28.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 182/1

28.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 182/2

1)

Er princippet om, at »forureneren betaler«, som er fastsat i artikel 191, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, sammenholdt med artikel 20 og 21 i chartret om grundlæggende rettigheder, der fastsætter grundlæggende principper om lighed og ikke-forskelsbehandling, når disse anvendes på artikel 3, stk. 1 og 2, i direktiv 2009/72/[EF] (1) — for så vidt som det bl.a. tilstræber et konkurrencebaseret og ikke-diskriminerende elektricitetsmarked, som ikke kan ændres, medmindre dette sker ud fra almindelig økonomisk interesse, herunder miljøbeskyttelse — til hinder for indførelsen af afgifter, som udelukkende pålægges elproducenter, der anvender kernekraft, når hovedformålet med disse afgifter ikke drejer sig om miljøet, men derimod om at øge det finansielle systems indtægter fra elektricitet, således at disse producenter pålægges en større byrde for så vidt angår finansieringen af tarifunderskuddet sammenlignet med andre selskaber, som udøver den samme type virksomhed?

2)

Er det i et konkurrencebaseret og ikke-diskriminerende elektricitetsmarked i henhold til europæisk lovgivning lovligt at fastsætte miljøafgifter, hvis indførelse begrundes i de nukleare aktiviteters iboende forureningsbelastning dog uden nogen form for retlig præcisering — afgifterne forsøges begrundet i præamblen til loven, således at der for så vidt angår afgiften på produktion af brugt nukleart brændsel og radioaktivt affald i lovteksten savnes en retskraftig internalisering af de udgifter, afgiften skal dække, og der for så vidt angår oplagringen af radioaktivt affald ligeledes mangler præcisering, eftersom udgifterne til forvaltning og oplagring allerede er dækket af andre afgifter, når formålet med indtægterne fra afgiften desuden ikke tydeligt fremgår, og de nævnte selskaber forpligtes til at påtage sig det deraf følgende civilretlige ansvar på op til 1 200 mio. [EUR]?

3)

Er kravet i nævnte direktivs artikel 3, stk. 2, om, at de forpligtelser, der pålægges ud fra almindelig økonomisk interesse, herunder miljøbeskyttelse, skal være klart definerede, gennemsigtige, ikke-diskriminerende og kontrollerbare, opfyldt, når det miljømæssige formål og de særlige kendetegn, som gør sig gældende for miljøafgifterne, ikke er præciseret i den retskraftige del af retsforskriften?

4)

Er princippet om, at »forureneren betaler«, i artikel 191, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og principperne om lighed og ikke-forskelsbehandling i artikel 20 og 21 i chartret om grundlæggende rettigheder samt artikel 3 og 5 i direktiv 2005/89/EF (2) — for så vidt som de har til formål at sikre, »at det indre marked for elektricitet fungerer tilfredsstillende«, og opfordrer medlemsstaterne til at sikre, »at foranstaltninger vedtaget i medfør af dette direktiv er ikke-diskriminerende og ikke påfører markedsaktørerne […] urimelige byrder« — til hinder for en national lovgivning, som vælter finansieringen af tarifunderskuddet over på alle virksomheder i elsektoren, men pålægger kernekraftvirksomheder (med undtagelse af dem, der producerer vandkraft, som anses for at være vedvarende energi), særligt tyngende afgifter, hvorved disse virksomheder pålægges en større afgiftsbyrde end andre virksomheder på energimarkedet, og virksomheder, der forurener mere, ikke bærer disse omkostninger, som begrundes i miljøbeskyttelseshensyn på grund af de risici og usikkerheder, der kendetegner nukleare aktiviteter, uden at udgifterne præciseres, og uden at det miljømæssige formål med indtægterne herfra fastlægges, idet håndteringen og oplagringen af affaldet er omfattet af andre afgifter, og kernekraftvirksomhederne bærer det civilretlige ansvar, og den frie konkurrence ifølge det liberaliserede indre markeds regler fordrejes, idet andre elproducenter, der ikke skal betale miljøafgifter, tilgodeses, selv om de anvender mere forurenende produktionskilder?

5)

Er en afgift på produktion af brugt nukleart brændsel og radioaktivt affald fra kernekraftproduktion, som udelukkende pålægges industrien for kernekraftproduktion og undtager alle andre sektorer, som kan generere denne form for affald, hvorved andre virksomheder, der udøver virksomhed under anvendelse af nukleare materialer eller kilder, ikke pålægges afgifterne, på trods af at de påvirker det miljøaspekt, der søges beskyttet, i strid med artikel 191, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, der fastlægger »princippet om, at forureneren betaler«?

28.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 182/3

1)

Er princippet om, at »forureneren betaler«, som er fastsat i artikel 191, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, sammenholdt med artikel 20 og 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, der fastsætter grundlæggende principper om lighed og ikke-forskelsbehandling, når disse anvendes på artikel 3, stk. 1 og 2, i direktiv 2009/72/[EF] (1) — for så vidt som det bl.a. tilstræber et konkurrencebaseret og ikke-diskriminerende elektricitetsmarked, som ikke kan ændres, medmindre dette sker ud fra almindelig økonomisk interesse, herunder miljøbeskyttelse — til hinder for indførelsen af afgifter, som udelukkende pålægges elproducenter, der anvender kernekraft, når det egentlige formål med disse afgifter ikke drejer sig om miljøet, men derimod om at øge det finansielle systems indtægter fra elektricitet, således at disse producenter pålægges en større byrde for så vidt angår finansieringen af tarifunderskuddet sammenlignet med andre selskaber, som udøver den samme type virksomhed?

