21.4.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 125/1

Ordfører:

Oliver RÖPKE

1.1.

Det indre marked er en stor landvinding og et nøgleelement i Europas integrationsproces. Det bør danne fundamentet for velstand i Europa. Indførelsen af euroen og Schengenaftalen var vigtige begivenheder på vejen hen mod fuldendelsen af det indre marked. Imidlertid er begge kommet under stigende pres, dels på grund af kortsigtede nationale interesser, idet en betydelig del af befolkningen i stadig højere grad sætter spørgsmålstegn ved dem, dels på grund af reelle bekymringer blandt EU-borgerne.

1.2.

EØSU har altid bakket op om tiltag til at styrke den frie bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital, betalinger og personer og opretholde den nødvendige balance mellem økonomi-, social- og miljøpolitik. Det er meget vigtigt fortsat af arbejde for økonomisk og social konvergens mellem medlemsstaterne.

1.3.

Med henblik på videreudvikling af det indre marked må alle unødvendige forhindringer fjernes for at sikre vækst, arbejdspladser, velstand på langt sigt og en yderst konkurrencedygtig social markedsøkonomi. Af særlig stor betydning i den forbindelse er markedshindringer såsom utilstrækkelig anerkendelse af kvalifikationer og eksamensbeviser, tekniske begrænsninger på lokalt plan, reguleringsmæssige hindringer som følge af forskelle i medlemsstaternes lovgivning og manglende koordinering af e-forvaltningsløsninger på EU-niveau.

1.4.

EØSU er bekymret over, at EU's indre marked knap nok er vokset siden finanskrisen. Økonomien i euroområdet oplevede faktisk en nedgang på 1,6 % mellem 2008 og 2015. Derimod har andre økonomiske regioner såsom USA, Australien og Japan overhalet EU, når det gælder indenlandsk efterspørgsel og vækst. Der er derfor behov for aktive skridt til at styre EU tilbage til de politiske målsætninger i Europa 2020-strategien.

1.5.

EØSU understreger endnu en gang vigtigheden af grænseoverskridende mobilitet for virksomheder og arbejdstagere. Dog må man ikke glemme, at det indre markeds principper har langt mindre støtte hos en betydelig del af befolkningen. En af grundene hertil er den stigende risiko for vedvarende unfair og ulovlige praksisser i forbindelse med grænseoverskridende levering af tjenesteydelser. Den høje risiko for misbrug underminerer i høj grad de europæiske arbejdstageres og ærlige virksomheders tillid til det indre marked.

1.6.

Der må gøres en målrettet indsats for at modvirke disse tendenser, og det er vigtigt at sikre fair konkurrence også af hensyn til virksomhederne. Et velfungerende indre marked forudsætter, at europæisk og national lovgivning overholdes ved grænseoverskridende virksomhed. Dette er grunden til, at et flertal af EØSU's medlemmer støtter alle bestræbelser på at sikre samme løn for samme job på samme sted, som Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, har opfordret til.

1.7.

Skønt det indre marked har et solidt socialt fundament i TEUF og den afledte EU-ret, bør det overvejes at finde en bedre balance mellem markedsfrihederne og de grundlæggende sociale rettigheder i den primære ret. Formålet med et sådant skridt skulle være at imødegå utilfredsheden blandt mange mennesker, som i stadig højere grad føler, at deres sociale interesser og behov ikke bliver tilgodeset i det indre marked.

1.8.

EØSU støtter i princippet bestræbelserne på at kontrollere EU-lovgivningens effektivitet. Dette initiativ kan spille en vigtig rolle med hensyn til at fjerne overflødige reguleringsomkostninger, som opstår, når det samme område er underlagt forskellige nationale eller regionale regler. Harmoniseret lovgivning bør derfor kontrolleres for at afgøre, om den er nødvendig, især i SMV'ernes interesse. EØSU gentager dog sit synspunkt om, at høje forbrugerstandarder ikke udgør en unødvendig byrde.

1.9.

EØSU understreger sit synspunkt om, at det digitale indre marked bør være en politisk prioritet på grund af dets enorme vækstpotentiale. Den eksisterende juridiske usikkerhed på det beskæftigelsesmæssige, økonomiske og forbrugerrelaterede område skal undersøges og hurtigst muligt fjernes. Kommissionen bør gennemføre en klar retlig ramme for nye former for økonomi og nye forretningsmodeller i det indre marked, herunder forskellige former for deleøkonomi, med henblik på at lukke huller i lovgivningen. Den gældende lovgivning skal overholdes fuldt ud, og der bør gøres en særlig indsats for at sikre forbrugernes og arbejdstagernes rettigheder såvel som fair konkurrence.

1.10.

Etableringen af en kapitalmarkedsunion bør fortsat stå højt på dagsordenen, idet den dermed forbundne mere effektive kapitalallokering kan have positive følger for såvel økonomi og beskæftigelse som for forbrugerne. Nylige begivenheder som Brexit må ikke unødvendigt forsinke eller lægge hindringer i vejen for gennemførelsen af disse planer.

1.11.

EØSU fremfører endnu en gang sit synspunkt om, at huller i skattelovgivningen fører til unfair konkurrence. Udvalget støtter derfor skridt i retning af et fælles konsolideret selskabsskattegrundlag, landeopdelt rapportering og de igangværende bestræbelser på at imødegå skatteundgåelse og skattely. Indførelsen af en fælles minimumsskattesats for selskabsbeskatning kan være et nyttigt supplement til disse initiativer og sætte en stopper kapløbet mod bunden.

1.12.

Offentlige tjenesteydelser — også benævnt tjenesteydelser af almen interesse — spiller en afgørende rolle i den sociale markedsøkonomi og er af vital betydning for borgerne. Tjenesteydelser af almen interesse indgår i EU's fælles værdier og bidrager til at fremme social og territorial samhørighed.

1.13.

Deres betydning for styrkelsen af den sociale og territoriale samhørighed skal tages med i betragtning ved EU's fastlæggelse af »principper og vilkår« for disse tjenesteydelser. I forbindelse med den planlagte revision af tjenesteydelsesdirektivet fremhæver EØSU EU-traktatens protokol nr. 26 om tjenesteydelser af almen interesse, som giver medlemsstaternes nationale, regionale og lokale myndigheder vide skønsbeføjelser med hensyn til tjenesteydelser af almen økonomisk interesse.

1.14.

Der er brug for en bred vifte af foranstaltninger for at tackle unfair praksis i offentlige udbud, som presser tilbudsgivere til at sænke niveauet under en rimelig standard, i visse tilfælde ikke overholder gældende mindstelønsbestemmelser i den pågældende nationale lovgivning og praksis og i mange tilfælde resulterer i store budgetoverskridelser. Der er navnlig brug for åbenhed om den bedste tilbudspris og service og eventuelle budgetoverskridelser, som måtte opstå på et senere tidspunkt. Målet bør være at anvende princippet om det bedste bud, ikke princippet om det laveste bud.

2.1.

Den europæiske integration skal følge et mål om at opnå den nødvendige balance mellem økonomi-, social- og miljøpolitik. Den frie bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital, betalinger og mennesker skal gå hånd i hånd med respekt for de grundlæggende sociale rettigheder, der er indskrevet i EU-traktaterne via charteret om grundlæggende rettigheder. Grundlæggende sociale rettigheder skal håndhæves i praksis i det indre marked. Samtidigt skal alle unødvendige forhindringer, der stadig måtte være i det indre marked, fjernes for at sikre velstand på langt sigt og en yderst konkurrencedygtig social markedsøkonomi.

2.2.

EØSU har gentagne gange og senest i sin udtalelse om Opgradering af det indre marked (1) gjort gældende, at det indre marked er et nøgleelement i europæisk integration, der kan byde på konkrete fordele og skabe en bæredygtig vækst for de europæiske økonomier.

2.3.

Det indre marked er en stor landvinding og bør danne fundamentet for Europas velstand. Indførelsen af euroen i euroområdet og Schengenaftalen var vigtige begivenheder på vejen hen mod skabelsen af et fælles indre marked. Imidlertid er de kommet under et hårdt pres, hvilket illustrerer, hvor forskellige EU-medlemsstaternes interesser er. Beslutningstagningen og tilsynet foregår til en vis grad stadig på nationalt plan.

2.4.

EØSU noterer, at der fortsat er betydelige markedshindringer i form af utilstrækkelig anerkendelse af kvalifikationer og eksamensbeviser, opdelte læseplaner, tekniske lokale begrænsninger, reguleringsmæssige hindringer navnlig som følge af en opsplitning af det indre marked grundet de forskellige nationale lovrammer, administrative byrder såsom overholdelse af de nationale skatte- og toldbestemmelser og mangel på e-forvaltningsfaciliteter og koordinering af e-forvaltningsløsninger på EU-niveau.

2.5.

Kommissionen ønsker at gennemføre fuld harmonisering på nogle områder, hvilket kan resultere i, at det eksisterende beskyttelsesniveau reduceres i nogle medlemsstater. EØSU understreger, at udvalget har modsat sig sådanne tiltag i en række udtalelser. På de områder, hvor Kommissionen tilstræber fuld harmonisering, bør denne opnås, uden at det går ud over det eksisterende beskyttelsesniveau.

2.6.

Borgere i medlemsstaterne føler i stadig højere grad, at Europa kun gør lidt for at beskytte sociale standarder og indkomster eller opnå fair beskatning og fair socialsikringsbidrag. Det indre marked har et solidt socialt fundament i TEUF og den afledte EU-ret, men det bør overvejes at finde en bedre balance mellem økonomiske markedsfriheder og grundlæggende sociale rettigheder.

2.7.

Foranstaltninger, der lanceres under den europæiske søjle for sociale rettigheder, bør afspejle Unionens grundlæggende principper og bygge på overbevisningen om, at økonomisk udvikling bør føre til større sociale fremskridt og samhørighed, og at socialpolitik også bør betragtes som en produktiv faktor, samtidig med at der sikres passende sikkerhedsnet i tråd med europæiske værdier.

2.8.

Selv om der er opnået meget med EU's samhørighedspolitik, er der dog stadig lang vej til en reel økonomisk og social konvergens mellem medlemsstaterne, og der er store forskelle i lønninger og sociale standarder. De nuværende lavere lønninger i nogle medlemsstater skyldes den historiske udvikling og den naturlige diversitet på det vidtstrakte indre europæiske marked og afspejler lokale produktivitetsniveauer og en række andre faktorer, blandt andet investorernes interesser. På trods heraf må man være mere opmærksom på social dumping, der bør defineres som en unfair og ulovlig praksis med ikke at overholde bestemmelserne om betaling for arbejde eller betaling af social- og sygesikringsbidrag, således at der opnås en urimelig fordel i forhold til konkurrenterne (2).

2.9.

Siden udbruddet af den finansielle krise, dvs. i perioden fra 2008 til 2015, har væksten ligget på 0,4 %, hvilket er næsten nulvækst i faste priser. I euroområdet er det indre marked endda skrumpet med 1,6 %. De fleste andre økonomiske regioner har givet EU baghjul, hvad indenlandsk efterspørgsel angår (eksempelvis USA +8,8 %, Australien +17,9 %, Japan +3,8 %) (3). Foranstaltningerne til at sætte nyt skub i efterspørgslen i det indre marked såsom den europæiske investeringsplan med Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer har endnu ikke haft den ønskede effekt.

2.10.

EØSU frygter, at det ikke er muligt at opnå de beskæftigelses- og sociale mål, der er anført i Europa 2020-strategien, med udgangspunkt i en intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst (4). Den økonomiske afmatning, den langsommelige gennemførelse af formålstjenlige strukturelle reformer og den haltende efterspørgsel i det indre marked har indtil videre haft den modsatte effekt: beskæftigelsesgraden er faldet fra 70,3 % i 2008 til 69,2 % i 2014. Målet er imidlertid 75 % inden 2020. I stedet for en nedbringelse af antallet af personer berørt af fattigdom og social udstødelse med 20 millioner inden 2020 er dette tal steget med 4,9 millioner i 2014. Derudover var der ultimo 2015 over 6 millioner flere arbejdsløse i EU sammenlignet med før krisen.

2.11.

Uddannelse udgør endnu et vigtigt aspekt af Europa 2020-strategien. EØSU glæder sig over, at andelen af personer, der forlader uddannelses- og erhvervsuddannelsessystemet før tid, er faldet fra 14,2 % i 2008 til 11 %. Gennemførelsesgraden for videregående uddannelse er ligeledes steget fra 31,3 % i 2008 til 38,7 % i 2015. EØSU bifalder Kommissionens kompetencestrategi og understreger, at det er af afgørende betydning at råde over et højt kvalifikationsniveau for at kunne tiltrække virksomheder og skabe nye job.

2.12.

Det Forenede Kongeriges beslutning om at forlade Den Europæiske Union udgør en stor udfordring for det europæiske indre marked. EØSU anbefaler, at de fremtidige forhandlinger tager udgangspunkt i respekten for samtlige grundlæggende værdier bag det indre marked.

3.1.1.

Det kan være vigtigt med arbejdskraftmobilitet for virksomheder, for selvstændige og for arbejdstagere for at få mulighed for gode job, adgang til nye kompetencer og gode arbejdsvilkår. Der er imidlertid stadig hindringer.

3.1.2.

En undersøgelse af barrierer og omkostninger (5) viser, at interoperable e-forvaltningstjenester ud over besparelser for forvaltninger, borgere og virksomheder forventes at få en særlig stor indvirkning på arbejdskraftmobiliteten. En forbedret anerkendelse af kvalifikationsbeviser er afgørende for såvel virksomheders som arbejdstageres grænseoverskridende mobilitet.

3.1.3.

I sin udtalelse »Misbrug af statussen som selvstændig erhvervsdrivende« (6) understregede EØSU, at falsk selvstændig erhvervsvirksomhed kan føre til unddragelse af betaling af socialsikringsbidrag, skatteunddragelse, underminering af arbejdstagerrettigheder og sort arbejde, hvorfor det bør bekæmpes. EØSU glæder sig i den forbindelse over den oprettede europæiske platform for sort arbejde som et skridt i den rigtige retning (7).

3.1.4.

Platformen har til formål at forebygge og afskrække fra sort arbejde gennem et forbedret samarbejde mellem medlemsstaternes håndhævelsesmyndigheder såsom arbejdstilsyn og skatte- og socialsikringsmyndigheder. Dette samarbejde omfatter en deling af bedste praksis vedrørende forebyggelse og afskrækkelse, identificering af fælles tilsynsprincipper for arbejdsgivere, fremme af medarbejderudveksling og fælles uddannelse og fremme af fælles kontrolforanstaltninger.

3.1.5.

Mange arbejdstagere hyres i dag som »selvstændige tjenesteudbydere«. Tidligere blev de ansat. Disse personer har ingen ansættelseskontrakt, idet de arbejder for sig selv i overensstemmelse med deres status som selvstændige. I forbindelse med dette ansættelsesforhold skal den nationale arbejdsret som oftest ikke overholdes. Der må anvendes klare og bindende kriterier til vurdering af, om en person rent faktisk er ansat eller en ægte selvstændig. Det er grunden til, at EØSU har kritiseret Kommissionens forslag til direktiv om enkeltmandsselskaber med begrænset ansvar, idet udvalget mener, at »direktivet bør videreudvikles« (8). Det sætter mikrovirksomheder, SMV'er og ægte selvstændige under et særligt pres.

3.2.1.

Direktivet fra 1996 fastsætter EU's lovgivningsramme for opnåelse af en korrekt og retfærdig balance mellem målene om at fremme og lette den grænseoverskridende levering af tjenesteydelser, beskytte udstationerede arbejdstagere og sikre lige vilkår for nationale og udenlandske konkurrenter.

3.2.2.

Håndhævelsesdirektivet fra 2014 (9) indeholder nye og styrkede instrumenter til at bekæmpe og sanktionere omgåelse, svig og misbrug, supplerer direktiv 96/71/EF og bidrager til en mere effektiv kompleks ramme for udstationering af arbejdstagere.

3.2.3.

EØSU har for nyligt vedtaget en særskilt udtalelse om Kommissionens forslag til en målrettet revision af udstationeringsdirektivet med kommentarer til de vigtigste ændringer og forslag (10), baseret på den opfordring, som Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, fremsatte i de politiske retningslinjer for den næste Kommission: »I vores Union bør der være samme løn for samme job på samme sted (11)«.

3.2.4.

I sin udtalelse »En mere fair arbejdskraftmobilitet i EU« (12) opfordrede EØSU Kommissionen til at tage alle nødvendige spørgsmål vedrørende udstationerede arbejdstagere op for at forhindre unfair praksis, som fører til social dumping. Dette problem bliver stadigt mere presserende, idet konkrete eksempler fra medlemsstaterne viser, at risikoen for løndumping og social dumping stiger voldsomt i grænseoverskridende sammenhænge. Kontroller foretaget af BUAK (13) i Østrig har vist, at der for 38 ud af de 7 238 østrigske virksomheder, der blev kontrolleret i 2015, herskede en mistanke om underbetaling af deres ansatte i henhold til loven om bekæmpelse af løndumping og social dumping. Det betyder, at 0,53 % af virksomhederne var mistænkte for at underbetale deres ansatte. I samme periode blev der foretaget kontroller af 1 481 virksomheder med aktiviteter i Østrig, men som var baseret i andre EU-lande. Blandt disse virksomheder herskede der hos 398 en mistanke om underbetaling af deres ansatte, dvs. løndumping. Det svarer til 26,87 %.

3.2.5.

Blandt de udenlandske virksomheder med grænseoverskridende aktiviteter, som benytter sig af udstationering, er sandsynligheden for løndumping 50 gange højere end for lokale leverandører. Dette er et alarmsignal om det indre markeds funktion(ssvigt). Den høje risiko for misbrug svækker i alvorlig grad de europæiske arbejdstageres tillid til det indre marked.

3.2.6.

Falsk udstationering udgør endnu et problem. Sager om falske udstationerede arbejdstagere, dvs. misbrug ved hjælp af falske A1-udstationeringscertifikater, er tegn på de problemer, som skyldes attester, certifikater eller lignende dokumenter udstedt af officielle eller offentlige organer. Dette gør det endnu vanskeligere for mikrovirksomheder, SMV'er og faglærte at klare sig over for konkurrenter, som handler på en illoyal måde. Falsk udstationering af arbejdstagere må derfor hindres.

3.2.7.

Kommissionen har for nyligt foreslået en ændring af forordning (EF) nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger. EØSU vil afgive en særskilt udtalelse i tråd med Kommissionens anmodning i forventning om udviklingen af et moderniseret system for koordinering af de sociale sikringsordninger, der stemmer overens med den sociale og økonomiske virkelighed i medlemsstaterne og overholder EU lovgivningens principper navnlig for så vidt angår ligebehandling og ikke forskelsbehandling.

3.2.8.

EØSU noterer sig forslaget om et tjenestepas (eller ID-kort for tjenester), som skulle kunne fjerne behovet for flere anmodninger om oplysninger og dokumentation, der allerede er givet til hjemlandet, idet der oprettes en fælles elektronisk dokumentbase. EØSU modsætter sig enhver underminering af destinationslandsprincippet. Udvalget vil udarbejde en særskilt udtalelse om dette.

3.3.1.

I princippet må foranstaltninger til overvågning af EU-lovgivningens effektivitet, hilses velkommen. En interinstitutionel aftale mellem Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet kan være et nyttigt tiltag, der gør det lettere at nå målet om en mere enkel og effektiv EU-lovgivning. I forbindelse med dette samarbejde skal det dog sikres, at EU's retlige standarder, som er til gavn for den sociale og økonomiske politik, beskyttes og ikke betvivles.

3.3.2.

SMV'er er berørt heraf i lige så høj grad som forbrugere og arbejdstagere. Ifølge princippet om at »tænke småt først« er det særligt vigtigt at undgå unødige byrder for SMV'er. Der er behov for en forbrugerbeskyttelsespolitik, som tager udgangspunkt i et højt beskyttelsesniveau i overensstemmelse med artikel 169 i TEUF for at få det indre marked til at fungere korrekt.

3.3.3.

REFIT-initiativet kan også spille en vigtig rolle med hensyn til at fjerne overflødige reguleringsomkostninger, som opstår, når det samme område er underlagt forskellige regionale regler. Harmonisering af lovgivningen kan give betydelige omkostningsbesparelser og fremme vækst i EU's regioner ved at fjerne disse hindringer. Man bør derfor undersøge, om det kan lade sig gøre.

3.3.4.

Mange af de retsakter, der skal revideres under REFIT-programmet for at reducere bureaukratiet, vedrører i mange tilfælde retsregler, som beskytter arbejdstager- og forbrugerstandarder. De har derfor en betydelig sociopolitisk og økonomisk gavnlig virkning. EØSU gentager sit synspunkt om, at høje forbrugerstandarder ikke er en unødig byrde.

3.3.5.

EØSU henviser til sin udtalelse af 14. december 2014 (14) og gentager sin holdning om, at intelligent regulering ikke dispenserer fra at overholde lovgivningen om beskyttelse af offentligheden, forbrugere og arbejdstagere såvel som standarderne for ligestilling mellem kvinder og mænd og miljøstandarderne. Derudover må princippet om at tænke småt først ikke føre til, at mikrovirksomheder og SMV'er fritages fra reglerne, omend lovgivningen bør tage hensyn til deres interesser og behov.

3.3.6.

Det er helt uforståeligt, at Kommissionen har afvist at videreføre det planlagte lovgivningsinitiativ om frisører, selv om der foreligger en aftale mellem de europæiske arbejdsmarkedsparter på området. Kommissionens tilgang strider mod principperne og værdierne om social dialog — under overholdelse af princippet om repræsentativitet — og er meget kortsynet, fordi manglende regulering på arbejdsmiljøområdet kan medføre erhvervsbetingede sygdomme og dermed betydelige omkostninger for både virksomheder og den offentlige sektor.

3.3.7.

EØSU henleder opmærksomheden på de europæiske arbejdsmarkedsparters fælles erklæring om en ny start for den sociale dialog med udgangspunkt i temagruppernes resultater, som peger på samspillet mellem EU's sociale dialog og indsatsen for bedre lovgivning.

3.3.8.

EØSU ser positivt på indledningen af en dialog i den nyoprettede REFIT-platform. Ud over målet om at gøre det lettere at drive virksomhed og værne om arbejdstagerstandarder må såvel Kommissionen som platformens eksperter sikre, at forbrugerrettighederne beskyttes i deres bestræbelser på at forenkle EU-lovgivningen.

3.4.1.

Det digitale indre marked bør være en af prioriteterne i lyset af de fordele, der kan forventes, såfremt det indre marked på dette område bliver færdiggjort. De potentielle BNP-gevinster ved fuldførelsen af det digitale indre marked anslås at udgøre 415 mia. EUR årligt (15).

3.4.2.

EØSU er enigt med Kommissionen i, at den eksisterende juridiske usikkerhed på det beskæftigelsesmæssige, økonomiske og forbrugerrelaterede område må analyseres og afhjælpes. I den forbindelse bør der gøres en indsats for at værne om de eksisterende arbejdstagerrettigheder, sociale standarder og standarder for forbrugerbeskyttelse og erhvervslivet sikres en pålidelig lovgivningsramme. Der bør ikke gælde forskellige regler for den rent »digitale« verden og den »ikke-digitale« verden i det digitale indre marked. Kommissionen bør stille retlige standarder til rådighed, som kan anvendes for det digitale og det ikke-digitale indre marked.

3.4.3.

I sin udtalelse om »Uberettiget geoblokering« (16) glædede EØSU sig på vegne af såvel virksomheder som forbrugere over forordningen om geoblokering, som det opfatter som et uundværligt element i strategien for det digitale indre marked. Det er dog kun et lille skridt og ikke nogen radikal ændring. Geoblokering, dvs. forskelsbehandling af forbrugere med hensyn til deres adgang til onlinetjenester på grundlag af bopæl eller deres geografiske internetadresse eller nationalitet, må ophøre. Omdirigering af forbrugere til et lokalt websted med højere priser udgør ligeledes forskelsbehandling i det indre marked. EØSU vil se nærmere på konklusionerne fra mødet i Rådet (konkurrenceevne) i november 2016 om den generelle tilgang i den foreslåede tekst, hvor den klart understreger nødvendigheden af at skelne mellem prisdiskriminering og prisdifferentiering.

3.4.4.

På områder såsom geoblokering, grænseoverskridende pakkelevering, grænseoverskridende forsikring, licensering af ophavsret samt finansielle markeder må det anses, at EU og medlemsstaterne har hovedansvaret for at fjerne hindringer for grænseoverskridende handel og sikre, at markedet kan fungere bedre.

