8.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/1

8.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/2

8.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/2

8.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/3

8.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/3

8.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/3

1)

Er afgørelse 2013/448/EU (1) ugyldig, og strider den mod artikel 10a, stk. 5, i direktiv 2003/87/EF (2), i det omfang den fra beregningsgrundlaget i henhold til artikel 10a, stk. 5, litra a) og b), udelukker emissioner i forbindelse med affaldsgasser, der produceres af anlæg, som henhører under bilag I til direktiv 2003/87/EF, eller med varme, der udnyttes af anlæg, som henhører under bilag I til direktiv 2003/87/EF og stammer fra kraftvarmeanlæg, som kan opnå en gratistildeling i henhold til artikel 10a, stk. 1, og 10a, stk. 4, i direktiv 2003/87/EF og afgørelse 2011/278/EU (3)?

2)

Er afgørelse 2013/448/EU ugyldig og strider den mod artikel 3e og 3u i direktiv 2003/87/EF i sig selv og/eller sammenholdt med artikel 10a, stk. 5, i direktiv 2003/87/EF, i det omfang den bestemmer, at CO2-emissioner i forbindelse med affaldsgasser — som produceres af anlæg, der henhører under bilag I til direktiv 2003/87/EF — eller med varme, der udnyttes i anlæg, som henhører under bilag I til direktiv 2003/87/EF og er erhvervet af kraftvarmeanlæg, er emissioner fra »elektricitetsgeneratorer«?

3)

Er afgørelse 2013/448/EU ugyldig og strider den mod formålene med direktiv 2003/87/EF, i det omfang den skaber en asymmetri, idet emissioner i forbindelse med afbrænding af affaldsgasser og med varme, som er produceret ved kraftvarmeproduktion, er udelukket fra beregningsgrundlaget i artikel 10a, stk. 5, litra a) og b), mens der i henhold til artikel 10a, stk. 1, og 10a, stk. 4, i direktiv 2003/87/EF og i henhold til afgørelse 2011/278/EU tilkommer dem en gratistildeling?

4)

Er afgørelse 2011/278/EU ugyldig og strider den mod artikel 290 TEUF og artikel 10a, stk. 5, i direktiv 2003/87/EF, i det omfang dens artikel 15, stk. 3, ændrer artikel 10a, stk. 5, litra a) og b), i direktiv 2003/87/EF således, at den erstatter henvisningen til »anlæg, der ikke er omfattet af stk. 3« med en henvisning til »anlæg, som ikke er elektricitetsgeneratorer«?

5)

Er afgørelse 2013/448/EU ugyldig og strider den mod artikel 23, stk. 3, i direktiv 2003/87/EF, i det omfang denne afgørelse ikke blev truffet på grundlag af forskriftsproceduren med kontrol, som er fastsat i artikel 5a i Rådets afgørelse 1999/468/EF og artikel 12 i forordning nr. 182/2011/EU?

6)

Skal artikel 17 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder forstås således, den udelukker tilbageholdelse af gratistildelinger baseret på en uretmæssig beregning af en tværsektoriel korrektionsfaktor?

7)

Skal artikel 10a, stk. 5, i direktiv 2003/87/EF i sig selv og/eller sammenholdt med artikel 15, stk. 3, i afgørelse 2011/278/EU forstås således, at den udelukker anvendelsen af en national lovbestemmelse, som fastsætter anvendelsen af en uretmæssigt beregnet ensartet tværsektoriel korrektionsfaktor, således som den er fastlagt i artikel 4 i afgørelse 2013/448/EU og i bilag II til denne, på gratistildelinger i en medlemsstat?

8)

Er afgørelse 2013/448/EU ugyldig og strider den mod artikel 10a, stk. 5, i direktiv 2003/87/EF, i det omfang den kun omfatter emissioner fra anlæg, der indgik i fællesskabsordningen fra 2008, således at den udelukker de emissioner, der er forbundet med aktiviteter, som indgik i fællesskabsordningen fra 2008 (i det ændrede bilag I til direktiv 2003/87/EF), hvis disse aktiviteter fandt sted i anlæg, som allerede indgik i fællesskabsordningen før 2008?

9)

Er afgørelse 2013/448/EU ugyldig og strider den mod artikel 10a, stk. 5, i direktiv 2003/87/EF, i det omfang den kun omfatter emissioner fra anlæg, der indgik i fællesskabsordningen fra 2013, således at den udelukker de emissioner, der er forbundet med aktiviteter, som indgik i fællesskabsordningen fra 2013 (i det ændrede bilag I til direktiv 2003/87/EF), hvis disse aktiviteter fandt sted i anlæg, som allerede indgik i fællesskabsordningen før 2013?

8.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/5

1)

Er afgørelse 2013/448/EU (1) ugyldig, og strider den mod artikel 10a, stk. 5, i direktiv 2003/87/EF (2), i det omfang den fra beregningsgrundlaget i henhold til artikel 10a, stk. 5, litra a) og b), udelukker emissioner i forbindelse med affaldsgasser, der produceres af anlæg, som henhører under bilag I til direktiv 2003/87/EF, eller med varme, der udnyttes af anlæg, som henhører under bilag I til direktiv 2003/87/EF og stammer fra kraftvarmeanlæg, som kan opnå en gratistildeling i henhold til artikel 10a, stk. 1, og 10a, stk. 4, i direktiv 2003/87/EF og afgørelse 2011/278/EU (3)?

2)

Er afgørelse 2013/448/EU ugyldig og strider den mod artikel 3e og 3u i direktiv 2003/87/EF i sig selv og/eller sammenholdt med artikel 10a, stk. 5, i direktiv 2003/87/EF, i det omfang den bestemmer, at CO2-emissioner i forbindelse med affaldsgasser — som produceres af anlæg, der henhører under bilag I til direktiv 2003/87/EF — eller med varme, der udnyttes i anlæg, som henhører under bilag I til direktiv 2003/87/EF og er erhvervet af kraftvarmeanlæg, er emissioner fra »elektricitetsgeneratorer«?

3)

Er afgørelse 2013/448/EU ugyldig og strider den mod formålene med direktiv 2003/87/EF, i det omfang den skaber en asymmetri, idet emissioner i forbindelse med afbrænding af affaldsgasser og med varme, som er produceret ved kraftvarmeproduktion, er udelukket fra beregningsgrundlaget i artikel 10a, stk. 5, litra a) og b), mens der i henhold til artikel 10a, stk. 1, og 10a, stk. 4, i direktiv 2003/87/EF og i henhold til afgørelse 2011/278/EU tilkommer dem en gratistildeling?

4)

Er afgørelse 2011/278/EU ugyldig og strider den mod artikel 290 TEUF og artikel 10a, stk. 5, i direktiv 2003/87/EF, i det omfang dens artikel 15, stk. 3, ændrer artikel 10a, stk. 5, litra a) og b), i direktiv 2003/87/EF således, at den erstatter henvisningen til »anlæg, der ikke er omfattet af stk. 3« med en henvisning til »anlæg, som ikke er elektricitetsgeneratorer«?

5)

Er afgørelse 2013/448/EU ugyldig og strider den mod artikel 23, stk. 3, i direktiv 2003/87/EF, i det omfang denne afgørelse ikke blev truffet på grundlag af forskriftsproceduren med kontrol, som er fastsat i artikel 5a i Rådets afgørelse 1999/468/EF og artikel 12 i forordning nr. 182/2011/EU?

6)

Skal artikel 17 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder forstås således, den udelukker tilbageholdelse af gratistildelinger baseret på en uretmæssig beregning af en tværsektoriel korrektionsfaktor?

7)

Skal artikel 10a, stk. 5, i direktiv 2003/87/EF i sig selv og/eller sammenholdt med artikel 15, stk. 3, i afgørelse 2011/278/EU forstås således, at den udelukker anvendelsen af en national lovbestemmelse, som fastsætter anvendelsen af en uretmæssigt beregnet ensartet tværsektoriel korrektionsfaktor, således som den er fastlagt i artikel 4 i afgørelse 2013/448/EU og i bilag II til denne, på gratistildelinger i en medlemsstat?

8)

Er afgørelse 2013/448/EU ugyldig og strider den mod artikel 10a, stk. 5, i direktiv 2003/87/EF, i det omfang den kun omfatter emissioner fra anlæg, der indgik i fællesskabsordningen fra 2008, således at den udelukker de emissioner, der er forbundet med aktiviteter, som indgik i fællesskabsordningen fra 2008 (i det ændrede bilag I til direktiv 2003/87/EF), hvis disse aktiviteter fandt sted i anlæg, som allerede indgik i fællesskabsordningen før 2008?

9)

Er afgørelse 2013/448/EU ugyldig og strider den mod artikel 10a, stk. 5, i direktiv 2003/87/EF, i det omfang den kun omfatter emissioner fra anlæg, der indgik i fællesskabsordningen fra 2013, således at den udelukker de emissioner, der er forbundet med aktiviteter, som indgik i fællesskabsordningen fra 2013 (i det ændrede bilag I til direktiv 2003/87/EF), hvis disse aktiviteter fandt sted i anlæg, som allerede indgik i fællesskabsordningen før 2013?

8.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/6

—

Spørgsmål 1: Er det i strid med bestemmelserne i direktiv 77/388/EØF (1) at opkræve omsætningsafgift ved indførsel af goder, der er blevet genudført som ikke-fællesskabsvarer, men for hvilke der er opstået toldskyld som følge af manglende opfyldelse af en forpligtelse i henhold til toldkodeksens artikel 204 (2), i den foreliggende sag en ikke-rettidig opfyldelse af forpligtelsen til at bogføre fraførslen af varerne fra et toldoplag i det til dette formål foreskrevne lagerregnskab senest på tidspunktet for fraførslen?

Såfremt spørgsmål 1 besvares benægtende:

—

Spørgsmål 2: Kræver bestemmelserne i direktiv 77/388/EØF, at der i sådanne tilfælde skal opkræves omsætningsafgift ved indførsel af goder, eller har medlemsstaterne i denne forbindelse et spillerum?

og

—

Spørgsmål 3: Skal en indehaver af et toldoplag, som på grundlag af et tjenesteydelsesforhold oplagrer et gode fra et tredjeland i sit toldoplag, uden at kunne råde over dette gode, betale den merværdiafgift for indførsel, der er opstået som følge af den pågældendes manglende opfyldelse af en forpligtelse i henhold til artikel 10, stk. 3, andet afsnit, i direktiv 77/388/EØF, sammenholdt med toldkodeksens artikel 204, stk. 1, selv om godet ikke anvendes i forbindelse med hans afgiftspligtige transaktioner som omhandlet i artikel 17, stk. 2, litra a)?