2)

Er det i et konkurrencebaseret og ikke-diskriminerende elektricitetsmarked i henhold til den nævnte europæiske lovgivning lovligt at fastsætte miljøafgifter, hvis indførelse begrundes i de nukleare aktiviteters iboende forureningsbelastning dog uden nogen form for retlig præcisering — afgifterne forsøges begrundet i præamblen til loven, således at der for så vidt angår afgiften på produktion af brugt nukleart brændsel og radioaktivt affald i lovteksten savnes en retskraftig internalisering af de udgifter, afgiften skal dække, og der for så vidt angår oplagringen af radioaktivt affald ligeledes mangler præcisering, eftersom udgifterne til forvaltning og oplagring allerede er dækket af andre afgifter, når formålet med indtægterne fra afgiften desuden ikke tydeligt fremgår, og de nævnte selskaber forpligtes til at påtage sig det deraf følgende civilretlige ansvar på op til 1 200 mio. [EUR]?

3)

Er artikel 3, stk. 2, i direktiv 2009/72/EF, hvorefter de specifikke forpligtelser for industrien for kernekraftproduktion, som pålægges af almene hensyn, herunder miljøbeskyttelse, skal være klart definerede samt gennemsigtige, ikke-diskriminerende og kontrollerbare, til hinder for de i lov 15/2012 fastsatte afgifter, når det miljømæssige formål og de kendetegn, som gør sig gældende for miljøafgifterne, ikke er præciseret i den retskraftige del af retsforskriften?

4)

Er princippet om, at »forureneren betaler«, i artikel 191, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og principperne om lighed og ikke-forskelsbehandling i artikel 20 og 21 i chartret om grundlæggende rettigheder samt artikel 3 og 5 i direktiv 2005/89/EF (2) — for så vidt som de har til formål at sikre, »at det indre marked for elektricitet fungerer tilfredsstillende«, og opfordrer medlemsstaterne til at sikre, »at foranstaltninger vedtaget i medfør af dette direktiv er ikke-diskriminerende og ikke påfører markedsaktørerne […] urimelige byrder« — til hinder for en national lovgivning, som vælter finansieringen af tarifunderskuddet over på alle virksomheder i elsektoren, men pålægger kernekraftvirksomheder (med undtagelse af dem, der producerer vandkraft, som anses for at være vedvarende energi), særligt tyngende afgifter, hvorved disse virksomheder pålægges en større afgiftsbyrde end andre virksomheder på energimarkedet, og virksomheder, der forurener mere, ikke bærer disse omkostninger, som begrundes i miljøbeskyttelseshensyn på grund af de risici og usikkerheder, der kendetegner nukleare aktiviteter, uden at udgifterne præciseres, og uden at det miljømæssige formål med indtægterne herfra fastlægges, idet omkostningerne ved håndtering og oplagring af affaldet er omfattet af andre afgifter, og kernekraftvirksomhederne bærer det civilretlige ansvar, og den fri konkurrence ifølge det liberaliserede indre markeds regler fordrejes, idet andre elproducenter, der ikke skal betale disse afgifter, tilgodeses, selv om de anvender mere forurenende produktionskilder?

5)

Er artikel 191, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, der fastlægger »princippet om, at forureneren betaler«, til hinder for en afgift på produktion af brugt nukleart brændsel og radioaktivt affald fra kernekraftproduktion, som udelukkende pålægges industrien for kernekraftproduktion og undtager alle andre sektorer, som kan generere denne form for affald, hvorved andre virksomheder, der udøver virksomhed under anvendelse af nukleare materialer eller kilder, ikke pålægges afgifterne på trods deres indvirkning på miljøbeskyttelsesværdierne?

28.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 182/4

1)

Er princippet om, at »forureneren betaler«, som er fastsat i artikel 191, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, sammenholdt med artikel 20 og 21 i chartret om grundlæggende rettigheder, der fastsætter grundlæggende principper om lighed og ikke-forskelsbehandling, når disse anvendes på artikel 3, stk. 1 og 2, i direktiv 2009/72/[EF] (1) — for så vidt som det bl.a. tilstræber et konkurrencebaseret og ikke-diskriminerende elektricitetsmarked, som ikke kan ændres, medmindre dette sker ud fra almindelig økonomisk interesse, herunder miljøbeskyttelse — til hinder for indførelsen af afgifter, som udelukkende pålægges elproducenter, der anvender kernekraft, når hovedformålet med disse afgifter ikke drejer sig om miljøet, men derimod om at øge det finansielle systems indtægter fra elektricitet, således at disse producenter pålægges en større byrde for så vidt angår finansieringen af tarifunderskuddet sammenlignet med andre selskaber, som udøver den samme type virksomhed?