3.4.5.

Den frie datastrøm kræver en højere beskyttelse af personoplysninger og privatliv, hvilket kommer til at spille en afgørende rolle i fremtiden, og man bør overveje en sammenhængende politik på områderne big data, cloudtjenester og tingenes internet.

3.4.6.

Den stigende digitalisering af økonomien skaber nye forretningsmodeller og åbner nye muligheder, men giver også nye udfordringer. EØSU har haft indgående diskussioner om dette nye fænomen, som har resulteret i en række udtalelser (17).

3.4.7.

Kommissionen bør også gå videre med sit forslag om den fælles digitale portal, så den kan blive et virkeligt effektivt instrument.

3.4.8.

Socialt og samarbejdsbaseret iværksætteri er af afgørende betydning for den sociale samhørighed og for at sikre europæiske borgere en mere effektiv og bæredygtig økonomisk vækst. EØSU opfordrer endnu en gang Kommissionen til at træffe alle de foranstaltninger af politisk karakter, som er nødvendige for at støtte og gennemføre deleøkonomiens mange forskellige former og metoder, så den kan vinde troværdighed og tillid på EU-plan og i de forskellige medlemsstater (18).

3.5.1.

Kommissionen offentliggjorde i 2015 en handlingsplan for etablering af en europæisk kapitalmarkedsunion. Udvalget (19) mener, at denne union i høj grad skal fremme den økonomiske og finansielle stabilitet i EU og resultere i en bedre og mere effektiv kapitalallokering med positive følger for såvel investeringer og vækst som for beskæftigelsen og forbrugerne. Udvalget (20) gav i sin tid udtryk for sin bekymring for, at det ville tage tid at nå det endelige resultat, og set i lyset af de seneste begivenheder som Brexit og andre tidligere nævnte problemstillinger (jf. punkt 2) kan denne bekymring kun vokse.

3.5.2.

Handlingsplanen omfatter mindst 33 foranstaltninger på forskellige indsatsområder, der skal gennemføres på kort og mellemlangt sigt. Flere af disse foranstaltninger stiller yderligere finansiering til rådighed for især SMV'er og husholdninger. Udvalget (21) opfordrer til, at disse forslag gennemføres inden for en kort tidshorisont under hensyntagen til principperne om sikkerhed, transparens og håndhævelse (»enforcement«). Med udgangspunkt i bekymringerne vedrørende sikkerhed og stabilitet har udvalget (22) allerede flere gange påpeget, at problemet vedrørende skyggebanker skal håndteres og reguleres.

3.5.3.

EU's regulering af finansmarkederne og håndhævelsen heraf var ikke tilstrækkelig til at forhindre spekulationer, overdreven gældsætning og uansvarlig risikotagning, som førte til finanskrisen med alvorlige konsekvenser for hele samfundet. EØSU minder Kommissionen om at fremlægge et forslag vedrørende overdreven gældsætning i private husholdninger.

3.6.1.

EØSU anførte allerede tilbage i 2012 i sin udtalelse om »Hindringer for det europæiske indre marked«, at huller i skattelovgivningen kan medføre unfair konkurrence. Kommissionens planer om et fælles konsolideret selskabsskattegrundlag hilses velkommen. EØSU har nedsat en studiegruppe om dette emne. For at stoppe kapløbet mod bunden på selskabsskatteområdet og opnå en mere retfærdig skattepolitik kunne man også overveje en minimumssats for selskabsbeskatning.

3.6.2.

Udvekslingen af skatteoplysninger mellem medlemsstaterne og retlige skridt til blokering af de mest almindelige metoder til skatteunddragelse må hilses velkommen. I den forbindelse er det et nøglekrav, at der i hvert land indføres et indberetningskrav for virksomheder med grænseoverskridende aktiviteter uden at skabe flere overflødige administrative byrder.

3.6.3.

Der skal også træffes foranstaltninger til bekæmpelse af skattely. Under en høring i Europa-Parlamentet opfordrede Joseph Stiglitz, økonom og Nobelprisvinder, til en global indsats mod sådanne skatteunddragelsessystemer (23). Den franske akademiker Gabriel Zucman har vurderet, at der er placeret finansielle værdier for omkring 5 800 mia. EUR i skattely rundt omkring i verden. Heraf er 80 % ubeskattede (24). Kommissionen foreslår nu en række foranstaltninger på internationalt plan til bekæmpelse af skattely.

3.6.4.

Det skal i første omgang sikres, at aftalerne om gensidig bistand og den automatiske udveksling af oplysninger mellem de enkelte lande gennemføres. Det bør overvejes at etablere et internationalt skatterevisionsnetværk for multinationale virksomheder. Et muligt første skridt ville være et krav til de finansielle institutioner om at indberette deres overførsler af aktiver og kapital til lande klassificeret som skattely (25).

3.7.1.

EØSU har tidligere — i sin udtalelse fra 2012 om hindringer på det indre marked — fremhævet de hindringer, der findes inden for tjenesteydelsessektoren. Kommissionen har konstateret, at mange medlemsstater ikke opfylder deres forpligtelse til at underrette EU's myndigheder om lovgivningsmæssige foranstaltninger. Det er derfor vanskeligt for Kommissionen at vurdere, hvorvidt en ny bestemmelse er velbegrundet og rimelig.

3.7.2.

Kommissionen planlægger derfor at reformere notifikationsproceduren, således at den også gælder for de tjenesteydelser, som i dag ikke er omfattet af tjenesteydelsesdirektivet. Kommissionen må sørge for, at forslagene ikke udformes på en sådan måde, at de sætter spørgsmålstegn ved medlemsstaternes suverænitet eller demokratiske princip.

3.7.3.

Tjenesteydelser af almen interesse spiller en afgørende rolle i den sociale markedsøkonomi. For offentligheden spiller adgangen til boliger, vand og energi, affaldsbortskaffelse og spildevandsafledning, offentlig transport, sundhedspleje, sociale tjenester, ungdoms- og familierelaterede tjenesteydelser, kultur og kommunikation en afgørende rolle. Tjenesteydelser af almen interesse indgår i EU's fælles værdier og spiller en rolle med hensyn til at fremme social og territorial samhørighed. Deres betydning for styrkelsen af den sociale og territoriale samhørighed skal tages med i betragtning i forbindelse med »principper og vilkår«.

3.7.4.

I forbindelse med den planlagte revision af tjenesteydelsesdirektivet fremhæver EØSU EU-traktatens protokol nr. 26 om tjenesteydelser af almen interesse, som er den juridisk bindende fortolkning af EUF-traktatens artikel 14: På grund af deres kulturelle, sociale og geografiske forskelle har medlemsstaternes nationale, regionale og lokale myndigheder vide skønsbeføjelser med hensyn til tjenesteydelser af almen økonomisk interesse. Hvad angår disse tjenesteydelser, som skal stilles til rådighed i overensstemmelse med brugernes behov, skal der sikres et højt kvalitetsniveau, sikkerhed, overkommelige priser og lige behandling. Universel adgang og brugernes rettigheder skal fremmes, samtidig med at effektivitet og korrekt forvaltning opretholdes.

3.8.1.

I forbindelse med offentlige udbud findes der ingen statistikker over de reelle omkostninger sammenlignet med de omkostninger, der fremlægges af den bedste tilbudsgiver under udbudsprocessen. I mange tilfælde er der betydelige omkostningsoverskridelser (26).

3.8.2.

Igen og igen ses det, at vinderne er tilbudsgivere, som driver forretning på unfair markedsvilkår, reducerer omkostningerne i deres bud til et niveau under en fair pris og gør brug af upålidelige underleverandører. Efterfølgende opstår der ofte ekstraomkostninger, som overstiger prisen for det andet- eller tredjebedste bud.

3.8.3.

For at imødegå denne praksis kræves der flere foranstaltninger: Indførelsen af en elektronisk udbudsprocedure skulle kunne muliggøre indsamlingen af statistiske data, som burde gøre det muligt at identificere underbydere og tilskynde de ansvarsfulde til at optræde på en positiv måde. Inden for rammerne af den statistiske undersøgelse må prisen for det bedste bud og de efterfølgende faktiske omkostninger registreres centralt for at skabe gennemsigtighed i forhold til eventuelle omkostningsoverskridelser. Bud baseret på priser, der ikke opfylder minimumskravene i den pågældende nationale lovgivning og praksis, må udelukkes fra udbuddet for at forhindre et eventuelt kapløb om at sænke omkostningerne og kvalitetsstandarderne.

21.4.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 125/10

Ordførere:

Jacek KRAWCZYK

Gabriele BISCHOFF

Luca JAHIER

1.1.

Efter kommissionsformandens anmodning om et bidrag fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) til høringen om den europæiske søjle for sociale rettigheder (1) igangsatte udvalget omfattende høringer af civilsamfundet (2) i de 28 medlemsstater. I alt deltog 116 EØSU-medlemmer og nærved 1 800 andre repræsentanter for civilsamfundets organisationer i disse nationale debatter.

1.2.

EØSU's udtalelse om Den europæiske søjle for sociale rettigheder afspejler og inkluderer de vigtigste konklusioner og anbefalinger fra disse nationale debatter. Udvalget noterer sig Kommissionens intention om at »… formulere en række grundlæggende principper med henblik på at støtte velfungerende og retfærdige arbejdsmarkeder og velfærdssystemer« (3) og anser den europæiske søjle for sociale rettigheder for at være et meget vigtigt initiativ for EU's bæredygtighed. I denne sammenhæng er EØSU's udtalelse et første skridt i den fortløbende proces hen imod etableringen af den europæiske søjle for sociale rettigheder. Udvalget agter at fortsætte med at bidrage til diskussionerne om dette emne, navnlig når Kommissionens hvidbog er blevet vedtaget i 2017.

2.1.

I 2017 markerer Den Europæiske Union 60-årsdagen for undertegnelsen af Romtraktaten. Denne milepæl giver en anledning til at fejre EU's landvindinger, men bør også være anledning til at tage Europas store politiske, økonomiske og sociale udfordringer op. Borgernes tillid til Den Europæiske Union er faldet i mange medlemsstater. For første gang i sin historie oplever Unionen, at en medlemsstat formentlig er på vej ud.

2.2.

Siden chokket fra finanskrisen i 2008 har Den Europæiske Union oplevet en række på hinanden følgende kriser. Selv om situationen varierer fra den ene medlemsstat til den anden og der er blevet givet mange forskellige politiksvar, står EU i dag over for en række udfordringer, der omfatter: en lang periode med høj arbejdsløshed, uacceptabelt høj ungdomsarbejdsløshed, økonomisk ustabilitet og forværring af den sociale situation, herunder voksende fattigdom og ulighed. Dertil kan føjes globalisering, den demografiske udvikling og digitaliseringen. EU's manglende evne til på passende vis at håndtere strømmen af asylansøgere og migranter har bidraget til den generelle opfattelse, at EU ikke længere kan tilbyde politiske og praktiske løsninger, som er til gavn for alle. EU-skeptiske, populistiske og nationalistiske partier søger at lukrere på denne frygt ved at tilbyde forsimplede løsninger på komplekse problemer, pege fingre ad visse befolkningsgrupper og skabe farlige splittelser i samfundet.

2.3.

Nogle af problemerne og splittelserne mellem medlemsstaterne og inden for de enkelte medlemsstater er blevet forværret af krisen. De skyldes eller forstærkes bl.a. af en utilstrækkelig vækst og strukturelle svagheder på vores arbejdsmarkeder og i vores socialsikringssystemer, som i vid udstrækning allerede var til stede før krisen. Det, der vil være afgørende, er EU's og medlemsstaternes kollektive evne til at tilvejebringe betingelserne for varig vækst og beskæftigelse.

2.4.

EØSU bifalder, at Kommissionen har taget initiativ til at lancere en offentlig høring om den europæiske søjle for sociale rettigheder, som led i indsatsen for at skabe »et fair og reelt paneuropæisk arbejdsmarked« og »et AAA socialt Europa«, og som kan tjene som ledetråd for en fornyet konvergens i euroområdet. Imidlertid er der stor usikkerhed om, hvordan denne »søjle« i sidste instans tænkes at blive udformet. Først og fremmest understreger EØSU, at den europæiske søjle for sociale rettigheder skal munde ud i et projekt, der er positivt for alle. Derved kan søjlen bidrage til at genopbygge tilliden til, at EU kan forbedre udsigterne for nuværende og kommende generationer.

2.5.

I denne henseende skal søjlen endvidere tage højde for de specifikke udfordringer, der er på arbejdsmarkedet og i de sociale sikringssystemer, med henblik på at nå en rimelig balance mellem den økonomiske og den sociale dimension samt at bekæmpe fattigdom, social udstødelse og ulighed.

2.6.

EØSU anerkender, at den europæiske økonomiske og sociale model bygger på en fælles forståelse af betydningen af stigende beskæftigelse, sociale fremskridt og produktivitet som underliggende nøglefaktorer for bæredygtig økonomisk vækst, der på fair maner er til glæde for alle. Forberedelsesprocessen for søjlen er en anledning til at bekræfte vores fælles forpligtelse til den europæiske sociale model, samtidig med at det sikres, at de nationale velfærdssystemer og arbejdsmarkeder er tilpasningsdygtige og gearet til fremtiden (4). EØSU fremhæver behovet for vækst og konkurrenceevne i hele EU. I denne sammenhæng understreger EØSU den nødvendige sammenkobling mellem økonomiske politikker, beskæftigelsespolitikker og socialpolitikker (5).

2.7.

EØSU er overbevist om, at EU's og medlemsstaternes politikker og foranstaltninger med henblik på opnåelse af økonomisk succes og sociale fremskridt bør gives en mere central placering i debatterne om EU's politik. Dertil kommer, at det er vigtigt, at der tilvejebringes et sammenhængende og gensidigt understøttende EU og national politikudformning. Som led i disse bestræbelser er det nødvendigt med en ny og forandringsorienteret tænkemåde.

2.8.

Mens processen i forbindelse med det europæiske semester fortsætter, er Europa 2020-strategien og dens mål om »intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst« blevet marginaliseret, og forhåbningerne om at kunne indfri de sociale målsætninger, navnlig målsætningen om en erhvervsfrekvens på 75 % eller om at få 20 millioner mennesker ud af fattigdommen, er svundet ind. Samtidig har henstillingen fra 2008 om aktiv integration (6) haft begrænset virkning.

2.9.

Som udgangspunkt bør søjlen promovere EU's eksisterende sociale landvindinger og en fuld og egentlig håndhævelse af disse. Hvor det skønnes, at der er behov for nye forpligtende lovgivningsinitiativer og -instrumenter, skal det ske på det eksisterende retlige grundlag og efter de eksisterende lovgivningsprocedurer. Søjlens retlige status mangler endnu at blive fastsat ligesom dens forhold til de vigtigste internationale menneskerettighedsinstrumenter (7). EØSU understreger imidlertid, at de sociale rettigheder skal gælde alle, der lever i EU, og i samtlige medlemsstater, idet udvalget anerkender, at der måske er behov for særlige instrumenter/mekanismer for euroområdet.

2.10.

Investeringer i fremtiden er helt afgørende, men Europa lider fortsat under utilstrækkelige offentlige og produktive private investeringer. EØSU anerkender den indsats, der er gjort med »Junckers investeringsplan« (8) og hilser planens forlængelse velkommen. I anden fase bør flere investeringer være målrettet de lande og regioner, som har størst behov for sådanne, således at deres økonomi kan styrkes, og man kan undgå, at der bliver endnu større forskelle mellem medlemsstaterne og inden for de enkelte medlemsstater. Investeringsprojekter i sociale infrastrukturer bør ligeledes støttes tilstrækkeligt gennem Junckerplanen.

2.11.

Diskussionerne om søjlen foregår parallelt med andre centrale debatter på EU-niveau og globalt, navnlig om Europas fremtid og om fremtidens arbejde. Diskussionerne om EU's fremtid på topmødet i Rom i 2017 bør tage debatterne om den europæiske søjle for sociale rettigheder i betragtning. EØSU understreger, at der skal være synergi og kohærens mellem disse diskussioner, som vil forme vores fælles fremtid. I forbindelse med udviklingen af søjlen skal man tage Europa 2020-strategien i betragtning og drage ved lære af dens problematiske gennemførelse. Der skal endvidere etableres en forbindelse til en overordnet EU-strategi (9) for at implementere 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling, vedtaget af De Forenede Nationer i 2015, med dens mål for bæredygtig udvikling. Disse definerer en dagsorden for globale forandringer for at komme fattigdommen til livs, beskytte planeten, sikre overholdelsen af menneskerettighederne, herunder handicappedes menneskerettigheder, som fastlagt i FN's konvention om rettigheder for personer med handicap (UNCRPD), og som EU og medlemsstaterne er forpligtede til at gennemføre, samt sikre velfærd for alle (10). På EU-niveau skal der ligeledes gøres en indsats for at sikre, at EU-lovgivningen til bekæmpelse af forskelsbehandling og fremme af ligestilling mellem kønnene (11) implementeres.

2.12.

Parallelt med Kommissionens offentlige høring afviklede EØSU en række nationale debatter i de 28 medlemsstater for at øge opmærksomheden om initiativet uden for Bruxelles, stimulere debatten og åbent diskutere, hvordan søjlen bør udformes. Mange af resultaterne af disse nationale debatter er afspejlet i nærværende udtalelse.

2.13.

Det er bydende nødvendigt, at søjlens rækkevidde defineres bedre. Det er EØSU's opfattelse, at dette initiativ bør inkludere alle borgere i alle deres livsfaser. EØSU er bekymret over den manglende henvisning til asylansøgere og migranter i Kommissionens meddelelse om søjlen.

2.14.

Civilsamfundets rolle skal nyde større anerkendelse og styrkes. Den civile dialog skal styrkes for at sikre, at mennesker, herunder unge (12) og mennesker i sårbare situationer, eller som er udsat for diskrimination, føler, at de er i stand til at deltage i processen vedrørende udformning, implementering og revision af politikkerne. Arbejdsmarkedets parter spiller en særlig rolle i forbindelse med udarbejdelse og gennemførelse af politikker, der direkte eller indirekte berører beskæftigelse og arbejdsmarked. Den sociale dialog skal fremmes og støttes, idet arbejdsmarkedsparternes og overenskomstsystemernes autonomi skal respekteres, og arbejdsmarkedsparternes kapacitet til at indgå i den sociale dialog skal styrkes. Det blev i mange nationale debatter understreget, at arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet bør inddrages i diskussionerne om søjlen (13). I tre debatter fremhævedes betydningen af at skabe en konsensustilgang og medejerskab (14).

3.1.

EØSU er overbevist om, at fremtidens arbejde bør være en central prioritet i debatterne om søjlen, således at man kan forholde sig til de store forandringer, der sker i arbejdsuniverset. EØSU mener, at der nu er behov for en mere konsekvent og integreret tilgang, og efterlyser derfor en sammenhængende europæisk beskæftigelsesstrategi, bl.a. om fremtidens arbejdsformer, som omhandler:

3.2.

Ansvaret for at forme og håndtere forandringerne i arbejdsuniverset deles af flere institutionelle aktører. Alle relevante aktører skal arbejde sammen for at sikre, at fremtidens arbejde er fair og inkluderende, indebærer jobmuligheder for alle og leder til sociale fremskridt. Det er EØSU's overbevisning, at en veluddannet, velkvalificeret og motiveret arbejdsstyrke med en anstændig indkomst og adgang til kvalitetsarbejdspladser er i alles interesse. Med henblik på positive resultater i fremtiden skal der foretages de fornødne investeringer, for at folk kan få de redskaber, som er nødvendige for kunne tilpasse sig disse forandringer, for at etablere passende sikkerhedsnet og for at fremme innovation, ikke mindst social innovation.

3.3.

Forandringerne i arbejdsuniverset bør anvendes til at »fremme vedvarende, inklusiv og bæredygtig økonomisk vækst, fuld og produktiv beskæftigelse samt anstændigt arbejde til alle« (16). EU, medlemsstaterne og arbejdsmarkedsparterne bør med hver deres forskellige rolle arbejde for dette mål. Civilsamfundsorganisationer, som repræsenterer mennesker, der er langt fra arbejdsmarkedet, bør ligeledes deltage. Betingelserne for at skabe flere jobs og kvalitetsjobs er ulige fordelt mellem medlemsstaterne og inden for de enkelte medlemsstater. EØSU opfordrer de institutionelle aktører i medlemsstaterne til hurtigt at bevæge sig i retning af en »high road«-strategi kombineret med en aktiv arbejdsmarkedspolitik. Dette bør understøttes af en fornyet og inklusiv europæisk beskæftigelsesstrategi kombineret med en sammenhængende og ambitiøs europæisk erhvervsstrategi.

3.4.

EØSU har allerede påskønnet, at EU's dagsorden for nye kvalifikationer og job (17) er baseret på flexicurity-begrebet, og understreget, at det er nødvendigt at finde den rette balance mellem de interne og eksterne aspekter af flexicurity med henblik på at sikre et mere effektivt fungerende arbejdsmarked og en bedre beskyttelse af arbejdstagerne. Udvalget har tillige understreget betydningen af aktivt at inddrage arbejdsmarkedets parter i overvågningen og evalueringen af gennemførelsen af flexicurity-politikkerne (18). EØSU har endvidere understreget, at sunde makroøkonomiske politikker, som fremmer vækst i beskæftigelsen, samt gunstige rammevilkår for erhvervslivet, der realiserer og støtter det fulde vækstpotentiale, er vigtige forudsætninger, hvis flexicurity skal fungere. EØSU har endvidere tilskyndet medlemsstaterne og EU til at afstikke og opretholde en retslig ramme, der er tilpasningsegnet, enkel, gennemsigtig og forudsigelig, samt styrke og støtte arbejdstagernes rettigheder og sikre deres overholdelse og retshåndhævelse, samt til overalt i EU at fremme en stabil retslig ramme for kollektive overenskomstforhandlinger og arbejdsmarkedsdialog, når flexicurity gennemføres. Udvalget har tillige understreget vigtigheden af, at arbejdsmarkedets parter inddrages aktivt i debatten og beslutningsprocessen om flexicurity (19). Balancen mellem fleksibilitet og sikkerhed (20) samt arbejdsmarkedets evne til at tilpasse sig til nye udfordringer blev taget op og understreget i de nationale debatter i en række medlemsstater (21).

3.5.

Arbejdsmarkedernes rammebetingelser skal understøtte nye og mere forskelligartede karriereforløb. Arbejdslivet vil omfatte forskellige kilder til arbejdskraft og forskellige arbejdsformer. Dette forudsætter, at der forefindes en passende beskæftigelsesbeskyttende lovgivningsramme, som kan sørge for rimelige arbejdsvilkår, og som kan fremme ansættelserne inden for alle typer ansættelseskontrakter.

3.6.

De forandringer, der sker i arbejdsuniverset, er talrige og mangesidede. Vi skal finde måder til, hvordan man kan sikre overgangene mellem jobs, ansættelsesformer og fra arbejdsløshed til beskæftigelse, samt fra uddannelse til arbejde, for hele arbejdsstyrken. Folks evne til at foretage de nødvendige omstillinger i deres forskellige livsfaser og tilstedeværelsen af rammer og støttemekanismer, der sætter dem i stand til at gøre dette, vil være bestemmende for det samfund, vi lever i, og vores økonomiske velstand. EØSU foreslår, at man på helhedsorienteret vis diskuterer, hvilke rammer og støttemekanismer der kan understøtte disse omstillinger.

3.7.

Hastige teknologiske fremskridt former også den måde, vi lever og arbejder på. Proaktive politikker på EU- og nationalt plan kan og skal sikre, at digitaliseringens muligheder kan udnyttes, samtidig med at ulemperne undgås eller afbødes (22). I de nationale debatter blev digitaliseringen samt hyppige henvisninger til behovet for, at der foretages de nødvendige investeringer i uddannelse og infrastruktur (23), generelt udpeget som en af de centrale udfordringer, der bør afspejles i søjlen (24). Det er derfor nødvendigt nøje at undersøge forandringernes indvirkning på arbejdsmarkedet, standarderne, økonomien, skatte- og socialsikringssystemerne og lønnen som leveunderlag (25).

3.8.

Den digitale dagsorden og det digitale indre marked bør kobles til en ny tværgående tilgang til fremtidens arbejde. Denne skal tage de økonomiske, beskæftigelsesmæssige og sociale udfordringer op, herunder målsætningen om at sørge for de nødvendige kvalifikationer og lige konkurrencevilkår. EØSU mener, at dette bedst kan opnås i overensstemmelse med traktaterne gennem en rettighedsbaseret tilgang på det relevante niveau med styrket adgang til bl.a. uddannelse og social beskyttelse og bedre EU-koordinering på områder, hvor EU ikke har lovgivningskompetence.

