurrenceevnen som helhed: disse mål kræver såvel en økonomisk som politisk indsats. Det rækker ikke med en smule vedligeholdelse i ny og næ. Der kræves et kvalitativt spring fremad, hvor ikke kun valutaen og økonomien indgår i en helhed, men også politikken, suveræniteten, borgerne og evnen til dialog mellem de europæiske folk. Vi har brug for mere politisk integration uden så meget kommandostyre og en social markedsøkonomi for at få gang i væksten og beskæftigelsen og for, at euroen på ny kan blive set som en fordel og ikke det modsatte.

1.5

Denne udtalelse vil vise, at EØSU's forslag er proaktive, mens Kommissionens og Rådets svar på krisen for det meste har været reaktive. For eksempel må man huske på, at traktaten om stabilitet, samordning og styring i Den Økonomiske og Monetære Union fokuserer på stabilitet, men uden at pege på fælles finansieringsinstrumenter med henblik på økonomisk genopretning og beskæftigelse. Dog er aftalen om Den Fælles Tilsynsmekanisme et stort fremskridt, også selvom der savnes en pålidelig, konkret køreplan for den politiske union. EU er dog nødt til igen at producere velstand for at kunne omfordele den ligeligt. Det er den bedste måde, hvorpå man kan dæmpe protesterne. Man kan ikke kun påtvinge besparelser.

1.6

EØSU opfordrer – som flere gange tidligere – til at sætte euroen og EU under lup for deres eget bedste og undersøge deres politiske og økonomiske begrænsninger, det udbytte og tab, de har medført, og ansvaret for, at vi er havnet i denne situation. Vi må handle hurtigt. Der er ikke længere tid til retorik, vildledning og udflugter. Det er den eneste måde, hvorpå man kan undgå, at EU går i opløsning efter sin lange nedtur. Derfor bør man ikke anklage dem, der protesterer mod de pålagte ofre, for populisme. EU må lære at lytte uden arrogance. Det kan ikke blive ved med at vende det døve øre til.

1.7

EØSU mener, at den bedste måde, hvorpå man kan fuldende ØMU'en, undgå recession, reducere landenes gæld og stabilisere budgetterne, er at vende op og ned på det princip, som den økonomiske kultur i EU i dag er baseret på (stabilitet med henblik på vækst), ved at tage udgangspunkt i vækst og ikke i besparelser og således gøre vækst til EU's vigtigste mål med henblik på en ny pagt for at fremme (fordele) vækst, beskæftigelse og stabilitet, blandt andet gennem inddragelse af arbejdsmarkedets parter (vækst med henblik på stabilitet). Udvalget fremfører følgende synspunkter:

1.8

Det er nødvendigt at afstemme politikkerne for at gøre euroen bæredygtig og mindske forskellene mellem landenes økonomier ved hjælp af en solidarisk plan, som overfører investeringsmidler til landene med de svageste økonomier gennem målrettede projekter, omplacering af de skattemæssige byrder – om nødvendigt – samt integration af arbejdsmarkedet og socialpolitikken. Det vil sige via symmetriske justeringer: fælles midler til redning af de banker, der bliver nødlidende, EU-garanti for indlån, EU-obligationer, euroobligationer, fælles politikker for at begrænse EU's underskud over for omverdenen osv. (oprettelse af en fælles kompensations- eller justeringsfond);

1.9

EU har brug for en økonomisk regering. Den nuværende metode med samordning af politikkerne har ikke givet gode resultater, og Eurogruppen bør omdannes til et organ, som træffer flertalsafgørelser, således at den bliver euroens talerør. Det er ikke længere holdbart at have en monetær union og en bankunion og føre separate økonomiske politikker. En fælles styring (som i tilfældet med den finanspolitiske aftale) på makro- og mikroplan (lancering af en industripolitisk aftale) kan derimod give stødet til en kursændring i den økonomiske politik og finanspolitikken til fordel for vækst, beskæftigelse og social inklusion.

1.10

Der må indføres et fælles budget i euroområdet, naturligvis med fælles regler, hvor handelspolitikken og betalingsbalancen, som i dag udviser store forskelle, samles under én hat. Den finanspolitiske konsolidering må færdiggøres ved at indvirke på løftestængerne for at frigøre ressourcer til gavn for vækst og beskæftigelse og iværksætte reformer, som kan øge produktiviteten i de svageste lande (2).

1.10.1

Det, der er brug for, er under alle omstændigheder en begrænsning og/eller lempelse af de nuværende økonomiske stramninger i de mest forgældede lande og fremme af efterspørgslen i kreditorlandene. Det er nødvendigt, at der på én gang sættes ind på området gæld og strukturreformer fra medlemsstaternes side, og at der fra EU's side sættes gang i væksten via en solidarisk, konkret plan for at øge beskæftigelsen og den sociale retfærdighed. Det dur ikke at føre sparepolitik under recessionen, sådan som EU gør: at føje gældsnedbringelse til kreditstramning er skadeligt for økonomien.

1.11

Der er derfor brug for et system, som kan opsuge de enkelte landes fejl og svagheder, understøtte reformprocessen og mindske de økonomiske forskelle og ubalancer mellem landene i euroområdet, blandt andet via den monetære politik.

1.12

ECB har selv lidt under ØMU'ens begrænsninger. Den har i henhold til traktaten været nødt til at føre en fælles, næsten føderal monetær politik, skønt landenes økonomier var og er forskellige med store indbyrdes ubalancer. Dette ville som sagt have krævet korrigerende indgreb fra EU's side og vil også gøre det fremover. Dermed vil man undgå overeksponering af ECB og sætte den i stand til at gøre en mere effektiv og afbalanceret indsats for at sikre prisstabilitet gennem en mindskelse af de eksisterende skævheder og ubalancer. Hvis disse får lov til at fortsætte, kan de rejse tvivl om selve den fælles mønts eksistensberettigelse, hvilket den seneste fase i statsgældskrisen har vist. Kun gennem en beslutsom indgriben fra centralbankchefens side blev dette afværget. Dette er en nødvendighed for at bane vej for den økonomiske integration, der halter bagefter den monetære, i det mindske indtil man får overvundet ECB's mandatunderskud og EU's politiske underskud.

1.12.1

ECB har i dag en alt for udsat rolle. For at udfylde sin rolle bedre og fungere på lige vilkår bør den have de samme funktioner og det samme mandat, som den amerikanske centralbank, herunder rollen som långiver i sidste instans for at nedbringe renteforskellene. Der bør altså være tale om et omfattende mandat, som sætter ECB i stand til, om nødvendigt, også at stimulere væksten.

1.12.2

I denne tid er der en intens debat mellem centralbankerne om spørgsmålet om, hvilke strategier der skal tages i anvendelse for at sætte skub i væksten igen. Det er det evindelige spørgsmål om forholdet økonomisk stramning/vækst, dvs. inflation/vækst og vækst/beskæftigelse. Man behøver blot tænke på, at FED for at opfylde sit mandat og nedbringe arbejdsløsheden til 6 % tilfører markedet 85 milliarder dollars om måneden (Bank of England påtænker angiveligt at gøre det samme). Det er en situation, som stiller ECB i en svag position, fordi den ikke er underlagt en regering eller et budget ligesom de andre centralbanker. Dette vedrører også kontrollen med forholdet mellem valutaerne. ECB burde også have et ansvar for valutakurspolitikken. I henhold til traktaten er det kun Rådet, som har ret til at indgå formelle aftaler om et valutakurssystem for euroen over for tredjelandes valutaer.

1.12.3

Gælden: et andet vigtigt element i ØMU'en. Om dette emne har EØSU allerede fremsat et konkret forslag om at fjerne 60 % af landenes gæld fra markedet for dermed at undgå, at euroområdet påvirkes af markedets spekulation (3). Det er klart, at med en færdiggjort ØMU og et fælles budget for euroområdet vil man også kunne gå i gang med at udstede fælles obligationer (dette skal naturligvis foregå inden for et fælles budget for euroområdet).

1.13

Hvad angår det samlede finansielle system og banksystemet mener EØSU, at det er nødvendigt så hurtigt som overhovedet muligt at færdiggøre alle aspekter af de foranstaltninger, EU har truffet (4). Dette er nogle af de mest effektive og vigtigste instrumenter til konsolidering af ØMU'en, dens stabilitet og det indre marked.

1.14

EØSU mener, at spørgsmålet om EU's fremtid og institutionelle struktur bør frigøres fra den »ideologiske model« – om end den »føderale« forekommer os at være den bedst egnede – og i stedet fokusere på de funktionelle og indholdsmæssige aspekter for at sikre selve EU-tankens overlevelse. Et EU, der igen sætter mennesket og solidariteten i centrum for sin overordnede målsætning, som økonomien skal tjene og ikke omvendt. Nu er det tid til at gå i gang med arbejdet med at virkeliggøre en politisk, social og økonomisk union. Men Rådets forsigtige og ubehjælpsomme forsøg i denne retning kommer virkeligt meget til kort, om end det må påskønnes. Det er nødvendigt at overvinde enkeltinteressernes egoisme og utopiske tænkning, som synes at dominere EU i dag, til fordel for solidaritet. Sparepolitikkerne må indstilles eller lempes for at mildne de hårde tider og igen placere arbejde og vækst i centrum for EU's initiativer.

1.15

Det er derfor nødvendigt at konvergere i retning af en social og politisk union for at fuldende ØMU'en i lyset af ovennævnte forslag. Beslutningstagningen må gøres mere demokratisk (flertalsafgørelser) og gennemsigtig for at opnå en positiv integration, der ikke er så skæv, og en fælles forvaltning af suveræniteten, således at forskellene mindskes under integrationsprocessen. Dermed vil EU få én stemme også i de internationale organer.

1.16

Ny traktat: EØSU mener, at størstedelen af forslagene af økonomisk karakter i denne udtalelse kan gennemføres uden at ændre traktaten. Om nødvendigt kan man satse på et forstærket samarbejde mellem de lande, som støtter forslagene (ligesom i forbindelse med den finanspolitiske aftale), blandt andet for at gå hurtigere til værks og undgå risikoen for en eventuel opløsning af EU i tilfælde af nye eksterne angreb og opretholdelse af sparepolitikkerne. En anden løsning med henblik på en mere vidtgående integration kunne være, at Europa-Parlament efter næste valg får et konstituerende mandat, og at dets forslag eventuelt sættes til folkeafstemning i alle berørte lande samtidigt.

1.17

Det, der sker i Europa, har konsekvenser også på internationalt plan og vice versa. Derfor er der behov for mere effektive internationale organer med større beslutningsdygtighed for at sikre en større global styring. På dette område bør i hvert fald euroområdet kun være repræsenteret af EU. Nærmere bestemt bør G20 kunne oprette et »Økonomisk og Socialt Råd« for den globale udvikling og kunne foretage en finanspolitisk stimulering.

1.18

Men kun en anden mere sammenhængende og demokratisk politisk struktur kan give EU ikke blot en bedre intern styring, men også en mere effektiv styring udadtil, så EU kan tale med én stemme i international sammenhæng. Især hvad angår forholdet mellem valutaerne for at undgå svækkelse af EU's økonomi og forholdet mellem økonomierne på verdensplan, især over for udviklingslandene.

1.19

Kort sagt er EØSU's fire forslag til færdiggørelse af euroens hus følgende:

2.1

EU er for tiden inde i en særligt vanskelig og farlig fase, der truer med at få negative konsekvenser, som langt overstiger de økonomiske og sociale problemer, vi allerede kæmper med. Denne initiativudtalelse tager en række spørgsmål op, såsom nødvendigheden af at respektere de forpligtelser på området økonomisk og social samhørighed, som allerede er eftertrykkeligt fastsat i traktaten, fremme en ny økonomisk og monetær politik for vækst og beskæftigelse og mere proaktive innovationspolitikker, oprette en europæisk venturekapitalfond for små og mellemstore virksomheder og endeligt arbejde for EU's fremtid (5).

2.2

Vi er, også i EU, konfronteret med store økonomiske interesser, som i stedet for at konvergere kolliderer. Euroen er ikke skyld i det, der sker (6). En valuta, som i lange tider er blevet overladt til sig selv og stadig venter på, at »stridens parter« (regeringerne) beslutter sig for, hvad de vil gøre.

2.3

EØSU har pligt til at reagere på disse udfordringer i et ligefremt og klart sprog med stort fremsyn og i fuld bevidsthed om, hvad der står på spil, og på hvilket niveau interesserne støder sammen, uden at dække over sandheden. Med denne udtalelse vil EØSU yde et aktivt bidrag, uden fortielser, for at færdiggøre ØMU'en og overvinde krisen i arbejdstagernes, virksomhedernes og EU-borgernes interesse, især i euroområdet, som lider mest under den nuværende krise.

3.1.1

Overgang til en fælles valuta er ideel for lande, som er udsat for symmetriske chok, eller som har mekanismer til at absorbere asymmetriske chok. Empiriske undersøgelser har vist, at sandsynligheden for asymmetriske chok er større i Europa end i USA. ECB's fælles pengepolitik, hvis hovedmål er prisstabilitet i euroområdet, kan naturligvis ikke reagere på asymmetriske chok i de enkelte eurolande. Derfor er der behov for endnu en tilstrækkeligt effektiv mekanisme til at tackle disse chok. ECB's fælles valutapolitik er derimod ikke så velegnet for eurolande, som halter bagud mht. produktionsfaktorernes mobilitet, markedernes åbenhed, de økonomiske kredsløbs synkronisering, produktionens diversificering, finansiel integration og omfanget af samhandelen, og i tilfælde af stivhed på arbejdsmarkedet og inflationære forskelle mellem eurolandenes økonomier. Jo dårligere tilpasningsmekanismerne til afbødning af de asymmetriske chok fungerer (pris- og lønfleksibilitet, arbejdskraft- og kapitalmobilitet mellem eurolandene og finanspolitisk føderalisme), desto vanskeligere vil det være for det pågældende land at overvinde tabet af en selvstændig pengepolitik.

3.1.2

ØMU'en er nok den vigtigste søjle i Maastrichttraktaten, men den er ikke den eneste. Det egentlige motiv var ikke kun af økonomisk, men – efter Berlinmurens fald – også af politisk karakter. Mange lande nøjedes med at være forbløffede og ligegyldige tilskuere til det nye scenarium, også til den næsten øjeblikkelige optagelse af Østtyskland og pariteten mellem de to »mark« (1 = 1), som Bundesbank var garant for. Man foretrak at udskyde beslutningen om fuldendelsen af ØMU'en, og der skabtes en fælles forventning – som senere viste sig at være en illusion – om, at Den Monetære Union ville trække den politiske union med sig, at euroen ville blive drivkraften i et føderalt EU, men sådan gik det ikke.

3.1.3

Unionen skulle – ud over at give euroen dækning og en fælles stemme – have tilført euroen alt det, som den manglede. Man troede, at det for at få det hele til at fungere var nok med nogle få »regler«, såsom stabilitetspagten med arbitrære parametre, en selvevaluering, der blev betragtet som ufejlbarlig, men som ikke har fungeret efter hensigten. Hertil kom, at ECB's mandat er et envejsmandat, som er mere begrænset end andre centralbankers. Disse modsætninger er krakeleret med finanskrisen, som EU var utilgiveligt længe om at erkende, og senere med statsgældskrisen, der har frataget euroen dens glans og dens mirakuløse image, som den fremstod med ved sin indførelse. Dermed har euroen mistet sin tiltrækningskraft i en sådan grad, at den nu opfattes som en trussel, som et lumsk middel til at retfærdiggøre nedskæringspolitikkerne.

4.1.1

Indtil 2008 var ØMU'en ret meget fokuseret på det monetære samarbejde mellem medlemsstaterne i euroområdet: forenkling af handelsprocedurer, afskaffelse af kursrisikoen, afskaffelse af konkurrerende devalueringer, prisstabilitet (gennemsnitlig årlig inflation på 2,03 % bortset fra store udsving i nogle lande ved overgangen fra det gamle til det nye system), faldende og konvergerende udlånsrentesatser (indtil 2009!), vækst og beskæftigelse (der blev skabt 14,5 millioner nye arbejdspladser (7)), balance i samtlige løbende poster, en gældskvotient under Japans og USA's, en lav kurs over for dollaren (mere end 30 % under(vurderet)) på grund af de svagere økonomier.

4.1.2

Dette er det samlede billede. Det ser anderledes ud, hvis man ser på situationen i de enkelte lande. De vigtigste fordele er først og fremmest gået til de lande, hvis økonomier dannede grundlaget for fastlæggelsen af de parametre, som ledsagede euroens indførelse, ved at styrke deres vækst og produktivitet, hvilket medførte en eksplosion i eksporten (omkring to billioner dollars fra år 2 000 til i dag alene for Tysklands vedkommende) og dermed betalingsbalancen (8), mens andre lande har haft delvise fordele og/eller egentlige ulemper, især på grund af asymmetrien i det system, som den fælles valuta er knyttet til, i en sådan grad at landene med underskud er tvunget til at foretage korrektioner, mens landene med overskud ikke er forpligtet hertil. Man skal altså tage i betragtning, at landene har reageret forskelligt på de vilkår, som euroen skabte.

4.2.1

De omkostninger, der skal undersøges, er dem, der er knyttet til forskellene mellem landenes konkurrenceevne, til deres tab af indflydelse på den makroøkonomiske politik, på valutakursen, på konkurrerende devalueringer osv.

4.2.2

Med krisen er der i mangel af en egnet og fuldendt ØMU dukket andre omkostninger op, såsom overførslerne af bankernes passiver til de offentlige budgetter og en forøgelse af gælden, som forværrer situationen for de i forvejen mest forgældede lande. Unionen er blevet delt i to: på den ene side kreditorlandene, på den anden side debitorlandene, som mere og mere ligner landene i den tredje verden. Faktisk skaber kreditorlandene mere fattigdom i Syd, men også mere rigdom i Nord. Man behøver blot tænke på det overskud, som Tyskland har akkumuleret ikke via det interne regnskab i euroområdet (i så fald ville EU's betalingsbalance være udlignet!), men via Tysklands egne overskud over for udlandet, som er så store, at de på længere sigt vil kunne udsætte tyskerne selv for en finansiel risiko af et sådant omfang, at den vil kunne skade Tysklands egen økonomi.

4.3.1

De strukturelle problemer og svagheder ved valutaens styresystem: begrænsningerne i stabilitets- og vækstpagten, som nogle lande forsøgte at afvikle, da den voldte dem problemer (Tyskland, Frankrig og Italien); manglende overvågning af indikatorerne for produktivitet; mangel på krisestyringsinstrumenter; omkostningerne ved at beholde euroen; den systemiske risiko; de økonomiske ubalancer mellem landene; opretholdelsen af nationalstaternes suverænitet på skatte- og budgetområdet.

4.3.2

Kursrisikoen og de konkurrerende devalueringer blev dog ikke afskaffet mellem eurolandene og ikke-eurolandene, især Det Forenede Kongerige, og sterlingkursen over for euroen kunne ret pludseligt falde betydeligt og dermed underminere de lige konkurrencevilkår, der skulle gælde på det indre marked.

4.3.3

Økonomisk set er det største problem de økonomiske ubalancer, som allerede fandtes før år 2000. Det er de svageste lande, der betaler prisen for denne tingenes tilstand, og de deraf følgende veritable »asymmetriske chok« har også fået næring af den massive tilstrømning af kapital til Tyskland. Disse asymmetriske chok kan ECB ikke gøre noget ved med de instrumenter, den råder over i dag. Et andet problem af international karakter, der først blev afdækket af den finansielle krise (9).

4.3.4

Dog var den største fejl at tro, at man kan have en fælles valuta uden nogen begrænsninger af staternes suverænitet, ikke blot på budgetområdet, men især med en separat gældsstyring, et bank- og finanssystem, som forblev nationalt, sammen med overvågningssystemet.

4.3.5

Endelig har det alvorligste politiske problem været, at euroen er blevet indført uden et fælles hus og uden at udstyre den med en fælles stemme, bortset fra de anstrengelser, som ECB fra tid til anden har gjort sig for at overvinde denne mangel. ECB er således gået fra den i traktaten nedskrevne uafhængighed til at blive en erstatning for politikken for at afværge skader på den fælles valuta og EU (10), ligesom det stærkeste lands rolle under væksten kom til at stå klart.

4.3.6

EØSU mener under alle omstændigheder, at euroen kun kan blive stærk, hvis der skabes konvergens mellem eurolandenes økonomiske resultater for at fremme en mere homogen vækst, og hvis der kommer en politisk union, som gør disse forskelle acceptable, for problemet er ikke af bogholderimæssig, men politisk art. Hertil hører også demokratispørgsmålet og i den forbindelse en mere retfærdig vægtning af stemmerne i de forskellige beslutningsorganer. At stirre sig blind på det økonomiske og »bogholderimæssige« aspekt er en illusion og en fejl, som vi ikke længere kan tillade os at begå.

5.1

Det, der sker i Europa, har også konsekvenser på internationalt plan og omvendt. Der er en meget stærk sammenfiltring mellem økonomierne, gælden, de finansielle systemer, handelen, forholdet mellem valutaerne osv. Dette gælder især for den stadigt meget tætte forbindelse mellem økonomierne på begge sider af Atlanten. Sådan var det i det mindste indtil 2009. I dag er USA's økonomi imidlertid i fremgang, mens den europæiske er i recession, hvilket til dels hænger sammen med de to forskellige økonomiske skoler, men også forskellene mellem FED's rolle og ECB's rolle.

5.2

For hele verdensøkonomien er der under alle omstændigheder behov for mere effektive internationale organer med større beslutningsdygtighed for at sikre en større global styring (IMF, Verdensbanken, ILO, WTO). På sin side har G20 behov for at blive mere struktureret for at kunne træffe bindende beslutninger. For eksempel burde G20 oprette et »Økonomisk og Socialt Udvalg« for den globale udvikling, bruge finanspolitiske incitamenter og styre forholdene mellem valutaerne for at mindske skævheder på handelsområdet, blandt andet ved at give ECB større mulighed for at intervenere.

5.3

Opsparingsoverskuddet på globalt plan. Væksten er afgørende også for resten af verdensøkonomien. IMF's advarsel om, at Europa sideløbende med indgrebene til nedbringelse af gælden og underskuddet bør træffe foranstaltninger til at stimulere væksten, kommer på det rette tidspunkt og er berettiget. Der er et opsparingsoverskud på globalt plan, som er blokeret af mangel på investeringsmuligheder. Faktisk har man forgæves søgt at finde investeringsmuligheder til private equity-fonde til en værdi af næsten 2 billioner USD (11). Den største statslige investeringsfond i Norge er ved at reducere andelen af europæiske investeringer med over halvdelen, så den kommer ned på to femtedele (12). I 2011 registrerede den største asiatiske investeringsfond »China Investment Corporation« et tab på investeringer i private equity-fonde, halverede sin egen beholdning af private værdipapirer, så den nu er på en fjerdel, og foretrækker nu mere langfristede investeringer i den offentlige sektor i stedet for i den private (13).

6.5.1

ECB har som hovedmålsætning at »fastholde prisstabilitet« og for at opfylde dette bør den beholde sin politiske uafhængighed, dvs. at den hverken »må søge eller modtage instruktioner« fra regeringernes side eller EU. Dette er en korrekt status, skønt Rådet i henhold til traktaten kan indgå formelle aftaler om et valutakurssystem for euroen over for tredjelandsvalutaer (15). I mangel af sådanne aftaler eller i perioder mellem sådanne aftaler bør ECB betragte valutakurspolitik som en del af dens ansvarsområde. ECB har også andre sekundære målsætninger såsom at bidrage til finansiel stabilitet, men dens indgreb under krisen følger af dens vigtigste målsætning, idet disse indgreb for en stor del var dikteret af nødvendigheden af at genskabe en effektiv pengepolitisk transmissionsmekanisme, således at den finansielle stabilitet bevares i alle eurolandene.

6.5.2

Med hensyn til prisudviklingen er spørgsmålet, om det er rimeligt, at Maastricht-inflationskriterierne baseres på den gennemsnitlige inflation i de tre medlemsstater, som kan opvise de bedste resultater i EU, men ikke i euroområdet.

6.5.3

Generelt er ECB's mandat mere begrænset end andre centralbankers. Først og fremmest har ECB ikke mandat til at understøtte vækst og beskæftigelse, som FED har, skønt der er ligheder mellem de monetære politikker. Der er dog grundlæggende forskelle mellem USA (centraliseret skattesystem) og EU i gennemførelsen af finanspolitikken. Endvidere er ECB's rolle som långiver i sidste instans (lender of last resort) i dag begrænset til banksystemet og omfatter ikke regeringerne (EU-regeringen), hvilket ville være tilfældet, hvis den lignede en »nationalbank«. Dette bør gøres muligt i en færdiggjort ØMU. Desuden er det vanskeligere for ECB at føre en fælles monetær politik på grund af økonomiske forskelle og ubalancer mellem landene i euroområdet, som skyldes manglen på korrigerende indgreb fra EU's side.

6.5.4

Det er dog positivt, at princippet om euroområdets »enhed« har fået ECB til at erklære euroen »irreversibel« og, som vi har set, sat den i stand til efter en hård strid at vedtage foranstaltninger til indsnævring af forskellen (spread) mellem gældsrenten i de forskellige lande via muligheden for at opkøbe obligationer på det sekundære marked. Denne foranstaltning forudsætter, samtidigt med at væksten stimuleres, en »europæisk« plan for nedbringelse af gælden, som kan ledsage de enkelte landes planer på dette område (16).

6.5.5

Dette vil i det mindste kunne mindske den konkurrenceforvridning, der sker via renterne på finansieringen af gælden og investeringerne: den dag i dag en veritabel finansiel kløft, som øger de eksisterende ubalancer, herunder på betalingsbalancen.

6.5.6

EØSU mener endvidere, at det er nødvendigt også at tage spørgsmålet om de krav, der stilles af ECB og af EU, op igen. Det er ikke acceptabelt at give bankerne likviditet til meget lave renter uden at stille nogen betingelser, for eksempel mht. anvendelsen af midlerne. En del af dem bør i det mindste gå til investeringer. Derimod stilles der for køb af statsobligationer fra ECB's side (OMT) meget hårde betingelser over for landene, selv om det her drejer sig om noget andet. Disse betingelser beror først og fremmest på, at det er nødvendigt at tage højde for logikken på et forstyrret og skrupelløst »marked«, som opererer anonymt og lynhurtigt, og som i virkeligheden dårligt kan siges at være et marked (17). EU må ikke springe på den galej: hårde stramninger og nedskæringer for borgerne og virksomhederne under krisen, neutrale vilkår for investorer/spekulanter, som gemmer sig bag investeringsbankerne og de internationale investeringsfonde – de eneste undtagelser var, da centralbankchefen satte hælene i for at forsvare euroen på de mest kritiske tidspunkter under angrebet.

6.5.7

Det er derimod nødvendigt, at ECB med sine nuværende instrumenter kan understøtte de forskellige landes økonomier ligeligt for at mindske de eksisterende forvridninger og ubalancer, indtil det nuværende mandat og EU's politiske underskud bliver afhjulpet. For eksempel kunne man genoplive interbankmarkedet i nogle lande i euroområdet via negative renter på dag-til-dag indskud i ECB.