2)

Er det i et konkurrencebaseret og ikke-diskriminerende elektricitetsmarked i henhold til europæisk lovgivning lovligt at fastsætte miljøafgifter, hvis indførelse begrundes i de nukleare aktiviteters iboende forureningsbelastning dog uden nogen form for retlig præcisering — afgifterne forsøges begrundet i præamblen til loven, således at der for så vidt angår afgiften på produktion af brugt nukleart brændsel og radioaktivt affald i lovteksten savnes en retskraftig internalisering af de udgifter, afgiften skal dække, og der for så vidt angår oplagringen af radioaktivt affald ligeledes mangler præcisering, eftersom udgifterne til forvaltning og oplagring allerede er dækket af andre afgifter, når formålet med indtægterne fra afgiften desuden ikke tydeligt fremgår, og de nævnte selskaber forpligtes til at påtage sig det deraf følgende civilretlige ansvar på op til 1 200 mio.EUR?

3)

Er kravet i nævnte direktivs artikel 3, stk. 2, om, at de forpligtelser, der pålægges ud fra almindelig økonomisk interesse, herunder miljøbeskyttelse, skal være klart definerede, gennemsigtige, ikke-diskriminerende og kontrollerbare, opfyldt, når det miljømæssige formål og de særlige kendetegn, som gør sig gældende for miljøafgifterne, ikke er præciseret i den retskraftige del af retsforskriften?

4)

Er princippet om, at »forureneren betaler«, i artikel 191, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og principperne om lighed og ikke-forskelsbehandling i artikel 20 og 21 i chartret om grundlæggende rettigheder samt artikel 3 og 5 i direktiv 2005/89/EF (2) — for så vidt som de har til formål at sikre, »at det indre marked for elektricitet fungerer tilfredsstillende«, og opfordrer medlemsstaterne til at sikre, »at foranstaltninger vedtaget i medfør af dette direktiv er ikke-diskriminerende og ikke påfører markedsaktørerne urimelige byrder« — til hinder for en national lovgivning, som vælter finansieringen af tarifunderskuddet over på alle virksomheder i elsektoren, men pålægger kernekraftvirksomheder (med undtagelse af dem, der producerer vandkraft, som anses for at være vedvarende energi), særligt tyngende afgifter, hvorved disse virksomheder pålægges en større afgiftsbyrde end andre virksomheder på energimarkedet, og virksomheder, der forurener mere, ikke bærer disse omkostninger, som begrundes i miljøbeskyttelseshensyn på grund af de risici og usikkerheder, der kendetegner nukleare aktiviteter, uden at udgifterne præciseres, og uden at det miljømæssige formål med indtægterne herfra fastlægges, idet håndteringen og oplagringen af affaldet er omfattet af andre afgifter, og kernekraftvirksomhederne bærer det civilretlige ansvar, og den frie konkurrence ifølge det liberaliserede indre markeds regler fordrejes, idet andre elproducenter, der ikke skal betale miljøafgifter, tilgodeses, selv om de anvender mere forurenende produktionskilder?

5)

Er en afgift på produktion af brugt nukleart brændsel og radioaktivt affald fra kernekraftproduktion, som udelukkende pålægges industrien for kernekraftproduktion og undtager alle andre sektorer, som kan generere denne form for affald, hvorved andre virksomheder, der udøver virksomhed under anvendelse af nukleare materialer eller kilder, ikke pålægges afgifterne, på trods af at de påvirker det miljøaspekt, der søges beskyttet, i strid med artikel 191, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, der fastlægger »princippet om, at forureneren betaler«?

28.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 182/6

1)

Er princippet om, at »forureneren betaler«, som er fastsat i artikel 191, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, sammenholdt med artikel 20 og 21 i chartret om grundlæggende rettigheder, der fastsætter grundlæggende principper om lighed og ikke-forskelsbehandling, når disse anvendes på artikel 3, stk. 1 og 2, i direktiv 2009/72/[EF] (1) — for så vidt som det bl.a. tilstræber et konkurrencebaseret og ikke-diskriminerende elektricitetsmarked, som ikke kan ændres, medmindre dette sker ud fra almindelig økonomisk interesse, herunder miljøbeskyttelse — til hinder for indførelsen af afgifter, som udelukkende pålægges elproducenter, der anvender kernekraft, når hovedformålet med disse afgifter ikke drejer sig om miljøet, men derimod om at øge det finansielle systems indtægter fra elektricitet, således at disse producenter pålægges en større byrde for så vidt angår finansieringen af tarifunderskuddet sammenlignet med andre selskaber, som udøver den samme type virksomhed?

2)

Er det i et konkurrencebaseret og ikke-diskriminerende elektricitetsmarked i henhold til europæisk lovgivning lovligt at fastsætte miljøafgifter, hvis indførelse begrundes i de nukleare aktiviteters iboende forureningsbelastning dog uden nogen form for retlig præcisering — afgifterne forsøges begrundet i præamblen til loven, således at der for så vidt angår afgiften på produktion af brugt nukleart brændsel og radioaktivt affald i lovteksten savnes en retskraftig internalisering af de udgifter, afgiften skal dække, og der for så vidt angår oplagringen af radioaktivt affald ligeledes mangler præcisering, eftersom udgifterne til forvaltning og oplagring allerede er dækket af andre afgifter, når formålet med indtægterne fra afgiften desuden ikke tydeligt fremgår, og de nævnte selskaber forpligtes til at påtage sig det deraf følgende civilretlige ansvar på op til 1 200 mio. [EUR]?

3)

Er kravet i nævnte direktivs artikel 3, stk. 2, om, at de forpligtelser, der pålægges ud fra almindelig økonomisk interesse, herunder miljøbeskyttelse, skal være klart definerede, gennemsigtige, ikke-diskriminerende og kontrollerbare, opfyldt, når det miljømæssige formål og de særlige kendetegn, som gør sig gældende for miljøafgifterne, ikke er præciseret i den retskraftige del af retsforskriften?