3.9.

Som EØSU allerede har understreget: »Samarbejde er nøglen« (26) til at håndtere digitaliseringens udfordringer. I denne forbindelse henvender EØSU sig navnlig til Kommissionen og styringsniveauet i EU som helhed, nationale regeringer, arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet generelt og som helhed. EØSU har allerede anbefalet, at Kommissionen, OECD og ILO arbejder sammen med arbejdsmarkedets parter på alle relevante niveauer og civilsamfundsorganisationerne i almindelighed om at formulere passende bestemmelser om anstændige arbejdsvilkår og den beskyttelse, der er brug for for at tage hensyn til nye arbejdsformer (som f.eks. online-arbejde, opgaveøkonomi og deleøkonomi) (27).

3.10.

Der bør især lægges vægt på at styrke ungdomsbeskæftigelsen. Som allerede nævnt i tidligere EØSU-udtalelser bør der inden for rammerne af de nationale reformprogrammer træffes specifikke foranstaltninger for at bekæmpe ungdomsarbejdsløsheden (28). Velfungerende lærlingeordninger og andre former for vekseluddannelse kan hjælpe unge mennesker til en mere gnidningsfri overgang fra skole til beskæftigelse (29). EØSU har støttet ideen om, at etableringen af ungdomsgarantiordninger i medlemsstaterne finansieres gennem en specifik ungdomsbeskæftigelsesinitiativfond, inden for rammerne af den flerårige finansielle ramme, og bifaldet dens oprettelse (30).

3.11.

Den sociale dialogs rolle blev fremhævet i mange af de nationale debatter (31). Det bekymrer EØSU, at der er en række lande, der ikke har en passende social dialog (32), samt lande/sektorer, hvor arbejdsgivere og arbejdstagere ikke er repræsenteret i den sociale dialog og ikke deltager i overenskomstforhandlingerne. Dette bør tages i betragtning (33), ligesom behovet for at fremme en løsningsorienteret social dialog, som bidrager positivt til beskyttelsen af arbejdstagerne og virksomhedernes konkurrenceevne. Kollektive overenskomstforhandlinger bør fremmes på alle relevante niveauer. For at holde øje med dette foreslår EØSU, at der indsamles data om overenskomstforhandlingernes dækning rundt omkring i Europa, med brug af indikatorer fra det europæiske semester og under fuld respekt for nationale praksisser og arbejdsmarkedssystemer.

3.12.

Teknologiske fremskridt skaber nye beskæftigelsesmuligheder, men arbejdspladser vil også forsvinde. I hvilken udstrækning dette vil ske, er omdiskuteret, og de seneste undersøgelser af perspektiverne divergerer (34).

3.13.

Under alle omstændigheder skal investeringer i mennesker være i centrum for en strategi for fremtidens arbejde. Niveauet af kompetencer og færdigheder, navnlig digitale færdigheder, vil bidrage til at klæde borgere og arbejdstagere på til fremtiden. Indførelse af en »færdighedsgaranti« (35) understøttet af de nødvendige investeringer kunne udgøre en ramme, der kan sætte folk i stand til at erhverve sig de nødvendige færdigheder gennem hele livet. Adgang til kvalitetsuddannelser, der inkluderer alle EU's borgere, herunder erhvervsuddannelse, livslang læring og muligheder for om- og opkvalificering vil være fundamentet for dette.

3.14.

Den teknologiske udvikling kan fremme kompetenceudviklingen, men kan også have potentiale til at fremskynde forældelsen af færdigheder for arbejdstagere inden for mange områder. Ud over uddannelsesaktørerne skal også erhvervslivet i samarbejde med fagforeningerne, Cedefop og regeringerne medvirke til at sikre, at kompetencer og færdigheder er gearet til at matche behovet i det foranderlige arbejdsunivers (36), herunder en styrkelse af de nationale uddannelses- og efteruddannelsessystemers responsivitet i forhold til skiftende færdighedsbehov. Dette skal ske på kohærent vis. Udvikling af kompetencer tager tid og kræver tilstrækkelige ressourcer, og der er akut behov for mere omfattende og mere effektive investeringer i uddannelse og efteruddannelse. De forskellige virkninger/resultater, som uddannelses- og velfærdssystemerne har i EU's lande og regioner, skal ligeledes tages i betragtning.

3.15.

De nye arbejdsformer udvikler sig så hurtigt, at kontraktforholdene ikke kan følge med, og derfor er vi nødt til at se på deres retsstatus. EØSU har efterlyst, at man hurtig afklarer, hvilken status arbejdsmarkedsformidlerne og onlineplatformene skal have, og ser på, hvilken kontraktmæssige status crowdarbejdstagere og andre nye former for arbejds- og beskæftigelsesrelationer skal have. Der er også brug for retningslinjer, som kan afklare eventuelle gråzoner i forbindelse med beskæftigelsesstatussen, for så vidt angår beskatning og social sikring (37). Det overordnede mål må være at sikre, at alle har fair arbejdsvilkår, og at arbejde for, at alle arbejdstagere nyder godt af grundlæggende arbejdsstandarder og passende social beskyttelse.

3.16.

Det er især arbejdsmarkedets parter, der er i fokus, når det drejer sig om at fremme forhandlet arbejdsfleksibilitet og -stabilitet for på alle relevante niveauer, men der er brug for en indsats fra regeringerne og på det europæiske styringsniveau i tilgift til et forbedret samarbejde mellem EU-institutionerne, regeringerne og arbejdsmarkedets parter. EØSU har allerede udtalt, at EU og medlemsstaterne i dialog med arbejdsmarkedets parter bør overveje strategier for tilpasning af anvendelsesområdet for sociale og arbejdsretlige standarder, så de afspejler forholdene i et digitaliseret arbejdsmiljø (38).

3.17.

»Deleøkonomien« og andre nye beskæftigelsesmodeller må ikke benyttes som en måde til at undgå anstændige lønninger eller skatte- og socialsikringsforpligtelser (39). EØSU har endvidere allerede foreslået, at EU burde overveje, hvordan udviklingen af EU-platforme kan fremmes på en sådan måde, at de værdier, der skabes, forbliver i de lokale økonomier (40).

3.18.

Lønmæssig konvergens og skabelse af mindstelønninger i medlemsstaterne blev nævnt af deltagere i nogle af de nationale debatter (41). Der er efter EØSU's mening brug for yderligere bestræbelser i denne retning. ILO-studien Building a Social Pillar for European convergence  (42) er et nyttigt referencepunkt. Den fremhæver, at en række indikatorer kan anvendes til at sammenligne mindstelønningsniveauer, som tager hensyn til nationale forhold, men den i øjeblikket mest udbredte er forholdet mellem de laveste lønninger og medianlønningerne. Ydermere fremgår det af studien, at vedtagelsen af en fælles tilgang til mindstelønningspolitik på EU-plan kan bidrage til at begrænse udbredelsen af fattigdom i den udvidede Union og andelen af mennesker med lav løn i en national kontekst. Det foreslås f.eks. at tage udgangspunkt i en trepartsanalyse på nationalt niveau af mindstelønningsdækning, -niveau og -overholdelse, som beskrevet i ILO-instrumenter. Af ILO-studien fremgår det også, at resultaterne af en række studier understreger betydningen af en afbalanceret tilgang (som fremhævet i konvention nr. 131) til de elementer, der skal tages i betragtning, når niveauet for mindstelønnen skal fastsættes. Fastsættelsen af mindstelønnen skal så vidt muligt og i det omfang, det er hensigtsmæssigt i forhold til national praksis og nationale omstændigheder, inkludere: a) arbejdstagernes og deres familiers behov, idet der tages hensyn til det generelle lønniveau i et land, leveomkostninger, sociale sikringsydelser og andre socialgruppers relative levestandard; og b) økonomiske faktorer, herunder de krav, som den økonomiske udvikling stiller, produktivitetens niveau og det ønskelige i at opnå og opretholde et højt beskæftigelsesniveau. Der er behov for yderligere diskussioner af disse spørgsmål, og disse bør gennemføres som led i udviklingen af den sociale søjle. EØSU understreger, at de nationale arbejdsmarkedsparters centrale beføjelser og autonomi med hensyn til løndannelsesprocessen skal respekteres fuldt og helt i overensstemmelse med nationale praksisser. Behovet for at respektere kompetencefordelingen og nærhedsprincippet samt arbejdsmarkedets parters rolle i fastsættelse af mindstelønninger (43) blev tillige taget op i visse nationale debatter. Generelt har EØSU allerede fastslået, at der ikke er konvergens mellem medlemsstaterne i eurozonen, selv om der var forventninger om et endogent, optimalt valutaområde (44).

3.19.

I visse nationale debatter blev det erkendt, at de demografiske forandringer (45) og ændrede samfundsmønstre er andre faktorer, som i betydelig grad påvirker arbejdsuniverset. Aktive arbejdsmarkedspolitikker skal være effektive og målrettede for at få gode beskæftigelsesresultater. I ét land blev det diskuteret, om private virksomheder kunne bidrage til at forbedre den aktive støtte til de jobsøgende (46). Europas beskæftigelses- og arbejdsmarkedspolitikker skal fortsat sigte mod at indføre konkrete foranstaltninger til at sikre, at princippet om ligebehandling på arbejdspladsen implementeres, samt sikre ligestilling mellem alle grupper af arbejdstagere (47).

3.20.

Ligestilling mellem kønnene er en central faktor for opnåelsen af rimelige arbejdsvilkår for alle. Ud over flere kvinder på arbejdsmarkedet kan aldrende befolkninger og længere arbejdsliv ventes at føre til større plejebehov i hele livscyklussen. Et fleksibelt arbejdsliv, fleksible arbejdstider og en holdbar balance mellem arbejdsliv og privatliv vil få stigende betydning for alle arbejdstagere. EØSU har allerede fremhævet, at en forening af familie- og arbejdsansvar forudsætter koordinering imellem en række områder som f.eks. plejetilbud, forældreorlov og familievenlige arbejdspladser (48). EØSU foreslår, at der på det relevante niveau anlægges en integreret tilgang mellem lovgivnings- og ikkelovgivningstiltag for at fremme balancen mellem arbejds- og privatliv i medlemsstaterne. Det er vigtigt, at tilstrækkeligt med investeringer målrettes mod tilgængelige og prisoverkommelige pasningsfaciliteter. Dette vil bidrage til at øge den generelle beskæftigelsesfrekvens, navnlig for kvinder og også for fuldtidsarbejde.

3.21.

Der bør være særlig fokus på arbejdsmarkedsintegration af sårbare samfundssegmenter og minoriteter. Romaernes økonomiske, sociale og kulturelle situation bliver ikke bedre i de fleste medlemsstater, og som anført i en EØSU-rapport bør romastrategien indarbejdes mere konsekvent i det europæiske semester (49).

3.22.

I betragtning af de europæiske samfunds aldring er det afgørende at have bæredygtige pensionssystemer. Kommissionen har sagt, at med højere pensionsalder i forbindelse med den højere forventede levetid — i kombination med indsatsen for at fremme aktiv aldring — vil det ikke alene være muligt at nedbringe pensionsudgifterne betydeligt, men tillige at opspare større pensionsrettigheder. Imidlertid har EØSU tidligere kritiseret Kommissionens forslag om, at pensionsalderen skulle tilpasses til den forøgede forventede levealder, og i stedet foreslået tiltag, som bringer den faktiske pensionsalder tættere på den lovfæstede pensionsalder (50). Som bemærket af Udvalget for Social Beskyttelse vil en nedbringelse af arbejdsløsheden og tilskyndelse til, at folk forbliver længere på arbejdsmarkedet, herunder ved forøge kvinders erhvervsfrekvens, være afgørende for bæredygtige og rimelige pensionsydelser (51). For eksempel ville et europæisk komparativt indeks for pensionernes bæredygtighed og tilstrækkelighed være et nyttigt benchmark til understøttelse af medlemsstaternes indsats for at reformere deres pensionssystemer og nedbringe fattigdommen.

3.23.

Intentionen om at få folk til at arbejde længere skal ledsages af en livscyklustilgang, som omfatter gode arbejdsvilkår, herunder sundhed og sikkerhed og arbejdstidsordninger, og tilskyndelse til at udnytte mulighederne for livslang læring. Der er også behov for en længere karriere helt op til pensionsalderen med en anstændig indkomst i arbejdsårene, som munder ud i en anstændig pension, samt for politikker, der muliggør, at ældre arbejdstagere kan få en smidig overgang til pensioneringen. Udviklingen i den måde, vi arbejder på, er også en nøglefaktor i denne henseende.

3.24.

Standarderne for social sikring i EU varierer betydeligt, som funktion af de forskellige systemer og traditioner. EØSU har efterlyst tydeligere strategiske EU-prioriteter med hensyn til socialpolitik og slået til lyd for, at generelle socialpolitiske principper anskues inden for en ramme i form af et solidt arbejdsprogram. EØSU har endvidere henvist til behovet for at arbejde for et obligatorisk minimumsniveau for social beskyttelse (52) og foreslår, at der defineres høje standarder på de relevante niveauer, idet såvel bæredygtighed som tilstrækkelighed tages behørigt i betragtning. Der er brug for en bedre udveksling af bedste praksis med henblik på et mere inkluderende socialt sikkerhedsnet for alle, der lever lovligt i EU. Inden for rammerne af udfordringerne som led i »Arbejde 4.0« og fremkomsten af nye former for beskæftigelse og semibeskæftigelse er det vigtig at reflektere over og beslutte, hvordan medlemsstaterne kan reformere deres socialsikringssystemer med henblik på at omdanne arbejdsløshedsforsikringerne til inklusive arbejdsløshedsforsikringer, som kan fungere som et fremtidigt sikkerhedsnet og fremme beskæftigelse og anstændigt arbejde. Det er vigtigt, at det sikres, at det bedre kan betale sig at arbejde end at blive forsørget, ved at der skabes de rette incitamenter for, at folk får mere ud af at arbejde, samtidig med at mennesker, der ikke kan finde et arbejde, får sikret deres indkomst. Benchmarking på dette område kunne hjælpe medlemsstaterne til, hvor det er muligt, at forbedre støttebetingelserne og støttens længde og niveau.

3.25.

Så langt tilbage som i 2009 betonede EØSU, at Europa skulle genvinde sin førerstilling inden for forskning og innovation. Udvalget understregede, at videnskabelige og tekniske resultater og disses anvendelse i en konkurrencepræget og globaliseret økonomi ville sikre Europa en fremtid på den globale industriscene. Endvidere bemærkede udvalget, at et socialt klima, som er åbent for fremskridt, er en forudsætning for innovation (53). Kreativt iværksætteri, der afstedkommer jobmuligheder, spiller også en nøglerolle for udformningen af en innovationsvenlig ramme. Civilsamfundet har en nøglerolle at spille i denne proces.

3.26.

EØSU ser en forbindelse mellem innovationsevnen på arbejdspladsen og arbejdstagernes deltagelse. Dertil kommer, at en »god« og »bæredygtig« virksomhedsledelse må bygge på det indre markeds gennemprøvede retlige strukturer og praksis for arbejdstagerdeltagelse, der tager udgangspunkt i information, høring og også — hvor det er relevant — i medbestemmelse (54). Bestemmelser om obligatorisk medarbejderinddragelse bør konsolideres og anvendes universelt i EU-retten på basis af allerede fastlagte standarder (55).

3.27.

Klimaforandringerne giver Europa og resten af verden store miljømæssige og sociale udfordringer. Fremtidens arbejde vil tillige blive formet af det akutte behov for at transformere vores økonomier, virksomheder og arbejdspladser for at bevare kloden. EØSU hilser EU's ratificering af Parisaftalen velkommen og har efterlyst en koalition mellem civilsamfundet og subnationale myndigheder til sikring af overholdelsen af COP21-forpligtelserne (56). Indfrielsen af disse forpligtelser skal være i overensstemmelse med EU's løfter om at reducere fattigdommen. Støtte til en fair omstilling, anstændigt arbejde og beskæftigelsesegnethed vil kræve investeringer i ressourcer for at støtte lokalsamfund og arbejdstagere i de sektorer, som allerede er påvirket af denne omstilling, samt for at foregribe og lette fremtidige omstruktureringer og omstilling til en grønnere og mere bæredygtig økonomi. Investeringsplanen for Europa bør støtte projekter, der er i overensstemmelse med COP21-forpligtelserne.

4.1.

Både sociale og økonomiske ubalancer udgør en trussel for EU. De underminerer den social samhørighed og den politiske troværdighed og hæmmer de økonomiske fremskridt. EØSU har tidligere gjort rede for sit syn på behovet for som en prioritet at tackle fattigdommen og gøre kampen mod fattigdom og social udstødelse til et af søjlens hovedelementer (57).

4.2.

Samtidig med at EØSU erkender, at fattigdomsbekæmpelsen primært er medlemsstaternes kompetence, opfordrer udvalget Rådet til at bekræfte forpligtelsen til at nå Europa 2020-strategiens mål om fattigdomsnedbringelse, idet der anlægges en mere integreret tilgang. Dette indebærer, at nedbringelsen af fattigdommen systematisk bør tages op i processen vedrørende det europæiske semester, og at Europa 2020-strategien bør kobles til 2030-dagsordenen (58). Økonomisk vækst og konkurrenceevne er helt afgørende. Derfor er en makroøkonomisk politik, som bidrager til at skabe anstændige arbejdspladser, vigtig for at reducere uligheden og fattigdommen.

4.3.

EØSU har tidligere bemærket, at jo længere sparepolitikken — som primært sigter på udgiftsbesparelser — varer ved uden passende tiltag til frembringelse af vækst, social samhørighed og solidaritet, jo tydeligere bliver det, at den voksende sociale ulighed truer Europas økonomiske integration og velstand (59). EØSU efterlyser en fornyet indsats for at fremme konceptet sociale investeringer inden for alle relevante politikområder (60). EØSU mener, at der skal gøres yderligere overvejelser om, hvordan »Junckerplan 2« kan forbindes med målsætningerne i den sociale investeringspakke. Endvidere har EØSU efterlyst en europæisk social investeringspagt (61), som skal understøtte sociale reformer og sociale investeringer og bidrage til en fornyet økonomisk, social og territorial samhørighed.

4.4.

EØSU bifaldt Kommissionens sociale investeringspakke, som syntes at indikere et paradigmeskift i retning af et stærkere fokus på sociale investeringer, opfattet ikke som en omkostning, men som en investering i Europas vækst- og beskæftigelsespotentiale (62). EØSU beklager, at der ikke er blevet gjort mere for at virkeliggøre disse målsætninger. Sociale investeringer giver økonomiske og sociale afkast over tid i form af øget beskæftigelse eller arbejdsindtægter, bedre sundhed, reduceret arbejdsløshed, bedre uddannelse, mindre fattigdom og social udstødelse osv. De vil endvidere forbedre den enkeltes velfærd og velbefindende, samtidig med at økonomien styrkes i kraft af en mere kvalificeret arbejdsstyrke, højere produktivitet og beskæftigelse. Sådanne investeringer kan, navnlig når de er vækstfremmende, endvidere bidrage til at styrke folks færdigheder og kvalifikationer og forbedre deres muligheder i samfundet og på arbejdsmarkedet, og samtidig stimulere økonomien og hjælpe EU ud af krisen i en stærkere og mere konkurrencedygtig tilstand. Dertil kommer, at det vil sikre et mere effektivt offentligt forbrug, hvilket fører til offentlige besparelser på mellemlang og lang sigt.

4.5.

EØSU har allerede udtrykt tilfredshed med, at vigtigheden af den sociale økonomi, sociale virksomheder, civilsamfundet og arbejdsmarkedets parter i forbindelse med gennemførelsen af den sociale investeringspakke udtrykkeligt anerkendes af Kommissionen (63).

4.6.

EØSU har allerede givet udtryk for det synspunkt, at fastlæggelsen af en europæisk minimumsindkomst på grundlag af et rammedirektiv vil bidrage til at bekæmpe social udstødelse, sikre økonomisk og territorial samhørighed, beskytte den enkeltes grundlæggende rettigheder, sikre en balance mellem de økonomiske og de sociale målsætninger og fordele velstand og indkomst rimeligt. Udvalget gentager sin opfordring til, at Kommissionen undersøger finansieringsmulighederne for en europæisk minimumsindkomst og etablering af en passende fond (64).

4.7.

EØSU gentager det synspunkt, at bæredygtige og effektive velfærdssystemer er yderst vigtige for alle samfund i EU. Der er tale om et vitalt middel til at opretholde social og territorial samhørighed, solidaritet, stabilitet i samfundet samt understøtte økonomisk vækst. Velfærdssystemer har tillige en vigtig funktion som automatiske stabilisatorer, hvilket blev godtgjort under krisen. Selv om det skal erkendes, at beslutningen om socialpolitikkernes struktur og indhold primært er medlemsstaternes kompetence, bør nationale og EU-initiativer sigte på at effektivisere og styrke de sociale sikringssystemer, omfattende social sikkerhed, social bistand og sociale tjenester, sundhedspleje og boliganvisning (65). Som anført af Rådet og Udvalget for Social Beskyttelse bør medlemsstaterne fastholde deres indsats for at effektivisere de sociale sikringssystemer og sikre, at de får bedre sociale resultater, samtidig med at den positive virkning af beskæftigelse og vækst maksimeres (66).

4.8.

Nationale socialsikringsinstitutioner og offentlige myndigheder har ansvaret for at sikre alle adgang til kvalitetssikrede, prisoverkommelige og tilgængelige sociale tjenester. Staten skal godkende, investere i og overvåge adgangen til at levere disse tjenester, som kan leveres af offentlige myndigheder eller almennyttige/profitsøgende aktører, som det allerede er tilfældet i flere EU-lande. Repræsentative civilsamfundsorganisationer, navnlig arbejdsmarkedsparterne, sociale virksomheder og gensidige selskaber spiller en vigtig rolle. Denne rolle vedrører udformning, gennemførelse, levering og overvågning af social sikring, sundhedsforsikring og sociale bistandsordninger. Endvidere kan et tættere samarbejde mellem alle aktører bidrage til en mere effektiv og bedre brug af offentlige ressourcer som led i gennemførelsen af socialpolitikker. Dette bør også omfatte muligheden for at anvende partnerskaber mellem offentlige myndigheder og private aktører, idet de nationale systemers karakteristika skal respekteres.

4.9.

Det er EØSU's opfattelse, at der er brug for en styrket og mere gennemsigtig dialog mellem de relevante aktører for således at gøre socialsikringssystemerne mere bæredygtige med hensyn til prioritering af ressourcerne hen imod effektive og relevante offentlige investeringer under fuld overholdelse og med henblik på promovering af de sociale rettigheder og navnlig de grundlæggende principper i medlemsstaternes socialsikringssystemer.

4.10.

Omstillingen til »Arbejde 4.0« bør ledsages af en parallel omstilling til »Velfærd 4.0«. Krisen, langsom vækst og høj arbejdsløshed samt en kombination af en voksende andel af ældre og en svindende arbejdsstyrke udgør en trussel mod socialbeskyttelsessystemernes bæredygtighed og tilstrækkelighed. Parallelt hermed er der navnlig som følge af befolkningernes aldring en voksende efterspørgsel efter sociale tjenesteydelser, men de ressourcer, der er til rådighed for at opfylde denne efterspørgsel, er begrænsede. Det er derfor vigtigt, at der foretages reformer for at skabe fyldestgørende og økonomisk effektive socialbeskyttelsessystemer, socialpolitikker og sociale tjenesteydelser. Søjlen skal ikke kun forholde sig til de forandringer, der sker i arbejdsuniverset, men skal også sigte mod at understøtte medlemsstaterne i at tilvejebringe passende løsninger i forhold til de betydelige forandringer, der sker i velfærdssystemerne, socialpolitikkerne og de sociale tjenesteydelser. Hovedmålsætningen må være at bevare deres kvalitet, bæredygtighed, tilgængelighed, prisoverkommelighed og egnethed for alle dem, der er afhængige af dem, ved hjælp af passende lovgivningsrammer og politikker.

4.11.