8.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/7

—

Anses merværdiafgift ved indførsel for varer, som er blevet genudført som ikke-fællesskabsvarer under toldtilsyn, men for hvilke der som følge af en tilsidesættelse af en forpligtelse i henhold til toldkodeksens artikel 204 (1) — i det foreliggende tilfælde undladelse af rettidigt at afslutte proceduren for ekstern fællesskabsforsendelse ved frembydelse for det kompetente toldsted før indførsel i et tredjeland — er opstået toldskyld, for ikke-skyldig efter lovgivningen som omhandlet i toldkodeksens artikel 236, stk. 1, sammenholdt med bestemmelserne i direktiv 2006/112/EF (2), i det mindste når den, som den tilsidesatte forpligtelse påhvilede, anses for debitor, uden at den pågældende var berettiget til at disponere over varerne?

8.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/8

1)

Skal den relevante EU-ret, navnlig artikel 1, stk. 1, litra a), i Rådets direktiv 98/59/EF af 20. juli 1998 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger vedrørende kollektive afskedigelser (1), fortolkes således, at den er til hinder for nationale lovbestemmelser eller national praksis, hvorefter et medlem af et kapitalselskabs styrelseskomité ikke medregnes ved beregningen af personale i henhold til den nævnte bestemmelse, selv om det pågældende medlem udfører sin virksomhed efter anvisninger fra og under tilsyn af et andet organ i dette selskab, for denne virksomhed modtager et vederlag og ikke selv ejer anparter i selskabet?

2)

Skal den relevante EU-ret, navnlig artikel 1, stk. 1, litra a), i Rådets direktiv 98/59/EF af 20. juli 1998 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger vedrørende kollektive afskedigelser, fortolkes således, at den ufravigeligt kræver, at også de personer, der i praksis deltager i arbejdet, uden vederlag fra arbejdsgiveren, men med økonomisk støtte fra og anerkendt af de offentlige myndigheder, der har ansvaret for arbejdsfremmende foranstaltninger, for at erhverve eller udbygge kundskaber eller som led i en erhvervsuddannelse (»praktikant«), skal medregnes som arbejdstagere ved beregningen af personale, eller er det op til medlemsstaterne at fastsætte national lovgivning eller praksis i så henseende?

8.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/8

8.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/9

1)

Er en landbruger, som har benyttet formeringsmateriale af en beskyttet sort, der er tilvejebragt ved dyrkning, uden at have indgået kontraktlig aftale herom med indehaveren af sortsbeskyttelsen, forpligtet til at betale et rimeligt vederlag i henhold til artikel 94, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 2100/94 (1) af 27. juli 1994 om EF-sortsbeskyttelse og — hvis den pågældende har handlet forsætligt eller uagtsomt — at betale erstatning for en yderligere opstået skade som følge af krænkelsen af sortsbeskyttelsen i henhold til forordningens artikel 94, stk. 2, hvis han på tidspunktet for den faktiske anvendelse af høstudbyttet med henblik på formering på marken endnu ikke har opfyldt de forpligtelser til at betale et rimeligt vederlag (dyrkningsvederlag), som påhviler ham i henhold til denne forordnings artikel 14, stk. 3, fjerde led, jf. artikel 5 ff. i Kommissionens forordning (EF) nr. 1768/95 (2) af 24. juli 1995 om gennemførelsesbestemmelser vedrørende landbrugsundtagelsen i artikel 14, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 2100/94 om EF-sortsbeskyttelse?

2)

Hvis det første spørgsmål skal besvares således, at landbrugeren også kan opfylde sin forpligtelse til at betale et rimeligt vederlag for dyrkningen efter den faktiske anvendelse af høstudbyttet med henblik på formering på marken: Skal de nævnte bestemmelser fortolkes således, at de fastsætter en frist, inden for hvilken landbrugeren, som har anvendt formeringsmateriale tilvejebragt ved dyrkning af en beskyttet sort, skal opfylde den ham påhvilende forpligtelse til at betale et rimeligt vederlag for dyrkningen, for at dyrkningen i henhold til artikel 94, stk. 1, i forordning (EF) nr. 2100/94 jf. artikel 14 i samme forordning kan betragtes som »berettiget«?

8.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/10

1)

Skal Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1896/2006 om indførelse af en europæisk betalingspåkravsprocedure (herefter »forordning nr. 1896/2006«) (1) fortolkes således, at skyldneren også har ret til at anmode om domstolsprøvelse af det europæiske betalingspåkrav i henhold til artikel 20, stk. 2, i forordning nr. 1896/2006, såfremt betalingspåkravet ganske vist er blevet forkyndt for skyldneren på gyldig vis, men denne som følge af oplysningerne om kompetence i anmodningsformularen blev udstedt af en ret, som ikke havde kompetence hertil?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Foreligger der allerede ekstraordinære omstændigheder i henhold til artikel 20, stk. 2, i forordning nr. 1896/2006 om betalingspåkravsprocedure, som beskrevet i 25. betragtning til EU-Kommissionens meddelelse 2004/0055 af 7. februar 2006, såfremt det europæiske betalingspåkrav blev udstedt på grundlag af oplysninger i anmodningsformularen, der efterfølgende kan vise sig at være urigtige, navnlig når spørgsmålet, om retten har kompetence, afhænger heraf?

8.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/10

1)

Skal artikel 4, stk. 1, og artikel 5 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/70/EF (1) af 13. oktober 1998 om kvaliteten af benzin og dieselolie og om ændring af Rådets direktiv 93/12/EØF fortolkes således, at der, ud over de kvalitetskrav, som er fastsat i den nationale lovgivning, der er vedtaget på grundlag af dette direktiv, ikke i medfør af anden national lovgivning kan pålægges leverandører af brændstof supplerende kvalitetskrav i forhold til direktivets bestemmelser, som er fastsat i en national standard?

2)

Skal artikel 1, nr. 6) og 11), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF (2) af 22. juni 1998 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter [samt forskrifter for informationssamfundets tjenester] fortolkes således, at hvis en teknisk forskrift (i den foreliggende sag en ministeriel bekendtgørelse udstedt i medfør af en lovbestemt bemyndigelse) er i kraft, kan anvendelsen af en national standard, som er vedtaget inden for samme område, kun være frivillig, dvs. at loven ikke kan foreskrive, at anvendelsen heraf er obligatorisk?

3)

Opfyldes kriteriet om, at den nationale standard skal være offentligt tilgængelig, som er fastsat i [artikel 1,] nr. 6), i direktiv 98/34/EF, af en standard, som på det tidspunkt, hvor den ifølge den administrative myndighed skulle have fundet anvendelse, ikke var tilgængelig på det nationale sprog?

8.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/11

1)

Overholder størrelsen af den bøde, der pålægges i medfør af § 5/A i lov nr. XLVIII af 2007 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1889/2005 (1) af 26. oktober 2005 om kontrol med likvide midler, der indføres til eller forlader Fællesskabet (herefter »den nationale gennemførelseslov«), kravet i nævnte forordnings artikel 9, stk. 1, hvorefter de sanktioner, som fastsættes i national ret, skal være effektive, have afskrækkende virkning og samtidig stå i et rimeligt forhold til den overtrædelse, der er begået, og det formål, der skal opnås?

2)

Er § 5/A i den nationale gennemførelseslov ikke i strid med forbuddet mod skjulte begrænsninger af den frie bevægelighed for kapital som omhandlet i traktaten om Den Europæiske Union og i artikel 65, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, når henses til størrelsen af de bøder, som bestemmelsen fastsætter?

8.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/12

1)

Er EU-retten til hinder for, at der beregnes moms, når en privat virksomhed, der stiller infrastruktur til naturgasdistribution til rådighed, uden tillæg af noget yderligere beløb overvælter de beløb, der svarer til den afgift for brug af jordbunden (Taxas de Ocupação do Subsolo), som er betalt til de kommuner, i hvilke de rørledninger, der indgår i denne infrastruktur, befinder sig, på en virksomhed, som erhverver den førstnævnte virksomheds tjenesteydelser?

2)

Når de lokale administrative myndigheder opkræver afgiften for brug af jordbunden under udøvelse af deres myndighedsbeføjelser uden at beregne moms, er EU-retten da til hinder for, at der beregnes moms, når de beløb, der svarer til den nævnte afgift, som er blevet betalt af en privat virksomhed, der stiller infrastruktur til naturgasdistribution til rådighed, overvæltes på en virksomhed, som erhverver den førstnævnte virksomheds tjenesteydelser?

8.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/12

1)

Hvorledes skal begrebet begivenhed i 14. betragtning til [Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 (1) af 11. februar 2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 295/91] fortolkes?

2)

Usædvanlige omstændigheder som omhandlet i nævnte 14.betragtning er ikke, henset til Wallentin-dommens (2) præmis 22, sammenfaldende med de hændelser, der er anført som eksempler i opregningen i 14. betragtnings andet punktum, og som Domstolen i præmis 22 har betegnet som begivenheder. Er det korrekt, at de begivenheder, der omhandles i førnævnte præmis 22, ikke er de samme som den i 14. betragtning omhandlede begivenhed?

3)

Hvad sigtes der til med begrebet usædvanlige omstændigheder ved begivenheden »uforudsete sikkerhedsproblemer« som omhandlet i den ovenfor nævnte 14. betragtning, idet uforudsete sikkerhedsproblemer i henhold til Wallentin-dommens præmis 23 ikke i sig selv kan udgøre usædvanlige omstændigheder, men, som det udtales i præmis 22, alene kan føre til, at de opstår?

4)

Ifølge Wallentin-dommens præmis 23 kan en teknisk fejl anses for at udgøre et »uforudset sikkerhedsproblem«, og den er således en »begivenhed« som omhandlet i Wallentin-dommens præmis 22. Ifølge Wallentin-dommens præmis 23 kan omstændighederne ved denne begivenhed imidlertid kun kvalificeres som usædvanlige, hvis de vedrører en begivenhed, som ikke er et led i det berørte luftfartsselskabs sædvanlige aktivitetsudøvelse og ligger uden for luftfartsselskabets faktiske kontrol på grund af fejlens karakter eller oprindelse. Ifølge præmis 24 må det anses for at udgøre et led i luftfartsselskabets sædvanlige aktivitetsudøvelse at løse et teknisk problem, som skyldes manglende vedligeholdelse af et luftfartøj. Ifølge Wallentin-dommens præmis 25 kan sådanne tekniske fejl derfor ikke i sig selv udgøre usædvanlige omstændigheder. Det synes at fremgå af disse præmisser, at en teknisk fejl, som tilhører kategorien »uforudsete sikkerhedsproblemer«, også kan være en begivenhed ved usædvanlige omstændigheder og selv kan udgøre en usædvanlig omstændighed. Hvorledes skal Wallentin-dommens præmis 22 til 25 fortolkes, for at denne tilsyneladende uforenlighed kan ophæves?