4)

Er princippet om, at »forureneren betaler«, i artikel 191, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og principperne om lighed og ikke-forskelsbehandling i artikel 20 og 21 i chartret om grundlæggende rettigheder samt artikel 3 og 5 i direktiv 2005/89/EF (2) — for så vidt som de har til formål at sikre, »at det indre marked for elektricitet fungerer tilfredsstillende«, og opfordrer medlemsstaterne til at sikre, »at foranstaltninger vedtaget i medfør af dette direktiv er ikke-diskriminerende og ikke påfører markedsaktørerne […] urimelige byrder« — til hinder for en national lovgivning, som vælter finansieringen af tarifunderskuddet over på alle virksomheder i elsektoren, men pålægger kernekraftvirksomheder (med undtagelse af dem, der producerer vandkraft, som anses for at være vedvarende energi), særligt tyngende afgifter, hvorved disse virksomheder pålægges en større afgiftsbyrde end andre virksomheder på energimarkedet, og virksomheder, der forurener mere, ikke bærer disse omkostninger, som begrundes i miljøbeskyttelseshensyn på grund af de risici og usikkerheder, der kendetegner nukleare aktiviteter, uden at udgifterne præciseres, og uden at det miljømæssige formål med indtægterne herfra fastlægges, idet håndteringen og oplagringen af affaldet er omfattet af andre afgifter, og kernekraftvirksomhederne bærer det civilretlige ansvar, og den frie konkurrence ifølge det liberaliserede indre markeds regler fordrejes, idet andre elproducenter, der ikke skal betale miljøafgifter, tilgodeses, selv om de anvender mere forurenende produktionskilder?

5)

Er en afgift på produktion af brugt nukleart brændsel og radioaktivt affald fra kernekraftproduktion, som udelukkende pålægges industrien for kernekraftproduktion og undtager alle andre sektorer, som kan generere denne form for affald, hvorved andre virksomheder, der udøver virksomhed under anvendelse af nukleare materialer eller kilder, ikke pålægges afgifterne, på trods af at de påvirker det miljøaspekt, der søges beskyttet, i strid med artikel 191, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, der fastlægger »princippet om, at forureneren betaler«?

28.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 182/7

1)

Kan artikel 12, stk. 1, i rammeafgørelse 2006/783/RIA (1) fortolkes således, at der ved fuldbyrdelsen i Nederlandene af en af udstedelsesstaten overført afgørelse om konfiskation kan anvendes frihedsberøvelse som omhandlet i straffeproceslovens artikel 577c, henset til Hoge Raads afgørelse af 20. december 2011 (2), hvorefter en sådan frihedsberøvelse må anses for en straf som omhandlet i EMRK’s artikel 7, stk. 1?

2)

Har det nogen betydning for muligheden for at anvende en sådan frihedsberøvelse, at der efter national ret i udstedelsesstaten også kan pålægges en sådan frihedsberøvelse?

28.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 182/8

—

Den dom, der blev afsagt den 30. november 2017 af Retten (Ottende Afdeling) (sag T-475/16), ophæves.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

28.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 182/8

28.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 182/9

28.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 182/9

1)

Skal artikel 6, stk. 2, litra c), i direktiv 2002/65/EF (1) fortolkes således, at den er til hinder for en national bestemmelse eller praksis som den i hovedsagen omhandlede, som i forbindelse med låneaftaler indgået ved fjernsalg ikke fastsætter en udelukkelse af fortrydelsesretten, såfremt aftalen efter forbrugerens udtrykkelige ønske allerede er blevet helt opfyldt af begge parter, inden forbrugeren udøver sin fortrydelsesret?

2)

Skal artikel 4, stk. 2, artikel 5, stk. 1, artikel 6, stk. 1, andet afsnit, andet led, og artikel 6, stk. 6, i direktiv 2002/65/EF fortolkes således, at der for så vidt angår korrekt modtagelse af de oplysninger, der er fastsat i national ret i henhold til artikel 5, stk. 1, artikel 3, stk. 1, nr. 3, litra a), i direktiv 2002/65/EF, og forbrugerens udøvelse af fortrydelsesretten i henhold til national ret ikke skal tages udgangspunkt i andre end en almindeligt oplyst, rimelig opmærksom og velunderrettet gennemsnitsforbruger i betragtning af alle relevante kendsgerninger og samtlige omstændigheder i forbindelse med indgåelsen af denne aftale?

Dersom det første og det andet spørgsmål besvares benægtende, spørges:

3)

Skal artikel 7, stk. 4, i direktiv 2002/65/EF fortolkes således, at den er til hinder for en national bestemmelse, som efter erklæret fortrydelse af en ved fjernsalg indgået forbrugerkreditaftale fastsætter, at udbyderen ud over det beløb, som han har modtaget af forbrugeren i henhold til fjernsalgsaftalen, også skal betale forbrugeren erstatning for værdien af anvendelsen af dette beløb?

28.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 182/10

1)

Skal artikel 3, stk. 2, 4 og 5, i forordning (EF) nr. 1484/95 (1), sammenholdt med artikel 141 i forordning (EF) nr. 1234/2007 (2), fortolkes således, at den deri beskrevne kontrolmekanisme, selv i tilfælde af en efterfølgende kontrol, ikke har noget andet formål end at sikre, at de kompetente myndigheder i god tid får kendskab til faktiske omstændigheder eller forhold i tilknytning til successive transaktioner, som kan rejse tvivl om rigtigheden af den angivne cif-importpris og foranledige en mere detaljeret undersøgelse?