6.5.8

EØSU er endvidere overbevist om, at der her og nu er behov for at løse spørgsmålet vedrørende gælden  (18), således som det har foreslået, og for at nå dette mål er ECB's og Rådets indsats afgørende.

6.5.9

EØSU mener, at der bør være større åbenhed om ECB's beslutninger for eksempel ved at offentliggøre afstemningsresultaterne på møderne i ECB's styrelsesråd, således at euroområdets centralbankchefer gøres mere ansvarlige. Dette ville tilskynde dem til at træffe afgørelser baseret på de generelle økonomiske vilkår i euroområdet og ikke på udviklingen i deres egne nationale økonomier.

6.5.10

Et andet problem, der ikke må glemmes, vedrører afstemningsreglerne i ECB's Styrelsesråd (19), først og fremmest misforholdet mellem medlemsstaternes stemmeret og deres finansielle bidrag. Det har allerede været et problem i betalingssystemet under den europæiske stabilitetsmekanisme (ESM) og kan blive et problem igen i fremtiden for eksempel i forbindelse med en bankunion.

7.1

Efter EØSU's mening er der brug for en genopretning styret af økologiske og sociale investeringer  (20) i overbevisningen om, at stabilitet i sig selv ikke kan sikre opsvinget, der afhænger af såvel virksomhedernes som forbrugernes tro på fremtiden. I betragtning af den private sektors lave forventninger og den uudnyttede kapacitet kan virksomhederne ikke have tillid til et fremtidigt udbytte af investeringer, der foretages i dag. Og hvis borgerne på deres side ikke har sikkerhed for at kunne bevare eller finde et arbejde, foretrækker de at spare op eller mindske deres egen gæld i stedet for at bruge penge. En højere ledighedsprocent kan kun øge antallet af personer, som ikke kan bruge penge.

7.2

For at øge virksomhedernes og borgernes tillid bør genopretningen derfor være styret af investeringer med den amerikanske New Deal som forbillede (21). De afgørende kriterier herfor er dem, som ECB har fulgt siden det særlige Amsterdamhandlingsprogram (1997) med mandat til at fremme samhørighed og konvergens på områderne sundhed, uddannelse, byfornyelse, miljø samt transeuropæiske net.

7.3

Det er et realistisk mål, som atter vil bringe det globale opsparingsoverskud i omløb som anført i punkt 5.3. Faktisk er nogle investeringsfonde på jagt efter langfristede investeringsmuligheder for det overskud af opsparede midler, der er skabt i andre dele af verden. Dette vil være til gensidig fordel for investorerne i tredjelande og for den europæiske økonomi. I denne sammenhæng kan begge »søsterinstitutioner« i Den Europæiske Investeringsbank-Gruppe, dvs. EIB og EIF (Den Europæiske Investeringsfond), spille en nøglerolle.

7.4

Derfor må forøgelsen af den tegnede kapital i EIB hilses velkommen. Projektobligationerne kan også spille en vigtig rolle i genopretningen. Men anvendelsen af overskydende investeringsmidler på globalt plan til investeringer i EU bør benævnes euroobligationer, skønt markederne nok vil bruge den kortere betegnelse »€-obligationer«. Det er en kendt sag, at nogle regeringer er imod euroobligationer, men dette skyldes en forkert antagelse, idet euroobligationerne, som er nødvendige for at understøtte væksten, forveksles med EU-obligationer, som skal finansiere gælden (22).

7.5

Lige siden sin oprettelse har EIF holdt på, at den vil kunne udstede EU-obligationer for at finansiere langsigtede investeringer (23) i sociale forbedringer gennem en forøgelse af fondens tegnede kapital i forhold til det nuværende – ret lave – niveau på 3 milliarder euro, uden at en traktatændring er nødvendig (24). Hverken de vigtigste medlemsstater eller landene i euroområdet medregner EIB's finansieringer i deres nationale underskud, og det samme burde gælde for EIF-investeringerne. De obligationer, som EIF udsteder, kan ligesom EIB's obligationer garanteres af udbyttet af projektfinansieringerne.

7.6

Produktinnovation og opbygning af markeder: Udvalget mener endvidere, at Unionen bør føre en mindre neutral innovationspolitik. I 70-erne gik industripolitikken af mode, fordi regeringerne ikke kunne »begunstige bestemte operatører« eller »nationale sværvægtere«. Udvalget mener dog, at der er gode grunde til at genoverveje denne tilgang (25).

7.7

For det første er det ikke givet, at de ikke-interventionistiske politikker er af det gode. Tidligere har disse politikker faktisk medført forfejlede investeringer i finanssektoren. For det andet er det nødvendigt at tage endnu mere afgørende initiativer for at bekæmpe klimaændringerne. For det tredje er alt for mange teknologiske projekter, som er blevet foreslået i forbindelse med rammeprogrammerne, blevet afvist ikke af kvalitetsmæssige grunde, men af mangel på egne midler. Dette problem ville kunne løses ved at ty til en europæisk venturekapitalfond finansieret gennem udstedelse af obligationer. For det fjerde har de nye vækstøkonomier været i stand til at fremme en række nationale sværvægtere med vældigt gode resultater (26).

7.8

Finansieringen af investeringerne gennem overførsel af opsparingsoverskuddet til euroobligationer burde være åben for alle medlemsstater og ville give kumulative fordele på det makroøkonomiske, sociale, beskæftigelsesmæssige og politiske plan og dermed fremhæve behovet for »mere Europa«, hvilket er en tilgang, som i dag mødes med stigende skepsis blandt vælgerne og nogle regeringer.

7.9

Væksten kan også bidrage til at styrke stabiliteten. Med udgangspunkt i EIB's princip om, at finansiering via obligationer ikke nødvendigvis skal medregnes til statsunderskuddet, vil finansieringen via euroobligationer for at fremme genopretningen give mulighed for lettere at nedbringe underskuddet og frigøre nationale skatteindtægter til at mindske eller holde underskud nede, samtidig med at det sikres, at nøglekomponenterne i de sociale udgifter ikke bliver berørt. I dette øjemed bør der fastlægges fælles parametre og kriterier fra landenes og Eurostats side for at opnå en bedre og mere retfærdig evaluering af dataene.

7.10

I øvrigt er der ikke taget hensyn til, at den mulige »fortrængningseffekt«(crowding out) forudsætter fuld beskæftigelse. Eftersom de fleste medlemsstater i dag har høj arbejdsløshed, vil den – separate eller fælles – finansiering gennem projektobligationer udstedt af EIB/EIF kunne medføre en stigning (crowding in) i den private sektors investeringer, indkomster og arbejdspladser med en op til tredobbelt multiplikatoreffekt på investeringerne samt positive finanspolitiske multiplikatorer, for så vidt som de skaber direkte og indirekte skatteindtægter (27).

7.11

I lyset af de vanskeligheder, som nogle lande, især Grækenland og Cypern, befinder sig i, foreslår EØSU at tage den kortsigtede strukturtilpasning, som trojkaen har krævet gennemført, op til fornyet overvejelse i betragtning af de nye langsigtede perspektiver for disse lande efter opdagelsen af enorme næsten uudnyttede olie- og gasforekomster i det østlige Middelhav (28).

8.1

EØSU er således overbevist om, at det ikke rækker med en simpel vedligeholdelse af EU fra tid til anden. EU kan ikke køre videre med det tomrum, som har været der siden Maastricht, uden at tage fat på den udfordring, som den kriseramte euro repræsenterer. Krisen har afdækket euroens store interne »underskud«, herunder først og fremmest det demokratiske (29), og gengivet EU-samarbejdet et mål for at undgå, at EU-tanken dør.

8.2

EØSU mener, at den fælles valuta vil være bæredygtig, hvis der opnås konvergens mellem eurolandenes økonomiske kapacitet (performances). Dette kræver en økonomisk og politisk indsats. Der er derfor brug for en politisk union, som kan gøre forskellene acceptable og om nødvendigt give mulighed for at overføre en del af velstanden fra de stærke områder til de svage ved hjælp af en gennemsigtig og demokratisk beslutningsproces og en ny form for solidaritet mellem landene (30).

8.3

Denne krise får de »gamle skel« mellem europæerne til at komme op til overfladen igen. Den gamle uvane med at skue tilbage er dukket op igen, og nu hives gamle genfærd og floskler, som vi troede, vi havde lagt bag os, frem igen. Som om nedskæringer og gæld skulle være nogens skyld og ikke snarere resultatet af fejl begået af regeringerne på begge »sider«. Også af denne grund kan de lande, der er i vanskeligheder, ikke vælte et ansvar, som er deres eget, over på EU (eller Tyskland), og de rigeste lande kan ikke være uvidende om de større fordele, som euroen har givet dem – til dels på andre landes bekostning – i kraft af de eksisterende økonomiske ubalancer. Vi har derfor brug for et nyt politisk og kulturelt overskud og evne til dialog mellem de europæiske folk - utvivlsomt til gensidig fordel - således som den tyske digter Friedrich Hölderlin (31) med inspiration i den græske kultur allerede for længe siden pegede på.

8.4

Det er nødvendigt at foretage et kvalitativt spring fremad. Det er nødvendigt at samle ikke kun hvert enkelt lands økonomi, men også politik og SUVERÆNITET i én pulje. Det er ikke nødvendigt at diskutere, hvilken europæisk »model«, der skal opbygges, men snarere hvilke instrumenter vi har brug for: effektive, demokratiske og gennemsigtige instrumenter til at beslutte, gennemføre det fælles bedste og forene det europæiske folk, ikke for at splitte det.

8.5

Netop derfor mener EØSU, at det ikke er et spørgsmål om, hvorvidt traktaten skal ændres eller ej. Det afhænger naturligvis af, hvad der kræves for at færdiggøre ØMU'en. Under alle omstændigheder kan hovedparten af vore forslag gennemføres uden at ændre traktaten (vækst, gæld osv.), mens det for andres vedkommende kan være tilstrækkeligt med et forstærket samarbejde. Det vigtige er det mål, som skal nås til gavn for økonomien, euroen og EU's borgere. Traktaten er kun instrumentet. Dette skal forklares for borgerne på den mest korrekte måde og således at de inddrages i beslutningstagningen direkte og/eller via Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter.

8.6

EØSU mener, at euroområdet har ressourcerne til at planlægge sin egen fremtid: Vi har brug for mere politisk integration, mindre kommandostyring og en social markedsøkonomi for at få gang i væksten og beskæftigelsen og for at virkeliggøre en politisk, økonomisk og social Union.

9.1

Hvis dette yderligere skridt ikke tages, vil krisen – som den hidtil er blevet tacklet – kunne føre til en opløsning af euroområdet og dermed af EU. Man kan ikke kun føre en politik om besparelser og nedskæringer af for eksempel gælden, om end det kan være hensigtsmæssigt. Af hensyn til solidariteten må man også tage andre instrumenter i anvendelse (forøgelse af efterspørgslen i kreditorlandene). Det er nødvendigt at få borgerne i de berørte lande til at forstå, at deres budgetoverskud følger af andres underskud, og at angrebene på euroen ikke afhænger af gældsniveauet (32), skønt det skal nedbringes. På den anden side må borgerne i syd få deres regeringer til at konsolidere gælden, forvalte deres offentlige budgetter med større omhu, undgå spild og skatteflugt, sænke skatterne og øge væksten, beskæftigelsen, produktiviteten og konkurrenceevnen i deres erhvervsliv ikke kun med nogle enkelte reformer, men gennem større solidaritet og en anden økonomisk politik fra EU's og ECB's (33) side.

9.2

Ellers vil intet land kunne nedbringe sin egen gæld og sanere sit eget budget. Derfor må spareiveren holdes i ave, og den økonomiske politik ændres. Ellers vil risiciene kunne øges. Og her kan historien være os til gavn (34). Det er nødvendigt med en ny indfaldsvinkel til integration, en positiv integration, ikke en negativ, skadelig og tvungen integration

9.3

Vi må huske på, at intet land i EU i dag har sit på det tørre og er uden for fare, også selv om der er opstået en abnorm situation. Den økonomiske vækst i nogle lande (blandt andet begunstiget af euroen) og de svage EU-institutioner har fået Tyskland, det stærkeste land, til at påtage sig en central rolle i EU, ofte i modsætning til de »perifere« lande især i Sydeuropa, men ikke kun dér. Som Helmut Schmidt har påpeget, gør dette de andre lande ængstelige, især på grund af den måde, hvorpå denne rolle bliver opfattet. Derfor er der brug for initiativer, som kan afkræfte denne opfattelse (35).

9.4

Efter EØSU's mening synes EU i dag at være domineret af egoisme og nationale interesser, som om vi har at gøre med »særinteressernes utopi«. Den økonomifikserede tilgang har taget føringen og skubbet de værdier, som EU er udsprunget af, og på hvilke det baserer sin eksistens, i baggrunden, og i stedet toner et egoistisk, usolidarisk EU frem. Den seneste tids spændinger kan være forløbere for en farlig »mental opløsning af EU«, som rammer borgere og regeringer, og som må imødegås ved at lytte opmærksomt uden arrogance og med konkrete svar.

9.5

Vi står ved en korsvej: EØSU undrer sig faktisk over, hvordan det er muligt, at EU, som er verdens største økonomi, med sine forsinkede og tøvende svar risikerer at lade Grækenland, som fostrede de europæiske principper – et land af en økonomisk set ganske uanseelig størrelse (36) – gå til grunde ved at afkræve borgerne og virksomhederne ofre uden at ledsage dem med en plan til støtte for væksten, hvilket er den eneste måde, hvorpå landet vil kunne tilbagebetale gælden, og uden en plan, der kan lette de alvorlige sociale lidelser for en del af den græske og europæiske befolkning. Man må spørge sig, hvordan EU kan være det bekendt.

19.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 271/18

1.1

Hvis EU skal bevare sin position som økonomisk verdensmagt, er det efter EØSU's mening altafgørende, at der udvikles en grøn og inklusiv økonomi. På FN-konferencen Rio+20 slog EU til lyd for en grøn økonomi som et bidrag til bæredygtig udvikling. Det er nu, EU skal lade handling følge på ord. Hertil kræves en økonomisk udviklingsmodel, som prioriterer offentlige investeringer og fastlægger egnede incitamenter for private investeringer i infrastruktur og »grøn« forskning, udvikling og innovation. Målet er dels at stimulere produktionsaktiviteten for hurtigt at komme ud af den nuværende recession, dels at tackle overgangen til den tredje industrielle revolution ud fra en økonomisk og social førerposition.

1.2

EØSU mener, at de dybe og nødvendige ændringer i måden at producere og forbruge på først og fremmest forudsætter, at civilsamfundet inddrages i hele denne omstillingsproces til en inklusiv grøn økonomi, og at det sker på alle niveauer, især på sektorniveau og territorialt niveau (europæisk, nationalt og regionalt). En deltagelsesbaseret forvaltning er nødvendig for bedst muligt at begrænse den modstand og de negative virkninger, som alle gennemgribende forandringer fører med sig. Det er denne deltagelse, som vil muliggøre bæredygtige fremskridt på det økonomiske, sociale og miljømæssige område.

1.3

EØSU konstaterer med bekymring, at politikken med grønne skattemæssige incitamenter har fået et alvorligt skud for boven i de seneste år på grund af den stramme finanspolitik, som har fået dramatiske følger i form af indskrænket økonomisk aktivitet og tab af arbejdspladser. Den Europæiske Valutafond (IMF) har erkendt, at denne politiks reelle hæmmende indflydelse på produktionsaktiviteten har været meget større end hidtil vurderet.

1.4

EØSU understreger, at mulighederne for jobskabelse vil øges med udviklingen af en inklusiv grøn økonomi. Ved grønne job forstås ikke kun job inden for nogle af de nyopståede sektorer, men alle de job, som indsatsen for at gøre produktionsprocesser og produkter i alle sektorer »grønnere« fører med sig. En fair omstilling til en grøn økonomi kræver aktive beskæftigelsespolitikker, som sikrer, at der skabes arbejdspladser med rimelige vilkår, hvilket bl.a. omfatter erhvervsuddannelse og livslang læring for de erhvervsaktive arbejdstagere. Ansættelse af kvinder og unge i disse sektorer vil være afgørende for denne vækst.

1.5

Konsensus blandt arbejdsmarkedets parter om en industripolitik er efter EØSU's mening nødvendig for at koordinere indsatsen for teknologisk innovation og for at fremme ændringerne i produktionsinfrastrukturen i mange europæiske sektorer, som berøres af etableringen af en lavemissionsøkonomi, der udnytter ressourcerne effektivt. Dette vil også kræve betydelige investeringer fra virksomhedernes side.

1.6

EØSU mener, at EU bør integrere målene for en bæredygtig udviklingsstrategi i alle sine politikker, især i Europa 2020-strategien og de syv flagskibsinitiativer. Det er nødvendigt at skabe sammenhæng mellem EU's forskellige strategier, og EU-kommissærerne bør tale med én stemme på dette område. Nærmere bestemt bør Kommissionen benytte midtvejsrevisionen af Europa 2020-strategien til at styrke dens bæredygtighedsaspekter og integrere den fuldstændigt i strategien for bæredygtig udvikling. Der skal fastlægges og anvendes indikatorer for vækstens kvalitet, der gør det muligt at følge og evaluere den.

1.7

EØSU understreger den vigtige rolle, som det europæiske semester og den årlige vækstundersøgelse kan og bør spille for at sikre, at politikkerne for bæredygtig vækst følges. Det er efter EØSU's mening nødvendigt at afskaffe miljøskadelige tilskud og at fremsætte specifikke anbefalinger til medlemsstaterne om at øge miljøbeskatningen samt om affalds- og vandforvaltning og forbedret genanvendelse. På disse områder bør medlemsstaterne udvise større ambition og søge bredere mål.

1.8

EØSU udtrykker bekymring over den store modsigelse, som EU's flerårige finansielle ramme 2014-2020 i realiteten rummer: Det er ikke industrisektorerne med de højeste CO2-emissioner (boliger, energi, industri og transport), som modtager flest EU-midler til at lette deres omstilling til en grøn økonomi. Det er derfor nødvendigt at øge de finansielle tilskud væsentligt og sikre, at de udnyttes effektivt.

1.9

EØSU finder det særlig relevant at fremme miljøbeskatning, herunder skatteincitamenter for virksomheder, som etablerer geninvesteringsfonde for klimabeskyttelsesforanstaltninger, forudsat at de forvaltes i fællesskab med arbejdstagerne.

1.10

I forbindelse med EU's handelspolitik mener EØSU, at man for at undgå udflytning af industri bør overveje at indføre toldafgifter svarende til CO2-afgifterne for lande, som ikke anerkender internationale mål for emissionsreduktion.

2.1

I 2011 udarbejdede OECD og UNEP (FN's Miljøprogram) hver sin rapport om grøn økonomi. ILO lancerede programmet »Grønne job«, og et af de vigtigste emner for FN-konferencen Rio+20 var »Grøn økonomi som led i en bæredygtig udvikling og udryddelse af fattigdom«.

2.2

I 2006 fornyede EU sin strategi for bæredygtig udvikling, og i 2009 lanceredes energi- og klimapakken, der havde som mål inden 2020 at reducere drivhusgasemissionerne med 20 %, øge andelen af vedvarende energi til 20 % og øge energieffektiviteten med 20 % (1). EU skal have nedbragt emissionerne endnu mere i 2015 og 2030. I 2011 vedtog Kommissionen flagskibsinitiativet »Et ressourceeffektivt Europa« (2), »Køreplan for omstilling til en konkurrencedygtig lavemissionsøkonomi i 2050« (3), »EU's biodiversitetsstrategi frem til 2020»og «Køreplan til et ressourceeffektivt Europa« (4).

2.3

EØSU har altid støttet idéen om at gøre økonomien mere miljøvenlig som et bidrag til en bæredygtig udvikling og understreget, at civilsamfundets forslag vedrørende omstilling til en inklusiv grøn økonomi skal sættes i centrum for medlemsstaternes og EU's politik, og at det kræver et tæt samarbejde mellem alle aktører på arbejdsmarkedet. EØSU har således i flere af sine udtalelser behandlet de forskellige aspekter af emnet og udtalt sig om Kommissionens successive forslag. Udvalget har påpeget, at man ikke kan forbedre den grønne økonomi og styringen uden samtidig at fremme bæredygtigheden inden for produktion, beskæftigelse og forbrug, og at det heller ikke kan ske adskilt fra strategien for ligestilling mellem kønnene og EU's klimapakke.

3.1

En inklusiv grøn økonomi skal finde en balance mellem økonomisk velstand, bedre social sammenhængskraft samt en bedre bevarelse og rationel udnyttelse af de naturressourcer, som opretholder vores og fremtidige generationers velfærd. Dens mål er »dematerialisere« produktionen, dvs. afkoble den økonomiske vækst fra udnyttelsen af naturressourcer og produktion af forurening og affald.

3.2

Grønne job er ifølge ILO job, som bringer virksomheders og erhvervssektorers miljøindvirkning ned på et bæredygtigt niveau, bidrager til at mindske forbruget af energi, råmaterialer og vand, skabe en lavemissionsøkonomi og reducere emissionen af drivhusgasser. Begrebet »grønne job« er ret flydende, eftersom grænsen mellem grønne og ikke-grønne job afhænger af teknologiske innovationsprocesser. Ved grønne job forstås derfor ikke kun job i tilknytning til nogle af de nyopståede sektorer, men alle de job, som indsatsen for at gøre produktionsprocesser og produkter i alle sektorer »grønnere« fører med sig.

3.3

Der er to hoveddrivkræfter i udviklingen af den grønne økonomi: de forskellige politikker til modvirkning af klimaændringer og den stigende konkurrence fra de nye vækstlande om ressourcer, der bliver stadig knappere og dyrere.

3.4

Den grønne økonomi består ikke i en simpel afbalancering mellem nye og mere traditionelle sektorer (som følge af den teknologiske udvikling i retning af en lavemissionsøkonomi). Den kræver en miljøvenlig modernisering af produktionsformer og forbrugsmønstre med henblik på at integrere målene om forøgelse af virksomhedernes værditilvækst og om forbedring af deres miljømæssige bæredygtighed hvad angår materialebesparelser, energieffektivitet, arbejdets tilrettelæggelse samt forholdet mellem arbejdstagere og virksomhed i forbindelse med forbedring af produktiviteten på alle punkter.

3.5

I de seneste år er grænserne for jordklodens kapacitet trådt tydeligt frem, både når det gælder naturressourcer, der kan dække den stigende efterspørgsel, og klodens evne til at absorbere affald og forurening.

3.6

Klimaændringernes indvirkning på sundhedstilstanden må ikke glemmes: mange flere tilfælde af ekstreme vejrfænomener, stigende niveauer af ozon og partikler i atmosfæren, der er blevet giftig på grund af højere temperaturer, samt udbredelse af smitsomme sygdomme, der ellers var udryddede, i Europa.

3.7

Ændringerne i energi-, produktions- og transportstrukturen i de vigtigste udviklede økonomier og i en del af de nye vækstøkonomier vil i de kommende år fokusere på omstilling fra en økonomi med høje CO2-emissioner til en lavemissionsøkonomi, hvor det meste af energien kommer fra rene, vedvarende energikilder, dvs. fra kilder, som ikke udvikler drivhusgasser eller andre farlige emissioner.

3.8

Denne dybtgående omstilling af produktionen, som af nogle betegnes som den tredje industrielle revolution, vil ikke være neutral i forhold til den internationale konkurrence, især for lande, der som de fleste i EU er nettoimportører af energi og råmaterialer. Derfor har mange regeringer i OECD-landene siden 2009 iværksat ambitiøse stimuleringsplaner, hvor investeringer i infrastruktur og grøn forskning, udvikling og innovation spiller en afgørende rolle. Deres formål er dels at stimulere produktionsaktiviteten for hurtigt at komme ud af den nuværende recession, dels at tackle den aktuelle omstrukturering af produktionen ud fra en førerposition.

3.9

Imidlertid er der blevet skåret dybt i finansieringen af disse planer i mange EU-lande, lige som i EU's budget, bl.a. på grund af den stramme finanspolitik. IMF's cheføkonom har erkendt, at denne politiks reelle hæmmende indflydelse på produktionsaktiviteten har været meget større end hidtil vurderet. Ifølge en undersøgelse, der er gennemført i 28 lande, har den finanspolitiske multiplikator siden krisen, der begyndte i 2008, ligget på mellem 0,8 og 1,7 (5).

3.10

Dette tab af momentum for den grønne økonomi kan skabe meget store problemer for mange lande i EU, især da teknologigabet mellem de udviklede lande og de nye vækstlande i dag er meget mindre og ikke statisk. EU-landene som helhed har ikke nogen garanti for at komme til at ligge i fortroppen af udviklede lande med lavemissionsøkonomier, hvilket på længere sigt kan skabe stærke spændinger i EU, da det vil rejse tvivl om deres evne til at fortsætte opbygningen af et samfund, der økonomisk er mere avanceret, socialt har større sammenhængskraft og miljømæssigt er mere bæredygtigt. Det skal dog understreges, at EU står stærkt i sin førerposition inden for teknologi og produktion i flere forskelle industrisektorer, der klart har fremtiden for sig.

3.11

Med udviklingen af den grønne økonomi og de nødvendige investeringer og incitamenter vil mulighederne for at skabe arbejdspladser i Europa vokse. Vi må ikke glemme de nuværende produktionsaktiviteter, der i dag udgør det økonomiske grundlag for EU's medlemsstater. Mange arbejdspladser i industrisektorer, som i dag betragtes som meget forurenende, vil blive grønne, hvis de gennemgår processer, der øger energieffektiviteten og reducerer forbruget af råvarer og den forurening, de skaber. Eksempler herpå inden for vejtransport er virksomheder, som udvikler og fremstiller elektriske og hybride køretøjer, bl.a. til offentlig transport. Inden for bygge- og anlæg kan nævnes anlæg af jernbanelinjer til højhastighedstog, som indebærer store energibesparelser pr. passager i forhold til fly og traditionelle tog, samt energirenovering af boliger, hvis energiforbrug er meget ineffektivt.. Dette bør ske inden for rammer, der udvikler og styrker den sociale dialog, samråd og kollektive forhandlinger for at opnå et positivt slutresultat med hensyn til beskæftigelse (kvantitet og kvalitet) og rimelighed (arbejdsvilkår og lønninger). Ikke desto mindre har kun otte lande i EU en officiel definition af grønne job. Dette giver anledning til forskellige vurderinger baseret på forskellige definitioner og metoder.

4.1

Et helt nyt træk ved denne tredje industrielle revolution er produktionskræfternes høje udviklingsniveau og civilsamfundets store opmærksomhed og pression på områder som bæredygtighed og miljø. I Europa er det den kraftige udvikling af miljø- og forbrugerorganisationer, fagforeninger, arbejdsgiverorganisationer og andre civilsamfundsaktører, som giver mulighed for, at der med de kommende forandringer skabes en økonomi, der sikrer en udvikling, som både socialt og miljømæssigt er lettere at styre og mere bæredygtig. Dette var utænkeligt i tidligere processer, hvor det var beslutninger truffet af mikrovirksomheder, der helt og holdent dikterede teknologiske ændringer og ændringer i produktionen.