5)

Ordene »et led i luftfartsselskabets sædvanlige aktivitetsudøvelse« fortolkes i domme fra de lavere retsinstanser regelmæssigt som »i forbindelse med luftfartsselskabets sædvanlige aktivitetsudøvelse« — hvilket i øvrigt er en fortolkning, der passer inden for rammerne af det nederlandske ord »inherent« [] (ikke dommens autentiske tekst) — hvorfor eksempelvis sammenstød med fugle eller askeskyer ikke kan betragtes som en begivenhed som omhandlet i Wallentin-dommens præmis 23. I andre domme lægges der vægt på ordene »og ligger uden for luftfartsselskabets faktiske kontrol på grund af fejlens karakter eller oprindelse« ligeledes som omhandlet i Wallentin-dommens præmis 23. Skal ordene »et led i« fortolkes således, at kun begivenheder, som ligger inden for luftfartsselskabets faktiske kontrol, omfattes af dette begreb?

6)

Hvilken betydning skal der tillægges Wallentin-dommens præmis 26, eller hvorledes skal denne præmis fortolkes i lyset af Domstolens besvarelse af spørgsmål 4 og 5?

7)

8)

Et luftfartsselskab kan kun gøre usædvanlige omstændigheder gældende, hvis det kan godtgøre, at aflysningen/forsinkelsen skyldes usædvanlige omstændigheder, som ikke kunne have været undgået, selv om alle forholdsregler, der med rimelighed kunne træffes, faktisk var blevet truffet. Er det korrekt at konkludere, at alle de forholdsregler, der med rimelighed kunne træffes, sigter til at undgå, at der opstår usædvanlige omstændigheder og ikke til forholdsregler, der træffes for at holde forsinkelsen inden for den i artikel 5, stk. 1, litra c), nr. iii, i forordning nr. 261/2004, jf. præmis 57-61 i Sturgeon-dommen (sag C-402/07) (3), nævnte frist på tre timer?

9)

I princippet må der antages at findes to slags forholdsregler til at begrænse en forsinkelse som følge af tekniske fejl til højst 3 timer, nemlig på den en side førelse af et reservedelslager på forskellige lokaliteter over hele verden, altså ikke alene i luftfartsselskabets hjemmelufthavn, og på den anden side ombooking af passagererne fra den forsinkede flyafgang. Skal luftfartsselskaberne ved fastsættelsen af omfanget af de lagre, de vil føre, og på hvilke lokaliteter dette skal være, gå ud fra, hvad der er almindeligt inden for luftfarten, også hos de luftfartsselskaber, der kun delvist falder under forordningens anvendelsesområde?

10)

Skal en ret ved besvarelsen af spørgsmålet, om der er truffet alle de forholdsregler, der med rimelighed kunne træffes for at begrænse en forsinkelse, der er indtrådt som følge af tekniske fejl, der påvirker flyvesikkerheden, tage hensyn til omstændigheder, der forøger følgerne af en forsinkelse, såsom den omstændighed, at det luftfartøj, der var ramt af de tekniske fejl, som i denne sag skal lande i flere lufthavne, før det kan returnere til sin hjemmebase, hvorved der kan opstå en akkumulation af tabt tid?

8.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/14

—

Domskonklusionens punkt 2, hvorved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) blev frifundet, ophæves.

—

Sagen hjemvises til Retten med henblik på en fornyet prøvelse på grundlag af gældende ret.

—

Indstævnte tilpligtes at betale de omkostninger, der er afholdt i sagen for Retten og for Domstolen.

8.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/15

1)

Skal artikel 1, stk. 2, i Kommissionens beslutning 2011/5/EF (1) af 28. oktober 2009 om skattemæssig afskrivning af finansiel goodwill i forbindelse med erhvervelse af kapitalandele i udenlandske virksomheder C 45/07 fortolkes således, at den deri anerkendte berettigede forventning i den deri fastsatte form også finder anvendelse på muligheden for skattemæssige afskrivning af finansiel goodwill i henhold til artikel 12, stk. 5, i TRLIS, i forbindelse med indirekte erhvervelse af kapitalandele i udenlandske virksomheder gennemført ved en direkte erhvervelse af et udenlandsk holdingselskab?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende spørges, om afgørelse K(2013) 4399 endelig af 17. juli 2013 i sagen vedrørende statsstøtte nr. SA.35550 (13/C) (ex 13/NN, ex 12/CP) — skattemæssig afskrivning af finansiel goodwill i forbindelse med erhvervelse af kapitalandele i udenlandske virksomheder, hvorved Kommissionen besluttede at indlede proceduren fastsat i artikel 108, stk. 2, TEUF, som følge af en tilsidesættelse af både artikel 108 TEUF og Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 (2) af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (nu artikel 108 TEUF), er ugyldig?«

8.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/16

8.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/16

1)

Skal artikel 2, nr. 1), artikel 4, stk. 1, og 2, artikel 5, stk. 1, samt artikel 10, stk. 1 og 2, i Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter — Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag (1) (herefter: »sjette direktiv«) fortolkes således, at det i forbindelse med en transaktion, som fandt sted under omstændigheder som dem, der er tale om i den for den nationale ret verserende sag, i hvilken hverken den afgiftspligtige eller skattemyndighederne kan fastslå identiteten af den faktiske leverandør af en vare, drejer sig om levering af varer?

2)

Hvis første spørgsmål besvares bekræftende: Skal sjette direktivs artikel 17, stk. 2, litra a), artikel 18, stk. 1, litra a), samt artikel 22, stk. 3, fortolkes således, at de er til hinder for nationale bestemmelser, hvorefter — under omstændigheder som dem, der er tale om i den for den nationale ret verserende sag — den afgiftspligtige ikke kan fradrage afgiften, fordi fakturaen er udstedt af en person, som ikke er den faktiske leverandør af varen, og det ikke er muligt at fastslå den faktiske leverandørs identitet, og at forpligte ham til at betale afgiften eller at sætte navn på den person, der som udsteder af fakturaen er forpligtet hertil på grundlag af sjette direktivs artikel 21, stk. 1, litra c)?

8.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/17

8.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/18

1)

Skal forordning nr. 261/2004 (1) under hensyntagen til 15. betragtning til denne fortolkes således, at det forhold, at der indtræder en usædvanlig omstændighed, som medfører, at luftfartsselskabet efter dens indtrædelse bevidst omdirigerer fly og først indhenter de flyvninger, der blev ramt umiddelbart før den usædvanlige omstændighed, kan begrunde en forsinkelse som omhandlet i forordningens artikel 5 og fritage luftfartsselskabet for dets kompensationsforpligtelse i henhold til artikel 5, stk. 1, litra c), i forordning nr. 261/2004 over for en passager, hvis flyrejse først blev gennemført, efter at de nævnte omstændigheder kunne afhjælpes og alle flyvningerne indhentes?

2)

Skal artikel 5, stk. 3, i forordning nr. 261/2004 i den forbindelse fortolkes således, at et luftfartsselskab, som udfører flyvninger i flyvecyklus, har foretaget alle rimelige foranstaltninger og dermed er fritaget for sin kompensationspligt, når det transporterer passagerer, hvis fly direkte på grund af en usædvanlig omstændighed allerede er betydelig forsinkede, forud for andre med fly, som egentlig var sat ind andre steder i cyklussen?

3)

Skal det ud fra 15. betragtning til forordningen lægges til grund, at der kun skal antages at foreligge usædvanlige omstændigheder i relation til det fly, der direkte er ramt af en strejke, som en eller flere afgange med dette fly kan være berørt af, eller udvides kredsen til at omfatte flere fly?

4)

Må luftfartsselskabet inden for rammerne af rimelige foranstaltninger i henhold til artikel 5, stk. 3, i forordning nr. 261/2004 indsætte ikke-berørte fly for at minimere følgerne af strejken for de direkte berørte passagerer og dermed fordele følgerne af en strejke på flere fly og passagerer?

8.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/18

1)

Udelukker den omstændighed, at det er medlemsstaten, der er ansvarlig for erstatning af den skade, der følger af en tilsidesættelse af EU-retten, at der i forbindelse med afgørelsen af en erstatningssag på dette grundlag, ligeledes gøres et ansvar gældende i henhold til reglerne vedrørende dette ansvar over for det statslige organ, der rent faktisk har begået overtrædelsen?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende, er artikel 10, stk. 3, i forordning (EF) nr. 561/2006 (1) da til hinder for, at medlemsstaten vedtager bestemmelser i national ret, hvorefter en sanktion i tilfælde af overtrædelse af de forpligtelser, der er fastsat i den nævnte forordning, kan pålægges chaufføren af det køretøj, der forårsagede den pågældende overtrædelse, enten i fællesskab med transportfirmaet eller i stedet for dette?

3)

Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende, er da en afgørelse truffet af en national forvaltningsdomstol, der i stedet for artikel 10, stk. 3, i forordning (EF) nr. 561/2006, baserer sig på intern ret, der er i strid med den nævnte bestemmelse, at anse for en åbenbar tilsidesætter EU-retten?

8.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/19

8.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/20

—

Rettens dom af 20. marts 2014 i sag T-46/10 ophæves.

—

Subsidiært annulleres den bøde, som blev pålagt appellanten, eller den nedsættes væsentligt.

—

Sagen hjemvises til Retten til fornyet behandling.

—

Rådet tilpligtes under alle omstændigheder at betales appellantens omkostninger i begge instanser.

8.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/21

1)

Er skorstensfejeres samlede erhvervsvirksomhed i henhold til artikel 2, stk. 2, litra i), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked (1) udelukket fra dette direktivs anvendelsesområde, eftersom skorstensfejere også varetager opgaver inden for brandvæsnet (brandinspektion, sagkyndige erklæringer i forbindelse med byggeri osv.)?