Eller er den modsatte fortolkning korrekt, og skal den i artikel 3, stk. 2, 4 og 5, i forordning nr. 1484/95 beskrevne kontrolmekanisme, selv i tilfælde af en efterfølgende kontrol, fortolkes således, at betingelserne (for afsætning) på EU-markedet ikke er opfyldt, når importøren har foretaget et eller flere videresalg på EU-markedet til en lavere pris end den cif-importpris, der er angivet for sendingen med tillæg af beløbet på den skyldige importtold, således at der allerede af denne grund skal betales tillægstold? Gør det nogen forskel for besvarelsen af det foregående spørgsmål, om det eller de af importøren foretagne videresalg er sket til en pris, der ligger under den repræsentative pris? Har det i denne sammenhæng nogen betydning, at den gældende repræsentative pris i perioden forud for den 11. september 2009 blev beregnet på en anden måde end i perioden efter denne dato? Spiller det endvidere for besvarelsen af disse spørgsmål nogen rolle, om køberne i EU og importøren er forbundne selskaber?

2)

Såfremt det følger af besvarelsen af de ovenfor under punkt 1 stillede spørgsmål, at videresalg med tab udgør et tilstrækkeligt indicium for, at den angivne cif-importpris ikke skal godtages, hvorledes skal størrelsen på den skyldige tillægstold da fastlægges? Skal dette grundlag fastsættes i henhold til de metoder, som med hensyn til fastlæggelsen af toldværdien er fastsat i artikel 29-31 i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks? Eller skal det nævnte grundlag alene fastsættes på grundlag af den gældende repræsentative pris? Er artikel 141, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1234/2007 i perioden forud for den 11. september 2009 til hinder for en anvendelse af den repræsentative pris, der var fastsat under denne periode?

3)

Såfremt det følger af besvarelsen af spørgsmål 1 og 2, at det med hensyn til forpligtelsen til at betale tillægstold er afgørende, at indførte produkter er blevet videresolgt på EU-markedet med tab, og at den repræsentative pris skal anvendes som grundlag for beregningen af størrelsen på den skyldige tillægstold, er artikel 3, stk. 2, 4 og 5 i forordning (EF) nr. 1484/95 da i lyset af Den Europæiske Unions Domstoles dom af 13. december 2001, Kloosterboer Rotterdam B.V., C-317/99, ECLI:EU:C:2001:681, forenelig med artikel 141 i forordning (EF) nr. 1234/2007?

28.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 182/11

1)

Skal artikel 8, stk. 2, i forordning nr. 261/2004 (1) fortolkes således, at en passager, der i henhold til (det i national ret gennemførte) direktiv 90/134/EØF (2) om pakkerejser er berettiget til at kræve refusion af billetten hos rejsearrangøren, ikke længere kan kræve refusion hos luftfartsselskabet?

2)

Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende, kan en passager alligevel kræve refusion af billetten hos luftfartsselskabet, såfremt det godtgøres, at rejsearrangøren, hvis denne har handlet ansvarspådragende, i finansiel henseende faktisk ikke er i stand til at refundere billetten og heller ikke har truffet nogen garantiforanstaltninger for at sikre refusionen?

28.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 182/12

28.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 182/12

28.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 182/13

28.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 182/13

1.

den erhvervede genstand ved forarbejdning og efterfølgende overdragelse er bestemt til selve den erhvervsdrivendes erhvervsvirksomhed

2.

de momspligtige transaktioner gennemføres ved at genindføre den erhvervede genstand i handelskredsløbet, og

3.

den lovgivning, der finder anvendelse i denne medlemsstat, ikke tillader den erhvervsdrivende i forbindelse med disse transaktioner at fratrække det beløb, der er betalt i afgift i forbindelse med den første af de nævnte erhvervelser.

28.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 182/14

—

Det fastslås, at Republikken Polen har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 157 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde samt artikel 5, litra a), og artikel 9, stk. 1, litra f), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv (omarbejdning) (1), idet den i artikel 13, nr. 1)-3), i lov af 12. juli 2017 om ændring af lov om de almindelige domstoles organisation [Prawo o ustroju sądów powszechnych] har indført forskellig pensionsalder for kvinder og mænd, der varetager et embede som dommer ved de almindelige domstole, dommer ved den øverste domstol eller offentlig anklager.

—

Det fastslås, at Republikken Polen har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 19, stk. 1, andet afsnit, i traktaten om Den Europæiske Union sammenholdt med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, idet den i nævnte lovs artikel 13, nr. 1), har sænket pensionsalderen for dommere ved de almindelige domstole og samtidig har indrømmet justitsministeren ret til i henhold til denne lovs artikel 1, nr. 26), litra b) og c), at træffe afgørelse om forlængelse af dommeres tjenesteperiode.