EØSU anerkender endvidere, at det fortsatte pres på de offentlige budgetter, demografiske og samfundsmæssige ændringer og nyopståede sociale udfordringer i mange medlemsstater har resulteret i nye og innovative metoder til at tilrettelægge finansiering og levering af ydelser og tjenester. Dette fænomen, som kaldes social innovation, drives af nødvendigheden af at håndtere uopfyldte sociale behov. Det er et supplement til statens levering af traditionel velfærd, i og med at der mobiliseres forskellige sociale og økonomiske aktører og økonomiske ressourcer, alt sammen i samarbejde med de lokale myndigheder. Imidlertid må dette ikke træde i stedet for den rolle og det ansvar, som staten og dens forskellige offentlige komponenter har for at sikre, at der er universel adgang til kvalitetssikrede, prisoverkommelige, bæredygtige og tilgængelige tjenester for mennesker, som bor i EU, i overensstemmelse med nationale praksisser. Social innovation skaber social kapital og styrker lokalsamfundenes rolle. Det anbefales, at Kommissionen og medlemsstaterne sikrer, at de vigtigste instrumenter såsom offentlige udbud og de europæiske struktur- og investeringsfonde reelt anvendes til at støtte social innovation og socialøkonomisk virksomhed.

4.12.

EØSU har ved utallige lejligheder fremhævet den særlige og vigtige rolle, som den sociale økonomi, herunder sociale virksomheder, spiller for gennemførelsen af økonomiske og sociale løsninger (67). Sektoren er centralt placeret i den europæiske sociale model og bidrager direkte til den sociale og økonomiske samhørighed og forandringsproces, mere rimelig fordeling af indkomster og velfærd og aktivt medborgerskab. Senest har EØSU efterlyst en EU-handlingsplan om den sociale økonomi (68).

4.13.

Generelt bør søjlen inden for rammerne af EU's kompetence sigte mod at frembringe en fælles referenceramme for benchmarking og overvågning af den nationale lovgivningsmæssige og politiske ramme, der er nødvendig for at garantere retten til navnlig sociale sikringsydelser af god kvalitet (69), herunder at der er rådighed over sociale tjenesteydelser, og at disse er prisoverkommelige og tilgængelige, samt bæredygtighed og effektivitet. Dette bør gælde alle dele af den sociale sikring (70) samt alle andre sociale (beskyttelses)tjenester.

4.14.

På samme måde bør søjlen sigte mod at skabe de incitamenter, der er nødvendige for, at medlemsstaterne kan sikre, at de rettigheder, der er optjent i overensstemmelse med relevante nationale kriterier, kan overføres, og dermed sikre fri bevægelighed. En sådan indrømmelse vil give mulighed for en mere afpasset støtte til, at den enkelte borger kan tilrettelægge sit arbejds- og sit privatliv. Det vil bane vej for mere respektfulde og fleksible midler, hvormed man kan tilpasse sig den enkelte EU-borgers livscyklus, navnlig smidige overgange ind på, på og ud af arbejdsmarkedet.

4.15.

Søjlen bør endvidere bruges til at fastsætte referencer vedrørende levering af centrale tjenester. Medlemsstaternes implementeringsstrategier bør udvikles under hensyntagen til det enkelte lands specifikke socioøkonomiske og finanspolitiske situation. Referencerne bør ikke begrænses til den blotte rådighed over tjenester, men bør fremme virkeliggørelsen af de centrale principper, der følger af protokol 26 (universel adgang, kvalitet, sikkerhed, prisoverkommelighed, ligebehandling og fremme af brugernes rettigheder). Den frivillige europæiske kvalitetsramme for sociale tjenesteydelser og den europæiske kvalitetsramme for førskolepædagogik bør anvendes i forbindelse med fastlæggelsen af referencerne.

4.16.

Princippet om lige muligheder for alle er indskrevet i EU-traktaterne og skal fuldstændig og på passende vis afspejles i en inkluderende social søjle. Eftersom EU-retten allerede foreskriver et sæt minimumsstandarder for arbejdstagere i hele EU, skal disse håndhæves. Der skal sikres lighed og ikkediskrimination for mænd og kvinder og for alle grupper i vores samfund, herunder de handicappede, LGBTI-personer, personer, der tilhører etniske og religiøse minoriteter, samt andre, som forskelsbehandles.

4.17.

For at håndtere den demografiske aldring og en svindende befolkning i den arbejdsdygtige alder er det vigtigt at opnå højere beskæftigelsesfrekvens for forskellige grupper i Europa. Der er endvidere behov for fremskridt med hensyn til fremme af lighed og ikkediskrimination i andre af livets aspekter, ud over arbejde, såsom adgang til varer og tjenesteydelser, uddannelse, boliger og sundhedspleje. I denne sammenhæng håber EØSU, at diskussionerne om et EU-ligebehandlingsdirektiv om adgang til varer og tjenesteydelser kan blive genoptaget hurtigt.

5.1.

EØSU organiserede debatter med det organiserede civilsamfund i alle medlemsstater mellem den 2. september og den 2 november 2016. Debatterne blev koordineret af tre EØSU-medlemmer (»trioer«) fra det pågældende land ofte i samarbejde med Kommissionen (15 debatter) og de nationale økonomiske og sociale råd (7 debatter). Deltagerne kom fra en bred vifte af arbejdsgiverorganisationer, fagforeninger og andre civilsamfundsorganisationer samt — sjældnere — forskningsverdenen. I alt deltog nærved 1 800 repræsentanter for civilsamfundets organisationer i de 28 debatter.

5.2.

Et sæt centrale spørgsmål blev brugt som grundlag for hovedparten af debatterne. Debatterne dækkede en stor mangfoldighed af emner, hvilket afspejler forskelle i de nationale systemer, prioriteter og betingelser. Efter debatterne udarbejdede koordineringstrioerne nationale rapporter, som i de fleste tilfælde indeholdt konklusioner og/eller anbefalinger. Følgende var de vejledende spørgsmål:

5.3.

Konklusionerne/anbefalingerne fra triomedlemmernes landerapporter viste, at debatterne havde en række fælles temaer/emner. Disse opsummeres i dette afsnit.

5.3.1.

Med hensyn til den europæiske søjle for sociale rettigheders virkefelt og format:

5.3.2.

Centrale temaer, der blev nævnt i konklusionerne/anbefalingerne, og som har forbindelse til Kommissionens første skitse til en europæisk søjle for sociale rettigheder:

5.4.

Konklusionerne/anbefalingerne afslørede endvidere, at den vigtigste meningsdivergens var, om den europæiske søjle for sociale rettigheder skulle omfatte lovgivningstiltag. Deltagerne i de enkelte lande og på tværs af landene var delte med hensyn til dette spørgsmål, idet arbejdsgiverrepræsentanterne (generelt) ikke støttede ideen om mere lovgivning, mens fagforeningsrepræsentanterne (generelt) havde den modsatte mening.

6.1.1.

Den europæiske søjle for sociale rettigheder skal være meget tydeligere med hensyn til indhold, processer, konkrete initiativer vedrørende dens gennemførelse, finansiering og overvågning, og med hensyn til, hvilken rolle de forskellige aktører skal spille. Styringsspørgsmålet er af allerstørste betydning, idet det, der er foreskrevet i traktaterne, herunder nærhedsprincippet, skal overholdes. Det er borgernes ret at vide, hvem der har ansvaret for hver enkelt beslutning.

6.1.2.

For så vidt angår de relevante aktører og deres rolle understreger EØSU, at i arbejdsmarkedsspørgsmål er et partnerskab mellem offentlige myndigheder og arbejdsmarkedsparterne på EU- og nationalt plan et afgørende middel til at forbedre politiske fremskridt hen imod bredt accepterede målsætninger. Når det drejer sig om socialsikring, spiller regeringer, offentlige/regionale/lokale myndigheder og de forskellige nationale institutioner, der beskæftiger sig med tilrettelæggelsen af socialsikringen, samt udbydere af sociale tjenester en central rolle. Dertil kommer, at også arbejdsmarkedets parter ofte spiller en rolle og har et ansvar for tilrettelæggelse og gennemførelse af socialsikringsordninger og for sociale tjenesteydelser. Andre aktører som f.eks. sociale instanser kan ligge inde med ekspertise, navnlig med hensyn til social bistand, og kan spille en rolle og sørge for sikkerhedsnet for en del af befolkningen, der er truet af fattigdom.

6.1.3.

EØSU understreger, at søjlen kan blive et positivt projekt for Europa og for alle, men kun hvis dens resultater er synlige. I disse krisetider kan søjlen blive en god anledning til at vise, at EU-niveauet stadig er i stand til i det relevante omfang at levere et reelt svar på de udfordringer, almindelige mennesker står over for, under fuld overholdelse af kompetencefordelingen og nærhedsprincippet. I særdeleshed bør søjlen tjene til at fremme folks velfærd i overensstemmelse med den traktatfæstede forpligtelse til, blandt andet, at arbejde for »en social markedsøkonomi med høj konkurrenceevne, hvor der tilstræbes fuld beskæftigelse og sociale fremskridt, og et højt niveau for beskyttelse og forbedring af miljøkvaliteten« (EU-traktatens artikel 3). Ydermere bør søjlen bidrage til mere velfungerede arbejdsmarkeder og socialsikringssystemer. Samtidig er EØSU bekymret over den manglende klarhed med hensyn til søjlens virkefelt. EØSU frygter, at dette kan skabe endnu mere usikkerhed og frustration ved at skabe forventninger, som ikke vil eller kan blive indfriet (71).

6.2.1.

Kommissionen foreslår, at søjlen i første omgang gælder for eurozonen, da den allerede har indledt en proces for yderligere integration og konsolidering med henblik på større konvergens. Imidlertid gælder EU-traktaternes sociale bestemmelser (72) for alle EU-medlemsstater. Som afspejling af, hvad der blev sagt i mange nationale debatter, er det EØSU's opfattelse, at søjlen skal gælde for alle 28 EU-medlemsstater.

6.2.2.

I en tidligere udtalelse bemærkede EØSU, at socialt bæredygtige makroøkonomiske politikker er en forudsætning for en kraftigere økonomisk genopretning og for sikring af den sociale samhørighed. En bedre hensyntagen til de økonomiske realiteter er tillige en central forudsætning, hvis man vil opnå produktiv beskæftigelse og velkonciperede socialpolitikker på EU- og nationalt niveau, på fair vis mellem generationerne. Udvalget bifalder vægtningen af, at fleksibiliteten under stabilitets- og vækstpagtens regler vil blive udnyttet, forstået på den måde at Kommissionen vil medtage bestemte offentlige investeringer i beregningen af budgetunderskud, men opfatter det som en begrænset og ufuldstændig foranstaltning (73).

6.3.1.

Det europæiske semester og de nationale reformprogrammer — som også gælder lande uden for eurozonen — bør være de primære midler til gennemførelsen og overvågningen af søjlen. Imidlertid er der i betragtning af de makroøkonomiske overvågningsmekanismer, der eksisterer som led i det europæiske semester for eurozonelandene, mulighed for, at disse lande kan udvikle supplerende relevante benchmarks til understøttelse af de nationale reformer. I en række nationale debatter blev der henvist til forbindelsen mellem søjlen og det europæiske semester (74).

6.3.2.

EØSU pointerer, at nogle af målene for den økonomiske politik i de seneste års økonomiske styring skal bringes i bedre overensstemmelse med EU's socialpolitiske mål i henhold til EUF-traktatens artikel 4, stk. 2 (75). Alle foranstaltninger som led i det europæiske semester skal — i henhold til den horisontale sociale klausul (76) — underkastes en social konsekvensvurdering. Resultaterne skal offentliggøres og diskuteres på nationalt og europæisk niveau (77).

6.3.3.

EØSU har tidligere erklæret, at som led i det europæiske semester skal beskæftigelsesmæssige og sociale målsætninger placeres på lige fod med makroøkonomiske betragtninger (78). Udvalget har tillige anbefalet, at der bør være sammenlignelige og fælles indikatorer om f.eks. fattigdom og ulighed samt obligatoriske sociale konsekvensanalyser for alle de reformdagsordener, der fremsættes i de nationale reformprogrammer og de landespecifikke henstillinger (79).

6.3.4.

EØSU efterlyser en bedre balance for det europæiske semester, således at den eksisterende resultattavle for centrale beskæftigelsesmæssige og sociale indikatorer tages i betragtning, når de landespecifikke henstillinger formuleres.

6.3.5.

Målsætningen om mere konvergens i retning af bedre arbejds- og levevilkår bør fremmes ved hjælp af specifikke mål, hvor Europa 2020-strategien og målene for bæredygtig udvikling tages i betragtning, og med sigte på at sætte retningen for koordineringen af de økonomiske politikker, beskæftigelsespolitikkerne og socialpolitikkerne.

6.4.1.

EØSU er yderst bekymret for EU's stabilitet, fordi de nødvendige reformer — med eller uden traktatændringer — altid først bliver gennemført i sidste øjeblik og under stort pres. Hvad der er behov for, er på ny at styrke den sociale, politiske og økonomiske samhørighed i EU og videreføre en sammenhængende økonomisk og monetær integration som grundlaget for en velfungerende ØMU Der er ikke nogen vej uden om en seriøs debat om en solid struktur for ØMU'en, som forudsætter enighed om de økonomiske og sociale målsætninger samt en aftalt styring (80).

6.4.2.

Den sociale, politiske og økonomiske samhørighed skal forstærkes for at styrke Den Økonomiske og Monetære Unions evne til at modstå chok. EØSU pointerer, at der skal tages større hensyn til forskellene i økonomierne i ØMU-landene, og at der skal gennemføres afbalancerede strukturreformer i disse lande, der afspejler de krav, som en monetær union stiller, og i samklang med nationale behov, for at sikre den nødvendige konvergens.

6.4.3.

EØSU har allerede foreslået, hvordan ØMU'en kan udformes bedre, og hvordan dens demokratiske og sociale udformning hurtigst muligt kan videreudvikles inden for fællesskabsmetodens rammer. Derved vil den demokratiske robusthed blive styrket, og man vil leve op til de sociale forpligtelser, der er fastsat i traktaterne (81).

6.4.4.

En økonomisk sund ØMU er afgørende vigtig. Som EØSU tidligere har erklæret, har medlemsstaternes regeringer i denne sammenhæng et betydeligt ansvar for den videre udvikling af en demokratisk og social ØMU. Det samme gælder for arbejdsmarkedets parter på nationalt og europæisk niveau, for hvilke ØMU'en er den overordnede ramme for deres forskellige løndannelsessystemer og udformningen af arbejdsmarkeds- og socialpolitikken. Som økonomiske og samfundsmæssige aktører har de et stort medansvar for at overholde ØMU'ens fælles stabilitetsmål (82). Bedre inddragelse af arbejdsmarkedets parter kan bidrage til en forbedret ØMU-styring. Deres syn på, hvordan arbejdsmarkedet og socialpolitikken skal tilrettelægges, bør også indgå i debatterne om ØMU'ens fremtid (83). En styrket og struktureret dialog med civilsamfundet kan også bidrage til at forbedre den demokratiske modstandsdygtighed og styring.

6.4.5.

Det er EØSU's opfattelse, at for at kunne tackle de vedblivende ubalancer og skabe tillid og tiltro i Europa er der brug for en mere effektiv og demokratisk økonomisk styring, navnlig i eurozonen (84).

6.5.1.

Den europæiske søjle for sociale rettigheder bør bidrage til en effektiv håndhævelse af den gældende ret på det sociale område, som er nedfæstet i EU's primære og sekundære lovgivning vedrørende beskæftigelsesmæssige og sociale rettigheder, herunder navnlig social beskyttelse og effektiv overvågning, bl.a. fra arbejdstilsynets side, samt retten til effektive retsmidler og adgang til domstolsprøvelse. Internationale juridisk bindende retskilder, der vedrører EU-borgere og som medlemsstaterne har ratificeret, bør fuldt ud respekteres.

6.5.2.

EØSU mener, at søjlen er en anledning til at bekræfte den gældende ret på det sociale område. Dertil kommer, at processen i forbindelse med udformningen af søjlen også vil give mulighed for at vurdere, hvad der virker, og hvad der ikke virker, hvad der mangler, og hvad der bør forbedres i EU's og medlemsstaternes tilgang, således at man kan stimulere en fornyet social og økonomisk konvergens, bæredygtig vækst og jobskabelse i EU.

6.6.1.

Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer og de europæiske struktur- og investeringsfonde er udformet med henblik på at spille en central rolle for tilvejebringelse af arbejdspladser og vækst og fremme af territorial og social samhørighed. Det er EØSU's opfattelse, at disse fonde skal anvendes mere effektivt, og at EU's langsigtede investeringer i social infrastruktur og sociale tjenester af høj kvalitet, herunder gennem Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer og Den Europæiske Investeringsbank, bør gives høj prioritet og knyttes til gennemførelsen af søjlen.

6.6.2.

Inden for rammerne af stabilitets- og vækstpagten har EØSU fremlagt forskellige muligheder og forslag. En kunne være en »gylden regel«, eller måske en »sølvregel« (85), om offentlige investeringer fra medlemsstaternes side, i bl.a. den sociale sektor, som supplement til EU's offentlige investeringer via et system af fælles vedtagne parametre, som i kombination med de rette strukturreformer også ville fremme private investeringer (86).

6.6.3.

Som led i budgetterne og evalueringerne af den flerårige finansielle ramme finder EØSU det nødvendigt — som allerede anført af Kommissionen — at bruge 25 % af de europæiske struktur- og investeringsfonde, navnlig Den Europæiske Socialfond og Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, til at fremme sociale investeringer i sociale, sundheds-, uddannelses- og boligtjenester og -politikker. Endvidere bør der på EU-niveau afsættes nogle ressourcer under ESF som disponibel finansiering for at styrke arbejdsmarkedsparternes kapacitet. Kommissionen bør yde vejledning til medlemsstaterne om, hvordan man kan promovere sociale investeringer i praksis, og om hvordan projekternes kvalitet og effektivitet kan overvåges.

6.6.4.

I 2014 henviste EØSU til en omfordelingsmekanisme, som kan bruges i tilfælde af asymmetriske chok (87), og pointerede, at EU og navnlig eurozonen ikke kan se bort fra de nuværende økonomiske politikkers social konsekvenser ved at overlade dem helt og holdent til de enkelte lande. Udvalget understregede, at uddannelsesbudgetterne bør ses som en investering i fremtiden (88). Deltagerne i nogle nationale debatter diskuterede om, hvorvidt der er brug for en EU-arbejdsløshedsforsikring eller en tilpasningsfond, og om dette er farbart (89). Disse debatter viste, at holdningerne til dette spørgsmål varierer betragteligt, og at disse diskussioner også bør fortsætte (90).

6.7.1.

Refleksionerne om søjlen bør også, hvor det er muligt, tage den globale dimension i betragtning. De seneste debatter i ILO, Europarådet, OECD og IMF er centrale, navnlig med hensyn til data, der viser, at ulighed påvirker vækstens bæredygtighed, og at omfordeling ikke skader væksten. Refleksionerne bør endvidere anerkende, at den europæiske sociale models bæredygtighed hænger sammen med en forbedring af Europas globale konkurrenceevne.

6.7.2.

2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling blev vedtaget af samtlige FN's medlemsstater i 2015. Dermed er indfrielsen af disse mål en forpligtelse for EU's medlemsstater. EØSU mener, at søjlen kan bidrage betydeligt til 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling, navnlig mål 1 (Afskaf fattigdom), 3 (Sundhed og trivsel), 5 (Ligestilling mellem kønnene) og 8 (Anstændige jobs og økonomisk vækst).

6.8.1.

EØSU opfordrer Kommissionen til at foreslå en tydelig og kohærent strategi for søjlen. EØSU er enig med Beskæftigelsesudvalget (EMCO) og Udvalget for Social Beskyttelse (SPC), som har udtalt, »at den europæiske søjle for sociale rettigheder bør bygge på og forbedre eksisterende instrumenter, herunder den europæiske beskæftigelsesstrategi (EBS) og den åbne koordinationsmetode for social beskyttelse og social inklusion, og på dette grundlag tjene som en rettesnor for processen med at fremme bæredygtig opadgående konvergens med hensyn til beskæftigelsesresultater og sociale resultater, samtidig med at de nationale kompetencer respekteres« (91). Fastlæggelsen af nye passende benchmarks om et begrænset antal centrale arbejdsmarkeds- og sociale udfordringer for at måle fremskridtene kan være en del af denne proces. Etableringen af en sådan samarbejdsramme vil hjælpe medlemsstaterne til at opnå positive resultater gennem reformer (92) og bidrage til en styrket social samhørighed.

6.8.2.

Trods de alvorlige risici tror EØSU imidlertid fortsat på, at EU er i stand til at tilbyde et bedre, mere demokratisk og socialt EU. EØSU vil gøre alt, hvad der er nødvendigt, for at befordre debatterne i medlemsstaterne og på EU-niveau for at engagere borgerne i »en bedre fremtid for Europa«. En fair globalisering, der sørger for et godt liv, tilstrækkelige beskæftigelsesmuligheder og fair arbejdsvilkår for alle, kan kun blive en realitet, hvis EU forbliver samlet og er i stand til at handle. For at kunne bevare sin samfundsmodel skal Europa være i stand til at tilpasse sig til skiftende realiteter for at optimere mulighederne for alle. Dette er vores alternativ til protektionisme, nationalisme og populisme.

21.4.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 125/27

Ordfører:

Juan MENDOZA CASTRO

1.1.

EØSU bifalder pakken af foranstaltninger, der har til formål at tilpasse ophavsretten til den digitale økonomis behov.

1.2.

EU mangler et integreret system for ophavsret. Oprettelsen af et sådant bør først og fremmest sigte mod at afhjælpe fragmenteringen og samtidig øge beskyttelsen af ophavsmænd bl.a. mod de teknologimastodonter, der dominerer markederne.

1.3.

Ophavsret er et meget komplekst område, fordi der findes mange forskellige interessenter med forskellige interesser, men som gensidigt har brug for hinanden. Lovgivningen skal skabe en balance mellem alle disse parters rettigheder uden at medføre bureaukrati og overflødige krav.

1.4.

I modsætning til Kommissionens trinvise tilgang foreslår EØSU at revidere og konsolidere den gældende lovgivning og i den forbindelse også ændre andre direktiver, at overveje, om det vil være hensigtsmæssigt at foreslå tiltag om internetsøgemaskiner og gratis overførsel af indhold via wi-fi, og at regulere visse aspekter via en forordning.

1.5.

Udvalget minder om, hvor vigtigt og nødvendigt, det er, at EU hurtigt ratificerer Marrakesh-traktaten om ophavsret for blinde personer.

1.6.

Radio- og TV-selskabernes onlinetransmissioner samt digitale retransmissioner af TV- og radioprogrammer: EØSU finder Kommissionens forslag hensigtsmæssigt og mener, at det vil fremme distributionen af europæiske filmproduktioner. Princippet om »oprindelsesland« strider ikke mod ophavsrettens territoriale anvendelsesområde og kontraktfriheden.

1.7.

Tilpasning af undtagelser til det digitale og grænseoverskridende miljø: Selv om Kommissionens forslag på korrekt vis identificerer problemerne, foreslår EØSU en række ændringer hertil for at tilpasse ophavsretten bedre til de aktuelle behov. Følgende ændringer foreslås:

1.8.

Den dom, hvori EU-Domstolen erklærer, at udlån af e-bøger under visse betingelser kan sidestilles med udlån af traditionelle bøger (5), imødekommer et krav fra brugere af biblioteker og undervisningsinstitutioner.

1.9.

Forslaget vedrørende digitalisering, distribution og grænseoverskridende anvendelse af værker, der ikke længere forhandles (afsnit III, kapitel 1), må betragtes som positivt.

1.10.

»Panoramaundtagelsen« bør harmoniseres ved hjælp af europæiske standarder.

1.11.

EØSU støtter udgiveres eneret til at tillade eller forbyde digital brug af deres pressepublikationer i 20 år.

1.12.

EØSU er enigt i, at for at sikre, at alle former for licensaftaler fungerer, bør leverandører af informationssamfundstjenester, som lagrer og giver offentlig adgang til store mængder ophavsretligt beskyttede værker og andre frembringelser, der uploades af deres brugere, træffe passende og forholdsmæssige foranstaltninger til at sikre beskyttelsen af værker og andre frembringelser eller hindre adgang til sådanne værker og andre frembringelser ( value gap ).

1.13.

EØSU vurderer, at Kommissionens forslag indebærer et fremskridt i beskyttelsen af ophavsmænds rettigheder, som bør være berettigede til en rimelig godtgørelse for deres kreative arbejde, til at få del i værkernes kommercielle succes og til opretholdelse af et højt beskyttelses- og finansieringsniveau for værkerne.

1.14.

Der skal peges på nødvendigheden af, at organisationer i civilsamfundet bidrager til at gøre brugerne mere bevidste om overholdelsen af ophavsretslovene. EØSU støtter Kommissionens bestræbelser i kampen mod pirateri og enhver form for ulovlig anvendelse af lovbeskyttet indhold.