Såfremt spørgsmål 1 besvares benægtende:

2)

Er en ordning i national ret, hvorefter en skorstensfejers næringsbrev i princippet er begrænset til et bestemt »fejeområde«, forenelig med artikel 10, stk. 4, og artikel 15, stk. 1, stk. 2, litra a), og stk. 3, i direktiv 2006/123?

8.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/21

1)

Skal artikel 263, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde fortolkes således, at driftsledere af anlæg, som fra 2013 var omfattet af bestemmelserne om handel med emissioner i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF af 13. oktober 2003 om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet og om ændring af Rådets direktiv 96/61/EF (EUT L 275, s. 32), bortset fra driftsledere af anlæg som omhandlet i direktivets artikel 10a, stk. 3, og nytilkomne erhvervsdrivende, utvivlsomt kunne have anlagt sag ved Retten med påstand om annullation af Kommissionens afgørelse af 5. september 2013 om nationale gennemførelsesforanstaltninger vedrørende foreløbig gratistildeling af drivhusgasemissionskvoter i overensstemmelse med artikel 11, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF (EUT L 240, s. 27), for så vidt den ensartede tværsektorielle korrektionsfaktor blev fastsat herved?

2)

Er afgørelse 2013/448/EU, for så vidt den ensartede tværsektorielle korrektionsfaktor blev fastsat herved, ugyldig derved, at afgørelsen ikke blev truffet i henhold til den i artikel 10a, stk. 1, i direktiv 2003/87/EF omhandlede forskriftsprocedure med kontrol?

3)

Er artikel 15 i Kommissionens afgørelse 2011/278/EU af 27. april 2011 om fastlæggelse af midlertidige EU-regler for harmoniseret gratistildeling af emissionskvoter i henhold til artikel 10a i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF (EUT L 130, s. 1) i strid med artikel 10a, stk. 5, i direktiv 2003/87/EF, fordi førstnævnte artikel er til hinder for, at der ved fastsættelsen af den ensartede tværsektorielle korrektionsfaktor tages hensyn til emissioner fra elektricitetsgeneratorer? I bekræftende fald, hvilke følger har denne modstrid for afgørelse 2013/448/EU?

4)

Er afgørelse 2013/448/EU, for så vidt den ensartede tværsektorielle korrektionsfaktor blev fastsat herved, ugyldig derved, at afgørelsen også støttes på data, der er meddelt til gennemførelse af artikel 9a, stk. 2, i direktiv 2003/87/EF, uden at de i dette stykke omhandlede bestemmelser var vedtaget i henhold til artikel 14, stk. 1?

5)

Er afgørelse 2013/448/EU, for så vidt den ensartede tværsektorielle korrektionsfaktor blev fastsat herved, i strid med særligt artikel 296 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde eller med artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (1) derved, at mængden af emissioner og emissionskvoter, der var bestemmende for fastsættelsen af korrektionsfaktoren, kun delvist er anført i afgørelsen?

6)

Er afgørelse 2013/448/EU for så vidt den ensartede tværsektorielle korrektionsfaktor blev fastsat herved, i strid med særligt artikel 296 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde eller med artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder derved, at denne korrektionsfaktor blev fastsat på grundlag af oplysninger, som driftslederne af de af emissionshandelen berørte anlæg, ikke kunne erhverve kendskab til?

8.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/22

8.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/23

1)

Skal artikel 45 og 49 TEUF samt direktiv 2005/36 af 7. september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer (1) fortolkes således, at de finder anvendelse i en situation, hvor en belgisk statsborger, der er bosat i Belgien, og som ikke har udøvet erhvervsmæssig virksomhed i en anden medlemsstat, til støtte for sin ansøgning om at få adgang til en udvælgelsesprøve med henblik på ansættelse af referendarer ved Cour de cassation i Belgien påberåber sig et eksamensbevis, der er udstedt af et fransk universitet, nemlig en erhvervsfaglig mastergrad inden for privatret, økonomi og forvaltning med speciale som jurist-lingvistudstedt den 22. november 2010 af Poitiers universitet?

2)

Skal stillingen som referendar ved Cour de cassation i Belgien, hvis besættelse ifølge artikel 259k i code judicaire er betinget af, at den pågældende har erhvervet en juridisk doktor- eller kandidatgrad, anses for et lovreguleret erhverv som omhandlet i artikel 3 i direktiv 2005/36 af 7. september 2005?

3)

Skal stillingen som referendar ved Cour de cassation, der indebærer varetagelsen af opgaver som fastsat i artikel 135a i code judiciaire, anses som en ansættelse i den offentlige administration som omhandlet i artikel 45, stk. 4, TEUF, med den virkning, at artikel 45 og 49 TEUF samt direktiv 2005/36 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer ikke finder anvendelse i henhold til artikel 45, stk. 4?

4)

Såfremt artikel 45 og 49 TEUF samt direktiv 2005/36 af 7. september 2005 finder anvendelse i det foreliggende tilfælde, skal disse bestemmelser da fortolkes således, at de er til hinder for, at udvælgelseskomitéen for den udvælgelsesprøve, der gennemføres med henblik på ansættelse af referendarer ved Cour de cassation, gør adgangen til deltagelse i udvælgelsesprøven betinget af, at den pågældende har erhvervet en juridisk doktor- eller kandidatgrad ved et belgisk universitet, eller af, at det franske fællesskab [org. s. 17], der er kompetent inden for uddannelsesområdet, har anerkendt, at den mastergrad, som sagsøgeren har erhvervet ved Poitiers universitet i Frankrig, kan ligestilles med en juridisk doktor-, kandidat- eller mastergrad, der er erhvervet ved et belgisk universitet?

5)

Såfremt artikel 45 og 49 TEUF samt direktiv 2005/36 af 7. september 2005 finder anvendelse i det foreliggende tilfælde, skal disse bestemmelser da fortolkes således, at udvælgelseskomitéen for den udvælgelsesprøve, der gennemføres med henblik på at ansætte referendarer ved Cour de cassation, har pligt til at sammenligne de kvalifikationer, som sagsøgeren har opnået på grundlag af sine eksamensbeviser samt hans erhvervserfaring, med de kvalifikationer, der opnås som følge af erhvervelsen af en juridisk doktor- eller kandidatgrad udstedt af et belgisk universitet, og i givet fald til at pålægge ham en udligningsforanstaltning som omhandlet i artikel 14 i direktiv 2005/36?

8.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/24

1)

Tilsidesættes artikel 288 (konsolideret version) i traktaten af 25. marts 1957 om traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, såfremt Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 805/2004 af 21. april 2004 om indførelse af et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument for ubestridte krav (1) ikke anvendes direkte, fordi

2)

I benægtende fald: I betragtning af, at en (EF) forordning har direkte virkning, hvad skal der forstås ved »prøvelse af retsafgørelsen« i artikel 19, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 805/2004 af 21. april 2004 om indførelse af et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument for ubestridte krav? Skal der kun gennemføres en prøvelsesprocedure [udelades] i de tilfælde, hvor stævningen/det indledende processkrift i sagen er blevet forkyndt eller bragt til kundskab på en af de måder, der omhandles i artikel 14, stk. 1, i Europa Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 805/2004 af 21. april 2004 om indførelse af et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument for ubestridte krav, med andre ord uden bevis for modtagelsen? Giver den belgiske lovgivning i kraft af retten til efterfølgende anfægtelse af udeblivelsesdomme i henhold til artikel 1047 ff. i Belgisch Gerechtelijk Wetboek (»den belgiske retsplejelov«) og til anke heraf i henhold til artikel 1050 ff. i Belgisch Gerechtelijk Wetboek ikke tilstrækkeligt med garantier til at opfylde kravene til den »prøvelsesprocedure«, der omhandles i artikel 19, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 805/2004 af 21. april 2004 om indførelse af et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument for ubestridte krav?

3)

Giver artikel 50 i Belgisch Gerechtelijk Wetboek, hvorefter de i artikel 860, stk. 2, artikel 55 og artikel 1048 omhandlede frister kan forlænges i tilfælde af force majeure eller som følge af ekstraordinære omstændigheder, der ikke skyldes fejl fra den pågældendes side [,] tilstrækkelig beskyttelse i den betydning, der forudsættes i artikel 19, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 805/2004 af 21. april 2004 om indførelse af et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument for ubestridte krav?

4)

Er attesteringen som europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument for ubestridte krav en retsafgørelse, der skal nedlægges påstand i det indledende processkrift i sagen? I bekræftende fald: Skal retten da attestere afgørelsen som europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument, og skal justitskontoret dokumentere attesteringen?

I benægtende fald: Kan det være et justitskontors opgave at attestere afgørelsen som europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument?

5)

Såfremt attestering som europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument ikke er en retsafgørelse, kan en sagsøger — der ikke har nedlagt påstand om et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument i det indledende processkrift i sagen — efterfølgende, efter at afgørelsen er blevet endelig, anmode justitskontoret om at attestere den som europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument?

8.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/25

1)

Er der tale om en dyretransport, der ikke finder sted i forbindelse med økonomisk virksomhed, som omhandlet i artikel 1, stk. 5, i forordning (EF) nr. 1/2005 (1), hvis den pågældende transport gennemføres af en almennyttig anerkendt dyrevelfærdsforening og har til formål at formidle herreløse hunde til tredjemand mod et vederlag (»beskyttelsesgebyr«), som

2)

Er der tale om en erhvervsdrivende, der inden for Fællesskabet handler med dyr og/eller produkter, som omhandlet i artikel 12 i direktiv 90/425/EØF (2), når en almennyttig anerkendt dyrevelfærdsforening bringer herreløse hunde til Tyskland og formidler dem til tredjemand mod et vederlag (»beskyttelsesgebyr«), som

8.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/26

1)

Hvilken betydning har begrebet »fremstillingsproces« i artikel 27, stk. 2, litra d), i Rådets direktiv 92/83 EØF (1) af 19. oktober 1992 om harmonisering af punktafgiftsstrukturen for alkohol og alkoholholdige drikkevarer, og omfatter dette begreb rengøringen og/eller desinficeringen som processer med henblik på at opnå visse niveauer af renhed, som kræves i henhold til god fremstillingspraksis for lægemidler?

2)

Åbner artikel 27, stk. 2, litra d), i direktiv 92/83 mulighed for, at der, efter at medlemsstaterne ved lov har fastsat, at alkohol kan fritages for den harmoniserede punktafgift på den betingelse, at alkoholen anvendes i en fremstillingsproces, og det færdige produkt ikke indeholder alkohol, indføres en bestemmelse, hvorefter den alkohol, der anvendes til rengøring, med henblik på anvendelsen af denne fritagelse ikke anses for at indgå i fremstillingsprocessen?