4.2

ILO fremhæver i den globale jobpagt vedtaget i juni 2009 udtrykkeligt, at »den sociale dialog er en mekanisme af uvurderlig betydning for udformningen af politikker, der er tilpasset de nationale prioriteter. Den er et solidt grundlag for at sikre, at arbejdsgiverne og arbejdstagere går sammen med regeringerne i den fælles indsats, der er nødvendig for at overvinde krisen og fremme en bæredygtig genopretning«. Konsensus blandt arbejdsmarkedets parter om en industripolitik er efter EØSU's mening nødvendig for at koordinere indsatsen for teknologisk innovation og for at fremme ændringerne i produktionsinfrastrukturen i mange europæiske sektorer, som berøres af omstillingen til en europæisk lavemissionsøkonomi, der udnytter ressourcerne mere effektivt.

4.3

Teknologisk innovation er noget helt fundamentalt for den grønne økonomi. De sektorer, virksomheder og teknologier, som fremmer en grønnere økonomi, vil derfor få større offentlig og privat finansiel opbakning, da de vil styrke den europæiske økonomis globale konkurrenceevne. Som vejledning til private investeringer har Deutsche Bank derfor defineret følgende sektorer som prioriterede i forbindelse med klimaændringerne:

4.4

Man bør være særlig opmærksom på de problemer, som Europas små og mellemstore virksomheder har med at skaffe tilstrækkelig finansiering til de nødvendige investeringer i miljøinnovation.

4.5

Hvis innovationen skal have konkurrencemæssig værdi, skal virksomhedens organisationsmodel omfatte en praksis, der fremmer inddragelse af arbejdstagerne. Det bør udnyttes, at de ansattes deltagelse i arbejdets tilrettelæggelse og i virksomhedens planlægning klart fremmer innovationen og øger produktiviteten. Der ligger her en udfordring i at modernisere arbejdsmarkedsordningerne og de kollektive forhandlinger samt deres forhold til virksomhedsledelsen.

4.6

Arbejdstagernes medinddragelse i virksomhederne er et af de vigtigste elementer, der fremmer en europæisk førerposition på teknologiområdet i mange sektorer, og det er den, der sikrer opretholdelse af deres eksportkapacitet. Det bør ikke kun betragtes som et spørgsmål om fordeling af erhvervet rigdom, da det i sig selv er afgørende for skabelsen af rigdom, hvilket også anerkendes af virksomhederne selv (6). Innovationsproblemer har i vid udstrækning meget at gøre med stive organisationsstrukturer, hvor arbejdstageren blot betragtes som et redskab.

5.1

På konferencen Rio+20 slog EU til lyd for en inklusiv grøn økonomi som et skridt på vejen mod en bæredygtig udvikling. Kommissionens mål er at fremme bæredygtig og inklusiv vækst, bl.a. ved at sætte udviklingen af en grønnere økonomi i centrum for sin opfølgning af Rio+20. Regeringerne skal udvikle den sociale dialog for at sikre den nødvendige inddragelse af civilsamfundet i denne proces.

5.2

For at støtte gennemførelsen af sit flagskibsinitiativ og køreplanen til et ressourceeffektivt Europa har Kommissionen i 2012 etableret en europæisk platform (som udsender en midtvejsrapport i 2013 og en endelig rapport i slutningen af 2014) om effektiv ressourceanvendelse. Platformen arbejder på konkrete forslag til omstilling til en grøn økonomi på følgende områder: »Rammebetingelser for investering i vedvarende energi«, »Fastlæggelse af mål og måling af resultater«, hvortil der skal udformes et solidt system af andre indikatorer end BNP, som viser resultaterne af disse politikker i de berørte sektorer og i samfundet som helhed (øget konkurrenceevne, forbedrede arbejdsvilkår for arbejdstagerne, genanvendelsesgrad, energieffektivitet og ressourceanvendelse, andel af vedvarende energi, mindsket forurening) samt »Cirkulær økonomi – udvikling af en miljøvenlig økonomi«.

5.3

Det er særlig relevant at fremme miljøbeskatning og reducere de store tilskud til fossile brændsler, der gives i mange EU-lande, eftersom priserne på mange produkter og tjenesteydelser ikke giver et korrekt billede af de samlede produktionsomkostninger, fordi forureningsomkostningerne ikke er indregnet. Frivillige miljømærkningspolitikker har vist sig utilstrækkelige, ikke mindst i en krisesituation som den nuværende, hvor produktets pris, og ikke dets miljøvenlighed, er det vigtigste for et stigende antal forbrugere. Hvis en miljøbeskatningspolitik skal opnå en høj grad af social konsensus, skal der tages højde for dens indvirkning på virksomhedernes konkurrenceevne og de sociale følger for befolkningen, dvs. den såkaldte »energifattigdom«, og der skal udvikles supplerende politikker (industri- og handelspolitikker samt støtte til de dårligst stillede samfundsgrupper), som mildner dem. Der bør desuden indføres skattemæssige incitamenter til geninvestering af virksomhedernes udbytte i nedbringelse af CO2-emissioner (gennem fonde for geninvestering mod klimaændringer) og nedbringelse af andre skadelige miljøvirkninger, forudsat at fondene i virksomhederne forvaltes i fællesskab med arbejdstagerne.

5.4

Kommissionen har vedtaget sit syvende miljøhandlingsprogram, som fastlægger miljøpolitikkens bidrag til omstillingen til en grøn økonomi. Europa-Parlamentet og Rådet skal godkende dette program, og EØSU har bidraget med udarbejdelse af en specifik udtalelse (7). EU's flerårige finansielle ramme 2014-2020 rummer imidlertid en stor modsigelse: Det er ikke industrisektorerne med de højeste CO2-emissioner (boliger, energi, industri og transport), som modtager de fleste EU-midler til investeringer.

5.5

I forbindelse med EU's handelspolitik skal det tages med i betragtning, at øget beskatning af CO2-emissioner – for at komme risikoen for udflytning af industri i forkøbet – bør medføre obligatorisk indførelse af tilsvarende toldafgifter for lande, som ikke anerkender internationale mål for emissionsreduktion. En told på CO2 er en begrænsning af den frie handel, men det har allerede vundet accept i det internationale samfund i andre tilfælde. Montreal-protokollen, der blev indført for at beskytte ozonlaget, gav mulighed for at fastlægge handelsrestriktioner for at styrke dens gennemførelse, eftersom frihandel ikke er et mål i sig selv, men et middel til at skabe rigdom på en bæredygtig måde. Der kan ikke herske tvivl om, at forebyggelse af en planetarisk katastrofe forårsaget af klimaændringer er vigtigere end at holde verdensmarkederne åbne for produkter med høje emissioner af drivhusgasser.

19.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 271/23

1.1

Kommissionens meddelelse er et vigtigt bidrag til lanceringen af en meget tiltrængt EU-debat og udgør en væsentlig forbedring af tidligere bestræbelser på ØMU-området, hvad angår metoder og indhold. Derudover udstikker Kommissionen for første gang retningslinjer for EU's internationale rolle og politiske fremtid. EØSU ser derfor positivt på forslaget, som kan vise sig at være et historisk vendepunkt, forudsat at Rådet efter 20 års ventetid endelig finder det fornødne mod og viljen til at vedtage og gennemføre de bestemmelser, der kan bidrage til at nå de opstillede målsætninger, og til at gennemføre forslaget hurtigt.

1.2

Rådet har med sine afgørelser i 2011 og 2012 iværksat en vigtig og omfattende reform af styreformerne i EU, hvad angår overvågning af de uforholdsmæssigt store makroøkonomiske ubalancer, styrkelse af budgetbestemmelserne og samordning af de økonomiske politikker i eurolandene. De ukonventionelle foranstaltninger, som Den Europæiske Centralbank (ECB) for nylig har truffet, om »betingede, men ubegrænsede« opkøb af statsobligationer fra medlemsstater i vanskeligheder, oprettelse af den fælles tilsynsmekanisme, der skal sikre streng og upartisk tilsyn og bryde forbindelsen mellem stater og banker, og reglerne for afvikling af banker er nødvendige redskaber til at sikre stabilitet i ØMU'en.

1.3

EØSU støtter meddelelsens strategi for at styrke euroområdet, som for nylig blev bekræftet af formanden for Det Europæiske Råd, Herman Van Rompuy (Hen imod en egentlig Økonomisk og Monetær Union). Ikke desto mindre er det udvalgets opfattelse, at strategien i sig selv ikke er tilstrækkelig til at kunne give medlemsstaterne, borgerne og virksomhederne mulighed for at høste fuldt udbytte af ØMU'en, hvilket de seneste ti års begivenheder har været bevis på. Rådet har i medfør af Maastrichttraktaten en række politiske forpligtelser, som i høj grad begrænsede den ØMU, der blev oprettet. Det er grunden til, at Kommissionen nu fremlægger en plan for en udbygget og egentlig ØMU.

1.4

For at kunne gøre ØMU'en mere stabil og sikre økonomisk vækst og øget beskæftigelse i eurolandene er der behov for, at Rådet omgående, og ikke på mellemlang til lang sigt, iværksætter mere målrettede foranstaltninger samtidig, f.eks. en vækstplan og stærkere mekanismer til økonomisk integration. Der er med andre ord behov for en blanding af makro- og mikroøkonomiske politikker, en vedvarende indsats og en følelse af solidaritet, tillid og tilhørsforhold medlemsstaterne imellem og mellem medlemsstaterne og EU, men man må samtidig ikke glemme, at de omtalte foranstaltningers vigtigste mål skal være velfærd for alle borgere.

1.5

EØSU ser positivt på meddelelsen, men anfører ikke desto mindre, at selv hvis alt blev gennemført, ville der sandsynligvis ikke have nogen væsentlig indvirkning, især for så vidt angår den politiske beslutningstagningsprocedure, da der mangler et konkret forslag om en politisk union for at danne ramme om euroen. Det samme gør sig gældende for gælden, håndteringen af de asymmetriske chok, væksten, konkurrenceevnen og beskæftigelsen (for hvilken der systematisk bør gennemføres konsekvensanalyser). Alle disse faktorer udgør begrænsninger i den nuværende situation.

1.6

Udvalget minder om, at det som bekendt allerede har udarbejdet udtalelser om og fremlagt løsninger til størstedelen af Kommissionens nuværende forslag, og især forslagene vedrørende ØMU'ens og ECB's begrænsninger og spørgsmålene om vækst og statsgæld (1). Kommissionens og Rådets hidtidige fremskridt udgør et godt grundlag for at fortsætte arbejdet på dette område. EØSU bifalder således, at Kommissionen har besluttet at udarbejde anbefalinger for fremtiden om disse spørgsmål, og håber, at det er den rette anledning for Rådet til at træffe hurtige og konkrete foranstaltninger om gæld og vækst og dermed tage et virkeligt kvalitativt spring fremad.

1.7

Skønt de seneste EU-afgørelser, som beskrives i meddelelsen, – om end kun delvist – er egnede til den makroøkonomiske ramme, er de mikroøkonomiske forslag vedrørende produktionssektorerne, der som de eneste kan sætte skub i den økonomiske vækst, utilstrækkelige. Kommissionens meddelelse sigter mod at indlede en debat om ØMU'en, der som område favner meget bredere end finanspolitisk konsolidering og makroøkonomiske politikker. Der er derfor også behov for mikroøkonomiske politikker, som f.eks. en reel og konkret industripolitisk aftale.

1.8

Desuden ville Kommissionens forslag vinde større opbakning, hvis de forskellige anførte faser for iværksættelse af de foranstaltninger, der kræves for at gøre ØMU'en mere stabil og forbedre dens funktion, indeholdt en mere direkte henvisning til behovet for at forfølge europæiske politikker, der er i overensstemmelse med denne målsætning, og en beskrivelse af de planlagte indsatsområder og de nye elementer, der skal indføres for også at gøre EU's udgifter mere rationelle og effektive.

1.9

Kommissionen kan og skal bidrage til gennemførelsen af de reformer, der kræves for at forbedre konkurrenceevnen i de nationale produktions- og administrationssystemer, ved at indføre innovative interventionsmetoder og -kriterier til det indre marked, forvaltning af strukturfondene og de vigtigste fælles politikker. Den bør desuden bygge videre på ECB's innovative tiltag og, som EØSU flere gange har bemærket, foreslå nogle tilsvarende, omfattende ændringer til gennemførelsen af de europæiske politikker, der påvirker EU's mest sårbare områder, regioner og sektorer mest.

1.10

Med hensyn til ECB er det vigtigt fuldt ud at udnytte dens struktur til styrkelse af vækst og beskæftigelse og dens rolle som långiver i sidste instans. Hvis eurolandene viste deres hensigt til at bevæge sig i denne retning, ville det bidrage til at konsolidere tilliden til ECB og euroen og afværge spekulative angreb, navnlig mod de lande med de største budgetproblemer.

1.11

Opgaven med at sikre en stabil euro kan ikke overlades til ECB og den fælles monetære politik alene, mens medlemsstaterne får helt frie tøjler til at føre deres skatte- og finanspolitikker. EØSU mener ikke, at den finanspolitiske union med sigte på et fælles budget for euroområdet som bebudet i meddelelsen kan udsættes på langt sigt, men at den sammen med den fælles valuta og et fælles banktilsyn skal udgøre den anden sølje, der skal bruges for at skabe en stabil ØMU på kort og mellemlangt sigt og derved forsikre markederne om sammenhængen i EU-projektet.

1.12

For så vidt angår de institutionelle forslag, gør Kommissionen en stor indsats. EØSU finder det hensigtsmæssigt endelig at sætte det institutionelle spørgsmål på dagsordenen, da det danner grundlag for Kommissionens innovative forslag, herunder den politiske union. Det er et helt nyt forslag. Udvalget mener dog, at de fleste af disse forslag følger den samme tilgang som den nuværende ramme og kun skaber meget begrænsede fremskridt, og vil derfor ikke løse noget, hvis ikke Rådet går længere og kun bruger dem som et springbræt til handling.

1.13

De kunne være endnu et skridt på vejen, men på baggrund af hvad der allerede er blevet forslået og godkendt, mener EØSU, der bør deltage i denne proces, at tiden for halve tiltag på visse områder er forbi. Det er derimod nu tid til, at man uden flere udflugter foretager et kvalitativt spring, både hvad angår politikkernes indhold og beslutningsprocessen omkring deres gennemførelse, så man ikke skal fortsætte med efterfølgende at gentage behovet for »egentlige« politikker, en »egentlig« ØMU, en »egentlig« politisk union osv. … Det er nødvendigt at handle hurtigt og med større beslutsomhed nu, både for at stoppe den recession, som har ramt en stor del af EU, og for at lukke de huller, der længe har været forsømt, og som kun er blevet forværret af den internationale finansielle krise.

1.14

EØSU tilskynder Rådet til, med udgangspunkt i Kommissionens forslag, at handle mere modigt og klart hvad angår overholdelse af de indgåede aftaler og ansvaret for at fremsætte forslag, der skal vedtages og gennemføres. Det gælder især en udvidelse af brugen af flertalsafstemning til alle områder, startende med økonomi- og beskæftigelsespolitikkerne, med henblik på en traktatændring.

1.15

Resumé af EØSU's forslag

1.15.1

For at gennemføre en egentlig ØMU mener EØSU, at der (uden at ændre traktaten) er behov for omgående:

1.15.2

På mellemlangt og/eller langt sigt er, det eventuelt med ændringer af traktaten, nødvendigt:

2.1

Udvalget er klar over, at vi er i færd med at drøfte et af tidens mest komplicerede spørgsmål. Europa er på vej ind i en ny fase med større integration, hvilket medfører, at der er en række modige beslutninger, der skal træffes. EØSU glæder sig meget over indledningen af en debat om ØMU'ens fremtid som et første skridt i denne retning og påpeger, at den makroøkonomiske realitet i ØMU'en er et resultat af mikroøkonomiske beslutninger, hvorfor makro- og mikroøkonomiske politikker bør sigte mod at opfylde de samme overordnede målsætninger.

2.2

Artikel 9 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, suppleret af artikel 151 og 153, fastsætter nærmere bestemt, at Unionen ved fastlæggelsen og gennemførelsen af sine politikker og aktiviteter skal tage hensyn til de krav, der er knyttet til fremme af et højt beskæftigelsesniveau, forbedring af leve- og arbejdsvilkårene og bekæmpelse af social udstødelse. EØSU er overrasket over, at meddelelsen ikke nævner nogen af disse aspekter som et af målene for en »omfattende og egentlig ØMU«. Udvalget mener, at disse målsætninger bør fremhæves eksplicit, og opfordrer til at indføre mere overvågning (konsekvensanalyser) af de økonomiske og monetære politikkers indvirkning på de samfundsmæssige forhold og arbejdsmarkedet. EØSU finder det hensigtsmæssigt at udarbejde foranstaltninger, der er rettet mod at udrydde de negative økonomiske og sociale konsekvenser, som denne form for politikker kan medføre.

2.3

Ingen af Kommissionens forslag om en mere stabil og troværdig ØMU kan dog gennemføres fuldt ud (hverken på kort eller mellemlangt sigt), hvis ikke medlemsstaterne, og navnlig de lande, der lider mest under den økonomiske og finansielle krise, får vendt den negative vækst og løst problemerne med beskæftigelse og arbejdsløshed, som stiger kraftigt og især blandt de unge, samt mindsket de forskelle, som stadig findes medlemsstaterne imellem. Ligeledes vil man ikke få noget gennemført, medmindre Rådet og Eurogruppen følger Kommissionens forslag og fremskynder de reformer, der skal til for at fuldføre ØMU'en, som vi har ventet på i 20 år, og hvis ikke medlemsstaterne engagerer sig fuldt ud i projektet og går sammen om at styre en del af hver enkelt lands suverænitet, hvilket er en forudsætning for at nå målene.

2.4

Kommissionens hovedanliggende er at sikre en samordning af medlemsstaternes økonomiske politikker ved hjælp af en række koordinerede foranstaltninger og instrumenter, der skal øge konvergensen mellem finanspolitikker og overvågningssystemer. Dette skulle tjene til at mindske de vanskeligheder, som de mest gældsramte medlemsstater har med at finansiere den offentlige gæld og overholde de strenge planer for nedbringelse og bæredygtighed af den offentlige gæld, som Kommissionen har foreslået, og som for nylig blev godkendt af medlemsstaterne (finanspagten). For at genvinde borgernes og markedernes tillid skal medlemsstaternes igangværende foranstaltninger imidlertid være i overensstemmelse med det fælles europæiske projekt og skabe konkrete og positive resultater for borgere og virksomheder. Der er derfor vigtigt at skabe større sammenhæng mellem de makroøkonomiske og de mikroøkonomiske politikker (unge, arbejdsmarked, social sikring mv.), som skal gennemføres på nationalt niveau.

2.5

En stor del af eurolandene er gået ind i deres femte år med negativ vækst, og prognoserne for de kommende år viser kun meget små forbedringer af de vigtigste makroøkonomiske variabler. Hvis Kommissionens forslag om at styrke ØMU'en skal være troværdige og gøres til genstand for en omfattende og fælles debat om ØMU'ens fremtid, der ikke kun har deltagelse af eksperter, men som inddrager hele det europæiske civilsamfund, skal de suppleres med yderligere bemærkninger og/eller foranstaltninger.

2.6

Eurolandene skal i overensstemmelse med deres forpligtelser over for EU fortsætte de stramme finanspolitikker i de kommende år. Dette kan først og fremmest sikres gennem reformer, der sigter mod en rationalisering af de nationale budgetstrukturer, både med hensyn til udgifter såvel som offentlige indtægter, og som tager behørigt hensyn til en retfærdig fordeling og effekten af de finanspolitiske multiplikatorer. Det ville højne effektiviteten uden at påvirke budgetbalancerne og uden at medføre nedskæringer på de udgiftsområder, som har afgørende betydning for den økonomiske vækst og den sociale velfærd, såsom sundhed, socialsikringsordninger, uddannelse, forskning og innovation samt infrastruktur (2).

2.7

Disse nationale foranstaltninger bør dog suppleres med europæiske tiltag rettet mod økonomisk vækst, beskæftigelse og nye investeringer, f.eks.: forbedring af de nationale arbejdsmarkeders funktion med henblik på at integrere dem i euroområdet, herunder også ved hjælp af den makroøkonomiske dialog (3), delvis pooling af den offentlige gæld for at bringe spekulationen under kontrol; udstedelse af obligationer fra EIB og EIF for at finansiere væksten og tiltrække globale opsparingsoverskud (4); mulighed for at undtage visse strukturelle investeringer fra statsgælden, som er nødvendige for at skabe en positiv vækstcirkel, og endelig større fokus på industripolitikken fra både de nationale regeringer og de europæiske beslutningstagere.

2.8

Ansvaret for gennemførelsen af disse politikker påhviler medlemsstaternes regeringer, men Kommissionen bør i kraft af sine institutionelle beføjelser og rolle som forvalter af EU's budgetmidler sikre, at de gennemføres og derved bidrage til at begrænse de forskelle og ubalancer, som stadig findes mellem regionerne.

2.9

EØSU mener desuden, at Kommissionens undersøgelse af de historiske aspekter af ØMU'en ikke afspejler de virkelige økonomiske og politiske begrænsninger, som blev skabt, da euroen blev indført, og som er hovedårsagen til den krise, som har ramt euroen og EU. Lige så mærkeligt er det, at der i en analyse af ØMU'en ikke er en reference til og en vurdering af hverken Maastrichtkriterierne, den monetære politiks »enhed« eller de økonomiske asymmetrier mellem landene. Derudover er det ikke rimeligt kun at give statsgælden skylden for krisen i 2008 uden at nævne EU's og de nationale regeringers politiske svaghed, især i betragtning af at medlemsstaterne fra ØMU'ens start systematisk har afvist at indlede en debat om samordning af skatte- og finanspolitikker.

2.10

Der er et presserende behov for at gennemføre en økonomisk union og en økonomisk styring af EU (samtidig med eller forud for en bankunion mv.), og Kommissionens meddelelse lægger fundamentet hertil.

3.1

På kort sigt overvejes og beskrives der syv forslag, hvoraf nogle er gamle, da de henviser til foranstaltninger, der for nylig er blevet vedtaget af EU vedrørende det europæiske semester, sixpack'en og twopack'en og ECB's banktilsyn. Alle forslagene er vigtige tiltag og bør gennemføres fuldt ud i overensstemmelse med den relevante EU-lovgivning og de landespecifikke henstillinger, som er vedtaget af Rådet. De mest interessante af Kommissionens forslag er efter EØSU's mening følgende:

3.1.1

Det første er indførelsen af en fælles tilsynsmekanisme (FTM) og en fælles afviklingsmekanisme (FAM) for at løse de nødlidende bankers problemer. Det mest innovative aspekt her er, at afviklingsomkostningerne afholdes af aktionærer og kreditorer. Hvis der er behov for »yderligere midler til finansiering af omstruktureringsprocessen«, finansieres disse af banksektoren selv og ikke længere af skatteyderne (5).

3.1.2

Den næste omhandler indførelsen af et »instrument for konvergens og konkurrenceevne«, der skal støtte gennemførelsen af strukturreformer i eurolandene. Forslaget indeholder en meget detaljeret beskrivelse (jf. bilag 1 i meddelelsen) af det planlagte forløb for gennemførelse og overholdelse af de aftaler, som skal underbygge instrumentet. Der er ikke truffet beslutning om deltagelsesomfanget og størrelsen på de finansielle midler, som medlemsstaterne kan få nytte af (begge faktorer er afgørende for at sikre instrumentets bæredygtighed). Kommissionen forbeholder sig imidlertid retten til at fremlægge et mere detaljeret forslag om gennemførelsesbestemmelserne for instrumentet (s. 25 i meddelelsen). Efter udvalgets opfattelse bør dette instrument gennemføres forud for, eller i det mindste samtidig med, strukturreformerne for at afbøde den negative indvirkning. EØSU fremhæver desuden, at instrumentet for konvergens og konkurrenceevne kun kan være effektivt, hvis det lidt efter lidt anvendes i sammenhæng med de tiltag og foranstaltninger, der iværksættes på nationalt niveau.

3.1.3

Derudover lader det til, at forslaget om den flerårige finansielle ramme opfattes som en straf til dem, som ikke overholder »aftalen mellem medlemsstaterne og Kommissionen« snarere end et incitament til at gennemføre de politikker, der udarbejdes på europæisk plan. De strenge makroøkonomiske krav til medlemsstaterne bør suppleres med en plan for vækst og nye beskæftigelsesmuligheder for især unge, der skal udarbejdes med aktiv deltagelse af arbejdsmarkedets parter og det organiserede civilsamfund.

3.1.4

En større rolle til EU og euroen i styringen af de internationale monetære organer og behovet for at styrke euroens eksterne repræsentationskapacitet er to af de vigtigste punkter, som Kommissionen har rejst, og som har været rejst i adskillige af EØSU's udtalelser, for at give EU og den fælles valuta større vægt og beslutningskompetence i den internationale monetære styring. Kommissionen fremhæver imidlertid ikke vanskelighederne ved forslaget, både i og uden for euroområdet, i betragtning af USA's (men også Det Forenede Kongeriges) klart negative holdning til at give euroen større vægt (og tilsvarende mindske dollarens vægt) og de forskelle, der stadig er mellem eurolandene, når det kommer til at forsvare specifikke økonomiske og politiske interesser i mange udviklingslande, som får støtte af Den Internationale Valutafond (IMF).

3.2

På mellemlangt sigt er der hovedsageligt tale om forslag om oprettelse af en gældindfrielsesfond, som er underlagt strenge betingelser for at mindske den moralske risiko, og indførelsen af et nyt statsgældsinstrument for euroområdet (eurogældsbeviser). Disse forslag har længe været en del af debatten mellem de vigtigste EU-institutioner og medlemsstaterne. I sine udtalelser har EØSU også flere gange fremhævet behovet for at anvende EU-obligationer som et tillægsinstrument, dvs. en pooling af gælden, både for at gøre det lettere for de mest gældsplagede lande i euroområdet at finansiere statsgælden og for at mindske omkostningerne ved gældsbetjening (6).

3.2.1

EØSU ville derfor have foretrukket, at Kommissionen havde fremlagt sit eget forslag og/eller henvist til EØSU's tidligere forslag, til forslagene fra de europæiske økonomiministre mv., og det selvom udvalget anerkender de positive sider ved forslaget fra det tyske råd af økonomiske eksperter, der er taget med i Kommissionens meddelelse.

3.2.2

Ved at fremhæve gældsindfrielsesfonden ser man dog bort fra, at en stor del af succesen med politikken for nedbringelse af statsgælden ikke kun hænger sammen med de resultater, der er opnået ved at skære i de offentlige udgifter, men frem for alt de flere indtægter. Det her er den rette vej at gå og fortsætte ad i længere tid end på mellemlangt sigt, hvis forholdet mellem gæld og BNP skal komme under Maastricht-referenceværdien igen. Det muligvis bedste forslag er stadig indførelsen af EU-obligationer, som EØSU tidligere har redegjort for i detaljer (7). Problemet er dog ikke, hvilket teknisk instrument der skal anvendes, men snarere hvilken løsning der skal bruges.

3.2.3

Forslaget som helhed er på linje med stabilitetspagten, for så vidt angår medlemsstaternes forpligtelser, men indeholder ikke noget nyt element, som ville medføre et ændret fokus for de politikker, som ikke længere kan fortsætte i samme retning.