2.1.

Udviklingen i den digitale teknologi har ændret den måde, hvorpå værker og andre beskyttede frembringelser skabes, produceres, distribueres og udnyttes. Der er dukket nye anvendelser op samt nye aktører og forretningsmodeller. I det digitale miljø er grænseoverskridende anvendelser også taget til, og forbrugerne har fået nye muligheder for at få adgang til ophavsretligt beskyttet indhold.

2.2.

Selv om de mål og principper, der er fastlagt i EU's ophavsretlige rammer, fortsat er velfunderede, er der behov for at tilpasse dem til disse nye realiteter. Der er også behov for indgreb på EU-plan for at undgå fragmentering af det indre marked.

2.3.

Under disse omstændigheder blev der i strategien for det digitale indre marked (6), der blev vedtaget i maj 2015, noteret et behov for at »begrænse forskellene mellem de nationale ophavsretsregler og skabe mulighed for øget onlineadgang til værker for brugere i hele EU«, hvorved vigtigheden af at styrke den grænseoverskridende adgang til indholdstjenester, der er beskyttet af ophavsretten, understregedes, og onlinetjenesters rolle i distributionen af værker og andre beskyttede frembringelser tydeliggjordes.

2.4.

I december 2015 offentliggjorde Kommissionen en meddelelse (7), som skitserer specifikke foranstaltninger og en langsigtet vision, og som afspejler behovet for at fremme det indre marked på dette område, opdatere standarder i overensstemmelse med den digitale virkelighed, sikre, at de europæiske kreative industrier forbliver konkurrencedygtige, samt opretholde den rette balance mellem ophavsret og andre mål for den offentlige politik.

2.5.

Med udgangspunkt i det nylige forslag om grænseoverskridende mobilitet (8) foreslår Kommissionen nu en lovgivningspakke med tre mål:

2.6.

For det første er der et forslag til forordning (9), som har til formål at skabe favorable betingelser for nye former for online- og digital distribution af TV- og radioprogrammer, der svarer til dem, der gælder for traditionelle udsendelser via satellit eller kabel. De nye standarder, der er baseret på dem, der gælder i kabel- og satellitdirektivet (10), vil fremme og lette clearingen af ophavsrettigheder, der er nødvendige for visse onlinetjenester ydet af radio- og TV-selskaber samt for visse retransmissionstjenester. Disse standarder har til formål at lette markedets udvikling og øge udbredelsen af europæiske radio- og TV-udsendelser. Dette vil igen medvirke til at give forbrugerne et mere forskelligartet udbud og skabe en større kulturel mangfoldighed.

2.7.

Samtidig fastlægger forslaget til direktiv om ophavsret på det digitale indre marked (11) en ny forhandlingsordning, der vil lette indgåelsen af licensaftaler, med henblik på at udbrede audiovisuelle værker på video-on-demandplatforme. Det er en del af en bredere politisk indsats for at modvirke de mange faktorer, der ligger til grund for den begrænsede tilgængelighed af europæiske audiovisuelle værker, i særdeleshed film, i EU.

2.7.1.

Problemerne med licensordninger og de medfølgende juridiske og kontraktmæssige vanskeligheder for udnyttelsen af europæiske audiovisuelle værker i video-on-demandtjenester vil også blive taget op i en struktureret dialog med interessenterne. Målet hermed er at strømline praksisser for licensudstedelse og fremme sektoraftaler, som kan føre til en mere konstant udnyttelse og øget tilgængelighed af europæiske værker. Kommissionen vil rapportere om resultaterne af dialogen i slutningen af 2018.

2.7.2.

Endelig indeholder forslaget til direktiv også løsninger til at lette licensordninger om rettigheder for kulturarvsinstitutioner, der er nødvendige for digitaliseringen og udbredelsen af værker, som ikke længere forhandles, men er af stor kulturel værdi. Adgang til værker i ikke-kommercielle medier, såsom uddannelsesinstitutioner, offentlige biblioteker eller andre kulturelle lokaler, hvor der ikke drives teatervirksomhed, er også meget vigtig af hensyn til den kulturelle mangfoldighed, undervisningsformål og deltagelsen i det sociale liv. Desuden undersøger Kommissionen sammen med European Film Agency Directors (EFAD) og den audiovisuelle sektor udarbejdelsen og finansieringen af et katalog med europæiske film til undervisningsformål i 2017.

2.8.

Samtidig er der vedtaget to separate lovforslag (12) til gennemførelse af EU-lovgivningen vedrørende Marrakesh-traktaten, som kræver, at de berørte parter fastlægger undtagelser for at hjælpe mennesker med læsehandicap, så de kan få adgang til bøger og andet trykt materiale i formater, der er tilgængelige for dem. Forslaget til direktiv vil fastsætte en obligatorisk undtagelse og sikre dens gennemførelse, for at sådanne kopier kan blive produceret og udvekslet i tilgængelige formater på det indre marked. Forslaget til forordning vil muliggøre grænseoverskridende udveksling af disse kopier mellem EU og tredjelande, der er parter i traktaten.

3.1.

EØSU bifalder pakken af foranstaltninger, der har til formål at tilpasse ophavsretten til den digitale økonomis behov.

3.2.

Europæisk kunst indtager en fremtrædende position på verdensplan, men filmproduktionen, forlagsbranchen samt den musikalske og kunstneriske skaben er underlagt den fragmentering af markedet, som følger af den rige kulturelle og sproglige mangfoldighed, den digitale overgang og de finansielle vanskeligheder.

3.3.

Forenklingen af godkendelsessystemet bør afhjælpe fragmenteringen, lette den grænseoverskridende adgang til onlineindhold og skabe en bedre balance i beskyttelsen af ophavsmænd, især mod de store mastodonter, der dominerer de digitale markeder.

3.4.

Ophavsret er et meget komplekst område, fordi der findes mange forskellige interessenter med forskellige interesser, men som gensidigt har brug for hinanden. Lovgivningen skal skabe en balance mellem alle disse parters rettigheder.

3.5.

Kommissionen anlægger en trinvis tilgang (13) og foreslår ikke nogen gennemgribende revision, men derimod vigtige tilføjelser til de eksisterende regler. EØSU foreslår, at følgende overvejes:

4.1.1.

I EU består sektoren for radio- og TV-programmering og -transmission af næsten 12 000 virksomheder med 255 000 beskæftigede og en omsætning på 66 500 mio. EUR (19). Reformen er nødvendig, fordi de eksisterende ordninger, der skal lette clearing af ophavsrettigheder og beslægtede rettigheder, ikke omfatter onlinetransmissioner og visse digitale retransmissioner.

4.1.2.

EØSU støtter indarbejdelsen af princippet om »oprindelsesland«, som allerede anvendes inden for satellitområdet (20), og som ikke strider mod ophavsrettens territoriale anvendelsesområde og kontraktfriheden.

4.1.3.

EØSU vurderer, at en teknologineutral ændring af reglerne vedrørende digital retransmission skulle kunne forenkle processen med at cleare rettigheder for nye tjenesteydere og dermed også forbedre adgangen til indhold, der er vigtigt for forbrugerne.

4.1.4.

Reformen fastsætter med god grund, at når der er problemer med tildelingen af licenser, skal medlemsstaterne sikre, at et »uafhængigt organ« letter indgåelsen af aftaler om adgang til og tilgængelighed af audiovisuelle værker på video on demand-platforme.

5.1.

Europas biblioteker, museer og arkiver udgør et kulturelt rum for de europæiske borgere og er vigtige for formidling af viden og for uddannelse og forskning. Samtidig yder de et stort økonomisk bidrag via ophavsrettigheder (22).

5.2.

På grund af den manglende harmonisering, komplekse lovgivninger, geografiske barrierer og sproglige forskelle er de europæiske forskere ugunstigt stillede i forhold til førende nationer såsom USA. Derfor bør reformen have tre mål: udvidelse og tilpasning til den nye teknologiske virkelighed, en harmoniseret og obligatorisk etablering samt retssikkerhed med hensyn til reguleringen af undtagelser og indskrænkninger (23).

5.3.

Haag-erklæringen (2014) understregede det store potentiale for innovation og forskning i tekst- og datamining (TDM). TDM er et vigtigt redskab for forskere, SMV'er og store teknologivirksomheder, som ikke er udnyttet optimalt i EU grundet juridiske, teknologiske og kontraktmæssige restriktioner.

5.4.

Kommissionen foreslår obligatoriske undtagelser i flere tilfælde:

5.5.

Selv om Kommissionens forslag efter EØSU's mening på korrekt vis identificerer problemerne, foreslår udvalget alligevel ændringer for at tilpasse reglerne bedre til de aktuelle behov (jf. ovenstående konklusioner). Blandt andet er det vigtigt, at undtagelserne fra ophavsretten ikke udhules af kontraktmæssige aftaler eller teknologiske værktøjer. Desuden bør undtagelsen fra ophavsretten med henblik på videnskabelig forskning med ikkekommercielle formål (artikel 5, stk. 3, litra a)) revideres, da den anses for at være meget vanskelig at håndhæve (24).

5.6.

EØSU kræver også en harmonisering af »panoramaundtagelsen«, hvorefter privatpersoner kan tage billeder af værker såsom bygninger og skulpturer i det offentlige rum og dele dem på internettet. Skønt Kommissionen er enig i, at denne undtagelse er relevant, har den besluttet, at det skal være frivilligt for medlemsstaterne at anvende den.

5.7.1.

Udvalget minder om, hvor vigtigt og nødvendigt det er, at EU snarligst ratificerer Marrakesh-traktaten om fremme af adgang til offentliggjorte værker for personer, der er blinde, svagsynede eller på anden måde læsehandicappede, som trådte i kraft den 30. september 2016. Traktaten vil give mange EU-borgere, der er blinde eller svagsynede, adgang til et større antal af tilgængelige værker, og dermed åbne døren for dem til kultur, uddannelse og beskæftigelse og dermed til ægte social integration.

5.7.2.

Forslagene til forordning (25) og direktiv (26) vil gøre det muligt for Unionen at opfylde en international forpligtelse i medfør af Marrakesh-traktaten. Det er også i overensstemmelse med EU's forpligtelser i henhold til De Forenede Nationers konvention om handicappedes rettigheder.

5.8.

Udstedelse af licenser og bredere adgang til indhold. Det vil med rette blive tilladt at digitalisere og udbrede værker, der ikke længere forhandles, og som offentliggøres for første gang i EU (artikel 7), og udstedelsen af en licens i en medlemsstat vil være gældende i hele EU (artikel 8).

5.9.1.

I henhold til artikel 11, stk. 1, og artikel 11, stk. 4, i forslaget til direktiv (27) skal medlemsstaterne sørge for, at disse udgivere indrømmes eneret — i 20 år — til at tillade eller forbyde digital brug af deres pressepublikationer.

5.9.2.

EØSU støtter denne foranstaltning til at sikre en retfærdig og ligelig fordeling af værdien mellem de presseudgivere, der skaber den, og de onlineplatforme, der bruger den.

5.9.3.

EØSU minder om, at mens mange presseudgivere, der er centrale for demokratiet, står i en økonomisk krise, der har ført til lukningen af publikationer og store tab af arbejdspladser, har de, der bruger deres oplysninger, øget deres omsætning (28).

5.10.1.

Leverandører af informationssamfundstjenester, som lagrer og giver offentlig adgang til store mængder af ophavsretligt beskyttede værker og andre frembringelser, der uploades af deres brugere, skal i samarbejde med rettighedshaverne træffe foranstaltninger til at sikre funktionen af de aftaler, der er indgået med disse om anvendelsen af deres værker eller andre frembringelser, som er blevet identificeret af rettighedshaverne via samarbejdet med disse tjenesteudbydere. Dels kan der være tale om anvendelse af »effektive indholdsgenkendelsesteknologier«, dels skal sådanne tjenesteudbyderne give rettighedshaverne de »nødvendige oplysninger« og indføre klage- og erstatningsordninger. Medlemsstaterne skal lette samarbejdet mellem parterne (29).

5.10.2.

Denne foranstaltning — som EØSU finder rimelig — skal overvinde den værdikløft ( value gap ), der i dag findes mellem rettighedshavere og leverandører af informationssamfundstjenester, så det bliver muligt for rettighedshaverne at træffe bedre beslutninger om anvendelsen af deres værker. Der findes eksempler på reklamebaserede tjenester, som ikke i tilstrækkelig grad kompenserer ophavsmænd for deres ophavsret i modsætning til onlinetjenester, der betales via et abonnement (30).

6.1.

EØSU er enigt med Kommissionen i, at krænkelser af ophavsretten i kommerciel målestok, der er kendetegnet ved snylteri på andres arbejde og investeringer, i dag udgør en alvorlig trussel mod europæiske ophavsmænd. Uden et effektivt og afbalanceret håndhævelsessystem er ophavsretten og andre intellektuelle ejendomsrettigheder ikke tilstrækkeligt beskyttet, og investeringer i kreativitet og innovation kvæles (31).

6.2.

Ophavsmænd må være berettigede til en rimelig betaling for deres kreative arbejde, til inddragelse i værkernes kommercielle succes og til opretholdelse af et højt beskyttelses- og finansieringsniveau for værkerne (32).

6.3.

I forslaget, som EØSU finder relevant, fastlægges foranstaltninger, der skal styrke ophavsmændenes kontraktmæssige stilling. Mens medlemsstaterne skal sikre opfyldelsen af kravet om gennemsigtighed og indføre aftalejusteringsordninger og mekanismer for udenretslig tvistbilæggelse, styrker reformen ophavsmænds og kunstneres forhandlingsevne (33).

6.4.

Der skal peges på nødvendigheden af, at offentlige og private organisationer i civilsamfundet på hver deres område bidrager til at gøre brugerne mere bevidste om, at ophavsmænd skal have betaling for deres arbejde i henhold til gældende lov.

21.4.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 125/34

Ordfører:

Stefan BACK

1.1.

EØSU gentager sin støtte til handlingsplanen fra 2012 for en innovativ og konkurrencedygtig sikkerhedsindustri (handlingsplanen) (1).

1.2.

EØSU henleder også opmærksomheden på den europæiske dagsorden om sikkerhed (sikkerhedsdagsordenen) (2) og giver på ny udtryk for sin støtte til handlingsplanen for bekæmpelse af ulovlig handel med og brug af skydevåben og eksplosivstoffer samt forslaget til direktiv om bekæmpelse af terrorisme (3)  (4).

1.3.

Med forbehold af nedenstående punkter, bifalder EØSU nu ligeledes målet i Kommissionens forslag til en forordning om oprettelse af en EU-certificeringsordning for udstyr til securityscreening inden for luftfarten (5) (forslaget) som et første skridt i gennemførelsen af handlingsplanen. Det roser forslagets målsætning om at indføre et typegodkendelsessystem for udstyr til screening med en »one-stop-shop«-certificering for at forenkle indførelsen af produkter på markedet, reducere omkostningerne, øge markedsvolumenet og forbedre konkurrenceevnen for den europæiske industri for sikkerhedsrelaterede produkter.

1.4.

EØSU beklager imidlertid, at der med forslaget ikke oprettes én enkelt EU-godkendelsesmyndighed med en integreret teknisk tjeneste, da dette ville have sikret optimal effektivitet og omkostningsbesparelser. EØSU har alvorlige tvivl med hensyn til ressourceeffektiviteten i forslaget om at opdele de tekniske tjenester og godkendelsesmyndighederne.

1.5.

EØSU beklager desuden, at den i artikel 6 i forordning (EF) nr. 300/2008 om fælles regler om sikkerhed inden for civil luftfart (6) indføjede mulighed for at foreskrive strengere krav på nationalt plan end det mindsteniveau, der er fastsat i den pågældende forordning, og som udtrykkeligt blev hilst velkommen af EØSU i udtalelsen (7) om forslaget til denne forordning, ikke er afspejlet i forslaget.

1.6.

EØSU beklager dybt, at hensynet til det indre marked synes at have vejet tungere end sikkerhedsspørgsmål i en grad, så der end ikke gives mulighed for at tillade supplerende nationale sikkerhedskrav for at beskytte vitale nationale interesser i overensstemmelse med artikel 114, stk. 10, i TEUF.

1.7.

I den henseende beklager EØSU også, at TEUF ikke tillader særlige nationale foranstaltninger for at beskytte væsentlige nationale interesser mod terrorhandlinger i tråd med reglerne for militært udstyr i henhold til artikel 346 i TEUF eller for offentlige indkøb i medfør af artikel 15 i direktiv 2014/24/EF om offentlige indkøb (8).

1.8.

Set i lyset af den yderst tekniske og komplekse karakter af de spørgsmål, der vil skulle behandles af Kommissionens tjenestegrene, sætter EØSU spørgsmålstegn ved hensigtsmæssigheden af bestemmelsen i forslagets artikel 24, stk. 3, om, at Kommissionen skal varetage formandskabet for koordinationsudvalget for de tekniske tjenester.

1.9.

I den henseende beklager EØSU også, at det tilsyneladende ikke har været en del af overvejelserne, at inkludere et system for udveksling af oplysninger og koordinering mellem de forskellige nationale godkendelsesmyndigheder i forslaget.

1.10.

EØSU sætter spørgsmålstegn ved om det omfang, i hvilket forslaget tillader anvendelsen af delegerede retsakter til ændring af tekniske bestemmelser, går ud over, hvad der er tilladt i henhold til artikel 290, stk. 1 i TEUF. Dette er navnlig tilfældet med hensyn til artikel 27, litra a), i forslaget, der ikke sætter grænser for omfanget eller karakteren af de nye præstationskrav, som kan optages i bilag I til forslaget gennem delegerede retsakter.

1.11.

Under alle omstændigheder påpeger EØSU, at Kommissionen, hvis den skal lovgive på dette område, får behov for den tekniske kompetence, der er nødvendig for at sikre kvaliteten af retsakterne.

1.12.

EØSU støtter i princippet forslaget om, at EU bør søge at blive fuldgyldigt medlem af Den Europæiske Konference for Civil Luftfart (ECAC). I lyset af at den nuværende ECAC-vedtægt kun tillader stater som medlemmer, at ECAC-medlemskabet er bredere end EU's medlemsstater, og at resultatet af en sådan medlemskabsforhandlingsproces ikke kan tages for givet, kan det imidlertid være mere realistisk at anføre, at EU bør træffe passende foranstaltninger med henblik på at opnå medlemskab af ECAC.

1.13.

EØSU har noteret sig forslagets bestemmelse om en maksimal gennemsnitlig frist på seks måneder mellem indgivelse af en anmodning om en prøvning til de tekniske tjenester og disses levering af prøvningsresultaterne til den relevante godkendelsesmyndighed. EØSU mener, at det ville være en bedre løsning at lade den tekniske tjeneste foretage en indledende vurdering af anmodningen med henblik på at fastlægge det tidsrum, der er nødvendigt til prøvningen, hvorefter ansøgeren underrettes inden for en nærmere fastsat frist. Hvis fristen for prøvningen efterfølgende ikke overholdes, bør ansøgeren informeres, og årsagerne til forsinkelsen begrundes.

1.14.

EØSU bemærker, at ECAC's system for produktvurdering nu fungerer godt, og at der derfor kan stilles spørgsmålstegn ved merværdien af et EU-typegodkendelsessystem til driftsmæssige formål. Denne konstatering berører ikke de målsætninger for det indre marked, der er opstillet i forslaget.

1.15.

Af de anførte grunde tvivler EØSU på forslagets merværdi i dets nuværende udformning og anmoder derfor Kommissionen om at tage dets indhold op til genovervejelse med henblik på at tage hensyn til de bemærkninger, der er fremsat i denne udtalelse.

2.1.

Forslaget er et skridt i retning af gennemførelsen af handlingsplanen (9). Målene med handlingsplanen er:

2.2.

Et vigtigt formål med handlingsplanen er at sætte en stopper for fragmenteringen af sikkerhedsmarkedet ved at indføre EU-certificeringssystemer for sikkerhedsteknologi begyndende med screeningudstyr til lufthavne og alarmsystemer, som skal realiseres ved at oprette et »one-stop-shop«-system for certificering, der skal give det certificerede produkt adgang til markedet i hele EU. Dette vil medføre forenkling, reducerede certificeringsomkostninger, øget indenlandsk markedsvolumen og dermed en styrket konkurrenceevne set i forhold til amerikanske og kinesiske produkter, der har fordel af et større volumen på store hjemmemarkeder.

2.3.

Sikkerhedsdagsordenen (10) bakker op om handlingsplanen i forbindelse med støtteaktiviteter såsom efteruddannelse, finansiering, forskning og innovation.

2.4.

Sikkerhedsdagsordenen indeholder en bred vifte af foranstaltninger, der omfatter bekæmpelse af finansiering af terrorisme, ulovlig handel med og brug af skydevåben og eksplosivstoffer og yderligere foranstaltninger for at beskytte borgere og kritisk infrastruktur, herunder en handlingsplan til bekæmpelse af ulovlig handel med og brug af skydevåben og eksplosivstoffer og et forslag til direktiv om bekæmpelse af terrorisme (11).

2.5.

Forslaget indfører en certificeringsordning, der bygger på fælles præstationskrav, fælles prøvningsmetoder og akkreditering af prøvningslaboratorier (tekniske tjenester).

2.6.

Præstationskravene er fastlagt i forordning (EF) nr. 300/2008 om fælles bestemmelser om sikkerhed inden for civil luftfart (12) og dens gennemførelsesbestemmelser (artikel 4 og bilag I i forslaget).

2.7.

Evalueringsmetoderne er udviklet i den fælles evalueringsproces (CEP), der er godkendt af ECAC.

2.8.

Hver medlemsstat skal have en godkendelsesmyndighed, der skal have kompetence med hensyn til alle aspekter af godkendelse af udstyr (artikel 6 i forslaget). Medlemsstaterne må ikke stille yderligere krav til certificeret udstyr (artikel 4 i forslaget).

2.9.

Forslaget fastlægger procedurer for behandling af udstyr, der udgør en risiko på nationalt plan, eller som ikke er i overensstemmelse med certificeringen (artikel 17-19 i forslaget).

3.1.

EØSU har allerede udtalt sig positivt om handlingsplanen (13), den europæiske dagsorden om sikkerhed, handlingsplanen for bekæmpelse af ulovlig handel med og brug af skydevåben og eksplosivstoffer og forslaget til direktiv om bekæmpelse af terrorisme (14).

3.2.

EØSU ser nu også med tilfredshed på forslagets målsætning om at gennemføre handlingsplanen gennem en styrkelse af den europæiske sikkerhedsindustrielle sektor ved at skabe et større hjemmemarked og dermed forbedre konkurrenceevnen for denne industri.

3.3.

EØSU bifalder forslagets målsætninger om at forbedre EU's sikkerhedsindustris konkurrenceevne og forenkle de administrative procedurer ved at indføre en »one-stop-shop« for certificering møntet på at reducere omkostningerne og skabe et større hjemmemarked. EØSU noterer sig det store fokus på det indre marked og konkurrenceevnen, og at sikkerhedsspørgsmål hovedsageligt behandles ud fra det perspektiv, at en forøgelse af industriens konkurrenceevne kan forbedre dens muligheder for innovation og udvikling af nye produkter.

3.4.

EØSU bifalder forslagets tilgang baseret på at lovgive om præstationskrav og gøre brug af de fælles afprøvningsmetoder udarbejdet af ECAC og er enig i, at den fortrolige karakter af mange af de retlige oplysninger gør denne tilgang nødvendig. Ikke desto mindre mener EØSU, at forslaget kan forbedres på en række vigtige punkter.

3.5.

EØSU beklager således, at muligheden i artikel 6 i forordning (EF) nr. 300/2008 for, at en medlemsstat kan anvende strengere foranstaltninger end de fælles grundlæggende normer, der er omhandlet i forslaget, ikke er medtaget i forslaget. Hverken procedurerne for udstyr, der udgør en risiko på nationalt plan, eller EU-beskyttelsesproceduren egner sig til håndtering af den slags problemer.

3.6.

EØSU minder om, at udvalget specifikt bakkede op om muligheden for at give medlemsstaterne ret til at træffe strengere foranstaltninger i henhold til artikel 6 i forordning (EF) nr. 300/2008 i sin udtalelse om forslaget til den pågældende forordning (15).

3.7.

EØSU er klar over, at der er vanskeligheder forbundet med at tillade yderligere nationale krav til produkter, der er omfattet af harmoniserede kriterier, men henleder alligevel opmærksomheden på den mulighed, der findes i artikel 114, stk. 10, i TEUF for at godkende nationale krav, der f.eks. er baseret på behovet for at beskytte nationale sikkerhedsinteresser, men kun i et begrænset tidsrum.