3)

Er det henset til retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning lovligt, såfremt en fiktion som den i ZADS’ artikel 22, stk. 7, fastlagte, der i forbindelse med en fritagelse for punktafgift, som en medlemsstat har indført efter eget skøn, begrænser tilbagebetalingen af afgift på alkohol anvendt som rengøringsmiddel, vedtages med øjeblikkelig virkning (dvs. uden en rimelig periode, hvor de erhvervsdrivende kan omstille deres adfærd)?

8.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/27

1)

Skal artikel 4, stk. 1, nr. 2) (investeringsservice og -aktiviteter), og nr. 17) (finansielle instrumenter), samt bilag I, afsnit C, nr. 4) (valutaterminsforretninger, derivater), i direktiv 2004/39/EF (1) fortolkes således, at et tilbud til en kunde om en (kurs-)transaktion, som under den juridiske betegnelse af en låneaftale i fremmed valuta består i et kontantkøb på tidspunktet for leveringen og et fremtidigt køb på tidspunktet for tilbagebetalingen, gennemføres ved konvertering til forinter af et beløb registreret i udenlandsk valuta, og indebærer, at kundens lån bliver underlagt kapitalmarkedets virkninger og risici (valutakursrisiko), udgør et finansielt instrument i henhold til disse bestemmelser?

2)

Skal artikel 4, stk. 1, nr. 6) (handel for egen regning), samt bilag I, afsnit A, nr. 3) (handel for egen regning), i direktiv 2004/39/EF fortolkes således, at gennemførelsen af en handel for egen regning vedrørende det i første spørgsmål beskrevne finansielle instrument udgør en investeringsservice eller -aktivitet?

3)

Skal finansieringsinstituttet foretage den vurdering af hensigtsmæssigheden, som er foreskrevet i direktivets artikel 19, stk. 4 og 5, når det tages i betragtning, at valutaterminsforretningen — som udgør en investeringsservice vedrørende afledte finansielle instrumenter — blev tilbudt som en del af et andet finansielt produkt (nærmere bestemt en låneaftale), og at det afledte instrument i sig selv udgør et komplekst finansielt instrument? Skal direktivets artikel 19, stk. 9, fortolkes således, at bestemmelsen ikke finder anvendelse, fordi de risici, som kunden påtager sig i forbindelse med henholdsvis lånet og det finansielle instrument er grundlæggende forskellige, og fordi en vurdering af hensigtsmæssigheden dermed er uomgængelig, når handelen omfatter et afledt instrument?

4)

Giver omgåelsen af direktivets artikel 19, stk. 4 og 5, anledning til at erklære den låneaftale, der er indgået mellem banken og kunden, ugyldig?

8.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/28

1)

Skal indgreb fra tredjemænd, der handler på eget ansvar, og som er blevet overdraget opgaver, der henhører under et luftfartsselskabs drift, anses for usædvanlige omstændigheder som omhandlet i forordningens (1) artikel 5, stk. 3?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Er det ved bedømmelsen afgørende, hvem (flyselskabet, lufthavnsoperatøren, osv.) der har bemyndiget tredjemanden?

8.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/28

—

Det fastslås, at Kongeriget Belgien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 45 TEUF og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 492/2011 af 5. april 2011 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Unionen (1) ved at kræve, at kandidater til stillinger ved de lokale myndigheder, der er hjemmehørende i de fransk- eller tysksprogede regioner, hvor det ikke fremgår af kandidaternes eksamensbeviser eller certifikater, at de har gennemført deres studier på det pågældende sprog, opnår et af SELOR udstedt certifikat, efter at have bestået en af dette organ afholdt eksamen, som eneste bevis på sprogkundskaber for at få adgang til disse stillinger.

—

Kongeriget Belgien tilpligtes at betale sagens omkostninger.

8.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/29

1)

Skal fleksibilitetsprincippet og princippet om mulighed for ændring som omhandlet i 20. [betragtning] til forordning (EF) nr. 796/2004 (1), 27. betragtning hertil samt 18. 23. og 26. betragtning til forordning (EF) nr. 1122/2009 (2) fortolkes således, at de er til hinder for en national ordning, hvorefter betalingsansøgningen i tilfælde af dyrkning af en sjælden planteart skal vedlægges certifikatet om den sjældne planteart, henset til en administrativ praksis, hvorefter begæringen om certifikatet skulle indgives inden betalingsansøgningen, at certifikatet først kunne vedlægges enkeltansøgningen i perioden fra den 2. til den 15. april 2010, når denne blev indgivet, og lovgivningen ikke tillod afhjælpning af manglen i ansøgningen, som bestod i det manglende certifikat?

2)

Er denne ordning forenelig med medlemsstatens forpligtelse til ikke at bringe den fælles landbrugspolitiks formål i fare, eller kan man sige, at effektiviteten af udøvelsen af retten til støtte for landbrugere, der dyrker sjældne plantearter, afledt af EU-retten blev umulig eller overdrevent vanskelig og uforudsigelig i 2010 ved lovændringen (ændringen af § 43, stk. 6, i ministeriet for landbrug og udvikling af landdistrikternes bekendtgørelse nr. 61/2009 (af 14. maj), som blev indarbejdet i lovgivningen ved ministeriet for landbrug og udvikling af landdistrikternes bekendtgørelse nr. 31/2010 af 30. marts)?

3)

Er 57. [betragtning] til forordning (EF) nr. 796/2004 eller 75. [betragtning] til forordning (EF) nr. 1122/2009 og navnlig proportionalitetsprincippet til hinder for en administrativ praksis, der — når der ikke foreligger et certifikat om en sjælden planteart, uden at tage hensyn til hverken forsætligheden, uagtsomheden eller de faktiske omstændigheder — pålægger en sanktion for anmeldelse af for stort et areal i forhold til den samlede ansøgning, når betalingsansøgningen i øvrigt overholder kravene vedrørende det samlede areal, og landbrugeren dyrker den anmeldte planteart på det anmeldte areal?

4)

Finder fritagelsesgrundene i 67. eller 71. [betragtning] til forordning (EF) nr. 796/2004 eller i 75. [betragtning] til forordning (EF) nr. 1122/2009 anvendelse i det tilfælde, hvor landbrugeren som særlige omstændigheder påberåber sig, at en administrativ praksis er ulovlig og upassende, og søger at godtgøre, at den administrative myndigheds praksis helt eller delvist var årsagen til hans fejl?

5)

Kan en anmeldelse, der er accepteret i et force majeure-tilfælde indgivet af landbrugeren angående det totale tab af dyrkningen (såning) anses for faktisk korrekte oplysninger i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt 67. [betragtning] i forordning (EF) nr. 796/2004 og 93. [betragtning] i forordning (EF) nr. 1122/2009, som giver landbrugeren dispensation fra ikke at have fremlagt certifikatet vedrørende den sjældne planteart, således at den samlede ansøgningen fritages for sanktionerne?

8.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/30

8.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/31

1)

Er artikel 13, punkt A, stk. 1, litra b) og c), i sjette momsdirektiv (1) til hinder for, at transport af prøver og organer med henblik på medicinske analyser eller medicinsk pleje eller behandling, som udføres af en selvstændig tredjemand, hvis ydelser indgår i refusionen fra socialsikringssystemet til klinikker og laboratorier, fritages for moms som værende ydelser i nær tilknytning til ydelser af medicinsk karakter, dvs. ydelser, hvis formål er diagnosticering, behandling og så vidt muligt helbredelse af sygdomme eller lidelser?

2)

Kan en ydelse i form af transport af prøver og organer med henblik på medicinske analyser eller medicinsk pleje eller behandling, som udføres af en selvstændig tredjemand, hvis ydelser indgår i refusionen fra socialsikringssystemet til klinikker og laboratorier for udførelse af medicinske analyser, blive fritaget for moms i medfør af artikel 13, punkt A, stk. 1, litra b) og c), i sjette momsdirektiv?

3)

Skal begrebet andre lignende behørigt anerkendte institutioner i sjette direktivs artikel 13, punkt A, stk. 1, litra b), fortolkes således, at det omfatter private selskaber, hvis ydelser består i transport af prøver fra mennesker med henblik på analyser, som er uundværlige for at kunne opfylde behandlingsformål på hospitaler og centre for lægebehandling?

8.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/32

1)

Gennemførelsen af afgørelse AFA-C-0000004274-77-09/F af 24. januar 2014 fra Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) udsættes, for så vidt som det i henhold til Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter har givet aktindsigt i en version af kemikaliesikkerhedsrapporten og analysen af løsninger til erstatning af stoffet bis(2-ethylhexyl)phtalat (DEHP), som er mere detaljeret end den version af rapporten, der er forsynet med de overstregninger, der fremgår af begæringen om foreløbige forholdsregler og indeholdt i bilag A.4.5 og A.4.6 til denne begæring med undtagelse dels af informationer vedrørende stoffernes klassificering og etikettering, dels af oplysninger, der specifikt og udelukkende omhandler Arkema France, Grupa Azoty Zakłady Azotowe Kędzierzyn S.A. og Vinyloop Ferrara S.p.A.

2)

Det pålægges hermed ECHA at undlade at videregive:

3)

Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.

8.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/33

—

Afgørelse truffet den 6. marts 2014 af Første Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 1601/2013-1) annulleres.

—

Harmoniseringskontoret og Quinta do Noval — Vinhos, SA tilpligtes at betale sagens omkostninger.

8.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/33

—

Den anfægtede afgørelse annulleres, for så vidt som den fastslår en overtrædelse, der omfatter perioden fra den 1. oktober 2001 til den 28. januar 2009.

—

Den pålagte bøde ophæves eller nedsættes.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.

Første og andet anbringende om, at Kommissionen begik en fejl ved at konkludere, at sagsøgeren deltog i overtrædelsen i perioden 1. oktober 2001 til 28. januar 2009.

2.

Tredje og fjerde anbringende om, at Kommissionens anvendelse af punkt 18 i retningslinjerne for bøder (1) tilsidesætter proportionalitetsprincippet og princippet om ligebehandling, fordi i) den på uforholdsmæssig vis begunstiger europæiske producenter af højspændingsledninger, og ii) den undlader at tage hensyn til væsentlige forskelle for forskellige producenter med hensyn til deres betydning for overtrædelsen.