3.3

På langt sigt , i den mindst detaljerede del af Kommissionens meddelelse, forventes ØMU'en at udvikle sig i retning af at gennemføre en bankunion, en finanspolitisk union og en økonomisk union. Dette er helt klart målsætninger, som EØSU kan tilslutte sig, forudsat at man fastlægger, hvad der kræves for at nå dem. EØSU er enigt i, at det er nødvendigt, at medlemsstaternes økonomiske politikker samordnes fuldt ud, især på det skattemæssige og økonomiske område, og at der opstilles et fælles budget for EU med egne finansielle ressourcer og med en selvstændig skatteevne.

3.3.1

Hvad angår de institutionelle aspekter, går meddelelsen ikke længere end til at beskrive dem og pege på forudsætningerne for at bygge en økonomisk og monetær union, som er stærkere med hensyn til de juridiske rammer og styringen af de vigtigste økonomiske politikker. Derimod nævner den ikke de makro- og mikroøkonomiske betingelser, som skal sikre forslagenes levedygtighed på langt sigt.

3.3.2

EØSU mener, at dette ambitiøse initiativ kan blive vellykket, hvis der gennemføres et styrket samarbejde, der sigter mod realiseringen af en politisk union. Denne proces kan lettes, hvis man i international makroøkonomisk sammenhæng gennemfører de halvfærdige reformer vedrørende regler for finansierings- og kreditmarkedernes funktion, mekanismer for makro- og mikrotilsyn og nedbringelse af de makroøkonomiske ubalancer (med udgangspunkt i USA's gæld og Kinas overskud), som har givet næring til den finansielle krise. Uden en betydelig udvikling i denne retning vil det være svært at forebygge nye økonomiske og finansielle kriser.

4.1.1

EØSU glæder sig over Kommissionens forsøg på at tage fat på EU's nuværende demokratiske underskud samt over ideen om, at det største problem er en overførsel af suverænitet. Det handler altså om at lancere processen for at skabe en politisk union, hvilket indebærer, at man samler og i fællesskab styrer »suveræne« politikker, som stadig er nationale, ved hjælp af en mere gennemsigtig og demokratisk beslutningsprocedure for at give euroen en fælles stemme og en europæisk »styring« – ØMU'ens anden søjle, som stadig mangler.

4.1.2

I den sammenhæng mener EØSU, at:

4.1.3

Problemet handler derfor ikke om vanskelighederne med at inddrage Europa-Parlamentet, men snarere om at skabe en fælles beslutningsprocedure for eurolandene og inddrage Europa-Parlamentet i denne. Det er derimod ikke længere acceptabelt at fastholde uafhængige økonomiske og industrielle politikker for hver enkelt medlemsstat samtidig med en fælles monetær politik, som er til skade for de svageste landes økonomier og ikke indeholder kompensationsmekanismer.

4.2.1

EØSU bakker op om at inddrage Europa-Parlamentet i debatten om vækstforslagene sammen med de nationale parlamenter. De bør også deltage i debatten om tilpasningsprogrammerne og ikke kun informeres herom. Der er dog stadig tale om kunstige formaliteter, hvilket ligger meget langt fra, hvordan EU's beslutningsprocedure burde fungere.

4.2.2

Til gengæld er forslagene om de politiske partier innovative, idet de anfører, at partierne skal være europæiske i flere henseender end blot af navn og dermed fungere som en fælles europæisk struktur frem for en sum af mange nationale organer, som handler i overensstemmelse med de enkelte medlemsstater eller andre organisationer (fagforeninger, arbejdsgiverorganisationer m.fl.).

4.2.3

Det ville være hensigtsmæssigt, hvis ikke kun partierne, som foreslået at Kommissionen, men også de andre store europæiske organisationer (f.eks. fagforeninger, arbejdsgiverorganisationer m.fl.) i euroområdet i det mindste gik sammen og fik vedtaget en fælles og europæisk frem for national tilgang allerede nu, forud for valgene i 2014. Det ville være et stort skridt i den rigtige retning, der, skønt utilstrækkeligt, ville sætte godt eksempel for alle.

4.2.4

I anledning af valgene vil det være nødvendigt at give Europa-Parlamentet forfatningsbeføjelser, som giver det mulighed for (sammen med Rådet) at sørge for overgangen til en politisk union inden for en fastlagt tidsramme, og udvide brugen af flertalsafstemning til alle områder samt give Europa-Parlamentet ret til også at stemme om vækst og beskæftigelse.

4.3.1

EØSU bakker op om at sammenlægge og forene de økonomiske politikker med de beskæftigelsesmæssige, som er to sider af samme sag, selvom dette snarere er et økonomisk end et juridisk problem. Der er derimod behov for at indføre en fælles beslutningsprocedure for alle økonomiske politikker, som samler Europa 2020-strategien, samordningen af de nationale budgetter, de makro- og mikroøkonomiske politikker, arbejdsmarkedet i euroområdet mm. for at tage et skridt længere end det nuværende beslutningssystem. Man skal ikke tro, at Europa-Parlamentet nedsættelse af et særligt udvalg er nok til at ændre ØMU'en.

4.3.2

Derudover virker det noget uklart at tro, at den nuværende situation kan forbedres ved at give Kommissionens næstformand og kommissær for økonomisk og monetær politik beføjelse til at koordinere ØMU'en, selv om det er i samarbejde med Europa-Parlamentet. Udenrigspolitikken er et tydeligt eksempel herpå, og man bør derfor i stedet give rigtige beføjelser til kommissæren eller eventuelt en minister.

4.3.3

Et så centralt spørgsmål kan ikke løses med kunstige juridiske og parlamentariske formaliteter, hvis ikke der forinden træffes en beslutning om at overføre suveræniteten fra nationalt til europæisk niveau på det økonomiske, monetære og beskæftigelsesmæssige politikområde, sådan som EØSU gentagne gange har foreslået. Der er behov for at indføre en »økonomisk styring« af euroområdet, som forvaltes af Eurogruppen med beslutningsbeføjelser og flertalsafstemning i fællesskab med Europa-Parlamentet, med de dertilhørende traktatændringer, og det med samme hast med hvilken den finanspolitiske aftale, bankunionen mm. blev lanceret. Det vil gøre det muligt at gennemføre et indre marked for de økonomiske, industrielle samt vækst- og beskæftigelsesmæssige politikker, hvor medlemsstaterne har en fælles vision og træffer solidariske beslutninger i EU-borgernes interesse.

4.4.1

EØSU bifalder alle forslagene om den eksterne repræsentation af euroområdet. Dette er et centralt punkt i meddelelsen i betragtning af de internationale konsekvenser af krisen og forholdet mellem valutaer. Euroen befinder sig i øjeblikket i en prekær situation. Kommissionens strategi for at konsolidere euroområdets plads i IMF består i første omgang af at få tildelt observatørstatus, og først derefter vil man søge om en fælles repræsentation. Det vil tage lang tid og svække euroområdet, som snarest muligt bør få en fælles stemme i de forskellige organer, hvilket EØSU også længe har påpeget. Kommissionens forslag er realistiske, men også for tøvende og utilstrækkelige på kort og mellemlangt sigt. Også i denne sammenhæng vil alt afhænge af Rådets beslutninger.

4.5.1

Tilgangen over for ECB synes utilstrækkelig. Desuden er EØSU ikke enigt i, at traktaten bør behandle punktet om »en styrkelse af den demokratiske ansvarlighed for ECB«, eftersom ECB er et organ, hvor beslutningerne allerede træffes med flertal (hvilket ikke er tilfældet i Rådet). Desuden er ECB's problemer og rolle af en anden karakter, og man kan ikke kun henvise til overvågning, sådan som Kommissionens meddelelse ser ud til at gøre. Problemerne handler også om at udvide ECB's mandat til at omfatte vækst og beskæftigelse samt stabilitet og inflation.

4.5.2

Med henblik herpå er det også nødvendigt at sikre, at mekanismerne til overførsel af politikkerne fra ECB til realøkonomien fungerer korrekt. De nye ukonventionelle foranstaltninger, som ECB har gennemført for at gøre disse mekanismer mere effektive, der sigter mod både at skaffe bankerne likviditet (programmerne for obligationsopkøb (CBPP) og langfristede markedsoperationer (LTRO)) og opkøbe statsobligationer på det sekundære marked (programmerne for det indre marked (SMP) og direkte monetære transaktioner (OMT)), kan betragtes som et første skridt i den rigtige retning, men de gør endnu ikke, at ECB kan fungere som långiver i sidste instans med egen selvstændig beslutningstagning, når det er nødvendigt, hvilket (som bekendt) ville forudsætte en traktatændring.

4.5.3

Det er nødvendigt at styrke ECB's selvstændige beslutningstagning og interventionsinstrumenter med tanke på dens rolle som långiver i sidste indsats, ikke for at øge medlemsstaternes eller EU's gældsætning, men for at give euroen større troværdighed og hindre spekulative angreb mod statsgælden i de mest gældsatte lande. Særligt i forbindelse med effekten af ECB's foranstaltninger på statsgældens bæredygtighed minder EØSU om, at det blotte løfte om foranstaltninger har bidraget til at mindske spændingerne på både euroområdets marked for statsobligationer og finansierings- og kreditmarkederne.

4.6.1

EØSU er enigt i at styrke Domstolens rolle, dog ikke på det i meddelelsen foreslåede område (traktatkrænkelsesprocedurer for medlemsstater). Det ville betyde, at man holder fast i tanken om, at de økonomiske problemer, herunder gæld, er tekniske og juridiske problemer i stedet for politiske problemer, som skal håndteres inden for rammerne af en demokratisk og gennemsigtig EU-beslutningsprocedure, som henhører under borgernes suverænitet.

19.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 271/31

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) bifalder Kommissionens forslag om at tilpasse EU-lovgivningen på baggrund af ændringerne i de internationale standarder for forebyggelse og bekæmpelse af hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme. De kriminelle, som misbruger det finansielle system og mulighederne på det indre marked, udgør nemlig en trussel imod selve grundlaget for vores samfund. Det er efter EØSU's opfattelse yderst vigtigt, at Den Europæiske Union og medlemsstaterne får effektive værktøjer, der kan øge integriteten og gennemsigtigheden af de finansielle transaktioner. I den henseende er Kommissionens forslag bestemt et skridt i den rigtige retning.

1.2

EØSU er tilfreds med tydeliggørelsen af de forpligtede enheders legitimationskrav over for de reelle ejere af selskaber, således at der kan skabes større gennemsigtighed med hensyn til, hvilke fysiske personer der gemmer sig bag en eventuel juridisk person, og over for politisk udsatte personer, hvor risikoen for korruption kan være højere som følge af deres hverv. EØSU er endvidere tilfreds med, at spiludbydere er blevet medtaget på listen over forpligtede enheder, da der er tale om en sektor, der kan anvendes til hvidvaskning af penge.

1.3

EØSU bifalder Kommissionens målsætning om, at Den Europæiske Union skal gå forrest i den internationale kamp mod hvidvaskning af penge og terrorisme. EØSU mener, at en af metoderne til at sikre, at de nye EU-regler bliver effektive, og EU dermed kan blive et eksempel til efterfølgelse i kampen mod hvidvaskning af penge, er en kollektiv indsats fra alle parters side. EØSU er tilfreds med de præciseringer i dokumentet, som sikrer forholdsmæssigheden over for SMV'er. EØSU mener, at små enheder bør tilbydes teknisk og professionel bistand via et mellemled, der kan være brancheorganisationer, -sammenslutninger eller -forbund, så de bliver i stand til at opfylde forpligtelserne i forslaget.

1.4

EØSU roser Kommissionen for at have kastet sig ud i den svære opgave, det er at finde en balance mellem så umiddelbart vanskeligt forenelige problemstillinger som beskyttelse af personoplysninger og bekæmpelse af hvidvaskning af penge. Formålet med, at en lang række forpligtede enheder indsamler og analyserer oplysninger, herunder personoplysninger, er udelukkende at afsløre kriminelle aktiviteter. De forpligtede enheder skal derfor i det omfang, det er muligt, værne om deres kunders privatliv, når de som en prioriteret opgave bistår de nationale myndigheder i kampen mod kriminalitet.

1.5

EØSU hilser forslaget om EU-harmonisering af de sanktioner, der anvendes i den finansielle sektor, velkommen. Kriminalitetsforebyggelsen skal være så effektiv som mulig, og de forpligtede enheder skal kunne idømmes afskrækkende sanktioner, der er proportionale med de beløb, der hvidvaskes. EØSU henstiller derfor til Kommissionen og medlemsstaterne, at de sikrer konsekvens og korrekt anvendelse af administrative sanktioner og straf.

2.1

Hvidvaskning af penge, finansiering af terrorisme og spredning af masseødelæggelsesvåben er trusler mod den globale sikkerhed og det finansielle systems integritet. På internationalt plan er det Den Finansielle Aktionsgruppes (FATF) opgave at udforme foranstaltninger benævnt anbefalinger for at forebygge og bekæmpe hvidvaskning af penge, finansiering af terrorisme og på det seneste finansiering af spredning af masseødelæggelsesvåben.

2.2

En periode på næsten tre år blev brugt til at revidere FATF's anbefalinger for at skærpe de forebyggende foranstaltninger og i højere grad beskytte det finansielle system ved at give regeringerne mere robuste værktøjer til at sanktionere alvorlige lovovertrædelser. De nye anbefalinger blev vedtaget af FATF i februar 2012 (1).

2.3

De væsentligste ændringer indført med FATF's nye anbefalinger er:

2.4

FATF tager hul på en ny omgang evalueringer af medlemslandene i 2014 med særlig fokus på, hvor effektivt de nye anbefalinger er blevet gennemført.

3.1

Forslagene til (i) det fjerde direktiv om bekæmpelse af hvidvaskning af penge/finansiering af terrorisme og (ii) den anden forordning om oplysninger, der skal medsendes ved pengeoverførsler, er et led i opdateringen af EU-lovgivningen og skal afspejle de ændrede FATF-anbefalinger.

3.2

De vigtigste foreslåede ændringer af EU-lovgivningen er:

3.3

De foreslåede ændringer bygger navnlig på en undersøgelse (3) af anvendelsen af det tredje direktiv om bekæmpelse af hvidvaskning af penge/finansiering af terrorisme udarbejdet af et uafhængigt revisionsfirma og på de synspunkter, som blev meddelt Kommissionen under den offentlige høring.

3.4

Forslagene til direktiv og forordning skal erstatte det eksisterende direktiv, henholdsvis forordning, som vil blive ophævet.

4.1

EØSU er enig i, at der er behov for at tilpasse den eksisterende EU-lovgivning om bekæmpelse af hvidvaskning af penge/finansiering af terrorisme i lyset af de ændringer, der er sket på internationalt plan. EØSU er klar over, at hvidvaskning af penge/finansiering af terrorisme kan forekomme i alle økonomiske sektorer, og at der konstant bør være særligt fokus på at sikre, at lovgivningen effektivt forhindrer, at det finansielle system bruges til kriminelle formål.

4.2

EØSU bifalder Kommissionens målsætning om, at Den Europæiske Union skal gå forrest i kampen mod hvidvaskning af penge og terrorisme. Det henviser til det synspunkt, det allerede gjorde gældende i en tidligere udtalelse, hvor det bifaldt »videreudviklingen af regler, som skal hindre hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme, som et symbol på EU's indsats for at sikre høje standarder for såvel privat som offentlig redelighed og adfærd. Direktiv udgør både et konkret skridt i forvaltningen af finansielle anliggender og et middel til styrkelse af Den Europæiske Union« (4).

4.3

EØSU mener, at en sænkning af tærsklen fra 15 000 EUR til 7 500 EUR for, hvornår forhandlere af varer skal efterleve kravene i direktivet er endnu et skridt i den rigtige retning af at fremme betalinger med andre midler end kontanter. EØSU har allerede i en tidligere udtalelse (5) påpeget, at kontanter virker befordrende på den sorte økonomi, og at betalinger med andre midler end kontanter er mere gennemsigtige i skattemæssig og økonomisk henseende, billigere for samfundet som helhed samt mere praktisk, sikker og innovativ.

4.4.1

EØSU hilser det velkomment, at udlejningsformidlere og udbydere af hasardspil underlægges forpligtelserne til at bekæmpe hvidvaskning af penge/finansiering af terrorisme, selvom de ikke er omfattet af FATF's anbefalinger.

4.4.2

EØSU er tilfreds med de præciseringer i dokumentet, som sikrer forholdsmæssigheden over for SMV'er. For at sikre at små enheder er i stand til at opfylde forpligtelserne i direktivforslaget, foreslår EØSU at inddrage et mellemled, som kan være brancheorganisationer, -sammenslutninger eller -forbund, der repræsenterer »små enheder« på nationalt niveau, og give disse rådgivnings-, støtte- og mæglingsbeføjelser. Det er meget vigtigt, at der er hjælp til rådighed for »små enheder«, så det undgås, at de bliver det primære mål for hvidvaskning.

4.5.1

Identifikationen af personer skal foregå ved, at de pågældende personer fysisk er til stede. Er dette ikke tilfældet, skal de forpligtede enheder anvende de skærpede legitimationskrav som følge af den risiko, der knytter sig til fjerntransaktioner. EØSU er ikke sikker på, at disse krav er forenelige med det helt igennem digitale samfund, vi er ved at overgå til.

4.5.2

EØSU opfordrer Kommissionen til at overveje foranstaltninger, der sikrer, at kravene til kundeidentifikation er forenelige med den stadig mere almindelige brug af elektroniske betalinger og elektronisk kommunikation.

4.6.1

EØSU understreger, hvor vigtigt det er at finde en balance mellem på den ene side hensynet til beskyttelse af personoplysninger og på den anden side sikre det finansielle systems integritet ved at bekæmpe hvidvaskning af penge/finansiering af terrorisme.

4.6.2

For så vidt at bekæmpelsen af hvidvaskning af penge/finansiering af terrorisme beror på en lang række forpligtede enheders indsamling og analyse af oplysninger, herunder personoplysninger, mener EØSU, at forslagene i det store og hele opfylder kravene til medlemsstaterne og de forpligtede enheder, så balancen mellem to umiddelbart vanskeligt forenelige problemstillinger bliver mere lige.

4.6.3

Med hensyn til kravet i artikel 39 i forslaget til direktiv om at tilintetgøre dokumenter og slette oplysninger efter udløbet af en periode på 5 eller 10 år efter forretningsforholdets ophør henstiller EØSU, at medlemsstaterne sikrer, at deres lovgivning indeholder bestemmelser, der regulerer situationer (som straffesager, konkurser og arvesager), hvor dette krav ikke bør være gældende, så det undgås at det er i modstrid med den almene interesse.

4.6.4

EØSU foreslår, at direktivet udtrykkeligt fastlægger et krav om streng hemmeligholdelse af identiteten på personer, der indberetter mistænkelige transaktioner, med mindre de pågældende personer har givet deres samtykke til, at deres identitet kan afsløres, eller det for at garantere retfærdig behandling i en straffesag er nødvendigt at afsløre deres identitet.

4.7.1

EØSU gør opmærksom på, at de europæiske tilsynsmyndigheder skal medvirke til analysen af risici for hvidvaskning af penge/finansiering af terrorisme på EU-niveau og kan udstede retningslinjer og regler for medlemsstaterne og finansielle institutioner. EØSU understreger vigtigheden af samarbejde med de europæiske tilsynsmyndigheder om at bekæmpe hvidvaskning af penge/finansiering af terrorisme, men bemærker dog, at disse myndigheder kun i begrænset omfang har kompetence til at repræsentere og regulere den finansielle sektor. Mange af de forpligtede enheder tilhører ikke den finansielle sektor og er derfor ikke repræsenteret på EU-niveau. EØSU foreslår endvidere, at Kommissionen deltager i risikoanalysen på EU-niveau og medvirker til at udstikke retningslinjer på vegne af de ikke-finansielle enheder, der er forpligtede til at bekæmpe hvidvaskning af penge/finansiering af terrorisme.

4.7.2

EØSU er overbevist om, at der er behov for harmoniserede anbefalinger og retningslinjer for deres fortolkning i EU for at sikre en mere ensartet anvendelse af reglerne for bekæmpelse af hvidvaskning af penge/finansiering af terrorisme i medlemsstaterne.

4.8.1

Forslagene indeholder en liste over administrative sanktioner, som ligger i forlængelse af Kommissionens meddelelse af 8. december 2010 om »Udvidelse af sanktionsordningerne i sektoren for finansielle tjenesteydelser«, som EØSU har udarbejdet en udtalelse (6) om, og som også kan findes i andre af Kommissionens nyere forslag (7).

4.8.2

EØSU er tilhænger af EU-harmonisering af de sanktioner, der anvendes i den finansielle sektor. Det skal dog slås fast, at kriminaliteten ikke ophører, blot fordi den bekæmpes. Det er derfor vigtigt, at kriminalitetsforebyggelsen er så effektiv som mulig, og at de forpligtede enheder, som ikke overholder deres forpligtelser til at bekæmpe hvidvaskning af penge/finansiering af terrorisme, kan idømmes afskrækkende sanktioner, der er proportionale med de beløb, der hvidvaskes.

4.8.3

EØSU sætter dog spørgsmålstegn ved de påtænkte sanktioners rent »administrative« karakter og frygter, at de på grund af deres strenghed vil kunne skabe tvivl om regelhierarkiet og forholdsmæssigheden af strafferetlige sanktioner. Selvom de administrative sanktioner får afskrækkende virkning og har harmonisering i EU som sigte, ændrer det ikke den kendsgerning, at de strafferetlige sanktioner for hvidvaskning af penge er forskellige fra land til land. EØSU opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre konsekvent og korrekt anvendelse af de administrative sanktioner, som forpligtede enheder idømmes, hvis de ikke overholder forpligtelserne til at bekæmpe hvidvaskning af penge/finansiering af terrorisme, og straffen for hvidvaskning af penge.

4.8.4

EØSU frygter, at der kan sættes spørgsmålstegn ved, om bestemmelserne om administrative sanktioner er i overensstemmelse med artikel 6, stk. 1, og artikel 7 i den europæiske menneskerettighedskonvention med risiko for, at visse administrative sanktioner omdefineres til »straf«, som kun kan idømmes af en upartisk domstol efter en retfærdig rettergang – betingelser som de kompetente administrative myndigheder ikke opfylder. EØSU beder Kommissionen om at finde nogle passende juridiske løsninger, der giver garanti for, at den foreslåede sanktionsordning ikke på nogen måde kan anfægtes.

4.8.5

EØSU mener, at man ved i forslaget at fastlægge principbaserede mindstebestemmelser for anvendelsen af administrative foranstaltninger og sanktioner forbedrer EU's indsats som helhed.

5.1

EØSU anbefaler, at definitionen af finansiering af terrorisme i artikel 1, stk. 4, i forslaget til direktiv udvides, så det omfatter »enhver anden handling« foruden de omhandlede lovovertrædelser i overensstemmelse med ordlyden af FATF's anbefaling nr. 5.

5.2

EØSU gør opmærksom på, at bilagene til direktivforslaget indeholder en liste over de risikofaktorer og -variabler, som de forpligtede enheder skal kontrollere som led i deres forpligtelser til at bekæmpe hvidvaskning af penge/finansiering af terrorisme. EØSU anser ikke listerne i bilagene for at være udtømmende og mener, at de forpligtede enheder i overensstemmelse med den risikobaserede tilgang også bør overveje andre faktorer, som knytter sig tæt til medlemsstaterne og de forskellige omstændigheder omkring de transaktioner, de gennemfører.

5.3

Efter EØSU's opfattelse løses problemet med piratvirksomhed ved at opspore og slå hårdt ned på de pågældende kapitalstrømme. I EU bør der udarbejdes en sortliste over finansielle institutioner, der er involveret i hvidvaskning af penge fra pirataktiviteter. Verdensbanken, Interpol og Europol kan alle hjælpe med at finde frem til løsepengene, som bør opspores og konfiskeres, så piratvirksomhed ikke længere kan betale sig (8).

19.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 271/36

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) bifalder – i tråd med de holdninger, der er tilkendegivet af Europa-Parlamentet (1) og Regionsudvalget (2), og i overensstemmelse med sine tidligere udtalelser (3) – Kommissionens forslag om at indføre den første regionale afgift på finansielle transaktioner (AFT) i verden.

1.2

EØSU minder om, at det ønskede en AFT indført på verdensplan, men trods det mener det, at dens indførelse på regionalt plan (EU11+) – i 11 af EU's medlemsstater (4) – kan være en enestående chance, som i fremtiden kan bane vej for at anvende afgiften på verdensplan.

1.3

EØSU understreger vigtigheden af metoden med forstærket samarbejde som et redskab, der kan give medlemsstaterne mulighed for at nå så bred enighed som mulig om visse emner, der er fastlagt i traktaterne (5), og dermed neutralisere den blokerende enstemmighed, som ofte har ført EU ud i et politisk og økonomisk dødvande.

1.4

EØSU mener, at en af styrkerne ved den foreslåede AFT ligger i, at det er en afgift med et bredt skattegrundlag og to lave afgiftssatser, hvilket mindsker afgiftens negative, fordrejende virkninger. EØSU mener, at indførelsen af afgiften i EU11+ vil fremme etableringen af et fælles finansielt marked, og finder det derfor hensigtsmæssigt, at afgiften træder i kraft den 1. januar 2014, da løsninger med gradvis indførelse forekommer uegnede.

1.5

EØSU mener, at det for at maksimere afgiftens virkning på den økonomiske vækst er hensigtsmæssigt at bruge en del af afgiftsprovenuet til finansiering af et investeringsprogram på nationalt og europæisk plan, der kan sikre økonomisk genopretning og jobskabelse på kort sigt.

1.6

EØSU konstaterer med tilfredshed, at Kommissionen i sit nye forslag om AFT for at neutralisere eller i hvert fald mindske risikoen for udflytning af finansielle transaktioner mindst muligt har sammenkædet princippet om etableringssted eller territorial afgræsning (som var foreslået i det oprindelige forslag) med princippet om udstedelsessted (issuance principle), sådan som Europa-Parlamentet har foreslået det, og hvilket EØSU gik kraftigt ind for i sin tidligere udtalelse (6). EØSU bemærker, at den kumulative anvendelse af disse principper kan betyde, at finansielle institutioner i ikke-deltagende medlemsstater i visse tilfælde ligeledes bliver betalingspligtige for afgiften. EØSU finder det derfor i overensstemmelse med Europa-Parlamentets forslag hensigtsmæssigt at iværksætte en uddybende undersøgelse og indlede relevante forhandlinger med tredjelandene med det sigte at lette opkrævningen af AFT.

1.7

EØSU mener ligesom Europa-Parlamentet, at det vil være hensigtsmæssigt at supplere princippet om etableringssted og udstedelsesprincippet med princippet om »overførsel af ejendomsret«. Dette kan gøre unddragelse af ATF risikabelt og dyrt og dermed sikre en bedre gennemførelse af afgiften.

1.8

EØSU bifalder de ændringer, Kommissionen har foretaget for at forbedre forvaltningen af afgiften og samtidig bekæmpe svig og unddragelse. EØSU er enigt i at indføre en undtagelse for primærmarkedstransaktioner vedrørende andele i institutter for kollektiv investering i værdipapirer (Units of undertakings for collective investments in transferable Securities – UCITS) og alternative investeringsfonde (AIF'er) (Alternative investment funds – AIF) for at lette virksomhedsfinansieringen.