3.8.

EØSU noterer sig, at parlamenterne i mindst to medlemsstater i sine forslag til begrundede udtalelser om nærhedsprincippet, hvoraf den ene er indgivet, har henvist til nødvendigheden af at kunne tilpasse sikkerhedskravene til de forskellige grader af risikoeksponering i de enkelte medlemsstater (16). Det betyder, at det kan være nødvendigt at øge sikkerhedskravene ved at indføre yderligere karakteristika og krav om forbedret præstationsevne for udstyr, herunder udstyr til screening i lufthavne, sammenlignet med EU's krav.

3.9.

EØSU mener, at det i forbindelse med gennemførelsen af en politik, der har til formål at forbedre beskyttelsen mod terrorhandlinger, netop må være dette, der skal være det væsentlige element i ethvert forslag til foranstaltning. En industripolitisk dagsorden i tilknytning til dette formål må betragtes som underordnet målet om bekæmpelse af terrorisme.

3.10.

Der må derfor være et klart råderum for en særskilt indsats fra medlemsstaternes side med henblik på at tackle terrortrusler, herunder mulighed for at stille yderligere krav til screeningudstyr i lufthavne, der går ud over standardkravene for udstedelse af certifikater. Artikel 17 og 18 i forslaget tager ikke hånd om dette problem og giver ikke medlemsstaterne tilstrækkeligt råderum til at beskytte sig selv mod terrortrusler. EØSU er klar over, at TEUF, som den nu foreligger, ikke indeholder særlige bestemmelser, som gør det muligt at undtage sikkerhedsudstyr fra reglerne for det indre marked af hensyn til forsvaret af vitale nationale interesser, idet artikel 346 i TEUF kun giver denne mulighed med hensyn til militært udstyr og bestemmelserne i direktiv 2014/24/EU (artikel 15) kun vedrører offentlige indkøb (17).

3.11.

EØSU bemærker, at forslaget giver Kommissionen mulighed for at vedtage delegerede retsakter med henblik på at ændre bilag I for at afspejle indførelsen af nye præstationskrav til udstyr til securityscreening inden for luftfarten (artikel 27, litra a)) og ændre bilagene til forordningen for at tilpasse dem til udviklingen inden for den videnskabelige og tekniske viden (artikel 27, litra b)). Artikel 290, stk. 1, i TEUF begrænser delegationen til ikke-væsentlige elementer i den pågældende retsakt, herunder ajourføringer, der skyldes den tekniske udvikling. Delegationen i artikel 27, litra a), i forslaget synes at gå ud over denne begrænsning. EØSU sætter derfor spørgsmålstegn ved, om den delegation, der foreslås i forslagets artikel 27, litra a), er forenelig med TEUF.

3.12.

Under alle omstændigheder vil Kommissionen, hvis den skal lovgive på dette område, få behov for den tekniske kompetence, der er nødvendig for at sikre kvaliteten af retsakterne.

3.13.

Forslaget indeholder bestemmelser om en godkendelsesmyndighed i hver medlemsstat. EØSU stiller spørgsmålstegn ved både kapaciteten i alle medlemsstater til at oprette en sådan myndighed på tidspunktet for forslagets ikrafttræden samt ressourceeffektiviteten ved et sådant krav og dets merværdi i betragtning af, at det i øjeblikket kun er fem medlemsstater, der har kapacitet til at prøve udstyr og udstede en typegodkendelse. EØSU mener, at én enkelt EU-typegodkendelsesmyndighed ville have været en mere effektiv løsning i overensstemmelse med »one-stop-shop«-tilgangen.

3.14.

I den henseende stiller EØSU også spørgsmålstegn ved nytten af at opdele prøvnings- og certificeringsopgaver mellem de tekniske tjenester og de godkendende myndigheder, hvilket betyder, at den faktiske undersøgelse af et produkts præstationsevne skal udføres af en teknisk tjeneste, der er certificeret hvad angår dets kompetenceniveau, mens beslutningen om at certificere (typegodkende) træffes af godkendelsesmyndigheden, som tydeligvis ikke skal opfylde nogen specifikke kriterier for teknisk kompetence, og som vil være helt afhængig af de vurderinger, der er foretaget af den tekniske tjeneste. Hvis begrundelsen for denne tostrengede ordning er, at den fornødne tekniske kompetence ikke findes i alle medlemsstater, foreslår EØSU at integrere de to funktioner i et begrænset antal godkendende myndigheder eller ideelt set som allerede foreslået at oprette en fælles godkendelsesmyndighed for hele EU.

3.15.

EØSU noterer sig også, at ECAC's fælles prøvningsmetode til certificering nu fungerer hensigtsmæssigt. Dette rejser tvivl om merværdien af det system, der oprettes med forslaget, idet ECAC-rammen sikrer fri bevægelighed for de pågældende produkter blandt ECAC's medlemsstater. Denne konstatering berører ikke forslagets målsætninger vedrørende det indre marked.

3.16.

EØSU bemærker, at forslagets artikel 10 foreskriver, at EU bliver fuldgyldigt medlem af det organ, der har ansvaret for udarbejdelsen af de fælles prøvningsmetoder, dvs. ECAC. EØSU påpeger, at EU's medlemskab af ECAC vil kræve en forudgående ændring af ECAC's vedtægt, idet den for nærværende kun tillader stater som fuldgyldige medlemmer. Da medlemskab ville være resultatet af en forhandlingsproces, foreslår EØSU, at bestemmelsen ændres for at præcisere, at EU bør bemyndiges til at indlede forhandlinger med henblik på at opnå fuldt medlemskab af ECAC.

4.1.

I forslaget anføres det, at Kommissionen skal oprette og lede en sektorgruppe af tekniske tjenester for at sikre samarbejde og koordinering mellem de tekniske tjenester. I betragtning af at denne gruppe sandsynligvis vil skulle behandle særdeles komplekse tekniske spørgsmål, sætter EØSU spørgsmålstegn ved, om denne løsning er hensigtsmæssig.

4.2.

EØSU er overrasket over, at det ikke er blevet anset for nødvendigt at foreslå en udveksling af oplysninger og koordinering mellem de forskellige nationale godkendelsesmyndigheder og mellem de godkendende myndigheder og Kommissionen, set i lyset af at en sådan ordning er fundet hensigtsmæssig for de tekniske tjenester og i andre sammenhænge, hvor nationale myndigheder udøver beslutningskompetencer, som har relevans for gennemførelsen af EU-retten, f.eks. på konkurrenceområdet.

4.3.

Mens forslaget indebærer én godkendelsesmyndighed for hver medlemsstat, stilles der ikke et sådant krav til de tekniske tjenester, der, som fremhævet ovenfor, vil spille en central rolle i den planlagte certificeringsordning. Også dette taler for, at kravet om én godkendelsesmyndighed i hver medlemsstat kun har en symbolsk værdi, i betragtning af at typegodkendelse og overensstemmelsesattester udstedt på grundlag af denne typegodkendelse er gyldige i hele EU. Proceduren for behandling af udstyr, der udgør en risiko på nationalt plan (artikel 17 i forslaget), kan varetages af en national myndighed med kompetence på sikkerhedsområdet.

4.4.

I forslaget præciseres det, at de tekniske tjenester skal sikre, at den gennemsnitlige tid, der forløber mellem anmodningen om at foretage en prøvning af udstyr og levering af prøvningsresultaterne til godkendelsesmyndigheden, højst er 6 måneder, bortset fra under ekstraordinære omstændigheder eller på anmodning fra fabrikanten. EØSU mener, at en sådan frist hverken er hensigtsmæssig eller realistisk. En bedre løsning ville være en forpligtelse for den tekniske tjeneste til straks at vurdere, hvor lang tid det vil tage at behandle en anmodning og en forpligtelse til at underrette ansøgeren herom inden for en fastsat frist, f.eks. 15 arbejdsdage. Hvis denne frist efterfølgende ikke kan overholdes, bør den tekniske tjeneste give en begrundet forklaring.

21.4.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 125/40

Ordfører:

Christian MOOS

1.1.

er fortaler for en reel fælles asylpolitik, der tager højde for de europæiske værdier. Udvalget bifalder indførelsen af en EU-genbosætningsramme;

1.2.

opfordrer EU til at påtage sig et større ansvar for personer med behov for international beskyttelse, til at gøre en større indsats for modtagelse, end det hidtil har været tilfældet, og til at udvise større solidaritet med tredjelande på flygtningeområdet, men også med EU-medlemsstater som Grækenland;

1.3.

understreger sin opfordring til, at der etableres solide integrationsordninger i medlemsstaterne;

1.4.

opfordrer til, at de fælles kriterier for genbosætning hovedsageligt baseres på folks behov for beskyttelse og ikke kun på det effektive samarbejde med tredjelande om asyl. De skal også være ikke-diskriminerende;

1.5.

mener, på grund af den nuværende usikre og ustabile situation i relevante tredjelande og regioner, at der kan stilles spørgsmålstegn ved anvendelsen af principperne om »første asylland« og »sikkert tredjeland«. EØSU er af den opfattelse, at erklæringen fra EU og Tyrkiet er af afgørende betydning i den nuværende situation. Det er i både EU's og Tyrkiets interesse, at menneskerettighedssituationen overvåges i gennemførelsen;

1.6.

opfordrer til, at genbosætningsprogrammer afkobles fra partnerskabsaftaler, der har til formål at få tredjelande til at lægge hindringer i vejen for flugt, idet dette indebærer en risiko for, at international ret overtrædes og grundlæggende rettigheder krænkes; understreger, at foranstaltninger inden for rammerne af partnerskaber med tredjelande eller generel udviklingsbistand ikke må være betinget af tilbagesendelses- eller lignende samarbejdsaftaler;

1.7.

opfordrer til, at UNHCR tildeles en nøglerolle i forbindelse med identifikationen af tredjelandsstatsborgere og statsløse, der skal genbosættes, og stiller spørgsmålstegn ved særlige rettigheder, der giver et tredjeland mulighed for at foretage udvælgelsen;

1.8.

bifalder, at der lægges vægt på kvinders sårbarhed samt børn og unge, men ser med kritiske øjne på kategorien »personer, som socioøkonomisk set er sårbare«. Gennem sammenblandingen af forskellige lovlige indrejsemuligheder i Kommissionens forslag er der en risiko for, at kvaliteten og omfanget af genbosætning lider skade;

1.9.

stiller i henhold til Genevekonventionen fra 1951 spørgsmålstegn ved den fuldstændige udelukkelse af personer, der i fem år forud for genbosætning har opholdt sig ulovligt på medlemsstaternes område, er indrejst på irregulær vis, eller som har forsøgt at indrejse på irregulær vis, samt af personer, som medlemsstaterne i de seneste fem år forud har afvist at genbosætte, selv om de opfylder kriterierne;

1.10.

understreger, at retten til asyl ikke må berøres af genbosætning. Det skal generelt sikres, at de grundlæggende rettigheder overholdes ifølge Flygtningekonventionen, Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (chartret) og den europæiske menneskerettighedskonvention (EMRK);

1.11.

går ind for, at der opstilles ambitiøse mål i forbindelse med fastlæggelsen af det årlige antal personer, der skal genbosættes, og anbefaler, at det af udvalget på højt plan fastsatte antal defineres som et minimumsantal;

1.12.

ser frem til sin deltagelse i genbosætningsudvalget på højt plan;

1.13.

anbefaler også, at UNHCR deltager i genbosætningsudvalget på højt plan på permanent vis. I Kommissionens forslag hersker der generelt uklarhed om, hvordan og ved hjælp af hvilke procedurer personer med behov for international beskyttelse identificeres (af UNHCR eller medlemsstaterne), og hvilken rolle Den Europæiske Unions Asylagentur spiller i denne procedure;

1.14.

er fortaler for, at anvendelsen af supplerende og alternative modtagelses- og finansieringsprogrammer i stil med det canadiske »Private Sponsorship Program« undersøges nærmere (1). EU-genbosætningsrammen kan generelt drage fordel af en institutionaliseret trepartstilgang, der inddrager medlemsstaterne, UNHCR og private/civilsamfundsrelaterede aktører; Dette må dog ikke gå ud over hverken kvaliteten eller omfanget af genbosætning; Opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at civilsamfundet informeres grundigt om genbosættelsesplaner og den ydede støtte med henblik på deres deltagelse i processen;

1.15.

anbefaler en styrket institutionel tilstedeværelse af EU og dets medlemsstater i særligt udsatte oprindelses- og transitlande, herunder støtte til disse lande gennem opbygning af lokal kapacitet til modtagelse og beskyttelse.

2.1.1.

EØSU bifalder genbosætning af personer med behov for international beskyttelse i Unionen. EØSU fremhæver, som allerede påpeget i sin udtalelse om Den europæiske dagsorden for migration (2), sin opfordring til, at der i tilknytning til genbosætning etableres solide integrationsordninger i medlemsstaterne samt sikres adgang til arbejdsmarkedet, anerkendelse af kvalifikationer og tilbud om faglig og sproglig uddannelse.

2.1.2.

EØSU støtter foranstaltningerne til sikring af en tidlig, effektiv og vellykket integration af genbosatte personer inden for rammerne af handlingsplanen om integration af tredjelandsstatsborgere  (3), der blev fremsat den 7. juni 2016. Disse foranstaltninger er imidlertid i modstrid med status for subsidiær beskyttelse, da medlemsstaterne på ny skal vurdere en persons beskyttelsesstatus, og dette i givet fald kan resultere i, at de ikke anerkender vedkommendes flygtningestatus. Dermed risikerer en person med behov for international beskyttelse udsendelse eller tilbagesendelse til tredjelandet eller oprindelseslandet.

2.2.1.

EØSU støtter den i artikel 7 og 8 indførte fleksibilitet ved fastlæggelsen af fælles kriterier for udvælgelse af regioner og tredjelande, hvorfra genbosætning kan finde sted. Disse bør dog ikke være for restriktive og bør ikke afhænge af kvaliteten af et tredjelands eller en regions effektive samarbejde om migration og asyl, men snarere af folks sårbarhed. EØSU modsætter sig enhver form for forskelsbehandling baseret på flugtrute eller oprindelsesland eller på grundlag af race eller religion (artikel 3 i Flygtningekonventionen).

2.2.2.

For så vidt angår skabelsen af de nødvendige betingelser for anvendelse af principperne om »første asylland« og »sikkert tredjeland« med henblik på tilbagesendelse af asylansøgere, påpegede EØSU allerede i sin udtalelse om Etablering af en fælles EU-liste over sikre oprindelseslande  (4), at det stadig er for tidligt at udarbejde en dækkende liste. En liste over sikre oprindelseslande kræver enighed om fælles kriterier, som fastsat i direktiv 2013/32/EU, og vurderingen af et land kræver specifikke, konkrete og præcise indikatorer baseret på oplysninger fra især UNHCR, EASO, Europarådet, Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og andre menneskerettighedsorganisationer. EØSU advarer om, at disse principper under ingen omstændigheder må anvendes på lande, der overtræder menneskerettighederne og retsstatsprincippet. Desuden kan et tredjeland kun betragtes som »sikkert«, når det er garanteret, at landet overholder princippet om »non-refoulement« og derudover har anerkendt og gennemfører Flygtningekonventionen, New York-protokollen af 31. januar 1967 vedrørende flygtninges retsstilling og andre relevante traktater fuldt ud.

2.2.3.

EØSU mener, at EU med disse partnerskaber forsøger at flytte flygtningeproblematikken og sit ansvar for personer, der søger beskyttelse, til tredjelande og give disse tredjelande materielle incitamenter til at standse personer, der søger beskyttelse, ved de ydre grænser. I den henseende bør der også stilles spørgsmålstegn ved det øgede antal tilbagetagelser af tredjelandsstatsborgere og statsløse personer med ulovligt ophold på medlemsstaternes område, der er et resultat af nye aftaler. Indsatsen for at nedbringe antallet af flygtninge indebærer en risiko for, at tredjelande undlader at overholde chartret, Flygtningekonventionen og EMRK og tilbageholder, afviser eller tilbagesender nyankomne, der søger beskyttelse, ved deres grænser. EØSU opfordrer derfor til en konsekvent anvendelse af principperne i international ret og oprettelse af effektive kontrolmekanismer.

2.3.1.

EØSU opfordrer til en afkobling af genbosætningsprogrammet og partnerskabsaftalerne, og derfor bør en del af teksten i artikel 4, litra a) (»og eventuelle videre rejser foretaget af disse personer til medlemsstaternes område«) slettes. EØSU mener, at kriterierne i artikel 4, litra c) og d), med undtagelse af nr. iii), stiller spørgsmålstegn ved retten til asyl og beskyttelse mod refoulement i henhold til artikel 18 og 19 i chartret, og de skal derfor også slettes.

2.3.2.

EØSU opfordrer i overensstemmelse med UNHCR til, at det ved tilbagetagelsesforanstaltninger sikres, at det pågældende tredjeland eller den pågældende region har anerkendt Flygtningekonventionen fuldt ud og gennemfører denne, således at adgangen til en procedure, hvor en ansøgning om beskyttelse behandles i henhold til Flygtningekonventionen er garanteret.

2.3.3.

EØSU bemærker med bekymring, at tilbagesendelsesmekanismen inden for rammerne af erklæringen fra EU og Tyrkiet, kan risikere at forvandle de såkaldte »Hot Spots« til en form for fængsler. Det vil være en tilsidesættelse af retten til frihed og beskyttelse mod vilkårlig frihedsberøvelse (artikel 5 i den europæiske menneskerettighedskonvention og artikel 6 i chartret). EØSU giver derfor udtryk for sin foruroligelse over anholdelser og tilbagesendelser i henhold til erklæringen mellem EU og Tyrkiet og finder, at den nuværende tilbagesendelsesmekanisme hurtigst muligt bør tages op til revision med henblik på at sikre ordentlig beskyttelse i denne og i nye partnerskabsaftaler.

2.3.4.

EØSU støtter principielt en intensivering af diplomatiske forbindelser og finansielle og tekniske ledsageforanstaltninger inden for rammerne af partnerskaber med tredjelande, såsom opbygning af lokal kapacitet til modtagelse og beskyttelse af personer, der behøver international beskyttelse, som tjener til håndtering af flygtningeproblematikken i tredjelande og regioner. Disse aktiviteter skal være i overensstemmelse med Flygtningekonventionen, EMRK og chartret. Genbosættelsesforanstaltninger eller generel udviklingsbistand må ikke være betinget af tilbagesendelses- eller lignende samarbejdsaftaler med tredje lande; Sådanne aftaler er i strid med de humanitære mål for disse foranstaltninger.

2.4.1.

EØSU glæder sig over det særlige fokus på sårbarheden hos kvinder og piger, børn og unge, herunder uledsagede mindreårige, og medtagelsen af personer, som har familiebånd, som en udvidelse af de klassiske kategorier for genbosætning. EØSU støtter navnlig hensynet til familiens enhed, hvor spørgsmålet om søskende som »familiemedlemmer« tages med i betragtning. Disse kriterier bør dog kun finde anvendelse, såfremt de eksisterende regler for familiesammenføring jf. direktivet om familiesammenføring af 2003 ikke kan anvendes. EØSU understreger betydningen af at sikre, at principperne om ligestilling og ikkeforskelsbehandling overholdes, hvilket også bør gælde for litra a), b), c) og d).

2.4.2.

EØSU er dog betænkelig ved at udvide kategorierne til også at omfatte »personer med socioøkonomisk sårbarhed«, hvis disse mennesker har en lav indkomst, lavt erhvervsmæssig status eller en dårlig uddannelse osv. Denne kategori kræver ikke beskyttelse i henhold til Genève-konventionen fra 1951, som igen kan føre til diskrimination af personer med behov for international beskyttelse. Man er i den forbindelse nødt til at etablere andre lovlige adgangsveje og foranstaltninger, der er møntet på beskyttelsesbehovet hos personer, der socioøkonomisk set er sårbare.

2.4.3.

Generelt støtter EØSU, at UNHCR's mangeårige kriterier for anerkendelse overtages, hvorved organisationens centrale rolle i forbindelse med identifikationen af personer med behov for international beskyttelse styrkes.

2.5.1.

EØSU afviser den fuldstændige udelukkelse af de personer, der er omhandlet i artikel 6, stk. 1, litra d) og f), da dette er i strid med den grundlæggende ret til asyl. Begge afsnit skal slettes med henblik på at bevare asylbegrebets integritet og troværdighed.

2.5.2.

Det er desuden nødvendigt at sikre, at artikel 6, stk. 1, litra c), kun anvendes i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet. Desuden skal der, set i lyset af de forskellige retlige rammer og retspraksis i de enkelte stater, ved kriterierne for at komme i betragtning og udelukkelseskriterierne ses bort fra eller foretages en konkretisering af vage begreber og formuleringer som i artikel 6, stk. 1 litra a), nr. ii), »de har begået en alvorlig forbrydelse«.

2.5.3.

Anvendelsen af en valgfri udelukkelsesgrund (artikel 6, stk. 2), ifølge hvilken medlemsstaterne kan nægte at genbosætte tredjelandsstatsborgere eller statsløse, for hvilke en af de udelukkelsesgrunde, der er nævnt i artikel 6, stk. 1, litra a) eller b), finder umiddelbar anvendelse, kræver entydig og rimelig dokumentation. I modsat fald bør dette stykke udgå. Hvis der blot er tale om en mistanke, overtræder medlemsstaten princippet om ikkeforskelsbehandling.

2.6.1.

EØSU bifalder muligheden for at reagere fleksibelt på ændringer i migrationsstrømmene og nye internationale rammevilkår. Udvalget opfordrer dog i overensstemmelse med UNHCR og andre civilsamfundsorganisationer (5) til, at antallet af personer, der skal genbosættes, i modsætning til i artikel 7 defineres som et minimumsantal samtidig med at UNHCR's årlige rapport (6) bør udgøre grundlaget for prognosen over behovet for genbosætning. EØSU mener, at det vil være passende, hvis Europa påtager sig at imødekomme en andel på mindst 25 % af det af UNHCR beregnede globale behov for genbosætning.

2.6.2.

EØSU er bekymret for inddragelsen af medlemsstaterne i gennemførelsen af den årlige genbosætningsplan. Den hidtidige gennemførelse af Rådets konklusioner af 20. juli 2015, Kommissionens iværksættelse af traktatbrudsprocedurer for manglende gennemførelse af det fælles europæiske asylsystem (7) og Kommissionens rapporter om fremskridt i gennemførelsen af erklæringen (8) fra EU og Tyrkiet giver anledning til bekymring.

2.6.3.

I artikel 8 bør der skelnes klarere mellem UNHCR's genbosætningsramme på den ene side og genbosætningsforanstaltninger og andre lovlige adgangsveje varetaget af EU, dets medlemsstater eller andre aktører på den anden side. EØSU bifalder overordnet set den i EU-genbosætningsrammen institutionaliserede trepartstilgang, ifølge hvilken genbosætning sker via UNHCR, EU og medlemsstaterne samt private/civilsamfundsrelaterede aktører.

2.7.1.

Mens genbosætningsprocedurerne i henhold til artikel 10 og 11 skal være baseret på tredjelandsstatsborgerens eller den statsløses samtykke, må tredjelandsstatsborgere eller statsløse personer, som har afvist genbosætning i en bestemt medlemsstat af f.eks. familiemæssige, sociale eller kulturelle årsager, ikke udelukkes fra genbosætning i en anden medlemsstat.

2.8.1.

EØSU tildeler UNHCR en nøglerolle i forbindelse med identifikationen af tredjelandsstatsborgere og statsløse. Den Europæiske Unions Asylagentur, hvis formål og ansvarsområde forinden skal fastlægges helt konkret af Kommissionen, eller relevante internationale organer kan støtte UNHCR. EØSU stiller spørgsmålstegn ved særlige rettigheder som i erklæringen mellem EU og Tyrkiet, hvor et tredjeland træder i stedet for UNHCR og udvælger de personer, der får lov at rejse. Dette er ikke i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder i Flygtningekonventionen, chartret og EMRK.

2.8.2.

Ifølge forslaget bør genbosætning være den foretrukne fremgangsmåde til at opnå international beskyttelse på medlemsstaternes område, og denne bør ikke resultere i endnu en asylprocedure. Sådanne begrænsninger kan antaste retten til asyl for personer med behov for beskyttelse. Det skal også være muligt at søge om asyl på medlemsstaternes område via andre kanaler, da dette ellers er en overtrædelse af den beskyttelsessøgende persons ret og pligt til at søge om asyl i det første modtagelsesland i EU.