3.

Femte anbringende om, at Kommissionen begik en fejl ved at tilregne sagsøgeren salg foretaget af sagsøgerens aktionærer ved beregningen af den bøde, der skulle pålægges.

4.

Sjette anbringende om, at Kommissionen med urette forøgede den del af omsætningens værdi, der skal tages i betragtning på grundlag af parternes samlede markedsandel.

5.

Syvende anbringende om, at Kommissionen begik en fejl ved at undlade at foretage en nedsættelse for formildende omstændigheder.

6.

Ottende anbringende, hvorved sagsøgeren har gjort gældende, at Retten bør udøve sin fulde prøvelsesret og nedsætte bøden væsentligt.

8.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/34

—

Sagsøgtes afgørelse om afslag på sagsøgerens begæring om aktindsigt i dokumenter i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter, som meddelt sagsøgeren i skrivelse af 3. april 2014 med referencen SG.B.4/LR/rc — sg.dsg2.b.4(2014) 1028887 annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgerens omkostninger i henhold til artikel 87 i Rettens procesreglement, herunder enhver intervenients sagsomkostninger.

1.

Det første anbringende vedrører det forhold, at artikel 4, stk. 3, første afsnit, i forordning nr. 1049/2001 (1) ikke finder anvendelse, og at Kommissionen ikke har givet nogen begrundelse. Sagsøgeren har anført, at Kommissionen har fejlfortolket og med urette henvist til undtagelsen fra retten til aktindsigt i artikel 4, stk. 3, første afsnit, eftersom de begærede dokumenter bør adskilles fra Kommissionens beslutningsproces. Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at Kommissionen ikke har givet nogen begrundelse med hensyn til, hvorfor artikel 4, stk. 3, første afsnit, finder anvendelse.

2.

Det andet subsidiære anbringende vedrører en urigtig anvendelse af artikel 4, stk. 3, første afsnit, i forordning nr. 1049/2001 og en manglende begrundelse. Sagsøgeren har gjort gældende, at selv om artikel 4, stk. 3, første afsnit, måtte finde anvendelse, har Kommissionen ikke godtgjort, at udlevering af de begærede dokumenter ville skade beslutningsprocessen, og den har ikke givet nogen konkret begrundelse herfor.

3.

Det tredje subsidiære anbringende vedrører en urigtig anvendelse af kriteriet om en mere tungtvejende offentlig interesse i artikel 4, stk. 3, første afsnit, i forordning nr. 1049/2001 2001 og en manglende begrundelse. Sagsøgeren har gjort gældende, at selv om artikel 4, stk. 3, første afsnit, måtte finde anvendelse, har Kommissionen ikke anvendt eller fortolket afvejningen af kriteriet om en mere tungtvejende offentlig interesse korrekt, og ikke påvist, at der ikke forelå en tungtvejende offentlig interesse, som talte for en udlevering af de begærede dokumenter. Sagsøgeren har derudover gjort gældende, at Kommissionen ikke har givet en tilstrækkelig begrundelse i denne henseende.

8.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/35

—

Sagsøgtes afgørelse om afslag på sagsøgerens begæring om aktindsigt i dokumenter i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter, som meddelt sagsøgeren i skrivelse af 1. april 2014 med referencen SG.B.4/LR/rc–sg.dsg2.b.4(2014) 1029188 annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgerens omkostninger i henhold til artikel 87 i Rettens procesreglement, herunder enhver intervenients sagsomkostninger.

8.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/36

—

Artikel 1, nr. 2), og artikel 2 litra b), og — for så vidt som den vedrører sagsøgerne — artikel 3 i Kommissionens afgørelse af 2. april 2014 i sag AT.39610 — Power Cables annulleres i henhold til artikel 264, stk. 1, TEUF.

—

Subsidiært nedsættes den bøde, som sagsøgerne er blevet pålagt i artikel 2, litra b), i Kommissionens afgørelse af 2. april 2014 i sag AT.39610 — Power Cables efter Rettens skøn i henhold til artikel 261 TEUF og artikel 31 i forordning nr. 1/2003.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes i medfør af artikel 87, stk. 2, i Rettens procesreglement under alle omstændigheder at betale sagsøgernes omkostninger.

1.

Første anbringende: en tilsidesættelse af retten til forsvar og retten til en retfærdig rettergang, idet der ikke er meddelt aktindsigt, og idet anmodningen om oplysninger og meddelelsen af klagepunkter er affattet på engelsk

2.

Andet anbringende: Kommissionen har ikke kompetence i forbindelse med tredjelandsovertrædelser, der ikke påvirker EØS.

3.

Tredje anbringende: en tilsidesættelse uskyldsformodningen ved en forrykkelse og udvidelse af beviskravene i forbindelse med en samlet og fortsat, henholdsvis enkelt og vedvarende overtrædelse

4.

Fjerde anbringende: en tilsidesættelse af undersøgelses- og begrundelsespligten ved urigtig fastlæggelse af faktiske omstændigheder og urigtig gengivelse af beviser

5.

Femte anbringende: en tilsidesættelse af materiel ret ved en urigtig anvendelse af artikel 101 TEUF, henholdsvis EØS-aftalens artikel 53

Kommissionen har tilsidesat artikel 101 TEUF, henholdsvis EØS-aftalens artikel 53, idet den ved anvendelse af det retlige begreb en samlet og fortsat, henholdsvis enkelt og vedvarende overtrædelse har tilregnet sagsøgerne andre deltagende virksomheders aftaler, som sagsøgerne objektivt set ikke var i stand til at deltage i.

6.

Sjette anbringende: misbrug af skønsbeføjelse ved en urigtig udmåling af bøden

8.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/38

—

Afgørelsens artikel 1, stk. 9, litra a), annulleres i det omfang, det deri fastslås, at en overtrædelse af artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53, som Furukawa deltog i, fandt sted i perioden fra den 18. februar 1999 til den 30. september 2001. Subsidiært annulleres afgørelsens artikel 1, stk. 9, litra a), i det omfang, det deri fastslås, at en overtrædelse, som Furukawa, deltog i, begyndte den 18. februar 1999 og/eller, at Furukawas direkte deltagelse i nogen overtrædelse fortsatte efter den 30. september 2001.

—

Afgørelsens artikel 2, litra n), annulleres, og/eller bøden nedsættes væsentligt.

—

Det fastslås, at hvis Retten afsiger dom i det søgsmål, som VISCAS Corporation har anlagt, og derved nedsætter den bøde, der ved afgørelsens artikel 2, litra p), er blevet pålagt for VISCAS Corporations overtrædelser, og som Furukawa er solidarisk ansvarlig for, er Furukawa berettiget til en tilsvarende nedsættelse af det bødebeløb, som selskabet er solidarisk ansvarlig for.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.

Første anbringende om, at Kommissionen har tilsidesat artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53 og/eller forordning nr. 1/2003 (1) ved at fejlkarakterisere den adfærd, der fandt sted i perioden fra den 18. februar 1999 til den 30. september 2001. Sagsøgeren har gjort gældende, at:

2.

Andet anbringende, hvorved det subsidiært gøres gældende, at Kommissionen ikke har løftet sin bevisbyrde for, at sagsøgeren fortsatte sin deltagelse i nogen overtrædelse efter den 11. juni 2001, eller at sagsøgeren »fortsatte« sin deltagelse via VISCAS Corporation efter den 30. september 2001.

3.

Tredje anbringende, hvorved det subsidiært gøres gældende, at Kommissionen ikke har løftet sin bevisbyrde med hensyn til omfanget af sagsøgerens deltagelse i overtrædelsen.

4.

Fjerde anbringende om, at den bøde, sagsøgeren er blevet pålagt for perioden før den 1. oktober 2001, er forældet.

5.

Femte anbringende, hvorved det subsidiært gøres gældende, at Kommissionen har begået fejl ved beregningen af den bøde, sagsøgeren er blevet pålagt, idet Kommissionen:

6.

Sjette anbringende, hvorved Retten opfordres til at lade sagsøgeren drage fordel af enhver bødenedsættelse, som Retten måtte indrømme VISCAS Corporation i ethvert søgsmål anlagt af VISCAS Corporation med påstand om annullation eller ændring af den bøde, selskabet er blevet pålagt ved den anfægtede afgørelse.

7.

Syvende anbringende om, at bøden under alle omstændigheder er åbenlyst uforholdsmæssig, for stor og upassende, og at Retten derfor bør udøve sin fulde prøvelsesret i henhold til artikel 261 TEUF og artikel 31 i forordning nr. 1/2003 og efterprøve bødens størrelse og i den sammenhæng nedsætte denne væsentligt.

8.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/39

—

Afgørelsens artikel 1, hvori det fastslås, at sagsøgerne deltog i en samlet og vedvarende overtrædelse inden for sektoren for underjordiske og/eller undersøiske (ekstra) højspændingsledninger, annulleres for så vidt som denne konstatering udstrækker sig til alle projekter for underjordiske højspændingsledninger med spænding på 110 kV eller mere (og ikke kun til projekter for underjordiske højspændingsledninger med spænding på 220 kV eller mere).

—

Afgørelsens artikel 1, hvori det fastslås, at sagsøgerne deltog i en samlet og vedvarende overtrædelse inden for sektoren for underjordiske og/eller undersøiske (ekstra) højspændingsledninger, annulleres delvis for så vidt som denne konstatering udstrækker sig til alt tilbehør for projekter for underjordiske højspændingsledninger med spænding på 110 kV eller mere (og ikke kun til tilbehør til projekter for underjordiske højspændingsledninger med spænding på 220 kV eller mere).

—

Afgørelsens artikel 1 annulleres delvis, for så vidt som det deri fastslås, at sagsøgernes deltagelse i overtrædelsen begyndte den 1. april 2000.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.

Første anbringende om, at Kommissionen ikke har løftet sin bevisbyrde og har foretaget et åbenlyst fejlskøn ved at lægge til grund, at overtrædelsen omfattede alle projekter for underjordiske højspændingsledninger med spænding på 110 kV eller mere, selv om Kommissionens sagsakter indeholdt klare angivelser af, at ikke alle projekter med spænding på under 220 kV var omfattet af overtrædelsen.

2.

Andet anbringende om, at Kommissionen ikke har løftet sin bevisbyrde vedrørende sagsøgernes deltagelse i en sådan overtrædelse, der omfattede alle projekter for underjordiske højspændingsledninger med spænding på 110 kV eller mere.

3.