—

Republikken Polen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

28.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 182/15

—

»sale and lease back«-transaktionen indebærer, at den momspligtige person indrømmer en kombineret og samtidig ret til langtidsleje (dvs. en midlertidig tingslig rettighed) til to finansielle institutioner, og disse to finansielle institutioners leasing af investeringsgodet til den momspligtige person;

—

denne »sale and lease back«-transaktion udgør en rent finansiel transaktion, der har til formål at øge den momspligtige persons likviditetsbeholdning;

—

»sale and lease back«-transaktionen (salg og tilbageleasing) ikke er momspligtig;

—

det faste investeringsgode forbliver den momspligtige persons ejendom og er blevet benyttet til den momspligtige persons momspligtige virksomhed uafbrudt og vedvarende både før og efter transaktionen.

28.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 182/16

—

Det fastslås, at Republikken Polen har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 43 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/26/EU af 26. februar 2014 om kollektiv forvaltning af ophavsret og beslægtede rettigheder samt multiterritoriale licenser for rettigheder til musikværker med henblik på onlineanvendelse i det indre marked (1), idet den ikke har vedtaget de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktivet, og under alle omstændigheder ikke har underrettet Kommissionen herom.

—

Republikken Polen pålægges i medfør af artikel 260, stk. 3, TEUF at betale en tvangsbøde på 87 612 EUR pr. dag fra datoen for afsigelse af dommen i nærværende sag på grund af tilsidesættelse af pligten til at meddele gennemførelsesbestemmelserne til direktiv 2014/26/EU.

—

Republikken Polen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

28.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 182/17

—

Den appellerede dom ophæves.

—

Der træffes afgørelse om søgsmålet i første instans, hvorved appellantens påstande tiltrædes, og artikel 1- 5 i Kommissionens afgørelse (EU) 2016/154 af 22. juli 2015 om statsstøtte SA.13869 (C 68/2002) (ex NN 80/2002) (1) annulleres følgelig.

—

Der træffes endelig afgørelse om første anbringende og andet anbringendes første led i søgsmålet i første instans, dette andet anbringendes første led tiltrædes, og følgelig fastslås det, at princippet om den markedsøkonomiske aktør finder anvendelse på den omtvistede foranstaltning.

—

Sagen hjemvises til Retten med en anden sammensætning, med henblik på at denne træffer afgørelse om de øvrige anbringender og argumenter, som appellanten fremsatte i sin stævning af 22. december 2015, og afgørelsen om sagsomkostningerne i første instans udsættes.

—

Sagen hjemvises til Retten med en anden sammensætning, med henblik på at denne træffer afgørelse om samtlige anbringender og argumenter, som appellanten fremsatte i sin stævning af 22. december 2015 (herunder de subsidiært fremsatte anbringender), og afgørelsen om sagsomkostningerne i første instans udsættes.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne for Domstolen.

28.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 182/18

—

Den af Den Europæiske Unions Ret den 25. januar 2018 afsagte dom, meddelt den 29. januar 2018, i sag T-91/16 vedrørende annullation af Kommissionens afgørelse C(2015)9413 af 17. december 2015, meddelt den 18. december 2015, om nedsættelse af Den Europæiske Socialfonds tilskud til et operationelt program for regionen Sicilien, som er en del af EF-støtterammen for strukturinterventioner under de af mål nr. 1 omfattede italienske regioner (POR Sicilia 2000-2006), ophæves, jf. artikel 56 og 58 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, og denne sidstnævnte afgørelse annulleres.

28.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 182/20

1)

Rådet for Den Europæiske Union frifindes.

2)

H betaler sagsomkostningerne.

28.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 182/20

1)

Søgsmålet afvises.

2)

Alcogroup og Alcodis bærer deres egne omkostninger og betaler de af Europa-Kommissionen afholdte omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler.

3)

Orde van Vlaamse Balies, Ordre des barreaux francophones et germanophone og Ordre français des avocats du barreau de Bruxelles bærer deres egne omkostninger i forbindelse med denne sag.

28.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 182/21

1)

Begæringen om foreløbige forholdsregler tages ikke til følge.

2)

Kendelsen af 10. november 2016, Valencia Club de Fútbol mod Kommissionen (T-732/16 R), ophæves.

3)

Afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.

28.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 182/22

1)

Begæringen om foreløbige forholdsregler tages ikke til følge.

2)

Kendelsen af 11. november 2016, Hércules Club de Fútbol mod Kommissionen (T 766/16 R), ophæves.

3)

Afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes

28.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 182/22

1)

Sagen afvises.

2)

Eco-Bat Technologies Ltd, Berzelius Metall GmbH og Société traitements chimiques des métaux (STCM) betaler sagsomkostningerne.

28.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 182/23

1)

Sagen afvises.

2)

UD bærer sine egne omkostninger og betaler de af Europa-Kommissionen afholdte omkostninger.

28.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 182/23

—

Den anfægtede omgøres i det hele.

—

Registrering af varemærket anordnes.

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1001/2017.

28.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 182/24

—

Debetnote nr. 2017-1635 udstedt af Europa-Parlamentets generalsekretær annulleres.

—

Afgørelse om tilbagesøgning af et beløb på 264 196,11 EUR, som Europa-Parlamentets generalsekretær vedtog den 30. november 2017, annulleres.

1.

Første anbringende omhandler den omstændighed, at konklusionerne i generalsekretærens afgørelse vedrørende tilbagebetaling af rejseudgifter og de akkrediterede parlamentariske assistenter er i strid med den objektive virkelighed. Sagsøgeren krævede alene tilbagebetaling af rejseudgifter i de tilfælde, hvor han var berettiget dertil i henhold til afgørelse nr. 2009/C 159/01 truffet af Europa-Parlamentets præsidium, hvorved der fastsættes gennemførelsesforanstaltninger til statutten for Europa-Parlamentets medlemmer.