2.8.3.

EØSU advarer om, at integrationen af genbosatte personer i en medlemsstat resulterer i en konflikt med den subsidiære beskyttelsesstatus i henhold til den fremskyndede procedure (artikel 11). Den medlemsstat, hvor genbosætningen skal foregå, skal nemlig vurdere en persons flygtningestatus på ny, hvilket kan resultere i en afvisning af denne status. Der skal derfor ses bort fra tildeling af subsidiær beskyttelsesstatus, idet den fremskyndede procedure er begrundet i den hastende karakter af f.eks. medicinsk behandling. I begge procedurer (9) skal betingelserne for en fuld anerkendelse af flygtningestatus evalueres.

2.9.1.

EØSU anbefaler, at Kommissionen, ud over blot at høre genbosætningsudvalget på højt plan, fastlægger den årlige genbosætningsplan i samråd med udvalget og sikrer dens obligatoriske gennemførelse. Formandskabet bør gå på skift mellem Kommissionen og Europa-Parlamentet i et tæt samarbejde med civilsamfundet. EØSU som talerør for civilsamfundet bør være medlem af udvalget på højt plan eller i det mindste være repræsenteret i form af en permanent deltagelse med observatør- eller rådgivende status.

2.9.2.

EØSU opfordrer til, at Den Europæiske Unions Asylagentur, UNHCR og IOM (International Organization for Migration) skal være faste medlemmer af udvalget på højt plan.

3.1.1.

EØSU gentager sin opfordring til EU's medlemsstater og det internationale samfund om at tage et større ansvar for personer med behov for international beskyttelse, udvise en højere grad af solidaritet med tredjelande og regioner, til hvilke eller i hvilke et stort antal personer er blevet fordrevet, samt styrke indsatsen til sikring af genbosætning og indrejse af humanitære årsager.

3.1.2.

Udvalget forventer, at EU og medlemsstaterne lever op til deres hidtidige forpligtelser til flytning og genbosætning i henhold til Rådets afgørelser fra juli og september 2015, i højere grad tager hensyn til den begrænsede modtagelseskapacitet i en medlemsstat som Grækenland og gør en større indsats for at oprette en solidarisk EU-genbosætningsramme og et fælles europæisk asylsystem. Ifølge UNHCR's oplysninger findes der på verdensplan 65,3 millioner personer med behov for international beskyttelse, og EØSU opfordrer derfor til, at der udvises et større engagement og genbosættes langt flere end 20 000 personer med behov for beskyttelse på årsbasis.

3.1.3.

EØSU anbefaler, at medlemsstaterne hurtigst muligt styrker deres institutionelle tilstedeværelse i oprindelses- og transitlande, således at ambassader og konsulater eller specifikke migrationscentre får mulighed for hurtigt at anerkende et beskyttelsesbehov på grundlag af UNHCR's oplysninger og skabe mulighed for genbosætning i medlemsstaterne. Dette ville være et yderligere bidrag til opbygningen af den nødvendige infrastruktur til gennemførelse af EU's genbosætningsplaner.

3.2.1.

EØSU anbefaler at institutionalisere et tæt partnerskab med UNHCR på grund af organisationens internationalt anerkendte ekspertise. Som supplement kan der indgås lignende partnerskaber med IOM og andre certificerede civilsamfundsorganisationer som f.eks. Churches' Commission for Migrants in Europe (CCME) eller Det Europæiske Råd for Flygtninge og Personer i Eksil (ECRE). Udvalget vil gerne opfordre medlemsstaterne til i de tidlige faser at inddrage borgere og civilsamfundsorganisationer på lokalt plan med henblik på at opnå støtte fra lokalsamfundet, og således øge udsigten til en vellykket integration af genbosatte flygtninge.

3.2.2.

Også alternative modtagelses- og finansieringsprogrammer iværksat af f.eks. enkeltpersoner, NGO'er, civilsamfundsorganisationer, herunder sociale foreninger, eller andre interesserede grupper bør komme i betragtning, således at der skabes lovlige indrejseveje til Unionen. Dette kan være et nyttigt supplement til den europæiske genbosætningsplan, men kan aldrig erstatte denne. EØSU fremhæver i den sammenhæng det canadiske »Private Sponsorship Program« som et godt eksempel. Civilsamfundet, arbejdsmarkedets parter og lokale myndigheder varetager vigtige integrationsfunktioner efter genbosætningen af en person, og derfor bør de så hurtigt som muligt inddrages i planlægnings- og beslutningsprocesserne under genbosætningsrammen.

3.2.3.

Private indrejseordninger bør regelmæssigt evalueres af medlemsstaterne for at sikre, at de grundlæggende rettigheder i chartret, EMRK og Flygtningekonventionen overholdes, og at det ikke er andre interesser, der forfølges. De personer, der skal genbosættes inden for rammerne af private indrejseordninger, skal opfylde betingelserne for tilkendelse af flygtningestatus. I værtslandet får de samme juridiske status, som flygtninge der er indrejst via statslige ordninger.

21.4.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 125/46

Ordfører:

Christian BÄUMLER

1.1.

I Juncker-Kommissionens politiske retningslinjer påpeges det efter EØSU's opfattelse med rette, at det retlige samarbejde mellem EU-medlemsstaterne gradvist må forbedres, og at der må holdes trit med den aktuelle virkelighed, hvor et stigende antal mobile borgere i hele EU indgår ægteskab og får børn.

1.2.

EØSU glæder sig over, at Kommissionens forslag har til formål at sikre, at der i større omfang tages højde for barnets tarv i forbindelse med afgørelser om tilbagesendelse. EØSU støtter børns rettigheder og understreger, at respekten for børns rettigheder på alle politikområder vedrørende børn er af største betydning. Barnets tarv skal altid komme i første række.

1.3.

EØSU glæder sig over, at Kommissionen foreslår adskillige væsentlige ændringer med sigte på at gøre proceduren for tilbagegivelse af et bortført barn mere effektiv. Efter EØSU's opfattelse kan det også være hensigtsmæssigt at vedtage fælles minimumsstandarder, herunder en fælles fuldbyrdelsesprocedure.

1.4.

EØSU mener, at det i artikel 55 omhandlede samarbejde mellem centrale myndigheder i sager, der specifikt vedrører forældreansvar, er af afgørende betydning, og går ind for en omarbejdning af disse bestemmelser.

1.5.

EØSU bifalder, at medlemsstaterne forpligtes til at samle kompetencerne i et begrænset antal domstole under hensyntagen til de enkelte retssystemers struktur.

1.6.

EØSU glæder sig over, at forslaget præciserer fristerne for afgørelser om tilbagegivelse, der kan fuldbyrdes, og at tilbagegivelsesprocedurerne forkortes til en varighed af højst 18 uger.

1.7.

EØSU anser en begrænsning til én klageinstans i tilbagegivelsesprocedurer for at være rimelig.

1.8.

EØSU glæder sig over, at retten i domsstaten kan erklære, at en afgørelse midlertidigt kan fuldbyrdes, også når denne mulighed ikke findes i henhold til national ret.

1.9.

EØSU er af den opfattelse, at minimumsstandarder for høring af børn kan bidrage til en øget accept af afgørelser.

1.10.

EØSU opfordrer desuden til en afskaffelse af eksekvaturproceduren. Udvalget mener, at beskyttelsesmekanismerne imidlertid bør opretholdes.

1.11.

EØSU opfordrer til, at fuldbyrdelsesmedlemsstatens domstole desuden skal have mulighed for at træffe tvingende nødvendige beskyttelsesforanstaltninger, når der er øget risiko for, at et barn udsættes for skade.

1.12.

EØSU bifalder, at forslaget om anbringelse af et barn hos en plejefamilie eller på en døgninstitution i en anden medlemsstat under alle omstændigheder forudsætter værtsstatens samtykke.

1.13.

EØSU mener, at der er behov for præcisering af Bruxelles IIa-forordningens anvendelsesområde. Selv når der tages udgangspunkt i en »national« opfattelse af ægteskabet, skal medlemsstaterne tage højde for artikel 21 i EU's charter om grundlæggende rettigheder. EØSU foreslår, at det i en af forordningens betragtninger anføres, at der skal tages højde for artikel 21.

1.14.

EØSU mener, at der er behov for bestemmelser vedrørende sager, hvor den ene forælder kommer fra et land uden for EU, og opfordrer til indgåelse af bilaterale aftaler, især med lande som ikke har undertegnet Haagerkonventionen om de civilretlige virkninger af internationale børnebortførelser.

2.1.

Den 30. juni 2016 fremlagde Kommissionen forslag til en reform af Bruxelles IIa-forordningen. Bruxelles IIa-forordningen er hjørnestenen i det retlige samarbejde i familiesager i EU. Den fastlægger ensartede regler for retternes kompetence i sager vedrørende skilsmisse, separation og omstødelse af ægteskab samt tvister om forældreansvar i grænseoverskridende situationer. Den fremmer den frie bevægelighed for retsafgørelser, offentlige dokumenter og aftaler i EU, idet den indeholder bestemmelser om deres anerkendelse og fuldbyrdelse i andre medlemsstater. Forordningen har siden den 1. marts 2005 fundet anvendelse i alle medlemsstater med undtagelse af Danmark.

2.2.

Den del af forordningen, som vedrører retlige spørgsmål om forældre og børn, fastlægger inden for EU den internationale kompetence i børnesager og indeholder bestemmelser om anerkendelse og fuldbyrdelse af andre medlemsstaters afgørelser vedrørende forældre og børn. Forordningen indeholder desuden bestemmelser om tilbagegivelse af børn, som er bragt ulovligt til eller tilbageholdes i en anden medlemsstat. I den forbindelse styrker forordningen tilbagesendelsesmekanismen i henhold til konventionen om de civilretlige virkninger af internationale børnebortførelser.

2.3.

Forordningen, som allerede har været genstand for 24 afgørelser truffet af Den Europæiske Unions Domstol, bør nu reformeres i flere henseender. Det aktuelle Kommissionsforslag vil gøre forordningen endnu mere effektiv. Det begrænser sig til den del af forordningen, som vedrører retlige spørgsmål om forældre og børn og berører ikke bestemmelserne om retlige spørgsmål i forbindelse med skilsmisseprocedurer.

2.4.

I Juncker-Kommissionens politiske retningslinjer påpeges det efter EØSU's opfattelse med rette, at det retlige samarbejde mellem EU-medlemsstaterne gradvist må forbedres, og at der må holdes trit med den aktuelle virkelighed, hvor et stigende antal mobile borgere i hele EU gifter sig og får børn.

2.5.

EØSU har allerede i tidligere udtalelser (1) fremhævet, at traktaterne og EU's charter om grundlæggende rettigheder garanterer adgang til effektive retsmidler og respekt for de grundlæggende rettigheder, herunder især ejendomsretten, lighed for loven for alle, forbud mod forskelsbehandling, respekt for privatliv og familieliv, retten til at indgå ægteskab og stifte familie samt retten til en upartisk domstol.

2.6.

Kommissionen har undersøgt forordningens praktiske anvendelighed og har i sin rapport, som blev vedtaget i april 2014 (COM(2014) 225) (2), erklæret, at ændringer til forordningen var nødvendige. Undersøgelsen blev gennemført under programmet for kvalitetskontrol af den eksisterende EU-lovgivning (Refit).

2.7.

Med omarbejdningen bør det europæiske område med retfærdighed og grundlæggende rettigheder blive videreudviklet på baggrund af gensidig tillid, de resterende hindringer for den frie bevægelighed for retsafgørelser bør bortfalde med princippet om gensidig anerkendelse, og barnets tarv bør blive bedre beskyttet, idet proceduren bliver gjort enklere og mere effektiv.

2.8.

EØSU glæder sig over, at Kommissionens forslag har til formål at sikre, at der i større omfang tages højde for barnets tarv i forbindelse med afgørelser om tilbagesendelse. Med den stigende migration er der i højere grad behov for metoder til og strukturer for samarbejde, så det bliver muligt at beskytte børn på tværs af de nationale grænser.

2.9.

EØSU glæder sig over, at Kommissionen foreslår adskillige væsentlige ændringer, som har til formål at gøre proceduren for tilbagegivelse af bortførte børn mere effektiv. I tilfælde, hvor forældre bortfører børn, er rettidig handling af afgørende betydning for resultatet af den procedure for tilbagegivelse af barnet, der fremgår af forordningen.

2.10.

EØSU mener, at det i artikel 55 omhandlede samarbejde mellem de centrale myndigheder i sager, der specifikt vedrører forældreansvar, er afgørende for på effektiv vis at støtte forældre og børn, som er involveret i grænseoverskridende sager vedrørende børn.

2.11.

Efter EØSU's opfattelse er et afgørende problem den upræcise formulering af artiklen om den bistand, som skal ydes af de centrale myndigheder i sager, der specifikt vedrører forældreansvar. Artiklen udgør for de nationale myndigheder i visse medlemsstater ikke et tilstrækkeligt retsgrundlag for at skride til handling.

2.12.

EØSU bifalder, at forslaget redegør for, hvem der af hvem og under hvilke betingelser kan anmode om bistand eller oplysninger. Desuden præciseres det, at også domstole og børnevelfærdsmyndigheder kan anmode om bistand fra de centrale myndigheder. Omarbejdningen skaber retsgrundlag for, at børnevelfærdsmyndigheder kan få udleveret de ønskede oplysninger fra andre medlemsstater via de centrale myndigheder.

2.13.

EØSU bifalder, at medlemsstaterne forpligtes til at samle kompetencerne i et begrænset antal domstole under hensyntagen til de enkelte retssystemers struktur. Der opstår forsinkelser i forbindelse med sagsbehandlingen, idet de enkelte medlemsstaters domstole, som har beskæftiget sig med tilbagegivelsesanmodninger, ikke er specialiseret i dette. Dommerne er således ikke fuldt fortrolige med de relevante procedurer og bestemmelser og har sjældent lejlighed til regelmæssigt at samarbejde med andre domstole i EU på en måde, der er befordrende for opbygningen af gensidig tillid.

2.14.

EØSU glæder sig over, at forslaget præciserer fristerne for afgørelser om tilbagegivelse, der kan fuldbyrdes, og at tilbagegivelsesprocedurer forkortes til en varighed af højst 18 uger.

2.15.

De centrale myndigheder vil i henhold til forslaget være forpligtet til inden for en periode på seks uger at modtage og behandle anmodningen, identificere sagsøgte og barnet, fremme mægling og i den forbindelse sikre, at en sådan ikke forsinker proceduren. Der er på nuværende tidspunkt ingen frister for de centrale myndigheder.

2.16.

En særlig frist på seks uger skal gælde for sager ved retten i første instans samt ved appelinstansen. Dette medfører efter EØSU's opfattelse en mere realistisk frist for domstolene med hensyn til at sikre sagsøgtes ret til en retfærdig rettergang. EØSU gør opmærksom på, at det bør sikres, at disse frister overholdes i de forskellige retssystemer.

2.17.

EØSU anser en begrænsning til én klageinstans i tilbagegivelsesprocedurer for at være rimelig. De fleste forfatninger i medlemsstaterne garanterer kun én klageadgang i forbindelse med statslige afgørelser.

2.18.

EØSU glæder sig over, at retten i domsstaten kan erklære, at en afgørelse midlertidigt kan fuldbyrdes, også når denne mulighed ikke findes i henhold til national ret. Dette er hensigtsmæssigt i systemer, hvor en afgørelse ikke kan fuldbyrdes, så længe den stadig er genstand for et søgsmål. Dermed kan en forælder påberåbe sig samværsret på baggrund af en afgørelse, som midlertidigt kan fuldbyrdes, mens der verserer en klagesag vedrørende denne afgørelse efter anmodning fra den anden forælder.

2.19.

EØSU opfordrer til, at dommerne udtrykkeligt tilskyndes til at undersøge, om afgørelser om tilbagegivelse skal kunne fuldbyrdes midlertidigt. Forsinkelser efter afgørelser om tilbagegivelse har en negativ indvirkning på forholdet mellem forældre og børn og på barnets tarv. EØSU glæder sig over, at forslaget indeholder en række præciseringer med henblik på en bedre anvendelse af de nuværende regler. Den medlemsstat, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted umiddelbart før den ulovlige fjernelse eller tilbageholdelse, er således forpligtet til omhyggeligt at undersøge barnets tarv, inden der træffes endelig afgørelse om forældremyndigheden, som kan munde ud i en tilbagegivelse af barnet. I denne sammenhæng har ethvert barn, der er i stand til at danne egne meninger, ret til at blive hørt som led i en sådan undersøgelse, selv om det ikke er fysisk til stede, og der bør anvendes passende alternative midler som f.eks. videokonferencer.

2.20.

Minimumsstandarder for høring af børn kan efter EØSU's opfattelse desuden medvirke til at forhindre nægtelse af anerkendelse, fuldbyrdelse eller eksekvatur af en afgørelse, som er truffet af en anden medlemsstat, og dermed øge EU-borgernes accept (af afgørelsen). Som eksempel kan nævnes den minimumsalder, et barn skal have for at kunne høres, men procedurespørgsmål, som går ud over dette, f.eks. hvem der skal stille barnet spørgsmål, er ikke relevante. Dette bør (og skal) fortsat være overladt til medlemsstaterne. EØSU anbefaler, at dommere, der afhører børn, modtager en socialpædagogisk undervisning.

2.21.

EØSU støtter også afskaffelse af eksekvaturproceduren for alle afgørelser om forældreansvar, der træffes i en medlemsstat (og for officielle dokumenter og aftaler). Med hensyn til fuldbyrdelsen, der som sådan henhører under medlemsstaternes kompetence, følger det af Domstolens retspraksis, at anvendelsen af nationale fuldbyrdelsesregler ikke må være til skade for forordningens effektivitet i praksis.

2.22.

Desuden har den påkrævede eksekvaturprocedure ført til gennemsnitlige forsinkelser på flere måneder pr. sag og omkostninger på op til 4 000 EUR for borgerne (3).

2.23.

EØSU mener, at der imidlertid bør opretholdes særlige beskyttelsesmekanismer. Sådanne mekanismer omfatter under alle omstændigheder korrekt forkyndelse af dokumenter, parternes og barnets ret til at blive hørt, navnlig i forbindelse med modstridende afgørelser, samt overholdelse af særlige proceduremæssige bestemmelser om anbringelse af barnet i en anden medlemsstat — inspireret af den nuværende artikel 56 i Bruxelles IIa-forordningen.

2.24.

EØSU opfordrer til, at fuldbyrdelsesmedlemsstatens domstole også får mulighed for at træffe tvingende nødvendige beskyttelsesforanstaltninger, når der er øget risiko for, at et barn udsættes for skade eller på anden vis bringes i en uacceptabel situation. Således kan f.eks. en domstol, ved hvilken der verserer en tilbagegivelsesprocedure, give en af forældrene samværsret, og afgørelsen kan desuden fuldbyrdes i den medlemsstat, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted, indtil en domstol i dette land har truffet endelig afgørelse om samværet.

2.25.

EØSU bifalder, at Kommissionsforslaget om anbringelse af et barn hos en plejefamilie eller på en døgninstitution i en anden medlemsstat under alle omstændigheder kræver samtykke fra værtslandet. Kravet om samtykke sikrer, at barnet modtager målrettet omsorg i værtslandet. EØSU anbefaler desuden, at anbringelse inden for barnets familie skal prioriteres, og hvis dette ikke er muligt eller ikke tilgodeser barnets tarv, skal der sørges for en plejefamilie eller fællesskabsbaseret pleje.

2.26.

EØSU noterer sig, at det ifølge rapporten undertiden varer flere måneder, inden det fastslås, om det i de enkelte tilfælde er nødvendigt at indhente samtykke. Såfremt det er nødvendigt at indhente samtykke, skal høringsproceduren følges, og denne er ligeledes tidskrævende, idet der ikke er nogen frist for de myndigheder, hvortil anmodningen rettes. Som en konsekvens heraf træffer mange af ovennævnte myndigheder beslutning om anbringelsen og sender barnet til værtslandet, mens høringsproceduren stadig foregår, eller inden den indledes, idet de skønner, at anbringelsen er presserende, og de er bevidste om procedurens varighed. Dette resulterer i en situation med juridisk usikkerhed for barnet.

2.27.

EØSU glæder sig over forslaget om at indføre en frist på otte uger, inden for hvilken den medlemsstat, hvortil anmodningen rettes, skal træffe en afgørelse. Den fremskyndede procedure tjener barnets tarv.

2.28.

EØSU accepterer, at det i henhold til Haagerkonventionen er domstolen i den medlemsstat, hvor barnet befinder sig, der træffer afgørelse. EØSU påpeger, at værneting i forbindelse med bortførelse af børn i de fleste tilfælde er det sted, hvor bortføreren befinder sig. EØSU gør opmærksom på, at der med Bruxelles IIa-forordningen allerede er indført gratis rådgivning til forældre, der kommer fra et andet land end det, som barnet har sit sædvanlige opholdssted i.

2.29.

EØSU glæder sig generelt over vedtagelsen af fælles minimumsstandarder, herunder en fælles fuldbyrdelsesprocedure, der sigter mod at fremskynde tilbagegivelsesproceduren.

3.1.

EØSU mener, at der er behov for lovgivning i forbindelse med sager, hvor den ene forælder kommer fra et land uden for EU. Migration og global udveksling af varer og tjenesteydelser har ført til flere sådanne tilfælde. EØSU mener, at det er nødvendigt at indgå bilaterale aftaler, navnlig med lande, som ikke har undertegnet Haagerkonventionen om de civilretlige virkninger af internationale børnebortførelser.

3.2.

EØSU mener, at der er behov for præcisering for så vidt angår Bruxelles IIa-forordningens anvendelsesområde. Det fremgår ikke af Kommissionens forslag, om nye former for ægteskab eller skilsmisse er omfattet af forordningen. Hvad der skal forstås ved ægteskab, er ikke klart defineret, men derimod indforstået. Selv når der tages udgangspunkt i en »national« opfattelse af ægteskabet, skal medlemsstaterne tage højde for artikel 21 i EU's charter om grundlæggende rettigheder, som forbyder forskelsbehandling på grund af seksuel orientering. EØSU foreslår, at det i en af forordningens betragtninger præciseres, at der skal tages højde for artikel 21.

21.4.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 125/51

Ordfører uden studiegruppe:

Ulrich SAMM

1.1.

EØSU ønsker at understrege, at den digitale økonomi spiller en stadig vigtigere rolle i vores økonomi og samfundsliv. Betydelige investeringer i digital infrastruktur skal prioriteres højt med henblik på at forblive konkurrencedygtig og bane vej for virksomhedsetablering og jobskabelse, navnlig i lyset af de investeringer, der foretages af Europas vigtigste konkurrenter, nemlig USA og Asien.

1.2.

EØSU glæder sig over meddelelsen og de tilknyttede EU-initiativer vedrørende den europæiske kodeks for elektronisk kommunikation, Sammenslutningen af Europæiske Tilsynsmyndigheder inden for Elektronisk Kommunikation (BEREC), 5G-handlingsplanen og støtteordningen for de offentlige myndigheder, som ønsker at tilbyde gratis wi-fi-adgang (WiFi4EU).

1.3.

Opsplitningen af EU's netværksudbydere betyder, at der er behov for EU-retningslinjer for at opnå en sammenhængende europæisk modernisering til støtte for det digitale indre marked.

1.4.

Udvalget bemærker, at de strategiske mål for 2025 er ambitiøse, men realistiske, selv om de i høj grad er afhængige af national (privat og offentlig) finansiering til igangsættelse og samordning af projekter. EØSU hilser i den forbindelse velkommen, at EU-netværket af kompetencekontorer vedrørende bredbånd på regionalt/nationalt plan vil blive oprettet og støttet, eftersom det vil hjælpe de lokale forvaltninger med at ansøge om og anvende strukturfondene.

1.5.

EØSU bifalder ligeledes indførelsen af et »kupon-system«, der har til formål at nedbringe de administrative udgifter og byrder, især for små lokalsamfund og SMV'er.

1.6.

EØSU konstaterer med tilfredshed, at de europæiske struktur- og investeringsfonde (ESIF) giver betydelig finansiel støtte til højhastighedsbredbåndsnet. Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer (EFSI) spiller også en vigtig rolle. EØSU anbefaler, at denne rolle styrkes ved at støtte større europæiske projekter for højhastighedsbredbåndsnet, herunder langs det transeuropæiske centrale transportnet, og ved at fastlægge en passende finansiel og lovgivningsmæssig ramme.

1.7.