Tredje anbringende om, at Kommissionen foretog et åbenlyst fejlskøn, da den konkluderede, at overtrædelsen omfattede alt tilbehør til projekter for underjordiske højspændingsledninger med spænding på 110 kV eller mere, selv om Kommissionens sagsakter indeholdt beviser for, at overtrædelsen kun omfattede tilbehør til projekter for underjordiske højspændingsledninger med spænding på 220 kV eller mere.

4.

Fjerde anbringende om, at Kommissionen begik en retlig fejl, da den fastslog, at sagsøgerne deltog i overtrædelsen fra den 1. april 2000.

5.

Femte anbringende om, at Kommissionen foretog et åbenlyst fejlskøn og tilsidesatte uskyldsformodningen, da den lagde til grund, at sagsøgernes deltagelse i overtrædelsen startede på den tidligst mulige dato.

6.

Sjette anbringende om, at den anfægtede afgørelse under tilsidesættelse af artikel 296 TEUF er mangelfuldt begrundet.

8.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/40

—

Afgørelsen annulleres, for så vidt som det deri fastslås, at sagsøgerne er ansvarlige for en samlet, kompleks og vedvarende overtrædelse, der omfatter de europæiske producenter og de faste og tilknyttede medlemmers producenter eller, subsidiært, nedsættes bøden væsentligt.

—

Subsidiært annulleres afgørelsens artikel 1, stk. 8, litra a)-c), for så vidt som sagsøgerne deri holdes ansvarlige for en overtrædelse begået i perioden fra den 26. juli 2006 til den 10. april 2008.

—

Mere subsidiært annulleres artikel 2, litra m), i Kommissionens afgørelse, og den bøde, sagsøgerne er blevet pålagt, nedsættes under hensyntagen til sagsøgernes meget begrænsede deltagelse i perioden fra den 26. juli 2006 til den 10. april 2008.

—

Afgørelsen annulleres i sin helhed, idet den i afgørende omfang bygger på beviser, der ulovligt blev beslaglagt i Nexans SA’s og Nexans Frances lokaler.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.

Første anbringende om, at Kommissionen ikke har bevist, at der forelå en samlet, kompleks og vedvarende overtrædelse, der involverede en aftale mellem asiatiske og europæiske producenter om at holde sig fra hinandens hjemmemarkeder og en aftale om at fordele projekter blandt europæiske selskaber inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS).

2.

Andet anbringende om, at Kommissionen har begået faktiske og retlige fejl ved anvendelsen af artikel 101 TEUF, for så vidt som der ikke i den anfægtede afgørelse føres et retligt fyldestgørende bevis for sagsøgernes deltagelse for hele overtrædelsens varighed.

3.

Tredje anbringende om, at Kommissionen har begået retlige fejl og foretaget et fejlagtigt skøn ved beregningen af den bøde, sagsøgerne er blevet pålagt, idet denne bøde ikke afspejler overtrædelsens grovhed og sagsøgernes meget begrænsede rolle for en væsentlig del af overtrædelsens varighed.

4.

Fjerde anbringende om tilsidesættelse af en væsentlig formforskrift og retten til forsvar, idet den anfægtede afgørelse i afgørende omfang bygger på beviser, som Kommissionen ulovligt beslaglagde under kontrolbesøg i Nexans’ lokaler.

8.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/41

—

Den bøde, sagsøgeren er blevet pålagt ved artikel 2, litra o), i afgørelsen for sin direkte deltagelse i kartellet fra den 18. februar 1999 til den 30. september 2001, nedsættes.

—

Afgørelsens artikel 2, litra p), annulleres for så vidt som det deri fastslås, at Fujikura er solidarisk ansvarlig for den bøde, Viscas blev pålagt for perioden fra den 1. januar 2005 til den 28. januar 2009.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.

Første anbringende om, at Kommissionen begik en fejl ved at inkludere Viscas’ moderselskabs selvstændige omsætning i 2004 i værdien af den omsætning, der blev anvendt ved fastsættelsen af bødens grundbeløb. Sagsøgeren har gjort gældende, at denne kun deltog i det angivelige kartel indtil den 30. september 2001, og at sagsøgerens selvstændige omsætning i løbet af 2004 ikke udgjorde en del af kartellet.

2.

Andet anbringende om, at Kommissionen har tilsidesat proportionalitetsprincippet ved ikke i tilstrækkelig grad at tage hensyn til de japanske virksomheders begrænsede betydning i kartellet ved fastsættelsen af bødens grundbeløb. Sagsøgeren har gjort gældende, at fordi den stod over for betydelige tekniske og kommercielle adgangsbarrierer i Europa, var dens tilsagn om ikke at konkurrere inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) uden betydning for virkningen af de europæiske leverandørers kundetildelingsaftaler inden for EØS. Kommissionen burde derfor i højere grad have differentieret de faktorer for grovhed, der blev anvendt for de bøder, sagsøgeren (eller andre asiatiske leverandører) er blevet pålagt, og de faktorer for grovhed, der blev anvendt for de bøder, som europæiske leverandører er blevet pålagt.

3.

Tredje anbringende om, at Kommissionen begik en fejl ved også at fastholde sagsøgerens moderselskabsansvar for den bøde, Viscas blev pålagt, for tiden efter den 1. januar 2005. Sagsøgeren har gjort gældende, at da Viscas blev et fuldt ud fungerende joint venture i januar 2005, blev de retlige forbindelser (f.eks. regnskabsaflæggelse) de organisatoriske forbindelser (f.eks. udstationering af fuldtidsdirektører) og økonomiske forbindelser (f.eks. lånegarantier) for spinkle til, at Kommissionen kunne konkludere, at sagsøgeren fortsat udøvede en bestemmende indflydelse på Viscas i overtrædelsesperioden fra januar 2005 til januar 2009.

8.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/42

—

Europa-Parlamentets Udvalg for Andragenders afgørelse af 16. april 2014 MS/sd[IPOL-COM-PETI D (2014) 14486] om henlæggelse af andragendet indgivet af sagsøgeren vedrørende sagen om slottet Lónyay i Rusovce (Den Slovakiske Republik), annulleres

—

Europa-Parlamentets Udvalg for Andragender tilpligtes at behandle andragendet og at gennemføre enhver foranstaltning, som loven kræver.

—

Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

8.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/43

—

Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 307/2014 om ændring af gennemførelsesforordning (EU) nr. 875/2013 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af visse former for sukkermajs, tilberedt eller konserveret, i form af kerner, med oprindelse i Thailand, efter en interimsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1225/2009, annulleres.

—

Rådet tilpligtes at berigtige gennemførelsesforordning (EU) nr. 875/2013, henset til annullationen af Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 307/2014.

—

Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.

Med det første anbringende gøres gældende, at institutionerne foretog et åbenbart urigtigt skøn og tilsidesatte artikel 2, stk. 3 og 4, i Rådets forordning nr. 1225/2009 (1) ved at undlade at foretage en behørig vurdering af, hvorvidt River Kwai International Food Industrys hjemmemarkedssalg blev foretaget i normal handel, og hvorvidt hjemmemarkedssalgene derfor burde tjene som grundlag for beregningen af River Kwai International Food Industrys normale værdi.

2.

Med det andet anbringende gøres gældende, at institutionerne tilsidesatte artikel 2, stk. 10, i Rådets forordning nr. 1225/2009 ved at undlade at foretage en rimelig sammenligning mellem River Kwai International Food Industrys eksportpris og normale værdi.

3.

Med det tredje anbringende gøres gældende, at institutionerne tilsidesatte artikel 11, stk. 3, i Rådets forordning nr. 1225/2009 ved at undlade at foretage en behørig vurdering af den påståede ændring af River Kwai International Food Industrys dumpingmargen og ved at undlade at foretage en behørig vurdering af den varige karakter af en sådan påstået ændring.

4.

Med det fjerde anbringende gøres gældende, at institutionerne tilsidesatte artikel 19, stk. 2, og artikel 20, stk. 2, i Rådets forordning nr. 1225/2009 ved at undlade at give sagsøgeren et meningsfuldt sammendrag af det bevismateriale, ud fra hvilket de agtede at ændre River Kwai International Food Industrys dumpingmargen, og ved at undlade at meddele sagsøgeren de betragtninger, på grundlag af hvilke de agtede at ændre River Kwai International Food Industrys antidumpingtold.

8.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/44

—

Kommissionens gennemførelsesafgørelse i sag C(2014) 2093 annulleres i det omfang, direktiv 2004/17/EF fortsat skal finde anvendelse på indgåelse af kontrakter for de posttjenester, som ikke er nævnt i gennemførelsesafgørelsens artikel 1, og for hvilke sagsøgeren har anmodet om en undtagelse i henhold til artikel 30, stk. 6, i direktiv 2004/17/EF.

—

Subsidiært, hvis en delvis anfægtelse af den anfægtede afgørelse efter Rettens opfattelse må afvises eller ikke er mulig, annulleres gennemførelsesafgørelsen i sin helhed.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

8.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/45

—

Rådets gennemførelsesafgørelse 2014/216/FUSP af 14. april 2014 om gennemførelse af afgørelse 2014/119/FUSP om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine (EUT L 111, s. 91) og Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 381/2014 af 14. april 2014 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 208/2014 om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine (EUT L 111, s. 33) annulleres, for så vidt som de anfægtede retsakter indeholder sagsøgeren på den liste over personer og enheder, der er omfattet af de restriktive foranstaltninger.

—

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagens omkostninger.

8.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/46

—

Som en foreløbig foranstaltning tilpligtes Den Europæiske Union på grundlag af artikel 340, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, at udbetale erstatning for hele det økonomiske tab, som alle sagsøgerne har lidt i tidsrummet mellem den 1. januar 2012 og det tidspunkt, hvor sagsøgerne begyndte at udøve hvervet som kroatiske fogeder i overensstemmelse med tiltrædelsesaktens artikel 36, stk. 1, og dennes bilag VII, punkt 1, som er retligt bindende for alle 28 signerende stater til traktaten om Republikken Kroatiens tiltrædelse af Den Europæiske Union — herunder Kommissionen siden den. 9. december 2011 — som følge af Europa-Kommissionens manglende overholdelse af sin forpligtelse til i henhold til tiltrædelsesaktens artikel 36, stk. 1 og 2, at føre tilsyn med henblik på at sikre, at Republikken Kroatien indfører erhvervet som foged fra den 1. januar 2012 — en forpligtelse som Republikken Kroatien har givet tilsagn om under forhandlingerne om tiltrædelse til Den Europæiske Union inden for rammerne af kapital 23, »Retfærdighed og grundlæggende rettigheder«, der er omhandlet i tiltrædelsesaktens bilag VII, punkt 1, »Særlige tilsagn, som Republikken Kroatien har givet under tiltrædelsesforhandlingerne«, hvori fastsættes: »1. Fortsat at sikre en effektiv gennemførelse af sin strategi og handlingsplan for reform af retsvæsenet.«

—

Indtil den midlertidige foranstaltning, der er nedlagt påstand om i første led, er blevet endelig, udsættes drøftelserne vedrørende den samlede størrelse af det økonomiske tab, som sagsøgerne ved nærværende søgsmål søger erstattet af Den Europæiske Union.