1.9

EØSU beklager, at vurderingen af de mikro- og makroøkonomiske konsekvenser af anvendelsen af AFT først er planlagt til tre år efter lovgivningens ikrafttrædelse, og opfordrer til, at Kommissionen løbende foretager kontrol og tilsyn (årlig overvågning). Dermed vil det være muligt at få en umiddelbar vurdering af virkningerne af AFT'en, således at der i tide kan foreslås eventuelle ændringer til anvendelsen af AFT'en.

1.10

Eftersom EØSU fremsatte kritiske bemærkninger om den utilstrækkelige dokumentation for den analyse, der ledsagede det oprindelige forslag om AFT, ser det positivt på, at Kommissionen har sørget for delvist at afhjælpe denne mangel. EØSU understreger, at det er nødvendigt, at Kommissionen i den kvantitative vurdering af virkningerne af forslagene forbedrer de modeller, der for øjeblikket er til rådighed, ved at tilpasse dem til vurderingen af politiske alternativer. Navnlig opfordres Kommissionens tjenestegrene til, hvor det er muligt, at udarbejde vurderinger på baggrund af de konkrete forslags reelle indhold.

1.11

EØSU beklager, at den manglende anvendelse af AFT'en i samtlige 27 EU-medlemsstater bevirker, at EU-budgettet mangler en afgørende hjørnesten i ordningen for egne indtægter. Denne ordning skulle ellers have gjort det muligt at sikre EU finansiel autonomi, sådan som det oprindeligt var tanken med Romtraktatens artikel 201.

1.12

EØSU understreger, at forvaltningsorganerne i anvendelsen af AFT'en skal minimere risikoen for svig og undvigelse og begrænse administrationsomkostningerne ved hjælp af tilstrækkelig koordination medlemsstaterne imellem.

1.13

EØSU påpeger, at der er behov for at holde nøje øje med virkningerne af denne afgift på pensionskasserne og for de fremtidige pensionister, men kræver ikke, at disse undtages fra AFT'ens anvendelsesområde.

1.14

Som led i sin rolle som rådgivende organ for Kommission, Europa-Parlamentet og Rådet gentager EØSU, at det agter at påtage sig løbende at overvåge processen med at omsætte Kommissionens forslag til lovgivning.

2.1

Kommissionens forslag til direktiv (7) afspejler det foregående forslag, der blev fremsat i september 2011 (8). Selv om der i Rådet ikke blev opnået fuld enighed om sidstnævnte forslag, foranledigede det alligevel 11 EU-medlemsstater til den 28. september 2012 at fremsende en officiel anmodning til Kommissionen om at indlede et forstærket samarbejde med henblik på indførelse af en AFT.

2.2

Efter at have vurderet gennemførligheden af denne anmodning og fastslået, at et forstærket samarbejde om en AFT ikke ville have negativ indvirkning på det indre marked eller på de ikke-deltagende landes forpligtelser, rettigheder eller beføjelser, udarbejdede Kommissionen i oktober 2012 en godkendelsesbeslutning, som blev meddelt Europa-Parlamentet i december 2012, og som Økofinrådet gav sit samtykke til i januar 2013.

2.3

Kommissionens forslag er i det store og hele en gengivelse af det oprindelige forslag, men der er foretaget visse ændringer med det sigte at i) opnå større juridisk klarhed, og ii) styrke reglerne til modvirkning af misbrug og undvigelse som krævet af de 11 medlemslande.

2.3.1

De tre oprindelige mål bekræftes og styrkes: i) at styrke det indre marked gennem neutraliseringen af divergerende nationale tilgange, ii) at sikre et rimeligt bidrag fra den finansielle sektor, ligesom fra de øvrige sektorer, til finansieringen af de offentlige indtægter og iii) at fremme det finansielle systems investeringer i realøkonomien.

2.3.2

Ligesom i det oprindelige forslag er skattegrundlaget bredt og mindstesatserne lave: 0,1 % for finansielle transaktioner vedrørende aktier, obligationer, andele i kollektive investeringsinstitutter, pengemarkedsinstrumenter, genkøbsaftaler, aftaler om udlån af værdipapirer, og 0,01 % for finansielle transaktioner vedrørende derivater.

2.3.3

For ikke at hindre realøkonomiens normale funktionsmåde finder afgiften ikke anvendelse på: i) borgernes og virksomhedernes daglige finansielle transaktioner (lån, betalinger, forsikringer, indlån osv.), ii) bankernes traditionelle investeringsaktiviteter i forbindelse med rejsning af kapital og finansieringstransaktioner i forbindelse med omstruktureringer, iii) refinansieringsaktiviteter, pengepolitikken og forvaltningen af den offentlige gæld og iv) primærmarkedstransaktioner vedrørende andele i institutter for kollektiv investering i værdipapirer og alternative investeringsfonde. Undtaget er således transaktioner med Den Europæiske Centralbank, med medlemsstaternes centralbanker, med den europæiske finansielle stabilitetsfacilitet (European Financial Stability Facility), med den europæiske stabilitetsmekanisme (European Stability Mechanism) og med EU.

2.3.4

Forslaget bekræfter princippet om etableringssted eller territorial afgrænsning, ifølge hvilket transaktionen er underlagt afgiften uanset det geografiske sted, hvor transaktionen har fundet sted, hvis den finansielle institution, der er involveret i transaktionen, er etableret i AFT-jurisdiktionen, eller hvis den handler på vegne af en organisme, der er etableret i det område.

2.3.5

For at modvirke forsøg på at flytte uden for AFT-jurisdiktionen har man tilføjet udstedelsesprincippet, som krævet af Europa-Parlamentet og støttet af EØSU. Ifølge dette princip er transaktionen underlagt AFT, hvis genstanden for transaktionen er udstedt i en af de 11 medlemsstater, der deltager i det forstærkede samarbejde, uanset om dem, der foretager transaktionen, er etableret uden for AFT-jurisdiktionen, eller et andet sted end der, hvor transaktionen finder sted.

2.3.6

Den parallelle anvendelse af de to principper (princippet om etableringssted og udstedelsesprincippet) neutraliserer eller begrænser i hvert fald tilbøjeligheden til at flytte uden for AFT-jurisdiktionen for at undgå afgiften. For at undgå afgiften ville den finansielle institution nemlig skulle give afkald på både de kunder, der er bosat inden for AFT-jurisdiktionen, og på at arbejde med alle de finansielle produkter, der er udstedt i det område. Et område, som man ikke må glemme, immervæk tegner sig for mere end 2/3 af BNP i Den Europæiske Union og 90 % af BNP i euroområdet. Dette faktum taler imod strategier om ikke at have noget at gøre med dette marked, hvor den ensartede beskatning på de finansielle markeder vil være en vigtig brik i gennemførelsen af det indre marked.

2.3.7

Afgiftsprovenuet skulle ifølge Kommissionens beregninger beløbe sig til 30-35 mia. euro om året. Dette svarer til cirka 60 % af det provenu, der tidligere var beregnet ud fra den antagelse, at afgiften ville blive indført i samtlige EU-landene (og lad os minde om, at den beregning lød på 57 mia. euro). 13 mia. euro af provenuet skulle komme fra aktier og værdipapirer og 21 mia. euro fra derivater.

3.1

I de seneste år har flere EU-lande godkendt anvendelse af forskellige former for AFT og har dermed øget faren for en skattekonkurrence, som er til skade for det indre marked (smalle skattegrundlag, forskellige former for undtagelse). Indførelsen af en regional AFT vil fremme gennemførelsen af et virkeligt indre finansielt marked uden konkurrenceforvridninger, som skyldes ineffektive skattesystemer.

3.1.1

EØSU mener derfor, at AFT'en bør træde i kraft i henhold til den tidsplan, Kommissionen har opstillet, dvs. den 1. januar 2014, og at der ikke bør gives mulighed for gradvis indførelse, som pga. af den gældende lovgivning på nationalt plan i EU 11+-landene kunne give anledning til forsinkelser og tekniske problemer.

3.2

Indførelsen af AFT i samtlige 27 EU-lande er måske nok ønskelig, men da den har vist sig ikke at være praktisk mulig, synes indførelsen gennem det forstærkede samarbejde – uden at det er til skade for de ikke-deltagende medlemslande – at være den vej, vi er nødt til at gå for at sikre afgiftens fremtidige indførelse på europæisk og globalt plan.

3.3

Den manglende indførelse af afgiften i EU-landene kan i visse tilfælde resultere i situationer med dobbelt beskatning i de lande, der ikke deltager. Der er tale om et problem, som kun vedrører en lille del af transaktionerne, og som under alle omstændigheder kan afhjælpes via bilaterale aftaler om netting.

4.1

EØSU fremhæver, at det oprindelige skøn over de langsigtede makroøkonomiske virkninger (40 år) af AFT'en på den europæiske økonomi er blevet radikalt ændret af Kommissionens tjenestegrene, således at vi går fra et skøn med negativt fortegn på omkring – 1,76 % til et skøn med positivt fortegn på cirka + 1,0 %.

4.1.1

Det skøn, der ledsagede det oprindelige forslag er blevet ændret, og der er i skønnet nu medtaget såvel virkningerne af de foreslåede effektive satser som de »formildende« faktorer. Dermed har det været muligt at gå fra – 1,76 % til – 0,53 % af BNP (9).

4.1.2

Kommissionen har efterfølgende yderligere ændret dette skøn, da den ikke mente, at det tog hensyn til forslagets særlige kendetegn, og den har desuden taget udgangspunkt i nogle urealistiske arbejdshypoteser (for eksempel, at alle nye erhvervsinvesteringer blev finansieret med instrumenter, der er underlagt AFT). Med denne ændring faldt den reelle langsigtede indvirkning på BNP yderligere og blev anslået til – 0,28 %. I forbindelse med denne analyse gennemførte Kommissionen endnu en konsekvensanalyse, hvor den også tog hensyn til virkningerne af brugen af provenuet af AFT'en dels som et alternativ til andre former for beskatning dels et muligt redskab til offentlige investeringer. Med dette skøn, hvor man gik ud fra et provenu på 0,16 % af BNP, blev indvirkningen af AFT'en på BNP positiv og lå mellem 0,2 % og 0,4 % (10).

4.1.3

Sidstnævnte scenarie bør dog stadig ses som værende for pessimistisk, da det i forbindelse med det samlede provenu ikke tager højde for den del, der kommer fra afgift på derivater, som omvendt indgår i Kommissionens forslag, og som ville få det samlede provenu til at gå fra 0,16 % til 0,4 % af BNP med en deraf følgende positiv effekt af AFT'en på BNP i størrelsesordenen 1 % (11).

4.2

Ifølge Kommissionens analyse vil indførelsen af en AFT have størst gavnlig virkning på EU's økonomi, hvis afgiftsprovenuet på såvel europæisk som nationalt plan anvendes til at finansiere et offentligt investeringsprogram, der kan sikre en styrkelse af den økonomiske vækst og beskæftigelsen.

4.3

EØSU har i løbet af de seneste fem år, sammenfaldende med krisen, afgivet en række udtalelser, hvori det har understreget behovet for at genskabe balancen i de europæiske makroøkonomiske politikker og fremme investeringspolitikker til gavn for vækst og beskæftigelse (12). Hvis man fulgte EØSU's anbefaling, ville indtægterne fra anvendelsen af en AFT således have størst mulig virkning, hvis de netop blev anvendt til at finansiere et stort investeringsprogram på nationalt og europæisk plan.

4.4

EØSU mener, at en af styrkerne ved den foreslåede AFT ligger i, at det er en afgift med et bredt skattegrundlag og to lave afgiftssatser. Denne egenskab kan minimere de negative virkninger af skatter, som med et smallere beskatningsgrundlag og højere satser ville forårsage alvorlige markedsforvridninger. EØSU mener derfor, at det er nødvendigt dels at begrænse indskrænkelserne af beskatningsgrundlaget og undtagelserne for de afgiftspligtige mest muligt, dels at tilskynde de 11 deltagende medlemsstater til at iværksætte en proces, der gennem anvendelse af de foreslåede afgiftssatser sigter mod at virkeliggøre et egentligt indre marked.

4.5

EØSU finder det hensigtsmæssigt at indføre princippet om »overførsel af ejendomsret«, ifølge hvilket en finansiel transaktion, som unddrager sig FT-afgift, betragtes som juridisk uigennemførlig og ikke medfører overførsel af ejendomsretten til det pågældende finansielle instrument.

4.6

EØSU er enigt i idéen om at udelukke transaktioner i forbindelse med andele i kollektive investeringsinstitutter og alternative investeringsfonde fra beskatningsgrundlaget, dels da disse instrumenter er direkte knyttet til virksomhedsfinansiering, dels for at efterkomme anvisningerne i direktiv 2008/7/EF. Det understreges, at den planlagte begrænsning af provenuet pga. denne undtagelse vil beløbe sig til 4 mia. euro.

4.7

Selv om EØSU er bevidst om, at det er nødvendigt at kontrollere et eventuelt pres på renterne af den offentlige gæld, støtter det forslaget om at opretholde undtagelsen for offentlige værdipapirer udstedt på det primære marked og anvendelse af afgift på værdipapirtransaktioner, der foregår på det sekundære marked. I denne forbindelse bør undtagelsen på det sekundære marked kun gælde for de institutter, som de offentlige myndigheder har givet mandat til at gribe ind med operationer, der hænger sammen med offentlige gældsforvaltning.

4.8

Med hensyn til pensionsfondene har EØSU allerede påpeget, at det er nødvendigt at foretage en relevant overvågning af virkningerne af AFT'en på pensionsfondene. Udelukkelsen fra beskatningsgrundlaget af andele i kollektive investeringsenheder og alternative investeringsfonde og afgiftsfritagelsen for statsgældsbeviser på primærmarkedet udgør helt klart en positiv faktor for pensionsfondene i betragtning af sammensætningen af deres portefølje.

4.9

EØSU påpeger, at der er behov for at holde nøje øje med virkningerne af denne afgift på pensionskasserne og for de fremtidige pensionister, men kræver ikke, at disse udelukkes fra AFT'ens anvendelsesområde.

4.10

Anvendelsen af en AFT påvirker ikke likviditeten i systemet, men fremmer investeringer af pensionsmidler, der går i retning af langsigtede strategier, hvilket mindsker de destabiliserende elementer, såsom højfrekvenstransaktionerne i de finansielle aktiviteter (13).

4.11

Der skal ved anvendelsen af den nye afgift tages særligt hensyn til de administrative forvaltningsbetingelser for at mindske dels risikoen for svig og unddragelse dels de administrative omkostninger for medlemsstaterne og de afgiftspligtige aktører mest muligt. Det er derfor hensigtsmæssigt, at både medlemsstaterne og Kommissionen i deres udarbejdelse af gennemførelsesforanstaltningerne vedrørende betalings- og afgiftskontrolmetoderne bestræber sig på at minimere disse administrative omkostninger og holder nøje øje med, hvordan de udvikler sig. På grund af virkningerne af forslaget opfordrer EØSU tillige Kommissionen til at foreslå modeller for samarbejde mellem finansielle institutioner i ikke-deltagende medlemsstater og modtagermedlemsstaterne.

4.12

Eftersom EØSU tidligere har fremsat kritiske bemærkninger om den utilstrækkelige dokumentation for den analyse, der ledsagede det oprindelige forslag om AFT, ser det positivt på, at Kommissionen har sørget for delvist at afhjælpe denne mangel ved hjælp af de syv forklarende noter til konsekvensanalysen i det foregående forslag (14), hvortil kommer konsekvensanalysen i det foreliggende forslag (15). Til trods herfor understreger EØSU, at der fortsat mangler analytisk dokumentation til at illustrere den nuværende beskatningssituation på de finansielle markeder og provenuet i de forskellige lande, herunder navnlig i EU11+. Det ville navnlig være hensigtsmæssigt at have en mere omfattende vurdering af de mulige konsekvenser for sparerne og fremtidige pensionister, som tager hensyn til de forskellige mulige scenarier for indførelse af afgiften.

4.13

EØSU understreger, at det er nødvendigt, at Kommissionen i den kvantitative vurdering af virkningerne af forslagene forbedrer de modeller, der for øjeblikket er til rådighed, ved at tilpasse dem til vurderingen af politiske alternativer. EØSU opfordrer derfor navnlig Kommissionens tjenestegrene til, hvor det er muligt, at udarbejde vurderinger på baggrund af de konkrete forslags reelle indhold.

19.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 271/42

1.1

EØSU er ikke enig i de argumenter, Kommissionen fremfører for at begrunde dette forslag. Da der ikke findes noget videnskabeligt belæg for påstanden om, at forskellene i straffeniveauet hvad angår falskmøntneri skulle give anledning til, at falskmøntnerne anvender forum-shopping, finder udvalget det ikke fuldt ud berettiget at revidere rammeafgørelsen fra 2000 med henblik på at indføre en minimumsstraf inden for EU, hvis forventede afskrækkende virkning i øvrigt synes diskutabel.

1.2

EØSU henleder opmærksomheden på, at direktivforslaget under dække af minimumsregler i virkeligheden indfører et meget omfattende arsenal af repressive foranstaltninger til bekæmpelse af falskmøntneri, hvilket synes at gå videre, end der er belæg for i artikel 83, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), ikke mindst fordi forslaget også berører spørgsmål om jurisdiktion og procedure.

1.3

Samtidig med at EØSU sætter spørgsmålstegn ved, om der er behov for en så repressiv tilgang, som pr. definition vil kunne krænke de grundlæggende rettigheder og friheder, tvivler udvalget tillige på, at den vil være effektiv, idet strafudmålingen, trods fastsættelsen af en minimumsstraf, stadig vil være baseret på forskellige fortolkninger afhængig af de enkelte medlemsstaters retstraditioner og dommerens skønsbeføjelse.

1.4

Overordnet set er EØSU utilfreds med, at direktivforslaget ikke – således som artikel 82, stk. 2, i TEUF ellers kræver – tager tilstrækkeligt hensyn til forskellene mellem medlemsstaternes retstraditioner og retssystemer, ikke mindst for så vidt angår konsekvenserne for de individuelle rettigheder og friheder af direktivets bestemmelser.

1.5

Som den EU-institution, der repræsenterer det europæiske civilsamfund, henleder EØSU opmærksomheden på, at lovovertræderne kan være borgere, som oprindeligt var i god tro og uden at vide det har modtaget falske penge, som de efterfølgende har brug for at skille sig af med igen. Udvalget peger på den risiko, som de uforholdsmæssigt strenge foranstaltninger vil indebære for disse personer, der fra at være ofre bliver til ufrivillige lovovertrædere. Efter udvalgets opfattelse er det, ud over handlingen selv, afgørende også at tage højde for hensigten, hvilket direktivforslaget ikke understreger kraftigt nok i sine betragtninger.

1.6

EØSU er foruroliget over, at direktivforslaget ikke, når det gælder proceduren, foretager nogen rangordning, i forhold til hvor grov overtrædelsen er, af de redskaber, som efterforskningsenhederne kan anvende, ligesom det er tilfældet for fastlæggelsen af sanktioner. Udvalget mener derfor, det er nødvendigt at præcisere i direktivforslaget, at brug af efterforskningsredskaber, som anvendes ved organiseret kriminalitet, bør forbeholdes de groveste overtrædelser.

2.1

Formålet med dette direktivforslag er at styrke den nuværende ramme for strafferetlig retsforfølgning af falskmøntneri, hvad enten det drejer sig om euroen eller andre valutaer. Forslaget skal supplere bestemmelserne i Genèvekonventionen fra 1929 (som det kræver at medlemsstaterne er kontraherende parter til) inden for EU's område, og det erstatter Rådets rammeafgørelse 2000/383/RIA, som selv blev ændret af en rammeafgørelse i 2001 (2001/888/RIA). Hertil kommer en række andre vigtige bestemmelser.

2.2

Direktivforslaget sigter bl.a. mod at bekæmpe forum-shopping, som, hvis man skal tro konsekvensanalysen, tilsyneladende er en del af strategien for de kriminelle netværk, som til stadighed er på udkig efter den mindst strenge lovgivning. Med dette for øje fastsættes der i direktivet på grundlag af artikel 83, stk. 1, i TEUF, en fælles minimumsstraf på mindst seks måneders fængsel for fremstilling og udbredelse af falske penge (fra og med et beløb på 10 000 EUR). Samtidig udvides den maksimumstraf på mindst otte års fængsel, som allerede var gældende for fremstillingen af falske penge til at også at gælde udbredelsen heraf (fra og med et beløb på 5 000 EUR).

2.3

Juridiske personer kan, når der begås strafbare handlinger på deres vegne, idømmes sanktioner gående fra udelukkelse fra offentlige ydelser eller tilskud til tvangsopløsning.

2.4

Hvad angår proceduren skærper forslaget ligeledes den nuværende ramme. Efterforskningsmyndighederne og de retsforfølgende myndigheder vil få adgang til de samme efterforskningsredskaber som dem, der anvendes i forbindelse med bekæmpelse af organiseret kriminalitet og anden grov kriminalitet. Retsmyndighederne vil i øvrigt under en igangværende retssag have pligt til at sende prøver af beslaglagte falske penge til teknisk analyse med henblik på at opdage andre falske penge, der er i omløb.

2.5

Endelig vil alle medlemsstater, der har euroen som valuta, ifølge forslaget skulle udøve universel straffemyndighed over strafbare handlinger i forbindelse med euroen, der begås uden for EU, når lovovertræderen befinder sig på statens område, eller de forfalskede euro i forbindelse med den strafbare handling opdages i den pågældende medlemsstat.

3.1

Skønt EØSU er helt enig i, at falskmøntneri i forbindelse med euroen er et bekymrende fænomen, der bliver stadig mere komplekst og sofistikeret, og som det er vigtigt at bekæmpe effektivt, har udvalget store forbehold over for såvel dette initiativs indhold som selve grundlaget for det.

3.2

Med henvisning til den mangel på videnskabelige data, som konsekvensanalysen vidner om, føler EØSU sig langt fra overbevist af det argument om forum-shopping, som Kommissionen bygger sit direktivforslag på. Udvalget mener ikke, der er nogen som helst beviser for, at forskellene i straffeniveauet i EU kan forklare de stigende mængder falske penge. Ligeledes finder udvalget det ikke bevist, at de nationale straffelovgivninger har afgørende indflydelse på, hvor falskmøntnerne vælger at begå deres lovovertrædelser. Andre faktorer af praktisk eller logistisk art kan være med til at forklare de ulovlige seddeltrykkeriers placering.

3.3

På samme måde betyder manglen på en nøjagtig analyse af påstanden om, at forskellene i straffeniveauet inden for EU skulle være en hæmsko for retshåndhævelsen og det retlige samarbejde på tværs af grænserne og for en effektiv bekæmpelse af falskmøntneri i tredjelande, at EØSU sætter spørgsmålstegn ved selve begrundelsen for dette direktivforslag.

3.4

EØSU vil i øvrigt gerne understrege, at de foranstaltninger, der er blevet truffet på grundlag af disse argumenter, skaber et særligt repressivt retshåndhævelsessystem. Ud over at identificere alle strafbare handlinger vedrørende falskmøntneri og fastsætte ikke kun minimumsstraffe, men også maksimumsstraffe når det handler om udbredelse af falske penge, berører direktivforslaget også spørgsmål om jurisdiktion og procedure.

3.5

EØSU sætter i særdeleshed spørgsmålstegn ved sidstnævnte bestemmelser om jurisdiktion og procedure, som både går ud over det i begrundelsen angivne og videre end det, der er belæg for i artikel 83, stk. 1, i TEUF, dvs. fastsættelse af »minimumsregler for, hvad der skal anses for strafbare handlinger, samt for straffene herfor«. Udvalget bemærker også, at disse bestemmelser om anvendelse af særlige foranstaltninger har vidtrækkende strafferetlige konsekvenser, eftersom de for det første medfører, at der skabes et tilfælde af universel straffemyndighed for strafbare handlinger i forbindelse med eurofalskmøntneri, hvilket pr. definition er en fravigelse af de generelle løsninger, og for det andet fører til anvendelse af efterforskningsredskaber, som benyttes ved organiseret kriminalitet.

3.6

Sidstnævnte er set med EØSU's øjne det mest problematiske. Således foretages der i forslaget ingen som helst skelnen mellem forskellige strafbare handlingers grovhed, der kan retfærdiggøre brug af efterforskningsredskaber, som anvendes i forbindelse med organiseret kriminalitet. En sådan bestemmelse indebærer efter udvalgets opfattelse en risiko for en klar tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og en krænkelse af de grundlæggende rettigheder (1).

3.7

Ud fra ønsket om at undgå en række problemer minder EØSU således de europæiske lovgivere om nødvendigheden af at tage hensyn til alle medlemsstater og deres mere eller mindre nyetablerede demokratiske traditioner samt deres følsomhed over for respekten for den enkeltes frihedsrettigheder.

3.8

Mere generelt minder EØSU om, at opbygningen af et europæisk strafferetligt område forudsætter en samtidig styrkelse af forsvarets rettigheder, bl.a. inden for rammerne af Eurojust og Europol, for at opfylde det i traktaterne nedfældede krav om overholdelse af de grundlæggende rettigheder (artikel 67, stk. 1, og artikel 83, stk. 3, i TEUF).

3.9

Som den EU-institution, der repræsenterer det europæiske civilsamfund, henleder EØSU opmærksomheden på, at lovovertræderne kan være borgere, som oprindeligt var i god tro og uden at vide det har modtaget falske penge, som de efterfølgende har brug for at skille sig af med igen. Udvalget peger på den risiko, som de uforholdsmæssigt strenge foranstaltninger vil indebære for disse personer, der fra at være ofre bliver til ufrivillige lovovertrædere. Efter udvalgets opfattelse er det, ud over handlingen selv, afgørende også at tage højde for hensigten, hvilket direktivforslaget ikke understreger kraftigt nok i sine betragtninger.

3.10

EØSU erkender, at dette forslags rangordning af straffe alt efter det beslaglagte beløb (især artikel 5, stk. 2) delvis gør det muligt at tage hensyn til disse tilfælde. Det ændrer efter udvalgets mening dog ikke ved, at direktivforslaget ikke yder nogen beskyttelse mod risikoen for at krænke de individuelle frihedsrettigheder alvorligt. Forslaget synes således ikke at tage hensyn til de mange forskellige retssystemer og -traditioner inden for EU, navnlig ikke de inkvisitoriske systemers særlige karakter, hvor den sigtede, også når det gælder lovovertrædelser af mindre alvorlig art, kan tilbageholdes af politiet i ganske lang tid, inden pågældende stilles for en dommer.

4.1

Hvad angår bestemmelsen om fastsættelse af en minimumsstraf på mindst seks måneders fængsel (forslagets artikel 5, stk. 4), som desuden er en af de helt centrale foranstaltninger i forslaget, og som har til formål at løse problemet med forum-shopping, sætter EØSU spørgsmålstegn ved dens nytte, idet et direktiv – som pr. definition henvender sig til lovgiveren og ikke til dommeren – ikke kan gennemtrumfe, at det rent faktisk er denne straf, som idømmes. I den forbindelse konstaterer EØSU med tilfredshed, at der i begrundelsen mindes om princippet om, at der nødvendigvis skal foretages et individuelt skøn af straffen – et princip, som er knæsat af EU-domstolen – samt om princippet om dommerens frie skøn.