Det bliver kun muligt at opnå fuldt økonomisk og socialt udbytte af overgangen til gigabitkonnektivitet, hvis Europa kan tilvejebringe højkapacitetsnet i by- og landområder til alle dele af samfundet. Der er behov for offentlige investeringer, fordi markedet ikke selv vil dække alle fjerntliggende områder og garantere et minimum af digital adgang til sårbare medlemmer af samfundet.

1.8.

EØSU anerkender det positive momentum i medlemsstaterne med hensyn til bredbåndsmålene i den digitale dagsorden fra 2010, der tjener som reference for politik og for nationale og regionale bredbåndsplaner.

1.9.

EØSU noterer sig med glæde gratis-initiativet »WIFI4EU« for alle europæere på offentlige steder: i offentlige administrationer, biblioteker og hospitaler såvel som udendørs. Initiativet bør give alle mulighed for en fri internetforbindelse, der har den samme digitale identitet i hele EU. EØSU anbefaler navnlig at følge eIDAS-forordningen om elektronisk identifikation (1), der giver garanti for databeskyttelse og offentlig sikkerhed mod misbrug af tjenesten (f.eks. til terrorisme).

2.1.

Meget høj internetkonnektivitet er en nøgleinfrastruktur for transport af data på samme måde, som veje, jernbaner, havne og lufthavne er det for transport af varer og passagerer. Eftersom transport af data bliver stadig vigtigere i vores økonomi og sociale liv, er det af afgørende betydning for vores samfund, at vi investerer i denne infrastruktur for at forblive konkurrencedygtige og bane vej for virksomhedsetablering og jobskabelse.

2.2.

Internetforbindelser er vigtige for det digitale indre marked. Kommissionens strategi for det digitale indre marked fra maj 2015 skabte de rette rammer og vilkår for etablering af avancerede digitale net. EØSU har behandlet betydningen af disse spørgsmål i flere udtalelser (2)  (3).

2.3.

Det er veldokumenteret, at kvaliteten af internetforbindelserne forventes at blive forbedret inden 2025 (f.eks. i Kommissionens offentlige høring).

2.4.

Det basale bredbåndsnet, der i dag er til rådighed for stort set alle europæere, er ikke længere godt nok. I løbet af de næste ti år bliver der brug for bredbåndsnet med meget høj kapacitet (gigabit) til en lang række applikationer, som f.eks. tingenes internet (overvejende trådløst), cloudcomputing, højhastigheds-IT og big data, næste generations-TV og virtuel og udvidet (»augmented«) virkelighed.

2.5.

Kvaliteten af dataoverførsel karakteriseres ikke kun af hastighed men også af tilgangstid og pålidelighed. Meget kortere tilgangstid, end det er muligt i dag, og højere pålidelighed vil åbne døren for nye applikationer, der kræver hurtig feedback-kontrol, som f.eks. konnektivitet under kørsel og selvkørende biler, fjernoperationer, taktilt internet eller præcisionsnavigation.

2.6.

Meddelelsen COM(2016) 587, der ledsages af arbejdsdokument SWD(2016) 300, indeholder en vision for et europæisk gigabitsamfund med tre strategiske målsætninger for 2025:

Alle tre målsætninger er centrale for Europas vækst og beskæftigelse, konkurrenceevne og samhørighed.

3.1.

Europa skal holde takt med den løbende modernisering af den digitale infrastruktur i sine to hovedkonkurrenter: USA og Asien. Europa har fordel af lavere forbrugerpriser for internettjenester på grund af større konkurrence på det indre marked, men døjer med langt mere opsplittede netværksudbydere. Der er derfor et klart behov for EU-retningslinjer for at opnå en sammenhængende europæisk modernisering til støtte for det digitale indre marked.

3.2.

I den forbindelse tager EØSU vel imod meddelelsen og de tilknyttede EU-initiativer, som EØSU har behandlet i særskilte udtalelser (4)  (5)  (6)  (7):

En støtteordning for offentlige myndigheder, som ønsker at tilbyde gratis wi-fi-adgang.

3.3.

EØSU erkender, at bredbåndsmålsætningerne i den digitale dagsorden for Europa fra 2010 hidtil er blevet accepteret i medlemsstaterne og tjener som reference for politikken på området i medlemsstaterne. Mange medlemsstater har faktisk tilpasset deres nationale eller regionale bredbåndplaner til målsætningerne.

3.4.

EØSU er desuden glad for, at målsætningerne blev medtaget som referencepunkter i bestemmelser og retningslinjer for såvel de europæiske struktur- og investeringsfonde som Connecting Europe-faciliteten (CEF) og retningslinjerne for statsstøtte til bredbånd.

3.5.

De strategiske målsætninger for 2025, som fremlægges i meddelelsen, fastsætter en tidsplan for udviklingen af den europæiske højkapacitetsinfrastruktur. De er fremkommet ved at antage en fremskyndet investeringstakt i ambitiøse, men stadig realistiske værdier:

Evaluering af virkningen på omkostningerne ved EU-finansierede bredbåndsprojekter senest den 1. juli 2018 og udstedelse af retningslinjer for fremme af bedste praksis.

3.6.

Det fulde økonomiske og sociale udbytte ved denne digitale omstilling vil kun kunne opnås, hvis Europa kan tilvejebringe udbredt etablering og anvendelse af net med meget høj kapacitet i by- og landområder til alle dele af samfundet. Markedet vil dog ikke løse alle problemer. Det vil navnlig ikke:

Der må gennemføres offentlige støtteordninger for at opfylde målsætningerne for hele EU og for alle europæere.

4.1.

EØSU bifalder oprettelsen og støtten til et EU-netværk af kompetencekontorer vedrørende bredbånd på regionalt/nationalt plan. Dette vil være af afgørende betydning for landdistrikterne og de små lokalsamfund. Det vil også hjælpe de lokale administrationer med at søge og bruge strukturfondene i kraft af oplysninger om bedste praksis og rådgivning. Det vil også være et stort fremskridt for udvikling af landdistrikterne.

4.2.

EU-strategier og -instrumenter er teknologineutrale. Det er imidlertid velkendt, at i sidste ende vil kun optisk fiber give optimale resultater. De gamle monopoler (såsom Telecom) bør ikke hindre indførelsen af optisk fiber ved at fortsætte med at investere i deres kobberkabelinfrastruktur.

4.3.

Kun en håndfuld lande (Malta, Litauen, Belgien og Holland) har allerede næsten fuldstændig dækning af den næste generation af accesnet (NGA). Andre steder er NGA-dækningen mindre udbredt. Nogle medlemsstater, hvis infrastrukturer i dag er mindre udviklet, har været i stand til at springe nogle teknologiske trin over. Indførelse af optisk fiber giver dem en fordel.

4.4.

»EDUROAM« er det største og mest succesrige roamingsystem for gratis wi fi i verden. Det er udviklet i EU til den akademiske verden. Det giver millioner af studerende og andre akademikere gratis adgang til wi-fi. EØSU noterer sig med glæde, at denne succeshistorie kunne danne forbillede for gratis-initiativet »WIFI4EU« for alle europæere på offentlige steder: i offentlige administrationer, biblioteker og hospitaler samt frit tilgængelige udendørs steder. Initiativet skal give alle mulighed for en fri internetforbindelse med den samme digitale identitet i hele EU. EØSU anbefaler navnlig at følge eIDAS-forordningen om elektronisk identifikation, der giver garanti for databeskyttelse og offentlig sikkerhed mod misbrug af tjenesten (f.eks. til terrorisme).

4.5.

Med henblik på at støtte SMV'er vil lokale myndigheder betale for installationer (kabler, antenner osv.) med kuponer. Selskaber, som installerer materiel, vil sende kuponerne til EU for at blive betalt. Ud over at mindske de administrative omkostninger og byrder vil systemet lette overvågningen og tillade målsætninger om god kvalitet.

4.6.

EØSU ser positivt på målet om symmetri mellem upload og download for alle socioøkonomiske drivkræfter, eftersom dette vil være afgørende for mange fremtidige applikationer.

4.7.

EØSU slår til lyd for en ordning, som sikrer, at sårbare slutbrugere får adgang til rimelige og passende internetforbindelser, der sætter dem i stand til at deltage socialt og økonomisk i det moderne samfund. WiFi4EU kunne udgøre et element heri.

4.8.

Lovgivningsmæssige incitamenter for netværksudbydere til støtte for målene i COM(2016) 587 bør ikke kollidere med andre vigtige mål, som f.eks. princippet om netneutralitet.

4.9.

På længere sigt skal befolkningen i landdistrikterne også kunne nyde godt af en sund konkurrence og frihed til at vælge deres udbyder af internetadgang. Lovgivningstiltag bør derfor også indeholde incitamenter til en sådan konkurrence.

4.10.

5G-teknologi vil ikke kun muliggøre nye applikationer til mobilen, men også tjene som teknologisk bro, der vil bringe højhastighedsforbindelser hurtigere til landdistrikterne. Kun fiberbaseret infrastruktur vil dog sikre den stabilitet og pålidelige båndbredde, som mange nye applikationer kræver.

5.1.

EØSU glæder sig over den kraftige stigning i finansieringen fra de europæiske struktur- og investeringsfonde (ESIF) til højhastighedsbredbåndsnet: fra 2,7 mia. EUR i 2007-2013 til omkring 6 mia. EUR i 2014-2020. De fleste af disse investeringer forventes at få form af tilskud. Med løftestangseffekten på den nationale og/eller regionale samfinansiering samt den private samfinansiering forventes det, at 9-10 mia. EUR vil blive investeret i bredbånd i programmeringsperioden 2014-2020. Dette er afgørende vigtigt for kommercielle investeringer i forsyning med højhastighedsforbindelser til befolkningen på landet.

5.2.

Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer (EFSI) spiller også en vigtig rolle. Denne rolle bør styrkes ved at støtte større europæiske projekter for højhastighedsbredbåndsnet, herunder langs det transeuropæiske transportnet, industrielle gigabit og Industri 4.0 samt ved at sikre, at GD CONNECT er repræsenteret i styringsrådet for EFSI. Kommissionen bør også være proaktiv i fastlæggelsen af en passende finansiel og lovgivningsmæssig ramme.

5.3.

Connecting Europe-faciliteten (CEF) har på det digitale område et budget på 150 mio. EUR til at støtte etablering af den nyeste bredbåndsinfrastruktur ved at levere finansielle instrumenter via Den Europæiske Investeringsbank (EIB). CEF's bredbåndskomponent forventes at mobilisere mindst 1 mia. EUR i ekstra investeringer gennem en fond øremærket til infrastruktur i form af bredbåndsnet, som kan suppleres yderligere af EFSI.

21.4.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 125/56

Ordfører uden studiegruppe:

Jorge PEGADO LIZ

1.1.

EØSU støtter hovedtankerne i Kommissionens forslag om en europæisk kodeks for elektronisk kommunikation, timingen heraf, den måde temaet behandles på, og den måde, Kommissionen har grebet kodificeringen og den generelle omarbejdning af de fire eksisterende direktiver (rammedirektivet, adgangsdirektivet, tilladelsesdirektivet og forsyningspligtdirektivet) an på ved at samle dem i et enkelt direktiv og forenkle den aktuelle struktur med henblik på at gøre lovgivningen mere sammenhængende og tilgængelig i overensstemmelse med målet om at sikre målrettet og effektiv regulering (REFIT).

1.2.

EØSU fremhæver især vanskeligheden ved at omarbejde disse forskellige direktiver og det udmærkede juridiske arbejde, der i første omgang er udført, men henleder opmærksomheden på det nødvendige i en omhyggelig revision af de forskellige sprogversioner for at rette nogle småfejl i formuleringen.

1.3.

EØSU tilslutter sig forslagets overordnede mål, der går ud på at sikre bedre internetforbindelser for samtlige borgere og virksomheder i pakken af initiativer med henblik på at gøre det mere attraktivt for alle virksomheder at investere i nye infrastrukturer af høj kvalitet i hele EU, både på lokalt niveau og på tværs af de nationale grænser.

1.4.

EØSU beklager imidlertid beslutningen om ikke at medtage direktivet om databeskyttelse, som burde være et lysende eksempel på EU's positive indsats til fordel for borgerne. Beslutningen afskærer forslaget fra en af de vigtigste søjler til sikring af netværksbrugernes hovedinteresser og udgør derfor en svaghed i forslaget.

1.5.

Udvalget beklager endvidere, at Kommissionen har valgt et direktiv med en række forskellige harmoniseringsbestemmelser, hvilket indebærer, at det overlades til medlemsstaterne at træffe beslutning om en lang række vigtige spørgsmål, og at der ikke gøres noget for at forhindre en opsplitning af markederne, i stedet for at vælge en forordning, der er direkte gældende, fastsætter et højere forbrugerbeskyttelsesniveau og dermed bidrager til større integration i det indre marked.

1.6.

Blandt de vigtigste elementer i den foreslåede ordning, som EØSU støtter, skal navnlig følgende fremhæves:

1.7.

På den anden side har EØSU alvorlige forbehold over for og nærer begrundet tvivl om følgende aspekter:

2.1.1.

Inden for rammerne af strategien for et digitalt indre marked (1) og i lyset af de seneste års hastige og gennemgribende forandringer i markedsstrukturer for elektronisk kommunikation og udviklingen af hidtil ukendte typer af markedsaktører, som konkurrerer med de traditionelle telekommunikationsudbydere, samtidig med at der er blevet flere onlineindholdstjenester, som også er blevet mere populære, er det nødvendigt at foretage en revision og ajourføring af regelsættet fra 2009 for elektronisk kommunikation, navnlig for at gøre det muligt for borgere og virksomheder at drage fordel af en problemfri adgang til onlineaktiviteter og udvikle disse aktiviteter under fair konkurrencevilkår. At sikre bedre internetforbindelser for alle borgere og virksomheder er hovedmålet i Kommissionens direktivforslag af 14. september 2016 (2).

2.1.2.

Dette forslag indgår i en pakke, der har til formål at gøre det mere attraktivt for alle virksomheder at investere i nye infrastrukturer af høj kvalitet i hele EU, både på lokalt plan og på tværs af de nationale grænser, og omfatter også et forslag til forordning om Sammenslutningen af Europæiske Tilsynsmyndigheder inden for Elektronisk Kommunikation (BEREC) og en meddelelse fra Kommissionen om »Konnektivitet med henblik på et konkurrencedygtigt digitalt indre marked — På vej mod et europæisk gigabitsamfund«. Endvidere blev der forelagt en handlingsplan for indførelse af 5G-tjenester i hele EU fra 2018 og et forslag til forordning om fremme af internetkonnektivitet i lokalsamfund og det offentlige rum — WIFI4EU.

2.1.3.

Alle disse instrumenter tjener de tre overordnede konnektivitetsmål for 2025:

2.1.4.

Retsgrundlaget for Kommissionens forslag er artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, da formålet med forslaget er at gennemføre det indre marked for elektronisk kommunikation og sikre, at det fungerer. Forslaget omarbejder fire eksisterende direktiver (rammedirektivet, adgangsdirektivet, tilladelsesdirektivet og forsyningspligtdirektivet), samler dem i et enkelt direktiv og forenkler den aktuelle struktur med henblik på at gøre lovgivningen mere sammenhængende og tilgængelig i overensstemmelse med målet om at sikre målrettet og effektiv regulering (REFIT).

2.1.5.

Alt efter temaområde foreslås forskellige former for lovgivningsmæssig harmonisering, fra målrettet fuld harmonisering eller selektiv harmonisering, f.eks. hvor det drejer sig om regler for beskyttelse af slutbrugerne, til minimumsharmonisering af de nationale tilsynsmyndigheders kompetencer på et højt niveau eller maksimal harmonisering i frekvensrelaterede spørgsmål.

2.1.6.

Forslaget er baseret på en bred offentlig høring af de berørte parter over en periode på 12 uger, anvendelse af ekstern ekspertviden fra Europa-Parlamentet og Rådet, en række undersøgelser, som behandles og gennemgås grundigt i konsekvensanalysen, og et højtstående ekspertpanel i forbindelse med undersøgelsen SMART 2015/0005.

2.1.7.

Med det foreliggende forslag vil Kommissionen opnå følgende mål:

2.1.8.

Kort fortalt er det hensigten, at en række af de foreslåede ændringer, navnlig vedrørende frekvenser, forsyningspligtydelser, adgang, slutbrugere, nummerressourcer og forvaltningsstrukturer, skal indføre klare regler, gøre det lettere for parterne at forstå deres rettigheder og forpligtelser og undgå overregulering og administrative byrder.

2.1.9.

Rent konkret går de foreslåede ændringer bl.a. ud på: forenkling og geografisk målretning af den adgangsrelaterede lovgivning, anvendelse (så vidt muligt) af generelle tilladelser frem for individuelle frekvenslicenser, fremme af sekundære markeder for frekvenser, fjernelse af visse forsyningspligtydelser som f.eks. offentlige betalingstelefoner og fysiske nummerfortegnelser, begrænsning af omfanget af forsyningspligtydelser, præcisering af rammebestemmelsernes anvendelsesområde og fjernelse af overflødige forbrugerbeskyttelsesforpligtelser, hvor sådanne allerede er dækket af den horisontale lovgivning eller er reguleret af markedet, harmonisering og præcisering af reglerne og af forvaltningspraksis med hensyn til nummerressourcer i forbindelse med kommunikation mellem maskiner (M2M).

2.1.10.

Kommissionen foreslår ligeledes at styrke de nationale tilsynsmyndigheders og BEREC's rolle for at sikre en sammenhængende og forudsigelig anvendelse af reglerne i hele det digitale indre marked ved at begrænse den opsplitning og de uoverensstemmelser, der i øjeblikket gør sig gældende. Målet er at fremme en effektiv forvaltning af nye organer (3).

2.2.1.

Kommissionen har ikke begrænset sig til en ren »kodificering«, som samler indholdet af forskellige tidligere direktiver i et harmoniseret og sammenhængende nyt direktiv, men uden at ændre indholdet, hvilket er det, der sker i de fleste tilfælde. I stedet har Kommissionen gjort brug af den mulighed, som den opnåede med den interinstitutionelle aftale, der blev undertegnet den 28. november 2001 (4), til samtidig med den horisontale integration af en række tidligere retsakter i en enkelt retsakt at foretage gennemgribende og væsentlige ændringer af den nuværende ordning (såkaldte »indholdsmæssige ændringer«).

2.2.2.

I denne form for lovgivningsmæssig forenkling og kodificering og indholdsmæssig ændring af det juridiske indhold af en retsakt »[skal] Fællesskabets normale lovgivningsprocedure (…) overholdes fuldt ud« (artikel 5 i aftalen). Mere specifikt skal EØSU høres, og det omarbejdede forslag skal opfylde en række kriterier og regler, som udtrykkeligt er opstillet i aftalens artikel 6 og 7.

3.1.1.

EØSU vil, ikke kun på grund af begrænsningerne for udtalelsernes længde, men også på grund af selve forslagets karakter, undlade igen at udtale sig om emner, der i nærværende forslag bibeholdes uændret i forhold til tidligere lovgivning, undtagen når dette er absolut nødvendigt for forståelsen af de behandlede punkter.

3.1.2.

EØSU har i tidligere udtalelser haft lejlighed til at udtale sig detaljeret om alle disse emner og vil her nøjes med at bekræfte sine standpunkter.

3.1.3.

Udvalget vil i denne udtalelse heller ikke udtale sig detaljeret om de aspekter, der vedrører BEREC's struktur og drift, som analyseres indgående i den udtalelse, der udarbejdes parallelt med denne.

3.2.1.

EØSU glæder sig først og fremmest over timingen af Kommissionens initiativ, som er fuldt ud berettiget af hensyn til markedet, den teknologiske udvikling og retsbeskyttelsen af brugerne af elektronisk kommunikation. Dette kræver en omarbejdning af rammebestemmelserne for at garantere, at borgerne har uhindret adgang til onlineaktiviteter, og at virksomhederne udvikler disse aktiviteter på fair konkurrencevilkår. Udvalget glæder sig også over den anvendte fremgangsmåde (omarbejdning), som udgør et meget passende instrument inden for den overordnede REFIT-ramme. Det beklager blot, at Kommissionen gør så lidt brug af denne fremgangsmåde.

3.2.2.

EØSU ønsker i den henseende at rose Kommissionen for dens formelt korrekte udførelse af den vanskelige opgave (omarbejdning) med stringent formel overholdelse af de vedtagne bestemmelser. Dog beklager det, at Kommissionen ikke har benyttet fremgangsmåden med samtidigt at offentliggøre en »ren« tekst, som er lettere at læse, hvilket det har foreslået flere gange.

3.2.3.

Det er også generelt enigt i de nye regler, der indføres i forslaget til den nye retsakt, og i den måde, hvorpå Kommissionen har bragt disse juridiske bestemmelser i samklang med andre EU-politikker, f.eks. den aktuelt gældende sektorspecifikke lovgivning, de konkurrenceretlige principper og den horisontale forbrugerbeskyttelseslovgivning.

3.2.4.

EØSU mener dog, at den — i øvrigt ikke fuldt ud begrundede — fremgangsmåde med et så bredt og omfattende direktiv med en lang række aspekter, som overlades til national lovgivning, havde været enklere og givet større retssikkerhed, hvis man havde valgt en rammeforordning, som kan anvendes direkte og umiddelbart i alle medlemsstater, hvilket også blev foreslået af Kommissionen, med særdirektiver om visse af de omfattede emner, som kan harmoniseres i forskellig grad i henhold til markedsforholdene og emnernes karakter. Den tid, der medgår til vedtagelse (mindst 18 måneder), omsætning til national ret (mindst to år) og gennemførelse gør, at den reelle ikrafttrædelse af denne nye ordning ikke vil ske før 2021-2022.

3.2.5.

Derudover kan udeladelsen af direktivet om privatlivets fred (forslaget til direktiv blev offentliggjort den 10. januar 2017 — COM(2017) 10 final), som er et af de centrale og vigtigste emner i pakken, også selv om det er forståeligt af hensyn til lovgivningskalenderen, kun udgøre et svagt punkt i forslaget. Det fremstår således uden en af de vigtigste søjler, der garanterer de mest relevante netbrugerinteresser. Hermed udsættes det til en fjern fremtid at harmonisere den nuværende lovgivning med det fremtidige instrument om privatlivets fred, hvilket gør det vanskeligere at omsætte i national ret og gennemføre samtlige foranstaltninger.

3.2.6.

Også Europa-Parlamentets og Rådets forordning om roaming på offentlige mobilkommunikationsnet i Unionen (5) er udeladt, ligesom visse aspekter af Kommissionens meddelelse om Fremme af delt brug af frekvensressourcerne i det indre marked, som havde fortjent at være indbefattet i denne kodeks (6).

3.2.7.

Endelig tager forslaget ikke hensyn til Rådets udtrykkelige ønske om en »europæisk rettighedskodeks for brugere af elektroniske kommunikationstjenester«, hvis formål skal være at have et enkelt og brugervenligt værktøj på EU-niveau, der samler alle rettigheder, der gælder for brugere af elektroniske kommunikationstjenester på IKT-området (informations- og kommunikationsteknologi) og inden for forbrugerbeskyttelse« (7). Det tager heller ikke hensyn til den hensigt, der blev udtrykt i den digitale dagsorden om »pr. 2011 at offentliggøre et onlinerettighedskodeks i EU, som klart og let forståeligt sammenfatter de digitale brugeres nuværende rettigheder EU« (8).

4.3.1.

Angående realiseringen af målene gør EØSU opmærksom på det relevante aspekt vedrørende samarbejdet mellem de nationale tilsynsmyndigheder og andre kompetente myndigheder, såvel som mellem medlemsstaterne og BEREC på trods af, at dets foretrukne løsning går i en anden retning som anført i udtalelsen om BEREC's nye status.

4.3.2.

I den forbindelse er det meget vigtigt at fremhæve omdefineringen af de nationale tilsynsmyndigheders og andre kompetente myndigheders opgaver jf. artikel 3, stk. 2.

4.3.3.

Et andet vigtigt punkt er samarbejdet mellem medlemsstaterne via Frekvenspolitikgruppen, der blev nedsat i Kommissionens afgørelse 2002/622/EF, indbyrdes og med Kommissionen samt efter dennes anmodning med Europa-Parlamentet og Rådet for at støtte den strategiske planlægning og koordinering af politiske tiltag vedrørende radiofrekvenser i Unionen.

4.4.1.

Da det er umuligt inden for denne udtalelses rammer at foretage en analyse af alle de relevante bestemmelser, vil EØSU koncentrere sig om de bestemmelser, der har størst samfundsmæssig relevans.