—

Efter den midlertidige foranstaltning, der er nedlagt påstand om i første led, er blevet endelig og efter den mundtlige forhandling og fremlæggelse af beviser vedrørende fastsættelsen af det samlede økonomiske tab, som sagsøgerne ved nærværende søgsmål søger erstattet, tilpligtes den Europæiske Union at betale erstatning til hver af sagsøgerne for det økonomiske tab, der er lidt som følge af Kommissionens undladelse i strid med EU-retten som omhandlet i første led af nærværende søgsmål, dvs. hele det tab (damnum emergens) og den indtjening, sagsøgerne er gået glip af (lucrum cessans), som de har lidt i perioden mellem den 1. januar 2012 og den dato, hvor Retten fremsætter de relevante anmodninger til Republikken Kroatiens Justitsministerium, og som beløber sig til 6 00  000 EUR for hvert kalenderår og for hver sagsøger med tillæg af morarenter på 12 % pr. år, der beregnes som følger:

—

Efter den midlertidige foranstaltning, der er nedlagt påstand om i første led, er blevet endelig og efter den mundtlige forhandling og fremlæggelse af relevante beviser vedrørende erstatningskravets størrelse, tilpligtes Den Europæiske Union at betale hver af sagsøgerne de sagsomkostninger, som de har afholdt i forbindelse med nærværende sag.

8.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/47

—

Afgørelsen truffet den 30. april 2014 af Femte Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 240/2013-5 og R 303/2013-5) annulleres, i det omfang den vedrører sag R 240/2013-5.

—

Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.

8.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/48

—

Afgørelse truffet den 29. april 2014 af Første Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design), (sag R 2324/2013-1) annulleres.

—

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) tilpligtes at betale sagens omkostninger.

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 207/2009

8.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/49

—

Den anfægtede afgørelse annulleres i henhold til artikel 263 TEUF, for så vidt som den fastslår, at der foreligger statsstøtte og pålægger den tilbagesøgt fra de økonomiske interessegrupper.

—

Subsidiært tiltrædes de fremsatte anbringender, og kravet om tilbagesøgning af den påståede støtte i afgørelsens artikel 4, stk. 1, in fine, erklæres uden virkning, idet den er i strid med retssikkerhedsprincippet og princippet om den berettigede forventning, idet der i intet tilfælde kan kræves tilbagebetaling af statsstøtte, inden afgørelsen om indledning blev offentliggjort i EU-Tidendeden 21. september 2011. Desuden indrømmes der beskyttelse af den berettigede forventning for de økonomiske interessegrupper, som opfyldte de objektive krav, for at de omtvistede skattefordele fandt anvendelse inden offentliggørelsen af 2006 i EU-Tidende.

—

Afgørelsens artikel 2 annulleres delvist, og metoden til fastsættelsen af den angivelige fordel, investorerne skal tilbagebetale, som skulle indeholde en række konklusioner, der ikke er taget hensyn til, og som er fremsat i afgørelsens punkt 263-269, erklæres retsstridig.

—

Afgørelsens artikel 4, stk. 1, annulleres delvist, eftersom Kommissionen klart har overskredet sine beføjelser, idet den i afgørelsens artikel 4, stk. 1, erklærede, at de kontraktbestemmelser, hvori fastsattes kompensation til investorerne, såfremt skattefordelene i det spanske system for finansiel leasing (SEAF) blev anset for at udgøre en ulovlig statsstøtte, var ugyldige.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

8.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/49

—

Afgørelsen annulleres i medfør af artikel 263 TEUF, for så vidt som den fastslår, at der foreligger statsstøtte og anordner tilbagesøgning heraf hos investorerne.

—

Subsidiært annulleres afgørelsens artikel 1, artikel 2 og artikel 4, stk. 1, for så vidt som de identificerer investorerne som modtagere, der skal tilbagebetale den angivelige større.

—

Subsidiært erklæres den anordnede tilbagesøgning af støtte hos investorerne i artikel 4, stk. 1, in fine for uden virkning, idet den er i strid med retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, da der ikke kan anordnes tilbagesøgning for et tidspunkt, der ligger før offentliggørelsen af indledningsafgørelsen.

—

Subsidiært annulleres afgørelsens artikel 2, og den procedure til fastlæggelse af den angivelige fordel, som investorerne skal tilbagebetale, som foreslås i 263. og 167. betragtning til afgørelsen, og som skal justeres under hensyntagen til bestemte fradrag, erklæres for retsstridig.

—

Afgørelsens artikel 4, stk. 1, vedrørende forbuddet mod at »overføre tilbagesøgningsbyrden til andre personer« erklæres for ikke-eksisterende, eller annulleres alternativt delvis, for så vidt som den indeholder et udsagn om forbuddet eller den angivelige ugyldighed af kontraktbestemmelser om regres mod tredjeparter for beløb, som investorerne skal tilbagebetale til den spanske stat.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

8.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/50

—

Afgørelse truffet den 27. marts 2014 af Første Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 1230/2013-1) annulleres i sin helhed.

—

Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.

8.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/51

—

Afgørelse truffet den 5. maj 2014 af Fjerde Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 1522/2013-4) annulleres.

—

Harmoniseringskontoret og Continental Reifen Deutschland GmbH, for så vidt som dette selskab ønsker at deltage i proceduren, tilpligtes at betale sagens omkostninger

8.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/52

—

Afgørelse truffet den 9. april 2014 af Første Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 1523/2013-1) annulleres.

—

Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder de omkostninger, der er afholdt under klagesagen.

8.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/52

—

Afgørelsen truffet den 5. maj 2014 af Fjerde Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 1777/2013-4) annulleres.

—

Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.

8.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/53

—

Afgørelse truffet den 29. april 2014 af Første Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 1326/2013-1) annulleres.

—

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) tilpligtes at betale sagens omkostninger.

8.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/54

—

Det delvise afslag på EF-varemærkeansøgning nr. 1 1 6 24  483 af 13. august 2013 og afgørelsen truffet den 5. maj 2014 af Fjerde Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 1940/2013-4) annulleres.

—

Der gives tilladelse til registrering af EF-varemærkeansøgning nr. 1 1 6 24  483 (også) for følgende tjenesteydelser:

—

Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale de med klagesagen R 1940/2013-4 forbundne omkostninger og dem, der afholdes i forbindelse med nærværende sag.

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b), c) og d), i forordning nr. 207/2009

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra f), i forordning nr. 207/2009.

8.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/55

—

Afgørelse 2011/357/FUSP og afgørelse 2011/178/FUSP annulleres.

—

Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.

Med det første anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at Rådet ikke har kompetence til at opføre ham på listen over de personer, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, idet sagsøgerens navn ikke er nævnt i FN’s Sikkerhedsråds resolution 1970 (2011) og 1973 (2011).

2.

Med det andet anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at begrundelsespligten er blevet tilsidesat, for så vidt som Rådet blot har lagt ovennævnte resolutioner til grund uden at tage sagsøgerens personlige situation i betragtning.

3.

Med det tredje anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at der er sket tilsidesættelse af hans ret til forsvar og af princippet om uskyldsformodning som følge af den manglende kontradiktoriske procedure.

4.

Med det fjerde anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at de grundlæggende rettigheder er blevet tilsidesat, for så vidt som Rådet ved at pålægge sagsøgeren de restriktive foranstaltninger ulovligt har begrænset hans frihed til ud- og indrejse samt hans ejendomsret.

8.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/55

—

Artikel 1 i Rådets afgørelse 2014/222/FUSP af 16. april 2014 annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgeren og udelukker sagsøgeren fra bilaget hertil.

—

Artikel 1 i Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) nr. 397/2014 af 16. april 2014 annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgeren og udelukker sagsøgeren fra bilaget hertil.

—

Rådets tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.

Det første anbringende vedrører en åbenbar fejl ved bedømmelsen af de faktiske omstændigheder, som de anfægtede bestemmelser beror på, for så vidt som de savner reelt faktisk og bevismæssigt grundlag.

2.

Det andet anbringende støttes på en tilsidesættelse af begrundelsespligten, idet de anfægtede bestemmelser i NDC’s tilfælde er ledsaget af en begrundelse, der savner grundlag og som desuden er upræcis, uspecifik og generel, hvilket forhindrer sagsøgeren i på passende vis at tilrettelægge sit forsvar.

3.

Det tredje anbringende støttes på en tilsidesættelse af retten til en effektiv domstolsbeskyttelse hvad angår begrundelsen for bestemmelserne, fraværet af bevis for den angivelige begrundelse, retten til forsvar og ejendomsretten, for så vidt som Rådet ikke har overholdt begrundelsespligten og nødvendigheden af at fremlægge reelle beviser, hvilket indvirker på de øvrige rettigheder.

4.

Det fjerde anbringende vedrører magtfordrejning, idet der findes objektive, præcise og samstemmende indicier på, at Rådet, idet det svigagtigt misbrugte sin stilling, med vedtagelsen af de sanktionerede foranstaltninger forfulgte andre mål end hvad det påstod.

5.

Det femte anbringende vedrørte en ukorrekt fortolkning af de retsregler, som angiveligt finder anvendelse, for så vidt som de fortolkes og anvendes forkert og bredt, hvilket ikke er tilladt med hensyn til bestemmelser, som fastsætter sanktioner.

6.

Det sjette anbringende vedrører tilsidesættelse af ejendomsretten, for så vidt som denne er blevet begrænset uden nogen reel begrundelse og uden overholdelse af proportionalitetsprincippet.

7.

Det syvende anbringende er baseret på en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, idet sagsøgerens konkurrencemæssige er blevet krænket uden grund.

8.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/56

—

Afgørelse truffet den 21. maj 2014 af Fjerde Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 917/2013-4) annulleres.

—

Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.

8.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/57

8.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/58

8.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 303/58