4.2

EØSU vil derudover gerne tilføje, at fastsættelsen af et minimumsniveau for straffen, også selv om det ikke er bindende, strider imod den juridiske tradition i visse medlemsstater, som ikke opererer med minimumstraffe, undtagen når det er obligatorisk at idømme disse.

4.3

Forslagets artikel 9 bør ændres til følgende: »Hvad angår de groveste tilfælde af falskmøntneri som omhandlet i artikel 3 og 4, træffer medlemsstaterne de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at personer, enheder og tjenester, som er ansvarlige for efterforskning eller retsforfølgning, råder over effektive midler til efterforskningen af den art, der anvendes i forbindelse med organiseret kriminalitet eller andre alvorlige forbrydelser«.

19.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 271/45

1.1

EØSU bifalder med forbehold Kommissionens to meddelelser om »Hen imod en udbygget og egentlig økonomisk og monetær union«, nemlig »Indførelse af et instrument for konvergens og konkurrenceevne« (1) og »Forudgående samordning af planer for større reformer af den økonomiske politik« (2). Meddelelserne er endnu et led i debatten omkring to spørgsmål, der tages op i »En plan for en udbygget og egentlig ØMU – Indledning af en europæisk debat« (3) med henblik på at fuldende rammerne for samordning af den økonomiske politik.

1.2

Udvalget er skuffet over, at meddelelserne ikke går i dybden med de koncepter, der skitseres i førnævnte plan, hvilket gør det vanskeligt at foretage en vurdering.

1.3

Udvalget udtrykker bekymring over, at de økonomiske styringsinstrumenters allerede overfyldte dagsorden (herunder stabilitets- og vækstpagten (SVP), finanspagten, den første og den anden pakke om økonomisk styring (sixpack og twopack), Europa 2020-strategien, det europæiske semester, de årlige vækstundersøgelser, rapporterne om varslingsmekanismen, de nationale reformprogrammer, stabilitets- og konvergensprogrammerne, de landespecifikke henstillinger, proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, proceduren i forbindelse med makroøkonomiske ubalancer osv.) er blevet endnu mere kompleks, uden at den har fået nogen væsentlig merværdi.

1.4

Udvalget medgiver, at disse to forslag kan være en hjælp for medlemsstater med problemer, men frygter, at forslagenes indflydelse på genopretningen af væksten og kapaciteten i de mest trængende regioner begrænses eller forsinkes, fordi der fokuseres på, at de foranstaltninger, der er truffet, også skal gavne hele euroområdet.

1.5

Udvalget tvivler på, at medlemsstaterne er villige til at indføre et nyt finansielt instrument, som skal finansiere instrumentet for konvergens og konkurrenceevne, og er ikke overbevist om den merværdi, det vil give i forhold til de eksisterende strukturfonde.

1.6

Udvalget sætter spørgsmålstegn ved, om den foreslåede forudgående samordning vil udgøre et konkret bidrag til det europæiske semester og frygter, at den vil skabe mere bureaukrati.

1.7

Udvalget er bange for, at de filtre, der anvendes i forbindelse med den forudgående samordning, vil kunne kollidere med reformforanstaltningerne i nogle medlemsstater, fordi de ændrer den relative konkurrenceevne i andre medlemsstater.

1.8

Udvalget mener ikke, at afsmittende virkninger gennem finansmarkederne hører hjemme i en forudgående samordning. Man bør i stedet satse på at oprette en bankunion.

1.9

Forslag, som sigter imod at uddybe Den Økonomiske og Monetære Union, har efter EØSU's mening afgørende betydning for EU's fremtid. Derfor ønsker udvalget at fortsætte debatten og fremsætte forslag i takt med udviklingen.

2.1

Baggrund: I denne meddelelse foreslår Kommissionen, at der skabes gensidigt indgåede kontraktuelle ordninger og en solidaritetsmekanisme for de medlemsstater i euroområdet, der er under hårdt pres og har brug for nationale strukturreformer med henblik på konkurrenceevne og vækst, men hvor manglende gennemførelse vil have negative virkninger på andre medlemsstater i euroområdet. Der er tale om et særligt finansielt støttesystem, som i begyndelsen skal finansieres gennem den flerårige finansielle ramme (FFR) og senere gennem en ny fond/et nyt finansieringsinstrument baseret på bruttonationalindkomsten (BNI), hvilket skal styrke den finanspolitiske kapacitet.

2.2

Uden oplysninger om den foreslåede størrelse eller en vurdering af medlemsstaternes indstilling til sådan en fond mener udvalget, at det er vanskeligt at bedømme fordelene ved det foreslåede instrument for konvergens og konkurrenceevne. Forslaget om, at finansieringen i begyndelsen skulle komme fra FFR, kan måske give et fingerpeg om fondens ringe størrelse og virkning.

2.3

I betragtning af de yderst vanskelige forhandlinger om den flerårige finansielle ramme for årene 2014-2020 tvivler udvalget på, at medlemsstaterne vil godtage målet om at indføre et nyt finansielt instrument og styrke den finanspolitiske kapacitet på grundlag af BNI for at finansiere instrumentet for konvergens og konkurrenceevne.

2.4

Udvalget er enigt i, at der er fordele forbundet med en gensidigt fordelagtig og tiltagende konvergensmekanisme, men er i tvivl om nødvendigheden af at indføre et nyt instrument – instrumentet for konvergens og konkurrenceevne – når det er uvist, hvilken merværdi det vil give i forhold til de allerede eksisterende strukturfonde som Samhørighedsfonden og Den Europæiske Socialfond (ESF).

2.5

Den kontraktmæssige karakter af det foreslåede instrument adskiller sig tilsyneladende ikke væsentligt fra den kontraktmæssige anvendelse af strukturfondene. Der er brug for konkrete eksempler på, hvilken type projekter med afsmittende virkninger, der vil være støtteberettigede, samt på hvilken måde de adskiller sig fra projekter, der allerede finansieres gennem andre fonde. EØSU frygter, at utilstrækkelig gennemførelse af udvalgte projekter under instrumentet for konvergens og konkurrenceevne kan få andre konsekvenser for finansieringen af projekter, der er godkendt under de nationale reformprogrammer. Det er vigtigt, at det foreslåede instrument giver påviselig merværdi og ikke skaber endnu mere bureaukrati.

2.6

Det er meningen, at instrumentet for konvergens og konkurrenceevne skal anvendes i euroområdet, hvor større økonomisk konvergens er afgørende for funktionsevnen. I betragtning af fondens sandsynligvis ringe størrelse foreslår udvalget, at den rettes specielt mod de medlemsstater i euroområdet, der har problemer, og at muligheden for at støtte projekter, der har særligt positive grænseoverskridende virkninger, ikke udelukkes. Den skulle især rettes mod lande, hvis økonomiske ubalancer betragtes som en særlig trussel mod euroområdets funktionsevne. Det er uklart, hvorfor medlemsstater, der er omfattet af et tilpasningsprogram, skal udelukkes fra denne type støtte, når de påviseligt har størst behov for finansiel bistand.

2.7

Hvis det europæiske semester fungerer efter planen, og landespecifikke henstillinger bliver genstand for debat i de nationale parlamenter, bør der træffes de nødvendige foranstaltninger for, at en national regering, der undertegner en kontraktaftale under det foreslåede instrument for konvergens og konkurrenceevne, først drøfter det i parlamentet som ethvert andet strukturfondsprogram bliver drøftet i overensstemmelse med praksis i den pågældende medlemsstat. Kommissionen kan indbydes til at diskutere med eller tale til nationale/lokale organer. Det er hensigtsmæssigt at inddrage civilsamfundet i diskussionerne, navnlig arbejdsmarkedets parter, som det er tilfældet i andre fælles projekter mellem EU og de nationale regeringer. Det er nødvendigt at afsætte tilstrækkeligt med tid, for at parlamentet og civilsamfundet, navnlig arbejdsmarkedets parter, kan deltage.

3.1

Baggrund: I denne meddelelse oplyser Kommissionen, at begrebet forudgående samordning af planer for større reformer af den økonomiske politik blev indført ved traktaten om stabilitet, samordning og styring i Den Økonomiske og Monetære Union. EU’s nuværende økonomiske overvågning omfatter en proces for samordning af den økonomiske politik, men indeholder ikke bestemmelser om strukturerede forudgående drøftelser og samordning af større økonomiske reformplaner. Meddelelsen er et bidrag til debatten mellem de berørte parter, især Europa-Parlamentet, medlemsstaterne og de nationale parlamenter om, hvordan man kan gennemføre en forudgående samordning.

3.2

Udvalget mener, at alle hensigtsmæssige forbedringer af samordningen af den økonomiske politik er ønskelige, og at de er uomgængelige i euroområdet. På den baggrund bifalder udvalget meddelelsen, men erkender samtidig, at samordningen af de enkelte medlemsstaters politikker ligger milevidt fra reel økonomisk styring. Et problem ved vurderingen af forslagene er, at meddelelsen ikke i tilstrækkeligt omfang uddyber, hvad begrebet »større reformer af den økonomiske politik« dækker over. Hvordan definerer man »større« og »mindre«? De vigtigste reformer, der tages i betragtning her, omfatter næsten alle aspekter af det indre marked, også finansiel og finanspolitisk bæredygtighed.

3.3

Udvalget har svært ved at forestille sig, hvordan det nye initiativ for samordning af større økonomiske reformer vil adskille sig konkret fra de nationale reformprogrammer og de landespecifikke henstillinger, som indgår i det europæiske semester. Det nye initiativ skal udgøre en påviselig merværdi i det europæiske semesters allerede overfyldte dagsorden. Af gennemsigtigheds- og forenklingshensyn er det også vigtigt at undgå øget overvågning osv. Udvalget mener, at denne proces skal indarbejdes i det europæiske semester og de nationale reformprogrammer, der skal gøres mere effektive; forudgående samordning kan være en håndgribelig måde at opnå dette på.

3.4

Udvalget medgiver, at det i henhold til det nye forslag kan være nyttigt, at Kommissionen og Rådet – når man er nået til enighed med en medlemsstat om dennes landespecifikke henstillinger – kan foreslå ændringer af samme medlemsstats reformplaner, hvis gennemførelsen forventes at få negative følger for Den Økonomiske og Monetære Union eller andre medlemsstater. For den demokratiske legitimitets skyld respekterer den nye procedure dog nationale beslutningsbeføjelser, og det er medlemsstaten selv, der træffer beslutning om reformplanen. Der er grund til at inddrage de nationale parlamenter og civilsamfundet, navnlig arbejdsmarkedets parter, i konsultationerne og afsætte den nødvendige tid hertil. Det er ligeledes nødvendigt at sørge for, at de nationale parlamenter vedtager den endelige beslutning om iværksættelsen af reformerne. Udvalget er bange for, at denne henvisning til demokratisk legitimitet har større formel end reel betydning, fordi proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud indebærer, at der kan iværksættes sanktioner, hvis Rådet vurderer, at en medlemsstat ikke har truffet de anbefalede korrigerende foranstaltninger.

3.5

Formålet med forudgående samordning er at maksimere de positive og minimere de negative afsmittende effekter, som én medlemsstats planer for større økonomiske reformer har på andre medlemsstater. Der foreslås et system med tre filtre baseret på de vigtigste kanaler for overførsel af afsmittende virkninger. De giver anledning til nogen bekymring i udvalget.

3.6

Det første filter er handel og konkurrenceevne. Hvis en medlemsstat iværksætter vellykkede reformforanstaltninger for at forbedre sin egen konkurrenceevne, kan det ikke udelukkes, at forbedringen sker på bekostning af andre medlemsstater. I meddelelsen skal der redegøres nøje for betingelserne for, at Kommissionen griber ind og fraråder en medlemsstat at iværksætte denne type foranstaltninger. Desuden må man spørge, om dette er en ensidig tilgang? Ville Kommissionen fremsætte henstillinger til en medlemsstat, som tidligere har truffet foranstaltninger for at styrke sin konkurrenceevne, hvilket nu giver store overskud på bekostning af euroområdet?

3.7

Det andet filter vedrører afsmittende virkninger gennem finansmarkederne, hvilket efter udvalgets mening ikke hører hjemme her. Udvalget mener, at det ville være langt mere effektivt at bruge alle de tilgængelige ressourcer på at fortsætte arbejdet med at oprette en fungerende bankunion som planlagt.

3.8

Det tredje filter, som omfatter politiske økonomiske betragtninger og »indenlandsk modstand mod reformer«, kræver en forklaring. Der er risiko for, at den forventede »gensidige læring« og »udveksling af bedste praksis« – selv om de i sig selv er værdifulde – får lige så ringe effekt som Lissabonstrategien.

3.9

Udvalget savner vægtigere argumenter for, at områder, hvor EU ikke har beføjelser, skal omfattes af de reformer, der indgår i den forudgående samordning. Forsvaret for dette – at afgørelsen forbliver hos medlemsstaten selv – virker ikke overbevisende, når man tænker på den førnævnte procedure i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud.

3.10

Rammerne omkring den forudgående samordning bør have en social dimension, hvor der sættes særligt fokus på virkningerne af større økonomiske reformer på arbejdsløsheden.

19.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 271/48

1.1

EØSU bekræfter og understreger, hvad det allerede har sagt i sin udtalelse (1) om »Grønbog om onlinespil i det indre marked« (2) og beklager, at Kommissionen kun delvist har taget hensyn til konklusionerne heri. Især understreger det, at bekæmpelsen af ulovligt spil, som er den størst etrussel på forbrugerbeskyttelsesområdet, ikke er det prioriterede mål med meddelelsen.

1.2

EØSU beder Kommissionen om at overveje at medtage skabelse af ny beskæftigelse og bevarelse af arbejdspladser i sektoren, kvaliteten heraf samt det tab af arbejdspladser, som kan blive følgen af onlinespil, blandt de prioriterede områder, hvor meddelelsen vil forsøge at finde en løsning.

1.3

Spil bidrager til at øge medlemsstaternes skatteindtægter. Finansieringen af gode formål via de nationale lotterier og spillehaller understøtter velgørende, sociale og sportslige aktiviteter, fremmer turismen og beskytter den kulturelle, kunstneriske og arkæologiske arv. EØSU mener, at ethvert tiltag på EU-plan inden for spillesektoren bør indgå i en europæisk social model, som giver borgerne mulighed for at finde adspredelse på en sund og afbalanceret måde.

1.4

EØSU er meget bekymret over de øvrige risici for folkesundheden, som onlinespil medfører. Hvad dette angår, gentager udvalget sin opfordring til Kommissionen om at iværksætte forskning og overvågning på hele EU's område af den afhængighed og de sygdomme, der er relateret til spil. Det opfordrer medlemsstaterne til at bruge en del af afgifterne fra spil til at finansiere oplysningskampagner, forebyggende tiltag og terapeutisk behandling af ludomani.

1.5

EØSU tager positivt imod Kommissionens beslutning om at skabe et bedre administrativt samarbejde og udveksling af information, erfaring og god praksis mellem medlemsstater og reguleringsmyndigheder.

1.6

EØSU støtter Kommissionens mål om, at hver medlemsstat skal have sin egen reguleringsmyndighed, som skal have præcise beføjelser og sørge for et tæt samarbejde mellem de tilsvarende myndigheder i andre stater.

1.7

Udvalget anser det for absolut nødvendigt at finde en balance mellem en meget teknologisk og i sin natur grænseoverskridende sektor og de risici i henseende til den offentlige orden, socialordning, legalitet, gennemsigtighed og borgernes sundhed, der knytter sig dertil, ved hjælp af initiativer, der er mere bindende end Kommissionens foreslåede anbefalinger.

1.8

EØSU noterer, at det i dag ikke er tænkeligt at indføre en sektorspecifik EU-lovgivning i sektoren for onlinespil. Skønt udvalget støtter de initiativer, som Kommissionen foreslår om et effektivt samarbejde mellem medlemsstaterne, går det ind for, at der på nogle områder med delt kompetence gøres en indsats med mere effektive retsinstrumenter, helst direktiver, for at beskytte forbrugerne og de svageste grupper og bekæmpe ulovlige operatører og hvidvaskning. På den måde ville der blive fastlagt en række mindstestandarder for forbrugerbeskyttelse. Medlemsstaterne bør fortsat kunne fastlægge højere forbrugerbeskyttelsesstandarder på deres nationale marked, hvis de ønsker det, eller videreføre allerede gældende gunstigere bestemmelser (3).

Derfor opfordrer EØSU Kommissionen, Europa-Parlamentet og Rådet til under overholdelse af nærhedsprincippet at gøre en indsats på følgende områder:

1.9

EØSU glæder sig over, at Kommissionen har lyttet til udvalgets anmodning om at udvide anvendelsesområdet for direktivet om bekæmpelse af hvidvaskning af penge til at omfatte alle former for spil (4).

1.10

EØSU glæder sig over, at Kommissionen vil undersøge de muligheder, der ligger i IMI (5) -forordningen, og håber, at dette vil tjene til at forbedre det administrative samarbejde mellem de nationale reguleringsmyndigheder og dataudvekslingen mellem de kompetente nationale og europæiske organer.

1.11

EØSU mener, at den vurdering, som Kommissionen vil foretage af mulighederne for udveksling af persondata mellem medlemsstaterne, er positiv, for så vidt som den vil give fælles adgang til den store mængde data, operatørerne registrerer, således at de kan samkøres med andre data og lette de kompetente myndigheders kontrol.

1.12

EØSU anser det for afgørende, at medlemsstaterne i samråd med reguleringsmyndighederne iværksætter bevidstgørelses- og oplysningskampagner rettet mod forbrugerne for at styre efterspørgslen i retning af de lovlige onlinespil. Denne indsats bør suppleres med foranstaltninger til bekæmpelse af ulovlige operatører samt offentliggørelse af sorte og/eller hvide lister opstillet af de nationale reguleringsmyndigheder for at give forbrugerne bedre mulighed for at skelne mellem godkendte og ulovlige websteder ved at placere den nationale reguleringsmyndigheds logo på de lovlige spils hjemmeside.

1.13

Af hensyn til forbrugerbeskyttelsen henstiller EØSU, at den software, som benyttes til onlinespil certificeres efter en fælles EU-minimumsstandard, som skal foretages af eksterne eksperter på basis af samme parametre og krav. Kommissionen og medlemsstaterne opfordres til at vedtage mindstekrav på EU-niveau til it-platforme for onlinespil og opfordrer medlemsstaterne til at træffe foranstaltninger for at beskytte spillernes data og kun tillade betalingsmidler, som giver de bedste garantier for, at transaktioner i forbindelse med onlinespil er sikre og sporbare.

1.14

EØSU anser det for meget positivt, at Kommissionen har taget initiativ til at nedsætte en ekspertgruppe på spilleområdet med henblik på udveksling af erfaringer og eksempler på god praksis vedrørende it-kriminalitet, da den – om end den kun er på begyndelsesstadiet – udgør et nyttigt instrument til indledning af et effektivt samarbejde mellem medlemsstaterne. EØSU håber, at den fra at være en uformel gruppe vil udvikle sig til en instans med klare beføjelser og opgaver.

1.15

EØSU er enigt med Kommissionen i nødvendigheden af, at medlemsstaterne fremmer efteruddannelse af dommere og anklagere i spørgsmål vedrørende svig og hvidvaskning af penge på spilleområdet.

1.16

EØSU opfordrer Kommissionen til at foretage en ajourføring og revision af bestemmelserne på de indsatsområder, der er indkredset i meddelelsen. Den bør se nærmere på udviklingen mht. medlemsstaternes gennemførelse af bestemmelserne: hvad de har gennemført og hvordan; de opnåede resultater på nationalt plan.

1.17

EØSU opfordrer medlemsstaterne til at give Kommissionen mandat til at deltage i forhandlingerne om og aktivt støtte forslaget om en international konvention om beskyttelse og fremme af den sportslige integritet. Europarådet vil danne rammen om disse forhandlinger.

2.1

Meddelelsen kombinerer den nødvendige overholdelse af EU-lovgivningen om fri udveksling af tjenesteydelser med beskyttelsen af særlige grupper.

2.2

Anvendelsen af onlineværktøjer med direkte adgang til nettet har muliggjort en kraftig stigning i udbredelsen af onlinespil, som er i rivende vækst. I 2011 beløb de samlede indtægter fra onlinespil i de 27 EU-lande sig til 9,3 milliarder EUR, svarende til 10,9 % af det europæiske spillemarked, og det skønnes, at de vil stige til 13 milliarder EUR i 2015.

2.3

Via internettet er en EU-borger i sin bopælsstat eksponeret for og kan få adgang til ulovlige tjenester fra en eller flere operatører, som er godkendt i et andet medlemsland eller tredjeland. Denne situation, som har eksterritoriale og internationale træk, kan ikke tackles af den enkelte stat, men kræver en integreret indsats og et omfattende samarbejde. Som en garanti for forbrugerne og borgerne er det vigtigt at fastlægge en fælles definition af ulovligt spil. Det skal understreges, at udbydelse af ikke-godkendt spil i spillernes bopælsland eller udbydelse af spil uden den påkrævede nationale licens er ulovligt, hvad enten det udbydes af en operatør, som er etableret eller godkendt i et EU-land, eller af en operatør fra et tredjeland (6). Også operatører, som ikke er underkastet nogen som helst kontrol eller regulering, er ulovlige.

2.4

For så vidt angår forskellen mellem »ikke-godkendt operatør« og »ulovlig operatør« henvises der til fodnote 15 i meddelelsen.

2.5

Det er positivt, at Kommissionen har nedsat en ekspertgruppe på spilleområdet for at udveksle erfaringer og praksis mellem medlemsstaterne, undersøge problemer, som skyldes ulovligt spil, indføre en specifik og ajourført efteruddannelse af dommere og anklagere, yde bedre forbrugeroplysning og øge det lovlige spilleudbud.

2.6

Disse tiltag udgør en nyttig indledende etape i bekæmpelsen af operatører, som handler ulovligt og giver næring til svig, kriminalitet og hvidvaskning af penge.

3.1

Meddelelsen peger på de forskelligartede nationale reguleringsrammer og foreslår indkredsning af de vigtigste prioriterede områder, hvor der skal gøres en indsats på nationalt plan og EU-plan, foranstaltninger til samarbejde mellem medlemsstaterne med angivelse af mulige tiltag og henstillinger samt koordination og integration af medlemsstaternes forvaltning på området.

3.2

Det vigtigste mål er at sikre overensstemmelse mellem EU-lovgivningen og de nationale reguleringsrammer ved hjælp af direkte foranstaltninger og henstillinger til medlemsstaterne. Med henblik herpå vil Kommissionen:

3.3

Kommissionen mener, at det er i medlemsstaternes interesse at indføre en effektiv politik, som har til formål at bekæmpe svig og hvidvaskning af penge og beskytte sportens integritet mod aftalt spil, bl.a. gennem udveksling af erfaringer på området kriminalitet og datanetværk.

4.1.1

EØSU vil først og fremmest give udtryk for sin store bekymring over den stigende udbredelse af onlinespil og den eksponentielle stigning i udbuddet af spil, som tiltrækker stadigt bredere befolkningsgrupper med alvorlige konsekvenser for husstandenes indkomst. Det er derfor nødvendigt at dæmme effektivt op for de forskellige former for reklamer, især på tv, online og i transportmidler.

4.1.2

Udbud og anvendelse af grænseoverskridende spilletjenester er en økonomisk aktivitet, som er omfattet af den fri bevægelighed i det indre marked (artikel 56 i TEUF). Dog giver artikel 52, stk. 1, i TEUF mulighed for at begrænse den fri udveksling af tjenesteydelser (som er garanteret af artikel 56) af hensyn til den offentlige orden, den offentlige sikkerhed eller den offentlige sundhed.

4.1.3

EØSU minder om, at medlemsstaterne har den primære kompetence til at tilrettelægge og regulere spilletjenester på deres territorium. Spil er en aktivitet, som er potentielt meget farlig for forbrugerne, og som ligeledes kan tjene kriminelle formål såsom hvidvaskning, hvis den ikke reguleres ordentligt, eller hvis reguleringen ikke håndhæves strengt. På denne baggrund gør forskellene mellem de nationale reguleringsrammer det for indeværende ikke muligt at indføre en EU-lovgivning om onlinespil, skønt spilletjenester er omfattet af den fri udveksling af tjenesteydelser i henhold til artikel 49 EF (7). Skønt EØSU støtter de initiativer, som Kommissionen foreslår, især om et effektivt samarbejde mellem medlemsstaterne, går det ind for, at der på nogle områder (jf. punkt 1.8) gøres en indsats med mere effektive retsinstrumenter, helst direktiver, for at beskytte forbrugerne og de svageste grupper og bekæmpe ulovlige operatører samt hvidvaskning.

4.1.4

I henhold til den omfattende retspraksis fra Den Europæiske Unions Domstol kan restriktioner for spillevirksomhed være begrundet i tvingende almene hensyn, såsom beskyttelse af forbrugerne, forebyggelse af bedrageri og fjernelse af incitamenter for borgerne til overdrevent forbrug i tilknytning til spillevirksomhed (8). Medlemsstaterne kan begrænse udbuddet af alle eller visse typer onlinespilletjenester på tværs af grænser, fordi de ønsker at gennemføre de målsætninger i offentlighedens interesse, der ligger til grund for deres politik for beskyttelse på spilleområdet (9).

4.1.5

Spilletjenester er ikke omfattet af en ensartet regulering i EU, og de nationale lovgivninger er væsentligt forskellige på grund af kulturelle, sociale og historiske forhold i hvert enkelt land. Nogle lande forbyder onlinespil, andre tillader kun nogle spil, mens andre igen har en monopolordning, som forvaltes af en offentlig operatør eller en privat operatør med eneret. I mangel af ajourførte data om de forskellige nationale situationer (10) beder EØSU Kommissionen om at foretage en kortlægning (mapping exercise) af forholdene i medlemsstaterne.

4.1.6

Som afklaret af Domstolens retspraksis kan de medlemsstater, der vælger en kontrolleret liberalisering af sektoren, helt legitimt indføre en koncessionsordning – med forudgående administrativ tilladelse - som skal bygge på kriterier, der er objektive og gennemsigtige og ikke er udtryk for forskelsbehandling begrundet i nationalitet (11).

4.1.7

I onlinespil er der ikke nogen direkte forbindelse mellem forbrugeren og operatøren, hvilket øger risikoen for svig fra operatørernes side til skade for forbrugerne (12). Udbuddet af ulovlige og dermed ukontrollerede spil er en alvorlig trussel for forbrugerne. Følgelig er det først og fremmest medlemsstaternes omhyggelige gennemførelse af foranstaltningerne til bekæmpelse af ulovlige operatører, som kan garantere og på bedste vis beskytte forbrugerne.

4.1.8

Medlemsstaterne kan frit fastsætte målene for deres politik på spilleområdet og definere beskyttelsesniveauet. De restriktioner, som de indfører, skal dog opfylde betingelserne i Domstolens retspraksis og være rimelige, ikke-diskriminerende samt være et led i en politik, som gennemføres systematisk og konsekvent.