De akkrediterede parlamentariske assistenter, der henvises til i afgørelsen, og som er kontraktansatte ved Europa-Parlamentet, udførte støtteopgaver med henblik på sagsøgerens udøvelse af sit hverv som medlem i Bruxelles og Strasbourg.

2.

Andet anbringende er baseret på tilsidesættelse af princippet om processuel ligestilling.

Sagsøgeren havde ikke adgang til de beviser, der underbygger omstændighederne i generalsekretærens afgørelse. Selv om sagsøgeren skriftligt anmodede om disse beviser, sendte generalsekretæren dem ikke til sagsøgeren, hvorfor denne ikke på noget tidspunkt har kunnet fremsætte materielle bemærkninger. Generalsekretærens afgørelse, hvorpå debetnoten er baseret, blev som en retsakt, der berører sagsøgeren, vedtaget i strid med princippet om en upartisk og retfærdig rettergang, princippet om processuel ligestilling og sagsøgerens ret til forsvar.

3.

Tredje anbringende vedrører den omstændighed, at generalsekretærens afgørelse indeholder en retlig fejl for så vidt angår bevisbyrden. I modsætning til hvad der fastslås i generalsekretærens afgørelse, kan de argumenter, der fremgår af præmis 54 i Rettens dom af 10. oktober 2014, Marciani mod Parlamentet, T-479/13, ikke anses for at være relevante i nærværende sag, fordi det benævnte omkostningsregulativ (Regulativet om omkostningsgodtgørelser og andre godtgørelser til Europa-Parlamentets medlemmer) netop skulle finde anvendelse i sagen om medlemmet Marciani, mens Rådets forordning (EF) nr. 160/2009 i sagsøgerens tid som medlem allerede var trådt i kraft.

4.

Fjerde anbringende vedrører en manglende retlig begrundelse for tilbagebetaling af udbetalt løn til de akkrediterede parlamentariske assistenter. Dette anbringende omfatter to led:

Første led af fjerde anbringende er baseret på, at der ikke eksisterer en retlig relation mellem sagsøgeren og Europa-Parlamentet. Fra ikrafttrædelsen af forordning nr. 160/2009 er det Europa-Parlamentet og ikke medlemmet, der har en retlig relation med den akkrediterede parlamentariske assistent, og Europa-Parlamentet tilbagebetaler ikke udgifter, men betaler løn. For så vidt angår ansættelsesforholdet for de akkrediterede parlamentariske assistenter har sagsøgeren ikke et kontraktmæssigt forhold til Europa-Parlamentet. Europa-Parlamentet har ikke betalt sagsøgeren den akkrediterede parlamentariske assistents løn. Da der ikke foreligger en retlig relation eller en retlig begrundelse, har sagsøgeren ikke nogen tilbagebetalingsforpligtigelse over for Europa-Parlamentet.

Andet led af fjerde anbringende er baseret på den omstændighed, at aktiviteter, der ikke vedrører de akkrediterede parlamentariske assistenters funktion, ikke indebærer en ret til tilbagebetaling af udbetalt løn. Artikel 12 i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union forbyder ikke aktiviteter, der ikke vedrører de ansattes funktion, idet det alene kræves, at der opnås samtykke fra ansættelsesmyndigheden. Såfremt der ikke søges samtykke, er der dog ikke i reglerne fastsat sanktioner i form af fuld tilbagebetaling af den udbetalte løn.

5.

Femte anbringende vedrører forbuddet mod at anvende en regel, der fastsætter en forpligtelse, med tilbagevirkende kraft. Punkt 8 i generalsekretærens afgørelse henviser i den retlige begrundelse for konklusionen til artikel 39a i gennemførelsesforanstaltningerne, til trods for at afgørelse nr. 2015/C 397/03 truffet af Europa-Parlamentets præsidium om ændring af gennemførelsesforanstaltningerne til statutten for Europa-Parlamentets medlemmer finder anvendelse fra den 1. januar 2016, hvorfor den ikke kan have nogen relevans for nærværende sag.

6.

Sjette anbringende vedrører en tilsidesættelse af begrundelsespligten og af proportionalitetsprincippet for så vidt angår fastsættelsen af beløbet. Det krævede beløb er ikke detaljeret begrundet, der er ikke anvendt en metode for beregningen, og det forudsættes, at den parlamentariske assistent ikke på noget tidspunkt arbejdede for sagsøgeren.

7.

Syvende anbringende vedrører den omstændighed, at der er foretaget en vurdering af det dokument, der dokumenterer datoen for rejsen, og som er vedhæftet tilbagebetalingen af rejseudgifterne, en vurdering, der ikke vedrører dokumentets formål, og som udleder en ubegrundet konsekvens af dokumentet.

28.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 182/26

—

De sagsøgte tilpligtes at betale de beløb, der fremgår af bilaget til denne stævning med tillæg af renter fra den 26. marts 2013 indtil domsafsigelsen.

—

De sagsøgte tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Det fastslås, at Den Europæiske Union og/eller de sagsøgte institutioner har pådraget sig et ansvar uden for kontraktforhold.

—

Det fastsættes, hvilken procedure der skal følges med henblik på at fastslå det tab, som sagsøgerne faktisk har lidt, og som kan godtgøres.