4.1.9

Da medlemsstaterne har afvigende lovgivninger, og da EU-regulering af onlinespil hidtil ikke har været mulig, er der behov for en tilnærmelse af lovgivningerne og for at hjælpe medlemsstaterne med at håndhæve de eksisterende regler for at sikre større retssikkerhed med hensyn til beskyttelse af forbrugerne, de mindreårige og svage grupper, reklamevirksomhed og bekæmpelse af hvidvaskning. Medlemsstaterne bør deltage i udvekslingen af god praksis for bekæmpelse af ulovlige operatører.

4.1.10

Ifølge nærhedsprincippet bør EU kun handle, hvis en indsats på EU-plan kan give et bedre resultat og tilføre medlemsstaternes reguleringssystemer en merværdi. I betragtning af sektorens særtræk og de ændringer, der følger med anvendelsen af internettet, mener EØSU, at EU's indsats på dette område bør udmøntes i et varigt samarbejde mellem medlemsstaterne og fremme af god praksis i bekæmpelsen af ulovlige operatører - en kamp, som kræver en tværnational indsats.

4.2.1

EU skal forbedre tilsynet, det administrative samarbejde og håndhævelsen af lovgivningen om onlinespil, og medlemsstaterne er nødt til at samarbejde for at nå dette resultat.

4.2.2

For at gøre tilsynet lettere er det vigtigt, at de persondata, som registreres af operatørerne, stilles til rådighed og udveksles under overholdelse af reglerne om persondatabeskyttelse. Det administrative samarbejde mellem landene skal fremmes med udveksling af generel information og brugen af bedste praksis, så viden og erfaringer i højere grad deles, og der dermed skabes tillid og en følelse af fælles interesse.

4.2.3

National certificering af internetplatforme, der udbyder onlinespil, sikrer, at der føres tilsyn med spillemarkedet. Det er vigtigt at etablere et udbygget samarbejde mellem medlemsstaterne, og at der i hver medlemsstat oprettes en reguleringsmyndighed for onlinespil med entydige kompetencer, der garanterer tæt koordinering på EU-niveau.

4.2.4

Der skal ses på, om de nationale politikker er i overensstemmelse med EU-lovgivningen og -retspraksis og på, om licensordningerne er gennemsigtige og ikke indebærer forskelsbehandling. Hvis dette ikke er tilfældet, skal der indledes overtrædelsesprocedurer.

4.2.5

Efter EØSU's opfattelse har de forebyggende og afværgende foranstaltninger, som medlemsstaterne hidtil har iværksat for at bekæmpe onlinespil udbudt af operatører uden licens, dvs. ulovlige operatører, ikke været tilstrækkelige til at dæmme op for problemet. Udvalget foreslår derfor, at der fastlægges en national reguleringsramme med principper, som garanterer, at webstederne er lovlige og gennemsigtige, og bestemmelser om, at ulovlige websteder opføres på en »sort liste«, mens websteder, der er godkendt i henhold til lovgivningen i en medlemsstat, opføres på en »hvid liste«, at ulovlige websteder spærres, lukkes, overtages og nedlægges (13), at betalinger til og fra disse websteder blokeres, samt at markedsføring af og reklame for ulovlige spil forbydes.

4.3.1

EØSU beklager, at der i Kommissionens meddelelse ikke følges op på udvalgets henstilling til Kommissionen og medlemsstaterne om skrappere foranstaltninger for effektivt at bekæmpe ulovlige operatører, som udgør den største fare for forbrugerne. Det opfordrer derfor til, at der så hurtigt som muligt gennemføres effektive foranstaltninger, der udmønter god praksis inden for forebyggelse og bekæmpelse af ulovlige spil.

4.3.2

Kommissionen har planer om at vedtage en henstilling om forbrugerbeskyttelse og ansvarlige reklamer på spilleområdet i 2013 og peger på fire områder, hvor der skal sættes ind: forbrugerne skal trækkes væk fra tilbud, som ikke er omfattet af regulering, og som potentielt er skadelige; mindreårige skal beskyttes mod adgang til webstederne; andre sårbare grupper skal beskyttes, og spillerelaterede sygdomme skal forebygges. EØSU opfordrer Kommissionen til i ovennævnte henstilling at medtage eksempler på god praksis for bekæmpelse og forebyggelse af ulovlige spil på grundlag af evalueringer i de enkelte medlemsstater af, hvilke typer spil der er mest skadelige for forbrugerne.

4.3.3

EØSU hilser det velkommen, at der i meddelelsen er fokus på forbrugerbeskyttelse og beskyttelse af svage befolkningsgrupper mod bl.a. reklamer og ludomani. I den forbindelse er der behov for at gennemføre foranstaltninger, der sikrer et højt beskyttelsesniveau, og de instrumenter, der nævnes i meddelelsen, er efter udvalgets mening alt for vage, hvorfor det tilråder vedtagelse af skrappere forholdsregler. Udbuddet af ulovlige spil, der i sagens natur ikke er til at kontrollere og udgør en risiko, er den største trussel mod forbrugerne, og kræver, at der i hver enkelt medlemsstat træffes robuste foranstaltninger for at bekæmpe de ulovlige operatører, som ikke overholder den nationale lovgivning, der er den vigtigste og bedste garanti for beskyttelse af forbrugerne.

4.3.4

Det grundlæggende mål med Kommissionens tiltag bør være at garantere, at medlemsstaterne bruger deres fulde kompetencer og fuldt ud tager ansvar for, at der overalt i EU etableres lovrammer gældende for alle operatører, der er godkendt til at levere denne type tjenester, så spilleproblemer forebygges, og der indføres aldersgrænser for, hvornår man kan deltage i spil, samt forbud mod spil på kredit for de farligste former for spil og væddemål (onlinekasino, spread betting og betting exchange) og mod reklamer rettet mod mindreårige og svage befolkningsgrupper.

4.3.5

EØSU henstiller til Kommissionen og medlemsstaterne, at de inden for deres kompetenceområder træffer effektive og skrappe forholdsregler mod ulovlige spilletilbud. Det henstiller, at medlemsstaterne iværksætter foranstaltninger som en sortliste og spærrer ulovlige websteder, sørger for sikre og sporbare betalingsmetoder, etablerer foranstaltninger, der kan blokere for finansielle transaktioner, og indfører et absolut forbud mod ulovlige reklamer. I den forbindelse skal det understreges, at effektiviteten af disse foranstaltninger i høj grad afhænger af, at de er en del af en fælles indsats, således at virkningen i forhold til ulovlige operatører forstærkes.

4.3.6

I hver medlemsstat bør der etableres en reguleringsmyndighed med specifikke kompetencer til at føre tilsyn med og sikre, at EU- og nationale bestemmelser om forbrugerbeskyttelse og bekæmpelse af ulovlige spil gennemføres. Uden nationale reguleringsmyndigheder vil effektiv koordinering og administrativt samarbejde ikke være muligt. Medlemsstaterne bør sørge for, at dette kan lade sig gøre under deres reguleringsordninger, som er etableret ud fra de særlige nationale forhold og national lovgivning. EØSU håber, at medlemsstaterne vil give deres reguleringsmyndigheder til opgave at fastlægge betingelser for udstedelsen af godkendelser på det marked, de regulerer.

4.3.7

Forbrugerne i EU bør sættes i stand til i hver enkelt medlemsstat at skelne ulovlige websteder fra lovlige websteder, bl.a. for at kunne klage. Med henblik derpå anbefaler EØSU, at medlemsstaterne gør det obligatorisk, at operatører, der er godkendt til at udbyde onlinespil, på deres websted tydeligt og permanent angiver deres godkendelsesnummer og et mærke udstedt af de nationale reguleringsmyndigheder, som viser, at de har licens i den pågældende medlemsstat.

4.3.8

EØSU henstiller, at de retlige garantier om beskyttelse af mindreårige bliver så vidtrækkende som muligt med værktøjer, der gør alderskontrol mulig og sikrer, at operatørerne foretager en effektiv kontrol. Forældre bør oplyses om risiciene forbundet med brug af internettet og om softwarefiltrering i hjemmet. Der bør indføres garantier, som beskytter svagere grupper, der tilbringer meget tid i hjemmet: pensionister, hjemmegående og arbejdsløse.

4.3.9

Den igangværende krise får stadig flere til at forsøge sig med onlinespil i blind tro på, at de kan løse deres økonomiske problemer med letvundne penge, men følgen kan blive store psykologiske problemer i form af afhængighed og tvangshandlinger. For at bekæmpe disse sygdomme anbefaler EØSU, at en del af afgifterne fra spil går til oplysningskampagner, forebyggende tiltag og terapeutisk behandling af ludomani.

4.3.10

Selv om udvalget hellere havde set et skrappere og mere bindende instrument, er udvalget positiv over for Kommissionens planer om en henstilling om ansvarlige reklamer på spilleområdet, som skal supplere direktivet om urimelig handelspraksis og har til formål at sikre forbrugerne korrekt information. EØSU understreger, at tiltagene på dette område bl.a. bør omfatte foranstaltninger mod ulovlige operatører såsom forbud mod reklame fra operatører, som ikke har en licens udstedt af de nationale reguleringsmyndigheder i det land, hvor forbrugeren bor.

4.3.11

Der skal findes den rigtige balance mellem behovet for en kontrolleret udbredelse af godkendte spil, så lovlige spillemuligheder gøres attraktive for borgerne, og behovet for at begrænse afhængigheden af disse spil mest muligt.

4.3.12

Reklamerne bør være mere ansvarlige og regulerede først og fremmest for at beskytte mindreårige. Dette skyldes ikke kun, at de er yderst skadelige for især den mentale sundhed, men også at de skaber et forvrænget og falsk billede, der giver borgerne det indtryk, at det er »normalt« at spille på nettet, hvorved de sanktionerer en social adfærd, som ikke er sund.

4.3.13

EØSU bemærker, at der trods Alice Rap-projektet (14) stadig ikke findes pålidelige data om de mange forskellige spillerelaterede sygdomme, og hvor udbredte de er. Det understreger, at der er behov for løbende og konstant at overvåge problemet med afhængighed og de dermed forbundne sygdomme for at indsamle de oplysninger, der skal til, for at lovgiverne i medlemsstaterne og på EU-niveau kan gennemføre effektive foranstaltninger rettet mod at bekæmpe og forebygge dette problem.

4.4.1

Problemerne forbundet med at genkende dem, som spiller online og taber eller vinder stort og derfor kan være et dække for hvidvaskning af penge, skal løses ved hjælp af forudgående identifikation af de pågældende og oprettelse af en særlig spillekonto for hver spiller.

4.4.2

Identitetstyveri er et udbredt problem, der ikke blot forekommer inden for onlinespil, men alle steder hvor data behandles eller udveksles på internettet og elektronisk.

4.4.3

Der skal være skrappe regler for certificeringen af generatorer for tilfældige tal (Random Number Generator), så princippet om ikke-forudsigelighed efterleves, og der samtidig er sikkerhed for, at den handling, der verificeres, er den eneste mulige, og manipulation er umulig. På den måde vil spilleren være beskyttet, og de regler for gevinster, som medlemsstaterne har fastlagt, vil blive overholdt.

4.4.4

For at øge sikkerheden ved den software, som benyttes til onlinespil, stilles der forslag om fælles minimumsstandarder for EU-certificering, der skal foretages af eksterne eksperter på basis af samme parametre og standarder, hvilket bl.a. skal bruges til at identificere og hindre ulovlige spil med oprindelse uden for EU.

4.4.5

Identifikation af IP-adresser (Internet Protocol Address) kunne være en af metoderne til at beskytte adgangen til spil. Således er det teknisk muligt at blokere for adgangen til et spil, der benytter en IP-adresse i et andet land.

4.4.6

Eftersom onlinespil er et nemt mål for hvidvaskning af penge og svig, ville det være hensigtsmæssigt, hvis den store mængde data, som registreres hos operatørerne, kunne stilles til rådighed for de retshåndhævende myndigheder. Disse data ville således kunne samkøres med andre data, og det ville blive lettere at foretage kontroller.

4.5.1

Aftalt spil i forbindelse med væddemål er en særlig form for svig, som hverken sportsorganisationer, fans, forbrugere eller operatører af lovlige spil har nogen interesse i.

4.5.2

Kommissionen er enig i EØSU's forslag om, at der er behov for at udforme en ramme for koordinering af alle de involverede parters indsats, så der findes en samlet løsning på problemet, og ressourcerne ikke går til dobbeltarbejde. Kommissionen understreger også, at der er behov for større samarbejde mellem væddemålsoperatørerne, sportsorganisationer og kompetente myndigheder, herunder de nationale og internationale reguleringsmyndigheder på spilleområdet.

4.5.3

EØSU genfremsætter forslaget om etablering af et system, hvorunder der ikke blot kan foretages indberetning om mistænkelige forhold i forbindelse med et bestemt sportsarrangement, men hvor der tillige kan træffes forebyggende, oplysende og håndhævende foranstaltninger for effektivt at bekæmpe problemet.

4.5.4

EØSU bifalder Kommissionens initiativ om senest i 2014 at vedtage en henstilling om bedste praksis ved forebyggelse og bekæmpelse af aftalt spil i forbindelse med væddemål, selv om det ikke mener, at en henstilling er et tilstrækkeligt effektivt lovgivningsinstrument. Aftalt spil er en krænkelse af princippet om retfærdighed i sportskonkurrencer og en lovovertrædelse i alle medlemsstater, men alligevel ses der en stigning i illegale eller mistænkelige aktiviteter på dette område. Medlemsstaternes og EU's instrumenter, kompetencer og ressourcer må derfor kombineres, så der kan sættes hårdere ind over for aftalt spil.

4.5.5

EØSU opfordrer de medlemsstater, som ikke allerede har gjort det, til at betragte korruption inden for sport, aftalt spil og manipulation af sportsresultater som en strafbar lovovertrædelse, og henstiller til Kommissionen, at den når til enighed med medlemsstaterne om en fælles definition af disse strafferetlige overtrædelser.

19.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 271/55

1.1.1

Europa er ramt af en stor økonomisk og social krise, der slår igennem på alle niveauer i samfundet.

1.1.2

Et af de tiltag, som EU har valgt for at komme ud af dødvandet, er at fremme virksomhedernes overlevelsesmuligheder. Virkningerne af konkurser begrænser sig nemlig ikke kun til de pågældende virksomheder. Det er medlemsstaternes økonomi som sådan der rammes, og især de borgere, der er skatteydere, arbejdstagere og arbejdsgivere.

1.1.3

EØSU bakker op om målsætningerne med Kommissionens meddelelse, selv om det mener, at den »nye chance«, som nævnes, bør gavne iværksættere, der har lært af deres fejl og er i stand til at stille et nyt virksomhedsprojekt på benene.

1.1.4

Det støtter også forslaget til forordning, selv om det beklager, at dette forslag ikke er ambitiøst nok.

1.1.5

Der er stadig mange forhold, der skal tænkes igennem, og der er stadig mange tiltag, der skal træffes, hvis kreditorernes rettigheder skal tilgodeses, samtidig med at der skabes en fornuftig ligevægt mellem virksomhedernes og de ansattes interesser, gunstige betingelser for en virksomhedsomstrukturering, undgåelse af forum shopping og bedre samordning af procedurerne, når koncerner gå konkurs.

1.2.1

EØSU mener, at overvejelserne omkring en omfattende harmonisering af lovgivningen om virksomhedskonkurser er interessante, men beklager manglen på et effektivt tiltag over for den økonomiske og sociale krise, som europæiske virksomheder og borgere står i.

1.2.2

Udvalget går mere ind for »Ren tavle«- modellen, der er central i den amerikanske konkursret, end for den »nye chance«, som Kommissionen foreslår. Udvalget opfordrer derfor Kommissionen til at overveje fordelene ved en sådan model i forbindelse med den europæiske konkurslovgivning.

1.2.3

Udvalget mener endvidere, at de ansatte skal nyde større beskyttelse og anerkendes som privilegerede kreditorer.

1.2.4

Spørgsmålet om uhensigtsmæssig støtte til virksomheder i vanskeligheder bør også indgå i overvejelserne. EØSU fremhæver i den forbindelse, at dette ansvar kan vedrøre andre personer end banken. Udvalget opfordrer derfor Kommissionen til at tage disse aspekter i betragtning.

1.2.5

Udvalget mener, at det ikke er en god idé at indføre flere strafferetlige aspekter i forbindelse med konkurser, da det vil bevirke en retliggørelse af procedurerne og forlænge undersøgelserne af virksomhedernes situation.

1.2.6

EØSU mener ikke, at systematiske domstolsprøvelser er den bedste løsning. EØSU opfordrer Kommissionen til at overveje oprettelsen af nye organer, f.eks. knyttet til den økonomiske sektor, hvis tværfaglige sammensætning (økonomisk, finansielt, juridisk) kan gøre dem i stand til bedre at forstå virksomhedernes situation og hjælpe disse til at overvinde deres økonomiske vanskeligheder.

1.2.7

Udvalget opfordrer endelig Kommissionen til at tage forslagene vedrørende harmonisering af kuratorernes status, der indgår i Europa-Parlamentets beslutning af 11. oktober 2011 (1), op til overvejelse.

1.3.1

EØSU bakker op om forslaget til forordning, selv om det kun omhandler de processuelle regler og ikke sigter på at harmonisere de nationale lovgivninger i forbindelse med virksomhedskonkurser.

1.3.2

Udvalget bifalder, at medlemsstaterne forpligtes til at offentliggøre flere oplysninger og bekendtgøre relevante retsafgørelser i forbindelse med grænseoverskridende konkurssager i et register, og bifalder sammenkoblingen af nationale insolvensregistre.

1.3.3

Det opfordrer ikke desto mindre Kommissionen til at sørge for, at omfanget af oversættelser, samt prisen og fristerne for dem, ikke sinker konkursprocedurerne, da hurtige behandlinger er en forudsætning for at opnå et godt resultat.

1.3.4

Det støtter indarbejdningen af procedurerne i forbindelse med personlig overdreven gældssætning, men det bør ikke ske til ugunst for debitorer, der er privatpersoner. En ret, der er skabt for virksomhederne, og som sigter på at styrke handelsrelationerne, er i sagens natur mindre beskyttende end forbrugerretten. EØSU opfordrer Kommissionen til at være særlig opmærksom på dette forhold.

1.3.5

Udvalget opfordrer endelig Kommissionen til at sørge for, at delegationsproceduren i forbindelse med ændringer i bilaget til forordningen tager højde for artikel 290 i TEUF og retspraksis vedrørende begrebet »væsentlige bestemmelser«.

2.1.1

Initiativerne i lovpakken er en del af EU's svar på den økonomiske og sociale krise, som lige nu rammer virksomhederne og de europæiske borgere. Målet med dem er at øge virksomhedernes overlevelsesmuligheder og give insolvente iværksættere en ny chance.

2.1.2

Kommissionen har valgt at ændre Rådets forordning (EF) nr. 1346/2000 af 29. maj 2000 (2), også kaldet »konkursforordningen«, der i al væsentlighed omhandler reglerne for international privatret, der er gældende i sager med grænseoverskridende insolvensbehandlinger, og at iværksætte en høring med udgangspunkt i den meddelelse, den fremlægger: »En ny europæisk tilgang til konkurs og insolvens«.

2.1.3

EØSU har besluttet at give udtryk for sin holdning til begge tekster i en og samme udtalelse.

2.2.1

Kommissionen konstaterer, at »Konkursforordningen« af 29. maj 2000 er forældet, og at der er fem problemer (4) knyttet til denne forordning, og foreslår en revision af den.

2.3.1

Kommissionen anfører med rette i meddelelsen, at dens forslag til forordning af 12. december 2012 begrænser sig til at opdatere »konkursforordningen« af 29. maj 2000 og kun vedrører anerkendelse og samordning af de procedureregler, der finder anvendelse i nationale konkurssager, og at de nationale lovgivninger om virksomhedskonkurser ikke harmoniseres.

2.3.2

Kommissionen forsøger at afbøde denne mangel, idet den fremlægger sine overvejelser om en væsentlig harmonisering af lovgivningen om virksomhedskonkurser. Det vedrører naturligvis kun grænseoverskridende insolvenssager.

3.1.1

Kommissionen bygger sin nye tilgang på nødvendigheden af at give iværksættere en ny chance og sikre beskæftigelsen.

3.1.2

EØSU's mener, at det er en naturlig del af markedsøkonomien, at der oprettes virksomheder, og at de kan gå konkurs, og mener, at dette medvirker til den økonomiske dynamik. Det er derfor ikke korrekt at betragte virksomhedskonkurser som et onde, der for enhver pris skal forebygges.

3.1.3

EØSU mener derfor også, at den »nye chance«, som Kommissionen nævner, bør gavne iværksættere, der har lært af deres fejl og er i stand til at stille et nyt virksomhedsprojekt på benene.

3.1.4

Det fremhæver ligeledes, at der kan være interne årsager til, at en virksomhed går konkurs, såsom dårlig ledelse, og der kan være eksterne årsager, der har rod i for meget og for dårlig lovgivning. I denne henseende bærer staten også et vist ansvar for konkurserne, da den er lovgiver, og da den er ordregivende myndighed i forbindelse med offentlige indkøb (5).

3.1.5

EØSU går mere ind for »Ren tavle«- modellen, der er central i den amerikanske konkursret (6), end for den »nye chance«, som Kommissionen foreslår. »At viske tavlen ren« er mere udtryk for en kulturelt betinget indstilling, end det er et egentligt juridisk begreb, og det betyder, at skyldneren på visse betingelser ikke længere personligt hæfter for sin gæld. Således undgås den fase, hvor en domstol erklærer virksomheden konkurs, og skyldneren kan starte et nyt projekt, uden at han eller hun betragtes som insolvent.

3.1.6

I modsætning hertil synes meddelelsen med den »nye chance« at give mulighed for at fortsætte aktiviteterne. EØSU er af den opfattelse, at det kun vil føre til et dårligt resultat, hvis en virksomhed holdes kunstigt i live i uændret form og får en »ny chance«, når forretningsmodellen har vist sig ikke at være god nok.

3.1.7

Desuden vil det underminere kreditorernes og leverandørernes tillid, hvilket i sidste ende vil være til skade for en sund konkurrence mellem de økonomiske aktører.

4.1.1

De vidt forskellige nationale bestemmelser om konkurs skader virksomhedernes konkurrenceevne, navnlig for dem, der driver virksomhed på tværs af grænserne, hvilket kan hindre den økonomiske genopretning.

4.1.2

Det skaber en tilskyndelse til »forum shopping«, hvilket svækker det indre marked.

4.1.3

Derfor tilslutter EØSU sig Europa-Parlamentets (7) opfordring til en harmonisering af visse områder af konkursretten.

4.1.4

Udvalget ønsker ligeledes at anmode Kommissionen om på grundlag af EUF-traktatens artikel 50, artikel 81, stk. 2, eller artikel 114, at fremlægge en eller flere lovforslag om egentlige europæiske rammer for virksomhedskonkurser, der ikke kun omhandler internationalprivatretlige processuelle regler.

4.1.5

Konkurser har ikke kun konsekvenser for de pågældende virksomheder. De skader medlemsstaternes økonomier under ét og de borgere, der er skatteydere, arbejdstagere og arbejdsgivere.

4.2.1

Oprindeligt var formålet med de kollektive bobehandlinger at tilgodese kreditorerne, men formålet er gradvist blevet at redde virksomheden, bevare arbejdspladserne og afvikle gælden. I nyere tid går tendensen i lovgivningen i Europa mod at forebygge virksomhedernes problemer, før de går i betalingsstandsning.

4.2.2

Kreditorerne er ikke trygge, hvis der indledes en kollektiv bobehandling mod en skyldner, da de ikke ved, om de kan få deres fordringer betalt. Den første frustrerende situation for kreditor er, at en juridisk afgørelse om at indlede en kollektiv bobehandling ofte medfører, at det ikke er muligt at retsforfølge skyldneren for fordringer, der er kommet til før denne afgørelse, og at den har opsættende virkning for igangværende procedurer. Enhver kreditor skal derfor bekendtgøre sin fordring inden for en lovbestemt frist (8).

4.2.3

En anden frustrerende situation opstår, hvis der ikke er tilstrækkeligt med aktiver. I praksis står kreditorerne i løbet af den kollektive bobehandling ofte over for valget om enten at få en vis del af fordringen betalt med det samme til gengæld for at eftergive en ikke ubetydelig del af den, eller at få den betalt i rater over et vist tidsrum.

4.2.4

For kreditor er det derfor ideelt at gardere sig mod insolvens f.eks. ved at sikre visse transaktioner, når kontrakten underskrives, ved at kræve garantistillelse fra tredjemand (9) eller ved at kræve forskellige former for pant eller sikkerhed i virksomhedens aktiver (10).

4.3.1

De ansatte rammes hårdt, når deres virksomhed går konkurs. De får ikke altid deres løn, før der indgives konkursbegæring, og de ansattes personlige økonomi er vanskelig i denne usikre periode.

4.3.2

I forbindelse med indledningen af en kollektiv bobehandling vælges der ofte en repræsentant for de ansatte, der får til opgave at kontrollere oplysningerne om de ansattes fordringer. Foruden den sædvanlige personalerepræsentation i virksomheden er denne repræsentant et nyt kontaktpunkt mellem personalet, domstolen og parterne i sagen.

4.3.3

De beløb, som de ansatte har til gode ved indledningen af den kollektive bobehandling, bør opføres under virksomhedens passiver. I praksis følges dette generelle princip kun i begrænset omfang, da der er store forskelle mellem de nationale lovgivninger og metoder. Manglen på harmonisering af kreditrangordenen bevirker altså, at udfaldet af den kollektive bobehandling bliver meget usikkert for de ansatte.

4.3.4

EØSU mener, at de ansatte bør beskyttes bedre, og at de bør have status af privilegerede kreditorer, og ser gerne en harmonisering på europæisk plan af denne beskyttelse.

4.4.1

Visse finansielle virksomheders handelspolitik kan føre til, at de støtter virksomheder, hvis situation er uafhjælpeligt svækket. De skaber derved et indtryk af, at virksomheden er solvent, hvilket skader den sunde konkurrence på markedet og banksektorens omdømme.

4.4.2

EØSU understreger, at uansvarlig lån- og kreditgivning også kan vedrøre andre personer end banken, herunder staten. Nationale dommere har for øvrigt vurderet, at visse af virksomhedens leverandører eller kunder kan gøres ansvarlige, hvis de på grund af deres adfærd har støttet virksomheden på en uansvarlig måde velvidende, at den var uafhjælpeligt svækket.

4.4.3

EØSU mener, at disse forhold også skal tages behørigt i betragtning under arbejdet for at harmonisere lovgivningen om virksomhedsinsolvens.

4.5.1

De fleste konkurser har objektive årsager, og virksomhedens ledelse har ikke foretaget nogen svigagtig handling.

4.5.2

Men svigagtige konkurser er et fænomen, der ikke bør overses. Kommissionen henviser for øvrigt hertil i sin meddelelse (11) og foreslår at sondre mellem ærlige konkurser og svigagtige konkurser. Ifølge Kommissionen kan en debitors bevidste eller uansvarlige tilsidesættelse af lovgivningskrav give anledning til civilretlige sanktioner og, når det er hensigtsmæssigt, strafferetlige sanktioner. I denne forbindelse bør afviklingsprocedurerne i forbindelse med ærlige konkurser fremskyndes.