—

De sagsøgte tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

28.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 182/26

—

Den Europæiske Centralbanks afgørelse SNC-2016-0026 af 14. marts 2018 annulleres i henhold til artikel 263 TEUF.

—

Det fastslås i henhold til artikel 277 TEUF, at artikel 18, stk. 6, i SSM-forordningen (1) er ulovlig, og nævnte afgørelse annulleres således.

—

ECB tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at ECB har tilsidesat SSM-forordningens artikel 18, stk. 1, og artikel 49, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder ved at pålægge en administrativ bøde på grundlag af en retlig ramme baseret på EU-retlige og nationale bestemmelser, der ikke finder direkte anvendelse.

2.

Andet anbringende om, at ECB har tilsidesat artikel 132, stk. 1, litra b), i forordning (EU) nr. 468/2014 (4), idet den pålægger en offentliggørelse af en administrativ bøde på et ikke-anonymiseret grundlag.

3.

Tredje anbringende om, at SSM-forordningens artikel 18, stk. 6, er ulovlig og i strid med artikel 263, stk. 6, TEUF og artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder, idet den pålægger en forpligtelse til at offentliggøre en administrativ bøde, uanset at sagsøgeren har til hensigt at anlægge sag ved Retten inden for den tidsfrist, der er fastsat i artikel 263, stk. 6, TEUF.

28.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 182/28

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

Det registrerede EF-design nr. 1 783 655-0002, som indehaveren har ejendomsretten til, erklæres ugyldigt af de i stævningen nævnte grunde.

—

Det fastslås, at sagsøgte og indehaveren af designet skal betale sagsomkostningerne i forbindelse med sagens behandling for appelkammeret i henhold til artikel 190 i Rettens procesreglement.

—

EUIPO og en eventuel intervenient tilpligtes at betale samtlige sagsomkostninger i nærværende sag.

—

Urigtig fortolkning og anvendelse af EF-designforordningens artikel 6

—

Tilsidesættelse af EF-designforordningens artikel 25, stk. 1, litra e)

—

Tilsidesættelse af EF-designforordningens artikel 25, stk. 1, litra f).

28.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 182/29

—

Søgsmålet antages til realitetsbehandling, og det fastslås, at det er velbegrundet.

—

Afgørelsen af 26. marts 2018, hvorved Europa-Kommissionen afviste tilbuddet fra det konsortium, hvori sagsøgeren er det ledende selskab, for delkontrakt nr. 3 inden for rammerne af udbudsproceduren »Framework contract for the implementation of external aid 2018 (SIEA EUROPAAID/138778/DH/SER/MULTI« (herefter »udbudsproceduren«) vedrørende en rammekontrakt om levering af tjenesteydelser til tredjelande, der har modtaget EU’s eksterne bistand, og tildelte delkontrakt nr. 3 til ti andre tilbudsgivere, annulleres

—

Sagsøgte opfordres som en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse (jf. artikel 55 i Rettens procesreglement) til at fremlægge (i) kvaliteterne og de relative fordele ved de ti antagne bud for delkontrakt nr. 3 samt deres point for underposterne 1.1, 1.2, 1.3, 1.4, 1.5, 1.6 i posten »overordnet tilrettelæggelse og metode« (»Global Organisation and Methodology«), og de point, der blev opnået af de ti bud, der blev antaget for delkontrakt nr. 3, for posten »teknik« (»Technical score«) og for posten »økonomi« (»Financial score«) og (ii) bedømmelsesudvalgets detaljerede rapport.

—

Påstanden om skadeserstatning for en bruttoavance på 2 400 000 EUR antages til realitetsbehandling og tages til følge.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 106 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 (EUT L 298, s. 1) (herefter »finansforordningen«) og af artikel 4 i instrukserne til tilbudsgiverne (»Instruction to tenderers«) (herefter »instrukserne«). Kommissionen foretog en sådan tilsidesættelse, for så vidt som den ikke udelukkede en tilbudsgiver, der var en del af det tilslagsmodtagende konsortium, som følge af uregelmæssigheder.

2.

Andet anbringende vedrører Kommissionens åbenbart urigtige skøn og tilsidesættelse af finansforordningens artikel 110, stk. 5, og af artikel 151 i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1268/2012 af 29. oktober om gennemførelsesbestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget (EUT L 362, s. 1) (herefter »gennemførelsesforordningen«), af pligten i henhold til artikel 41, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) til at overholde princippet om god forvaltningsskik og instruksernes artikel 15, stk. 3, for så vidt som Kommissionen ikke foretog en tilstrækkeligt omhyggelig undersøgelse af de unormalt lave tilbud.

3.

Tredje anbringende vedrører en tilsidesættelse af begrundelsespligten i henhold til finansforordningens artikel 113, stk. 2, og gennemførelsesforordningens artikel 161, stk. 1.

4.

Fjerde anbringende vedrører en tilsidesættelse af retten til effektive retsmidler i henhold til chartrets artikel 47.

5.

Femte anbringende vedrører en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, princippet om ikke-diskrimination, princippet om sikring af fair konkurrence, af finansforordningen artikel 102, stk. 1 og 2, som følge af, at instruksernes artikel 7 er ulovlig.

6.

Sjette anbringende vedrører en tilsidesættelse af princippet om god forvaltningskik i henhold til chartrets artikel 41 som følge af, at instruksernes artikel 7, stk. 3, er ulovlig.