4.5.3

EØSU er på sin side overbevist om, at det vil være hensigtsmæssigt at harmonisere afviklingstiden, og at lade den blive forholdsvis kort, hvilket især tager hensyn til de ansatte, men udvalget tror ikke rigtigt på særskilte afviklingsprocedurer for ærlige og uærlige ledere, da det vil føre til en øget retliggørelse af konkursprocedurerne, der giver dem karakter af strafferetlige procedurer, og det vil forlænge behandlingen.

4.5.4

Det er ikke ønskeligt med disse strafferetlige aspekter i konkursretten. EØSU mener, at vurderingen af, hvorvidt en konkurs er svigagtig, hører til under andre procedurer end konkursbehandlingen.

5.1

EØSU bifalder, at forordningens anvendelsesområde udvides til at omfatte hybride ordninger, rekonstruktionsbehandlinger samt gældsanering og procedurer for fysiske personer.

5.2

Udvalget bifalder endvidere, at det afklares, under hvilke omstændigheder man kan afkræfte en formodning om, at centeret for hovedinteresserne er det sted, hvor hjemstedet befinder sig.

5.3

Ændringen i den proceduremæssige ordning, der præciserer den kompetente retsmyndigheds muligheder for behandling af sager, der er affødt direkte af insolvensbehandlingen eller har stærk tilknytning hertil, såsom anfægtelsessøgsmål, er ligeledes positiv.

5.4

Det forhold, at de sekundære behandlinger ikke nødvendigvis er afviklingsprocedurer, og at indledningen af dem kan afvises, hvis de ikke er nødvendige for beskyttelsen af de lokale kreditorers interesser, forbedrer også forordningen, hvilket også er tilfældet for samarbejdet mellem hovedbehandlingen og den sekundære behandling.

5.5

Medlemsstaterne forpligtelse til at offentliggøre flere oplysninger og bekendtgøre relevante retsafgørelser i forbindelse med grænseoverskridende konkurssager i et offentligt tilgængeligt register og sammenkoblingen af nationale insolvensregistre er også interessante idéer.

5.6

EØSU er dog betænkelig med hensyn til omfanget af oversættelserne samt prisen og fristerne for dem og minder om, at en hurtig behandling er en forudsætning for at opnå et godt resultat.

5.7

Udvalget bifalder desuden, at retterne og kuratorerne forpligtes til at samarbejde i insolvensbehandlinger angående medlemmer i samme koncernvirksomhed, da kuratorerne herved får mulighed for at udføre deres arbejde mere effektivt.

6.1

EØSU undrer sig over samordningen mellem forordning EU nr. 1215/2012 af 12. december 2012 (12), der skal erstatte forordning nr. 44/2001 om de nationale retters kompetence og retsafgørelsers virkning i EU, den såkaldte Bruxelles I-forordning. Det stiller sig tvivlende over for, om betragtning nr. 6 i forslaget til »konkursforordning« i tilstrækkelig grad afklarer den kompetencefordeling, der følger af Gourdain-dommen (13). Denne dom synes at give en restriktiv fortolkning, mens visse aktioner i henhold til »Bruxelles I-forordningen« er afgørende for insolvensprocedurerne. F.eks. er spørgsmålet om, hvorvidt en klausul om ejendomsforhold kan gøres gældende, afgørende for at fastlægge omfanget af kreditors aktiver. Det er vigtig med hensyn til målsætningen om at redde virksomheder med økonomiske problemer, da det er centralt at fastslå omfanget af aktiver for at bringe virksomheder med økonomiske problemer på fode.

6.2

Med hensyn til samarbejdet mellem kuratorer kunne Kommissionen have foreslået en ændring af artikel 31 og tilskyndet mere til indgåelse af aftaleprotokoller mellem kuratorer. At kuratorerne har så forskellig status i medlemsstaterne er en hæmsko for deres faglige samarbejde.

6.3

Udvekslingen mellem kuratorer og retterne bør først og fremmest vedrøre inventaret, skyldnerens gæld, anmeldelsen og efterprøvelse af fordringer og den samordnede afregning af kreditorer, der indgår i de forhandlede planer.

6.4

Endelig fremhæver EØSU, at Kommissionen planlægger at anvende delegationsproceduren for at ændre bilaget til forordningen, selv om der synes at være tale om væsentlige bestemmelser, såsom begreberne om kollektive bobehandlinger og listen over personer, der er kuratorer.

7.1

En harmonisering af kriterierne for insolvens er nødvendig. I visse medlemsstater kan konkursproceduren kun indledes, når skyldneren faktisk er insolvent, mens det i andre medlemsstater er tilstrækkeligt, at insolvensen »med stor sandsynlighed er nært forestående«.

7.2

Disse forskelle udgør en tilskyndelse til forum shopping og bør derfor ophæves.

7.3

Af hensyn til den juridiske sikkerhed bør reglerne vedrørende anmeldelse af fordringer også harmoniseres.

8.1

EØSU støtter dette forslag fra Kommissionen, der består i en ny betragtning 9 (14).

8.2

Det giver ingen som helst problemer i forhold til ordlyden i betragtning 9 og 10 i »konkursforordningen« af 29. maj 2000 (15).

8.3

Men denne indarbejdning bør ikke være til ugunst for skyldnere, der er privatpersoner. En ret, der er skabt for virksomhederne, og som sigter på at styrke handelsrelationerne, er i sagens natur mindre beskyttende end forbrugerretten. Derfor opfordrer EØSU Kommissionen til at være særlig opmærksom på dette forhold.

8.4

Udvalget opfordrer ligeledes Kommissionen til at overveje en harmonisering af konkursretten vedrørende privatpersoner, der tager hensyn til forbrugernes interesser.

9.1

De nationale forskelle, der eksisterer med hensyn til kuratorernes status og beføjelser, hindrer det indre marked i at fungere korrekt, idet de tværnationale konkursbehandlinger kompliceres (16).

9.2

En hurtig harmonisering af de generelle aspekter ved kravene til kuratorens kvalifikationer og opgaver er i virksomhedernes interesse og til gavn for den økonomiske genopretning. Derfor slutter EØSU sig til Europa-Parlamentet (17) og opfordrer til, at følgende tages op til overvejelse:

9.3

Kommissionen burde derfor gå videre, end det den fremsætter i artikel 31 i forslaget til forordning, hvor den begrænser sig til at stadfæste hidtidig praksis og kun omhandler samarbejdet mellem kuratorer i hovedinsolvensbehandlinger og kuratorer i sekundære insolvensbehandlinger.

10.1

Hvis forhandlingsprocedurerne tilskyndes, vil det være muligt at fremskynde en omstrukturering af en virksomhed, og den vil være mere effektiv.

10.2

Den gennemsnitlige tid for udenretslige tvistbilæggelser og den succesrate, der kan konstateres i EU, taler til fordel for denne metode.

10.3

EØSU er for øvrigt af den opfattelse, at domstolsprøvelser ikke nødvendigvis er den bedste løsning.

EØSU støtter idéen om at oprette nye organer, f.eks. knyttet til den økonomiske sektor, og hvis tværfaglige sammensætning (økonomisk, finansielt, juridisk) vil være ideel for hurtigt at hjælpe virksomhederne til at overvinde deres økonomiske vanskeligheder.

10.4

Denne ordning eksisterer allerede i flere lande og kunne udbredes til andre medlemsstater.

10.5

Endelig vil det være nyttigt, hvis Kommissionen regelmæssigt offentliggør statistikker om konkurssager, der er omfattet af »konkursforordningen«, så det bliver muligt at vurdere, hvor effektivt det indførte system er.

—

forordningens anvendelsesområde er for snævert

—

der sker fortsat forum shopping på grund af en inkonsekvent anvendelse af begrebet »centret for skyldnerens hovedinteresser«

—

hovedinsolvensbehandlingen og den sekundære insolvensbehandling er ikke samordnet

—

kendskabet til konkursbehandlingerne er ikke tilstrækkeligt udbredt

—

der eksisterer et juridisk tomrum vedrørende multinationale koncerners insolvens.

—

Kommissionen støtter sig til 134 indkomne bidrag fra en offentlig høring, der blev iværksat den 29. marts 2012, konklusionerne i en komparativ retsanalyse gennemført af universiteterne i Heidelberg og Wien, og til en konsekvensanalyse, hvor de forskellige muligheder for reform er undersøgt, og foreslår at afhjælpe disse fem mangler med et forslag til en rådsforordning om konkurs.

19.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 271/61

1.1

EØSU mener, at Kommissionens meddelelse og forslagene heri fortjener særlig opmærksomhed og bør drøftes nærmere.

1.2

EØSU er enigt med Kommissionen i behovet for en strammere lovgivning med henblik på et effektivt forbud og eksemplariske og afskrækkende sanktioner over for visse aggressive salgsmetoder fra udgivere af erhvervsvejvisere.

1.3

I betragtning af det akutte behov for at få taget stilling til dette spørgsmål, og i lyset af de omfattende og alvorlige konsekvenser, som denne praksis vurderes at ville få for den europæiske økonomi, kan EØSU gå ind for, at Kommissionen omgående og med udgangspunkt i en konsekvensanalyse fremsætter et særligt lovgivningsforslag om emnet.

1.4

EØSU mener, at der med dette for øje bør vedtages en rammelovgivning, eventuelt udviklet gennem delegerede retsakter, for at sikre en mere ensartet og effektiv håndhævelse i medlemsstaterne.

1.5

På grund af sagens karakter mener EØSU, at det juridiske grundlag bør omfatte, men ikke begrænses til, traktatens bestemmelser om gennemførelsen af det indre marked, og at dets anvendelsesområde ikke bør begrænses til grænseoverskridende transaktioner.

1.6

Samtidig peger udvalget på det nødvendige i at være opmærksom på, at mange af disse metoder er af transeuropæisk karakter, hvorfor der er behov for koordineret handling på internationalt plan.

1.7

EØSU mener imidlertid, at den bedste måde at nå målet om en sammenhængende og konsekvent lovgivning om forbud mod vildledende markedsføring på vil være en samlet revision af direktiv 2006/114/EF og 2005/29/EF, der tager fat på B2B- og B2C-relationer samtidigt og bevarer de særlige træk ved hver type inden for en fælles ramme. Kommissionen opfordres derfor til at iværksætte initiativer inden for en kort tidshorisont.

1.8

EØSU opfordrer Kommissionen til at udvikle og gennemføre supplerende foranstaltninger til bedre informering og spredning, bedre samarbejde mellem forvaltningsmyndighederne, offentlig-private platforme og interessentorganisationer, og til forbedring af de hurtige reaktionsmekanismer med henblik på at sætte en stopper for denne praksis og sikre kompensation for skader ved straks at oprette et europæisk retssystem for gruppesøgsmål som det, der blev annonceret for over 30 år siden, men gentagne gange forsinket.

1.9

EØSU erklærer sig rede til at involvere sine medlemmer i det fremtidige arbejde på dette område, hvor det mener at kunne bidrage i kraft af medlemmernes erfaring som højtkvalificerede civilsamfundsrepræsentanter for udvalgets tre interessegrupper.

2.1

På området kommerciel kommunikation mellem virksomheder er der grundlæggende regler, som det er vigtigt at overholde for at undgå konkurrenceforvridning og sikre et velfungerende marked. Hvis reglerne ikke respekteres frivilligt, må de gøres obligatoriske og håndhæves.

2.2

I sin meddelelse skitserer Kommissionen en række foranstaltninger til bekæmpelse af visse vildledende markedsføringsmetoder, som anvendes af reklamevirksomheder, især udgivere af erhvervsvejvisere.

2.3

Formålet er at sikre en bedre beskyttelse af virksomhederne, navnlig SMV'erne, i forbindelse med metoder, som består i, at udgivere af erhvervsvejvisere sender virksomheder uønskede og uanmodede opfordringer til at indføre eller ajourføre data i en erhvervsvejviser, tilsyneladende gratis, men som efterfølgende fører til årlige afgifter, som ikke har været forhandlet eller ikke er godkendt på forhånd.

2.4

Efter at have gennemført en offentlig høring har Kommissionen bebudet, at den vil styrke direktiv 2006/114/EF om vildledende og sammenlignende reklame ved udtrykkeligt at forbyde metoder, der går ud på at skjule den kommercielle hensigt med et reklamebudskab, og samtidig styrke håndhævelsen på tværs af grænser.

2.5

Kommissionen henviser endvidere til følgende:

2.6

Kommissionen anslår den finansielle skade, som denne praksis forårsager, til at ligge på mellem 1 000 og 5 000 EUR årligt for de berørte virksomheder.

3.1.1

Som det fremgår af en tidligere udtalelse, anerkender EØSU, at kommercielle budskaber i almindelighed og reklamer i særdeleshed, i alle deres afskygninger, spiller en vigtig social og økonomisk rolle, som er godt beskrevet af International Advertising Association (IAA), for så vidt angår udbredelse af innovation, befordring af kreativitet og underholdning, fremme af konkurrence samt øgede valgmuligheder (1).

3.1.1.1

Der er ikke tvivl om, at nogle reklamevirksomheder anvender upassende metoder, når de reklamerer for deres produkter og forsøger at tiltrække kunder, men det er vigtigt, at Kommissionen understreger, at selv om mange klager over vildledende praksis er rettet mod virksomheder, som udfører en sådan aktivitet, betyder det ikke, at der ikke – selv når der er tale om udgivere af erhvervsvejvisere – er tale om en legitim aktivitet, som er økonomisk nødvendig for de virksomheder, der gør brug af dem til at reklamere for deres aktiviteter.

3.1.2

EØSU anerkender, at Kommissionens meddelelse er relevant og hensigtsmæssig, selv om den hovedsagelig beskæftiger sig med problemer forbundet med de metoder, udgivere af erhvervsvejvisere benytter sig af for at tiltrække kunder.

3.1.3

Kommissionen understreger med rette problemets grænseoverskridende karakter. EØSU finder det endvidere positivt, at Kommissionen ikke blot vil sikre tilstrækkelige, men også effektivt gennemførte regler og praksisser, som kan overvåges og kontrolleres, og hvor overtrædelser kan straffes på en effektiv måde.

3.1.4

EØSU beklager, at meddelelsen ikke bygger på en egentlig konsekvensanalyse, som ville have sikret stærkere argumenter for de foreslåede løsninger, hvis omkostninger og fordele ikke er klart identificeret og vurderet.

3.1.4.1

Hertil kommer, at den konsekvensanalyse, som Kommissionen bebudede på mødet med de berørte parter den 1. marts 2013, er forsinket og ikke afgørende nok til at kunne danne grundlag for et informeret valg, selv om dens rækkevidde og samlede indhold endnu er ukendt.

3.1.5

Endvidere nærer EØSU, ikke kun ud fra en rent juridisk fortolkning, men også hvad angår en mere effektiv beskyttelse af virksomhederne, tvivl om, at det problem, som er centralt i Kommissionens overvejelser, kan placeres inden for rammerne af det direktiv, som Kommissionen agter at revidere.

3.1.5.1

Faktisk drejer den praksis, som behandles i meddelelsen, sig om kommerciel kommunikation i en rummeligere betydning. Der er ikke tale om reklame, men snarere en aggressiv og svigagtig salgspraksis, som skal placeres i en bredere kontekst, som omfatter urimelig og uredelig handelspraksis, og endog strafferetlige forhold.

3.1.5.2

Udelukket fra reklamebegrebets område er faktisk enhver type kommunikation, hvor salgsfremme af bestemte varer eller tjenesteydelser ikke er tilsigtet eller underforstået, herunder budskaber i kommercielle relationer, hvor der ikke søges solgt nye varer eller tjenesteydelser.

3.1.5.3

I henhold til direktiv 2005/29/EF betragtes en handelspraksis som vildledende, hvis den indeholder urigtige oplysninger og derfor er usandfærdig eller f.eks. i kraft af sin generelle fremstillingsform vildleder eller kan forventes at vildlede en gennemsnitsforbruger, selv om oplysningerne er faktuelt korrekte, med hensyn til et eller flere elementer og under alle omstændigheder foranlediger eller kan forventes at foranledige ham til at træffe en transaktionsbeslutning, som han ellers ikke ville have truffet: Det vil sige, at vildledende handelspraksis ikke er begrænset til fremme af produkter, men kan omfatte situationer, hvor salgsfremme af et produkt ikke er underforstået, og hvor kommunikationen er led i et kommercielt forhold.

3.1.6

I sin grønbog om illoyal handelspraksis i virksomhed-til-virksomhed-forsyningskæden for fødevarer og nonfoodvarer i Europa (2) advarer Kommissionen endvidere med rette mod risikoen for konflikt og overlapning mellem en lang række fællesskabsaktioner, som er rettet mod de samme grupper, og hvis ordninger minder om hinanden, men ikke er koordinerede, hvilket skaber stor forvirring i forbindelse med medlemsstaternes gennemførelse af retsakter (3).

3.1.7

EØSU beklager, at Kommissionen endnu ikke har afholdt drøftelser om de forskellige løsningsmuligheder og ej heller har fremført dem under den offentlige høring, men i stedet har valgt en løsning, som kan vise sig at være mindre fordelagtig for virksomhederne, herunder navnlig SMV'erne. Eftersom Kommissionen tilsyneladende allerede har besluttet, hvilken løsning den vil vælge i oktober 2013, som bebudet, forekommer det lidet hensigtsmæssigt at forelægge en konsekvensanalyse med 5 løsningsmuligheder, når valget på forhånd er truffet.

3.1.8

I lyset af at det tilsyneladende haster med at indtage en holdning til det centrale spørgsmål om udgivere af erhvervsvejvisere, som det allerede fremgår af tidligere studier og beslutninger fra Europa-Parlamentet, og i betragtning af at disse metoder anses for at være omfattende og alvorlige for EU's økonomi (4), accepterer EØSU, at Kommissionen straks fremsætter et lovgivningsforslag herom for at forhindre situationer, hvor virksomheder udsættes for vedvarende trusler om retsforfølgelse ved udenlandske domstole med stigende »administrative omkostninger« og konstante, trussellignende telefonopkald fra inkassovirksomheder.

3.1.8.1

Hertil kommer, at det ikke kun er SMV'er, men også de liberale erhverv, ikke-statslige organisationer, biblioteker, private uddannelsesinstitutioner, og endda nogle tjenester inden for den offentlige forvaltning, som har været mål for disse metoder. Derfor må de indgå i forslagets anvendelsesområde ved, at begrebet »erhvervsdrivende« udvides til at omfatte enhver, som er mål for denne praksis og ikke er dækket af andre lovgivningsinstrumenter.

3.1.9

EØSU mener imidlertid, at en mere sammenhængende tilgang ville have været at udvide begrebet urimelig handelspraksis i form af vildledende og aggressiv praksis samt sortlisten som opstillet i direktiv 2005/29/EF til relationer mellem virksomheder.

3.1.10

En yderligere positiv effekt af udvidelsen af dette direktivs anvendelsesområde ville være at sikre bedre harmonisering, så medlemsstaterne ikke ville være nødsaget til at skabe nye retsakter for at omsætte direktivet til national lovgivning, men kunne nøjes med udvide anvendelsesområdet af de eksisterende nationale love om urimelig handelspraksis og på den måde sikre korrekt gennemførelse af EU-lovgivningen (5).

3.1.11

Endvidere vil en ændring af direktiv 2006/114/EF med den noget tvetydige formulering, som Kommissionen har foreslået, ikke være nok til at sikre beskyttelse af SMV'er i de situationer, der henvises til i meddelelsen. Ud over at disse former for praksis er aggressive, men ikke vildledende i henhold til direktiv 2005/29/EF, tager de udgangspunkt i tidligere etablerede kommercielle forbindelser og kan derfor ikke betegnes som værende omfattet af reklamebegrebets område.

3.1.12

EØSU mener derfor, med forbehold af bemærkningerne i punkt 3.1.8, at Kommissionen i den nærmeste fremtid vil være nødsaget til at indlede horisontale foranstaltninger for at skabe større sammenhæng i reglerne inden for konkurrenceret samt intellektuel og industriel ejendomsret og sikre en ensartet beskyttelse af al kommerciel praksis i detailmarkedet og i alle kontraktforhold mellem erhvervsdrivende, i tråd med Europa-Parlamentets beslutning om et mere effektivt og retfærdigt detailmarked.

3.1.13

EØSU understreger derfor det nødvendige i en bedre samordning mellem GD for Retlige Anliggender, GD for Konkurrence, GD for det Indre Marked og Tjenesteydelser og GD for Erhvervspolitik i forbindelse med aktioner, der skal gennemføres på dette område og i fremtidige politik- og lovforslag i tråd med de politiske prioriteter, der er opstillet i Small Business Act.

3.1.14

Med forbehold af ovenstående og Kommissionens valg af en anden løsning fremhæver EØSU det nødvendige i en konkret definition og indholdsmæssig præcisering af begrebet »mest skadelige« former for kommerciel praksis, så det klart fremgår, hvilke former for kommerciel praksis der efter Kommissionens vurdering vil kræve mere beskyttelse end resten.

3.1.15

EØSU så endvidere gerne, at Kommissionen mere præcist angav, hvilke situationer der skal føjes til »sortlisten«, hvis eksistens den fuldt ud går ind for, eftersom listen over metoder, der skal anses for at være totalt forbudte, bør være så præcis og udtømmende som muligt. Kommissionen kan måske allerede finde tilstrækkeligt materiale til at udarbejde sortlisten i svarene på dens undersøgelse og inputtet fra forskellige interessenter på mødet den 1. marts 2013 (6).

3.1.16

EØSU så i dette tilfælde også gerne, at Kommissionen overvejede om, det ikke ville være en god ide at opstille en gråliste over praksis, som kunne betragtes som ulovlige under visse specifikke omstændigheder, hvilket afgøres af en domstol fra sag til sag.

3.1.17

EØSU mener ligeledes, at det ud over opstilling af lister, vil være nødvendigt at styrke og præcisere begrebet vildledende reklame eller ulovlig sammenlignende reklame via en systematisk tilgang inden for en bred juridisk ramme, som sikrer, at nye urimelige former for praksis kommer ind under den reviderede lovgivning.

3.1.18

Uanset bemærkningerne i punkt 3.1.8 mener EØSU, at den retlige ramme, som udgøres af direktiv 2005/29/EF, i god tid bør gøres bredere, især med henblik på en styrkelse og udvidelse af den nuværende forbrugerbeskyttelse til under præcist og omhyggeligt fastlagte betingelser i lige så høj grad at gælde visse små virksomheder og mikroforetagender, når de befinder sig i sammenlignelige situationer, hvilket allerede er tilfældet i nogle medlemsstaters retssystemer, og som disse virksomheders repræsentative foreninger og organisationer helt med rette kræver (7).

3.1.19

EØSU mener faktisk, at det drejer sig om to aspekter af samme fælles situation, og at det i høj grad er i vores interesse at revidere direktiv 2005/29/EF samtidigt og parallelt med revisionen af direktiv 2006/114/EF, da de er indbyrdes forbundne og supplerer hinanden (8). Dette skal ses i lyset af den seneste evaluering af direktiv 2005/29/EF (9).

3.1.20

Arten af denne praksis og de skyldige virksomheders optræden viser behovet for et retsinstrument for kollektive søgsmål, som sikrer effektive reaktioner og en bedre beskyttelse af de erhvervsdrivende i bilæggelsen af eventuelle tvister, ikke kun for at sætte en stopper for disse metoder (10), men også for at garantere tilstrækkelig skadeserstatning.

3.2.1

EØSU mener, at Kommissionen allerede nu bør præcisere retsgrundlaget for de foranstaltninger, der skal træffes, og mere specifikt, om det kun drejer sig om foranstaltninger til støtte for fuldførelsen af det indre marked, eller om der også er tale om andre foranstaltninger.

3.2.2

Med henblik på at sikre større retssikkerhed og mere effektiv harmonisering mener EØSU endvidere, at en forordning vil være det mest hensigtsmæssige retsinstrument til dette formål.

4.1

Med hensyn til den foreslåede tidsplan, bifalder EØSU de etaper, som Kommissionen har fastlagt, herunder navnlig at der straks etableres et netværk af myndigheder, der skal forbedre håndhævelsen af direktivet om vildledende og sammenlignende reklame og udveksle oplysninger.

4.2

EØSU glæder sig endvidere over oprettelsen af en samarbejdsprocedure for håndhævelse af lovgivningen i stil med den, der opereres med i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 2006/2004 om samarbejde mellem nationale myndigheder med ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse. Herved indføres der en forpligtelse til gensidig bistand mellem medlemsstaterne på dette område og foranstaltninger til identificering af de myndigheder, der er ansvarlige for gennemførelse af lovgivningen, uden at dette i øvrigt påvirker mulighederne for offentlig-private platforme, som f.eks. findes i Holland, og for at udvide samarbejdet til at omfatte interessentorganisationer.

4.3

EØSU foreslår derfor i lighed med det, der praktiseres på forbrugerbeskyttelsesområdet (11) og i forbindelse med tvistbilæggelse, at der skabes et europæisk støttenetværk for SMV'er for bilæggelse af grænseoverskridende konflikter med henblik på at lede virksomheder, der er ofre for svig, i retning af de mest hensigtsmæssige retsmidler.

4.4

Endvidere mener EØSU, at uddannelses- og informationsaktioner samt udveksling af god praksis bør fremmes i alle virksomheder for at gøre dem opmærksomme på de farer, der er forbundet med deres aktiviteter.

4.5

EØSU er endvidere klar over, at de fleste tilfælde af vildledende praksis forekommer i digital sammenhæng, og anser det for nødvendigt at fremme en mere kraftfuld og hensigtsmæssig strategi til beskyttelse af SMV'er og i den forbindelse tage hensyn til de metoder, der anvendes af internettets tjenesteydere, og de kontraktforhold, der gælder i platforme som e-bay eller platforme, der er skabt specifikt med henblik på kommercielle transaktioner mellem erhvervsdrivende.

4.6

Kommissionen bør tillige tage højde for disse metoders internationale dimension inden for rammerne af sin repræsentation ved OECD (12). EU og medlemsstaterne opfordres til at indlede drøftelser med OECD om at udvide OECD's retningslinjer for beskyttelse af forbrugerne mod svigagtig handelspraksis på tværs af grænser (Guidelines for Protecting Consumers from Fraudulent Commercial Practices Across Borders) til også at omfatte B2B.

EØSU foreslår, at EUROPOL igangsætter et forskningsprojekt vedrørende massemarkedsføringssvig i EU, der ser på omfanget af de økonomiske konsekvenser, og hvor mange der rammes, og undersøger den rolle som de største grænseoverskridende aktører spiller, og om overskud herfra eventuelt bruges til at finansiere andre ikke-lovlige aktiviteter eller foretagender.

4.7

Endelig henleder EØSU opmærksomheden på det nødvendige i, at Kommissionen sikrer de finansielle midler, der er nødvendige for gennemførelsen af de foreslåede foranstaltninger.

4.8

Med hensyn til det fremtidige arbejde ønsker EØSU specifikt at nævne, at det er rede til at deltage heri via sine medlemmer, som kan bidrage i kraft af deres erfaring som højtkvalificerede civilsamfundsrepræsentanter for udvalgets tre interessegrupper.